Skipper Jensens Menageri. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i flere år har skipperen på lods- og fyrskibet Drogden fundet god regning ved at opkøbe en del svin ombord på dette skib - den navnkundige proviant i bedrøvelig hukommelse. - Bopælen og øvrige bekvemmeligheder hvormed hr. skipper Jensen så smukt har forsynet sine firbenede yndlinger, er meget til hinder for passage og manøvrering, ligesom det store svineri og den hæslige stank dyrene frembringer, er til utålelig gene for Dragør lodser der er beordredet til såvel nat som dag, at holde vagt på "Drogdens" dæk. Når vi ved adskillige lejligheder har beført for lodserne det urigtige i, at de ikke for deres foresatte besværede sig over svineriet ombord i fyrskibet, har vi bestandig fået til svar: "Hvad kan det hjælpe? Vi er uden alt forsvar og ingen vil tage notits af vores besværinger!" Det er i sandhed i høj grad mærkværdigt.

Imidlertid mener vi dog at enten bør lodserne forskånes for opholdet ombord i Drogden eller der bør sørges for at det jensenske menageri med tilhørende bliver ryddet bort. For hvorledes end vedkommende tror sig at kunne være bekendt at behandle de danske lodser, så er det dog vel drøjt uden hensyn at tvinge en så agtværdig stand til at tage vagt ved siden af en svinesti.
København den 3. december 1847.
O. L.

(Kjøbenhavnsposten den 6. december 1847)

Fyrskibet Drogden lå oprindeligt ved Læsø, men blev i 1837 flyttet til Drogden Rende, ca. 7 km syd for Dragør. Dragør Lodseri fik som nævnt i artiklen indrettet en filial på skibet i 1837. På fyrskibet var der 6 køjepladser til fyrskibets mandskab i lodser, med fuld kost. Skibet var 22 meter langt, 6,6 meter bredt. Det er nu skrottet.

Fyrskibet var bl.a. bemandet med 6 lodser som havde nok at lave. I 1840'erne passerede årligt ca. 20.000 skibe. Det var udlagt 1. marts til 21. december. I tåge slog en af medarbejderne på gongong. G. J. Jensen var fyrskibsfører 1843-1953.

Nogle Ord om Oldermændsposterne ved Helsingør og Dragø Lodserier. (Efterskrift til Politivennen)

I Kjøbenhavnsposten nr. 149 for onsdag den 1. juli f. å. findes en artikel der henleder høje vedkommendes opmærksomhed på nødvendigheden af fungerende lodsoldermænd ved Helsingør og Dragør lodserier og som udtaler sig over det urigtige i at overdrage nævnte
vigtige poster til de ved lodserierne ansatte bogholdere.

Selv om man nu måtte antage, at det ville være overlodsen i Sjællands Distrikt, hr. kommandent Wulff en sand fornøjelse at se de ham underlagte lodserier velorganiserede og med beredvillighed sørge for at få en så væsentlig mangel som den her påpegede afhjulpet, så ser man dog endnu at de ovenberørte to store lodserier må savne aktive lodsoldermænd. Grunden hertil er ikke let at indse! Den kan ikke ligge i manglen af lodskyndige og indsigtsfulde mænd til hvem lodsoldermandsposterne kunne overdrages, for hr. overlodsen kender vistnok ligeså godt som vi, hvor sådanne mænd uden vanskelighed er at finde. Det er heller ikke antageligt at ømhed for de gamle lodsoldermænd kan være årsagen: vil man ikke formindske disses indtægter, så giv dem da hele deres aflønning i pension. Men lad dem vige rent tilbage fra en post de ikke mere formår at passe tilstrækkeligt og lad dem give plads for lodskyndige og raske folk der med indsigt og konduite kan anføre lodserne til de søfarendes gavn.

Ser man på Dragør Lodseri - det største og vigtigste i Danmark - da må man dog i sandhed forundres over, at lodsoldermandens vigtige bestilling er overdraget til hr. søkrigskommissær Jepsen, der i forvejen er ansat som lodseriets bogholder *). Hr. Jepsen har vel i sin tid været skipper og kan som sådan have været meget duelig. Men han er dog ikke i besiddelse af alle de egenskaber, som nødvendigt må findes hos en lodsoldermand, når han skal passe en sådan post. Med andre ord: han er ikke lodskyndig, men mangler endog nøjere kendskab til sit lodsfarvand. Han formår derfor ikke at orientere sig som lodsernes anfører, selv om han ikke allerede var betynget med en bestilling, der optager så meget af hans tid, at han umuligt som lodsoldermand kan være tilstede ved lodseriet og iagttage den derved fornødne orden, uagtet dette dog påbydes i lodsanordningen § 23. Som lodsbogholder er hr. Jepsen sit fag fuldkommen voksen, det er altså rigtigst, at han udelukkende færdes på sit lodsbogholderkontor. Men om end hr. overlodsen står i familie- eller venskabsforhold til hr. Jepsen, så burde det dog ikke forårsage, at et så vigtigt lodseri som Dragørs må savne en mere dygtig eg indsigtsfuld lodsoldermand, til hvem lodserne kan henvende sig i de mange forskellige tilfælde, som indtræffer og af hvem de kunne have den nødvendige vejledning og hensigtsmæssige anførsel.

Hvad der således her er udtalt til bevis for det urigtige i at lade hr. søkrigskommissær og lodsbogholder Jepsen vedblive at beklæde lodsoldermandsposten ved Dragør lodseri, kan også - med lidt forandring - fremføres imod at hr. overkrigskommissær og lodsbogholder Hjorth fremdeles betros Helsingørs lodsoldermands bestilling.

En lodskyndig og indsigtsfuld lodsoldermand er et stort og uundværligt gode for ethvert lodseri og burde derfor allermindst savnes ved så vigtige lodserier som de ovennævnte. Vi skulle blot tillade os at henvise til Københavns Lodseri. Her herskede for ikke lang tid siden den største uorden; men siden hr. fastlods Engelsen blev ansat her, er her - til stor nytte for de søfarende og til renomme for dhrr. lodser - fremkommet en priselig orden og livlighed, der naturligvis endnu ville fremtræde tydeligere om hr. Engelsen som oldermand direkte havde noget at sige og frie hænder til at rette de mangler, der endnu
måtte være til stede.

Sådanne "praktiske mænd af faget" hvis dygtighed er grundfast - mænd, som ved egen kraft, konduite, indsigt og Humanitet har erhvervet sig et hæderligt navn og almindelig agtelse: sådanne mænd er skikkede til at beklæde lodsoldermandsposterne! Af dem ville høje vedkommende kunne høste sand ære! De var i stand til at orientere sig i alle påkommende tilfælde; og af dem kunne lodserne få en behagelig, fornuftig og hensigtssvarende anførsel.
København, marts 1847.

Sch. - Ld.

*) Hr. J driver desuden urtekramhandel

(Kjøbenhavnsposten, 6. april 1847)

Farvandet mellem Dragør og Sverige domineres i dag med udsigten ti Øresundsbroen. Sådan var det ikke i 1847. Men det er stadig godt befærdet med skibe - og lodser har stadig arbejde. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Opfordring til Dragø Lodser.

Da det er os bekendt at Dragør lodser i disse dage har tilstillet admiralitetet og generaltoldkammeret hvert en velmotiveret besværing i anledning af fyrskibsfører Jensens fremfærd imod dem i den nok så bekendte proviantsag, så tillader vi os herved at opfordre d'herrer lodser til gennem Kjøbenhavnsposten at offentliggøre en af de nævnte besværinger for at publikum derved kan erfare at vi har faret med sandhed i det vi i dette blads nr 51 for d. m. har fremført angående hr Jensen.

Ved denne lejlighed kan vi ikke tilbageholde det ønske at det måtte behage hs. m. kongen eller admiralitetet at skænke Dragør Lodseri den for lodseriet i almindelighed og lodserne i særdeleshed store og heldbringende velgerning at udnævne en indsigtsfuld, human og lodskyndig oldermand der med konduite kan bringe en bedre tilstand, så at lodserne da ikke som nu, selv behøvede at henvende sig til admiralitetet for at få orden i deres sage.
To skibsredere.

(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1847).

Enhver der kender forholdene ved Københavns Lodseri således som disse har været og nu for tiden er, må vistnok indrømme, at dette selskab i alle henseender er gået fremad til det bedre. Den mand, som disse forbedringer udelukkende skyldes, er lods og dannebrogsmand hr. Engelsen. Skønt han oftere ved smålighed har mødt forhindringer i udførelsen af påtænkte forandringer og forbedringer der, hvor vedkommende af al iver burde have ydet ham assistance, er E's interesse og nidkærhed for lodseriets ordning på en hensigtsmæssig måde dog ingenlunde kølnet. Uagtet der, som bemærket, er gjort meget for lodsselskabet, er det dog vist, at der endnu er en del at reformere, og at Hr. E. for vedkommende har ytret sig om måden, hvorpå sådanne forbedringer bedst lader sig iværksætte; og det er derfor virkelig beklageligt, at denne mand, der bde er sit fag fuldkommen voksen og dertil en meget human og en dannet mand, dagligt bliver fortrædiget cg chikaneret for sin tjenstivers skyld. At hr. E. med en mere udstrakt myndighed ville virke betydeligt mere i sit kald, både til det offentliges og de søfarendes gavn og nytte og til hæder for lodsselstabet, er fuldkommen afgjort.

Indsenderen heraf er meget nøje bekendt med de didhen hørende forhold, og han ved ikke, om det nogensinde offentligt er blevet berørt, hvad her er fremført; men at det nærmere burde drøftes, er ikke desto mindre vist. Nu da man borttager gamle plankeværker og hytter ved Toldboden, kunde man måske også passende bortrydde et og andet gammelt inventarium og skramleri fra Toldboden.

(Kjøbenhavnsposten, 23. juli 1847)

Lodstårn i Dragør Havn. Dragør Lodseri var indtil staten overtog det landets største. Det eksisterer videre i Danpilot. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020. 

I den Berlingske Tidende for lørdag den 8. dennes findes en beretning fra Dragør, der indeholder en stor del urigtigheder og hvori vedkommende korrespondent har tilladt sig at fremkomme med uforsvarlige beskyldninger imod kaptajn J. I. Köpche, førende skonnerten "Erwartung", som den 6. januar d. å. løb på Middelgrunden og som nu er indbragt hertil. Vi anser os desårsag beføjede til at tage ordet for den fremmede mand. 

Når det derfor hedder i nævnte beretning, at der da en skonnert observeredes "med flag for lods" - "straks (fra lodsvæsenets side) blev føjet anstalter til at arbejde ud gennem isen med en jolle osv.", så kan vi efter de af os fra sikre kilder indhentede oplysninger på det bestemteste benægte rigtigheden heraf. For uagtet skibet i længere tid havde tonet signal efter lods og var kommet helt ind i farvandet, forblev dog Dragør Lodsvæsen i største uvirksomhed. Lodsoldermanden stod rådvild og vidste ikke, hvad han skulle gribe til, da lodserne manglede - tænk engang - de manglede en jolle, hvormed de kunne arbejde sig ud gennem den ubetydelige is for at komme den søfarende til hjælp! Efter en lang og "vigtig" deliberation med uvedkommende besluttede oldermanden sig omsider til i sin visdom: at låne en jolle, men da denne var uhensigtsmæssig til brug i dette tilfælde, så gik det kun dårligt med fremgangen. Og da oldermanden - der kun skal være halv sømand - havde forsømt at lade oprejse et synligt kontra-signal på jollen, så kunne den ikke observeres fra skonnerten, og derfor besluttede kaptajnen at lade stå indefter for så godt som muligt ved egen hjælp at nå havn før det blev aldeles mørkt, og denne kaptajnens handling vil gives fuldkommen medhold af enhver upartisk sømand. 

Den Berlingske Tidendes "pålidelige" dragørske korrespondent siger fremdeles: at skonnerten rendte nordefter "uden at ville oppebie lodsen". Mener den nævnte kløgtige herre måske, at skibsføreren kunne forsvare at udsætte skibet for total forlis, for at vente på en hjælp, hvortil spor intet sted var at opdage? Nej, hr. kapt. Köpche har, som sagt, ved ovennævnte lejlighed handlet aldeles rigtigt. Derfor er det højst uforsvarligt af vedkommende at skade ham ved offentligt at fremsætte fejlagtig beretning om hans sejlads og manøvrering den dag.

Ved denne lejlighed kommer vi forresten til at erindre, at vi flere gange har set klager i de offentlige journaler over, at Dragør store lodseri ingen lodskyndig oldermand har, men at dennes vigtige post midlertidig er overdraget til lodseriets skriver eller regnskabsfører. Hvad grund vedkommende kan have til ikke at ansætte en anerkendt lodskyndig oldermand i denne mands sted, er ikke godt at indse. For der behøves dog vel ikke større bevis for hans uduelighed end netop, at han i farens stund uden væsentlige hindringer undlader at sende de søfarende hjælp og lader lodseriet være aldeles blottet for nødvendige joller og andre uundværlige redskaber. Denne mangel ved Dragør Lodseri er så meget mere uforsvarlig og iøjnefaldende som lodseriet ejer et jolle-fond, hvori der årlig skal indflyde højst betydelige summer. Men måske gives der tillige en anden bestemmelse for jolle-fondets penge end netop ene til indkøb af joller og andre sådanne for et lodseri rigtignok temmelig uundværlige genstande!

København, d. 18. januar 1848.

(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848)

Skipperstræde i Dragør. De smalle gader og små huse giver måske et fjernt indtryk af forholdene for søfolk og godtfolk i Dragør i 1847. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Heltedaad ved Dragør. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Isens pludselige Opbrud i Fredags Formiddags kom endeel Mennesker, der herfra Staden og fra Amager havde begivet sig ud paa Vildandejagt udenfor Dragøe, i den største Livsfare. Som sædvanligt bebudedes Opbruddet, som indtraf med Nordenvande, ved en huul Drønen og Bragen, og i det næste Øieblik vare over 20 Menneskker paa forskjellige løsrevne store Isstykker afskaarne fra Landet, og dreve med Strømmen. De, der kunde svømme, søgte at redde sig paa denne Maade; men af de Øvrige vilde sandsynligviis Flere have tilsat Livet, hvis ei en Lods fra Dragøe, der var bleven afskaaren paa Isen tilligemed de Andre, ved strax, fra Iisstykke til Iisstykke, at svømme i Land, og med den største Hurtighed og Anstrængelse at skaffe Baade ud over Isen, havde frelst dem. Tretten Mennesker skylde denne brave Mands Raskhed og ufortrødne Iver deres Redning. Faa Øieblikke sildigere vilde maaskee den tiltagende Strøm, der allerede havde bortført dem en Strækning, have drevet dem saa langt ud, at de neppe mere kunde have haabet Frelse. Lodsens Navn er Hans Wass.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1829)

Om den i Tirsdagsnummeret af dette Blad ommeldte Tildragelse ved Isens Opbrud udenfor Dragøe, har Udg. modtaget følgende detaillerede Beretning, som det er ham en Fornøielse her at kunne meddele: "Fredagen den 13de dennes vare 4 Personer, de 2de boesiddende paa Christianshavn og de 2de paa Amager, gaaede fra Dragøe Bye ud paa Isen, deels for at more sig ved Touren, og deels for at skyde Vildænder. Iblandt disse befandt sig en Søn af Skipper Ole Wass paa Dragøe, ved Navn Hans Wass, som, efter at de vare komne noget over 1/4 Miil fra Land, først bemærkede, at der var Nordenvande, hvorfor de besluttede at vende tilbage; men da de i Nærheden bleve nogle Vildænder vaer, som opholdt sigi en Vaage, gik de derhen, i den hensigt at skyde nogle af disse, og strax derpaa at gaae i Land, da i det samme Isen, ved Strømmens Voldsomhed, skiltes ad, og saavel de som en stor Deel Andre, der vare gaaede i Forveien, og formedelst den tykke og taagede Luft vare ude af Sigte, stode Fare for at bortdrive med Strømmen. Hans Wass, som den nærmeste ved det Sted, hvor isen adskiltes, indsaae den øieblikkelige Fare, der truede saa mange Menneskers Liv, kastede sig derfor uforfærdet og uden Betænkning i Vandet, svømmede til den landfaste Iis, og med stor Møie og Besværlighed, lykkedes det ham, at opklavre paa de opkastede, circa 6 a 8 Alen høie Skraaser, og saaledes, uagtet den tykke Taage, mat og forfrossen at naae Dragøe, hvis brave Indbyggere, strax efter at være underrettede om det passerede, ilede med Wass til Strandbredden, begave sig ud paa Isen med Baade, forsynede med de nødvendige Redningsredskaber, saavelsom Compas og Raabere, for at signalisere de længst ude på Isen værende Mennesker, ikke at bortfjerne sig længere. De andre 3 Personer, som vare i Følge med Hans Wass, havde forinden Baadenes Ankomst fulgt hans Exempel og reddet sig, de 2de ved Svømning og anstrængt Opklavring paa de opkastede Iisskraaser, og den 3die ved at flyde paa et Iisstykke, som han ved Hjelp af en medhavende Baadshage, styrde lykkeligviis til det faste Iis. De ovennævnte længere ude paa Isen værende Mennesker, 10  i Tallet, der, da de ved den tykke og taagede Luft med V. S. V. Vind, ei kunde sees fra Land, efter al sandsynlighed ellers vilde være blevne et Rovefor Havet, bleve saaledes frelste ved Hans Wass' uforsagthed og Dragøeboernes Beredvillighed, Mod og Standhaftighed i at trodse Farer for at redde Mennskers Liv. - Det bør ved denne Leilighed ikke lades ubemærket, at det ei er første Gang den brave Hans Wass (der vel er Søemand, men ei, som i f. No. af dette Blad anført, Lods) har frelst Mennesker, fra den meest overhængende Livsfare. Endnu Dagen iforveien reddede han saaledes en kongelig Lods, der var falden i en Vaage, og , uden hans Hjelp, sikkerligen der vilde have tilsat Livet. Hans Navn har derfor dobbelt Krav paa at optegnes og mindes blandt de danske Søemænds, der have gjort sig fortjente ved ædel Daad."

(Kjøbenhavnsposten 19. februar 1829, side 118)

I folketællingen for 1850 og andre slægtssider på nettet er omtalt en skipper (og foged) Hans Ole(sen) Wass, 1801-1860, boende i Søgade 6/Strandstræde 41 og søn af Ole Hansen Wass (1768-1829) og Kirsten Mogens Olsen Mallings (1734-1811). Faderen døde i øvrigt måneden efter, 30. marts. 

Et Par Ord om Nødvendigheden af Opsyn med Fiskerne.

Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Og disse er virkelig nødvendige på steder hvor der bor fiskere, da disse for at afsætte deres varer, opsøger fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer. Føjes der derfor til de allerede trufne foranstaltninger endvidere kavalleripatruljer langs kysten fra Hornbæk til København, ligesom også fra sidstnævnte sted langs Kalvebod Strand og Køge Bugt ville man være temmelig sikret mod smitte fra denne kant. Vanskeligere derimod ville det være at betrykke småøerne og især Bornholm hvis fiskere prajer skibene flere mil fra land for at tilbyde dem viktualier og grøntsager.

Således har nogle rejsende som i onsdags kom fra Bornholm, set flere både 3 til 4 mil fra landet lægge til skibe der kom fra østersøiske havne, og folkene fra bådene gå ombord på disse. Her vil det især være nødvendigt at stationere en ikke ubetydelig del rofartøjer fx kanonbåde der kunne opsnappe vedkommende eller forhindre sådant højst urigtigt og farligt samkvem. At det under den strengeste straf bør forbydes fiskere og andre bådejere at nærme sig skibe fra mistænkelige steder, er en selvfølge. Indsenderen heraf er af den mening at der straks og før smitten overfalder os, bør bruges den største forsigtighed og de strengeste forsigtighedsregler iagttages selv hvis det skal ske med nogen opofrelse eller omkostning. For kommer smitten som Gud forbyde, først i landet, kan følgerne deraf blive højst sørgelige og vores tab måske uerstatteligt.

(Politivennen nr. 807, Løverdagen den 18de juni 1831, s. 439-440)

"Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Fiskerne afsætter deres varer ved at opsøge fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer." (C. W. Eckersberg: Skibe i sundet nord for Kronborg, 1847. Statens Museum for Kunst.)

Roesværdig Færd af Dragøes Fiskere.

Atter igen har dragørboerne med deres egen uforsagthed sat deres eget liv på spil hvor det gjaldt andres frelse, idet de i stormen den 21. april med den mest iøjnefaldende livsfare ved hjælp af deres letsejlende både har reddet kaptajnen og mandskabet fra galeasen Chatarina Maria, hjemmehørende i Rostock. Denne galease drev efter at have ankret i farvandet på grund for sine ankre og fyldtes øjeblikkelig med vand, ligesom de også samme dag og med samme livsfare, satte mandskabet ombord i en anden galease der også var i fare for at drive i land. 

"Dragørboerne har sat deres eget liv på spil hvor det gjaldt andres frelse. I stormen den 21. april har de ved hjælp af deres letsejlende både reddet kaptajnen og mandskabet fra galeasen Chatarina Maria, hjemmehørende i Rostock" (Niels Truslew: En dansk galease, med sidevind,1805. Statens Museum for Kunst)

Kun er det at beklage at disse folk ved at søge Dragør havn med det førstnævnte skibs mandskab, fik et grundbrud som næsten fyldte båden hvorved denne knustes mod bolværket, og en del af mandskabet i båden derved styrtede i søen. Men lykkeligvis hjulpet af dragøernes sædvanlige raskhed blev de dog samtlige reddet. Ikke for at rose dragøerne for deres udviste ædle dåd, hvis uegennyttige udførelse belønner sig selv, men blot fordi man sjældent hører hvad dog ikke så sjældent er tilfældet, at uagtet at de næsten alle er familiefædre vover deres liv for at redde de søfarende som er i havsnød. Man tillader sig som øjenvidne til ovennævnte affære sandheden tro at bevidne dem sin agtelse for deres ædle dåd, hvilken de vist ikke selv omtaler, endsige tror at have vakt opmærksomhed. Men man mener at denne offentlige bevidnelse så meget mere bør ydes dem som det hele passerede. Mens det så vidt berømte såkaldte redningsfartøj kutteren Husum ikke vovede hvad man dog eftersom denne er forundt et allernådigst åbent brev, turde forvente selv at bidrage noget til disse uheldige skibbrudnes redning.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.282-283).

Tiggerunger i vores Småstæder

(Efter indsendt)

En rejsende har med mishag set at denne slemme uskik endnu finder sted hist og her i småstæderne. Således så han i Dragør i søndag for 8 dage siden en stor mængde tryglende børn omkring sig. I Køge blev han i onsdags også tryglet, skønt tingen ikke her syntes at være i den skønne drift som i Dragør.

Måske vil dette ikke være skrevet forgæves, og da samme rejsende om 3 ugers tid atter kommer på samme gader, har han lovet at offentliggøre hvorvidt det har båret frugt.

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8487)

Sønderstræde i Dragør. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Atter Efterretning om Gåseprocessen mellem Majoren på Ven og Skomageren på Dragør

(Efter tilsendt)

Undertegnede Svend Neumann fra Dragør skylder publikum den efterretning i anledning af forhen skete avertissement i Politivennen og i Dagen, at han til ære for de svenske love, rigtig nok har vundet sin sag mod den engelske major og arendeur hr. Stuart på Ven angående de ham så urimeligt forholdte 20 styk gæs der var flydte fra Dragør derover til landet. For disse gæs blev han, nemlig Major Stuart ved dom forpligtet at tilbagelevere tilligemed 26 rigsdaler omkostninger. Imidlertid er dog, uagtet denne favorable dom, flere penge bortsmeltede for mig er værd og jeg ville endnu have tabt meget mere, hvis ikke S. T. hr. Tausen ved sin omsorg og bistand havde forhjulpet mig til min ret.

Som et bevis på denne major Stuarts tænkemåde må jeg ellers her anføre dette: At han for modvillighed i, ikke at opfylde dommen, måtte eksekveres og brugte da en af sine folk ikke alene personlige fornærmelser imod mig, men også antastede og slog eksekutanten til blods, hvorfor også denne hans karl eller inspektør har måttet rømme landet for at undgå personlig hæftelse og videre lovens straf for sådanne forvovne og dumdristige handlinger.

Ligeledes har major Stuart nu og siden efter fundet på at indstævne mig for at afgive en part af de tilkendte omkostninger til det såkaldte dykkeri i Sverige, men med denne påstand vil han nok ingen vegne komme, da han er pligtig at søge mig for mit værneting her i landet, hvor jeg nok skal vide at forsvare mig imod alle påfund og retfærdigheder

Dragør den 9. februar 1807
Svend Neumann
Skomager på Dragør

(Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, side 7307-7309)

von Ostensgade i Dragør. Om skomageren boede her, vides ikke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen henviser til Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6991-6994.

Forunderlig Adfærd mod danske Gæs på Ven

Undertegnede Sven Nieman, skomager på Dragør, finder sig foranlediget til at bekendtgøre følgende.

Sidste år i juli måned drev 20 styk gæs fra mig her fra byen ved en stærk søndenvind, uden at jeg i lang tid kunne finde ud af hvor de var blevet af. Efter megen spørgen og 2 breve, som jeg skrev om det til en mand jeg kendte på Ven, nemlig M. Pedersen, fra og til herremanden sammesteds, hr. P. D. Tauson, fik jeg endelig at vide, at de gæs som jeg havde beskrevet, fandtes der at være fundet der af en engelsk major ved navn Stuart. Og at jeg selv måtte komme derover for at løse dem. Til den ende rejste jeg selv ikke mindre end tre gange derover for at bede majoren om mine gæs, og til sidst bød ham 12 rigsdaler, når han alene ville lade mig få de 4 stykker gamle gæs, ja jeg fik endog den herværende svenske envoye hr. baron Oxenstierne til at skrive major Stuart til om at lade mig få mine gæs. Men alt forgæves.

Grågæs i Utterslev Mose. I dag tænker vi vel mest gæs som hvide. Men man skal ikke langt tilbage i fotografiets barndom før gæs har mørkere farver, især på vingerne. Og på gamle malerier er de bestemt ikke hvide. Om disse nutidige grågæs ligger tættere på de der fløj til Ven, skal jeg dog ikke kunne sige. Men de er på træk. (Eget foto).

Den gang jeg bød hr. Stuart 12 rigsdaler for de gamle gæs, var over 90 danske fiskere  på øen, der alle umagede sig for mig, og siden de så der skete mig uret, ville de til sidst have taget dem med magt. Men hr. Tauson ville ikke tillade det, og gennem toldbetjenten talte fiskerne til rette igen, så der ikke blev noget af denne deres beslutning.

Jeg stævnede derpå major Stuart til Glumsløv Ting i Skåne. Men da jeg de første fire dage ikke kunne få min sag fremmet, og jeg ikke havde tid eller råd til at ligge der længere, gav jeg en anden min fuldmagt og talte selv herom med dommeren. Men denne fuldmagt blev ikke kendt gyldig. Nu har jeg igen måttet indstævne majoren, og håber at blive mine 20 stykker gæs tilkendt, og spørger i den anledning om nogen vil forhandle sig til disse gæs, da jeg håber at få de gamle noget bedre betalt end de unge. 

For en fattig stræbsom mand er 30 rigsdaler mange penge, som disse gæs nu har kostet mig, selvom jeg må rose de svenske for deres megen hjælpsomhed, de har bevist mig ved mit ophold i Skåne. Men næppe ville nogen dansk mand mellem Dragør og Helsingør have opført sig således imod en svensk mand, som denne engelske major Stuart har opført sig imod mig, men hvorfor han nok ikke heller undgår lovenes straf.

Dragør den 23. september 1806
Sven Nieman

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6991-6994)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen kom for retten og blev omtalt i Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, s. 7307-7309.

Uordener.

3) Imellem Hollænderbyen og Dragør skal efter rygtet adskillige kørende personer være med skældsord, trusler og slag overfaldet af mennesker som finder lyst i sådan vildskab. Man anser det for pligt at opvække politiets opmærksomhed på det. Et sådant rygte om det end ikke har fuldkommen grund, har den ubehagelige virkning på dem der skal tage ad denne vej.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5445-5446)