Nedenfor bringes 21 domme fra sager der blev ført i anledning af artikler i Politivennen i henhold til Trykkefrihedsforordningen af 1799. Bemærk at dommen blev offentliggjort i mange adresseaviser og stiftstidender. Jeg har for nemheds skyld kun angivet en kilde.
K. H. Seidelin 1798-1806.
1798: Seidelin dømt for Malthe Conrad Bruuns "Beviis".
2. februar 1801: Fabrikmester kaptajn løjtnant Hohlenberg kontra Bogtrykker Claus Henrik Seidelin. (Hohlenberg havde stævnet Seidelin for fornærmelige ytringer i Marquis Ducrests afhandlinger som Seidelin havde udgivet, 1799. Idømtes 50 rigsdaler i bøde og bliver som den første dømt til løbende politicensur af sine skrifter).
August 1801: Stævning for Politiretten pga en artikel i nr. 172. Seidelins "Erklæring" i nr. 178.
Postmester Bøeg, Aarøsund kontra Bogtrykker K. H. Seidelin. 9. August 1802. Seidelin fik en bøde på 50 rigsdaler og livslang politicensur.
Dagen den 22. september 1806, rektor Bøje vs rådmand, amtsforvalter Dankel:
En mærkværdig litterær Proses er i denne Tid paadømt ved Nakskov Byting. I Politivennen No. 311 af 7 April 1804 stod nemlig indrykket et Stykke, som hedde: "Tildragelse i den virkelige Verden." Paa Opfordring opgav Udgiveren af Politivennen, at Stykket var sendt ham af Hr. Rektor Mag. Bøje i Nakskov. Denne vedkjendte sig i en affordret erklæring Stykket, og opgav hvem han dermed havde menet. Nu anlagde Raadmand og Amtsforvalter Dankel i Nakskov en Injuriprosess mod Rektoren, der endelig først efter meget Vidneførelse for nogle faa Uger siden er endet. Sitanten er dømt i 100 Rd. Bøder. Man veed endnu ej om der appelleres videre.
1805: Generalfiskalen contra Bogtrykker Seidelin. Seidelin havde brugt sin stedsøn som udgiver af Dagen. Dette blev afsløret. Seidelin blev herefter fradømt trykkeprivilegiet.
1806: Kancelliet mod Klaus Henrik Seidelin. Som følge af udenlandske gesandters klage over en ellers politicensur-godkendt artikel i Dagen, idømtes Seidelin 14 dage på vand og brød. Pga sin rolle i sagen tog politimester Haagen sin afsked i skam over hvad han havde gjort.
Post Mortem fik Seidelin sit trykkeprivilegium tilbage, som det fremgik fx af Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 17. april 1811:
Under 2den April d. A. blev det tilladt Lieut. ved det borgerlige Artillerie i Kiøbenhavn, Litteratus K. H. Seidelin, som siden ved Døden er afgangen, med egne Redskaber, Svende og Lærlinge at trykke de 2de periodiske Blade, Dagen og Politievennen som udgaves af ham.
Kristen Kristensen 1821-1843
16. april 1821: Forrige Rode- og Justermester J. Thomsen kontra Bogholder Engelhardt og kommissionær A. Møller.
17. september 1821: Kaptajn og skrædermester N. H. Bech kontra skrædermester D. With.
18. november 1822: Kaptajn ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Låne- og Livrente-Selskab for begge Køn Johannes Schiøtz.
16. april 1821: Bogholder Engelhardt kontra forrige rode- og justermester A. Thomsen.
3. april 1826: Landmåler og inventarieskriver ved Ingeniørkorpset Balle, kontra kommissionær J. Lind.
15. Oktober 1827: Te- og porcelænshandler Nielsen kontra garvermester Sander.
16. maj 1828: Konferensråd og doktor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island contra krigsassessor og sproglærer H. J. Hald.
16. juni 1829: Politibetjent T. F. Lind, kongelig Skytte Zeuthen og assistent Cornelius Reiersen kontra Snedkermester Klemm.
4. januar 1831: Konferensråd og justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor juris M. Stephensen kontra Candidatus juris Wigfus Eriksen.
1832: Jacob Christian Lindberg kontra Kristen Kristensen.
29. august 1832: Traktør Hans Caspersen kontra skomagermester Carl Frederik Mørch.
26. juni 1843: Sagen oboist Conrad Ludvid Keck mod Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen. Paadømt den 26de Juni 1843.
M. L. Nathanson 1844
6. januar 1844: Smedemester P. Jensen, kontra kleinsmedesvend P. E. Nielsen.
Fæstemand Johan J. Malthe kontra M. L. Nathanson
Ved hvilken er kiendt for Ret:
Horn, Justits-Secretair.
(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Aviser. 24. februar 1801)
K. H. Seidelin havde i 1799 bl.a.trykt Marquis Ducrests "Nouvelle théorie de la construction des vaisseux". Herom er skrevet en længere afhandling. Kaptajn Hohlenberg blev fornærmet over nogle ytringer i denne. Hohlenberg fik 28. januar 1800 fri proces til at anlægge sag, hvorefter prokurator Weideman i februar henvendte sig til Seidelin for at komme i kontakt med Ducrest, der dog var rejst ud af landet. Seidelin blev herefter ifølge Trykkefrihedsordningens § 17 selv draget til ansvar. Det skete 24. februar. Hohlenberg mente at hans internationale renomme var i fare, hvilket retten gav ham medhold i. Seidelin førte imidlertid med stor ihærdighed sin sag videre, og først den 22. december 1800 blev der afsagt dom. Dommen var den første efter Trykkefrihedsforordningens § 17, som idømte løbende politicensur. Københavns politimester Hans Haagen fortolkede det som han også skulle censurere de skrifter som Seidelin udgav, men efter en klage blev han fritaget for det i 1802.
Bang
Kongl. Fuldmægtig.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender. 14. august 1802). K. H. Seidelin havde i Politivennen nr. 185 skrevet at Bøeg tog for høje takster. Hvilket han altså blev dømt for efter Trykkefrihedsforordningens § 12, æreskrænkelse. Dommen fik skæbnesvangre konsekvenser for Seidelin, idet han blev idømt livsvarig censur. Se nedenfor. Seidelin indsatte fra 1803 sin stedsøn J. A. Schønberg som udgiver af den reelt eneste daværende regeringskritiske avis "Dagen" og skrev selv anonymt.
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 10. maj 1805)
Politiet havde fundet ud af Seidelings arrangement, og han blev indkaldt til forhør i kancelliet tiltalt efter Trykkefrihedsordningens §§ 16, 19 og 20. Resultatet blev at han blev frataget retten til at trykke (§ 20, se Politivennen nr. 368, 11. maj 1805. Dommen affødte en artikel i Juridisk Arkiv, 1806, s. 196-215, udgivet af Anders Sandøe Ørsted: "Yderligere Undersøgelse om en Forfatters Ansvarlighed for et, i Medhold af Forordningen 27de September 1799, af Politimesteren approberet Skrift; med tilføiede Bemærkninger angaaende den nyeste mod Udgiveren af Dagen anlagte Justitssag." Skrevet 1806, med efterord. Se eventuelt også en mere detaljeret gennemgang af sagen i "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" 12. maj 1841.
I 1806 klagede udenlandske gesandter over en censureret artikel i "Dagen", og politimester Haagen som naturligt var (det var jo ham der havde gennemset bladet) måtte forsvare Seidelin,
(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis. 3. oktober 1806)
I Overeenstemmelse med den 18de §, i Forordningen af 27de September 1799 bekiendtgiøres herved fra det Kongelige Danske Cancellie at Udgiveren af Bladet Dagen Commandeersergeant ved det Kiøbenhavnske borgerlige Artillerie og Literatus, Claus Henrich Seidelin, er sat under offentlig Tiltale for Overtrædelse af bemeldte Forordning.
(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis. 10. oktober 1806)
Haagens forsvar hjalp ikke, Højesteret idømte i 1807 Seidelin i fængsel i 14 dage på vand og brød, og var endda tæt på at risikere 3 måneders forbedringshus. Dermed var Seidelin langsomt blevet slidt mør fysisk og psykisk, og censurens ophævelse mod ham 1811, overlevede han kun 3 dage. Seidelins sag kan ses som et eksempel på hvordan Trykkefrihedsforordningen reelt var en censurlov. Ikke officielt, men gennem den måde som den umuliggjorde selv helt almindelige ytringer.
At han nød stor agtelse, synes at fremgå af en artikel i "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende" 12. juli 1843:
"Candidat Goldschmidt er ikke den første Redacteur, der for sine literaire Synder maa bøde med Vand- og Brøds-Straffen. For endeel Aar siden maatte den som Journalist og for sin borgerlige Virksomhed særdeles agtede Claus Henrik Seidelin, Bladet Dagens Stifter, underkaste sig samme Staf for en igrunden uskyldig og spøgende Journalartikel, men som antoges at kunne være den russiske Regjering ubehagelig. For Seidelin blev denne Straf haardere, end man havde ventet; hans kort derefter paafulgt Død blev almindelig anseet for dens Følge. Ved hans Død viste det sig iøvrigt, at Straffem skjøndt den havde svækket hans Helbred, ikke havde svækket hans Medborgeres Agtelse for ham, thi som Lieutenant ved det borgerlige Artilleri blev han høitideligt begravet med militaire honneurs, og, hvad mere er, efterfulgt af en usædvanlig talrig skare af Medborgere, der kjendte hans Værd og skattede det".
Da Kristen Kristensen genstartede bladet, var enevældens greb om pressen strammet til det yderste. Også Frederik 6. greb personligt rasende ind over for klager over embedsværket, ja han kunne opfatte sådanne som angreb mod sin egen person. Og denne situation holdt sig helt til midten af 1830'erne. Kristensen selv synes at have haft held til at manøvrere sig udenom sagsanlæg, men det gjorde personer der skrev i Politivennen ikke.
Så bør også foranførte af hovedcitanten nedlagt påstand og brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme kontracitanten bogholder Engelhardt til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Kontracitanten kommissær A. Møller bør for de af ham mod hovedcitanten i Politivennen nr. 170 for året 1819 indførte beskyldninger bøde til ovennævnte kasse 100 rigsdaler sølv. Hvorimod hovedcitanten for denne kontracitants tiltale i nærværende sag bør fri at være.
Bemeldte af kontracitanten kommissionær Møller om og imod hovedcitanten fremført ærekrænkende beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme hovedcitanten til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Så betaler også hovedcitanten til kontracitanten bogholder Engelhardt, kontrasøgsmålets omkostninger med 30 rigsbankdaler sølv, og kontracitanten kommissionær A. Møller til hovedcitanten såvel hoved som kontrasøgsmålets omkostninger med 70 rigsdaler sølv hvoraf hovedcitantens befalede sagfører, prokurator Salicath, tillægges 20 rigsbankdaler sølv i salær og hvormed i øvrigt bliver at forholde efter det hovedcitanten meddelte beneficium paupertatis.
I øvrigt ophæves processens omkostninger.
At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.
(Artiklerne med Redacteurens Anmærkninger kan læses på denne blog. Dommen er fra
Lenning.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 12. oktober 1821. Artiklerne er optrykt i denne blog)
Der henvises i dommen til nedenstående bekendtgørelser i Adresseavisen 55, 56, og 57:
Enhver, som kjender det mindste til Skrædermester D. With, vil neppe undre sig over, at jeg ikke værdiger ham at svare et eneste Ord i Anledning af hans saakaldte: "Nødværge om lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter," inført i Bladet Politivennen Nr. 218; men jeg troer blot at burde bekjendtgjøre, at bemældte With nu af mig for Retten vil blive sagsøgt til at bøde sine tre Mark som en Løgner, med Hensyn paa hans løgnagtige Udsagn i ovennævnte Stykke. Sagens nærmere Udfald skal i sin Tid blive Publicum bekendtgjort.
Kjøbenhavn, den 5te Marts 1820
N. H. Bech.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Nr. 55. 6. marts 1820. Bekendtgørelsen gentages i nr. 56 over Withs og igen i nr 57)
Enhver, der kjender Skrædermester N. H. Bech, vil vist ikke forundre sig over, at han ikke kan svare paa mit i Politivennen Nr. 218 Indførte, som og at han i sit fortvivlede Avertissement igaar bruger sine ubetænksomme og opfarende sædvanlige og fornærmende Udtryk. Hvad jeg i Politivennen har fremsagt, vedbliver jeg og skal bevise. Skrædermester R. H. Bechs Dom over mit Udsagn beleer Publicum; men jeg agter at tage det ad Notam, tilligemed hans Skjældsord i Laugsforsamllingen, forventende at han holder sit Løvte at kalde mig for Retten
With
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Nr. 56. 7. marts 1820.)
Leuning
Leuning
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 6. december 1822. Artiklerne i Politivennen kan ses på denne blog)
Så bør også foranførte af hovedcitanten nedlagt påstand og brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme kontracitanten bogholder Engelhardt til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Kontracitanten kommissær A. Møller bør for de af ham mod hovedcitanten i Politivennen nr. 170 for året 1819 indførte beskyldninger bøde til ovennævnte kasse 100 rigsdaler sølv. Hvorimod hovedcitanten for denne kontracitants tiltale i nærværende sag bør fri at være.
Bemeldte af kontracitanten kommissionær Møller om og imod hovedcitanten fremført ærekrænkende beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme hovedcitanten til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Så betaler også hovedcitanten til kontracitanten bogholder Engelhardt, kontrasøgsmålets omkostninger med 30 rigsbankdaler sølv, og kontracitanten kommissionær A. Møller til hovedcitanten såvel hoved som kontrasøgsmålets omkostninger med 70 rigsdaler sølv hvoraf hovedcitantens befalede sagfører, prokurator Salicath, tillægges 20 rigsbankdaler sølv i salær og hvormed i øvrigt bliver at forholde efter det hovedcitanten meddelte beneficium paupertatis.
I øvrigt ophæves processens omkostninger.
At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.
(Politivennen nr. 288 Lørdag den 7 Juli 1821, s. 4636-4638).
I Juridisk Tidskrift, 1823, Nr. 31, side 156-168 er aftrykt ovenstående "Gjensidigt Søgsmaal for ærefornærmende Udladelser størstedeels fremsatte i trykte Blade I Sagen Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra Bogholder Engelhardt og Commissionær A. Møller. (Afsagt den 16de April 1821). Artiklerne kan findes i Politivennen Live Blogging fra 6. marts 1819 til 3. februar 1821.
I alt korthed drejede sagen sig om at Thomsen den 9. januar 1819 havde gået i rette med Politivennens artikel i 153, 1818. Ovennævnte artikelserie starter med at en lejer påstod han betalte for meget i husleje fordi ejeren har opkrævet penge for skatter som ejeren aldrig har betalt. 6. marts 1819. Da intet sker, gentages den 3. april 1819. Klagen blev bakket op af hovedvagtskriver C. J. Schelund. Han forklarede 24. april 1819 at Thomsen uberettiget havde opkrævet skatter som var blevet ophævet nogle år forinden.
Thomsen svarede igen i Dagen med at Schelund ikke burde have rejst det i pressen, men i stedet rejst sagen via domstolen og at han pga det er blevet æreskrænket for fornærmet.(1. maj 1819). Ugen efter erklærede Schelund at han ikke ville ikke lade sig true af Thomsen og forsvarede hvorfor han havde fremlagt sagen offentligt selv om Thomsen i Dagen erklærer det som brud på trykkefrihedsordningen at beklikke hans ære (8. maj 1819). Nu indkaldte Politivennens udgiver Kristen Kristensen Thomsen for Forligelseskommisionen, hvor Thomsen dog udeblev (19. juni 1819). Thomsen forsvarede sig den 25. juni i Dagen, hvor han henholder sig som før til at han ikke er den eneste som har beregnet lejen ud fra den metode han havde brugt. Dette tilbageviste Kristensen vredt dette den 3. juli 1819. Herefter dør sagen lidt ud.
Men knap et år efter skrev Schelund om et møde i Forligelseskommission i marts 1820. (18. marts 1820). Den endelige dom faldt først 16. april 1821. Af denne fremgår at det ikke længere drejede sig om substansen af sagen, men om der i artiklerne i Politivennen og Dagen skulle være injurier. Domstolen både frifandt og dømte parterne til at betale bøder som tilfaldt fattigkassen og advokaterne. Som skik var dengang. Dette var i øvrigt almindeligt i den tids forståelse af hvad ytringsfrihed gik ud på.
(Juridisk Tidskrift, 1823, Nr. 31, side 156-168)
"De paaankede af Indstævnte, Commissionair J. Lind, i et i Bladet Politivennen Nr. 516 indrykket saakaldet "Svar paa Stykket: atter Commissionairstreger" om Citanten, Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle brugte fornærmelige Udladelser bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse i nogen Maade, og bør Indstævnte derfor for sit herved udviste lovstridige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 100 Rbd. Sølv, samt betale Citanten deenne Sags Omkostninger med 20 Rbd. Sølv.
Den idømte Mulkt og Omkostningerne at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 3die April, 1826.
"De af Citanterne, Dirctionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøebnhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostninger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.
Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn, den 17de October 1827.
I Justitssecretairens Sugdom,
J. E. Møller
Kgl. Copiist.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 30. oktober 1827)
(Artiklen der udløste denne retssag, står på denne blog. Carl Joseph Knirsch købte i 1817 Hotel d'Angleterre. Her havde der ligget hotel siden 1755, først som fransk traktørsted. Navnet kom dog først til i 1791. Det brændte i 1795 og blev herefter videreført i adelspalæet Den Gramske Gård (Ahlefeldts Gård) på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv. Det gik fallit 1813.)
Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island
afsagte Dom, ved hvilken er kiendt for Ret:
De under nærværende Sag paaankede af Indstævnte Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald mod Citanten Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitutiarius i den Kongelige Lands Overret i Island, fremførte fornærmelige Udladelser, som indeholdes i tvende i Bladet "Politivennen" for Aaret 1826 No. 539 og 542 indførte Stykker, det ene kaldet "Spørgsmaal til S. T. Udgiveren af den tydske Statscalender, og til høivelbaaren Hr. Conferentsraad, Dr. juris M. Stephensen" og det andet betitlet: "Berigtigelse af den islandske Institutiarii vrange Begreber om Anonymitet, Skumlerie og Politieomhu m. v.", bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Fornærmelse i nogen Maade, og bør Indstævnte for sit i denne Henseende udviste Forhold at bøde til Kiøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 100 Rbd. Sølv. Saa bør han og betale til det Offentlige Rettens Gebhyr, Skriversalarium og Omkostningerne til stemplet Papiir, forsaavidt disse Udgifter skulde været erlagte af Citanten, hvis Sagen ikke fra hans Side havde været benificeret. Endelig betaler han Citanten, som Salarium til dennes Sagfører, 20 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kiøbnenhavn, den 16de Mai 1828
Hoff.
(Dommen faldt på baggrund af to artikler i Politivennen fra 1826 af H.J. Hald. Den blev offentliggjort i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 16. maj 1828. Om Magnus Stephensen, se online-bog fra 1827 om denne: Island og dets Justitiarius Magnus Stephensen. Udgivet af Vigfus Erichsen. 1827, se også dommen 4. januar 1831.)
Politibetjent T. F. Lind, kongelig Skytte Zeuthen og sidstnævntes Assistent Cornelius Reiersen,
contra
Snedkermester Klemm, afsagte Dom, ved hvilken saaledes er
kjendt for Ret:
"De paaankede, i Bladet Politivennen No. 650 for forrige Aar, i et Stykke, under Titel: "Advarsel for Skydelystne," af Indstævnte, Snedkermester Klemm, om og imod Citanterne, Politibetjent T. F. Lind, kongelig skytte Zeuthen og sidstnævntes Assistent Cornelius Reiersen, fremførte fornærmelige Beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanterne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit i saa Henseende udviste utilbørlige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens hovedcasse bøde 50 Rbd. Sølv. Saa bør Indstævnte og til det Offentlige betale Retsgebyhr, Skriversalarium og det stemplede Papiir, som i Sagen, hvis den ikke for Citanternes Vedkommende havde været beneficeret, skulde have været erlagt og forbrugt, samt i Salair til Citanternes befalede Sagfører her for Retten, Procurator Borup, 15 RBD. Sølv.
Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 16de Juni 1829
Hof.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 26. juni 1829. Artiklen blev brugt på denne blog.
Conferentsraad og Justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor juris M. Stephensen,
contra
Candidatus juris Wigfus Eriksen
afsagte Dom, ved hvilken er
kjendt for Ret:
"Contrasøgsmaalet afvises, forsaavidt samme er grundet paa Skrivtet "Tillæg som kortfattet Svar paa Candidatus Wigfus Eriksens Pamphlet, Island og dets Justitiarius etc. 1827."
Derimod bør de ovenciterede af Hovedcitanten, Conferentsraad og Justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor jruis M. Stephensen, i hvis trykte Skrivt betitlet "Svar paa nogle i Bladet Politivennen og Dagen for Mai Maaned 1826, indrykkede fornærmelige Angreb" om og imod Contracitanten, Candidatus juris Wigfus Eriksen, brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme Contracitanten til Skade paa Ære, gode Nvn og Rygte, i nogen Maade.
Iøvrigt bør Hovedcitanten for Contracitantens Tiltale i denne Sag fri at være.
Contracitanten bør for de paaankede i Bladet Dagen for 1826 nr. 119, og i Bladet Politivennen for samme Aar nr. 542 indrykkede, for Hovedcitanten fornærmelige Udladelser, bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkase 100 Rbd. Sølv, og bør bemældte af Contracitanten, om og imod Hovedcitanten fremførte, fornærmelige udladelser, døde og magtesløse at være, og ei komme hovedcitatnen til Skade paa Ære, gode Navn og rygte i nogen Maade.
Processens Omkostninger ophæves.
Sysselmand Gunnløgsen tillægges i Salarium 20 Rbd. Sølv, der udredes at det Offentlige.
Forsaavidt Contracitanten har procederet Contrasøgsmaalet, som om ham dertil havde været forundt fri Proces, forbeholdes Kongens Kasses Ret.
Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 4de Januar, 1831
Hoff.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 4. januar 1831)
(Der henvises til artiklen "Skrivelse til Herr' Conferenceraad Stephensen" underskrevet af J. M. Klitgaard, i Politivennen 542, s. 333-339, lørdag den 20. maj 1826)
"Gjentagen Advarsel.
"Da Redacteuren af "Politievennen," Major K. Kristensen, uagtet min offentlig givne alvolige Advarsel, har tilladt sig fornærmelige udladelser mod mig, i No. 837 af hans Blad, har jeg under Dags Datum saggivet ham, for at drage ham til Ansvar efter Lovens Strenghed. - Løgn og Fornærmelser mod mig og den sag, jeg forsvarer, taller jeg ikke længer, men skal vise hver Mand, at den Trykkefrihed, Loven hjemler, ikke er for Trang for Sandheds Tale, og ikke for viid for Løgnen og Usandheden, som ikke skal raade eller taales.
Kjøbenhavn den 17 januar 1832, Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.
Vil man kjende den nye Brøde af Major Kristensen, da er det en Anmeldelse i Politivennen om Forbuddet imod St. Simonisternes Konventicleprædikener i Paris, som slutter med disse Ord:
"Her holder Magister Lindberg, uforstyrret, hver Søndag, offentlige Andagtsøvelser i privat Huus udenfor Byen, og truer Enhver, der offentligt vil tale om ham eller hans Virksomhed.
(See Adresseavisen No. 8, Tirsdagen d. 10. Jan. d. A!,"
Nu! det kan Man kalde en ægte martialsk Mand, eller Processyge, der som en ulægelig Kildenhed paa engang er faret i Hr. Magisteren, og hvortil Magen neppe er seet siden Jacob v. Thyboe, berømmelig Ihukommelse. Han faaer vel Lysten styret. Iøvrigt kunde han lige saa godt paa eengang nævne alle danske Avis-Redacteurer og Blade-Udgivere. Det var da en Umage, der alligevel, naar han (som ikke omtvivles) vil være upartiske, ikke kan udgaaes.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 7. februar 1832. Artikel findes på denne blog)
I Politievennen No. 841 læses et besynderligt Brev med Lindbergs Navn under, hvis Indhold er nye Advarseler til Avisskriverne og en Trudsel om, atter at lade Udgiveren (Hr. Major Kristensen) indkalde for Forligelses-Kommissionen. Det egnede sig saaledes til at blive det femte Avis-Manifest; men da Politivennens Udgiver anfører grunde imod Brevets Ægthed, og snarere anser det for at forfattet af en Spøgefugl eller maaske endog et ondskabsfuldt Menneske, og i saa Fald har udlovet 50 Rbd. r. Sølv til Den eller Dem, der opdager og beviisligen angiver Falskneren, vil Man saalænge lade det staae ved sit Værd, og det saa meget mere, da der, som Major Kristensen tillige bemærker, med Henviisning til Magisterens Proces med Bogtrykker Jørgensen, "gives Folk, som ikke engang kunne gjenkjende deres egen Haandskrift efter et halvt Aars Forløb."
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 21. februar 1832)
Kjendt for Ret:
"De ovennævnte, af Indstævnte Skomagermester Carl Frederik Mørch om Citanten, Tracteur Hans Caspersen i Bladet Politivennen No. 828 af 12te Novbr f. A. fremførte utilbørlige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bør til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 50 Rbd Sølv. Det Idømte udbødes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.
Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 14. september 1832).
Artiklen i Politivennen findes på denne blog.
Sagen oboist Conrad Ludvid Keck mod Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen. Paadømt den 26de Juni 1843.
Sag 451/42 Hoboist i Hans Majesstæt Kongens Regiment og Elev af det Kongelige Kapel Conrad Ludvid Keck ctr. Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen.
(En Redacteur, der sagsøgtes for Indholdet af et i hans Blad uden Navns Underskrivt optaget Vers, indeholdende for Citanten formeentlig ærerørige Allusioner, frifunden, da det ikke, mod hans Benegtelse, bevistes, at han ved Versets Optagelse vidste, at Citanten ved samme tilsigtedes. Spørgsmaalet om den under Sagen navngivne Forfatters Ansvar efter Omstændighederne gjort afhængig af dennes Benegtelsesed.)
(Paadømt den 26de Juni 1843.)
Dommen er saalydende:
Ifølge meddeelt fra Proces har Citanten, Hoboist i Hans Majestæts Kongens Regiment og Elev af det Kongelige Capel Conrad Ludvig Keck saggivet de Indstevnte Major K. Kristenseen og Literatus Blok Tøxen, den Første som Udgiver, Redacteur og Forlægger af Bladet "Politivennen" og den Sidste som Forfatter af det i bemeldte Blads nr. 1365 for Løverdagen den 26de Februar f. A. indførte verificerede Stykke med Overskrivt: "Meenederen og Fanden", i Anledning af, at Citanten herved anseer sig sigtet som en Skurk, der for Retten har bandeet paa Løgn og aflagt falsk Eed for at snyde sin Velgjører, og som derfor ikke blot tilsiges at vinde første Rang i Helvede; men ogsaa give Løvte om en Løn, som ikke tilstaaes nogen anden Søn af Helvede, nemlig evigt at spille som Elev i Fandens Capel.
Disse Udladelser har Citanten paastaaet morrtificerede saa at de ikke komme ham til Forkleinelse paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorhos han har paastaaet de Indstevnte anseet med Straf efter Lovens Strenghed og undergivne en vis Tids Censur, samt tilpligtede in solidom at betale til det Offentlige de af Sagen flydende Omkostninger, som om den ikke for hans Vedkommende havde været benificeret, saa og salairer til hans beskikkede Sagførere den under Sagens Drivt afdøde Secretair og Procurator Stahlfest og Kammerraad og Procurator Nygaard.
Til Styrke for denne Paastand har Citanten henviist til en sag, han ved Gjeldscommisionen havde anlagt imod en ustevnt Mand angaaende et formeentligt Tilgodehavende, og, som blev paakiendt derhen, at hans Berettigelse til hos bemeldte Mand at erholde 45 Rbd. med Renter blev gjort afhængig af, om han trøstede sig til at aflægge en ham ved Dommen paalagt Eed, hvilken senere af ham er aflagt, samt bemærket, at en af hiin ustevnte Mand i Trykken udgiven Beretning angaaende bemeldte Sag er i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger averteret til Salg samme Dag som det ovenommeldte Nummer af Politivennen udkom, hvorhos han fornemmeligen har paaberaabt, at det omhandlede Stykkes med større Bogstaver trykte Begyndelses Linie, der lyder saaledes: "Kjæk var en Skurk, der gik engang til Eed", formeentligen navngiver ham, og at hans Stilling, som Elev i Capellet, antydes ved den forommeldte Løn, som i Stykket tilsiges den deri omhandlede Meeneder, hvilken Passus og er meddeelt med udmærket Tryk.
De Indstevnte have dermod paastaaet sig frifundne for Citantens Tiltale og hos ham tilkjendt Sagens Omkostninger.
Forsaavidt Indtstevnte Kristensen har villet begrunde denne paastand derpaa, at han skulde være ansvarsløs fordi han har fremstillet Stykkets Forfatter i Indstevnte Blok Tøxen, vil der ifølge den Bestemmelse, som Forordn. 27. Septbr. 1799 § 19 indeholder angaaende en Redacteurs Ansvar for de Artikler han optager i sit Blad, ei kunne gives ham Medhold.
Derimod skjønnes hans Frifindelse at maatte blive en Følge af, at han har benegtet, uden at det Modsatte er beviist, at have, da det paaankede Stykke optoges i Bladet, kjendt Noget til Citanten eller det i dennes Fremstilling berørte Forhold, saavelsom at have havt nogensomhelst Formodning om, at derved sigtedes til Citanten, hvilken Negtelses Rigtighed bestyrkes ved en under Sagen fremlagt, den 2den Februar f. A. dateret, Skrivelse fra Indstevnte Blok Tøxen, hvori denne ved at oversende Indstevnte Kristensen Artiklen quæstionis med Anmodning ved Leilighed at optage den, yttrer at have taget Æmnet dertil af en musikalsk Anekdote, han for mange Aar siden havde læst.
Hvad dernæst angaar Indstevnte Blok Tøxen, da har han vel, under Paaberaabelse af, at Artiklen ved den ovenomtalte Skrivelse allerede den 2den Februar paa en tid, da Citanten endnu ikke havde aflagt Eden, sendtes Indstevnte Kristensen til Indrykkelse, amt a Digtet ikkun er en, til at tjene som en almindelig Advarsel imod Meneed bestemt, versificeret Omarbeidelse af en ældre Anecdot, paa det bestemte beneget ved den paaankedee Artikel at have sigtet til Citanten, men da samtlige Sagens oven fremstillede Omstændigheder i høi Grad tale ffor, at saadant ikke desto mindre har været Tilfældet, vil denne indstevnte alene kunne nyde den paastaaede Frifindelse, naar han med sin Eed bekræfter Sandheden af sin i saa henseende fremsatte Benegtelse. Aflægges Eden derimod ikke, ville de i det paaankede Stykke indeholdte, for Citanten fornærmelige, Sigtelser, hvis Rigtighed Indstevnte end ikke har forsøgt at bevise, blive at mortificere, og han, da Citanten, ved i Forbindelse med Paastand om Straf efter Lovens Strenghed, tillige at paastaae de Indstevnte idømte en vis Tids Censur, har henviist til Pl. 1ste Novbr. 1837 § 3, hvis Anvendelse er betinget af, at der ikke tilkjendes høiere Straf, end Bøder, blive at dømme efter L. 6-21-4 cfr. Forordn. 27. Septbr. 1799 § 12 sidste Membrum til en straf, der, efter Beskaffenheden af den fjorte Insinuation, skjønnes passende at kunne bestemmes til en Mulkt af 500 Rbd. Sølv, der tilfalder Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, ligesom han og vil være at undergive den i sidstnævnte Anordnings § 20 foreskrevne Censur i 2 Aar.
Processens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve, og vil der efter Sagens Udfald ikke blive at tilkjende de for Citanten befalede Sagførere Salair.
Den befalede Sagførelse har været lovlig.
Under Sagen er fornødent Stemplet-Papir forbrugt.Thi kjendes for Ret:
Indstevnte Major K. Kristensen bør for Tiltale af Citanten Hoboist i Hans Majestæt Kongens Regiment og Elev af det Kongelige Capel Conrad Ludvig Keck i denne Sag fri at være.
Naar Instevnte Literatus Blok Tøxen efter foregaaende lovlig Omgang inden sit Værneting med sin corporlige Eed bekræfter, at han ved det paaankede, i Nr. 1365 for Løverdagen den 26de Februar f A. af Bladet "Politivennen", indførte, versificerede Stykke med Overskrivt "Meenederen og Fanden", ikke har sigtet til Citanten, bør ligeledes denne Indstevnte for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Træster han sig derimod ikke til saadan Eed at aflægge, bør de i bemeldte Stykke indeholdte, for Citanten fornærmelige, Sigtelser døde og magtesløse at være og ikke komme ham til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte eller Stilling i nogen Maade, og bør Indstevnte Blok Tøxen for sit i saa Henseende udviste Forhold til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 500 Rbd. Sølv, samt være den i Forordn. 27. Septbr. 1799 foreskrevne Censur undergiven i 2 Aar.
Processens omkostninger ophæves.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
"De ovennævnte, af Indstævnte Kleinsmedesvend P. E. Nielsen i et Inserat med Overskrift "Spørgsmaal" i No. 1495 af Bladet "Politivennen" for Fredagen den 23de August sidstleden brugte, for Citanten Smedemester P. Jensen fornærmelige udladelser bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke kommer Citanten til Forkleinelse paa gode Navn og Rygte; og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt være den i Forordningen af 27de September 1799 § 20 anordnede Censur undergiven i 1 Aar. Processens Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten med 16 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket, efter ovenmeldte Forordning, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justists-Contoir i Kjøbenhavn, den 6te Januar 1845.
Krÿger.
Oversigt over sagerne:
K. H. Seidelin 1798-1806.
1798: Seidelin dømt for Malthe Conrad Bruuns "Beviis".
2. februar 1801: Fabrikmester kaptajn løjtnant Hohlenberg kontra Bogtrykker Claus Henrik Seidelin. (Hohlenberg havde stævnet Seidelin for fornærmelige ytringer i Marquis Ducrests afhandlinger som Seidelin havde udgivet, 1799. Idømtes 50 rigsdaler i bøde og bliver som den første dømt til løbende politicensur af sine skrifter).
August 1801: Stævning for Politiretten pga en artikel i nr. 172. Seidelins "Erklæring" i nr. 178.
Postmester Bøeg, Aarøsund kontra Bogtrykker K. H. Seidelin. 9. August 1802. Seidelin fik en bøde på 50 rigsdaler og livslang politicensur.
Dagen den 22. september 1806, rektor Bøje vs rådmand, amtsforvalter Dankel:
En mærkværdig litterær Proses er i denne Tid paadømt ved Nakskov Byting. I Politivennen No. 311 af 7 April 1804 stod nemlig indrykket et Stykke, som hedde: "Tildragelse i den virkelige Verden." Paa Opfordring opgav Udgiveren af Politivennen, at Stykket var sendt ham af Hr. Rektor Mag. Bøje i Nakskov. Denne vedkjendte sig i en affordret erklæring Stykket, og opgav hvem han dermed havde menet. Nu anlagde Raadmand og Amtsforvalter Dankel i Nakskov en Injuriprosess mod Rektoren, der endelig først efter meget Vidneførelse for nogle faa Uger siden er endet. Sitanten er dømt i 100 Rd. Bøder. Man veed endnu ej om der appelleres videre.
1805: Generalfiskalen contra Bogtrykker Seidelin. Seidelin havde brugt sin stedsøn som udgiver af Dagen. Dette blev afsløret. Seidelin blev herefter fradømt trykkeprivilegiet.
1806: Kancelliet mod Klaus Henrik Seidelin. Som følge af udenlandske gesandters klage over en ellers politicensur-godkendt artikel i Dagen, idømtes Seidelin 14 dage på vand og brød. Pga sin rolle i sagen tog politimester Haagen sin afsked i skam over hvad han havde gjort.
Post Mortem fik Seidelin sit trykkeprivilegium tilbage, som det fremgik fx af Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 17. april 1811:
Under 2den April d. A. blev det tilladt Lieut. ved det borgerlige Artillerie i Kiøbenhavn, Litteratus K. H. Seidelin, som siden ved Døden er afgangen, med egne Redskaber, Svende og Lærlinge at trykke de 2de periodiske Blade, Dagen og Politievennen som udgaves af ham.
Kristen Kristensen 1821-1843
16. april 1821: Forrige Rode- og Justermester J. Thomsen kontra Bogholder Engelhardt og kommissionær A. Møller.
17. september 1821: Kaptajn og skrædermester N. H. Bech kontra skrædermester D. With.
18. november 1822: Kaptajn ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Låne- og Livrente-Selskab for begge Køn Johannes Schiøtz.
16. april 1821: Bogholder Engelhardt kontra forrige rode- og justermester A. Thomsen.
3. april 1826: Landmåler og inventarieskriver ved Ingeniørkorpset Balle, kontra kommissionær J. Lind.
15. Oktober 1827: Te- og porcelænshandler Nielsen kontra garvermester Sander.
16. maj 1828: Konferensråd og doktor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island contra krigsassessor og sproglærer H. J. Hald.
16. juni 1829: Politibetjent T. F. Lind, kongelig Skytte Zeuthen og assistent Cornelius Reiersen kontra Snedkermester Klemm.
4. januar 1831: Konferensråd og justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor juris M. Stephensen kontra Candidatus juris Wigfus Eriksen.
1832: Jacob Christian Lindberg kontra Kristen Kristensen.
29. august 1832: Traktør Hans Caspersen kontra skomagermester Carl Frederik Mørch.
26. juni 1843: Sagen oboist Conrad Ludvid Keck mod Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen. Paadømt den 26de Juni 1843.
M. L. Nathanson 1844
6. januar 1844: Smedemester P. Jensen, kontra kleinsmedesvend P. E. Nielsen.
Fæstemand Johan J. Malthe kontra M. L. Nathanson
Seidelin dømt for Malthe Conrad Bruuns "Beviis". 1798
I 1798 udgav Seidelin Malte Conrad Bruuns 22 sider lange "Beviis at en monarkisk Regjering ikke er forbunden at bortgive Embeder efter de Søgendes Dulighed. Polemisk skrift i anledning af udnævnelsen af G.H. Olsen til notarius publikus i stedet for P.A. Heiberg." Malthe Bruun var april 1796 flygtet til Uranienborg, se "Fund og Forskning .." Bd. 8, 1961: Torben Nielsen: Flugten over Øresund. Den 26. marts 1798 blev han udvist fra Sverige, hvorefter drog han til Paris. Han blev dømt 19. december 1800 til landsforvisning. I Mathe Conrad Bruuns fravær blev så i stedet Seidelin dømt.)Fabrikmester kaptajn løjtnant Hohlenberg kontra Bogtrykker Claus Henrik Seidelin. 2. februar 1801.
I Følge den 10 § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekiendtgiøres herved: den i Hof- og Stads-Retten den 2. Febr. 1801, udi Sagen Fabrikmester Kaptain Lieutenenat Hohlenberg paa den ene, og Bogtrykker Claus Henrik Seidelin, paa den anden Side, angaaende Overtrædelse af bemeldte Forordning, afsagte Dom:Ved hvilken er kiendt for Ret:
"De paaankede i de tvende fremlagte trykte Skrifter imod Citanten Fabrikmesteren Kapitain Lieutenant Hohlenberg, brugte fornærmelige Udladelser og giorte Beskyldninger, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme ham til Fornærmelse i nogen Maade; hvorimod indstævnte Bogtrykker Claus Henrich Seidelin bør bøde halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhavns Fattigvæsens Hoved-Kasse. At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter LovenAt forestaaende Domslutning er rigtigen afskreven bekræfter.
Horn, Justits-Secretair.
(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Aviser. 24. februar 1801)
K. H. Seidelin havde i 1799 bl.a.trykt Marquis Ducrests "Nouvelle théorie de la construction des vaisseux". Herom er skrevet en længere afhandling. Kaptajn Hohlenberg blev fornærmet over nogle ytringer i denne. Hohlenberg fik 28. januar 1800 fri proces til at anlægge sag, hvorefter prokurator Weideman i februar henvendte sig til Seidelin for at komme i kontakt med Ducrest, der dog var rejst ud af landet. Seidelin blev herefter ifølge Trykkefrihedsordningens § 17 selv draget til ansvar. Det skete 24. februar. Hohlenberg mente at hans internationale renomme var i fare, hvilket retten gav ham medhold i. Seidelin førte imidlertid med stor ihærdighed sin sag videre, og først den 22. december 1800 blev der afsagt dom. Dommen var den første efter Trykkefrihedsforordningens § 17, som idømte løbende politicensur. Københavns politimester Hans Haagen fortolkede det som han også skulle censurere de skrifter som Seidelin udgav, men efter en klage blev han fritaget for det i 1802.
Postmester Bøeg, Aarøsund kontra Bogtrykker K. H. Seidelin. 9. August 1802
I Følge den 20de § i Forordningen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens grændser, bekiendtgøres herved den i Hof- og Stadsretten den 9de Aug. 1802 udi Sagen, Postmester Bøeg i Aarøsund på den ene og Bogtrykker K. H. Seidelin paa den anden Side, angaaende Overtrædelse af bemeldte Forordning, afsagte Dom, ved hvilken er kiendt for Ret:Den paaankede af Indstevnte Bogtrykker K. H. Seidelin i den fremlagt No. 185 af Bladet Politievennen, udgivet den 7de Nov. 1801, fremførte fornærmelige Beskyldning imod Citanten Postmester Bøeg i Aarøsund bør død og magtesløs at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse paa Embede, Ære, eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for dette sit lovstridige Forhold bør bøde Halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhvans Fattigvæsens Hoved-Kasse, samt betale til Citantens beskikkede Sagfører Procuratør Beyer i Salarium Ti Rigsdaler. Det idømte udredes inden Femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.At forestaaende Domslutning er rigtigen afskreven, bekræfter Hof- og Stadsrettens Justits Contoir den 9de August 1802
Bang
Kongl. Fuldmægtig.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender. 14. august 1802). K. H. Seidelin havde i Politivennen nr. 185 skrevet at Bøeg tog for høje takster. Hvilket han altså blev dømt for efter Trykkefrihedsforordningens § 12, æreskrænkelse. Dommen fik skæbnesvangre konsekvenser for Seidelin, idet han blev idømt livsvarig censur. Se nedenfor. Seidelin indsatte fra 1803 sin stedsøn J. A. Schønberg som udgiver af den reelt eneste daværende regeringskritiske avis "Dagen" og skrev selv anonymt.
Generalfiskalen contra Bogtrykker Seidelin. 1805
Den 7de d. M. blev Sagen Generalfiskalen contra Bogtrykker Seidelin begyndt i Høiesteret, men ikke tilendebragt.(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 10. maj 1805)
Politiet havde fundet ud af Seidelings arrangement, og han blev indkaldt til forhør i kancelliet tiltalt efter Trykkefrihedsordningens §§ 16, 19 og 20. Resultatet blev at han blev frataget retten til at trykke (§ 20, se Politivennen nr. 368, 11. maj 1805. Dommen affødte en artikel i Juridisk Arkiv, 1806, s. 196-215, udgivet af Anders Sandøe Ørsted: "Yderligere Undersøgelse om en Forfatters Ansvarlighed for et, i Medhold af Forordningen 27de September 1799, af Politimesteren approberet Skrift; med tilføiede Bemærkninger angaaende den nyeste mod Udgiveren af Dagen anlagte Justitssag." Skrevet 1806, med efterord. Se eventuelt også en mere detaljeret gennemgang af sagen i "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" 12. maj 1841.
I 1806 klagede udenlandske gesandter over en censureret artikel i "Dagen", og politimester Haagen som naturligt var (det var jo ham der havde gennemset bladet) måtte forsvare Seidelin,
Kancelliet mod Klaus Henrik Seidelin. 1806
Dagens Udgiver Hr. K. H. Seidelin er atter sat under Tiltale for Overtrædelse af Forordningen af 27de Septbr. 1899(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis. 3. oktober 1806)
I Overeenstemmelse med den 18de §, i Forordningen af 27de September 1799 bekiendtgiøres herved fra det Kongelige Danske Cancellie at Udgiveren af Bladet Dagen Commandeersergeant ved det Kiøbenhavnske borgerlige Artillerie og Literatus, Claus Henrich Seidelin, er sat under offentlig Tiltale for Overtrædelse af bemeldte Forordning.
(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis. 10. oktober 1806)
Haagens forsvar hjalp ikke, Højesteret idømte i 1807 Seidelin i fængsel i 14 dage på vand og brød, og var endda tæt på at risikere 3 måneders forbedringshus. Dermed var Seidelin langsomt blevet slidt mør fysisk og psykisk, og censurens ophævelse mod ham 1811, overlevede han kun 3 dage. Seidelins sag kan ses som et eksempel på hvordan Trykkefrihedsforordningen reelt var en censurlov. Ikke officielt, men gennem den måde som den umuliggjorde selv helt almindelige ytringer.
At han nød stor agtelse, synes at fremgå af en artikel i "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende" 12. juli 1843:
"Candidat Goldschmidt er ikke den første Redacteur, der for sine literaire Synder maa bøde med Vand- og Brøds-Straffen. For endeel Aar siden maatte den som Journalist og for sin borgerlige Virksomhed særdeles agtede Claus Henrik Seidelin, Bladet Dagens Stifter, underkaste sig samme Staf for en igrunden uskyldig og spøgende Journalartikel, men som antoges at kunne være den russiske Regjering ubehagelig. For Seidelin blev denne Straf haardere, end man havde ventet; hans kort derefter paafulgt Død blev almindelig anseet for dens Følge. Ved hans Død viste det sig iøvrigt, at Straffem skjøndt den havde svækket hans Helbred, ikke havde svækket hans Medborgeres Agtelse for ham, thi som Lieutenant ved det borgerlige Artilleri blev han høitideligt begravet med militaire honneurs, og, hvad mere er, efterfulgt af en usædvanlig talrig skare af Medborgere, der kjendte hans Værd og skattede det".
Da Kristen Kristensen genstartede bladet, var enevældens greb om pressen strammet til det yderste. Også Frederik 6. greb personligt rasende ind over for klager over embedsværket, ja han kunne opfatte sådanne som angreb mod sin egen person. Og denne situation holdt sig helt til midten af 1830'erne. Kristensen selv synes at have haft held til at manøvrere sig udenom sagsanlæg, men det gjorde personer der skrev i Politivennen ikke.
Forrige Rode- og Justermester J. Thomsen kontra Bogholder Engelhardt og kommissionær A. Møller. 16. april 1821
Ifølge
den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens
Grændser bekjendtgjøres herved efterstaande Extract af Domslutningen af
den i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret, den 16de April
d. A. udi Sagen: Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra
Bogholder Engelhardt og Commissionair A. Møller, afsagte Dom.
Kontracitanten
Bogholder Engelhardt bør for hovedcitanten forrige rode- og justermester
A. Thomsens tiltale i denne sag fri at være. Hvorimod hovedcitanten for
den over bemeldte kontracitant i indlæg af 15. marts forrige år
nedlagde påstand at han skulle bøde sine 3 mark, samt for de i bemeldte
indlæg og bladet Dagen nr. 150 for året 1819 af hovedcitanten mod
kontracitanten brugte fornærmelige udladelser, bør til Københavns
Fattigvæsens hovedkasse bøde 60 rigsdaler sølv.Så bør også foranførte af hovedcitanten nedlagt påstand og brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme kontracitanten bogholder Engelhardt til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Kontracitanten kommissær A. Møller bør for de af ham mod hovedcitanten i Politivennen nr. 170 for året 1819 indførte beskyldninger bøde til ovennævnte kasse 100 rigsdaler sølv. Hvorimod hovedcitanten for denne kontracitants tiltale i nærværende sag bør fri at være.
Bemeldte af kontracitanten kommissionær Møller om og imod hovedcitanten fremført ærekrænkende beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme hovedcitanten til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Så betaler også hovedcitanten til kontracitanten bogholder Engelhardt, kontrasøgsmålets omkostninger med 30 rigsbankdaler sølv, og kontracitanten kommissionær A. Møller til hovedcitanten såvel hoved som kontrasøgsmålets omkostninger med 70 rigsdaler sølv hvoraf hovedcitantens befalede sagfører, prokurator Salicath, tillægges 20 rigsbankdaler sølv i salær og hvormed i øvrigt bliver at forholde efter det hovedcitanten meddelte beneficium paupertatis.
I øvrigt ophæves processens omkostninger.
At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.
(Artiklerne med Redacteurens Anmærkninger kan læses på denne blog. Dommen er fra
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 10. oktober 1821. Sagen blev omtalt i Juridisk Tidskrift, 1823, Nr. 31, side 156-168 ). Her var aftrykt ovenstående "Gjensidigt Søgsmaal for ærefornærmende Udladelser størstedeels fremsatte i trykte Blade I Sagen Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra Bogholder Engelhardt og Commissionær A. Møller. (Afsagt den 16de April 1821). Artiklerne kan findes i Politivennen Live Blogging fra 6. marts 1819 til 3. februar 1821. I alt korthed drejede sagen sig om at Thomsen den 9. januar 1819 havde gået i rette med Politivennens artikel i 153, 1818. Ovennævnte artikelserie starter med at en lejer påstod han betalte for meget i husleje fordi ejeren har opkrævet penge for skatter som ejeren aldrig har betalt. 6. marts 1819. Da intet sker, gentages den 3. april 1819. Klagen blev bakket op af hovedvagtskriver C. J. Schelund. Han forklarede 24. april 1819 at Thomsen uberettiget havde opkrævet skatter som var blevet ophævet nogle år forinden.
Thomsen svarede igen i Dagen med at Schelund ikke burde have rejst det i pressen, men i stedet rejst sagen via domstolen og at han pga det er blevet æreskrænket for fornærmet.(1. maj 1819). Ugen efter erklærede Schelund at han ikke ville ikke lade sig true af Thomsen og forsvarede hvorfor han havde fremlagt sagen offentligt selv om Thomsen i Dagen erklærer det som brud på trykkefrihedsordningen at beklikke hans ære (8. maj 1819). Nu indkaldte Politivennens udgiver Kristen Kristensen Thomsen for Forligelseskommisionen, hvor Thomsen dog udeblev (19. juni 1819). Thomsen forsvarede sig den 25. juni i Dagen, hvor han henholder sig som før til at han ikke er den eneste som har beregnet lejen ud fra den metode han havde brugt. Dette tilbageviste Kristensen vredt dette den 3. juli 1819. Herefter dør sagen lidt ud. Men knap et år efter skrev Schelund om et møde i Forligelseskommission i marts 1820. (18. marts 1820). Den endelige dom faldt først 16. april 1821. Af denne fremgår at det ikke længere drejede sig om substansen af sagen, men om der i artiklerne i Politivennen og Dagen skulle være injurier. Domstolen både frifandt og dømte parterne til at betale bøder som tilfaldt fattigkassen og advokaterne. Som skik var dengang. Dette var i øvrigt almindeligt i den tids forståelse af hvad ytringsfrihed gik ud på.
Thomsen svarede igen i Dagen med at Schelund ikke burde have rejst det i pressen, men i stedet rejst sagen via domstolen og at han pga det er blevet æreskrænket for fornærmet.(1. maj 1819). Ugen efter erklærede Schelund at han ikke ville ikke lade sig true af Thomsen og forsvarede hvorfor han havde fremlagt sagen offentligt selv om Thomsen i Dagen erklærer det som brud på trykkefrihedsordningen at beklikke hans ære (8. maj 1819). Nu indkaldte Politivennens udgiver Kristen Kristensen Thomsen for Forligelseskommisionen, hvor Thomsen dog udeblev (19. juni 1819). Thomsen forsvarede sig den 25. juni i Dagen, hvor han henholder sig som før til at han ikke er den eneste som har beregnet lejen ud fra den metode han havde brugt. Dette tilbageviste Kristensen vredt dette den 3. juli 1819. Herefter dør sagen lidt ud. Men knap et år efter skrev Schelund om et møde i Forligelseskommission i marts 1820. (18. marts 1820). Den endelige dom faldt først 16. april 1821. Af denne fremgår at det ikke længere drejede sig om substansen af sagen, men om der i artiklerne i Politivennen og Dagen skulle være injurier. Domstolen både frifandt og dømte parterne til at betale bøder som tilfaldt fattigkassen og advokaterne. Som skik var dengang. Dette var i øvrigt almindeligt i den tids forståelse af hvad ytringsfrihed gik ud på.
Kaptajn og skrædermester N. H. Bech kontra skrædermester D. With. 17. september 1821
Ifølge den 20de § i Forordningen af 27 September 1799 om Trykkefrihedens Grændser bekendtgøres herved Domsslutningen af den i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret den 17 Septbr d. A. udi Sagen: Capitain og Skrædermester N. H. Bech contra Skrædermester D. With afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret:"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 13. October 1821.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"
Lenning.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 12. oktober 1821. Artiklerne er optrykt i denne blog)
Der henvises i dommen til nedenstående bekendtgørelser i Adresseavisen 55, 56, og 57:
Enhver, som kjender det mindste til Skrædermester D. With, vil neppe undre sig over, at jeg ikke værdiger ham at svare et eneste Ord i Anledning af hans saakaldte: "Nødværge om lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter," inført i Bladet Politivennen Nr. 218; men jeg troer blot at burde bekjendtgjøre, at bemældte With nu af mig for Retten vil blive sagsøgt til at bøde sine tre Mark som en Løgner, med Hensyn paa hans løgnagtige Udsagn i ovennævnte Stykke. Sagens nærmere Udfald skal i sin Tid blive Publicum bekendtgjort.
Kjøbenhavn, den 5te Marts 1820
N. H. Bech.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Nr. 55. 6. marts 1820. Bekendtgørelsen gentages i nr. 56 over Withs og igen i nr 57)
Enhver, der kjender Skrædermester N. H. Bech, vil vist ikke forundre sig over, at han ikke kan svare paa mit i Politivennen Nr. 218 Indførte, som og at han i sit fortvivlede Avertissement igaar bruger sine ubetænksomme og opfarende sædvanlige og fornærmende Udtryk. Hvad jeg i Politivennen har fremsagt, vedbliver jeg og skal bevise. Skrædermester R. H. Bechs Dom over mit Udsagn beleer Publicum; men jeg agter at tage det ad Notam, tilligemed hans Skjældsord i Laugsforsamllingen, forventende at han holder sit Løvte at kalde mig for Retten
With
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Nr. 56. 7. marts 1820.)
Kaptajn ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Låne- og Livrente-Selskab for begge Køn Johannes Schiøiz. 18. november 1822
Ifølge den 30te § i Forordningen af 27 September 1799 om Trykkefrihedens Grændsere, bekjendtgjøres herved Domslutningen af den i den Kongelige Lands Over- samt Hof- og Stadsret den 18 i denne Maaned, udi Sagen: Kapitain ved det borgerlige Artillerie K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøiz, afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret:De af Kontracitanten, Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøtz om Citanten, kapitain ved det borgerlige Artillerie, K. Kristensen, i de under nærværende Sag, omhandlede den 23. Juli forrige Aar, fremlagt trykte Epistler, brugte, samt de af denne om hiin i Bladet Politievennen No. 279, 281 og 283, samt Skrivter: Et Evangelium til Skrædermester og Kasserer Schiøtz's Epistel, fremførte fornærmelige Udladelse, bør, forsaavidt Parterne, i Følge det Foregaaende, herfor kunne gjøres ansvarlige, døde og magtesløse at være og ikke komme nogen af dem til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør for deres i denne Henseende udviste Forhold bøde, Citanten halvtredsinstyve Rigsbanksaler Sølv, og Kontracitanten fiirsinstyve Rigsbankdaler Sølv, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.Justitskontoiret i den Kongelige Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn den 25 Novbr. 1822.
Processens Omkostninger ophæves.
At efterkommes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven"
Leuning
Kaptajn ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Låne- og Livrente-Selskab for begge Køn Johannes Schiøiz. 18. november 1822
Ifølge den 30te § i Forordningen af 27 September 1799 om Trykkefrihedens Grændsere, bekjendtgjøres herved Domslutningen af den i den Kongelige Lands Over- samt Hof- og Stadsret den 18 i denne Maaned, udi Sagen: Kapitain ved det borgerlige Artillerie K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøiz, afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret:De af Kontracitanten, Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøtz om Citanten, kapitain ved det borgerlige Artillerie, K. Kristensen, i de under nærværende Sag, omhandlede den 23. Juli forrige Aar, fremlagt trykte Epistler, brugte, samt de af denne om hiin i Bladet Politievennen No. 279, 281 og 283, samt Skrivter: Et Evangelium til Skrædermester og Kasserer Schiøtz's Epistel, fremførte fornærmelige Udladelse, bør, forsaavidt Parterne, i Følge det Foregaaende, herfor kunne gjøres ansvarlige, døde og magtesløse at være og ikke komme nogen af dem til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør for deres i denne Henseende udviste Forhold bøde, Citanten halvtredsinstyve Rigsbanksaler Sølv, og Kontracitanten fiirsinstyve Rigsbankdaler Sølv, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.Justitskontoiret i den Kongelige Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn den 25 Novbr. 1822.
Processens Omkostninger ophæves.
At efterkommes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven"
Leuning
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 6. december 1822. Artiklerne i Politivennen kan ses på denne blog)
Bogholder Engelhardt kontra forrige rode- og justermester A. Thomsen. 16. april 1821
Thi kendes for ret: Hovedsøgsmålet afvises, for så vidt samme er grundet på det i Politivennen nr. 181 for året 1819 af kontracitanten kommissionær Møller indførte stykke. Kontracitanten Bogholder Engelhardt bør for hovedcitanten forrige rode- og justermester A. Thomsens tiltale i denne sag fri at være. Hvorimod hovedcitanten for den over bemeldte kontracitant i indlæg af 15. marts forrige år nedlagde påstand at han skulle bøde sine 3 mark, samt for de i bemeldte indlæg og bladet Dagen nr. 150 for året 1819 af hovedcitanten mod kontracitanten brugte fornærmelige udladelser, bør til Københavns Fattigvæsens hovedkasse bøde 60 rigsdaler sølv.Så bør også foranførte af hovedcitanten nedlagt påstand og brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme kontracitanten bogholder Engelhardt til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Kontracitanten kommissær A. Møller bør for de af ham mod hovedcitanten i Politivennen nr. 170 for året 1819 indførte beskyldninger bøde til ovennævnte kasse 100 rigsdaler sølv. Hvorimod hovedcitanten for denne kontracitants tiltale i nærværende sag bør fri at være.
Bemeldte af kontracitanten kommissionær Møller om og imod hovedcitanten fremført ærekrænkende beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme hovedcitanten til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Så betaler også hovedcitanten til kontracitanten bogholder Engelhardt, kontrasøgsmålets omkostninger med 30 rigsbankdaler sølv, og kontracitanten kommissionær A. Møller til hovedcitanten såvel hoved som kontrasøgsmålets omkostninger med 70 rigsdaler sølv hvoraf hovedcitantens befalede sagfører, prokurator Salicath, tillægges 20 rigsbankdaler sølv i salær og hvormed i øvrigt bliver at forholde efter det hovedcitanten meddelte beneficium paupertatis.
I øvrigt ophæves processens omkostninger.
At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.
(Politivennen nr. 288 Lørdag den 7 Juli 1821, s. 4636-4638).
I Juridisk Tidskrift, 1823, Nr. 31, side 156-168 er aftrykt ovenstående "Gjensidigt Søgsmaal for ærefornærmende Udladelser størstedeels fremsatte i trykte Blade I Sagen Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra Bogholder Engelhardt og Commissionær A. Møller. (Afsagt den 16de April 1821). Artiklerne kan findes i Politivennen Live Blogging fra 6. marts 1819 til 3. februar 1821.
I alt korthed drejede sagen sig om at Thomsen den 9. januar 1819 havde gået i rette med Politivennens artikel i 153, 1818. Ovennævnte artikelserie starter med at en lejer påstod han betalte for meget i husleje fordi ejeren har opkrævet penge for skatter som ejeren aldrig har betalt. 6. marts 1819. Da intet sker, gentages den 3. april 1819. Klagen blev bakket op af hovedvagtskriver C. J. Schelund. Han forklarede 24. april 1819 at Thomsen uberettiget havde opkrævet skatter som var blevet ophævet nogle år forinden.
Thomsen svarede igen i Dagen med at Schelund ikke burde have rejst det i pressen, men i stedet rejst sagen via domstolen og at han pga det er blevet æreskrænket for fornærmet.(1. maj 1819). Ugen efter erklærede Schelund at han ikke ville ikke lade sig true af Thomsen og forsvarede hvorfor han havde fremlagt sagen offentligt selv om Thomsen i Dagen erklærer det som brud på trykkefrihedsordningen at beklikke hans ære (8. maj 1819). Nu indkaldte Politivennens udgiver Kristen Kristensen Thomsen for Forligelseskommisionen, hvor Thomsen dog udeblev (19. juni 1819). Thomsen forsvarede sig den 25. juni i Dagen, hvor han henholder sig som før til at han ikke er den eneste som har beregnet lejen ud fra den metode han havde brugt. Dette tilbageviste Kristensen vredt dette den 3. juli 1819. Herefter dør sagen lidt ud.
Men knap et år efter skrev Schelund om et møde i Forligelseskommission i marts 1820. (18. marts 1820). Den endelige dom faldt først 16. april 1821. Af denne fremgår at det ikke længere drejede sig om substansen af sagen, men om der i artiklerne i Politivennen og Dagen skulle være injurier. Domstolen både frifandt og dømte parterne til at betale bøder som tilfaldt fattigkassen og advokaterne. Som skik var dengang. Dette var i øvrigt almindeligt i den tids forståelse af hvad ytringsfrihed gik ud på.
(Juridisk Tidskrift, 1823, Nr. 31, side 156-168)
Landmåler og inventarieskriver ved Ingeniørkorpset Balle, kontra kommissionær J. Lind. 3. april 1826
Ifølge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret den 3die April d. A. udi Sagen: "Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle, contra Commissionair J. Lind" afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret:"De paaankede af Indstævnte, Commissionair J. Lind, i et i Bladet Politivennen Nr. 516 indrykket saakaldet "Svar paa Stykket: atter Commissionairstreger" om Citanten, Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle brugte fornærmelige Udladelser bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse i nogen Maade, og bør Indstævnte derfor for sit herved udviste lovstridige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 100 Rbd. Sølv, samt betale Citanten deenne Sags Omkostninger med 20 Rbd. Sølv.
Den idømte Mulkt og Omkostningerne at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 3die April, 1826.
Leuning.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 4. april 1826. Den omhandlede artikel i Politivennen kan ses på denne blog.)
Te- og porcelænshandler Nielsen kontra garvermester Sander. 15. Oktober 1827
Ved den kongelige Lands- Overrets samt Hof- og Stadsrets Dom af 15de i dennes, i Sagen, anlagt af Thee- og Porcellainshandler Nielsen imod Garvermester Sander, angaaende formeentlig fornærmelige Udladelser med Førstnævnte i et i Politivennen for 1825, pag. 10,282-10,287, indført Stykke er saaledes kjendt for Ret:"De af Citanterne, Dirctionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøebnhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostninger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.
Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn, den 17de October 1827.
I Justitssecretairens Sugdom,
J. E. Møller
Kgl. Copiist.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 30. oktober 1827)
(Artiklen der udløste denne retssag, står på denne blog. Carl Joseph Knirsch købte i 1817 Hotel d'Angleterre. Her havde der ligget hotel siden 1755, først som fransk traktørsted. Navnet kom dog først til i 1791. Det brændte i 1795 og blev herefter videreført i adelspalæet Den Gramske Gård (Ahlefeldts Gård) på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv. Det gik fallit 1813.)
Konferensråd og doktor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island contra krigsassessor og sproglærer H. J. Hald. 16. maj 1828
Kiøbenhavn, 19. maj 1828
I
Følge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om
Trykkefrihedens Grændser, bekiendtgøres herved Domslutningen af den i
den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret den 12te Mai d. A. i
Sagen:Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island
contra
Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald.afsagte Dom, ved hvilken er kiendt for Ret:
De under nærværende Sag paaankede af Indstævnte Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald mod Citanten Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitutiarius i den Kongelige Lands Overret i Island, fremførte fornærmelige Udladelser, som indeholdes i tvende i Bladet "Politivennen" for Aaret 1826 No. 539 og 542 indførte Stykker, det ene kaldet "Spørgsmaal til S. T. Udgiveren af den tydske Statscalender, og til høivelbaaren Hr. Conferentsraad, Dr. juris M. Stephensen" og det andet betitlet: "Berigtigelse af den islandske Institutiarii vrange Begreber om Anonymitet, Skumlerie og Politieomhu m. v.", bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Fornærmelse i nogen Maade, og bør Indstævnte for sit i denne Henseende udviste Forhold at bøde til Kiøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 100 Rbd. Sølv. Saa bør han og betale til det Offentlige Rettens Gebhyr, Skriversalarium og Omkostningerne til stemplet Papiir, forsaavidt disse Udgifter skulde været erlagte af Citanten, hvis Sagen ikke fra hans Side havde været benificeret. Endelig betaler han Citanten, som Salarium til dennes Sagfører, 20 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kiøbnenhavn, den 16de Mai 1828
Hoff.
(Dommen faldt på baggrund af to artikler i Politivennen fra 1826 af H.J. Hald. Den blev offentliggjort i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 16. maj 1828. Om Magnus Stephensen, se online-bog fra 1827 om denne: Island og dets Justitiarius Magnus Stephensen. Udgivet af Vigfus Erichsen. 1827, se også dommen 4. januar 1831.)
Politibetjent T. F. Lind, kongelig Skytte Zeuthen og assistent Cornelius Reiersen kontra Snedkermester Klemm. 16. juni 1829.
I Følge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Ret den 15de Juni d. A., i Sagen:Politibetjent T. F. Lind, kongelig Skytte Zeuthen og sidstnævntes Assistent Cornelius Reiersen,
contra
Snedkermester Klemm, afsagte Dom, ved hvilken saaledes er
kjendt for Ret:
"De paaankede, i Bladet Politivennen No. 650 for forrige Aar, i et Stykke, under Titel: "Advarsel for Skydelystne," af Indstævnte, Snedkermester Klemm, om og imod Citanterne, Politibetjent T. F. Lind, kongelig skytte Zeuthen og sidstnævntes Assistent Cornelius Reiersen, fremførte fornærmelige Beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanterne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit i saa Henseende udviste utilbørlige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens hovedcasse bøde 50 Rbd. Sølv. Saa bør Indstævnte og til det Offentlige betale Retsgebyhr, Skriversalarium og det stemplede Papiir, som i Sagen, hvis den ikke for Citanternes Vedkommende havde været beneficeret, skulde have været erlagt og forbrugt, samt i Salair til Citanternes befalede Sagfører her for Retten, Procurator Borup, 15 RBD. Sølv.
Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 16de Juni 1829
Hof.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 26. juni 1829. Artiklen blev brugt på denne blog.
Konferensråd og justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor juris M. Stephensen kontra Candidatus juris Wigfus Eriksen. 4. januar 1831
I Overensstemmelse med den 20de § i Forordningen af 27de September 1799, om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Landsoverret samt Hof-og Stadsret i Kjøbenhavn, Mandagen den 3. jan. 1831, i Sagen:Conferentsraad og Justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor juris M. Stephensen,
contra
Candidatus juris Wigfus Eriksen
afsagte Dom, ved hvilken er
kjendt for Ret:
"Contrasøgsmaalet afvises, forsaavidt samme er grundet paa Skrivtet "Tillæg som kortfattet Svar paa Candidatus Wigfus Eriksens Pamphlet, Island og dets Justitiarius etc. 1827."
Derimod bør de ovenciterede af Hovedcitanten, Conferentsraad og Justitiarius i den kongelige Landsoverret i Island, Doctor jruis M. Stephensen, i hvis trykte Skrivt betitlet "Svar paa nogle i Bladet Politivennen og Dagen for Mai Maaned 1826, indrykkede fornærmelige Angreb" om og imod Contracitanten, Candidatus juris Wigfus Eriksen, brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme Contracitanten til Skade paa Ære, gode Nvn og Rygte, i nogen Maade.
Iøvrigt bør Hovedcitanten for Contracitantens Tiltale i denne Sag fri at være.
Contracitanten bør for de paaankede i Bladet Dagen for 1826 nr. 119, og i Bladet Politivennen for samme Aar nr. 542 indrykkede, for Hovedcitanten fornærmelige Udladelser, bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkase 100 Rbd. Sølv, og bør bemældte af Contracitanten, om og imod Hovedcitanten fremførte, fornærmelige udladelser, døde og magtesløse at være, og ei komme hovedcitatnen til Skade paa Ære, gode Navn og rygte i nogen Maade.
Processens Omkostninger ophæves.
Sysselmand Gunnløgsen tillægges i Salarium 20 Rbd. Sølv, der udredes at det Offentlige.
Forsaavidt Contracitanten har procederet Contrasøgsmaalet, som om ham dertil havde været forundt fri Proces, forbeholdes Kongens Kasses Ret.
Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 4de Januar, 1831
Hoff.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 4. januar 1831)
(Der henvises til artiklen "Skrivelse til Herr' Conferenceraad Stephensen" underskrevet af J. M. Klitgaard, i Politivennen 542, s. 333-339, lørdag den 20. maj 1826)
Jacob Christian Lindberg kontra Kristen Kristensen. 1832
Til Lindbergiano hører denne Gang en i Statstidenden indrykket"Gjentagen Advarsel.
"Da Redacteuren af "Politievennen," Major K. Kristensen, uagtet min offentlig givne alvolige Advarsel, har tilladt sig fornærmelige udladelser mod mig, i No. 837 af hans Blad, har jeg under Dags Datum saggivet ham, for at drage ham til Ansvar efter Lovens Strenghed. - Løgn og Fornærmelser mod mig og den sag, jeg forsvarer, taller jeg ikke længer, men skal vise hver Mand, at den Trykkefrihed, Loven hjemler, ikke er for Trang for Sandheds Tale, og ikke for viid for Løgnen og Usandheden, som ikke skal raade eller taales.
Kjøbenhavn den 17 januar 1832, Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.
Vil man kjende den nye Brøde af Major Kristensen, da er det en Anmeldelse i Politivennen om Forbuddet imod St. Simonisternes Konventicleprædikener i Paris, som slutter med disse Ord:
"Her holder Magister Lindberg, uforstyrret, hver Søndag, offentlige Andagtsøvelser i privat Huus udenfor Byen, og truer Enhver, der offentligt vil tale om ham eller hans Virksomhed.
(See Adresseavisen No. 8, Tirsdagen d. 10. Jan. d. A!,"
Nu! det kan Man kalde en ægte martialsk Mand, eller Processyge, der som en ulægelig Kildenhed paa engang er faret i Hr. Magisteren, og hvortil Magen neppe er seet siden Jacob v. Thyboe, berømmelig Ihukommelse. Han faaer vel Lysten styret. Iøvrigt kunde han lige saa godt paa eengang nævne alle danske Avis-Redacteurer og Blade-Udgivere. Det var da en Umage, der alligevel, naar han (som ikke omtvivles) vil være upartiske, ikke kan udgaaes.
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 24. januar 1832)
Artiklen i Politivennen findes her på bloggen. I den artikel findes også en afskrift af artiklen i Adresseavisen. Jacob Christian Lindberg (1797-1857) var en af de helt store profiler i kirkehistorisk henseende. Kendt præst og af nogle anset for at være en kværulant. Det sidste betød måske at han i dag ikke er så kendt som Kierkegaard, Martensen eller Grundtvig. Men i Dansk Biografisk Leksikon antyder man at det var Lindberg som gjorde arbejdet, mens Grundtvig høstede frugterne.
"Politivennens" Udgiver, Hr. Major Kristensen har i Anledning af Hr. Magister Lindbergs bekjendte Advertissement oplyst, at det paaankede Stykke i "Politivennen" intet fornærmeligt imod hr. Magisteren indeholder, og slutter med følgende Erklæring: "At jeg med Rolighed og aldeles uden Frygt oppebier ethvert Foretagende af Hr. Magister Lindberg imod mig, og skal ingen skrivtlig eller mundtlig Trudsel bevæge mig til at ansee Nogensomhelst for et Noli me tangere, eller afholde mig fra, med Frimodighed, som hidtil, lovligen at omtale, hvor og hos hvem jeg maatte finde noget Urigtigt eller Ulovligt, saalænge jeg staaer under vore gode Loves Beskyttelse, og ikke under en Pave, der med sin Banstråle kan tilintetgjøre Trykkefrihedsforordningen af af 27de September 1799."
Artiklen i Politivennen findes her på bloggen. I den artikel findes også en afskrift af artiklen i Adresseavisen. Jacob Christian Lindberg (1797-1857) var en af de helt store profiler i kirkehistorisk henseende. Kendt præst og af nogle anset for at være en kværulant. Det sidste betød måske at han i dag ikke er så kendt som Kierkegaard, Martensen eller Grundtvig. Men i Dansk Biografisk Leksikon antyder man at det var Lindberg som gjorde arbejdet, mens Grundtvig høstede frugterne.
"Politivennens" Udgiver, Hr. Major Kristensen har i Anledning af Hr. Magister Lindbergs bekjendte Advertissement oplyst, at det paaankede Stykke i "Politivennen" intet fornærmeligt imod hr. Magisteren indeholder, og slutter med følgende Erklæring: "At jeg med Rolighed og aldeles uden Frygt oppebier ethvert Foretagende af Hr. Magister Lindberg imod mig, og skal ingen skrivtlig eller mundtlig Trudsel bevæge mig til at ansee Nogensomhelst for et Noli me tangere, eller afholde mig fra, med Frimodighed, som hidtil, lovligen at omtale, hvor og hos hvem jeg maatte finde noget Urigtigt eller Ulovligt, saalænge jeg staaer under vore gode Loves Beskyttelse, og ikke under en Pave, der med sin Banstråle kan tilintetgjøre Trykkefrihedsforordningen af af 27de September 1799."
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 7. februar 1832. Artikel findes på denne blog)
I Politievennen No. 841 læses et besynderligt Brev med Lindbergs Navn under, hvis Indhold er nye Advarseler til Avisskriverne og en Trudsel om, atter at lade Udgiveren (Hr. Major Kristensen) indkalde for Forligelses-Kommissionen. Det egnede sig saaledes til at blive det femte Avis-Manifest; men da Politivennens Udgiver anfører grunde imod Brevets Ægthed, og snarere anser det for at forfattet af en Spøgefugl eller maaske endog et ondskabsfuldt Menneske, og i saa Fald har udlovet 50 Rbd. r. Sølv til Den eller Dem, der opdager og beviisligen angiver Falskneren, vil Man saalænge lade det staae ved sit Værd, og det saa meget mere, da der, som Major Kristensen tillige bemærker, med Henviisning til Magisterens Proces med Bogtrykker Jørgensen, "gives Folk, som ikke engang kunne gjenkjende deres egen Haandskrift efter et halvt Aars Forløb."
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 21. februar 1832)
Traktør Hans Caspersen kontra skomagermester Carl Frederik Mørch. 29. august 1832
I den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn er Mandagen den 27de d. M. afsagt Dom i Sagen: Tracteur Hans Caspersen, contra Skomagermester Carl Frederik Mørch, betræffende adskillige under Sagen omhandlede, fra Citantens Side paatalte, Udladelser i et af Indstævnte i Politivennen No. 828 af 12te Novbr. f. A. indrykket Stykke, med Overskrivt: "De factiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidne-Kammerjæger Peder Jensen, contra Skomagermester Mørch, o.s.v.", og er ved bemeldte Dom saaledesKjendt for Ret:
"De ovennævnte, af Indstævnte Skomagermester Carl Frederik Mørch om Citanten, Tracteur Hans Caspersen i Bladet Politivennen No. 828 af 12te Novbr f. A. fremførte utilbørlige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bør til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 50 Rbd Sølv. Det Idømte udbødes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.
Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff.
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 14. september 1832).
Artiklen i Politivennen findes på denne blog.
Juridisk Ugeskrivt. 9. august 1843. (Klik for hele dommen)
Sagen oboist Conrad Ludvid Keck mod Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen. Paadømt den 26de Juni 1843.
Oboist Conrad Ludvid Keck kontra Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen.
Vi meddele alt nu nedenstaaendeSag 451/42 Hoboist i Hans Majesstæt Kongens Regiment og Elev af det Kongelige Kapel Conrad Ludvid Keck ctr. Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen.
(En Redacteur, der sagsøgtes for Indholdet af et i hans Blad uden Navns Underskrivt optaget Vers, indeholdende for Citanten formeentlig ærerørige Allusioner, frifunden, da det ikke, mod hans Benegtelse, bevistes, at han ved Versets Optagelse vidste, at Citanten ved samme tilsigtedes. Spørgsmaalet om den under Sagen navngivne Forfatters Ansvar efter Omstændighederne gjort afhængig af dennes Benegtelsesed.)
(Paadømt den 26de Juni 1843.)
Dommen er saalydende:
Ifølge meddeelt fra Proces har Citanten, Hoboist i Hans Majestæts Kongens Regiment og Elev af det Kongelige Capel Conrad Ludvig Keck saggivet de Indstevnte Major K. Kristenseen og Literatus Blok Tøxen, den Første som Udgiver, Redacteur og Forlægger af Bladet "Politivennen" og den Sidste som Forfatter af det i bemeldte Blads nr. 1365 for Løverdagen den 26de Februar f. A. indførte verificerede Stykke med Overskrivt: "Meenederen og Fanden", i Anledning af, at Citanten herved anseer sig sigtet som en Skurk, der for Retten har bandeet paa Løgn og aflagt falsk Eed for at snyde sin Velgjører, og som derfor ikke blot tilsiges at vinde første Rang i Helvede; men ogsaa give Løvte om en Løn, som ikke tilstaaes nogen anden Søn af Helvede, nemlig evigt at spille som Elev i Fandens Capel.
Disse Udladelser har Citanten paastaaet morrtificerede saa at de ikke komme ham til Forkleinelse paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorhos han har paastaaet de Indstevnte anseet med Straf efter Lovens Strenghed og undergivne en vis Tids Censur, samt tilpligtede in solidom at betale til det Offentlige de af Sagen flydende Omkostninger, som om den ikke for hans Vedkommende havde været benificeret, saa og salairer til hans beskikkede Sagførere den under Sagens Drivt afdøde Secretair og Procurator Stahlfest og Kammerraad og Procurator Nygaard.
Til Styrke for denne Paastand har Citanten henviist til en sag, han ved Gjeldscommisionen havde anlagt imod en ustevnt Mand angaaende et formeentligt Tilgodehavende, og, som blev paakiendt derhen, at hans Berettigelse til hos bemeldte Mand at erholde 45 Rbd. med Renter blev gjort afhængig af, om han trøstede sig til at aflægge en ham ved Dommen paalagt Eed, hvilken senere af ham er aflagt, samt bemærket, at en af hiin ustevnte Mand i Trykken udgiven Beretning angaaende bemeldte Sag er i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger averteret til Salg samme Dag som det ovenommeldte Nummer af Politivennen udkom, hvorhos han fornemmeligen har paaberaabt, at det omhandlede Stykkes med større Bogstaver trykte Begyndelses Linie, der lyder saaledes: "Kjæk var en Skurk, der gik engang til Eed", formeentligen navngiver ham, og at hans Stilling, som Elev i Capellet, antydes ved den forommeldte Løn, som i Stykket tilsiges den deri omhandlede Meeneder, hvilken Passus og er meddeelt med udmærket Tryk.
De Indstevnte have dermod paastaaet sig frifundne for Citantens Tiltale og hos ham tilkjendt Sagens Omkostninger.
Forsaavidt Indtstevnte Kristensen har villet begrunde denne paastand derpaa, at han skulde være ansvarsløs fordi han har fremstillet Stykkets Forfatter i Indstevnte Blok Tøxen, vil der ifølge den Bestemmelse, som Forordn. 27. Septbr. 1799 § 19 indeholder angaaende en Redacteurs Ansvar for de Artikler han optager i sit Blad, ei kunne gives ham Medhold.
Derimod skjønnes hans Frifindelse at maatte blive en Følge af, at han har benegtet, uden at det Modsatte er beviist, at have, da det paaankede Stykke optoges i Bladet, kjendt Noget til Citanten eller det i dennes Fremstilling berørte Forhold, saavelsom at have havt nogensomhelst Formodning om, at derved sigtedes til Citanten, hvilken Negtelses Rigtighed bestyrkes ved en under Sagen fremlagt, den 2den Februar f. A. dateret, Skrivelse fra Indstevnte Blok Tøxen, hvori denne ved at oversende Indstevnte Kristensen Artiklen quæstionis med Anmodning ved Leilighed at optage den, yttrer at have taget Æmnet dertil af en musikalsk Anekdote, han for mange Aar siden havde læst.
Hvad dernæst angaar Indstevnte Blok Tøxen, da har han vel, under Paaberaabelse af, at Artiklen ved den ovenomtalte Skrivelse allerede den 2den Februar paa en tid, da Citanten endnu ikke havde aflagt Eden, sendtes Indstevnte Kristensen til Indrykkelse, amt a Digtet ikkun er en, til at tjene som en almindelig Advarsel imod Meneed bestemt, versificeret Omarbeidelse af en ældre Anecdot, paa det bestemte beneget ved den paaankedee Artikel at have sigtet til Citanten, men da samtlige Sagens oven fremstillede Omstændigheder i høi Grad tale ffor, at saadant ikke desto mindre har været Tilfældet, vil denne indstevnte alene kunne nyde den paastaaede Frifindelse, naar han med sin Eed bekræfter Sandheden af sin i saa henseende fremsatte Benegtelse. Aflægges Eden derimod ikke, ville de i det paaankede Stykke indeholdte, for Citanten fornærmelige, Sigtelser, hvis Rigtighed Indstevnte end ikke har forsøgt at bevise, blive at mortificere, og han, da Citanten, ved i Forbindelse med Paastand om Straf efter Lovens Strenghed, tillige at paastaae de Indstevnte idømte en vis Tids Censur, har henviist til Pl. 1ste Novbr. 1837 § 3, hvis Anvendelse er betinget af, at der ikke tilkjendes høiere Straf, end Bøder, blive at dømme efter L. 6-21-4 cfr. Forordn. 27. Septbr. 1799 § 12 sidste Membrum til en straf, der, efter Beskaffenheden af den fjorte Insinuation, skjønnes passende at kunne bestemmes til en Mulkt af 500 Rbd. Sølv, der tilfalder Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, ligesom han og vil være at undergive den i sidstnævnte Anordnings § 20 foreskrevne Censur i 2 Aar.
Processens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve, og vil der efter Sagens Udfald ikke blive at tilkjende de for Citanten befalede Sagførere Salair.
Den befalede Sagførelse har været lovlig.
Under Sagen er fornødent Stemplet-Papir forbrugt.Thi kjendes for Ret:
Indstevnte Major K. Kristensen bør for Tiltale af Citanten Hoboist i Hans Majestæt Kongens Regiment og Elev af det Kongelige Capel Conrad Ludvig Keck i denne Sag fri at være.
Naar Instevnte Literatus Blok Tøxen efter foregaaende lovlig Omgang inden sit Værneting med sin corporlige Eed bekræfter, at han ved det paaankede, i Nr. 1365 for Løverdagen den 26de Februar f A. af Bladet "Politivennen", indførte, versificerede Stykke med Overskrivt "Meenederen og Fanden", ikke har sigtet til Citanten, bør ligeledes denne Indstevnte for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Træster han sig derimod ikke til saadan Eed at aflægge, bør de i bemeldte Stykke indeholdte, for Citanten fornærmelige, Sigtelser døde og magtesløse at være og ikke komme ham til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte eller Stilling i nogen Maade, og bør Indstevnte Blok Tøxen for sit i saa Henseende udviste Forhold til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 500 Rbd. Sølv, samt være den i Forordn. 27. Septbr. 1799 foreskrevne Censur undergiven i 2 Aar.
Processens omkostninger ophæves.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
(Juridisk Ugeskrivt. 9. august 1843, s. 814-816.)
Kjæk var en Skurk, der gik engang til Eed,
Og gjorde med Vorherre kort Beskeed;
Men, da han skulde til at sværge,
Traadt' Fanden frem med Flammeværge,
Og galede, saa det i Hallen klang:
"I Helvede Du vinder første Rang!
Thi ikke blot paa Løgn Du bander -
Det hører til, hvor snart Du lander -
Men Din Velgjøer frækt Du snyder,
Saa hver en Djævlesjæl sig fryder.
Du derfor også faaer en Løn,
Som ingen anden Helvedsøn:
I mit Capel Du som Elev' skal evigt spille
Min hæse Oldemoders kattefalske Trille!"
Kjæk var en Skurk, der gik engang til Eed,
Og gjorde med Vorherre kort Beskeed;
Men, da han skulde til at sværge,
Traadt' Fanden frem med Flammeværge,
Og galede, saa det i Hallen klang:
"I Helvede Du vinder første Rang!
Thi ikke blot paa Løgn Du bander -
Det hører til, hvor snart Du lander -
Men Din Velgjøer frækt Du snyder,
Saa hver en Djævlesjæl sig fryder.
Du derfor også faaer en Løn,
Som ingen anden Helvedsøn:
I mit Capel Du som Elev' skal evigt spille
Min hæse Oldemoders kattefalske Trille!"
Smedemester P. Jensen, kontra kleinsmedesvend P. E. Nielsen. 6. januar 1844
Aar 1845 den 6te Jan. blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn afsagt Dom i Sagen: No 574/1844 Smedemester P. Jensen, contra Kleinsmedesvend P. E. Nielsen, og saaledes Kjendt for Ret:"De ovennævnte, af Indstævnte Kleinsmedesvend P. E. Nielsen i et Inserat med Overskrift "Spørgsmaal" i No. 1495 af Bladet "Politivennen" for Fredagen den 23de August sidstleden brugte, for Citanten Smedemester P. Jensen fornærmelige udladelser bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke kommer Citanten til Forkleinelse paa gode Navn og Rygte; og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt være den i Forordningen af 27de September 1799 § 20 anordnede Censur undergiven i 1 Aar. Processens Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten med 16 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket, efter ovenmeldte Forordning, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justists-Contoir i Kjøbenhavn, den 6te Januar 1845.
Krÿger.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende. 20. januar 1845. Artiklen der udløste dommen, findes på denne blog)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar