Bemærkninger ved et Besøg paa Almindeligt Hospital.

Mens der i en række af år nu og da har rejst sig mange anklagere mod vores fængselsvæsens indretning, men især også med mest grund imod fængslernes ulighed med endog det ringeste opholdssted for menneskelige væsner, skulle man gøre sig ganske andre forestillinger om tilstanden på ovennævnte hospitals såkaldte lemmestuer end der ved øjesyn virkelig opstå. Hvad har fængselsvæsnet at bestille med fattiglemmerne på Almindelig Hospital? vil læserne måske tænke. Vist nok er der forskel, men der er også lighed mellem fattiglemmernes stilling og arrestanternes for så vidt nemlig begges underholdning påhvilet det offentlige. Er der altså med grund klaget over fængslernes dårlige tilstand, så må man også være beføjet til at klage over tilstanden i nævnte hospital, når den ikke er fri for de mangler man i disse har påpeget. Og denne føje er desto større som det på ingen måde vil kunne nægtes at den fattige uden anden sammenligning har ret til en bedre bolig end den præsumtive forbryder.

Vist nok kan der ikke være tale om at gøre store fordringer til en stiftelse som Almindelig Hospital der er forpligtet til at optage de mest elendige mennesker af den lavere klasse og i reglen ikke kan undgå at antage enhver dertil trængende. Men hvis det er tilfældet overalt som der hvor indsenderen har været, da indtager sandelig hospitalet en alt for ydmyg stilling i rækken af vores øvrige stiftelser. Forfatteren af disse linjer kom for nogle dage siden tilfældigvis til at aflægge et besøg på en af nævnte hospitals såkaldte lemmestuer. Aldrig er han blevet mere skuffet i sine forventninger end ved nævnte visit.

Forsættet førte ham til den såkaldte nye bygning som er beliggende inde i gården. Dersom nogen ikke før har haft den levende anskuelse af skidne trapper og vægge, stinkende atmosfære osv. da behøver han kun at begive sig hen på det betegnede sted. Men ikke alene dette må tiltrække sig opmærksomheden. Værelserne selv er opfyldt med alt for mange individer, af hvilke enhver har sin seng i samme stue, hvori de må opholde sig om dagen. Pladsen er så kneben at lemmernes tøj må sættes i gangen udenfor. Alle disse mangler lader sig rette uden mange vanskeligheder, ja den eneste betingelse derfor er egentlig kun den tilbørlige nidkærhed hos den ansvarlige autoritet. Hvorfor holdes trapperne ikke rene? Er det ikke nok at vaske dem en gang ugentligt, da bør det utvivlsomt ske oftere, to eller tre gange, eftersom omstændighederne gør det fornødent. Trapperne og gangene bør på et sådant sted fremfor alt andet holdes rene og ordentlige. Og når man ser de i disse værende vægge skidne, da falder der en begrundet dadel på de ansvarlige tilsynsmænd, i hvad navne disse end måtte føre. Er det utilstrækkeligt at lade væggene hvidte kun en gang om året, hvorfor sker dette da ikke oftere? Bekostningen kan dog vist ikke bære skylden, for i forhold til de enorme summer som årlig udredes af byen til Fattigvæsnet, kan det dertil behøvende kun anses for en ubetydelighed.

Endnu værre end disse mangler er den stygge atmosfære i gangen som går så vidt at man næsten må få ondt af væmmelse. Dersom dette ikke lader sig forandre med den nuværende bygningskonstruktion, da burde direktionen foranstalte sådanne forandringer som ville gøre det muligt at få frisk luft også i gangene, hvorfra nu stanken må trænge ind i værelserne hvert øjeblik dørene lukke op. At denne usunde luft især for sådanne svage og syge mennesker som lever her, er skadelig, er selvklart, og man vil ikke i dette stykke kunne forsvare den nuværende tilstand med noget som helst påskud. Umuligt kan det dog aldrig være at få den friske luft ledt ind, og selv om der behøvedes at gøre nogen betydelig bekostning i dette øjemed, må man ikke vægre sig for det. For en sådan mangel som den her nævnte, er fordærvelig både for sjæl og legeme, og mens den nedbryder sundheden, lader den den fattige og lidende tillige føle deres ulykkelige stilling dobbelt tung. Især må dette naturligvis være tilfældet med sådanne som blot på grund af legemsbræk er kommet i den nødvendighed at måtte tage til takke med at blive lemmer på hospitalet. Blandt disse findes der en del af den yngre alder der før var vant til en bedre stilling, mens de kunne tjene for deres brød. Så meget desto tungere må det da være for sådanne stakler at se sig omgivet af urenlighed.

Overalt er det en utilgivelig skødesløshed af de ansvarlige at de ikke sorterer lemmerne i visse klasser efter deres alder, sygdomsbeskaffenhed, opførsel og før udviste forhold. Det er næppe rigtigt at et skikkeligt og ordentligt menneske som fx ved at brække et ben, mister en arm osv. bliver udygtig til selv at ernære sig, skal kastes ind i et værelse som er folk med al slags pak, dels forhenværende liderlige, dels trættekære og gemene individer. Ikke alene rimelighed kræver at man i almindelighed gør forskel på mennesker efter deres opførsel, men her bliver det endog tillige en retfærdighedssag at denne uskik af de mest uensartede individers sammenblanding hæmmes. For direktionerne er jo statens lønnede embedsmænd, det er da utvivlsomt også deres pligt at bære omsorg for hospitalets bedre udenfor de egentlige kontorforretninger. I sig selv er det aldeles ikke forbundet med nogen vanskelighed at afdele værelserne efter visse klasser af individer og derefter sørge for at der så vidt muligt kommer sådanne sammen som passer bedst for hinanden.

Endnu en lille bemærkning skal indsenderen tillade sig at gøre. Foruden det at der i disse stuer er en alt for stor mængde senge stuvet sammen, så at der ved hver seng kun er plads til en stol og et lille bord langs med sengen (ikke tvært over fra seng til seng, for da var der tilstrækkelig plads) findes der heller ingen skærmbrætter. Det stygge syn af denne sengeparade kunne betages øjet ved at et skærmbræt sættes for enden af hver seng i den forreste rad. Da disse jo meget godt kunne være af allersimpleste kvalitet, ville bekostningen derved kun blive ubetydelig.

Ovenstående bemærkninger har indsenderen troet at burde offentliggøre for muligt at gavne sagen. Det er nemlig hans overbevisning at der både i Fattigdirektionen selv som også udenfor samme blandt andre formående autoriteter findes mange brave og ædle mænd som vil antage sig en sådan sag når den øjensynlig ses at have krav på understøttelse.

(Politivennen nr. 1314, Løverdagen, den 6te Marts 1841. Side 145-150).

Københavns Museum har dette foto af lemmer på Almindeligt Hospital. Uden årstal. Her kan man få et indtryk dels af bygningerne, dels af hospitalets beboere. 

Redacteurens Anmærkning

Forholdene på Almindeligt Hospital må have været under al kritik, hvilket bl.a blev bekræftet under koleraepidemien 1853. Af de 467 angrebne døde de 415. Hospitalet var sandsynligvis også et sted hvorfra koleraen bredte sig.

Anmodning til Huuseiere.

Ligesom de større stæder på mange måder har fortrin fremfor de mindre byer, således er man igen i disse fri for synet af megen elendighed og fordærvelse både i fysisk og moralsk henseende, som de første frembyder i rigelig mål. At København skulle gøre nogen undtagelse fra denne almindelige regel, var urimeligt at vente. Men det bliver ikke desto mindre enhver god borgers pligt i hans kreds, så vidt muligt at bidrage sit til at fjerne og forebygge forargelige eller sørgelige scener som publikum er vidne til uden nytte for pågældende. Indsenderen har de sidste 10 år boet på forskellige steder i byen og allevegne fundet gentagelse af det samme ubehagelige skue som han altid forgæves har håbet at blive fri for i sin nye bolig. Nemlig pjaltede og elendige mennesker som ved at synge eller spille i gårdene tiltrygler sig et par skilling. 

Omtrent i 5 år har således et par mennesker formodentlig mand og kone, opvartet ham med deres musik, som har noget særdeles ubehageligt ved sig og minder om alt usselt og elendigt. Også går i den senere tid en gammel mand omkring i den midterste del af byen og synger salmer. Han er næppe i stand til at holde sig fra at tumle omkuld. De herrer husejere burde i sandhed holde deres beboere fri for sådanne besøg som det jo ikke er muligt for politiet at forhindre. De ville derved gøre sig fortjent af de ulykkelige selv, som ingen nytte har af det par skilling de på denne måde afnøder deres medmenneskers medlidenhed, men fortærer dem på en rus hvorved følelsen af deres elendighed kun får fornyet styrke når de kommer til besindelse igen.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 76-77). 

Til Sundhedspolitiet.

Den ifølge sin farve såkaldte "Blå Vogn" hvori der almindeligvis føres aldeles fattige afdøde til det sidste hvilested, udbreder ikke sjældent ved sin passage gennem gaderne en forpestende stank, der ganske opfylder værelserne i de nærliggende bygninger når man ikke er så heldig at blive opmærksom på den i en sådan afstand at man har tid til at befri sig for den værste del af den ved at lukke vinduerne. En stank så væmmelig at den natterenovationsvognene udbreder i sammenligning er for intet at regne, og så vedhængende at man ikke kan passere vognen endog når den vender tilbage og har udtømt sit indhold uden at lugteorganerne afficeres på det mest ømtfindtlige. 

Man vil også have bemærket at de sager der er indeholdt i denne vogn, er i en så opløst tilstand at flydende dele deraf jævnligt baner sig vej gennem vognens sammenføjninger. Og hvad virkning et sådant fluidum må have på luften i vores gader, behøver ingen omtale.

Hvorfra disse i høj grad forrådnede menneskelige levninger kommer, ved man egentlig ikke. Men det er utroligt at man i vores vist med føje roste hospitaler skulle gemme ligene så længe at de i det mindste for en del befinder sig i en sådan tilstand. Tanken falder da nærmest på vores anatomisale som man dog heller ikke kan tro at være i vores oplyste tider oplagssteder for sådanne sager. Den sidste af indsenderen bemærkede transport af denne art passerede Nørrevold sidste lørdag klokken halv otte om morgenen og for rette vedkommende må det formentlig være en let sag at finde ud af hvorfra den har haft sit udgangssted.

Af Sundhedspolitiet udbeder man sig vedbørlig opmærksomhed for denne sag, såvel med hensyn til de steder hvorfra denne transport sker, som til transporten selv. Den strenge økonomi der måske kunne tilråde opsættelse indtil man får fuldt læs, er i sandhed her ilde anvendt, og i alle tilfælde burde udførelsen af sådanne sager indskrænkes til tiden for natterenovationsudførslen og ikke finde sted på en tid af dagen da de fleste stadens beboere er i fuld virksomhed.

(Politivennen nr. 1230, Løverdagen, den 27e Juli 1839. Side 466-468) 

Anmodning til Fattigvæsenets Direction.

Den kirkegård som ligger på Nørrebro ved indgangen til Farimagsgade, lå for nogle år siden helt åben. Gravene var nedfaldne og bevokset med ukrudt, ja man så endog kreaturer græsse der, så at man ikke skulle tro at det var hvilested for døde mennesker. Efter at der herover var ført anke i dette blad, bliv kirkegården indhegnet og de grave der var der, oplagt. Men siden den tid holdes den altid lukket, så at man kun på lovlig måde kan komme derind når et lig skal jordes der. Det er bekendt at da de naturlige kopper grasserede her i staden, blev mange af dem der døde af denne sygdom, begravet på denne kirkegård, og da disses efterladte undertiden ønsker at se til deres familiers og venners gravsteder for at istandsætte eller vedligeholde dem, finder de sig meget generet ved spærringen af denne kirkegård. 

Da den mindre formuende eller fattige, lige såvel som den rige og fornemme, kan have kærlighed for sine pårørende og venner og ønsker at hædre deres minde ved at vedligeholde og undertiden besøge deres gravsteder, så anmoder man den ærede direktion for Københavns Fattigvæsen om at denne kirkegård der hører under dens ressort, ligesom vores øvrige begravelsessteder må blive tilgængelig i det mindste en dag om ugen. For at ingen uorden skal finde sted der, kan det pålægges en eller anden af Fattigvæsnets betjente at have opsigt der i den tid indgangen var åben. Tillades adgangen fx blot om søndagen, ville et sådant vagthold kun sjældent gå på, især når flere efter tur tog del i det.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 426-427)

Redacteurens Anmærkning

Der er ikke tale om nutidens Nørrebro, men området mellem søerne og volden. Farimagsgade forløb dengang nogenlunde som Nansensgade (anlagt fra 1875) gør i dag. Den nuværende Farimagsgade blev anlagt da voldanlægget sløjfedes. Se Efterskriftet til Politivennen.)

Pjaltenborg.

I København eksisterer flere bygninger som af menigmand gives den af stolthed og ydmyghed sammensatte titel: Pjaltenborg, og de er hvad benævnelsen også udviser, boliger for den usleste og fattigste del af stadens folkemængde. At sådanne huse hvor fattigdom, elendighed og sammes uadskillige ledsagere: smuds, pjalter og mephitiske dunster findes så at sige en masse, ikke kan undgås i en stad hvor der findes så megen nød og næringsløshed som i København, er meget naturligt, ligesom det er rimeligt og billigt at de derfor i almindelighed findes og kun bør findes i de mest afsides og fra byens midtpunkt længst bortliggende kvarterer af staden. 

Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".

Peder Hvitfeldts Stræde 12 (o. 1817). "Pjaltenborg". (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.

Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på  en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen. 

Pjaltenborg, det blå hus efter det røde forrest i billedet til højre. Det var her ballade holdt til i 1839. (Foto: Erik Nicolaissen Høy, 2019).

En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.

Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord. 

Peder Hvitfeldts Stræde 9, gården overfor som trods god stand blev påvirket af genboen.

Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere. 

Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:

- der Mensch versuche die Götter nicht;
Und begehre nimmer und nimmer zu schauen
Was sie [gnädig] bedecken mit Nacht und Grauen.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356) 

Redacteurens Anmærkning

Begge huse eksisterer stadigvæk: Peder Hvitfeldts Stræde 94 er nutidens nr. 12, og er opført omkring 1817 for brændevinsbrænder Peder Møller, mens nr 106 er nr. 9. Dette hus er opført 1811.

Til Vedkommende i Almindeligt Hospital.

Meget ofte, men ikke ofte nok, har man gennem dette og flere blade anket over et stinkende gult fluidum der har sit udløb fra Almindeligt Hospital. Beboerne i Amaliegade inkommoderes daglig af denne afskyelige og yderst ubehagelige stank, og især i middagsstunden er det væmmeligt for enhver der passerer gaden og nødsages til at indånde denne forpestede lugt. Dobbelt ubehageligt og væmmeligt er det, når man tænker på at dette stinkende vand flyder ud fra svovlbadene, hvori de fleste ilde befængte og fnattede mennesker bliver badet. 

Da der findes en anordning der forbyder fiskebløderne at smide det stinkende vand ud om dagen, så håber man at politiet ligeledes vil forbyde de ansvarlige i Almindeligt Hospital at lade dette ækle, væmmelige og stinkende fluidum løbe ud om dagen. Mest tilrådeligt ville det være at de ansvarlige i nævnte hospital ville sørge for at det her allerede nævnte stinkevand fik udløb fra hospitalet gennem gården ud af Østersøiske Compagnis Plads til havet. Dette kunne iværksættes uden stor bekostning ved en simpel trærende. Imidlertid nærer man det håb at politiet enten vil forbyde dette udløb om dagen eller de ansvarlige benytter det her fremsatte simple forslag og således befri de omkringboende og andre for den kvælende stank.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 5de Januar 1839. Side 13-14)

Almindeligt Hospital lå 1769-1895 på dette stykke af Amaliegade (36-30) og blev udvidet adskillige gange. Det er nu nedrevet og erstattet af de viste bygninger.

Velmeent Ønske.

For de fattige der nyder godt af den veldædige bespisningsanstalt, ville det være en velgerning om den ærede bestyrelse til den øvrige ulejlighed endnu ville drage omsorg for at de fattige hvor i blandt mange næsten nøgne gamle og svage og mange små børn måtte tildeles deres portioner efter deres numre. Det ville derved undgås som i de andre vintre i længere tid at stå og vente og i ondt vejr blive forkomne af frost og kulde, hvorved de ofte dyrt betaler den mad der er en velgerning for dem. For at ingen skal synes forurettet, kunne der jo den første måned begyndes med det første hundrede, den anden med det andet hundrede og så fremdeles. Når da nogen ikke kom efter sit nummer, måtte denne naturligvis vente til sidst. En endnu større velgerning ville det være om den ærede bestyrelse kunne skaffe de fattige et lokale hvori de kunne være til deres nummer kom uden at være nødt til i længere tid at stå på gaden.

(Politivennen nr. 1196, Løverdagen, den 1ste December 1838. Side 760-761)

Redacteurens Anmærkning

Anstalten blev omtalt i Kjøbenhavnsposten 22. november 1832:

Af den i disse Dage udkomne Beretning om den her i Staden indrettede Bespiisningsanstalt for Trængende i Vinteren 1831 og 1832, erfares, at denne høist gavlige Anstalt, der atter i Vinter vil træde i virksomhed, fra 20de Novbr. 1831 til 23 April 1832, ialt har uddeelt det betydelige Antal af 170,144 Portioner. Til Anstalten var bidraget i Penge 128 Rbd. 21 Sk. Sølv, og 5,779 Rbd 57 Sk. S. og T., af hvilke Hs. M. Kongen havde skjænket 525 Rbd., og andre Medlemmer af det høie Kongehuus 452 Rbd. Sedler; Udgifterne havde andraget 5,126 Rbd. 34 Sk. S. og T. og Penge-Beholdningen, 128 Rbd. 21 Sk. r. S. og 653 Rbd. 53 Sk. S. og T., var strax ved Indretningens Ophør indsat i Sparekassen for at gjøres frugtbringende, og er nu tildeels allerede anvendt til Forberedelserne for Bespiisningen i tilstundende Vinter. Foruden Pengebidragene modtog Committeen forskjellige Gaver i Naturalier og flere besparende Tjenestebeviisninger. Af de i Vinterens Løb uddeelte 150 Billetter, vare de 729 uddeelte af Velgjørerne selv; de øvrige 771 af den specielle Committee, der var valgt til at gjennemgaae og afgjøre de indkomne Ansøgninger om Understøttelse; disse sidste Billetter tildeeles 463 trængende Personer eller Familier.

Om den Rumfordske Suppe.

Der var en tid da denne suppe, endog her til lands, vakte megen opmærksomhed, og nu har man i lang tid slet ikke hørt tale om den. Kun er det bekendt at den nydes af fangerne i straffeanstalten på Christianshavn. Denne suppe er vel nærende og kun lidt bekostelig når den tillaves i større kvantiteter. I Paris og flere store stæder kan de fattige på dertil indrettede spisekvarterer få Rumfords suppe for deres skilling. Burde man ikke her i Købehavn som har så mange fattig familier inden for dens mure, åbne de trængende adgang til dette sunde og fødende næringsmiddel der altid vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendigvis må koge i 5 eller 6 timer, så vilde ildebranden hvis den ikke koges i store portioner, snart tilintetgøre den fordel ingrediensernes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et rumfordisk suppehus blev indrettet ved offentlig eller privat omhu, man så ville drage omhu for at suppen allerede første gang den sælges, var god og rigtigt tillavet. Mange fattige ville således få en sund og kraftig føde for det den ellers giver for et glas brændevin. 

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 684-685)

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse. På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk, se Adresseavisen 28. maj 1837). Parken var dog under restaurering fra 1833.

Sommerlejlighed paa Fredensborg.

To smukt meublerede Qvistværelser ere strax at faae tilleie for meget billig Leie. Fra samme er Udsigt over Esrum-Søe til Nøddeboe, og fra Stedet er Udgang til den kongl. Slotshave. Om forlanges kan kogt Vand erholdes. Man behage at henvende sig til Eieren, Bogbinder Fries.

Vink til Frederiksbergs Øvrighed.

Som følge af at birkedommeren bor så langt fra Frederiksberg og man altså sjældent ser noget politi der, så har de danske lazaroners antal taget betydeligt til, så at man især dette forår ser personer af begge køn og af det væmmeligste udseende i mængde strejfe omkring, især på Falkoner Alle. De stirrer halve timer længselsfuldt ind i de omliggende haver, og findes der i samme noget smukt der tiltrækker sig deres opmærksomhed, blegetøj eller lignende, da kan man være sikker på at de ved første lejlighed er borte. Atter andre steder stjæler de plov- og vogntøj, ænder mv. De synes nemlig at have en fuldkommen bevidsthed om at politiet ikke er i nærheden. Dog er natten og dagningen deres bedste tid, hvilket tydeligt mærkes af den idelige uro der da er over hundene i hele omegnen.

Da disse uvirksomme folk er af den slags der i almindelighed kvalificerer til at opbringes som løsgængere, for ikke at tale om at det er upassende at de opholder sig i et kongeligt slots alleer, så vover man at bede øvrigheden at have et vågent øje med dem for eftertiden.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 346-347)

Redacteurens Anmærkning.

I 1840 blev straffen for tyveri ved nattetid betydelig skærpet, se artikel i Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842.

Om Frederiksbergs Byes Communebestyrelse, samt nogle Spørgsmaal og Bemærkninger i Anledning af den sidste Ildebrand i samme By.

Frederiksberg Sogn, med 1500 indbyggere af højst forskellig stand og vilkår, fra statens førstemænd og nedad i alle grader indtil armodens usleste søn, udgør en kommune som uden tvivl er den eneste af sin art i Danmark. Jordbrugere, håndværkere og embedsmænd bor her ved siden af hinanden, så sognet på visse måder ligner en købstad hvor de mest forskellige interesser findes samlet, og dog har den kommunalbestyrelse som et landsbysogn hvor interessen kun kan antages at være en.

En følge af denne sognets særeegne beskaffenhed og en bestyrelse der ikke er afpasset derefter, er at de offentligt byrder - med undtagelse af hvad der sorterer under amtsstuen - fordeles urettelig hvilket således fx er tilfældet med de meget besværlige pligtkørsler der aldrig bliver og ikke kan blive ligeligt fordelt så længe de skal præsteres in natura. Nu bruges den metode som ellers kun er brugelig i krigstid: man fordrer de fornødne arbejdsheste og vogne hvor de findes. Hvem der kender til forholdene, vil med indsenderen sikkert antage at sådanne misligheder næppe ville blive ophævet uden en forandret kommunebestyrelse. Indsenderen tænker sig nemlig intet mindre end en art byfoged eller sogneforstander på rette sted her. Måtte han vælges af sognets beboereved stemmeflertal, ville det sikkert ikke blive vanskeligt, dertil at finde en mand der ville vide såvidt som muligt er under de eksisterende lokale omstændigheder at forhindre at de mindre formuende lider et uforholdsmæssigt større tryk end deres mere heldige medbrødre. Og til at bevirke en sådan forandring, opfordres herved de mange formående mænd der har bopæl i sognet og retsindighed nok for ikke at ænse en tilkommende lille opofrelse som rimelighed kræver.

Nu til nogle bemærkninger ved sidste ildebrand i Frederiksberg By.

Assurancesummen for Reidels nylig afbrændte sted siger rygtet at være over 110.000 Rbd. Er det rygte sandt, har Reidel denne sum i behold, foruden grund og have, hvilket alt sammen nylig har kostet ham kun 2 til 3.000 Rbd. Kunne det da ikke være rimeligt om han lod sig formå til at tåle afdrag i assuranesummen af den nødvendige sum til bestridelse af den forestående reparation på byens sprøjte? Ellers skal denne udgift som sædvanligt fordeles på sognet. - Ligeledes kan man med rette spørge: bør ikke af den samme assurancesum afdrages noget til betaling af kørsler og håndlangerarbejder som blev rekvireret for at rydde grunden efter at faren var forbi? Lovgiveren har sikkert forudsat at en brandlidt som således skal nyde fri hovningshjælp af sine medbrødre, er en ikke alene for øjeblikket, men for længere tid, højst ulykkelig mand. Men dette kan Reidel efter hvad ovenfor er anført, ikke anses for at være. I øvrigt ved indsenderen det ikke om det er skrevet nogen steder at der til sådan rydning skal anvendes heste og vogne. Også kan den meget let udføres og bliver på adskillige steder udført, alene af arbejdere med brandhager, hakker, spader og skovle, hvormed de udtrækker og bortbringer de store slukkede brande, samt mursten, grus osv., hvilket alt sammen henlægges i små bunker tæt ved brandstedet. Kørslen synes altså her ufornøden. Men blev dog præsteret på den ovenfor anførte måde af de i almindelighed mindre formuende, der nødvendigvis må have arbejdsvogne til deres jordbrug.

Ved den ovenfor omtalte ildebrand fik ref. et nyt bevis for visse offentlige byrders ulige fordeling. Ved brandstedet fandtes nemlig en tilskuer som formodentlig havde hjemme i København. Af ham hørte indsenderen forskellig lidt meget fri snak. Blandt andet sagde han følgende. "Hvad angår de herude os! Skulle vi møde hver gang de kæltringer afsvider en af deres gamle, uforsvarligt højt assurerede kasser, så får vi herefter nok at bestille." Skønt ref. anså snakkeren for noget beruset, troede han dog i de de ord: "hvad angår de herud os", at finde den forudsætning hos manden, at Frederiksberg Bys beboere ingen hjælp havde at vente hos københavnerne i sådanne ulykkestilfælde, med mindrebarmhjertighed villeyde en sådan. Men ref. tør dristig påstå det modsatte, og atter må han her ytre, at sognets bedste ikke behørigt påagtes. Staden København har nemlig en betydelig stor fattigvæsens-indretning beliggende under Frederiksberg Sogn, den såkaldte Ladegårdsfabrik der vel som sagt for staden er en fattiganstalt, men for Frederiksberg er den derimod et etablissement beliggende i Frederiksberg Sogn, og derfor bør staden København uomtvistelig for sådan sin del i sognet, tage forholdsmæssig del i alle dets byrder, og navnlig lade give møde i ildsnød, ikke alene med mandskab og befalede brandredskaber, men vel endog med sprøjter, da staden ejer sådanne. Ved ilds voldsomme udbrud er ingen grænselinje trukket, men forpligtelse til al mulig hjælp. Her så meget mere som netop i oven nævnte fabrik omgås særdeles meget med ild og lys og let antændelige varer, så at en lille sprøjte placeret på fabrikken selv, var en temmelig fornøden foranstaltning. At dette etablissement som hører under staden København og ligger i Frederiksberg ikke bør undgå a tage del i i årlige brænderejser for skolen - hvilke rejser ligeledes, allerede omtalte, urettelig fordeles - i offentlig snekastning og flere byrder som mulig burde fordres af det, men sandsynligvis ikke fordres og at det burde yde bidrag til sognets fattigkasse, såvel af fabrik som af jordejendom, kan uden tvivl være underkastet.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 17-22)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev genstand for kritik af sogneforstander Plockross, Frederiksberg. Se baggrundsartiklen om dette emne.

Om Græsningen paa Christianshavns Fælled.

Ved i Adresseavisen at læse en bekendtgørelse fra Københavns kæmnerkontor af 9. maj, ses at græsningen på Christianshavns fælled koster for en hest 9 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 6 rigsbankdaler 12 skilling S. og T., hvorimod der på de almindelige fælleder udenfor Nørre- og Østerport kun betales for en hest 3 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 2 rigsbankdaler 12 skilling S. og T. Anmelderen der ikke kan begribe hvordan græsningen på først nævnte fælled betales 3 gange så dyrt som på de andre, begav sig derud for at se om han af stedets fortrinlighed kunne slutte sig til årsagen, hvilket dog ikke ville lykkes for ham. For vel står græsset der meget frodigt, blandet med enkelte belliker og løvetand, men dette er også tilfældet på andre fælleder som en følge af det for vegetationen gunstige forår. Men når kreaturerne som nyligt er sluppet derud, får afædt den første grøde, og vi får en tør sommer, kan føden også der blive smal nok for dem. Denne fælles har i mands minde været kaldet Kløvermarken, formodentlig fordi den engang i fortiden har været besået med kløver. Men heraf er nu end ikke det ringeste spor tilbage, så at man gerne kunne udlove en præmie til den som der kunne finde en enkelte hvid- eller rødkløver. Man har derfor meget rigtigt i de senere år ophørt at tillægge den dette ufortjente navn. At fælleden er indgrøftet og at der holdes en markmand for at passe på at kreaturerne ikke skal løbe bort, er vist nok meget godt, men kan dog ikke være årsag til den uforholdsmæssige høje betaling da samme sikkerhed også findes på Nørre- og Østerfælled.

Gud, siger skriften, lader sin sol gå op over onde og gode, lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Han vil at alle hans kreaturer skal glædes og mættes ved jordens frembringelser. Christianshavn tæller desværre mange fattige, ja arme, familier med børn, for hvilke mælk er en uundværlig fornødenhed. Denne artikel må de søge hos brændevinsbrænderne som er de eneste der holder køer. Når nu disse mænd der om vinteren mens brænderierne er i fuld gang, kan føde deres køer med bærme, om sommeren må søge græsning til dem, og de da intet valg have, men må lade dem græsse på omhandlede fælled, hvorfor der må betales en dyr afgift, hvortil endnu kommer en højere folkeløn for malkningen og mælkens transport, så indses let at det ikke kan svare regning for dem at holde køer uden at forhøje prisen på mælken, til skade for den fattige som kun kummerligt kan ernære sig. Den fattige, den arme der føler enhver skillings pålæg, kan således ikke glædes og styrkes ved årets lovende frugtbarhed, hvori han efter en højere bestemmelse burde tage del. Man har derfor det håb at den høje magistrat ifølge dens bekendte rimeligheds- og retfærdighedsfølelse vil om ikke nogen anmelderen ubekendt omstændighed skulle forbyde det, nedsætte græsningsafgiften for Christianshavns indbyggere, som visselig kunne trænge dertil, og i flere henseender er indre begunstigede end deres københavnske medborgere.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 341-344)

Om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt for de Fattige i Frederiksberg Sogn.

Det glæder udgiveren meget når han blandt de mange anker over mangler og ufuldkommenheder som fremsættes i hans blad, nu og da kan bekendtgøre noget om et eller andet foretagende hvad enten det er bevirket ved en autoritet eller ved privatmand, og da han håber at det interessere den største del af hans læsere, meddeler han med fornøjelse en kort efterretning om en i dette år oprettet arbejdsanstalt i Frederiksberg By.

I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at  fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.

Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv. 

Fattighuset (med arrester i kælderen) bag ved Bagergården ved Allegade, set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2

Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.

Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang. 

Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter. 

Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.

(Politivennen nr. 989, Løverdagen den 13de December 1834, s. 855-860) 

Redacteurens Anmærkning

Arbedsanstalten lå på nuværende Allegade 14 (ved Tottenbergs bagergård). I 1858 blev det adskilt i Frederiksberg og Hvidovre som to selvstændige kommuner  (med virkning fra 1861). Fattighuset blev i 1860 solgt til bager H. L. Tottenberg som drev bageri i forhuset. (Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. 2008).

Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller. Se baggrundsartiklen her på bloggen.