J. Davidsen om Politivennen

(J. Davidsen: “Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn”, 1910, 278-282):

At denne Virksomhed, hvis Fortjeneste ikke skal benægtes, hørte med til disse Blades Omraade, havde sin Grund deri, at de, paa enkelte Undtagelser nær, havde deres Forbillede i "Politivennen", med hvilken de ogsaa aabnede en Art Konkurrence. Imidlertid vilde det være en stor Uret at sammenligne "Politivennen" med saadanne Blade som f. Ex. "Raketten", "Raketten med Stjerner", "Borgerbladet", "Lynstraalen", "Skærsilden" o. s. v. Da "Politivennen", skjønt kun udkommende en Gang om Ugen i et Oktavformat, der i Henseende til Stofmængde næppe fyldte saa meget som et Par Spalter i Nutidens større Dagblade, blev meget læst og overhoved var stærkt bemærket, saa vil en lille Skitse af dens Oprindelse, Virksomhed og Endeligt næppe være overflødig.

"Politivennen" blev i Aaret 1798 paabegyndt af "Dagen"s daværende Udgiver og Redaktør, K. H. Seidelin. I en Indledning, der maa betragtes som et Program for Bladets Virksomhed, anførte Udgiveren, at "i Bladet skulde Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretning om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politi) i Kjøbenhavn forenes med Efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne". Det kan heraf skjønnes, at "Politivennen" egenlig var et Oppositionsblad, skjønt af en ganske anden Natur en Nutidens, der ikke bryde sig om manglende Rendestensbrædder, om "Urin og Bræk paa Gaderne", men desto mere have gjort sig til Formaal at se Regeringen efter i Sømmene. Ogsaa Seidelin beraabte sig i Programmet til sit nye Blad paa en "voxende Almenaand", en Frase, der er i stærk Kurs endnu. Var nogen i Stand til at redigere et Blad af den, antydede Tendens, saa var det K. H. Seidelin. Han førte en meget hvas Pen, var i Besiddelse af en vis tirrende Satire, som gjorde ham frygtet, og manglede desuden ikke Kundskaber. Som Udgiver af "Dagen" hævede han dette Blad til et anset Organ, han kom flere Gange i Strid med Trykkefrihedsanordningen af 27. September 1799, idømtes Mulkt og sattes tilsidst under Censur.

Da Seidelin begyndte sin literære Løbebane, var han Bogtrykker, men ogsaa Kommandersergent i det borgerlige Infanteri, og den sidstnævnte Stilling fandt han saa værdig og betydningsfuld, at han aldrig undlod at anføre den paa Titlen af de nævnte Blade og paa de Bøger, han trykkede. Der var andre Særheder hos ham, iøvrigt af meget uskyldig Natur; Kvartalsregistret i "Politivennen" lod han sætte med lutter smaa Begyndelsesbogstaver, medens han derimod ikke anvendte denne Methode i selve Texten.

De første Numre af "Politivennen" gjorde strax megen Opsigt og skaffede den en forholdsvis ikke ringe Udbredelse. Dengang vare Folk ikke saa haardhudede, som de nu ere; Frygten for at "komme i Bladet" var meget stor, og hvad var da rimeligere, end at man nærede Angst for et Blad, hvori man kunde slumpe til at komme, fordi ens Ringetøj ikke var i Orden, fordi ens Rendestensbræt, maaske af Fjendehaand, var lagt i Ulave. Derimod var man dengang ligesom nu ikke fri for Lysten til at se sine Medborgere dragne frem for Lyset og stillede i en offenlig literær Gabestok - et andet dengang almindelig anvendt Udtryk for at komme i Bladet. Denne Frygt og denne Skadefryd tilhører ikke blot den ældre Periode, den er ganske vist tilstede endnu, og den Idé, der ligger til Grund for Hertz's morsomme Vaudeville, "Debatten i Politivennen", er greben ud af det virkelige Liv. At komme i "Politivennen" var vel noget af det skrækkeligste, der kunde hænde en Mand og en Borger, og man skal have havt Exempler paa, at Folk herover gik fra Sands og Samling, Nu er man som sagt mere haardhudet, eller man lader i det mindste som man er det; i alt Fald trøster man sig som Mad. la Fléche i "Jean.de France" med: "C'est un Uebergang."

At Seidelin, der godt kjendte sin Tid, vidste, at hans Foretagende hos mange vilde vække Frygt og Bæven, derom vidner omtalte Indledning. Han udtaler nemlig deri det Haab, at de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade Udgiverens Hensigter vederfares Ret og finde, at den Mand, der standser sin Medborger paa uret Vej, der hindrer ham fra at skade, sker det endog ved et føleligt Tag, er hans sande Ven. Iøvrigt viste Seidelin allerede i Bladets første Kvartal, at han var sin Opgave voxen og havde det rette Greb paa Tingene. De mange dengang i Kjøbenhavn stedfindende Uordener aabnede hans Virksomhed en vid Mark, og han forstod at dyrke den. Men han var ogsaa stolt af denne sin Virksomhed, og da han sluttede det første Kvartal, paapegede han hoverende de Forbedringer, han havde tilvejebragt, og som fornemmelig bestod i: 1) Knippelbros Rækværk forbedret ved nye Kroge; 2) et nyt Rendestensbræt uden for Indgangen til Runde Kirke; 3) to dito udenfor Hjørnehuset af store Kannikestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortougets Forbedring udenfor samme Hus ved en Trærendes Sløjfning; 5) et Rendestensbræt flikket udenfor Salomons Apothek; 6) et dito forbedret udenfor Jakobs Urtebod i lille Torvegade; 7) Broen fra Østergade til de elysæiske Marker (?) istandsat; 8) et farlig hængende Skilt i Landemærket forbedret; 9) en Rendesten i Admiralgade forbedret; 10) paa Hjørnehuset af St. Annagade og store Kongensgade paa Kristianshavn en brøstfældig truende Tagrende nedtagen; 11) paa det nærliggende Hus i St. Annagaden en raadden Tagrende sat i Stand og 12) de paa Ridebanen i Solen staaende Karrer tildels bragte i Skyggen. - Ingen Feltherre kunde med større Stolthed se tilbage paa et vundet Slag.

Dog indskrænkede den Opposition, som "Politivennen" udøvede, sig ikke alene til de af Seidelin særlig udhævede Uordener; den gik ikke sjældent langt videre. Den udpegede Fejl ved det bestaaende, Mangler ved Lovene, og skjønt den havde stemplet sig selv som en Ven af Politiet, var den ikke sjældent Politiet selv paa Nakken, hvor dette antoges at have misbrugt sin Myndighed. Allerede de første Numre indeholdt en Artikel "om Politiets Rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb", der, støttende sig paa Citater af Kant og Fichte, benægtede Politiets Ret til at uddele deslige holdne Varer blandt et for nærgaaende Publikum.

Skjønt der fattes os Oplysning om Abonnementantallet under Seidelin, lader dog alt slutte til, at det ikke var ringe og i stadig Tiltagen. "Politivennen" blev læst med megen Begjærlighed, og da Prisen var forholdsvis høj, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det ogsaa forskaffede ham en stor Respekt hos hans Medborgere. Seidelins Virksomhed som Udgiver af "Politivennen" omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død, og selv "Politivennen"s frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut.

Hvor var nu den, der havde Evne til at haandtere det Scepter, som havde bragt saa mange til at skælve? Man søgte, men forgæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet "Dagen" og "Politivennen", ved Hjælp af en unævnt nogle Numre, men disse vare ikkun Vand mod Seidelins, og Madam Rostock saa sig nødt til at opgive Bladet. Nu hengik der et langt Interregnum, indtil daværende Boghandler og Løjtnant ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen tilkjøbte sig af Madam Rostocks Arvinger Retten til at udgive "Politivennen". Det var, saa vidt erindres, i Aaret 1816. Kristensen var vel skikket til at være Seidelins Eftermand, han skrev ret godt for sig, forstod at holde Myndighederne i Ave og havde et aabent Øje for Brøst og Uordener. Bladet stiftede i den Retning virkelig ikke saa lidt Gavn, og det vandt ikke blot Respekt, men ogsaa ene vis Anseelse. Det afgav endog en Arena for videnskabelige Debatter, og som Exempel kan anføres, at Lægerne Switzer og Djørup heri udfægtede en alvorlig Fejde. Under Kristensen naaede Bladet en betydelig Udbredelse. Det var ved Siden af de politiske Blade det mest læste i hele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar man betænker, at det kostede 9 Mark Kvartalet og kun udkom en Gang om Ugen i et lille Oktavark, saa kan man let gjøre sig en Forestilling om, hvor indbringende et Foretagende dets Udgivelse var. Men i Trediverne begyndte det at gaa tilbage med "Politivennen", hvortil forskjellige Omstændigheder bidrog. Den fik nogle farlige Konkurrenter, dels i "Sandhedsfaklen", som udgaves af en Krigsassessor Hald, der forhen havde været Medarbejder ved "Politivennen", men især i den bekjendte Wintherske "Raket", hvorom senere mere. Men hvad der især skadede "Politivennen", var den store Forandring, der i Aarene 1833-34 begyndte at foregaa med det offenlige Liv her i Landet. "Kjøbenhavnsposten", der nu var bleven et Dagblad, bemægtigede sig den indenlandske Politik og tillige et og andet Stof, der hidtil havde hørt under "Politivennen"s Domæne, og det gik stærkt tilbage med den. Kristensen afhændede den nu til en Bogtrykker Jacobsen, under hvem den hvert Øjeblik skiftede Redaktører. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han den ogsaa undergaa en Daab og kaldte den "Corvetten". Men under hans Regimente vare Bladets Dage talte, det var nu et fuldstændigt Smudsblad, som af sin Udgiver især blev benyttet til personlige Angreb paa hans ansete Navnefætter i "Berl. Tid.", og i 1846 udaandede det en skjøn Dag sit sidste Suk.

Det turde maaske ikke være overflødigt som Bidrag til en Karakteristik af de daværende Pressetilstande at anføre, at der overfor "Politivennen" og vel ogsaa overfor andre Blade var etableret et ejendommeligt Censursystem, der ikke havde nogen Hjemmel i Lovgivningen. Den Politiretsassessor, som havde Tilsynet med de ikke politiske Blade *), tilsendtes der nemlig et Aftryk af "Politivennen", forinden den gik til Trykning. Herpaa var der til Efterretning for ham under hver Artikel skriftlig anført Forfatterens Navn, og fandtes der nu noget deri, der formentes anstødeligt for det Offenlige, saa forlangte vedkommende Embedsmand, enten at Artiklen skulde udgaa, eller at Forfatterens Navn skulde trykkes derunder, eller ogsaa, at en eller anden med Rødkridt mærket Passus skulde udelades eller forandres. Først naar Forandringen skete, fik Bladet Lov til at passere. Der var saaledes i Praxis etableret en meget streng Censur, saameget strengere, som man uden fjerneste Skygge af Ret forlangte Forfatterens Navn opgivet, noget, som imidlertid i en stor Del Tilfælde intet havde at betyde, da Udgiveren, skjønt han føjede sig efter dette uhjemlede Forlangende, omgik det med Forsæt ved som oftest at fortie den rette og lade Navne som Andersen, Nielsen, Hansen o. s. v. holde for som Forfattere, hvilket af vedkommende Embedsmand ogsaa for det meste toges for god Vare. Denne ejendommelige Opfattelse af Pressetilsynet ophørte først, da Algreen-Ussing i flere Artikler i Bladet "Dagen" i 1834 og i et eget Skrift "Ingen Censur i Danmark" udbredte Lys over de Rettigheder, som ved den bestaaende Trykkefrihedsanordning vare hjemlede Dagspressen.