De nedstyrtede Gesimser. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar styrtede der et Stykke Gesims ned i Bredgade dog uden at ramme nogen.

Til venstre: Afspærringen foran Restaurant "Rex". Til højre: Ejendommen Bredgade 63 med den stadig farlige Gesims.

Det er ikke for meget sagt, at Byen er stærkt opskræmt ved de to Gesimsulykker, som har fundet Sted med mindre end en Uges Mellemrum paa et Par af vore mest  befærdede Gader. De talrige Henvendelser fra vore Læsere viser det, og hvor kan det være anderledes?

Stadsingeniør Bjerre udtaler, at man indenfor den kommunale Administration i høj Grad har Opmærksomheden henvendt paa Spørgsmaalet om Lastbilernes skæbnesvangre Indflydelse paa Gesimser og andre Murstenspring. Baade Rystelsen og Støjen tages i Betragtning og Ulemperne modvirkes bedst ved engelsk Brolægning og Asfalt.

Hvis Brolægningen paa Trianglen skal have Skylden, finder Stadsingeniøren det dog mærkeligt, at en lignende Ulykke ikke er hændt i Stockholmsgade, hvor Brolægningen er daarligere og hvor der er Gesimser i Massevis. 

Nu ved vi altsaa hvad der venter os i Stockholmsgade. 

Bliver der ved paa denne Maade, maa vi i en Fart have udarbejdet nye Færdselsvejledninger, der viser Gadernes forskellige Fareklasse. 

I Fareklasse i kommer vist, saa vidt vi kan skønne, fremdeles Bredgade. Ovenstaaende Billede i Profil, der viser Ejendommen Nr. 63 - hvor den lille Dreng dræbtes forleden - giver et levende Indtryk af den særegne Byggemetode, som her er anvendt Den er egentlig ikke betryggende, men skaber Gysningsfornemmelser. 

I Gaar var der yderligere afspærret foran Restaurant "Rex" skraas overfor, hvor et Stykke Gesims ligeledes drattede ned - dog heldigvis uden at ramme nogen! - og saa Hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. Billedet viser den førstnævnte Spærring.

(Aftenbladet (København), 18. september 1928).

Restaurant Rex lå i Bredgade 66. I 1923 havde den dengang nyåbnede restaurant Rex's restauratør Holger Andersen fået et æresdiplom af franske kokkeforeninger. Senere Dronningens Tværgade 43.

Arveprinsesse Caroline (4: Boet gøres op). Efterskrift til Politivennen)

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Tid, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligation, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærket A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Dage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.

Arveprinsesse Caroline (2: Død). (Efterskrift til Politivennen)

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).

Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).

Arveprinsesse Caroline (1: Som ældre). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske tronfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Kirurgisk Akademi. (Efterskrift til Politivennen)

Det forrige kirurgiske Akademies Bygning har, hedder det i "Ugeskrift for Læger", som det vil være en stor Deel af Læserne bekiendt, i Løbet af de sidste Aar faaet ikke ubetydelige Udvidelser, der, saavidt vides, ikke før have været omtalte i Pressen, men som fortjene at nævnes som Beviis paa, at man i visse af de Kredse, der have Indflydelse paa Underviisningen, ikke savner aabent Øie for de Krav, Tiden stiller.

Den første Udvidelse, der allerede er nogle Aar gammel, er en toetages Bygning med Facade mod Gaarden (og den forhenværende Have) og med Bagside mod det katholske Capel. Her findes i Stueetagen de Studerendes Dissectionsstue, paa første Sal Arbeidslocaler for Lærerne og de Viderekomne. De sidstnævnte Rum staae i bekvem Forbindelse med de tidligere bestaaende og endnu i Brug værende anatomiske Aideidsværelser ved Siden af den store Høresal; men de ere som hele denne Bygning i det Hele taget vel indskrænkede.

I enhver Henseende rummeligere og fuldstændigere udstyret er det i den allersidste Tid fuldførte physiologiske Laboratorium. Dets brudte Hovedfacade ud til Gaarden vender mod Nord, Bagsiden mod Bygningerne i Blancogade, hvorimod Bygningens østlige Ende med 4 Fag vender ud imod Fødselsstiftelsens Tørreplads og de tilstedende Haver. Man føres ind i Bygningen ad en større Dør paa Midten, hvorfra en bred Trappegang fører ned i Kjælderen og op i Etagerne. Planen for Anlæget af de nederste Etager er væsentlig en Tvedeling, overeensstemmende med de tvende Hovedretninger i den nuværende experimentelle Physiologi, den physiske og den chemiske. I Kjælderetagen til høire findes et Værksted til Forfærdigelse af de mange Apparater, som blive nødvendige ved Undersøgelserne, og som ikke kunne udføres uden stadig Vejledning og Experimentering. Ved Siden af samme ligge Localerne til Opbevaring af levende Dyr (Hunde, smaa Marsvin, Frøer), med de dertil særlig construerede Kasser og endelig et Værelse til Respirationforsøg og Gasanalyser. I den med denne Kjælderhalvdeel paa begge Sider ved Trapperne og ved et Talerør forbundne Halvdeel af Stueetagen findes 3 Værelser. Det større tjener baade til Arbeidsværelse for Læreren og til Opbevaring af en Mængde finere Physiske Apparater og Instrumenter, baade tjenlige til videnskabelige Undersøgelser og til Demonstrationer for de Studerende. Saagodtsom alle disse Instrumenter og alle Apparater til physikalske, chemiske og vivisectoriske Undersøgelser ere anskaffede i de sidste 3-4 Aar, for en stor Deel samtidig med den nye Bygning Opførelse. Et mindre Værelse ved Siden af Lærerens Arbejdsværelse er bestemt til de finere Undersøgelser over Nervernes og Musklernes electriske Forhold osv., og et lignende paa den anden Side af Arbejdsværelset er bestemt til Operationsværelse ved Forsøg paa levende Dyr. I Kjælderetagen tilvenstre findes et med et stort Ildsted og Afdampningsskabe i Vinduerne forsynet Arbeidslocale til større og med styg Lugt forbundne chemiske Arbeider; her findes tillige Køleapparatet til destilleret Vand, en stor Vadsk o. desl. Ved Siden heraf findes et lille Værelse til Opbevaring af chemiske Materialer, Glas osv. og et Opholdsværelse for Opsynsmanden. Ved den østlige Ende af denne Deel af Kjælderetagen er der en Udgangsdør til en lille Gaard med et Kaninhuus. I den til denne Side af Kjælderetagen svarende Deel af Stueetagen findes et rummeligt og lyst chemisk Laboratorium til Brug for de Studerende, i enhver Henseende hensigtsmæssigt og bekvemt indrettet; ved Siden af dette store Arbeidslocale, skilt fra samme ved en Forstue, findes et mindre Værelse til Vægte, Titreringsapparater og sjeldnere Præparater. 

Hoffotograf Lars Peter Elfelt, Lars Peter (1866-1931): Lærer og studerende i buet rum. Kirurgisk akademi. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Auditoriet som det formentlig så ud i 1868, og stadig ser ud.

- Første Sals høire Halvdeel indtages af Auditoriet. Her er Plads til over 100 Studerende; Bænkenes og Bordenes Høide er afpasset saaledes, at ingen af Tilhørerne behøver at rejse sig for at see, hvad der foregaaer ved Kathedret; Høresalen er ligesom de andre Rum, hvor der er Brug derfor, forsynet med Gas og Vand; den kan med Lethed gjøres fuldkommen mørk, saaledes som det behøves ved de Forsøg, ved hvilke Lysreflex skal benytte: Kathedret er tillige indrettet saaledes, at det kan benyttes som chemisk Arbejdsbord, der er forsynet med alle fornødne Reagenser, og det er ved sit dobbelt elektrisk redning sat i Forbindelse med det i Stueetagens store Arbejdsværelse opstillede galvaniske Batteri og det, som dertil hører, saa at den idelige Bæren frem og tilbage og den besværlige og tidsspildende Opstilling af Apparater er betydelig lettet. For de Studerende er der ved en Bagtrappe med egen Indgangsdør sørget for en særskilt Adgang til Høresalen. Den anden Halvdeel af første Sal indeholder et stort og et med samme forbundet mindre Værelse, begge bestemte til mikroskopiske Øvelser og optiske Forsøg. Med Hensyn til det førstnævnte Formaal er der her hensigtsmæssigt anbragt Borde i Vindueskarmene, saaledes at Laboranter i to Rækker bag ved hinanden have godt Lys. Et tredie, mindre Værelse ved Siden af disse indeholder den for de medicinske Studerende bestemte pharmakologiske Samling og tjener til Aftrædelsesværelse for Læreren i Pharmakologi, som nu ogsaa holder sine Forelæsninger i den nye Bygning. - Paa anden Sal finder man alle de mange til den sammenlignende Anatomi og Physiologien henhørende Skeletter og Spirituspræparater, som før vare sammendyngede i Kjælderen under Universitetsbygningen, opstillede i systematisk Orden i passende Skabe med tydelige Paaskrifter. Kun de store Skeletter, som her vilde optage for Megen Plads, ere hensatte i det nye zoologiske Museums Bygning (i Krystalgade), hvor de da ogsaa nok saa meget have hjemme. desuden er der i denne Etage endnu et Par tomme Rum, bestemte til Bolig for en eventuel Medhjælper, nærest ved den Physiologisk-chemiske Undervisning.

Hele Bygningen, hvis Indretning her kun er ganske flygtigt skizzeret, bærer Overalt Præg af at dens Opførelse og Udstyrelse er ledet med stor Sagkundskab og praktisk Sands i de Retninger, hvorpaa det ved saadan Leilighed kommer an. En Mængde tilsyneladende smaa, men i Virkeligheden betydningsfulde Ting, som man finder hist og her, vidne om det Overblik og den Grundighed, hvormed Sagen er gjennemtrængt fra først af, og hvorved det er lykkedes paa et forholdsviis lille Rum at faae samlet et meget stort og efter Omstændighederne let haandterligt Apparat. Men der er endnu en Ting, som Betragtningen af denne nye Bygning, hvortil der af den sparsommelige Rigsdag er bevilget et Beløb af 26,000 Rd., kan godtgjøre, nemlig at en enkelt Mands kraftige Villie, naar den ledes af en paa grundig Kundskab støttet, sikker Overbeviisning, i faa Aar kan udrette mere end famlende Tilløb og lunkne Bestræbelser i hele Aartier.

Det nye physiologiske Laboratorium er for største Delen allerede traadt i Virksomhed ved Begyndelsen af det nys sluttede Underviisningshalvaar; kun de chemiske Øvelser ere foreløbig udsatte, men ville sandsynligviis blive paabegyndte den 1ste februar 1868.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. januar 1868).

Legemsøvelser for Pigebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Institut for Legemsøvelser for Pigebørn. Da vi ligeledes have faaet de fornødne Oplysninger om dette Institut, saa afskrive vi efter "Fædrel." Følgende: I Januar f. A. aabnede Gymnastiklærer i Søetaten, W. Johnsen og hans Søster E. Johnsen et Institut for Legemsøvelser for Pigebørn i Bredgade Nr. 174 Litr. B. Dette har i Aarets Løb været besøgt af 46 Elever, hvoraf de fleste ere blevne udmeldte i Sommertiden. At Legemsøvelser have en gavnlig Indflydelse ikke mindre i paa Pigebørns end paa Drenges Sundhed og Udvikling, og at de her i Kjøbenhavn, hvor Bevægelse i fri Luft er vanskelig at skaffe Børn om Vinteren, og hvor mange Børn sove og opholde sig i indskrænkede, beklumrede Værelser, ere dobbelt gavnlige behøver neppe at bemærkes. Da det nu er os bekjendt, at saavel Forældrene til de Børn, der have besøgt Institutet, have været særdeles tilfredse med dets Bestræbelser, som at Eleverne med Lyst og Glæde have deeltaget i dets Øvelser, saa ville vi ikke undlade at henlede den almindelige Opmærksomhed paa denne Anstalt, der, hvis den skal vedblive at bestaa, behøver den en langt talrigere Deeltagelse, end den hidtil har opnaaet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. august 1855. 2. udgave)

Institut for Legemsøvelser for Pigebørn. 

I den senere Tid synes mange samvittighedsfulde Forældres Opmærksomhed at være bleven henledet paa Vigtigheden af Børnenes legemlige Kræfters sunde og naturlige Udvikling. Grunden hertil er uden Tvivl for endeel den sørgelige Kiendsgjerning, at Antallet af de Børn og især Pigebørn, som lide af Skjævhed og andre Sygdomme, fremkaldte ved Ukyndighed og Misgreb i Opdragelsen, er i stadig Tiltagen, og heri ligger unegteligt en kraftig Opfordring mere for den samvittighedsfulde Opdrager til at sørge for de Midler, ved hvilke Spiren til disse Onder, der ofte følge Mennesket hele Livet igjennem, forebygges, og en god Grund for Sundheden lægges. Et af de nyttigste Midler hertil ere ordnede, med Kyndighed og Omhu ledede Lege og Legemsøvelser, som fremvirke den faste og ranke Holdning og den lette og smidige Bevægelse af Lemmerne, og som, indrettede med tilbørligt Hensyn til Smagens og Anstandens Fordringer, have en gavnlig Indflydelse paa Sindets Opmuntring og Forfriskning og ved deres Nøiagtighed og Præcision tillige paa den sædelige Charakteer. For Drengebørnene er der i denne Henseende sørget tilbørligt, da Legemsøvelser i de sidste 30 Aar have udgjort en de øvrige Fag sideordnet Underviisningsgjenstand næsten i alle Stoler; i Pigebørnenes Opdragelse derimod er man bleven staaende ved nogle Forsøg, som ved uheldige Midler og ved den misforstaaede Opfattelse af Øvelsernes Øiemed, der for Pigebsrn ikke er Kraftudvikling, men Naturlighed og Ynde i Holdning og Bevægelser, ere mislykkede eller opgivne.

For at give de ærede Forældre og Opdragere Leilighed til at overbevise sig om Øvelsernes Beskaffenhed og Hensigtsmæssighed tillade vi os at indbyde dem til at tage Øvelserne i Øiesyn paa Institutet, der har en stor, luftig og vel opvarmet Sal i Industriforeningens forrige Locale paa Østergade Nr. 63, 2den Sal over Gaarden, hvor Øvelserne holdes og Indmeldelser af Elever modtages hver Dag Kl. 2-5.

Honoraret, som erlægge maanedligt forud, er for 3 Timers ugentlig Underviisning 1 Rd. 3 Mk. for Børn under 12 Aar, og 2 Rd. for Elever over 12 Aar. Søstre nyde Moderation.

Idet vi anbefale os og vort Foretagende ved at tilføie Netcnstaaende, tegne vi os

Kiøbenhavn i Marts 1857. Ærbødigst
Emmeline Johnsen. Wilhelm Johnsen

Ifølge vort Kjendskab til Hr. Gymnastiklærer Johnsen og overbeviste om Nytten af det af ham og hans Kone oprettede Institut, tage vi ikke i Betænkning at anbefale dette paa det Bedste.

Kjøbenhavn i Marts 1857.

G Dahlerup. E. Hornemann. J. C. A. Bock. J. P Jacobsen. Drachmann. A. Buntzen. Christensen. Mansa. Sommer. Ballin. Trier.

(Flyveposten 2. april 1857)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 19. maj 1860. I 1867 betegedes badevandet i flådens leje som urent som intet andet sted. I 1868 underviste Carla Johnsen - den ene af de dengang kun  to svømmelærerinder (den anden var hendes søster) - ved Becks Bade kvinder og piger i svømning. Hun boede i Svanegade 11 (hjørnet af Grønlandsgade ved Østerport). Muligvis flyttede Venedig i 1869-1888. I hvert fald nævnede aviserne en søbadeanstalt ved navn "Venedig" som lå ud for skydebanen og Absalonsgade. Den havde både en dame- og herreafdeling.

Da instituttet blev oprettet i januar 1855, vakte det en del forargelse idet mange mente at kvinder ikke kunne lave gymnastik. I 1859 udvidede Johnsen aktiviteterne til også at omfatte en svømme- og badeanstalt i flådens leje. Man bedyrede at den var aldeles isoleret og indelukket. Man skulle henvende sig i Bredgade 175 eller Svanegade 12 i Nyboder. I 1864 eksisterede instituttet stadig, nu bestyret af Christiane Johnsen og Wilhelm Johnsen. Det lå samme sted, Bredgade 38. I 1865 kunne instituttet fejre 10 års jubilæum. Wilhelm Johnsen åbnede i 1885 en svømmeskole på Klampenborg Badeanstalt. På det tidspunkt var det blevet accepteret at kvinder lavede gymnastik. Og vandet ved holmen aldeles forurenet, se andet afsnit her på bloggen. 

Kjøbenhavnspostens Nyheder. (Efterskrift til Politivennen)

Imorges Kl. 3 1/4 udbrød en stærk Huusild i Bagbygningen til den, musikalsk Instrumentmager A. Marschall tilhørende Gaard No. 197 i Bredgaden. Ilden formodes i længere Tid at have vundet Magt inde i Bygningen, hvis Beboere forstørstedelen først ved Anskrig udenfra pludselig saae sig udrevne af Søvnen og omspændte af Luerne, der med en voldsom Kraft banede sig Vei og fløge ud til flere Sider. Det skuldes den med ydertse hurtighed tililende Hjelp og vort fortræffeligt organiserede Brandkorpses Anstrængelser, under dets raske og virksomme Chef, Hr. Brandmajor West, at denne Ildsvaade, der i Begyndelsen antog en saa frygtelig Character, ikke havde endnu mere ødelæggende Virkninger. Bagbygningen, hvori Ilden (som det siges hos en der boende Snedker, E. Hagen) var opkommen og hvor Hr. Marschalls Værksted var, er ganske afbrændt, tilligemed Størstedelen af et til Fru Etatsraadinde Zeuthens Sted (No. 195 i Bredgade), hørende Baghuus, der til Lykke ikke var beboet, men benyttedes til Pakhuusleilighed og Foerloft. Ilden rasede i omtrent 3 Timer, og Luerne havde næsten omspændt flere af de tilstødende Bagbygninger, som ved Brandkorpsets utrættelige Virksomhed bleve frelste. I det Øieblik vi nedskrive dette, er det endnu umuligt at angive Omfanget af den Skade, denne Ildsvaade har anrettet. Sørgeligst vilde det imidlertid være, om ogsaa Mennesker derved have tilsat Livet; hvilket kun er altfor sandsynligt, da den Ulykkelige, hos hvem Ilden opkom, tilligemed en Karl, savnes. Den Første, der, som ovennævnt, var Snedker, er seet at bringe en Dragt Redningsgods ned i Gaarden, og derfra med Fortvivlelse at ile tilbage i Luerne, for at frelse mere. Flere Mennesker ere meere og mindre beskadigede af Luerne bragte paa Hospitalet.

(Kjøbenhavnsposten, 26. og 29. februar 1828, side 68 og 72)

Den i f. No. af dette Blad i Beretningen om den ulykkelige Ildsvaade den 26de dennes yttrede Sandsynlighed, at tvende Mennesker derved have tilsat Livet, har desværre sildigere stadfæstet sig som Vished. Den ene af de Ulykkelige, Snedker Hagen, blev ved Gravning den anden Dag derefter funden, i en sørgelig lemlæstet Tilstand; Karlens Liig var derimod endnu ikke opdaget. Dhrr. Prof. og Ridder Brorson og Muurmester Lyrthans have nu anraabt om Kjøbenhavnernes Goddædighed for Hagens efterladte Enke og 3 Børn, for hvis Frelse det var han paa ny vovede sig ind i Luerne og tilsatte Livet.

(Kiøbenhavnsposten, 29. februar 1828, side 72.)

Uro ved den brittiske gesandts bolig. (Efterskrift til Politivennen)

Kiøbenhavn, den 31te August.

Efter anstillet Forhør over de Personer, der ved Politiet bleve arresteret i næst forrige Maaned i Norges Gade blandt Mængden, der havde forsamlet sig af Nysgierrighed udenfor den af den Kongel. Storbrittanniske Gesandt beboede Gaard, da samme i Anledning af de allierede Hæres Seier i Frankrig var illumineret, fordi de formodedes at have giort sig skyldige i den der stedfundne Uorden, ere 2de, nemlig Fasting og Schiødt, blevne af Politieretten dømte til at hensættes i Fængsel paa Vand og Brød, hvorved den Tid, de, medens Sagen blev forhandlet for Retten, tilbragte i Fængsel, er bleven dem tilregnet i Straf.
Soldaten Stubbekiøbing, som ved Vidnernes Udsagn ikke kunde overbevises om at have taget Deel i Opløbet, er af Krigsretten bleven frikiendt, og har indtil Sagens Udfald udholdt en langvarig Arrest.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 7. september 1815.

Fra et maleri af H. G. F. Holm ved vi at den engelske gesandt sir William Wynn boede i Bredgade 30 omkring 1820. Om dette også var tilfældet i 1815, kan ikke verificeres. Senere flyttede gesandtskabet til Bredgade 26.

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.

Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  

"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Stank i Bredgaden.

Beboerne af Bredgade kan ikke leve længe når vedkommende ikke renser rendestenen udenfor Mac Evois gård og hele strækningen fra Garnisonspladsen ned forbi konferensråd Collins der er så opfyldt med grønt forrådnet slim at luften ganske forpestes deraf. På en tid da vores ædle faderlige monark ved store opofrelser og vise indretninger søger at beskytte os mod den rædsomme kolera, turde man vente at alle autoriteter og enhver god borger ivrigt stræbte til det samme mål og ikke ved nogen forsømmelse tilintetgjorde regeringens bestræbelser.

(Politivennen nr. 816, Løverdagen den 20de August 1831, s. 595)

En paatrængende Tiggerske.

I Bredgade fra krydset af Fredericiagade til ned mod Frederiksgade ses hver dag et temmelig højt kvindemenneske med et lille barn på armen, tryglende om almisse af de forbigående. Men ikke nok hermed, hun overfalder endog de høje og allerhøjeste herskaber som passerer denne vej. Således så anmelderen hende forleden dag trygle af en meget høj person der kørte ind af porten til hendes kongelige højhed prinsesse Carolines palads. Da dette kvindemenneske nogle gange er set at være beruset, bør hun så meget mere fjernes fra dette revir og indskærpes at søge sit ophold på anden måde.

(Politivennen nr. 740, Løverdagen den 6te Marts 1830, s. 149)

Maadelig Belysning i Norges- eller Bred-Gaden.

Næppe er nogen af de større gader i byen hvorigennem stor færdsel er, dårligere belyst end denne gade. Man ser kun entreen ind i samme fra Kongens Nytorv. Den lange tothske sidemur frembyder et kaotisk mørke, og længere ned i gaden såvel på den ene som den anden side, er store spring mellem de tændte lygter. Når ikke nogle udenlandske ministre der logerer i denne gade, havde dobbelte antændte lygter foran deres bopæle og Schimmelmanns lygter ikke brændte hele tiden, så det jammerligt ud i belysningen. Længere udad i gaden mod toldboden er belysningen særdeles sparsom og tynd, og Politivennen anbefaler denne gade hvad angår det foranstående påankede i særdeleshed til den ansvarlige autoritet der bestyrer samme.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 44-45)

Ønske fra Frederiks Hospital.

En af de vigtigste anordninger en læge udsteder ved sygelejet, er at den syge skal nyde uafbrudt ro. Og denne anordning føler enhver sig forpligtet til at efterkomme. Ja endog vedkommende hvem det ikke påhviler som umiddelbar pligt at være om den syge, forholder sig i almindelighed stille og rolige, når de ved at syge er i nærheden, som muligvis kunne foruroliges ved larm og støj. Det synes altså at være pligt for enhver der bor nær ved et hospital at sørge for, ikke ved nogen slags utidig støjen at overbevise de syge om at de er langt fra at befinde sig i rolighedens bolig.

Imidlertid synes det at portneren, opsynsmanden, betjenten (eller hvad han ellers er) ved det katolske kapel i Bredgade anser denne pligt temmelig negativ, da på samme sted høres en hund der især i de seneste måneder har foruroliget patienterne på den side som vender mod kapellet med gøen, tuden og allehånde spektakel. Sandsynligvis er denne tuden for en del forårsaget ved at dyret mangler næringsmidler. På grund af at dets tuden er periodisk, er en af hovedperioderne for dets ubehagelige virksomhed den tid da middag holdes på hospitalet, og det altså formodentlig kan lugte maden. Om nu barmhjertigheden mod det har været større i juledagene end ellers, eller hvilken anden beroligende årsag der har fundet sted, kan man ikke vide. Men vist er det at hunden var meget mere stille og lod sig mindre høre i de dage end ellers var tilfældet, hvilket dog i de seneste dage atter har forandret sig da den især i middagstiden atter er blevet særdeles urolig.

Adskillige på hospitalet er så syge at de slet ikke kan tåle denne uharmoniske musik. Ofte kan det træffe at den syge just på den tid kunne nyde et øjebliks blund hvorfor nævnte betjent anmodes om at fodre sin hund så rundhåndet at den ikke af sult skal drives til på en sådan måde at tilkendegive sit mishag som mere træffer aldeles uskyldige end den det burde påminde. Men hvis ører formodentlig er alt for forhudede siden hundens tuden endnu ikke har kunnet nå dem.

(Politivennen nr. 628 Løverdagen den  12te Januar 1828, s. 26-28).

"Portneren ved det katolske kapel i Bredgade anser denne pligt temmelig negativ, da på samme sted høres en hund der især i de seneste måneder har foruroliget patienterne på den side som vender mod kapellet med gøen, tuden og allehånde spektakel." (Frederiks Hospital i Bredgade, nu Dansk Design Museum. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020)

Kneben Illumination den 29de October.

Den 29. oktober var Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. Men med forundring bemærkede man at næppe var den sidste vogn af suiten kommet til Skuespilhuset før lysene i en del steder på Kongens Nytorv og overalt i Norgesgade blev slukket, med undtagelse af i den gård der bebos af hr. blikkenslagermester Ekstrand. En mand der altid ved sådanne anledninger udmærker sig med sin butiks smagfulde oplysning. 

"Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade var illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. tilskuere. Utvivlsomt befinder der sig iblandt tilskuerne flere spitsbuber og urostiftere". (De kongelige på vej til Det Kongelige Teater, yderst til højre i billedet. Norgesgade hedder nu Bredgade).

Hensigten med sådan belysning er næppe, en sådan aften mere end ellers, at oplyse gaden for den kongelige ekvipager mens de passerer samme, hvilket også ville være unødvendigt, eftersom de medbringer tændte fakler, men for at være vores elskede kongehus en skyldig opmærksomhed. Dog hvad skal man sige om en opmærksomhed der røber så upassende gnieragtighed at man krymper sig ved udgiften til et par pund lys.

På den anden side ville det være ønskeligt at belysningen varede ved uafbrudt indtil toget var passeret tilbage. For som bekendt indfinder mange mennesker af alle klasser sig som tilskuere. Og utvivlsomt befinder der sig iblandt disse flere stratenrøvere og urostiftere. I en oplyst gade ville det være let for politiofficererne at pågribe disse hvorimod de i mørke med mere sikkerhed kunne drive deres uvæsen.

(Politivennen nr. 514. Løverdagen den 5te November 1825, s. 10226-10227)

Noget i Anledning af Stykket: "Betleroverhæng" i Politievennen No. 486.

I Politivennen nr. 486 finder man under titlen "Betleroverhæng i Norgesgade" et stykke der fra formen at slutte just ikke afgiver de bedste forhåbninger om materien. Uden at indlade sig på selve sproget der næppe holder prøve for kritikkens domstol, vil man her indskrænke sig til materien for så vidt samme handler en en "gevaldig fattigskole straks ved Landakademiet" *). Efter at forfatteren først har udgydt sit hjerte over den uorden denne skoles ungdom ved dens bortgang middag og aften afstedkommer, skrider han med et til det lige så naive som humane forslag: "at forstanderen - NB for skolen - eller hvad han kaldes, burde stå ved udgangen med tampen i hånden for at indsmøre dem der ikke straks forføjede sig til deres hjem". 

Jeg skal her ikke indlade mig på de pudsige optrin en fremgangsmåde som den projekterede ville afstedkomme, men vil kun indskrænke denne min replik til besvarelsen af følgende spørgsmål: 1) Var den foretagne fremgangsmåde passende? og 2) Var den lovlig? Hvad angår det første spørgsmål da vil vist ingen uden måske forfatteren selv finde det passende at inspektøren (forstanderen) ved en offentlig skole skulle agere offentlig profos. Jeg siger offentlig, for forslaget går ud på at denne hans anden funktion skulle udøves på gaden, for ikke at tale om at det publikum der var vidne til en sådan behandlingsmåde let deraf kunne udlede andre følgeslutninger end blot den at det måtte være slet bevendt med tugten på selve skolen. Skulle som forfatteren mener, en sådan fremgangsmåde være absolut nødvendig - noget jeg slet ikke kan indrømme - da synes det dog vel mere passende at samme blev iværksat og udført af en egen dertil lønnet skarpretter, en bestilling om hvilken vel endog forfatteren selv kunne gøre sig håb, når han betimeligt indkom med sin ansøgning desangående til den kongelige administrerende direktion for Københavns fattigvæsen. 

Jeg går nu over til besvarelsen af det andet spørgsmål, og vil da forudskikke den bemærkning at det politi der med så megen iver og årvågenhed hæmmer enhver uorden, vist også vil drage omsorg for at den påankede hvis den dertil måtte kvalificere sig, bliver hæmmet og afstraffet. Er det nu en afgjort sandhed at enhver uorden på gaden ene og alene sorterer under politiet, så bliver det klart at vedkommende inspektør ikke uden at gøre  indgreb i dettes rettigheder vil kunne efterkomme forslaget. Ligesom han vel også ved at udøve den foreslåede tugt på gaden let kunne afstedkomme sådanne opløb som han især med hensyn på det tilstødende publikum ikke ville have kompetence til at standse.

Men ikke alene fra dette synspunkt er en sådan fremgangsmåde ulovlig. Den strider også mod de af direktionen for almue- og borgerskolevæsnet udfærdigede skolelove. Disses § 12 tillader og det endda kun i yderste nødstilfælde at straffe med den tynde ende af et ris (en bestemmelse for hvis forandring der dog vel turde være vigtige grunde). Men ville man nu ikke på det skammeligste omgå denne bestemmelse taget af direktionen og hidtil ikke forandret, hvis man troede sig berettiget til uden for skolen, eller som her blev tilfældet,på gaden, at bruge en tamp? Ville det ikke være et mageløst eksempel på bogstavelig udlægning at anse sig berettiget til at anvende en forbudt korporlig straf på ethvert andet sted end i selve skolelokalet? Besvarelsen af disse spørgsmål overlader jeg gerne til hr. forfatteren, og skal det være mig kært hvis han på en for publikum og mig tilfredsstillende måde kan modargumentere hvad jeg her har ytret.

*) Så vidt vides er der intet Landakademi til i hele Danmark, endsige i København, med mindre forfatteren dermed mener Landhusholdningsselskabet hvilket det dog næppe her kan betyde, siden dette selskab her sit lokale ved Frederiksholms Kanal og ikke i Bredgade. Mener derimod forfatteren med sit udtryk Landkadetakademiet, da er den benævnelse lige så uforståelig og urigtig som ville man kalde Søkadetakademiet Vandakademiet.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9710-9714)

Redacteurens Anmærkning

Debatten fortsatte i Politivennen nr. 493. Løverdagen den 11te Juni 1825, s. 9757-9761. Som stadig hyppigere skete i bladet udviklede det sig til lange trætter som jeg som Redacteur vil henvise læserne til originalen).

Betleroverhæng i Norgesgade.

Hr. Politiven! Denne benævnelse lader ikke blot formode at De drager omsorg for at gøre politiet opmærksom på alt det der nogenlunde kan forandres, forebygges og forbedres, det være sig af alt hvad som henhører enten til almensikkerheden, til sædeligheden og til den udvortes rolighed. Og at de hidtil har gjort det, kan ikke være underkastet nogen tvivl. Men De kommer på søgnedage nok kun sjældent ud i Norgesgade, da det er så langt fra deres nabolag. For ellers ville de måske der finde adskilligt at anke på og advare imod som meget let kunne hæves. Fx fra om eftermiddagen kl. 5 og til - jeg ved ikke hvor langt ud på aftenen - vil man finde en 3 til 4 vel meriterede matroner, hver med et barn på armen, foruden et par stykker ved hånden, overhænge og forfølge de forbigående om almisse. Matronerne forfølger egentlig ikke selv, men deres medhjælpere foretager sig de løbende forretninger og således ledsager de vandrende den største del af Norgesgade igennem. Stykket fra Garnisonspladsen er man fri for dem, indtil man kommer til hjørnet af Charlottenborg, der findes atter en lille skildvagtinde udsat som fører samme sprog som de efterladte. På grund af alt hvad der ydes til de fattige og al den omhu der drages for dem, finder jeg sådant at være højst upassende, især for fremmede som kommer hertil af søvejen. 

Nok en uorden. I Norgesgade er der en gevaldig fattigskole straks ved Landakademiet. Når børnene går ud af skolen, det være sig middag eller aften, da er det ganske umuligt for noget menneske at passere det fortov, som grænser til skolen. Ja det er endog helt vanskeligt med sikkerhed at gå på det modsatte. For disse unger kaster sten og gadesnavs, ikke egentlig på de forbipasserende, men på sig selv indbyrdes, hvorved de engang imellem kommer i slagsmål og behandler hinanden morderligt. Alt dette må man se på uden at kunne forebygge det. Undertiden kan det vel hænde sig at den forbigående kan træffes med en sten eller en klat snavs, børnene uafvidende som man med tavshed må tage imod. Alt dette kunne meget let forebygges ved at lade børnene gå bort i små afdelinger og forstanderen eller hvad han kaldes burde stå ved udgangen med tampen i hånden for at indsmøre dem der ikke straks forføjede sig til deres hjem. Den skrigen og støjen der ved sådanne lejligheder foregår, vil jeg ikke engang omtale, da nabolaget på dette sted ikke er synderlig stort.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9626-9629)

"Disse unger kaster sten og gadesnavs, ikke egentlig på de forbipasserende, men på sig selv indbyrdes, hvorved de engang imellem kommer i slagsmål og behandler hinanden morderligt". (Kirurgisk Akademi i Bredgade, eller som den hed på Politivennens tid, Norgesgade, 1830. Københavns Museum).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvardes i Politivennen nr. 490.

Norgesgade var sammen med Dronningens Bredgade betegnelser der indtil 1877 blev brugt om det nuværende Bredgade.