Krav om Offentlighed om Stuhr. (Efterskrift til Politivennen).

Se tidligere afsnit om episoden på Jægersborg Kaserne og afstraffelsen af en rekrut.

Rekrutten.

Faar dette Hemmelighedskræmmeri en Ende? Hvor længe skal den offenlige Mening vente paa Besked om en Sag, hvis uhyggelige Enkeltheder gaa fra Mund til Mund, forstørrede, sandsynligvis forvanskede ved Rygtets Overdrivelser? Skylder Regeringen ingen Forklaring? Er det under krigsministerens Værdig at lade "Berl. Tid." aabne sin officielle Mund og fortælle, hvad der er Sandhed i en Tildragelse, der har sat hele Befolkningen i Bevægelse? Dommen er falden, Straffen exekveret, hvad venter man paa? Er der i en saadan Sag ikke optaget Forhører? Hvor er den motiverede Dom? Hvilke ere de Jurister og Officerer, der have Ansvaret for Dommen? Eller tror man, at disse Rottingslag, der have gjenlydt over hele Landet, lade sig skjule bag Kaserneportene? Mener man, at sligt skal være et indre militært Anliggende, anonymt, hemmeligt, ansvarfrit, en Sag, hvorpaa der svares ved at mumle noget om: Disciplinen! Den militære Straffelov! Som om intet levende Menneske havde Ansvaret, som om der var et Omraade i vort offenlige Liv, mørkt, aflukket, uhyggeligt, hvor den offenlige Mening var spærret ude, hvor kun Uniformerne vare vedkommende.

Med de anonyme Beretninger, der ere naaede ud i Befolkningen, lade vi os ikke nøje. Man fortæller, at en Rekrut en Dag eller to, efter at han er indtraadt i Tjenesten, har brudt Disciplinen og forgrebet sig, en Skamplet i vor Lovgivning, sig paa en Underofficer. Det hedder, at denne Forseelse er bleven straffet med et Barbari, hvis Grusomhed er oprørende. Man har to Dage i Træk tilføjet ham 75 Rottingslag daglig og derefter hensat ham paa Vand og Brød i 30 Dage, hvis han kan leve saalænge. Vi have spurgt "Sagkyndige", hvad denne Straf betyder. Er det Dødsstraf ? - Man trækker paa Skuldrene: "Det kan være det. De ydre Saar lade sig maaske hele, men det er næppe tænkeligt, at de indre Dele ikke skulde tage Skade. En saadan Rystelse vil oprive et almindeligt Menneske og bryde hans Helbred. Lungerne ville være kvæstede. Dersom han overstaar den ydre Betændelse, vil han rimeligvis dø af Lungesot". Men nu i det foreliggende Tilfælde - vil De for os besøge Rekrutten og meddele os Deres Mening? - "Umuligt, ingen civil Læge faar Adgang til Militærhospitalet, og de militære Læger ere bundne til Tavshed".

En saadan Straf er det altsaa man har sat i Udøvelse. Men Krigsministeren kan ikke mene, at Offenligheden til Forklaring heraf vil lade sig nøje med en Forelæsning over Disciplinens Tarv. Det er Akterne med Forbrydelsen nøjagtig undersøgt, Motiverne behørig oplyste, hele Sagen med Anklagen og Forsvaret fuldstændig bragt for Lyset, som Publikum med Rette venter paa. I den Slags Sager er Samfundet kun tjent med fuldstændig Offenlighed, hvad der skjuler sig bag den militære Værdigheds Mure vækker Mistanke og bør vække Mistanke. I et frit Land bør ingen tro paa administrative Hemmeligheder, i offenlige Anliggender er enhver vedkommende, og Autoriteternes tjenstlige Afvisere have ingen Steder hjemme. Vi have med Opmærksomhed lyttet til den Efterklang, som denne Sag har vakt i Publikum, og vi maa tilstaa, den behager os ikke. Fra mere end eet af de Organer, der læses af de "bedre" Klasser, har der lydt et blodtørstigt, hoverende, hjærteløst Raab på mere Blod, der forekommer os at være det hæsligste, vi i  lang Tid have hørt fra den dannede Verden. Naar man slæber en Forbryder til Retterstedet, plejer man i vor Tid at tie. Hos os er det anderledes. Her glæder man sig over den straffende Retfærdighed paa samme Maade som Indianerne. Vor Dannelse følger den blodige Rotting med en vellystig Triumferen, med et koldblodigt Velbehag, der er mere end uhyggeligt. Vi ønske ikke at udtale os om Sagen, førend vi have set Akterne. Men efter hvad disse Blade selv fortæller, er der ikke her Tale om noget lavt, forbryderisk Sindelagt af den Slags, som bringer den menneskelige Retfærdighedsfølelse til at raabe paa Hævn og Udryddelse, men snarere om en Forvildelse i Tanke og Karakter, der maa vække Medynk og vende Tanken hen paa det Spørgsmaal, om Samfundet gjør, hvad det bør, for at oplyse sine mindst heldigt stillede Medlemmer om Samfundets Love og Vilkaarene, hvorunder vi leve.

Det er altfor naturligt, at en saa umenneskelig Følesløshed har fundet en tilsvarende Gjenlyd i den Samfundsklasse, der staar den ulykkelige nærmest. Naar i man i disse Dage har set Børnene i vore Almueskoler hver Morgen hviske deres Nyheder om Rekrutten i hverandres Ører, forstaar man, i hvilken Grad denne Sag beskjæftiger Almuen. I et almindeligt Arbejdermøde have vi hørt en Taler erklære, at han i samme Tilfælde vilde bære sig ad paa samme Maade, og det vilde Bifaldsraab, der hilste denne Ytring, forekom os at svare nøjagtig til den dannede Presses Vildskab. Men vi andre ere ikke tjente med, at de to Yderender af Samfundet falde hinanden i Struberne; den store sindige og humane Middelklasse kan ikke med Ligegyldighed se Intransigensen fra oven hidse Intransigensen fra neden til Udskejelser, som drage slige Følger efter sig. Vi maa fordre fuld Offenlighed i denne Sag, og vi maa fordre det saa meget mere, som vi anse den Straf, man har anvendt, for i alle Tilfælde forkaste Aarhundredes og vor Samtids Følelse og Tankesæt. Venstre har forgjæves i en Aarrække kæmpet for at slette denne Straf af vor Lovgivning; dersom det skulde vise sig, at den ved denne Lejlighed er bragt i Anvendelse paa en Forseelse, som udenfor Militæretaten vilde have været sonet med en halv Snes Kroner, turde dette give et Stød til den offenlige Menings Fordømmelse, som endelig vilde være stærk nok til i denne Henseende at bringe os i Højde med andre civiliserede Nationer.

Der er en Betragtning, som i denne Sag ligger mange rettænkende og velsindede Folk paa Læberne. Man siger: "Disciplin maa der dog være, man kan da ikke tillade Soldaterne at banke deres Overordnede."! Naturligvis. Men fordi der maa være Disciplin i Hæren, ville vi ikke taale en militær Lov, der tillader at slaa enhver ned, som gjør et hvilketsomhelst Brud paa Ordenen. Der skal være Forhold mellem Brøden og Straffen ogsaa i Militæretaten, ogsaa der kræve vi Retfærdighedens og Humanitetens Bud anerkjendte, ogsaa der afvise vi Straffeonder, hvis Anvendelse er en Nedværdigelse af Mennesket. Og naar man i dette Tilfælde hører den rørende Historie om en stille og flittig hvis foregaaende Liv ikke tyder paa Ondskab eller Voldsomhed as nogen Art, men om hvis Karakter man synes at saa et fredeligt Stillelivsbillede, naar det hedder, at han i sin Fritid helst sad og spillede Harmonika - naar man Dagen efter eller faa Dage efter, at han er indlagt i Kasernen, finder ham i Kollision med den militære Orden paa en Maade, der kun kan sones ved at prygle ham Kjødet fra Benene og Sjælen ud af Kroppen, mon der da ikke skulde være en tvingende Nødvendighed for at bringe fuldt Lys i en saadan Sag? Der er dem, der sige: "Saa langt hellere skyde ham strax." Men vi have meget lidet tilovers for denne hurtige Retsforfølgning. Hvad haster det? Kan "Hæren" ikke undvære - i en Maaned eller et halvt Aar - en Mand, der efter al Rimelighed af mentale Grunde er lige saa umoden til Tjenesten som den, der ikke er udvoxet? Hvad der interesserer os at vide, det er, om denne Mand er saa uimodtagelig for Fornuft, at nogen Tids Eftertanke i en militær, disciplinær Straffeanstalt ikke skulde bringe ham paa bedre Tanker. Var der slet ingen Plads her for rimelige og menneskelige Midler, var det nødvendigt Dagen efter at Retrutten var mødt ved Regimentet at bringe Krigsartikler til Udførelse, som ere skrevne for gamle Soldater? Den offenlige Mening forlanger med os at se Sagens Dokumenter; den virkelige Folkemening her i Landet er oprørt og skamfuld over, hvad der er sket. Den har en Mistanke om, at Autoriteterne her ere farne frem med et Hastværk, der fortjener Dadel, og denne Mistanke vil det være Avtoriteternes Sag at frigjøre sig for.

(Morgenbladet (København) 23. februar 1876).

Rekrutten og "Fædrelandet".

I.

Adskillige af Højres Organer have ligesom vi forlangt Rekrutsagen aktmæssig oplyst. og navnlig er denne Fordring fremsat med nogen Styrke af "Fædrel." Det er os dog ikke klart, hvad disse Organer tilsigte med deres Krav paa Offenlighed. De have deres Mening fuldt færdig, de have ingen Tvivl om Sagens faktiske Omstændigheder, "Fædrel." fortæller sin Historie, som om Bladet havde overværet det dele, det veed, at der "aldeles ingen Undskyldning findes", at Rekrutten "uden nogensomhelst rimelig Grund" har slaaet til Underofficeren, og der er efter "Fædrel."s Opfattelse i Virkeligheden ikke "to Meninger" om noget som helst i den Sag, "ethvert fornuftigt Menneske" maa kunne forstaa det hele, og den, der ikke forstaar det hele, er "vanvittig" og aabner "Fædrel." den "Udsigt til Daarekisten", som det forekommer os, at dette ærede Organ i den sidste Tid benytter med en Hyppighed, der maa vække Bekymringer hos dets Venner. Men dersom der ikke i Sagen er noget usædvanligt, noget mistænkeligt, noget, som peger hen paa Ansvar for det ene eller det andet Led af Administrationen, saa se vi ikke, hvad det haster med Offenliggjørelsen. Naar vi forlange Sagens Aktstykker, saa er det fordi vi nære Mistanke om, at Administrationen fortjener Dadel; vor Fordring om Offenliggjørelse er en Fordring til Ministeren om at rense sig, for den Mistanke om uforsvarlig Administration, der klæber ved denne Sag; men derom Meningen kun er at tilfredsstille Publikums Nysgjerrighed og mætte dets Appetit for det rædselsfulde ved en detailleret Fremstilling af en Tildragelse, der i sine Enkeltheder er lige saa uhyggelig som i sin Helhed, saa have vi for vort Vedkommende ingen Trang til mere Offenlighed, vi ere mere end tilfredsstillede ved, hvad vi have hørt.

Der er anvendt en Straf, som den offenlige Mening fordømmer og forkaster, og denne Fordømmelse er fremtraadt paa den mest utvetydige Maade derigjennem at Regeringen har foreslaaet og begge Rigsdagens Ting vedtaget Straffens Afskaffelse ved Behandlingen af et Forslag, som af andre Grunde, nemlig paa Grund af Uenighed om, hvad der skulde troede i Stedet, ikke blev Lov. Om Straffens Forkastelighed er der altsaa ingen Tvivl. Men heraf følger den Fordring til Domstolene, at de i Anvendelsen af en saadan Straf gaa frem med den yderste Varsomhed. Det er et berettiget Krav til Straffemyndigheden, at en slig Straf ikke foretrækkes, hvor man paa nogen Maade har Valget mellem den og andre tilsvarende Onder. Har Krigsretten i dette Tilfælde taget de Hensyn til den offenlige Mening, som ethvert Organ for den udøvende Magt skylder det Samfund, paa hvis Vegne og i hvis Tjeneste det handler? Eller lever man endnu i Militæretaten, som om det var et Samfundet i Samfundet, afsluttet fra og uafhængigt af det Folks aandelige Tilstand, hvoraf det er en Del? Men dersom Krigsretten har ment paa Grund af den ikke ophævede Lov at være formelt berettiget, eller maaske endog forpligtet til at idømme Straffen - hvor har saa Ministeren været henne? Vor Forfatning giver i Benaadningsretten Ministeren paa en Gang baade Myndighed til og Forpligtelse til at bøde paa Lovgivningens Ufuldkommenheder og bringe den formelle Ret i Overensstemmelse med Humaniteten og den sande Retfærdigheds Fordringer, dertil har han Benaadningsretten, lad ham forklare, hvorfor han ikke i dette Tilfælde har benyttet sin Myndighed og sat en menneskelig Straf i Stedet for den barbariske, af Samfundet forkastede, som han har ladet udøve. Ministeren skal svare til, at han har ladet en Straf exekvere, som Regeringen har været enig med begge Rigsdagens Afdelinger om at forkaste.

Saavidt Straffen. Men Straffen er ikke det eneste Punkt, der her vækker Tvivl og Mistanke. Selv om man paa Forhaand vilde gaa ud fra - hvad vi ikke ville - at denne Forseelse, naar den en Gang var bragt for Krigsretten, maatte paadømmes med dette Udkald, og at en saadan Dom, naar den en Gang var afsagt, maatte exekveres efter sin Ordlyd, selv om dette var givet, og vi ville sige, netop hvis dette var givet, frembyder det Spørgsmaal sig af sig selv: egnede denne Sag sig til Afgjørelse ved Krigsretsdom ? Er det forsvarlig Administration at drage en Mand for Domstolene, naar man veed, at det fører til, at han for en Forseelse, der udenfor Militærstaten kunde være sonet med en Bøde, bliver straffet med noget, der enten er Livsstraf, eller dog i heldigste Tilfælde kommer Livsstraf saa nær som muligt? Vi forstaa, at Straffen i Militæretaten maa være strængere end udenfor. Men er det forsvarligt, at forudsætte denne Indsigt hos en Mand, der kommer til Regimentet fra Samfundets laveste Dannelsestrin? Tør man gaa ud fra, at han i samme Øjeblik, han saar Trøjen paa, bliver indblæst af "den militære Aand", saa at han strax har en hel ny Maalestok for Bedømmelsen af sine Handlinger paa rede Haand? Og er det forsvarligt at behandle ham efter denne Maalestok? De militære Avtoriteter have en Overflødighed af administrative, disciplinære Straffe- og Tvangsmidler til deres Raadighed, Krigsretterne skulle ikke høre til Dagens Orden, de skulle være forbeholdte Tilfælde af en særegen udpræget Natur. Men i dette Tilfælde har man ikke begyndt med administrative Midler, man har begyndt der, hvor man i det højeste kunde forsvare at ende, man har behandlet en Mand som Soldat, inden han var det, og inden man har givet sig Tid til at lære ham at være det. Paa et Trin, hvor Straffen burde være et Opdragelsesmiddel, har man anvendt den højeste Grad af Statens Myndighed til at knuse, tilintetgjøre og udrydde, lad Avtoriteterne forsvare en saadan Administration.

Dette i Almindelighed. Men der er i de Biomstændigheder, som ledsage denne Begivenhed, saa meget gaadefuldt og utroligt, at Trangen til noget mere Lys ikke lader sig afvise. Man overse ikke, at de Beretninger, der ere satte ud i Publikum, ere udgaaede fra den anden Part, fra den Part, som er interesseret i at dække Administrationen. Hvad den ulykkelige, der tilbringer sin Tid mellem Fangehullet og Hospitalet, har at sige til sit Forsvar, har man ikke hørt; hvem har ført hans Sag, har han intet Forsvar haft under Domsbehandlingen? Rent tilfældig har et Blad kunnet bringe følgende Meddelelse om hans tidligere Liv. Det hedder i "Dagstel.": "Han var, før han indtraadte i Militærtjenesten, et roligt og stille Menneske, hvis største Lyst var at sidde hjemme og spille paa Harmonika; han var flittig, sparsommelig og ædruelig." "Fædrel." agerer overrasket ved at faa dette at vide, men det er altsaa ikke os, der har beredt dette nidkjære og retfærdige Organ denne Overraskelse. Dette rolige, stille, flittige, harmonikaspillende Menneske bliver nu pludselig "uden nogensomhelst rimelig Anledledning", "aldeles uden Undskyldning" til den voldsomme Forbryder, som man nylig har slaaet helt eller halvt ihjel; er dette ikke besynderligt? Intet Blad har kunnet bringe nogen Meddelelse om den Underofficer, der er Tale om. Det vilde dog være interessant at vide, om han hører til den Klasse af flinke, aandsnærværende, paa en Gang resolute og sindige Folk, som heldigvis udgjør Flertallet blandt vore Underbefalingsmænd, eller om han lige omvendt skulde være en af de raa og brutale, hidsige og hævngerrige Stympere, hvoraf Armeen desværre endnu har enkelte. Men herom hører man intet. Den pludselige Forvandling, der er foregaaet med Rekrutten, trænger til Forklaring. Vi høre, at Autoriteterne - efter at have idømt ham Straffen - ere komne i Tanke om, at han mulig var afsindig. For at faa denne Tvivl klaret, har man lagt ham ind paa Garnisonshospitalet. Men Læger sige os, at dette er et Sted, hver ingen Læge vilde søge Oplysning om noget Menneskes mentale Tilstand. Hvorfor har man ikke tilkaldt en Læge, som forstaar sig paa sligt, eller lagt Manden ind paa Kommunehospitalet eller St. Hans Hospital - Garnisonshospitalet er en Avtoritet, som de Sagkyndige ikke kjende.

(Morgenbladet (København) 29. februar 1876).

Rekrutten og "Fædrelandet".

II.

(Sidste Stykke).

"Fædrel." bebrejder os, at vi intet have sagt om Rekruttens Opførsel under Straffens Exekulion. Det hedder, at han under Rottingslagene, har bidt og sparket om sig, slaaet den vagthavende Ritmester i Hovedet og vist sig i Høj Grad ustyrlig, indtil man fandt paa at binde ham. Hvad vil "Fædrel.", at vi skulle sige hertil? Vi antage, at Ritmesteren, eller hvem der har Ansvaret for Exekutionen, har faaet en alvorlig Tilrettevisning for den uforsvarlige og forargelige Maade, hvorpaa Straffen er udført. Eller kan der tænkes Mage til uanstændig Forsømmelighed som den at føre en Mand ind under de største legemlige Pinsler, vor Lovgivning kjender, uden at sikre sig hans Person? Har man ventet, at han skulde staa som et "stille og roligt" Menneske under Mishandlingen? Kan man behandle et Menneske som et Dyr uden at sikre sig mod ham, som man vilde sikre sig mod et Dyr? Med "Fædrelandets" Tilladelse er dette, hvad vi have at sige om den Ting.

Mest vi se adskillige af "Fædrel."s politiske Meningsfæller i Færd med at hidse Avtoriteterne til en ny Krigsretssag, hvis Formaal skulde være at dømme Rekrutten fra Livet for hans Ustyrlighed under Exekutionen, og vi se "Fædrel." selv slutte sig til denne Kampagne i følgende Sætninger:

"Det er navnlig den sidste Begivenhed under Exekutionen, som vi finde alvorlig; thi der kan næppe være Spørgsmaal om, at den, hvis Loven skal have sin Gang, kan koste Vedkommende Livet, og det er den sidste Sag - der formentlig endnu ikke er afgjort - som har foranlediget vor Opfordring tik Krigsbestyrelsen om Offenliggjørelsen af hvad der er foregaaet, medens vi ikke vilde opfordre hertil, hvis Rekrutten kun havde forgrebet sig paa en Underofficer og derfor var bleven straffet efter Loven."

Da disse Udtalelser efter deres Ordlyd ete Vrøvl, saasandt der ikke er nogen som helst Mening i at forlange Offenliggiørelse af hvad der er foregaaet, naar dette dog som endt og afgjort ved Dommen og dennes Exekution maa være ganske uvedkommende overfor det nye Faktum: Hvorledes Rekrutten har taalt Executionen, og da det ikke er tænkeligt, at det kan interessere nogen at faa at vide, hvem eller hvormange han ved denne Lejlighed har bidt, sparket eller slaaet, se vi ikke andet i disse Sætninger, end et Forsøg paa at forberede den offenlige Mening paa Dødsdommen, hvis man skulde finde det hensigtsmæssigt eller nødvendigt at tage Livet af Rekrutten, inden han dør af Følgerne af den ham overgaaede Straf. Efterat "Fædrel." paa denne Maade i en Sag, "der formentlig endnu ikke er afgjort", og som vi antage, at ingen anden tænker paa at rejse end "Fædrel." og dels Venner - efter at "Fædrel." har rejst denne Sag og paa Forhaand fældet sin Dødsdom deri, aftrykker det de Bemærkninger af vort Onsdagsnumer, hvormed vi misbilligede den Hjærteløse og hæslige Omtale af Rekrutsagen, som flere af Bladets Meningsfæller have gjort sig skyldige i. Det siger om vore Udtalelser:

"Disse Ytringer ere skammelige; thi det er skammeligt at belyve, bagvaske og skamskænde sine Medborgere paa en saadan Maade, at man ikke kan rammes, fordi man ingen nævner."

Og det tilføjer i sin egen Underofficerstone:

"Vil "Morgenbladet" behage at nævne de "mere end et Blad", til hvilke det sigter, og at anføre de Ytringer, som det behager at kalde "blodtørstige, hoverende, hjærteløse Raab paa mere Blod", som [her slipper Grammatiken] "Glæde over den straffende Retfærdighed paa samme Maade som Indianernes", som "vellystig Triumferen", som "den dannede Presses Vildskab"? Vil det behage at underkaste sig det moralske og juridiske Ansvar, som paahviler alle, der benytte Offenligheden, og rette sine uforskammede Beskyldninger mod bestemte Punkter! Vil det ikke, saa er det lige saa fejgt, som det er frækt, og har sin Plads i Dagspressen ved Siden af "Socialdemokraten", med hvilken det nære Slægtskab ogsaa er umiskendeligt."

Vi vide ikke, om "de andre" ved denne Lejlighed have udnævnt "Fædrel." til deres Prokurator, men det skal faa sine "bestemte Punkter". Og skjønt "Fædrel." først er kommet med senere, paatage vi os dog gjerne det "moralske og juridiske Ansvar", der kan være forbundet med at nævne det først. Det "blodtørstige, hjærteløse Raab paa mere Blod" gjenfinde vi i de ovenfor anførte Udtalelser. Der er ikke den hoverende Tone, som enkelte andre Blade have slaaet an, men "Fædrel." har ogsaa skrevet efter vor Onsdagsartikel, det har deri haft en Opfordring til at være forsigtig, og det har hast Lejlighed til at bemærke, i hvilken Grad dets Kolleger have opbragt den offenlige Mening imod sig. Men i selve Sagen er det enigt med de andre. Det forudsætter ligesom de, at det ulykkelige Menneske, der er i Færd med at udstaa en Straf, der staar i et oprørende Misforhold til hans moralske Brøde, skal trækkes frem og skydes, fordi Avionteterne ved en uforsvarlig Forsømmelse have undladt at binde ham mnder Exekutionen. Der foreligger ikke noget officielt om, at denne Opfattelse finder Støtte hos Regeringen eller er udgaaet derfra; den har helt og holdent sin Kilde i den nationalliberale Presse, det er herfra, at Raabet om "mere Blod" er udgaaet; hvis det, som vi antage, bliver frugtesløst, er det ikke denne Presses Fortjeneste, den har gjort, hvad den kunde, for at faa Manden dræbt. Men vi skulle forsyne "Fædrel." med et Par Citater, der have "Tonen". Den 11te Februar føjede "Dagbl." til sin Beretning følgende Udtalelse, hvori Fremhævelserne ere af os:

"Saaledes lyder Fortællingen, om hvilken det ikke er for meget at sige, at den oprører ikke blot Militære, men ogsaa alle der have Kjærlighed til Hæren. Hvorledes Rekrutten kan driste sig til en saadan Gjentagelse af det højeste Brud paa Disciplinen, er ufatteligt, men ufatteligt synes det ogsaa, at hans Foresatte ere nødte til at tage mod Prygl af en Menig, hvis de selv have været bevæbnede. Vi haabe, at der vil komme et andet Lys over denne Sag. Lys maa man i al Fald vente. Men fremfor alt maa man haabe, at Sagen vil blive behandlet af Krigsbestyrelsen med den ubøjelige Strænghed, den fordrer, uden Spor af blomraadden Sentimentalitet."

Manden laa den Gang paa Hospitalet efter de 150 Rottingflag. Ingen vidste den Gang, - lige saa lidt som nogen i dette Øjeblik veed - om han vil overleve det. Og overfor dette hudflettede og elendige Menneske er det, at "Dagbl." paakalder Krigsbestyrelsens "ubøjelige Strænghed", Bladet ængstes for, at der skal blive udvist "blomraadden Sentimentalitet" mod Staklen. Der er en mild Beklagelse af, at han ikke er bleven hugget ned paa Stedet, hvilket forekommer Bladet ufatteligt, "hvis de selv have været bevæbnede". Og dette skrives, efter at han har lidt sin Straf; Paaskudet til yderligere Barbari er hans Opførsel under Exekutionen; i Stedet for at dadle Autoriteternes Malkonduite eller for at dække den, skriger man paa at faa en ny Sag og en ny Dom over Rekrutten, man er ikke mæt endnu, og da den næste Straf er Livsstraf, er det altsaa Livet man vil have af ham - "ingen blomraadden Sentimentalitet"! Vi ville tage Hr. "Dit og Dat" i "Folk. Av.", han udtaler nogle Dage ester (den 18de Febr.) "Dagbl."s Tanker med større Uforbeholdenhed. Der er igjen Tanken om "at hugge ned paa Stedet", der afvises med nogle spøgefulde Bemærkninger om vor Tids Besindighed og Humanitet. Det sidste Ord sættes siden i Gaaseøjne for at værge Forfatteren mod ethvert Skjær af noget blomraaddent. Det forudsættes, at Dødsstraffen er uundgaaelig, og efter at dette er forudsat, undersøges Tilregnelighedsspørgsmaalet paa en livlig og lystig Maade som følger: "Man kan ganske vist ikke benægte, at Forbryderen har baaret sig galt ad, og at han efter al Rimelighed har været "gal i Hovedet", men" osv. Vil man her tale om Sygdom, hedder det siden, maa man erkjende, at den kun egner sig til den Lægebehandling, som Dyrlægerne anvende "mod Vandskræk og Snive". Men det er ikke vor Hensigt at gjennemgaa hele denne Samling af lystige Indfald og lette Vittigheder. Dersom nogen kan læse sligt uden at faa en Smag i Munden, som om han havde bidt i noget raadent, vilde det staa sørgeligere til med vor offenlige Moral, end vi tro, at der er Grund til at befrygte. Det er slige Udtalelser, "Fædrel." gjør sig til Prokurator for; at paatale ep saa hæslig Maade at tænke og føle paa, er efter dets Ordbog "at belyve, bagvaske og skamskjænde sine Medborgere," men "Fædrel.", der i "at belyve, bagvaske og flamskjænde sine Medborgere," staar paa et enestaaende og fremragende Punkt i vor "Offenlighed", "Fædrel.", der altid har dækket sin "Frækhed" med en tilsvarende "Fejghed", som selv i disse Ukvemsord benytter en betinget Form, der skal bruges i Processen, hvis vi finde det Umagen værd at sagsøge det, "Fædrel." tager fejl, naar det tror, at den offenlige Mening er paa dets Side, og det tager to Gange Fejl, hvis det tror, at dets lumpne og fejge Benyttelse af "Socialdemokraten" imod os, skal bringe os til at svigte den Pligt, som Pressen har til at holde igjen paa "Vildskaben", hvad enten den bryder ud fra oven eller fra neden.

(Morgenbladet (København) 1. marts 1876).

- Den Straf, som er overgaaet Rekruten paa Jægersborg, har paany været Gjenstand for nogle hysteriske Artikler i "Morgenbladet". Det fortjener derfor atter og atter at frembæres, at General Haffner i Sessionen 1871-72 forelagde et Lovforslag, der afskaffede alle egentlig legemlige Straffe i Hæren, men at det var det "forenede Venstre", som forhindrede, at Loven gik igjennem. Venstre vilde dengang ikke gaae ind paa den af Ministeren foreslaaede, saakaldte staaende Arrest, uagtet det jo dog er indlysende, at man ved en Armee ikke kan undvære kortvarige, intensive Straffe, og at saadanne efter deres Natur altid maae være ubehagelige for de Paagjældende. Vi ere ganske enige i, at legemlige Straffe som Rottingslag o. Lign. bør afskaffes i en Hær, der, som vor, rekruteres ved almindelig Værnepligt; men saalænge de nuværende Love bestaae, kan man ikke komme bort fra det forældede System. Iøvrigt maae vi paany gjøre opmærksom paa, at 150 Rottingstag ikke kan være en saa forfærdelig Straf, som "Morgenbl." vil gjøre gjældende, ellers vilde man ikke have brugt den her saa jævnligt, som det endnu for 15-20 Aar siden var Tilfældet, da Militaire, der havde gjort sig skyldige i Tyverier, undergik denne Straf, naar de efter den civile Lovgivning skulde have været dømte til Forbedringshuusarbeide. Forsaavidt, som man har villet kaste Skylden for Straffens Exekution over paa Regjeringen, skulle vi gjøre opmærksom paa, at efter vor militaire Lovgivning ere Afdelingerne og deres Krigsret stillede meget selvstændigt, saa at der ikke skeer nogen Indstilling til Krigsministeren, naar Straffen ikke gaaer op til 3 Aars Forbedringshuusarbeide, og det er endog høist sandsynligt, at Ministeren ikke har været bekjendt med Krigsretsdommen, før det Hele har været forbi. I andre kjøbenhavnske Blade er Regjeringen bleven dadlet fordi den ikke er skreden ind imod de rasende Angreb paa Militaireaten og  Autoriteterne, som i Anledning af Rekrutsagen have staaet at læse i "Social-Demokraten", tildeels under Hr. L. Pios Navn. Uheldigvis er der imidlertid den store Mangel ved vor Presselov, at der ikke kan finde offentlig Paatale Sted for Fornærmelser imod Regjeringen eller andre Autoriteler, saa at det altsaa er umuligt ad denne Vei at faae hine lastværdige Angreb straffede. Derimod haves der Præcedents for, at den, som staaer i Spidsen for den enkelte Institution, kan anlægge privat Spørgsmaal for Fornærmelser imod denne Institution, idet Politidirekteur Crone ved Domstolene er kjendt berettiget til at anlægge Søgsmaal for Injurier imod Kjøbenhavns Politi. Naar derfor "Social-Demokraten" eller Hr. Pio bl. A. har omtalt Husareskadronen paa Jægersborg som den, hvis Officerer og Underofficerer fik deres Opdragelse paa Bordeller og Sangkneiper, saa maa Chefen for Eskadronen utvivlsomt kunne anlægge Sag imod Fornærmeren derfor, og der vilde være saameget større Grund til at gjøre det, som Chefen naturligviis kunde vente at faae fri Proces.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. marts 1876).

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Avisomtalerne skabte i første omgang ikke nogen yderligere oplysninger. Men at Morgenbladets formodninger om dødsstraf ikke var grebet ud af luften, fremgår af statsrådet den 11. maj 1876, hvor Christian 9. mente at dødsstraf havde været rimelig, eftersom han mente at Stuhr ikke blot var en dårlig person, men også støttet af socialisterne. Han rettede sig dog efter krigsrettens dom. Krigsminister Haffner mente at kongen under alle omstændigheder ville blive udsat for et pres for en benådning. Referatet fra statsrådet blev først offentliggjort langt senere, se herom i indslaget om mødet i statsrådet den 11. maj 1876 og Berlingskes offentliggørelse af detaljer i processen.

Peter Anton Emil Stuhr. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er den første artikel i en serie om en rekrut fra Jægersborg Kaserne. Følg begivenhedernes gang via link i indslagene.

Vanvittig Opsætsighed. Vi meddelte i Gaarsnumeret, at der ved Krigsretsdom var idømt en Husar fra Jægersborg en meget streng Straf for Opsætsighed og andre grove Brud paa Diciplinen. Han er derefter bleven ført her til Byen, og den Del af Straffen, som lød paa Rottingslag, skulde exekveres her, men under Straffens Exekvering har han overfaldet den tilstedeværende Ritmester samt gjort sig skyldig i anden voldsom Adfærd mod flere Overordnede. Da han havde faaet nogle Rottingslag, sprang han, der ikke var bunden, løs paa Ritmesteren og tilføiede denne et voldsomt Slag, og under Brydningen med de tililende Underofficerer, som søgte at overmande ham, bed han to af dem meget stærkt. Han var, før han indtraadte i Militærtjenesten, et roligt og stille Menneske, hvis største Lyst var at sidde hjemme og spille paa Harmonika; han var stillig, sparsommelig og ædruelig. Samtidig var han imidlertid en ivrig Tilhænger af Socialisternes Lære og betragtede Krigstjenesten som et for en fri Mand uværdigt Haandværk, og han synes lige fra Begyndelsen af sin Tjenestetid at have sat sig for paa alle mulige Maader at vise sin Afsky for Militærtjenesten. Endnu medens han sad og ventede paa sin Dom, var han, da han en Dag blev ført op hos Obersten, i den Grad grov mod denne, at det ikke lader sig gjengive paa Tryk, og medens han laa paa Jægersborg, søgte han paa alle mulige Maader at fortrædige sine Overordnede.

(Dags-Telegraphen (København) 10. februar 1876).

Inden for militæret bestod straffen i slag med et en meter langt og fire centimeter bredt spanskrør.

Jægersborg Kaserne startede som en jagthytte i 1620. De nuværende bygninger er dog fra 1734-1738 og er tegnet af Lauritz de Thurah til brug ved kongelige jagter. Gardehusarerne rykkede ind i 1797 og tilføjede bygninger til hestene. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Socialismen praktisk. En Smedesvend, der staaer som Rekrut ved de paa Jægersborg i Garnison liggende Husarer, pralede ved sin Tiltrædelse i Tjenesten af at være en "ægte Social-Demokrat", en af "de Røde", sang Socialistmarschen ved enhver tænkelig Leilighed, omdelte gratis Numere af "Social Demokraten" mellem sine Kammerater paa Sovesalen og søgte, kort sagt, paa enhver Maade at gjøre Propaganda for sine samfundsopløsende Ideer, blandt Andet ved at docere, at den almindelige Værnepligt var Vanvid, og at Ingen kunde tvinges til at være Soldat mod sin Villie. Da hans Foresatte kom under Veir med dette Uvæsen og søgte at sætte en Pind derfor, blev han fuldstændig umedgjørlig og balstyrig, ja overfaldt og pryglede tilsidst en Underofficer. Ved den i den Anledning nedsatte Krigsret blev han i Mandags idømt 150 Slag Rotting, fordelte paa 2 Dage, 5 Gange 8 Tages strængt Fængsel paa Vand og Brød samt Nedsættelse i de Meniges anden Klasse. Det var imidlertid saa langt fra, at denne Dom havde bøiet hans ubændige Sind, at han tvertimod, da en Ritmester for Fronten af Geleddet læste Dommen op, sprang løs paa Ritmesteren, greb ham med den ene Haand i Halsen og slog ham med knyttet Næve i Ansigtet. Da nogle Underofficerer ilede deres Chef til Hjælp, overfaldt han ogsaa disse og teede sig i det Hele som en Rasende, indtil han blev overmandet og lagt i Lænker. Medens den oprørske Socialist udstaaer den ham først idømte Straf, hvoraf han nu formodenlig har modtaget Rottingslagene, bliver der naturligvis anlagt en ny Krigsretssag imod ham, og hvad dens Udfald bliver, kan næppe være tvivlsomt, saafremt der fremtidig skal være Tale om at holde Mandstugt i Armeen. Men nu faaer jo Socialisterne en ny Martyr at prale af ved Siden af Kløverbladet Pio-Brix-Geleff!

(Dagens Nyheder 10. februar 1876).

150 Rottingslag.

- - -

Naar man læser om, hvorledes vore Forfædre pinte og martrede dem, der var mistænkte for at have begaaet en eller anden Lovovertrædelse, for at faa dem til at bekende, og hvorledes de, naar dette var lykkedes, med den mest udsagte Grusomhed og Livet af dem, saa vender man sig bort med Afsky og siger til sig selv: Hvor vore Forfædre dog var barbariske.

Det er i nærværende Blad adskillige Gange blevet oplyst, at der endnu her i Landet anvendes en pinlig Forhørsmetode. Rigtignok er Stigen, Tommeskruerne og de spanske Støvler blevne afskaffede, men i deres Sted har man indført langvarig Indesparring i halvmørke Huller, Sult og hundsk Behandling osv. Og i disse Dage er der over en Husar paa Jægersborg bleven afsagt og allerede nu bleven eksekveret en Dom, der tilstrækkelig tydelig udviser, at i alt Fald vor militære Straffe lovgivning i Grusomhed ikke staar saa overordenlig langt tilbage for vore Forfædres Straffelove. Med vor pinlige Forhørsmetode og vor militare Straffelov for Øje fristes man næsten til at spørge sig selv: Sidder vi Danske ikke endnu midt i Barbariet? Hører vi virkelig til de civiliserede Folkeslag?

Husaren paa Jægersborg er bleven idømt 150 Slag Rotting, 6 Gange 5 Dages Vand og Brød i mørk Kachot og Nedsættelse i de Meniges 2den Klasse. Spørger man nu, hvad han har gjort for at fortjene en saa forfærdelig Straf, saa svares der: Han er Socialist og han har vist sig opsætsig, og "Dags-Telegrafen", der staar i et Slags Kammertjenerforhold til alle mulige Myndigheder, oplyser, at han, da han en Dag, medens han sad og ventede paa sin Dom, blev ført op til Obersten, var i den Grad grov imod denne, at det nævnte snerpede Blad ikke tør gengive Grovhederne. Det samme Blad ved at fortælle, at Straffen skulde eksekveres her i Byen forleden Dag, og at Husaren, da han havde faaet nogle Rottingslag, sprang hen imod Ritmesteren og tilføjede ham et voldsomt Slag samt at han bed de Underofficer, der vilde overmande ham.

Husaren er altsaa Socialist. Det at være Socialist er, saa vidt vi ved, ikke strafbart efter den milttære Straffelov, skønt der vel sagtens ikke er saa faa Befalingsmænd, som ønsker, at det burde være det, og det er vel heller ikke umuligt, at Husarens Socialisme er bleven betragtet som en skærpende Omstændighed.

Husaren har vist Opsætsighed. Hvori hans Opsætsighed har bestaaet, er ikke bleven oplyst. "Dags-Telegrafen" meddeler, at han, førend han blev Soldat, var et roligt, stille, flittigt, sparsommeligt og ædrueligt Menneske, men at han som Socialist ansaa Krigstjenesten som et for en fri Mand uværdigt Haandværk, og at han lige fra Begyndelsen af sin Tjenestetid synes at have sat sig for paa alle mulige Maader at vise sin Afsky for Militærtjenesten.

Hvis "Dags-Telegrafen" har Ret heri, ligger det nær at antage, at Husaren ikke er i Besiddelse af sund Fornuft. Han maatte ellers have vidst, at det aldeles ingen Betydning havde, at han som Soldat viste sin Afsky for Militærtjenesten, og at han kun derved vilde udsætte sig selv for alvorlige Ubehageligheder. Men er han sindssvag, hvorledes kan man da idømme ham en Straf, der enten vil have hans Død til Følge eller fuldstændig ødelægge hans Helbred.

Er han ikke sindssvag, saa maa hans Opsætsighed, da han for sin Soldaterliv var et stille og roligt Menneske, skyldes slet og uretfærdig Behandling. Der gaar uhyggelige Rygter om den Behandling, Husarerne er Genstand for paa Jægersborg af fordrukne Underofficerer og af Løjtnanter og andre højere Befalingsmænd, hvis væsenligste Uddannelse er foregaaet paa Københavns Sangerindeknejper og i Københavns Bordeller, og et Blad oplyste for et Par Dage siden, at en Ritmester dersteds var bleven overfalden af en Soldat, som var bleven haardt straffet for en ringe Forseelse.

Der fortælles, at da en Inspektør for en Straffeanstalt en Dag var stedet til Avdiens hos en højtstaaende Person, og denne spurgte Inspektøren, hvoraf det kom, at Fangetallet var taget saa stærkt af i de sidste Aar, saa svarede han: Det kommer af, at Arbejderne er blevne Socialister De har som Følge deraf faaet større Selvagtelse og de skammer sig ved at stjæle.

Husaren er Socialist og er altsaa i Besiddelse af Selvagtelse. Men naar et Menneske med Selvagtelse bliver straffet haardt for en ringe Forseelse, naar han bliver tirret, haanet. hundset af Folk, som han ikke kan andet end nære Foragt og Modbydelighed for, saa bliver han trodsig og tilbøjelig til at sætte sig til Modværge, uden at bekymre sig om, hvad følgerne vil blive.

Vi gentager det: Husarens Opsætsighed maa enten have sin Grund i Sindssvaghed, eller det skyldes uretfærdig Behandling. I første Tilfælde er han utilregnelig, i sidste Tilfælde burde de uretfærdige Befalingsmænd og ikke han have været straffede.

Men selv naar man gaar ud fra, at Soldaten virkelig har gjort sig skyldig i en stor Forbrydelse, saa tror vi dog at have største Parten af det danske Folk med os, naar vi paastaar, at den Straf, der er bleven idømt ham, er i den Grad grusom, at et civiliseret Samfund ikke kan være bekendt at anvende den selv lige over for den allerværste Forbryder.

(Social-Demokraten 11. februar 1876).

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sagen gav ophav til mange rygter, især da der fra de officielle myndigheder ikke fremkom nogen mere detaljerede oplysninger om hvorfor. Et par uger efter begyndte aviserne derfor at kræve mere offentlighed om straffen. Se herom i indslaget xxxx. 

Se endvidere Louis Pios artikel i Social-Demokraten den 27. februar 1876.

Carl Sacht. (Efterskrift til Politivennen).

Den første redaktør af Social-Demokraten Anton Mundberg blev efterfulgt af Carl Sacht, der også udgav vittighedsbladet, ugemagasinet "Figaro" fra 1. februar 1873. I oktober 1873 blev der anlagt sag mod ham for majestætsfornærmelse i anledning af at have bragt en sang om afsløringshøjtideligheden.

I august 1874 tiltrådte Sacht som redaktør af Social-Demokraten (se dette blad fra 11. august 1874). Han fortsatte som redaktør af "Figaro". I september 1874 blev der anlagt sag efter straffelovens § 90 (majestætsfornærmelser mod kongen) for en "Fædrelandshistorie" i "Figaro". 

I en længere artikel om denne sag i "Social-Demokraten" 4. oktober 1874 stod bl. a. om anklagerne:

Dommeren begyndte nemlig med at oplæse for mig et Stykke, der staar i "Figaro"s Nr. 34 og hvori der forekommer en Samtale, i hvilken en "Hr. Chistiansen" adspørges, om han har gjort gode Forretninger paa Island, og hvori han fortæller, at han vil lade sine Børn lære det islandske Sprog, hvilket atter besvares med, at han først burde lære dem at tale Dansk. Dette mente Dommeren at være sigtet til Kong Kristian den 9de, Jeg erklærede, at jeg aldrig havde tænkt mig Muligheden af, at Tanken paa Kongen kunde henføres herpaa, men Dommeren fortalte mig da, hvad jeg aldrig har havt nogen Anelse om, at Hans Majestæt ifølge nogle Bladreferater, skal under sit Ophold paa Island have ytret, at hans Børn eller Børnebørn skulde lære det islandske Sprog. - I en "Fædrelandshistorie" i nævnte Blads samme Numer findes en Udtalelse om, at Admiral Peder Galt, efter Slaget ved Fehmern, da han blev beordret til udfor Kielerfjord at passe paa den svenske Flaade, havde baaret sig galt ad, idet han ligesom Overkommandoen paa Als i 1864 havde sovet; det hedder nu videre, at naar det havde været i vore Tider og Peder Galt blot havde været en god nationalliberal Mand, som troede, at "Allah Christian var stor og Klein hans Profet", saa vilde han være bleven spyttet i Knaphullet, og derved vilde den Historie have været forbi. Her vilde Dommeren atter paastaa, at jeg med "Allah Christian" havde ment Hans Majestæt Kongen, men ligesaa vist som jeg unægtelig i Øjeblikket ikke bestemt kunde erindre, til hvem jeg havde sigtet, idet jeg ikke tillægger "Figaro" nogensomhelst politiske Betydning og aldrig har tænkt, at man vilde bryde sig om de kaaade eller vittige Udtalelser i et saadant Blad, ligesaa vist har jeg bestemt ikke sigtet til Kongen, men, som jeg ytrede, vist mere til Konseilpræsidenten. 

Tilsyneladende var der sket en uregelmæssighed idet Sacht først fik at vide at der var anlagt sag mod ham da alt var færdigt til doms, og at selv forsvareren ikke havde ladet ham noget vide. Den 19. oktober 1874 blev Sacht ved Kriminal- og Politiretten idømt 6 måneders simpelt fængsel. 

Til mine Venner og Meningsfæller!

Som de veed, havde jeg en 6 Maaneders "Udenlandsrejse" tilgode, hvis Tiltrædelse blev forhalet paa Grund af Familieforhold i Hjemmet. Endskønt disse endnu ikke var jevnede og endskønt min Hustru netop i disse Dage laa paa Sygelejet og trængte til Trøst og Opmuntring, sendte man nu Bud efter mig, ti "Majestætsforbrydelsens" store Synd skulde afsones. Da jeg imidlertid havde en til Vished grændsende Formodning for, at jeg ikke i de 6 Maaneder vilde blive en Smule loyalere end jeg er, ja, da jeg følte, at jeg baade i Fængslet vilde udsætte Resten af mit svækkede Helbred og endnu mere føle Bitterheden af i 1875 at skulle indespærres som en Forbryder, fordi jeg havde udtalt en Vittighed, der "kunde antages at sigte til Kongen", saa foretrak jeg at rejse bort, for i et fremmed Land at bryde mig en ny Bane. Med blødende Hjerte er jeg gaaet i Landflygtighed, men jeg trøster mig ved Tanken om, ad Aare at kunde vende tilbage, ti det vil vel heldigvis ikke vare længe, før Signalerne forandres i Danmark. Lad mine Modstandere nu kalde det Fejghed, at jeg er rejst, det gør intet, ti mit Helbred er mig kærere, og jeg haaber endnu engang at skulle tale et Ord med for Arbejdernes retfærdige Sag. Nu kan jeg kun bede Arbejderne om, hvad jeg saa ofte har udtalt, at slutte sig sammen og at være enige. De vil, de maa sejre, saa vist som Sandhed og Retfærdighed altid vil bryde sin Vej, selv om det gaar igennem Trængsler og møder haard Modstand. Gid jeg langt fra Hjemmet maa kunne have den Glæde at høre vor ædle Sag fremmes, gid at den Tid ikke maa være fjern, da det at tale den Undertryktes Sag, ikke betragtes som en Forbrydelse, men som en hæderlig Gerning, da det, at udtale sin Mening om en Embedsmand - selv om han er den højeste i Landet - ikke dømmes med adskillige Maaneders Fængsel. Leve Louis Pio! Leve hans gode Værk! Leve hver trofast Socialdemokrat.

Den 25de Febr. 1875.

Med socialistisk Hilsen

Carl Sacht.

(Social-Demokraten 26. februar 1875).

Det hjalp ikke at rejse til Sverige. Ifølge Social-Demokraten 28. februar 1875 blev Sacht anholdt i Helsingborg og blev ført til København, til de svenske avisers moro over dansk politis nidkærhed. Han blev indsat i straffeanstalten på Christianshavn. Her søgte han om benådning og fik i slutningen af april 1875 eftergivet resten af sin straf mod at han forlod landet, eller blev væk indtil straftiden var overstået. Det fik hans anseelse i socialdemokratiske kredse til at falde. 

Han oprettede vekselerfirmaet C. G. Sacht & Komp der fik højesteretsdom for at være fuldkommen lovlig og hæderlig (marts 1879). Det fortsatte imidlertid (indtil i hvert fald 1896), bl.a. med at sælge. præmieobligationer i Sverige og Norge. Firmaet gik konkurs i september 1883.

Sacht blev efterfulgt af V. T. Holst som redaktør på Social-Demokraten, og han blev kort tid efter afløst af barber Søren Larsen. Myndighederne var lykkes ved gentagne forfølgelser af redaktørerne at hæmme bladets virksomhed. Først i juli 1875 da Louis Pio, Brix og Geleff vendte tilbage efter deres løsladelse, blev der skabt mere ro om avisen.

Sacht døde den 20. september 1909 på Skodsborg Sanatorium af en nyresygdom. Bisættelsen fandt sted på Bispebjerg Krematorium. Firmaet fortsatte med Vera Christine Jakobine Marie Sacht som ansvarlig indehaver, mens Ida Margrethe Peters Bodin havde prokura i hvert fald indtil 1913.

Dragoner i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretsdom. Fra Næstved meddeler "Sorø Amtst.", at der for en halv Snes Dage siden fandt et Art Mytteri Sted i en Eskadron af det der liggende 4de Dragonregiment. De nærmere Omstændigheder, hvis Enkeltheder forøvrigt fremstilles noget forskelligt, var følgende: Ritmester Moe siges at have paalagt nogle Mænd af Eskadronen at pudse en Uniforms-Genstand, der efter Reglementet ikke skulde pudses. Da Ritmesteren havde tilsagt 4 Mand til at møde, for at han kunde efterse, om hans Befaling var opfyldt, mødte næsten hele Eskadronen. Han søgte at tale dem til Rette og fik dem til at gaa deres Vej, hvorefter de gik hen paa et Værtshus og gav sig til at støje og drikke. Her indfandt Ritmesteren og Overvagtmesteren sig og opfordrede dem til at gaa, men Folkene nægtede det, indtil Overvagtmesteren sagde: "Naar jeg beder Jer derom, saa gør I det nok!" Dertil svaredes: "Ja, naar De beder os derom, saa skal vi gaa!" men ved Siden deraf hørtes det Raab: "Ned med Ritmesteren!" I Anledning heraf blev nedsat en Krigsret, hvis Dom faldt i Lørdags. To Underkorporaler blev nedsatte i de Meniges 2den Klasse og idømt 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød, 20 andre Menige 43 Timers Krumslutning, 22 fik 42 Timers og 1 fik 36 Timers Krumslutning. Auditoren fremhævede ved Dommens Oplæsning den gode Konduite. Ritmesteren havde udvist lige over for dette Optrin. Straffene iværksattes straks i Lørdags Estermiddags, da Rottingslagene eksekveredes, og Krumslutningerne paabegyndtes. I Byen var der en levende Bevægelse i den Anledning imod de militære Myndigheder, men Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaa ud. 

"Sorø Amtst." tilføjer: Vi har meddelt denne højst uhyggelige Tildragelse, saaledes som den er os berettet, cg skal afholde os fra enhver Bemærkning derom, indtil nærmere Oplysning fremkommer. Bladene i Næstved har endnu ikke omtalt Sagen.

(Social-Demokraten 6. august 1874).

Krigsretsdom. Fra Næstved skrives den 5te August i "Næstv. Av."; "En større Deel af det til 4de Dragonregiments Reserveeskadron hørende Mandskab gjorde sig en Aften for c. 14 Dage siden skyldig i en alvorlig Insubordination imod Eskadronens Chef, Hr. Ritmester Moe, idet e dmarscherede op udenfor dennes Bopæl og paa forskjellig Maade demonstrerede imod, at Ritmesteren havde befalet 4 Mand at møde til Eftersyn. Som  Følge heraf blev der nedsat en Krigsret, som i Løverdags dømte tvende Underkorporaler og 39 Menige til forskjellige Straffe: Rottingflag, Fængsel paa Vand og Brød og Krumslutning, der exeqveres i disse Dage. - En af "Sorø Amts-Tid." meddelt Beretning om ovennævnte Tilfælde indeholder forskjellige Urigtigheder. Det er saaledes ikke Tilfældet, at Ritmesteren og Overvagtmesteren have indfundet sig paa et Værtshuus og opfordret Dragonerne til at gaae, eiheller at Auditeuren ved Dommens Oplæsning fremhævede den gode Konduite, Ritmesteren havde udviist ligeoverfor dette Optrin, lige som det heller ikke forholder sig rigtigt at der i Næstved i Løverdags var en levende Bevægelse imod de militaire Myndigheder, og at Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaae ud."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1874).

I Næstved er Stemningen siden de sidste Militærafstraffelser endel irriteret. I Mandags Aftes var der, efter "B. Flktd." atter Uroligheder i Gaderne og man hørte adskillige Steder Piben. Saavel Dragoner som Borgere syntes meget utilfredse. Politimesteren og alle Politibetjentene gik rundt i Gaderne for at sørge for, at Butikkerne lukkedes. Det fraraadedes Folk at gaa ud paa Gaderne.

(Social-Demokraten 8. august 1874).

"Mytteriet" i Næstved. (Fra vor Korrespondent.) I den Meddelelse, som findes i Bladet "Social-Demokraten" optaget efter "Sorø Amtst." angaaende Næstveds Dragoner, mangler den sande Belysning . hvorfor jeg her vil meddele Dem del rette Sammenhæng. Den ærede Hr. Ritmester Moe lider i den Grad at Pudsesyge, at, selv om Mandskabet gør det nok saa godt, saa er han dog altid den Utilfredse, og derfor dikterer han forskellige Ekstraøvelser, saaledes f. Eks. 3/4 Time Ekstra i Sabelbrug, med den Bemærkning, at de skal kunne vaske hinanden i deres Sved - bagefter. Hertil kommer, at hele Mandskabet 2 Dage, i 4 Timer hver Dag, har maattet ride uden Stigbøjler (dog ikke Hr Ritmesteren med). Endelig lød Parolen, at 4 Mand skulde paradere om Aftenen Kl. 9 udenfor Hr. Ritmesterens Bolig; den Ene, fordi han havde taget sig den Frihed at iklæde sig sit eget civile Tøj, de andre 3 for daarlig Pudsning. Dette fandt det øvrige Mandskab urigtigt, idet de alle havde pudser lige godt og derfor besluttede de alle at paradere tilligemed deres Kammerater. Optrinet gav en Del tilstedeværende Civile Anledning til at udbringe et Leve for Friheden, (jo, jeg takker!) hvori en Del af Dragonerne istemte. Dette blev Hr. Moe for hedt og han kommanderede "Træd af", hvilket straks blev efterkommet, men nu kommer Humlen. Den store Mand var bleven krænket, og - Gud bevare os, det maatte jo hævnes. En Krigsret blev samlet, og dømt blev Synderne: En Underkorporal i Menigmands 2den Klasse, 25 Slag Rotting og 30 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød, en dito i Menigmands Klasse og 30 Dages Vand og Brød; 2 Menige 20 Dage af samme Slags og 37 Mand Krumslutning, henholdsvis i 36, 42 og 43 Timer. Det maa bemærkes, at det er af det gamle Mandskab, nemlig Reserven, som skulde være permitteret allerede for otte Dage siden og maaske Mangens Kone og Barn sidder hiemme og lider Nød, medens at Hr. Ritmesteren hævner sig. Men det Sidste er da ogsaa det Nødvendigste. Paa Formodning af, at førstnævnte Underkorporal skal have været Leder for det hele Optrin, er han bleven idømt den barbariske Straf, men vel at mærke, kun paa Formodning, da der ikke fandtes et eneste Bevis imod ham. Som Rygtet fortæller, skal der kun have været En i den sammensatte Krigsret, som har protesteret imod Dommens Haardhed, nemlig Greve og Korporal Hvidtfeldt, som fortiden aftjener sin Værnepligt her i Byen. dog naturligvis uden Nytte. - Jeg maa endnu bemærke, at trods det, at Mandskabet, som tidligere bemærket, skulde været permitteret, maa de nu gøre Staldtjeneste, fordi kun et ringe Antal ad Gangen kan komme til at udstaa deres Straf af Mangel paa Torturredskaber og Plads. Det skal ydermere bemærkes, at Ritmesteren hverken har været her eller der, for at formaa Mandskabet til at gaa hjem, lige saa lidt som at der er raabt hverken op eller ned med Ritmesteren, som "Dgs.-Tel." behager at fortælle; det er ligefrem Opdigtelse, som man faar saa Meget af fra den Kant. V. P.

(Social-Demokraten 12. august 1874).

Fra Næstved Dragonregiment. I Anledning af de for kort Tid siden forefaldne Scener med 4. Dragonregiments 3. Eskadron og dens Ritmester, opfordrer en Dragon, Julius Koefod, efter Anmodning af mange Kammerater, alle Skolekammerater fra Næstved Rytterstole af 1870 til at bevidne en af de haardest straffede, Underkorporal Nielsen, der stedse har vist sig som alle sine Kammeraters Ven og som en hæderlig Mand, deres Agtelse ved at yde et Bidrag til en Erkjendtlighedsgave til ham. Ligeledes agtes indgivet et Andragende om Tilbagegivelsen af Kokarden til den straffede.

(Aarhus Amtstidende 27. august 1874).

En af de straffede døde tilsyneladende af rottingslagene. For at få plads til alle de straffede, måtte man inddrage den gamle arrest på torvet og den gamle fægtesal i Grønnegade. 

Den 15. oktober 1901 blev ritmester Moes søn fundet i Susåen efter et selvmord. Han var blevet ritmester 1899. Der var indledt undersøgelse af ritmesteren og han blev forhørt for sine "sygelige tilbøjeligheder". Hvilket med datidens sprogbrug nok hentydede til homoseksualitet. Han var kort forinden blevet overfaldet af en korporal som han havde nægtet genindtrædelse i regimentet. Forældrene boede i København, faderen var pensioneret. 

Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab. (Efterskrift til Politivennen).

Som imorges meddeelt, er der under 13de Februar udkommet en kongelig Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab, der skal træde i Kraft for de Straffefangers Vedkommende, som indsættes eller overføres til saadant Arbeide efter 1ste April, hvorhos Justitsministeriet er blevet bemyndiget, efter Fængselsbestyrelsens nærmere Indstilling, at bringe de paagjældende Forskrifter med de nødvendige Ændringer til Anvendelse ogsaa paa Tugthuusfanger, der ere indfatte i Straffeanstalten for den nævnte Dag.

Vi skulle her meddele nogle af de vigtigste Bestemmelser i den kongelige Anordning. Med Hensyn til Tugthuusstraffen bestemmes, at Strafarbejdet skal udstaaes ved Arbeide om Dagen i Fællesskab efter nærmere givne Bestemmelser. Natten tilbringes i Enkeltcelle; dog skal Bestyrelsen, naar den finder det nødvendigt, være bemyndiget til at give ældre og svagelige Fanger natligt Ophold paa fælles Soverum. Dagsordenen og Arbeidstiden for Fangerne skal være saaledes: Der opmønstres om Morgenen fra 1ste April til 30te Septbr. Kl. 4 3/4 og den øvrige Deel af Aaret Kl. 5 3/4. En halv Time derefter begynder Arbeidstiden, som vedvarer til Kl. 8 Aften med Afbrydelse foruden af den Tid som medgaaer til Gaardtour og Underviisning, ogsaa af de til Afholdelsen af de forskjellige Maaltider fastsatte Tider, som ere: fra Kl. 7½ til 8 Form. Frokost, fra 12-1 Middagsmad og fra 5-5½, Efterm. Aftensmad. Fra Kl. 8 Aften gives der Frihed til Kl. 8½, da der afmønstres. Frihed for Arbeide er der, hele Dagen: alle Søn- og Helligdage, samt fra Kl. 5 Eftermiddag: Kongens Fødselsdag, Dagene for saavel de tre store Høitider som Nytaarsdag og Almindelig Bededag. Endelig ophører Arbeidet hver Løverdag Kl. 5 Efterm., men Tiden til Kl. 8 benyttes til Reengjøring og til Eftersyn af Maskiner og Arbejdsredskaber samt til at aflevere det smudsige og til at modtage det rene Linned. Een Gang daglig skal der gives Fangerne - hver Arbeidssal for sig - ½ Times Ophold i den fri Luft, Fangerne i Enkeltcelle derimod to Gange daglig i ligesaa lang Tid. Gaardtouren for Fangerne i Enkeltcelle kan skee i Fællesskab, medmindre de hensidde under Straf, i hvilket Tilfælde de ogsaa da skulle afsondres.

Fangerne skulle i Arbeidstiden stedse være beskjæftigede. Udenfor Arbeidstiden skal det, naar der iøvrigt ikke er noget til Hinder derfor, være Fangerne tilladt at sysselsætte sig med deres daglige Beskjæfligelse, dog ikke om Søn- og Helligdagene, forinden Gudstjenesten er afholdt. Som Opmuntring til Flid skal der gives Fangerne, naar de svare det Pligtarbeide, der er foresat dem, en Arbejdsfortjeneste, hvoraf det Halve kan benyttes til Forøgelse eller Forbedring af Kosten, det andet Halve skal oplægges. Straffes en Fange med Fratagelse af Arbeidet, skal han altid hensættes i Enkeltcelle. Hver Søn- og Helligdag skal der gives Fangerne Leilighed til at deeltage i den fælles Gudstjeneste. Paa hver Arbeidssal skal der Morgen og Aften umiddelbart for og efter Arbeidet oplæses en Bøn for de derværende Fanger. Enhver Fange skal være forsynet med den almindelige Psalmebog og det Nye Testamente. I Underviisningen paa det Trin af Straffen, hvor den gives, skal enhver Fange ordentligviis deeltage, saalænge han ikke har fyldt 30 Aar. Over denne Alder bør der imidlertid ikke formenes Fangen Adgang til Skolen, saalænge han ikke viser Mangel paa Flid. Unge Mennesker under 18 Aar skal der strax ved Indsættelsen gives en Times daglig Underviisning, indtil de have naaet 20 Aars Alderen.

Strafarbejdet skal fuldbyrdes efter det fremadskridende System gjennem nedenstaaende 3 Stadier: I. Forberedelsesstadiet, II. Tvangsstadiet. III. Overgangsstadiet. Hertil slutter sig efter Omstændighederne som et 4de Stadium en begrændset og betinget Benaadnings-Tilstand. Forøvrigt bliver til nærmere fastsatte Tider Fangens hele Forhold at bedømme, idet der for hans Opførsel og for hans Flid saavel ved Arbeidet som ved Underviisningen gives ham for hver især en af følgende 4 Characterer: særdeles god, god middelmaadig og slet, som regnes henholdsviis lige, med 3, 2, 1 og -3 Points.

Opholdet paa Forberedelsesstadiet er bestemt og varer 3 Maaneder. Ved Afleveringen til Straffeanstalten hensættes Fangen i en Modtagelsescelle, hvor han forbliver i 3 Dage. Under dette Ophold iføres han Fangedragten osv. Det overlades til Fangen selv, efterat han er bleven gjort bekjendt med Straffen, han skal undergaae, at bestemme, om han vil tilbringe den første Deel af Straffen paa en fælles Arbeidsstue eller i en Enkeltcelle. Vælger Fangen Fællesskab, afgives han til den herfor bestemte Arbeidsstue, hvor der stedse saavel i Arbeidstiden som i Hviletiden skal være en Opsynsbetjent tilstede, og hvor der ikke maa findes Nogetsomhelst udenfor der Reglementerede. I Arbeidstiden forbliver Fangen paa den ham anviste Plads, som han ikke uden Betjentens Tilladelse tør forlade. To Gange om Dagen, Morgen og Aften for og efter Arbeidstiden, opstilles Stuens Fanger til Mønstring, hvorefter Bønnen læses. Arbeidet skal bestaae i Værkplukning eller et andet lignende, let og simpelt Haandarbeide, og der foresættes ikke noget Pligtarbeide, men der tilstaaes heller ikke nogen Arbeidsfortjeneste; Kirkegangen er tvungen, og der meddeles ingen Underviisning. Foruden Psalmebogen og det Nye Testamente gives der fra Bogsamlingen kun gudelige Skrifter efter Præstens Anviisning. Under Gaardtouren skulle Fangerne gaae en efter en i Række, en Bestemmelse, som ogsaa skal følges, naar de føres til og fra Gaarden, Kirken og Sovecellerne. Til andre end de nævnte Steder maa Fangen ikke udtages af Afdelingen uden Inspecteurens udtrykkelige Tilladelse, hvorfor enhver Uddeling af Maden, Klædningsstykker, Arbeidsmateriale m. v. skal foretages paa selve Afdelingen.

Brud paa Disciplinen vil i ethvert Tilfælde kunne medføre, at Fangen hensættes i Enkeltcelle, hvor han efter Forseelsens Beskaffenhed vil kunne forblive den resterende Deel af den for Opholdet paa dette Stadium bestemte Tid. Vælger Fangen at være afsondret, og der ikke ifølge hans legemlige eller sjælelige Tilstand er Noget tilhinder derfor, hensættes han i en Enkeltcelle, hvor han forbliver Dag og Nat, og er forøvrigt de ovenfor givne Bestemmelser underkastet med de af hans Ophold i Enkeltcelle flydende Lempelser. En Fange, som paa dette Trin af Straffen indlægges paa Sygehuset, holdes der afsondret i en Sygecelle. Ved Slutningen af hver Maaned efter Fangens Indsættelse gives der ham 2 Charakterer, en for hans Opførsel overhovedet og en for hans Flid ved Arbeidet. Som ovenfor anført, er Opholdet bestemt til 3 Maaneder uafhængig af hans Forhold, hvorimod Charakteren herfor bestemmer, til hvilken Klasse af det næste Stadium han skal overgaae. Har han nemlig opnaaet 12 Points (gjennemsnitlig Charakteren "god"), gaaer han strax over til Tvangsstadiets 2den Klasse; i modsat Tilfælde maa han begynde med Tvangsstadiets nederste Klasse. For den Tid, en Fange har været Indlagt paa Sygehuset, gives der ham derimod kun een Charakteer, nemlig for hans Opførsel, og regnes i dette Tilfælde Charakteren til det dobbelte Antal Points. Paa dette Stadium er det saavel Inspecteurens som Præstens Pligt hyppig at tilsee Fangen, navnlig for tilfulde at gjøre ham bekjendt med Systemet og vise ham, hvorledes hans Skjæbne i Straffeanstalten er lagt i hans egen Haand.

Paa Tvangsstadiet er der atter 5 Klasser: 1ste, 2den, 3die, 4de og 5te. Fangerne i de forskjellige Klasser, der indbyrdes holdes afsondrede, skulle arbeide paa Arbeidsstuer for aflaasede Døre. For at oprykke i en højere Klasse skal Fangen have erhvervet et vist Antal Points, forskjelligt for de forskjellige Klasser, hvorhos der er bestemt en mindste Tid for Opholdet i hver Klasse, som Fangen ikke kan forkorte. Opnaaer Fangen imidlertid forinden denne mindste Tid flere Points end nødvendigt til Oprykningen, skal det overflyvende Antal føres ham tilgode for den næste Klasse. Er der ved flere Domme idømt en Fange Straffe, som skulle udstaaes umiddelbart efter hinanden, blive disse Straffe, hvis de ere idømte den Paagjældende før hans Indsættelse i Straffeanstalten og tilsammen ikke overstige 16 Aar, at sammenlægge. Hvis derimod den Paagjældende allerede har begyndt at udstaae den ene Straf paa den Tid, da en ny Straf paalægges ham, eller hvis de sammenlagte Straffe beløbe sig til mere end 16 Aar, eller hvis den Paagjældeude skal udstaae Strafarbejde paa Livstid, fastsættes det for hvert enkelt Tilfælde af Justitsministeriet, hvorvidt og efter hvilke nærmere Regler Oprykning i de forskjellige Stadier og Klasser kan finde Sted.

I de første 3 Klasser gives 2 Charakterer - een for Opførsel og een for Flid ved Arbeidet - og i 4de og 5te Klasse 3, nemlig yderligere een for Flid i Skolen. I Sygdomstilfælde gives der Fangen kun een Charakteer (nemlig for Opførsel), der ligesom i Forberedelsesklassen regnes til det dobbelte eller tredobbelte Antal Points, alt efter den Klasse, hvori han befinder sig. Fangen, der er syg, kan, naar han er i 4de Klasse, indlægges paa de fælles Sygestuer, hvorimod han, inden han naaer 4de Klasse, holdes isoleret ligesom i Forberedelsesklassen. Kirkegangen er tvungen, ligeledes Undervisningen, naar den gives. Underviisning gives ei før i 4de Klasse, medmindre Fangen, som alt sagt, er under 18 Aar. Der tilstedes Adgang til Bogsamlingen efter de i det Følgende nærmere givne Regler. Til Brevskrivning skal Inspecteurens særlige Tilladelse indhentes. For udviist slet Forhold skal Inspecteuren være bemyndiget til at nedsætte Fangen i en lavere Klasse, lige indtil den nederste, og fortaber Fangen ved en saadan Nedsættelse det erhvervede Overskud af Points. Nedsættes Fangen til en Klasse, lavere end den nærmest foregaaende, har Inspecteuren derhos at bestemme, om den Paagjældende skal gjennemgaae enhver af de mellemliggende Klasser, eller han kan flyttes tilbage umiddelbart ttl den Klasse, hvorfra han blev nedsat. En Fange, som saaledes straffes med Nedsættelse, kan ikke rykke op i en høiere Klasse, medmindre hun i een Maaned har opnaaet Charakteren "særdeles god" eller i to paa hinanden følgende Maaneder tilsammen Charakteren "god". Iøvrigt er der sat nærmere Bestemmelser for de enkelte Klasser.

For Overgangsstadiet bestemmes der: I Stedet for den paa de foregaaende Stadier baarne særegne Dragt, tillades det her Fangerne at bære en Dragt, der mere nærmer sig til den frie Arbejders. Fangerne skulle ikke arbeide inden Laas og Lukke, og der skal saavidt muligt anvises dem en Beskjæftigelse som den, hvorved de tilsigte i Fremtiden at fortjene deres Brød. Der skal tilstaaes dem en vis nærmere bestemt Deel i Fortjenesten, afpasset efter hvad der gives den frie Arbeider, og for Halvdelen heraf skulle de kunne ikke alene forøge deres Kost, men ogsaa - dog med Inspecteurens særlige Tilladelse - anskaffe nyttige Gjenstande, men det skal derhos være deres Pligt at føre Bog over deres Indtægter og Udgifter. Arbejdstiden er kun til Kl. 7 Aften. Tvungen Kirkegang skal ikke finde Sted. To Gange ugentlig skal der gives Underviisning, og Adgangen til Bogsamlingen er fri. I Sygdomstilfælde skulle de henlægges paa en særskilt for dette Stadium bestemt Sygestue. Der skal ikke gives Fangen særlig Charakteer for hans Forhold, men Bestyrelsen skal ligefuldt have sin Opmærksomhed henvendt paa, hvorledes han benytter den større Frihed, der er skjænket ham. Det skal saaledes nedskrives, naar han paadrager sig en Irettesættelse, og da tillige af hvilken Aarsag.

Hver tredie Maaned skal han i de ugentlige Forsamlinger af Anstaltens Functionairer gjøres til Gjenstand for særlig Omtale, ved hvilken Leilihed det skal tilføres Protocollen, hvad der har været bemærket om hans Forhold. Skulde han begaae en strafværdig Forseelse eller i det Hele laget give Anledning til Mistillid, skal han i ethvert Tilfælde føres tilbage paa Tvangsstadiet, hvilket paa de maanedlige Indberetninger tilmelde Ministeriet, og han kan ikke igjen rykke op til Overgangsstadiet uden Ministeriets særlige Tilladelse. Paa følgende Betingelser skal Bestyrelsen kunne gjøre Indstilling til Justitsminitseriet om for en Fange at udvirke den betingede og nærmere begrændsede Benaadning: a) naar Fangen har opholdt sig paa Overgangsstadiet i Overeensstemmelse med Reglerne i § 14; b) naar Bestyrelsen i bet Hele taget nærer Haab om, at den Paagjældende, efter hans hele Forhold at dømme, fremtidig vil føre et ustraffeligt Levnet; c) naar der er sikkret ham et redeligt Livserhverv eller en Stilling i Samfundet.

Angaaende den betingede Benaadning findes der i Anordningen følgende Bestemmelser: Naar Fangen betingelsesviis benaades efter den i § 15 omtalte Indstilling, løslades han af Straffeanstalten og afgives til Politimesteren paa det Sted, hvor der forud er sikkret ham et Erhverv. Ved Løsladelsen skal Bestyrelsen være bemyndiget til at lade ham tilflyde indtil 2/3 af hans oplagte Overarbeidsfortjeneste, og skal den give vedkommende Politimyndighed en skriftlig Meddelelse om de Klædningsstykker og øvrige Effecter, han ved Løsladelsen er i Besiddelse af, samt om hans Personalia, hans Signalement og om, hvorledes hans Forhold og Sundhedstilstand i Straffeanstalten har været. Derhos skal den Deel af Overarbeidsfortjenesten, der gives ham, tilsendes Politimesteren, der selv udbetaler Fangen det Hele eller saa Meget, han efter Omstændighederne finder hensigtsmæssigt. Bestyrelsen skal foreholde ham de Betingelser, hvorunder han er benaadet, og medgive ham et Fripas, som indeholder disse Betingelser, der ere følgende: at han fører et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet; at han nøjagtig følger de Paalæg, som Politiet maatte foreskrive ham, og at han i modsat Tilfælde uden nogen videre Dom atter vil blive indsat i Straffeanstalten for der at udstaae den resterende Deel af den domsbestemte Straffetid. Den fuldstændige Frihed indtræder altsaa ikke, forinden den domsbestemte Straffetid er udløben, eller for Livsfangers Vedkommende en endelig Benaadning er erhvervet. Indtil da er den betingelsesviis Løsladte ikke unddraget Straffeanstaltens, om end fjernere, Tilsyn og udgaaer derfor heller ikke af Stamlisterne, hvori de Meddelelser indføres, som vedkommende Politimyndighed ordentligviis hver tredie Maaned vil have at give Anstaltens Bestyrelse. Hvis han med Politiets Tilladelse fraflytter Jurisdictionen, skal dette strax tilmeldes Bestyrelsen. 

Den betingelsesviis Løsladte har ikke nogetsomhelst Krav paa Underhold fra Straffeanstalten, men maa selv i enhver Retning sørge derfor. Paa den anden Side er han heller ikke mere underkastet de for Straffeanstalten gjældende Bestemmelser, men kun de almindelige borgerlige Love og de for den betingede Benaadning stillede Betingelser. Overtræder han de særlige Paalæg, som maatte gives ham af den Politimester, under hvis Tilsyn han er stillet, eller er hans Forhold overhovedet saaledes, at han ikke opfylder den første af de i ovennævnte Fripas givne Bestemmelser, om at føre et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet, vil Politiet derom have at sætte Bestyrelsen i Kundskab, og han vil da efter dennes Indstilling til Ministeriet og efter dettes Resolution kunne føres tilbage til Straffeanstalten for der at afsone Resten af den Straffetid, som betingelsesviis var eftergivet ham. Begaaer han strafbare Handlinger, skal han, naar Straffen herfor ikke naaer op til Strafarbejde, først afsone denne Straf og umiddelbart derefter afgives til Straffeanstalten, hvorimod han, hvis Straffen er Strafarbejde, først skal afsone Resten af den første Dom, forinden han overgaaer til den nye Straf. Naar den fuldstændige Frihed indtræder, skal den tilbageholdte Deel af Overarbeidsfortjenesten Indbetales, og hvis den Paagjældeude forinden afgaaer ved Døden, afgives den til vedkommende Skifteret til Indtægt for hans Bo.

Under Forsæde af Inspecteuren skal der ugentlig afholdes en Forsamling, bestaaende foruden af ham af Præsten, Lægen, Assistenten, Læreren (Inspectricen og Lærerinden for de kvindelige Straffefangers Vedkommende), Bogholderen, Forvalteren og Overbetjenten, (Overopsynskonen). Forhandlingerne, der føres til Protocol, skulle tjene til at fremme Kjendskabet til hver enkelt Fange lige fra hans Indtrædelse i Straffeanstalten til hans Løsladelse, hvorfor ethvert af Forsamlingens Medlemmer er pligtig til at yde, hvad der kan bidrage hertil. Skulde Nogen have Oplysninger at meddele af særlig Vigtighed, er det en Selvfølge, at han strax melder det til Inspecteuren. Characteren for Fliden ved Arbeidet og i Skolen bestemmes henholdsvis af Bogholderen efter Samraad med de vedkommende Mestre og af Præsten efter samraad med Læreren (Lærerinden). Charakteren for Fangens Opførsel i det Hele taget gives af Inspecteuren efter Samraad med alle Forsamlingens Medlemmer. I Tilfælde af Stemmelighed gjør Inspecteurens Stemme Udslaget. Ethvert Medlem kan fordre sin afvigende Mening tilført Protocollen, der bliver at forelægge den, der paa Ministeriets Vegne efterseer Straffeanstalten. Inspecteuren er pligtig til at føre en Protocol, hvori enhver Fange har sit Folium, og hvori han indfører Alt, hvad der vedkommer Fangen, saa at man deraf altid kan faae et fuldstændigt Billede af Fangens hele Liv i Straffeanstalten. 

De til Tugthuusarbeide dømte Mandsfanger afgives til Viborg Straffeanstalt, hvorfra de, naar de have afsonet 2den Klasse paa Tvangsstadiet, afgives til Horsens Straffeanstalt. Dog undtages herfra Fanger, som kun ere dømte til 2 og 3 Aars Arbeide, der afsone hele Straffetiden i Viborg.

Anordningens andet Hovedafsnit omhandler Forbedringshuusstraf i Fællesskab. For de Forbedringshuusfangers Vedkommende, som efter Justitsministeriets Bestemmelse skulle udstaae Straffen enten for det Hele eller for en Deel ved Arbeide paa Fællesstuer, gjælde de det Foregaaende omtalte Regler, dog med forskjellige Lempelser og yderligere Bestemmelser, hvorefter navnlig Tiden for det mindste Ophold i Klasserne bliver at forkorte. Fanger, som endnu ikke have fyldt det 40de Aar, og som ikke tidligere have udstaaet Strafarbeide, skal der strax ved Indsættelsen meddeles Underviisning i Lighed med de unge Straffefanger under 18 Aar. Dog skal det ikke formenes Fanger over det 40de Aar at deeltage i Underviisningen, naar de selv ønske det, og saalænge de ikke vise Ulyst dertil. Forbedringshuusarbeide i Fællesskab afsones for Mandsfangernes Vedkommende udelukkende enten i Vridsløselille eller i Viborg Straffeanstalter, alt efter Justitsministeriets nærmere Bestemmelse. De til Viborg Straffeanstalt afgivne Forbedringshuusfanger blive strax efter Modtagelsen at undergive en nøjagtig Undersøgelse af Anstaltens Inspecteur og Læge til Afgjørelse af, hvorvidt den Paagjældende uden Ulempe kan underkastes Cellestraf. Sagen forelægges derefter Justitsministeriet, og indtil dettes Resolution afgives, forbliver den Paagjældende i Celle, medmindre Fængslets Inspecteur efter Udfaldet af den anstillede Undersøgelse finder det uundgaactig fornødent strax at afgive den Paagjældende til Fællesarbeide.

Justitsministeren er bemyndiget til at indrømme saadanne Lempelser i Anordningens Bestemmelser, som efter særlige Forhold og Omstændigheder maatte ansees for ønskelige, og som ikke ere i Strid med dens Grundsætninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

P. Olsen: En ny Sporvogn, construeret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende nr. 645, 4. februar 1872.

Mordet paa Gertrud Marie Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:

Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.

(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.

Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:

I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og ligesom han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, saaledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen saadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.

Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter sin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.

Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde koste ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.

For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kiendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)

Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).

Hærens Krumslutningsstraf. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med militærlejren ved Hald kom det frem at hæren stadig anvendte den lemlæstende krumslutningsstraf. Herom opstod en debat i aviserne:

Krumslutningstraffen. Endelig har en Indsender i "Dbl." taget fat paa den stygge Plet, der kun alt for længe har skjændet vor militaire Lovgivning: Krumslutningen. Det er rimeligt, at det er de berygtede Krumslutninger, der i Leiren ved Hald efter Kommandantskabets Arbitrium ere dikterede Syndere, som maaskee næppe nok vide hvad de have forbrudt, der har fremkaldt denne ubetingede Fordømmelsesdom over Krumslutningsstraffen, der formodentlig nok skal gjøre sin Virkning og kun altfor længe har ladet vente paa sig. Artiklens Forfatter gjør bekjendt med, at denne Straf, der paa eengang er i høi Grad smertelig, skadelig for Helbreden og saarende for den menneskelige Følelse, dikteret uden Dom, er ukjendt i alle civiliserede europæiske Stater, Würtemberg undtagen; og der maa den endda ikke vare over 3 Timer i Døgnet, hvorimod den hos os, hvor Maximum er 48 Timer, udføres saaledes, at "Forbryderen", som maaskee ikke har faaet sine Knapper pudset blanke nok, efter at have udholdt Torturen i 6 Timer, faaer Lov til at rette sig i een (!), men saa gaaer det løs i andre 6 Timer og saa fremdeles. Forfatteren vil naturligviis have dette Barbari, der er i nært Slægtskab med Spidsroden, reent afskaffet. Kan det ikke naaes, kræver han i Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn tre Betingelser for dens Bibeholdelse: - Den første Betingelse er, at den ikke dikteres arbitrairt efter Enkeltmands Kjendelse, men kun efter forudgaaet Forhør og Krigsretsdom. Den nylig gjorte Erfaring fra Leiren ved Hald har stærkt mindet om Nødvendigheden heraf. Den anden Betingelse er, at Straffen ikke exekveres, uden efter forud indhentet Lægeerklæring om, at Vedkommendes legemlige Konstitution tillader den, ganske som Tilfældet er i Civiletaten ved Idømmelsen af Rottingslag, samt at der gjøres vedkommende militaire Læge til ufravigelig Pligt at have stadigt Tilsyn med den Krumsluttede under Straffens Exekution. Det er i sidstnævnte Henseende ingenlunde tilstrækkeligt, at den i omstridte er under stadigt militairt Tilsyn. Der gives nemlig idetmindste eet mig bekjendt, rigtignok langt tilbage i Tiden liggende Tilfælde, hvor vedkommende militaire Tilsynsmand ikke dristede sig til paa egen Haand at løse en krumsluttet Menig, der laae i Krampe med Fraade ud af Næse og Mund, men ansaae det for nødvendigt at vente indtil Militairlægen, efter hvem der var sendt Bud, og som kun blev truffen ved en lykkelig Hændelse, kom tilstede og naturligviis strax befalede den Ulykkeliges Løsladelse. Den tredie af selve Straffens Natur ligefrem følgende Betingelse er, at den kun dikteres for meget grove Forseelser. Anvendes den f. Ex. for saadanne Forseelser fra den Meniges Side, som ikke at være mødt til Paraden i fuldstændig tilbørlig Paaklædning eller lignende Forseelser, for hvilke Bøder, Nægtelse af Udgangstilladelse, simpel Arrest osv. synes at være tilstrækkelige Straffe, navnlig naar Forseelsen begaaes første Gang, da er det et Misbrug af Straffen. Men at det ikke er uden Exempel, at Straffen er anvendt af kjøbenhavnsle militaire Jurisdiktionschefer i saadanne Tilfælde, drister jeg mig til at paastaae, at den høiagtede Krigsminister, hvortil han herved opfordres, ved nærmere at undersøge Sagen, vil faae Beviis ihænde for. I at forhindre saadanne Misbrug samt i at virke for enten Krumslutningsstraffens fuldstændige Ophør eller ialtfald dens Modifikation i den ovenfor angivne Retning, deri ere nu Alle i lige høi Grad interesserede efter Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Om dennes principmæssige Nødvendighed er der efter min Formening ikke sagt noget mere Sandt og Træffende end det, der indeholdes i de af afdøde I. F. Schouw i sin Tid udtalte faa og fyndige Ord: "at naar vi tale om, at det er Pligt at offre Liv og Blod for Fædrelandet, da kan herved ikke uden den største Uretfærdighed menes, at det kun skal være Bondeliv og Bondeblod, der skal offres." Men idet vi saaledes Alle sende vore Sønner til militair Tjeneste, idet vi ikke kræve nogensomhelst Forskjel gjort mellem Grevens og Bondens Søn, idet vi vide, at vi underkaste dem Disciplinens strenge, men nødvendige Lov i enhver Henseende, er det paa den anden Side vor uafviselige Ret at kræve Garantier for, at de ikke for mindre betydelige Forseelser udsættes for uforholdsvist haarde og efter Opinionen vanærende legemlige Straffe, dikterede af en enkelt, maaskee brutal Overordnets vilkaarlige Forgodtbefindende". 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. juli 1868)

Krumslutningsstraffen i Hæren. I Anledning af den i sidste Avis optagne Artikel om "Krumslutningsstraffen i Hæren" har "Dagbl." fra paalidelig Kilde modtaget flere Meddelelser, hvoraf det fremgaaer, at der saavel i Leiren ved Hald som i Kjøbenhavn er gjort en høist utilbørlig Brug af den nævnte Straf. Medens flere af Armeens Officerer dele den udtalte Anskuelse om denne nedværdigende haarde og for danske Soldater enestaaende Straffemaade, gives der ikke faa andre Befalingsmænd, der ikke blot finde den særdeles hensigtsmæssig, men tillige - hvad der gjør os ondt at maatte tilføie - ikke skye at udtale, at der er forøget Grund til dens yderligere Anvendelse, efter at Pressen har udtalt sig om den, "for at lære Dhrr. Civilister ikke at blande sig i, hvad der ikke vedkommer dem", en Udtalelse, der i lige høi Grad røber Borneerthed og en Aand, der maa ønskes banlyst fra den danske Armee. Vi opfylde derfor gjerne den til os stillede Anmodning om, gjentagende at rette en Opfordring til Krigsministeren, General Raasløff, om paa det Nøieste at lade det omhandlede Forhold undersøge, og naar Undersøgelsen, som vi ikke betvivle, viser, at Krumslutningsstraffen i flere Tilfælde er anvendt, uden at Straffen staaer i nogetsomhelst passende Forhold til Brøden, da ad administrativ Vei at give Vedkommende den fornødne Tilretteviisning. Enhver Familiefader, hvis Søn tjener som Menig i Hæren, har som tidligere bemærket, et billigt Krav paa denne Sags snarest mulige Ordning overeensstemmende med Humanitetens og Retfærdighedens Fordringer, og vi betvivle derfor ikke, at Rigsdagen ved fin næste Sammenkomst, hvis de behørige Garantier imod Straffens Misbrug ikke tilvejebringes, enten ad Forespørgslens eller ad Initiativets Vei vil tage Sagen i sin Haand og virke, hvad den formaaer, til Indskrænkningen eller helst Ophævelsen af en Straf, der er en Skamplet paa vor militaire Retspleie.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. juli 1868).

Krumslutning stammede fra slutningen af 1600-tallet, og bestod i at hals og fødder blev lænket sammen så man kun kunne sidde stærkt foroverbøjet. Straffen var fra 4 til 48 timer. Hver 6. time var der dog 1 times pause hvis straffen var over 8 timer. I starten blev den både anvendt på underofficerer og menige for mindre alvorlig lydighedsnægtelse og vagtforseelser dog ikke at sove elle forlade vagten. Underofficererne blev fritaget 1844. Straffen ikendtes uden dom, i felten uden mulighed for anke. Den blev først afskaffet 1881.