Jeg tør sige det! (Efterskrift til Politivennen)

Overborgmesteren i København blev valgt på mandlige stemmer, og det er et bevis på, at vore partifæller i gruppen ikke har den tro på kvinden, som vi kunne forvente.

Jeg mener, at når så dygtig en kvinde som Edel Saunte tilsidesættes, så har vi kvinder aldrig en chance for at gøre os gældende, når mændene i den grad holder sammen. Mig bekendt har Edel Saunte været medlem af borgerrepræsentationen siden 1937 og været rådmand for 3. afd., hvor hun nu også er vraget som borgmester. Det mener jeg er en hån over for de københavnske kvinder. Vi har arbejdet med samme energi og ildhu som mændene, trods det, at mange af os har mødt modstand fra vores mænd, der mener, kvindens plads er i hjemmet, og at vort arbejde går ud over familielivet. Vi har gjort det for at kæmpe for kvindens ligeret, og derfor kan I store mandfolk ikke være dette bekendt over for os "små" kvinder.

Jeg ved, at mange kvinder står bag mig i dette spørgsmål.

Kirsten Nielsen,

Valbygårdsvej 52.

(Aktuelt, 26. marts 1962)

Som overborgmester valgtes Urban W. T. Hansen, som sad til 1976.

Edel Saunte (1904-1991) var formand for Dansk Kvindesamfund 1936-1941, medlem af Københavns borgerrepræsentation 1937-1946, medlem af Folketinget 1947-1962. Hun var herefter den første kvindelige borgmester i København: rådmand for magistratens 3. afd. (socialvæsnet) 1962-1974. I den periode var der stor overbelægning på hospitalerne, og hun stod for rømningen af Sofiegården på Christianshavn i 1969 som senere dannede udgangspunkt for slumstormerne.

Staunings urne gravsat. (Efterskrift til Politivennen)

Gribende højtidelighed på Vestre Kirkegård.

URNEN med statsminister Staunings aske blev i går eftermiddag gravsat på Vestre Kirkegård. Urnen var kort forinden ført fra Bispebjerg krematorium til kapellet på Vestre Kirkegård, hvor den blev modtaget af den nærmeste familie. Derefter førtes urnen til gravstedet, fulgt af familie og venner. I følget sås statsminister Buhl, landbrugsminister Bording, Socialdemokratiets formand, folketingsmand Alsing Andersen, hovedkasserer Killwer, folketingsmand, partisekretær Johannes Hansen, sekretær O. Carlsson og sagfører Rasmus Nielsen. Da urnen var gravsat ved siden af urnen med afdøde Anna Stauning, der var ført til det nye gravsted, sagde Alsing Andersen et sidste farvel til Stauning med tak for alt, hvad han havde været for det danske folk. Graven blev derefter kastet til. Den stilfærdige, men dybt gribende højtidelighed overværedes af et par hundrede mennesker, der tilfældigt passerede stedet.

Staunings grav ligger ved søen, hvor en række andre store navne fra arbejderbevægelsen hviler, således Borgbjerg, Marinus Kristensen, A. C. Mayer, Jens Jensen og Jens Johansen. Ved siden ligger også Staunings ven gennem mange år, Knud Rasmussen begravet.

Da Staunings urne blev begravet. Tv. ses Alsing Andersen. I baggrunden bl.a. statsminister Buhl, frk Augusta Eriksen og sønnerne Holger og Søren.

(Horsens Social-Demokrat, 15. maj 1942).

Mindestenen blev afsløret 21. august 1942

Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".

Alberti blev i går stedet til hvile. (Efterskrift til Politivennen).

Begravelsen foregik i stilhed på Assistens Kirkegård.

Den en gang så stormægtige justitsminister hvis fald var så dybt og uopretteligt, fik i går en ganske stilfærdig begravelse på Assistens Kirkegård. Om formiddagen kl. 11 samledes nogle af den afdødes venner og slægtninge i Rigshospitalets kapel, hvor den hvide kiste stod dækket med mange kranse og med tændte lys ved hovedenden.

Efter salmen "Alt står i Guds faderhånd", talte pastor Husom fra Kildevældskirken ud fra profeten Zacharias' ord: "Herren har rejst sig fra sin hellige bolig. Stille for hans ansigt alt kød!" Præsten kom ikke ind på Albertis livshistorie. Han rettede nogle trøstens ord til dem der sørgede ved den afdødes bortgang og sluttede med en bøn for afdødes sjæl. 

Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" sang et kort "Dejlig er jorden", mens venner af den afdøde bar kisten ud til rustvognen.

Jordfæstelsen fandt sted på Assistens Kirkegård, ikke i noget af familien Albertis to gravsteder her, men i et afsidesliggende gravsted tilhørende en fjern familie ved navn Westergaard. Gravstedet ligger helt ud mod Nørrebros Runddel.

 Pastor Husom forrettede jordpåkastelsen.

 (Social-Demokraten, 21. juni 1932).

Foto fra Dagens Nyheder, 21. juni 1932 af ligbilen og følget på vej til Assistens Kirkegård.

P. A. Albertis gravsted på Assistens Kirkegård. Busken havde på et tidspunkt overgroet korset. Men her (januar 2021) er det blevet klippet fri igen. Indskriften er ganske ulæselig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 

Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.

Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.

Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.

STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5. Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141.