Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

P. Olsen: En ny Sporvogn, construeret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende nr. 645, 4. februar 1872.

Mordet paa Gertrud Marie Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:

Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.

(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.

Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:

I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og ligesom han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, saaledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen saadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.

Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter sin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.

Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde koste ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.

For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kiendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)

Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).

Hærens Krumslutningsstraf. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med militærlejren ved Hald kom det frem at hæren stadig anvendte den lemlæstende krumslutningsstraf. Herom opstod en debat i aviserne:

Krumslutningstraffen. Endelig har en Indsender i "Dbl." taget fat paa den stygge Plet, der kun alt for længe har skjændet vor militaire Lovgivning: Krumslutningen. Det er rimeligt, at det er de berygtede Krumslutninger, der i Leiren ved Hald efter Kommandantskabets Arbitrium ere dikterede Syndere, som maaskee næppe nok vide hvad de have forbrudt, der har fremkaldt denne ubetingede Fordømmelsesdom over Krumslutningsstraffen, der formodentlig nok skal gjøre sin Virkning og kun altfor længe har ladet vente paa sig. Artiklens Forfatter gjør bekjendt med, at denne Straf, der paa eengang er i høi Grad smertelig, skadelig for Helbreden og saarende for den menneskelige Følelse, dikteret uden Dom, er ukjendt i alle civiliserede europæiske Stater, Würtemberg undtagen; og der maa den endda ikke vare over 3 Timer i Døgnet, hvorimod den hos os, hvor Maximum er 48 Timer, udføres saaledes, at "Forbryderen", som maaskee ikke har faaet sine Knapper pudset blanke nok, efter at have udholdt Torturen i 6 Timer, faaer Lov til at rette sig i een (!), men saa gaaer det løs i andre 6 Timer og saa fremdeles. Forfatteren vil naturligviis have dette Barbari, der er i nært Slægtskab med Spidsroden, reent afskaffet. Kan det ikke naaes, kræver han i Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn tre Betingelser for dens Bibeholdelse: - Den første Betingelse er, at den ikke dikteres arbitrairt efter Enkeltmands Kjendelse, men kun efter forudgaaet Forhør og Krigsretsdom. Den nylig gjorte Erfaring fra Leiren ved Hald har stærkt mindet om Nødvendigheden heraf. Den anden Betingelse er, at Straffen ikke exekveres, uden efter forud indhentet Lægeerklæring om, at Vedkommendes legemlige Konstitution tillader den, ganske som Tilfældet er i Civiletaten ved Idømmelsen af Rottingslag, samt at der gjøres vedkommende militaire Læge til ufravigelig Pligt at have stadigt Tilsyn med den Krumsluttede under Straffens Exekution. Det er i sidstnævnte Henseende ingenlunde tilstrækkeligt, at den i omstridte er under stadigt militairt Tilsyn. Der gives nemlig idetmindste eet mig bekjendt, rigtignok langt tilbage i Tiden liggende Tilfælde, hvor vedkommende militaire Tilsynsmand ikke dristede sig til paa egen Haand at løse en krumsluttet Menig, der laae i Krampe med Fraade ud af Næse og Mund, men ansaae det for nødvendigt at vente indtil Militairlægen, efter hvem der var sendt Bud, og som kun blev truffen ved en lykkelig Hændelse, kom tilstede og naturligviis strax befalede den Ulykkeliges Løsladelse. Den tredie af selve Straffens Natur ligefrem følgende Betingelse er, at den kun dikteres for meget grove Forseelser. Anvendes den f. Ex. for saadanne Forseelser fra den Meniges Side, som ikke at være mødt til Paraden i fuldstændig tilbørlig Paaklædning eller lignende Forseelser, for hvilke Bøder, Nægtelse af Udgangstilladelse, simpel Arrest osv. synes at være tilstrækkelige Straffe, navnlig naar Forseelsen begaaes første Gang, da er det et Misbrug af Straffen. Men at det ikke er uden Exempel, at Straffen er anvendt af kjøbenhavnsle militaire Jurisdiktionschefer i saadanne Tilfælde, drister jeg mig til at paastaae, at den høiagtede Krigsminister, hvortil han herved opfordres, ved nærmere at undersøge Sagen, vil faae Beviis ihænde for. I at forhindre saadanne Misbrug samt i at virke for enten Krumslutningsstraffens fuldstændige Ophør eller ialtfald dens Modifikation i den ovenfor angivne Retning, deri ere nu Alle i lige høi Grad interesserede efter Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Om dennes principmæssige Nødvendighed er der efter min Formening ikke sagt noget mere Sandt og Træffende end det, der indeholdes i de af afdøde I. F. Schouw i sin Tid udtalte faa og fyndige Ord: "at naar vi tale om, at det er Pligt at offre Liv og Blod for Fædrelandet, da kan herved ikke uden den største Uretfærdighed menes, at det kun skal være Bondeliv og Bondeblod, der skal offres." Men idet vi saaledes Alle sende vore Sønner til militair Tjeneste, idet vi ikke kræve nogensomhelst Forskjel gjort mellem Grevens og Bondens Søn, idet vi vide, at vi underkaste dem Disciplinens strenge, men nødvendige Lov i enhver Henseende, er det paa den anden Side vor uafviselige Ret at kræve Garantier for, at de ikke for mindre betydelige Forseelser udsættes for uforholdsvist haarde og efter Opinionen vanærende legemlige Straffe, dikterede af en enkelt, maaskee brutal Overordnets vilkaarlige Forgodtbefindende". 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. juli 1868)

Krumslutningsstraffen i Hæren. I Anledning af den i sidste Avis optagne Artikel om "Krumslutningsstraffen i Hæren" har "Dagbl." fra paalidelig Kilde modtaget flere Meddelelser, hvoraf det fremgaaer, at der saavel i Leiren ved Hald som i Kjøbenhavn er gjort en høist utilbørlig Brug af den nævnte Straf. Medens flere af Armeens Officerer dele den udtalte Anskuelse om denne nedværdigende haarde og for danske Soldater enestaaende Straffemaade, gives der ikke faa andre Befalingsmænd, der ikke blot finde den særdeles hensigtsmæssig, men tillige - hvad der gjør os ondt at maatte tilføie - ikke skye at udtale, at der er forøget Grund til dens yderligere Anvendelse, efter at Pressen har udtalt sig om den, "for at lære Dhrr. Civilister ikke at blande sig i, hvad der ikke vedkommer dem", en Udtalelse, der i lige høi Grad røber Borneerthed og en Aand, der maa ønskes banlyst fra den danske Armee. Vi opfylde derfor gjerne den til os stillede Anmodning om, gjentagende at rette en Opfordring til Krigsministeren, General Raasløff, om paa det Nøieste at lade det omhandlede Forhold undersøge, og naar Undersøgelsen, som vi ikke betvivle, viser, at Krumslutningsstraffen i flere Tilfælde er anvendt, uden at Straffen staaer i nogetsomhelst passende Forhold til Brøden, da ad administrativ Vei at give Vedkommende den fornødne Tilretteviisning. Enhver Familiefader, hvis Søn tjener som Menig i Hæren, har som tidligere bemærket, et billigt Krav paa denne Sags snarest mulige Ordning overeensstemmende med Humanitetens og Retfærdighedens Fordringer, og vi betvivle derfor ikke, at Rigsdagen ved fin næste Sammenkomst, hvis de behørige Garantier imod Straffens Misbrug ikke tilvejebringes, enten ad Forespørgslens eller ad Initiativets Vei vil tage Sagen i sin Haand og virke, hvad den formaaer, til Indskrænkningen eller helst Ophævelsen af en Straf, der er en Skamplet paa vor militaire Retspleie.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. juli 1868).

Krumslutning stammede fra slutningen af 1600-tallet, og bestod i at hals og fødder blev lænket sammen så man kun kunne sidde stærkt foroverbøjet. Straffen var fra 4 til 48 timer. Hver 6. time var der dog 1 times pause hvis straffen var over 8 timer. I starten blev den både anvendt på underofficerer og menige for mindre alvorlig lydighedsnægtelse og vagtforseelser dog ikke at sove elle forlade vagten. Underofficererne blev fritaget 1844. Straffen ikendtes uden dom, i felten uden mulighed for anke. Den blev først afskaffet 1881.

Skolemulkt. (Efterskrift til Politivennen)

Haardhjertet Inddrivning af en Skolemulkt. Til de Mulkter, der i høi Grad have Opinionen imod sig. og med Hensyn til hvilke der derfor er Tale om en Forandring, høre Skolemulkterne. Det forekommer os derfor, at der ved Inddrivelsen af dem burde gaaes frem med saa stor Lempe, som det paa nogen Maade er foreneligt med Lovgivningen. Et Exempel paa, at dette ikke altid skeer, skulle vi meddele i den nedenstaaende Fremstilling af den Paagjældende selv, der har fremsat den for os mundtlig med et saadant Troværdighedens Præg, at vi modtog det Indtryk af ham, at han i alt Væsentligt talte Sandhed. For omtrent en Uge siden, blev der afkrævet ham en idømt Skolemulkt af 28 Sk., som han, der en Tid lang har været Høker, men nu sidder i meget fortrykte Kaar og kummerlig ernærer sig ved sin første Haandtering som Skræder, var idømt. Han saa sig ikke istand til at betale det Hele, men blev 12 Sk. skyldig. I Torsdags indfandt der sig hos ham en civilklædt Politibetjent, som afkrævede ham de 12 Sk. og, da han erklærede, at han ikke havde dem, opfordrede ham til at følge med til Politikamret. Han negtede dette og vedblev sin Vægring, uagtet Politibetjenten fremviste sit Politiskilt, og denne, som ikke havde nogen Arrestordre, maatte derfor gaa med uforrettet Sag, efterat han paa en grov Maade havde affærdiget Skræderens Kone, der havde blandet sig i Samtalen; Betjenten bad hende f. Ex.: "Hold Kjæft!" Den næste Morgen kl. 5½ indfandt sig en uniformeret Politibetjent for at anholde Skræderen; denne bad om Tilladelse til at gaa hen for at pantsatte sin Sax for at skaffe de 12 Sk, men dette negtedes ham, og da han derefter vilde løbe hen for at foretage Pantsætningen, blev han greben af en anden uniformeret Betjent, der stod i Porten, og som tog Saxen fra ham, hvorefter begge Betjentene transporterede ham bort. Imidlertid gav de ham dog Tilladelse til at gaa ned hos en tætved boende Værtshusholder for at laane 1 Mk., og da han fik denne tillaans, tilbød han Betjentene de 12 Sk., men disse vilde ikke modtage Pengene og førte ham videre til Politiets Hovedstation. Her tilbød han atter de 12 Sk., men de bleve ikke modtagne, hvorimod han trods sin Protest uden Videre blev indsat i et af Hovedstationens smaa Detentionslokaler. Luften var der i den Grad fordærvet, at han efter 3-4 Timers Forløb maatte kalde og bede om at komme ud; han havde da kastet op i Detentionslokalet, men uagtet der saaledes maatte være en Formodning for, at han ikke kunde taale Opholdet i det snevre Rum, og uagtet han forklarede, at han for Tiden var under Lægebehandling samt atter tilbød at betale de 12 Sk., blev der intet Hensyn taget til hans Klage, ligesom der paa hans Forlangende om at komme til at tale med en Politiembedsmand blev svaret ham, at det kunde ikke ske før senere. Han maatte da blive siddende i Detentionslokalet uden at faa saameget som et Glas Vand, indtil omtrent Kl. 12, da han blev ført op og kom til at betale de 12 Sk., hvorefter man lod ham gaa. Fordi Manden ikke havde kunnet betale 12 Sk. Dagen iforveien, havde han saaledes, uagtet han da kunde betale det ubetydelige Beløb, maattet lade sig transportere som Arrestant gjennem Byens Gader, sidde under Anholdelse i 6 Timer i et forpestet Detentionslokale og blive berøvet en halv Arbeidsdag. Vi skulle ikke her drøfte om det, der er skeet, er lovmedholdeligt, skjøndt vi nære en stærk Formodning om, at ialtfald en lempeligere Fremgangsmaade ogsaa vilde have kunnet fyldestgjøre Loven, men som unødvendig haardhjertet maa den Behandling, som Manden ifølge sin Fremstilling har været underkastet, sikkert kunne betegnes.

(Dags-Telegraphen (København) 12. juli 1868).

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser imod Hds. M. Dronningen i et trykt Skrift. I Henhold til Justitsministeriets skrivelse af 19de Septbr. d. A. var Commissionair Frantz August Büchler actioneret for ved det i Nr. 2 af Ugebladet "Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtstag" at have krænket den Ærbødighed, som skyldes Hds. Majestæt.

Tiltalte havde under Sagen erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, fandtes angivet nogen Redacteur, Udgiver, eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Nummer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A. Da nu det paatalte Digt fandtes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af hendes Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af, at hun, som det i Digtet hedder "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer" og "at hun vel er en Tydsk Fyrstinde, men dansk udi Sinde", at "hun er huusmoderlig" og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet "Aa - Sørensen" - hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk - "hvad vil du saa mer" maa antages tilsigtet at hidbringe Læseren den Tanke, at Hds. Majestæt Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, fandtes Tiltalte, der er 44 Aar gl. og flere Gange har været dømt for Overtrædelse af Presseloven, at maatte dømmes efter Straffelovens § 93 cfr. § 90

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1866)

Literatur "Den offentlige Mening". Illustreret Ugeblad, udgivet af danske Studenter, udkommer hver Fredag, Priis 4 sk ugenlig, 3 mk. 4 sk. kvartalet. Nr. 2 indeholder: Digt i Anledning af Hendes Majestæts "Geburtsdag", Et Hofs hemmelige Historie, med 6 Illustrationer, Den offentlige Mening lærer en Hjemmetydsker at synge danske Nationalmelodier med stor Tegning m. m. Bladet faaes hos samtlige Boghandlere, samt paa Kontoret Kompagnistræde 25 i Stuen, og Store Regnegade 17 i Stuen. Flunke Budde søges, som ville samle Abonnenter. (Annonce i Folkets Avis - København 7. september 1866. Annoncen stod bl.a. også i Dags-Telegraphen). Büchler solgte også andre viser, fx "Visen om den humane Madmoder, Bagermadammen", med portræt.

Tredie eller extraordinaire Session.

Onsdagen den 2den Januar 1867.

Nr. 327.

Advocat Liebe

contra

Franz August Büchler (Defensor Levinsen), 

der tiltales i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 19de September 1866 for ved det i Nr. 2 af Ugebladet „Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtsdag" at have krænket den Ærbødighed, der skyldes Hendes Majestæt.

Criminal og Politirettens Dom af 1ste Decbr. 1866: "Tiltalte Franz August Büchler bør straffes med simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Nr. 2 af Ugebladet,,den offentlige Mening" bør være confiskeret; saa bør han og udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lindhard og Maag, 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. 3 Salarium til Advocaterne Liebe og Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "...Tiltalte har erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, findes anført nogen Redacteur, Udgiver eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Numer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A., og da nu det paatalte Digt findes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af sin Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af at hun, som det i Digtet hedder, "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer", og at hun vel er en tydsk Fyrstinde, men saa dansk udi Sinde", at hun er husmoderlig“ og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet, "Aa, Sørensen" hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk "hvad vil Du saa meer,“ maa antages tilsigtet at bibringe Læserne den Tanke, at Hds. Maj. Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, vil Tiltalte, der er født den 8de August 1822, og foruden at være for ulovlig Handel idømt en Mulet af 1 Rd. ved denne Rets Dom af 14de Februar 1860, er ved samme Rets Dom af 23de Februar 1861 anseet efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 8 sidste Passus med en Mulct af 100 Rd., være at dømme efter Straffelovens § 93 cfr. § 90 til en Straf, der efter Omstændighederne findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Numer af Ugebladet "den offentlige Mening“ i Henhold til samme Lovs § 34 findes at burde confiskeres“.

(Højesteretstidende 1866).

Om Frantz August Büchler (1823-?) findes kun sparsomme oplysninger. I en sag fra Kjøbenhavns offentlige Politiret, 2. afdeling (assessor Behrend) den 18. december 1866 omtales kommissionær Büchler i Regnegade 17 i forbindelse med en tyverisag:

- De 3 Drenge August Chr. Th. Borup, 12 Aar gl., Anders Chr. Jensen, 13 Aar gl.. og Andreas Fr. Christoffersen, 12 Aar gl., havde deels i Forening deels alene fra forskjellige Boghandlere stjaalet mange værdifulde Bøger, som de senere solgte, navnlig til Boghandler Flor i Skindergade og Commissionair Büchler i Regnegade, desuden til Boghandlerne Rubin, Hegelund og Jordan. Adgangen til at stjæle Bøgerne havde for de to Førstnævnte været saameget lettere, som de vare Bydrenge hos en Boghandler og som saadanne ofte kom ind i Boghandlerboutiker. Bøgerne havde Drengene solgt til særdeles billige Priser, saaledes "Livingstones Reiser", der koster 7 Rd., for 3 Mk. i Penge og "Fritz Pakkenberg", der skal være temmelig værdiløs, "Fald og Frelse" for 8 sk, "Velanstændighed eller selskabelig Dannelse" for 8 sk, "Pauli Breve" for 4 sk, "Advarsel til Ungdommen" for 1 Mk., "Om at gjøre Kunster" og "Fat Mod!" bleve endog solgte for 1 sk Stykket til Smaadrenge. Da navnlig Commissionair Büchler havde kjøbt for Røverkjøb, erklærede Dommeren, at han vilde henstille til Politidirecteuren , om denne vilde lade Büchler sætte under Tiltale herfor. Paa et Sted, hvor Drengen Jensen indfandt sig for at sælge en Bog, producerede han paa Forlangende en Seddel, hvorpaa en Snedkersvend Petersen erklærede, at det var for hans Regning, Bogen blev solgt; Attesten var naturligviis conciperet af Drengen selv. Hos Boghandler Pio i Skindergade havde Jensen af et Skab stjaalet "Et menneskeligt Hjertes Speil", uagtet Pio foran i Bogen havde skrevet nogle rædsomme Trudsler mod den, der uden hans Vidende bemægtigede sig hans Hjertes Speil. Foruden disse i Tyverier havde Christoffersen omtrent en Snees Gange stjaalet tomme Flasker, 1-2 hvergang. Dommen vil blive afsagt paa Torsdag.

(Flyveposten 19. december 1866).

Straffen for de tre drenge blev ved mødet den 20. december 1866: Jensen 25 slag ris, Borup 20 slag ris og Christoffersen 15 slag ris. Büchler blev af dommeren sat under mistanke idet han mente at Büchler burde have fattet mistanke over den meget lave pris han betalte for bøgerne, han havde fx ombyttet et nyt, uopskåret eksemplar af Livingstones Rejser i Afrika (bogladeprisen 7 Rd. 16 sk.) for en værdiløs roman og 3 mark. Som vist annoncerede Büchler fra 1866 i adskillige aviser. 

Büchler fortsatte med at udgive "Den offentlige Mening" et stykke tid endnu. I juli 1867 var der en annonce for "Den offentlige mening" og nye annoncer for tidsskriftet kom oktober 1867. I foråret 1867 blev der annonceret med et nyt stillingskontor på adressen. Bogladen kan have været involveret heri, idet en forstærkningsmand henviste til "bogladen" den 1. august 1867.

Adressen Regnegade 17 er ikke ganske uinteressant i forbindelse med satiriske viser. Peter Julius Strandberg (1834-1903) blev kendt for sine lejlighedssange m. m. fra 1853 og de blev udgivet mere samlet fra 1858. Han lejede en butik i Regnegade 17 i januar 1861 hvorfra han udsendte sine første skillingsviser på eget forlag. Han flyttede dog til Holmensgade nr. 18 i oktober 1861. Jul. Strandbergs Forlag blev landskendt under krigen 1864 og igen efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Strandbergs viser minder på mange måder om det som Büchler kommissionerede.

Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie (1817-1898) var gift (1842) med Christian 9. (1818-1906). Familiemæssigt var hun tættere på Frederik 7. end Christian 9., og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Frederik 7. var imod hans tronkandidatur, og det senere kongepar viste utilsløret modvilje mod Louise Danner. Som dronning brugte hun sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber så det danske kongehus fik tilknytning til bl.a. de britiske og russiske stormagter, Sverige og Grækenland. For at afbøde arbejderbevægelsens fremmarch udførte hun en del filantropisk arbejde.

Dødsstraf efter den nye Straffelov. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har i Fredags faldet den første Dødsdom efter den nye Straffelov, og det er ganske vist, at den Forbrydelse, hvorfor den er faldet, er af en saa oprørende Beskaffenhed, at Dødsstraffen synes at maatte være den eneste Straf, hvorved den menneskelige Retfærdighed kan tilfredsstilles overfor slige Forbrydere. En Huusmand Peder Jensen, som for nogle Aar siden kjøbte et Huusmand Lars Pedersen i Sneglerup, Dragholm Birk, tilhørende Huus, for en Sum Penge og en Aftægt, saae sig ikke istand til at betale Afdragene paa Kjøbesummen og Aftægten. Da han nu blev truet med Stævning, fattede han den Beslutning at dræbe den gamle Mand, der boede i Huset sammen med ham, og efter at han forgjæves havde søgt at bevæge en anden Mand til at udføre Gjerningen, besluttede han den 29de Decbr. f. A. selv at gjøre det. Den anden Mand, Niels Nielsen, var da i hans Huus og lovede ham at være ham behjælpelig. Da den gamle Pedersen gik ud i Stalden for at malke en Ko, sneg Jensen sig efter ham paa Hosesokker og tog en Øxe, med hvis Bagside han bibragte ham et saadant Slag i Hovedet, at han strax faldt død om; men desuagtet gav han ham endnu endeel Slag med Øxen, for at han kunde blive fuldstændigt af med Livet. Liget lagde Forbryderne derpaa i Loen til om Natten, da de stod op, og ved Hjælp af Steen sænkede det i en Tørvegrav. Jensen blev, som ovenfor anført, dømt fra Livet, imedens Nielsen dømtes til 8 Aars Tugthuusarbeide. Efter den gamle Lovgivning vare de ved Underretten dømte; Jensen til at have sit Liv forbrudt og "Hovedet at sættes paa en Stage", Nielsen  til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. august 1866)

Højesteretsdom nr. 255, 30. oktober 1866 stadfæstede dommene. Dødsstraffen blev i december 1866 benådet til livsvarigt tugthus:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 30te October, der stadfæster Lands over- samt Hof. og Stadsrettens Dom af 27de Juli d. A., er Arrestanten Peder Jensen for overlagt Drab tilfunden at straffes paa Livet.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Protokolsekretærerne i Høiesteret affattede Relation, i det Væsentlige været følgende:

Den 2den Januar d. A. anmeldte Huusmand Peder Jensen af Sneglerup for Sognefogden, at hans Aftægtsmand Lars Pedersen ikke havde været hjemme siden Fredagen den 29de December, og den 4de næstefter anmeldte han, at Aftægtsmanden endnu ikke var kommen hjem. Sognefogeden anstillede da samme Dag Undersøgelse i Aftægtsmandens Leilighed og i de nærmeste Tørvegrave, men uden at dette ledede til noget Resultat. Dagen efter anstillede Lars Pedersens Slægtninge imidlertid en ny Undersøgelse, som ledede til at hans Liig blev fundet i en Tørvegrav Christen Andersens Lod i Taarndrup med tydelige Tegn paa at han var kommen af Dage paa en voldsom Maade, idet han i hovedet havde flere Saar og der var bundet ham en Steen om Halsen og ligeledes en om Benene.

I Anledning heraf blev Dragsholm Birks Politiret den 6te Januar sat paa Peder Jensens Bopæl, hvorhen Liget var bragt og hvor en Synsfor retning strax blev foretaget af Distriktslægen. Det constateredes derved at den Afdøde maatte være dræbt og derefter kastet i Tørvegraven, idet раа hans Hoved forefandtes flere meget betydelige Saar, som antoges af være tilføiede deels med et stumpt og deels med et skarpt Redskab.

Da en af den Afdødes Slægtninge anmeldte, at der af hans Eiendele manglede nogle Sække med Korn, som han for nylig havde været i Besiddelse af, blev der anstillet Visitation paa Peder Jensens Bopæl, men uden at der fandies Noget, som havde tilhørt L. Pedersen, ligesom baade Peder Jensen og hans Hustru under Forhøret udsagde, at de ingen Oplysning kunde give om Forbrydelsen. Mistanken vendte sig derfor i Begyndelsen mod Andre, og fra den 6te til den 16de Januar blev der optaget Forhør over en stor Mængde Personer, uden at dog noget Mistænkeligt blev oplyst, men paa den sidstnævnte Dag blev det anmeldt for Dommeren, at Peder Jensen havde bragt forskjellige Gjenstande, som antoges at have tilhørt den Dræbte, hen til Parcellist Anders Larsen af Aastofte, og at han ved denne Leilighed til A. Larsens Hustru havde brugt Yttringer, hvorefter det maatte antages, at han havde dræbt L. Pedersen. Foranlediget heraf lod Dommeren samme Dag foretage en ny Ransagning paa Peder Jensens Bopæl, og i en Leergrav tæt ved Huset fandtes der 3 Sække med Sæd, ligesom der paa et Skillerum mellem Loen og Fæhuset fandtes Pletter, som skjønnedes at kunne være af Blod. Peder Jensen blev da anholdt og næste Dag stillet for et Forhør, hvorunder han tilstod at have myrdet Lars Pedersen og bagefter tilvendt sig adskillige af hans Eiendele. Ifølge denne Tilstaaelse, som han senere stadig har fastholdt, samt det iøvrigt Oplyste er det med de nævnte Forbrydelsers Udførelse gaaet til paa følgende Maade:

Arrestanten Peder Jensen kjøbte for nogle Aar siden Lars Pedersens Huus og Jordlod i Sneglerup for 675 Rd., hvoraf 300 Rd. betaltes contant og 50 Rd. skulde afdrages med 10 Rd. om Aaret, medens Resten var prioriteret i Huset til Statskassen, samt en aarlig Aftægt. Arrestanten saae sig imidlertid ikke istand til at betale de ommeldte Afdrag paa Kjøbesummen, ligesom han ogsaa stod til Rest med hele Aftægten for 1865, som skulde have været betalt til 1ste November. Da nu denne Gjeld trykkede ham haardt, og han ingen Udvei saae til at faae den betalt, og Lars Pedersen, som oftere te sin Misfornøielse med at han ikke fik sin Aftægt, truede med at lade ham stevne, begyndte Arrestanten allerede i afvigte Høst at tænke over, at naar Aftægtsmanden var død, vilde han maaskee nok kunne komme ud af det, og ialtfald sælge Stedet med Fordeel, da det, naar Aftægten faldt bort, vilde faae en forøget Værdi. Tanken herom blev ved at gjære hos ham, uden at han kunde blive den qvit, og efterhaanden opstod hos ham Ønsket om at faae L. Pedersen ryddet afveien paa en eller anden Maade.

Da han imidlertid følte, at han ikke selv havde Mod til at udføre Gjerningen, besluttede han at betroe sig til en omreisende Uldhandler, Medtiltalte Niels Nielsen Frenderup, der paa sine Vandringer oftere kom i hans Huus. Denne nægtede imidlertid at ville have med Sagen at gjøre eller at ville lægge Haand paa L. Pedersen, og afslog Arrestantens gjentagne Opfordringer til ham i saa Henseende. Den 29de December f. A. var han atter Gjæst i Arrestantens Huus, og da dennes Hustru og Børn den Dag vare tagne bort for at besøge nogle Slægtninge, og de saaledes vare allene, kom Sagen paany paa Tale mellem dem. Da Arrestanten nu yttrede, at han selv vilde tage sig Sagen paa, hvis N. N. Frenderup vilde hjælpe ham med at faae Liget bort, erklærede denne sig villig dertil, naar Arrestanten derfor vilde give ham 5 Rd., og herom blev da Aftale sluttet mellem dem. Det er sandsynligt, at den Omstændighed, at Lars Pedersen netop i de Dage havde omtalt til Flere, at han tænkte paa at berøve sig selv Livet, fordi han havde mistet nogle Penge, bragte Arrestanten til at troe, at Mordet kunde gaae upaatalt hen, naar Liget blev skaffet tilside.

Efterat de derpaa havde spiist Midaften og nydt noget Brændeviin, hvorved Peder Jensen efter sin Forklaring dog aldeles ikke blev beruset, idet han kun nød en enkelt Snaps, saae de L. Pedersen, der havde sin Aftægtsleilighed i den ene Ende af Huset, komme forbi Vinduerne i den Stue, hvor de nød deres Maaltid, og gaae hen i Stalden for at malke en Ko, og i Henhold til en tidligere Yttring om at Gjerningen bedst kunde udføres, naar Lars Pedersen var beskjæftiget hermed, reiste Arrestanten sig nu op for at udføre den, idet han dog, som han har udtrykt sig, "nødigt drog til det" og trykkede sig derved", men blev opmuntret af Medtiltalte, hvilket denne dog bestemt har benægtet, idet han tvertimod da vil have fraraadet Udførelsen. Arrestanten tog nu sine Træskoe af, for at L. Pedersen ikke skulde høre hans komme, gik paa Hosesokkerne ud i Kjøkkenet, derfra gjennem en aabentstaaende Dør ind i Loen, som stødte til Stalden, og tog en her henstaaende langskaftet Øre. Med Bagsiden af denne bibragte han derpaa, idet han stod bag det 1% Alen høie Leerstillerum mellem Loen og Stalden, Lars Pedersen, der med Ryggen vendt imod ham sad paa„Hug i Stalden og malkede, et stærkt Slag oven i Hovedet, som bevirkede, at han uden at give en Lyd fra sig faldt om paa Siden, hvorefter Arrestanten, medens han laae i denne Stilling, gav ham flere Slag med Øxen, uden at han dog kan erindre om det var med Skarpen eller Bagen, i Hovedet, for at L. Pedersen, hvis han ei skulde være rigtig død ved det første Slag, kunde blive af med Livet. Liget slæbte han ind i Loen og vendte derefter tilbage til Stuen, hvor han nu aftalte med N. N. Frenderup, at da hans Familie snart funde ventes tilbage, skulde Liget først om Natten bringes bort og da bæres ud i en Tørvegrav i Nærheden.

Omtrent Kl. 8 kom Arrestantens Kone og Børn hjem og kort efter gik de Alle tilsengs, idet N. N. Frenderup fik Lov til at ligge paa en Slagbank. Ud paa Natten reiste Peder Jensen sig, uden at hans Kone mærkede det, og kaldte paa den Anden, hvorpaa de gik ud i Loen, fik Liget lagt paa en Stige og bare det i Forening ud til Chr. Andersens Tørvegrav, der ligger i en Afstand af 6-700 Skridt fra Huset. Her kastede de Liget, efterat have bundet Steen saavel ved Hovedet som ved Benene, ud i Graven, men da Liget ikke var kommet heelt under Vandet, hentede Arrestanten en Rive og stødte det med den længere ud, saa at det kom heelt under Band. Da han kom tilbage og atter gik iseng, vaagnede hans Hustru og spurgte ham, hvor han havde været, hvortil han svarede, at han havde været ude i et naturligt Ærinde.

Den næste Morgen gik Arrestanten op paa L. Pedersens Loft, der kun ved nogle Knipper Halm var adskilt fra hans eget, og satte sig der i Besiddelse af nogle Sække med Sæd, som han med N. N. Frenderups Hjælp bar ind paa fit eget Loft, ligesom han ogsaa bemægtigede sig noget Flesk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred m. m., der laae i Aftægtsmandens Kiste, foruden nogle andre Gjenstande, ialt vurderet til 19 Rd. 20 f. Lars Pedersens Hue af Plyds, som var falden paa Jorden under Overfaldet, og hans Træskoe, som de havde taget af ham, forinden de bare ham bort, tilintetgjorde han derefter ved at brænde dem, og Øxen laante han, efterat have vasket Blodet af den, til Huusmand Peder Andersen i Asnæs, da han nødig vilde have den i Huset af Frygt for at den skulde vække Mistanke. Han gjentog sit Løfte til den medskyldige N. N. Frenderup om de 5 Rd., hvorpaa denne forlod Stedet. Efterat han var gaaet, sagde Arrestanten, som ikke formaaede at bære det hos sig allene hvad der var skeet, til sin Hustru, at det var forbi med Lars Pedersen, hvorpaa hun udbrød: „Du har vel aldrig slaaet ham ihjel!", og da han hertil svarede: „Ikke allene“, sagde hun: Naa, saa være Gud Din Sjæl naadig!", hvorefter hun græd og jamrede sig over hvad der var skect. Arrestanten paalagde hende paa det Indstændigste at tie med hvad han havde betroet hende, da ellers hans Liv var fortabt, og efter hans Paalæg forklarede hun i det første Forhør, ligesom han selv, at hun ingen Oplysning kunde give, men at hun den omhandlede Dag havde hørt Aftægtsmanden bevæge sig i sin Stue, efterat hun var gaaet iseng. Arrestanten betroede tillige sin Kone, at han havde tilvendt sig nogle Sække Korn samt noget Flesk og Lærred L. Pedersen tilhørende, men da Konen med Bestemthed erklærede, at hun Intet deraf vilde have og ikke vilde taale, at det blev i deres Huus, bar han Sækkene ud i en Leergrav paa hans Mark, efterat han først havde taget nogle Skjepper Korn ud af dem. Disse Skjepper bar han over til Parcellist Anders Larsen, hvem han skyldte noget Rug, tilligemed en Pose, hvori han havde lagt de andre stjaalne Gjenstande, og som han bad maatte blive staaende der indtil videre. Da A. Larsens Kone, som var ene hjemme, undrede sig over at han saa snart kunde tilbagebetale den laante Rug, sagde han, at det var Rug, som han skulde have leveret til Aftægtsmanden, men tilføiede han "nu er det forbi med den Gamle, jeg har slaaet ham ihjel med en Øre ude i Loen." Konen yttrede hertil, at det kunde da vel aldrig være sandt, at han kunde gjøre en saadan Gjerning; men han gjentog det og paalagde hende derhos at tie stille med hvad han havde sagt. Da Arrestanten under Forhøret blev adspurgt om, hvorfor han saaledes havde aabenbaret sin Misgjerning for A. Larsens Kone og derved selv bevirket, at Mistanken blev ledet hen paa ham, svarede han, at han ikke kunde forklare Andet, end at der var Noget indeni ham, der drev ham til at sige hvad han havde gjort, og at det vel maatte være saaledes tilskikket for at Gjerningen ikke skulde blive skjult.

Ifølge den af Physicus og Distriktslægen den 8de Januar foretagne Obductionsforretning er L. Pedersens Baghoved formelig blevet knuust ved Slagene af Øren der er befunden at veie 5% ũ og store Beenstykker fundne nedtrykkede i Hjernesubstantsen, ligesom Obducenterne have udtalt, at den mod ham udøvede Vold maa have medført hans øieblikkelige Død.

Arrestanten er født den 18de August 1821 i Hørve af Forældrene Huusmand Jens Larsen og Hustru Mette Madsdatter. Efterat være udskreven af Skolen med Charakteren maadelig" for Kundskab og være confirmeret, har han tient paa forskjellige Steder og faaet gode Vidnesbyrd for fit Forhold. For omtrent 6 Aar siden blev han gift med sin Hustru, der hensad som Enke med 4 Børn, og med hvem han har et Barn. Han har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Sognefoged R. Jensen, som har kjendt Arrestanten fra Dreng af, har forklaret, at han var temmelig enfoldig, men stille og godmodig i sin Færd, og Sognefogeden har aldrig hørt noget Uskikkeligt om ham. Arrestantens Hustru har udsagt, at hun vel oftere har hørt ham udtale et Ønske om at Aftægtsmanden maatte døe, men dog aldrig paa en saadan Maade, som om han nærede nogen Tanke om enten selv at ville gjøre en Ulykke paa L. Pedersen eller at ville forsøge at formaae Andre til at gjøre det. Hun har derhos aldrig kunnet tænke sig Muligheden af at hendes Mand, der ingenlunde har noget ondt eller heftigt Sind og som altid har vist et godt Forhold mod hende og hendes Børn, kunde faae sig til at udøve en slig gruelig Gjerning. Den fortrykte Tilstand, hvori de befandt sig, var tildeels en Følge af den ringe Høst, de havde havt paa deres lille Lod, saa at de ikke kunde klare Aftægten, og deels en Følge af at Manden i denne Vinter intet Arbeide havde kunnet faae ved Tærskning, saa at de, uagtet han aldrig drak Brændeviin og Intet forødte, ikke havde Midler til at skaffe det Nødvendige tilveie og maatte gjøre Gjeld. Forhørsdommeren har til Protokollen bemærket, at Arrestanten, der var tilstede saavel ved den første Synsforretning som senere ved den legale Obductionsforretning, og paa forskjellige Maader assisterede ved Ligets Afklædning og ved at holde Lyset for Obducenterne, bevarede den største Rolighed og Besindighed, uden at det var at spore, at nogen indre Bevægelse rørte sig hos ham, men at han derimod i Forhøret den 17de Januar, da han afgav sin Bekjendelse, oftere var meget bevæget, faldt i heftig Graad og udtalte sin Anger. Sognepræst Budde-Lund har afgivet følgende Erklæring om Arrestanten: "Peder Jensen er af meget indskrænkede Forstandsevner og kun i Besiddelse af yderst ringe Kundskaber; han kan hverken læse eller skrive, ligesom hans Indsigt i den christelige Religions Lærdomme er i høi Grad mangelfuld. Han forekommer mig at være af en meget svag Charakteer, der let giver efter for enhver Paavirkning, og uagtet den afskyelige Forbrydelse, han har begaaet, tør jeg dog med fuld Overbeviisning sige, at han ikke er nogen forhærdet Forbryder. Visheden om ikke at kunne svare den stipulerede Afgift til L. Pedersen, navnlig efterat hans Høst i afvigte Sommer var aldeles mislykket, Frygten for den sørgelige Lod, der forestod ham og hans Familie ved at komme under Sognets Fattigvæsen, og endelig L. Pedersens hyppigt brutale og urimelige Opførsel, naar han var i beruset Tilstand, som ofte skal have været Tilfældet, have i Forening virket ind paa den baade legemlig og aandelig svage Mand og været Motiverne til hans Forbrydelse. Fortiden nærer han en dyb og inderlig Anger og er i høieste Grad nedslagen, og naar Straffens Øiemed skal være at forbedre, da tør jeg efter min fuldeste Overbeviisning sige, at et langvarigt Fængsel under christelig Veiledning i dette Tilfælde vilde naae sin Hensigt og under Guds Naade frelse hans Sjæl fra Fortabelse." Forhørsdommeren har bemærket, at han efter Arrestantens Forhold under Forhørerne og Udtalelser om sin Anger og Fortrydelse kan tiltræde denne Erklæring af Stedets Præst. Endelig findes der paa flere Steder i Forhørerne Udtalelser af Arrestanten selv om hans Anger, idet han saaledes om sin Tilstand den første Nat efter Mordet har udtalt, at han ei kunde falde isøvn, da han var urolig og nedtrykt i Sindet og bitterlig angrede hvad han havde gjort, samt med Hensyn til fine Yttringer til A. Larsens Kone, at han allerede dengang bittert angrede sin Gjerning og ingen Ro havde i sit Sind hverken Dag eller Nat.

Efter det saaledes Oplyste maatte Høiesteret billige, at Arrestanten ved den indankede Landsoverretsdom, som den, der med Overlæg har skilt Lars Pedersen ved Livet, i Medfør af Straffelovens § 306 er dømt efter § 190 til at straffes paa Livet, hvorved i Medfør af § 62, 1ste Led, den Straf, han endvidere har forskyldt for Tyveri efter § 228, absorberes; og bemeldte Dom blev derfor af Høiesteret stadfæstet.

Men skjøndt Arrestanten saaledes ikke kunde undgaae at ansees efter de citerede Bestemmelser, formeente dog 9 af de 10 Voterende at burde indstille ham til ved Hans Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, i hvilken Henseende blev anført:

1) at Domfældte, forinden hans slette oekonomiske Forfatning bevægede ham til at begaae Forbrydelsen, saavidt oplyst har ført en ustraffelig Vandel;

2) at hans Aandsevner ere meget svage, og

3) at han efter Gjerningens Udførelse maa antages at have angret den. Paa disse Grunde indstillede de 9 Tilforordnede, at Livsstraffen maatte eftergives Arrestanten, mod at han henfattes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

Da ogsaa Justitsministeriet maatte være af den Formening, at der i Henhold til de anførte Omstændigheder turde være Anledning for Hand Majestæt til allernaadigst at eftergive Domfældte den ham idømte Livsstraf, og da Ministeriet maatte ansee den af Majoriteten af Høiesterets Tilforordnede foreslaaede Straf af Tugthuusarbeide paa Livstid for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.

Sagen har derpaa været foretaget i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 26de November har det behaget Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Peder Jensen den ham idømte Livsstraf, mod at han hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Departementstidenden nr. 78, 15. december 1866)

Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, som tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Departtid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestantinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).

Straf. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten gjorde i stigende grad opmærksom på den helt urimeligt høje straf for småtyverier som også ramte fattige der reelt intet andet alternative havde. Et eksempel på en sådan artikel den 2. november 1843 (uddrag):

Under en mod Huusmand Hans Rasmussen Gramboe i Tommerup By under Odense Herred anlagt Sag blev det ved Tiltaltes egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Omstændigheder tilstrækkeligt oplyst, at han, der tidligere har være anseet med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for et høist ubetydeligt Tyveri, Natten mellem den 20de og 21de Mai sidstleden har begaaet Indbrud i Rasmus Rams Gaard i Tommerup og sammesteds borttaget en til 10 Rbd. vurderet Fjerding Smør og endeel røget Flæsk af Værdi 1 Rbd. 14 Sk. Hans Forklaring angaaende Maaden, hvorpaa Tyveriet er udøvet og Motiverne til samme er i det Væsentlige følgende. Da han, der er 36 Aar gammel, har Kone og 5 Børn at forsørge - alle hans Børn ere saa smaa, at ingen af dem kan tjene noget, idet den Ældste, en Steddatter paa 14 Aar, maa gaae i Skole saa godt som hver eneste Dag, og Moderen har nok med at passe de 4 mindre, der bestaae af en Dreng paa 7 Aar, en Pige paa 6 Aar, en Pige paa 3 Aar og et spædt Barn - saa har han tiligemed hans Familie ofte været udsat for Mangel, ja endogsaa for Sult, uagtet han, om hvem Sognefoged Niels Jørgensen har bevidnet, at han er en ualmindelig dygtig Arbeider, har anvendt den største Flid paa at erhverve sit Livsophold. Paa den Tid, da han begik Tyveriet, lagde han Tørv hos en Gaardmand i Sognet, men kunde dog, om han end arbeidede fra Solens Opgang til dens Nedgang, uden at tage Middagshvile, ikke tjene mere end 2 Mk. om Dagen, hvilket maa ansees for utilstrækkeligt til at skaffe 7 Mennesker Føde. Han har oftere været drevet af Nød til at søge Understøttelse hos forskjellige Personer, der ogsaa stundom have understøttet ham og hjulpet Familien med Levnetsmidler, men det forekom ham ubilligt saaledes at vedblivende at falde dem til Byrde. Hos Gaardmanden, hvor han lagde Tørv, har han optaget Forskud paa det, han ved Tørvegravningen skulde tjene. Dagen førend han begik Tyveriet havde han ikke Brød i Huset, og maatte under Arbeidet ved Tørvelægningen, uagtet han efter Accorden skulde holde sig selv med Kost, bede Huusbondens Konge om et Stykke Brød, hvilket han ogsaa erholdt og var al den Føde han fik den Dag. Da han om Aftenen kom hjem, og Kone og Børn intet havde faaet at spise den Dag, greb Fortvivlelsen ham, og han besluttede at tilvende sig Levnetsmidler ved at bestjæle En eller Anden, og da han kjendte Leiligheden paa den Gaard, hvor han arbeidede, vendte Tanken sig til samme. Omtrent ved Midnatstid kom han til samme, overskar med en Lommekniv 2 Sprosser i en Aabning af Gavlen og kom paa denne Maade ind i Huset. Da han fornemmeligt søgte Brød, gik han strax til Mælkekammeret, hvor han var trængt ind, ind i Gangen og fra denne ind i Bryggerhuset, men efter forgjæves at have søgt Meel eller Brød, gik han tilbage til Mælkekammeret, tog der en Flæskeskinke og en Fjerding Smør, som han bar bort og skjulte. Den Nat kunde han ikke spise noget, hvorimod han næste Middag, da Konen og Børnene ingen Føde havde faaet, hverken den foregaaende eller denne Dag, men nu havde forskaffet et Brød for laante Penge, gav dem et Stykke Flæsk paa 1/4 Pd. at spise til Brødet. Da Tiltaltes Forhold ligefrem henhørte under Bestemmelserne i Frdn. 11 April 1840 § 12 andet Membrum, blev han af Lands- Over samt Hof- og Stadsretten anseet for begaaet Natligt Indbrudstyveri med 6 Aars Fæstningsarbejde. Høiesteret forandrede denne Straf til 7 Aars Fæstningsarbeide, hvilket formeentlig maa ansees som en Følge af, at Tiltalte tidligere er dømt for første Gang begaaet Tyveri og saaledes ikke nu efter den bestaaende Lovgivnings Bud kunde afsone sin Brøde med minimum af den for Indbrudstyveri om Natten i § 12 andet Membrum fastsatte Straf. - Det staaer til at vente, at der ad Benaadningens Vei vil blive virket for at formilde den efter Lovgivningens i det concrete Tilfælde rigide Bestemmelser idømte haard Straf; thi det vilde være altfor grueligt, om en saadan Straffebestemmelse blev gjort gjeldende under Omstændigheder, hvor Bevidsthed om Lov og Ret utvivlsomt hos Enhver, der havde en hungrende Familie at forsørge, maatte vige for den langt mere paatrængende Nødvendighed ikke blot til sig selv, men til dem, man skylder den størst mulige Opoffrelse.   

(Kjøbenhavnsposten 2. november 1843)

Straf. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret har i denne Uge paakjendt en Sag, der afgivet et paafaldende Beviis paa, hvorledes Lovgivningens Straffebestemmelser, naar de anvendes paa det enkelte foreliggende Tilfælde, undertiden kunne blive yderst haarde og ikke staae i nogetsomhelst passende Forhold til Forbrydelsens egen Natur og Beskaffenged. Den 3die Januar sidstleden blev Tiltale Karen Christine Loa anholdt og arresteret paa Grund af et Tyveri, som der dog efter det under Forhørene oplyste ingen Grund er til at antage, at hun har begaaet. Under Forhørene vedgik hun imidlertid, at hun nogle faa Gange i Løbet af December Maaned forrige Aar af Mangel paa Nattelogis er igjennem et ikke tillukket vindue stegen ind om Aftenen i hendes forrige Husbondes, Toldbetjent Hermannsens, Stue, hvor hun viste, at Ingen paa den Tid opholdt sig, og derpaa hver Gang, efterat have smurt sig et Par stykker Smørrebrød og spiist samme, sat sig til at sove i Stuen indtil om Morgenen, da hun atter forlod Huset. Denne Lovovertrædelse fandt Localøvrigheden sig beføiet til at eftergive hende, imod at hun lovede for Fremtiden at afholde sig fra alt Ulovligt. I Midten af Marts Maaned gjorde hun sig imidlertid skyldig i en lignende Lovovertrædelse, idet hun et Par Gange banede sig Vei ved Hjelp af et aabentstaaende Vindue til Væver Fabers Spisekammer og der nød et Par Stykker Smørrebrød. Som et Beviis paa Tiltaltes trængede og forladte Stilling fortjener det at anføres, at hun den sidste Nat, da hun blev paaagreben, satte sig i en Krog i Gaarden og faldt strax i Søvn, i hvilken Tilstand Bestjaalne Faber fandt hende. At hun har handlet i den yderste Trang og blottet for alle Subsistentsmidler, er der al Anledning til at antage, og det er ikke under Sagen oplyst, at hun har sat sig i Besiddelse af andet end de omtalte Fødemidler, som vare fornødne til at tilfredsstille hendes Hunger. Hun har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Efter den Tyvslovgivning, der gjalt førend Frdn. af 11te April 1840 udkom, vilde hun paa Grund af det Stjaalnes Ubetydelighed og hendes Trang være bleven anseet med nogle Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, da hun ikke havde begaaet noget Indbrud for at udøve Tyveriet. Efter den nysnævnte Forordnings § 12 kunde hun imidlertid ikke slippe med denne Straf, thi denne Paragraphs andet Membrum fastsætter, at den, der om Nattetid baner sig Adgang til Huusleilighed igjennem saadanne Veie, som ikke ere bestemte til Indgang, skal ansees med Strafarbeide fra 6 til 16 Aar, efter Omstændighederne paa Livstid. Bemeldte Forordnings § 30 kunde heller ikke komme Tiltalte tilgode, da den vel for mindre Tyverier, navnligen hvor det er "Føde- eller drikkevarer", der "borttages til umiddelbar Fortæring eller dog af ubetydelig Værdi" fastsætter, at "de ikke skulle behandles som Tyveri eller uden paa dens Forlangende, som derved finder sig forurettet, gjøres til Gjenstand for Undersøgelse eller Paatale"; men denne Bestemmelse er gjort afhængig af, at der ikke i den Maade, hvorpaa den Paagjeldende har banet sig Adgang til de Steder, hvor bemeldte Frugter eller Varer findes, er Noget, som udelukker Handlingen fra den foranførte mildere Bedømmelse. Tiltalte blev derfor igjennem alle 3 Instantser anseet med Straf af 6 Aars Tugthuusarbeide, en Straf, der maa forekomme Enhver overordentlig haard i Forhold til Tiltaltes Brøde, og som nu kun kan forandres ad Naadens Vei, hvilken vel heller ikke vil blive uforsøgt.

(Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842)

Disciplinærsag i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

.... Forbedringshuusfangen Christian Musted var sat under Tiltale for med en Kniv at have saaret en Mestersvend ved Straffeanstalten i den Hensigt at skille ham ved Livet. Under denne Sag har Tiltalte, der er 21 Aar gammel og ifølge Høiesteretsdom af 16de Februar forrige Aar, for i tyvagtig Hensigt at have indsneget sig i en Gaard og for gjentaget Løsgængeri, er idømt Straf af 5 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedrinshuus, afgivet en Tilstaaelse, der i det Væsentlige gaaer ud paa, at han, da han om Morgenen den 9de April sidstl. var udebleven fra Gaardtouren, og det derefter omtrent Kl. 8 af Opsynsmanden Svendsen blev ham tilkjendegivet, at der savnedes Brød, der formeentligen var blevet borte, da de andre Fanger var i Gaarden, og at han vilde anmelde det Passerede for Mestersvend Andersen, fattede den Beslutning, saafremt sidstnævnte vilde tildele ham en Correction, uden at tillade ham forinden at foredrage sin Sag for Inspecteuren, da at dræbe ham med en Kniv, hvoraf han var i Besiddelse, fordi Tiltale holdt sig overbeviist om, at der ved den ham af Mestersvenden tildelende Correction tillige vilde blive taget Hensyn til den opstaaede Mistanke om, at han havde stjaalet det savnede Brød, hvori han paastaaer at være uskyldig, samt at han i fornævnte Hensigt allerede kort efter forvarede Kniven i sit Ærme og saaledes medbragte denne, da han Kl. 11 blev afhentet for at fremstilles for Mestersvenden Andersen i Skolestuen, hvor han, da Andersen lod en Tamp hente og nægtede Tiltalte at faae Inspecteuren i Tale førend Correction skete, i den omforklarede Hensigt foer ind paa Andersen og stak ham med Kniven. Inspecteur Keller har under Sagen forklaret, at den ham tilkommende Ret til at anvende Correction for Fangernes mindre Forseelser er af ham, saaledes som det stedse har været Tilfældet og Nødvendigheden byder det, i den egentlige Tugthuusbygning overdraget Mesteren, og paa Sæqvæsthuuslocalet Mestersvenden, der paa Grund af dettes afsides Beliggenhed under Inspecteurens Tilsyn har Overopsigten med Fangerne sammesteds, hvilket saameget mere gjør det nødvendigt, at han strax maa kunne anvende en ringere Correction. Efter Gjerningen har Tiltalte yttret, "at det var Skade, at Kniven ikke havde været noget større" og "at om det ikke skete denne Gang, kunde det skee en anden Gang", ligesom han ogsaa skal have sagt, idet han pegede paa Hovedet, "det kan ikke koste mere end dette". Tiltalte har imidlertid under Sagens yderligere Behandling, under Paaskud af, at han ved de tidligere Forhører havde været i en Sindsstemning, hvori han var aldeles ligegyldig ved sin Fremtid, ja endog ønskede at styrte sig saa dybt som muligt i Ulykken, forandret ovenstaaende sin Forklaring derhen, at han vel, da han erfarede, at det Passerede skulde meldes for Andersen, forvarede Kniven hos sig, for, naar han fremstilledes for Andersen og denne vilde straffe ham, uden at tillade ham forinden at faae Inspecteuren i Tale, at fare ind paa Andersen og stikke efter ham med Kniven, men at han hverken da han fattede denne Beslutning eller senere i Gjerningens Øieblik har havt den Hensigt at dræbe, ikke engang at saare Andersen, hvorimod det egentlige Maal, han havde for Øie, ikkun var at blive stillet for Inspecteuren og saaledes undgaae at belægges med en haardere Correction end han havde fortjent for at udeblive fra Gaardtouren, uden at han gjorde sig nogen bestemt Tanke om, hvilken Følge Knivstikket maatte medføre for Andersen. Hvad Tiltalte har forklaret om Gjerningens Anledning, er stadfæstet ved de iøvrigt oplyste Omstændigheder, og har Andersen under Eed bevidnet, at Tiltalte ved den omhandlede Leilighed stødte til ham med en saadan Kraft, at han, Andersen, tumlede om mod et Bord, samt at Tiltalte da 3 Gange fornyede sit Angreb, imod hvilket Andersen værgede sig ved at sparke med Benet, ligesom den eneste under Gjerningen Tilstedeværende, Opsynsmand Borup, ligeledes under Eed har udsagt, at Tiltalte, efterat Andersen var falden hen imod Bordet, atter løftede Haanden og førte den hen imod Andersen, som om han paa ny vilde overfalde ham. Det er constateret, at Kniven var trængt igjennem Andersens Frakke, Over- og Underbeenklæder, en ulden Nattrøie og Lærredsskjorte samt derefter er stødt imod et Læderbrokbaand, hvorfra den sandsynligviis er gledet af og har bibragt Andersen et lidet aldeles ufarligt Hudsaar, der har blødt ubetydeligt, paa venstre Side af Underlivet, hvorfor det af Lægen ved Straffeanstalten er attesteret, at det ikke er urimeligt, at Kniven - hvormed der efter dens Beskaffenhed kunde bibringes livsfarlig Stik - vilde, dersom den ikke var stødt imod Brokbaandet, være bleven stødt igjennem Underlivets Muskler ind i Underlivet og saaret Tarmene, om ikke en Pulsaare, og frembragt i første Tilfælde farlige og i sidste Tilfælde dødelige Følger. "Maatte nu end", siges der i Underrettens Dom, "Lovens 1-15-1 uanseet Arrestantens seneste Forklaring kunne lægges til Grund, og han saaledes ikke dømmes efter Lovens &-&-22 cfr. Frdn. af 4 Oct. 1833 § 14 (:for attenteret Mord), skjønnes det dog ikke rettere end, at det af Arrestanten under Sagens senere Behandling tilstaaede Forhold, efter samtlige dettes Omstændigheder, gaaer ind under den i Plac. 31te Aug. 1813 § 10 indeholdte Bestemmelse, og at han saaledes i ethvert TIlfælde ike kan undgaae at idømmes Livsstraf, og vil han derhos have at udrede alle af Sagen lovligt flydende Omkostninger". Høiesteret kom til samme Resultat som Underretten, men da den formeentligen ikke har biliget dennes Raisonnement, gav den en ny Conclusion, der lyder saaledes: "Christian Musted bør have sit Liv forbrudt. I Henseende til Sagens Omkostninger bør den indankede Dom ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Høegh-Guldberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rbd. Sølv."

(Kjøbenhavnsposten den 3. juni 1842. Uddrag)

Straffeanstalter. (Efterskrift til Politivennen)

Det kan ikke være "Dagens" Redacteur udbekjendt, hvilket ogsaa fremgaaer af den nævnte Artikel, at den offentlige Mening meget stærkt udtaler sig imod vore Straffeanstalter, der ere Høiskoler for Lasten istedetfor Forbedringsanstalter ... naar "Dagen" havde kjendt Spisereglementet, der er saagodtsom baseret derpaa, at kun Overarbeide kan forskaffe den tilstrækkelige Føde, et Reglement, der bliver uretfærdigt, naar den mindre kraftige Arbeider, der kan være den mindst farlige Forbryder, udsættes for Sult, imedens den kraftige og farlige Forbryder faaer tilstrækkelig, ja maaskee mere end tilstrækkelig Føde for sine 48 sk. - og det er dog en af de allerførste Betingelser ved en Straffeanstalt, der skal kunne gjøre Fordring paa at være indrettet, at den er retfærdig .. 

(Kjøbenhavnsposten, den 2. marts 1839)

Jordemor i Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

I Sagen: Justitsraad Blechingberg som befalet Actor, contra forhenværende Jordemoder Christiane Petrea Nielsen, der tiltaltes for at have bidraget til at frugtsommelige qvinders Foster kunde fordrives, blev i Høiesteret, Fredagen d. 12te Mai sidstleden, Landsoverrettens Dom, hvorved Tiltalte var tilfunden at have sit Liiv forbrudt, forandret derhen, at hun tildømtes at hensættes til Arbeide i Kjøbenhavns Tugthuus paa Livstid.

(Kjøbenhavnsposten, den 18. maj 1837)

Pidskning. (Efterskrift til Politivennen).

Torsdagen den 23de Februar om Morgenen Kl. 8½ kom jeg gaaende over Gammeltorv, og saae da en betydelig Menneskemasse ad Lavendelstræde at bevæge sig vester paa; da mine Forretninger ikke presserede, ilede jeg hen at underrette mig om Aarsagen, og jeg gjettede da snart, uden at spørge mig for, af den Iver, hvormed Karle og Piger, Gamle, Unge og Børn strømmede hen imod Halmtorvet, at en Synder skulde ved Kagen høitideligen indvies til Medlem af den store Synderforening. Der er noget Opløftende i denne Skik; det ere den strenge Nemesis, som, uanfegtet af blidere Følelser, viser sig i en Bøddels Skikkelse, væbnet med en Kat i Stedet for et Sværd i sin høire Haand, for at udgyde den Frækkes Blod, som har vovet at trodse de guddommelige Love, det er tillige den jordiske Øvrighed, der paa eengang straffer et Brud paa den til dens Varetægt betroede offentlige Sikkerhed, advarer de Ildesindede for at følge det slette Exempel og bringer et Offer paa Publicitetens Altar ved at vise Enhver, at selv Synderen skeer hans Ret. Gjennemtrængt af disse Følelser ilede jeg for at finde en Plads, hvorfra jeg kunde overskue Scenen, men trods al Anstrengelse var det mig umuligt at faae anden Løn for min Iver end Lyden af den festlige Musik og nogle Glimt af Vægterhuer, som jeg kunde skimte imellem de lykkelige Tilskuere. Ærgerlig kastede jeg mit Blik omkring paa disses glade Ansigter; hist saae jeg et lille Pigehoved nysgjerrig titte igjennem Gardinerne, som skulle skjule hendes Morgendragt for næsvise Blikke, her i et andet Vindue en om, af sine Børn omgiven Moder, som tidligere end sædvanligt havde vækket de Smaa, for at de kunde see paa Stadsen; tilhøire Kjørende og Ridende, der kom for at besøge Hovedstaden, tilvenstre de paa Torvet staaende Arbeidsvogne, overfyldte med Tilskuere; men bagved disse Lykkelige stode Mange, dere som jeg forbandede deres langsomhed og ønskede sig Vinger for ovenfra at beskue den betydningsfulde Gruppe. Endeligen blev Forbryderen ført til sin nye Residents. Vægterne vandrede hjem og Vrimmelen adspredtes.

Artiklen fortsætter med skribentens overvejelser om at man burde indrette siddeplader rundt om kagen så folk bedre kunne se. Og slutter således:

saalænge den indbyrdes Underviisning trives saa vel i Fængslerne, kunde man med god Samvittighed substituere denne Straf for lang Fængselsstraf. 

(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837)

Idømt Fæstningsarbejde. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Roeskilde Byes Extrarets Dom af 17de Novb. 1835 er saaledes dømt: "Arrestanten Søren Sørensen bør hensættes til Fæstningsarbeide sin Livstid, samt betale Indløsningssummen for de af ham paa Assistentshuset pantsatte, Vognmandskarl Peder Larsen tilhørende Klædningssstykker med 3 Rbd. 2 Mark 7 Sk. Reprs. ... Arrestanten Hans Nielsen bør have sit Liv forbrudt til Steile og Hjul, samt betale Erstatning til Gaardmand Winthers Enke i Darup 3 Mk. 8 Sk., Jfr. Buffard ibidem 4 Mrk., igen Ane Pedersdatter af Roeskilde 5 Mrk. 8 Sk., Gaardmand Johan Christiansen i Kastholm 5 Rbd. 2 sk., Fisker Jørgen Jørgensen og Huusmand Morten Pedersen af Paastofte 2 Mk., alt Sedl. og Tegn.

(Kjøbenhavnsposten, 15. juni 1836)

Straffene mod Betleri skærpet. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 22de October 1833. - Paa de Kjøbenhavns Fattigvæsen tilhørende, saakaldte Ladegaardsbygninger udenfor Nørreport er nu bleven indrettet en Tvangsarbeids-Anstalt for Fattigvæsenet i Kjøbenhavn, der skal træde i Virksomhed fra 1ste November d. A. af. Betlerie skal herefter i Kjøbenhavn straffes (istedetfor, som hidtil, med Fængsel paa Vand- og Brød, eller simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost) med Hensættelse i denne Tvangsarbeids-Anstalt, saaledes, at 1 Maaneds Tvangsarbeide træder i Stedet for 5 Dage Fængsel paa Vandog Brød, eller den tilsvarende Straf af simpelt Fængsel, og Tvangsarbeidsstraffen kan skjærpes derved, at en Deel af Straffetiden tilbringes i eensomt Fængsel, dog ei over 1/4 af Straffetiden, og paa eengang ikke over 14 Dage, saa at den Skyldige, afvexlende og med passende Mellemfrister, tilbringer Straffetiden, snart i det eensomme Fængsel, snart i en Arbeidsstue. - Saavel herom som om de Tilfælde, i hvilke Directionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen er bemyndiget til, i Forbindelse med Pilitidirecteuren, at paalægge de under dette Fattigvæsen hørende Personer Arbeide i Tvangsarbeids-Anstalten, eller eensomt Fængsel, erunder 9de ds. udkommet en Kongelig Placat.

(Kjøbenhavnsposten, 22. oktober 1833)

Stokkeprygl. (Efterskrift til Politivennen)

Stokkeprygls Afskaffelse i Hs. Maj. Kongens Regiment.I "Kieler Correspondenzblatt" No. 41, af 21 f. M., læses, fra Kjøbenhavn, følgende Meddelelse: "I den faste Overtydning, at den egentlige Kunst at befale ikke bestaaer i at skræmme ved slavisk Frygt, dræbe Æresfølelsen og knække Villien, kort at fornedre Mennesket, for at kunne bruge det som Maskine; men meget mere i at vinde aandrig Indflydelse ved Tillid, og at fremkalde Mod og een kraftig, af Agtelse og Kjærlighed let bøielig Villie, ved Selvfølelse og Æresfølelse - i denne Overtydning have Kapitainerne ved Kongens Regiment forenet sig om, ikke længer at lade give Stokkeprygl i deres Compagnier; og at komme dem, der af Ukyndighed eller Skjødesløshed have viist sig ubehændige, til Hjelp ved specielle Øvelser. Med sin sædvanlig Velvillie, hvor det gjelder noget Godt og Ædelt, har Kongen billiget denne Plan. Maatte dette skjønne Exempel snart finde mange Efterlignere! Vi vilde da ikke længer see Stokken ved Siden af den hædrende Sabel, og Soldaterstanden vilde for den gemene Mand vorde en Skole, hvori Legemet vandt Smidighed, Begreberne Udvikling og Selv- og Æresfølelsen Uddannelse."

(Kjøbenhavnsposten, 7. juni 1831)

Oprør i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 8de December

Løverdagen den 25de f. Maaned afholdtes Forhør i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, paa den ved Placaten af 31te August 1813 befalede Maade, i Anledning af en imellem Tugthuusfangerne aftalt, men opdaget Plan, at sætte sig i Frihed ved Udbrud næste Søndag Morgen, og under Forhøret Oplystes saadanne Omstændigheder mod nogle af bemeldte Fanger, at Directeuren for ovennævnte Straffeanstalt lod disse belægge med Arrest. Saasnart de andre Fanger, som hele Eftermiddagen havde viist sig urolige, erfarede dette, søgte de at tiltvinge sig deres Kammeraters Løsladelse af Arresten, ved til sædvanlig Sengetid, at modsætte sig deres Foresattes gjentagne Befalinger om, at gaae op paa Sovelofterne, og ved at samle sig paa den store Tugthuussal, hvor de udstødte Vinduer, nedbrøde Kakkelovne og Skillerumsvægge, søndersloge Bænke, Rokke m.m. og spærrede med disse Ting Indgangen. Directeuren, som imidlertid havde reqvireret militair Assistance, søgte ved endnu engang at bringe Fangerne med det Gode til Rolighed; men baade mod ham og mod Commandoet, som fulgte ham, kastedes Stene og Stykker af de sønderslagne Redskaber, da han selv blev truffen for Brystet, hvorhos Oprørerne truede med at ville sætte Ild paa Bygningen, naar ikke de Arresterede gaves frie, og raabte ud af Vinduerne til Rasphuusfangerne i disses Aflukker om Medvirkning. Ved Indgangens Spærring hindredes de fleste af Commandoet fra at affyre deres skarpladte Geværer, saa at kun eet Skud traf en Fange, og saarede ham i Laaret, da de øvrige vedbleve at trodse, indtil nogle Planker foranstaltedes opbrudte fra Loftet; dette bevægede de oprørske Fanger, som saae, at igjennem Aabningen kunde skydes ned paa dem, til at overgive sig.
Efter det Kongelige danske Cancellies allerunderdanigste Andrag, grundet paa Nødvendigheden med Kraft at dæmpe denne oprørske Aand, som kunde have de farligste Følger for Kjøbenhavns og dens Indvaaneres Sikkerhed, befalede Hs. Majestæt Kongen under 26de f. M. Generalauditeur og Deputeret i det Kongel General-Commissariats-Collegium Bornemann Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Høiesteretsassessor Engelhardt og Politidirecteuren Justitsraad Hvidberg, at sammentræde i en Commission og uden Ophold efter den meest summariske Procesform, og saaledes, som ved den militaire Lovgivning i Henseende til Standretter er fastsat, at undersøge og paakjende denne Sag, da Dommen før Afsigelsen skulde forsynes med Kongelig Resolution.
Forhøret begyndtes strax, og Indholdet af den ved Commissionen næste Dags Formiddag affattede Dom er følgende: Tugthuusfangerne Hans Jensen Næsbye og Johan Heinrich Hamp ere ved de i Straffeanstalten ansatte Betjenters beedigede Rapporter, jevnførte med bemeldte tvende Fangers egne og Medskyldiges Udsigende, overbeviiste, at have paa egne og de øvrige Fangers Vegne ført Ordet under de tumultariske Optrin, ja endog efter Commandoets Ankomst erklæret de Arresteredes Løsladelse, som det eneste Vilkaar for de øvrige Fangers Rolighed. Efter bemeldte Omstændigheder, og deels paa Grund af, at Fangernes Opsætsighed mod deres Foresatte har været udviist under en Sammenrottelse, og ledsaget med Fare for disses Personer, deels med Hensyn saavel til almindelige Straffegrundsætninger, som i Særdeleshed til dem, hvorpaa Placaten af 31te August 1813 er bygget, og i Betragtning af de nævnte tvende Forbryderes Stilling, samt de paa dem allerede anvendte Straffe, tilkjendes dem at have deres Liv forbrudt. Derimod have fem andre Fanger vel deeltaget i Næsbyes og Hamps Handlinger; men i mindre Grad, og de bør desaarsag ikkun straffes saaledes: Rasphuusfangen Peder Hansen eller Rasmussen (hvis Alder er ikke fuldt 17 Aar) med 27 Slag med Kat i een Dag og med tvende Aars Arbeide i Rasphuset efter at have udstaaet den ham ved Dom af 13de December f. A. tilkjendte Straf af trende Aars Arbeide sammesteds; endelig: Rasphuusfangen Jens Nicolaisen Hagemann, samt Tugthuusfangerne Gottfried Bøhmstedt, Jens Olsen Klein og Peter Obel Nielsen, hver med Kat i to Dage, 27 Slag hver Dag.
Commissionsdommen blev strax efter dens Affattelse allerunderdanigst refereret for Hs. Majestæt Kongen i det geheime Statsraad, og forsynet med allerhøieste Stadfæstelse, da Commissionen tillige befaledes, at foranstlate bemeldt Dom publiceret og uopholdeligen exeqveret; hvilken Kongel. Befaling samme Eftermiddag opfyldtes i Henseende til Næsbyes og Hamps Henrettelse, og de øvrige fem Fangers Katning første Dag, ligesom ogsaa Katningens Gjentagelse udførtes næste Dag paa de fire dertil Dømte. Sagen mod de Fanger, hvis Løsladelse af den dem paalagte Arrest de øvrige Fanger vilde tiltvinge sig, er bleven behandlet efter den i Placaten af 31te Aug. 1813 indeholdte Forskrivt.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 14. december 1815

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Gloslunde Sogn er i denne Tid indtruffen følgende Begivenhed: "En Tjenestepige fandt Drivt og Anledning til at underrette sin Madame om hvorlunde 2de af hendes Medsøstre anvendte alt for megen Tid paa at udhvile deres trætte og mødige Lemmer paa Malkepladsen. For nu at tilfredsstille deres Hævngjerrighed over en saa uhyre Fobrydelse, gjøre de dem et Riis af Brændenelder med en Tidsel i Midten, hvormed de uden videre Formaliteter opvartede deres Medsøsters posteriora paa det eftertrykkeligste. Da hun nu besværede sig for sin Huusbonde over slig en Adfærd, blev hun Dagen efter tracteret med samme Confect. Ved en Politieret, som i den Anledning blev holdt, bleve bemeldte 2de drabelige Skjoldmøer dømte til at spæde deres Kjød, kælne deres Hevngerrighed og gjøre Bod og Bedring med at sidde paa Vand og Brød i 8 Dage." (Mariboe Av.)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1437

Ærbødig Bøn til den Herre, som straffer Veiarbeiderne korporlig paa Farimagsveien. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

At Straf er nødvendig indseer Indsenderen, men at den skeer offentlig ynder han ikke uden i de Tilfælde som Lovgiveren har bestemt, og takker derfor inderlig vor ømme og milde Regjering, som deels har afskaffet og deels ikke paa offentlige Steder lader udøve visse Straffe, som til Pælsstaaen, Spidsrodløben m. fl. Det var derfor ham og medhavende Selskab, tildeels Damer, et ubehageligt Syn i Gaar, Mandag d. 4 Juli i Forbikjøren paa Farimagsveien imod Øster Port at blive Vidne til hvorlunde en Underofficier tracteerte en dygtig Stok paa Ryggen af en Veiarbejder, formodentlig en Capeur. Dette skedte meget taktmæssig, og en civil velklædt Person, der stod ved Siden, var nok den som dicteerte Straffen; flere secunder vare imellem hvert Slag, for at de desbedre kunde virke igjennem Forbryderens tynde magre ryg, som med et gusten sygeligt Ansigt vemodig kastede et bønligt Blik til den strænge Herre, som havde den udøvende Magt; men saalænge vi kjørte paa den omtalte Vei og vort Øie kunde naae Straffestedet, vedvarede Executionen. Da dette Optrin for den Dag gjorde et ubehageligt Indtryk paa os, saa er min ærbødige Begjering til denne Herre eller andre Vedkommende: om det ikke var mueligt, at slig en alvorlig Afstraffelse, naar den skulde skee, maatte udføres paa et afsides Sted, eller heller i en Vagtstue, og ikke paa en alfar andevei.
Kjøbenhavn, den 5 Juli 1814.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 55
Løverdagen den 9 Julii 1814
Spalte 871