Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

Hovmester Einar Sørensen, "Ulvsund"-stormen 1921. (Efterskrift til Politivennen).

En gribende Jordefærd

Hovmesterforeningen bringer den døde sin Hilsen.

Kl. 11:45 i går formiddags samledes i det store kapel på Vestre Kirkegård et talrigt følge, der ønskede at vise hovmester Sørensen fra "Ulvsund" en sidste ære.

Fra Det Forenede Dampskibs Selskab var bl. a. mødt kaptajn Holst og chefen for provianteringsafdelingen Restrup. Desuden sås repræsentanter for søofficersforeningen og Dansk Sø-Rhederiforening med floromvundne faner.

I kapellet, hvor den afdødes grædende hustru og barn var genstand for dyb deltagelse, fandt en kort højtidelighed sted. Pastor S. Willi fra Davidskirken talte om livets storme, der i et nu kan ødelægge lykken i de små hjem, og han sagde, at som den lille damper "Ulvsund" sejlede ud på det uvisse, uden at kende sin frygtelige skæbne, således var livet fuldt af uvished og usikkerhed. Det gælder derfor om altid at være beredt på døden. Han nævnede også, at hovmester Sørensen en gang før havde lidt skibbrud - med "Mayland" - men den gang var hans tid ikke kommet. Nu måtte han, skønt han var en god svømmer, lade livet i bølgerne ved vore egne kyster. Og det maner os andre til at erindre, at de mænd, der af pligten kaldes til at befare havene, sætter deres liv i vove for vor skyld. Vi værdsætter ikke sømanden nok sagde pastor With. Vi tænker ikke til daglig over hvor meget vi egentlig skylder dem. Men ved en katastrofe som den, der har kostet hovmester Sørensen og hans brave fæller livet, tvinges vi til at indse vor tankeløshed, og samles da i medynk med de efterlevende.

Før denne korte tale havde man sunget "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl som har Fred". Nu stemte orglet i med "Tænk når engang den tåge er forsvundet", og idet afdødes kolleger, alle i uniform, bar den hvide, blomstersmykkede kiste ud, sang man "Døde kammerat. Han har kastet anker for sidste gang", sagde hr. Larsen, og vi håber og tror, at han nu er i god og sikker havn, for han var en god mand, en trofast kammerat, en pligtopfyldende arbejder på sin plads.

Disse jævne ord gjorde et dybt Indtryk, og da den sidste spadefuld jord var kastet på kisten, skiltes man med en følelse af, at ved denne smukke højtidelighed var der ikke blot taget afsked med en enkelt af "Ulvsunds" besætning, men med alle de mange modige sømænd, der hin stormnat forgæves kæmpede mod elementerne.

Tilbage ved den åbne grav lå skønne kranse. Deres bånd flagrede let mellem blomsterne. Således hilste også efterårets barske vind mændene, hvis liv den tog.

(Social-Demokraten, 31. oktober 1921.)

D.F.D.S. meddeler: Da der på stranden i nærheden af Nykøbing Sjælland er inddrevet flere lig, hvoraf et er genkendt som værende af føreren af selskabets damper "Ulvsund", kapt. Mellemgaard, og desuden flere inventariegenstande fra samme skib er ilanddrevne, må skibet desværre antages for at være totalt forlist natten mellem søndag og mandag.

"Ulvsund", der var afgået fra København søndag eftermiddag bestemt for Naksov, havde en besætning af 15 mand. 

"Holbæk Amts Venstreblad" meddeler: Ved Kattegat udfor Rørvig er der ilanddrevet 40 redningsbælter mrkt. "Ulvsund" samt nogle luger og et isskab, hvori fandtes 3 slagtede svin. Disse stammer øjensynlig også fra D. F. D. S's damper "Ulvsund".

I aftes er ved Nordstrand drevet et lig i land. Tidlig i morges fandtes endnu to lig samme sted.

Damperen "Ulvsund" var på 100 tons netto.

D.F.D.S. meddeler: Damperen "Ulvsund" havde følgende besætning:

(Herefter listen hvor også hovmester Einar Sørensen, Korsørgade 18 optræder)

Det er ikke kaptajnen, men styrmanden hvis lig er fundet.)

---

Indtil videre er der, efter hvad D.F.D.S. har fået oplyst, ilanddrevet 4 lig ved Nykøbing. Desuden er der skyllet 23 redningsbælter og en del vraggods op på stranden. 

Skibsinspektør, kaptajn Salomonsen i D.F.D.S. er i morges straks efter at man havde fået bud om ulykken, afrejst til Nykøbing

(Minneapolis Tidende, 17. november 1921).

S/S Ulvsund af Stege var en fragt- og passagerdamper, der sejlede på ruten København-Nakskov. Forliset skete under en nordlig orkan ud for Sjællands Odde den 24. oktober 1921, formentlig fordi  dækslasten der bestod af jerndragere, forskubbedes under orkanen. 20 personer omkom.

Begravelsen af Einar Sørensen blev også omtalt i Dagbladet (København), 31. oktober 1921. Graven lå for enden af den lange poppelalle. Pga. forliset blev den orkanagtige nordenstorm 23.-24. oktober 1921 benævnt "Ulvsundstormen". Alle ombordværende døde. Meteorologisk Institut blev anklaget for manglende kommunikation. Der gik dog mange år før arbejdsgangene for alvor blev forbedret.

I januar-februar 1922 trængte dykkere ned i vraget, selv om rederiets egne dykkere sagde de var umuligt, og fandt flere lig. To af dem blev i februar 1922 begravet på Bispebjerg Kirkegård. Vraget blev hævet april 1922.

3 forliste Fiskere i Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Skagen, Paaskedag. "Langfredag blev iaar en tung Hjemsøgelses Dag for flere Familier her, idet tre af Byens dygtigste og agtværdigste Fiskere, Fred. Tønnesen, Niels Joh. Frederiksen og Chr. Brems, Alle Familieforsørgere, omkom paa Havet under Udøvelsen af deres farefulde Gjerning. De to Første efterlade foruden Enker tillige en talrig Flok af smaa hjælpeløse Børn, og da Fiskeriet er deres eneste Erhverv, saa indtræder en til Brødløshed grændsende Tilstand, naar denne Erhvervskilde ved Forsørgerens Død standser. Der er saaledes her stor Opfordring ti! en Henvendelse til den almindelige Deeltagelse, som har hjulpet saa Mange under lignende Tilskikkelser og vistnok ligeledes vil række Haanden til disse forladte og nedbøjede Enker og faderløse Børn. Sognepræsten i Skagen vil efter fælleds Overvejelse med agtede og retsindige Mænd i Menigheden der efter paa bedste Maade søge at anbringe, hvad deeltagende Hjerter maatte række til dette gode Øiemeed og senere meddele offentlig Tilstaaelse for Modtagelsen." (Vi slutte os gjerne dertil og bede andre Redactioner at optage den agtede Sognepræsts, Hr. Pastor Drechsels, ovenst. Opfordring. Red.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. april 1857).

Der er tale om sognepræst Lorenz Tuxen Drechsel (1817-1857), sognepræst i Skagen siden 1854. Antallet af strandinger i Skagen tiltog voldsomt gennem 1800-tallet. Mens det i begyndelsen formentlig var tale om 3-4 stykker årligt, steg det til 10-12 stykker i midten af hundredet. Ialt 387 skibe 1825-1870. Det toppede netop omkring 1857. (Se fx Anne Dorthe Holm: Det skønneste syd i Skagen er en stranding! Strandinger i Skagen 1820-1870. Fortid og Nutid september 2008, s. 199-213).

Fiskere på Skagens strand. I.W. Tegner & Kittendorffs Lithografiske Institut 1850 – 1893. Efter Martinus Rørbye (1803-1848). Statens Museum for Kunst. 

Falskmøntneri og Strandingsgods i Allinge-Sandvig. (Efterskrift til Politivennen)

Stranding. Allinge den 9de Januar. Fredagen den 5te ds., om Aftenen Kl. 9½ landsattes ved Korsbjerg, tæt Sønden Sandvig, formedelst læk Skib, Skonnerten "John", dr. 46½ danske Emrl. ført af Capt. C. F. Lyth, af og fra Wisbye, bestemt til Kiel med en Ladning Rug. Besætningen ialt 7 Mand, der have lidt meget i de i den senere Tid herskende Storme, er bjerget. Ved rask Bjergning og begunstiget af vestlig Vind, er af Ladningen opbjerget c. 800 Tdr. Rug i tør Tilstand og henlagt i Pakhus. Skibet er Vrag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1855).

 Onsdagen den 20de Mai. Nr. 85.

Justitsraad Buntzen

contra 

1) Peter Herman Petersen, 2) Anders Peter Jørgensen, 3) Peter Koefoed og 4) Jørgen Larsen (Defensor Brock) 

der tiltales Nr. 1 og 2 for Falskmyntneri, Nr. 3 for som Forbjerger at have gjort sig skyldig i mislig Omgang med bjerget Gods og Nr. 4 for at have afgivet urigtig Forklaring inden Retten.

Dom, afsagt, ifølge Commissorium af 17de Marts 1856, af Justitsraad, Herredsfoged Garde i Hasle den 10de Octbr. s. 4.: "Tiltalte Jens Michael Nielsen af Allinge bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Peder Koefoed paa Hammersholm bør for Actors videre Tiltale fri at være. Tiltalte Jørgen Larsen af Olsker Sogn bør at hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage. Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen bør at hensættes til Arbeide i Tugthuset hver i 6 Aar, Sex Aar. Actor, Procurator Erichsen tillægges i Salair 30 Rdl. og Defensor, Procurator Ipsen 20 Rdl. Af Actionsomkostningerne betaler Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen samt Jørgen Larsen hver 1/10, En Tiendedeel, og Tiltalte Peder Koefoed 7/10, Syv Tiendedele. Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige forkyndelse under Adfærd efter Loven og det Øvrige at efterkommnes efter Justitiens nærmere foranstaltning".

Høiesterets Dom. 

Der skjønnes ikke under nærværende Sag at være fremkommet saadanne Data, som give tilstrækkelig Føie til ikkun at tillægge Peter Koefoed Frifindelse for Actors videre Tiltale, hvorved navnligen bemærkes, at han, der stadigen har benægtet enten selv at have begaaet eller med andre at have deeltaget i nogen Mislighed ved udmaalingen af det under Sagen omhandlede bjergede Parti Rug, i forbindelse hermed har forklaret, at han vel som Forbjerger var tilstede paa Sandvig Raadstue ved den største Deel af denne Udmaaling, men hverken var beordret til eller havde paataget sig at føre Opsyn med hvorledes Maalingen foregik, hvilket han ikke heller antog efter hans Stilling at paaligge ham. Som Følge heraf vil han for Actors Tiltale være at frifinde.

I Henseende til de Peter Herman Petersen, Anders Peter Jørgensen og Jørgen Larsen tilfundne Straffe billiges Bestemmelserne i den indankede Dom, i Henhold til de i samme for disse tiltaltes Vedkommende anførte Grunde, dog at det, hvad de tvende førstnævnte Tiltalte angaaer, vil være at bestemme, at de blive at hensætte til Tugthusarbeide.

Actionens Omkostninger ville Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen in solidum have at tilsvare for deres Vedkommende og de 2 andre Tiltalte, hver for sit Vedkommende, saaledes at hine tvende Tiltalte, En for Begge og Begge for En, udrede 10 Dele, Peter Koefoed 5/10 Dele og Jørgen Larsen 1/10 Deel af de ved bemeldte Dom fastsatte Salarier.

                  Thi kjendes for Ret: 

Peter Koefoed bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen bør hensættes til Tugthuus arbeide hver i 6 Aar. I Henseende til den Jørgen Larsen tilfundne Straf bør de indankede Dom ved Magt at stande. Actionens Omkostninger betale Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen for deres Vedkommende, En for Begge og Begge for En, og de tvende andre Tiltalte hver for sit Vedkommende; og tillægges Justitsraad Buntzen og Advocat Brock i Salarium for Høiesteret hver 30 Rdl., som tilligemed de ved bemeldte Dom fastsatte Salarier udredes af Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen, En for Begge og Begge for En, med 2/10, af Peter Koefoed med 7/10 og af Jørgen Larsen med 1/10 Deel.

Af den indankede Doms Præmisser anføres Følgende: "..... I. Med Hensyn til det af Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Beter Jørgensen tilstaaede Falskmynteri bemærkes :

Da en Person ved Navn Christen Andreassen Nielsen i sidste Vinter havde fortalt Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen hvorledes Sedler og Sølvpenge eftergiordes, besluttede Arrestanterne at prøve paa at forfærdige en Specie ved at gyde smeltet Tin i en af 2 Træstykker fabrikeret Form, og, efter at de havde gjort adskillige mislykkede Forsøg, fik de endelig en nogenlunde god Specie ud af det, hvilken de lode ligge nogen Tid indtil Arrestanten Peter Herman Petersen gav sin Moder, Anders Petersens Enke af Sandvig, bemeldte Specie, for at hun hos Kjøbmand Thor Jørgensen i Sandvig skulde kjøbe noget Kaffe og Sukker; men da Specien der blev antagen som falsk, leverede hun sin Søn Peter Herman Petersen samme tilbage, og han har senere skaaret den i Stykker og brugt den som Hagel. Flere end denne ene Specie er det ei oplyst, at Arrestanterne have forfærdiget.

For disse Forbrydelser ville Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen være at ansee med Straf efter Forordningen af 11te April 1840 § 70, og findes denne, naar sees hen til, at den af dem forfærdigede falske Specie var saa slet, at den strax, da den blev udbudt, blev befunden at være falsk, at de ei have forfærdiget flere end denne ene Specie, at de have gode Forholdsattester og at de have givet en aabenhjertig Tilstaaelse, passende at maatte bestemmes til Minimum af lovstedets Straf, 6 Aars Arbeide i Tugthuset.....

Udsigten mod Korsbjerget (bag pynten) fra Sandvig Havn. Stedet var dengang ikke bebygget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

II. Med Hensyn til Strandingssagen, hvorunder Peder Koefoed paa Hammersholm tiltales for som Forbjerger at have gjort sig skyldig i mislig Omgang med strandet Gods og Jørgen Larsen af Olsker ..... for at have afgivet urigtig Forklaring for Retten, ere de factiske Omstændigheder, efter de erhvervede Oplysninger, følgende:

Efterat Skonnerten John af Visbye, ført af Capitain Lyth, paa Reisen fra Hjemstedet til Kiel med en ladning Rug havde passeret Bornholm, uden at have havt Communication med Landet, og var kommen henimod Withmund paa Rygen, mærkede han, at Skibet var læk, og da han havde contrair Vind, holdt han af mod Bornholm, og idet han passerede Hammeren den 4de Januar 1855 om Eftermiddagen, satte han Nødsignalet til, hvorefter 2 Baade med Fiskere gik ud til Skibet for at yde Assistance, og med disse indgik Skipperen Accord om at være ham behjælpelige med Pompning og om muligt at bringe Skibet i nærmeste Havn, men da Skibet arbeidede stærkt i den høie Sø, gik man, for at lette Pompningen til Ankers udenfor Sandvig. Strandingscommissionair, Consul Hjorth i Allinge, som fik Underretning herom, gik ombord for at tilbyde sin Assistance, men da han der erfarede den indgaaede Accord med Fiskerne, gik han strax iland igjen. 

Da Pompningen henad Aften ei vilde holde Skibet læns, erklærede Fiskerne videre Arbeide herved unyttigt og at de vilde gaae iland, men da Skibsmandskabet paa Grund heraf declarerede, at de ei vilde gaae tilsøes med Skibet i den Stand det var, forlangte Skibsføreren af Fiskerne, at de skulde sætte Skibet paa land, hvilket ogsaa blev iværksat, idet Skibet blev sat paa Grund under Korsbjerget imellem Allinge og Sandvig, og da dette blev anmeldt for Strandingscommissionairen og den bestandige Forbjerger, Borgercapitain Sonne, begave disse sig strax til Strandingsstedet, hvorpaa de befalede Meldinger til Amtet, Commandanten og Birkedommeren bleve afsendte, og Vagt sat ved Strandingsstedet. For- og Underbjergerne, som efter Tour bleve udmeldte, indfandt sig den 5te Januar ved Daggry og afløste Fiskerne, som imidlertid vare blevne ombord ved Pompningen. 

Iblandt Forbjergerne mødte den Tiltalte Peder Koefoed paa Hammersholm, der efter Tour var landforbjerger i denne Stranding. Bjergning af Skibsinventariet og ladningen blev strax paabegyndt, og for at fremme denne snarest muligt blev 3 Jagter leiede, hvori Ladningen, uden at nogen udmaaling skete eller kunde skee, blev overført, og da den første af disse Jagter var ladet, blev den bragt til Sandvig Havn og ladningen opbragt paa Raadstuens Loft, men da de 2 andre Jagter havde faaet ladning maatte de, paa Grund af Veirets Forandring gaae til Allinge Havn, hvor de bleve lagte under Toldlaas; Bjergningen fortsattes imidlertid fra det strandede Skib, idet Ladningen ad en fra Klippen til Skibet udlagt Bro blev bragt iland ved Strandingsstedet og derfra, forsaavidt samme var i uskadt Stand, paa Vogne bragt til Sandvig, hvor den tilligemed den i Jagterne i Allinge Havn beliggende Ladning blev bragt i Pakhuus, deels paa Sandvig Raadstue, deels i Fyrvæsenets Kulhuus, hvortil Nøglerne, saalænge Pakningen laa sammesteds indtil udleveringen efter Auctionen, beroede hos den bestandige Forbjerger. 

Kulhuset i dets nuværende skikkelse. I hvert fald taget har set anderles ud. Huset ligger i Landemærket, Sandvig i lige linje mod stranden. Som nævnt blev det brugt af fyrvæsenet til at opbevare brændstof til at holde fyret lysende. På artiklens tilblivelsestidspunkt kul, senere olie. Foto Karin Lund.

Den 10de derefter blev den havarerede Deel af Ladningen bortsolgt ved offentlig Auction og den 1ste Marts s. A. bortsolgtes efter Capitain Pyths og Strandingscommissionair, Consul Hjorths Requisition den uhavarerede Deel af samme. Den beskikkede Maaler, Cancelliraad, Birkedommer Jørgensen, som paa Grund af andre Forretninger ikke kunde overvære udmaalingen, beskikkede de eedsvorne Vurderingsmænd, Capitain H. Kaas og Kjøbmand H. Hansen til i sit Sted at overvære udmaalingen til Kjøberne, der strax samme Dag begyndtes med udmaalingen af ladningen paa Fyrvæsenets Kulhuus, hvor den bestandige Forbjerger, Capitain Sonne paa Biergeriets og Vurderingsmanden Hans J. Hansen paa den bestikkede Maalers Vegne havde Opsigt med udmaalingen af ladningen til Kjøberne, og da man dermed ei blev færdig den 1ste Marts, fortsattes udmaalingen sammesteds den følgende Dag indtil Middag kl. omtrent 3. 

Samme Dag den 2den Marts begyndte udmaalingen af Ladningen, som var oplagt paa Sandvig Raadstue, baade paa dens loft, Vagtstue og den ene Arrest. Udmaalingen sammesteds, hvorved Tiltalte Peder Koefoed, som Forbjerger paa Bjergeriets, og Capitain H. Kaas, som Vurderingsmand paa Maalerens Vegne, havde Opsigt, skete først til Kjøberne, der havde kjøbt ringe Partier, hvilke bleve udmaalte af Raadstuens Vagtstue og Arrest, hvormed man blev færdig omtrent Kl. 3 Eftermiddag paa samme Tid som udmaalingen paa Kulhuset var færdig og de her ansatte Bjergere vare komne til Raadstuen. Da Strandingscommisssionairen, Consul Hjorth og Kjøbmand J. Rasch i Rønne under Auctionen over den uhavarerede Deel af Ladningen havde kjøbt et meget betydeligt Parti Rug pr. Commission til Handelshuset O. P. Rasch i Rønne, blev det bestemt ved udmaalingen, at dette Parti, der ei strax skulde bortføres, skulde tages af det paa Raadstueloftet henlagte Rug, og forsaavidt samme ei kunde tilstrække, skulde det manglende Qvantum ophidses fra Vagtstuen og Arresten, og da man, som bemærket, om Eftermiddagen Kl. omtrent 3 var bleven færdig med udleveringen til de, der havde kjøbt smaa Partier, begyndtes med at opmaale den paa Raadstueloftet liggende Rug, hvilket foregik under Maaleren H. J. Hansens Opsigt saaledes: Rugen henøsedes til Loftets ene Gavl og derpaa henlagdes den, efterat være maalt, mod den anden Gavl; men, efter hvad der har været at oplyse, blev samtidigen dermed ophidset Rug fra Vagtstuen og Arresten, hvilket skete under Opsigt af Maaleren, Capitain Kaas og Tiltalte P. Koefoed fra Vagtstuen og H. I. Hansen, som Maaler, og Forbjergeren Henr. Hansen fra Loftet, samt af N. P. Grønbek for Kjøberen, Consul Hjorth; vel har H. F. Hansen forklaret at intet blev ophidset paa loftet før alt der var opmaalt, men seer man hen til, at det ved samtlige de fra Kulhuset kommende Bjergeres Forklaringer maa ansees oplyst, at der, da de ankom til Raadstuen, blev ophidset Rug fra Vagtstuen, og at det ligeledes er forklaret, at der ikke blev begyndt paa at opmaale det paa Loftet liggende Parti Rug førend H. J. Hansen kom tilstede, kl. omtrent 3, saa levnes der ingen Tvivl om, at Opmaalingen paa loftet og Ophidsningen fra Vagtstuen er skeet samtidigen, og det saameget mere, som det er uantageligt, at Opmaalingen paa loftet, H. F. Hansens Forklaring uagtet, har kunnet skee saa hurtig, at Alt sammesteds kunde være opmaalt førend Ophidsningen foregik.

Hvormange Tønder Rug der fra Begyndelsen henlaae paa Loftet, og hvormange Tønder der fra Vagtstuen blev ophidset, har ei været at oplyse; kuns skal der, efterat Ophidsningen var tilendebragt, ikke have været mere, end hvad der af I. Rasch og Consul Hjorth var kjøbt til Handelshuset O. P. Rasch, nemlig 263 Tønder, efterat Udmaalingen var endt den 3die Marts, hvor da N. P. Grønbek, som Modtager af det til Rascherne kjøbte Parti Rug, satte Hængelaas for loftslemmen og leverede Nøglen til Consul Hjorth.

Rådstuen i Sandvig. Hovedscenen for de efterfølgende målinger og auktioner over strandingsgodset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ved den ommeldte Auction den 1ste Marts kjøbte Tiltalte P. Koefoed til sig selv 5 Tønder og Forbjergeren Henrik Hansen 10 Tønder, foruden 3 Tønder, som var den paa Kulhuset værende Rest, hvortil endnu kom 2 Tønder, som H. Hansen modtog for en Kone i Clemensker Sogn, som ei havde hentet disse, der vare hende tilslagne ved Auctionen; dette Parti, som Koefoed og H. Hansen saaledes havde kjøbt, i Alt 20 Tønder, blev henlagt i den til Raadstuens Vagtstue stødende søndre Arrest. - Da det paa Raadstueloftet til Handelshuset O. P. Rasch kjøbte Parti Rug havde henligget nogen Tid og man frygtede for at det skulde beskadiges, foranstaltede Consul Hjorth ved N. P. Grønbek, at samme skulde kastes, men da det paa Loftet laa saa tykt, at Kastningen ei kunde finde Sted forinden noget af Rugen blev borttaget, blev endeel nedhidset fra Loftet og lagt i Vagtstuens sydøstre Hjørne, men hvormange Tønder, der saaledes blev nedhidset fra loftet, har ei været at oplyse, da det ei blev maalt, men alene blot saameget nedtaget, som var fornødent for at Kastning paa Loftet kunde finde Sted, og det af titmeldte Handelshuus kjøbte Parti Rug blev da henliggende paa Raadstuens loft og i Vagtstuen indtil den 5te Mai, da Kjøbmand A. Rasch kom til Allinge og Sandvig og foranstaltede ei alene det Parti, som Hiorth havde kjøbt til ham, men ogsaa 137½ Tønde, som han havde kjøbt af Kjøbmand Curdts, bragt ombord paa fit Skib, der imidlertid var lagt for Anker paa Sandvig Rhed.

At der ved udmaalingen af det Parti af den strandede Rug, som var henliggende paa Sandvig Raadstue, og som derfra blev udmaalt, ved hvilken Tiltalte Peder Koefoed var tilstede som Forbjerger, er foregaaet om just ikke Ulovligheder med Hensyn til Tøndernes udmaaling, saa dog Uregelmæssigheder, derom ..... have mangfoldige af de Tilstedeværende afgivet Forklaringer. Saaledes har Knud Hansen forklaret, at han, som kom fra Arbeide ved Kulhuset til Raadstuen, blev, efter først at være tilligemed de øvrige Bjergere, som kom med ham, afviist fra Arbeide under Paaskud af, at der var Arbeidere nok, sat en kort Tid i Arbeide med at ophidse Rug fra Vagtstuen til loftet, og saae han da, at Maalingen ikke foregik paa en regelmæssig Maade, idet der, efterat Tønden var opmaalt og styrtet i Sækken, blev flere Gange en Skovlfuld Rug kastet i Tønden, hvorved der kom over en Tøndes Maal i Sækken. Det samme har Smed Christen Koefoed og Jørgen Larsen omforklaret. Hans Tofte Holm forklarer, at han en kort Tid opskrev de Tønder, som bleve ophidsede paa Loftet, og stemmede hans Optegning ikke med Tiltalte Peder Koefods, som ogsaa opskrev, men hvem af dem, der havde det rette Tal, veed han ei; hvilket Joh. Peter O. Grønbek ogsaa har forklaret, idet han, som afstrøg Tønderne, for sin egen Moerskab paa en Brixestøtte opskrev det udmaalte Tøndetal, men da det differerede fra det, P. Koefoed skrev, ophørte han med Opskrivningen uden at kunne sige, hvem der havde det rigtige. Dette har August Chr. Herold ogsaa begrundet. Sidstnævnte har ogsaa forklaret, at Sæden blev med Force styrtet i Tønden, saaledes at Sæden kom fastere deri end tilbørligt, hvorved han antager, at enhver Tønde blev 1/2 Skjæppe større. Niels Larsen har forklaret, at der under Udmaalingen blev stødt til Tønden, hvilket han paatalte. Johan Chr. Koefoed har forklaret, han saae, at Peder Koefoed, som skrev op paa Dørkarmen hvormange Tønder der bleve ophidsede, 2 Gange førte Fingeren istedetfor Kridtet henad Dørkarmen uden at skrive nogen Streg, hvilket han er vis paa, da han lagde Mærke til, at der, efterat Koefoed havde ladet som han skrev en Streg, stod ligesaamange Streger som der stod før.

Med Hensyn til at Tiltalte Peder Koefoed skal have ladet uddele Penge til Biergerne, nemlig 1 Rdl. til enhver, da har han stadigen benægtet dette..... De Vidner, som foruden de Bjergere, der have faaet hver 1 Rdl., have forklaret herom ere: 1. Niels Peder Grønbek, hvis Forklaring gaaer ud paa, at Tiltalte P. Koefoed en Dag kom til ham, medens Vidnet stod i sin Forstue, og spurgte ham om han kunde laane ham 30 Rdl., og da Vidnet erklærede sig villig hertil, bad Koefoed ham at udbetale disse Penge til Joh. P. O. Grønbek, som en af Dagene vilde afhente dem; dog talte Tiltalte Intet om, hvorfor eller hvortil Johan P. O. Grønbek skulde have disse Penge, og da bemeldte Johan Peter Olsen Grønbek nogle Dage derefter kom, fik han Pengene. ..... 2. Johan Peter Olsen Grønbeks Forklaring gaaer ud paa, at han, der var Bjerger, ei var tilstede da Bjergeparten blev udbetalt, men at hans Kone ved en anden Bjerger fik hans Anpart udbetalt, og samme Dag, han kom hjem, kom Tiltalte til ham paa Stranden og sagde, at han hos N. P. Grønbek kunde modtage 30 RdI., hvoraf han skulde udbetale enhver af de i Allinge værende 19 Bjergere 1 Rd. og selv beholde den ene Rigsdaler, uden at Tiltalte sagde ham noget hvorfor denne udbetaling skulde skee til Bjergerne, og efterat han hos N. P. Grønbek havde modtaget de ommeldte 30 Rdl.,, udbetalte han selv de 9 Rdl. til Bjergerne sønder i Allinge imedens han formaaede Frederik Koefoed at udbetale de 10 RD. til Bjergerne nord i samme By. Han gjorde sig ingen Betænkning om hvorfor de skulde have disse penge videre, end at han antog, at disse Penge enten var en Douceur eller Biergernes Andeel i nogle Materialier, der vare brugte ved Strandingen. 3. Fisker Peder Tømme i Sandvig. Hans Forklaring gaaer ud paa, at Tiltalte Peder Koefoed en af Pindsedagene 1855, medens Vidnet og Kone sad alene i den saakaldte Lillestue, kom og aabnede Døren, kaldte Vidnet ud i den forreste Stue, hvor han optalte paa Bordet 10 Rdl., som han anmodede Vidnet om at uddele til Bjergerne i Sandvig, nemlig 1 Rdl. hver, uden at han yttrede noget om hvorfor Bjergerne skulde have disse Penge eller Vidnet spurgte derom, da han antog, at det var en Douceur, Forbjergerne gave Biergerne, fordi de under Bjergningen havde udviist Flid, og Vidnet uddeelte derefter til Bjergerne hver 1 Rdl.; selv beholdt han 1 Tidl.

Kjøbmand Adolph Rasch, der tilligemed sin Broder Consul Herman Rasch handler under Firma O. P. Rasch i Rønne, have begge forklaret, at da de havde besluttet, paa Auctionen over den uhavarerede Deel af ladningen pr. Speculation at kjøbe et Parti; lode de ved deres Broder, Kjøbmand Jørgen Rasch i Rønne og Strandingscommissionairen, Consul Hjorth kjøbe et Parti Rug, som blev oplagt paa Sandvig Raadstueloft indtil det længere hen paa Foraaret kunde udskibes; foruden dette Parti kjøbte han af Kjøbmand Curdts i Allinge, under dennes Nærværelse i Rønne, et Parti Rug, hvis Størrelse da ei kunde bestemmes, men som siden tilligemed det Parti, der laa paa Raadstueloftet, beløb sig i det Hele til 400½ Tønder. Da bemeldte Handelshuus havde et Skib til Disposition, afgik dette fra Rønne til Sandvig for at indlade det kjøbte Parti Rug, medens A. Rasch over land tog til Allinge og Sandvig, hvor han med adskillige Fiskere sluttede Accord om udmaalingen, Transporten og Ombordbringelsen af formeldte Parti Rug, idet udmaaleren samt Skipperen holdt Optegninger over Tøndetallet, uden at A. Rasch selv havde videre hermed at gjøre, end at see, at disse Optegninger stemmede; dette passerede den 5te Mai 1855, og efter at det saaledes kjøbte Parti Rug var modtaget i Skibet, kom Skipperen iland om Eftermiddagen og sagde Rasch, som spadserede paa Batteriet udenfor Raadstuen, at han endnu havde Rum til 20 à 30 Tønder, hvilke A. Rasch derpaa afkjøbte Tiltalte Peder Koefoed, som ved samme Tid var ved Raadstuen og tilbød Rasch et Parti for samme Priis, som han havde givet for det øvrige af ham kjøbte. Tiltalte paaviste ei hvor den Rug laa, som han solgte Rasch, anderledes end han sagde, at den laa indenfor i Raadstuens Vagtstue, hvorfra den blev udmaalt til Rasch, der ei videre faae derpaa, end at han var vis paa, at det Tøndetal, som han betalte, var modtaget i Skibet; hvormange Tønder han saaledes fik af Koefoed, har ei Rasch kunnet opgive anderledes, end at det var 20 à 30 Tønder, maaskee nærmere sidste end første Tal. Imedens denne Rug udskibedes kom en anden Mand, som siden er erfaret at skulde være Henrik Hansen, og spurgte Rasch, om han vilde kjøbe nogle faae Tønder Rug, som laae i Raadstuen, og da Rasch erklærede sig, villig dertil, forlangte den anden Mand, at Rasch kunde afgjøre Betalingen med Peder Koefoed, som, da begge disse kjøbte Partier vare udskibede, kom ved Sandvig Havn, hvor han modtog Betalingen for begge partier contant af Rasch; dog blev der indeholdt 50 Rdl., som Koefoed stod for i Raschs Bøger og er afskreven paa dennes Conto. Hvormange penge Rasch, som omforklaret, betalte Tiltalte P. Roefoed, har han ei kunnet opgive, da hans Bøger Intet indeholde desangaaende videre, end der i hans Hovedbøger paa Peder Koefoeds Conto er afskreven 50 Rdl. ved Kjøb af et Parti Rug den 5te Mai. Endnu maa det bemærkes, at det er oplyst, at Tiltalte under 15de April 1855 har tilskrevet Consul Rasch og falbudet denne nogle og 20 Tønder Rug, som han havde liggende paa Sandvig Raadstue, hvorpaa blev svaret, at Raschs Broder med det første kom til Sandvig, hvor de da kunde afgjøre det Fornødne, hvorimod Tiltalte har udsagt, at han paa det ommeldte Brev har faaet et skriftligt Svar, hvilket imidlertid er tilintetgjort, hvori Rasch kun tilbyder ham 5 RdI. 2 Mk. pr. Tønde, medens han havde givet Curdts 5 RdI. 3 Mk.

Tiltalte har vedholdende benægtet, at have solgt det anførte eller noget andet Parti Rug til A. Rasch, da han ikkun har havt de 20 Tønder Rug, som han og Henrik Hansen havde kjøbt og, som ommeldt, henlaae i den søndre Arrest indtil den i Henrik Hansens Fartøi blev afsendt til Kjøbenhavn og solgt der; ligesom han ogsaa har nægtet at have modtaget nogle Penge af Rasch for nogen Rug, og endelig har han paastaaet, at de 50 Rdl., som paa den ham af Rasch meddeelte og under Sagen fremlagte Regning ere afskrevne som betalte, ei ere betalte ved leveret Rug, saaledes som der i den under Sagen fremlagte Gjenpart af Handelshusets Hovedbog er anført, men ved Contanter, uden at han dog har kunnet opgive, om han selv eller ved Andre har betalt disse Penge, hvorimod baade Consul Rasch og A. Rasch have forklaret, at disse 50 Rdl. ei ere betalte ved Contanter, men alene ved det Parti Rug, som A. Rasch, som omforklaret, afkjøbte Tiltalte og Henrik Hansen. ..

Under de til Oplysning om de ved Rugens udmaaling paa Sandvig Raadstue stedfundne Forhører er den 16de October 1855 afhørt :

Tiltalte Jørgen Larsen, som i dette Forhør har nægtet at have erfaret nogen Slags ulovlighed ved udmaalingen, men ikkun hørt, at nogle af Biergerne havde yttret sig misfornøiede; men i Forhøret den 22de derefter tilstod Tiltalte, efter at være confronteret med Smed Christen Koefoed, at han forsætligen havde sagt Usandhed, for ikke oftere at møde i Retten, og at han havde seet, at Maaleren, efterat Sæden fra Tønden var styrtet i Sækken, havde kommet en Skovlfuld deri. Herfor kan Tiltalte, som efter vedgaaet Døbeattest er født 1834 og ei forhen tiltalt eller straffet, ei undgaae efter Forordningen af 15de April 1840 § 5 at ansees med Straf, som efter Omstændighederne passende kan bestemmes til 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød“.

(Højesteretstidende, Bind 2. 1857)

Om de nævnte personer følgende:

Peder Koefoed (1803-1881), forbjerger. Han havde i 1830 overtaget gården Hammersholm efter faderen Jørgen Koefoed (1759-1832) for 6200 Rdr. i 1830. Han blev på gården i 42 år. Det menes at Frederik 7. aflagde ham besøg når han var på Bornholm. Borgercapitain Sonne, Allinge Sandvig, forbjerger. Skibsfører og købmand Niels Peder Grønbech. Johan Peder Olsen Grønbech (1811-1868), fisker, senere skibsfører i Allinge. Købmand Magnus Ipsen Curdt, Allinge brød sten i "Moseløkken" fra ca. 1860 til sin død 1884. Købmand og borgerrepræsentant Thor Jørgensen (55 år) og Ane Cathrine Holm (44 år) i Sandvig havde 3 sønner på hhv. 13, 11 og 10 år og en datter på 8 år i 1845. Konsul Jens Hjorth boede i Storegade 1 i Allinge. Peter Jørgen Kofoeds forældrene boede efter 1830 Søndergade 4 i Allinge.

Rasch var en kendt familie på Bornholm. De var indvandret fra Angel i Slesvig i slutningen af 1700-tallet. Christian Leegaard Rasch (1742-1821) havde arvet faderens gård i Rønne, mens Herman Rasch havde arvet landgården Buskegård. Rasch's købmandsgård i Rønne (Store Torv 6) blev nedrevet i 1939 (nu Rønne Bio). Den blev bygget 1833 for købmand H. H. Colberg. Jørgen Stender Rasch (1822-1885) havde købt den 1854, altså kort før ovenstående affære. Han var søn af Ole Peter Rasch (d. æ.) og Karen Marie Rasch (født Stender). Jørgens søn hed Ole Peter Rasch (d.y.) og han videreførte købmandshandelen fra 1885 da faderen døde indtil 1933. Han opførte det pakhus i 1870 som har overlevet nedrivning (nu musikcafe).

Stranding ved Stege (Efterskrift til Politivennen).

Den 24. septbr. d. å. indfandt vi undertegnede bådførere af Stege os ved 2 engelske skibe, som var strandede ved Ulfshale, natten imellem 23. og 24. samme måned, for at bjerge. Og da var oldermand Bergman fra Nyord kommet til skibet for at indgå bjergningsekontrakt, hvorpå han forpligtede sig til at møde med alle de 27 lodser, som er på samme ø; uagtet at der på samme tid lå over 40 skibe i deres distrikt og ventede på lods. Derefter indfandt sig skipperne fra Stege, som da deltog i den af oldermanden afsluttede bjergningskontrakt; og da vi som vel bevist, udviste al flid for at bringe nævnte skibe af grunden, hvilket også lykkedes os, lovede de interessenter som havde kontrakt, at vi skulle få part, lige del med dem, hvormed vi veltilfreds gjorde os al umage for at bjerge nævnte skibe. 

Uagtet vor udviste flid og den lovede betaling, nægtede dog såvel oldermanden som skipperne os vor part, og tilbød os kun hver 20 rbd. Men da vi anså det for en alt for ringe betaling imod hvad de forbeholdt dem selv, uden at de havde gjort nogen synderlig nytte, så bad vi dem indkaldte for en forligelseskommission, hvor forliget blev sluttet således, at vi som havde gjort størst nytte, fik hver 50 rbd., mens de andre store herrer forbeholdt sig hver 164 rbd. Vi henstiller derfor til enhvers bedømmelse om vi har fået for lidt for det af os udførte arbejde, eller om vi bør anses at være fyldestgjorte herfor, og tillader vi os dernæst at bringe det spørgsmål til de højere autoriteter: hvorvidt lodserne fra Nyord kan være berettigede til at forlade deres lodsdistrikt, og lade skibene forgæves vente efter lods, mens de begav sig hen at bjerge strandede skibe.

Stege den 15. November 1847.
Johannes Olsen. 
Anders Olsen. 
Hans Jacob.
Hans Lassen. 
Niels Jensen. 
P. Andersen.
Jacob Michael Sørensen

(Kjøbenhavnsposten, 18. november 1847)

Strand ved Ulfshale, Møn. Det kan have været i dette farvand at de to engelske skibe strandede i 1847. ("Ipigott", public domain)

Svar

på et inserat, indrykket i Kjøbenhavnsposten nr. 269 af nogle bådførere fra Stege, dateret den 15. dennes.

Om end efter at to engelske skibe - en brig og et barkskib - var strandet ved Ulfshale, disse bådførere foruden en mængde andre mennesker, indfandt sig der den 24. septbr. d. å. (hvilket i al fald ikke var tilfældet med den ene af dem, Anders Olsen) gav dette dem dog ingen ret til andel af bjergelønnen. De engelske kaptajner sluttede bjergningskontrakt med undertegnede og Steges Skipperselskab, og hver af parterne havde sit faste og bestemte mandskab, hvortil bådførerne ikke hørte. Det stod jo forresten alle og enhver frit for at tilbyde de strandede deres tjeneste. Men bjergningen måtte vel ene og alene vedkomme dem, som kaptajnerne antog. 

Uopfordret og uden at deres hjælp var fornøden, gik bådførerne derpå ombord i briggen og gav bjergerne en håndsrækning. Men at jeg eller nogen af de andre formand, der var med at slutte kontrakten, derfor lovede dem fuld part, erklæres herved for en løgnagtig beskyldning indtil de beviser det modsatte. Da jeg så at de ville ombord i briggen, spurgte jeg dem, om de manglede sjov, hvortil de svarede nej, men alle ville arbejde for egen regning og have fuld part, hvilket jeg udtrykkelig sagde dem de ikke fik eller havde nogen ret til. Dette har de heller ikke kunnet nægte. At jage dem fra borde, havde vistnok bjergerne haft ret til. Men da de alle stod i personligt bekendtskab til dem og nok undte dem en passende fortjeneste, undlod de dette. 

Deres anførte, at jeg forpligtede mig til at møde med alle 27 Lodser på samme tid, som der lå 40 sejlere og ventede på lods, er en åbenbar usandhed. Der var på den tid en eller to jagter under indsejling til Nyord med lods ombord, og der står ikke et ord i kontrakten om, enten der skulle møde lodser eller ikke. For når der møder tilstrækkeligt mandskab, er det jo vedkommende ligegyldigt hvem der møder. De skibe som længere hen på dagen blev i sigte, blev alle betimelig bragt i havn af lodserne. Den følgende nat, efter at flere jagter var bragt ud for at assistere ved bjergningen, lykkedes det at få skibene af grunden og dernæst, ifølge kontrakten at bringe dem til Helsingør. Straks efter lod bådførerne formændene for bjergerne indkalde for en forligelseskommission, hvor de gjorde følgende påstande:
1) at der var lovet dem fuld part,
2) at selvom dette ikke var tilfældet, tilkom den dem alligevel, da de - skønt uopfordret - havde været med at arbejde på det ene skib.
De stod altså i den besynderlige mening, hvilket man må tilgive deres uvidenhed, at når først en bjergningskontrakt var afsluttet, kan alle og enhver uden at de hørte til dem, der havde i påtaget sig bjergningen, og uden at nogen bad dem derom, styrte løs på et strandet skib, arbejde med efter godtbefindende, og siden få fuld andel af fortjenesten, hvis der vankede nogen, uden at bære noget af ansvaret. Det var også så ment. 

At undertegnede ikke havde lovet dem nogen part, tilstod de. Men hvilken af formændene eller de store herrer det så var, der havde givet dem et sådant løfte, derpå blev de svar skyldig, hvorvel de nu i deres inserat rask væk beskylder os alle i flæng derfor. De prøvede vel på ved forblommede trusler at tiltvinge sig en fuld part, og at deres kraftige, men ikke sandfærdige, inserat må sætte alverden i bevægelse og endnu måske hjælpe dem dertil, er sikkert en af de ideer, der nu spøger i deres hjerner. 

Da iøvrigt bjergningen var gået heldig af og disse bådførere lever i trange kår, tilbød undertegnede og de øvrige formænd dem hver 50 rbd., når de dermed ville være tilfredse. Det var af medlidenhed med deres stilling at vi tilstod dem en så ræsonabel dusør og ingenlunde fordi vi var forpligtede dertil. Men dette var noget, de ikke kunne fatte, og de spændte derfor fordringerne des højere. Rigtignok er to af dem, der har underskrevet bådførernes inserat, ikke bådførere eller i trange kår, men vi ville ingen forskel gøre. For øvrigt overlod vi til dem selv, om de ville modtage vores tilbud eller sagsøge os. De valgte meget viselig det første, uagtet de uafladelig lod os vide, at det ikke ville koste dem en skilling at køre proces mod os, men at de i den henseende var aldeles sikrede. Men hvorfor førte de da ikke processen, stolende på deres gode ret, i stedet for skriftlig at erklære sig for fyldestgjorte med de 50 rbd. til hver, og nu bagefter beklage sig over at være blevet forurettede?

Forresten tjener til tit nævnte bådføreres beroligelse, med hensyn til deres omhu for de sejlende i Nyords lodsfarvand, at ifølge en overenskomst mellem undertegnede og Stege skipperinteressentskab, arbejder dette og bjergerne på Nyord indtil videre i forening, når en stranding måtte indtræffe og bjergningen overlades en af parterne, uden dog at lodserne skulle være pligtige at møde personlig på strandingsstedet, dem undtagen der aldeles ikke på samme tid måtte savnes ved lodstjenesten, men at der desuagtet, uden at lodserne regnes med, i påkommende tilfælde med de bjergere på Nyord, hvilke ikke er lodser, ibefattet, er henved 40 mand at disponere over.

Imidlertid kan det ved indtræffende strandinger her på kysten, omstændighederne  undertiden være således, og det har de oftere været, at lodserne der øjeblikkelig er til stede, kan få et skib af grunden inden nogen vidste af at det havde været på, og uden at lodstjenesten derved forsømmes. Og skulle nu, hvilket bådførerne i deres inserat nok især sigter til, lodserne der ellers ved sådan lejlighed altid først må vove deres trøje, lægge hænderne i skødet, når måske omstændighederne var allermest gunstige til skibets frelse, turde det det stolteste skib være vrag inden hjælpen langvejs fra kunne komme.

Nyord, den 28. november 1847.
F. V. Bergman,
Lodsoldermand ved Nyords Lods

(Kjøbenhavnsposten, 30. november 1847).

I 1822 eller 1823 offentliggjorde en lods, Hans Larsen en skjult strøm som ikke som de daværende sandede til, Bøgestrømmen. Det var i nogle år blevet skjult fordi det var en omvej for lodserne, og disse begyndte da også at bagtale ham. Den norskfødte og nys udnævnte lodsoldermand Bergmann holdt da med Hans Larsen. Og da løbet på længere sigt viste sig at øge færdslen (i 1845 3.222 skibe), genvandt han sin anseelse, og blev i 1833 udnævnt til dannebrogsmand.

Ved folketællingen 1835 var Frederik Vilhelm Bergman 35 år, gift, 4 børn og 2 tjenestepiger.

Vertumnus' Forlis 13de til 14de April 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I 1847 omkom 9 ud af 14 sømænd, da det engelske skib Vertumnus forliste ved Ferring Strand, Harboøre. Det lykkedes at redde 4 besætningsmedlemmer. Dette og andre forlis gav anledning til et redningsvæsen.

Ifølge Beretning fra Thisted er det en engelsk Tremaster ved Navn "Vertumnus", der er strandet ved Harboøer, med en kostbar Ladning af Stykgods til St. Petersborg, bestaaende af Apothekervarer, Indigo, Caffe, Porter osv. Skibet er Vrag, men af Ladningen skal dog en Deel i meer og mindre havareret Tilstand være kommen iland.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. april 1847).

Annonce i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23. april 1847 over varerne i Vertumnus.

Thisted.

... Af det paa Harboøer Strand forulykkede engelske Barkskib "Vertumnus" Capt. Thomsen, er en stor Deel af Ladningen i havareret Tilstand bjerget [see Avertissementet], Den druknede Capitains og nogle af Mandskabets Liig ere inddrevne og begravede. Del er beklageligt, at den ved Harbeøer eller Canalen liggende Redningsbaad ikke kunde anvendes til det ulykkelige Mandskabs Redning, hvoraf som bekjendt 9 druknede; det Sted hvor Skibet indstrandede er kun henimod et Par Mile fra Canalen. Begge Redningsbaade skulle efter Sigende være en Gave af Private, naturligviis i den ædleste Hensigt, hvilken dog ikke ved denne Leilighed er bleven opfyldt; thi deels paastaaer man at der skal feile adskillige Redskaber eller Apparater for at kunne afbenytte Baadene, og deels ere vore Kystbeboere saa ukyndige i Brugen af en saadan Redningsbaad, at Ingen har været at formaae til at gaae ud med den. Da Baaden jo hidtil ikke skal have kostet det Offentlige noget, saa var det at ønske, at dette ville bestride Udrustningen af samme, og at et Par Mand maatte opsendes, der kunne undervise Kystbeboerne i Brugen af Redningsbaaden. Flere Mand, der ere fortrolige med vore Kyster, paastaae, at de saakaldle Bombekanoner, hvorved Tonge kunne udskydes eller kastes ombord paa et paa de ydre Revler indstrandet Slib, ville der være meget hensigtsmæssige, da derved mangen kjæk Sømands Liv ville blive reddet. 

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 24. april 1847).

Fra det paa Harboøer Strand forulykkede engelske Barkskib "Bertumnus" er den druknede Capitains og nogle af Mandskabets Liig inddrevne og begravede. (Th. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. april 1847).

We the survivors of the late Barque "Vertumnus" do take this public opportunity of offering up to Mr, C. B. Claudi our heartfelt thanks and prayers for his welfare, for his brave et humane efforts at the great risk of his own Life in succeeding saving us from a watery grave and the kind and affectionate mariner in which we were treated afterwards.

And it is our sure and firm belief that if that daring and humane gentleman had had a proper constructed lifeboat and other apparatus at his disposal, be would have succeeded in saving all the crew of this illfated vessel 20 hours sooner.

(Signed) Charles Thompson,
chief Mate.
his
James + Varkin, Seaman,
Mark.
Alexander Gray do.
John Milner, Apprentice. 

Dated this 18. day of April 1847 at the village of Harboøer near Lemvig, Coast of Jutland.

Idet vi have optaget ovenstaaende Taksigelse troe vi, at man ikke uden Interesse vil læse følgende og velvillig meddeelte Beretning om de nærmere Omstændigheder ved Skibet "Vertumnus's" sørgelige Undergang:

"Barkskibet "Vertumnus" af London, ført af Capt. Thomas Thompson, bestemt til St. Petersborg med en Ladning Stykgods, indstrandede for Harboøre Strand Natten imellem den 12te og 13de April under en Storm af NV. og usædvanlig høi Sø. Skibet blev staaeude paa den yderste Kant af den indre Revle noget over 300 Alen fra Landet, hvor Søen brød allervoldsomst. Dækket var saa overskyllet af de heftige Brændinger, at Mandskabet ikke kunde opholde sig derpaa, og Alt, indbefattet Baadene, var bortskyllet derfra. Mandskabet opholdt sig i Fokkemærset, og alle deres Forsøg paa at faae en Tougende iland ved dertil at binde letflydende Ting strandede derpaa, at den rivende Strøm strax rev Alt bort i Retning mod den sværeste Brænding, hvor ingen Baad kunde komme. Uagtet vi foretoge mange med Livsfare forbundne Forsøg paa at redde det hele Mandskab, var det ikke muligt at naae til Skibet med Baaden formedelst Strøm og Brænding, og for en stor Deel fordi Vraget og Takkelagen af den kappede Stormast laae indenfor Skibet og hindrede Baaden i at komme det saa nær, at vi kunde tilkaste det en Ende. Først næste Dags Morgen ved Daggry lykkedes det med Livsfare at bjerge 4 Mand fra Vraget. Der var strax den første Morgen sendt Staffet til Agger, kanal efter den der stationerede Redningsbaad, men man erklærede derfra, at det ikke var muligt for Brænding og Strøm at naae hen til Strandingsstedet (circa 2 Mil)."

(Artiklen refererede desuden artiklen i Thisted Avis af 24. april)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  5. maj 1847).

En dag omkring 1. maj 1847 får Morten Gram besøg af tjenestekarl Anders Jensen Smed fra Møborg, der vil købe tran. "Morten ved Kirken" har ingen tran den dag - han må jo nok normalt have handlet med varen; ellers kom man vel ikke for at købe - men i sine gemmer har han noget andet, som han godt vil have Anders Jensen Smed til at sælge videre. Det er 6 bøffelskind fra den strandede engelske bark "Vertumnus". Da barken natten mellem 13. og 14. april blev slået i stykker af brådsøerne mellem Langerhuse og Knopper, drev spændende ting i land, især betydelige mængder af farvestoffet indigo, men også andre varer, der var bestemt til Rusland og nu i vid udstrækning blev stjålet og forsøgt videresolgt gennem mellemhandlere til købmænd og farvere, især i Lemvig og Holstebro. Skindene havde været anvendt til indpakning af stoffet Sarsaparille ( = kinarod), og for 4 mark købte Morten Gram de 6 skind af Christen Domp fra Lemvig, der igen havde købt dem af to kvinder fra Langerhuse. - Det, han nu viste frem, var der et hug eller hul i.

Anders Jensen Smed skulle ingen skind have. Han var taget til Harboøre for at købe tran, til kromanden i Tim, og har naturligvis været klar over skindenes oprindelse og risikoen ved at handle med stjålne varer. For øvrigt havde han selv i forvejen fået anskaffet sig et par pund indigo.

Mandag den 3. maj er han i Holstebro med kalveskind til købmand Wium og træffer her i butikken skomager Hygum. Anders Jensen Smed er tydeligvis handelsmand, der vil udnytte en mulig chance, og spørger skomageren, hvad han vil give for et skind, om det også havde et hul og var vådt! Skomageren svarede, at han ikke købte våde kalveskind!

Som dagene går, får Morten Gram selv kolde fødder. Han ved, han kan risikere husundersøgelse, og en nat lister han over på kirkegården - der var jo ikke mange skridt - og begraver sine seks bøffelskind der. Da rettens betjente dukker op den 15. maj, måtte de notere, at hos Morten Gram var „ingen spor eller noget, der kunne give anledning til mistanke“.

Men tyverisagen er nu under optrævling, og også Morten Gram bliver angivet. Den 20. maj må han møde til forhør i Lemvig og skjuler åbenbart intet. Skindene må jo stadig findes, hvor han gravede dem ned, siger han, og han forpligter sig til straks at levere dem til sognefogden.

Endvidere fortæller han, at han nogle dage efter strandingen selv på stranden har opsamlet noget, som han mente var tørrede pommerantser. Han afleverer det fundne, og retten konstaterer, at det i virkeligheden er et par lod kokusskaller, der bliver vurderet til 4 skilling.

Der kunne nævnes adskilligt mere om handelsvirksomhed ud fra denne særdeles omfattende strand tyverisags akter. Morten Gram og de to andre omtalte var ikke de eneste, der blev tiltalt for hæleri i den forbindelse.

Ved underretsdommen 4/11 1847 vurderes Morten Grams forseelse til 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Landsretten 7/5 1849 var mildere og fastsatte straffen til 2 dages fængsel, og højesteret er af samme mening, da dommen her afsiges 16/1 1852.19

(A. V. Langer: Købmandens hus i Harboøre, Hardsyssel Årbog 1976).

Carl Neumann (1833-1891): En stranding på Jyllands vestkyst. Bemærk at tegningen ikke viser de daværende redningsbåde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det forulykkede Skib "Vertumnus". Herom hedder det i "Viborg Av.": Da der er opstaaet Mistanke om ulovlig Omgang med endeel af det Opdrevne af Ladningen af det for Harboøer den 13de April strandede Skib "Vertumnus", navnligen hvad Indigo og Cochenille augaaer, saa udloves fra Herredfoged-Contoiret i Lemvig, under Fortielse af Angiverens Navn, en Belønning af 10 til 50 Rbd., alt efter Opdagelsens Vigtighed, til Den eller Dem, som beviisligen kan angive de deri Skyldige. Tillige advares Enhver imod at kjøbe saadanne Varer af Personer, som ikke ere handelsberettigede. - Til Auktionen i Tirsdags og Onsdags i Lemvig over det Bjergede fra fornævnte Stranding, havde indfundet sig flere Hundrede Lysthavende. For de fleste Sager betaltes enorme Priser, og Kjøbelysten var hos Enkelte saa stærk, at Mønten hos disse syntes at spille en underordnet Rolle. Varerne vare meget havarerede, nogle nok aldeles ubrugelige, men selv for disse kunde der opnaaes Penge. Det store Parti Indigo, der var annonceret tilsalgs (18,000 Pd. Br.), kunde rimeligst anslaaes til det Halve Nettovægt, og heraf kjøbte en Proprietair fra Lemvig-Egnen for ikke mindre end 12.000 Rbd. Dagen efter fortaltes, at Proprietairen igjen havde afhændet Partiet med et Tab af omtrent 3000 Rbd.; er dette sandt, anbefale vi Manden ikke en anden Gang at slaae ind paa Kjøbmandssager. Ordsproget siger: "Skomager bliv ved din Læst!" De annoncerede Skind, der endog fra Hamborg havde hidført Liebhabere, bleve opraabte til Salg paa nærmere Approbation. Imod denne ved en Strandingsauction vistnok urimelige Bestemmelse, blev der fra en af Liebhavernes Side nedlagt Protest; Fogdens derefter paafulgte Kjendelse gik ud paa Auctionens Fremme efter Conditionerne, med Reservation af Protestantens lovligt Ret efter nedlagt Protest. Skindene bleve nu forauctionerede, og høie Priser obtineredes for samme; men Dagen efter betydedes Kjøberne, at de gjorte Bud ikke vare blevne approberede. Man maa altsaa nærmest antage, at Lloyd's Agent, der var tilstede ved Auctionen, ikke har villet sælge Skindene. Men paa den anden Side var det en temmelig drøi Spas at drive med de Folk, der langveis fra efter Annoncen i Bladene vare lokkede hertil, i Særdeleshed da gode Priser udbødes. - Det Beløb, Auctiouen udbragtes til, kan vel anslaaes til henimod 50,000 Rbd. - I Onsdags Eftermiddag indtraf Justitsraad Petersen fra Holstebro til Lemvig, for i Cancelliraad Gundelachs Sygdomsforfald at fortsætte de paabegyndte Undersøgelser med Hensyn til Misligheder, der formenes begaaede ved Bjergningen af det fra ovennævnte Skib ilanddrevne Gods. - Sluttelig tilføies, at det fra Beboernes Skyld paa Harboøer vilde være os kjært offentligt at see udtalt, om der fra disses Side ved oftnævnte Skibs Stranding er lagt en saadan Activitet for Dagen for at redde de Forulykkede, at derom Intet kan være at sige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1847).

- I Vraget af det ved Harboøer strandede Engelske Barkskib "Vertumnus" ligger endnu for 27,000 Rbd. Tin og et halvthundrede Flasker Kviksølv. (Aarh. Av.)

(Morgenposten 22. maj 1847).

- En Indsender i Aalb. Av. beretter, at den ved sin Retsindighed, Nidkjærhed og Skarpsindighed hæderlig bekjendte Politimester, Justitsraad Ridder Petersen i Holstebro, i denne Tid er beskæftiget med at optage Forhør i Anledning af mislig Omgang med det fra Skibet "Vertumnus" indstrandede Gods. Efterat han har inqvireret adskillige Steder, isærdeleshed paa Harboøere, er det lykkedes at komme paa Spor efter en stor Deel af de Tyverier og Salg som i saa Henseende ere forøvede, og flere Personer, deriblandt endogsaa Gaardmænd, ere blevne belagte med Arrest, som stærkt mistænkte. - Det er at vente og haabe af den Mand, som tidligere med Held har udført det Hverv: i betydelige Tyvesager at opdage de Skyldige til velfortjent Straf, at han ogsaa ved denne Lejlighed maa være saa heldig at fremdrage den vistnok store Mængde, som mere eller mindre paa ulovlig Maade har tilvendt sig fremmed Eiendom ; thi det er paa den høie Tid, at der sættes Grændse for et Uvæsen, som Enhver, der ikke kan være ligegyldig ved, at Folk i et oplyst Land af fremmede Nationer skal stemples med Navne "Tyrk" eller "Barbar", tilvisse maa betragtes med den dybeste Afskye; maaskee turde man da vente sig, at gamle indgroede Forestillinger med Hensyn paa Tilvendelsen af strandet Gods efterhaanden kunde udryddes, saa at de Ord: bjerge (d. e. at tage og bortføre hvad Havet opkaster) og stjæle dog engang maatte blive betragtet som eensbetydende, med samme Ansvar. Thi det er desværre en hos mange Kystboere herskende Mening, at det ikke er nogen Synd at bjerge (paa ulovlig Maade), og med den Tanke eller Yttring: "Ligesaa godt kan Ravnen tage det, som Kragen", haster de til Stranden, saasnart det rygtes, at et Skib er strandet, endogsaa Fruentimmer og Børn, for efter gammel Skik og Brug at forsyne Kurve og Lommer; og de agter maaskee mindre paa deres Klagerøst , der fra det forulykkede Skib raaber om Frelse og Redning.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende  1. juni 1847 og Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 11. juni 1847).

- Konsul Kalls Dykkerfartøi, som hjemkom til Frederikshavn den 25de F. M. fra Agger, hvor Undersøgelse af Bundstedet af det forliste Skib "Vertumnus" var foretaget, uden at man har opfisket Andet end et Par Ankere med noget mere Skibsinventarium, eftersom det Hele var overskyllet af Sandet, har efter sin Hjemkomst og efter Overenskomst med Generaltoldkammeret udtaget Masterne af en 1/4 Mil udenfor Havnen i Aaret 1840 sunket Brig "Najaden" af Kiel. Fartøiet er for Øieblikket ved Skagen, for at undersøge og muligt giøre Forsøg paa at optage et dersteds sunket Skin. (Aalb. Av.)

(Morgenposten 9. juli 1847).

Med til den mislykkede redningsaktion var strandingskommissær Christopher Berent Claudi fra Lemvig. Han var med ombord i en fiskerbåd som forgæves forsøgte at redde besætningen i land. Efterfølgende skrev han til amtmanden: 

… da det var umuligt at komme ud til skroget […], så faldt det i vores sørgelige lod at blive vidne til den smerteligste og mest hjertegribende scene som kan tænkes. Den nemlig at se de ulykkelige efterhånden falde i vandet af udmattelse, uden at vi havde midlerne i vor magt til at frelse dem.

To af sømændene fra Vertumnis kendte man fra en anklage om tyveri af spiritus:

CENTRAL CRIMINAL COURT.

SESSIONS PAPER.

CARROLL, MAYOR.

SIXTH SESSION, HELD APRIL 5TH, 1847.

MINUTES OF EVIDENCE,

Taken in Short-hand by

HENRY BUCKLER.

LONDON:

GEORGE HEBERT, CHEAPSIDE.

TYLER & REED, PRINTERS, BOLT-COURT, FLEET-STREET

1847

JOHN MILNER, WILLIAM SYKES, THOMAS EDWARDS, ZACHARIAH FURMAN, WILLIAM JOHNSON.

Theft: simple larceny.

5th April 1847

935. JOHN MILNER, WILLIAM SYKES, THOMAS EDWARDS, ZACHARIAH FURMAN , and WILLIAM JOHNSON , were indicted for stealing 13 pints of brandy, value 1l. 12s. 6d., the goods of the London Dock Company; to which

SYKES pleaded GUILTY. Aged 17.

FURMAN pleaded GUILTY. Aged 18.

JOHNSON pleaded GUILTY. Aged 18. Confined Three Days.

JAMES ROEERT WHITE. I am an inspector of the Thames-police. On the 23rd of March I was passing round the east quay of the London Docks—I saw a cask of brandy leaking—I examined it, and found two holes plugged up—I went on board the brig Favourite, and found Milner, Sykes, and Edwards—I commenced searching, and under a bed-place where Milner and Sykes were lying, I found a bottle, containing one quart of brandy, put into a stocking—I asked them who it belonged to—they each replied they did not know—I then asked who the stocking belonged to, and Milner replied, "It is mine"—I also found a fellow-stocking in his bed-place—on searching the coal-hole, I found two bottles containing brandy—the Favouritewas in the docks, and persons on boars would have an opportunity of getting to the quay—I asked who put the bottles into the coal-hole—Sykes said, "I did"—I asked him how he came by the brandy—he said he got it from the quay, that he bored a hole with a gimlet, got the brandy out, and brought it on board in a bucket—Ithen examined the ded-place, and found a bottle containing brandy—I asked Edwards how it came there—he said Sykes brought some on board in a bucket, and said, "You shall have some," and that he took a bottle and put some into it—I then went with Dix on board the Verdumnu's, where we found six other bottle of brandy—Johnson and Furman were on board the Vertumnus.

GEORGE DIX. I found part of this brandy on board the Vertumnus—I asked Furman and Johnson where they got it—they said from on board the Favourite, and that Sykes drew it in a bucket.

HENRY ASHCROFT. I gauged the cask on the quay—I found three gallons of brandy were gone.

MILNER— NOT GUILTY.

EDWARDS— NOT GUILTY.

I Fredags paakjendte Høiesteret den forhen omtalte Justitssag mod Strandfogderne Chr. Sørensen Røn og Thomas Kjøbmand samt 115 Andre, der tiltaltes deels for ulovlig Omgang med løst af Havet inddrevet Gods, deels for Tyveri og Hæleri, samtlige Forbrydelser udøvede med Hensyn til det 1847 paa Harboøer Strand ved Jyllands Vestkyst indstrandede engelske Skib "Vertumnus", og sammes af Cochenille, Caneel, Indigo etc. bestaaende Ladning. De fleste af Forbrydelserne vare imidlertid, som ogsaa de de Tiltalte idømte Straffe udvise, meget ubetydelige, og flere af dem vistnok udøvede uden at de Paagjældende havde gjort sig noget Begreb om det Indgreb i Andres Eiendomsret, som de derved havde gjort sig skyldige i. Af de meest Skyldige er Een bleven dømt til 1 Aars Forbedringshuusstraf. Fire til 6 G. 5 D. Fængsel paa Vand og Brød, en Farver samme Straf i 4 G. 5 Dage, Atten til 3 G. 5 D. Fængsel paa Vand og Brod, 17 til 2 G. 5 D. dito, 17 Andre til 5 Dages dito, et Par Andre til 2 Dages dito, Strandfoged Chr. S. Røn til 20 Dages Fængsel, Strandfoged Th. Kjøbmand til 8 Dages dito, nogle Andre, hvoriblandt en Kjøbmand, til samme Straf, Resten til Mulcter fra 1 til 50 Rbd. Blandt de Høiestmulcterede (50 Rbd.) er en Vicekonsul. Sagen fortes for Høiesteret af fie Advocater (FL. Bl.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23 januar 1852).

Claudis beretning om forliset og redningsforsøget stod at læse i Illustreret Tidende. 

Claudi besluttede, at det ville han gøre noget ved. Han rejste bl.a. til England for at studere, hvordan de havde indrettet redningsvæsenet der. Og bagefter tog han fat på at overbevise politikere og embedsmænd om, at man skulle bygge redningsbåde og anskaffe redningsraketter og redningsstole. I 1847 lykkedes det ham at få etableret de første redningsstationer på den jyske vestkyst, bl.a. Flyvholm Redningsstation.

Redningsvæsenet fik hovedkontor i redningsbestyrer Claudis villa i Lemvig. (Den lå med en stor have ud til Østergade, omtrent der hvor parkeringspladsen mellem Musikskolen og rådhuset er i dag). I 1869 blev Claudi efterfulgt af Anthon Andersen, der bestyrede Det Nørrejyske Redningsvæsen fra sit hus i Vasen i Lemvig indtil 1909, hvor hovedkontoret først flyttede til Skagen og siden til København.

Vraget er ikke blevet fundet (2017), så der kan stadig ligge tin og kviksølv på ulykkesstedet.

Se også A. V. Langer: Da barken "Vertumnus" strandede ved vestkysten den 13. april 1847, Tidsskrift for Redningsvæsen årg. 41, 1974, nr. 8 s. 87-90 og nr. 9 s. 1002-105.