I anledning af det i disse blades nr. 172 indrykkede stykke under titlen: Spørgsmål til borgerofficererne blev udgiveren indstævnet for politiretten hvor han afgav følgende skriftlige erklæring:
Til den høje politiret i København!
Til yderligere udvikling af mit mundtlige i protokollen dikterede svar i lørdags den 15. d. på det af det kongelige danske kancelli gennem retten mig forelagte spørgsmål, hvad hensigten var med den af mig i Politivennen s. 2751 nedskrevne ytring: Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og fordrer en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud? har jeg den ære at bede retten gøre det høje justitskollegium opmærksom på følgende:
1) Det hele bidrag hvoraf den ovenfor anførte citerede er taget, læst i sammenhæng viser at min hensigt har været at gøre borgerofficererne opmærksomme på at de vel i henseende til krigskunsten selv, men ingenlunde i henseende til de gemenes behandling burde søge at efterligne officererne ved en arme af soldater.
2) Denne hensigt kan ikke opnås uden at nævne de egenskaber såvel ved det militært borgerskab som ved en arme af soldater der giver de stærkeste motiver til forskellige begegnelse fra de vedkommende officerers side.
3) Frivillighed hos borgerskabet (jeg har blot ment Københavns borgerskab der ikke har behøvet en kongelig forordning for at underkaste sig militære øvelser og altså i den reneste forstand kan kaldes frivilligt) er en egenskab der forudsætter hos den gemene den største lyst til at gøre sin pligt og giver ham følgelig ret til den mildeste adfærd.
4) Soldaten er derimod ikke i besiddelse af denne egenskab. For så vidt han er udskrevet af bondestanden kan han umuligt kaldes frivillig da et bud fra fyrsten, en tvangspligt bringer ham i armeen. Selv den hvervede soldat fortjener næppe (når man taler generelt) at kaldes frivillig når man ved hvorledes det almindeligvis går til ved hvervning. I det mindste er den hvervede soldats frivillighed langt under den københavnske borgers.
5) Men borgerofficeren har endnu flere motiver til en mildere og for at bruge mit eget udtryk, ganske anden behandling af sin gemene end en armeens officer. Da den almindelige borger tillige er hans ligemand uden for øvelserne, ikke alene i stand, men også i indsigter, duelighed og moral.
6) Alt dette måtte jeg efter min hensigt pæge på, og troede ikke at kunne gøre det bedre end ved at klassificere soldaten generelt som almuesmand eller som hvervet i fremmede lande og altså som den mindre gode del eller udskuddet af den fremmede nation.
7) Som almuesmand står soldaten usigelig tilbage i kundskab for sin officer der af en højere stand har nydt en bedre opdragelse. Som hvervet kan han stå tilbage i kundskab, men står altid tilbage i sædelighed, hvilket jeg tror enhver vil tilstå uden at kræve nøjere udvikling.
8) Ordet udskud, hvilket jeg holder for ensbetydende med den mindre gode del, skal ikke forstås uden som en hentydning til en mindre moralitetsgrad. Bogstavelig, udskyder ellers enhver regering der tillader fremmed hvervning, den mindre agtede del af sine undersåtter.
9) Jeg har altså med den her omhandlede tirade ene og alene villet sige: At en armes officerer kan meget rigtigt bruge en ganske anden begegnelse mod den almindelige soldat der ikke kan kaldes frivillig, der tillige i stand, vilkår, oplysning og dels sædelighed er langt under officeren, end den der kan egne en københavnsk borgerofficer mod en borgermenig der er en frivillig, mand og på ingen måde ringere mand end han selv, enten i stand, kår, kundskab eller sædelig værd.
10) Jeg behøver ikke for en oplyst ret eller for det høje kancellis indsigtsfulde mænd at anføre jeg i sådan en hastig sammenligning ikke kan indlade mig i at klassificere soldaten mere specialiter eller i at gøre undtagelser der desuden svækkede mit argument, da det vel altid vil tros om mig at jeg tilstår enhver rimelig undtagelse.
Jeg er derfor også vis på at hverken retten, det kongelige danske kancelli eller nogen i armeen vil tiltro mig en så slet hensigt som den at ville på mindste måde forhåne noget lands (for jeg har ikke nævnt noget) soldaterstand, endsige mit eget elskede fædrelands.
Jeg har med glæde i dette selvsamme blad på andre steder omtalt vor armes bedrifter og fortjenester gennem hele historien.
Og jeg er højst villig til at indrykke denne erklæring i et følgende nummer dersom det kongelige danske kancelli måtte finde sådan indrykkelse tjenlig eller passelig.
Ærbødigst
K. H. Seidelin.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838)
Til den høje politiret i København!
Til yderligere udvikling af mit mundtlige i protokollen dikterede svar i lørdags den 15. d. på det af det kongelige danske kancelli gennem retten mig forelagte spørgsmål, hvad hensigten var med den af mig i Politivennen s. 2751 nedskrevne ytring: Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og fordrer en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud? har jeg den ære at bede retten gøre det høje justitskollegium opmærksom på følgende:
1) Det hele bidrag hvoraf den ovenfor anførte citerede er taget, læst i sammenhæng viser at min hensigt har været at gøre borgerofficererne opmærksomme på at de vel i henseende til krigskunsten selv, men ingenlunde i henseende til de gemenes behandling burde søge at efterligne officererne ved en arme af soldater.
2) Denne hensigt kan ikke opnås uden at nævne de egenskaber såvel ved det militært borgerskab som ved en arme af soldater der giver de stærkeste motiver til forskellige begegnelse fra de vedkommende officerers side.
3) Frivillighed hos borgerskabet (jeg har blot ment Københavns borgerskab der ikke har behøvet en kongelig forordning for at underkaste sig militære øvelser og altså i den reneste forstand kan kaldes frivilligt) er en egenskab der forudsætter hos den gemene den største lyst til at gøre sin pligt og giver ham følgelig ret til den mildeste adfærd.
4) Soldaten er derimod ikke i besiddelse af denne egenskab. For så vidt han er udskrevet af bondestanden kan han umuligt kaldes frivillig da et bud fra fyrsten, en tvangspligt bringer ham i armeen. Selv den hvervede soldat fortjener næppe (når man taler generelt) at kaldes frivillig når man ved hvorledes det almindeligvis går til ved hvervning. I det mindste er den hvervede soldats frivillighed langt under den københavnske borgers.
5) Men borgerofficeren har endnu flere motiver til en mildere og for at bruge mit eget udtryk, ganske anden behandling af sin gemene end en armeens officer. Da den almindelige borger tillige er hans ligemand uden for øvelserne, ikke alene i stand, men også i indsigter, duelighed og moral.
6) Alt dette måtte jeg efter min hensigt pæge på, og troede ikke at kunne gøre det bedre end ved at klassificere soldaten generelt som almuesmand eller som hvervet i fremmede lande og altså som den mindre gode del eller udskuddet af den fremmede nation.
7) Som almuesmand står soldaten usigelig tilbage i kundskab for sin officer der af en højere stand har nydt en bedre opdragelse. Som hvervet kan han stå tilbage i kundskab, men står altid tilbage i sædelighed, hvilket jeg tror enhver vil tilstå uden at kræve nøjere udvikling.
8) Ordet udskud, hvilket jeg holder for ensbetydende med den mindre gode del, skal ikke forstås uden som en hentydning til en mindre moralitetsgrad. Bogstavelig, udskyder ellers enhver regering der tillader fremmed hvervning, den mindre agtede del af sine undersåtter.
9) Jeg har altså med den her omhandlede tirade ene og alene villet sige: At en armes officerer kan meget rigtigt bruge en ganske anden begegnelse mod den almindelige soldat der ikke kan kaldes frivillig, der tillige i stand, vilkår, oplysning og dels sædelighed er langt under officeren, end den der kan egne en københavnsk borgerofficer mod en borgermenig der er en frivillig, mand og på ingen måde ringere mand end han selv, enten i stand, kår, kundskab eller sædelig værd.
10) Jeg behøver ikke for en oplyst ret eller for det høje kancellis indsigtsfulde mænd at anføre jeg i sådan en hastig sammenligning ikke kan indlade mig i at klassificere soldaten mere specialiter eller i at gøre undtagelser der desuden svækkede mit argument, da det vel altid vil tros om mig at jeg tilstår enhver rimelig undtagelse.
Jeg er derfor også vis på at hverken retten, det kongelige danske kancelli eller nogen i armeen vil tiltro mig en så slet hensigt som den at ville på mindste måde forhåne noget lands (for jeg har ikke nævnt noget) soldaterstand, endsige mit eget elskede fædrelands.
Jeg har med glæde i dette selvsamme blad på andre steder omtalt vor armes bedrifter og fortjenester gennem hele historien.
Og jeg er højst villig til at indrykke denne erklæring i et følgende nummer dersom det kongelige danske kancelli måtte finde sådan indrykkelse tjenlig eller passelig.
Ærbødigst
K. H. Seidelin.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar