Det natlige Drama i Allerup bakker.
Hvad Folk paa Egnen siger.
Vor Medarbejder besøger Drabsmandens Forældre
Allerup Bakker - Drikkeri og Slagsmaal! Der er en vis Forbindelse mellem disse fire Ord.
Allerede i Middelalderen var Egnen berygtet.
Folk, der skulde fra Sæby til Aalborg, turde ikke ved Nattetid vove sig over Allerup Bakker. For saa kunde det hænde, at et Par haandfaste Karle sprang frem af Grøften, greb Hesten i Tøjlen og gjorde det af med Kusken.
Ja, selv ved højlys Dag kunde det ske, at en Rejsende forsvandt paa en noget mystisk Maade.
Røverne havde taget ham, sagde man.
Det var nødvendigt at have væbnet Eskorte, hvis man skulde tænke at komme helskindet gjennem de Røverbander, der i Sekler gjorde hele Landsdelen berygtet.
Gamle Folk vil kunne erindre, hvorledes "Klodrengene" i Begyndelsen og Midten af indeværende Aarhundrede røvede og plyndrede over en stor Del af Vendsyssel.
"Klodrengene" residerede i Allerup Bakker. Herfra kjørte de ud paa deres daglange Togter til fremmede Egne.
Ved højlys Dag stjal de Kreaturer fra Staldene, slagtede dem paa Stedet og solgte Kjødet i den nærmeste Kjøbstad.
Om Natten brød de ind i Folks Sovekamre og stjal alle Værdisager.
Af og til stillede en af Røverne sig ved Sengen med en blanksleben Øxe og [sagde: "Hvis I vaagner, slaar jeg Jer ihjel, men hvis I ikke vaagner, gjør jeg Jer ingen Ting!"
Det er en Selvfølge, at ingen af Beboerne vovede at slaa Øjnene op.
Medens en Del af Klodrengene saaledes altid var paa Farten, blev nogle af dem hjemme for at "passe Bakkerne".
Omegnens Beboere maatte enten sørge for at staa sig vel med Voldsmændene eller have Skodder og Jernrister for Vinduerne, for at Røverne ikke skulde bryde ind i Stuehuset.
Til Udhusene var det ikke let at formene dem Adgang. Der huserede de efter Forgodtbefindende.
Omsider blev det Befolkningen for broget. Politiet kunde intet udrette. Den eneste Udvej var at gribe til Fortvivlelsens Selvhjælp.
En Aften, der var Gilde i en Nabogaard, lagde man Planen, greb til Vaaben. omringede Øglereden og dræbte hele Ynglen.
Kun en undslap. Han laa skjult under Sengen.
Som bekjendt blev Udførerne af denne Lynchjustits straffede med Tugthus. Men Egnen havde Ro - foreløbig.
. . . Helt roligt og fredeligt har der dog aldrig været i Bakkerne.
Et Slæng af løse Existenser holder stadig til deroppe.
Mordstedet: Boel-Hannes Hytte i Allerup Bakker.
Et lille Stød fra Landevejen bor tre Fruentimmer, Spring Thea, Rytter-Stine og Boel-Hanne.
Hos dem samles Jyllands værste Bøller.
Brændevinen flyder i Strømme - Slagsmaal, Overfald, Tyveri ag Vold hører til Dagens Orden.
Politiet kommer af og til - slet ikke saa sjældent endda - og napper en af Fyrene.
Han faar saa Husly paa Vridsløse nogle Maaneder.
Men aldrig saa snart er han paa fri Fod igjen, før han vender tilbage til Boel-Hanne i Allerup Bakker.
Nu gaar det løs med Drik og Slagsmaal nogen Tid.
Saa kommer Politiet atter . . . Den gamle Rotation gjentager talrige Gange: Sæby Arrest - Vridsløse - Boel Hanne - Sæby Arrest osv.
Stadig den samme Runde om igjen.
For hver Gang bliver Forbryderen mere forhærdet, Forbrydelsen mere raa, og en skjønne Dag - eller rettere Raa - gaar en af Drikkebrødrene hen og slaar en Kammerat halvt eller helt ihjel med, han hvad har nærmest ved Haanden, og det er i Reglen - en Brændevinsflaske.
* * *
Vor Medarbejder fra Sæby har i de to sidste Numre af Bladet givet en udførlig Beretning om det natlige Drama, der i Fredags satte hele Vendsyssel i Skræk.
Vor flyvende Reporter slog i Gaar til Østvendsyssel for at børe, hvad der paa Egnen siges om det uhyggelige Brændevinsdrab. - - -
Han tog Udgangspunkt fra Dybvad.
Indhyllet i en tæt Taage ligger foran os den venlige lille Stationsby der paa faa Maaneder er som skidt frem af Jorden.
For et Par Aar siden var der ikke andet end Stationsbygningen her.
Nu ligger en Snes Huse i en stor Klynge grupperet om Stationen. Foruden en temmelig betydelig Teglværksdrift er der ikke saa faa Handlende og andre Næringsdrivende i den lille "Kjøbstad".
Umiddelbart ved Byen ligger den gamle Herregaard, der har givet Stationen Navn.
- - -
Den Dræbte, Jens Chr. Christiansen, har for 3-4 Aar siden tjent først paa Gaarden Dybvad, dernæst hos Hr. Mejeriforpagter Dybro.
Liget af den myrdede Jens Chr. Christiansen paa Dødslejet i Boel-Hannes Hytte.
Paa Dybvad var man let godt tilfreds med ham.
Han var ganske vist ikke noget Pragtexemplar af et Menneske. Han var vild og havde Nykker, men kunde nok bestille noget.
- - -
Fra Dybvad tog vi til Flauenskjold for at interviewe Hr. Politibetjent Berthelsen.
den Mand i Vendsyssel, der kjender de tre Bøller bedst
Med stor elskværdighed stillede Hr. Berthelsen sig til vor Disposition og fortalte i korte Træk det, han vidste om Voldsmændene.
Den Dræbte, Jens Chr. Christiansen,
er født i Agersted. Han er vistnok et uægte Barn og er i alt Fald opdraget paa Vrejlev Fattiggaard.
Ved Dronninglund Herreds Jurisdiktion er han straffet for Vold. Det gik saadan til. Han og "Bette Laurids" var kommen op at skjændes. Jens Christian havde da grebet Laurids i Skuldrene og hugget ham ned i Jorden. Laurids kom paa Dronninglund Sygehus, hvor han laa i længere Tid. Han havde faaet en Hjernerystelse.
Det lovede Laurits, at Voldsmanden skulde faa betalt.
Hin Nat, Drabet foregik, sparkede Laurids til Jens Christian, efter at "den Enøjede" havde slaaet ham med Flasken. Det var Hævnen.
Jens Christian har opholdt sig i Kjøbenhavn en ganske kort Tid.
Ogsaa her har han været straffet.
Jens Christian har tjent i Taars, paa Voergaard og - som før nævnt - i Dybvad.
Paa Voergaard bankede han Forvalteren. Saa kom han derfra.
I den sidste Tid havde han ingen fast Plads.
Ugen før Drabet arbejdede han hos en Vejmand. Her tjente han 6 -7 Kroner, der selvfølgelig strax skulde omsættes i vaade Varer.
Dette førte til, at Drikkelaget hos Boel-Hanne blev afholdt hin sørgelige Nat, han ikke skulde overleve.
De fleste af Pengene havde han dog i Behold.
Drabsmanden, Jørgen Chr. Nielsen,
er født i Skjæve Fattighus, men opdraget paa Vrejlev Fattiggaard.
Han er et uægte Barn.
Som Dreng vagabonderede han en hel Del.
Han har været straffet for Tyveri to Gange, første Gang som Dreng, sidste Gang fordi han havde stjaalet et Uhr og nogle Smaating. Der var flere om dette Tyveri. Jørgen fik nok intet af Udbyttet, men desuagtet maatte han vandre i Fængsel.
Som meddelt forleden er Jørgen enøjet. Han tjente en Gang i Tranget og vilde derfra besøge Pigerne i Nabolaget.
Det var der flere end Jørgen, der vilde, og en Aften stod en af Rivalerne ved Gaarden, bevæbnet med en Høtyv.
Da Jørgen kom, fik han Forken i Øiet, saa den gjenemborede Øjeæblet.
Jørgen ændsede det ikke. Han blev gaaende med det daarlige Øje i nogle Dage.
Saa traf han kort Tid efter sin Modstander i Flauenskjold Kro.
Jørgen erklærede sig tilfreds, hvis han kunde faa fire Bajere for Øjet.
Dette gik Rivalen ind paa.
De fire Bajere blev drukket, og man mente nu, at denne Sag var ude af Verden.
Politiet fik imidlertid Nys om det Skete.
Det var paa høje Tid. Lægen erklærede, at hvis Jørgen var bleven gaaende med det daarlige Øje længere, var det andet ogsaa bleven ødelagt. Han havde da været helt blind.
Det gennemborede Øje blev nu taget ud og en Glaskugle sat ind i Stedet.
Rivalen blev idømt 8 Maaneders Forbedringshus; men Overretten nedsatte Straffen til 6 Gange 5 Dages Vand og Brød.
Hans Paastand om, at Sagen var afgjort med de fire Bajere, nyttede ikke.
Jørgen har været i Forbedringshuset to Gange.
Da han sidste Gang blev løsladt - det var den 2. Februar i Aar - skaffede Fængselsselskabet ham Plads nede ved Grænsen.
Her var Jørgen kun ganske fort Tid: "De var saa hellige dernede," sagde han Og denne "Hellighed" kunde Jørgen ikke godt med.
Han fik nu Plads paa Fyn nogen Tid. Herfra vandrede han til "Sjølunds fagre Sletter" og havnede omsider i Kjøbenhavn.
Men heller ikke Hovedstadslivet var ham tilpas. Hans Hu stod til Boel-Hanne i Allerup Bakker.
Han rystede derfor Storstadens Støv af sine Fødder og vandrede nordpaa.
Han ankom til Vendsyssel for 14 Dage siden.
Niels Laurids Anton Svendsen,
(kaldet Bitte Laurids) er den tredie af de tre [Svirebrødre].
Han er et uægte Barn fra Voersaa opfødt paa Agersted Fattiggaard.
Han har opholdt sig i Dronninglund Herred det meste af sin Levetid.
Han er straffet for Tyveri to Gange den ene Gang i Kjøbenhavn (3 Gange 5 Dages Vand og Brød), sidst ved Dronninglund Herred (5 Gange 5 Dages Vand og Brød). Endvidere er han som Militærarbejder dømt af en Krigsret.
For øvrigt er han af Udseende en pæn lille Mand.
Han har tidligere været en ret stabil Karl. men har ingen Plads haft de sidste tre Aar.
- - -
En Uges Tid før Drabet kom de tre Voldsmænd til Flauenskjold.
Jens Christian havde Penge paa Lommen, de andre vel ogsaa.
Nu skulde der drikkes.
Om Lørdagen - da nogle Foreninger holdt Møde - var et Par af Bøllerne mødte paa Kroen for at lave Halløj.
Da Kromanden smed dem ud, truede de med at mase Vinduerne.
Senere kom Politibetjenten til og tog sig af dem. Hans Nærværelse virkede; thi han er bredskuldret og stærk som en Kæmpe.
Der blev ikke mere Sjov den Aften.
Jørgen havde mistet sit Glasøje. Han laa paa Vejen og rodede efter det.
Efter nogle Dages Forløb forlagde de tre Herrer deres Operationsfelt til Allerup Bakker, hvor de huserede ret slemt lige til Katastrofen.
Endnu Aftenen før Drabet var de i Flauenskiold for at hente Brændevinen.
Hvorledes Morderne meldte sig.
Om Natten ved Tretiden kom"den Enøjede og "Bette Laurids" og bankede paa hos Politibetjent Bertelsen.
Da ingen svarede, gik de ind ad en Bagdør og stod kort efter i Soveværelset.
Fru Bertelsen vaagnede først. Hun blev forskrækket ved at se de to Banditer, og kaldte øjeblikkelig paa sin Mand
Hr. Bertelsen spurgte dem strax, hvad de vilde.
"Vi kommer blot for at melde, at vi har slaaet den skjævbenede Jens Christian ihjel."
Politibetjenten kom nu op, fik de to Drabsmænd med sig til Gerningsstedet og førte dem derfra til Sæby.
"Bette Laurits" var under denne Kjørsel ved godt Mod.
Han betroede "den Enøjede", at nu fik de ikke behov at søge om Husly det første Aar. - Og vi kommer i alle Landets Aviser," sagde han.
"Den Enøjede" følte sig ikke saa opbygget ved denne Tanke Han var mut og tvær.
---
Det Saar, "den Enøjede" havde faaet bag Øret, var ikke synderlig dybt. Flaskeskaaret var gaaet ind paa skraa, saa at en Lap Kjød var skaaret omtrent fra.
Døden skyldes temmelig sikkert en Forblødning.
Liget var næsten fuldstændig blodtappet.
Hvis Drabsmændene havde klemt paa den halvt afskaarne Kjødlap, var Blødningen rimeligvis standset en Del og "den Enøjede"« Liv reddet.
* * *
Fra Flauenstjold tog vi til Allerup Bakker.
Tre Fjerdingvej vest for Flauenskjold By - der hvor Bakkerne begynde - ligger paa høire Side af Vejen et Hus omgivet af Popler.
Her bor Kurvemageren og hans Hustru,
Drabsmandens Forældre.
Huset er lille og ukalket, men ikke faldefærdigt.
Vi gik indenfor.
I Dagligstuen sad Kurvemoderen ved sit Arbejde. Han var ved at flette en Tørvekurv.
6-8 Børn laa paa Gulvet og rodede. Bordet og de to Bænke, der stod ved hver Side, vare umalede, de to Senge uredte.
Der hængte nogle tyske "Malerier" derinde, men ellers intet.
Vi spurgte Kurvemageren, hvor gammel hans Søn var.
"Ja, to de ve a' int."
Som man af nedenstaaende vil se, var hans Uvidenhed undskyldelig.
Han kaldte paa sin Kone, der var ude i Kjøkkenet. Hun kom.
Vort Spørgsmaal gik videre til hende, men Svaret blev omtrent det samme:
"Ja, to de ka a' int hou."
Man forsøgte at regne ud, hvor gammel Sønnen var. Men det lykkedes ikke.
Saa kom Kurvemageren i Tanker om, at de vistnok havde Jørgens Daabsattest liggende.
Konen fandt nogle Skudsmaalsbøger, Vakcinations- og Daabanttester frem.
Hun var ikke selv i Stand til "aa løs Skrøwt", som hun sagde, men det lykkedes os at finde Attesten. Af denne fremgik det, at "den Enøjede" var født 1876.
Kurvemageren og hans "bedre Halvdel" fortalte os en hel Del om Jørgen (der i Paranthes bemærket ikke er Kurvemagerens, men kun Konens Søn).
Jørgen kom sjælden sammen med sine Forældre. - Vi vil nemlig ikke have noget med saadan noget Kraas *) at gjøre," sagde Konen.
Af og til kom han der dog paa Besøg, og Moderen formanede ham da - efter sit eget Udsagn - til at holde sig borte fra Spring-Thea, Rytter-Stine og Boel Hanne.
Men Formaningerne hjalp ikke.
Sidste Gang, Jørgen var hjemme, var om Tirsdagen.
Moderen bad ham da atter om at lade være med at gaa over til de tre Fruentimmer i Bakkerne.
Natten mellem Torsdag og Fredag bankede Sønnen paa Vinduerne og sagde: "Ja, nu kommer jeg for at sige Dig Farvel, Moder! Vi har slaaet Jens Christian ihjel!"
Kurvemageren bandte, det var Løgn.
Han troede, Sønnen spøgede.
Men Bette Laurids, der var med, forsikrede, at det var sandt.
"A bløw saa underlig tilpas," ytrede Konen til os "a vil' nok tro at det var sandt."
Kurvemageren spurgte, hvor stor Straf vi troede, Jørgen fik.
"Sandsynligvis 5-6 Aars Tugthus."
"Ja, da er det heller aldrig en Smule for meget." udbrød Konen.
"Nej, det er da strækkelig, saa raa Folk kan være." ytrede Kurvemageren.
Konen gav ham Ret hen.
"Men Gudskelov, det var hos "Boel-Hanne" og ikke hos "Spring-Thea", det skete", sagde hun. "For havde det været hos Thea, havde vi sandsynligvis faaet noget af det at se eller høre. Og saadan noget kan man ligegodt aldrig glemme."
"Det er da ogsaa skrækkeligt med ham." føjede hun til, "han var lige kommen ud. Men nu kan han faa Tid at betænke sig. A tykkes Politiet skulde beholde saadan nogle Fyre, for de gjør jo kun Skade." "Ka' Politiet int' ta Boel-Hanne." spurgte Konen.
Nej, det troede vi da ikke.
Baade Kurvemageren og hans Kone vare enige om, at det var heldigst, om der blev lukket for de tre Fruentimmer.
Folk paa Egnen vare os samme Anskuelse.
De sidste Døgn før Drabet havde der været en større Fest derhenne.
De tre Voldsmænd havde rumsteret paa det frygteligste.
Naboernes Vinduer vare blevne knuste om Natten. Banditerne brød ind i Gaardene for at betle.
Befolkningen var slet ikke opfyldt med Gru over Drabet.
Man følte det nærmest som en Lettelse, at man var bleven de tre Bøller kvit.
Der er flere endnu, der holde til derude. Befolkningen saa' helst, at Politet ogsaa tog dem i Forvaring for længere Tid.
- - - Fra Kurvemagerens Hus fører en Sti over de lyngklædte Bakker hen til
"Spring-Thea"s Hytte.
Denne er meget forfalden. Man kan se omtrent helt igennem den.
Et Forklæde vor hængt for de smaa blyindfattede Vinduer, for at man ikke skulde se ind gjennem dem.
"Spring Thea" er nok forøvrigt flyttet i disse Dage. Husets Ejer skal have jaget hende ud, siges der. Det var det fornuftigste, han kunde gjøre - siger man.
K. k.
* * *
I sin sidste Bog. "Almue", fortæller Johan Skjoldborg om Livet i Allerup Bakker.
Han nævner baade Boel-Hanne og Rytter-Stine og synes at have truffet dem begge paa Kornet.
"Almue" indledes med følgende Skildring af Bakkerne (Forfatteren kalder dem Kollerup Bakker):
"Vide Slugter, hvor Vinden tuder, og smalle Langdale, hvor det piber og hvisler, naar de vilde Fugle driver for Blæsten, og Uvejret gaar over Lyngbjærgene, hvor Ræve og Fattigmand har gravet sig ind. Det er et Parti af jyske Aas. Det er Kollerup Bakker. Et underligt Højland med herlige Gemmesteder for det, der er vildt og hjemløst af Dyr og Mennesker, det, der synes bedst om at fjæle sig, at leve afsides og alene.
Udefra ses næsten ingen Boliger, kun Lyng op ad Bakkesiderne. Alle Vegne Lyng. Hist og her en Bæverasp og Buske af Ege- og Bøgepurl, der langt mod Øst samler og Homer sig til Storskov.
Op over Hedebakkerne ligger de gamle, dybe Hulveje, hvor fordum Kollerup Bønder agede til Ægt og Hov paa knirkende Vogne. . . Og paa Aaseryggene ligger Oldtidens Gravhøje som store Muldskud urørte som for Tusinder af Aar siden.
Man skulde tro, at her ingen Mennesker var. Det kan hænde, at Laj-drengen kommer slentrende med sin Bøsse. Et Par Børn med Tiggerposen kravler op ad Hulvejen og forsvinder over Bakkekammen. Der viser sig maaske en sortsmudset Mand med en langstaget Lime paa Nakken, ledsaget af en lille tyk Kvinde med rødt Hovedklæde - og Kræn-Eg og Løjte-Grethe er ude at feje Skorstene. - Saaledes ligger Kollerup Bakker, og saaledes har de ligget siden Svenskerne byggede Skanser paa deres Kroner, siden Herremændenes Tid, siden Ulvenes og Bjørnenes Tid."
I Fortællingen om "Staldmandens Søndag", hvor Boel Hanne forekommer, beretter Skjoldborg videre om Livet i Bakkerne:
"Tværs over Kollerup Bakker slynger sig en Sti. Den er slidt ned i Lyngen af mangfoldige Menneske-Traad. Det er Staldmandens Sti, som han har traadt i Løbet af tredive Aar naar han Morgen og Aften er gaaet her frem og tilbage mellem sit Hus og Herregaarden øst fra. Fra Stien fører over Rinden (Vandløbet) enkelte Kampesten og Tutter af Tørv, hvorpaa der kan trædes, og lige paa den anden Side ligger Staldmandens Hus.
Det ser meget gammelt ud. Felterne mellem Bindingsværkets Stolper er fyldte med Flintestensflækker, med Murstensbrokker med Ler og med Tørv. Og Taget falder ligeledes i forskjellige Firkanter med Ltbd med Tag og med Siv. Sammenstykket og sammenflikket ser det gamle Hus ud som en overlappet Klædning, der er bødet med forskjelligt farvede Klude."
Om Søndagen staar Staldmanden sent op. Og naar han er helt færdig med Paaklædningen og Barberingen, bereder han sig til Fest, han "henter frem en smuk, hvid Potteflaske, fyldt med Brændevin - og saa skjænker han sig den første Dram."
Han passiarer med Konen, der fortæller om den sidste Uges Hændelser:
"Da kan Du ogsaa tro, de lavede et ordentligt Sjov nede ved Rytter Stine de anden Aften. Hun har faaet sig en ny Kiæreste, og han, der har været ved hende den sidste Tid, kommer saa og vil ind. De binder Døren for ham. Men han er jo svirende og slaar Ruder ind. De kommer da op at slaas. Og bagefter drak de sammen. Der var en Bissekræmmer i Lag med dem, og da Laj-Drengen saa kom til ogsaa, blev det da rent galt. Han skulde ha' en Flaske Brændevin for at gaa paa Hænderne Huset rundt - som Folk kan blive, det er ogsaa forskækkeligt. - Svenske-Jonas var der ogsaa, og han var helt mandhvolm. De holdt et Vejrlag, saa de kunde høres helt nord i Bakkerne. ... Og hen paa Aftenen snusede de op, at en Gaardmand fra Kellerup var inde ved Jok-Hanne, og min Salighed, rager de saa ikke Lervæggen ind paa dem - ja. En har snart aldrig hørt saa galt, En skulde tro, Folk var taabelige allesammen!"
Om et Par andre Figurer i den Stodderrække, Skjoldborg præsenterer fra Bakkerne, hedder det:
"Polle og Bus Karen bor sammen inde i Kollerup Bakker.
Hun har et stort Hareskaar i den ene Side af Overlæben, hvor Tandkjødet ses gjennem Flængen. Den ene Mundvig er altid brun af Tobaksvædelse, for hun skraar. Hun snøvler ogsaa. Hendes Haar er graat nu.
Det er hans ogsaa. Hans Hoved er meget stort i Forhold til Kroppen; det sidder dybt mellem to spidse Axler. Og saa har han en lille Pukkel. Polle og Bus Karen holder sig til hinanden. De er ikke til Stede, naar der er Kalas hos Rytter-Stine og Jok Hanne. De ses næsten aldrig svirende paa Veje og Stier. De holder sig hjemme ene to med saadan noget. Deres Bo ligger for sig selv, meget afsides i en Hulning, mellem Kratbusk og Rævegrave. Helt gjemt hen.
Som de sidder en Dag, ser de Politibetjenten komme udenfor og bliver svært forskrækkede, gjemmer Brændevinsflasken under Dunevaaret og tror, at Rettens Haandhæver er ude efter dem. Han gaar imidlertid forbi og et andet Sted hen. Og saa sætter de sig lettede til deres tarvelige Maaltid, som de skyller ned med Dramme.
Polle faar et Hosteanfald midt i en Dram og er nær ved at kvæles.
"Du kan nok it taale mere Drikkelse, bitte Ven!" siger Bus Karen og slaar ham paa Pukkelen, for at han kan faa Luft.
"Det kom ba-a-re i den gale Hals, jo, a ka s'gu godt taale noget mere endnu! Og de drikker videre.
Omsider er det Sengetid.
" - Han gaar først i Sengen.
Og da Bus Karen har kigget lidt i Særken, kryber hun i Kassen til Polle.
Hun er lykkelig over, at Politiet ikke havde Ærinde til dem denne Gang.
"Aa - Gu' ha' Lov endda!" siger hun og skubber sig godt ned i Kludene. ."
Skjoldborg kunde aldrig have faaet en mere aktuel og afgjort Attest for sine Almuebilleders Paalidelighed end det nu forefaldne Drab i Allerup Bakker. Ikke alle Hedebrinkernes Beboere er Helte af den brave Art, vi kjender fra Skjoldborgs "En Stridsmand" og "Kragehuset".
Skjoldborg ved det, og han har ikke været bange for at sige det.
*) Kraas - et vendsysselsk Udtryk for Pak.
(Vendsyssel Tidende 12. november 1900).
Artiklen kom til at danne forlæg for stort set samtlige andre avisers beretninger og baggrundsmateriale om sagen, uanset politisk tilknytning: Fra Nationaltidende til Social-Demokraten. Sidstnævnte havde dog følgende kommentar:
Drabet i Allerup Bakker.
Samfundet, der opdrog den, til forbrydere.
Et Venstreblad, der ikke tør anklage Sogneraadet.
Venstrebladet "Vendsyssel Tidende" skriver om et Besøg hos "Boel-Hanne" i Ullerup i Jylland, hende, hos hvem Mordet paa Jens Christensen blev begaaet i Fredags Nat. Bladet skriver bl. a. følgende:
[Her følger så udførlige citater fra artiklen i Vendsyssel Tidende]
Saavidt Venstrebladet "Vends. Tid.", der ikke har et anklagende og bebrejdende Ord til de - rimeligvis venstresindede - Sogneraad, som har ladet Børn vokse op paa en Fattiggaard, overfyldt af løse Eksistenser. Bladet taler om, at Straffen bør skærpes paa Grund af Forbrydelsens uhørte Raahed. Det falder ikke Bladet ind, at Straffen snarere burde være læmpelig, fordi en meget væsenlig Del af Ansvaret for Forbrydelsen falder tilbage paa Samfundet, som har givet de to arme Djævle en skidt Opdragelse.
Og saa gaar "Vends. Tid." over til næste Sag Dagsordenen uden at bekymre sig om de to stakkels Børn hos Boel Hanne. Den ypperlige Lejlighed der her var til at kræve Samfundets Indskriden, og Børnenes Anbringelse paa Børnehjem, lader "Vends. Tid." unyttet. Bladets Redaktør, Carlsen, finder det i sin Orden, at Sogneraadet lader fem være lige. Han siger intet til, at der i hans Læsekreds, for Offenlighedens Øjne, opklækkes det rene Forbryderfrø, men hvis hans Pariserkorrespondent sender ham Meddelelse om Børn, der sover under Seinebroen, forladt af Guder og Mennesker, da vil han udbryde i sentimentale Udgydelser, men overfor de lokale Magthavere vil han, ligervis som Aslakken i "En Folkefjende", tie og samtykke.
(Social-Demokraten 14. november 1900).
Social-Demokratens sidste bemærkning om Paris hentyder til at Vendsyssel Tidende rapporterede nærmest dagligt fra Verdensudstillingen i Paris som netop afsluttedes den 12. november 1900. Vendsyssel Tidende svarede ikke på notitsen, men der var artikler om hvad man stillede op med fattiggårdene.
Artiklens forfatter er med al sandsynlighed Lars Larsen-Ledet (1881-1958). Han var på daværende tidspinkt redaktionssekretær på Vendsyssel tidende 1897-1901 og affæren nævnes i hans erindringsværk ”Mit Livs Karrusel, 2. bind, ”Ung Journalist” (1947) ind på hvordan han som 19-årig journalist i Hjørring havde haft med mordet at gøre, samt om affæren over et halvt århundrede før. I denne sidste sag tog han klart parti for drabsmændene som han syntes havde fortjent en fortjenstmedaljen i guld. Han var i Allerup om søndagen efter drabet. Politiken sendte senere Mylius-Erichsen. Larsen-Ledet fortalte om politibetjent Berthelsens måde at holde justits gik ud på læsterlige klø. Han var på daværende tidspunkt tættest på Venstrereformpartiets venstrefløj. Han blev sener radikal folketingskandidat. I 1930'erne blev han socialdemokrat.
Den skjævbenede Jens Christian
der forleden blev slaaet ihjel i Allerup Bakker, er - som tidligere meddelt - opdraget paa Vrejlev Fattiggaard.
Som Dreng tjente han fire Aar i Høgsted hos en Gaardejer med hvem vi i Dag talte.
Jens Christian var da en rask og flink Knægt. Husbonden var rigtig godt fornøjet med ham.
Efter sin Konfirmation kom Jens Christian til at tjene paa en Herregaard. Her blev han moralsk ødelagt.
Et Par Aars Tid efter kom han tilbage til sin gamle Husbond i Høgsted.
Hans Opførsel var da alt andet end exemplarisk. Han lavede en Mængde Skarnsstreger. Husbonden sagde tit til ham: "Du ender paa Vridsløse!" Men Jens Christian ændsede det ikke.
En Nat trak han Husbondens bedste Hoppe ud af Stalden og red til Vrejlev Kro paa den.
Her hentede han 16 Potter Brændevin til nogle Karle, der holdt Gilde.
Hele Rideturen frem og tilbage varede ikke en halv Time - skjøndt Vejlængden var over to Mil.
Hoppen, der skulde have været solgt, var syg i lang Tid derefter.
En Dag sagde Jens Christian til Husbonden, at han (J. C.) var saa daarlig klædt, at Husbonden næppe kunde være ham bekjendt.
Gaardejeren forbarmede sig over ham og gav ham et Sæt Tøj til 60 Kr.
Dagen efter forsvandt Jens Christian med sit gode Tøj.
Han kom ikke tilbage mere.
Han havde da kun været i Tjenesten tre Maaneder.
Gaardejeren meldte ham nu, og omsider fandt Politiet da Jens Christian i Nærheden af Hjøring.
De kom begge for Retten.
Det Sæt Tøj, den Skjævbenede var løbet med var saa befængt med Utøj, at Gaardejeren ikke brød sig om at faa det igjen.
Herredsfogden spurgte Husbonden, hvad Straf han ønskede, den Skjævbenede skulde have.
Gaardejeren svarede, at han ikke ønskede ham straffet.
Herredsfogden lovede saa, at Jens Christian skulde slippe med en Advarsel. Og den fik han.
...... Det var første Gang, Jens Christian var i Konflikt med Politiet.
Men det blev ikke sidste Gang.
Fra nu af gik det hurtigt ned ad Skraaplanet. Dybere og dybere sank han i Lasten.
Jens Christian er en gammel Bekjendt af Politiet i flere af Landets Jurisdiktioner.
Politibetjent Petersen, Hjøring, meddeler os, at han har arresteret ham mindst en halv Snes Gange for Slagsmaal og Optøjer ved Fester, Markeder og lignende Lejligheder.
Jens Christian var kun 16 Aar gammel, da han blev straffet første Gang. Det var i Hjøring i 1888. Forseelsen var Tyveri. Straffen 8 Dages simpelt Fængsel.
I 1889 blev han straffet i Hjøring med 10 Dages simpelt Fængsel. Ogsaa denne Gang var Forbrydelsen Tyveri.
1890 fik han 2 Gange 5 Dages Vand og Brød i Hjøring, ligeledes for Tyveri.
Saa gik der hele syv Aar hen, inden Lovens Arm atter ramte ham.
1897 fik han 8 Dages Vand og Brød i Sæby for Vold.
I Januar Maaned i Aar blev han idømt 8 Dages simpelt Fængsel i Kjøbenhavn for Betleri.
En Maaned efter, at han var sluppen løs, blev han nappet igjen i Hovedstaden for den samme Forseelse. Den Gang fik han 12 Dages Tvangsarbejde.
Siden den Tid har han - saa vidt vi har kunnet opspørge - ikke været straffet.
- - -
Jens Christian har
tilbragt sin knap 28aarige Levetid
følgende Steder :
Paa Vrejlev Fattiggaard indtil sit 14. Aar (med Undtagelse af den Tid, han tjente som Hyrdedreng i Høgsted).
I Vrejlev (som Tjenestekarl) indtil 20 November 1890.
Paa Vrejlev Sygehus.
Paa Vejby Fattiggaard indtil Marts 1891.
Paa Sejlstrupgaard indtil November 1891.
Vrejlev Sogn indtil April 1892.
Frelsens Hær. Ryesgade 82. Kjøbenhavn, indtil Maj 1892.
Vrejlev Sogn (som Daglejer) indtil Maj 1894.
Voergaard indtil 1896.
Paa den bekendte Bølleknejpe "Holger Danske', Farvergade 15. Kjøbenhavn, indtil Juli 1896.
Sæby (arbejdede ved Banen) indtil December 1896.
Frelsens Hær, Ryesgade 82, Kjøbenhavn. indtil Marts 1897.
Sæby (dels i Arresten, dels paa Banearbejde) indtil November 1897.
Frelsens Hær, Ryesgade 82, Kjøbenhavn. indtil Marts 1898.
Krogsbølle Sogn indtil Novbr. 1898.
Adelgade 48, 1. Sal, Kjøbenhavn, indtil Marts 1899.
Sofiegade 28, 1. Sal, Kjøbenhavn, indtil April 1899.
Bornholm indtil December 1899.
Kjøbenhavn (dels i Frelsens Hær, dels i Arresten) indtil Marts 1900.
Afleveret til sin Hjemstedskommune, Sejlstrup-Vejby.
Flakket om i Vendsyssel siden.
- - - Dette er i al Korthed Jens Christians Levnetsbeskrivelse.
Da Jens Christian i indeværende Aars Begyndelse var paa Tvangsarbejdsanstalten i Kiøbenhavn. blev han, som alle andre Fanger, afhørt.
Han afgav da en Erklæring, der i sine Hovedpunkter er saalydende :
Arbejdsmand Jens Christian Christiansen. Født i Poulstrup, Vrejlev Sogn, 20. November 1872. Døbt samme Steds.
Søn af ugifte Signe Petrine Christiansen, hvis Alder, Fødested og Opholdssted er ham ubekjendt. Derimod mener han at have erfaret, at Moderen paa Timaaneders-Dagen for hans Fødsel opholdt sig i Sejlstrup-Veiby Kommune.
Trosbekendelse: Folkekirken.
Arbejdsduelighed og Helbredstilstand: god. Ugift. Ingen Familie. Har ikke været i Militærtjenesten
K -k
(Vendsyssel Tidende 17. november 1900).
Om sagen findes på denne blog følgende indslag:
Drabet i Østvendsyssel. Gjennem Østvendsyssel. Fra Allerup Bakker. Vendsyssel efter Drabet i Allerup Bakker. Drabet i Allerup: Dommen.
