30 november 2016

En skammelig Lapsestreg af tre velklædte Personer.

En aldrende enke der bor her i byen, havde af sin familie fået en billet til forestillingen på Det Kongelige Teater fredag den 19. december. Hun blev ledsaget derhen af sin voksne søn, der lovede at afhente hende, når forestillingen var forbi. Men da han rettede sig efter det klokkeslæt der var anført på plakaten, og stykket var fordi længe før den angivne tid, kom han for sent, hvorfor moderen måtte gå ene hjem. På Østergade blev hun opmærksom på at tre velklædte mandspersoner omringede et fruentimmer som de brødes med og fratog en paraply. Men hun fortsatte roligt sin vej op gennem Købmagergade. Men på hjørnet af denne gade og Silkegade kom disse tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene, en meget høj person, sin arm om halsen på hende således at hans hånd holdt for hendes mund så hun hverken kunne tale eller råbe om hjælp, og i denne stilling trak han hende langs gaden til henimod Kronprinsensgade hvor han, ked af denne fortræffelige spas, slap hende og gav hende et skub så hun faldt i rendestenen. 

Da man ikke kender disse tre personer, vil man dog gennem dette blad lade dem, og især angriberne, vide at følgen af denne smukke handling har været at nævnte gamle enke i 4 dage har måttet holde sengen og endnu ikke helt har forvundet den skræk hun blev indjaget eller de læsioner som blev tilføjet hende ved faldet. Den dag da nævnte ugerning blev begået, har i almanakken navnet "Nemesis". Man vil ikke ønske at denne gudinde efter sin bekendte retfærdighed vil hjemsøge disse herrer efter fortjeneste, men ved denne bemærkning bringe dem til eftertanke at de for eftertiden lader sådanne utidige lapsestreger fare, der ofte kan have de sørgeligste følger især når de i deres letsindighed traf på et frugtsommeligt fruentimmer.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 900-902)  


"På hjørnet af Købmagergade og Silkegade kom tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene sin arm om halsen på hende." (Købmagergade. Silkegade går ind til venstre under det nærmeste røde hjerte, mens Kronprinsensgade går ind til venstre foran det røde hus i venstre side. Eget foto, 2015.)

Nogle Anker fra Christianshavns Beboere.

Da der ved Børsen er en meget betydelig færdsel både vinter og sommer og man til nogle tider af dagen, fx når Knippelsbro har været oppe, og en mængde mennesker er blevet samlet der, eller om morgenen når fiskerkonerne kommer fra kvaserne med 2 til 3 kurve på armene, har stor møje med at komme frem på det ene stakkels fortov, var det vist nok at ønske om der fra høje ansvarliges side blev truffet nogen foranstaltning hvorved passagen der blev noget mere fremkommelig.

Indsenderen mener blandt andet det ville hjælpe betydeligt dersom de handlende der havde udsalgssteder under Børsen, ville lade de vareartikler der optager en større plads som kaffe- og sukkerfade, jern, tjære, hamp, salt etc. modtages eller udleveres fra den anden side (Bag Børsen, den gade hvori indgangen til banken er) hvilket gerne med en lille ulejlighed kunne iværksættes til det offentliges bekvemmelighed.

Så vidt det er indsenderen bekendt skal der være en politi- eller anden øvrighedsforordning som forbyder at bære kurve eller byrder på fortovene. Forholder det sig således, da var det sandelig at ønske at den måtte blive indskærpet på ny og strengt overholdes.

Indsenderen må herved gøre politiet opmærksom på at der ved Børsens opgang som vender ud mod slotspladsen, om aftenen samles en mængde skøger etc. som på den skændigste måde driver deres uvæsen der, hvilket det var at ønske vægteren måtte indskærpes at forhindre.

Siden vi nu engang har begyndt at omtale passagen til og fra Christianshavn, så vil det ikke være af vejen at påtale flere ulemper som Christianshavns beboere hidtil tålmodigt har fundet sig i og der i blandt kan vist nok regnes den forpestede lugt som hyppigt udbredes der ved trankogningen på nogle skibsværfter. Sådant burde efter indsenderen mening aldrig tillades i byen, men foretages langt ude på et ubeboet sted fx på Amager Fælled. Når vinden bærer på fra natterenovationspladsen, har beboerne på Christianshavn plage nok af stanken derfra. Følgelig må trankogningen foretages så langt borte fra byen som muligt.

Brolægningen på Christianshavn er højst mådelig i de fleste gader og kunne sandelig trænge til også engang at forbedres.

Vejen langs med volden fra Weyses forrige jernstøberi til Amagerpost og fremdeles til reberbanen ligner en svinesti. Den er opfyldt med ækle, uartige  skidne børn, alskens uhumskhed, stinkende grøfter, kort sat alt for meget snavs til at burde tilstedes i en hoved- og residensstad.

Ved Knippelsbro må endnu erindres at klapperne (eller lemmene) burde nedlades før spærringskæderne tages bort. For når folk trænger på fra modsatte sider, kan der let afstedkommes ulykker.

Indsenderen nærer det håb at hans stemme ikke vil være en røst i ørkenen, men at ovennævnte ulemper snarest måtte blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 895-898)  

Skammelig Drenge Kaadhed paa Kongens Nytorv, under Liigprocessionen.

Det forekommer indsenderen underligt at han ikke i Deres blad har set anker og en styg uorden som foregik på Kongens Nytorv torsdag den 11 december, uagtet flere tusinde mennesker var til stede der og hvoraf vist mange harmede sig. Da sådant imidlertid bør komme til vedkommendes kundskab for at det for eftertiden ved lignende lejligheder kan blive forebygget, vil indsenderen af dette underrette Dem om at ligesom processionen nærmede sig torvet, steg henved 40 af vores kåde drenge over jerngitteret om statuen. Nogle krøb op og satte sig på hesten, andre tog plads på de figurer der sidder ved piedestalen. En dreng drev endog sin kådhed så vidt at han brød palmegrenen af hånden på den ene figur og paraderede længe med den, ligesom med et scepter samt nu og da slog figurens hoved og arme med dem, til megen morskab for hans vandalske kammerater. At de øvrige drenge mere eller mindre stræbte at molestrere figurerne som de kun fandt alt for stærke, det tvivler vist ingen på som kender vores gadedrenge for hvilke intet er helligt.

Det er vist nok økonomisk rigtigt at man i den senere tid har indskrænket de mindre nødvendige skildvagtposter hvor i blandt man også har regnet den ved statuen. For for det første ville en soldat på denne post ikke kunne beskytte den for overlast af kåde drenge, der vel ville forstå at retirere til en anden side når han nærmede sig den, hvorfra de stilede deres angreb. Dernæst kunne de ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem. Men ved sådanne lejligheder hvor torvet er opfyldt med mennesker, burde der ved statuen stilles 4 mand til dens beskyttelse. Dette mener man kan ske uden nogen bekostning eftersom vagten ved sådanne lejligheder gerne er forstærket eller også flere militære er tilsagt at holde sig klar til at møde på nærmere ordre. Men selv om sådanne posters hensættelse skulle medføre en lille udgift da ville denne ikke komme i betragtning mod en større som istandsættelsen efter en tilføjet beskadigelse vil kræve, for ikke at tale om den harme enhver dansk mand må føle ved at se kåde drenge besudle og mishandle et værk der er oprejst til minde om en af vores gode konger og som vel vedligeholdt tjener til en pryd for torvet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 893-895)  

"De ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem." (Kongens Nytorv. Yderst til venstre går Østergade ind, dernæst mod højre: Hotel d'Angelterre, rytterstatuen og Hovedvagten med de tre fag. Becker)


Redacteurens Anmærkning.

Kjøbenhavnsposten 11. december 1834 angiver under rubrikken Nyheds-Post fra Kjøbenhavn den 8de. December 1834 at prins Friederich Wilhelm Carl Ludwig af Hessen-Philippsthal Barchfeldt blev fulgt til graven. Han blev i 1812 gift med arveprins Frederiks datter prinsesse Juliane Sophie. Han var den 30. november død af tyfus. Allerede i Kjøbenhavnsposten den 9. december 1834 havde man advaret om mulige optøjer ved begravelsen, bl.a. med henvisning til Politivennens beskrivelse af Rahbeks begravelse:
Det er en Kjendsgerning, at ved offentlige Høitideligheder, hvor megen Pragt udfoldes, Publikum trænger sig til, med en Iver og Interesse, som man oftest maa troe, Anledningen alene ikke vækker. Folk af alle Stænder og Klasser udsætte sig ved saadanne Leiligheder for de største ubehageligheder, for gratis at kunne bivaane et glimrende Optog af Soldater, forskellige Personer, eller Hvadsomhelst, der falder i Øinene, og ikke blot Almuesmænd, men ogsaa tidt Personer, som ere vante til mere værdiefulde Skuespil, trodse gjensidige Skup og Tryk for at opnaae en saa ringe Øienslyst, som en paradering, en Procession, en glimrende Vielse, eller en eller anden Persons Begravelse, der ledsages af anndre end sortklædte Sørgende  ... Her anfører Kjøbenhavnsposten så to eksempler: ... tvende Mænds Begravelse ... bleve betegnede ved Optrin som maatte virke høist forargeligt paa Enhver, som fulgte de paagjældende Hedenfarne til Jorden. Den første var nemlig vor forevigede Rahbeks jordefærd, hvorom en af Sørgefølget i "Politevennen" No. 749, 1830, i en Artikkel, betitlet "Justits á la Turque" gjør Anmeldelse... Den anden var General Gruners, hvor det paapegede Tilfælde fandt Sted, at Toget blev generet ved den store Menneskemasse, som, tæt sammenpakket og saa at sige klisteret op til Husene, af og til bølgede frem.
Kjøbenhavnspostens råd er ganske enkelt helt at udelukke mængden ved at lave afspærringer. Politiet var på daværende tidspunkt helt utilstrækkeligt bemandet, betjentene gennemgik ikke nogen uddannelse, lønnen var elendig og tiltrak som oftest kun personer der var meget lidt egnet til andet end at uddele tæsk med deres stokke.

Optøjerne burde have givet et forvarsel om begivenhederne ved Frederik 6.s begravelse, januar 1840. Men samtidig synes artiklen dog at antyde at man i hoffet og blandt bedsteborgerne havde en forestilling om at Frederik 6. og kongehuset var afholdt og elsket af Københavns brede befolkning. Heri tog man grueligt fejl, hvilket begivenhederne omkring Frederik 6.s begravelse synes at give al mulig vidnesbyrd om. (Jeg har forberedt indslagene om denne begivenhed til december) 

Rytterstatuen på Kongens Nytorv fra nogenlunde samme vinkel som i det gamle stik. Foto, Erik Nicolaisen Høy, 2020.

29 november 2016

Til Hr. Liebe.

Ved fredag aften den 12. i denne måned henimod kl 10 at passere Halmstræde, hørte indsenderen heraf fra forstuen i huset nr. 55 i Lille Kongensgade en kvinde råbe i en jamrende tone: "red mig, de vil myrde mig!" og flere mandfolk som udførte eder og trusler mod hende. Indsenderen tillige med flere nærmede sig stedet for at komme den lidende til hjælp, men fandt gadedøren lukket. Omtrent en halv snes minutter senere kom en grædende pige ud af huset som sagde det var den ældre hr. Liebe der slog hende, mens sønnerne bandede og truede hende. Da det vist nok interesserer flere at vide dette stakkels fruentimmers brøde, anmoder man Dem, hr. Liebe at publicere den, samt indprente Deres sønner at det ikke klæder sig godt for kavalerer enten at ophidse andre mod eller selv at slå et fruentimmer som man i almindelighed når man besidder humanitet, bærer agtelse for. 

(Politivennen nr. 990, Løverdagen den 20de December 1834, s. 885-886)  

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1834 er optegnet hofbogbindermester J. Liebe, Lille Kongensgade 54, i 1806 ejet af bogbinder Liebe. 1859 Lille Kongensgade 36 og fra 1917 hed adressen Nikolaj Plads 6-8. Huset eksisterer ikke længere. Halmstræde er nuværende Nikolajgade.

28 november 2016

Om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt for de Fattige i Frederiksberg Sogn.

Det glæder udgiveren meget når han blandt de mange anker over mangler og ufuldkommenheder som fremsættes i hans blad, nu og da kan bekendtgøre noget om et eller andet foretagende hvad enten det er bevirket ved en autoritet eller ved privatmand, og da han håber at det interessere den største del af hans læsere, meddeler han med fornøjelse en kort efterretning om en i dette år oprettet arbejdsanstalt i Frederiksberg By.

I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at  fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.

Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv. 


Fattighuset (med arrester i kælderen) bag ved Bagergården ved Allegade, set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2

Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.

Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang. 

Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter. 

Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.

(Politivennen nr. 989, Løverdagen den 13de December 1834, s. 855-860) 



Redacteurens Anmærkning

Arbedsanstalten lå på nuværende Allegade 14 (ved Tottenbergs bagergård). I 1858 blev det adskilt i Frederiksberg og Hvidovre som to selvstændige kommuner  (med virkning fra 1861). Fattighuset blev i 1860 solgt til bager H. L. Tottenberg som drev bageri i forhuset. (Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. 2008).

Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller. Se baggrundsartiklen her på bloggen.

27 november 2016

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.


Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de
soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  


"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Om Ulfelds Plads.

En stemme har for nyligt i Adresseavisen henvendt sig til den forestående stænderforsamling med begæring om at udvirke fjernelsen af skamstøtten på Gråbrødretorv.

Det er langt fra at være den første bekendtgjorte ytring mod dette mindesmærke, men kunne dog med rette ønskes at blive den sidste. Dog tillader jeg mig herved at gentage at frembære ønsket om støttens fjernelse med det håb at sådan sag vil kunne afgøres langt simplere end ved at påkalde eller ulejlige stænderforsamlingen desangående. Men der er mere at gøre end alene at borttage støtten. Ser man nemlig hen til den ynkelige forfatning hvori brolægningen såvel på fortovene som på pladsen befinder sig, er der meget at ønske til ære for stadens brolægningsvæsen, og betragtes de slemme fjælleboder som har sted på pladsen for slagtere og marskandisere, kan vel også stadsbygmesteren eller hvem det påligger at sørge for orden og pyntelighed i staden, være opfordret til at henvende sin virksomhed til denne plads hvor allerede adskillige bygninger findes, som ville tjene til pryd for torvet, hvis det befries fra dets nuværende besætning.

Hvad støtten især angår, da kan det vel antages at mange øvrighedspersoner har afholdt sig fra på rette tid og sted at fremføre eller understøtte forslaget om dens fjernelse af frygt for at anses for en mindre god patriot, eller for at ville virke til fordel for den mand, hvis utroskab og forbrydelse imod konge og land den skal bringe i minde til afsky og forskrækkelse, og derfor har man måske villet afvente en allerhøjest tilladelse til fjernelse, givet af hans majestæt uden begæring om det. Men har der end ikke været anledning nok til uopfordret at give denne, så bør dog håbes både at den ikke vil blive nægtet, og at det ikke vil blive ilde optaget at fremsætte et motiveret ønske om det. Og da man nu i lang tid har tilladt sig at skjule støtten med den ligeså hæslige boder, så ville den aldeles ikke blive savnet om den kom helt væk. Skal den derimod blive stående, så synes det at være en selvfølge at boderne må væk fordi de ganske modvirker hensigten med dens tilstedeværelse.


Gråbrødretorv. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Som en besynderlighed anmærkes dernæst pladsens navn. Så vidt vides hedder kun den mindre plads mod vest: Gråbrødretorv, men det større plads: Ulfelds Plads. Nu er det vel sådan at mange af byens gader og stræder, ja også åbne pladser, bærer navn efter personer, men det er dog så vidt bekendt kun efter hædrede eller agtbare og uskyldige personer. Det må derfor anses for upassende at kalde en forhadt mands navn bestandig i minde ved at bruge den hidtidige benævnelse til torvet. Og selv om støtten ikke kom væk, måtte navnet dog væk. Hvorledes skikker det sig at nævne Suhmsgade, Frederiks Plads og Ulfelds Plads! - Man kunne måske kalde pladsen Frimandsplads efter kvarteret hvori den ligger, eller med hvilket andet navn Magistraten *) ville benævne den, af et eller andet hensyn.

Hvad boderne angår, da kunne samme vist godt undværes idet man har lige så smukke boder ved Nikolaj Tårn, og en del af dem synes dertil at være ubenyttede. Den stadeleje som måske svares af dem, kunne stadens kasse vel undvære, så meget desto mere som det endog kan være megen tvivl underkastet om byens offentlige og fælles grunde med rette tør benyttes til sådanne belemrede stadepladser når ikke nød udfordrer det. Man kunne da lige så godt udleje en strimmel af den overflødigt brede Amaliegade til fitteboder og deslige **). Marskandiserne kunne vel finde kældre eller andre lejligheder, nok så bekvemme og sikre for deres handel, og for nabolagets skyld kunne de såvel som slagterne i al fald henvises til de forhenværende lærredsboder ved Helligåndskirken, hvoraf de fleste nu længe har stået ledige, hvilke vel uden vanskelighed kunne indrettes og overlades dertil, da det formentlig endnu i lang tid ikke tør forventes at kirkemuren vil blive fjernet for at åbne en plads omkring kirken, lignende den skønne plads omkring Frue Kirke og på den ene side af Trinitatis Kirke.

Kunne det lykkes at få pladsen tydeliggjort, ville brolægningsvæsenet vel også med fornøjelse bidrage sit til orden og prydelse for dette stakkels torv, og om noget særdeles tilskud skulle behøves, var det måske at vente at de omkringboende og flere villigt ydede bidrag til det.

Det er rimeligt at disse forslag og bemærkninger ikke er aldeles nye for vedkommende, men de fremsættes dog herved for at underkastes en nøjere prøvelse, og det ville være meget at beklage om udførelsen, hvis ellers intet vigtigt argument var at sætte derimod, skulle møde hindringer blot fordi forslagene ikke kom fra autoriteterne selv, hvorfra de for længe forgæves har været forventet iværksat.

*) Det formodes ikke at være fornødent at inkommodere hans majestæt med sådan ringe sag.

**) Rigtignok fik byen sidste sommer en fjællebod at se på Kongens Nytorv, men det skønnes dog ikke at være bestemmelsen af torve og offentlige pladser, at de således skulle anvendes, omend derved kan profitteres en skilling for stadens kasse. Og så længe der er plads nok i Dyrehaven eller i forstæderne for markskrigere og raritetskræmmere, behøver deres boder næppe at vansire byens offentlige pladser.

(Politivennen Nr. 987, Løverdagen den 29 November 1834, s. 823-828)


Redacteurens Anmærkning.

Det lykkedes ikke at få gjort noget ved sagen i 1834. Efter Christian 8.s tronbestigelse udviklede skamstøtten sig tilsyneladende til et symbol for enevældens dårlige sider, måske endog til et samlingspunkt for protester. Det kan man i hvert fald få indtryk af ved at læse om maj-urolighederne i 1840.

26 november 2016

Moderniserede Dandseboder i Helsingør.

Indsenderen af dette hører ikke til de strenge moralister som fordi de selv ikke mere kan deltage i ungdomslivets glæder, misunder de yngre disses nydelse og ivrer imod enhver offentlig forlystelse. Han finder heller ikke noget særdeles at indvende mod at den som stand og stilling udelukker fra klub- og familieballer, nu og da får lejlighed til at more sig ved dans der nydt med måde vel også har sine gode sider. Men som alt kan overdrives, således er indsenderen forvisset om at flere med ham vil erkende at man i den senere tid har været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør. Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve. 

Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder. Men de ligger for det meste sagen så nær at indsenderen ikke vil trætte læserne med almenbekendte erfaringer. Kun til slut vil han, idet han indstiller til de ansvarlige at sætte en skranke for det om sig gribende onde, tillade sig endnu at fremsætte til overvejelse om fristelserne og de moralske afveje i en søstad som Helsingør ikke allerede er betydelig nok, så man ikke behøver at anspore sanseligheden og at makademisere disse veje? 

(Politivennen nr. 985, Løverdagen den 15de November 1834, s. 787-789)

"Man har i den senere tid været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør." (Her dog i København i Klæstrups streg).

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.

Slem Parfume ved Nybørs.

Udenfor konditorens port ved Nybørs findes næsten altid nogle pøle af stinkende urin der blandet med det vand der kommer ud fra porten, oversøler gaden og forbliver stående der da der ikke er nogen rendesten hvori det kan finde afløb. Det synes derfor nødvendigt at der anlagdes en smal rendesten langs flisestenene mellem fortovet og gaden eller at der ved porten opsattes et par urinkummer som de der findes på bege sider af indgangen til Børsen og som har afløb under jorden.

(Politivennen nr. 984, Løverdagen den 8de November 1834, s. 785-786)

Ægyptisk Mørke paa Wilders Plads.

Da der bor folk såvel på Krøiers som på Wilders Plads og adgangen til disse pladser er åben til kl. 10 om aftenen er det underligt at der på sidst nævnte plads af mangel på lygter hersker et egyptisk mørke på vinteraftner. Det er således ikke alene muligt for en spitsbube at skjule sig blandt de mange bræddestabler og varer som findes oplagte på pladsen for siden at begå en eller anden udåd. Men det er endog virkelig sket. Således angreb en lurvet klædt person søndag aften den 26. oktober en på pladsen tjenende pige der havde været i byen og havde en pakke at bære. Men på hendes anskrig og da personen bemærkede at det kun var et par træsko hun havde i et tørklæde, forlod han hende og forsvandt iblandt nogle bræddestabler. Nogen belysning på denne plads i det ringteste til kl. 10, da porten lukkes og hundene løses, er så meget mere nødvendig som der ved pladsen ligger mange skibe fra fremmede steder hvis mandskab såvel som andre der er mindre bekendte med lokalet, er udsat for i det der herskende mørke at gå ud i vandet såsom der ikke findes noget bolværk for samme.

(Politivennen nr. 984, Løverdagen den 8de November 1834, s. 774-775)

Redacteurens Anmærkning.

Også i Politivennen nr. 1092, 3. december 1836, side 774-775 klages over det egyptiske mørke, selvom der nu var opsat et bolværk der dog var for lavt. Faren var derfor overhovedet ikke overstået. I Politivennen nr. 1099, 21. januar 1837, s. 47 bekendtgjordes at der nu var kommet belysning. 

Nogle alvorlige Ord om vore Garvere og Skomagere.

Der var en tid da klædevarer og fodtøj havde betydelig varighed, uden at stå i højere priser end nu. Klæde og andre kramvarer har i de sidste 20 til 30 år betydeligt forringet sig i henseende til bonitet og konsistens. Men den største forværring for ikke at sige bedrageri, finder sted med fodtøj, hvilket de især føler som har meget at gå om, og alt for knapppe indtægter til hvert halvår at kunne anskaffe sig nye støvler eller støvlefødder. Enten brister læderet eller begtråden løber op få dage efter at reparationen er sket, så at det er umuligt at beholde tørre fødder. Med hensyn til læderets dårlige hold og varighed undskylder skomagerne sig med at det næsten er umuligt at få godt og forsvarligt læder af dansk fabrikation, fordi garverne anvender en spiritus eller visse ætsende midler som vel kunne tjene til at give læderet tilsyneladende tykkelse og smukt udseende, men i sig selv forårsager stor skade da det derved taber sin fasthed og styrke, og brister længe før det kan opslides. Sandheden heraf bestyrkes ved skomagerarbejde som rejsende har købt i Altona til samme priser som det københavnske, og som har haft i det mindste dobbelt så lang varighed som det man får hos vore københavnske skomagere.

Man håber at nævnte laug, især garverne, vil lægge mærke til disse sandheder. Det vil både være til ære og gavn for dem selv, og bidraget til at afværge ufordelagtig omtale af vore håndværkeres virksomhed når fremmede som besøger Danmark, kommer tilbage til deres hjemstavn.

A. Poulsen.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 751-752) 

Bøn om lidt Belysning i Hillerød.

Efter den ulykkelige ildebrand i Hillerød er torvet og den tilstødende Slotsgade så overfyldt af materialer og sten som en naturlig følge af genopførelsen af de afbrændte bygninger at man selv i klart vejr om aftenen står i fare for ved at passere de nævnte steder at lide skade på lemmer og helbred. Dette kunne afhælpes ved at lygterne der af en eller anden grund ikke tændes før i slutningen af året, allerede tændes i denne måned. Bekostningen ville vist ikke være betydelig, og ikke stå i noget forhold til menneskeliv og lemmer som i det egyptiske mørke der nu om aftenen hviler over Hillerød by, er udsat for stor fare.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 748-749) 

Angaaende Valgene af Deputerede til de Raadgivende Stænder: Nogle Ord til Vælgerne.

Hans majestæt kongen har besluttet herefter i alle sager som vedkommer hans undersåtters vel og ve, ikke alene at høre sine embedsmænds råd og forslag, men også at erfare hvad borger og bonde, godsejer og fabriksejer m.fl. kan have at sige om mange vigtige anliggender. Dette er en foranstaltning som man må prise meget, og den vil hos kommende slægter forhverve vor konge en ny adkomst til et udødeligt navn. For i mange henseender kan mænd af disse førnævnte klasser bedre vide hvorledes det går til i verden, end embedsmændene da de har mere lejlighed til at blive det var end disse. Ikke uden grund siger ordsproget: "Den ved bedst hvor skoen trykker som har den på. Men også hvad der er godt og til gavn i mange af de gældende love og mange indretninger, kan disse samme mænd ofte bedre se og påskønne end mange embedsmænd, og kan da advare mod utidig afskaffelse af love og foranstaltninger hvis mangler opvejes af det gode ved dem.

Man tænker sig fx at der blev spørgsmål om at ophæve laugsindretningerne og rent afskaffe laugene, hvilket i andre lande af mange er blevet holdt for at være det bedste, så vil vel mange mænd i laugene vide meget og kunne gøre opmærksom på meget, som andre ikke så godt kan vide og som dog bør tages i betragtning hvad enten man tænker på at ville nå så vidt at man kan se dem afskaffede engang med tiden, eller man blot tænker på at forbedre dem.

Angående forholdene mellem herskab og tjenestefolk, husejere og lejere og mange slags andre forhold kunne råd af mænd i disse stillinger ligeledes være vigtige. Skal der gøres alvorlige foranstaltninger til fattigvæsnets forbedring, enten i byerne eller på landet både til at hæmme lediggang og tiggeri, og til at sørge vel for de virkelig fattige, så må der rigtig nok mænd til som har haft at gøre med fattigvæsnet og har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med hvad man på andre steder har gjort for de fattige og for at standse tiltagelsen af deres antal. Men disse mænd er dog såre vel tjent med at kunne rådføre sig med mænd af borger- og bondestanden som er indkaldt til sådan og anden rådførsel, og som man derfor nu kan forlange af at de skal sige hvad de ved og mener. Det samme gælder i mange andre henseender. Selv hvad rettergangsmåde og politi angår, kan mange folk som har haft sager for i retterne, og som har set meget der går for sig på gader og stræder, i stuer og kældre, i forhuse og baghuse, eller har erfaret derom af sine jævnlige, have mange oplysninger, mange gode råd at give når man leder ham dertil ved at spørge ham ud, eller ved at lade ham være med ved en rådslagning om sådanne sager.

Om en sådan mand ikke har nogen stor talegave, gør ikke så overmåde meget. Hvor der er forstand og sindig eftertænksomhed, samt tilbørlig bekendtskab med tingene og forholdene i borger- eller bondelivet, der kommer ordene nok med tiden. Desuden når nu alle de udnævnte fra hele landet er kommet sammen for at rådslå (hvilket skal ske i Roskilde hvad dem fra Sjælland og de andre øer angår), og nu nogen vigtig sag kommer for, så vælges der altid tre eller fire eller fem, eller måske nogle få flere, til først at gå sagen igennem med hinanden i enrum, før den kommer frem i hele forsamlingen, for derpå at give denne deres tanker derom til kende. I sådanne komiteer eller små forsamlinger i enrum, kan nu vel mange få mod til at tale som i de store forsamlinger ikke har mod dertil.

Må det nu være vigtigt for enhver at de mænd som fra ethvert sted sendes hen til rådsforsamlingen hvor landets vel og ve skal omhandles, for at alt derpå desto bedre kan blive afgjort af hans majestæt kongen, må være dygtige mænd, så bør også enhver som har ret til at vælge, og som tror at kunne nævne mænd der tør anses for dygtige og værdige til at røgte dette vigtige kald, indfinde sig ved valgene, uden at agte den ulejlighed og det tidsspilde det kan volde ham. Men han må da forud vel have overvejet hvem han vil stemme på. For ellers kan han let komme til at vælge på må og få, og det er værre end slet ikke at vælge.

Der skal i København i alt vælges 24. De tolv af dem skal være medlemmer af forsamlingen, de tolv andre derimod skal holde sig færdige til at træde in hver efter sit nummer, når nogen af disse 12 får forfald. Men det er dog just ikke nødvendigt at nogen vælger nævner 24 mænd. Der kunne vel gives mange vælgere som ikke vidste at nævne så mange mænd blandt de hus-og gårdejere i København og dens distrikt som er valgbare. Men endog den som kun ved nogle få - tre eller fire - at nævne, bør ikke udeblive, så snart han holder sig forvisset om at disse hører til de mænd man kan vente af at de ville vise sig dygtige til at være på råd med anliggender hvor det gælder det almene bedste. Men da de sager som ville forekomme, kunne slå ind i mange forhold, mange næringsveje og anliggender, så bær det ikke anses for nok at en mand har vist dig som en dygtig mand til at dømme og råde i sit fag og sin stands anliggender når al hans dygtighed hertil indskrænker sig, og ikke omfatter noget mere. Man bør vælge sådanne som kunne regnes til hele byens dygtigste mænd, blandt dem som har fået sådan ejendom at de er valgbare.

Men blandt den store mængde at finde dem ud som man burde foretrække for alle de andre, er ikke så let en sag. Uden tvivl gjorde man bedst i først at læse listerne opmærksomt igennem, og at sætte et mærke ved enhver om hvis forstand, indsigt og kyndighed man havde gode tanker, indtil man kom til enden, og derpå atter at tage dem for, og nu at søge dem deriblandt ud, man mente at kunne vælge. Dog som sagt, hellere vælge færre end de bestemte 24, ja hellere kun 12, eller endog kun ganske få end at vælge på må og få, eller at give nogen sin stemme ene og alene fordi man vidst at han ønskede det, uagtet man ikke anså ham for meget skikket dertil. Men meget ønskeligt var det om enhver ved sammenkomster med andre ville tage den mindre liste med som han således havde, for sin person, uddraget sig af den store liste, for at flere i forening kunne hjælpe hinanden til at træffe gode valg. Men hvorledes man så går til værks, så bør man anse valgene for en sag af vigtighed hvis udfald ikke bør være nogen ligegyldig. 

På valglisterne finder man blandt andre en del embedsmænd. Ikke fordi de er embedsmænd, men fordi de er grundejere. Dem bør nu det, jeg i det foregående har fremsat, ikke bringe nogen til aldeles at forbigå. For manglede sådanne ganske, så manglede det på dem som skulle vejlede de andre og give dem mange fornødne underretninger i mange tilfælde. Men ene og alene eller især, skal man dog heller ikke vælge på embedsmænd eller andre mænd som kunne sættes i klasse med embedsmænd.

Uden tvivl vil forsamlingen for Københavns vedkommende blive bedst sammensat når deri findes a) nogle embedsmænd hvortil også prokuratorer bør regnes, b) nogle grosserer, boghandlere, mæglere eller andre som er at stille i klasse hermed, c) nogle fabriksejere som tillige bestyrer deres fabrikker selv, eller mænd i håndværkslaugene, d) nogle med anden næringsbrug.

Udenfor København har man i købstæderne valgt nogle øvrighedspersoner prokuratorer, en kasserer, nogle købmænd, en boghandler, en farver, en brændevinsbrænder, en skipper, en militærperson. Man har altså taget af meget forskellige klasser, dog vides endnu ingen præst at være valgt. Måske fordi kun få præster har ejendomsgård af tilstrækkelig værdi. På landet har man i de mindre ejendomsbesidderes klasse valgt lige fra stiftamtmænd og kammerherrer til sognefogeder og simple bønder.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 739-747)