Om de hvidtede Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Om de hvidtede Huse. Indsenderen af efterstaaende Aftryk af "Ugeskrift for Læger" Nr. 19 d. A. har i en lang Række af Aar lidt under det Onde, som deri paaankes. Jeg boer nemlig ligeoverfor en Mand, som føler en høi Grad af Tilfredsstillelse ved regelmæssige hver Sommer at hvidte sit Huus paa det omhyggeligste, og derved at frembringe et Lyshav, som i Ordets egentlige Forstand svider til mig og Mine. Jeg har for mange Aar siden indstændigt anmodet min Gjenbo om at skaane mig for denne Plage; jeg har tilbudt at udrede Omkostningerne til et eller andet Farvestof, hvilketsomhelst; jeg har forestillet ham, hvor inhumant og ubilligt, for ikke at sige uchristeligt, det er saaledes at berøve sine Medmennesker Udsigt og frift Luft; han har i mange Aar seet, hvorledes vi hver Eftermiddag maa tillukke og tildække vore Vinduer; han er ovenikjøbet selv i en Stilling, som fremfor enhver anden maae gjøre ham vidende om den Skade og Plage, ban foraarsager, og dog - har jeg ikke erholdt andet Svar end et vredt Ansigt og: "Huset er mit." - Man vil heraf see, at min Gjenbo hverken hører til de Fiintfølende eller til de Tjenstvillige, og det saameget mindre, som det Huus, hvori jeg boer, altid har en mørk Farve. Vilde man nu deraf slutte, at min Plage er noget Extraordinairt, og at Faren, som de hvidtede Huse foraarsage, dog vel ikke er saa stor, eftersom Folk i Almindelighed ikke kunne tilskrives en saa total Mangel paa Følelse, eller tre saa utjenstvillige, saa svarer jeg dertil, at det neppe kan kaldes en god Samfundsorden, hvor mit Velvære er betinget af saa tilfældige Egenskaber hos min Gienbo. Jeg paastaaer tvertimod, at Loven ogsaa i denne Henseende bør værne om mit Vel, og det glædede mig derfor saare meget at støde paa en Læges (Doctor Giersings) Yttringer, som efter min ringe Forstand udtømmende beviser, at jeg har Ret i ovennævnte Paastand. I min egen saavelsom i de Manges Interesse, der ere besværede paa den omhandlede Maade, ønsker jeg saaledes Doctor Giersings lille Artikel en udvidet Læsekreds. Gid den ikke maa blive en Røst i Ørkenen.

Om de hvidtede Huse i Byerne.

I mine Medicinalindberetninger har jeg i flere Aar tilladt mig at henlede det høie Sundhedscollegiums Opmærksomhed paa den store Ulempe, som hvidtede Mure i Gaderne foraarsage de respektive Gjenboere, i den Formening, at der for Sundhedspolitiet var tilstrækkelig Grund til at skride ind for Kjøbstædernes Vedkommende, og det saameget mere, hvis det forholder sig saaledes, som det er mig meddeelt, at der allerede for Hovedstaden existerer et Forbud imod, at Husenet Facader maae være hvidmalede. Da min ringe Stemme imidlertid ikke synes at have trængt tilstrækkeligt igjennem, og jeg dertil dagligen selv lider af slige solbestraalte hvidtede Mure, saa har jeg anseet det for hensigtsmæssigt korteligt gjennem Pressen at omtale denne Gjenstand med Opfordring til mine ærede Colleger trindt omkring i Landet at forene deres vægtigere Stemmer i denne Sag, hvis den virkelig maatte forekomme dem at være nogen Anstrengelse værd. Efter min Formening fortjener den i ikke ringe Grad Sundhedspolitiets Opmærksomhed.

Enhver Læge i en Kjøbstad vil have havt rig Leilighed til at iagttage, hvorledes slige hvide Mure fortrædige baade Sunde og Syge. Ikke alene de, der maae søge deres Livsophold ved Øinenes stadigt Brug, men ogsaa Embedsmænd med jevnlige Synstvirforretninger, hele den qvindelige Befolkning, der tilbringer en stor Deel af Dagen ved Syarbeide, ja selv Børnene i Skolerne ere i høieste Maade generede, naar de ere saa uheldige at komme til at boe ligeoverfor en saadan skinnende hvid Væg. Hvormeget den tiltagende Synssvækkelse og de hyppige Klager over Symptomer herpaa have deres Grund i de hvide Mure, er vistnok ikke let at afgjort; men de synes ad den rationelle Vei at maatte have en betydelig Deel den, ligesom det ogsaa er vist, at jeg undertiden har hørt slige Klager forsvinde, efterat en Gjenbo har været saa skikkelig at give sit Huus en Farve. Naar vi erindre, hvilken Virkning de resterterende Straaler fra en stor Sneeflade have paa Øiet, saa kan der vel neppe være Tvivl om, at de fra hvide Mure tilbagekastede Solstraalers stadige Indvirkning maa være høist stadelig.

Men lad os et Øieblik tænke os, at den, som er saa uheldig at faae et sligt Gjenboskab, bliver angreben af en Øienbetændelse, f. Ex. af en scrophulos med dens charakteristiske Lyssky, da vil der vel neppe yttre to Meninger om, at en Saadant Lidelser blive forøgede baade i Styrke og Udstrækning, ikke at tale om de pecuniaire Udgivter og Lægens sørgelige Stilling, at han ikke er istand til at hæve maaskee den væsentligste Grund til Sygdommens Vedbliven uagtet han har den ligefor Øinene. Den mere velhavende Syge kan vel her, som i saamange Tilfælde, hjælpe sig; men det fattige scrophnlose Barn, hvis Forældre ikke kunne undvære Daglyset i den eneste Stue, maa ligge med Ansigtet i Puderne hele Dagen, og trykke det saameget dybere ned i dem, som Solen skinner klart paa Gjenboens hvide Huus. Skulde her da ikke være Anledning for Sundhedspolitiet til efter Evne at værne om Menneskets ædleste Sands, som paa denne Maade staaer Fare for at at svækkes hos saa Mange, og at bidrage til, at de Øiensvage kunne befries fra unødvendige Lidelser, helbredes hurtigere, eller idetmindste ikke staae Fare for mere og mere at miste Synet? Man indvende ikke, at Vedkommende kunne skifte Boliger; thi man vil let tænke sig alle de Vanskeligheder, der under forskjellige Omstændigheder kunne reise sig herimod. Og selv om det lod sig arrangere, hvo indestaaer da for, at den nye Gjenbo ikke om kort Tid finder, at hans Huus dog seer bedre ud, naar det bliver hvidt? Tilmed bestaaer den hele Foranstaltning, hvorved Kjøbstadbeboerne kunne blive befriede fra et føleligt Onde, blot deri, at det paalægges enhver Huuseier at give sit Forhuus en anden Farve til Gaden end den hvide eller lysegule, et Paabud, som for et almindeligt Kjøbstadhuus kan foraarsage en Udgivt af høist 1 Rbd.

Enhver Læser af disse Linier, som i Hovedsagen maatte dele mine Anskuelser, opfordrer jeg derfor til efter Evne at gjøre det indlysende for høie Vedkommende, at her er Grund til Forandring i de bestaaende Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847)

Pietro Købke Krohn (1840-1905): En købstadsgade. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Et smittende Plankeværk

Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen mod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve. Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer. Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller sit plankeværk der vender ud mod en alfarvej, male med en afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 341-342).

"På højre hånd et plankeværk der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg" (Store Ravnsborg. Knud Bokkenheuser: klubliv. 1923).

Ønske i Anledning af Bænkene paa Terrasserne i Friederiksberghauge.

Disse bænke er malet så forsvarlig godt at man undertiden, især efter regnvejr, uagtet bænkene allerede er tørre, får sine klæder ganske pudrede på enkelte steder, hvilket var tilfældet med anmelderen søndag den 20. august d. å. Da dette formentlig skyldes at de er malet med den økonomiske vandfarve, tager man sig den frihed at gøre vedkommende opmærksom på denne for publikum skadelige økonomi, og at fremsætte det ønske at de i fremtiden måtte blive malet med oliefarve.

(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3932-3933)

Ønske om smudsige Personers Udelukkelse fra offentlige Forsamlingsstæder

Skulle det ikke være muligt at formene pjaltede, lurvede og skident klædte personer, samt de der har noget at bære, adgang til forhallen hvor kortene efter Hamborg posts ankomst udhænges, ligeså vel som det i almindelighed er disse personer nægtet til visse offentlige promenader, til fortovene på stadens gader mv.

Indsenderen er så meget desto mere af den formening som sådanne mennesker næppe kommer på ovennævnte sted for at afhente breve eller i eget ærinde, men snarere i kvalitet af sendebud for andre, eller måske i en vis anden hensigt, hvortil lejligheden ved den herskende trængsel er meget tilbydende. 

Københavns Postkontor på Købmagergade (1732). Talrige artikler i Politivennen vidner om et livligt leben der. (Eget foto)
 
Det skete netop for indsenderen i forrige uge da han stod ved en af tavlerne, at en malerdreng, der fra top til tå var ganske oversmurt med malerfarve og som stedse trængte sig på af alle kræfter for at komme frem, så aldeles tilsølede hans frakke på ryggen og den ene side, at denne der nylig med megen bekostning var anskaffet for størstedelen blev ruineret. Da den erstatning man i sådant tilfælde har til sådanne personer af ingen værd, og da en fin frakke i disse tider er et kostbart stykke, som ikke let anskaffes igen, så tror anmelderen det ikke upassende om de skildvagter der i posttimer til ordens vedligeholdelse osv. er hensatte på ovennævnte sted i postgården og som så længe står under postforvalterens befaling, blev pålagt at bortvise alle sådanne personer hvis påklædning enten på en eller anden måde ved mulig berøring af andre kunne efterlade sig kendelig spor på disses klæder. Dette forslag bedes taget i overvejelse af de høje ansvarlige.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 713-715)

Spørgsmål

(Efter indsendt)

Siden udførsel på risengryn og andet mere er forbudt, ville det sikkert være at ønske at også forbud mod udførsel af indigo, konchenille og andre farvevarer måtte komme i betragtning da farvevarer nu er i så høj pris at intet pund linnedgarn kan farves under 1 rigsdaler, ingen alen blå vadmel under 1 mark 4 skilling og i fald intet forbud på disse farvevarers udførsel sker, kunne farverne måske ikke vedblive deres næringsvej.

(Politivennen nr. 516, 19. marts 1808, s. 8298-8299)

Et Par Ord om vore Huses nymodens Maling

(Efter indsendt)

I de sidste år har en stor del bygninger fået et forandret ydre ved maling. Unægteligt tjener samme både til nytte og forskønnelse når den foretages som den bør. Men således som det er sket for en stor dels vedkommende, opfyldes den sidste hensigt vist ikke. Ved en sådan bemaling og udstaffering med fire, fem, ja vel flere forskellige farver, som nu er i fuld brug, har smagløse husejere haft det i deres magt, i stedet for at forskønne, snarere at skæmme og mispryde staden. 

En måde er især meget afholdt, nemlig at lade bygningen male med en afstikkende mørk farve indtil straks ovenfor første etage, og derpå at overlæsse den øvrige del med forskellige lysere farver. For at forebygge at flere skulle blive ved med sådan husmaling, måtte man ønske grænser sat for samme, eller dog i det mindste, at husejerne selv ville indse det urigtige heri, og følge deres bedre overbevisning. De højere klassers eksempel ville heri som i så meget andet virke, men hidtil har mange i samme vist en ligeså slet smag som de andre.

(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7009-7010)

Kronprinsessegade er et typisk husbyggeri fra Politivennens tid. Dengang var de formentlig som det meste boligbyggeri lysegråt oliemalet. Og sandelig om der ikke er flere huse der er malet i flere farver, med mørkt i bunden! Det ser dog ud til at man nu til dags holder sig til højst 2 farver for hver bygning. Ikke 4-5 som skribenten klager over.

Om liderlige Malerier.

Ved forordning af 27. september 1799 forbødes liderlige kobberstik og bøger. I overensstemmelse hermed måtte man sandelig ønske at der kunne ske noget imod disse frihåndstegninger i rødkridt, kul, kridt, kalk, ja hvor en malerpotte har været ved hånden, endog med oliefarve, hvorved så mange porte, plankeværker og selv nylig med bekostning oppyntede husnumre, vansires til anstød for øjet. Man skulle tro at en hob lingamsdyrkere fra Indien var kommet til København for således overalt at fremstille for øjet de legemsdele der for dem er tilbedede billeder af frugtbarhedens guddom, men efter vores sæder bør holdes fra offentlig beskuelse.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 296, 14. december 1803, s. 4716-4717)

Redacteurens Anmærkning. 

Lingam er sanskrit og bruges i hinduismen om guden Shiva. Anmelderen bruger her ordet om den hinduistiske tilbedelse af mirakuløsheden af de menneskelige kønsorganer.