24 juni 2017

Om Rundetaarn.

I forrige uge gik anmelderen med to rejsende svenske herrer op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkelige og for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se og fra dens øverste del at nyde det ypperlige skue som udsigten derfra frembyder. Men ankommet til den dør hvorigennem man før mod erlæggelse af 2 skilling fik adgang til tårnets øverste del, var og blev denne uagtet al banken og larmen, lukket, og vi måtte vende tilbage med uforrettet sag.

Senere har anmelderen der i mange år ikke har været i København, erfaret at den øverste del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man undres over. For før det nye observatorium på volden blev bygget, og hvor nu de fleste observationer foretages, nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue ud over staden og dens omegn uhindret og uden ulempe for nogen. Udlændingen havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil der ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde til ophold der uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes. Ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og en bopæl står ledig hvor en tarvelig familie fandt husly. 

Den nederste del af tårnet står derimod åben for enhver, og er nu blevet en boldgade for skole- og gadedrenge. Man ser derfor væggene bemalet med streger, stygge figurer og navne, ja på nogle steder er sidst nævnte indtil ½ tommes tykkelse indgraveret i muren og der vil vel ikke vare længe før de i nicherne eller vinduesfordybningerne opstillede oldtidsmonumenter angribes og beskadiges. I vindueskarmene om man så tør kalde dem, er en del sten løse og nogle borttaget, ligesom der i gangen er adskillige fordybninger hvilket alt sammen er meget påfaldende og stødende for de fremmede rejsende som betragter denne sjældne bygning, et minde om Danmarks store Christian den Fjerde.

Det var vist nok ønskeligt om de her påpegede mangler måtte blive afhjulpne. Nemlig at den indvendige del af muren måtte udspækkes og hvidtes, de løse sten fastlægges og de manglende indsættes, samt gulvet repareres. Når dette var sket, burde adgangen til den nederste del af tårnet spærres ligesom til den øverste med undtagelse af de timer hvori universitetsbiblioteket står åbent, i hvilken tid en mand burde have post ved indgangen for at afholde drenge og lazaroner fra at drive deres uvæsen der. Der gives vist mange uformuende mænd der mod en ubetydelig godtgørelse ville påtage sig dette hverv, og det synes dog at man ikke burde sky et ringe offer når dette kunne tjene til at beskytte dette mærkværdige tårn og de deri opstillede oldtidssager fra beskadigelse.

(Politivennen nr. 1353, Løverdagen, den 4de December 1841. Side 769-772). 

23 juni 2017

Rundetaarn.

Det er mærkeligt at Rundekirke med dens berømte tårn ikke er genstand for større omsorg, end at den i flere år efter hinanden ikke bliver afpudset. Dens renomme kunne dog vel fortjene en sådan opmærksomhed, i det mindste lige så godt som de overfor liggende Regensen. For det kan dog vel ikke forhøje bygningens antikvariske værd at den udmærker sig ved skidenhed.

(Politivennen nr. 1327, Løverdagen, den 5te Juni 1841. Side 364-365). 

Røde Huse.

Det er en forunderlig mani som er påkommen folk her i byen, at efterabe universitetsbygningens farve. Næsten alle bygninger som opføres fra ny af eller oppudses, får denne røde farve så at vi til sidst vist får en komplet rød stad. Det værste ved det ville være at byen taber sit renomme for skønhed. For så vist som denne farve er smuk og passende for enkelte anselige bygninger, så stygt vil det på den anden side blive om enhver istandsat rønne skulle hjælpe sig med den, da den på ingen måde er skikket til at hæve en ringe bygning i anseelse og skønhed. 

I sandhed ville det derfor være langt bedre for byens udseende i det hele taget om husejerne ville lade den mani fare, at gøre deres huse til kopi af universitetsbygningen, hvad de dog aldrig er skikket til at blive, og derimod blev ved den hidtil fulgte skik at give dem en farve som mere svarede til øjemedet, nemlig at afhjælpe manglen i det uanselige ydre. Man har nu og da bebrejdet hovedstaden et skaldet udseende, dens mangel på træer. Dersom dette er erkendt som begrundet, da må man undre sig over at der ikke anvendes mørke farver på husene, da dette vil bøde meget på savnet af træer. Dermed være dog på ingen måde sagt at stadens udseende ville vinde ved lutter mørke bygninger. Kun at den mørke farve er at foretrække for denne rødgule, der har alt for meget af murstenskuløren til at være smuk.

(Politivennen nr. 1332, Løverdagen, den 10de Juli 1841. Side 447-448). 

22 juni 2017

Om de offentlige Bibliotheker.

Der har ofte været gjort meget væsen af de mange biblioteker som i de sidste årtier er stiftet og gjort tilgængelige hos os, som bevis på vores nationaloplysning, men mest dog fordi man deri grundede et håb om videnskabeligheds og almenoplysnings udbredelse. Ved det første øjekast måtte man også tro at der hos os hersker megen læselyst når man ser hen til de mange biblioteker både i hovedstaden og udenfor den i alle større provinsstæder. Men et nærmere bekendtskab til disse viser at dette ikke er tilfældet. Og årsagen ligger vist nok for en stor del i bibliotekerne selv. Disse er nemlig ikke i tilstrækkelig forråd forsynet med sådanne skrifter som er skikket til almenlæsning. Og med undtagelse af det Kongelige Bibliotek gælder det om dem alle at de på grund af ringe pengemidler ikke er i stand til at holde skridt med litteraturen. 

Når man således beser de såkaldte stiftsbiblioteker, så vil det bemærkes at det der er virket, mere består i en forøgelse af bindtallet end i et godt udvalg af gode skrifter. På de bogauktioner som nu og da finder sted, købes de gamle skroller sækkevis for nogle mark, og nyere eller kostbare og klassiske værker kan man ikke anskaffe på grund af dyrtiden. Vist nok får man herved noget for skinnet. Nemlig en stor mængde bøger, men de bliver ikke læst, og det var derfor lige meget om de slet ikke blev købt. Det var utvivlsomt et langt rigtigere princip om bibliotekerne indskrænkede sig til anskaffelsen af de egentlige klassiske og kostbare værker tillige med de mest berømte ældre og nyere skrifter som har gjort epoke i litteraturen. Der ville da ikke udfordres så store pengesummer til at gøre dem mere frugtbringende, og de synes således mere at svare til en fornuftig hensigt at frembyde hvad den private mand kun sjældent har formue til at kunne anskaffe.

Der udkommer til enhver tid sådanne værker uden at deres mængde dog er så stor at selv ringe pengemidler ville kunne udrette en del. Men på den nu brugelige måde adsplittes kræfterne og bibliotekerne er til ingen væsentlig nytte. Selv Universitetsbiblioteket er mådelig forsynet med nyere klassiske skrifter, hvilket er så meget mere at beklage som det benyttes mest. For ikke at tale om at der burde findes flere eksemplarer af mest søgte værker. Den bestemmelse at der af ethvert skrift som trykkes og udgives her i landet, skal afgives eksemplar til hovedstadens tre store biblioteker, giver kun bibliotekarerne noget at bestille med modtagelse og opstilling af en stor del mådelige ting som aldrig bruges. Det synes langt bedre at overlade til bibliotekarerne at rekvirere disse skrifter som det kunne være værd at have, eller i al fald at det måtte være dem tilladt at kaste den unyttige ballast overbord.

Med hensyn til anskaffelsen af nye bøger finder i det hele taget intet godt arrangement sted. Ved stiftbibliotekerne er det overladt en enkelt mand at bestemme hvilke bøger der skal anskaffes, og dette er sædvanligvis en af lærerne ved byens latinske skole. Følgen heraf er at biblioteket vil få nogle gode skrifter i det videnskabsfag han har valgt sig, men ved denne ensidighed går det jo aldeles glip af sin bestemmelse. Det er i det højeste et blindt tilfælde om der bliver anskaffet noget godt i andre videnskaber. Ved Københavns biblioteker finder vel ikke så megen ensidighed sted på grund af de der ansatte bibliotekarers større lærdom og bedre lejlighed til at gøre sig bekendt med den udenlandske litteratur. Dog trænger indretningen også her meget til forandring. En kommission af mænd af de forskellige videnskabelige hovedfag må anses for langt mere hensigtsmæssigt og for at forebygge kollision, kan der engang for alle fastsættes hvor mange skrifter der årligt skal anskaffes i hvert fad, hvis valg dernæst kunne overlades til det respektive medlem af kommissionen. 

Frem for alt trænger Universitetsbiblioteket til en sådan indretning. Skønt det har dygtige bibliotekarer der er bekendt for deres lærdom og interesse for litteraturen i almindelighed, har det dog som universitetsbibliotek en alt for mangesidig bestemmelse til at det altid skulle lykkes for en eller to at træffe det bedste valg. Man måtte derfor højligt ønske en forandring i det og med det samme en klækkeligere pengeunderstøttelse end den biblioteket nu nyder, der ikke engang skal kunne tilfredsstille de mest tarvelige fordringer og kun ville være tilstrækkelig for et bibliotek i vores små provinsstæder.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 29de Mai 1841. Side 359-363). 


Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen 3. april 1837 kan måske illustrere hvad der er tænkt på:
Paa Undertegnede Forlag er udkommen:
En ny og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde. Til Nytte og Fornøielse for den hæderlige Landalmue, udgivet af Edvard Storm, 56 sk. Paa 10 Expl. gives 1 frit. J. J. Schubothes Boghandling.
Kiøbenhavnsposten havde en artikel om "Offentlige Bogsamlinger", 4. april 1831 som gennemgik de vigtigste biblioteker. Samme Kiøbenhavnsposten citerede 9. marts 1835 fra "Dansk Ugeskift", 158 og 159 artiklen "Om den simple Mands Læsning i Kjøbenhavn":
Forf. tager Ordet "Læsning" baade i en negativ og i en positiv Betydning og deler derfor sin Undersøgelse i 2de Afsnit: I) "Om dem af Almuen, som ikke læse" og II. "Om dem af Almue-Klassen, som læse". Til de første, der "ikke benytte deres Læseevne til Andet, end til ialfald at læse en Gadevise, eller ved Flytte- og Skifte-Tiderne at gjennemstave Adresseavisens Rubrikker: "Tjeneste søges" og "Huusværelser tilbydes"; og hvis Tal "omfatter den største Deel af Hovedstadens Folkemængde", henregner han "foruden Pluraliteten af Beboerne i Kjelderne, Kvist- og Lofts-Etagerne, samt Bag-, og Side-Husene over hele Byen, næsten uden undtagelse ogsaa den øvrige Menneskemængde i de meest befolkede Dele af Byen, eller hvad der i daglig Tale benævnes: Smaagaderne. Den bestaaer i Regelen af Alt, hvad der hører til Arbeidsfolk, Ugekoner, Sjouere, Matroser, Vægtere, Hyrekudskekarle, en Mængde Høkere, Kjeldermænd og Værtshuusholdere, Massen af Haandværkerssvende, en stor Deel af de ringere Haandværkere selv, især af Frimesterne, Pluraliteten af Tjenestefolk, navnligen af Mandkjønnet, foruden en Mængde Andre, hvis Stilling paa Mandtalslisterne forekomme under de forskjellige Benævnelser, lige fra dem "der sælge kogte Kartofler" til Adskillige af dem, "der leve af deres Penge". Grunden til at denne store Klasse af Individer, efter engang at have lært at læse, siden gjør saa liden Brug af denne Færdighed, søger han fornemmeligen i tre Omstændigheder: "Mangel paa Lyst, Mangel paa Tid og Mangel paa Formue", af hvilket han anseer den første for den vigtigste. Denne "Mangel paa Lyst" udleder Forf. af at "Almueklassen ikke i Skolen har lært at læse som den bør: den har vel lært med Munden at fremplappre Bogens døde Ord, men det aandelige Liv er ikke blevet vakt i den" - altsaa af "en Grundfeil i Læremethoden", idet man "ogsaa her synes at have ladet det practiske Synspunkt ud af Øie". De tvende andre Omstændigheder: Mangel paa Tid og Formue finde især Sted hos Arbeidsklassen: "Mennesker, der maae arbeide hele Dagen, for at kunne existere, og der om Atenen eller Søn- og Helligdage, naar de kunne have en Time tilovers, heller søge anden Fornøielse end den, som Læsning kan forskaffe dem", og der "ligesom de ikke have Tid, heller ikke have Raad til at læse." - Til "dem af Almue-Klassen, som læse" regner Forf. foruden enkelte Individer af dem, der i Begrebet ere henførte til den forrige Klasse: "Mængden af de ringere Haandværkere, en stor Deel af Svendeklassen, Mange af de høiere Tjenestetyende og den hele store Klasse af Modehandlerinder, Sypiger, Skræderjomfruer og de mangfoldige Andre, der, efter Adresseavisens Udvisende, hver Dag i hundredevis anbefale sig til "at træffe i Bobinet, sye klare Kapper, kruse Hamborgerpiber, besørge fiin Vadsk, undervise i Ridsning, Maaltagning og Skrædersyning", eller "som iøvrigt leve paa deres egen Haand." "Spørges der nu", siger han, "hvad det er, at denne Klasse læser, da er Svaret herpaa kun lidet glædeligt, og det er vel et spørgsmaal, om det ikke for Mængden af dem vilde være bedre at de slet Intet læste. Det, de læse, er nemlig, foruden Adresseavisen, der regnes med til det daglige Brød, en masse af slette og slibrige Romaner, som lånes fra et eller andet skident Leiebibliothek, og som i Særdeleshed er Lecturen for det kvindelige Personale, der henhøre under denne Klasse, samtlige Smuds- og Pøbel-Blade, som deels læses paa Kipper og Ølhuse, deels holdes i mange Kjeldere og Stuer, og endeligen en Utallighed af Markspiecer, der specielt ere skrevne for denne Klasse." Forf. indskrænker sig til at omtale en enkelt Deel af denne Smuds-Literatur, der forekommer ham at være den fordærveligste af alle dens forskjellige Arter. Det er den hele Skare af Hexebøger, Drømmebøger, Spaabøger og Lotteribøger. "Man maa", siger han, "foransees over den Mængde af Piecer af denne Art, som hvert Aar kommer for Lyset". For at gjøre dette ret anskueligt, leverer han en Fortegnelse paa ikke færre end 15 saadanne Piecer, af hvilke adskillige have oplevet flere Oplag og den største Deel maa antages at være trykt i de sidste Aar. De Exempler han anfører paa at de "fra Først til Sidst ikke indeholde Andet end Nonsens", ere heel kuriøse. "Hvilket Begreb", udbryder Forf., "maa Man dog danne sig om de ringere Klassers Aandelige Liv, naar Man seer, at en saadan Mængde af de urimeligste Spaa-, Hexe- og Drømme-Bøger kan finde Afsætning, og det, som de forøgede Oplag vise, og som de, der ere vel indviede i Sagen, bekræfte, en stedse rivende Afsætning? 
(Herefter går artiklen helt grassat).

Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829

21 juni 2017

Bemærkning om de kjøbenhavnske Præsters Forhold til Menigheden.

Skønt forholdet mellem præst og menighed i almindelighed er langt fra idealet og lader nok tilbage at ønske, bliver det dog alle vegne anerkendt at dette forhold bør afspejle den kristelige ånd i velvillig og kærlig omgængelse, så præsten på ingen måde bør spille enten den fornemme mands rolle eller betragte sig som pave i sit sogn, og lade sin opførsel mod menighedens enkelte medlemmer være afhængig af lune og for godt befindende. Man kan derfor ikke undertrykke sin misfornøjelse når en enkelt gejstlig nu og da antages at tilsidesætte agtelsen for de fordringer som den offentlige mening gør til ham med hensyn til hans forhold mod sine sognebørn, uagtet sagens delikate natur som oftest forbyder nogen offentlig omtale af sådanne tilfælde. De forekommer vist nok i det mindste ikke så sjældent som man af tavsheden skulle formode. Og det er let at forklare sig årsagen dertil.

En stor del af de københavnske præster har i sammenligning med landets øvrige gejstlige rundelige indtægter og lever på en brillant fod. Dette står alt for meget i modsætning til den elendighed som findes hos mange af menighedens familier. Da disse ikke ved andre forhold kan komme i berøring med den præstelige familie, er de som oftest i de store sogne højærværdigheden ganske ubekendte. Og når det er dennes pligt at besøge armodens bolig enten ved begravelse eller andre lejligheder, da fristes han let til at forglemme sit gejstlige kald ved synet af kontrasten til hans eget privatliv.

Det er dog på ingen måde indsenderens mening at de københavnske præster skal lide afdrag i deres indkomster, ligesom det heller ikke kan falde ham ind at misbillige det liv som disse sætter dem i stand til at føre. Det er kun den mangel på deltagelse og interesse for det enkelte individ som er forbundet med det, især af den fattige klasse, som misbilliges og menes at burde erstattes af den kristelige kærlighed der byder os at elske vores næste som os selv og at være ydmyge af hjertet. Velstand og gode kår udelukker aldeles ikke med nødvendighed denne følelse, men det synes tværtimod at være naturligt for ethvert kristent menneske at have den i samme grad som han ser sin næste lide det onde han selv kan glæde sig over at være fri for. For da må der jo opstå en taknemmelighedsfølelse hos ham både mod Gud og menneskene. 

Den sande årsag til den omtalte absentia animi christiani for så vidt denne ytrer sig i de ydre forhold, er altså ikke præsternes gode kår. Det er snarere måden hvorpå de hæver deres indkomster. Da disse nemlig består i frivillige gaver, ligger det i præstens familieinteresse at være mere opmærksom og forekommende mod den formuende familie end mod den fattige som intet har at give. Men derved står præstens forhold i strid med hans gejstlige karakter, så meget mere som det især er den fattige der trænger til trøst og deltagelse. Når den fattige mand lader sin søn jorde, da finder han sin følelse såret ved den fornemhed hos Guds ords forkynder, at denne som vel ikke er uden eksempel, ikke vil træde ind under hans tag, men forretter den hellige jordpåkastelse i gangen eller i gadedøren og ønsker han ellers at tale med sin sjælesørger om reelle sager, fx attester og deslige, da kan det vel hænde at hans højærværdighed ikke for sådanne folk er at træffe uden til en vis tid eller han ikke på den fastsatte tid har lejlighed til at ekspedere vedkommende, eller betalingen ikke tilfredsstiller, osv.

Med hensyn til det sidst nævnte punkt er det virkelig noget som må forundre i høj grad at gejstlige, uagtet det er overladt til hver især at give efter sin evne dog undertiden skulle tillade sig at lægge deres misfornøjelse for dagen, ja vel endog ytrer den med ord og upassende gebærder. Skønt dette er en ting som ikke er ubekendt, men i det mindste siges for ikke langt tilbage i tiden at være sket, lader det sig vanskelig oplyse ved eksempler. Men de mange værdige gejstlige som findes her i byen, kan ikke føle sig fornærmede ved at denne bemærkning bliver udtalt. For den offentlige mening er dommeren: Hvem som frifindes af denne, er uantastelig. Og hvem som fordømmes af den, kan ikke blive fri ved det bedste forsvar.

Imidlertid vil vi til dels undskylde de gejstliges nidkærhed i at sørge for indkomsten, i erkendelse af at vi alle er mennesker og har en skrøbelig natur, og vi vil her indskrænke os til i almindelighed at ønske den københavnske gejstlighed sat på fast gage eller dog en fastsat takst for hver enkelt af de ministerielle forretninger i og udenfor kirken. Dersom dette sker, da er indsenderen overbevist om at et bedre og mere kristelig passende forhold vil indtræde mellem præst og menighed.

(Politivennen nr. 1313, Løverdagen, den 27de Februar 1841. Side 129-133). 


Redacteurens Anmærkning

Det kunne være ganske kostbart at nægte at betale de utallige afgifter som præsterne opkrævede, se fx Kjøbenhavnsposten 14 oktober 1833:
Ved en i Thisted Amt fældet Under-Politierets Dom er en Gaardmand, for at have tilbageholdt for sin Præst Pintseofferet for 1832, fordi han for sin Datters udeblivelse fra Skolen var mulkteret for 9 Sk., og derefter paa en ham til Julen 1832 tilstillet Offerseddel, paa hvilken han var erindret om det resterende Pintseoffer, havde skrevet de Ord: "qvit Skolemulkt betalt," dømt til at betale 10 Rbd. Sølv til Politiekassen og udrede Sagens Omkostninger skadesløs.

Bemærkninger ved et Besøg paa Almindeligt Hospital.

Mens der i en række af år nu og da har rejst sig mange anklagere mod vores fængselsvæsens indretning, men især også med mest grund imod fængslernes ulighed med endog det ringeste opholdssted for menneskelige væsner, skulle man gøre sig ganske andre forestillinger om tilstanden på ovennævnte hospitals såkaldte lemmestuer end der ved øjesyn virkelig opstå. Hvad har fængselsvæsnet at bestille med fattiglemmerne på Almindelig Hospital? vil læserne måske tænke. Vist nok er der forskel, men der er også lighed mellem fattiglemmernes stilling og arrestanternes for så vidt nemlig begges underholdning påhvilet det offentlige. Er der altså med grund klaget over fængslernes dårlige tilstand, så må man også være beføjet til at klage over tilstanden i nævnte hospital, når den ikke er fri for de mangler man i disse har påpeget. Og denne føje er desto større som det på ingen måde vil kunne nægtes at den fattige uden anden sammenligning har ret til en bedre bolig end den præsumtive forbryder.

Vist nok kan der ikke være tale om at gøre store fordringer til en stiftelse som Almindelig Hospital der er forpligtet til at optage de mest elendige mennesker af den lavere klasse og i reglen ikke kan undgå at antage enhver dertil trængende. Men hvis det er tilfældet overalt som der hvor indsenderen har været, da indtager sandelig hospitalet en alt for ydmyg stilling i rækken af vores øvrige stiftelser. Forfatteren af disse linjer kom for nogle dage siden tilfældigvis til at aflægge et besøg på en af nævnte hospitals såkaldte lemmestuer. Aldrig er han blevet mere skuffet i sine forventninger end ved nævnte visit.

Forsættet førte ham til den såkaldte nye bygning som er beliggende inde i gården. Dersom nogen ikke før har haft den levende anskuelse af skidne trapper og vægge, stinkende atmosfære osv. da behøver han kun at begive sig hen på det betegnede sted. Men ikke alene dette må tiltrække sig opmærksomheden. Værelserne selv er opfyldt med alt for mange individer, af hvilke enhver har sin seng i samme stue, hvori de må opholde sig om dagen. Pladsen er så kneben at lemmernes tøj må sættes i gangen udenfor. Alle disse mangler lader sig rette uden mange vanskeligheder, ja den eneste betingelse derfor er egentlig kun den tilbørlige nidkærhed hos den ansvarlige autoritet. Hvorfor holdes trapperne ikke rene? Er det ikke nok at vaske dem en gang ugentligt, da bør det utvivlsomt ske oftere, to eller tre gange, eftersom omstændighederne gør det fornødent. Trapperne og gangene bør på et sådant sted fremfor alt andet holdes rene og ordentlige. Og når man ser de i disse værende vægge skidne, da falder der en begrundet dadel på de ansvarlige tilsynsmænd, i hvad navne disse end måtte føre. Er det utilstrækkeligt at lade væggene hvidte kun en gang om året, hvorfor sker dette da ikke oftere? Bekostningen kan dog vist ikke bære skylden, for i forhold til de enorme summer som årlig udredes af byen til Fattigvæsnet, kan det dertil behøvende kun anses for en ubetydelighed.

Endnu værre end disse mangler er den stygge atmosfære i gangen som går så vidt at man næsten må få ondt af væmmelse. Dersom dette ikke lader sig forandre med den nuværende bygningskonstruktion, da burde direktionen foranstalte sådanne forandringer som ville gøre det muligt at få frisk luft også i gangene, hvorfra nu stanken må trænge ind i værelserne hvert øjeblik dørene lukke op. At denne usunde luft især for sådanne svage og syge mennesker som lever her, er skadelig, er selvklart, og man vil ikke i dette stykke kunne forsvare den nuværende tilstand med noget som helst påskud. Umuligt kan det dog aldrig være at få den friske luft ledt ind, og selv om der behøvedes at gøre nogen betydelig bekostning i dette øjemed, må man ikke vægre sig for det. For en sådan mangel som den her nævnte, er fordærvelig både for sjæl og legeme, og mens den nedbryder sundheden, lader den den fattige og lidende tillige føle deres ulykkelige stilling dobbelt tung. Især må dette naturligvis være tilfældet med sådanne som blot på grund af legemsbræk er kommet i den nødvendighed at måtte tage til takke med at blive lemmer på hospitalet. Blandt disse findes der en del af den yngre alder der før var vant til en bedre stilling, mens de kunne tjene for deres brød. Så meget desto tungere må det da være for sådanne stakler at se sig omgivet af urenlighed.

Overalt er det en utilgivelig skødesløshed af de ansvarlige at de ikke sorterer lemmerne i visse klasser efter deres alder, sygdomsbeskaffenhed, opførsel og før udviste forhold. Det er næppe rigtigt at et skikkeligt og ordentligt menneske som fx ved at brække et ben, mister en arm osv. bliver udygtig til selv at ernære sig, skal kastes ind i et værelse som er folk med al slags pak, dels forhenværende liderlige, dels trættekære og gemene individer. Ikke alene rimelighed kræver at man i almindelighed gør forskel på mennesker efter deres opførsel, men her bliver det endog tillige en retfærdighedssag at denne uskik af de mest uensartede individers sammenblanding hæmmes. For direktionerne er jo statens lønnede embedsmænd, det er da utvivlsomt også deres pligt at bære omsorg for hospitalets bedre udenfor de egentlige kontorforretninger. I sig selv er det aldeles ikke forbundet med nogen vanskelighed at afdele værelserne efter visse klasser af individer og derefter sørge for at der så vidt muligt kommer sådanne sammen som passer bedst for hinanden.

Endnu en lille bemærkning skal indsenderen tillade sig at gøre. Foruden det at der i disse stuer er en alt for stor mængde senge stuvet sammen, så at der ved hver seng kun er plads til en stol og et lille bord langs med sengen (ikke tvært over fra seng til seng, for da var der tilstrækkelig plads) findes der heller ingen skærmbrætter. Det stygge syn af denne sengeparade kunne betages øjet ved at et skærmbræt sættes for enden af hver seng i den forreste rad. Da disse jo meget godt kunne være af allersimpleste kvalitet, ville bekostningen derved kun blive ubetydelig.

Ovenstående bemærkninger har indsenderen troet at burde offentliggøre for muligt at gavne sagen. Det er nemlig hans overbevisning at der både i Fattigdirektionen selv som også udenfor samme blandt andre formående autoriteter findes mange brave og ædle mænd som vil antage sig en sådan sag når den øjensynlig ses at have krav på understøttelse.

(Politivennen nr. 1314, Løverdagen, den 6te Marts 1841. Side 145-150).

Københavns Museum har dette foto af lemmer på Almindeligt Hospital. Uden årstal. Her kan man få et indtryk dels af bygningerne, dels af hospitalets beboere. 

Redacteurens Anmærkning

Forholdene på Almindeligt Hospital må have været under al kritik, hvilket bl.a blev bekræftet under koleraepidemien 1853. Af de 467 angrebne døde de 415. Hospitalet var sandsynligvis også et sted hvorfra koleraen bredte sig.

I anledning af dronningens (vel Caroline Amalie der var dronning 1839-1848) besøg på hospitalet skrev Kjøbenhavnsposten den 2. april 1840 (i uddrag):
Fredag morgen var man alt beskæftiget med at give den fameuse Badeanstalt en øieblikkelig Udbedring, og senere med at hvidte de kulsorte Vægge, samt ordne Alt paa beste Maade. At denne Reparation ikke sket aldeles tilfældigviis samme Dag, skulle vi imidlertid ikke indlade os paa at forsvare ... Hds. Majestæt behagede at tage Badeanstalten i Øiesyn; dernæst blev hun ledsaget til de fleste af de netteste, frieste og lyseste Sygestuer, hvor hun huldrigt henvendte sig, dog mest med personlige Spørgsmaal, til enkelte Syge. Derfra førtes hun til Oeconomikjøkkenet og dernæst til Hoospitalets Lemmestuer. Her besøgte hun ogsaa kun de anstændigste og hyggeligere Stuer, nemlig de fleste i "den nye Bygning", men i "den gamle Byging" alene Spindestuen og de to Legatstuer. Paa Spindestuen opholdt hun sig især længe, besaa Lemmernes Arbeide, og udbredte ogsaa her ved sine kjærlige Yttringer og ømme Deeltagelse overalt Lindring, Trøst, Haab og Glæde. Endelig lod Hds. Majestæt sig Hospitalets Kirke forevise og forlod Stiftelsen efter lidet over 1½ Times Ophold. Om de paa Lemmestuerne benyttede Lagener (der ere  de i Kjøbenhvansposten omtalte, fra Sygestuerne fordrevne Varer), skal hun have yttret sig just ikke paa den fordelagtigste Maade, og det endskiøndt de 5 Dage iforveien vare leverede rene. (Hvert Par bruges paa en Seng i 6 Uger). - ... Som et Curiosum skulle vi blot slutteligen anføre, at kun en Deel af Badestuens Vægge blev hvidtet indtil Hds. Majestæts Ankomst, og at Resten ikke blev fuldført, men den Dag idag, som en skjøn Contrast, paraderer ligeoverfor den hvide Deel, skjøndt badestuen strax den følgende Dag igjen blev tagen i Brug. - Vi troe iøvrigt, at man med fuld Ret tør gjøre den Slutning, at Hds. Majestæt ikke har beseet Hospitalet saaledes, som hun havde ønsket det. - At man ad Omveie iforveien varbleven underrettet om hendes Komme, tør vel ogsaa antages.

20 juni 2017

Anmodning til Huuseiere.

Ligesom de større stæder på mange måder har fortrin fremfor de mindre byer, således er man igen i disse fri for synet af megen elendighed og fordærvelse både i fysisk og moralsk henseende, som de første frembyder i rigelig mål. At København skulle gøre nogen undtagelse fra denne almindelige regel, var urimeligt at vente. Men det bliver ikke desto mindre enhver god borgers pligt i hans kreds, så vidt muligt at bidrage sit til at fjerne og forebygge forargelige eller sørgelige scener som publikum er vidne til uden nytte for pågældende. Indsenderen har de sidste 10 år boet på forskellige steder i byen og allevegne fundet gentagelse af det samme ubehagelige skue som han altid forgæves har håbet at blive fri for i sin nye bolig. Nemlig pjaltede og elendige mennesker som ved at synge eller spille i gårdene tiltrygler sig et par skilling. 

Omtrent i 5 år har således et par mennesker formodentlig mand og kone, opvartet ham med deres musik, som har noget særdeles ubehageligt ved sig og minder om alt usselt og elendigt. Også går i den senere tid en gammel mand omkring i den midterste del af byen og synger salmer. Han er næppe i stand til at holde sig fra at tumle omkuld. De herrer husejere burde i sandhed holde deres beboere fri for sådanne besøg som det jo ikke er muligt for politiet at forhindre. De ville derved gøre sig fortjent af de ulykkelige selv, som ingen nytte har af det par skilling de på denne måde afnøder deres medmenneskers medlidenhed, men fortærer dem på en rus hvorved følelsen af deres elendighed kun får fornyet styrke når de kommer til besindelse igen.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 76-77). 

En farlig Kjelderhule i Magstræde.

I Magstræde nr. 24 findes en luge som ofte bliver åbnet, og hvorved åbnes adgang for folk der har lyst til at fald en 4 eller 5 alen og brække et ben eller andre lemmer. Den åbning som er tilvejebragt ved lugens oplukning, optager næsten hele fortovet, så man for at undgå faren her nødvendigvis må gå ud midt på gaden. Indsenderen troede først at det var et brat nedgående underjordisk hul. Ved nærmere beskuelse opdagede han imidlertid en trappe, men som så temmelig nær dannede en ret vinkel med jorden, hvorfor man vel til forskel fra andre kælderhalse passende kan benævne den omtale åbning en kælderhule. Da der nu intet rækværk eller noget som helst afvisende tegn findes anbragt på dette sted, ville ulykkelige hændelser næppe udeblive hvis nævnte hule for fremtiden skal stå åben. Og man må derfor bede ejeren om at gøre det fornødne, politiet om at sørge for at samme ikke bliver åbnet som hidtil. Kælderen benyttes til brænde, og der kommer vel kun lidt lysning ind gennem et lavt vindue. Men hvis det er tilfældet, burde ejeren hellere bekoste vinduet forandret eller anbragt et nyt vindue end tilvejebringe en lysning hvorved den almindelige sikkerhed kommer i fare.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 75-76).  


Redacteurens Anmærkning

Magstræde 24 blev i 1856 delt i A og B. A blev i 1856 til Nybrogade 24 B, I 1859 Nybrogade 32. B blev i 1859 til Magstræde 19, 1919 til Magstræde 17-19, Nybrogade 30. Magstræde 23 er tidligere omtalt i forbindelse med en dansebod.

19 juni 2017

Yderligere Bemærkninger angaaende den af Hr. Eibeschütz oprettede Stiftelse i Compagnistræde.

I et inserat i sidste nummer af dette blad er det blevet erklæret at ovennævnte stiftelse ikke har noget med menighed eller Fattigvæsen at gøre, og at hr. Eibeschütz selv administrerer samme. At det sidste er tilfældet har indsenderen også senere erfaret. Men ikke desto mindre bliver det dog sandt at huset engang ved gave af hr. Eibeschütz er blevet til en stiftelse, og at det altså er det offentlige (ligegyldigt om det er Fattigvæsen, repræsentanter eller andre autoriteter) der har at påtale det, når man søger at gøre nogen forandring ved det der engang er skænket samme. 

At huset nemlig en gang for alle er skænket, må som allerede berørt i forrige inserat, antages på grund af at der uden på huset står, læseligt for alle: "Skjænket af H. S. A. Eibeschütz" osv. og det omtalte reglement viser alene at hr. Eibeschütz selv er bestyrer af samme og altså som sådan har ret til at opsige beboerne, når deres opførsel gør dem uværdige til længere at bo i det. Når det endvidere hedder i dette inserat at hr. Eibeschütz muligvis har i sinde at udvide sin velgerning ved at lade de familier der bor i nævnte stiftelse tilligemed en del andre bor i et hus i Studiestræde, da er det ingenlunde indsenderens agt på ringeste måde at betvivle hr. Eibeschütz' gode hensigt med det gode arrangement, men han skal dog tillade sig følgende bemærkninger: Det man især roste hr. Eibeschütz for da han bortskænkede denne stiftelse, var at han lod familier bo i samme der før havde været velhavende, men som nu ved uheld var kommet tilbage. Den mosaiske menighed har også andre fattigstiftelser, men som alle bebos af folk der på få undtagelser nær, hører til den lavere klasse.

Når nu hr. Eibeschütz ombyttede dette hus i Kompagnistræde med det i Studiestræde, hvilket sidste skal bestå af meget små lejligheder, der kun er indrettet for de mest forarmede familier, da var det væsentligste ved denne velgerning ophævet. Der ville således nemlig ikke længere være noget hus hvor de trængende, skønt mere dannede familier af den mosaiske tro skænkedes fri bolig hvorimod de ældre stiftelser kun ville blive forøget med en ny af samme slags. Og det bliver således dog rigtigt at hr. Eibeschütz i det væsentlige ville ophæve den gave han engang havde skænket.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 59-61). 


Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i nr. 1306, 9. Januar 1841. Side 31-32. Artiklen besvaredes i nr. 1307, 16. januar 1841, side 41-42.

Noget om den Uskik at lade Fruentimmer spille Mandfolkeroller.

Blandt de misgreb der finder sted ved teaterstykkers opførelse på vores scene, er det vist nok et af de væsentligste at man lader kvinder spille drengeroller. Hvorfor denne fremgangsmåde er i højeste grad forkert, ligger især i at illusionen der naturligvis er det vigtigste ved al komediespil, ganske forstyrres. Hvor megen umage de end gør sig, kan kvinderne dog ikke forhindre at deres kvindelige sopranstemme forråder dem. Og hvor megen umage tilskuerne på den anden side gør sig for at sætte sig ind i rollen, må dog den tanke bestandig falde dem ind at det er en kvinde der er forklædt som mand. Dette er således for at tage et eksempel, i særdeleshed tilfælde ved Madame Stages spil som den unge søkadet i "De uadskillelige". For om hun end måtte spille sin rolle nok så godt og med nok så megen flid søger at bringe publikum til at tro at det ser en virkelig søkadet for sig, vil hendes temmelig spæde kvindestemme tilintetgøre alle hendes bestræbelser.

Teaterdirektionen kan vist næppe undskylde sig med at der mangler skuespillere til at besætte disse roller. For der er unge elever nok der nu så længe har fungeret ved teatret uden at være blevet brugt til synderlig andet end til tjenerroller og lignende. Og dog gives der af den nogle såsom Gundersen, Møller og flere der vist nok har talent. Og når de fik lejlighed til at øve sig i noget mere omfattende roller end dem man sædvanlig lader dem udføre.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 58-59).  


Redacteurens Anmærkning

J. L. Heibergs vaudeville "De Uadskillelige" (1827) var blevet opført på Det Kongelige Teater 22.november og 16. december 1840, samt 13. og 30. januar 1841. Stykket var en af hansbenhavnervaudeviller, måske tilegnet hans senere kone Johanne Luise.

I Kjøbenhavnsposten 11. november 1837 kunne man læse om ændringer i "den kvindelige dannelse":
Kjøbenhavn, den 11te November 1837. - Den store Revolution, som i den senere tid er foregaaet i hele den qvindelige Dannelse, i hvilken Bogen og Brodeernaalen har indtaget Malkebøttens og Feiekostens Plads, og som, alle Overdrivelser fraregnet, vistnok ikke kan andet end glæde Enhver, har i Henseende til de unge Pigers Sundhed vist ikke havt nogen gavnlig Indflydelse, men bærer sikkert for en Deel Skylden for den større Nervositet og anden Svaghed, som nu synes at herske fremfor i en tidligere Tid. Den Mangel paa kraftig Bevægelse og legemlig Uddannelse, som det nye Opdragelsessystem medfører, har man derfor i de fleste større Stæder søgt at afhjælpe ved Voltigeerindretninger for unge Piger, og disse have, hvor de have været indført, alt baaret saa heldbringende Frugter, at det ikke mere kan være tvivlsomt, at saadanne lidt efter lidt ville blive indrettet overalt, og saaledes væsentligen ville bidrage til at gjøre legemlig Styrke og Smidighed, Sundhed, Livlighed og Gratie stedse almindeligere, og derimod til at banlyse de Sygdomme ja endog Synder, som danne vor nuværende Civilisations Skyggesider. Det glæder os derfor at kunne meddele, at en saadan Gymnastikindretning for unge Piger ogsaa hos os vil blive oprettet. Efter Forlydende skal nemlig Hr. Langgaard, hvis orthopædiske Institut paa Tuborg erhverver sig en stedse almindeligere, velfortjent Anseelse, have besluttet, her i Byen at indrette en Voltigeeranstalt for Damer, hvorved hans nærmeste Hensigt skal være, at aabne dem, der have forladt hans Institut, Adgang til at fortsætte de Legemsøvelser, der udgjøre en saa vigtig Deel af Curen, og at forskaffe alle dem, der have Anlæg til Skjævhed, Leilighed til saa tidligen og beqvemt at modarbeide denne Tendents, at de muligen kunne undgaae Nødvendighed af en formelig Cur. Men skjøndt det saaledes nærmest er Hr. Langgaards Bestræbelse at fuldstændigegjøre sit Institut, der har fremkaldt denne Beslutning, saa er der ingen Tvivl om, at denne Voltigeeranstalt, der, som bemærket, vil blive indrettet her i Byen, og komme til at staae under Tilsyn af Lægeer og Damer, ogsaa vil blive benyttet af saadanne, der ikke have været Skjæve, og heller ikke frygte for at blive det, og at den saaledes ogsaa i en videre Kreds vil kunne stifte megen Nytte.
Den 5. april 1839 kunne Kjøbenhavnsposten så meddele at gymnastikanstalten for kvinder var åbnet:
Den tidligere af os ommeldte Voltigeeranstalt for Damer, som Kammerrraad Langgaard har oprettet i den af ham dertil indrettede Bygning i Dronningens Tvergade, er i denne Uge traadt i Virksomhed. De Vanskeligheder, der vare forbundne med at finde et dertil passende Locale, og de omfattende Indretninger, som derved ere gorte for at give Anstalten al den Hensigtsmæssighed, som Øiemedet fordrer, have noget længere, end man kunde forudset, forhalet Iværkssættelsen af den Plan, der, saavidt os bekjeendt, først er udgaaet fra Hr. Langgaard; men de mange mindre Indretninger af samme Art, som imidlertid ere opstaaede og allerede ere i fuld Gang, ere et glædeligt Beviis paa den Interesse, Sgen har vakt, paa det Lethed, hvormed den har overvundet de Fordomme og Betænkeligheder, hvormed Ideen i Begyndelsen havde at kæmpe. Der kan saaledes vel ikke være Tvivl om, at en Indretning efter en saa stor Maalestok, som den nævnte, viil nyde den forønskede Fremgang, og at den ikke vil være uden den gavnligste Indfflydelse paa vore unge Damers Sundhed, navnligen paa at forekomme Anlæg til Legemsfeil eller nervøse Onder. 

18 juni 2017

Vore Bønders Mangel af Selvstændighed.

Landalmuens dannelse og opdragelse har så megen vigtighed i enhver stat. Ikke blot fordi denne klasse er den talrigeste på individer, men også fordi dens erhvervskilde er ganske fremmed for alt åndeligt indhold, at den regering som sætter sig til mål at bringe bondestanden i større samklang med de øvrige stænder og vække dens interesse for noget andet end det materielle, nemlig for almenvel og almenoplysning, derved har adkomst til den mest hæderlige ros af samtiden og til efterslægters taknemmelighed. Det er alle bekendt at vores afdøde konge hvad dette angik ikke stod tilbage for de bedste folkefædre, og vi ser med glæde de herlige frugter af det han virkede for den ringeagtede del af nationen. En sammenligning mellem det som bondestanden var ved hans regerings tiltrædelse og hvad den er nu, vil i enhver dansk mands bryst fremkalde en følelse af taknemmelighed mod den forevigede og glæde over hans fredelige virke. 

Men vi kan ikke føle dette uden tillige at ønske vores fædreland at en sådan velsignelsesrig virke må blive fortsat til held for den gode bondestand. At det fremdeles vil være den danske konge magtpåliggende at sørge for sine bønders oplysning og åndelige forening med den øvrige del af nationen, så at der må fremstå en stor åndelig enhed i det danske folk, ligesom i vores ældste forfædres tid, da enhver dansk mand var en broder og ligemand til enhver hans konges undersåt. Det er derfor ikke nok at Frederik den Sjettes efterfølger beskytter og vedligeholder de institutter til folkedannelsen som er blevet til på en tid mens landboens åndelige tarv var lettere at tilfredsstille end nu, da en anden retning i samfundslivet også har vist sig hos os. Også dette skylder vi den forevigede konge, at alt ikke mere er opløst i private interesser og personlige hensyn, at den ene provins ikke mere står fremmed for den anden. De almindelige lands- og folkeanliggender træder i vores tid første gang under det oldenborgske hus' regering op med den fordring at gennemtrænge folket i sin helhed og vindicere det danske folk en næsten glemt nationalitet. Folket kan da ikke længere nøjes med de midler som hidtil måtte anses for tilstrækkelige til tilfredsstillelsen af dets åndelige tarv. For at ingen stilstand eller vel endog tilbagegang skal finde sted, må der tænkes på foranstaltninger som kan sætte bondestanden i forbindelse med den nyere tids anskuelser.

Under den forrige regering kunne landalmuens interesse sorteres under de to rubrikker: kundskab til agerbrug og kundskab til menneskets almindelige rettigheder og pligter. Med hensyn til disse formål er gjort alt hvad der hidtil er virket for bondestanden. De fædrelandske interesser var endnu ikke genstand for almuens opmærksomhed således som tilfældet nu er siden stænderinstitutionens stiftelse. Og regeringen havde da heller ingen anledning til at henvende sin omhu på bondens statsborgerlige dannelse. Desto mere levende må trangen nu føles til sådanne foranstaltninger som kan bibringe bondestanden den fornødne forstand på hans interesse som led i samfundet og en nogenlunde sikker takt og selvstændighed til at varetage den uden at lade sig drive og tilskynde til handlinger hvis motiver bonden ikke forstår at bedømme.


Stænderforsamlingen i Roskilde, 1835 og 1836, set i Kjøbenhavnsposten 15. juni 1836. På den medfølgende liste over de 69 valgte, ses ikke en eneste fra bondestanden. Udelukkende fra embedsstanden, og den økonomiske og kulturelle elite.

Denne sag synes at fortjene alvorlig overvejelse. I det forløbne år har vi set hvorledes bønder i de forskellige egne af landet overtalt af omrejsende prædikanter, har givet sig hen til ganske modsatte anskuelser. Og for ikke at tale om at udfaldet af et par stændervalg har vist os endog i disse dage, at bønderne lader sig bevæge til at vælge mænd til deres stands repræsentanter som er deres interesse fremmede. Man har endog for kort tid siden erfaret det forunderlige tilfælde at 50 bønder i et vist distrikt for ramme alvor har villet vælge kongen selv til deres deputerede. Sådanne fænomener bør i  sandhed ikke blive upåagtede, og det er i overbevisningen om sine landsmænds deltagelse for sagen og erkendelse dens vigtighed at indsenderen bringer den på bane.

Skulle det ikke være muligt at bringe bonden et skridt videre fremad, så han kan nå det punkt som fører ham ind i en forstandig erkendelse af stænderinstitutionens betydning og hans eget forhold til den? Det ville i sandhed være sørgeligt om dette skulle besvares benægtende. Og i hensyn til det meget regeringen hos os har udrettet til bondestandens oplysning i andre henseender, kan det vist ikke heller betvivles at det jo også var muligt at bibringe den hæderlige stand det højst nødvendige af statsborgerlig indsigt uden at dertil behøvedes en hel menneskealder eller mere. I særdeleshed da undervisningsvæsnet i en lang række af år har været i en sådan stand at der ikke kan savnes den nødvendige forberedelse til kundskabens erhvervelse.

Man har sagt. "Frederik den Sjette gjorde bonden til menneske, Christian den ottende vil gøre ham til borger". Og så vidt som dette er træffende og indeholder sandhed, så sandt er også tiden kommet til at drage omsorg for at bonden kan blive en forstandig borger som kender sin egen interesse og kan bestemme sig uden andres indflydelser. Dette mål kan måske forekomme mange læsere alt for vanskeligt eller dog langsomt at nå. Men tager vi i betragtning hvad bonden som vælger og som deputeret skal præstere, da må det sikkert vise sig både let og nærliggende, såfremt der kun foretages noget alvorligt. Det kan jo ikke være bondens sag at glimre mellem de forsamlede folkerepræsentanter ved kundskaber og veltalenhed. Det gør intet til sagen om han i lighed med sin stand står på et lavere trin når han kun er sig klart bevidst hvad han vil og hvorfor han bør ville dette eller hint. Ikke heller kommer det an på om vælgerne blandt bondestanden er i stand til at bestemme sig til fordel for dette eller hint politiske parti, når de kun bestemmer sig selv af hensyn til deres erkendte fordel og gør da meget bedre i at overlade den valgte selv hvilket parti han vil tage som den der repræsenterer dem og er udvalgt dertil som den mere kyndige. At bringe bonden til dette punkt af statsborgerlig forstandighed, kan ikke være så vidtskuende en forhåbning. Det vil være muligt forhåbentligt endog i meget kort tid ved hjælp af nogle så lidt bekostelige foranstaltninger.

Det første og vigtigste skridt i denne henseende er at vække bondens interesse for landets anliggender i almindelighed. Og da dette alene kan ske ved at tilfredsstille almuens så karakteristiske nysgerrighed, vil det være meget godt om det blev foranstaltet at ethvert skoledistrikt på landet kunne have sin avis at læse. Dette kunne gerne være stiftstidenden eller en anden provinsavis som tillige indeholder uddrag af stændertidenden. Og det kunne pålægges skolelæreren en vis aften i ugen at forelæse den holdte tidende for dem i distriktet som ville indfinde sig i denne anledning. For at forebygge uordener, måtte det være præsten pålagt i forening med vedkommende øvrighedsperson at have tilsyn med denne forelæsning og udelukke derfra hvem som forstyrrede god orden. Antallet af de fremmødte måtte indskrænkes efter omstændighederne. Så vidt vides er en lignende indretning allerede for længe siden foreslået i Jyllandsposten. Men om den er realiseret eller hvad held den har haft, er indsenderen ubekendt.

Dernæst ville ikke så lidt udrettes ved en forandring af Folkebladets karakter. Da dette blad har til hensigt at udbrede almenoplysning, kunne det ikke siges at være stridende mod øjemedet, at det i sin sædvanlige moderate tone behandlede statsborgerlige anliggender hvorom begreberne hos mængden som ovenfor vist, er i sørgelig grad forvirrede.

Folkebladet er vidt udbredt, og når det stadigt leverede sammenhængende udviklinger af de social forhold, ville dette ikke blot geråde bladets læsere til nytte, men ved kundskabens meddelelse i de hyppige samtaler om sådanne genstande, en langt videre kreds.

Som en tredje bemærkning til opnåelse af dette gavnlige øjemed fortjener det også at erindres hvor megen nyttig tid der går til spilde for soldaten mens han gør tjeneste ved militæret. Hvor mange døgn drives ikke unyttigt bort i vagtstuen, og hvor mange hele og halve dage bortslentrer ikke soldaten på gaden og offentlige pladser. Vist nok vil det ikke kunne gå an at tage hans tid i beslag mere end højst nødvendigt. Men det kan på den anden side intet skade om der blev draget omsorg for at tjenestetiden som i så mange henseender er til nytte for bondekarlen, især til at vænne ham til raskhed, orden og renlighed, også blev anvendt til at give hans åndelige væsen et lettere sving. Var der i enhver vagtstue henlagt tidender og nyttige småskrifter, måtte de bidrage til at fordrive en kedsommelig tid som på denne måde kunne blive nyttigt anvendt. En lignende foranstaltning lod sig vel også udføre på kasernen.

Anvendelse af disse midler mener indsenderen at være tilstrækkelig til at afhjælpe den omtalte mangel. Men i erkendelse af at sådant ingen kraftig fremgang får, så længe der ikke understøttes af autoriteterne, da erfaring har lært at private foretagender af den art laborere af en vis afmagt, tør han ingen forhåbning om deres gavnlige anvendelse nære med mindre incitamentet gives ovenfra. I forventning om at vores konge er for oplyst til at ønske sig enten blinde modstandere eller blinde talsmænd, håber han at Hans Majestæt også vil hellige denne sag en overvejelser og iværksætte de tjenlige midler. Fiat!

(Politivennen nr. 1307, Løverdagen, den 16de Januar 1841. Side 49-57).  

Den første holstenske stænderforsamling i Itzehoe, 1835. Johan Friederich Fritz (1837). Det kongelige Bibliotek.


Redaceturens Anmærkning.

Kiøbenhavnsposten bragte den 6. september 1841 en artikel om en løjtnant Adolf Fibiger som var blevet landsforvist efter at have udbragt en skål for demokratisk ånd i 1838:
- Det vil være være Læsere bekjendt at en af Alle elsket og agtet ung Mand nylig er afgaaet ved Døden, Capitain Adolf Fibiger, som for omtrent et Aarstid siden reiste til Madera, i Haab om at denne Øes mildere Klima skulde indvirke gunstig paa hans angrebne Bryst. Dette Haab opfyldtes imidlertid ikke; han vendte uden synderlig Bedring tilbage til Hjemmet for her at finde sin tidlige Grav. Anledningen til udbrudet af hans Sygdom er maaske mindre bekjendt. Mange mindes vel ikke længer, at ved Læseforeningens 28de Mai-Fest i Aaret 1838 daværende Lieutenant A. Fibiger udbragte en Toast for den democratiske Aand, og at der derfor blev optaget Krigsforhør overe ham, samt at han kort efter blev sendt over til Vestkysten af Slesvig, hvor han beskiæftigedes med Opmaalingsarbeider og forblev indtil for omtrent halvandet Aar. Det derværende Ophold i den usunde fugtige Luft havde imidlertid virket saa skadeligt paa hans svage Constitution, at han med en ulægelig Brystsygdom omsider forlod Vestkysten. En af hans derværende Venner bevidner dette i "Ribe Avis" i følgende mindeord om den Afdøde: "Den 27de August døde Capt. Adolf Fibiger paa sin 28de Fødselsdag. Ribes Indbyggere mindes ham vel fra hans Ophold her, der desværre forkortede hans Liv. Mange af dem kjendte ham, og hver ærlig Mand, der kjendte ham, havde ham kjær. Han elskede sit Fædreland som Faa elske det, og var begeistret for Friheden som de, der grue for at misbruge den; han var et ærligt, kjærligt og elskeligt Menneske, livlig og aandrig og høit begavet. Hans Tab vil blive begrædt, saa vist som Kjærlighed ikke er uddød i Danmark".
Samme avis bragte den 25. februar 1842 følgende dom over Frederik 6 (uddrag):
I Loll. Falst. Stiftst. af 21de dennes udtaler en Indsender sig decideret imod Planen til et Monument for Frederik 6te. Efterat have opstillet de Spørgsmaal, om der er tilstrækkelig Grund til at oprette et saadant? om der ikke er meget gyldige Grunde til at lade denne Sag fare? og om Fremtiden vil fremstille den lange Aarrække, i hvilket Frederik holdt Statens Ror, som hæderlig eller ydmygende, som lykkelig eller ulykkelig? - besvarer ham dem paa følgende Maade: "Som Privatmand var Frederik retsindig, ordholdende, arbeidsom, tarvelig. Som Regent besiæledes han af varm Kjærlighed til sit Folk og navnlig til Bondestanden; men han vilde fremme sit Folks Vel ene paa sin Viis, fordi han, som han erklærede den Forening af Medborgere, der faa Aar før hans Død petitionerede imod yderligere Indskrænkning i Trykkefriheden, alene kunde bedømme hvad Folkets Tarv krævede. Hans hele Regering er en Commentar over disse Ord. Og formaaede han at løse den svære Opgave, han saaledes lagde paa sine egne Skuldre? Kjendsgjerninger maae tale; Historien har givet Svar. Vor Flaade blev bortrøvet, medens vi drømte om Fred og ingen Fare. Norge - den halve Deel af den danske Stat - blev taget fra os. Danmark - sagde den franske Publicist de Pradt kort Tid derefter om os - er ikke længere et Rige, det er det smukt Herskab (seigneurie). Men bleve nu, spørge vi videre, de tilbageblevne Levninger consoliderede? blev et godt Finantssystem indført? Holsten er bleven knyttet til Tydskland ved et uopløseligt Baand, Slesvig vakler mellem Norden og Syden. Om Successionen i disse Dele af den danske Stat er Alt Forvirring og Usikkerhed. Hvorledes Finantsernes Tilstand og Finantssystemet var, da Stænderne traadte sammen, vide vi Alle at Frederiks Regering var ulykkelig, ligger da klart for enhver. --- det Monument, til hvis Oprettelse Indbydelsen er udgaaet, er ikke for Frederik som Privatmand, men som Konge; og som Konge var hans Regering saa ulykkelig, at dersom ligesaa Meget tabes under nogen af hans Eftermænd, bliver Intet videre at tabe, fordi Alt da er tabt. Det viser sig desaarsag ogsaa, at Indbydelsen ikke finder Gjenklang i Folket, at Intet af Betydenhed tegnes - thi Ideen er, om end vel meent, uheldig."  
Landboernes synspunkter i Præstø kom til udtryk for 28. maj-festen i anledning af indkaldelsen til stænderforsamlingen, i Kjøbenhavnsposten den 2. juni 1843: 
28de Mai-Fest, afholden i Mehrhestehaveskov i Præstø Amt i Aaret 1853.
Efter Indbydelse af Sogneforstanderne for Mehrn Sogn, blev i en Skov, som ligger ved Høvdingsgaard, den 28de Mai festligholdt ved Musik, Sang og Taler. Man kan regne, at henved 1000 Mennesker, hvoraf Tredieparten vare Folk udenfor Bondestanden, vare nærværende. Festen blev aabnet med Sangen: "Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden", som blev ledsaget af Instrumentalmusik. Herefter skulde Folkeforlystelsen begynde med Dands, som imidlertid ikke kunde blive almindelig, eftersom den Natten forud faldne Regn havde gjort Pladsen altfor vaad.
Kl. omtrent 6 fremstod Hr. Pastor Rørdam for til den forsamlede Mængde at tale om Dagens Betydning og den Tak som man skyldte Kong Frederik den 6te, fordi han havde givet Folket Leilighed til, igjennem dets udvalgte Mænd at tale dets Sag for Thronen. Ligeledes talte Hr. Pastoren til Priis for Kong Christian den 8de, der havde givet Landcommunalanordningen. Efterat Taleren sluttelig havde ønsket al Velsignelse over Kongen og Dronningen opfordrede han Forsamlingen til at give sin Mening tilkjende, hvorpaa et meget sygeligt Hurra blev udbragt af nogle Faa af de af Hr. Pastoren nærmeststaaende. Nogle af Grundtvig forfattede Maisange bleve dernæst afsungne, hvorefter Enhver med sin Familie eller Bekjendte forslog Tiden saa godt som muligt, indtil Kl. 10, da et lille Fyrværkeri blev afbrændt. Derefter opfordrede Hr. Rørdan Forsamlingen til at gjentage de ommeldte Sange, hvorpaa han gjentog sin Opfordring til de Tilstedeværende, at erindre sig Dagens sande Betydning og i den Anledning, for "Kongens Magt og Folkets Stemme", ved et kraftigt Hurra at vise deres Taknemmelighed. Nu optraadte imidlertid andre Talere, som med kraftig Stemme lod høre, at hidindtil kjendte Folket ingen store Følger af Stændernes Raad; at de mange uopfyldte Folkelige Ønsker fra Aaret 1840, burde som begravne offres en Sørgesang, "vi ville da først raabe Hurra, naar Ønskerne om Skattebevilingsret, om Trykkefrihed, for Folkets ansvarlige Ministre og flere lignende ere blevne opfyldte". "Et Leve" for Constitutionen blev sluttelig besvaret af Mængden med et kraftigt og længe rungende Hurra. - Da nu Festen saaledes var endt, er det rigtignok meget at beklage, at Slutningen skulle tage en sørgeligere Ende, idet et Menneske tilsatte Livet, derved at en af Kanonerne sprang ved Affyringen til Opbrudstegn. Det var en Bondekarl i Livets bedste Alder, ikkun 22 Aar gammel. Han var efter det optagne Syn bleven truffen af et Stykke af den sprungne Kanon lige for Hjertet, saa at han efter faa Øiebliks Forløb havde opgivet Aanden. Besynderligt nok, at den første her afholdt Folkefrihedsfest krævede et saa blodigt Offer.
En af de Tilstedeværende.
Pastor Peter Rørdam (1806-1883), bror til Hans Christian Rørdam, cand. theol 1829, huslærer i Hillerød, 1831-1841 lærer i Københavnske asylskoler og ven med dronning Caroline Amalie. Han var blevet præst i Mern 1841, Ved valget til den grundlovgivende rigsforamling i 1848 støttede han H. N. Clausen, men bønderne valgte i stedet væver Hans Hansen fra Mern.