04 juni 2017

Yderligere Bemærkninger angaaende den af Hr. Eibeschütz oprettede Stiftelse i Compagnistræde.

I et inserat i sidste nummer af dette blad er det blevet erklæret at ovennævnte stiftelse ikke har noget med menighed eller Fattigvæsen at gøre, og at hr. Eibeschütz selv administrerer samme. At det sidste er tilfældet har indsenderen også senere erfaret. Men ikke desto mindre bliver det dog sandt at huset engang ved gave af hr. Eibeschütz er blevet til en stiftelse, og at det altså er det offentlige (ligegyldigt om det er Fattigvæsen, repræsentanter eller andre autoriteter) der har at påtale det, når man søger at gøre nogen forandring ved det der engang er skænket samme. 

At huset nemlig en gang for alle er skænket, må som allerede berørt i forrige inserat, antages på grund af at der uden på huset står, læseligt for alle: "Skjænket af H. S. A. Eibeschütz" osv. og det omtalte reglement viser alene at hr. Eibeschütz selv er bestyrer af samme og altså som sådan har ret til at opsige beboerne, når deres opførsel gør dem uværdige til længere at bo i det. Når det endvidere hedder i dette inserat at hr. Eibeschütz muligvis har i sinde at udvide sin velgerning ved at lade de familier der bor i nævnte stiftelse tilligemed en del andre bor i et hus i Studiestræde, da er det ingenlunde indsenderens agt på ringeste måde at betvivle hr. Eibeschütz' gode hensigt med det gode arrangement, men han skal dog tillade sig følgende bemærkninger: Det man især roste hr. Eibeschütz for da han bortskænkede denne stiftelse, var at han lod familier bo i samme der før havde været velhavende, men som nu ved uheld var kommet tilbage. Den mosaiske menighed har også andre fattigstiftelser, men som alle bebos af folk der på få undtagelser nær, hører til den lavere klasse.

Når nu hr. Eibeschütz ombyttede dette hus i Kompagnistræde med det i Studiestræde, hvilket sidste skal bestå af meget små lejligheder, der kun er indrettet for de mest forarmede familier, da var det væsentligste ved denne velgerning ophævet. Der ville således nemlig ikke længere være noget hus hvor de trængende, skønt mere dannede familier af den mosaiske tro skænkedes fri bolig hvorimod de ældre stiftelser kun ville blive forøget med en ny af samme slags. Og det bliver således dog rigtigt at hr. Eibeschütz i det væsentlige ville ophæve den gave han engang havde skænket.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 59-61). 


Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i nr. 1306, 9. Januar 1841. Side 31-32. Artiklen besvaredes i nr. 1307, 16. januar 1841, side 41-42.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar