Kongelig Agent Jens Peter Wissing (1788-1867). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Peter Wissing (1788-1867) var søn af en rig købmand i Kolding. Ved faderens død i 1817 overtog han forretningen og havde desuden en række kommunale tillidsposter. Han blev yderligere velstående ved moderen død i 1830, at han opgav købmandsforretningen og levede af afkastet af ejendommen og statspapirer. 

Jens Peter Wissing lånte kommunen penge til et nyt rådhus til billig rente og lempelige afdrag. Han bestemte at hvis han (der var ungkarl og derfor uden efterkommere) døde, skulle resten af lånet hensættes som et legat. Desværre for byen levede Wissing så længe at lånet ved hans død for længst var betalt. Rådhuset stod færdigt i 1839. I 1841 gav han penge til Kolding bys trængende ved udredelsen af deres kommuneskatter.

I 1845 fik han titel af kongelig agent af Christian 8. En titel man fik når man betalte rangskat og som belønning for den indsats, han gennem gaver havde givet Kolding, bl. a. en ny klokke til Skt. Nikolai Kirke, forbedring af orglet og et nyt alterklæde. I 1856 forærede han kirken et stort stykke skov i Seest. Wissing stiftede et legat af hvilke renterne (10 Rd) skulle anvendes til det. Beløbet var så lille at det var nødvendigt at spare sammen for flere år. I 1866 anskaffede man fx 4 nye tavler til salmenumrene.

Allerede i 1830'erne havde han opbygget et ry(gte) som skandalemager, hvilken kom til udtryk i en artikel i Corsaren:

I det Øieblik, da Bladet skal sluttes, modtage vi endnu følgende Brev:

Kolding den 20de Januar.

Kjære Corsar!

Igaar er Jens Peter Wissing bleven Agent; Byfogden har i Kongens Navn meddeelt ham denne Udnævnelse. De husker ham vel nok: det er ham, der hele Dagen staaer udenfor sit Huus i bar Nattrøie, undtagen om Sommeren, da han bærer Chenille; kalder de smaae og store Gadedrenge, der samles om ham, "Mine Herrer", men skikkelige Folk, der gaae forbi, Lumpenpak; laaner Penge ud til Smaadrenge, men aldrig til Familiefædre; aldrig lader gjøre reent i sit Huus, men pynter Kirken med Alterklæder o. desl. - han er bleven Agent, og det er umuligt at see paa ham, at det undrer ham, ja, han syntes slet ikke at føle sig ydmyg ved saaledes at være bleven stillet ved Siden af den store Carstensen. Kun Byfogden saae lidt geneert ud under Høitideligheden.

(Corsaren 24. januar 1845)

Under krigen 1848-1850 havde hans pakhus været benyttet til magasin, to af hans parceller til artilleri, hans lystbåde til fiskeri i Kolding Fjord og han havde måttet aflevere sine våben. I september 1849 indberettede han til krigsministeriet at han renoncerede på erstatning for de tab der havde været ved det. 

I november 1852 blev Wissing idømt en mulkt på 25 Rbd. ved politiretten. Det fremgår af domsprotokollen at han med hujen og skrigen havde forstyrret ”den offentlige Rolighed og gjort sig skyldig i Gadeoptøjer”. Han havde for vane at hidkalde gadens børn for at spørge dem, om de vidste, hvor den fattige agent boede. Børnene pegede så på genboen agent Warmings hus, hvorefter Wissing spurgte dem, hvor den rige agent havde hjemme. Herefter pegede de på Wissings ejendom, en oplysning han kvitterede med fire skilling til hver.

- "Fra mangfoldige Sider" - hedder det i Kolding Avis - "Hører man atter klage over, at Byens berygtede Skandalemager, Agent Jens Peter Wissing, driver sit Uvæsen over alle Grændser af det Tilladelige. Der er navnlig fra flere Sider anket over, at han anfalder saavel Byens som ganske fremmede Damer med de meest uhøviske Talemaader og Udraab. Skulde vort Politi, som man vil vide, ansee sig for uberettiget til at skrive ind for at forebygge saadanne offentlige Skandaler (vi troe næppe, at det kan mangle paa tilstrækkelige Vidner), da er det tilvisse høiligen at beklage. Lad Manden forfølge Byens mandlige Beboere med sine Skjældsord og sin Cohorte af Gadedrenge; det finder man sig j; men det kan aldrig tilgives, at Byen for et saadant Individs Skyld kommer i den Grad i slet Rygte, at anstændige Damer ikke til nogen Tid af Dagen ene tør passere Gaderne"

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

22 Marts (1856). Confirmation paa et af Agent I. P. Wissing af Kolding oprettet Gavebrev om en Fredskovslod til Kolding Kirke. Gavebrev.

Undertegnede Agent Jens Peter Wissing i Kolding skjænker og bortgiver herved til Kolding Kirke, overeensstemmende med en af mig under 23de September 1844 udstedt og d. 23de December 1851 tinglæst Declaration, den mig tilhørende Fredskovslod i Seest Skov, Seest Sogn, Andst Herred, Ribe Amt. Denne Gave knyttes herved til følgende Betingelser. 1) Da jeg har ladet Skoven plante og frede, ville jeg ikke have Skovbestanden ødelagt, hvorfor jeg herved bestemmer, at der i Skoven aldeles intet maa hugges eller udluftes, uden at Stiftsdirectionen i Ribe dertil giver speciel Ordre og fastsætter de Regler, hvorefter Skoven skal behandles. 2) Skovlodden skal til evindelige Tider være Kirkens uformindskede Skoveiendom og som Følge deraf maa den aldrig afhændes fra Kirken. 3) De Indtægter som Kirken maatte erholde af Fredskoven, maa alene anvendes til Kirkens indvendige Forskjønnelse og deraf maa ingensinde noget anvendes i andet Øiemed, det være sig af hvad Navn nævnes kan. 4) Det skal stedse være vedkommende Authoriteters Pligt at vaage over, at Skoven opelskes og fredes, og at den ikke ruineres. Foranførte Betingelser erklærer og declarerer jeg herved, at den ovenanførte Fredskovslod skal fra den 14de September d. A. være Kolding Kirkes lovlige Skoveiendom fri for enhver Paa- eller Tiltale, efter Loven. Til Bekræftelse under min Haands Underskrift i Overværelse af tvende Vitterligheds Vidner.

Kolding, den 4de Februar 1856. 
Jens Peter Wissing

Til Vitterlighed:
Kralund. Schmell.

Jens Peter Wissing (1788-1867). Købmand. Teksten lyder: "Meld ham" Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Under "Indsendt" læstes nylig Følgende i "Kolding Av." "Hr. Redacteur! Der er her i Byen et Individ, som jeg skal tillade mig at henleve deres Opmærksomhed paa, et Individ, der ikke alene agerer Formand for Byens Gadedrenge, naar det, som sædvanlig, er i Selskab med disse, men som ogsaa paa egen Haand er meget værre end Gadedrengene. Dette Individ søger at tortere Enhver, der ikke staaer i særdeles Gunst hos det, ikke alene Herrer, men selv Damer, paa den meest pøbelagtige Maade, og saaledes er Individet ikke alene Aarsag til, at saa Mange, der ellers gierne spadsere ad Byens bedste og ellers meest befærdede Gade, maae gjøre en Omvei, for at undqaae Skandaler; men det er ogsaa en formelig Plage for dem, der boe i dets Nærhed. Vi vide ikke, om der ikke skulde gives Midler til at lukke Munden paa dette impertinente Individ, der stadig praler af at være HS. Majestæt Kongens Agent, Jens Peter Wissing; men saameget er vist, at det er absolut nødvendigt, at der med det første paalægges ham en ordentlig Mundkurv; thi det er dog vel drøit, at de fleste af Byens Indvaanere skulle undsee sig ved at passere forbi dette tilsyneladende halvgale Menneske."

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 2. juni 1856)

En Indsender har paany i "Kolding Avis" fremsat følgende skarpe Anke imod Agent J. P. Wissing: Endskjønt der ofte her i Avisen er ført Klage over den Maade, hvorpaa Hans Maiestæt Kongens Agent Jens Peter Wissing agerer paa vore Gader og Stræder, er dog, med Undtagelse af, at han engang ved Politiretten er idømt en Mulct af 20 Rd., saavidt vi vide, Intet fra Politiets Side foretaget for at hemme det Uvæsen, han daglig driver. Det er derfor saare naturligt, at denne forfængelige og hovmodige Person troer sig berettiget til at tilsidesætte al Sædelighed og Velanstændighed og vedbliver med uhøviske Ord og Talemaader offentligt at insultere Enhver, der har det Uheld at mishage ham. Vel have vi hørt sige, at vor Agent, der har skjænket betydelige Summer til offentlig Brug, og frivillig svarer uforholdsmæssig høie Afgivter til Kommunen, staaer i megen Anseelse og Gunst hos de lavere Klasser af Byens Befolkning, og at disse høiligen vilde misbillige ethvert Skridt, der foretoges for at hindre hans lovstridige og skamløse Færd. Men denne Anskuelse er vistnok aldeles falsk; thi næppe engang af de Gadedrenge, der sædvanlig ledsage vor Agent og høre hans cyniske Foredrag, er han synderlig agtet og anset, og i alt Fald nærer sikkerlig enhver rettænkende og velsindet Borger og Indvaaner det Ønske, at et Individ, der daglig forstyrrer den offentlige Ro - der paa den mest uforskammede Maade uden al Anledning overøser snart En, snart en Anden med de gemeneste og plumpeste Skjeldsord - der alt længe har været til Skam og Skændsel for den hele By, omsider bringes til Orden og lærer at lyde Lovens Bud.

(Ribe Stifts-Tidende 7. august 1856).

I 1858 skænkede Wissing Fredericia Kommune en obligation på 100 Rd. hvis renter skulle anvendes til vedligeholdelse af det mindesmærke som ville blive oprejst for generalløjtnant Bülow.

Gadedrengenes Formand i Kolding. I "Kold. A." skriver en Indsender: Hr. Redacteur! Vi have jo nu et godt Politi her i Byen; jeg har læst en Attest om den Ting i Bladene, og da denne Attest var underskreven af Politimesteren selv, er den efter min Mening uantastelig. De maa for mig gierne raisonnere anderledes, det er ikke min Sag. Det var nu egentlig ikke det, jeg vilde sige: jeg vilde egentlig henlede det aarvaagne Polities Opmærksomhed paa et Individ, der oftere er kaldt og endnu synes at være "Byens privilegerede Skandalmager" nemlig Skraalhalsen Jens Peter Wissing, gadedrengenes Formand. Dersom han ikke kan drages til Ansvar, fordi han med allerstørste Flid søger at insultere og paa sin Viis insulterer Enhver, selv om man ikke i fjerneste Maade har fornærmet ham, saa maa han ligefrem blive straffet for "Gadeoptøier", der ere en Yndlingsbeskjæftigelse for ham. Saa længe der bliver seet igjennem Fingre med ham, maa enhver honnet Person undsee sig ved at passere forbi ham; og da jeg er overbeviist om, at enhver anden Stymper, der vilde gjere Forsøg i lignende Retning, snart vilde blive tagen ved Vingebenet, anmodes Politiet indstændig om ogsaa at habe et vaagent Øie med

Jens Peter Wissing;

thi hans Opførsel er virkelig utaalelig. Skulde Skandalen vedblive, vil De snart høre fra mig igjen.

Deres ærbødige a-ø

(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser 20. april 1859).

Wissing var stadig i 1860'erne byens højst beskattede indbygger.

Tegner og maler Peter Møller (1838-1910): Jens Peter Wissing. Teksten lyder: "W: Har du meldt ham? Drengen: Jo! Ja!" Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Angaaende den nylig afdøde Agent I. P. Wissing, der i "Koldpst." gjordes til Gjenstand for en temmelig hensynsløs Omtale, meddeler "Kolding Av." forskjellige Notitser, der vidne om, at han ingenlunde har savnet Tilbøielighed tit at anvende sin Formue i almeennyttige Øiemeed. Særlig tog han sig af Kolding Kirke. Denne skjænkede han først den saakaldte Kirketoft, imod at Kirken skulde sørge for Vedligeholdelse af hans Forældres og hans egen Begravelse. Han tænkte derefter paa Kirkens indvendige Forskjønnelse og offrede i en Aarrække mange Penge paa den, først til Alterklæder o. desl., derpaa til en ny Stemme i det ældre Orgel, endvidere til Restaurering af Altertavlen og endelig til Skriftestolen. I 1840 skjænkede han en ny Kirkeklokke. For ogsaa at give sit Bidrag til Kirkens Vedligeholdelse i Fremtiden overdrog han Kirken en Skovlod, som han eiede i Seest, og som han havde tilplantet med megen Omhu; at denne Gave ikke er uden Værdi, fremgaaer af, at Kirken i en Række af Aar har havt en Indtægt af Skoven af 200 Rd. aarlig. Endelig har han sikkret Kirken en aarlig Indtægt af 10 Rd., der er bestemt til dens indre Forskjønnelse. For Børn af Borgerskolen, som synge ved Begravelser, har han oprettet et Legat paa 150 Rd., og dette Legat omfatter tillige 400 Rd., hvoraf Renten anvendes til Flidsbelønning i Borgerskolen og Friskolen til de Børn, der udmærke sig i Religion. Skrivning og Regning. Endelig skjænkede den Afdøde i sin Tid den latinske Skole et Legat, som nu er gaaet over til Realskolen og uddeles til Disciple, der udmærke sig ved Sang og Deklamation. Da den nye Raadstue blev opført 1839, maatte Byen gjøre et Laan af 3500 Rd. hos det Offentlige; Obligationen for Laanet indløste I. P. Wissing og bestemte, at hvad der blev tilovers af Laanet efter de aarlige bestemte Afdrag, ved hans dødelige Afgang skulde anvendes til Afdrag i fattige Borgeres Kæmnerskatter; han levede imidlertid saa længe, at Laanet vist for Størstedelen er tilbagebetalt, saaledes at hans gode Hensigt ikke blev opnaaet.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 22. januar 1868).

Nogle Barndomserindringer fra Kolding. af J. L.

- - - 

Tæt herved, paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, boede i en meget stor to Etages gammel Bindingsværksbygning den bekjendte Rigmand Agent J. P. Wissing, en i vide Kredse bekjendt Særling. Trods sin Rigdom boede han som Eremit i den store Gaard, i hvilken sjælden Nogen fik Lov til at komme, og her levede han som en anden Diogenes mellem det værste Skrammel og i det værste Griseri, man kan tænke sig. Fra Gaden saae han ud som en Lazaron i en lang, vid Kappe, Tøfler og høj Silkehal; Hatten var som oftest forholdsvis ny og pæn - af den gode Grund, at Ungdommen ikke kunde lade ham beholde Hovedtøjet i Fred. Nu er Jens Peter Wissing død og borte, og paa hans gamle Ejendoms Grund findes en stor, smuk Kjøbmandsgaard, men Minder om ham vil først sent uddø. Kom Folk ham for nær, gav han dem det glatte Lag, og en Dag, da ovennævnte dansktalende østerrigske Officer nysgjerrig indlod sig med ham, fik han og de øvrige tilstedeværende høje Herrer "baade læst og paaskrevet".

- - -

(Fyens Stiftstidende 7. august 1886).

På Arkiv.dk findes en anden tegning af Wissing med teksten: "Kolding. Agent Jens Peter Wissing. (1788 - 1867). Tegning af Peter Nikolaj Møller. J.P. Wissing boede i Peder Helts hus, et markant bindingsværkshus, som han ejede, og som han desværre lod forfalde (nedrevet 1868) på hjørnet af Helligkorsgade og Søndergade."  (Kolding Leksikon, se yderligere her)

Den afdøde Wissings ejendom ses her til salg i Haderslev Avis 13. februar 1868. Auktion over hans jorder m.m. blev foretaget den 17. juli 1868..

Wissings gård var opført i 1619 af legatstifteren Peder Helt. Hovedbygningen lå parallelt med Helligkorsgade, med et mindre sidehus ned langs Søndergade. Gården var ikke vedligeholdt af  Wissing-familien siden overtagelsen den omkring 1781. Gården blev dog malet hvert år. Han boede kun i et karnapværelse i stuen, og han spiste middagsmad ude skiftende steder af frygt for at blive forgivet.

Ved Jens Peter Wissings død 15. december 1867, udviste hans dødsbo en formue på lidt over 131.000 rigsdaler. Da Wissing ikke havde skrevet testamente, blev formuen fordelt mellem hans søster og hans søsters børn. Den nye ejer, H. W. Meyer, lod gården nedrive i 1868.

Bidrag til Kolding Bys Historie i det 19. Aarhundrede.

(Af Filialbestyrer P. Eliassen, Kolding).

VI. En Særling.

Naar ældre Koldingborgere kommer til at tale om svundne Tider, er der en enkelt Mand, der stadig afgiver Samtaleæmner, nemlig kongelig Agent Jens Peter Wissing. Denne mærkelige Mand, hvis Navn allerede er nævnt i der foregaaende, var med alle sine iøjnefaldende Fejl og Særheder dog en interessant Repræsentant for en længst forsvunden Tid. Ved sine vittige og skarpe Svar, ved sin sære Livsførelse, ved sine mange Gaver og Legater til Byen og ved sine bestandige Kampe med Ungdommen, er han bleven et Brændpunkt for de fleste ældres Barndornserindringer, og da Jens Peter WissingHistorierne giver gode Billeder fra Livet her i Byen i Datiden, fortiener de en Plads her. Allerførst nogle biografiske Oplysninger:

I det 18 Aarhundredes Slutning og det 19des Begyndelse indtog Købmd. Jens Wissing en fremragende Stilling indenfor Byens Handel. Han var fra Sønder Vissing, født 1737. I 1774 brev han, der altsaa da var 37 Aar gl., gift med den 23-aarige Ane Marie Fischer fra Vejle. Købmand Jens Wissing var Svoger til de to Præster Jokum Haar til Vejen og Læborg og Johan Otto Haar, Garnisonspræst i Frederiksværn i Norge.

Man har ment, at Jens Peter Wissing, eneste Søn af dette Ægteskab og født 3. Marts 1788 her i Kolding, skulde have arvet nogle af sine Særheder efter Forældrene, men fra paalidelig Side paastaas det bestemt, at Forældrene ikke i nogen Maade var Særlinge. Faderen var anset for en nøje paaseende Mand, som holdt godt ved sine Penge, Som et Træk, der vidner om, at Faderen var fornuftig nok, kan anføres: Paa Laasbybanke boede en Mand ved Navn Zacharias Eriksen. En Søn af ham, der var i København, skrev til ham 1812 eller 1813, at der vilde ske en Forandring med Pengevæsenet. Dersom Faderen havde de Penge, han skyldte Jens lKissing, skulde han udbetale Gælden. Det gjorde Faderen ogsaa, og Jens Wissing modtog Pengene med Renter og kvitterede. Eriksen raadede sine Venner til at gøre som han, at betale deres Gæld med Papirspenge, der jo ganske rigtig bag efter blev ret værdiløse. Men de Folk, der fulgte Eriksens Raad og kom og, vilde betale Jens Wissing, blev affærdigede med: "Jo pyt! Sig mig dem lovlig op !"

Om Jens Wissing sagde man forøvrigt, at hans Penge forøgedes ligesom Bogstaverne i hans Navnetræk forstørredes. Han var erkendt for en rig, men ogsaa for en human Mand, der ikke satte nogen fra Gaard og Grund, selv om han ikke prompte kunde betale, hvad han skyldte ham.

Jens Wissing døde 1817. Hans Hustru overlevede ham og døde 1830. Sine sidste Dage henlevede hun i en mindre Ejendom, opført 1619, liggende paa Rendebanen mellem Warburgs og Daugaards, nu nedbrudt og sammenføjet med Hjørnestedet.

Om Jens Peter Wissing fremgaar det af Dokumenter i Raadhusarkivet, at han har beklædt mange kommunale Tillidsposter. Han har saaledes været Takserborger, i 1816 var han Havnefoged en Tid, 1826 blev han eligeret Borger, valgt med 25 af 28 afgivne Stemmer. Allerede 1829 fratraadte han dog denne Bestilling. Desuden har han i sin Tid været Overformynder. Paa Grund af en Brokskade slap han for Borgervæbningen. J. P. Wissing, der som nedenfor nævnt, maa have overtaget Forretningen ved Faderens Død 1817, fik ved Moderens Død i Arvepart over 19000 Rdl. i Obligationer og Afregningsbeviser foruden nogle faste Ejendomme, Løsøre og Effekter, men allerede i Forvejen var han en særdeles velstaaende Mand.

I Aaret 1845, 9. Jan., blev han af Christian VIII udnævnt til kongelig Agent.

Jens Peter Missing. afgik ved Døden 15. Dec. 1867. Paa hans Ligsten, staar henvist til Tobiæ 3. 2. Efter disse Oplysninger giver jeg Ordet til Skomagermester P. Martin Møller (f. 1824):

Jens Peter Wissing gik i Skole hos Lærer P. Jørgensen samtidig med min Moder og Jens Jørgen Fyhn, der blev Præst og Udgiver af "Efterretninger fra Kolding". Min Moder har fortalt, at der allerede den Gang var noget vildt over ham, medens Fyhn opførte sig saa godt 0g altid var saa venlig. Skolen blev holdt i Jürgensens Privatbolig for Enden af Rendebanen, hvor nu Elektricitetsværket er.

Efter at Jens Peter havde lært Handelen hos sin Fader, kom han til Lübeck for yderligere at uddanne sig. Fra den Tid talte han Tysk med stor Færdighed 0g maa altsaa have været der nogen Tid. Ved Faderens Død var J. P. Wissing 29 Aar og har da rimeligvis overtaget Handelen.

I min Barndom hørte jeg ofte Fortællinger om Wissing og hans vittige og skarpe Svar, som han ikke var saa nøje over. Gik der en Mand forbi, hvis Pengevæsen ikke var som det borde være, fik han gærne: "Naar et Svin er slagtet, saa veed man, hvad det vejer, og naar en Købmand er død, saa veed man hvad han ejer."

Fra sin Købmandstid bar W. et vist Nag til Toldvæsenet. Navnlig havde han et Horn i Siden paa Toldkasserer E. Denne var en særdeles korrekt og agtet  Mand, men han havde den Svaghed, at han stadig maatte ryste Drypper af Næsen, naar han sad paa Kontoret og skrev. Naar E. kom forbi, raabte Wissing: »Æ Frak er Kongens, men æ Neis er Din!" - Toldvæsenet brugte tidligere civilt Tøj, men fik hen i Fyrrerne Uniformer.

Det maa være i Begyndelsen af Tredverne, at Wissing opgav Handelen. Jeg er ikke sikker paa, om han endnu holdt Heste eller de var solgte, men Køer havde han endnu. En Kone kom og malkede dem for ham. Fik han for megen Mælk, hældte han den paa Møddingen, "for det gav fed Gødning". Senere solgte han Køerne, for, sagde han, naar Folk drillede dem, blev han syg af Mælken.

Fra Begyndelsen af Trediverne — det første, jeg kan huske ham, naar han stod paa sin Trappe — var hans sædvanlige Dragt følgende: Et Par blaa Klædes Benklæder, der var forede med Dyreskind eller Vaskelæder, den ene Klapflig hængende ned og stikkende stærkt at mod det blaa Klæde, Trøje eller rettere Undertrøje af Vaskeskind. Derover en Vest eller ogsaa uden dem Venstre Haands Tommelfinger stak han ind i Ærmegabet eller under Selerne.

Flere Gange, naar jeg kom forbi, kaldte han mig ind til sig og lod mig læse i en tysk Avis ("Hamburger Nachrichten") for at se, hvor meget vi lærte i Borgerskolen. Til Gengæld lod han sine Spilleuhre - han havde en 3--4 Stykker staaende i sin Stue — spille for mig. Naar Stykket var ude og inden det begyndte igen, var der en lille Pavse. Naar han saa vidste, at det vilde begynde igen, sagde han "Begön" for at vise, at Spilleværket lystrede hans Kommando.

Sang og Musik holdt han meget af, og jeg tror ogsaa at kunne huske ham selv synge. Derfor var det ikke sært, at han betænkte Skolerne med Legater til Uddeling af Præmier for Sang og Deklamation. *) Han spurgte saaledes en af Drengene, som havde sunget ved Ligfærd paa Kirkegaarden, om de fik noget for det. Drengen kunde kun svare Nej, hvortil Wissing saa sagde: "Hvor der er Sang, skal der ogsaa være Klang". Dermed mente han, at der burde ydes et Vederlag derfor i klingende Mønt. — Da Kolding Borgeres Sangforening blev oprettet 1845 9. Oktbr., gav han Foreningen en Obligation paa 100 Daler. (Egentlig var det et Kaper-Brev). Renterne deraf skulde uddeles som Præmier.

Jeg tror ikke, at han gav sig meget af med Bøger, men "Bondens Praktika" **) kunde han udenad. Han spurgte Drengene om, i hvilken Maaned de var født. Var de født i Juni (under Løvens Tegn), saa havde de et stort Mod og en lille Forstand. Han sagde ogsaa: 

"Haver du ondt udi din Hierne, 

lad Aare(r)ne slaa udi din Stierne" osv.

Af Aviser holdt Wissing mange. En Tid lod han dem bagefter cirkulere imellem Folk. Navnlig var han glad ved "Dannevirke". Med Rødkridt eller Blæk indstregede han flittigt Aviserne, til Slutning var de ganske overstregede. Han sagde, at Læserne blot behøvede at læse, hvad han havde indstreget. Ord som "Død", "Mord", "Brand" kom der Streger om. "Corsaren" fik mange Bemærkninger. Med "Ny Portefeuille" fulgte hver Gang et smukt Litografi. Det skulde Wissings Ven have, Fuldmægtig paa Byfogedkontoret cand. jur. Saxild, senere Herredsfoged og Justitsrand.

Wissing var vred over, at Skatterne hvert Aar steg, navnlig de kommunale Skatter. Han sagde derfor: "Først blev det Rigsbank, saa blev det Kurant, saa blev det Specier og nu bliver det snart Dukater." I sin Skattebog skrev han derfor: 

"Geduld, Vernunft und Zeit 

macht moglich die Unmöglichkeit!"

Han havde en egen Frygt for, at de Gaver, han havde givet til Byen, skulde forsvinde, hvorfor han sagde til flere, at de skulde passe paa Saaledes kom han en Dag ind til mig og sagde: 

"Bror, skriv nu op, hvor meget jeg har givet til Byen."

Jeg skrev de forskellige Gaver op og talte sammen. Renten deraf beløb sig da aarlig til 33 Specier (132 Kr.) og desuden et Skovskifte, den saakaldte Kirkeskov.

Han kunde slet ikke forstaa, hvordan det skulde gaa med Skatterne, naar han, den store Skatteyder, døde. Derfor sagde han: "Efter min Død skal de have deres Nød".

Wissing havde mulig tænkt sig, at der 1834 ved Valget til Provinsialstænderne i Viborg vilde være faldet Stemmer paa ham, men det gjorde der ikke. Da Valget var forbi, sagde han: "Jeg gav ingen Stemme og fik ingen Stemme. Derfor vil jeg give en' Stemme, der kan høres af dem alle", og saa gav han 220 Rigsdaler til en ny Stemme i Orgelet i Kolding Kirke.

Wissing vilde gærne holde lidt Øje med Gæstgivergaarden lige overfor (nu "Thomsens Hotel"). Han passede paa, hvem der kom der og hvad de tog sig for.

Undertiden viste han Tilbøjelighed til at se ind ad Vinduerne, men near han blev for nærgaaende, satte de et lille smukt Billede af ham selv i Vinduet. Saa trak han sig tilbage. Det var et fint udført oliemalet Billede, hvor man saa ham i den gule Skindtrøje, med Tommelfingeren stukken ind under Vesten og Bukseklappen hængende ned paa den ene Side. — Med Alderen blev hans Klædedragt forresten simplere end da han var yngre, idet han som ældre fik Tøj, der slet ikke passede ham.

I de senere Aar skiftede han ofte Madsted, da han troede, at Folk vilde forgive ham. Spiste han hjemme, saa var det Spegeflæsk, hvortil han drak Chocolade (I). Om Ost sagde han: Det er Guld om Morgenen, Søisom Maddagen, men suræltet Bly om Aftenen. 

Under et Besøg, som Kong Christian VIII aflagde her i Kolding, vilde han takke Wissing for hans Gaver til Byen og Kirken, men det voldte Wissing meget Bryderi, for han skulde jo møde standsmæssigt. Han skrev derfor til Kongens Hofskræder om at sy ham en Klædning, men fik det Svar, at saa skulde Wissing lade sig sy Modeller af Shirting og sende ham, saa skulde Dragten nok komme i Stand til den bestemte Tid. Modellerne blev saa syede her i Byen.

Da Kongen var her, boede han hos Borgmester Estrup i Østergade, (hvor Melhandler Hansen nu bor). Jeg saa ikke Wissing, da han gik til Kongen, men da han kom tilbage fra Avdiensen, saa jeg ham komme i straalende Sindsstemning, med bart Hoved og Hatten under venstre Arm. I Haanden holdt han en stor Pung, hvoraf han uddelte Penge til alle Sider, alt hvad han formaaede, og Drengene flokkedes om ham. Livkjolen, som han bar, var meget fuldkommen og hang løs om ham saa vel som Benklæderne.

Da Wissing i 1845 blev Agent, havde han ingen Ro, for han fik Rangskatten betalt paa én Gang, thi han sagde, han kunde miste alt, hvad han ejede, saa havde han da kun den sølle Krop at betale af. Men stolt var han at, at han var Hans Majestæts højt betroede Agent. Han var stærkt kongeligsindet og raabte ofte: "Til Sibirien med alle Rebellerl"

Med Drengene førte han en evig Krig. Naar de trængte til Penge, slog de hans Ruder ud, og den samme Dreng, der havde gjort det, fik ofte Betaling for at hente Glarmesteren. Paa Hjørnet ud til Helligkorsgade stod en Kasse af Støbejærn, en saakaldt "Prøvekasse" til den underjordiske Telegraf (se Billedet at Søndergade). Til den gik Wissing ofte ud og slog efter den med Haanden for at indbilde Drengene, at han telegraferede til Kongen og nu var de ulykkelige. "Meld ham: Til Sibirien med dem."

I min Drengetid gik jeg en Dag forbi. Wissing kaldte paa mig og sagde, at nu kunde han i en Fart skaffe Ild. Han brugte et eget drastisk Udtryk, der ikke godt kan anvendes her. Det viste sig, at Agenten havde faaet en Art Tændstikker til at dyppe i Svovlsyre, men det tog dog nogen Tid' inden han kunde fas tændt et Lys paa den Maade. Jeg fortalte ham, at vi havde dem bedre, og han bad da om at faa dem at se. Svovlstikkerne til at stryge var da nylig (1838-39) komne frem, og jeg maatte skaffe ham en Kasse. i Forvejen havde han et Platin-Fyrtøj, hvor Brinten tændes, naar den strømmer ud mod et Stykke Platinsvamp. -- Saa viste han mig, hvorledes han havde sikret sig mod Overfald. Naar han strakte sig ud i sin Seng og stemte Fødderne mod Fodenden, ringede en lille Klokke, Ved højre Side at Sengen Ina en lang Kaarde, og naar han rejste sig op, var der vest Foden en Skuffe, hvori han havde en Pistol. Han lagde sig ned i Sengen og viste mig, hvorledes det hele skulde gaa for sig.

Da Amtmanden en Gang var her fra Vejle, spurgte han Wissing, hvorledes Tilstanden var her i Kolding blandt de Handlende. Wissing svarede: "Ja Deres Velbaarenhed, enten skal de smugle eller sulte,": og det var ganske rigtigt, thi enhver, der skulde have en Frakke eller gøre noget større Indkøb, købte i Haderslev eller Kristiansfelt.

Om Wissings Møde med den senere Amtmand, Orla Lehmann fortælles: Orla Lehmann besøgte en Gang Kolding og tog ind paa det nuværende Thomsens Hotel. Da han bemærkede J. P. Wissing, der altsaa boede lige over for, sendte han Bud til ham, at han gærne vilde hilse paa ham. Da W. kom ind, spurgte Amtmanden, om han kendte ham, men W. sagde Nej. Amtmanden nævnede nu sit Navn, hvortil Wissing svarede: "Ja, den Kongen ikke kan lide, sender han langt bort."

Man har ofte sat den gamle Ungkarls og Eneboers Navn i Forbindelse med Kærlighedshistorier, men noget bestemt vides dog næppe om, hvem "hun" har været. Man ved, at han i sin Ungdom som Superkargo fulgte med et Skib til Norge. Ladningen var Rug. Skibet frøs inde deroppe og først om Foraaret kom Wissing hjem — med tomme Lommer. Man siger, at Faderen sendte Jens Peter paa Rejsen paa Grund af en Kærligshistorie. Selv har han fortalt, at han i Norge kunde have faaet en rig Jernværksejers Dotter, og man har senere gisnet paa Navnet Jacob Aal. Om denne Norgesrejse fortaite han gærne, hvorledes de fangede Fisk ved ar hugge Hul paa Isen og lokke Fiskene med Ærter_

Kæmner J. O. Brandorff fortæller: "Naar Drengene mødte Wissing paa Gaden, hilste de ofte høfligt paa ham med et "Goddag, Hr. Agent!" Han gengældte Hilsenen og kunde somme Tider falde paa at spørge Drengene: "Hvor bor den fattige Agent?" Drengene pegede da paa hans Genboes Hus. Derefter spurgte han efter den rige Agent. og naar Drengene saa pegede paa hans Hus, blev han saa fornøjet, at han gav dem Penge."

Wissing værdsatte Penge højt. Han kunde jo huske den pengeknappe Tid. Naar han gav Drengene Penge, var det derfor en Lybskskilling, en Skilling Kurant (godt og vel 6 øre) eller ogsaa en "Søsling" (altsaa 3 Øre) eller et Stykke Kandis. Han havde nemlig stadig en stor Kasse med Sukker staaende og delte ud deraf, "for det er godt baade for Sult og Tørst." Sukkeret var en Rest fra hans Varelager.

Endnu et Par Træk af den gamle Særling skal her meddeles:

I hans Skov sønden for Byen, et Skovhoved i Teglgaardskær og som forlængst er forsvundet, blev der stjaalet Træer. Han kunde paa Sønderbro staa og se, at de fældedes derovre. "Naa, Herregud," sagde den gamle Mand, "de har maaske mere Brug for Træer end jeg." Det er et smukt Træk af ham.

Naar Vognene fra Landet korn kørende ind i Byen, plejede Wissing at synge, ganske langtsornt, "Vi skal til Kolding og smø--res, vi skal til Kolding og smøres!" Men naar Bøndervognene atter kørte, hjemad, sang han hurtigt: "Vi fik hverken Fedt eller Skidt! Vi fik hverken Fedt eller Skidt!

Man saa en Dag en Postfører C. banke Wissing. Grunden hertil var den, at Wissing havde sagt til ham: "Naar Kongen ta'r æ Kjøvl, hvem vil saa fød' æ Krop?"

Den ligeledes som Original af Folk ofte omtalte Jens Limschou, en fordrukken, ødelagt Mand, der nød en Pension som Postfører, (en Søn af postmester, Justitsraad Limschou), vilde Wissing aldrig tale med. Naar han kom, gik Wissing skyndsomt ind og slog den tunge Dør i. Limschou kaldtes stadig "Kære", et Mundheld han hyppigt brugte.

Der fortælles en Mængde Træk om gamle Jens Peters Sammenstød med Gadeungdommen. Mange af dem vidner om en Raahed, der er ganske forbavsende, og hvis der ikke var paalidelige Mænd bag Meddelelserne derom, kunde man tvivle om Muligheden. Det skete f. Eks. ofte, at naar Wissing lige have købt sig et Sæt nyt Tøj, gik en Dreng bagfra hen - og skar ham Tøjet i Stykker fra øverst til nederst. Wissing gik saa tilbage og købte andet Tøj. Dette er sket flere Gange en enkelt Dag. Eller Drengene skar Pullen af hans Hat, fyldte Skarn i hans Hankekrukke, naar han kom med Mælk, eller slog Krukken i Stykker for ham. Ganske vist, Wissing gav ofte selv megen Anledning, men den gamle ensomme Mand havde dog trods sin haarde Mund ikke fortjent denne Medfart. Værst var det, at ogsaa talrige voksne Mennesker deltog i disse Optøjer. At Wissing ofte var sine Medborgere til Besvær, er ikke nogen Undskyldning.

I Kancelliets Indstilling til Kongen i Anledning af Udnævnelsen til kongelig Agent med Rang i 7. Kl. Nr. 1 nævnes Wissings Gaver til Kirken, Kirkeskoven i Seest paa 16—18 Tdr. Land og den nye Kirkeklokke, som han i Anledning af Christian VII og Gemalindes Besøg i Kolding paa deres Hyldningsrejse 3. Aug. 1840, lod ophænge som. Erstatning for en Klokke, der i Aarhundredets Begyndelse var slaaet itu. Denne Klokke kostede Wissing 820 Rdl. Af andre Gaver nævnes foruden den tidligere omtalte Forbedring af Orgelet et nyt Alterklæde (534 Rdl) et Bidrag til Altertavlens Forskønnelse (110 Rdl.) og det anføres, at Wissing under Navnet "Georg Saxilds Legat" havde skænket en Kapital al 550 Rigsdaler til Byens Skolevæsen. Gavebrevet af 9/ 5  44 bestemmer bl. a. at Renten af i 150 Daler skal gives til Børn i Borgerskolen, der synger ved Begravelser.

For disse Gaver modtog Wissing ogsaa gennem Stiftsøvrigheden anerkendende Udtalelser fra Kancelliet, og paa dettes her anførte Indstilling blev Jens Peter Wissing kongelig Agent 9. Januar 1845.

Et morsomt Træk, der saa aldeles ligner Wissing, meddeles mig af Rigsarkivets 2. Afdeling: Da Wissing gav Stiftsøvrigheden Meddelelse om Skovens Overdragelse til Kirken, tilføjede han: "Svar frabedes paa det Bestemteste". Af nærliggende Grunde kunde disse Ord dog ikke refereres i Kancelliets Indstilling til Kongen.

Wissings Familiegravsted paa Kirkegaarden vedligeholdes paa Kirkens Bekostning. Da Kirken i Begyndelsen af det 9. Aarhundrede erhvervede den østlige Del af Husmerstoft, tilbyttede den sig Grunden mod en Toft og Eng i Teglgaardskær. Wissing, der ejede sidstnævnte Jordstykke, skænkede det til Kirken med Forpligtelse at vedligeholde hans og hans Forældres Gravsted.

Selv dette Gravsted kunde Wissing, medens han levede, knap holde i Fred for de slemme Drenge. Gravstedet var omgivet med et ca. 7 Kvarter højt Træ-Rækværk, hvis Overkant var forsynet med Jærnopstandere 6-7 Tom. høje, der endte i Spyd eller Pile af Kobber. Disse Kobberspidser var forgyldte, og Vedligeholdelsen af dem kostede Wissing ikke saa lidt, da Drengene brød dem af. Bag efter kom de og viste ham Stumperne og fik Penge til for deres Ulejlighed.

Ogsaa for andres Grave kunde Wissing vise Omhu. 1833 døde Premiermajor Nording de Witt ved Landsenererne, og Officerskorpset satte ham et smukt Monument paa Kirkegaarden. Da Gravstedet saa i 1853 ikke var fornyet, købte Wissing det for bestandige Tider, og Kirken holder det vedlige.

- - -

Til Slutning er Par Ord om Wissings gamle Gaard paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, Legatstifteren Peter Helts ***) Gaard, bygget i 1619.

Til Rendebanen og til Helligkorsgade var der over Indgangene anbragt smukt udskaarne Overliggere. Hosføjede Billede viser Overliggeren ud til Helligkorsgade. Den sad midt paa Gaarden over en tilmuret Dør.

Indskriften er:

ANNO 1619 LOD PEDER HELT OG METTE NIELSDATER VPSETTE DETTE HVSS. HINGEIDT DE ZEIDT DER KOMP DE DODT, 0 MENSKE DO RECHT VND FRvCHTE GODT.

Nogle Bogstaver i de sidste Ord er knuste, vistnok af en Granatstump. Til Venstre ses Peder helts Vaaben og til Højre de sammenslyngede Bogstaver J. H. S. (Jesus Hominem Salvator e: Jesus, Menneskenes Frelser).

Wissing nærede den største Omhu for Gaardens Ydre. "Altid var Gaarden frisk malet", siger Dr. K. Carøe i et Brev, der er stillet til min Disposition. "Jeg tror næsten, at Huset blev malet hvert Aar. Det hed sig den Gang, at det kun var Malingen, der holdt det vinde og skæve Tømmerværk sammen. At der var gaaet megen Maling til i Aarenes Løb, kunde man se paa Lagets Tykkelse, hvor Solen havde faaet det til at revne og skalle af. Karakteristisk var ogsaa den dybe, men dog varme, rødbrune Tone, det havde, som altid var den samme, og i hvilken de smaa, hvidmalede Vinduesrammer, særligt i den ejendommelige Karnap, tog sig lysende ud. Denne Farve var saa meget mere iøjnefaldende, som de nærmeste Bygninger alle var lyse, Hotellet lysegult, Aagaards, der den Gang havde sin originale Bindingsværksfacade, lysegraa og Søren Petersens Gaard (nu C. S. Borchs) en da ret almindelig brugt søgrøn Farvet.

E. S.

Som Kilder for dette Arbejde er benyttet tairige Papirer: Raadhusarkivet, navnlig Breve, Kammerregnskaber, Forhandlingsprotokoller og Kopibøger, og en Mængde mundtlige Meddelelser fra mange forskellige. Gennemgaaende har det været muligt i Arkivet for at finde Støttepunkter for mundtlige Meddelelser.

P. E.

*) Gavebrevet til Latinskolen, daterer 1845, er af Rektor Georg Bruun bogstavret aftrykt i "Indbydelsesskrift til Afgangsprøven 1903 i Kolding Latin og Realskole".

**) "Borde-Practica eller Veyr-Bog". Trykningsaar ubekendt

***) Se Fyhns Efterretninger fra Kolding, Side 131 og 285.

(Vejle Amts Årsbøger 1905, s. 72-88)

Jylland 28de til 30te November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Kolding, den 26de Novbr. Igaar forlode de sidste Ockupationstropper Kolding, og det er altsaa nu efter et Tidsrum af 9 Maaneder og 7 Dage, vi have seet de sidste preussiske Tropper igjen forlade Byen for enten at vende hjem eller toge det gjorte Bytte i Besiddelse og fastholde det. Det var navnlig Preussere, vi i de sidste otte Dage fornemlig have seet heri Byen; Østerrigerne vare i denne Tid kun at betragte som Efternølere. Efterat Resten af den umaadelige Bagage og alt det øvrige Train allerede i Morgenstunden var draget bort, passerede omtrent Kl. 9 et Batteri herigjennem, derefter et Par Compagnier Infanteri, og til Slutning den her i Byen fungerende preussiske Commandant. Allerede fra den tidlige Morgenstund af vaiede Dannebrog i større eller mindre Format fra de fleste Huse, saa de sidste Preussere ret havde Ledighed til at glæde sig ved vort gamle Banner. Saavidt var nu Alt godt, og ingensomhelst Forstyrrelse i den offentlige Ro og Orden fandt ved denne Lejlighed Sted. indtil Preusserne vare komne over Sønderbro, hvor en Flok Pøbel, Børn og Voxne, gave sig til at kaste Steen paa Militairet, hvilket havde tilfølge, at et Commando kom tilbage og fordrede Assistance af Politimesteren, der ogsaa strax kom tilstede, og dermed ophørte ogsaa Optøierne. Vi misbillige i høi Grad slige Pøbel-Optøier og Udskeielser, og de misbilliges af enhver Retsindig; men det skal og kan paa den anden Side heller ikke nægtes, at de preussiske Soldaters Opførsel nu under Gjennemmarschen har været saaledes, at den nok kunde vække Harme og Forbittrelse. - Man skulde troe. al nu, da vi ere komne ud af den Ufribets-Tilstand, i hvilken vi saa længe have levet. Enhver vilde bidrage sit til, at Ro og Orden og den lovlige Tilstand kunde gjenoprettes. Delte er desværre ikke altid Tilfældet, hvorpaa vi saae Exempler heri Byen saftes. Nogle Individer tillode sig, vi vide ikke ret af hvilken Grund, at slaae Vinduerne ind hos adskillige af Byens Indvaanere og udføre anden Molest. Som vi erfare, er det lykkedes Politiet at faae fat paa et Par af disse Urostiftere, og vi ville haabe, at de maae blive alvorligt afstraffede. tKold. Av.)

Om Preussernes Udmarsch fra Veile skrives i Byens Av.: Officierer og Menige af Garden opførte sig ubebøvlede, og man kan ikke fortænke mange Folk, der bleve Gjenstand for deres Pøbelagtigheder, deri at de gjorde Næveretten gjældende og gav dem en Dragt Prygl. Disse respekterede de mere end mange af deres Officiner, der ofte intet kunde udrette. Dog var Commandanten en flink Mand, der skammede sig paa sine Landsmænds Vegne, da han saae, at Befolkningen var uden Skyld; og han straffede enhver uforskammet Optræden, hvorom han kom i til Kundskab efter Fortjeneste.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 28. november 1864)

Thisted, den 28de November. Naar Linien mellem Nykjøbing og Skive bliver istandsat, hvilket vil formentlig kunne skee om ikke lang Tid, indtræder saavel Thisted som vor Naboby paa Mors atter i telegrafisk Samkvem med den øvrige Verden, idet Forbindelsen over Skive med de vestjydske Stationer, Struer medindbefattet, allerede er gjenaabnet. Ved Regjeringens Omsorg er nemlig Strækningen mellem Hobro og Skive foreløbig retableret efter den af Fjenden tilføiede Beskadigelse, og det var ønskeligt, at Staten vilde meddetsamme definitivt overtage Linien Thisted-Hobro, hvorfor ikke alene Billighed men Hensyn til det fælles Vel stærkt taler. Imidlertid kan for Øieblikket et Telegram, indleveret paa Stationen i Thisted om Aftenen i betimelig Tid for Postens Afgang, med denne befordres til Skive og derfra pr. Telegraf til Kjøbenhavn saa hurtigt, at det kan være i Hovedstaden den paafølgende Formiddag, naar - vel at mærke - Veiret tilsteder Overfærgning ved begge Sundstederne herimellem og Skive.

(Thisted Avis 28. november 1864).

Avisen meddelte den 1. december 1864 at forholdet nu ville blive bragt i orden, hvilket den kunne melde var skete den 12. december 1864.

Ribe, den 28. November

- Efter en lang og trang Tid vajede atter i Tirsdags her i Byen fra de fleste Huse vort kjære Dannebroge, og uagtet den almindelige Stemning er Sorg over det tunge Tab, Danmark har lidt, haaber man dog paa en taalelig Fremtid og at man maa opleve at se Tingene forandre sig til det Bedre.

(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original se nedenfor:

Preussere der er vendt tilbage hertil fra Nordslesvig, fortæller om de beslutsomme danske følelser der ubelejligt stod dem i vejen. De er sikre på, at roen ikke let kommer i de egne, og at den første lejlighed vil blive udnyttet til at vende tilbage til Danmark ved hjælp af den udstrakte hånd fra Danmark. Faktisk er den bitterhed der hersker over tysksindede godsejere, allerede steget efter at østrigerne har trukket sig. Eksempelvis blev ruderne hos en gårdejer i landsbyen Bastrup ved Kongeåen for nylig smadret af landsbybeboere. Ligeledes skal der være planlagt et væbnet angreb fra den danske del af befolkningen på tyskerne på en af ​​Nordsøens øer (Föhr?) i tilfælde af at de allierede tropper trækker sig tilbage, hvorfor sidstnævnte bad den pågældende preussiske kommandant om at udsætte afmarchen og rapport til den anmodede kompetente myndighed.

Vom Norden Schleswigs hieher zurückgekehrte Preussen erzählen von der entschieden dänischen Gesinnung die sie dort unbequem im Weg gestanden habe. Sie sind gewiss dass in jenen Districten nicht so leicht RUhe eintreten, und dass man die erste Gelegenheit benutzen werde um, mit hülfe der Hand die von Dänemark herübergereicht wird, zu diesem zurückkehren. In der That hat sich denne schon die Erbitterung die gegen deutschgesinnt Gutsbesitzer herrscht, nach Abzug der Oesterreicher Luft gemacht. So wurden einem Hofbesitzer im Dorfe Bastrup an der Konigsau von Dorfbewohner kürzlich die Fenster eingeworfen. Dessgleich soll auf einer der Nordsee-Inseln (Föhr?) für den Fall des Abzugs der verbündeten Truppen ein bewaffneter Angriff des dänischen Theils der Bevölkerung auf den deutschen beabsichtigt seyn, weshalb der letztere den betreffenden preussischen Commandanten um Aufschub des Abmarsches und Berichterstattung an die zustadige Behörde ersucht hat.

(Allgemeine Zeitung 29. november 1864)

Natten til Søndags døde i Kbhavn forhenværende Landfoged paa Sild Tvede. Han var en meget nidkjær og afholdt Embedsmand og havde derved paadraget sig Wühlernes Had, saa at han var iblandt dem, der faldt som et Offer for Fanatismen og blev med Kone og Børn fordrevet fra sit Embede og opslog derefter sin Bolig i Kbhavn. Al den Ærgrelse og Møisommelighed, han havde udstaaet i Slutningen af sin Embedsvirksomhed, kastede ham imidlertid paa Sygeleiet, hvor han efter længere Tids Lidelse bukkede under for den fortærende Sygdom, som havde grebet ham. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. november 1864).

Peter Christian Koch (1807-1880): Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864) var ældste søn af prokurator Peter Tvede (medlem af den grundlovgivende forsamling). Frivillig på dansk side i krigen 1848-51. Studerede jura og blev kandidat i Flensborg 1854, samme år amtsfuldmægtig i Husum, året efter i Tønder. Tingskriver i 1856-1863 i Bøking Herred. Blev opfordret til at tage embedet som landfoged (dommer, oppebørselsbetjent, politimester m.m.) på Sild. Under kaptajn Hammers indtog på Sild i marts 1864 hjalp han denne med at eftersøge de beboere som havde støttet Friedrich VIII. Disse blev imidlertid beskyttet af en menneskemængde, og efter uden held at have truet med at skyde, måtte Hammer retirere for overmagten. I Christian Peter Hansen: Chronik der friesischen Uthlande s. 302 omtales han som "den bedste af de danske", og skal havde forsøgt at lægge sig imellem flertallet af ubevæbnede tyskere på Sild og danskerne som også undkom ved at flygte. Efter kaptajn Hammers arrestation blev han også arresteret, ført til Tønder og afsat. Ifølge tyske aviser skabte hans arrestation almindelig jubel på Sild.

I august 1864 nægtede han overfor amtmand Fontenay at være civilkommissærerne underdanig, hvorefter han blev fritstillet til at rejse ud af hertugdømmerne. Under Hammers besættelse af øen forsøgte han så godt han kunne at arrestere hvad man fra dansk side opfattede som "Wühlere", men der var alt for mange til at det kunne lade sig gøre og øen erklæredes i belejringstilstand. Ribe Stifts-Tidende mente i en nekrolog 27. december 1864 at mene at han var dybt savnet af øens beboere.

I "Rand. Av.' for igaar læses Følgende: "Hs. Maj. Kongen har mere Takt og sand Følelse end alle hans troe Jyder tilsammen. Kongen, dybt netbøiet af Harm og Sorg over hans og Landets Tab, længes efter at besøge den af sine Provindser, som under Krigen har lidt saameget. Det er en sund og naturlig Følelse. Han lader Provindsen vide at han vil komme og see og tale med Saamange, som den korte Tid vil tillade. Han lader udtrykkelig forkynde, at Reisen skal foretages i største Simpelhed og at det er hans Ønske, at Boerne ingen Bekostninger sætte sig i for hans Skyld. Han kommer, kort sagt, ikke for at lade sig fetere, men fordi han veed, at et Gjensyn efter den tunge Tid, der er forløben siden han sidst gjæstede Jylland, vil kunne glæde og styrke. Saaledes vil Kongen have sit Besøg opfattet. Men hvorledes forstaaer man ham? I Aalborg har man beredt Kongen "en Festivitet" (det beskrives ikke nærmere af hvad Art); man vil med Sikkerhed vide at der er paatænkt et Fakkeltog, storartet Illumination osv. Ogsaa her tales der om Fakkeltog og Illumination. Vi spørge trøstigt: Troer man virkelig dermed at glæde en bedrøvet Konges Hjerte? Har man ikke tænkt over, hvor lidet den Slags Glædesyttringer maa samstemme med Kongens Følelser paa en Reise gjennem Jylland under Forhold som disse? Vi kunne umulig troe, at Kongen ikke langt hellere fandt sine Jyder i Sorg end i festlig Glædespynt. Han vilde dele og skatte denne Sorg, fordi den vilde være ham det bedste Beviis for, at det Folk, Gud satte ham til Konge over, i Sandhed duer noget, at det har sand og dyb Følelse for  hvad han og det have tabt. Men møder han under sine korte Ophold i vore Byer kun lutter glædestraalende Ansigter, svulstige Taler om Danmarks Lykke, Glædesblus og Fakkelskin, saa maa han komme til at tvivle om Et af To, enten om Sandheden i de Demonstrationer, der modtage ham midt under Landets Nød og Sorg, eller om det Folks Alvor og politiske Modenhed, som bringer ham en Hyldest, der, hvor velmeent den end kan være, dog hverken kan stemme med hans eller et adelt Folks Følelser."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 30. november 1864).

Afgang. De Allieredes Opførsel. 25de til 27de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives til "Dagbl." om nogle ved det østerrigske Hovedkvarteers Ankomst der til Byen d. 16de ds. forefaldne Demonstrationer. Byen var efter fattig Lejlighed udstyret med de sædvanlige trefarvede Klude, og paa Nørretorv var der oprejst en Æreport med Indskrift: "Den heldenmüthigen Befreiern (!) Schleswig-Holsteins". Dr. Jansson og Konsorter ventede paa Stedet for at modtage Gablenz med de fornødne Taler; men Skjæbnen vilde det anderledes. Generalen kom kjørende med en anden Officeer i en almindelig Vogn og med Ægtheste, og Ingen bemærkede, at det var ham, førend han var vel gjennem Æreporten og et godt Stykke oppe ad Nørregade; Taler blev der derfor Intet af, og den hele Modtagelse, han fik, var den, at en Plakatdreng, som naturligviis ikke kjendte ham, kastede en Seddel ind i Vognen til ham, hvorved han underrettedes om, at der i Anledning af General Gablenzs Ankomst ikke gaves nogen Forestilling i Theatret! - Det kunde synes underligt, at man vilde hædre Generalen ved ikke at give nogen Forestilling; men Sagen var den, at Forestillingen var flyttet fra Scenen ud paa Gaden, Fakkeltog og Illumination skulde glæde den høie Gjæst og vise ham "Befolkningens" ægte germaniske Sindelag. Men Fakkeltog og Illumination, - hvorledes kan man stille det paa Benene i en dansk By til Ære for en af Landets Fjender - og Undertrykkere? Ja, man maa kjende Forholdene og see lidt bag Kulisserne for at forstaae det; saa bliver det ganske naturligt. Først maa man erindre, at vi have tydsk Øvrighed og tydsk militair Besætning; ved Hjælp af dette kan Meget udrettes, Og dog have Hjemmetydskerne været saa ængstelige med Hensyn til Udfaldet af en Illumination, at Forslaget derom var faldet igjennem baade i den "patriotiske" Forening og i Deputeretkollegiet; men et Par af vore værste Wühlere fik Borgermesteren paa deres Side, og saa udsendtes Folk, som gik fra Huus til Huus og i Magistratens og Borgermesterens Navne beordrede almindelig Illumination; samtidig udgik der Ordre til forskjellige Håndværkere om at lade deres Svende give Møde for at bære Fakler. Spurgte man, hvad Anledningen var til Illuminationen, fik man enten slet intet Svar eller et undvigende; men Stads skulde der være. Saaledes vare da Forberedelserne trufne, og Komedien gik for sig fra Kl, 8 til 10. Illuminationen, af en "almindelig" i at være, var mærkelig nok at see og vistnok enestaaende i sin Slags. Adskillige frygtsomme Folk havde vel ladet sig skræmme og sat Lys i Vinduerne; men desuagtet laae hele Kvarterer af Byen i det dybeste Mørke, og selv i de Gader, hvor Hjemmetydskerne boe, og hvor de under de nuværende Forhold ganske naturlig kunne udøve et meget stærkt Tryk paa den Deel af Befolkningen, som er tilbøielig til at holde sig til det herskende Parti, saaes Rækker af Huse ganske mørke, med nedrullede Gardiner og lukkede Skodder, og hyppige Modsætninger frembragtes mellem lyse og mørke Etager l samme Huus eller mellem de oplyste og pyntede Ruder i den ene Ende og de af en enkelt uvillig Tællepraas, jeg kunde næsten sige, i formørkede Vinduesfag i den anden Ende. Særlig fremtrædende Dekorationer saaes ikke, det skulde da være et enkelt Sted, hvor den ulykkelige Thorvaldsen saaes prydet med trefarvede Baand! - Fakkeltoget saae naturligviis lidt anseeligere ud, da man disponerede over endeel tydske Haandværkssvende som Fakkelbærere; Nogle af disse vare udklædte som Turnere, thi ogsaa en "Turnverein" er var gode danske By bleven velsignet med, Paa Søndertorv holdtes nogle Taler, hvoraf man erfarede, at Festlighederne ikke vare til Ære for "Befrierne" alene, men ogsaa for "Hertug Friedrich den Ottende", der for et Aar siden besteg Thronen i Schleswig-Holstein!! Desværre forstyrredes Wühlernes Andagt endeel ved, at nogle Borgere havde samlet sig og tillod sig at lee og gjøre muntre Bemærkninger; thi, saa underlig det maaskee kan synes, Befolkningens Stemning havde iaftes et meget muntert Præg, og "Den tappre Landsoldat" klang endogsaa engang høit paa Nørregade, hvor Gablenz havde taget Kvarter. Man har jo her et lyst Fremtidshaab og en urokkelig Tillid til, al Danskheden nok atter skal komme til sin Ret; derfor leer man ad Hjemmetydskernes krampeagtige Bestræbelser for at give Byen et tydsk Præg. Nogle enkelte Steder i de Gader, Toget passerede, blev Ruder slaaede ind (hos Senator Juhl, Bundtmager Hahn, Boghandler Sabro, Kjøbmand Sørensen, Doktor Dahl, Dyrlæge Hansen, Kjøbmand Schmidt og maaskee flere Steder), men det Hele havde ikke Stort at sige, og Gadeungdommen tog øieblikkelig Revanche og lod nogle tydske Ruder springe. Overhovedet skete ingen alvorlige Spektakler; kun et Par Gensdarmer blev bankede, men disse ere ogsaa særlig Gjenstand for Befolkningens Had, deels som Redskaber i Hjemmetydskernes Haand, deels som foragtelige Personer, der endog for en stor Deel ere sydslesvigske Overløbere fra den danske Armee, Nogle faa Personer blev i Aftenens Løb satte i Hullet, men det er man vant til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Aarhus. Efter et photographi af A. Fritz. Illustreret Tidende 1. juli 1866.

"Aarhuus Stiftd." fortæller, at i en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralkomiteen i Aarhuus i Anledning af den store Contribution (200,000 Rd. for Aarhuus), hed det ligefrem, at man vilde os "mürbe machen" (gjøre os møre), ved Besættelsen af Jylland og Trykket paa det tvinge Regjeringen til en forsmædelig Fred. Samme Blad siger om "Vor Trængselstid": "Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for. at. naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragt, en usikker Fred tilveje, skulde skaffe os Lindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regeringen, og der turde tillægges den saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Ivrerne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den retlige. Selv Als's Fald nedslog neppe i den Grad Modet eller bragte saa starte Contrastrømninger tilveje som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det frejdige Sind. Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe mere med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag i Slesvig), og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisning om, at der fra Regjeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lønlige Tanke, om ikke nogle Millioner, vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side, vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og heriblandt navnlig vor By), paa hvilke Trykket umiddelbart og personligt hvilede, og til hvilke det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget blev, afviste. "Aarh. Stiftst" oplyser, at den Adresse, som, talrigt underskrevet i Slutningen af Mai i Aarhuus, Randers og Viborg, udtalte, at Regjeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen, tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om at bringe den til Hs. Maj Kongens Kundskab, men at man ikke blot aldrig modtog noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, men ikke engang nogen Anerkjendelse af Adressens Modtagelse fra Monrads Side. Om de senere "Freds-Adresser for enhver Priis" udhæver "Ah. Stiftst.", at de alle er, indgaaede fra Landet og ingen Tilslutning have fundet i Aarhuus By, og at de havde deres Oprindelse nærmest fra den indre Politik (de G. Wintherske Bondevenners), hvorfor ogsaa den sidst, først indsendtes efter (!) Fredens Afslutning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. november 1864)

Thisted, den 26de November. Det har været et føleligt Savn for det korresponderende Publikum, at Pengeforsendelsen ved Postforskud og Postanvisning har i længere Tid været standset som Følge af den fjendtlige Okkupation. Da denne nu ikke kan lægge Hindringer iveien, tør man vel haabe, at Postbestyrelsen vil uopholdelig træffe Foranstaltning til Gjenindførelsen ved alle Postkontorer af en Forsendelsesmaade, der har vist sig saa bekvem og hensigtsmæssig.

(Thisted Avis 26. november 1864).

Om de i Veile forefaldne Uordener ved de preussiske Garderes Gjennemmarsch skriver en Korresp. til "Dagbl.": En Huusfrue fik et Stød af en Officeer, fordi hun nægtede Folkene Smør, som de ikke kunne fordre. Historien med en Kjøbmand, der blev staaet, er morsommere. Tre Mand af Indkvarteringen paa en ham andetsteds tilhørende Gaard kom om Aftenen (Kl. 8 til 9 angives det) og forlangte varm Aftensmad, hvortil han svarede, at han ikke ansaae sig for pligtig dertil, men de kunde komme igjen i Uniform, saa vilde han følges med dem til Kommandanten; var han da pligtig dertil, skulde de ogsaa faae, hvad de ønskede. Kort efter kom en Underofficeer med de tre Mand og kommanderede den varme Mad frem, og da Kjøbmanden blev ved sit Forrige, gav Underofficeren ham et Slag under Øiet, hvoraf han endnu bærer Mærke. En tilstedeværende Landmand gik imellem for at stille tilfreds, men fik ogsaa et Slag af Underofficeren, der nu var kommen til den Urette; thi i samme Øieblik existerede Næse og omligggende Partier ikke mere i synlig Skikkelse paa Underofficeren, men kun en Masse Blod. Derpaa tog den djærve Landmand sig over at kaste 4 a 5 Gardister ud af Boutiken og - saa pustede han lidt. Delle var mulig et kritisk Øieblik; thi udvendig fra stormede Kavalleriet med at ituslaae Ruder in v., og i Boutiken skal der have været adskillige flere Gardister til Behandling; men saa kom Hjælpen i Skikkelse af en Patrouille og senere selve Kommandanten, der satte hele Befolkningen fast, de Danske dog paa deres Værelse, hvorfra de næste Dag blev løsladte, efterat Kommandanten havde udbedt sig at see Landmandens Haand, for hvilken han bar dyb Agtelse; det bevilgedes med den Yttring: "Jo, naar jeg bliver vred, saa slaaer jeg til". Endeel af Garderne blev transporterede Syd paa i Jern. - Skandalen i Kasernen endte med, at Skaden, noget over 14 Rd. (den danske Vurdering var mindre, saa at det da sees, at vi ikke ville optrække Tydskerne), blev erkjendt og betalt; om Straf veed jeg Intet at melde. Flere andre Steder have Gardisterne ogsaa gjort Spektakler; i en Boutik vankede der Slag til hver Civil, der tilfældig kom ind. Vor ret flinke Kommandant var nær ved at gaae ud af sit gode Skind ved alle de mange Klager over Gardisterne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. november 1864).

Münchener Punsch, 19. marts 1865.  Den pikkelhuede slange sidder og fortæller de to små harer Slesvig og Holsten ved dammen Bund. Tegningen bærer titlen: "Keine Fabel!" (Ingen fabel), og teksten lyder sådan: Wisst Ihr, liebe Kinder, was man von der Klapperschlange erzählt? Sie sitzt, sagt man, am Boden fest, hält den Kopf recht hoch, reisst den Nachen recht weit auf und sieht das arme Thierchen, das es verschlingen will, in einem fort an. Dieses fängt nun an ängstlich zu thun, will sich fortmachen, kann aber nicht und kommt dabei der Schlange immer näher, bis es ihr endlich freiwillig in den Nachen springt. Selbsbestimmung heisst man das. Raff's Naturgescchichte für Kinder. (Ved I, kære børn, hvad de siger om klapperslangen? Det siges, at den sidder solidt på jorden, holder hovedet meget højt, trækker nakken helt op og bliver ved med at se på det stakkels lille dyr, som den er ved at fortære den. Denne begynder nu at virke ængstelig, vil bort, men kan ikke, og kommer derved tættere og tættere på slangen, indtil den til sidst hopper i dens mund af egen fri vilje. Det kaldes selvbestemmelse. Raffs naturhistorie for børn).

- Kolding 26de Novbr.

Medens man i Kolding i det Hele taget er kommen ret godt ud af del med Østerrigerne og er skilles fra dem i Fred, have derimod Preusserne paa deres Gjennemmarsch opført sig paa en brutal og, vi kunne i Sandhed sige, gemeen Maade. At de have gjort uberettigede Fordringer og fremtvunget deres Opfyldelse med Vold rundtom i Ovartererne, foreligger der mange Beretninger om; andre Steder have de ramponeret og tilsølet deres Værelser og Senge saaledes, at man ikke engang kan tale derom, revet Kakkelovnene ned og et Sted kastet den ud af Vinduet, stjaalet Lagenerne, osv. Hos en Kjøbmand faldt nogle Preussere over en Ægtbonde og vilde drive ham ud af Stalden med hans Heste, og tilføiede ham et Saar i Hovedet; der som flere Steder skulle de dog have faaet dygtige Prygl til Gjengjæld. Ved saadan Adfærd, efterat Freden er sluttet, imod dem, der have opfyldt alle deres reglementerede Krav, vanærede de sig selv Alle Beretninger fra de andre Byer, som de ere komne igjennem, indeholde den samme Beskrivelse. Man kan ikke forundre sig over, at Befolkningen, ved Siden af Sorgen over den haarde Fred, føler en stor Lettelse ved at være bleven disse Herrer qvit, og at Glæden gav sig Luft i den uskyldige Demonstration, at Heise Dannebrog fra næsten alle Huse. Derimod maa vi paa det Bestemteste misbillige de stedfundne Optøier af Pøbelen, som med Hujen og Steenkast fulgte Preusserne ud af Byen. For det Første er det uværdigt, strax at blive kaad, fordi Tøilerne slappes, og det pleier kun at være Drenge, som bære sig saaledes ad: men her vare ogsaa Voxne iblandt. Dernæst var det dumt, thi man maatte vente, at de fjendtlige Tropper vilde værge sig med Bajonetter og Kugler, hvad der nok ogsaa nær var steet, dersom ikke den Øverstcommanderendes Besindighed havde afværget det. Vi maa derfor deltage, at de Mænd af de dedre Samfundsklasser, som saae paa Optøierne, ikke søgte at tale Mængden tilrette. Medens vi saaledes høiligen misbillige det skete, formene vi tillige, at Preusserne - efter deres forargelige og irriterende Adfærd efter Fredsslutningen - ingen Ret have til at beklage sig derover.

(Koldp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. november 1864)

Justitsråd H. E. Friis: Minder fra okkupationen i Veile 1864. in: Samlinger til jydsk historie og topografi, s. 305-. Som indflydelsesrig person havde han de øverste ledere i indkvartering, general Wrangel, en del generaler, von Falkenstein. Han anfører at han ialt nåede 444 officerersbelægninger mellem 8. marts og 24. november.

Uebergang der Sachsen über die Eide bei der Rückkehr aus Schleswig-Holstein. Originaltegning A. Beck. Über Land und Meer, januar 1865.