Pauline Aggersborg (1824-1914). (Efterskrift til Politivennen).

Gravsted Vestre Kirkegård: Pauline Christine Aggersborg født Seidelin (1824-1914) gift med apoteker Niels Nørgaard Aggersborg (Løveapoteket i København), med hvem hun fik børnene Anna Elisabeth, Hildegerd Margrethe, Inge Gyrithe, Christian og Johanne Marie Aggersborg. Skrev adskillige artikler i Kvinden og Samfundet.

Pauline Aggersborg deltog i "Sædelighedsfejden" der kulminerede i 1887. I tidsskriftet "Kvinden og samfundet", med redaktricen Elisabeth Grundtvig. Grundtvig havde udgivet en artikel "Erotik og kvinder", hvori hun skrev om mænds drifter, at disse ikke gjorde dem lykkelige når de blev tilfredsstillet, men var slaver af kønsdriften. Hvilket førte hende til at advare kvinder mod at gå i samme grøft. Det bragte Politiken og især Brandes i et sandt raseri - og Hof- og Stadsretten måtte dæmpe hans udtryk for æreskrænkeri. Pauline Aggersborg forsvarede sammen med Sannom Grundtvig imod Brandes. Vedr. Pauline, var det især følgende afsnit i artiklen "Det sædelige Lighedskrav", (Kvinden og Samfundet, nr. 5, 1887) der var faldet Brandes for brystet:

"Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade."

"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er det ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."

"Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; ti ogsaa det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."

"Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det Erotiske med det Sædelige."

Pauline Aggersborg. Lørdag den 12. december jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjysk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af mit sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og dåd hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ. Vennekredsen forøgedes med mænd som Lembke og Johannes Fibiger, der altid blev hende en trofast ven.  I '64 drog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1875 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen der skylder hende overordentlig meget.

(St. Paul Tidende, 15. januar 1915).

Pauline Aggersborg.

I lørdags jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede, varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjydsk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af et sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev, og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og død hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ, vennekredsen forøgedes med mænd som Lembcke og Johannes Fibiger der altid blev hende en trofast ven. I 64 rog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1865 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen, der skylder hende overordentlig meget. I "Kvinden og Samfundet" skrev hun om hvad der lå hende på sinde; alle ved vi at hun var et virksomt bestyrelsesmedlem af foreningen mod lovbeskyttet usædelighed.

Men kraften til at virke udadtil som hun gjorde, hentede Pauline Aggersborg fra sit rige, dybt religiøse liv indadtil.

I 1895 udgav hun ovennævnte digtsamling "Af et sjæleliv" med mottoet: "Det at tænke, det rummer det bedste i een". Disse ord er typiske for denne rige, vågne ånd. Hendes tanker havde rod i det dybe og rankede sig højt. Dag for dag voksede hun i kærlighed til Gud og mennesker. Vi der havde den lykke at være hendes venner, ved hvorledes den 90-årige kvindes levende ånd var vågen for alt i livet, men også hvorledes hendes stille samliv med hendes frelser uddybedes, så hun til sidst stod som med den ene fod i Himlen. Og det var hende en hjertets trang og nødvendighed at vidne om sit inderste livs løndom og lykke. I 1900 udgav hun "Kristelig livsbelysning", et modskrift mod Troels-Lunds "Livsbelysning" , og i 1910 nedlagde hun frugten af sit tankeliv i den stærkt personlige bog "En livsopfattelse", et rigt begavet menneskes vidnesbyrd om sin tro. Endnu i marts 1914 modtog hendes venner den lille bog "Betragtniger over tilværelsen" med det skønne digt "Guds nådevæld", der peger på den livskilde hvoraf hun øste sin rigdom.

Der var højt til loftet og ren luft hvor Pauline Aggersborg færdedes. Overfor hende gælder det gamle ord: "Jeg har lært noget godt hver gang jeg besøgte dig, - og mest når Du talte."

Nu er hun gået hjem, men mindet om hendes rige ånd og store kærlighed vil leve.

I. S.   

(Nationaltidende, 16. december 1914).

Børnene og Kommunens Folkebiblioteker. (Efterskrift til Politivennen)

I det tætbefolkede Arbejderkvarter paa Hjørnet af Nørrebrogade og Griffenfeldtsgade ligger Hovedafdelingen af Kommunens Folkebibliotek.

Klokken er syv Aften. Netop paa det Tidspunkt er mange fra de smaa Hjem ude paa Gaderne. Hvor fristende da et Øjeblik at kigge op paa de aabne Hylder i Folkebiblioteket. samtidig med, at man gør sine indkøb hos de Handlende. En god bog kan da tages med hjem til Underholdning for Familien.

Biblioteksalen gør et hyggeligt indtryk med sin friske, grønne Palme paa Bordet og de righoldige Boghylder. De Besøgende griber dog stærkest. Mit Øje følger med Interesse en tretten-fjorten Aars Dreng, der ligger paa Knæ og med Kendermine undersøger en af de nederste Boghylder, han har gjort sit valg: naturligvis en Rejsebeskrivelse. Han springer op og henvender sig til den kvindelige Bibliotekar om Lov til at tage Bogen hjem og tilføjer, bevidst om sit eget Ansvar: Men Frøknen ser nok, at der er en lille Rift i første Blad. Jeg skal nok være forsigtig: jeg vil saa gerne have Bogen hjem med.

Den unge, kvindelige Bibliotekar, Frøken Margrethe Thunbo, som har været Assistent i Kvindelig Læseforening, fører mig hen til et lille Bord i Hjørnet af Biblioteket. 

Her har jeg min private, lille Stue, og De kan tro. jeg er glad ved min Virksomhed.

Med den største Interesse meddeler hun mig om den betydelige Fremgang. der er sket, siden Kjøbenhavns Kommune i 1913 besluttede at gøre Bogudlaanene gratis for alle. Tilgangen har været 3000 nye Læsere og 107.000 Bind i Udlaanet, og det vil sikkert fortsættes.

Men De maa se Læsesalen i Møllegade for at faa det rette Indtryk, tilføjer hun. 

Selvfølgelig, svarer jeg; men jeg maa høre lidt om Dem selv, om Deres Eksamen som Bibliotekar i Amerika. Der var vel meget for Dem at lære?

Ja, De kan tro, det faldt mig ikke altid let. tit studere paa det fremmede Sprog, selv om jeg var flink i Engelsk, da jeg rejste. 

Det første Aar var det strengeste. I det studerede jeg Bibliotoksvidenskab ved Pratts Institut: “School of Library", stadig med en eller anden Eksamen hængende over mit Hoved, men da jeg var kommen over alle disse Prøver med Ære, var det, som jeg vendte tilbage til Livet i den virkelige Verden. Dog havde Studielivet mange fornøjelige Sider, Jeg var hver Dag sammen med en Flok udmærkede  amerikanske Studenter, Lærerinder, betydelige Mænd og Kvinder indenfor den amerikanske Biblioteksverden. Det andet Aar tilbragte jeg ved Yale i universitetet, hvor jeg indtil 1ste Januar 1914 havde Plads Biblioteket. Senere var jeg i et stort Folkebibliotek for at se. hvorledes der arbejdes i de forskellige Afdelinger.

Amerikanerne staar højt i Kultur i Indretningen af deres Biblioteker men jeg valgte dog til Virkeplads mit eget Land, som jeg haaber at kunne gavne ved, hvad jeg har lært i de store Forhold.

Vi maatte nu afbryde vor Samtale da der blev mere og mere travlt i Salen, som skulde lukkes Kl. 8. Da jeg gik ned ad Trappen, mødte jeg to Smaadrenge, fattigt klædte med et næsten sygeligt Udseende.

Du maa godt gaa op med, sagde den store Dreng til den lille. - Vi sætter blot vore Træsko her uden for, medens vi finder Bogen. Den lille blev øjensynlig glad. 

Hviskende satte de begge deres Træsko ude paa Trappegangen og gik stille ind. 

Disse fire smaa Træsko, som den tiaarige Dreng omhyggeligt stillede op i lige række. staar endnu for mig som et karakteristisk Træk for Betydningen af vore Folkebiblioteker.

Joe.

(Følgeblad til Berlingske Tidende Nr 312. Onsdag 11. November 1914. Vort Hjem)

Uddannelsen af bibliotekarer foregik fra 1918 som mesterlære med tre års elevtid kombineret med et års teori på Statens Biblioteksskole, henlagt under Statens Bibliotekstilsyn. Men det viste sig nødvendigt at styrke den teoretiske uddannelse, og i 1956 blev Preben Kirkegaard den første rektor for den nyoprettede Danmarks Biblioteksskole.  I 2013 blev skolen fusioneret med Københavns Universitet og skiftede navn til Institut for Informationsstudier under Det humanistiske Fakultet. I 2017 flyttede instituttet fra Birketinget til Københavns Universitet, Søndre Campus.

Oplagte Dampere i Havnen udfor Larsens Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Da Krigs-Uvejret brød løs og for hen over Lande og Have, slog det Døren i for mange fredelige Erhverv. Europa dukkede sig under dets Storm-Stød og laa lammet og skrækslaaet. Først og stærkest af alt blev maaske den fredelige Skibsfart ramt, de krigsførende Magter beslaglagde og opbragte hinandens Skibe, og selv for de neutrale blev det vanskeligt at klare sig. Betegnende og malende var de hjemvendte Skipperes korte Forklaringer: "Østersøen som blæst ren for Fartøjer" - eller: "Ikke Damperrøg at se i Nordsøen".

Skibene søgte Havn. Enten var der ikke noget at sejle med eller ingen Steder at sejle hen, eller det var for risikabelt eller altfor uforholdsmæssigt bekosteligt. Der var Vanskeligheder med Folkene, Udførselsforbud osv. Der var nok til at skræmme og holde tilbage. Efterretninger om Ulykker, forvoldte ved de lumske og hæslige Søminer, begyndte at strømme ind. Det var ved at blive meget alvorlige Tider for vor Skibsfart, og kun den Del af den, der er beskæftiget i den frie Fragtfart eller paa de lange Ruter i oversøiske Farvande kunde føle sig nogenlunde sikker.

I den første Halvdel af August kom vor Havn og Red til at se mærkelig ud. Standset var det farende Træk af Dampere og Sejlere ude i Sundet. Men ved Bolværk og Kajer, i Redhavnen og Indrehavnen og Gasværkshavnen klumpede Fartøjerne sig sammen. Skrog mod Skrog, Skorstene og Master krydsende hinanden i forvirret Filter. Det var malerisk nok, det fyldte godt nok i Havnene. Men det var alligevel et trist Syn, et Billede paa Stilstand og Uvirksomhed. Et Skib, der er lagt op, der ligger med kolde Kedler eller nøgne Ræer, virker altid dødt og forsagt.

Nu er det heldigvis ikke saa galt, som det har været. Der ligger endnu en Del sovende sorte og mønnierøde Skrog i vore Havne, men mange er dog komne paa Gled. Der blev lukket op for Kuludførselen fra England. vor Landbrugseksport blev trods alle Vanskeligheder og forbigaaende Standsninger opretholdt, og nu turde den nye statsgaranterede Forsikring af Skibe samt Varer imod Krigsfare tilsøs, der er under Opsejling, snart skaffe vor Skibsfart saadanne Kaar, at den i alt Fald kan ride Stormen af.

Af ovenstaaende Billede (fra Kjøbenhavns Indrehavn, set fra Løbet ind imod Larsens Plads og Blaa Pakhus) vil det ses, at der endnu er oplagt Tonnage her i Havnen.

Fra Kvæsthusbroen ser man ogsaa ved Pælene i Havnen en hel Del af Det forenede Dampskibsselskabs Skibe ligge uvirksomme; Selskabet har for Tiden nogle og fyrretyve Skibe oplagte her, hovedsagelig fordi Farten paa Rusland og paa den tyske Østersøkyst, Ruter som Riga, Antwerpen, Stettiner-Ruten osv., er gaaede istaa. lalt kan man regne, at i disse Dage en Flaade paa 65-75 Dampere og henimod en Snes Sejlskibe ligger oplagte her. I Nordhavnen ligger 5 Dampere, ved Langelinie 18-19, ved Pælene i Havnen 5-6, ved Kvæsthusbroen en Snes Stykker, i Gasværkshavnen 12-15. Men Tallene skifter fra Dag til Dag - heldigvis hovedsagelig med Tendens til at gaa nedad.

- Det er galt nok med alle de tomme og oplagte Skibe i Havnen; værre er det med dem, der er oplagte for stedse, dem, der er puttede i David Jones locker, sendte tilbunds af Helvedesmaskinerne. Men forhaabentlig kan vi inden altfor længe skimte i Kimmingen det Skær, der varsler fri Sejlads og Bud efter Skibsrum. Saa bringer vi et nyt Billede - af Skibe med Røg ud af Skorstenene og Skum fra Bougen.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske (Politiske og Avertissementstidende 19. september 1914).

Københavnske Bondefangere. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Højesteret.

(Fra vor Korrespondent.)

Kbhvn., d. 3. Septbr.

Retten begyndte sit Møde i Tag med at afsige Dom i Sagen mod de tre Tjenestekarle, der har huseret i Roskildeegnen. De to, Larsen og Johansen, fik Overretsdommen stadfæstet med henholdsvis 18 og 12 Maaneders Forbedringshus, medens Nielsen slap med en betinget Dom paa 20 Dage.

Derpaa gik man over til 

en typisk Bondefangersag

Mod Hans Valdemar Olsen, født 16. Oktober 1872, og William Peter Knudsen, født 21. Oktober 1876.

De er begge to mange Gange straffede og begyndte begge i 1893. Det er særlig Bondefangeri og Alfonseri, de giver sig af med. Olsen har haft Forbedringshus i 18 Maaneder. og blev derinde dømt til Rotting, Knudsen har haft 8 Maaneders Forbedringshus.

Mange Gange er der rejst Tiltale Mod dem, hvor Retten har maattet lade dem slippe. Forslagne er Fyrene jo. Denne Gang slap de nu ikke.

En svensk Sømand kommer her til Byen og bliver anvist Logis af Anders Christian Christensen, der altid møder paa Jernbanestationerne og skaffer Hoteller og Pensionater i Vesterbro-kvarterets Sidegader Gæster. Det faar han selvsolgelig sin Betaling for.

Onde Tunger fortæller ogsaa. at han anviser Bondefangerne Ofre; derfor sidder han i denne Sag arresteret nogle Uger. men maa løslades, uden at der rejses Tiltale.

Da han gaar med Svenskeren, ser den ene Bondefanger, Knudsen, det, faar at vide, hvem Svenskeren er, og kommer - naturligvis tilfældigt til at træffe paa ham. Knudsen taler straks Svensk som en indfødt, og han og Sømanden kommer paa Turne. Først ud i Kafe Langebro, hvor Olsen ganske tilfældigt træffer sammen med dem, og saa gaar Turen til White Star, Feilberg, Gasværksvej, og man ender i en kendt Bondesanger-Beværtning, Kajs Skive, i Istedgade. Her spiller man "Femkort", og den sølle Sømand mener selv senere, at han har tabt 150 Kr. og er bleven frastjaalet 500 Kr.

Han vaagner hjemme i et Pensionat i Reventlowsgade den næste Dag.

Bondefangerne paastaar, at Spillet har været ganske ærligt, og at det først er paa det sidste, at Sømanden, der er bleven beruset, har budt Spillet op til 100 Kr.

Et skønt Galleri af Opvartere osv. er naturligvis afhørt under Sagen.

Denne Gang vilde Retten ikke ladede to Fyre slippe.

Baade Kriminalretten og Højesteret fandt dem hver værdige til 1 Aars Forbedringshus.

Lunn var Aktor, Liebe Tesensor.

(Roskilde Avis 4. september 1914. Uddrag).

Lona Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

Den yngste af søstrene opholder sig i København,

I vor omtale af testamentet efter den tidligere så berømte danserinde Lona Barrison skrev vi at hun var den sidste af de fem søstre.

Det viser sig at den yngste, Gertrude Barrison, lever endnu og hun opholder sig endda her i København hos en familie på Østerbro. Hun kom hertil for at deltage i Lona Barrisons begravelse.

(Social-Demokraten, 25. marts 1939).

Foto fra Nationaltidende, 24. marts 1939, forestillingen Lona Barrison under en optræden i København 1901. Artiklen fortæller at ægteparret flyttede til Wien hvor de levede under 1. verdenskrig og årene efter. Efter nazisternes "Anschluss" flyttede hun til København hvor hun 18. februar 1939 døde som enkefrue. 

Barrison-søstrene.

Lona Barrison der som omtalt i går efterlader sig en formue der bliver til et legat, døde i den tro at hun var den sidste af de fem søstre. Forbindelsen mellem de fem søstre var imidlertid i de senere år glippet - på et tidspunkt da i hvert fald to søstre levede og Lona bestemte derfor at hvis en søster meldte sig, skulle hun nyde godt af renterne.

Nu viser det sig at Gertrude Barrison - en mange år fejret danserinde efter at truppen forlængst var opløst - er ankommet til København efter Lonas død. Hun har i de senere år opholdt sig i Tyrkiet og givet danseundervisning i Istanbul. Nu bliver hun, i hvert fald foreløbig, i København og udgiver sandsynligvis sine erindringer og dermed de fem danske søstres usædvanlige roman.

(Nationaltidende, 25. marts 1939).

Illustration af Lona Barrison fra Social-Demokraten, 24. marts 1939

Legat til idealister.

Der er fremkommet meddelelse om at nyligt afdøde enkefru Abelone Marie Fleron har testamenteret sin formue til et legat der fortrinsvis skal tilfalde "værdige trængende personer der i deres liv har arbejdet med idealistiske, navnlig politiske og sociale formål for øje".

Bag meddelelsen ligger et helt livs mærkelige roman. Enkefru Fleron var nemlig identisk med den yngste af de verdensberømte danske Barrison-sisters, Lona Barrison. I sin tid tændte de hjerterne i brand i alle storbyer og gengaves i postkort, porcelænsfigurer og sæbe - en berømmelse på højde med "Snehvide og Dværgene". Legatet der får navnet "Journalist og forfatter William Fleron og hustrus mindelegat", skal være meget stort. Det nævnes at det skrives med et sekscifret tal.

(Demokraten (Århus), 25. marts 1939).

Lona Barrison boede ifølge Social-Demokraten 27. oktober 1928 i en villa på Carit Etlars Vej, hvor denne forfatters villa oprindelig sted. Lona Barrison døde af en hjerneblødning på Sct. Josef Hospital februar 1939.

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand. (Efterskrift til Politivennen)

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand.

- Hvad Silden koster, lille Dame - siger Karen Andersen nede ved Gammel Strand. - tresindstyve Øre. Snesen sælger vi dem til idag; igaar kostede de næsten det dobbelte.

Nu er det Tiden for dem, der vil lægge Sild ned til Vinter, det kan være det bliver en Føde, vi kommer til at skønne paa. De kommer nok lidt ujævnt ind paa Grund af disse hersens Miner, men der er skam ingen Mangel paa dem.

Torsk er jo næsten ikke til at komme omkring ved. Vi plejer paa denne Tid af Aaret at give fire Kroner for Lispundet, og nu maa vi give seks, saa De kan sige Dem selv, at de er ikke meget efterspurgte.

Ja, ja - sukker Karen Andersen - Krigen spores nok ogsaa her ved Gammel Strand. Selv om der ogsaa skal Mad til, naar Manden er indkaldt, saa ved De nok, hvordan det gaar; Konen klarer sig med en Kop Kaffe. 

Men vi maa ikke klage. Kan vi bare saa Lov til at sidde i Fred her ved Stranden, skal vi saamænd takke til, selv om Tiderne kanske bliver lidt sløje.

21-26-30; det var halvanden Snes. Farvel, Dame, og Tak for Handelen.

Jylle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1914).

Mod Kulden. (Efterskrift til Politivennen)

En morsom og god ide.

Et varmt Sengetæppe for 3 Kr. 20 Øre.

Fru Ingeniørkaptajn Ramsing ringede igaar til os.

- Maa jeg komme og vise Dem et Sengetæppe, jeg har lavet af "Berlingske Tidende"? Jeg vilde gerne have, at Ideen skulde komme ud og gøre Nytte.

Der var oppe i Redaktionslokalerne stor Tilslutning til Fru Ramsings Forevisning, og naar vi idag lader Ideen gaa videre, er det i den sikre Tro, at vore Læsere vil blive lige saa glade for den som vi.

Tæppet er lavet af 8 Lag af "Berlingske Tidenden"s Papir bredt ud i hele deres Størrelse, efter at Papiret først er prepareret ved at krølles sammen, gnides godt og atter glattes ud. Aviserne begges ikke ved Siden af hinanden, men hele Tiden halvt over hinanden, saa der ingen Revner fremkommer, og saadan at der overalt bliver 8 Lag, der danner en saa jævn Flade som muligt.

Nu kan man selv vælge Størrelsen af sit Tæppe og, om man ønsker det, gøre det baade bredere og længere, end Sengetæpper sædvanligt er. Arbejdet udføres lettest paa et udtrukket Spisebord, ellers kan man nøjes med Gulvet.

Naar Aviserne er ordnede, syr man med en spids Stoppenaal og blødt Bomuldsgarn med lange Risting paa begge Sider af Tæppet, til man er sikker paa, at det hele danner en fast Masse.

Betrækket hertil kan man lave af omtrent, hvad det skal være. De allerfleste Hjem vil have Klude nok til et mønstret Kludetæppe, saa at Tæppet ikke kommer til at koste noget. Det Tæppe, Fru Ramsing viste os, er betrukket med Bomuldsflonel, og hele Betrækket kostede 2 Kr. 20 Øre i et almindeligt Sengetæppes Størrelse.

Det er ikke vor Mening, at Papirtæpper skulde afløse de hidtil benyttede Tæpper til Sengebrug, hvad de neppe heller har nogen Udsigt til. Vi peger paa dem som et praktisk Vink for dem, der daarligt har Raad at skaffe sig andre, og som en frelsende Udvej for dem, der maaske slet intet har at dække over sig mod Kulden.

Det er givet, at Ideen vil kunne saa vidtrækkende Betydning. For de Fattige For de smaa Hjem med de knappe, faste - for Tiden maaske stærkt reducerede - Indtægter. For Hjemmene med en stor Børneflok. I Sygdomstilfælde, f. Eks. ved smitsomme Sygdomme, hvor man efter endt Brug vil kunne vadske Vaaret og brænde Indholdet, der let kan erstatter og derved spare den dyre og ofte odelæggende Desinfektion. Til de frivillige Korps. I Sommerhjem paa Landet, hvor Gæsternes Antal ofte svulmer op. I Sommerlejre af alle Slags osv. osv.

For at enhver kan overbevise sig om Tæppets Udseende og Egenskaber og se. hvordan det er lavet, er det fra idag op hængt i B. T.-Centralen paa Raadhuspladsen.

Vi forudser, at der, naar Folk har set det, vil blive travlt i Hjemmene og Forretningerne en enorm Efterspørge efter Bomuldsflonel.

VI tænker os ogsaa. at mange velgørende Institutioner vil tage Tanken op og, maaske ved frivilligt Arbejde, begynde en Massetilvirkning af saadanne Tæpper til Uddeling til de Fattige, naar Vinteren kommer.

Fru Ramsing erklærer "Berlingske Tidende"s Papir for at være bedst egnet ti! Tæppefremstilling, og det vil være "Kvinden og Hjemmet" en Glæde at høre fra nogle af de Damer eller Institutioner, som tager den gode Ide op.

Ch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914).

Det var nu ikke fru Ramsings opfindelse. Lemvig Folkeblad nævnede den 29. september 1914 at fru Thora Koefoed (f. Sonne) på Gammel Køgevej i København som den første der forsøgte at omplante denne skik til Danmark. Efter en opskrift lignende den ovenfor anførte. Hun holdt efterfølgende i Randers møde om avistæpperne. Avistæpper blev efter forskellige opskrifter produceret i store mængder. Især soldater skal have været glade for dem.

Flere artikler og link til artikler om Julie Ramsing, se Julie Ramsing (1871-1954)

Carl Gran (1872-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Fagforeningsmanden Carl Gran er et eksempel en nu glemt, men i samtiden kendt og afholdt person begravet på Vestre Kirkegård. Graven stod i enden med Frederiksholms Teglværker. Helt ekceptionelt for den tid blev han optaget i Kraks Blå Bog. Året efter blev der opsat en mindesten på hans grav, med tilhørende indvielse. Men senere gik han i glemmebogen. Stenen er tilsyneladende væk. Minderne skal man søge i samtidens aviser. 

Carl Grans Jordefærd

Der var folkevandring i går til Vestre Kirkegård, hvor kisten med Carl Grans lig var opstillet på en katafalk udenfor det store kapel. Her under et væld af blomster lå liget af den unge mand, et helt lands organiserede arbejdere så op til som en af de mest lovende kræfter.

Hvor døden kan være ubarmhjertig og fordringsfuld! Den tager de bedste fra og gemmer dem hen i den stille fred, netop når de står i den kraftigste manddom og med den bedste vilje til at gøre mands gerning.

Således var det med vor afdøde kammerat Carl Gran. Han stod midt iblandt os med sit glade smil, der opmuntrede til at tage fat på de foreliggende opgaver. Og så slog døden ham ned, så at han kun blev et dyrebart minde om en travl arbejdstid, hvor hans strålende livsglæde ligesom lagde solglød over kontorerne i Farimagsgade.

Derfor den travle færd af de myldrende skarer ud til Vestre Kirkegård i går eftermiddags. Tiden var valgt så sent  - Kl. 2 3/4 - for at den stærke tilstrømning ikke skulle genere andre begravelser. Alle ønskede at vise den afdøde kammerat den sidste ære.

Carl Gran. Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret

Foran Kapellet.

Lige foran det store kapel var der rejst en improviseret talerstol dækket med rødt, og foran den var kisten anbragt på kirkegårdens ny rullevogn. Socialdemokratisk Forbunds banner og samtlige snedkerforeningers faner dannede en æresvagt omkring kiste og talerstol.

Af den masse signerede kranse nævner vi fra "De samvirkende Fagforbund", Snedker-forbundet i Danmark, Socialdemokratisk Forbund, Lohgarverforbundet, Malerforbundet Drejerforbundet, Dansk Tekstilarbejderforbund, Fabriksarbejderforbundet. Social-Demokratens Redaktionspersonale, Social-Demokraten, Murerforbundet, Arbejdsløshedsinspektoratet, Arb. Fællesbageri, Papirindustriarbejderne, Social-Demokraten, Ekspeditionspersonale, Lager- og Pakhusarbejderforbundet, Bryggeriet Stjernen, Murernes Fagforening, Dansk Elektrikerforbund, Hovedbestyrelsen for Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Slagteriarbejderforbundet, Forsamlingsbygningen Rømersgade 22, Arbejdernes Fællesorganisation, Træindustriarbejderforbundet, Kommunalt Arbejderforbund, Arbejdsgiver- og Mesterforeningen, Prokurator Voght, Direktør Hauberg, Skotøjsarbejderforbundet, Ligkistesnedkernes Fagforening, Modelarbejdernes Fagforening, Centraltrykkeriets Personale, Gustav og Nina Bang, Martin Olsen og Hustru, Skorstensfejersvendenes Fagforening, Bogbinder-forbundet, Snedkerlavets faglige Afdeling, Pianosnedkernes Fagforening, Bygningssnedkernes Fagforening, Snedkermester Jakob Petersen, Vesterbrogade, Chr. Christiansen, Landsthingsmand, Fællesorganisationen i Hørsholm, Frihavnsarbejderne, Skolebetjentenes Organisation, Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe, Kobbersmedenes Forbund, Cyklefirmaet "Adler", Bygningssnedkernes Lokalforening, Bygningssnedkernes Aktieselskab, Jernbaneforbundets Hovedbestyrelse, Snedkernes Fagforening, Fredericia, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, Billedskærer- og Dekorationsbilledhugger - Forbundet, 12. Kreds, Dansk Formerforbund, Skibssnedkerne hos Burmeister og Main, Social-Demokratens Personale, skræderforbundet, Oliemøllernes Fagforening, Kedel- og Maskinarbejderforbundet, Carl Weitemejer, Snedkerforbundets Afdeling, Slagelse, Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands (med Indskriften: Dem treuen Mitkämpfer der internationalen Gewerkschaftsbewegung) og Brødkuskenes faglige Afdeling.

Fra Social-Demokraten 28. april 1913, "Den blomstersmykkede kiste, flankeret af faner og bannere, udenfor kapellet på Vestre Kirkegård. På talerstolen i baggrunden de Samv. Fagforbunds Formand, C. F. Madsen.

En del af snedkerforbundets afdelinger i provinsen og flere københavnske organisationer har i stedet for kranse indsendt et beløb til familien.

I kæmpefølget af utalte tusinder sås forligsmanden, direktør Kofoed i embedsunifom, direktør Max Ballin og snedkermester Victor Henriksen som repræsentanter for Arbejdsgiverforeningen, direktør Gregersen (teknologisk Institut), snedkermestrene Chr. Christensen, H. Bunch og Jacob Petersen som repræsentanter for Snedkerlavet, så godt som samtlige delegerede fra "De samvirkende Fagforbund"s generalforsamling og en mængde kendte partifæller.

Koret sang stående i Forhallen:

". . . Han, som har hjulpet hidindtil",

hvorefter præsten besteg Talerstolen.

Pastor Rannow:

Kunne man se ind i disse tusinders hjerter, ville man i dem alle finde det lille ord: Tak skrevet. Ja, I har mistet en god ven, og I er kommet her af taknemlighed, fordi han ofrede sig helt og fuldt for sin livsgerning.

Der var en præst, som i går sagde til mig: "Den mand er faldet på slagmarken. Han har bogstavelig slidt sig selv op". Ja, Gran var en retlinet personlighed, der ud fra et redeligt sind røgtede sin opgave og aldrig gik på akkord med uretten. Jeg fik, mens han var indlagt på Kommunehospitalet, indtrykket af en helstøbt personlighed. I går da jeg bragte dødsbudskabet til dem, der havde plejet ham, blev de forunderligt betagne og priste hans noble væsen. Den tak, der klinger i de kraftigste toner, kommer naturligvis fra hans hustru og børn, hvem han elskede usigeligt højt.

Taleren fremførte derefter nogle almindelige religiøse betragtninger.

Koret og følget afsang nu

»Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred«,

og derefter besteg formanden for De samvirkende Fagforbund talerstolen.

C. F. Madsen:

Efter et rigt og dådfuldt liv ligger vor ven Carl Gran nu død i denne kiste. De forstår måske bedst mine følelser i dette øjeblik og den dybe vemod, der besjæler mig, når De erindrer, at jeg i en række år har ført et intimt samarbejde med ham. Hans kæreste gerning var at forhandle med arbejdsgiverne for at formå dem til at give en lille smule mere løn til hans venner de danske arbejdere, for hvem enhver lønforbedring kunde bringe en smule mere velvære i de fattige hjem.

Da jeg blev valgt til formand for fagforbundene, var det mig magtpåliggende at sikre mig denne udmærkede arbejdskraft som min medhjælp, en god mand ved min side i farens stund.

Det var på vejen hjem fra Budapest, at sygdommen ramte ham. Han blev tilsyneladende rask igen, og Carl Gran selv var meget fortrøstningsfuld. Hans gamle vid var vendt tilbage, og vi måtte ofte smile af hans muntre, harmløse spøgen.

Forunderligt nok, at han ikke er mere. Han syntes altid om nye opgaver. Han syntes aldrig, at han fik arbejdet nok, at han fik spredt lykke nok omkring sig.

Om han var her eller i udlandet, var hans tanker altid ved det hjem, han havde så kært.

Jeg føler trang til at bringe dig, Carl Gran, en tak fra det danske arbejderparti for, hvad du har udrettet. Om en kort stund vil vi sænke dig ned i det sidste hvilested. Du selv og dine sange vil altid leve i vor Erindring.

Koret afsang nu:

»Kirkeklokker ej til Hovedstæder«, og derefter spillede et orkester en sørgemarsch, medens kisten gennem en pragtfuld fanealle, som stod prægtigt til det jomfruelige grønne, kørtes til graven, der var gravet helt ude ved Frederiksholms Teglværker.

Her sang Snedker og Stolemagernes Sangforening

Dejlig er Jorden, 

hvorefter orkestret blæste en koral: 

"Tænk, når engang den tåge er forsvunden".

Formanden for Snedker-Forbundet i Danmark, 

Martin Petersen

der har trukket de største veksler på hans Arbejdsevne. Vi har taget hans ungdoms morgengrøde. Tak, Carl Gran, fordi du altid var vort lysende eksempel. Tak for det lyse smil, som fik bitterheden til at vige vore hjerter. Selv et lykkebarn, stræbte du at bringe lykke til det størst mulige antal mennesker. Du var gladest i kampen, og du havde ingen fjender, for selv dine modstandere vandt du for dig. Du havde altid travlt. Måske havde du selv en følelse af, at din livstråd snart vilde briste.

Du har sat dig et minde hos de end kunst formår at gøre det! Tak for dit arbejde og ære være dit Minde!

Fanerne kom nu op holdvis for at bringe den afdøde den sidste hilsen, og efter at en slægtning havde takket på familiens vegne, var den storstilede højtidelighed forbi. Det varede dog timevis før kæmpefølget havde forladt den smukke kirkegård, der netop nu står i spirende forårspragt.

(Socialdemokraten 28. april 1913).

Foto fra Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913. Udenfor Nordre Kapel da kisten førtes ud.

Året efter blev der rejst en mindesten på hans grav:

Et minde for Carl Gran

Martin Petersens smukke Tale.

København. Søndag.

I overværelse af en meget talrig forsamling afsløredes i dag en mindesten på Carl Grans

gravsted ude på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik kl. 3. og de mange mennesker,

der mødtes her i det strålende varme majvejr, viste, at Carl Gran ikke er glemt.

Afdødes ven og mangeårige kammerat og senere efterfølger som forretningsfører for snedkerforbundet, Martin Petersen, holdt en smuk og beåndet tale om den så brat bortrevne ven.

Den lære - sagde han - vi kan drage af Grans død, er at bruge tiden vel. Vi må, som han gjorde, røgte de opgaver, der ligger foran os, og samtidig ikke forsømme at sprede så megen tilfredshed og kærlighed omkring os og vise hensynsfuldhed både opad og nedad, hvor vi færdes. Når vi har gjort det, mens vi levede, er det vel nok til syvende og sidst ikke så trist at dø. Når vi har udfyldt vor plads i samfundet, været hjælpsom i vor vennekreds og god i vor familiekreds, efterlader vi os også en kreds af venner, der vil dele vore nærmestes sorg over os.

Vi har samtidig med, at vi har røgtet vor gerning, været med at bygge et nyt samfund op, hvor der er den størst mulige beskyttelse for de unge. I den retning kan vi lære meget af den mand om  hvis grav vi er samlede. Hans livs bane gik henover den store livets kampplads. Han var midt i kampen - ikke fordi det var hans temperament at gå imod, hvad andre ville, men fordi han havde fattet kærlighed til sine kammerater og ville hjælpe dem fremad, han havde rige evner, og dem brugte han i vor tjeneste. Men selv om han var en stridens mand, havde han dog alligevel ingen fjender. Dette skyldtes vel det brus af varme, der gik igennem de anskuelser, han forfægtede. Den varme bevarede han, indtil døden så skånselsløst klippede tråden over, så Carl Gran kun fik en kort arbejdsdag.

Indenfor den kreds af kammeraler som først benyttede ham, fik han udrettet meget. Det husker vi. Det glemmes aldrig Der var sorg i danske snedkersvendes hjem, da det rygtedes, at Carl Gran var død, for han var ikke alene afholdt - han var elsket af os allesammen.

Som et ringe udtryk herfor har vi rejst denne sten (dækket falder) og den skal stå som vor taknemmelighed over Carl Grans arbejde for os. Når I, hans efterladte! i fremtiden går de mange fjed herud til Grans grav, er I ikke alene. Det som I føler, det føler vi, det føler mange og det er vel lettest at bære sorgen, når der er flere om at bære den.

Hans barnlige sind glemmer vi aldrig, selv om hans arbejde også er hørt op for os. Det

arbejde han gjorde må vi fortsætte - vi vil ligesom ham søge at sprede lys ud til de mange

kammeraters hjem, således som han var med til at gøre. Ære være hans minde!

Formanden for de samvirkende Fagforbund, hr. C. P. Madsen, trådte derefter frem og ridsede i korte træk det arbejde, som afdøde havde gjort for centralisationen.

En stor opgave lå foran ham, men det var desværre ikke så længe vi havde ham. Vi så snart, at vi havde ikke taget fejl af manden, da vi fik ham over til os. Det var derfor med stor sorg, vi mærkede, at han blev syg. Han elskede arbejdet, og det syntes også, som det et øjeblik lykkedes ham at trodse døden. Han ville leve og han begyndte igen på kontoret, hvor vi forberedte arbejdet med revisionen af den store centralisation. Han var lykkelig ved at samles med os den første dag, vi havde vort repræsentantskabsmøde, men så kunne han heller ikke mere. Om natten blev han syg og døde dagen efter. Vi holdt af ham og vil altid huske ham som en god kammerat. Ære være hans minde!

Efter at et kor havde sunget en sang, trådte afdødes svoger, blikkenslager Richter, frem og

takkede på søsterens, hendes børns og Grans gamle forældres vegne for den smukke sten.

Den smukke granitsokkel er forarbejdet på E. Nielsens mekaniske Stenhuggeri på Vesterfælledvej, og foroven er hugget en opgående sol, under hvilken der staar :

CARL GRAN

* Marts 1872

+ 13. April 1913.

På foden af Stenen står:

Danmarks Snedkersvende rejste i 

Taknemlighed dette Minde.

På graven var henlagt friske blomster og buketter og et par store signerede kranse fra "Dansk Træarbejder-Sekretariat" og fra "De samvirkende Fagforbund".

Fyns Social-Demokrat, 18. maj 1914.

Nutidigt foto (2020) af pladsen foran Nordre Kapel hvor talerne blev afviklet, sammenlign med fotoet ovenfor. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

En Mindesten

for

Sekretær Carl Gran.

En højtidelig Afsløring.

Søndag eftermiddag foregik der en gribende højtidelighed på Vestre Kirkegård, idet snedkerforbundet i Danmark afslørede en smuk mindesten for dets tidligere forretningsfører, den altfor tidligt afdøde sekretær for De samvirkende Fagforbund, Carl Gran.

Der er til denne sten kun indsamlet bidrag fra snedkere over hele landet, da de alene ønskede at have æren af at hædre hans minde. Graven var overdådigt smykket med blomster, og der henlagdes signerede kranse fra De samvirkende Fagforbund og fra Dansk Træarbejder-sekretariat.

Lidt over kl. 3 stod forretningsfører Martin Petersen op på den improviserede talerstol:

Denne lille kreds af venner er kun at betragte som en ringe repræsentation for de mange venner og beundrere afdøde Carl Gran havde og endnu har. Vi er komne til stede for at bevidne hans slægtninge og efterladte den store sympati vi vedblivende nærer for ham og for den gerning, han har udrettet iblandt os.

I vor rastløse tid har vi kun tid til at beskæftige os med løsningen af de store problemer, men vi stejlede dog, da denne mand så pludselig blev fejet bort midt i sin fejreste manddom. Det spørgsmål måtte rejse sig for os: Hvorfor skulle den bitre død netop ramme ham? Dog det kan gå os lige sådan, og det må vel være så, at når vi er så mange om sorgen, må det være lettere at bære den, og når man véd, at ens gerning bliver fortsat af trofaste venner, må det vel heller ikke være så svært at dø. Om Carl Gran kan man sige, at han havde ingen fjender, og at han gav sit liv hen for sine venner, for trods hans elskelige væsen levede han altid ude i kampgnyet. Der var altid nogen, der led uret, og vor kammerat hadede uretten. Derfor elskede vi ham alle. Ja selv den mest kortsynede kunne ikke stå for det brus af varme, der lige som gennemsyrede hele hans væsen.

Så kom døden og klippede livstråden over. For os snedkere var han i 8 år vor første mand og en utrættelig forkæmper, og der blev sorg i vore hjerter, da han døde. Derfor har vi rejst ham dette minde som et udtryk for vore følelser.

Taleren afslører nu den 3 alen høje mindesten af rødligt bornholms granit. Foroven ser man

en nedgaaende sol og derunder kun ordene:

CARL GRAN.

* 5te Marts 1872.

+ 23de April 1913,

Helt nede ved fodstykket står så:

Danmarks Snedkersvende

rejste i Taknemlighed dette Minde.

Martin Petersen fortsatte: Når I, hans hustru og børn, kommer ud for at se til eders mands og faders grav, skal dette minde vise eder, at der er tusinder, der føler som I overfor denne mand og gerne ville hjælpe eder med at bære sorgen, og vi lover alle her, at vi efter evne skal fortsætte hans gerning. Ære være Carl Grans minde!

Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen, står nu frem ved siden af mindestenen og taler:

Da Carl Gran forlod snedkerne for at gå over til sin ny stilling som Fagforbundenes sekretær, var det ikke uden alvorlige betænkeligheder. Han var jo vokset op med Snedkernes Organisation og var af sine kolleger hævet op til den mest betroede stilling indenfor forbundet.

Betænkelighederne blev dog overvundet. Han forstod at store opgaver ventede på ham i den ny stilling, og at der var brug for alle hans kræfter.

Med stor energi kastede Gran sig ud i kampen for at skaffe arbejderne af de forskellige fag bedre og lysere kår, og mange arbejdere skylder ham tak for de gode resultater, han i så mange forhold har skaftet dem.

Gran havde et åbent øje for, at den eneste måde, hvorpaa arbejderne kunne opnå menneskeværdige vilkår, var gennem den faglige sammenslutning, og hans ord lød ikke forgæves.

Det var med dyb sorg, vi erfarede hans sygdom, og dyb vemod greb os alle, da vi fik fuld besked om sygdommens karakter og vidste, hun indenfor en meget kort frist var viet døden.

Med den største beundring så vi, med hvilken kraft han kæmpede, i mod døden, og hvorledes han klyngede sig til livet og til sine kære, stadig i håb om at kunne overvinde sygdommen.

Med en utrolig energi gik Gran midt under sin sygdom i gang med arbejdet, han ønskede at være med til generalforsamlingen i De samvirkende Fagforbund. Dette ønske blev ikke opfyldt. Døden kaldte ham bort netop i de dage.

Allerede er over et år hengået, siden vi modtog det sørgelige budskab om hans død, men hans gerning er fremdeles i frisk minde og står for os som et lysende eksempel til efterfølgelse.

Snedker-Forbundet har nu sat Carl Glan dette minde, hans hustru og børn vil ofte dvæle herude og med vemod mindes samlivets lykkelige dage, men også hans tusinder af venner vil valfarte herud og altid mindes Gran som den trofaste kammerat, om hvis rastløse virksomhed mindet altid vil stå levende for os.

Ære være hans Minde!

 

Snedker og Stolemagernes Sangforening intonerede nu: I flugt går tiden over livets bølge, og den smukke højtidelighed, der havde samlet en meget stor skare af vor afdøde partifælles venner, var nu forbi.

Social-Demokraten 19. maj 1914.

Foto af mindestenen fra Social-Demokraten 19. maj 1914, side 3.

Uddrag af Dansk Biografisk Leksikon, 2. udgave:

Carl Frederik Ferdinand Gran, 5.3.1872-23.4.1913, fagforeningsformand. Født i Kbh. (Pauls), død sst., begravet sst. (Vestre). G. stod i lære i Kbh. hos snedkerlavets oldermand Jul. Carstensen, blev udlært 1891 og kom straks ind i bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse. Han var fra ungdommen opladet med energi. Med sit lyse sind og gode humør vandt han let venner. I det politiske agitationsarbejde og i diskussionsklubben Karl Marx skoledes han som organisationsmand. Allerede som lærling var han blevet bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds. 1898 fik han sæde i Snedkerforbundets hovedbestyrelse, og 1901-09 var han efter Christian Christiansen (1865-1919) forbundets forretningsfører. Hans formandstid betegnede en fortsat ekspansion for Snedkerforbundet, som nu efter den store arbejdskamp 1899 fik betydelig tilgang i provinsen. Han arbejdede også utrætteligt og med godt resultat for forbedring af fagets lønforhold, for den fulde udnyttelse af overenskomsternes muligheder, for akkordprincippets anerkendelse. Trods store anstrengelser lykkedes det ham ikke at få tilvejebragt nogen genforening mellem hans egne fagfæller, de københavnske bygningssnedkere, og forbundet som de var udtrådt af i maj 1899; den fandt først sted 1910. – 1909 valgtes G. til sekretær i De samvirkende fagforbund. Han var medlem af det af disse 1907 nedsatte udvalg, der udarbejdede de første mønstervedtægter for arbejdsløshedskasserne, og medlem af arbejdsløshedsnævnet. Med betydeligt journalistisk talent behandlede han fagligt stof i fag- og dagspressen. Efter opfordring.af snedkerforbundet skrev han dettes historie til 25-års-jubilæet 1910 (Snedkersvendenes Organisationshistorie, 1910). Gennem årene skrev han også adskillige, både alvorlige og muntre sange, bl.a. til majfester og partistævner; et udvalg af dem er udgivet af Snedkerforbundet (snedkersange, prologer og kantater af C. Gran og Martin Olsen, 1928).

Kraks Blå Bog: Bopæl: Nørrebrogade 114 (1900).

Pastor Ifversen føler sig "kaldet" paany. (Efterskrift til Politivennen)

"Svovlprædikanten" Pastor Ifversen, der i mange Aar prædikede Helvedeslære i København, og som gjorde sig bekendt paa forskellig Vis, bl. a. ved en Dag at vise et Nummer af "Social-Demokraten" frem paa Prædikestolen og tordne løs mod vort Blad, fortrak tilsidst efter sine forskellige Meriter fra Hovedstaden og søgte og fik Embedet som Præst i Brejninge ved Kallundborg.

Nu føler Pastor Ifversen sig "kaldet" paany.

Han er Ansøger til Hedstrup-Fløng Sognekald ved Roskilde.

Kallundborg Avis har forespurgt Pastor Ifversen, hvorfor han søgte bort, og i følge dette Blad har Ifversen svarel:

"Grunden ønsker jeg ikke at udtale mig offenlig om endnu, svarer Hr Ifversen. Blot kan jeg sige, at jeg allerede i nogen Tid har følt, at det vist var bedst, jeg søgte andet Steds hen. Jeg har raadført mig med enkelte Venner, og nu søger jeg - som jeg ogsaa meddelte min Menighed fra Prædikestolen forleden Dag - Kaldet ved Roskilde. Vil Gud, at jeg skal forflyttes, da vil mine Grunde rimeligvis komme offenlig frem i min Afskedsprædiken, for jeg ønsker helt igennem at gaa aabenlyst til Værks overfor min Menighed."

Ifversen er sig selv lig - han generer sig ikke, men annekterer straks Vorherre, naar han ønsker sig et andet Kald.

Hvor er det et uhyre Held for denne Præst, der saa tit har præket mod denne Verdens Goder, at det er et født første Klasses Sognekald, som han føler sig kaldet til!

Sæt Vorherre vilde, han skulde være Sjælesørger i et beskedent Kald ved Vestkysten! Men nej, saa galt er det heldigvis ikke for Hr. Ifversen!

At en Mand søger sig en bedre Stilling er der intet at sige til - men næsten blasfemisk bliver det, naar en Pastor Ifversen blander sin Vorherre ind i dette rent praktiske Forhold.

Forma

(Social-Demokraten 7. juni 1914).

Ifversens Gud ville åbenbart ikke at han fik stillingen. Han forblev i Bregninge-Bjergsted indtil sin død 1927.

Den medico-pneumatiske Anstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Luftbadeanstalten. "Flyveposten" har misforstaaet vor Meddelelse om det Luftbad, som udføres af Mechanicus Eichhoff for Bandagist Rasmussen, saaledes, at det skulde anlægges i Odense, istedetfor at det skal have sin Plads paa Kjøbenhavns Vold. Vi ile med at berigtige denne misforståelse, førend den gaaer over i andre Blade.

(Fyens Stiftstidende 9. april 1864).

Behandling med komprimeret luft var begyndt i Montpellier i Frankig i 1840. Sverige fik en anstalt i 1869. Anstalten blev indrettet i beboelseshuset til Kongens Mølle.

- Den medico-pneumatiske Anstalt, som Hr. Bandagist Rasmussen har ladet anlægge her i Kjøbenhavn, aabnedes i Torsdag til Publikums Afbenyttelse. Den har erholdt en særdeles heldig Beliggenhed i Store Kongens Mølle, lige ud for Vestergade, idet der paa dette Terrain altid vil være tilstrækkelig frist Luft til Raadighed, og Afstanden dertil tog ikke er større, end at de fleste Syge med Lethed ville kunne naae derhen. Paa den syd for Huset liggende Deel af Bastionen er der anlagt en net lille Have, hvorfra der haves en smuk Udsigt ud over Vesterbroes Ravelin, Stadsgraven osv. Selve Anstalten bestaaer af et elegant meubleret Venteværelse med et Fortepiano og en lille Bogsamling til Afbenyttelse; dernæst et Værelse, hvori "Klokken" og "Afkjøleren" ere opstillede. Ved Siden af dette findes Maskinerne. "Klokken", det Rum, hvori Luften sammentrykkes, er en cylindrisk Beholder, sammensal af 1/4 T. tykke Smedejernsplader; Gulvet et forsynet med Huller, hvorigjennem Luften strømmer ind; i Loftet er der anbragt en anden Aabning, hvorigjennem den forbrugte Luft kan finde Udgang; i det Indre er der anbragt et lille Bord, hvorom der er tilstrækkelig Plads til fire Personer. Ved at trykke paa en i Væggen anbragt Plade kan den Syge sætte sig i telegraphisk Forbindelse med Maskinmesteren. "Afkjøleren" er en huul Leercylinder, som til noget over sin halve Høide fyldes med koldt eller varmt Vand efter Omstændighederne; den er forsynet med to Thermometre, som vise Luftens Varmegrad før og efter Gjennemgangen gjennem Afkjølerens Vand. De Sygdomme, hvorimod Badene i fortættet Luft især med Held lade sig anvende, ere: Ørelidelser og Catarrher i Luftvejenes Sliimhinde; saaledes ved Asthma og Forkjølelsessygdomme. Ogsaa i de fleste Tilfælde af Hjertesygdomme og Blegsot har Anvendelsen af Luftbadene viist en særdeles heldbringende Indflydelse. I lægevidenskabelig Henseende har Hr. Reservelæge Storch paataget sig at have Tilsyn med Anstalten. Dampmaskinerne saavelsom Klokken og Pumperne ere forfærdigede i Mekanikus Eichhoffs Værksteder, og efter Sagkyndiges Dom skulle de kunne maale sig med bedste af samme Slags, der ere forfærdigede i Udlandet.

(Dags-Telegraphen (København) 2. september 1864).

Den pneumatiske Anstalt, som for nogen Tid siden blev indrettet paa Volden af Bandagist Rasmussen, bliver meget stærkt benyttet og har ogsaa ført til gode Resultater. Man har saaledes havt Beviser paa, at en Mand, der led saa stærkt af Asthma, at han maatte løftes ind i en Vogn og kjøres op paa Anstalten, har befundet sig saavel efter Luftbadet, at han kunde gaa hjem derfra. Som en Følge af det stærke Besøg har Bandagist Rasmussen anskaffet een Klokke til foruden den, han var begyndt med. Den ene Klokke anvendes nu udelukkende til dem, der skulle have Bad i een Time, og den anden til dem, der skulle have Bad i to Timer.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. november 1864).

Den medicopneumatiske Anstalt, der har bestaaet i noget over et halvt Aar, har i denne Tid, ifølge en fra Anstaltens Læge, Reservelæge ved Kommunehospitalet O. Storch offenliggjort Beretning, været benyttet af henved 150 Personer. Der er næsten udelukkende blevet anvendt Bade paa to Timer; den første halve Time anvendtes til langsomt at lade Trykket stige til den bestemte Høide (som oftest 30 Centimetrer); derefter holdtes det stationairt i een Time, og tilsidst lod man det atter gaae ned med den samme Langsomhed, hvormed man i Begyndelsen havde ladet det tiltage. Der har saagodtsom ikke været iagttaget nogen Ulempe, med Undtagelse af den Fornemmelse af Tryk paa Trommehinden, som føles af Mange i Løbet af den første Time. Den Følelse af Frygt, hvormed undertiden ængstelige Patienter gaae ind i Klokken, taber sig i Reglen snart og viger ofte temmelig hurtig Pladsen for en Fornemmelse af Velvære. En Undtagelse fra denne Regel danner et Tilfælde of nerveus Asthma hos en Patient, hos hvem Opholdet i et snævert Rum pleier at fremkalde Fornemmelse af Kvælning; denne Følelse indfandt sig regelmæssig hver Gang Jernstængerne blev satte for Døren, og den ophørte ikke engang, naar Trykket stod paa det Høieste. Kuren maatte derfor afbrydes efter Brugen af 8 Bade. De Lidelser, der fortrinsviis ere komne under Behandling, have været kronisk Bronchitis, nerveus Asthma, Lungeemfysem og Phthisis. Af de meddeelte Sygehistorier sees det, at Kuren har viist sig meget virksom ved Bronchitis, idet der i det overvejende Antal af Tilfælde er opnaaet Helbredelse eller væsenlig Bedring, selv hvor andre Midler, saaledes Emserdade, ere blevne anvendte uden Resultat. I denne Henseende er navnlig af Interesse en af en Distriktslæge meddeelt Iagttagelse af Kurens Virkning paa ham selv, der led af kronisk Bronchitis, asthmatiske Anfald og Hæmorrhoidaekongestioner. Ogsaa ved asthmatiske Tilfælde og Lungeemfysem haves der meget gunstige Resultater. For Phthisis (Lungetæring) har Kuren viift sig aldeles Virkningsløs, naar Sygdommen var langt fremskreden, medens den i Sygdommens Begyndelsesstadium vil kunne bidrage til at standse eller ialfald retardere Sygdommens Fremskriden. Med Hensyn til organiske Hjertesygdomme, som ogsaa have været behandlede paa Anstalten, synes det tvivlsommere, om gunstige Resultater kunne naaes, men Hr. Storch mener dog efter de indvundne Erfaringer, at Luftbadene ville kunne yde meget væsenlig Hjælp ved Behandlingen af Mitralfeilene, de hyppigste os alle Hjernelidelser.

Den medico-pneumatiske Anstalt er som bekjendt oprettet af Bandagist A. Rasmussen og er beliggende ved St. Kongens Mølle paa Vestervold. Siden sin Oprettelse er den bleven udvidet og er nu forsynet med to Luftklokker.

(Dagbladet (København) 9. juni 1865).

Anstalten og metoden blev beskrevet i Hospitals-Tidende nr. 35 31. august 1864, samt beskrevet af  reservelæge Storch, i Hospitalstidende nr. 18, 3. maj 1865.

O. Storch: Iagttagelser over Virkningen af komprimeret Luft ved Behandlingen af Brystlidelser etc. Kbhvn. 1865. 45 Sider. (Særskilt Aftryk af "Hosp. Tid." VIII Aarg. Nr. 18 og 19.)

Som Læge ved "Rasmussens medico - pneumatiske Anstalt", her i Byen har Forf. af ovennævnte Afhandling i det halve Aar, det nu har fungeret, havt Leilighed til at iagttage den komprimerede Lufts Indvirkning paa endel Syge, og har ønsket at meddele sine første Indtryk deraf. Det har navnlig været i den simple eller komplicerede kroniske Bronchitis, i den nervøse Asthma, i Emphysema pulmonum, i Begyndelsesstadierne af Phthisis pulm., i Laryngitis chronica, og enkelte Tilfælde af simpel Hjertehypertrophi eller Mitralinsufficients med Gene for Lungekredsløbet, ligesom i enkelte Tilfælde af Ørelidelser og Chlorose, at han har seet virkelig Nytte deraf, Noget han anskueliggjør ved at beskrive enkelte Sygdomstilfælde af hver Sygdom og den Indvirkning, Badene have havt paa disses mest besværende Symptomer.

Det er hidtil vistnok kun Empirien der har raadet ved Fastsættelsen af Indikationerne for Anvendelsen af komprimeret Luft, og vi skulle ikke underkjende den Betydning, som en Methode selv ad denne Vei kan erholde; imidlertid kunne vi ei Andet end slutte os til en Bemærkning, der alt er gjort om denne Sag, at det nemlig var ønskeligt, om Methoden kunde erholde et physiologisk Grundlag, om det kunde lykkes at bestemme Luftforholdene i Klokken ei alene med Hensyn til Tæthed men ogsaa til Sammensætning etc., endvidere Luftrykkets physiologiske Indvirkning, ei alene paa Aandedrættets mekaniske og kemiske forhold, men ogsaa paa Legemets øvrige Funktioner, m.m. I denne Retning foreligger der alt af Dr. Vivenot jun. en Række Undersøgelser, som have til Maal at kaste et Lys over adskillige af disse Forhold ("Ueber den Einflusz des verstärkten und verminderten Luftdruckes auf den Mechanismus und Chemismus der Respiration" i Medicinische Jahrbücher. Wien 1865. 3die Hefte. S. 205 og "Ueber die Zunahme der Lungencapacität bei therapeutischer Anwendung der verdichteten Luft". Virchows Archiv 1865. Mai. S. 126).

Dr. V., der experimenterede i 1864 paa Anstalten ved Johannisberg med 3/7 Athmosphærers Forhøielse og resp. Formindskelse, dels paa sig selv og dels paa andre Sunde, har ved en stor Mængde og velledede Forsøg konstateret navnlig som Virkning af fortættet Luft: Lungekapaciteten tiltager betydeligt, hvilket konstant kan paavises ved en lavere Stand af Mellemgulvet, formindsket Omfang af Prækordialmatheden, samt ved Spirometerforsøg, og denne forøgede Kapacitet taber sig ikke ved Tilbagevenden under normalt Lufttryk, men kan endog ved dagligt 2 Timers Ophold i Klokken successive drives til en meget betydelig permanent Høide, der naturligviis lader sig udtrykke i Tal. Følgen heraf er en konstant sjeldnere Respiration, som ogsaa holder sig efter Indvirkningen og bliver det mere og mere efter hvert Bad. Dr. V. t. Ex., der normalt aandede 20 à 16 Gange i Minutet, havde efter 3 Maaneders dagligt Bad kun 4,5 à 4 Aandedrag i Minuttet i fri Luft og 3,4 i Klokken. Paralelt hermed var Indaandingens Dybde, som maaltes ved et. eget Thoracometer, stedse tiltaget, Lungekapaciteten nemlig ei alene tiltaget i vertikal men ogsaa i transversel Retning, medens Udaandingen skete langsommere og besværligere end i fri Luft, navnlig saaledes at der imod dens Slutning ligger en lille Pause inden Indaandingens Begyndelse. Med Hensyn til Aandedrættets kemisme fandt han den udaandede Kulsyre tiltaget med meget betydelige Værdier, hvoraf altsaa lader sig slutte til en formeret iltoptagelse; Trangen til Næring var betydeligt tiltaget, Urinsekretionen forøget, Legemsvægten steg under Brugen af Badene ikke ubetydeligt – Altsammen Antydninger af et livligt forøget Stofskifte, der naturligviis ved siden af Forandringerne i selve Aandedrætsorganernes Virkemaade maa kunne afgive vigtige Momenter til Fastsættelsen af Indikationerne for Methoden.

(Bibliothek for Læger, 1865 side 438-441)

Bandagist Rasmussen producerede i maj 1866 en opfindelse af krigsassessor og gymnastiklærer J. C. Svane et apparat til undervisning i svømning. Han udstillede i Industriudstillingen i Stockholm om sommeren samme år. Han hjembragte fra Paris i 1868 et apparat til belysning af indvendige hulheder, til diagnose af indvendige svulster..

En typisk tekstannonce fra denne periode, her i Dagbladet (København) 8. april 1869.

Annonce i Illustreret Tidende 11. april 1869.

A. Rasmussens medico pneumatiske Anstalt har, ifølge den af Anstaltens lægekyndige Consulent, Prof. A. Brünniche, udgivne Aarsberetning, i 1869 været besøgt af 110 Personer, 72 Mandfolk og 38 Qvinder, i de forskjelligste Aldere; 78 af disse vare fra Kjøbenhavn, 22 fra Provindserne, 5 fra Sverrig, og 5 fra Norge Patientantallet var steget med 22 mod i 1868, og det hele Antal Bade i fortættet Luft med 544. Eieren af Anstalten har i 1869 givet 360 Bade uden Vederlag og 552 for en høist moderat Betaling. De Sygdomme, for hvilke man har søgt Hjælp i den fortættede Luft, vare nærmest Catarrh, Bronchitis, Asthma, Kighoste osv. Den største Deel af de Personer, der have besøgt Anstalten, har, ifølge Beretningen, høstet væsentlig Nytte af Curen. De Kighoste-Patienter, der gjennemførte Curen, bleve heelt eller næsten helbredede i Sygdommens syvende Uge. (Dgt.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1870, 2. udgave).

Den mediko-pneumatiske Anstalts Tilværelse er ifølge Ugeskr. f. Læger for Tiden stærkt truet, idet den Voldbastion, hvorpaa den ligger, skal tages i Brug ved Jordarbejderne paa Fæstningsterrænet i den nærmeste Fremtid, Bygningen skal rimeligvis nedbrydes i det forestaaende Efteraar eller Vinter, og Anstalten har derfor faaet Opsigelse til førstkommende Oktober Flyttedag. En Anmodning, som Ejeren for nogle Maaneder siden rettede til det medicinske Selskab, og hvori han udbad sig Selskabets Anbefaling til at erhverve sig en ny Byggegrund, blev af formelle Grunde ikke tagen til Følge, og senere er det heller ikke ad anden Vej lykkedes ham at faa tilvejebragt nogen Sikkerhed for, at Anstalten kan bestaa. Ugeskr. f. Læger antyder forskjellige Veje, der kunde følges for at bevare Anstalten, der utvivlsomt har gjort endel Gavn, og ved hvis Benyttelse Ejeren, Hr. Bandagist Rasmussen, stedse har viist en meget paa skjønnelsesværdig Liberalitet. Særlig tilraader Ugeskriftet, at det Offentlige (Kommunen eller Staten) skal indrømme Hr. Rasmussen enten et passende Lokale i en offentlig Bygning eller en Byggeplads i en offentlig Have, f. Ex. i Rosenborg Have eller i et af de nye Anlæg ved Bulevarden. Naar først en passende Byggeplads havdes, vilde Midlerne til Opførelsen af en Bygning upaatvivlelig lettere kunne skaffes tilveje, og der vilde derved blive nogenlunde sikker Udsigt til, at Kjøbenhavn fremdeles kunde nyde godt af dette nyttige Lægemiddel.

(Dagbladet (København) 1. september 1873).

Kongens Mølle stod 1874-1899 i Valby hvor den lagde navn til Mølle Alle.

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 15. april 1891.

Anstalten blev 1874 overtaget af Carl Georg Lange (1834-1900). Han havde været uddannet læge siden 1859, bl.a. ved Frederiks Hospital 1866-1867 og Almindelig Hospital. Han redigerede desuden Hospitalstidende. 1874 overtog han sammen med lektor F. V. Rasmussen anstalten. I 1904 tilhørte "Klokken" mekaniker N. C. Nielsen. Den 16. januar 1914 meddeles det at anstalten atter er åbnet efter endt udvidelse. 

Kuranstalten "Klokken" -

Et Jubilæum.

Kuranstalten "Klokken", der behandler Astma, Bronchitis, Emfysem etc., har den 1. September 1914 bestaaet i 50 Aar.

Den aabnedes oppe paa Volden ved Vestre Port i en Udbygning til Kongens Mølle; afdøde Professor Storck blev Kuranstaltens første Læge. To Aar senere afløstes han af Professor Brünniche, som ledede Kuranstalten til 1873, da man maatte flytte paa Grund af Voldens Sløjfning.

I forbedret Skikkelse fortsattes nu Driften under Ledelse af Overlæge Vald. Rasmussen og Professor Carl Lange i Kuranstaltens nuværende Lokaler, Kronprinsessegade 22. Kort Tid efter blev Overlæge Vald. Rasmussen syg og Dr. med. Lehmann, Dekanus i Sundhedskollegiet fortsatte hans Arbejde i de følgende 15 Aar.

Ved hans Død knyttedes Professor Fløystrup til Kuranstalten indtil 1898, da han afløstes af Klokkens nuværende Læge, Hr. Stabslæge H. Arendrup. En Række ansete Navne har saaledes været knyttede til Kuranstaltens Virksomhed.

Behandlingen paa Anstalten falder i 3 Afsnit:

Behandlingen med fortættet Luft foregaar i pneumatiske Kamre, hvoraf der findes 3; de 2 med Plads til hver 7 Patienter, den 3. til 2 Patienter. Kamrene er Jernbeholdere, hvorigennem renset atmosfærisk Luft - 120 Kbm. pr. Minut - stadig pumpes. Her opholder Patienterne sig daglig to Timer en Maaned igennem. Den første halve Time stiger Trykket fil H/t Atmosfæres Tryk, hvorpaa det holder sig 1 Time, og den næste halve Time gaar Trykket langsomt ned igen.

Kamrene eller Klokkerne er forsynede med Ruder, Sikkerhedsventiler, Alarmsignaler, Apparater til Luftens Afkøling eller Opvarmning, og Opholdet er behageligt for Patienterne, der allerede under Kuren føler en betydelig Lettelse.

Behandlingen i fortyndet Luft foregaar gennem Masker, der sættes for Mund og Næse og hvorigennem Luften suges ud (1/4 Atmosfæres Undertryk) og bevirker en forøget Bevægelighed af Aandedrætsorganerne

I de senere Aar er man begyndt med Behandling med Ilt, der synes at have en betydelig oplivende Virkning paa Patienten.

I 1913 er Kuranstalten udvidet med en ny Klokke, der ligesom de første er leveret af Maskinfbr. Eickhoff. Til ubemidlede Patienters frie eller delvis frie Behandling har Staten i en Aarrække ydet og yder fremdeles et aarligt Tilskud. Der behandles ca. 400 Patienter aarligt med ialt ca. 16,000 Bade.

(Nationaltidende 31. august 1914).

C. R. Arendrup havde 17 børn. De tre blev læger. Nedenfor 2 artikler om Herluf Arendrup, på hans 60 års fødselsdag i 1917 og en nekrolog fra 1921. Begge artikler bruger det samme foto, begge nævner han var ansat på "Klokken". Fotoet har jeg erstattet af et foto af Herluf Arendrup (1857-1921) fra Det Kongelige Bibliotek, muligvis beskyttet af ophavsret. Arendrup blev begravet på Garnisons Kirkegård i København. 

Stabslæge Herluf Arendrup.

At den kendte Læge, Stiftsfysikus C. R. Arendrups usædvanlig store Sønneskare blev de fleste dygtige og fremragende Mænd. Hver paa sit Omraade, men det var dog særlig som Officerer og Læger, at flere af dem vandt sig et anerkendt Navn. Blandt Officererne skal nævnes Oberst i den ægyptiske Hær S. A. Arendrup, der i 1875 faldt i Abyssinien, afdøde Ingeniør-General, fhv. Guvernør H. C Arendrup og Generalmajor, Kammerherre Albert Arendrup. Tre Sønner blev Læger, P. E. Arendrup, der døde som Overlæge i Paris 1871, og Wilhelm Arendrup, død i 1882 som Missionslæge i Assam, samt den yngste, Stabslæge Herluf Arendrup, der imorgen fylder 60 Aar.

Han er født i Grenaa hvor faderen da var Distriktslæge, blev Student fra Sorø Akademi og tog i 1883 medicinsk Eksamen. Efter en særdeles alsidig Uddannelse, hvortil senere kom Studierejse til Udlandet, nedsatte han sig i 1888 som praktiserende Læge her i Byen, og derpaa fulgte i Aarenens Løb en anselig Række lægehverv. Saaledes ladede han en Overgang en kirurg sk Afdeling ved Polikliniken, var en Aarrække Læge ved Samfundet for Vanføre og i 4 Aar Reservelæge ved Kommunehospitalets 3die Afdeling. Senere var Herluf Arendrup igennem flere Aar Skolelæge, Læge ved den medikopneumatiske Anstalt og Sekretær ved den permanente Farmakopékommission I 1904 var han med Hjælpeekspeditiotien til de Brandlidte i Aaleeund, og siden 1907 er stabslæge Arendrup Medlem af Centralkomitéen

Sit største Arbejde har Stabslæge Arendrup dog maaske udrettet i sin 28-aarige Gerning indenfor Hæren, fra da han i 1889 udnævntes til Reservelæge, i 1894 blev Korpslæge avancerede 13 Aar senere til Overlæge og i 1913 til Stabslæge, til han nu gør Tjeneste som  Generalkommnandolæge ved 1ste Overgeneralkommando.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 5. marts 1917).

Dødsfald.

Stabslæge H. Arendrup

Efter længere Tids Sygeleje er Stabslæge H. Arendrup igaar afgaaet ved Døden, 64 Aar gammel. For Offentligheden vil Dr. Arendrup væsentlig være bekendt fra den "medico-pneumatiske Anstalt", kaldet "Klokken", hvor han i en længere Aarrække var Læge. Denne Behandling for Astmapatienter optog Dr. Arendrup meget, og han nedlagde her et stort Arbejde.

Stabslæge Arendrup var medicinsk Kandidat fra 1883. Efter almindelig Hospitals - Uddannelse blev han i 1890 Reservelæge ved Kommunehospitalets 3. Afdeling. I 84 blev han Reservelæge i Hæren, avancerede hurtigt til Korpslæge, i 1907 til Overlæge og i 1913 til Stabslæge.

Stabslæge Arendrup var desuden optaget paa andre Omraader, baade som Kommunelæge og som Skolelæge. Han var en flittig og arbejdsom Mand med el stille og noget indesluttet Væsen, men de faa, der kendte ham nærmere, satte stor Pris paa ham. Han efterlader sig en Datter og en Søn, der ligeledes er Læge. En Broder til den Afdøde er Generalmajor Arendrup.

Erik B.

(København 28. september 1921).  

"Klokken" eksisterede stadig i 1957.