Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

Hovmester Einar Sørensen, "Ulvsund"-stormen 1921. (Efterskrift til Politivennen).

En gribende Jordefærd

Hovmesterforeningen bringer den døde sin Hilsen.

Kl. 11:45 i går formiddags samledes i det store kapel på Vestre Kirkegård et talrigt følge, der ønskede at vise hovmester Sørensen fra "Ulvsund" en sidste ære.

Fra Det Forenede Dampskibs Selskab var bl. a. mødt kaptajn Holst og chefen for provianteringsafdelingen Restrup. Desuden sås repræsentanter for søofficersforeningen og Dansk Sø-Rhederiforening med floromvundne faner.

I kapellet, hvor den afdødes grædende hustru og barn var genstand for dyb deltagelse, fandt en kort højtidelighed sted. Pastor S. Willi fra Davidskirken talte om livets storme, der i et nu kan ødelægge lykken i de små hjem, og han sagde, at som den lille damper "Ulvsund" sejlede ud på det uvisse, uden at kende sin frygtelige skæbne, således var livet fuldt af uvished og usikkerhed. Det gælder derfor om altid at være beredt på døden. Han nævnede også, at hovmester Sørensen en gang før havde lidt skibbrud - med "Mayland" - men den gang var hans tid ikke kommet. Nu måtte han, skønt han var en god svømmer, lade livet i bølgerne ved vore egne kyster. Og det maner os andre til at erindre, at de mænd, der af pligten kaldes til at befare havene, sætter deres liv i vove for vor skyld. Vi værdsætter ikke sømanden nok sagde pastor With. Vi tænker ikke til daglig over hvor meget vi egentlig skylder dem. Men ved en katastrofe som den, der har kostet hovmester Sørensen og hans brave fæller livet, tvinges vi til at indse vor tankeløshed, og samles da i medynk med de efterlevende.

Før denne korte tale havde man sunget "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl som har Fred". Nu stemte orglet i med "Tænk når engang den tåge er forsvundet", og idet afdødes kolleger, alle i uniform, bar den hvide, blomstersmykkede kiste ud, sang man "Døde kammerat. Han har kastet anker for sidste gang", sagde hr. Larsen, og vi håber og tror, at han nu er i god og sikker havn, for han var en god mand, en trofast kammerat, en pligtopfyldende arbejder på sin plads.

Disse jævne ord gjorde et dybt Indtryk, og da den sidste spadefuld jord var kastet på kisten, skiltes man med en følelse af, at ved denne smukke højtidelighed var der ikke blot taget afsked med en enkelt af "Ulvsunds" besætning, men med alle de mange modige sømænd, der hin stormnat forgæves kæmpede mod elementerne.

Tilbage ved den åbne grav lå skønne kranse. Deres bånd flagrede let mellem blomsterne. Således hilste også efterårets barske vind mændene, hvis liv den tog.

(Social-Demokraten, 31. oktober 1921.)

D.F.D.S. meddeler: Da der på stranden i nærheden af Nykøbing Sjælland er inddrevet flere lig, hvoraf et er genkendt som værende af føreren af selskabets damper "Ulvsund", kapt. Mellemgaard, og desuden flere inventariegenstande fra samme skib er ilanddrevne, må skibet desværre antages for at være totalt forlist natten mellem søndag og mandag.

"Ulvsund", der var afgået fra København søndag eftermiddag bestemt for Naksov, havde en besætning af 15 mand. 

"Holbæk Amts Venstreblad" meddeler: Ved Kattegat udfor Rørvig er der ilanddrevet 40 redningsbælter mrkt. "Ulvsund" samt nogle luger og et isskab, hvori fandtes 3 slagtede svin. Disse stammer øjensynlig også fra D. F. D. S's damper "Ulvsund".

I aftes er ved Nordstrand drevet et lig i land. Tidlig i morges fandtes endnu to lig samme sted.

Damperen "Ulvsund" var på 100 tons netto.

D.F.D.S. meddeler: Damperen "Ulvsund" havde følgende besætning:

(Herefter listen hvor også hovmester Einar Sørensen, Korsørgade 18 optræder)

Det er ikke kaptajnen, men styrmanden hvis lig er fundet.)

---

Indtil videre er der, efter hvad D.F.D.S. har fået oplyst, ilanddrevet 4 lig ved Nykøbing. Desuden er der skyllet 23 redningsbælter og en del vraggods op på stranden. 

Skibsinspektør, kaptajn Salomonsen i D.F.D.S. er i morges straks efter at man havde fået bud om ulykken, afrejst til Nykøbing

(Minneapolis Tidende, 17. november 1921).

S/S Ulvsund af Stege var en fragt- og passagerdamper, der sejlede på ruten København-Nakskov. Forliset skete under en nordlig orkan ud for Sjællands Odde den 24. oktober 1921, formentlig fordi  dækslasten der bestod af jerndragere, forskubbedes under orkanen. 20 personer omkom.

Begravelsen af Einar Sørensen blev også omtalt i Dagbladet (København), 31. oktober 1921. Graven lå for enden af den lange poppelalle. Pga. forliset blev den orkanagtige nordenstorm 23.-24. oktober 1921 benævnt "Ulvsundstormen". Alle ombordværende døde. Meteorologisk Institut blev anklaget for manglende kommunikation. Der gik dog mange år før arbejdsgangene for alvor blev forbedret.

I januar-februar 1922 trængte dykkere ned i vraget, selv om rederiets egne dykkere sagde de var umuligt, og fandt flere lig. To af dem blev i februar 1922 begravet på Bispebjerg Kirkegård. Vraget blev hævet april 1922.

En veltjent Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Agger skrives der til os:

Føreren af Redningsbaaden her paa Stedet, Fisker Niels Iversen, fejrede den 1. April sit 50-aarige Jubilæum i Redningsvæsenets Tjeneste, men samtidig gik han ogsaa ud af Tjenesten, idet der ifølge hans derom indgivne Ansøgning er blevet bevilget ham Afsked. Det er ikke, forbi Nielss Iversensen er nogen affældig Mand, tværtimod er han endnu saa rask og rørig som kun faa i den Alder, men han har vel ment, at naar man gaar i det 73. Aar, kan man nok give Plads for yngre Kræfter; maaske har han ogsaa tænkt, at han nok kunde have Lov til at leve sine tilbageværende Aar mere i Ro. Denne Ret skal han have thi han har udfyldt sin Plads smukt og bravt.

Niels Iversen har været ansat ved Redningsvæsenet her paa Stedet lige fra dets første Oprindelse i 1847, da der ved Privates Initiativ blev paabegyndt Oprettelsen af Redningsstationer, og, da Staten selv overtog Organisationen i 1852, fulgte Niels Iversen med. Han var den Gang ansat som Baadsmand ved Redningsstationen Aggerkanal og i 1863 avancerede han til at blive Formand for Redningsbåden. Længe varede det ikke, inden han i denne Stilling høstede Laurbær saa smukke, som nogen Redningsmand nogensinde har høstet. Det var i Maj 1864, da den engelske Brig "Maid of the mill" strandede, og hvor Redningsmandskabet maatte kæmpe saa godt som uafbrudt i 1½ Døgn, inden det lykkedes at faa Besætningen reddet. Alle Deltagerne i Foretagendet fik af Regjeringen Pengebelønninger, men Niels Iversen, som havde lagt en ganske ualmindelig Udholdenhed og Iver for Dagen, blev benådet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Senere indtraf der mange Strandinger, og altid har Niels Iversen været klar til at yde sin virksomme Hjælp. "Saimas" Stranding i 1865, "Alliance"s i 1866 og "Alfredo el Grande"s i 1871 kunne fortælle om ufortrødent Mod under meget farefulde Forhold.

I 1874 blev Redningsstationen Aggerkanal nedlagt, men den anden herværende Redningsstation, der tidligere kun havde været forsynet med Raketapparater, fik da Redningsbåden, og Niels Iversen vedblev i sin gamle Stilling som Fører af denne. Ved denne Station har han virket lige til nu, og været Deltager i og Leder af mange vanskelige Redningsforsøg. I Oktober 1884 deltog han saaledes i Redningen af Besætningen, 147 Mennesker, fra den strandede tyske Orlogsbrig "Undine"

I Eet og Alt har Niels Iversen været Deltager i Redningen af 496 Menneskeliv.

Stille og ubemærket er dette Jubilæum gaaet hen, skjøndt man nu om Stunder, hvor der jubileres hver Dag, knap kunde tro det muligt. Men har der ikke været giort Stads i denne Anledning, saa findes er maaske dem rundt omkring, der har sendt den gamle Hædersmand en venlig Tanke, - han har tilvisse fortjent det.

(Dagens Nyheder 13. april 1897).

Niels Iversen var ganske kendt. I 1901 var han afbildet i et panoptikon i København forestillende en stranding ved Harboøre. Klæderne skal det have fået fra ham selv. Daværende lodsoldermand Abildhauges beretning om redningen af mandskabet på "Maid of til mill" stod i Aarhuus Stifts-Tidende 1. marts 1909.

Fotograf Carl Gustav Winther (1879-1947): Redningsmand Niels Iversen (24.10.1824-24.2.1909). 1905-1909. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Jarl"s Forlis Marts 1890. (Efterskrift til Politivennen

“Jarl” på 115½ registertons blev bygget i Helsingør 1885. Det blev omtalt 17. december 1885 i Fyens Stiftstidende:

Helsingør den 15de December. Det paa det herværende Jernskibs- og Maskinværksted byggede Dampskib "Jarl" skal en af de første Dage foretage sin Prøvefart herfra Værftet; det skal føres af Kaptajn Davidsen og vil fra næste Uges Begyndelse overtage Farten paa Bornholm i Stedet for det dertil tidligere benyttede Dampskib "Erna".

"Jarl" kom til at sejle mellem Nexø, Svaneke, Gudhjem, Allinge, Hasle og København fortrinsvis med gods som smør og kreaturer. Men også med passagerer, fx til Blanchs Badehotel som lå på Galgebakken over Sænebugten ved Hammershus. Det eksisterede 1887-1977. Så afbrændte Civilforsvaret det af for at Dansk Folkeferie kunne opføre en ferieby.

Tirsdag den 4. marts 1890 kl. 23:30 sejlede “Jarl” fra Allinge med 14 passagerer og 13 besætningsmedlemmer, samt en last af bl. a. svin med kurs mod København. Efter midnat blev der heftigt snevejr. Derefter forsvandt skibet med mand og mus.

En Søulykke.

Der synes desværre ikke længere at kunne være Tvivl om, at der er sket en i vore Farvande sjælden Søulykke.

Dampskibet "Jarl" maa efter alle foreliggende Omstændigheder antages Natten mellem Tirsdag og Onsdag at være forulykket med Besætning, Passagerer og Ladning; at Skibet skulde drive om med Bræk paa Maskinen, er desværre vist kun et vagt Haab, man ingen Tillid kan fæste til.

* * *

Oplysninger om Katastrofen.

Fra Rønne telegraferes i Gaar til R. B.: Til "Jarl" har man endnu intet hørt. Fiskere fra Tein har fundet 19 Svin, 2 Laxekasser og en Del Sildekasser ½ Mil nordvest for Hammeren. "Jarl" havde 14 Passagerer om Bord.

* * *

Dampskibet "Elisabeth", som passerede Allinge omtrent samtidig med "Jarl"s Afgang derfra, antages at kunne give Oplysninger. Dampskibet "Erna", der tilhører samme Rhederi som "Jarl", vilde i Gaar gaa ud fra Nexø for at eftersøge "Jarl". Destoværre vil dette Forsøg næppe give noget gunstigt Resultat, idet der fra Dampskibet "Elisabeth", som igaar Eftermiddags ankom hertil fra Danzig, af den vagthavende Officer berettes, at "Elisabeth" Tirsdag Nat Kl. 12 under en yderst haard sydvestlig Storm ud for Hammeren passeredes af en fra Allinge kommende Damper, som maa antages at have været "Jarl", og som gik nærmest inde mod Land. Omtrent Kl. 1 observeredes pludselig forude en rød Lanterne, der atter pludselig forsvandt. Kort efter drev imod "Elisabeth" vistnok et Par Hundrede Kasser og andet Gods. "Elisabeth" fortsatte til Kl. 4, men observerede ellers intet. Maatte da paa Grund af det haarde Vejr vende og søge tilbage under Bornholm.

* * *

Dampskibet "Jarl"s Skæbne er stadig uafgjort. Til Ritz. Bur meldes Listen over Passagererne:

Fra Nexø: Margrethe Karoline Hansen. Andreas Dahl, Julius Kofod.

Fra Svaneke: Frøken Sofie Ipsen, Søren Peter Olsen. Frøken Mathilde Rasmussen. Hr. Preitz, Hr. Madsen, Styrmand Brix fra Ibsker, Albert Petersen fra Svaneke.

Fru Gudhjem: ingen.

Fra Allinge: Bødker Holm.

Fra Hasle: Kjøbmand Kløcker, fhv. Byfogedfuldmægtig Nielsen, Frøken Clausen.

Besætningen bestod af Kaptejn Davidsen, Maskinmester Emanuel Dam, Styrmand Karl Andreas Hansen, Fyrbøder Hans P. Holm, Fyrbøder Carl August Frederiksen. Matroserne Jens Chr. Hansen. Andr. Peter Holm, Niels Lorentzen, Julius Petersen. Endvidere Jfr. Emma Olsen og Restavratrice Fru Larsen. En Kok ubekjendt.

* * *

I Gaar er intet Drivgods fundet, og "Jarl"s Skæbne har vakt stor Bekymring over hele Øen. Dampskibet "Erna" er udsendt for at søge efter det.

* * *

Et Telegram fra Nexø til Fritsche & Ko. melder svigende Fortegnelse over "Jarl "s Besætning og Passagerer.

Disse er:

Besætning: Kaptejn Davidsen. Styrmand E. A. Hansen, Maskinmester E. S. Dam. Fyrbøder P. H. Holm. Matroser: J. E. Holm. A. P. Holm. R. Lorentsen. Julius Petersen. Kok Diemar. Alle Familiefædre. Sidstnævnte fra Kjøbenhavn. De andre fra Rexø. Fyrbøder C. A. Frederiksen, ugift. Gilleleje. Jomfru Emma Olsen Restavratrice. Mdm. Larsen, født Gothardt.

Passagerer: Nexø: Andreas Dahl, Julius Kofoed. Margrethe Pouline Hansen. Alle unge Mennesker.

Svaneke: Frøken Sofie Ipsen, Sømand Peter Olson af Ibsker, Freitz af Holbæk, Madsen, Landmand ved Roskilde, styrmand Brix af Ibsker, styrmand Albert Petersen. Frøken Mathilde Rasmussen, begge af Svaneke. 

Allinge: Bødker Holm af Allinge, Kjøbmand Kløcker af Hasle og forhenværende Fuldmægtig Nielsen af Kjøbenhavn.

(Listen blev i senere artikler korrigeret for mindre fejl).

Kaptejn Davidsen,

"Jarl"s Fører.

Kjækkere Sømand, bravere Menneske, end Kapr. Davidsen var, skal der ledes efter. Alle, der kjendte ham, holdt af ham. Man kunde ikke andet. Hvem der én Gang havde sejlet med ham og lagt Mærke til hans Færd, glemte ikke denne Type paa en Sømand, denne tæt byggede, djærve Skikkelse med det aabne, ærlige Ansigt, det blonde Fuldskæg og de milde blaa Øjne med det viljestærke Ildtryk.

Han var som skabt til at betræde Kommandobroen paa et Skibsdæk. Og saa var han saa god, høflig og venlig mod alle. Ingen glemte han, fra den ringeste til den største af sit Skibsmandskab.

Og, naar de stakkels Dækspassagerer, der ikke havde Raad til at betale en 1ste Klasses Billet til den lune Kahyt med de gode Køjer, sad og frøs - ja saa skulde han nok sørge for, at de fik et Tæppe over sig eller en lun Krog at ligge i, hvis han ikke, hvad ofte hændte i haardt Vejr, lod dem saa en Plads i Spisekahytten eller Salonen.

Men Davidsen var forvoven.

Selv om Pinden peb i hver en Tovende, og Stormen piskede det sprøjtende Skum over hans Skib, der krængede og duvede mellem de haarde Krapsøer i Hammervandet, saa sejlede han alligevel. Naar Rønne-Dampskibenes Førere - hvem ingen, som kjender dem, vil sige et nedsættende Ord om - ikke turde vove sig ud, saa har det hændt flere Gange, at Davidsen stak i Søen.

Næppe har nogen i vore indre danske Farvande haft vanskeligere Sejlads end han. At løbe ind i Svaneke, Gudhjem og Allinge Havne, der er sprængte i Klippen, hvor han skulde vogte sig for Skær ved de smalle, bugtede Indløb med det grunde Vand og han har vist mangen en Gang skrabet Bunden blank paa "Jarl" og hugget mod Klippen - det var ingen Spøg i uroligt Vejr. Og dog har det altid gaaet godt.

Naar en Mand har Evner og Kræfter til at udfylde sin Plads, som Davidsen havde, og han altid har Lykken med sig, saa ligger det saa nær at undervurdere Faren. Og Davidsen har sikkert ikke i Tirsdags Nat haft Anelse om Faren og den vaade Grav, han fandt sig paa over 30 Favne Vand, før det var for silde.

"Jarl", som i 1885 var bygget i Helsingør, var et 1ste Klasses Staalskib, 133 Fod langt. 21½ Fod bredt og 115½ Netto Reg. Tons med 108 Hestes Kraft, stak 6-7 Fod og lastet godt 8-9 Fod dybt. Det var jo bygget til at kunne anløbe de grunde, østbornholmske Havne. Men det havde en forholdsvis høj Overbygning og var derved noget rankt, saa man kan godt forstaa, det kan være kæntret ved at vende ude i den oprørte Sø. "Jarl" havde efter Forlydende en levende Dækslast af over 100 Svin og en 30-40 Kreaturer. Naar i en saadan Storm Skibet faar Bredsiden til Luvart, en Braadsø over sig, saa Svin og Kreaturer, hvis Fortøjninger brister, rutscher mod Læsiden, saa kan Skibet være drejet rundt og gaaet til Bunds i et Øjeblik. "Jarl" plejede man at have assureret, Ladningen derimod ikke.

At saa mange Menneskeliv gaar tabt i vore indre Farvande, er Gudskelov en Sjældenhed. Det kan derfor ikke andet end berøre alle pinligt, naar en slig Søulykke træder os saa nær ind paa Livet. Men paa Bornholm er der Folkesorg. Paa en lille Ø som denne, hvor man i saa stor Udstrækning kjender hinanden, føles sligt saa haardt.

Men ogsaa de mange Bornholmerrejsende vil savne deres kjære Kaptejn Davidsen.

Hans Minde i Ære!

En Bornholmer

(Morgenbladet (København) 8. marts 1890).

Kaptajn Mathias Hermann Koefod Davidsen (1841-1890) havde sejlet ruten i 13 år (før med "Erna"). Ifølge Kjøge Avis skal han have udtalt at "Der skal aldrig komme nogen Storm, som er saa stærk, at den skal kunne forhindre mig i at gaa ud!" Og stak ofte ud selv om andre erfarne kaptajner foretrak at forblive i havn i stormvejr. I “København”, 8. marts 1890 blev han beskrevet som “en djærv og sluttet sømandsskikkelse med mørkebrunt Fuldskæg og smukke blaa Øjne. Han var kendt som en forvoven Sejler og som en ægte Ulk af den gamle Skole.” Besætningen var ligeledes erfarne folk.

Allinge Havn. Her lagde "Jarl" til for sidste gang i 1890, og stævnede ud igen. Der har ikke været meget plads til skibet i havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

“Elisabeth” var stærkt overiset og holdt sig gående op mod søen uden mulighed for at vende. Først kl. 6 kunne skibet vende tilbage mod Allinge. Her så man ingen grund til at rapportere det hændte, da man antog at “Jarl” enten var gået tilbage til Allinge, eller fortsat rejsen. 

Et par timer senere stødte “Louise” ind i en del vraggods, ligesom fiskere fra Tejn dagen efter fandt 17 druknede svin, kasser med fersk laks og røget sild mm. drivende i søen 3 mil nordøst for Hammeren" (Folketidenden - Ringsted, 7. marts 1890). Fredag den 7. marts tilbød Tietgen ifølge at udseende et eller flere dampskibe til at eftersøge “Jarl”, men da var dampskibet “Erna” allerede udsendt fra Nexø.  I den kommende tid fandt man vraggods så langt væk som Øland en skibsåre og i Simrishamn en redningsbøje fra “Jarl”.

Søforhør blev afholdt i Sø- og Handelsretten, lørdag den 8. marts hvor “Elisabeths” besætning afgav søforklaring.

"Jarl"s Forlis

Sent iaftes kom en Udskrift af Søforklaringen os i Hænde. Vi meddele nedenstaaende et kort Uddrag.

- For Retten mødte Skibsmæglerfirmaet Schiøtt & Hochbrandt ved Skibsmægler Willer, der begjærede Forklaring modtaget af Besætningen paa Dampskibet "Elisabeth" af Kjøbenhavn. Ligeledes var mødt Grosserer Fritsche som Forretningsfører for det østbornholmske Dampskibsselskab og Hr. Barfoed for det kgl. octr. Søassuranceselskab.

Kaptainen paa "Elisabeth", Martin Frantzen, afgav først Forklaring. Han forklarede bl. A., at "Elisabeth" den 4. d. M. om Aftenen omtrent Kl. 11 a 11½ var passeret Allinge, og at han der har set en Damper forlade denne Bys Havn. Denne Damper, der løb stærkere end "Elisabeth", passerede dette Skib, idet den holdt sig noget nærmere inde under Hammeren.

Kl. 12 tog 2. Styrmand Vagten. Kaptainen blev paa Kommandobroen indtil Kl. 1, da han begav sig ned i Bestikluaf'et. Resten af, hvad han meddeler om den fremmede Damper, man har set, er derfor kun Referat af Styrmandens Udtalelser, samt Beretning om, at han vendte med sit Skib Kl. 6 Morgen og gik tilbage til Allinge Rhed uden at se noget, der kunde tyde paa, at en Søulykke havde fundet Sted.

Anden Styrmand Carl Martin Groth Petersen forklarede, at det Kl. 12, da han overtog Vagten, var haard Storm af Sydvest med meget høi Sø. Del var sigtbart Veir og maanelyst. Da han kom paa Dækket, saaes forude i ikke stor Afstand en lille Damper, som tydeligt kunde ses med blotte Øine. Indtil Kl. 12½ kunde Styrmanden se Damperen, men saa kunde han ikke se den, indtil Kl. 1, hvorimod Røgen fra Skorstenen dog var synlig. Strax før Kl. 1 fik Styrmanden Damperens Toplanterne og røde Lanterne at se, han er sikker paa, at disse Lanterner tilhørte samme Damper, som han i lang Tid havde set. Lanternerne vare imidlertid kun synlige i knap et Minut, og Styrmanden saae derefter ikke mere til den omhandlede Damper. Han antog, at Damperen havde faaet en Sø over sig og derfor var bleven lagt op mod vinden, og derved havde dreiet noget mere til Bagbord. En Dreining til Styrbord havde atter skjult Lanternerne.

Omtrent 20 Minuter efter gik "Elisabeth" igjennem en stor Mængde Kasser, der laa tæt ved hverandre i Vandet. Styrmanden saae ikke Andet flyde paa vandet, og hørte heller ikke Raab eller Skrig eller Noget, der kunde tyde paa, at en Søulykke havde fundet Sted. Han antog, at de Kasser, han observerede, vare tomme Kasser, som Damperen havde havt paa sit Overdæk, og som var skyllede over Bord, idet Skibet havde faaet en Sø over sig. Styrmanden meldte ikke Noget) om det Passerede til Kaptainen, men gik først ned til ham i Bestiklukafet Kl. 2, for at melde, at "Elisabeth" havde faaet en Sø over sig, og at Noget var blevet slaaet løst. Til Kaptainen fortalte han da ogsaa, hvad han havde set, og om de mange Kasser Skibet havde passeret.

Da "Elisabeth" passerede Kasserne var det i en Afstand af ca. 3/4 Mil fra Hammerhus Fyr.

Saavidt Styrmandens Forklaring.

Desuden afhørtes Matros Chr. Lisbjerg Poulsen og Jungmand Thorvald Lauritz Peter Larsen, hvis Forklaringer i alt Væsentligt stemmer overens med Styrmandens. Særligt ere Alle enige om, at de, da den store Masse Pakkasser observeredes, vare af den Formening, at de hidrørte fra den omtalte lille Damper der havde faaet dem skyllet over Bord af en Sø. At der var hændet en større Søulykke, faldt Ingen af dem ind. Ligeledes er der heller ikke Nogen af det Vagthold, som var paa Dækket paa det omhandlede Tidspunkt, der har hørt noget somhelst Nødraab.

Ingen af dem har paa det nævnte Tidspunkt set nogen anden Damper end den, hvor om Talen hele Tiden har været.

(Dagens Nyheder 9. marts 1890).

Styrmanden udtalte at: “Sætte Baade ud fra det lille Fartøj i saadan et Herrens Vejr! De vilde straks være bleven fyldte med Vand eller knuste mod Damperens Sider”.

Kysten ved Hammeren, Nordbornholm, her ved Blåskinsdalen. Utilgængelig, selv hvis man skulle lykkes med at redde sig i land. Og fyldt med farlige klipper. Men kaptajn Davidsen var en erfaren sømand så han har helt sikkert styret langt uden om alle de undersøiske farer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skibet blev sidst set kl. 2 af et andet dampskib “Louise” ovenfor Hammeren. Men besætningen på “Elisabeth” afgav flest vidnesbyrd. Skibets førstestyrmand udtalte til bladet “København” lørdag 8. marts 1890 (først senere bliver han klar over hvad han har set, og sender meddelelse til Bornholm den 10. marts):

“Det var et forrygende Vejr; Søen gik højt; der blæste en orkan. Skibets Officerer var i Tvivl om hvorvidt man kunde forcere Sejladsen i det haarde Vejr, eller om man burde søge ind under Bornholm for at ride Stormen af …” Her så man så en damper svinge ud fra Allinge: “Den fremmede Damper holdt sig nærmere til Land end “Elisabeth”, og i nogen Tid fulgtes Skibene jævnsides ad. Omtrent ved Ettiden bemærkede da “Elisabeths” anden Styrmand den Skiften med Lanterner ombord paa “Jarl”, der er omtalt i Fritsches Beretning. Kort efter forsvandt Lanterne ganske, “Jarl” blev borte i Uvejrstykningen og Mørket”.

“København” og "Dagens Nyheder" antydede en konkurrence mellem det øst- og vestbornholmske Dampskibsselskab. Bornholmerne ville ikke kendes ved andre dampskibsselskaber end deres eget. Det ene rederi i Rønne med skibene "Hejmdal", "Hjalmar", "Scandia" og "Thor", det andet og nyere rederi i Nexø for Østbornholm med "Jarl" og "Erna". "Scandia" blev under stormen liggende i Rønne.

"Jarl"s Forlis

Det større Kjendskab til bornholmske Forhold "Dagens Nyheder" har frem for sine kjøbenhavnske Kolleger, har bevirket, at vore Udtalelser om "Jarl"s Forlis og de Omstændigheder, der staa i Forbindelse med Ulykke, have vakt ikke ringe Opsigt paa Bornholm. 

Vi har modtaget flere Breve, hvori er blevet udtalt en Tak for den korrekte Fremstilling særligt hvad "Kapseiladsen" (dette Ord bruges i et af Brevene) mellem det østbornholmske og Vestbornholmske Dampskibsselskab angaaer.

Naturligvis ere de i Sagen Interesserede ikke slet saa tilfredse med vor Kritik.

En journalistisk Skiftning, der "Bornholms Dagblad", og som udgaaer Nexø, har i Torsdags taget Affære for Østbornholmerne, men det er rigtignok sket paa en saadan Maade, at alle, der har haft Noget med "Jarl"s Rhederi at gjøre, maa sande det gamle Ord: "Gud fri os for vore Venner." - Ja hvis Skjældsord var Argumenter, saa var det en anden Sag.

Kun paa et Punkt skal vi anholde det lille Blad. Det paastaaer, at vi har sagt, at der paa Bornholm hersker Uvillie mod den til Fordel for de ved "Jarl"s Forlis Efterladte paabegyndte Indsamling. Denne Paastand er med et mildt Ord Usandhed. Vor Udtalelse gik ud paa at man undrede sig over, at "Jarl"s Rhederi ikke paa Øen havde stillet sig i Spidsen for Indsamlingen - og det var sandt. Som man vil se af nedenstaaende Brev fra Rhederiet, er dette nu forandret; den 11. ds. er der fra Rhedere og Aktionærere udstedt Opfordring til Indsamling.

Fra Rhederiet har vi som sagt modtaget nedenstaaende Brev, hvilket vi ikke har villet nægte Optagelse, da det er af Interesse, at den sørgelige Begivenhed belyses fra alle Sider.

Dog maa vi fastholde vor oprindelige Fremstilling af Sagen undtagen paa et Punkt. Vi ere nemlig blevne gjorte opmærksomme paa, at den Gang - sidste eller maaske forrige Sommer - Kaptain Davidsen med "Jarl" anløb Hasle Havn i Storm, fordi Signal til at anløbe Havnen var heist, var det ham, der i tre Dage ikke kunde slippe ud af Havnen igjen paa Grund af Stormen; det var altsaa ikke som feilagtig anført Rønneskibet.

Hermed give vi Rhederne Ordet.

Nexø, den 13. Marts 1890.

Hr. Redaktør!

Den sørgelige og gribende Ulykke, der har ramt Dampskibet "Jarl", har rakt Bevægelse og Deltagelse over det hele Land. Intet Under, at dette giver sig tilkjende gjennem Bladene, og at man søger efter Aarsagen til Ulykken. Ogsaa Deres ærede Blad har indhentet Oplysninger herom og meddelt disse i Nr. 66 og 69; men vi maa beklage, at Deres Kilde har givet urigtige Meddelelser i flere Punkter. Vi tillade os derfor herved at bede Dem optage følgende til Berigtigelse, for at ikke de Vedkommende skulle komme til at staa i en falsk Belysning.

I Nr. 66 meddeler De saaledes, at Ladningen bestod af "Kreaturer samt Fragtgods, nærmest anbragt paa Dækket" og "at Lasten var forholdsvis tom". Hvis dette forholdt sig saaledes, vilde det været urigtigt at gaa tilsøes med Skibets men Kapt. Davidsen var for dygtig en Sømand til ikke at sørge for en forsvarlig Lastning. Skibets Ladning bestod af:

Centner

Sæd, Smør og Diverse ............. 800
Stenballast ................................ 300
Kul ............................................ 330
I alt  i Lasten ........................... 1430

Mellemdækslast

105 Svin a 185 Pd. ................... 194
11 voxne Kreaturer a 800 Pd ..... 88
22 Kalve a 250 Pd ..................... 55
I alt paa Mellemdækket ............ 337

Paa Overdækket slagtede Svin og Kalkuner samt tomt Gods af Vægt ca. 84 Centner. Ladningen var altsaa netop en passende og god Last at seile paa.

I Nr. 69 anføres, at Konkurrencen mellem de to paa Bornholm værende Dampskibsselskaber har været "mere en skarp", og som Bevis herpaa meddeles, paa samme Tid som Rønne Damperen blev liggende i 3 Dage i Havnen paa Grund Storm, maatte Kaptainen paa det østbornholmske Skib under en forrygende pastands Storm paa Kjøbmændenes Forlangende derom gaa ind i Hasle Havn ifølge en Ordre, trods Kaptainen ansaa det for farligt.

Denne Meddelelse kaster Skygge over Rhederiet og Kaptainen.

Sandheden er, at Kaptainerne ingen "Ordre" have, men handle fuldkommen frit. Det er og var dygtige Mænd, hvem Rhederiet med fuld Tillid har overdraget, selv at tage Bestemmelse efter eget bedste Skjøn, angaaende Seiladsen og Havnens Anløb, derfor ingen anden Ordre have at følge deres egen. Men hvad Exemplet angaar, er det baade Usandhed, at Hasle under saadanne Forhold er anløbet, og Usandhed, at noget af Postskibene i sidste Sommer er blevet liggende i 3 Dage i Havnen paa Grund af Storm.

Forøvrigt hænder det ikke sjældent, at Østlandets Baade udgaa og udføre deres Tur til Kjøbenhavn med haard vestlig Storm, samtidig med at Rønneskibene blive liggende, af den Grund, at Østlandets Skibe kunne begynde deres Reise fra en Havn, der ligger i Læ, f. Ex. Allinge paa Østkysten af Bornholm, medens Rønneskibene kun udgaa fra Rønne, hvor Stormen er lige paa Havneindløbet.

At Stormen Natten mellem den 4. og 5. ds, ikke har været saa voldsom haard og ikke haardere end, at almindelige Fragtdampere kunde holde det gaaende imod den, fremgaar jo tydeligt deraf, at Dampskibet "Elisabeth" fortsatte sin Reise i 4 a 5 Timer imod Stormen, efter at Ulykken var overgaaet "Jarl"; og det, at de østbornholmske Dampskibe af og til kunne afgaa og udføre deres Reise til Kjøbenhavn, medens Rønneskibene paa Grund af Veirforholdene maa blive liggende, har ingenlunde sin Grund i den saakaldte usunde Konkurrence, men foruden de forberørte Havneforhold, ogsaa sin Grund deri, at de førstnævnte Skibe ere byggede med fuld Overbygning, for netop i haardt Veir at kunne beskytte de levende Kreaturer, Svin, Kalve, Faar m. m., som hver Reise overføres, medens af Rønneskibene kun det ene, "Thor", er indrettet derpaa. Det vil let ses, at et Skib, der er fuldt overbygget, kan uden Vanskelighed udføre sin Tur, selv da, naar et Skib, der ikke er forsynet med Overdæk, maa blive liggende.

At Deres Meddeler allerede den 10. ds. kunde fortælle, at det har vakt Misstemning paa Bornholm, at ikke det østbornholmske Selskab var gaaet i Spidsen med et Klækkeligt Bidrag, er ogsaa forunderligt; thi først igaar, den 11., udsendtes Opfordringen til privat Indsamling her paa Bornholm.

Saa vidt vi have erfaret, er der netop den største Medfølelse over hele Bornholm, som har givet sig tilkjende paa mangfoldig Maade, og endogsaa mange Aktionærer af Rønneselskabet Høve, den "skarpe" Konkurrence uagtet, velvilligen og af selv sluttet sig til Opfordringen om Indsamling. Vel har Selskabet som saadant ikke stillet sig i Spidsen for denne private Indsamling, men derimod har Bestyrelsens medlemmer og de større Aktionærer som private Mænd gjort det, og med en Bidragstegning for hver især, som efter Forholdene maa anses "klækkelig". Vi tro, at det netop saaledes er den rette Maade at henvende sig til den private Godgjørenhed paa, og det skulde gjøre os meget ondt, om Deres ærede Blad skulde kølne den store MedføleleIse, som hidtil har givet sig tilkjende med Hensyn til at hjælpe de Forulykkedes trængende Efterladte.

Hermann Munck, Kjøbmand, Vicekonsul i Nexø. P. Berg, Kjøbmand, O. E. Sonne, Granitbrud- og Stenværkseier

(Dagens Nyheder 17. marts 1890).

Læs mere på Nexø Museums hjemmeside. 

Bl. a. Nationaltidende 10. marts 1890 og Kjøge Avis 8. marts 1890 beskæftigede sig med passagerne. Fx købmand Kløcker fra Hasle som havde et kontantbeløb på 35.000 kr på sig bestemt til regninger og indkøb i København. Og også at et selskab på 16 unge mennesker fra Bodils Sogn i sidste øjeblik ombestemte sig og tog over Rønne i stedet for at sejle med “Jarl”. Aviserne skrev at skibet ikke kunne forblive i havnen da det begyndte at slå mod bunden. I Dagens Nyheder den 10. april 1890 var en ondartet spøg, nemlig et falsk brev af kaptajn Davidsen.

På Bornholm blev alle forlystelser, såsom baller, fester, bazarer og lignende udsat eller opgivet, og “længe vil det vare, ja vel aldrig ske, saa længe den nuværende Slægt lever, at Bornholmerne, der alle som een føle med den danske Sømand, glemme den skete sørgelige Katastrofe” (Nationaltidende, 10 marts 1890).

Det østbornholmske Dampskibsselskab opkaldte en passagerdamper efter kaptajnen, “M. Davidsen”. Dette skib led næsten samme skæbne ved en stranding i maj 1901. Som “Jarl” i nærheden af Allinge. Skibet huggede sig fast mellem to klipper. Dog blev både kaptajn Hansen og passagerer reddet. Men skibet sprang læk. Det lykkedes at bjerge skibet, om end i stærkt beskadiget tilstand. Det blev 1919 solgt som ruteskib i Island, og omdøbt til Sudurland. Fra 1936 anvendt som bolig for arbejdere på en sildeoliefabrik i Djúpavig på Island.

Bornholms Social-Demokrat 9. november 1915 noterede ved en voldsom storm at “fortsat Sejlads tvers af Søerne kunde have ført til en Gentagelse af “Davidsen”-Katastrofen”.

Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) blev inspireret af begivenheden til i 1893 at skrive novellen "Da Jarl gik under", gengivet i “Julefortællinger”. I alt væsentlig en samtale mellem den fiktive kaptajn Lykke som kommer til Allinge for at hyre kaptajn Davidsen som styrmand. Uddrag blev bragt i adskillige aviser. Hvor megen realisme der er i fortællingen, melder historien ikke om. Et par udpluk fra novellen:

"Nede ved havnen, der som et firkantet bassin er sprængt ud i granittens hårde bund, herskede et vist røre. Det var tirsdag aften: man ventede Jarl fra Neksø, og i en lille by er et lille skibs ankomst en stor begivenhed som nok formår at samle en snes mennesker på molen. Og så mange var der omtrent: lastdragere, passagerer og så den evindelige flok af dem, der skulle sige farvel, og dem, som ville se andre rejse. Det var jævne, dagligdags folk: landbrugere, handelsrejsende, sømænd - turisternes strøm var endnu ikke væltet ind over øen. Dertil var man for tidligt i våren; man skrev den fjerde marts, og først med pinsesolen kommer de fremmede dragende ..."

... "Han drev langsomt op ad Allinges små, slet oplyste gader, kom forbi kirken og vedblev at gå lige fremad. Der var så stille her, syntes han, så indeklemt - han måtte op på højderne for at trække luft. Men da han nåede derop, slog stormen ham i møde med ustandselig kraft. Støv og granitgrus føg ham i ansigtet; han måtte vende om og ned ad bakken igen. Han søgte tilbage til hotellet. I gæstestuen sad et par prangere og spillede sjavs; i de andre stuer blev der drukket toddy og pratet politik." 

Specifikt om tirsdag den 4. marts 1890 skrev Bergsøe:

"Mørket faldt tættere og tættere, men ude på søen, langt ude, tændtes den ene lanterne efter den anden, tegn på, at vejret var hårdt, og at mangen en sejler ønskede at ride stormen af derude i læ under kysten, frem for at vove sig ud i Hammer-vandets urolige bølger."

Bergsøe forestillede sig skibet således:

Dækket var allerede stærkt belemret med laksekasser, sildekurve, ost i stabler og smør i fjerdinger. Det lignede næsten et flyttedagslæs. Forude lød grynten af svin, blandet med gennemtrængende hyl, og over hele dækket lå en atmosfære af svinesnavs, røgede sild og gammel ost, som var alt andet end appetitlig.

Forliset blev på 25 årsdagen mindet i Bornholms Tidende, 5. marts 1915.

Et formodet vrag af "Jarl" blev fundet af dykkerne Lars Philipsen og Jesper Munk, ifølge TV Bornholm 7. januar 2014 (serien "I Østersøens Dyb" 2018). De fandt rester kufferter, og kreaturknogler samt årstallet 1885. Dykkerne fandt derimod ikke noget ror, kun de to bøsninger fra kølen, men ingen roraksel. Deres teori er derfor at det faldt af og at skibet herefter var overladt til stormens gøren og laden. Det kan være blevet slået løs ved grundstødningerne (der blev kun tjekket for læk), og da roret for alvor skulle stå sin prøve i stormvejret, faldt det af. Skibet var prisgivet uanset hvor gode søfolkene så end måtte være.

En medhjælper hos ekspeditøren i Allinge Emil Bohn blev afgivet 24 år efter forliset. Han skal være den sidste der talte med kaptajn Davidsen: "Jarl" var så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin. Så der var tilsyneladende ikke den store bekymring da det under aften blæste det op til storm:

"kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået."

Det sidste hentydede til fremsatte mistanker om at "årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres." "Jarl" fortsatte til Allinge, da alle andre havne var blevet lukket. På grund af lavvande begyndte skibet at hugge mod klippebunden af Gudhjem Havn. Og muligvis havde skibet taget skade af det. 

I udsendelsen påstås at hændelsen modsat Titanic "dårlig (blev) omtalt i datidens aviser". Det står dog noget i modsætning til antallet og omfanget af ovenfor bragte artikler, samt de øvrige adskillige opfølgende artikler i samme aviser, samt stort set alle lokalaviser landet over i så forskellige aviser som Skive Avis, Frederiksborg Amt Avis, Viborg Stifts-Tidende, Jyllandsposten, Nationaltidende, Vendsyssel Tidende, Horsens Adresseavis, Korsør Tidende, Folketidenden og Kjøbenhavns Børs-Tidende. At det nedtonedes efter ca. en uge hænger vel sammen med at det hurtigt blev klart at skibet var gået ned med mand og mus - modsat Titanic hvor aviserne kunne berette om de overlevendes skildringer.

En Strandingsauktion. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. maj 1879 strandede den 1145 tons store amerikanske fregat "China" på Lyngby Strand i Nordjylland. Den var ladet med 4501 baller bomuld til en værdi af ca. 2 mill. kr. Skibet skulle fra New Orleans til Reval. Af besætningen blev af redningsbåden ilandbragt 14 mand. Kaptajn Barker af Bath, dennes Kone og 2 Mand blev ombord. Skibet stod inden for den yderste Revle. To bjergningsdampskibe fra hhv. Frederikshavn og Helsingør kom til stede. Men kunne ikke bringe Fregatten flot.

Ladningen blev losset over på bjergningsdampskibene. Det forhindredes dog af blæsten i nogle dage. Og kun en del reddedes. Dykkerdampskibet "Frederikshavn" reddede ca. 250 baller bomuld, Bjergningsdamperen "Øresund" bragte 329 baller den 15. maj og 10. juni 295 baller. Bomulden indsugede vand og udvidede sig hvilket medførte et tryk på skibets sider og dæk.

En strandingsauktion fandt sted 9. juni 1879 ved strandfoged Mikkelsens gård i Lyngby. Den 14. juni 1879 blev skibet sønderslået i stykker, masterne faldt m.m. og kun et stykke af agterskibet stod endnu. Der resterede da stadig ca. 1.500 baller bomuld som den efterfølgende tid drev i land. Den 30. juni 1879 fandt endnu en strandingsauktion sted:

F. Sehested: Baadestrand ved Lønstrup. Illustreret Tidende nr. 1258, 4. november 1883.

Det er en underlig Skæbnens Styrelse, at Jyllands Vesteregne ved det aabne Hav, hvor Stormen ikke tillader Plantevæksten at naa Tømmerets Højde, og som derfor kan kaldes træløse, alligevel ikke savner Træ eller Ved. Den samme Magt, der hindrer Træet at vokse paa Kystegnene, bringe idelig og altid Træ til Kysterne; intet Døgn gaar hen, uden at Havet opskyller større eller mindre Vragstykker paa Havstokken. Ved Kysterne findes alle Vegne Strandfogder, hvis Hverv det er at samle det Bjergede, og, naar det forgæves er efterlyst med Angivelse af Mærke, saa bliver de af og til af Øvrigheden indvarslet Strandingsavktioner, hvortil da efter Omstændighederne mødes fra en vid Omegn. 

Det er Skade, siger "Fredagen", at vore Malere ikke hyppig indfinder sig ved en saadan Lejlighed. De kunde der faa Stof til et broget Billed af Folkelivet. Den store amerikanske Tremasters Stranding paa Lyngby Strand i Børglum Herred havde saaledes Mandagen den !»de Juni samlet store Skarer til en saadan Strandingsavktion.

Det var kun faa Skridt fra Skrænten. Der stod Folk og saa ned mod Kysten, hvor Skibet endnu ligger med sine tre Master paa den vældige Krop. Udenfor laa to større Dampere, der saa nok saa smaa ud, stadigt i Færd med at bjerge Skibets kostbare Bomuldsladning. For at Dykkerne kunde komme til at hægte Pakkerne i Lasten, der nu staar under Vand, maatte man med Dynamit sprænge Mellemdækkene, hvorved ogsaa adskillige af Bomuldspakkerne slyngedes ud og bjergedes paa Kysten som Vraggods. De øvrige Pakker, der bringes over paa Damperen, kom ikke med paa Avktionen.

Strandfogdens Gaard er som en almindelig sammenbygget Bondegaard. Strandfoged Mikkelsen er tillige Sognefoged i Lyngby Sogn; han er rask og hurtig i sine Lader. I hans Gaard er der i denne Tid hørt en Mængde levende Sprog foruden det danske i flere Mundarter. Den amerikansle Kaptajn Barker, der har hørt mange Slags Sprog i alle fem Verdensdele, skal have ytret, at medens fan dog altid kunde opfange enkelte Udtryk andet Steds, saa var og blev det Danske ham ufatteligt; men, føjede han til, naar de Danske tale ivrigt  i Munden paa hinanden, "mon de da ogsaa selv forstaar hinanden!"

Fra den enligt liggende Gaard vajede paa Avktionsdagen Danebrog. Mellem Gaarden og Havskrænten er der et lidt skraanende Grønsvær, og der laa spredt de, som det hedder i Avktionssproget, "sælgende" Genstande. De optog en lille Fjerdingvej i Omkreds. Øverst laa Vragstumper, Brædder, Brudstykker af Rælingen, kortere og længere, saa meget som et halvt lille Vognlæs. Der var hele Rækker af saadanne.

Aktionarius bestiger Bunken. 1 Krone er buden; hele Mængden trænger sig sammen; der er flere om Budet. Listeførerne følger med; Slaget falder. De Lykkeliges Navne og Bopæl optegnes. Bunkerne gik først i 3 a 4 Kr., men hen paa Aftenen, da de halve Bajere fra et meget søgt og temmelig stort Telt havde oplivet Stemningen, steg Priserne saa højt, at tilstedeværende Købmænd tilbød nyt Tømmer for samme Pris.

Der kan af Skroget blive sagtens ti saadanne Auktioner til, hvad Træ og Ved angaar; men med Hensyn til de andre Varer bliver ingen som denne. Man kan danne sig en Forestilling om Skibets Størrelse, naar man hører, at der laa en hel Række Kahytsdøre, 4 i hver Bunke, smukke men smalle med gode Laase og Glashaandtag. De gik fra 10 Kr. og højere.

Men saa var der Sejlene; de dannede udfoldet lige som en vældig Blegplads.  Storsejlet, aldeles ny, var saa stort som en større Gaardsplads. Her dannede de Lysthavende en stor Firkant og bod fra alle Sider. Det var kyndige Folk, der fik disse Varer for god Pris. Et af de største Sejl solgtes for ca. £0 Kr.

Midt imellem Boderne vandrede Kapitajn Barker, hvis Hustru bor inde hos Strandfogden. Han ligner aldeles ikke en dansk Sømand. I sorte Klæder med hvid Krave og Armene over Kors lignede han mere en dansk Skolelærer. Han pegede af og til paa en Genstand for al vise, at den var god. Men det maa have været underlige Tanker, hvormed han var Vidne til dette sørgelige Skuespil.

(Sluttes.)

(Social-Demokraten 15. juli 1879).

(Sluttet.)

Vi forlader Træbunkerne, Skibsdørene i og Sejlene, og i Forbigaaende skal vi kun nævne, at der ogsaa var Bure til Fjerkræ, Tønder, Kurve, Jernskuffer, svære Tov baade af Hamp og af Jerntraad. Disse, der saa ud som Slanger, der bugtede sig hen gennem det tynde Græs, købtes af herboende Landmænd for at optrævles og bruges til Jerntraadshegn om deres Marker.

Op paa Dagen indfinder sig nye Lysthavende. Man ser Omegnens Proprietærer, Godsforvaltere og Forpagtere, der danner sig Østen for Gaarden en formelig Vognpark, hvor Bøndervogne og Herskabsvogne staar blandet mellem hverandre, og hvor Vendelboens stærke og store Heste fraspændt venter roligt paa Hjemfærden. Det bliver dog ikke derved. Selv fra Hiørring og Frederikshavn for ej at tale om Løkken og Lønstrup indfinder sig Gæster til Strandingsavktionen. Endogsaa Wienervogne vinder derud, uagtet de sandede Veje, hvor man ligesom kører i fugtigt puddersukker, som dog ikke smager Hestene videre godt.

At der kommer saa fine Avktionsgæster, har sin gode Grund; ti Auktionen omfatter ogsaa andre Genstande end dem, der ligger udbredt paa Klitmarken. Inde i Strandfogdens Gaard ligger der Tønder mærket P og B; det er amerikansk Kød og amerikansk Flæsk. Saa gaar man ind i Smaakamre. Der ser man hele Kasser mide af hermetisk henkogte Sager, Frugter, kondenseret Mælk, Extrakt af Kødsuppe, Tomater, Hummere osv. Der er Sække med grønne Ærter, Sække med vellugtende grøn Te, Sække med Kaffe, Sække med stakle Ærter, kort sagt en hel Mængde Fødevarer til at gøre Livet ret tiltalende paa en saadan flydende Ø, der vover sig ud paa Verdenshavet. Og der er Redskaber til indre Hygge om Bord: Stole og Sofaer med rødt Plyds, Spejle, Porcellansstel, ja endog en stor Musikkasse eller Spilledaase i stor Stil, og et - Skibsapotek. Tillige var der store Kompasser, hvoriblandt et, der laa i Sprit og aldeles roligt uden synlig Bevægelse pegede mod Nord. Desværre har disse vistnok ypperlige Redskaber ikke vist sig tilstrækkelige, da det gjaldt at finde Vej herop om Skagen; ti uagtet den, der stod paa Udkig, mærkede Uraad, styredes det svære Skib dog lige ind mod Land, hvad kun kan forklares derved, at den dygtige Kaptajn ikke har gjort Bestik med Hensyn til, at Strømmen kan have drevet Skibet flere Mil Sønder paa ud af dets Kurs rettet til at klare Skagen.

Men nu Genstanden for denne Fart: Bomuldsladningen, der var tiltænkt St. Petersborg, og som var i Stand til at bære alle en Rejses Omkostninger og endda skaffe Rhedere, store Handlere og Mellemhandlere rigt Udbytte! Man kommer uvilkaarlig til at tænke paa de Sorte, hvis billige Arbejdskraft bringer Bomuldshøsten til Veje. Man mærker, at man her staar overfor en af disse Omsætningsgenstande, hvis Kurs hver Dag telegraferes paa Verdensmarkedet, fordi det er Noget, Alle og Enhver bruger, stiver og skal bruge mere af lige til Ligskjorten. Man tænker paa Bomuldsspinderierne, hvor Maskiner og Arbejdere maa kappes om at gøre Produktet billigt; man kommer til at tænke paa den Mængde Manufakturbutiker, Udsalg med hvide Varer, alle Avertissementer i Bladene, der hidlokker Købere af Alenvarer, og saa Syerskernes Skare, der i Kamp med Symaskinerne giver disse Negeregnenes Urprodukt sin sidste Skikkelse.

Paa Salgspladsen laa der en Snes af disse kostbare Bomuldsbunker. De er af et Menneskes Længde og saa tykke som et fedt Svin. Ved hydraulisk Kraft er Bomulden presset i den Grad, at det Hele udgør en fast Masse. Omkring det Hele er draget et grovt Net, og hele den tunge Vægt holdes sammen af fire svære Jernbaand.

De henlagte Bunker havde lidt Noget ved Dynamitens Eksplosion, saa at de kridhvide Totter stak frem adskillige Steder; men til denne Vare var der ikke Købere ved denne Avktion, og disse Numere gik da ud. Hvor de nu en Gang vil lande, er jo uvist: men man kan tænke sig, hvordan en Mand kan blive rig alene ved at i kunne købe Partier af en saa kurant Vare til halv Pris. Han kan underbyde de Andre i Faget eller tjene den dobbelte Avance.

Og alligevel - hvor Mange er der ikke, der tjener ved denne Stranding. Dampskibsrhedere, Dykkere, Konsuler, Tolke, Mæglere, Auktionsholdere, Strandfogder, Bjergningsmandskab, Teltholdere, Brødsælgere, og saa den danske Statskasse, der tager Told af de fremmede Varer, dem af Træbunkerne, og som faar sin Del af Retssportlerne, der i sin Tid gjorde Retsbetjentembederne paa Vestkysten baade interessante og indbringende.

Med en god Kikkert kunde man fra det højtliggende Børglumklosier overskue hele dette i sit Slags mærkværdige Skuespil. En med Tingene Ukendt, som ikke vidste, hvad der var paa Færde, vilde undres over denne Sammenstimlen af Kørende og Gaaende paa denne øde Strand; ti skibet eller nu Vraget ses ikke mere, da den øverste Del af Vraget, der før ragede op over Skrænterne, nu er kappet og ligger paa Kysten til bedre Tider.

Veiret var mildt og sommerligt, saa at de Tilrejsende kunde søge sig en Plads i Græsset om vel fyldte Madkurve; ogsaa havde man købstadklædte Damer og Herrer som i Dyrehaven, kun manglede man Træerne.

Om Aftenen saas da Vogne med alle Slags Varer vende hjem hver med sin Fangst; Herregaardene bjergede de fleste Blikdaaser med henkogte Sager, men billige var de ikke.

Imidlertid kender man her ogsaa til, at der strander Skibe med sine Vine, Apelsiner og Sydfrugter. Saa faar Jyllands Kyster mev ut til daglig Dags alvorlige Udseende et livligt Præg; ti saa strømmer Alverden til Strandingsavktivnerne, og selv den nøjsomme Landboer og Fisker faar nu Forsmag paa Sydens Herligheder. Men man skal vogte sig i disse Egne. Det ene Øjeblik kan det være lunt og varmt som paa den mildeste Sommerdag med klar Himmel og lyseblaa Havflade; saa Øjeblikke efter kan en tæt, klam Havguse staa fra Søen ind over Land. Saa indhylles Alt i Taage, Aandedrættet tynges. Gigten kan indfinde sig i Ledemodene, og selv Sæden paa Marken kan paa en eneste Dag faa et uopretteligt Knæk.

Imidlertid er en Strandingsavklion under heldige Omstændigheder et Emne, der vel var værd at fæstne paa Lærredet. Dertil kræves imidlertid en rig Opfattelsesevne og en alsidig Fremstillingskunst; men det er en Side af vort Folkeliv, som det vil lønne sig at røre frem for Almenheden og et saadant Billede kunde blive lige saa populært som de Ernerske Amagerstykker og som Marstrands udødelige Billeder til Holbergs Komedier.

(Social-Demokraten 16. juli 1879).

Den 24. juli 1879 var der auktion over de ca. 1.400 bjergede baller bomuld. Købere kom fra England, Tyskland, Sverige og Norge. De blev solgt 5-20 baller ad gangen. Den 13. august og 4. november holdtes auktion over skibsvraget, ege- og fyrreplanker m.m. Den 23. april 1880 blev der afholdt auktion over inddrevet gods samt en del af vraget.

Bjergningsskibet Øresund var bygger på B&W 1865. I 1879 tilhørte det Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise. Det blev 1912 solgt til en russisk skibsreder og overtaget af den russiske marine i 1914 og ombygget til minestryger. Det forliste 1915 i isen i Gorlostrædet.