Grundlovsdag 1875. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovsfesterne begynde at glide ud af de officielle Hænder, og maaske er dette ganske heldigt, ligesom det paa sine Steder er det eneste naturlige. Naar saaledes - for at blive paa "Pladsen" - Kjøbenhavnerne Aaret rundt af deres egne Blade erfare, at Grundloven har belemret os med Institutioner (f. Ex. Folketinget) af højst tvivlsom Værd, saa vil ingen med Føje kunne undre sig over, at Kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigst at lade Grundlovsglæden blive indenfor "mindre Kredse". Det fortjener Paaskjønnelse, om Kjøbenhavn efter i Fjor at have forvexlet Grundloven med Tivoli og Hr. Rimestad med Etablissementets sædvanlige Aktører, lægger en Dæmper paa sin Grundlovsglæde, giver den et Udtryk, som kan svare til Glædens indre Spagfærdighed; det er et smukt Vidnesbyrd om den sunde Sans, som vi alle bør unde hinanden Besiddelsen af, og om den for os alle fælles Sky for at falde ind under Latteren. Den gode Erkjendelse er gaaet videre. De fleste af Kjøbstæderne, der ikke med deres gode Villie ere et Hestehoved bagefter Kjøbenhavn som politisk Stad, have ligesom Kjøbenhavn tænkt paa at lade dem om Grundlovsfester, som føle Trang til saadanne. I Randers Byraads Møde i Fredags erkjendte Borgmesteren saaledes i Følge V. Av., at "Festen vilde vinde i Friskhed og Naturlighed", naar Byraadet ikke befattede sig med den. Raadet syntes i det hele at dele denne Opfattelse og besluttede derfor ikke officielt at træffe Foranstaltninger til en Grundlovsfests Afholdelse, hvorimod man jo nok vilde mindes Dagens Betydning ved Flagning samt ved Musik paa "Skovbakken". Heller ikke i Aalborg synes Byraadet at være festlig stemt. "Aalb. Stiftst." meddeler nemlig, at "Arbejderforeningen af 1865" agter at stille sig i Spidsen for en Grundlovsfest, "for saa vidt Byraadet eller den tidligere Komitee ikke endnu maatte i denne Henseende give Livstegn fra sig." I Ribe har i Følge s. Bl. den der valgte Komitee frasagt sig sil Hværv paa Grund af den ringe Tilslutning, dog ikke, mener Bladet, forbi Ribe staar tilbage i Frihedssind. - Det kan beklages, at Autoriteterne end ikke ere saa meget med, at de med Udbytte kunne røgte et Hværv, der ligger saa naturligt for dem som Foranstaltninger til en Grundlovsfest; men er Sagen gleden dem ud af Hænderne, er det godt at de ikke befatte sig med den; Tabet derved er let forvundet, saa meget lettere, som der blandt selve Befolkningen udentvivl findes ti for een, som med Glæde ville sørge for, at Grundlovsdagen bliver mindet paa en Maade, der svarer til dens Betydning.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1875).

Grundlovsdagen feiredes heri Staden foruden ved de tidligere omtalte, af Communalbestyrelsen foranstaltede Leiligheder endvidere ved særlige Fester af forskjellige Foreninger. 

Deeltagerne i de saakaldte frie Fagforeningers Fest ordnede sig efter at vare ankomne pr. Jernbane til Klampenborg her paany i en Procession og droge med deres Faner og Musikcorps til Festpladsen ved den slesvigske Steen, som de naaede Kl 7. Her var der reist en med rødt Tøi og Grønt smykket Tribune, der foroven i en opgaaende Sol bar ""Socialistens" Motto: "Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder", og foran i tre adskilte Felter Ordene: "Frihed", "Lighed", "Broderskab". Samtidig med Festtoget ankom d'Hrr. Pio, Brix og Geleff til Vogns og hilsedes med levende, vedholdende Hurraraab. Festcomiteens Formand aabnede derefter Festen ved, efter at have budt Deeltagerne Velkommen, at oplæse en "Hilsen til Arbeiderne" fra Pio og Brix, der "efter den Behandling, de i 3 Aar have varet underkastede, ikke saae sig istand til mundtlig at opfylde den dem paaholdende Forpligtelse, at takke de danske Arbeidere for den dem viste Deeltagelse". Denne Hilsen, der sluttede med Løftet om, "at de heelt og udeelt ville vie deres Liv og Kraft, deres Evner og til Arbeidersagen", modtoges med stormende Jubel. Efterat derpaa en Hr. Andersen havde indtaget Dirigentpladsen talte Hr. Geleff om Grundloven, navnlig om dens Bestemmelser angaeende forsamlingsfriheden. Grundloven var i og for sig god, naar det, den indeholdt, blot blev opfyldt og overholdt; han sluttede med at udbringe et af den talrige Forsamling istemt: "Leve Grundloven". Derefter talte Hr. L. Toucher om Socialismen, Hørdum om Arbeidernes Fordringer, Mundberg for Kvinden og sluttelig Centralcomiteens Formand, Klein, om Centralisationen. Mellem Talerne blev der afsunget Sange, saa at den alvorlige Deel af Festen, skjøndt ingen af Talerne maatte tale i meer end et Qvarteer, først var endt Kl. omtr. 9, hvorefter Festen sluttedes ved at Deeltagerne deels toge ned til Bakken, deels spredte sig i Skoven.

- - -

Om Grundlovsdagens Festligholdelse i Kolding have vi modtaget følgende Brev fra vor Meddeler: Vor Byes "staaende Udvalg for Afholdelsen af Grundlovsfester i Kolding" bekjendtgjorde for nogle Dage siden, at det ikke fandt Anledning til iaar at indbyde til nogen særlig Grundlovsfest, da der uden dets Medvirkning fra anden Side var truffet Foranstaltninger i saa Henseende. Dog har Udvalget Omsorg for, at et Musikcorps drog om Morgenen igjennem de flagsmykkede Gader. Om Eftermiddagen afholdtes der en improviseret Grundlovsfest i den af Cancelliraad Kralund til Colding Commune skjænkede Lystskov "Marielund" kort ved Byen. Festen var meget vellykket og oplivedes af Fredericia Brigademusikcorps, som var kommen hertil i denne Anledning.

Den ovenfor omtalte Opfordring til en Grundlovsfest her i Kolding var udgaaet fra 60 Mænd, navnlig Folk, der i det Væsentlige slutte sig til det forenede Venstre. Man samledes paa Torvet og drog herfra i Procession med Musik til Konsul Graus Anlæg "Katrinelund", hvor Festen holdtes. Efterat Festcomiteens Formand, Consul Grøn, havde budt Forsamlingen Velkommen, holdt Folkethingsmand Berg Tale for Grundloven, en Gave, som vi skulde elske, holde høit i Ære og værne om. Folkets Kjærlighed til Grundloven skulde vise sin Styrke ved at bruge Valgretten langt mere end hidtil. Man havde truet med provisoriske Finantslove; men provisoriske Finantslove vare et Spøgelse, som man ikke behøvede at frygte for; thi der var Ingen mere, som troede paa Spøgelser. Forsamlingsfriheden, en af de kostelige Gaver, som var given os, var hist og her bleven truet, fordi Folket paa de forskjellige Steder havde holdt Møder om Søndagen. Taleren gad dog nok seet, om Øvrigheden for Alvor vilde forbyde politiske Sammenkomster om Søndagen; gjorde den det, ja saa maa man gaae hjem igjen, thi Øvrighedens Forskrifter skal man vise lydighed, og saa samledes man om Mandagen; men samtidig maatte man saa henvende sig til Justitsministeren for at faae den Grundlovsfortolkning klaret, der tilstedede Forbud mod Folkemøder om Søndagen. Taleren troede da, at det snart vilde vise sig, at Grundloven havde givet Folket Forsamlingsfrihed uden Hensyn til hvad Dag saadant berammedes til. Vor Grundlov, skjøndt stærkt beskaaren, indeholdt efter Talerens Mening Spiren til Fremvæxt. Havde Folket den rette Kjærlighed til Frihedens Gave, vilde det vide at pleie disse Spirer, saa at de kunde voxe til Velsignelse for Folket.

For Fædrelandet talte Folkethingsmand Buch, for Sangen Sadelmager Hansen, for Sønderjyderne Gaardeier Holst fra Sandbjerggaard, for Modersmaalet Redacteur Jørgensen og for Frederik den Syvendes Minde Lærer Høgmark fra Stoutrup.

Til Slutning afsang Sangforeningen "Brage" en Sang til "det forenede Venstre" af Bjørnstjerne Bjørnson, hvortil Berg knyttede nogle Bemærkninger om det Meget, B. Bjørnson havde udrettet for den folkelige Sag i Norden. Taleren udbragte et Leve for Nordens største Digter. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1875).

Henad Kl. 2 samledes Arbejderne paa St. Annæ Plads for derfra i et Antal af vel omtr. 4000, med en halv Snes Musikkorps og henved 50 Faner at drage gjennem Byen til Jernvejsstationen. I Tavshed og med sænkede Faner passerede Processionen forbi Frederik den syvendes Rytterstatue, paa hvis Fodstykke der henlagdes en Krans, ad Frederiksholms Kanal, Raadhusstræde og Frederiksberggade til Jernvejsstationen, hvorfra Toget i Løbet af et Par Timer befordredes til Klampenborg. Her opstillede Foreningerne sig langs ven til den slesvigske Sten førende Vej, og satte sig omtr. Kl. 6 i Bevægelse, efter at Politiet havde forment Pio, Brix og Geleff at passere til Vogns gjennem de lange Rækker. Hvor stor Mængden var, som omtr. Kl. 7 var samlet om den festlig smykkede Talerstol, have vi intet sikkert Skjøn over, men utvivlsomt maatte Forsamlingen tælles efter Titusinder. Saasnart man fik Øje paa d'Hrr. Pio, Brix og Geleff, som havde taget Plads paa Talerstolen, bleve disse fremkaldte og modtoges en for en, som de traadte frem, med stormende Bifaldsraab. Festkomiteens Formand, Hr. Holm, bød Velkommen og oplæste derpaa svigende Hilsen til Arbejderne, som Pio og Brix endnu vare for afkræftede til at fremføre mundtlig:

"Hilsen til Arbejderne.

Efter femten Maaneders Varetægtsarrest i Kjøbenhavns Tyvehuller, efter nitten Maaneders aandssløvende Cellefængsel i Vridsløse Forbedringshus ere vi omsider med undergravet Helbred og ødelagt Nervesystem blevne gjengivne til Lyset og Friheden.

Det paaligger os som vor første Pligt efter vor Frigivelse, at takke de danske Arbejdere for den Deltagelse i vor Skjæbne, som de ved enhver Lejlighed have lagt for Dagen, og da den Behandling, som vi i 3 Aar have været underkastede, har medført, at kun en af os i Dag vil se sig i Stand til at opfylde denne Forpligtelse mundtlig, ere vi andre to blevne enige om ved en skriftlig Henvendelse at forsøge paa at afbetale en Del af vor Taknemlighedsgjæld.

Da vi for fire Aar siden begyndte Kampen for den fjerde Stands Frigjørelse, vare vi os fuldt vel bevidste, hvilket uhyre Arbejde vi paatog os, og hvor ubetydelige vore Kræfter vare i Forhold dertil. Men vi stolede den Gang ligesom nu paa en Hjælper, der nok skulde overtage Broderparten af Besværligheden ved Gjennemførelsen af vor retfærdige Sag, og denne Hjælper var den danske Arbejderstand.

Vi ventede ganske vist ikke, at Arbejderne med Vaaben i Haand skulde omstyrte det bestaaende og uddele Samfundets Formue i lige Parter for derefter at forøde det let erhvervede i Fraadseri og Drukkenskab. Dette er kun en taabelig og meningsløs Løgn, opspundet af vore Fjender.

Men vi ventede og haabede, at den Sæd, vi havde bidraget til at udsprede, skulde bære Frugt, at Arbejderne vilde vaagne til Bevidsthed om deres Pligter mod dem selv og deres Børn, at de vilde hævde deres Selvstændighed og Uafhængighed og begynde den lovlige, fredelige Kamp for det Herredømme i Samfundet, som naturlig bør tilfalde dets arbejdende, værdiskabende Medlemmer.

Med dyb Glæde hørte vi derfor i vort stille Fængsel Rygterne om, hvorledes det ene Fag efter det andet sluttede sig sammen til Modstandsforeninger mod Kapitalens Overgreb, og om hvorledes Arbejderne selv i Tale, i Sang og i Skrift klart og forstandig tolkede deres Ønsker og meddelte hverandre deres Tanker. Thi kommer det først dertil, at Sandheden ikke længere er noget udenad lært, men noget indvendig følt, kommer det først dertil, at hele den fjerde Stand, enig og resolut, naar som en Mur mod Storborgernes Anmasselser, jo, da er Modstanden brudt, da er Sejren vunden, da vil der ikke længere blive Tale om Fængsel og Forfølgelse mod Sandhedens Forkæmpere, da kommer Turen til os at stævne Ting og holde Dom!

Men vil der end maaske løbe en Del Vand i Stranden endnu, inden den Tid kommer, saa kunne Arbejderne dog være stolte af, hvad der allerede er udrettet, thi den samme Sag, som i England og Tyskland og andre Lande har kæmpet sig møjsommelig frem i Løbet af flere Menneskealdere, har her i Løbet af faa Aar faaet en Udvikling, som tvinger alle politiske og religiøse Partier til at tage Hensyn til den. Og medens vore udenlandske Brødre ved fortvivlede Striker og store Pengeofre have maattet tilkjæmpe sig hvert Skridt henimod en taaleligere Tilstand, have Danmarks Arbeidere i de sidste Aar naaet os, om end langtfra ikke tilfredsstillende eller tilstrækkelig, saa dog følelig Forbedring i Lønningsvilkaarene, et Resultat, der hvor lille det end er. dog netop i Begyndelsen af Kampen bliver af tidobbelt Betydning, da det viser selv de ligegyldige, at den Vej, den er slaaet ind paa, er den rette, ligesom det styrker Modet og opflammer Villien til at trænge længere frem paa Selvstændighedens og Velværets Bane.

Frejdige og med rolig Samvittighed saa vi derfor vor sørgelige Skjæbne i Møde, og uden Anger eller Vaklen betraadte vi det uhyggelige Fængsel, der for en Række af Aar var bestemt til at være vort Opholdssted. Men vilde end Bevidstheden om vort Hværv og vor Pligt i Forbindelse med de jævnlige Efterretninger om Lærens voxende Udbredelse have været tilstrækkelig til al holde vort Mod oppe i Ulykkens Time, saa var dette dog ikke vor eneste Trøst.

I de ensomme Fængselstimer, naar Tiden sniger sig saa langsom hen, som var den ved at give Plads for Evigheden, naar Øjet trættes ved at stirre paa de snevre Cellevægge, da kommer Tanken om de fjærne, men deltagende Venner Pligtfølelsen til Hjælp; da svinder Bitterheden fra Hjærtet og Utaalmodigheden fra Sindet, da omvikler Erindringen og Haabet de tykke Jernstænger med duftende Blomster, da fyldes Fantasiens lystige Hal med de kjære Billeder af dem, for hvis Lykke og Velvære man strider, hvis Bifald man er stolt af, og i hvis Hjærter man ønsker at bo!

Saa aflægge vi da herved vor hjærtelige, vor dybfølte Tak til alle arbejdende Medborgerinder og Medborgere, en Tak for hver opmuntrende Linie, vi have modtaget, en Tak for hver venlig Tanke, de have sendt os. Med Guld og Gaver formaa vi ikke at vise vor Taknemlighed, men en Ting have vi, som vi kunne give: vort I Liv og vor Kraft, vore Evner og vor Villie; og selv i denne Kapitalernes og Guldets Tidsalder turde det dog endnu have nogen Betydning, naar et Menneskeliv helt og udelt sættes som Indsats for en ædel Sag!

Den 5te Juni 1875.

Med socialistisk Haandslag og Hilsen

Harald Brix. Louis Pio."

Derefter talte Geleff, modtaget og jævnlig afbrudt af Bifald, for Grundloven, idet han navnlig fremhævede Nødvendigheden af at holde paa alle Grundlovens Paragrafer, baade dem om Bevillingsretten og Forsamlingsfriheden (49 og 88) og derhos Løfteparagraferne særlig den, som lover Indførelse af Offenlighed og Mundtlighed i Retsplejen; thi af Erfaring vidste han, at der ikke i hele Verden, end ikke i Tyrkiet og Rusland, existerede en værre Retspleje end den danske. Træskærer L. Toucher talte for Socialismen som en Lære, der vilde Ret for alle. Skomager Hørdum om Arbejdernes Fordringer i politisk og økonomisk Henseende, fhv. Kbm. Mundberg for Kvindens Frigjørelse og E.W.Klein, Formand for Fagforeningernes Centralbestyrelse, for Sammenslutning mellem alle Arbejdere, hvorefter Tømrer Sørensen, Horsens, bragte en Hilsen fra de jydske Fagforeninger. Hermed var den officielle Del af Festen til Ende, og Deltagerne nød nu en Stund paa bedste Maade Livet i det grønne.

(Morgenbladet (København) 8. juni 1875).

Grundlovsfesterne i Kolding. (Efterskrift til Politivennen).

(Fra vor Meddeler.) Der var to i Tallet, men der burde kun have været een. Der var ei heller det allermindste i Veien for, at baade Høire- og Venstrefolket i samdrægtig Enighed kunde have sluttet sig sammen om de Taler, som paa begge Steder udgjorde den alvorlige Deel af Festen; thi de indeholdt lidet eller ingen Politik, men derimod danske Mænds varme og hjertelige Tanker og Følelser om Frederik VII.s herlige Frihedsgave, 5te Juni Grundloven, Landets Konge, Christian lX, Fædrelandet, Modersmaalet, vore sønderjydske Brødre, Danekvinden osv. 

Kl. 2½ samledes det saakaldte "Høirefolk" paa Kolding Torv, og med et Musikcorps og Haderslev og Kolding Sangforeninger med deres resp. Faner og Emblemer drog Toget, 6 a 800 Mennesker, der dog stadig voxede mere og mere, ud til Festpladsen paa Steilbjerg, en høi Bakke Syd for Byen, der er smukt beplantet, og hvorfra der haves en vid og prægtig Udsigt over Byen, Fjorden og hele den rige og med mange Skove bevoxede Omegn. Førend Toget satte sig i Bevægelse, talte Festcomiteens Formand, Sagfører Grüner fra Apothekets Trappe til den forsamlede Mængde og udbragte et "Leve Frederik VIl's Minde".

Neppe var dette Tog naaet ned ad Østergade, som paa flere Steder var rigt smykket med Flag og Guirlander, før "Venstrefolket" med et kraftigt Musikcorps i Spidsen marcherede op paa Torvet, hvor Festcomiteens Formand, Consul Grau, bød Forsamlingen Velkommen og Kjøbmand Grooss talte til de 2 a 3000 Mennesker, som fyldte Torvet og de tilstødende Gader, og udbragte ligeledes et Leve for Frederik den Syvendes Minde. Med Musiken og en stor prægtig Fane med Indskrift "5. Juni 1849" i Spidsen satte dette Tog sig i Bevægelse ned ad Østergade, Rendebanen, Vestergade, Adelgade og Losbygade ud til Festpladsen "Cathrinelund", et smukt, stærkt bevoxet Anlæg i Byens vestlige Udkant, der tilhører Consul Grau. Festpladsen var smykket. Fanerne plantedes omkring Talerstolen, som ogsaa tog sig godt ud; men skrøbelig var den: thi den brast under Trykket af de Mange, som toge Plads paa den. Festcommiteens Formand bød her Forsamlingen Velkommen, hvorefter en Grundlovssang blev afsungen, og Berg talte om den gamle og den nye Tid, om Friheden og Grundloven, og udbragte sluttelig et Leve for denne. Efterat endnu en Sang var sungen, talte Folkethingsmand Tange for Frederik den Syvendes Minde og Pastor Knudsen fer Fædrelandet. Holt fra Sandal udbragte et Leve for vor Konge, Gaardeier Haustrup fra Aagaard for Modersmaalet, Gaardeier Riegels fra Slagelse for Sønderjylland, Sadelmager Hansen, Kolding, for Hær og Flaade og Redacteur Sørensen for Danekvinden. Berg mindedes Island og dvælede lidt ved dets nye Forfatning, som han dog ikke var tilfreds med, og Lærer Lauritzen af Fovslet talte endelig for Norden. Ved Bordet, hvorved ca. 5 a 600 Mennesker havde faaet Plads, herskede der en meget livlig Stemning, som gav sig Udtryk ved en Mængde Skaaltaler. Dog kan det neppe siges, at Talerne ved Bordet vare lige saa lidet politiske i egentlig Forstand som Talerne fra Talerstolen. Til den sene Aften glædede Folk sig i den smukt oplyste Have, og skjøndt Festen egentlig sluttedes ved Midnatstid, var der dog Mange, som holdt Grundlovsfest til den lyse Morgen.

Damerne befatte sig ikke med Politik, er en staaende Talemaade, og nægtes kan det jo ikke, at vore to Grundlovsfester ere fremkaldte ved to forskjellige politiske Retninger her i Kolding og Omegn; men mange Damer, som toge den "alvorlige Deel" af Festen i Cathrinelund, søgte op paa Steilbjerg til de muntre Glæder og fandt sig heelt vel deroppe blandt "Høirefolket", som virkelig holdt en smuk og i alle Henseender tiltalende Grundlovsfest. Da Toget, det lille Høiretog, var kommet ud paa Festpladsen, slog man strax Kreds om den festlig smykkede Talerstol, hvor nu langt over 2000 Mennesker vare forsamlede. Man sang "Fordum var Kongen Sværdets Mand" af J. Helms, og Sagfører Grüner talte for Kongen. Ham skulde den første Hyldest og Hilsen gjalde. Smukt og hjerteligt dvælede Taleren ved Frederik den Syvendes frie Folkegave - Friheden! og vor nuværende Konge skyldte vi ogsaa Hyldest og Taknemmelighed; thi han har altid trolig fredet og værnet om Folkets kostelige Eie: Friheden. Han dvælede ved det fælles Maal og de fælles Minder, som Konge og Folk have i Eie sammen og som saa inderligt knytte dem til hinanden med det alvorlige Ønske gjensidigt at bevare Folkets grundlovmæssige Frihed og Selvstændighcd. Taleren udbragte et Leve for Kongen, der besvaredes med jublende Hurraraab. Efter en Sang talte Pastor Mørk-Hansen af Vonsild for Grundloven i et djærvt og grundigt Foredrag. Overlærer Høyer dvælede ved Fædrelandet; smukt og hjerteligt mindede han om den lille Plet, vi kalde Fædrelandet, og fremhævede, hvad det er for danske Hjerter. Pastor Grove-Rasmussen talte for Sønderjylland. Af sin egen store sørgelige Livserfaring manede Taleren frem et fyldigt Billede af al den Sorg og Elende dernede hos vore sønderjydske Brødre. Indtrængende lagde han danske Mænd og Kvinder paa Sinde ikke at glemme Sønderjyden i Trængselstider, ikke glemme, at deres gode, danske Hjerter bløde, naar de maa høre deres Børn synge tydske Seierssange paa Commando i Skolen; Sønderjyderne trænge til Brødrenes Bøn og Arbeide, det Aandens Arbeide, som virker kraftigt i alle Forhold og giver Livet i Trængslerne Kraft og Taalmod, Haab og Kjærlighed, til den længselsfuldt ventede Forløsningstime kommer. Pastor Grove- Rasmussens gribende Tale gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling, hvoriblandt der fandtes mange Sønderjyder, som vare komne op Nord for Grændsen for ret at glæde sig med danske Brødre og Søstre ved Frihedsfesten, fryde sig ved at see det herlige Dannebroge vaie, høre og synge de deilige danske Sange! Endelig talte Steentrykker Bjerring, forhenværende ivrig Socialist, for Ungdommen. Taleren havde faaet Øinene op for al den Daarlighed og Usandhed, Socialismen indeholdt, og var nu vendt om fra sin Veis Vildfarelse. Denne Bekjendelse modtoges - aabent som den blev given - med megen Glæde og Deeltagelse af Forsamlingen. Taleren sluttede med et Leve for Ungdommen. Ved Bordet herskede der en ganske overordentlig livlig og vakker Stemning. Der udbragtes en Mængde Skaaler, hvoraf særlig som vellykket maa fremhæves Ungkarl Jens Sørensens Skaal for Kvinden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1874).

Brev fra Kolding. (Efterskrift til Politivennen)

(Arbeidernes Stilling i det sydlige Jylland under den nuværende Dyrtid. Børnenes Underviisning. Fabrikvirksomhed i det Smaa. Sparecontoirer og Sygekasser. Ugelønnen og Værtshusene. Jord til Arbeiderboliger.)

Den 27de Febr. 1874.

Der har i den senere Tid været lidt Bevægelse paa Arbeidersagens Omraade her i Kolding, navnlig med det Spørgsmaal for Øie: Ved hvilke Midler vil man være istand til at raade Bod paa den Trang, som i den arbeidsknappe Tid uomtvistelig er tilstede i Arbeiderstanden? Der er saaledes i den seneste Tid givet Arbejderforeningens Medlemmer Villighed til at indkjøbe Brød og Svineaffald c: Hoved, Ryg, Been osv. , til betydeligt nedsat Priis, og nu have to Mænd realiseret en i længere Tid næret Plan: For et yderst billigt Vederlag at tilbyde trængende Arbejdere et lille Jordstykke til Havedyrkning. Der tilbydes 500 Qv.-Alen Jord i Leie for l Rd. aarlig, og i dette Jordstykke kan f. Ex. nedlægges c. 4 Skpr Kartofler.

Det er nu ikke sjeldent Tilfældet, at Mange søge at bortraisonnere Arbeiderspørgsmaalet med, at det Røre, som nu viser sig overalt i den saakaldte fjerde Stand, er ugrundet. Der siges kort og godt, at Arbejderne ere umættelige og at Trangen ingenlunde er saa stor, som man giver den Udseende af at være. Spørgsmaalet er imidlertid paa Bane. Trang og Misfornøielse træffer man overalt; hvadenten nu Trangen er selvforskyldt eller ikke, Misfornøjelsen berettiget eller uberettiget, saa, næst at undersøge de factiske Forhold bliver det nødvendigt, hvis Undersøgelsen giver det Resultat, at der virkelig er en betydelig Trang tilstede, da paa bedste Maade at søge den afhjulpen. For denne Byes Vedkommende kan det nu ikke nægtes, at der ikke behøves synderlig Undersøgelse til forat faae constateret en virkelig, endog i de fleste Tilfælde ei selvforskyldt Trang, og det er vel i mange andre Byer som her, saa det gjælder nærmest om at paapege Midler, hvorved en hjælpsom Haand rækkes Arbeiderne.

Arbeiderstanden har et billigt Krav paa at faae sit Arbeide lønnet saaledes, at den i Virkeligheden kan leve af sine Hænders Gjerning. Et andet Spørgsmaal er det, om Arbeiderne i Virkeligheden ville faae det bedre derved; thi det kommer an paa, hvorledes Fortjenesten bruges. Ikke alle Steder anvendes de suurt erhvervede Skillinger paa en fornuftig Maade; hvorofte seer man ikke, at en stor Deel af Ugens Fortjeneste, som blev udbetalt Løverdag Aften, ødes bort om Søndagen til Sviir og andre letsindige og daarlige Forlystelser.

Ikte Alt er Arbeidsgivernes Skyld, og dog skal jeg villigt indrømme, at ikke alle Arbeidsgivere tage et fornødent Hensyn til deres Arbeidere; i et herværende lokalt Blad har jeg seet forskjellige Lønningssatser for Arbeidere opgivne med den Erklæring, at de vare rigelige - maaskee i nogle Henseender, men ikke i alle. En Arbeider med Familie kan ikke leve af 5 Mk. 8 sk om Dagen uden at føle Næringssorg. Regnestykket er let at gjøre. En Kones Arbeide skulde den lange Dag igjennem ikke være mere end 2 a 3 Mk. værd; det er ufatteligt!

Vi føle Alle uden Undtagelse, at det sidste Par Aar i denne Henseende have stillet betydeligt større Krav til vor Pung, end førhen. Det er et nøiagtigt Regnestykke, at en Familie, som 1871 levede for 25 Rd om Maaneden, nu neppe kan komme ud af det med 30 Rd, og der er ingen Udsigt til, at det vil blive billigere at leve; tvertimod føler man Frygt for, at det vil blive endnu dyrere; thi alle Fornødenheder stige jo stadig i Priis. For Arbeiderne er det endnu dyrere at live, fordi de som oftest maa kjøbe deres Fødemidler i smaa Vægtdele, og det er jo en bekjendt Sag, at jo mindre man kjøber, desto dyrere og ofte ringere er det.

Det er nu langtfra min Tanke, endog blot tilnærmelsesviis at kunne give Svar paa det Spørgsmaal: Ved hvilke Midler kan man komme Arbeiderne til Hjælp i deres ofte høist fortrykte Stilling? Men da jeg ofte, saagodtsom daglig, kommer i Berøring med forskjellige Arbeidere og saaledes har havt rig Leilighed til at see, hvor det er, "Skoen trykker", saa troer jeg, at kunne paapege nogle Midler - lad dem end være smaae og tage sig uanselige ud - , ved hvilke der kan ydes Arbejderen, saavel directe som indirecte, en god Haandsrækning. - Først og fremmest holder jeg paa, at Arbeidernes Børn faae en ordentlig Skolegang. De maae have Heeldagsunderviisning og, saavidt som muligt er, undervises og opdrages med det Maal for Øie, at de allerfleste af dem blive Haandværkere. Ogsaa af Hensyn hertil sætter jeg Priis paa, at Børnene øves i Haandens Gjerning; det vil med andre Ord sige, at der gives Børnene udenfor Skoletiden Adgang til at lære forskjellig Syssel paa dertil indrettede Værksteder. Ogsaa Pigebørnene bør lære Andet og Mere end at sye og strikke.

For de Børn, som paa Grund af Fattigdom i Hjemmet nødvendigviis skulle arbeide for at tjene Noget til Hjælp til deres Livsfornødenheder, bør der enten af Communen eller ved en større Forening - Aktieselskab eller hvorledes man nu troer bedst al kunne indrette det - oprettes et Slags Fabriksvirksomhed i det Smaa, hvorved Børnene paa en sund og hensigtsmæssig Maade beskjæftiges i Fritiden for at tjene en lille Hjælpeskilling. Udentvivl findes der mange forskjellige Sorter Arbeide, som Børn kunne beskjæftiges ved, uden at der fordres store Capitaler for at sætte Saadant i Gang. Selvfølgelig maa man fortrinsviis vælge saadanne Ting, som ere let afsættelige, thi ved Siden af at Børnene lære at bestille Noget, er det ogsaa af Vigtighed, at et Barn over Tiaars Alderen kan tjene fra 5 til 8 Mk. ugentlig.

Det maae ansees fordærveligt for Børn, saavel i legemlig som sandelig Henseende, at arbeide 5-6 Timer i Træk paa Uldspinderier, Tobaksfabriker o. l. St., da Raastoffet ubetinget maa ansees for at virke svækkende paa Børnenes Legeme og i høi Grad maa sløve Aandsevnerne, saa Barnet efter en saadan Arbeidstid i Reglen er uskikket til at modtage nogen Underviisning. Kjøbstædernes Friskoler maae i denne Henseende kunne give factiske Oplysninger, som fuldstændig vise, hvorledes de fabrikarbeidende Børn ere stilllede ligeoverfor Skolens berettigede Krav til dem.

Dernæst er det af Vigtighed, at Arbeiderne endog i de korte Vinterdage faae en saadan Dagløn, at de, om end meget tarveligt, kunne faae det daglige Brød. Saavidt jeg har kunnet forskaffe mig Oplysninger i denne Henseende, er jeg kommen til det Resultat, at Dagleierne i Vintermaanederne kun have 4 Mk. 4 sk daglig. Der behøves ikke Meget til at godtgjøre, at en Arbejderfamilie paa 5-6 Medlemmer umulig kan leve af denne Fortjeneste. Nu er det rigtignok saa, at der midt i Vintertiden de fleste Steder slet intet Arbeide er at faae, men at Arbejdsgiverne ofte af et menneskekjærligt Hensyn see til at give deres Dagleiere Noget at bestille i de korteste Dage for at hjælpe lidt paa dem; derfor er Daglønnen knappere i den Tid. Hvor det er saa, vil det uden Tvivl være rigtigt, at Communerne udbyde Arbeide. Det er i Tiden fra December til Marts, at det kniber; men det er dog ofte Tilfældet, at Veiret tilsteder Udførelsen af mange forskjellige Arbeider ude, som Forbedring af Veie omkring Byerne, Forarbeidning af Jord til Plantninger, Anlæg af nye Veie, Opfyldning og Regulering af Byggegrunde, Steenslagning og meget Andet. Det synes mig at være meget bedre, at Byerne paa denne Maade komme Arbeiderne til Hjælp end ved ligefrem at yde de meest Trængende, som Nøden driver til at bede om Bistand, nogen Fattighjælp. Mange ansee en Fattigunderstøttelse som saa nedsættende i Medborgeree Dom, at det for dem ikke stiller sig synderlig bedre, end om de havde været Friheden berøvet for en eller anden vanærende Handling. Det er en Selvfølge, at saadant offentligt Arbeide kun skal tilbydes trængende Arbeidere i den meest arbeidsløse Tid fra December til Marts. I den øvrige Tid af Aaret faae Arbeiderne en ret anstændig Sagløn, ofte vel endog saa rigelig, at der kan blive en lille Smule tilovers.

For at disse Smuler ikke skulle gaae tabte, vilde det være hensigtsmæssigt, at der i Byerne og paa enhver større Arbeidsplads i Nærheden af Arbeidernes Boliger blev aabnet nogle Sparecontoirer, hvor enhver undværlig Fiirskilling kunde sættes ind, og en lille Sum saaledes kunde samles til den trange Tid. Det vil ogsaa være hensigsmæssigt, om alle større Skoler i Lighed med, hvad der er skeet ved en større offentlig Skole paa Christianshavn, giver Børnene Leilighed til at sammenspare de mange Smaaskillinger, de saa ofte fortjene, deels ved ugentligt Arbeide, deels ved tilfældigt Arbeide, som Byærinder o. desl.

Dernæst er det af stor Vigtighed, at Interessen mere vækkes for de store Goder, som Sygekasseindretningen yder sine Medlemmer. Det maa komme dertil, at alle Arbeidere gjøre Indskud i en velordnet Sygekasse, saaledes som Arbejderforeningens her i Byen formeentlig er. Derved holdes Nøden fra Døren i den allersørgeligste Tid af en Arbeiders Liv, den nemlig, da Sygdom holder ham hjemme og gjør det umuligt for ham at udføre nogetsomhelst Arbeide. Naar han kan faae 4-6 Rd. om Ugen i Sygehjælp, saa drives han dog ikke til af denne Grund at tye til Fattigvæsenet.

Et stort Samfundsonde er den talløse Mængde af Værtshuse, som nu findes selv i de mindste Byer. Her i Kolding, troer jeg, er langt over et halvt Hundrede Værtshuse. Hvilken Fristelse er det ikke for den Mand, der fra Kl. 4 om Morgenen til Kl. 7-8 om Aftenen er beskjæftiget med strengt legemligt Arbeide, een, ja. flere Gange om Dagen at tye hen til et tæt ved værende Værtshuus for at vederkvæge sig ved en Snaps eller to og en Flaske Øl. For de fleste Arbeidere bliver dette til en Vane, og den er kostbar; thi man maa vel huske paa, at hvad der saaledes nydes i eller fra Værtshusene, er Extraforpleining. Den almindelige Ration af en halv Pægl Brændeviin og en Pot Øl føres med den tørre Kost til Arbejdsstedet om Morgenen. Ville vi see, hvad en saadan Extraforpleining koster mangen Arbeider Aaret rundt, saa faae vi slet ikke saa lille en Sum ud. Lad Arbeidsdagene være 300; hver Dag koster 7 Skilling. c: 2 Snapse og en Flaske Treskillingsøl, altsaa 21 Rd. 5 Mk. 4 sk. I Sandhed, en stor Sum at svare, fristede ikke Værtshusene Arbeiderne til at sætte den til. Bladene have meddeelt, at  Politiet hist og her har sat en Grændse for Antallet af Værtshuse. Kunde de ad lovlig Vei indskrænkes endeel, vilde del være et stort Gode. Det er statistisk godtgjort, at der her i Landet findes Kjøbstæder med en Folkemængde af 4- 5000 Indbyggere, der have 60-80 Værtshuusholdere, altsaa eet Værtshuus for 62 Mennesker, hvoraf da den største Deel er Kvinder og Børn.

Det vilde dernæst være i alle Arbeideres Interesse, der fik Ugeløn, at denne blev dem udbetalt om Mandagen og ikke om Løverdagen. Meningen med dette Forslag er selvfølgelig ikke at sætte Arbejderne under Umyndighedsvilkaar, men ligefrem at forskaane dem for den Fristelse, der unægtelig ligger i Løverdag Aften at faae Ugelønnen udbetalt og saa den næste Morgen vaagne op til en Fridag. Ak, paa den Fridag gaaer ofte en heel Uges Fortjeneste i Løbet. Hvormeget bedre vilde det ikke være for dem, der kun have Lidt, ikke at være udsat for denne Fristelse, men derimod Mandag Aften at faae Lønnen, Tirsdag Morgen igjen at gaae paa Arbeidc for at tjene Mere til. 

Naar der saa ikke alene her i Byen, men ogsaa i andre Kjøbstæder, hvor der findes en trængende Befolkning, blev udlagt Jord til Arbejderboliger, som opførtes tidssvarende og udleiedes saaledes, at Beboerne i selve Leieafgiften, som maatte staae i et passende Forhold til Fortjenesten, betalte Afdrag paa den Sum, Huset havde kostet at opføre, og Arbeiderne saaledes for hver Halvaarsleie, der blev betalt, mere og mere bleve Eiere af det beboede Sted, saa vilde ogsaa dette Foretagende i en væsentlig Grad forbedre de Livsvilkaar, hvorunder Arbeiderne for Tiden leve her i Byen, ligesom ogsaa Sands for Reenlighed og Hygge i en væsentlig Grad derved vilde fremmes; thi Arbejderen fik saa at see, at hans Arbeide gav Mere af sig, end (ofte knapt nok) det daglige Brød, og i Tidens Løb vilde han faae Kjærlighed til det af ham beboede Sted. Og jeg er overbeviist om, at eftersom Aarene skred frem, vilde han ved god Økonomi og utrættelig Flid stræbe efter hver Flyttedag at betale Mere, for desto snarere at kunne sige: Dette Huus er mit; ved mine Hænders Gjerning har jeg fortjent enhver Stilling, det har kostet at opføre.

Maatte jeg nu ved disse Linier, som ere en Frugt af mine Undersøgelser og Betragtninger af Arbeidersagen her i Byen, bidrage en Smile til, at Forholdene her som andre Steder, maae finde virksomme og sagkyndige Ledere til en nogenlunde tilfredsstillende Ordning af den, saa er min Hensigt med at sende "Berlingske Tidendes" ærede Redaction dette Brev med Bøn om Plads for det, naaet. m.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1874).

Forsyningssituationen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kolding skrives  til os den 8de ds.: Det spores strax, at den franske Flaade har forladt Østersøens Kyster for at samles Kjøgebugt; thi Blokaden er for Tiden langt fra ikke det, den burde være, nemlig en fuldkommen Standsning af al Handel og Skibsfart paa de preussiske kyster, deri indbefattet kysterne af de annekterede Kystlande; nu forsynes nemlig Preussen ganske ugenert med de forskjelligste Artikler ved Smaaskibe, som herfra lade sig udklarere til Sverige, men Stedet derfor anløbe navnlig Slesvigs nærmeste Søstæder. Sligt skeer daglig. Der er talt og skrevet meget om, at Hamborg, denne By for Verdenshandelen, nu vilde lide et forfærdeligt Knæk ved Krigen og navnlig ved Blokaden; men man har glemt, at Jernveien staaer Hamborgerne aaben, og den benytte de da ogsaa efter en storartet Maalestok. Mindst 100,000 Pd. Handelsvarer føres daglig fra Hamborg herover Kolding til Kjøbenhavn, Sveriges større Stæder, Norge, Finland, Rusland, saa at Godstransporten her for Tiden overvælder de smaa Forhold. Jernbanens Bestyrelse har jo rigtignok vist sig meget omsigtsfuld under disse Forhold, idet den har tilbudt Toldvæsenet Banens Vognskur, hvis Beliggenhed er af den Beskaffenhed, at Forretningsgangen vilde blive høist besværlig. Det havde kun været Konduite, naar Jernbane-Bestyrelsen strax, da Godstranporten udviklede sig saa overordentlig, havde opført et Skur til Varerne; thi Toldbygningens høist uheldige Varelokale har for lang Tid siden været saa overfyldt, at Dampskibenes Varelokaler ved Havnen maatte rømmes og stilles til Disposition. Toldpersonalet her har paa Grund af disse Omstændigheder en overanstrengende Tjeneste, idet det ofte maa være i Aktivitet baade Dag og Nat. - Transporten sydpaa er ikke mindre. I disse Dage er her ad Jernveien gaaet henved 10,000 Tdr. Sild ned til Preusserne - og der har dernede fra været Forespørgsel, om Banen i den nærmeste Fremtid kunde befordre adskillige 1000 Tdr. til. Det er nu overordentlig heldigt for Preusserne, at de kunne faa Spegesild til deres Brød, da Kvægpesten dernede berøver dem deres ferske Rationer. Ifølge en Privatskrivelse hen til Byen, har man i de sidste Dage ved Baierns Grændse maattet nedslaa ca. 800 Stude og Køer, som vare angrebne af Smitten. Ad Jernveien har man ogsaa forsynet Preussen med nogle Skibsladninger Kul. Nu tage Blokadebryderne denne Varesort paa deres Samvittighed. Skibsfarten har begyndt at udvide sig paa Grund af disse Forhold, og navnlig skulle svenske Dampskibs-Rhedere have paatænkt at sætte et Par Skibe i regelmæssig ugentlig Frugtfart her fra Kolding via Kiøbenhavn til Gøteborg og Stockholm. - Jeg talte før om Jernbanen. Det vilde være ønskeligt, om den ærede Banebestyrelse vilde foranstalte en Overgang fra Banestationen til Havnen, hvilket vistnok kunde ske uden mindste Gene for Banen og til stor Lettelse for Publikum. Naar Dampskibet Søndag Aften Kl. 8 kommer her til Byen, kunne de Rejsende, som skulle videre ikke naa ad den lange Omvei at komme med Toget, som afgaaer Kl. 8 5 Min., men naar fandtes en Overgang fra Havnen til Stationen, vilde det kunne ske. Det samme er Tilfældet om Lørdagen, da "Veile" kommer hertil Kl. 11 eller lidt efter. En anden Ting ved Jernbanevæsenet er endnu at paatale, nemlig Belysningen af Veien fra Byen til Stationen. Denne Sag har ofte været paa Bane i de lokale Blade, men uden Nytte. I flere Aar have de Reisende - Fremmede og kjendte Folk - maattet passere denne ikke ganske ubetydelige Veilængde i Mørke. Det er et Vidunder, at ingen Ulykke er skeet ved denne uforsvarlige Fremgangsmaade; thi man er udsat baade for at gaa i Grøften og for at blive overkjørt. Om det er Banebestyrelsen eller Kolding Byraad, der bærer Ansvaret herfor, er Publikum udekjendt; men saa meget er vist, at det synes paa Tide, at Indenrigsministeriet tager Sagen i sin Haand. Det er selvfølgelig ikke alene Kolding og Aarhuus, som mærke den forandrede Tingenes Tilstand mod Handelssamkvemmet. Fredericia Havn er bestandig overfyldt af fremmede Skibe. De omtalte Sild ere af norske Skibe førte til Fredericia, ligesom denne Havn nu ogsaa anløbes af Skibe, der ere bestemte til de blokerede Steder paa Slesvigs Kyst. Enten losse de der eller ligge og vente paa bedre Tider.

(Dags-Telegraphen (København) 19. september 1870).

Kongelig Agent Jens Peter Wissing (1788-1867). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Peter Wissing (1788-1867) var søn af en rig købmand i Kolding. Ved faderens død i 1817 overtog han forretningen og havde desuden en række kommunale tillidsposter. Han blev yderligere velstående ved moderen død i 1830, at han opgav købmandsforretningen og levede af afkastet af ejendommen og statspapirer. 

Jens Peter Wissing lånte kommunen penge til et nyt rådhus til billig rente og lempelige afdrag. Han bestemte at hvis han (der var ungkarl og derfor uden efterkommere) døde, skulle resten af lånet hensættes som et legat. Desværre for byen levede Wissing så længe at lånet ved hans død for længst var betalt. Rådhuset stod færdigt i 1839. I 1841 gav han penge til Kolding bys trængende ved udredelsen af deres kommuneskatter.

I 1845 fik han titel af kongelig agent af Christian 8. En titel man fik når man betalte rangskat og som belønning for den indsats, han gennem gaver havde givet Kolding, bl. a. en ny klokke til Skt. Nikolai Kirke, forbedring af orglet og et nyt alterklæde. I 1856 forærede han kirken et stort stykke skov i Seest. Wissing stiftede et legat af hvilke renterne (10 Rd) skulle anvendes til det. Beløbet var så lille at det var nødvendigt at spare sammen for flere år. I 1866 anskaffede man fx 4 nye tavler til salmenumrene.

Allerede i 1830'erne havde han opbygget et ry(gte) som skandalemager, hvilken kom til udtryk i en artikel i Corsaren:

I det Øieblik, da Bladet skal sluttes, modtage vi endnu følgende Brev:

Kolding den 20de Januar.

Kjære Corsar!

Igaar er Jens Peter Wissing bleven Agent; Byfogden har i Kongens Navn meddeelt ham denne Udnævnelse. De husker ham vel nok: det er ham, der hele Dagen staaer udenfor sit Huus i bar Nattrøie, undtagen om Sommeren, da han bærer Chenille; kalder de smaae og store Gadedrenge, der samles om ham, "Mine Herrer", men skikkelige Folk, der gaae forbi, Lumpenpak; laaner Penge ud til Smaadrenge, men aldrig til Familiefædre; aldrig lader gjøre reent i sit Huus, men pynter Kirken med Alterklæder o. desl. - han er bleven Agent, og det er umuligt at see paa ham, at det undrer ham, ja, han syntes slet ikke at føle sig ydmyg ved saaledes at være bleven stillet ved Siden af den store Carstensen. Kun Byfogden saae lidt geneert ud under Høitideligheden.

(Corsaren 24. januar 1845)

Under krigen 1848-1850 havde hans pakhus været benyttet til magasin, to af hans parceller til artilleri, hans lystbåde til fiskeri i Kolding Fjord og han havde måttet aflevere sine våben. I september 1849 indberettede han til krigsministeriet at han renoncerede på erstatning for de tab der havde været ved det. 

I november 1852 blev Wissing idømt en mulkt på 25 Rbd. ved politiretten. Det fremgår af domsprotokollen at han med hujen og skrigen havde forstyrret ”den offentlige Rolighed og gjort sig skyldig i Gadeoptøjer”. Han havde for vane at hidkalde gadens børn for at spørge dem, om de vidste, hvor den fattige agent boede. Børnene pegede så på genboen agent Warmings hus, hvorefter Wissing spurgte dem, hvor den rige agent havde hjemme. Herefter pegede de på Wissings ejendom, en oplysning han kvitterede med fire skilling til hver.

- "Fra mangfoldige Sider" - hedder det i Kolding Avis - "Hører man atter klage over, at Byens berygtede Skandalemager, Agent Jens Peter Wissing, driver sit Uvæsen over alle Grændser af det Tilladelige. Der er navnlig fra flere Sider anket over, at han anfalder saavel Byens som ganske fremmede Damer med de meest uhøviske Talemaader og Udraab. Skulde vort Politi, som man vil vide, ansee sig for uberettiget til at skrive ind for at forebygge saadanne offentlige Skandaler (vi troe næppe, at det kan mangle paa tilstrækkelige Vidner), da er det tilvisse høiligen at beklage. Lad Manden forfølge Byens mandlige Beboere med sine Skjældsord og sin Cohorte af Gadedrenge; det finder man sig j; men det kan aldrig tilgives, at Byen for et saadant Individs Skyld kommer i den Grad i slet Rygte, at anstændige Damer ikke til nogen Tid af Dagen ene tør passere Gaderne"

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

22 Marts (1856). Confirmation paa et af Agent I. P. Wissing af Kolding oprettet Gavebrev om en Fredskovslod til Kolding Kirke. Gavebrev.

Undertegnede Agent Jens Peter Wissing i Kolding skjænker og bortgiver herved til Kolding Kirke, overeensstemmende med en af mig under 23de September 1844 udstedt og d. 23de December 1851 tinglæst Declaration, den mig tilhørende Fredskovslod i Seest Skov, Seest Sogn, Andst Herred, Ribe Amt. Denne Gave knyttes herved til følgende Betingelser. 1) Da jeg har ladet Skoven plante og frede, ville jeg ikke have Skovbestanden ødelagt, hvorfor jeg herved bestemmer, at der i Skoven aldeles intet maa hugges eller udluftes, uden at Stiftsdirectionen i Ribe dertil giver speciel Ordre og fastsætter de Regler, hvorefter Skoven skal behandles. 2) Skovlodden skal til evindelige Tider være Kirkens uformindskede Skoveiendom og som Følge deraf maa den aldrig afhændes fra Kirken. 3) De Indtægter som Kirken maatte erholde af Fredskoven, maa alene anvendes til Kirkens indvendige Forskjønnelse og deraf maa ingensinde noget anvendes i andet Øiemed, det være sig af hvad Navn nævnes kan. 4) Det skal stedse være vedkommende Authoriteters Pligt at vaage over, at Skoven opelskes og fredes, og at den ikke ruineres. Foranførte Betingelser erklærer og declarerer jeg herved, at den ovenanførte Fredskovslod skal fra den 14de September d. A. være Kolding Kirkes lovlige Skoveiendom fri for enhver Paa- eller Tiltale, efter Loven. Til Bekræftelse under min Haands Underskrift i Overværelse af tvende Vitterligheds Vidner.

Kolding, den 4de Februar 1856. 
Jens Peter Wissing

Til Vitterlighed:
Kralund. Schmell.

Jens Peter Wissing (1788-1867). Købmand. Teksten lyder: "Meld ham" Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Under "Indsendt" læstes nylig Følgende i "Kolding Av." "Hr. Redacteur! Der er her i Byen et Individ, som jeg skal tillade mig at henleve deres Opmærksomhed paa, et Individ, der ikke alene agerer Formand for Byens Gadedrenge, naar det, som sædvanlig, er i Selskab med disse, men som ogsaa paa egen Haand er meget værre end Gadedrengene. Dette Individ søger at tortere Enhver, der ikke staaer i særdeles Gunst hos det, ikke alene Herrer, men selv Damer, paa den meest pøbelagtige Maade, og saaledes er Individet ikke alene Aarsag til, at saa Mange, der ellers gierne spadsere ad Byens bedste og ellers meest befærdede Gade, maae gjøre en Omvei, for at undqaae Skandaler; men det er ogsaa en formelig Plage for dem, der boe i dets Nærhed. Vi vide ikke, om der ikke skulde gives Midler til at lukke Munden paa dette impertinente Individ, der stadig praler af at være HS. Majestæt Kongens Agent, Jens Peter Wissing; men saameget er vist, at det er absolut nødvendigt, at der med det første paalægges ham en ordentlig Mundkurv; thi det er dog vel drøit, at de fleste af Byens Indvaanere skulle undsee sig ved at passere forbi dette tilsyneladende halvgale Menneske."

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 2. juni 1856)

En Indsender har paany i "Kolding Avis" fremsat følgende skarpe Anke imod Agent J. P. Wissing: Endskjønt der ofte her i Avisen er ført Klage over den Maade, hvorpaa Hans Maiestæt Kongens Agent Jens Peter Wissing agerer paa vore Gader og Stræder, er dog, med Undtagelse af, at han engang ved Politiretten er idømt en Mulct af 20 Rd., saavidt vi vide, Intet fra Politiets Side foretaget for at hemme det Uvæsen, han daglig driver. Det er derfor saare naturligt, at denne forfængelige og hovmodige Person troer sig berettiget til at tilsidesætte al Sædelighed og Velanstændighed og vedbliver med uhøviske Ord og Talemaader offentligt at insultere Enhver, der har det Uheld at mishage ham. Vel have vi hørt sige, at vor Agent, der har skjænket betydelige Summer til offentlig Brug, og frivillig svarer uforholdsmæssig høie Afgivter til Kommunen, staaer i megen Anseelse og Gunst hos de lavere Klasser af Byens Befolkning, og at disse høiligen vilde misbillige ethvert Skridt, der foretoges for at hindre hans lovstridige og skamløse Færd. Men denne Anskuelse er vistnok aldeles falsk; thi næppe engang af de Gadedrenge, der sædvanlig ledsage vor Agent og høre hans cyniske Foredrag, er han synderlig agtet og anset, og i alt Fald nærer sikkerlig enhver rettænkende og velsindet Borger og Indvaaner det Ønske, at et Individ, der daglig forstyrrer den offentlige Ro - der paa den mest uforskammede Maade uden al Anledning overøser snart En, snart en Anden med de gemeneste og plumpeste Skjeldsord - der alt længe har været til Skam og Skændsel for den hele By, omsider bringes til Orden og lærer at lyde Lovens Bud.

(Ribe Stifts-Tidende 7. august 1856).

I 1858 skænkede Wissing Fredericia Kommune en obligation på 100 Rd. hvis renter skulle anvendes til vedligeholdelse af det mindesmærke som ville blive oprejst for generalløjtnant Bülow.

Gadedrengenes Formand i Kolding. I "Kold. A." skriver en Indsender: Hr. Redacteur! Vi have jo nu et godt Politi her i Byen; jeg har læst en Attest om den Ting i Bladene, og da denne Attest var underskreven af Politimesteren selv, er den efter min Mening uantastelig. De maa for mig gierne raisonnere anderledes, det er ikke min Sag. Det var nu egentlig ikke det, jeg vilde sige: jeg vilde egentlig henlede det aarvaagne Polities Opmærksomhed paa et Individ, der oftere er kaldt og endnu synes at være "Byens privilegerede Skandalmager" nemlig Skraalhalsen Jens Peter Wissing, gadedrengenes Formand. Dersom han ikke kan drages til Ansvar, fordi han med allerstørste Flid søger at insultere og paa sin Viis insulterer Enhver, selv om man ikke i fjerneste Maade har fornærmet ham, saa maa han ligefrem blive straffet for "Gadeoptøier", der ere en Yndlingsbeskjæftigelse for ham. Saa længe der bliver seet igjennem Fingre med ham, maa enhver honnet Person undsee sig ved at passere forbi ham; og da jeg er overbeviist om, at enhver anden Stymper, der vilde gjere Forsøg i lignende Retning, snart vilde blive tagen ved Vingebenet, anmodes Politiet indstændig om ogsaa at habe et vaagent Øie med

Jens Peter Wissing;

thi hans Opførsel er virkelig utaalelig. Skulde Skandalen vedblive, vil De snart høre fra mig igjen.

Deres ærbødige a-ø

(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser 20. april 1859).

Wissing var stadig i 1860'erne byens højst beskattede indbygger.

Tegner og maler Peter Møller (1838-1910): Jens Peter Wissing. Teksten lyder: "W: Har du meldt ham? Drengen: Jo! Ja!" Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Angaaende den nylig afdøde Agent I. P. Wissing, der i "Koldpst." gjordes til Gjenstand for en temmelig hensynsløs Omtale, meddeler "Kolding Av." forskjellige Notitser, der vidne om, at han ingenlunde har savnet Tilbøielighed tit at anvende sin Formue i almeennyttige Øiemeed. Særlig tog han sig af Kolding Kirke. Denne skjænkede han først den saakaldte Kirketoft, imod at Kirken skulde sørge for Vedligeholdelse af hans Forældres og hans egen Begravelse. Han tænkte derefter paa Kirkens indvendige Forskjønnelse og offrede i en Aarrække mange Penge paa den, først til Alterklæder o. desl., derpaa til en ny Stemme i det ældre Orgel, endvidere til Restaurering af Altertavlen og endelig til Skriftestolen. I 1840 skjænkede han en ny Kirkeklokke. For ogsaa at give sit Bidrag til Kirkens Vedligeholdelse i Fremtiden overdrog han Kirken en Skovlod, som han eiede i Seest, og som han havde tilplantet med megen Omhu; at denne Gave ikke er uden Værdi, fremgaaer af, at Kirken i en Række af Aar har havt en Indtægt af Skoven af 200 Rd. aarlig. Endelig har han sikkret Kirken en aarlig Indtægt af 10 Rd., der er bestemt til dens indre Forskjønnelse. For Børn af Borgerskolen, som synge ved Begravelser, har han oprettet et Legat paa 150 Rd., og dette Legat omfatter tillige 400 Rd., hvoraf Renten anvendes til Flidsbelønning i Borgerskolen og Friskolen til de Børn, der udmærke sig i Religion. Skrivning og Regning. Endelig skjænkede den Afdøde i sin Tid den latinske Skole et Legat, som nu er gaaet over til Realskolen og uddeles til Disciple, der udmærke sig ved Sang og Deklamation. Da den nye Raadstue blev opført 1839, maatte Byen gjøre et Laan af 3500 Rd. hos det Offentlige; Obligationen for Laanet indløste I. P. Wissing og bestemte, at hvad der blev tilovers af Laanet efter de aarlige bestemte Afdrag, ved hans dødelige Afgang skulde anvendes til Afdrag i fattige Borgeres Kæmnerskatter; han levede imidlertid saa længe, at Laanet vist for Størstedelen er tilbagebetalt, saaledes at hans gode Hensigt ikke blev opnaaet.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 22. januar 1868).

Nogle Barndomserindringer fra Kolding. af J. L.

- - - 

Tæt herved, paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, boede i en meget stor to Etages gammel Bindingsværksbygning den bekjendte Rigmand Agent J. P. Wissing, en i vide Kredse bekjendt Særling. Trods sin Rigdom boede han som Eremit i den store Gaard, i hvilken sjælden Nogen fik Lov til at komme, og her levede han som en anden Diogenes mellem det værste Skrammel og i det værste Griseri, man kan tænke sig. Fra Gaden saae han ud som en Lazaron i en lang, vid Kappe, Tøfler og høj Silkehal; Hatten var som oftest forholdsvis ny og pæn - af den gode Grund, at Ungdommen ikke kunde lade ham beholde Hovedtøjet i Fred. Nu er Jens Peter Wissing død og borte, og paa hans gamle Ejendoms Grund findes en stor, smuk Kjøbmandsgaard, men Minder om ham vil først sent uddø. Kom Folk ham for nær, gav han dem det glatte Lag, og en Dag, da ovennævnte dansktalende østerrigske Officer nysgjerrig indlod sig med ham, fik han og de øvrige tilstedeværende høje Herrer "baade læst og paaskrevet".

- - -

(Fyens Stiftstidende 7. august 1886).

På Arkiv.dk findes en anden tegning af Wissing med teksten: "Kolding. Agent Jens Peter Wissing. (1788 - 1867). Tegning af Peter Nikolaj Møller. J.P. Wissing boede i Peder Helts hus, et markant bindingsværkshus, som han ejede, og som han desværre lod forfalde (nedrevet 1868) på hjørnet af Helligkorsgade og Søndergade."  (Kolding Leksikon, se yderligere her)

Den afdøde Wissings ejendom ses her til salg i Haderslev Avis 13. februar 1868. Auktion over hans jorder m.m. blev foretaget den 17. juli 1868..

Wissings gård var opført i 1619 af legatstifteren Peder Helt. Hovedbygningen lå parallelt med Helligkorsgade, med et mindre sidehus ned langs Søndergade. Gården var ikke vedligeholdt af  Wissing-familien siden overtagelsen den omkring 1781. Gården blev dog malet hvert år. Han boede kun i et karnapværelse i stuen, og han spiste middagsmad ude skiftende steder af frygt for at blive forgivet.

Ved Jens Peter Wissings død 15. december 1867, udviste hans dødsbo en formue på lidt over 131.000 rigsdaler. Da Wissing ikke havde skrevet testamente, blev formuen fordelt mellem hans søster og hans søsters børn. Den nye ejer, H. W. Meyer, lod gården nedrive i 1868.

Bidrag til Kolding Bys Historie i det 19. Aarhundrede.

(Af Filialbestyrer P. Eliassen, Kolding).

VI. En Særling.

Naar ældre Koldingborgere kommer til at tale om svundne Tider, er der en enkelt Mand, der stadig afgiver Samtaleæmner, nemlig kongelig Agent Jens Peter Wissing. Denne mærkelige Mand, hvis Navn allerede er nævnt i der foregaaende, var med alle sine iøjnefaldende Fejl og Særheder dog en interessant Repræsentant for en længst forsvunden Tid. Ved sine vittige og skarpe Svar, ved sin sære Livsførelse, ved sine mange Gaver og Legater til Byen og ved sine bestandige Kampe med Ungdommen, er han bleven et Brændpunkt for de fleste ældres Barndornserindringer, og da Jens Peter WissingHistorierne giver gode Billeder fra Livet her i Byen i Datiden, fortiener de en Plads her. Allerførst nogle biografiske Oplysninger:

I det 18 Aarhundredes Slutning og det 19des Begyndelse indtog Købmd. Jens Wissing en fremragende Stilling indenfor Byens Handel. Han var fra Sønder Vissing, født 1737. I 1774 brev han, der altsaa da var 37 Aar gl., gift med den 23-aarige Ane Marie Fischer fra Vejle. Købmand Jens Wissing var Svoger til de to Præster Jokum Haar til Vejen og Læborg og Johan Otto Haar, Garnisonspræst i Frederiksværn i Norge.

Man har ment, at Jens Peter Wissing, eneste Søn af dette Ægteskab og født 3. Marts 1788 her i Kolding, skulde have arvet nogle af sine Særheder efter Forældrene, men fra paalidelig Side paastaas det bestemt, at Forældrene ikke i nogen Maade var Særlinge. Faderen var anset for en nøje paaseende Mand, som holdt godt ved sine Penge, Som et Træk, der vidner om, at Faderen var fornuftig nok, kan anføres: Paa Laasbybanke boede en Mand ved Navn Zacharias Eriksen. En Søn af ham, der var i København, skrev til ham 1812 eller 1813, at der vilde ske en Forandring med Pengevæsenet. Dersom Faderen havde de Penge, han skyldte Jens lKissing, skulde han udbetale Gælden. Det gjorde Faderen ogsaa, og Jens Wissing modtog Pengene med Renter og kvitterede. Eriksen raadede sine Venner til at gøre som han, at betale deres Gæld med Papirspenge, der jo ganske rigtig bag efter blev ret værdiløse. Men de Folk, der fulgte Eriksens Raad og kom og, vilde betale Jens Wissing, blev affærdigede med: "Jo pyt! Sig mig dem lovlig op !"

Om Jens Wissing sagde man forøvrigt, at hans Penge forøgedes ligesom Bogstaverne i hans Navnetræk forstørredes. Han var erkendt for en rig, men ogsaa for en human Mand, der ikke satte nogen fra Gaard og Grund, selv om han ikke prompte kunde betale, hvad han skyldte ham.

Jens Wissing døde 1817. Hans Hustru overlevede ham og døde 1830. Sine sidste Dage henlevede hun i en mindre Ejendom, opført 1619, liggende paa Rendebanen mellem Warburgs og Daugaards, nu nedbrudt og sammenføjet med Hjørnestedet.

Om Jens Peter Wissing fremgaar det af Dokumenter i Raadhusarkivet, at han har beklædt mange kommunale Tillidsposter. Han har saaledes været Takserborger, i 1816 var han Havnefoged en Tid, 1826 blev han eligeret Borger, valgt med 25 af 28 afgivne Stemmer. Allerede 1829 fratraadte han dog denne Bestilling. Desuden har han i sin Tid været Overformynder. Paa Grund af en Brokskade slap han for Borgervæbningen. J. P. Wissing, der som nedenfor nævnt, maa have overtaget Forretningen ved Faderens Død 1817, fik ved Moderens Død i Arvepart over 19000 Rdl. i Obligationer og Afregningsbeviser foruden nogle faste Ejendomme, Løsøre og Effekter, men allerede i Forvejen var han en særdeles velstaaende Mand.

I Aaret 1845, 9. Jan., blev han af Christian VIII udnævnt til kongelig Agent.

Jens Peter Missing. afgik ved Døden 15. Dec. 1867. Paa hans Ligsten, staar henvist til Tobiæ 3. 2. Efter disse Oplysninger giver jeg Ordet til Skomagermester P. Martin Møller (f. 1824):

Jens Peter Wissing gik i Skole hos Lærer P. Jørgensen samtidig med min Moder og Jens Jørgen Fyhn, der blev Præst og Udgiver af "Efterretninger fra Kolding". Min Moder har fortalt, at der allerede den Gang var noget vildt over ham, medens Fyhn opførte sig saa godt 0g altid var saa venlig. Skolen blev holdt i Jürgensens Privatbolig for Enden af Rendebanen, hvor nu Elektricitetsværket er.

Efter at Jens Peter havde lært Handelen hos sin Fader, kom han til Lübeck for yderligere at uddanne sig. Fra den Tid talte han Tysk med stor Færdighed 0g maa altsaa have været der nogen Tid. Ved Faderens Død var J. P. Wissing 29 Aar og har da rimeligvis overtaget Handelen.

I min Barndom hørte jeg ofte Fortællinger om Wissing og hans vittige og skarpe Svar, som han ikke var saa nøje over. Gik der en Mand forbi, hvis Pengevæsen ikke var som det borde være, fik han gærne: "Naar et Svin er slagtet, saa veed man, hvad det vejer, og naar en Købmand er død, saa veed man hvad han ejer."

Fra sin Købmandstid bar W. et vist Nag til Toldvæsenet. Navnlig havde han et Horn i Siden paa Toldkasserer E. Denne var en særdeles korrekt og agtet  Mand, men han havde den Svaghed, at han stadig maatte ryste Drypper af Næsen, naar han sad paa Kontoret og skrev. Naar E. kom forbi, raabte Wissing: »Æ Frak er Kongens, men æ Neis er Din!" - Toldvæsenet brugte tidligere civilt Tøj, men fik hen i Fyrrerne Uniformer.

Det maa være i Begyndelsen af Tredverne, at Wissing opgav Handelen. Jeg er ikke sikker paa, om han endnu holdt Heste eller de var solgte, men Køer havde han endnu. En Kone kom og malkede dem for ham. Fik han for megen Mælk, hældte han den paa Møddingen, "for det gav fed Gødning". Senere solgte han Køerne, for, sagde han, naar Folk drillede dem, blev han syg af Mælken.

Fra Begyndelsen af Trediverne — det første, jeg kan huske ham, naar han stod paa sin Trappe — var hans sædvanlige Dragt følgende: Et Par blaa Klædes Benklæder, der var forede med Dyreskind eller Vaskelæder, den ene Klapflig hængende ned og stikkende stærkt at mod det blaa Klæde, Trøje eller rettere Undertrøje af Vaskeskind. Derover en Vest eller ogsaa uden dem Venstre Haands Tommelfinger stak han ind i Ærmegabet eller under Selerne.

Flere Gange, naar jeg kom forbi, kaldte han mig ind til sig og lod mig læse i en tysk Avis ("Hamburger Nachrichten") for at se, hvor meget vi lærte i Borgerskolen. Til Gengæld lod han sine Spilleuhre - han havde en 3--4 Stykker staaende i sin Stue — spille for mig. Naar Stykket var ude og inden det begyndte igen, var der en lille Pavse. Naar han saa vidste, at det vilde begynde igen, sagde han "Begön" for at vise, at Spilleværket lystrede hans Kommando.

Sang og Musik holdt han meget af, og jeg tror ogsaa at kunne huske ham selv synge. Derfor var det ikke sært, at han betænkte Skolerne med Legater til Uddeling af Præmier for Sang og Deklamation. *) Han spurgte saaledes en af Drengene, som havde sunget ved Ligfærd paa Kirkegaarden, om de fik noget for det. Drengen kunde kun svare Nej, hvortil Wissing saa sagde: "Hvor der er Sang, skal der ogsaa være Klang". Dermed mente han, at der burde ydes et Vederlag derfor i klingende Mønt. — Da Kolding Borgeres Sangforening blev oprettet 1845 9. Oktbr., gav han Foreningen en Obligation paa 100 Daler. (Egentlig var det et Kaper-Brev). Renterne deraf skulde uddeles som Præmier.

Jeg tror ikke, at han gav sig meget af med Bøger, men "Bondens Praktika" **) kunde han udenad. Han spurgte Drengene om, i hvilken Maaned de var født. Var de født i Juni (under Løvens Tegn), saa havde de et stort Mod og en lille Forstand. Han sagde ogsaa: 

"Haver du ondt udi din Hierne, 

lad Aare(r)ne slaa udi din Stierne" osv.

Af Aviser holdt Wissing mange. En Tid lod han dem bagefter cirkulere imellem Folk. Navnlig var han glad ved "Dannevirke". Med Rødkridt eller Blæk indstregede han flittigt Aviserne, til Slutning var de ganske overstregede. Han sagde, at Læserne blot behøvede at læse, hvad han havde indstreget. Ord som "Død", "Mord", "Brand" kom der Streger om. "Corsaren" fik mange Bemærkninger. Med "Ny Portefeuille" fulgte hver Gang et smukt Litografi. Det skulde Wissings Ven have, Fuldmægtig paa Byfogedkontoret cand. jur. Saxild, senere Herredsfoged og Justitsrand.

Wissing var vred over, at Skatterne hvert Aar steg, navnlig de kommunale Skatter. Han sagde derfor: "Først blev det Rigsbank, saa blev det Kurant, saa blev det Specier og nu bliver det snart Dukater." I sin Skattebog skrev han derfor: 

"Geduld, Vernunft und Zeit 

macht moglich die Unmöglichkeit!"

Han havde en egen Frygt for, at de Gaver, han havde givet til Byen, skulde forsvinde, hvorfor han sagde til flere, at de skulde passe paa Saaledes kom han en Dag ind til mig og sagde: 

"Bror, skriv nu op, hvor meget jeg har givet til Byen."

Jeg skrev de forskellige Gaver op og talte sammen. Renten deraf beløb sig da aarlig til 33 Specier (132 Kr.) og desuden et Skovskifte, den saakaldte Kirkeskov.

Han kunde slet ikke forstaa, hvordan det skulde gaa med Skatterne, naar han, den store Skatteyder, døde. Derfor sagde han: "Efter min Død skal de have deres Nød".

Wissing havde mulig tænkt sig, at der 1834 ved Valget til Provinsialstænderne i Viborg vilde være faldet Stemmer paa ham, men det gjorde der ikke. Da Valget var forbi, sagde han: "Jeg gav ingen Stemme og fik ingen Stemme. Derfor vil jeg give en' Stemme, der kan høres af dem alle", og saa gav han 220 Rigsdaler til en ny Stemme i Orgelet i Kolding Kirke.

Wissing vilde gærne holde lidt Øje med Gæstgivergaarden lige overfor (nu "Thomsens Hotel"). Han passede paa, hvem der kom der og hvad de tog sig for.

Undertiden viste han Tilbøjelighed til at se ind ad Vinduerne, men near han blev for nærgaaende, satte de et lille smukt Billede af ham selv i Vinduet. Saa trak han sig tilbage. Det var et fint udført oliemalet Billede, hvor man saa ham i den gule Skindtrøje, med Tommelfingeren stukken ind under Vesten og Bukseklappen hængende ned paa den ene Side. — Med Alderen blev hans Klædedragt forresten simplere end da han var yngre, idet han som ældre fik Tøj, der slet ikke passede ham.

I de senere Aar skiftede han ofte Madsted, da han troede, at Folk vilde forgive ham. Spiste han hjemme, saa var det Spegeflæsk, hvortil han drak Chocolade (I). Om Ost sagde han: Det er Guld om Morgenen, Søisom Maddagen, men suræltet Bly om Aftenen. 

Under et Besøg, som Kong Christian VIII aflagde her i Kolding, vilde han takke Wissing for hans Gaver til Byen og Kirken, men det voldte Wissing meget Bryderi, for han skulde jo møde standsmæssigt. Han skrev derfor til Kongens Hofskræder om at sy ham en Klædning, men fik det Svar, at saa skulde Wissing lade sig sy Modeller af Shirting og sende ham, saa skulde Dragten nok komme i Stand til den bestemte Tid. Modellerne blev saa syede her i Byen.

Da Kongen var her, boede han hos Borgmester Estrup i Østergade, (hvor Melhandler Hansen nu bor). Jeg saa ikke Wissing, da han gik til Kongen, men da han kom tilbage fra Avdiensen, saa jeg ham komme i straalende Sindsstemning, med bart Hoved og Hatten under venstre Arm. I Haanden holdt han en stor Pung, hvoraf han uddelte Penge til alle Sider, alt hvad han formaaede, og Drengene flokkedes om ham. Livkjolen, som han bar, var meget fuldkommen og hang løs om ham saa vel som Benklæderne.

Da Wissing i 1845 blev Agent, havde han ingen Ro, for han fik Rangskatten betalt paa én Gang, thi han sagde, han kunde miste alt, hvad han ejede, saa havde han da kun den sølle Krop at betale af. Men stolt var han at, at han var Hans Majestæts højt betroede Agent. Han var stærkt kongeligsindet og raabte ofte: "Til Sibirien med alle Rebellerl"

Med Drengene førte han en evig Krig. Naar de trængte til Penge, slog de hans Ruder ud, og den samme Dreng, der havde gjort det, fik ofte Betaling for at hente Glarmesteren. Paa Hjørnet ud til Helligkorsgade stod en Kasse af Støbejærn, en saakaldt "Prøvekasse" til den underjordiske Telegraf (se Billedet at Søndergade). Til den gik Wissing ofte ud og slog efter den med Haanden for at indbilde Drengene, at han telegraferede til Kongen og nu var de ulykkelige. "Meld ham: Til Sibirien med dem."

I min Drengetid gik jeg en Dag forbi. Wissing kaldte paa mig og sagde, at nu kunde han i en Fart skaffe Ild. Han brugte et eget drastisk Udtryk, der ikke godt kan anvendes her. Det viste sig, at Agenten havde faaet en Art Tændstikker til at dyppe i Svovlsyre, men det tog dog nogen Tid' inden han kunde fas tændt et Lys paa den Maade. Jeg fortalte ham, at vi havde dem bedre, og han bad da om at faa dem at se. Svovlstikkerne til at stryge var da nylig (1838-39) komne frem, og jeg maatte skaffe ham en Kasse. i Forvejen havde han et Platin-Fyrtøj, hvor Brinten tændes, naar den strømmer ud mod et Stykke Platinsvamp. -- Saa viste han mig, hvorledes han havde sikret sig mod Overfald. Naar han strakte sig ud i sin Seng og stemte Fødderne mod Fodenden, ringede en lille Klokke, Ved højre Side at Sengen Ina en lang Kaarde, og naar han rejste sig op, var der vest Foden en Skuffe, hvori han havde en Pistol. Han lagde sig ned i Sengen og viste mig, hvorledes det hele skulde gaa for sig.

Da Amtmanden en Gang var her fra Vejle, spurgte han Wissing, hvorledes Tilstanden var her i Kolding blandt de Handlende. Wissing svarede: "Ja Deres Velbaarenhed, enten skal de smugle eller sulte,": og det var ganske rigtigt, thi enhver, der skulde have en Frakke eller gøre noget større Indkøb, købte i Haderslev eller Kristiansfelt.

Om Wissings Møde med den senere Amtmand, Orla Lehmann fortælles: Orla Lehmann besøgte en Gang Kolding og tog ind paa det nuværende Thomsens Hotel. Da han bemærkede J. P. Wissing, der altsaa boede lige over for, sendte han Bud til ham, at han gærne vilde hilse paa ham. Da W. kom ind, spurgte Amtmanden, om han kendte ham, men W. sagde Nej. Amtmanden nævnede nu sit Navn, hvortil Wissing svarede: "Ja, den Kongen ikke kan lide, sender han langt bort."

Man har ofte sat den gamle Ungkarls og Eneboers Navn i Forbindelse med Kærlighedshistorier, men noget bestemt vides dog næppe om, hvem "hun" har været. Man ved, at han i sin Ungdom som Superkargo fulgte med et Skib til Norge. Ladningen var Rug. Skibet frøs inde deroppe og først om Foraaret kom Wissing hjem — med tomme Lommer. Man siger, at Faderen sendte Jens Peter paa Rejsen paa Grund af en Kærligshistorie. Selv har han fortalt, at han i Norge kunde have faaet en rig Jernværksejers Dotter, og man har senere gisnet paa Navnet Jacob Aal. Om denne Norgesrejse fortaite han gærne, hvorledes de fangede Fisk ved ar hugge Hul paa Isen og lokke Fiskene med Ærter_

Kæmner J. O. Brandorff fortæller: "Naar Drengene mødte Wissing paa Gaden, hilste de ofte høfligt paa ham med et "Goddag, Hr. Agent!" Han gengældte Hilsenen og kunde somme Tider falde paa at spørge Drengene: "Hvor bor den fattige Agent?" Drengene pegede da paa hans Genboes Hus. Derefter spurgte han efter den rige Agent. og naar Drengene saa pegede paa hans Hus, blev han saa fornøjet, at han gav dem Penge."

Wissing værdsatte Penge højt. Han kunde jo huske den pengeknappe Tid. Naar han gav Drengene Penge, var det derfor en Lybskskilling, en Skilling Kurant (godt og vel 6 øre) eller ogsaa en "Søsling" (altsaa 3 Øre) eller et Stykke Kandis. Han havde nemlig stadig en stor Kasse med Sukker staaende og delte ud deraf, "for det er godt baade for Sult og Tørst." Sukkeret var en Rest fra hans Varelager.

Endnu et Par Træk af den gamle Særling skal her meddeles:

I hans Skov sønden for Byen, et Skovhoved i Teglgaardskær og som forlængst er forsvundet, blev der stjaalet Træer. Han kunde paa Sønderbro staa og se, at de fældedes derovre. "Naa, Herregud," sagde den gamle Mand, "de har maaske mere Brug for Træer end jeg." Det er et smukt Træk af ham.

Naar Vognene fra Landet korn kørende ind i Byen, plejede Wissing at synge, ganske langtsornt, "Vi skal til Kolding og smø--res, vi skal til Kolding og smøres!" Men naar Bøndervognene atter kørte, hjemad, sang han hurtigt: "Vi fik hverken Fedt eller Skidt! Vi fik hverken Fedt eller Skidt!

Man saa en Dag en Postfører C. banke Wissing. Grunden hertil var den, at Wissing havde sagt til ham: "Naar Kongen ta'r æ Kjøvl, hvem vil saa fød' æ Krop?"

Den ligeledes som Original af Folk ofte omtalte Jens Limschou, en fordrukken, ødelagt Mand, der nød en Pension som Postfører, (en Søn af postmester, Justitsraad Limschou), vilde Wissing aldrig tale med. Naar han kom, gik Wissing skyndsomt ind og slog den tunge Dør i. Limschou kaldtes stadig "Kære", et Mundheld han hyppigt brugte.

Der fortælles en Mængde Træk om gamle Jens Peters Sammenstød med Gadeungdommen. Mange af dem vidner om en Raahed, der er ganske forbavsende, og hvis der ikke var paalidelige Mænd bag Meddelelserne derom, kunde man tvivle om Muligheden. Det skete f. Eks. ofte, at naar Wissing lige have købt sig et Sæt nyt Tøj, gik en Dreng bagfra hen - og skar ham Tøjet i Stykker fra øverst til nederst. Wissing gik saa tilbage og købte andet Tøj. Dette er sket flere Gange en enkelt Dag. Eller Drengene skar Pullen af hans Hat, fyldte Skarn i hans Hankekrukke, naar han kom med Mælk, eller slog Krukken i Stykker for ham. Ganske vist, Wissing gav ofte selv megen Anledning, men den gamle ensomme Mand havde dog trods sin haarde Mund ikke fortjent denne Medfart. Værst var det, at ogsaa talrige voksne Mennesker deltog i disse Optøjer. At Wissing ofte var sine Medborgere til Besvær, er ikke nogen Undskyldning.

I Kancelliets Indstilling til Kongen i Anledning af Udnævnelsen til kongelig Agent med Rang i 7. Kl. Nr. 1 nævnes Wissings Gaver til Kirken, Kirkeskoven i Seest paa 16—18 Tdr. Land og den nye Kirkeklokke, som han i Anledning af Christian VII og Gemalindes Besøg i Kolding paa deres Hyldningsrejse 3. Aug. 1840, lod ophænge som. Erstatning for en Klokke, der i Aarhundredets Begyndelse var slaaet itu. Denne Klokke kostede Wissing 820 Rdl. Af andre Gaver nævnes foruden den tidligere omtalte Forbedring af Orgelet et nyt Alterklæde (534 Rdl) et Bidrag til Altertavlens Forskønnelse (110 Rdl.) og det anføres, at Wissing under Navnet "Georg Saxilds Legat" havde skænket en Kapital al 550 Rigsdaler til Byens Skolevæsen. Gavebrevet af 9/ 5  44 bestemmer bl. a. at Renten af i 150 Daler skal gives til Børn i Borgerskolen, der synger ved Begravelser.

For disse Gaver modtog Wissing ogsaa gennem Stiftsøvrigheden anerkendende Udtalelser fra Kancelliet, og paa dettes her anførte Indstilling blev Jens Peter Wissing kongelig Agent 9. Januar 1845.

Et morsomt Træk, der saa aldeles ligner Wissing, meddeles mig af Rigsarkivets 2. Afdeling: Da Wissing gav Stiftsøvrigheden Meddelelse om Skovens Overdragelse til Kirken, tilføjede han: "Svar frabedes paa det Bestemteste". Af nærliggende Grunde kunde disse Ord dog ikke refereres i Kancelliets Indstilling til Kongen.

Wissings Familiegravsted paa Kirkegaarden vedligeholdes paa Kirkens Bekostning. Da Kirken i Begyndelsen af det 9. Aarhundrede erhvervede den østlige Del af Husmerstoft, tilbyttede den sig Grunden mod en Toft og Eng i Teglgaardskær. Wissing, der ejede sidstnævnte Jordstykke, skænkede det til Kirken med Forpligtelse at vedligeholde hans og hans Forældres Gravsted.

Selv dette Gravsted kunde Wissing, medens han levede, knap holde i Fred for de slemme Drenge. Gravstedet var omgivet med et ca. 7 Kvarter højt Træ-Rækværk, hvis Overkant var forsynet med Jærnopstandere 6-7 Tom. høje, der endte i Spyd eller Pile af Kobber. Disse Kobberspidser var forgyldte, og Vedligeholdelsen af dem kostede Wissing ikke saa lidt, da Drengene brød dem af. Bag efter kom de og viste ham Stumperne og fik Penge til for deres Ulejlighed.

Ogsaa for andres Grave kunde Wissing vise Omhu. 1833 døde Premiermajor Nording de Witt ved Landsenererne, og Officerskorpset satte ham et smukt Monument paa Kirkegaarden. Da Gravstedet saa i 1853 ikke var fornyet, købte Wissing det for bestandige Tider, og Kirken holder det vedlige.

- - -

Til Slutning er Par Ord om Wissings gamle Gaard paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, Legatstifteren Peter Helts ***) Gaard, bygget i 1619.

Til Rendebanen og til Helligkorsgade var der over Indgangene anbragt smukt udskaarne Overliggere. Hosføjede Billede viser Overliggeren ud til Helligkorsgade. Den sad midt paa Gaarden over en tilmuret Dør.

Indskriften er:

ANNO 1619 LOD PEDER HELT OG METTE NIELSDATER VPSETTE DETTE HVSS. HINGEIDT DE ZEIDT DER KOMP DE DODT, 0 MENSKE DO RECHT VND FRvCHTE GODT.

Nogle Bogstaver i de sidste Ord er knuste, vistnok af en Granatstump. Til Venstre ses Peder helts Vaaben og til Højre de sammenslyngede Bogstaver J. H. S. (Jesus Hominem Salvator e: Jesus, Menneskenes Frelser).

Wissing nærede den største Omhu for Gaardens Ydre. "Altid var Gaarden frisk malet", siger Dr. K. Carøe i et Brev, der er stillet til min Disposition. "Jeg tror næsten, at Huset blev malet hvert Aar. Det hed sig den Gang, at det kun var Malingen, der holdt det vinde og skæve Tømmerværk sammen. At der var gaaet megen Maling til i Aarenes Løb, kunde man se paa Lagets Tykkelse, hvor Solen havde faaet det til at revne og skalle af. Karakteristisk var ogsaa den dybe, men dog varme, rødbrune Tone, det havde, som altid var den samme, og i hvilken de smaa, hvidmalede Vinduesrammer, særligt i den ejendommelige Karnap, tog sig lysende ud. Denne Farve var saa meget mere iøjnefaldende, som de nærmeste Bygninger alle var lyse, Hotellet lysegult, Aagaards, der den Gang havde sin originale Bindingsværksfacade, lysegraa og Søren Petersens Gaard (nu C. S. Borchs) en da ret almindelig brugt søgrøn Farvet.

E. S.

Som Kilder for dette Arbejde er benyttet tairige Papirer: Raadhusarkivet, navnlig Breve, Kammerregnskaber, Forhandlingsprotokoller og Kopibøger, og en Mængde mundtlige Meddelelser fra mange forskellige. Gennemgaaende har det været muligt i Arkivet for at finde Støttepunkter for mundtlige Meddelelser.

P. E.

*) Gavebrevet til Latinskolen, daterer 1845, er af Rektor Georg Bruun bogstavret aftrykt i "Indbydelsesskrift til Afgangsprøven 1903 i Kolding Latin og Realskole".

**) "Borde-Practica eller Veyr-Bog". Trykningsaar ubekendt

***) Se Fyhns Efterretninger fra Kolding, Side 131 og 285.

(Vejle Amts Årsbøger 1905, s. 72-88)