Om Rundetaarn.

I forrige uge gik anmelderen med to rejsende svenske herrer op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkelige og for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se og fra dens øverste del at nyde det ypperlige skue som udsigten derfra frembyder. Men ankommet til den dør hvorigennem man før mod erlæggelse af 2 skilling fik adgang til tårnets øverste del, var og blev denne uagtet al banken og larmen, lukket, og vi måtte vende tilbage med uforrettet sag.

Senere har anmelderen der i mange år ikke har været i København, erfaret at den øverste del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man undres over. For før det nye observatorium på volden blev bygget, og hvor nu de fleste observationer foretages, nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue ud over staden og dens omegn uhindret og uden ulempe for nogen. Udlændingen havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil der ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde til ophold der uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes. Ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og en bopæl står ledig hvor en tarvelig familie fandt husly. 

Den nederste del af tårnet står derimod åben for enhver, og er nu blevet en boldgade for skole- og gadedrenge. Man ser derfor væggene bemalet med streger, stygge figurer og navne, ja på nogle steder er sidst nævnte indtil ½ tommes tykkelse indgraveret i muren og der vil vel ikke vare længe før de i nicherne eller vinduesfordybningerne opstillede oldtidsmonumenter angribes og beskadiges. I vindueskarmene om man så tør kalde dem, er en del sten løse og nogle borttaget, ligesom der i gangen er adskillige fordybninger hvilket alt sammen er meget påfaldende og stødende for de fremmede rejsende som betragter denne sjældne bygning, et minde om Danmarks store Christian den Fjerde.

Det var vist nok ønskeligt om de her påpegede mangler måtte blive afhjulpne. Nemlig at den indvendige del af muren måtte udspækkes og hvidtes, de løse sten fastlægges og de manglende indsættes, samt gulvet repareres. Når dette var sket, burde adgangen til den nederste del af tårnet spærres ligesom til den øverste med undtagelse af de timer hvori universitetsbiblioteket står åbent, i hvilken tid en mand burde have post ved indgangen for at afholde drenge og lazaroner fra at drive deres uvæsen der. Der gives vist mange uformuende mænd der mod en ubetydelig godtgørelse ville påtage sig dette hverv, og det synes dog at man ikke burde sky et ringe offer når dette kunne tjene til at beskytte dette mærkværdige tårn og de deri opstillede oldtidssager fra beskadigelse.

(Politivennen nr. 1353, Løverdagen, den 4de December 1841. Side 769-772). 

Hurraraab.

Et af de ord der i København har så ganske forskellige og hinanden modsigende bemærkelser er ordet hurra. Når pøbelen forfølger en tyv, så råber den Hurra! - Når drengene piber efter en beruset kælling, så råber de Hurra! - Når parterret vil tilkendegive en skuespiller eller virtuos sit bifald på en udmærket måde, så råber det Hurra! - Når mængden vil lægge sine patriotiske følelser lydeligt for dagen så råber den Hurra der skingrer i luften. - Tyven smører haserne for at undgå forfølgelse. - Kællingen balancerer sig frem så godt hun kan for at nå sit hjem. - Skuespilleren eller virtuosen bukker sig i støvet, og kan ikke nok så meget udtrykke sin glæde voer den beviste ære. - Folkets yndling putter hovedet ud af kareten og takker det med et smil for dets patriotiske følelser. - Hvilke forskellige og modsatte virkninger frembringer ikke der dette ord! 

Imidlertid vil det være at ønske at man i vore ordrige tider ville finde flere ord til offentligt at udtrykke sin foragt, sin hån, sit bifald og sin beundring. For det er latterligt at alt dette skal udtrykkes med et eneste så tvetydigt ord - og at det som en beruset kælling anser for skam, skal være en ære for en meget stor mand.

(Politivennen nr. 1347 Løverdagen, den 23de October 1841. Side 687-688). 

Jøderne paa Hjørnet af Læderstrædet.

Som bekendt findes dagligt på oven nævnte sted en hob mosaiter med de mest afskyelige fysiognomier man vel kan tænke sig. Disse subjekter gør i gamle klæder og tiltaler derfor enhver forbigående med de to ord: "gamle klæ'r?", hvilke de tilhvisker os med den impertinenteste fremstikken af deres næsvise fjæser. Kan det nu end ikke forbydes dem at afgive en konstant prydelse for den plads de har indtaget, skulle vi dog mene der kunne og burde forbydes deem således påtrængende at antaste dem der aldrig har tænkt på at have noget med dem at skaffe. For ofte har man følgeskab med sig, fx af damer, der let kunne formode at man har lidt hæderlige  forbindelser med disse personer, og antager deres næsvise antastelse for en venskabelig hilsen og takken for sidst.

(Politivennen nr. 1345 Løverdagen, den 9de October 1841. Side 656). 

Børsbygningens indvendige Forfald.

De som mindes Børsen en del år tilbage i tiden, korser sig med grund over dens nuværende forfatning. Mens den før var fuld af butikker med alle mulige slags varer, ser man den nu næsten ganske tom, og de fleste butikslejligheder taget i brug til pulterkamre, dens vægge og døre er skidne og lige så stygge som de er gamle. Mens alt her i byen i de sidste årtier har forynget og forskønnet sig, står børsbygningen forladt og tiggefærdig i sin gamle klædning, uagtet den dog efter det navn den bærer, vel burde og let kunne være en af byens skønneste prydelser. Det ville derfor sikkert finde taknemmelig påskønnelse hos almenheden om de ansvarlige ville antage sig dens forfaldne sager, for at den ikke længere skal stå til skamme. Unægtelig ville den kunne behøve en temmelig betydelig kalfatring indvendig, når den skulle have et smukt og til tiderne svarende udseende. Dog vil det formentlig ikke medføre noget tab for det offentlige. For da der er al sandsynlighed for at alle butikkerne i den øverste række om nogle år ville blive lukket, kommer jo denne del af bygningen slet ingen nytte til som er værd at tale om. Sætter man derimod bygningen i smuk og proper stand indvendig, indretter butikker som ikke står tilbage for de smukke butikslejligheder man nu har i byen, kan der vist gøres sikker regning på at hele bygningen bestandig kan holdes bortlejet og således indbringe en klækkelig sum selv om lejlighederne endog er billige.

(Politivennen nr. 1339, Løverdagen, den 28de August 1841. Side 556-557). 

Klosterstræde.

Det er farligt om aftenen at passere denne gade på grund af de mange manglende brædder over renderne. Ikke alene er der mangel på sådanne ud for husets indgang eller indkørsel, men endog på et par steder over udløbsrenderne. Vel er det ikke pålagt husejerne at ilægge de første, men alligevel sker det dog i almindelighed frivilligt, og hvor fortovet er så smalt som her, så at fodgængerne hele tiden for at komme forbi hinanden er nødt til at gå ud på gaden, er manglen af disse brædder i grunden lige så farlig og ubekvem som den af de andre. De herrer husejere opfordres derfor til at afhjælpe denne mangel.

(Politivennen nr. 1338, Løverdagen, den 21de August 1841. Side 544). 

Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495). 

Høker R. Petersens Pakhuus i Klosterstræde.

For få år siden købte høker R. Petersen fra Valby afdøde grosserer Wulffs gård nr. 16 i Vimmelskaftet med tilhørende pakhus nr. 79 i Klosterstræde, og da denne mand påtager sig forskellige leverancer såvel af fede- som kornvarer, så er det at formode at han især købte denne ejendom for pakhusets skyld. At han gør sig denne ejendom så indbringende som muligt, er i sin orden. Men når han ved brugen af sin ejendomsret indskrænker og skader andres, da må man formode at han enten gør det af uvidenhed idet han af ukendskab med øvrighedens anordninger dertil tror sig berettiget, eller dersom dette ikke er tilfældet, af pengestolthed idet han anser sig for en mand der ikke bryder sig om de følger som sådan vilkårlig og ulovlig fremgangsmåde mod sine medborgere kan påføre ham - hans udøvelse af ejendomsretten bliver blive lovstridig og bør som sådan påtales.

Siden hr. Petersen tiltrådte nævnte ejendom har han til forskellige tider i pakhuset i Klosterstræde ladet rense sæd på maskine og på denne måde plaget beboerne i gaden ved støj og støv fra den tidlige morgen i den grad at deres morgenro aldeles er blevet forstyrret, og at det har været dem umuligt at have noget vindue åbent eller holde disse samt gardiner og møbler fri for det gennemtrængende støv som sådant smudsigt arbejde medfører.

Da hr. Petersen bestandig har så vidt anmelderen ved bestræbt sig for at anses for en galant mand, kan man vist vente at han efter at være gjort opmærksom på denne uorden, ikke længere vil plage sine naboer og genboer med dette utålelige svineri, men ved at anbringe rensemaskinen ud til sit ikke ringe gårdsrum beholde støvet på sin egen grund og selv med sine naboer erfare om denne anke er rimelig eller ikke.

Skulle hr. Petersen ikke ville dette, da vil han vist nok ikke fortænke beboerne om de sagsøger ham til en bestemt årlig skadeserstatning for det tab de kommer til at lide på deres ejendom m.m.

(Politivennen nr. 1334, Løverdagen, den 24de Juli 1841. Side 476-478). 

Redacteurens Anmærkning.

Klosterstræde 79, nutidens nr. 7, blev sammenlagt med Vimmelskaftet 30 i 1826. I 1931 blev den henlagt Vimmelskaftet 28-30.

Røde Huse.

Det er en forunderlig mani som er påkommen folk her i byen, at efterabe universitetsbygningens farve. Næsten alle bygninger som opføres fra ny af eller oppudses, får denne røde farve så at vi til sidst vist får en komplet rød stad. Det værste ved det ville være at byen taber sit renomme for skønhed. For så vist som denne farve er smuk og passende for enkelte anselige bygninger, så stygt vil det på den anden side blive om enhver istandsat rønne skulle hjælpe sig med den, da den på ingen måde er skikket til at hæve en ringe bygning i anseelse og skønhed. 

I sandhed ville det derfor være langt bedre for byens udseende i det hele taget om husejerne ville lade den mani fare, at gøre deres huse til kopi af universitetsbygningen, hvad de dog aldrig er skikket til at blive, og derimod blev ved den hidtil fulgte skik at give dem en farve som mere svarede til øjemedet, nemlig at afhjælpe manglen i det uanselige ydre. Man har nu og da bebrejdet hovedstaden et skaldet udseende, dens mangel på træer. Dersom dette er erkendt som begrundet, da må man undre sig over at der ikke anvendes mørke farver på husene, da dette vil bøde meget på savnet af træer. Dermed være dog på ingen måde sagt at stadens udseende ville vinde ved lutter mørke bygninger. Kun at den mørke farve er at foretrække for denne rødgule, der har alt for meget af murstenskuløren til at være smuk.

(Politivennen nr. 1332, Løverdagen, den 10de Juli 1841. Side 447-448. Sidetallene springer fra 332 til 433, således at 100 sidetal er sprunget over). 

Man bør ikke forsmaae Hjælp i Nøden.

Til at se det kongelige middagsspisning på Christiansborg Slot indtogsdagen blev som bekendt udstedt adgangsbilletter til riddersalens galleri. Imidlertid er det beklageligt at de herrer livjægere ikke så sig i stand til at holde pøbelen ude, og at således denne sidste uden billetter gik op, mens de der havde billetter, måtte begive sig bort uden at kunne benytte dem. Om korpset en anden gang ikke forsmåede politiets assistance, ville sådan uorden næppe finde sted, eftersom pøbelen har en sømmelig respekt for politiskilt og stok.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 431). 

Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424). 

Noget om Limensgadens Fabrikanlæg

(Fragment af et brev fra Bornholm.)

De vil vide noget om Limensgades fabriksanlæg, men jeg kan ikke sige Dem andet end at det velbestyret ville kunne givet et betydeligt udbytte for vores land. Stedet selv indeholder i mængde cementsten, alunskifer og stinksten, endog straks, det vil sige i ubetydelig dybde fra overfladen. Siden den polytekniske kandidat Hammer som er bestyrer for fabrikanlægget kom her, er der foretaget gravning efter skifer og en del brændt, ligesom der også er begyndt på fabrikkens bygninger. Men hr. Hammer har lagt sig ud med arbejderne og haft adskillige politisager i den anledning. Det synes som om han hvis fader er en bornholmer, dog ikke kan komme ud af det med dette folkeslag. Nu har der for 3 til 4 uger siden rejst sig en disput mellem ham og snedkermester Balle der har påtaget sig fabriklokalets bygninger. Hammer påstår at bygningen ikke er suffisant eller efter kontrakt, en påstand Balle benægter. Sidstnævnte har ladet optage en synsforretning, og denne er faldet ud til hans favør. Men derved er Hammer ikke tilfreds. For han forlanger synsmænd fra København, og herved er nu arbejder og al virksomhed standset på årets belejligste tid til stor skade for foretagendet. Det var ønskeligt om aktionærerne ville se så snart som muligt at bevirke at denne uenighed kunne blive bilagt, så at den ikke længe skulle standse eller tilintetgøre fabrikkens virksomhed. For sådant kunne have meget skadelige følger for eftertiden i henseende til andre foretagender der beror på medborgeres deltagelse. Bornholm indeholder mange nyttige materialer i sit skød. Den vanskelige og usikre samfærdsel med København har hidtil ladet disse næsten være ukendte, men den tid vil komme da man vil benytte den til gavn for øen selv og for hele Danmark. Men slår et eller andet forsøg fejl, så er mængden der endnu ikke har fået smag for at være aktiehavere, frygtsom for at vove noget. Tilhørte Bornholm England, da ville den allerede have indbragt meget ved dens kul, cement, skifer, sandsten, marmor og granit såvelsom forskellige lerarter. Kort sagt: Hvad naturen lader Bornholm mangle i henseende til vegetationen, har den fuldkommen erstattet på andre måder.

(Politivennen nr. 1329, Løverdagen, den 19de Juni 1841. Side 393-394). 

Redacteurens Anmærkning.

Lim (gammelt dansk navn for kalk) gav ophav til navnet Limensgade eller "Limovnsgaden" i Aaker. Peter Johan Hammer havde via studier i udlandet samlet sig erfaring som bevirkede at Christian 8. gav ham tilladelse og penge til at udvinde kalksten og alunskifer i fem år. I 1818 havde H.C. Ørsted gjort opmærksom på mulighederne for industriel udnyttelse af det bornholmske alunskifer. Produktionen kom aldrig i gang under Hammer. Københavneraviserne og Bornholms Avis skrev en del om begivenhedernes gang. Se under tagget Limensgade.

Rundetaarn.

Det er mærkeligt at Rundekirke med dens berømte tårn ikke er genstand for større omsorg, end at den i flere år efter hinanden ikke bliver afpudset. Dens renomme kunne dog vel fortjene en sådan opmærksomhed, i det mindste lige så godt som de overfor liggende Regensen. For det kan dog vel ikke forhøje bygningens antikvariske værd at den udmærker sig ved skidenhed.

(Politivennen nr. 1327, Løverdagen, den 5te Juni 1841. Side 364-365). 

Om de offentlige Bibliotheker.

Der har ofte været gjort meget væsen af de mange biblioteker som i de sidste årtier er stiftet og gjort tilgængelige hos os, som bevis på vores nationaloplysning, men mest dog fordi man deri grundede et håb om videnskabeligheds og almenoplysnings udbredelse. Ved det første øjekast måtte man også tro at der hos os hersker megen læselyst når man ser hen til de mange biblioteker både i hovedstaden og udenfor den i alle større provinsstæder. Men et nærmere bekendtskab til disse viser at dette ikke er tilfældet. Og årsagen ligger vist nok for en stor del i bibliotekerne selv. Disse er nemlig ikke i tilstrækkelig forråd forsynet med sådanne skrifter som er skikket til almenlæsning. Og med undtagelse af det Kongelige Bibliotek gælder det om dem alle at de på grund af ringe pengemidler ikke er i stand til at holde skridt med litteraturen. 

Når man således beser de såkaldte stiftsbiblioteker, så vil det bemærkes at det der er virket, mere består i en forøgelse af bindtallet end i et godt udvalg af gode skrifter. På de bogauktioner som nu og da finder sted, købes de gamle skroller sækkevis for nogle mark, og nyere eller kostbare og klassiske værker kan man ikke anskaffe på grund af dyrtiden. Vist nok får man herved noget for skinnet. Nemlig en stor mængde bøger, men de bliver ikke læst, og det var derfor lige meget om de slet ikke blev købt. Det var utvivlsomt et langt rigtigere princip om bibliotekerne indskrænkede sig til anskaffelsen af de egentlige klassiske og kostbare værker tillige med de mest berømte ældre og nyere skrifter som har gjort epoke i litteraturen. Der ville da ikke udfordres så store pengesummer til at gøre dem mere frugtbringende, og de synes således mere at svare til en fornuftig hensigt at frembyde hvad den private mand kun sjældent har formue til at kunne anskaffe.

Der udkommer til enhver tid sådanne værker uden at deres mængde dog er så stor at selv ringe pengemidler ville kunne udrette en del. Men på den nu brugelige måde adsplittes kræfterne og bibliotekerne er til ingen væsentlig nytte. Selv Universitetsbiblioteket er mådelig forsynet med nyere klassiske skrifter, hvilket er så meget mere at beklage som det benyttes mest. For ikke at tale om at der burde findes flere eksemplarer af mest søgte værker. Den bestemmelse at der af ethvert skrift som trykkes og udgives her i landet, skal afgives eksemplar til hovedstadens tre store biblioteker, giver kun bibliotekarerne noget at bestille med modtagelse og opstilling af en stor del mådelige ting som aldrig bruges. Det synes langt bedre at overlade til bibliotekarerne at rekvirere disse skrifter som det kunne være værd at have, eller i al fald at det måtte være dem tilladt at kaste den unyttige ballast overbord.

Med hensyn til anskaffelsen af nye bøger finder i det hele taget intet godt arrangement sted. Ved stiftbibliotekerne er det overladt en enkelt mand at bestemme hvilke bøger der skal anskaffes, og dette er sædvanligvis en af lærerne ved byens latinske skole. Følgen heraf er at biblioteket vil få nogle gode skrifter i det videnskabsfag han har valgt sig, men ved denne ensidighed går det jo aldeles glip af sin bestemmelse. Det er i det højeste et blindt tilfælde om der bliver anskaffet noget godt i andre videnskaber. Ved Københavns biblioteker finder vel ikke så megen ensidighed sted på grund af de der ansatte bibliotekarers større lærdom og bedre lejlighed til at gøre sig bekendt med den udenlandske litteratur. Dog trænger indretningen også her meget til forandring. En kommission af mænd af de forskellige videnskabelige hovedfag må anses for langt mere hensigtsmæssigt og for at forebygge kollision, kan der engang for alle fastsættes hvor mange skrifter der årligt skal anskaffes i hvert fad, hvis valg dernæst kunne overlades til det respektive medlem af kommissionen. 

Frem for alt trænger Universitetsbiblioteket til en sådan indretning. Skønt det har dygtige bibliotekarer der er bekendt for deres lærdom og interesse for litteraturen i almindelighed, har det dog som universitetsbibliotek en alt for mangesidig bestemmelse til at det altid skulle lykkes for en eller to at træffe det bedste valg. Man måtte derfor højligt ønske en forandring i det og med det samme en klækkeligere pengeunderstøttelse end den biblioteket nu nyder, der ikke engang skal kunne tilfredsstille de mest tarvelige fordringer og kun ville være tilstrækkelig for et bibliotek i vores små provinsstæder.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 29de Mai 1841. Side 359-363). 

Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen 3. april 1837 kan måske illustrere hvad der er tænkt på:

Paa Undertegnede Forlag er udkommen:

En ny og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde. Til Nytte og Fornøielse for den hæderlige Landalmue, udgivet af Edvard Storm, 56 sk. Paa 10 Expl. gives 1 frit. J. J. Schubothes Boghandling.

Kiøbenhavnsposten havde en artikel om "Offentlige Bogsamlinger", 4. april 1831 som gennemgik de vigtigste biblioteker. 

Ønsker for Nørrejylland II.

Der er flere gange fremsat det forslag at de sager som henhører under amtmanden som overpolitiretsdommer skulle sortere under landsoverretten fordi det dog er meget let tænkeligt at amtmanden kan være mere eller mindre hildet i sine anskuelser om en sag, især hvis han står i venskabeligt forhold til underdommeren, da han let påvirkes af denne. Det vil ikke falde vanskeligt for den som har noget bekendtskab til provinserne at tænke sig eksempler herpå. For andre læsere som mangler denne kundskab, skal forfatteren dog anføre et sådant. For 3 år siden blev to fæstegårdsmænd af deres herskab indkaldt for en politiret fordi de havde undslået sig for at præstere en affordret køreægt på grund af at turen ikke kunne tilkomme dem eftersom flere af godsets bønder havde kørt langt færre ægter end de. Bønderne vidste meget vel at de ville blive mulkterede for udeblivelsen, men havde alene nægtet at møde fordi de netop ikke ville stævne herskabet at stande til rette for den uorden som fandt sted i hoveriets tid, men selv ønskede sig af herskabet indkaldte for at oplyse denne sag. Uagtet der nu i hoveriforordningen med klare og rene ord findes den bestemmelse at der ved ethvert hoveri skal uddeles billetter til de hoverigørende hver hovdag, og uagtet det under processens gang blev bevist af bønderne at der ingen billetter blev uddelt på dette gods, blev herskabet dog ikke idømt den mulkt som er fastsat for efterladelsen af det nævnte bud. Endvidere! Bønderne blev mulkterede for deres udeblivelse, men herskabet mod al bevislighedernes evidens ganske frikendt, uagtet dog underdommeren i domspræmisserne stadfæstede alle vederpartens påstande. Denne dom stadfæstedes af stedets amtmand.

Dette eksempel har sikkert en utallig mængde analogier som alle mere eller mindre viser nødvendigheden eller dog gavnligheden af en forandring i landpolitiretten der i sin nuværende skikkelse synes vel meget at bære præg af en nutiden fremmed fortidsånd da regeringen mere end tilbørligt stolede på personligheden. Man stolede på de respektive amtmænd, deres relationer til kollegierne blev af disse antaget som trosartikler, og deres fuldmagt blev givet hen i det vage og ubestemte så at de fik adgang til at indblande sig i alle anliggender. Hertil kom at disse amtmænd som oftest var ganske uduelige og uvidende adelsmænd. Hvor skadelig denne amtmandsmyndighed har været, kan man slutte sig til af det liv og den interesse der gav borgerne et værn mod den blotte egensindighed og vilkårlighed hos overøvrigheden, er opstået alle vegne i provinserne. Denne interesse har naturligvis hidtil været sløvet ved deen erkendelse at det ville være unyttigt for den enkelte mand at sætte sig til modværge, da han altid ville savne den fornødne understøttelse hos sine frygtsomme medborgere. Selv den største energi formåede intet mod amtmandens uindskrænkede fuldmagt.

I årene 1800-1806 blev i en provinsstad af amtmanden besluttet anlægget af en ny udkørsel fra byen i en strækning af 1/8 mil, og man fandt for godt for at lette arbejdet og omkostningerne som det hed, at forlænge dette stykke vej ved en krumning så at linjen i alt blev dobbelt så lang, uden dog at strække sig længere fra byen. Alle de indsigelser som blev fremført mod det tåbelige påfund, hjalp ikke. Byen fik en ligeså stor bekostning og desuden vejen gjort dobbelt så lang som ellers, samt tabte tillige den vakre indsigt i byen som den lige vej ville have skaffet. Når man regner at vejen årlig befares af 8.000 vogne eller af 4.000 vogne ud og ind, byens egne iberegnede, så gør dette i 35 år en strækning af 35.000 mil, hvilket vistnok uden at regne de passerendes tidsspilde, kreaturernes tab af mælk osv. alene på vognhjulenes mere slid mange gange for forøget den sum som kunne være medgået til at sætte den vanskeligere, men kortere vej i stand.

Og dog var dette og lignende tilfælde ikke just af de mest slående beviser for egenrådigheden. Man har endog eksempel på at en amtmand har pålagt en byskat til at dække en kæmners kassemangel, dog uden at favorisere denne. Overalt hvor dette og lignende har fundet sted, vil man derfor være så meget mere skønsom for og benytte regeringens sidste kommunallov, og det er ikke at undres over at der allevegne spores en kraftigere borgerånd og større selvstændighed end omstændighederne ellers synes skikkede til at fremkalde. For efter enhver stor og lang slappelse kommer der des kraftigere liv og bevægelse når først vækkelsen er sket. Det må derfor erkendes at det ikke blot er ønskeligt at amtmanden ophører at være politiretsdommer, men at hans ubestemte fuldmagt må få sine mere skarpt afstukne grænser, samt at den gamle skik at besætte disse embeder med adelige måtte ganske tabe sig tilligemed de respektive præliminærer dertil, auscultantvæsenet. Især ville det være heldbringende for Jylland som en fjernere provins der nu er mere overladt til tilfældet en selve regeringen kan ønske. For tilfælde kan man i almindelighed kaldet det om en bby får en dueelig og samvittighedsfuld amtmand, da de personer som får disse embeder, jo som oftest går over fra en stilling som er ganske heterogen for deres nye virksomhed. Det mest hensigtsmæssige ville vist være at justitsråd Ræders (i Horsens) forslag om en overadministration for Nørrejylland oprettedes i analogi med den som eksisterer for hertugdømmerne.

En sådan overadministration ville især have det fortrin at kunne overse hele provinsens anliggender og tarv og måtte derfor også være skikket til at have øje med samme i en langt højere grad end det nu kan finde sted hos et fjernere kollegium, af hvis medlemmer få eller måske ingen af erfaring kender noget væsentligt til Jyllands sande forfatning. I mange bestyrelsesgrene er lokalkundskaben aldeles uundværlig, nemlig især i post- og befordringsvæsen, vejvæsen, toldvæsen og handel osv. At denne lokalkundskab kan fås både hurtigere og mere pålideligt af et provinsialkollegium end af et i København, derom kan ingen tvivle, som har en anelse om hvor let det er i en skriftlig fremstilling og beskrivelse af en sag at gøre hovedsagen til en bisag og at fremføre ubetydelige ting som afgørende omstændigheder. Både i vejvæsen og toldvæsen hersker nu den største dissonans. På flere steder er vejene istandsat, nye afsatte osv. , mens de i de tilstødende amter er i mådelig forfatning hvilket især gælder den sydlige del af Jylland hvor man snart kører på et stykke chausse, snart på en sandvej. Får en amtmand det indfald at sætte vejen i stand, så har hans kollega i det tilgrænsende amt måske i sin visdom fundet at det ikke bør være således, enten fordi han vil forskåne landmændene for den besværlige kørsel, eller fordi han nu engang har sat sig det i hovedet athan ikke vil. Ikke mindre savnes en sådan overadministration i henseende til toldvæsen og handelen.

Jyllands handel lider et uhyre afbræk ved Holstens større forrettigheder og det smugleri som derved foranlediges. Efter omtrentlig angivelse skal der findes 400 landkræmmere hvis forretning består i at smugle udenlandske manufakturvarer over den jyske grænse og siden med sækken på ryggen at gennemvandre hele Jylland lige fra Kongeåen til Skagen. Den forskellige grad af strenghed, hvormed disse landkræmmere efterspores, gør det umuligt for den egentlige købstadhandel at komme i vejret, da kræmmerne kender alle krogveje over marker og gennem skove, hvor de med en tyvs ængstelighed og snedighed ved at undgå landevejen. De har desuden et sikkert tilhold hos bønderne som indbilder sig at de står sig vel ved at handle med dem, skønt de dog som oftest lokkede af den lette pris, bliver bedraget med dårlige varer. Så vidt vides har generaltoldkommeret været betænkt på at anlægge en strengere spærring ved grænsen af Slesvig hvorfra smugleriet sker og i dette øjemed indhentet lokalautoriteternes betænkning, men uden at der i de siden forløbne 10 år er foretaget noget væsentligt derved.

En af de erklærende embedsmænd foreslog at kantonnere et par kavallerieskadroner der. Dette forslag havde fortjent at tages til følge som et sikkert, i det mindste dog som det sikreste middel til at opnå øjemedet. Det ville heller ikke være forbundet med vanskeligheder da der på en strækning af 12 mil er to kavalleriregimenter indkvarteret, så at der i alt kunne haves 8 eskadroner at skifte med. At grænsens særring ville være af uberegnelig gavnlige følger både for Jyllands handel i almindelighed og den københavnske handel på Jylland i særdeleshed, er indlysende. For at Hanborg og de holstenske stæder høster den megen fordel af Jylland, ligger for en stor del i smugleriet. Fandt dette ikke sted, ville varernes pris ikke være højere fra København end fra Holsten. Men især ville de jyske brænderier vinde, mens de under de bestående forhold er dybt sunkne. Brænderierne er i Slesvig afgiftsfri, og som følge deraf er brændevinen langt billigere. Der indsmugles derfor en overordentlig del brændevin til Jylland, mest fra Flensborg.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 337-344). 

Redacteurens Anmærkning.

Del I blev bragt i Politivennen nr. 1323, side 289-295. Denne del er ikke medtaget her på bloggen.

Auscultanter (assessores auscultantes) i Højeresteret var blevet indført ved reskript af 5. september 1738. Hensigten var at den daglige øvelse ved at sidde i Højesteret at uddane personer til med tiden at blive dygtige overdommere mm. Kun sekretærer i kancellitet, assessorer i hofretten og kammer- og hofjunkere kunne blive auscultanter. Fra 1760 var der nedgang i kandidater, og ordningen blev afskattet i 1771 i en kort periode. Se Sophus Vedel: "Den Dansk-Norske Høiesterets Historiee under Enevælden fra 1661 indtil 1790". 1888.

Ønske om Bortryddelse af en Hindring for de Dampskib, der anløbe Kjøbenhavn.

Erfaring har nok så meget vist a hvor lette og hurtige befordringsmidler gives, der forøges år for år de rejsendes antal såvel til lands som til vands. Det er også bekendt for enhver at efter at vores landbefordring er blevet forøget med personposterne og dagvognene og søbefordringen med dampskibe, er de rejsendes antal tiltaget i et overmåde betydeligt forhold imod for nogle år siden. At den lettere samfærdsel såvel imellem vore øer som med udlandet må have en vigtig indflydelse på vores handel, er vel ingen tvivl underkastet, hvorfor det er at ønske at enhver foranstaltning eller forbedring som kan bidrage til at forøge denne samfærdsel måtte træffes, ligesom at enhver hindring for samme måtte bortryddes.

En sådan hindring eller ulempe for dampskibene som anløber København, er den at de ikke må løbe ind til toldbodbroen. Herved generes de meget når de skal indtage deres kulforråd idet kullene må fra toldboden i både føres ud til dem, hvilket medfører tidsspilde og ulejlighed og koster rederne penge som de kunne spare såfremt kullne fra broen af kunne nedkastes i skibene, ligesom dette sker på andre steder, fx i Nyborg og Korsør. Også er det en ubekvemmelighed for passagererne især det kvindelige personale at de sammenstuvede i en lille jolle skal sættes til og fra borde hvorved de ikke sjældent må tiltræde rejsen halvvåde.

Forbuddet at dampskibe ikke må løbe ind til broen hidrører formentlig fra en gammel anordning som byder at der ikke må tændes lys eller færdes med ild ombord på skibe som ligger indenfor Røde Pæl. Men det synes dog som heri kunne ske en undtagelse med dampskibene. For kunne an endog nære frygt for at der på de mindre sejlskibe hvorpå der kun er få folk og de fleste af disse undertiden i land, kunne ved en tilbageblevens uagtsomhed eller søvnagtighed opstå ild, så er dog vist nok denne frygt mindre begrundet i henseende til dampskibe hvorpå der vel er en mængde ild, men lokalet deromkring er forsynet med jernplader og derved gjort uantændeligt, ligesom der for øvrigt er truffet sådanne foranstaltninger at flere tusinde mennesker uden frygt endog foretrækker denne befordringsmåde. På fremmede steder hvor dampskibene kan løbe ind til en bro, finder intet forbud sted som forhindrer det, og i England løber dampskibene ind mellem flere hundrede skibe uden nogen forhindring. Man har vel hørt om at dampskibe er forulykkede ved kedlens sprængning efter en alt for stærk indfyring, hvilket dog allerede mere sjældent er indtruffet i den senere tid på grund af de nyere opfindelser og kedlens bedre indretning. Sådanne tilfælde har også altid fundet sted under sejladsen på det åbne hav. Men man har aldrig hørt at et dampskib er gerådet i brand i nogen havn. Skulle imidlertid et sådant højst usandsynligt tilfælde indtræffe ved vores toldbod, da ville der altid være arbejdere og slukningsmidler nok for at afværge enhver fare for andre skibe

Det er ikke så usædvanligt at en gammel anordning ophæves eller forandres. Det er derfor også at håbe at berørte anordning måtte forandres derhen at dampskibene tillades at lægge til Københavns toldbodbro mens de indtager og landsætter deres passagerer og fragtgods, hvilket ville tjene til handelens fremme og passagernes bekvemmelighed. Men gik dette måtte ske snart, for at det vil ske med tiden, kan vel næppe være nogen tvivl om. At hr. kaptajn Eskildsens privilegium skulle være til hinder for den attråede forandring, kan ikke formodes. Såsom både det omhandlede forbud er emaneret uden hensyn til dette, og hans befordring ikke behøves når passagererne  lige fra broen kan træde over på skibene. Men skulle trods al sandsynlighed det modsatte være tilfældet, da ville sikkert dampskibenes ejere for at undgå ulejlighed, tids- og pengespilde forene sig om at yde ham en tilfredsstillende godtgørelse, ligesom enhver passager vist nok da hellere ville give sin mark for at blive fri for at benytte hans joller, end nu for at være nødsagede tilat bruge dem.

(Politivennen nr. 1322, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 279-282). 

Omreisende Kunstnere.

Kunstens gavnlige indflydelse på livet er en almindelig erkendt sandhed som erfaringen på mange måder godtgør. De mest civiliserede nationers fortrin består for en stor del i den højere grad hvori de har tilegnet sig dens ånd og forstår at udtryk den i deres frembringelser, og når man vil civilisere et råt og udannet folk, skete det ordentligvis derved at man anlagde sådanne indretninger som vakte folkets sans for det skønne, for ideen i den udvortes form. Af disse grunde må det også være ethvert land magtpåliggende at frede om kunsten og befordre den. Dette kan nu ske på en dobbelt måde, dels ved at underkaste og begunstige det som virkelig fortjener navn af kunst, og dels ved at forhindre sådanne ting som fordærver smagen og vel endog kan være farlige for sædeligheden. I første henseende har vi hos os en mængde herlige indretninger såsom teatret, kunstakademiet, flere kunstnerselskaber, antikvitetsforsamlinger osv. så at vi heri ingen grund har til at føle os stedmoderligt beehandlede især ifølge den stilling som vort fædreland i det hele taget indtager i de europæiske staters række. Hvad derimod det andet punkt angår, da kan derved gøres et par bemærkninger.

Bestandigt er landet oversvømmet af omrejsende gøglere og fuskere i linedans, taskenspilleri osv, især har tyske den vane at begive sig til Danmark for at tjene penge. Vist nok må man billige at der ikke fra øvrighedens side uden undtagelse lægges hindringer i vejen for fremmede kunstneres indrejse i landet, til hvilken genre de endog henhører, da det vil ikke altid dermed ville gå så rigtigt til. Men det synes dog hensigtsmæssigt at forbyde de allerusleste gøglere og spillemænd som ingen steder ellers kan få indpas, uden videre at gennemrejse landet og narre almuen pengene af lommen. Hvert år gæstes således Dyrehaven af en hel del tyskere hvis præstationer dels er aldeles jammerlige, dels endog uhyggelige og ubehagelige at se på. Den slags fornøjelse som det vel kun kan kaldes for den laveste klasse, har ikke blot intet værd i sig selv, men er endog til skade både for den enkelte som narres til at give penge for at se derpå, og for det almindelige som altid lider ved at en hel klasse af individer i stedet for at vælge sig ædlere fornøjelser, ved sådant lærer at hengive sig til kådhed og letsind. Det ville derfor være i sin orden om der blev taget bestemmelse imod sådanne fremmedes besøg. For i ethvert tilfælde må dog vore egne landsmænd have fortrinsret fremfor de fremmede når disse ikke udmærker fra sig fra disse. Så meget mere burde sådant ske som vi endog har lejlighed til at erstatte savnet af det dårlige fremmede med vores eget. Det mangler ikke på danske omrejsende kunstnere som i almindelighed præsterer noget tåleligt, i alle tilfælde er usædelige både i henseende til tendensen i deres beskæftigelser og med hensyn til at de tilsætter fortjenesten i landet selv. Dertil hører især de flere omrejsende skuespillerselskaber af hvilke enkelte til sine tider har været ret gode. Også i andre retninger fortjener vore landsmænds kunstpræstationer hæderlig omtale, især kan vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på det herværende Møllerske automatkabinet der uden tvivl kan måle sig med de bedste. Hvad der især må anbefale dette er den øjensynlige bestræbelse efter at forædle dets karakter som kunstværk og mere og mere at betage samme alt gøgleragtigt præg. Især er dette kendeligt ved den senest i kabinettet opsatte gruppe af de fire monarker hvilke er ligeså vel udførte som de med hensyn til personernes historiske betydning er heldigt valgte.

Det var højligt at ønske at vore landsmænd i andreretninger af kunsten ville efterligne hr. Møller i bestræbelsen for at producere noget godt for at vi således kan blive fri for de tyske gøgleres besøg uden just at bortvise dem. De ville da ikke finde deres regning ved at besøge os og blev af sig selv borte.

(Politivennen nr. 1320, Løverdagen, den 17de April 1841. Side 250-253). 

Redacteurens Anmærkning.

Nicolai Urban Møller (1810-1878) fik 1845 et voksmuseum med portrætter af berømtheder på hjørnet af Frederiksberg Allé og Værnedamsvej i København. Et af portrætterne fremstillede Thorvaldsen, og blev 1955 erhvervet af Thorvaldsens Museum, muligvis med Thorvaldsens eget hår. Broderen Hans bror Christian Frederik Møller havde fremstillet en voksdukke, som var monteret på fjedre, og således fungerede som dansepartner - det kan være den som der hentydes til i nedenstående artikel fra Kjøbenhavnsposten:

Automatsamlingen i Vingårdsstræde har stedse stort tilløb, og nogle blandt dem fortjener virkelig at beundres for den skuffende lighed de har med virkelige mennesker. For nogle aftener siden udbrød der en - til lykke ubetydelig - ild i det af værelserne hvorved imidlertid et af panoramerne tilintetgjordes. En forskrækket moder som søgte efter ammen med barnet, men kunne ikke se hende. Endelig opdager hun bondepigen stående ganske flegmatisk op til en væg. "Johanne" råbte den fortvivlede moder "hvor har du gjort af barnet?" "Min Gud - svaredes der bag moderen - Johanne står jo i forværelset, ilden er slukket og den person hvem fruen henvender sig til, er jo den kvindelige automat i bondedragt, med hvem hr. Dramm plejer at danse."

(Kjøbenhavnsposten, 14. oktober 1833.)

Det omtalte automatkabinet annoncerede i perioden 1840-1841. Det Kongelige Bibliotek har et portræt af Møller, omgivet af nogle af hans voksfigurer. Det er omtalt i Christensen, Carl C.: Fra Værnedamsvejen til Jostys Pavillon. Kbh., 1925. Herunder vises forskellige annoncer for Møllers Automat-Cabinet:

Herover fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. november 1840. Herunder Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 17. juli 1840, samt helt nederst med illustration Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. januar 1841. På det nederste bliver det også udspecificeret hvem de fire omtalte monarker var.

Kongens Nytorv 5 blev i 1859 til nr. 21. Senere sammenlagt til 2008 Kongens Nytorv 21, Lille Kongensgade 6.

Kjøbenhavns Toldbod.

Hvornår kan man vente de så længe omtalte forandringer på Toldboden? Der siges at så mange forskellige autoriteter skal afgive deres betænkninger i denne sag at det ikke er rimeligt at de nogensinde ville blive aldeles enige om udførelsen, men måske det forholder sig ikke så og at kun de nødvendige midler savnes. Hvorledes det end er, må det beklages at alt på Toldboden forbliver uforandret i sin gamle skikkelse og at intet gøres for at skaffe den et for hovedstaden værdigt udvortes. Gamle trætrapper og trærækværk vansirer den nu. Af slam, tang og al slags uhumskhed ses et oplag mellem Toldboden og Langelinje. Den såkaldte flydebro står ved højvande under vand, så at dampskibets rejsende kommer i land eller ombord med våde fødder. Det er i sandhed på tide med en forsvarlig bro med stentrapper og jernrækværk at afhjælpe disse onder. En bro der går så langt ud i vandet at dampskibene med bekvemmelighed kunne lægge an ved samme, og at rejsende og deres bagage derved undgå den især i mørke og dårligt vejr ubehagelige og besværlige transport med både. Vel yder denne en rig indtægtskilde for bådenes privilegerede ejer. Men bør den enkelte mand beriges på publikumsbekostning ved at skaffe det en bådtransport som det var langt bedre tjent med at kunne undværes? Hvilke virkelige vanskeligheder kunne forhindre at dampskibene indtil en sådan bro tilvejebringes, lægge an ved broen mellem Toldboden og bommens vagt? Når heste er ombord, ilandsættes de dog der, og hvorfor vises da ikke passagererne samme opmærksomhed? At i København hvis dybe havn er bekendt over hele verden, dampskibe alene ved både sættes i forbindelse med landingspladsen, må for fremmede og i vore forhold uindviede synes utroligt. 

Hvorledes det ser ud med Toldbodens omgivelser, betegnes træffende ved følgende citat af en artikel som nyligt læstes i folkebladet: "Det første der modtager den indtrædende ved Toldbodens jernport, er et lavt, skrøbeligt og lappet plankeværksskur hvor gamle både findes lagt hen. Brokkens Bod og en række smudsige træboder som ville skæmme landingspladsen i den ringeste købstad. De fortjener at aftegnes, før de falder sammen som et historisk kuriositetsbilag til en tilkommende beskrivelse af København."

Under disse omstændigheder villesummen der medgik til en så almennyttig forandring som toldboden og dets omgivelses anlæg og forskønnelse, blive vel anvendt til ære for regeringen og nationen.

(Politivennen nr. 1319, Løverdagen, den 10de April 1841. Side 225-227). 

Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

En lille Bøn til Generalpostdirectionen.

Da de postilloner der kører såvel de ordinære poster som ekstraposter er forsynede med valdhorn, formoder man at det er anordnet at dette horn ved visse lejligheder skal benyttes. Men indsenderen som i flere år jævnligt har gjort rejser til provinserne, såvel med agepost som med ekstrabefordring, har yderst sjældent erfaret at dette er tilfældet. Mens postillonen i Tyskland opmuntrer den rejsende ved hyppigt at blæse muntre stykker på sit horn, griber vores postilloner kun sjældent til deres undtagen når man nærmer sig et krosted for at melde deres ankomst, og for en der da kan blæse en melodi ordentligt, gives der 10 som blæser meget dårligt, ja næppe kan frembringe en tone. Da generalpostdirektionen i de senere år har gjort så meget for at forbedre  vores post-og befordringsvæsen, at dette ikke skal stå alt for langt tilbage for fremmede stæders, håber man også at den her nævnte mangel vil blive afhjulpet. Ved at indskærpe vognmandslauget som afgiver befordring, at ingen kørekarl må antages til postillon undtagen at han i det mindste kan blæse et eller to stykker ordentligt på sit horn, mener man at hensigten snart vil opnås. Ingen vil kunne nægte at ved en vis færdighed i at traktere sit instrument vil postillonen foruden at sætte sig i respekt hos de mødende som skal vige for ham, kunne fornøje de rejsende med et muntert stykke og holde sig selv årvågen, så at han ikke faldt i slummer, overladende heste, vogne og rejsende til Guds forsyn, hvilket nu ikke så sjældent indtræffer (især om sommeren da mange rejser), og som kun kan undskyldes med at en sådan karl ofte må køre flere nætter og dage uden at få ordentlig hvile.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 214-215). 

Ufornøden Kjørsel paa Amalienborg.

Skønt indsenderen just ikke er af dem som hylder overdreven ærefrygt for noget menneske, må han dog tilstå at det støder ham noget at se det smukke Amalienborg profaneret af bryggervogne og andre vogne af mindre hyggeligt udseende. Man må rose den liberalitet som endnu ikke har forbudt sådan færdsel på det nævnte sted, for så vidt det derved erkendes at selv kongen ikke børn fritage sig for sådanne gener som alle hans undersåtter må finde sig i. Men der findes  også andre grunde til at forbyde den ubehagelige kørsel på Amalienborg Slotsplads end netop den at det er kongens residens. Ved kolonnaden er pladsen snæver og fodgangen i glat føre besværlig nok, tillige er der samme sted posteret skildvagter og andre soldater gør sig en fornøjelse af at stå og tale sammen. Når der nu samtidig holder en karet på den anden side, ved indgangen til enkedronningens palæ, da kommer de omtalte vogne meget ubelejligt for fodgængerne. Det er derfor indsenderens uforgribelige mening at der gennem kolonnaden ingen kørsel burde finde sted af arbejdsvogne af hvilken so helst kaliber, de burde derimod henvises til at dreje om ad de gader som på alle sider tillader de kørende at undgå passage over pladsen og gennem kolonnaden. Man besværes alt for meget af de hæslige formandsvogne med deres støj og urenlighed at det er en desto større behagelighed på enkelte promenader at være fri for dem, og det kan vist ikke nægtes at Amalienborg frem for ethvert andet sted burde forskånes for profane besøg.

Forfatteren kan ved denne lejlighed ikke undlade at tilføje et par ord om formandsvogne og bryggervogne i almindelighed. Hvad mon grunden er til at vognene er således konstruerede at de må gøre en så inkommoderende støj? Var det ikke muligt, særdeles for bryggerne, at bruge lettere vogne og placere deres tønder på halm eller sådant? Det kan vist ikke fejle at en mere hensigtsmæssig konstruktion kan udfindes som dermed kunne forene en vis resignation i fordringerne til publikums tålmodighed og nervestyrke.

(Politivennen nr. 1317, Løverdagen, den 27de Marts 1841. Side 201-203). 

Bemærkninger ved et Besøg paa Almindeligt Hospital.

Mens der i en række af år nu og da har rejst sig mange anklagere mod vores fængselsvæsens indretning, men især også med mest grund imod fængslernes ulighed med endog det ringeste opholdssted for menneskelige væsner, skulle man gøre sig ganske andre forestillinger om tilstanden på ovennævnte hospitals såkaldte lemmestuer end der ved øjesyn virkelig opstå. Hvad har fængselsvæsnet at bestille med fattiglemmerne på Almindelig Hospital? vil læserne måske tænke. Vist nok er der forskel, men der er også lighed mellem fattiglemmernes stilling og arrestanternes for så vidt nemlig begges underholdning påhvilet det offentlige. Er der altså med grund klaget over fængslernes dårlige tilstand, så må man også være beføjet til at klage over tilstanden i nævnte hospital, når den ikke er fri for de mangler man i disse har påpeget. Og denne føje er desto større som det på ingen måde vil kunne nægtes at den fattige uden anden sammenligning har ret til en bedre bolig end den præsumtive forbryder.

Vist nok kan der ikke være tale om at gøre store fordringer til en stiftelse som Almindelig Hospital der er forpligtet til at optage de mest elendige mennesker af den lavere klasse og i reglen ikke kan undgå at antage enhver dertil trængende. Men hvis det er tilfældet overalt som der hvor indsenderen har været, da indtager sandelig hospitalet en alt for ydmyg stilling i rækken af vores øvrige stiftelser. Forfatteren af disse linjer kom for nogle dage siden tilfældigvis til at aflægge et besøg på en af nævnte hospitals såkaldte lemmestuer. Aldrig er han blevet mere skuffet i sine forventninger end ved nævnte visit.

Forsættet førte ham til den såkaldte nye bygning som er beliggende inde i gården. Dersom nogen ikke før har haft den levende anskuelse af skidne trapper og vægge, stinkende atmosfære osv. da behøver han kun at begive sig hen på det betegnede sted. Men ikke alene dette må tiltrække sig opmærksomheden. Værelserne selv er opfyldt med alt for mange individer, af hvilke enhver har sin seng i samme stue, hvori de må opholde sig om dagen. Pladsen er så kneben at lemmernes tøj må sættes i gangen udenfor. Alle disse mangler lader sig rette uden mange vanskeligheder, ja den eneste betingelse derfor er egentlig kun den tilbørlige nidkærhed hos den ansvarlige autoritet. Hvorfor holdes trapperne ikke rene? Er det ikke nok at vaske dem en gang ugentligt, da bør det utvivlsomt ske oftere, to eller tre gange, eftersom omstændighederne gør det fornødent. Trapperne og gangene bør på et sådant sted fremfor alt andet holdes rene og ordentlige. Og når man ser de i disse værende vægge skidne, da falder der en begrundet dadel på de ansvarlige tilsynsmænd, i hvad navne disse end måtte føre. Er det utilstrækkeligt at lade væggene hvidte kun en gang om året, hvorfor sker dette da ikke oftere? Bekostningen kan dog vist ikke bære skylden, for i forhold til de enorme summer som årlig udredes af byen til Fattigvæsnet, kan det dertil behøvende kun anses for en ubetydelighed.

Endnu værre end disse mangler er den stygge atmosfære i gangen som går så vidt at man næsten må få ondt af væmmelse. Dersom dette ikke lader sig forandre med den nuværende bygningskonstruktion, da burde direktionen foranstalte sådanne forandringer som ville gøre det muligt at få frisk luft også i gangene, hvorfra nu stanken må trænge ind i værelserne hvert øjeblik dørene lukke op. At denne usunde luft især for sådanne svage og syge mennesker som lever her, er skadelig, er selvklart, og man vil ikke i dette stykke kunne forsvare den nuværende tilstand med noget som helst påskud. Umuligt kan det dog aldrig være at få den friske luft ledt ind, og selv om der behøvedes at gøre nogen betydelig bekostning i dette øjemed, må man ikke vægre sig for det. For en sådan mangel som den her nævnte, er fordærvelig både for sjæl og legeme, og mens den nedbryder sundheden, lader den den fattige og lidende tillige føle deres ulykkelige stilling dobbelt tung. Især må dette naturligvis være tilfældet med sådanne som blot på grund af legemsbræk er kommet i den nødvendighed at måtte tage til takke med at blive lemmer på hospitalet. Blandt disse findes der en del af den yngre alder der før var vant til en bedre stilling, mens de kunne tjene for deres brød. Så meget desto tungere må det da være for sådanne stakler at se sig omgivet af urenlighed.

Overalt er det en utilgivelig skødesløshed af de ansvarlige at de ikke sorterer lemmerne i visse klasser efter deres alder, sygdomsbeskaffenhed, opførsel og før udviste forhold. Det er næppe rigtigt at et skikkeligt og ordentligt menneske som fx ved at brække et ben, mister en arm osv. bliver udygtig til selv at ernære sig, skal kastes ind i et værelse som er folk med al slags pak, dels forhenværende liderlige, dels trættekære og gemene individer. Ikke alene rimelighed kræver at man i almindelighed gør forskel på mennesker efter deres opførsel, men her bliver det endog tillige en retfærdighedssag at denne uskik af de mest uensartede individers sammenblanding hæmmes. For direktionerne er jo statens lønnede embedsmænd, det er da utvivlsomt også deres pligt at bære omsorg for hospitalets bedre udenfor de egentlige kontorforretninger. I sig selv er det aldeles ikke forbundet med nogen vanskelighed at afdele værelserne efter visse klasser af individer og derefter sørge for at der så vidt muligt kommer sådanne sammen som passer bedst for hinanden.

Endnu en lille bemærkning skal indsenderen tillade sig at gøre. Foruden det at der i disse stuer er en alt for stor mængde senge stuvet sammen, så at der ved hver seng kun er plads til en stol og et lille bord langs med sengen (ikke tvært over fra seng til seng, for da var der tilstrækkelig plads) findes der heller ingen skærmbrætter. Det stygge syn af denne sengeparade kunne betages øjet ved at et skærmbræt sættes for enden af hver seng i den forreste rad. Da disse jo meget godt kunne være af allersimpleste kvalitet, ville bekostningen derved kun blive ubetydelig.

Ovenstående bemærkninger har indsenderen troet at burde offentliggøre for muligt at gavne sagen. Det er nemlig hans overbevisning at der både i Fattigdirektionen selv som også udenfor samme blandt andre formående autoriteter findes mange brave og ædle mænd som vil antage sig en sådan sag når den øjensynlig ses at have krav på understøttelse.

(Politivennen nr. 1314, Løverdagen, den 6te Marts 1841. Side 145-150).

Københavns Museum har dette foto af lemmer på Almindeligt Hospital. Uden årstal. Her kan man få et indtryk dels af bygningerne, dels af hospitalets beboere. 

Redacteurens Anmærkning

Forholdene på Almindeligt Hospital må have været under al kritik, hvilket bl.a blev bekræftet under koleraepidemien 1853. Af de 467 angrebne døde de 415. Hospitalet var sandsynligvis også et sted hvorfra koleraen bredte sig.

Bemærkning om de kjøbenhavnske Præsters Forhold til Menigheden.

Skønt forholdet mellem præst og menighed i almindelighed er langt fra idealet og lader nok tilbage at ønske, bliver det dog alle vegne anerkendt at dette forhold bør afspejle den kristelige ånd i velvillig og kærlig omgængelse, så præsten på ingen måde bør spille enten den fornemme mands rolle eller betragte sig som pave i sit sogn, og lade sin opførsel mod menighedens enkelte medlemmer være afhængig af lune og for godt befindende. Man kan derfor ikke undertrykke sin misfornøjelse når en enkelt gejstlig nu og da antages at tilsidesætte agtelsen for de fordringer som den offentlige mening gør til ham med hensyn til hans forhold mod sine sognebørn, uagtet sagens delikate natur som oftest forbyder nogen offentlig omtale af sådanne tilfælde. De forekommer vist nok i det mindste ikke så sjældent som man af tavsheden skulle formode. Og det er let at forklare sig årsagen dertil.

En stor del af de københavnske præster har i sammenligning med landets øvrige gejstlige rundelige indtægter og lever på en brillant fod. Dette står alt for meget i modsætning til den elendighed som findes hos mange af menighedens familier. Da disse ikke ved andre forhold kan komme i berøring med den præstelige familie, er de som oftest i de store sogne højærværdigheden ganske ubekendte. Og når det er dennes pligt at besøge armodens bolig enten ved begravelse eller andre lejligheder, da fristes han let til at forglemme sit gejstlige kald ved synet af kontrasten til hans eget privatliv.

Det er dog på ingen måde indsenderens mening at de københavnske præster skal lide afdrag i deres indkomster, ligesom det heller ikke kan falde ham ind at misbillige det liv som disse sætter dem i stand til at føre. Det er kun den mangel på deltagelse og interesse for det enkelte individ som er forbundet med det, især af den fattige klasse, som misbilliges og menes at burde erstattes af den kristelige kærlighed der byder os at elske vores næste som os selv og at være ydmyge af hjertet. Velstand og gode kår udelukker aldeles ikke med nødvendighed denne følelse, men det synes tværtimod at være naturligt for ethvert kristent menneske at have den i samme grad som han ser sin næste lide det onde han selv kan glæde sig over at være fri for. For da må der jo opstå en taknemmelighedsfølelse hos ham både mod Gud og menneskene. 

Den sande årsag til den omtalte absentia animi christiani for så vidt denne ytrer sig i de ydre forhold, er altså ikke præsternes gode kår. Det er snarere måden hvorpå de hæver deres indkomster. Da disse nemlig består i frivillige gaver, ligger det i præstens familieinteresse at være mere opmærksom og forekommende mod den formuende familie end mod den fattige som intet har at give. Men derved står præstens forhold i strid med hans gejstlige karakter, så meget mere som det især er den fattige der trænger til trøst og deltagelse. Når den fattige mand lader sin søn jorde, da finder han sin følelse såret ved den fornemhed hos Guds ords forkynder, at denne som vel ikke er uden eksempel, ikke vil træde ind under hans tag, men forretter den hellige jordpåkastelse i gangen eller i gadedøren og ønsker han ellers at tale med sin sjælesørger om reelle sager, fx attester og deslige, da kan det vel hænde at hans højærværdighed ikke for sådanne folk er at træffe uden til en vis tid eller han ikke på den fastsatte tid har lejlighed til at ekspedere vedkommende, eller betalingen ikke tilfredsstiller, osv.

Med hensyn til det sidst nævnte punkt er det virkelig noget som må forundre i høj grad at gejstlige, uagtet det er overladt til hver især at give efter sin evne dog undertiden skulle tillade sig at lægge deres misfornøjelse for dagen, ja vel endog ytrer den med ord og upassende gebærder. Skønt dette er en ting som ikke er ubekendt, men i det mindste siges for ikke langt tilbage i tiden at være sket, lader det sig vanskelig oplyse ved eksempler. Men de mange værdige gejstlige som findes her i byen, kan ikke føle sig fornærmede ved at denne bemærkning bliver udtalt. For den offentlige mening er dommeren: Hvem som frifindes af denne, er uantastelig. Og hvem som fordømmes af den, kan ikke blive fri ved det bedste forsvar.

Imidlertid vil vi til dels undskylde de gejstliges nidkærhed i at sørge for indkomsten, i erkendelse af at vi alle er mennesker og har en skrøbelig natur, og vi vil her indskrænke os til i almindelighed at ønske den københavnske gejstlighed sat på fast gage eller dog en fastsat takst for hver enkelt af de ministerielle forretninger i og udenfor kirken. Dersom dette sker, da er indsenderen overbevist om at et bedre og mere kristelig passende forhold vil indtræde mellem præst og menighed.

(Politivennen nr. 1313, Løverdagen, den 27de Februar 1841. Side 129-133). 

Redacteurens Anmærkning

Det kunne være ganske kostbart at nægte at betale de utallige afgifter som præsterne opkrævede, se fx Kjøbenhavnsposten 14 oktober 1833:

Ved en i Thisted Amt fældet Under-Politierets Dom er en Gaardmand, for at have tilbageholdt for sin Præst Pintseofferet for 1832, fordi han for sin Datters udeblivelse fra Skolen var mulkteret for 9 Sk., og derefter paa en ham til Julen 1832 tilstillet Offerseddel, paa hvilken han var erindret om det resterende Pintseoffer, havde skrevet de Ord: "qvit Skolemulkt betalt," dømt til at betale 10 Rbd. Sølv til Politiekassen og udrede Sagens Omkostninger skadesløs.

Anmodning til Huuseiere.

Ligesom de større stæder på mange måder har fortrin fremfor de mindre byer, således er man igen i disse fri for synet af megen elendighed og fordærvelse både i fysisk og moralsk henseende, som de første frembyder i rigelig mål. At København skulle gøre nogen undtagelse fra denne almindelige regel, var urimeligt at vente. Men det bliver ikke desto mindre enhver god borgers pligt i hans kreds, så vidt muligt at bidrage sit til at fjerne og forebygge forargelige eller sørgelige scener som publikum er vidne til uden nytte for pågældende. Indsenderen har de sidste 10 år boet på forskellige steder i byen og allevegne fundet gentagelse af det samme ubehagelige skue som han altid forgæves har håbet at blive fri for i sin nye bolig. Nemlig pjaltede og elendige mennesker som ved at synge eller spille i gårdene tiltrygler sig et par skilling. 

Omtrent i 5 år har således et par mennesker formodentlig mand og kone, opvartet ham med deres musik, som har noget særdeles ubehageligt ved sig og minder om alt usselt og elendigt. Også går i den senere tid en gammel mand omkring i den midterste del af byen og synger salmer. Han er næppe i stand til at holde sig fra at tumle omkuld. De herrer husejere burde i sandhed holde deres beboere fri for sådanne besøg som det jo ikke er muligt for politiet at forhindre. De ville derved gøre sig fortjent af de ulykkelige selv, som ingen nytte har af det par skilling de på denne måde afnøder deres medmenneskers medlidenhed, men fortærer dem på en rus hvorved følelsen af deres elendighed kun får fornyet styrke når de kommer til besindelse igen.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 76-77).