Carl Sacht. (Efterskrift til Politivennen).

Den første redaktør af Social-Demokraten Anton Mundberg blev efterfulgt af Carl Sacht, der også udgav vittighedsbladet, ugemagasinet "Figaro" fra 1. februar 1873. I oktober 1873 blev der anlagt sag mod ham for majestætsfornærmelse i anledning af at have bragt en sang om afsløringshøjtideligheden.

I august 1874 tiltrådte Sacht som redaktør af Social-Demokraten (se dette blad fra 11. august 1874). Han fortsatte som redaktør af "Figaro". I september 1874 blev der anlagt sag efter straffelovens § 90 (majestætsfornærmelser mod kongen) for en "Fædrelandshistorie" i "Figaro". 

I en længere artikel om denne sag i "Social-Demokraten" 4. oktober 1874 stod bl. a. om anklagerne:

Dommeren begyndte nemlig med at oplæse for mig et Stykke, der staar i "Figaro"s Nr. 34 og hvori der forekommer en Samtale, i hvilken en "Hr. Chistiansen" adspørges, om han har gjort gode Forretninger paa Island, og hvori han fortæller, at han vil lade sine Børn lære det islandske Sprog, hvilket atter besvares med, at han først burde lære dem at tale Dansk. Dette mente Dommeren at være sigtet til Kong Kristian den 9de, Jeg erklærede, at jeg aldrig havde tænkt mig Muligheden af, at Tanken paa Kongen kunde henføres herpaa, men Dommeren fortalte mig da, hvad jeg aldrig har havt nogen Anelse om, at Hans Majestæt ifølge nogle Bladreferater, skal under sit Ophold paa Island have ytret, at hans Børn eller Børnebørn skulde lære det islandske Sprog. - I en "Fædrelandshistorie" i nævnte Blads samme Numer findes en Udtalelse om, at Admiral Peder Galt, efter Slaget ved Fehmern, da han blev beordret til udfor Kielerfjord at passe paa den svenske Flaade, havde baaret sig galt ad, idet han ligesom Overkommandoen paa Als i 1864 havde sovet; det hedder nu videre, at naar det havde været i vore Tider og Peder Galt blot havde været en god nationalliberal Mand, som troede, at "Allah Christian var stor og Klein hans Profet", saa vilde han være bleven spyttet i Knaphullet, og derved vilde den Historie have været forbi. Her vilde Dommeren atter paastaa, at jeg med "Allah Christian" havde ment Hans Majestæt Kongen, men ligesaa vist som jeg unægtelig i Øjeblikket ikke bestemt kunde erindre, til hvem jeg havde sigtet, idet jeg ikke tillægger "Figaro" nogensomhelst politiske Betydning og aldrig har tænkt, at man vilde bryde sig om de kaaade eller vittige Udtalelser i et saadant Blad, ligesaa vist har jeg bestemt ikke sigtet til Kongen, men, som jeg ytrede, vist mere til Konseilpræsidenten. 

Tilsyneladende var der sket en uregelmæssighed idet Sacht først fik at vide at der var anlagt sag mod ham da alt var færdigt til doms, og at selv forsvareren ikke havde ladet ham noget vide. Den 19. oktober 1874 blev Sacht ved Kriminal- og Politiretten idømt 6 måneders simpelt fængsel. 

Til mine Venner og Meningsfæller!

Som de veed, havde jeg en 6 Maaneders "Udenlandsrejse" tilgode, hvis Tiltrædelse blev forhalet paa Grund af Familieforhold i Hjemmet. Endskønt disse endnu ikke var jevnede og endskønt min Hustru netop i disse Dage laa paa Sygelejet og trængte til Trøst og Opmuntring, sendte man nu Bud efter mig, ti "Majestætsforbrydelsens" store Synd skulde afsones. Da jeg imidlertid havde en til Vished grændsende Formodning for, at jeg ikke i de 6 Maaneder vilde blive en Smule loyalere end jeg er, ja, da jeg følte, at jeg baade i Fængslet vilde udsætte Resten af mit svækkede Helbred og endnu mere føle Bitterheden af i 1875 at skulle indespærres som en Forbryder, fordi jeg havde udtalt en Vittighed, der "kunde antages at sigte til Kongen", saa foretrak jeg at rejse bort, for i et fremmed Land at bryde mig en ny Bane. Med blødende Hjerte er jeg gaaet i Landflygtighed, men jeg trøster mig ved Tanken om, ad Aare at kunde vende tilbage, ti det vil vel heldigvis ikke vare længe, før Signalerne forandres i Danmark. Lad mine Modstandere nu kalde det Fejghed, at jeg er rejst, det gør intet, ti mit Helbred er mig kærere, og jeg haaber endnu engang at skulle tale et Ord med for Arbejdernes retfærdige Sag. Nu kan jeg kun bede Arbejderne om, hvad jeg saa ofte har udtalt, at slutte sig sammen og at være enige. De vil, de maa sejre, saa vist som Sandhed og Retfærdighed altid vil bryde sin Vej, selv om det gaar igennem Trængsler og møder haard Modstand. Gid jeg langt fra Hjemmet maa kunne have den Glæde at høre vor ædle Sag fremmes, gid at den Tid ikke maa være fjern, da det at tale den Undertryktes Sag, ikke betragtes som en Forbrydelse, men som en hæderlig Gerning, da det, at udtale sin Mening om en Embedsmand - selv om han er den højeste i Landet - ikke dømmes med adskillige Maaneders Fængsel. Leve Louis Pio! Leve hans gode Værk! Leve hver trofast Socialdemokrat.

Den 25de Febr. 1875.

Med socialistisk Hilsen

Carl Sacht.

(Social-Demokraten 26. februar 1875).

Det hjalp ikke at rejse til Sverige. Ifølge Social-Demokraten 28. februar 1875 blev Sacht anholdt i Helsingborg og blev ført til København, til de svenske avisers moro over dansk politis nidkærhed. Han blev indsat i straffeanstalten på Christianshavn. Her søgte han om benådning og fik i slutningen af april 1875 eftergivet resten af sin straf mod at han forlod landet, eller blev væk indtil straftiden var overstået. Det fik hans anseelse i socialdemokratiske kredse til at falde. 

Han oprettede vekselerfirmaet C. G. Sacht & Komp der fik højesteretsdom for at være fuldkommen lovlig og hæderlig (marts 1879). Det fortsatte imidlertid (indtil i hvert fald 1896), bl.a. med at sælge. præmieobligationer i Sverige og Norge. Firmaet gik konkurs i september 1883.

Sacht blev efterfulgt af V. T. Holst som redaktør på Social-Demokraten, og han blev kort tid efter afløst af barber Søren Larsen. Myndighederne var lykkes ved gentagne forfølgelser af redaktørerne at hæmme bladets virksomhed. Først i juli 1875 da Louis Pio, Brix og Geleff vendte tilbage efter deres løsladelse, blev der skabt mere ro om avisen.

Sacht døde den 20. september 1909 på Skodsborg Sanatorium af en nyresygdom. Bisættelsen fandt sted på Bispebjerg Krematorium. Firmaet fortsatte med Vera Christine Jakobine Marie Sacht som ansvarlig indehaver, mens Ida Margrethe Peters Bodin havde prokura i hvert fald indtil 1913.

Dragoner i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretsdom. Fra Næstved meddeler "Sorø Amtst.", at der for en halv Snes Tage siden fandt et Art Mytteri Sted i en Eskadron af det der liggende 4de Dragonregiment. De nærmere Omstændigheder, hvis Enkeltheder forøvrigt fremstilles noget forskelligt, var følgende: Ritmester Moe siges at have paalagt nogle Mænd af Eskadronen at pudse en Uniforms-Genstand, der efter Reglementet ikke skulde pudses. Da Ritmesteren havde tilsagt 4 Mand til at møde, for at han kunde efterse, om hans Befaling var opfyldt, mødte næsten hele Eskadronen. Han søgte at tale dem til Rette og fik dem til at gaa deres Vej, hvorefter de gik hen paa et Værtshus og gav sig til at støje og drikke. Her indfandt Ritmesteren og Overvagtmesteren sig og opfordrede dem til at gaa, men Folkene nægtede det, indtil Overvagtmesteren sagde: "Naar jeg beder Jer derom, saa gør I det nok!" Dertil svaredes: "Ja, naar De beder os derom, saa skal vi gaa!" men ved Siden deraf hørtes det Raab: "Ned med Ritmesteren!" I Anledning heraf blev nedsat en Krigsret, hvis Dom faldt i Lørdags. To Underkorporaler blev nedsatte i de Meniges 2den Klasse og idømt 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød, 20 andre Menige 43 Timers Krumslutning, 22 fik 42 Timers og 1 fik 36 Timers Krumslutning. Auditoren fremhævede ved Dommens Oplæsning den gode Konduite. Ritmesteren havde udvist lige over for dette Optrin. Straffene iværksattes straks i Lørdags Estermiddags, da Rottingslagene eksekveredes, og Krumslutningerne paabegyndtes. I Byen var der en levende Bevægelse i den Anledning imod de militære Myndigheder, men Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaa ud. 

"Sorø Amtst." tilføjer: Vi har meddelt denne højst uhyggelige Tildragelse, saaledes som den er os berettet, cg skal afholde os fra enhver Bemærkning derom, indtil nærmere Oplysning fremkommer. Bladene i Næstved har endnu ikke omtalt Sagen.

(Social-Demokraten 6. august 1874).

Krigsretsdom. Fra Næstved skrives den 5te August i "Næstv. Av."; "En større Deel af det til 4de Dragonregiments Reserveeskadron hørende Mandskab gjorde sig en Aften for c. 14 Dage siden skyldig i en alvorlig Insubordination imod Eskadronens Chef, Hr. Ritmester Moe, idet e dmarscherede op udenfor dennes Bopæl og paa forskjellig Maade demonstrerede imod, at Ritmesteren havde befalet 4 Mand at møde til Eftersyn. Som  Følge heraf blev der nedsat en Krigsret, som i Løverdags dømte tvende Underkorporaler og 39 Menige til forskjellige Straffe: Rottingflag, Fængsel paa Vand og Brød og Krumslutning, der exeqveres i disse Dage. - En af "Sorø Amts-Tid." meddelt Beretning om ovennævnte Tilfælde indeholder forskjellige Urigtigheder. Det er saaledes ikke Tilfældet, at Ritmesteren og Overvagtmesteren have indfundet sig paa et Værtshuus og opfordret Dragonerne til at gaae, eiheller at Auditeuren ved Dommens Oplæsning fremhævede den gode Konduite, Ritmesteren havde udviist ligeoverfor dette Optrin, lige som det heller ikke forholder sig rigtigt at der i Næstved i Løverdags var en levende Bevægelse imod de militaire Myndigheder, og at Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaae ud."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1874).

I Næstved er Stemningen siden de sidste Militærafstraffelser endel irriteret. I Mandags Aftes var der, efter "B. Flktd." atter Uroligheder i Gaderne og man hørte adskillige Steder Piben. Saavel Dragoner som Borgere syntes meget utilfredse. Politimesteren og alle Politibetjentene gik rundt i Gaderne for at sørge for, at Butikkerne lukkedes. Det fraraadedes Folk at gaa ud paa Gaderne.

(Social-Demokraten 8. august 1874).

"Mytteriet" i Næstved. (Fra vor Korrespondent.) I den Meddelelse, som findes i Bladet "Social-Demokraten" optaget efter "Sorø Amtst." angaaende Næstveds Dragoner, mangler den sande Belysning . hvorfor jeg her vil meddele Dem del rette Sammenhæng. Den ærede Hr. Ritmester Moe lider i den Grad at Pudsesyge, at, selv om Mandskabet gør det nok saa godt, saa er han dog altid den Utilfredse, og derfor dikterer han forskellige Ekstraøvelser, saaledes f. Eks. 3/4 Time Ekstra i Sabelbrug, med den Bemærkning, at de skal kunne vaske hinanden i deres Sved - bagefter. Hertil kommer, at hele Mandskabet 2 Dage, i 4 Timer hver Dag, har maattet ride uden Stigbøjler (dog ikke Hr Ritmesteren med). Endelig lød Parolen, at 4 Mand skulde paradere om Aftenen Kl. 9 udenfor Hr. Ritmesterens Bolig; den Ene, fordi han havde taget sig den Frihed at iklæde sig sit eget civile Tøj, de andre 3 for daarlig Pudsning. Dette fandt det øvrige Mandskab urigtigt, idet de alle havde pudser lige godt og derfor besluttede de alle at paradere tilligemed deres Kammerater. Optrinet gav en Del tilstedeværende Civile Anledning til at udbringe et Leve for Friheden, (jo, jeg takker!) hvori en Del af Dragonerne istemte. Dette blev Hr. Moe for hedt og han kommanderede "Træd af", hvilket straks blev efterkommet, men nu kommer Humlen. Den store Mand var bleven krænket, og - Gud bevare os, det maatte jo hævnes. En Krigsret blev samlet, og dømt blev Synderne: En Underkorporal i Menigmands 2den Klasse, 25 Slag Rotting og 30 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød, en dito i Menigmands Klasse og 30 Dages Vand og Brød; 2 Menige 20 Dage af samme Slags og 37 Mand Krumslutning, henholdsvis i 36, 42 og 43 Timer. Det maa bemærkes, at det er af det gamle Mandskab, nemlig Reserven, som skulde være permitteret allerede for otte Dage siden og maaske Mangens Kone og Barn sidder hiemme og lider Nød, medens at Hr. Ritmesteren hævner sig. Men det Sidste er da ogsaa det Nødvendigste. Paa Formodning af, at førstnævnte Underkorporal skal have været Leder for det hele Optrin, er han bleven idømt den barbariske Straf, men vel at mærke, kun paa Formodning, da der ikke fandtes et eneste Bevis imod ham. Som Rygtet fortæller, skal der kun have været En i den sammensatte Krigsret, som har protesteret imod Dommens Haardhed, nemlig Greve og Korporal Hvidtfeldt, som fortiden aftjener sin Værnepligt her i Byen. dog naturligvis uden Nytte. - Jeg maa endnu bemærke, at trods det, at Mandskabet, som tidligere bemærket, skulde været permitteret, maa de nu gøre Staldtjeneste, fordi kun et ringe Antal ad Gangen kan komme til at udstaa deres Straf af Mangel paa Torturredskaber og Plads. Det skal ydermere bemærkes, at Ritmesteren hverken har været her eller der, for at formaa Mandskabet til at gaa hjem, lige saa lidt som at der er raabt hverken op eller ned med Ritmesteren, som "Dgs.-Tel." behager at fortælle; det er ligefrem Opdigtelse, som man faar saa Meget af fra den Kant. V. P.

(Social-Demokraten 12. august 1874).

Fra Næstved Dragonregiment. I Anledning af de for kort Tid siden forefaldne Scener med 4. Dragonregiments 3. Eskadron og dens Ritmester, opfordrer en Dragon, Julius Koefod, efter Anmodning af mange Kammerater, alle Skolekammerater fra Næstved Rytterstole af 1870 til at bevidne en af de haardest straffede, Underkorporal Nielsen, der stedse har vist sig som alle sine Kammeraters Ven og som en hæderlig Mand, deres Agtelse ved at yde et Bidrag til en Erkjendtlighedsgave til ham. Ligeledes agtes indgivet et Andragende om Tilbagegivelsen af Kokarden til den straffede.

(Aarhus Amtstidende 27. august 1874).

En af de straffede døde tilsyneladende af rottingslagene. For at få plads til alle de straffede, måtte man inddrage den gamle arrest på torvet og den gamle fægtesal i Grønnegade. 

Den 15. oktober 1901 blev ritmester Moes søn fundet i Susåen efter et selvmord. Han var blevet ritmester 1899. Der var indledt undersøgelse af ritmesteren og han blev forhørt for sine "sygelige tilbøjeligheder". Hvilket med datidens sprogbrug nok hentydede til homoseksualitet. Han var kort forinden blevet overfaldet af en korporal som han havde nægtet genindtrædelse i regimentet. Forældrene boede i København, faderen var pensioneret. 

Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab. (Efterskrift til Politivennen).

Som imorges meddeelt, er der under 13de Februar udkommet en kongelig Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab, der skal træde i Kraft for de Straffefangers Vedkommende, som indsættes eller overføres til saadant Arbeide efter 1ste April, hvorhos Justitsministeriet er blevet bemyndiget, efter Fængselsbestyrelsens nærmere Indstilling, at bringe de paagjældende Forskrifter med de nødvendige Ændringer til Anvendelse ogsaa paa Tugthuusfanger, der ere indfatte i Straffeanstalten for den nævnte Dag.

Vi skulle her meddele nogle af de vigtigste Bestemmelser i den kongelige Anordning. Med Hensyn til Tugthuusstraffen bestemmes, at Strafarbejdet skal udstaaes ved Arbeide om Dagen i Fællesskab efter nærmere givne Bestemmelser. Natten tilbringes i Enkeltcelle; dog skal Bestyrelsen, naar den finder det nødvendigt, være bemyndiget til at give ældre og svagelige Fanger natligt Ophold paa fælles Soverum. Dagsordenen og Arbeidstiden for Fangerne skal være saaledes: Der opmønstres om Morgenen fra 1ste April til 30te Septbr. Kl. 4 3/4 og den øvrige Deel af Aaret Kl. 5 3/4. En halv Time derefter begynder Arbeidstiden, som vedvarer til Kl. 8 Aften med Afbrydelse foruden af den Tid som medgaaer til Gaardtour og Underviisning, ogsaa af de til Afholdelsen af de forskjellige Maaltider fastsatte Tider, som ere: fra Kl. 7½ til 8 Form. Frokost, fra 12-1 Middagsmad og fra 5-5½, Efterm. Aftensmad. Fra Kl. 8 Aften gives der Frihed til Kl. 8½, da der afmønstres. Frihed for Arbeide er der, hele Dagen: alle Søn- og Helligdage, samt fra Kl. 5 Eftermiddag: Kongens Fødselsdag, Dagene for saavel de tre store Høitider som Nytaarsdag og Almindelig Bededag. Endelig ophører Arbeidet hver Løverdag Kl. 5 Efterm., men Tiden til Kl. 8 benyttes til Reengjøring og til Eftersyn af Maskiner og Arbejdsredskaber samt til at aflevere det smudsige og til at modtage det rene Linned. Een Gang daglig skal der gives Fangerne - hver Arbeidssal for sig - ½ Times Ophold i den fri Luft, Fangerne i Enkeltcelle derimod to Gange daglig i ligesaa lang Tid. Gaardtouren for Fangerne i Enkeltcelle kan skee i Fællesskab, medmindre de hensidde under Straf, i hvilket Tilfælde de ogsaa da skulle afsondres.

Fangerne skulle i Arbeidstiden stedse være beskjæftigede. Udenfor Arbeidstiden skal det, naar der iøvrigt ikke er noget til Hinder derfor, være Fangerne tilladt at sysselsætte sig med deres daglige Beskjæfligelse, dog ikke om Søn- og Helligdagene, forinden Gudstjenesten er afholdt. Som Opmuntring til Flid skal der gives Fangerne, naar de svare det Pligtarbeide, der er foresat dem, en Arbejdsfortjeneste, hvoraf det Halve kan benyttes til Forøgelse eller Forbedring af Kosten, det andet Halve skal oplægges. Straffes en Fange med Fratagelse af Arbeidet, skal han altid hensættes i Enkeltcelle. Hver Søn- og Helligdag skal der gives Fangerne Leilighed til at deeltage i den fælles Gudstjeneste. Paa hver Arbeidssal skal der Morgen og Aften umiddelbart for og efter Arbeidet oplæses en Bøn for de derværende Fanger. Enhver Fange skal være forsynet med den almindelige Psalmebog og det Nye Testamente. I Underviisningen paa det Trin af Straffen, hvor den gives, skal enhver Fange ordentligviis deeltage, saalænge han ikke har fyldt 30 Aar. Over denne Alder bør der imidlertid ikke formenes Fangen Adgang til Skolen, saalænge han ikke viser Mangel paa Flid. Unge Mennesker under 18 Aar skal der strax ved Indsættelsen gives en Times daglig Underviisning, indtil de have naaet 20 Aars Alderen.

Strafarbejdet skal fuldbyrdes efter det fremadskridende System gjennem nedenstaaende 3 Stadier: I. Forberedelsesstadiet, II. Tvangsstadiet. III. Overgangsstadiet. Hertil slutter sig efter Omstændighederne som et 4de Stadium en begrændset og betinget Benaadnings-Tilstand. Forøvrigt bliver til nærmere fastsatte Tider Fangens hele Forhold at bedømme, idet der for hans Opførsel og for hans Flid saavel ved Arbeidet som ved Underviisningen gives ham for hver især en af følgende 4 Characterer: særdeles god, god middelmaadig og slet, som regnes henholdsviis lige, med 3, 2, 1 og -3 Points.

Opholdet paa Forberedelsesstadiet er bestemt og varer 3 Maaneder. Ved Afleveringen til Straffeanstalten hensættes Fangen i en Modtagelsescelle, hvor han forbliver i 3 Dage. Under dette Ophold iføres han Fangedragten osv. Det overlades til Fangen selv, efterat han er bleven gjort bekjendt med Straffen, han skal undergaae, at bestemme, om han vil tilbringe den første Deel af Straffen paa en fælles Arbeidsstue eller i en Enkeltcelle. Vælger Fangen Fællesskab, afgives han til den herfor bestemte Arbeidsstue, hvor der stedse saavel i Arbeidstiden som i Hviletiden skal være en Opsynsbetjent tilstede, og hvor der ikke maa findes Nogetsomhelst udenfor der Reglementerede. I Arbeidstiden forbliver Fangen paa den ham anviste Plads, som han ikke uden Betjentens Tilladelse tør forlade. To Gange om Dagen, Morgen og Aften for og efter Arbeidstiden, opstilles Stuens Fanger til Mønstring, hvorefter Bønnen læses. Arbeidet skal bestaae i Værkplukning eller et andet lignende, let og simpelt Haandarbeide, og der foresættes ikke noget Pligtarbeide, men der tilstaaes heller ikke nogen Arbeidsfortjeneste; Kirkegangen er tvungen, og der meddeles ingen Underviisning. Foruden Psalmebogen og det Nye Testamente gives der fra Bogsamlingen kun gudelige Skrifter efter Præstens Anviisning. Under Gaardtouren skulle Fangerne gaae en efter en i Række, en Bestemmelse, som ogsaa skal følges, naar de føres til og fra Gaarden, Kirken og Sovecellerne. Til andre end de nævnte Steder maa Fangen ikke udtages af Afdelingen uden Inspecteurens udtrykkelige Tilladelse, hvorfor enhver Uddeling af Maden, Klædningsstykker, Arbeidsmateriale m. v. skal foretages paa selve Afdelingen.

Brud paa Disciplinen vil i ethvert Tilfælde kunne medføre, at Fangen hensættes i Enkeltcelle, hvor han efter Forseelsens Beskaffenhed vil kunne forblive den resterende Deel af den for Opholdet paa dette Stadium bestemte Tid. Vælger Fangen at være afsondret, og der ikke ifølge hans legemlige eller sjælelige Tilstand er Noget tilhinder derfor, hensættes han i en Enkeltcelle, hvor han forbliver Dag og Nat, og er forøvrigt de ovenfor givne Bestemmelser underkastet med de af hans Ophold i Enkeltcelle flydende Lempelser. En Fange, som paa dette Trin af Straffen indlægges paa Sygehuset, holdes der afsondret i en Sygecelle. Ved Slutningen af hver Maaned efter Fangens Indsættelse gives der ham 2 Charakterer, en for hans Opførsel overhovedet og en for hans Flid ved Arbeidet. Som ovenfor anført, er Opholdet bestemt til 3 Maaneder uafhængig af hans Forhold, hvorimod Charakteren herfor bestemmer, til hvilken Klasse af det næste Stadium han skal overgaae. Har han nemlig opnaaet 12 Points (gjennemsnitlig Charakteren "god"), gaaer han strax over til Tvangsstadiets 2den Klasse; i modsat Tilfælde maa han begynde med Tvangsstadiets nederste Klasse. For den Tid, en Fange har været Indlagt paa Sygehuset, gives der ham derimod kun een Charakteer, nemlig for hans Opførsel, og regnes i dette Tilfælde Charakteren til det dobbelte Antal Points. Paa dette Stadium er det saavel Inspecteurens som Præstens Pligt hyppig at tilsee Fangen, navnlig for tilfulde at gjøre ham bekjendt med Systemet og vise ham, hvorledes hans Skjæbne i Straffeanstalten er lagt i hans egen Haand.

Paa Tvangsstadiet er der atter 5 Klasser: 1ste, 2den, 3die, 4de og 5te. Fangerne i de forskjellige Klasser, der indbyrdes holdes afsondrede, skulle arbeide paa Arbeidsstuer for aflaasede Døre. For at oprykke i en højere Klasse skal Fangen have erhvervet et vist Antal Points, forskjelligt for de forskjellige Klasser, hvorhos der er bestemt en mindste Tid for Opholdet i hver Klasse, som Fangen ikke kan forkorte. Opnaaer Fangen imidlertid forinden denne mindste Tid flere Points end nødvendigt til Oprykningen, skal det overflyvende Antal føres ham tilgode for den næste Klasse. Er der ved flere Domme idømt en Fange Straffe, som skulle udstaaes umiddelbart efter hinanden, blive disse Straffe, hvis de ere idømte den Paagjældende før hans Indsættelse i Straffeanstalten og tilsammen ikke overstige 16 Aar, at sammenlægge. Hvis derimod den Paagjældende allerede har begyndt at udstaae den ene Straf paa den Tid, da en ny Straf paalægges ham, eller hvis de sammenlagte Straffe beløbe sig til mere end 16 Aar, eller hvis den Paagjældeude skal udstaae Strafarbejde paa Livstid, fastsættes det for hvert enkelt Tilfælde af Justitsministeriet, hvorvidt og efter hvilke nærmere Regler Oprykning i de forskjellige Stadier og Klasser kan finde Sted.

I de første 3 Klasser gives 2 Charakterer - een for Opførsel og een for Flid ved Arbeidet - og i 4de og 5te Klasse 3, nemlig yderligere een for Flid i Skolen. I Sygdomstilfælde gives der Fangen kun een Charakteer (nemlig for Opførsel), der ligesom i Forberedelsesklassen regnes til det dobbelte eller tredobbelte Antal Points, alt efter den Klasse, hvori han befinder sig. Fangen, der er syg, kan, naar han er i 4de Klasse, indlægges paa de fælles Sygestuer, hvorimod han, inden han naaer 4de Klasse, holdes isoleret ligesom i Forberedelsesklassen. Kirkegangen er tvungen, ligeledes Undervisningen, naar den gives. Underviisning gives ei før i 4de Klasse, medmindre Fangen, som alt sagt, er under 18 Aar. Der tilstedes Adgang til Bogsamlingen efter de i det Følgende nærmere givne Regler. Til Brevskrivning skal Inspecteurens særlige Tilladelse indhentes. For udviist slet Forhold skal Inspecteuren være bemyndiget til at nedsætte Fangen i en lavere Klasse, lige indtil den nederste, og fortaber Fangen ved en saadan Nedsættelse det erhvervede Overskud af Points. Nedsættes Fangen til en Klasse, lavere end den nærmest foregaaende, har Inspecteuren derhos at bestemme, om den Paagjældende skal gjennemgaae enhver af de mellemliggende Klasser, eller han kan flyttes tilbage umiddelbart ttl den Klasse, hvorfra han blev nedsat. En Fange, som saaledes straffes med Nedsættelse, kan ikke rykke op i en høiere Klasse, medmindre hun i een Maaned har opnaaet Charakteren "særdeles god" eller i to paa hinanden følgende Maaneder tilsammen Charakteren "god". Iøvrigt er der sat nærmere Bestemmelser for de enkelte Klasser.

For Overgangsstadiet bestemmes der: I Stedet for den paa de foregaaende Stadier baarne særegne Dragt, tillades det her Fangerne at bære en Dragt, der mere nærmer sig til den frie Arbejders. Fangerne skulle ikke arbeide inden Laas og Lukke, og der skal saavidt muligt anvises dem en Beskjæftigelse som den, hvorved de tilsigte i Fremtiden at fortjene deres Brød. Der skal tilstaaes dem en vis nærmere bestemt Deel i Fortjenesten, afpasset efter hvad der gives den frie Arbeider, og for Halvdelen heraf skulle de kunne ikke alene forøge deres Kost, men ogsaa - dog med Inspecteurens særlige Tilladelse - anskaffe nyttige Gjenstande, men det skal derhos være deres Pligt at føre Bog over deres Indtægter og Udgifter. Arbejdstiden er kun til Kl. 7 Aften. Tvungen Kirkegang skal ikke finde Sted. To Gange ugentlig skal der gives Underviisning, og Adgangen til Bogsamlingen er fri. I Sygdomstilfælde skulle de henlægges paa en særskilt for dette Stadium bestemt Sygestue. Der skal ikke gives Fangen særlig Charakteer for hans Forhold, men Bestyrelsen skal ligefuldt have sin Opmærksomhed henvendt paa, hvorledes han benytter den større Frihed, der er skjænket ham. Det skal saaledes nedskrives, naar han paadrager sig en Irettesættelse, og da tillige af hvilken Aarsag.

Hver tredie Maaned skal han i de ugentlige Forsamlinger af Anstaltens Functionairer gjøres til Gjenstand for særlig Omtale, ved hvilken Leilihed det skal tilføres Protocollen, hvad der har været bemærket om hans Forhold. Skulde han begaae en strafværdig Forseelse eller i det Hele laget give Anledning til Mistillid, skal han i ethvert Tilfælde føres tilbage paa Tvangsstadiet, hvilket paa de maanedlige Indberetninger tilmelde Ministeriet, og han kan ikke igjen rykke op til Overgangsstadiet uden Ministeriets særlige Tilladelse. Paa følgende Betingelser skal Bestyrelsen kunne gjøre Indstilling til Justitsminitseriet om for en Fange at udvirke den betingede og nærmere begrændsede Benaadning: a) naar Fangen har opholdt sig paa Overgangsstadiet i Overeensstemmelse med Reglerne i § 14; b) naar Bestyrelsen i bet Hele taget nærer Haab om, at den Paagjældende, efter hans hele Forhold at dømme, fremtidig vil føre et ustraffeligt Levnet; c) naar der er sikkret ham et redeligt Livserhverv eller en Stilling i Samfundet.

Angaaende den betingede Benaadning findes der i Anordningen følgende Bestemmelser: Naar Fangen betingelsesviis benaades efter den i § 15 omtalte Indstilling, løslades han af Straffeanstalten og afgives til Politimesteren paa det Sted, hvor der forud er sikkret ham et Erhverv. Ved Løsladelsen skal Bestyrelsen være bemyndiget til at lade ham tilflyde indtil 2/3 af hans oplagte Overarbeidsfortjeneste, og skal den give vedkommende Politimyndighed en skriftlig Meddelelse om de Klædningsstykker og øvrige Effecter, han ved Løsladelsen er i Besiddelse af, samt om hans Personalia, hans Signalement og om, hvorledes hans Forhold og Sundhedstilstand i Straffeanstalten har været. Derhos skal den Deel af Overarbeidsfortjenesten, der gives ham, tilsendes Politimesteren, der selv udbetaler Fangen det Hele eller saa Meget, han efter Omstændighederne finder hensigtsmæssigt. Bestyrelsen skal foreholde ham de Betingelser, hvorunder han er benaadet, og medgive ham et Fripas, som indeholder disse Betingelser, der ere følgende: at han fører et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet; at han nøjagtig følger de Paalæg, som Politiet maatte foreskrive ham, og at han i modsat Tilfælde uden nogen videre Dom atter vil blive indsat i Straffeanstalten for der at udstaae den resterende Deel af den domsbestemte Straffetid. Den fuldstændige Frihed indtræder altsaa ikke, forinden den domsbestemte Straffetid er udløben, eller for Livsfangers Vedkommende en endelig Benaadning er erhvervet. Indtil da er den betingelsesviis Løsladte ikke unddraget Straffeanstaltens, om end fjernere, Tilsyn og udgaaer derfor heller ikke af Stamlisterne, hvori de Meddelelser indføres, som vedkommende Politimyndighed ordentligviis hver tredie Maaned vil have at give Anstaltens Bestyrelse. Hvis han med Politiets Tilladelse fraflytter Jurisdictionen, skal dette strax tilmeldes Bestyrelsen. 

Den betingelsesviis Løsladte har ikke nogetsomhelst Krav paa Underhold fra Straffeanstalten, men maa selv i enhver Retning sørge derfor. Paa den anden Side er han heller ikke mere underkastet de for Straffeanstalten gjældende Bestemmelser, men kun de almindelige borgerlige Love og de for den betingede Benaadning stillede Betingelser. Overtræder han de særlige Paalæg, som maatte gives ham af den Politimester, under hvis Tilsyn han er stillet, eller er hans Forhold overhovedet saaledes, at han ikke opfylder den første af de i ovennævnte Fripas givne Bestemmelser, om at føre et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet, vil Politiet derom have at sætte Bestyrelsen i Kundskab, og han vil da efter dennes Indstilling til Ministeriet og efter dettes Resolution kunne føres tilbage til Straffeanstalten for der at afsone Resten af den Straffetid, som betingelsesviis var eftergivet ham. Begaaer han strafbare Handlinger, skal han, naar Straffen herfor ikke naaer op til Strafarbejde, først afsone denne Straf og umiddelbart derefter afgives til Straffeanstalten, hvorimod han, hvis Straffen er Strafarbejde, først skal afsone Resten af den første Dom, forinden han overgaaer til den nye Straf. Naar den fuldstændige Frihed indtræder, skal den tilbageholdte Deel af Overarbeidsfortjenesten Indbetales, og hvis den Paagjældeude forinden afgaaer ved Døden, afgives den til vedkommende Skifteret til Indtægt for hans Bo.

Under Forsæde af Inspecteuren skal der ugentlig afholdes en Forsamling, bestaaende foruden af ham af Præsten, Lægen, Assistenten, Læreren (Inspectricen og Lærerinden for de kvindelige Straffefangers Vedkommende), Bogholderen, Forvalteren og Overbetjenten, (Overopsynskonen). Forhandlingerne, der føres til Protocol, skulle tjene til at fremme Kjendskabet til hver enkelt Fange lige fra hans Indtrædelse i Straffeanstalten til hans Løsladelse, hvorfor ethvert af Forsamlingens Medlemmer er pligtig til at yde, hvad der kan bidrage hertil. Skulde Nogen have Oplysninger at meddele af særlig Vigtighed, er det en Selvfølge, at han strax melder det til Inspecteuren. Characteren for Fliden ved Arbeidet og i Skolen bestemmes henholdsvis af Bogholderen efter Samraad med de vedkommende Mestre og af Præsten efter samraad med Læreren (Lærerinden). Charakteren for Fangens Opførsel i det Hele taget gives af Inspecteuren efter Samraad med alle Forsamlingens Medlemmer. I Tilfælde af Stemmelighed gjør Inspecteurens Stemme Udslaget. Ethvert Medlem kan fordre sin afvigende Mening tilført Protocollen, der bliver at forelægge den, der paa Ministeriets Vegne efterseer Straffeanstalten. Inspecteuren er pligtig til at føre en Protocol, hvori enhver Fange har sit Folium, og hvori han indfører Alt, hvad der vedkommer Fangen, saa at man deraf altid kan faae et fuldstændigt Billede af Fangens hele Liv i Straffeanstalten. 

De til Tugthuusarbeide dømte Mandsfanger afgives til Viborg Straffeanstalt, hvorfra de, naar de have afsonet 2den Klasse paa Tvangsstadiet, afgives til Horsens Straffeanstalt. Dog undtages herfra Fanger, som kun ere dømte til 2 og 3 Aars Arbeide, der afsone hele Straffetiden i Viborg.

Anordningens andet Hovedafsnit omhandler Forbedringshuusstraf i Fællesskab. For de Forbedringshuusfangers Vedkommende, som efter Justitsministeriets Bestemmelse skulle udstaae Straffen enten for det Hele eller for en Deel ved Arbeide paa Fællesstuer, gjælde de det Foregaaende omtalte Regler, dog med forskjellige Lempelser og yderligere Bestemmelser, hvorefter navnlig Tiden for det mindste Ophold i Klasserne bliver at forkorte. Fanger, som endnu ikke have fyldt det 40de Aar, og som ikke tidligere have udstaaet Strafarbeide, skal der strax ved Indsættelsen meddeles Underviisning i Lighed med de unge Straffefanger under 18 Aar. Dog skal det ikke formenes Fanger over det 40de Aar at deeltage i Underviisningen, naar de selv ønske det, og saalænge de ikke vise Ulyst dertil. Forbedringshuusarbeide i Fællesskab afsones for Mandsfangernes Vedkommende udelukkende enten i Vridsløselille eller i Viborg Straffeanstalter, alt efter Justitsministeriets nærmere Bestemmelse. De til Viborg Straffeanstalt afgivne Forbedringshuusfanger blive strax efter Modtagelsen at undergive en nøjagtig Undersøgelse af Anstaltens Inspecteur og Læge til Afgjørelse af, hvorvidt den Paagjældende uden Ulempe kan underkastes Cellestraf. Sagen forelægges derefter Justitsministeriet, og indtil dettes Resolution afgives, forbliver den Paagjældende i Celle, medmindre Fængslets Inspecteur efter Udfaldet af den anstillede Undersøgelse finder det uundgaactig fornødent strax at afgive den Paagjældende til Fællesarbeide.

Justitsministeren er bemyndiget til at indrømme saadanne Lempelser i Anordningens Bestemmelser, som efter særlige Forhold og Omstændigheder maatte ansees for ønskelige, og som ikke ere i Strid med dens Grundsætninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

P. Olsen: En ny Sporvogn, construeret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende nr. 645, 4. februar 1872.

Mordet paa Gertrud Marie Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:

Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.

(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.

Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:

I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og ligesom han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, saaledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen saadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.

Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter sin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.

Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde koste ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.

For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kiendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)

Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).

Hærens Krumslutningsstraf. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med militærlejren ved Hald kom det frem at hæren stadig anvendte den lemlæstende krumslutningsstraf. Herom opstod en debat i aviserne:

Krumslutningstraffen. Endelig har en Indsender i "Dbl." taget fat paa den stygge Plet, der kun alt for længe har skjændet vor militaire Lovgivning: Krumslutningen. Det er rimeligt, at det er de berygtede Krumslutninger, der i Leiren ved Hald efter Kommandantskabets Arbitrium ere dikterede Syndere, som maaskee næppe nok vide hvad de have forbrudt, der har fremkaldt denne ubetingede Fordømmelsesdom over Krumslutningsstraffen, der formodentlig nok skal gjøre sin Virkning og kun altfor længe har ladet vente paa sig. Artiklens Forfatter gjør bekjendt med, at denne Straf, der paa eengang er i høi Grad smertelig, skadelig for Helbreden og saarende for den menneskelige Følelse, dikteret uden Dom, er ukjendt i alle civiliserede europæiske Stater, Würtemberg undtagen; og der maa den endda ikke vare over 3 Timer i Døgnet, hvorimod den hos os, hvor Maximum er 48 Timer, udføres saaledes, at "Forbryderen", som maaskee ikke har faaet sine Knapper pudset blanke nok, efter at have udholdt Torturen i 6 Timer, faaer Lov til at rette sig i een (!), men saa gaaer det løs i andre 6 Timer og saa fremdeles. Forfatteren vil naturligviis have dette Barbari, der er i nært Slægtskab med Spidsroden, reent afskaffet. Kan det ikke naaes, kræver han i Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn tre Betingelser for dens Bibeholdelse: - Den første Betingelse er, at den ikke dikteres arbitrairt efter Enkeltmands Kjendelse, men kun efter forudgaaet Forhør og Krigsretsdom. Den nylig gjorte Erfaring fra Leiren ved Hald har stærkt mindet om Nødvendigheden heraf. Den anden Betingelse er, at Straffen ikke exekveres, uden efter forud indhentet Lægeerklæring om, at Vedkommendes legemlige Konstitution tillader den, ganske som Tilfældet er i Civiletaten ved Idømmelsen af Rottingslag, samt at der gjøres vedkommende militaire Læge til ufravigelig Pligt at have stadigt Tilsyn med den Krumsluttede under Straffens Exekution. Det er i sidstnævnte Henseende ingenlunde tilstrækkeligt, at den i omstridte er under stadigt militairt Tilsyn. Der gives nemlig idetmindste eet mig bekjendt, rigtignok langt tilbage i Tiden liggende Tilfælde, hvor vedkommende militaire Tilsynsmand ikke dristede sig til paa egen Haand at løse en krumsluttet Menig, der laae i Krampe med Fraade ud af Næse og Mund, men ansaae det for nødvendigt at vente indtil Militairlægen, efter hvem der var sendt Bud, og som kun blev truffen ved en lykkelig Hændelse, kom tilstede og naturligviis strax befalede den Ulykkeliges Løsladelse. Den tredie af selve Straffens Natur ligefrem følgende Betingelse er, at den kun dikteres for meget grove Forseelser. Anvendes den f. Ex. for saadanne Forseelser fra den Meniges Side, som ikke at være mødt til Paraden i fuldstændig tilbørlig Paaklædning eller lignende Forseelser, for hvilke Bøder, Nægtelse af Udgangstilladelse, simpel Arrest osv. synes at være tilstrækkelige Straffe, navnlig naar Forseelsen begaaes første Gang, da er det et Misbrug af Straffen. Men at det ikke er uden Exempel, at Straffen er anvendt af kjøbenhavnsle militaire Jurisdiktionschefer i saadanne Tilfælde, drister jeg mig til at paastaae, at den høiagtede Krigsminister, hvortil han herved opfordres, ved nærmere at undersøge Sagen, vil faae Beviis ihænde for. I at forhindre saadanne Misbrug samt i at virke for enten Krumslutningsstraffens fuldstændige Ophør eller ialtfald dens Modifikation i den ovenfor angivne Retning, deri ere nu Alle i lige høi Grad interesserede efter Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Om dennes principmæssige Nødvendighed er der efter min Formening ikke sagt noget mere Sandt og Træffende end det, der indeholdes i de af afdøde I. F. Schouw i sin Tid udtalte faa og fyndige Ord: "at naar vi tale om, at det er Pligt at offre Liv og Blod for Fædrelandet, da kan herved ikke uden den største Uretfærdighed menes, at det kun skal være Bondeliv og Bondeblod, der skal offres." Men idet vi saaledes Alle sende vore Sønner til militair Tjeneste, idet vi ikke kræve nogensomhelst Forskjel gjort mellem Grevens og Bondens Søn, idet vi vide, at vi underkaste dem Disciplinens strenge, men nødvendige Lov i enhver Henseende, er det paa den anden Side vor uafviselige Ret at kræve Garantier for, at de ikke for mindre betydelige Forseelser udsættes for uforholdsvist haarde og efter Opinionen vanærende legemlige Straffe, dikterede af en enkelt, maaskee brutal Overordnets vilkaarlige Forgodtbefindende". 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. juli 1868)

Krumslutningsstraffen i Hæren. I Anledning af den i sidste Avis optagne Artikel om "Krumslutningsstraffen i Hæren" har "Dagbl." fra paalidelig Kilde modtaget flere Meddelelser, hvoraf det fremgaaer, at der saavel i Leiren ved Hald som i Kjøbenhavn er gjort en høist utilbørlig Brug af den nævnte Straf. Medens flere af Armeens Officerer dele den udtalte Anskuelse om denne nedværdigende haarde og for danske Soldater enestaaende Straffemaade, gives der ikke faa andre Befalingsmænd, der ikke blot finde den særdeles hensigtsmæssig, men tillige - hvad der gjør os ondt at maatte tilføie - ikke skye at udtale, at der er forøget Grund til dens yderligere Anvendelse, efter at Pressen har udtalt sig om den, "for at lære Dhrr. Civilister ikke at blande sig i, hvad der ikke vedkommer dem", en Udtalelse, der i lige høi Grad røber Borneerthed og en Aand, der maa ønskes banlyst fra den danske Armee. Vi opfylde derfor gjerne den til os stillede Anmodning om, gjentagende at rette en Opfordring til Krigsministeren, General Raasløff, om paa det Nøieste at lade det omhandlede Forhold undersøge, og naar Undersøgelsen, som vi ikke betvivle, viser, at Krumslutningsstraffen i flere Tilfælde er anvendt, uden at Straffen staaer i nogetsomhelst passende Forhold til Brøden, da ad administrativ Vei at give Vedkommende den fornødne Tilretteviisning. Enhver Familiefader, hvis Søn tjener som Menig i Hæren, har som tidligere bemærket, et billigt Krav paa denne Sags snarest mulige Ordning overeensstemmende med Humanitetens og Retfærdighedens Fordringer, og vi betvivle derfor ikke, at Rigsdagen ved fin næste Sammenkomst, hvis de behørige Garantier imod Straffens Misbrug ikke tilvejebringes, enten ad Forespørgslens eller ad Initiativets Vei vil tage Sagen i sin Haand og virke, hvad den formaaer, til Indskrænkningen eller helst Ophævelsen af en Straf, der er en Skamplet paa vor militaire Retspleie.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. juli 1868).

Krumslutning stammede fra slutningen af 1600-tallet, og bestod i at hals og fødder blev lænket sammen så man kun kunne sidde stærkt foroverbøjet. Straffen var fra 4 til 48 timer. Hver 6. time var der dog 1 times pause hvis straffen var over 8 timer. I starten blev den både anvendt på underofficerer og menige for mindre alvorlig lydighedsnægtelse og vagtforseelser dog ikke at sove elle forlade vagten. Underofficererne blev fritaget 1844. Straffen ikendtes uden dom, i felten uden mulighed for anke. Den blev først afskaffet 1881.

Skolemulkt. (Efterskrift til Politivennen)

Haardhjertet Inddrivning af en Skolemulkt. Til de Mulkter, der i høi Grad have Opinionen imod sig. og med Hensyn til hvilke der derfor er Tale om en Forandring, høre Skolemulkterne. Det forekommer os derfor, at der ved Inddrivelsen af dem burde gaaes frem med saa stor Lempe, som det paa nogen Maade er foreneligt med Lovgivningen. Et Exempel paa, at dette ikke altid skeer, skulle vi meddele i den nedenstaaende Fremstilling af den Paagjældende selv, der har fremsat den for os mundtlig med et saadant Troværdighedens Præg, at vi modtog det Indtryk af ham, at han i alt Væsentligt talte Sandhed. For omtrent en Uge siden, blev der afkrævet ham en idømt Skolemulkt af 28 Sk., som han, der en Tid lang har været Høker, men nu sidder i meget fortrykte Kaar og kummerlig ernærer sig ved sin første Haandtering som Skræder, var idømt. Han saa sig ikke istand til at betale det Hele, men blev 12 Sk. skyldig. I Torsdags indfandt der sig hos ham en civilklædt Politibetjent, som afkrævede ham de 12 Sk. og, da han erklærede, at han ikke havde dem, opfordrede ham til at følge med til Politikamret. Han negtede dette og vedblev sin Vægring, uagtet Politibetjenten fremviste sit Politiskilt, og denne, som ikke havde nogen Arrestordre, maatte derfor gaa med uforrettet Sag, efterat han paa en grov Maade havde affærdiget Skræderens Kone, der havde blandet sig i Samtalen; Betjenten bad hende f. Ex.: "Hold Kjæft!" Den næste Morgen kl. 5½ indfandt sig en uniformeret Politibetjent for at anholde Skræderen; denne bad om Tilladelse til at gaa hen for at pantsatte sin Sax for at skaffe de 12 Sk, men dette negtedes ham, og da han derefter vilde løbe hen for at foretage Pantsætningen, blev han greben af en anden uniformeret Betjent, der stod i Porten, og som tog Saxen fra ham, hvorefter begge Betjentene transporterede ham bort. Imidlertid gav de ham dog Tilladelse til at gaa ned hos en tætved boende Værtshusholder for at laane 1 Mk., og da han fik denne tillaans, tilbød han Betjentene de 12 Sk., men disse vilde ikke modtage Pengene og førte ham videre til Politiets Hovedstation. Her tilbød han atter de 12 Sk., men de bleve ikke modtagne, hvorimod han trods sin Protest uden Videre blev indsat i et af Hovedstationens smaa Detentionslokaler. Luften var der i den Grad fordærvet, at han efter 3-4 Timers Forløb maatte kalde og bede om at komme ud; han havde da kastet op i Detentionslokalet, men uagtet der saaledes maatte være en Formodning for, at han ikke kunde taale Opholdet i det snevre Rum, og uagtet han forklarede, at han for Tiden var under Lægebehandling samt atter tilbød at betale de 12 Sk., blev der intet Hensyn taget til hans Klage, ligesom der paa hans Forlangende om at komme til at tale med en Politiembedsmand blev svaret ham, at det kunde ikke ske før senere. Han maatte da blive siddende i Detentionslokalet uden at faa saameget som et Glas Vand, indtil omtrent Kl. 12, da han blev ført op og kom til at betale de 12 Sk., hvorefter man lod ham gaa. Fordi Manden ikke havde kunnet betale 12 Sk. Dagen iforveien, havde han saaledes, uagtet han da kunde betale det ubetydelige Beløb, maattet lade sig transportere som Arrestant gjennem Byens Gader, sidde under Anholdelse i 6 Timer i et forpestet Detentionslokale og blive berøvet en halv Arbeidsdag. Vi skulle ikke her drøfte om det, der er skeet, er lovmedholdeligt, skjøndt vi nære en stærk Formodning om, at ialtfald en lempeligere Fremgangsmaade ogsaa vilde have kunnet fyldestgjøre Loven, men som unødvendig haardhjertet maa den Behandling, som Manden ifølge sin Fremstilling har været underkastet, sikkert kunne betegnes.

(Dags-Telegraphen (København) 12. juli 1868).

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser imod Hds. M. Dronningen i et trykt Skrift. I Henhold til Justitsministeriets skrivelse af 19de Septbr. d. A. var Commissionair Frantz August Büchler actioneret for ved det i Nr. 2 af Ugebladet "Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtstag" at have krænket den Ærbødighed, som skyldes Hds. Majestæt.

Tiltalte havde under Sagen erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, fandtes angivet nogen Redacteur, Udgiver, eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Nummer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A. Da nu det paatalte Digt fandtes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af hendes Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af, at hun, som det i Digtet hedder "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer" og "at hun vel er en Tydsk Fyrstinde, men dansk udi Sinde", at "hun er huusmoderlig" og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet "Aa - Sørensen" - hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk - "hvad vil du saa mer" maa antages tilsigtet at hidbringe Læseren den Tanke, at Hds. Majestæt Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, fandtes Tiltalte, der er 44 Aar gl. og flere Gange har været dømt for Overtrædelse af Presseloven, at maatte dømmes efter Straffelovens § 93 cfr. § 90

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1866)

Literatur "Den offentlige Mening". Illustreret Ugeblad, udgivet af danske Studenter, udkommer hver Fredag, Priis 4 sk ugenlig, 3 mk. 4 sk. kvartalet. Nr. 2 indeholder: Digt i Anledning af Hendes Majestæts "Geburtsdag", Et Hofs hemmelige Historie, med 6 Illustrationer, Den offentlige Mening lærer en Hjemmetydsker at synge danske Nationalmelodier med stor Tegning m. m. Bladet faaes hos samtlige Boghandlere, samt paa Kontoret Kompagnistræde 25 i Stuen, og Store Regnegade 17 i Stuen. Flunke Budde søges, som ville samle Abonnenter. (Annonce i Folkets Avis - København 7. september 1866. Annoncen stod bl.a. også i Dags-Telegraphen). Büchler solgte også andre viser, fx "Visen om den humane Madmoder, Bagermadammen", med portræt.

Tredie eller extraordinaire Session.

Onsdagen den 2den Januar 1867.

Nr. 327.

Advocat Liebe

contra

Franz August Büchler (Defensor Levinsen), 

der tiltales i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 19de September 1866 for ved det i Nr. 2 af Ugebladet „Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtsdag" at have krænket den Ærbødighed, der skyldes Hendes Majestæt.

Criminal og Politirettens Dom af 1ste Decbr. 1866: "Tiltalte Franz August Büchler bør straffes med simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Nr. 2 af Ugebladet,,den offentlige Mening" bør være confiskeret; saa bør han og udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lindhard og Maag, 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. 3 Salarium til Advocaterne Liebe og Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "...Tiltalte har erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, findes anført nogen Redacteur, Udgiver eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Numer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A., og da nu det paatalte Digt findes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af sin Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af at hun, som det i Digtet hedder, "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer", og at hun vel er en tydsk Fyrstinde, men saa dansk udi Sinde", at hun er husmoderlig“ og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet, "Aa, Sørensen" hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk "hvad vil Du saa meer,“ maa antages tilsigtet at bibringe Læserne den Tanke, at Hds. Maj. Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, vil Tiltalte, der er født den 8de August 1822, og foruden at være for ulovlig Handel idømt en Mulet af 1 Rd. ved denne Rets Dom af 14de Februar 1860, er ved samme Rets Dom af 23de Februar 1861 anseet efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 8 sidste Passus med en Mulct af 100 Rd., være at dømme efter Straffelovens § 93 cfr. § 90 til en Straf, der efter Omstændighederne findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Numer af Ugebladet "den offentlige Mening“ i Henhold til samme Lovs § 34 findes at burde confiskeres“.

(Højesteretstidende 1866).

Om Frantz August Büchler (1823-?) findes kun sparsomme oplysninger. I en sag fra Kjøbenhavns offentlige Politiret, 2. afdeling (assessor Behrend) den 18. december 1866 omtales kommissionær Büchler i Regnegade 17 i forbindelse med en tyverisag:

- De 3 Drenge August Chr. Th. Borup, 12 Aar gl., Anders Chr. Jensen, 13 Aar gl.. og Andreas Fr. Christoffersen, 12 Aar gl., havde deels i Forening deels alene fra forskjellige Boghandlere stjaalet mange værdifulde Bøger, som de senere solgte, navnlig til Boghandler Flor i Skindergade og Commissionair Büchler i Regnegade, desuden til Boghandlerne Rubin, Hegelund og Jordan. Adgangen til at stjæle Bøgerne havde for de to Førstnævnte været saameget lettere, som de vare Bydrenge hos en Boghandler og som saadanne ofte kom ind i Boghandlerboutiker. Bøgerne havde Drengene solgt til særdeles billige Priser, saaledes "Livingstones Reiser", der koster 7 Rd., for 3 Mk. i Penge og "Fritz Pakkenberg", der skal være temmelig værdiløs, "Fald og Frelse" for 8 sk, "Velanstændighed eller selskabelig Dannelse" for 8 sk, "Pauli Breve" for 4 sk, "Advarsel til Ungdommen" for 1 Mk., "Om at gjøre Kunster" og "Fat Mod!" bleve endog solgte for 1 sk Stykket til Smaadrenge. Da navnlig Commissionair Büchler havde kjøbt for Røverkjøb, erklærede Dommeren, at han vilde henstille til Politidirecteuren , om denne vilde lade Büchler sætte under Tiltale herfor. Paa et Sted, hvor Drengen Jensen indfandt sig for at sælge en Bog, producerede han paa Forlangende en Seddel, hvorpaa en Snedkersvend Petersen erklærede, at det var for hans Regning, Bogen blev solgt; Attesten var naturligviis conciperet af Drengen selv. Hos Boghandler Pio i Skindergade havde Jensen af et Skab stjaalet "Et menneskeligt Hjertes Speil", uagtet Pio foran i Bogen havde skrevet nogle rædsomme Trudsler mod den, der uden hans Vidende bemægtigede sig hans Hjertes Speil. Foruden disse i Tyverier havde Christoffersen omtrent en Snees Gange stjaalet tomme Flasker, 1-2 hvergang. Dommen vil blive afsagt paa Torsdag.

(Flyveposten 19. december 1866).

Straffen for de tre drenge blev ved mødet den 20. december 1866: Jensen 25 slag ris, Borup 20 slag ris og Christoffersen 15 slag ris. Büchler blev af dommeren sat under mistanke idet han mente at Büchler burde have fattet mistanke over den meget lave pris han betalte for bøgerne, han havde fx ombyttet et nyt, uopskåret eksemplar af Livingstones Rejser i Afrika (bogladeprisen 7 Rd. 16 sk.) for en værdiløs roman og 3 mark. Som vist annoncerede Büchler fra 1866 i adskillige aviser. 

Büchler fortsatte med at udgive "Den offentlige Mening" et stykke tid endnu. I juli 1867 var der en annonce for "Den offentlige mening" og nye annoncer for tidsskriftet kom oktober 1867. I foråret 1867 blev der annonceret med et nyt stillingskontor på adressen. Bogladen kan have været involveret heri, idet en forstærkningsmand henviste til "bogladen" den 1. august 1867.

Adressen Regnegade 17 er ikke ganske uinteressant i forbindelse med satiriske viser. Peter Julius Strandberg (1834-1903) blev kendt for sine lejlighedssange m. m. fra 1853 og de blev udgivet mere samlet fra 1858. Han lejede en butik i Regnegade 17 i januar 1861 hvorfra han udsendte sine første skillingsviser på eget forlag. Han flyttede dog til Holmensgade nr. 18 i oktober 1861. Jul. Strandbergs Forlag blev landskendt under krigen 1864 og igen efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Strandbergs viser minder på mange måder om det som Büchler kommissionerede.

Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie (1817-1898) var gift (1842) med Christian 9. (1818-1906). Familiemæssigt var hun tættere på Frederik 7. end Christian 9., og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Frederik 7. var imod hans tronkandidatur, og det senere kongepar viste utilsløret modvilje mod Louise Danner. Som dronning brugte hun sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber så det danske kongehus fik tilknytning til bl.a. de britiske og russiske stormagter, Sverige og Grækenland. For at afbøde arbejderbevægelsens fremmarch udførte hun en del filantropisk arbejde.

Dødsstraf efter den nye Straffelov. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har i Fredags faldet den første Dødsdom efter den nye Straffelov, og det er ganske vist, at den Forbrydelse, hvorfor den er faldet, er af en saa oprørende Beskaffenhed, at Dødsstraffen synes at maatte være den eneste Straf, hvorved den menneskelige Retfærdighed kan tilfredsstilles overfor slige Forbrydere. En Huusmand Peder Jensen, som for nogle Aar siden kjøbte et Huusmand Lars Pedersen i Sneglerup, Dragholm Birk, tilhørende Huus, for en Sum Penge og en Aftægt, saae sig ikke istand til at betale Afdragene paa Kjøbesummen og Aftægten. Da han nu blev truet med Stævning, fattede han den Beslutning at dræbe den gamle Mand, der boede i Huset sammen med ham, og efter at han forgjæves havde søgt at bevæge en anden Mand til at udføre Gjerningen, besluttede han den 29de Decbr. f. A. selv at gjøre det. Den anden Mand, Niels Nielsen, var da i hans Huus og lovede ham at være ham behjælpelig. Da den gamle Pedersen gik ud i Stalden for at malke en Ko, sneg Jensen sig efter ham paa Hosesokker og tog en Øxe, med hvis Bagside han bibragte ham et saadant Slag i Hovedet, at han strax faldt død om; men desuagtet gav han ham endnu endeel Slag med Øxen, for at han kunde blive fuldstændigt af med Livet. Liget lagde Forbryderne derpaa i Loen til om Natten, da de stod op, og ved Hjælp af Steen sænkede det i en Tørvegrav. Jensen blev, som ovenfor anført, dømt fra Livet, imedens Nielsen dømtes til 8 Aars Tugthuusarbeide. Efter den gamle Lovgivning vare de ved Underretten dømte; Jensen til at have sit Liv forbrudt og "Hovedet at sættes paa en Stage", Nielsen  til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. august 1866)

Højesteretsdom nr. 255, 30. oktober 1866 stadfæstede dommene. Dødsstraffen blev i december 1866 benådet til livsvarigt tugthus:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 30te October, der stadfæster Lands over- samt Hof. og Stadsrettens Dom af 27de Juli d. A., er Arrestanten Peder Jensen for overlagt Drab tilfunden at straffes paa Livet.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Protokolsekretærerne i Høiesteret affattede Relation, i det Væsentlige været følgende:

Den 2den Januar d. A. anmeldte Huusmand Peder Jensen af Sneglerup for Sognefogden, at hans Aftægtsmand Lars Pedersen ikke havde været hjemme siden Fredagen den 29de December, og den 4de næstefter anmeldte han, at Aftægtsmanden endnu ikke var kommen hjem. Sognefogeden anstillede da samme Dag Undersøgelse i Aftægtsmandens Leilighed og i de nærmeste Tørvegrave, men uden at dette ledede til noget Resultat. Dagen efter anstillede Lars Pedersens Slægtninge imidlertid en ny Undersøgelse, som ledede til at hans Liig blev fundet i en Tørvegrav Christen Andersens Lod i Taarndrup med tydelige Tegn paa at han var kommen af Dage paa en voldsom Maade, idet han i hovedet havde flere Saar og der var bundet ham en Steen om Halsen og ligeledes en om Benene.

I Anledning heraf blev Dragsholm Birks Politiret den 6te Januar sat paa Peder Jensens Bopæl, hvorhen Liget var bragt og hvor en Synsfor retning strax blev foretaget af Distriktslægen. Det constateredes derved at den Afdøde maatte være dræbt og derefter kastet i Tørvegraven, idet раа hans Hoved forefandtes flere meget betydelige Saar, som antoges af være tilføiede deels med et stumpt og deels med et skarpt Redskab.

Da en af den Afdødes Slægtninge anmeldte, at der af hans Eiendele manglede nogle Sække med Korn, som han for nylig havde været i Besiddelse af, blev der anstillet Visitation paa Peder Jensens Bopæl, men uden at der fandies Noget, som havde tilhørt L. Pedersen, ligesom baade Peder Jensen og hans Hustru under Forhøret udsagde, at de ingen Oplysning kunde give om Forbrydelsen. Mistanken vendte sig derfor i Begyndelsen mod Andre, og fra den 6te til den 16de Januar blev der optaget Forhør over en stor Mængde Personer, uden at dog noget Mistænkeligt blev oplyst, men paa den sidstnævnte Dag blev det anmeldt for Dommeren, at Peder Jensen havde bragt forskjellige Gjenstande, som antoges at have tilhørt den Dræbte, hen til Parcellist Anders Larsen af Aastofte, og at han ved denne Leilighed til A. Larsens Hustru havde brugt Yttringer, hvorefter det maatte antages, at han havde dræbt L. Pedersen. Foranlediget heraf lod Dommeren samme Dag foretage en ny Ransagning paa Peder Jensens Bopæl, og i en Leergrav tæt ved Huset fandtes der 3 Sække med Sæd, ligesom der paa et Skillerum mellem Loen og Fæhuset fandtes Pletter, som skjønnedes at kunne være af Blod. Peder Jensen blev da anholdt og næste Dag stillet for et Forhør, hvorunder han tilstod at have myrdet Lars Pedersen og bagefter tilvendt sig adskillige af hans Eiendele. Ifølge denne Tilstaaelse, som han senere stadig har fastholdt, samt det iøvrigt Oplyste er det med de nævnte Forbrydelsers Udførelse gaaet til paa følgende Maade:

Arrestanten Peder Jensen kjøbte for nogle Aar siden Lars Pedersens Huus og Jordlod i Sneglerup for 675 Rd., hvoraf 300 Rd. betaltes contant og 50 Rd. skulde afdrages med 10 Rd. om Aaret, medens Resten var prioriteret i Huset til Statskassen, samt en aarlig Aftægt. Arrestanten saae sig imidlertid ikke istand til at betale de ommeldte Afdrag paa Kjøbesummen, ligesom han ogsaa stod til Rest med hele Aftægten for 1865, som skulde have været betalt til 1ste November. Da nu denne Gjeld trykkede ham haardt, og han ingen Udvei saae til at faae den betalt, og Lars Pedersen, som oftere te sin Misfornøielse med at han ikke fik sin Aftægt, truede med at lade ham stevne, begyndte Arrestanten allerede i afvigte Høst at tænke over, at naar Aftægtsmanden var død, vilde han maaskee nok kunne komme ud af det, og ialtfald sælge Stedet med Fordeel, da det, naar Aftægten faldt bort, vilde faae en forøget Værdi. Tanken herom blev ved at gjære hos ham, uden at han kunde blive den qvit, og efterhaanden opstod hos ham Ønsket om at faae L. Pedersen ryddet afveien paa en eller anden Maade.

Da han imidlertid følte, at han ikke selv havde Mod til at udføre Gjerningen, besluttede han at betroe sig til en omreisende Uldhandler, Medtiltalte Niels Nielsen Frenderup, der paa sine Vandringer oftere kom i hans Huus. Denne nægtede imidlertid at ville have med Sagen at gjøre eller at ville lægge Haand paa L. Pedersen, og afslog Arrestantens gjentagne Opfordringer til ham i saa Henseende. Den 29de December f. A. var han atter Gjæst i Arrestantens Huus, og da dennes Hustru og Børn den Dag vare tagne bort for at besøge nogle Slægtninge, og de saaledes vare allene, kom Sagen paany paa Tale mellem dem. Da Arrestanten nu yttrede, at han selv vilde tage sig Sagen paa, hvis N. N. Frenderup vilde hjælpe ham med at faae Liget bort, erklærede denne sig villig dertil, naar Arrestanten derfor vilde give ham 5 Rd., og herom blev da Aftale sluttet mellem dem. Det er sandsynligt, at den Omstændighed, at Lars Pedersen netop i de Dage havde omtalt til Flere, at han tænkte paa at berøve sig selv Livet, fordi han havde mistet nogle Penge, bragte Arrestanten til at troe, at Mordet kunde gaae upaatalt hen, naar Liget blev skaffet tilside.

Efterat de derpaa havde spiist Midaften og nydt noget Brændeviin, hvorved Peder Jensen efter sin Forklaring dog aldeles ikke blev beruset, idet han kun nød en enkelt Snaps, saae de L. Pedersen, der havde sin Aftægtsleilighed i den ene Ende af Huset, komme forbi Vinduerne i den Stue, hvor de nød deres Maaltid, og gaae hen i Stalden for at malke en Ko, og i Henhold til en tidligere Yttring om at Gjerningen bedst kunde udføres, naar Lars Pedersen var beskjæftiget hermed, reiste Arrestanten sig nu op for at udføre den, idet han dog, som han har udtrykt sig, "nødigt drog til det" og trykkede sig derved", men blev opmuntret af Medtiltalte, hvilket denne dog bestemt har benægtet, idet han tvertimod da vil have fraraadet Udførelsen. Arrestanten tog nu sine Træskoe af, for at L. Pedersen ikke skulde høre hans komme, gik paa Hosesokkerne ud i Kjøkkenet, derfra gjennem en aabentstaaende Dør ind i Loen, som stødte til Stalden, og tog en her henstaaende langskaftet Øre. Med Bagsiden af denne bibragte han derpaa, idet han stod bag det 1% Alen høie Leerstillerum mellem Loen og Stalden, Lars Pedersen, der med Ryggen vendt imod ham sad paa„Hug i Stalden og malkede, et stærkt Slag oven i Hovedet, som bevirkede, at han uden at give en Lyd fra sig faldt om paa Siden, hvorefter Arrestanten, medens han laae i denne Stilling, gav ham flere Slag med Øxen, uden at han dog kan erindre om det var med Skarpen eller Bagen, i Hovedet, for at L. Pedersen, hvis han ei skulde være rigtig død ved det første Slag, kunde blive af med Livet. Liget slæbte han ind i Loen og vendte derefter tilbage til Stuen, hvor han nu aftalte med N. N. Frenderup, at da hans Familie snart funde ventes tilbage, skulde Liget først om Natten bringes bort og da bæres ud i en Tørvegrav i Nærheden.

Omtrent Kl. 8 kom Arrestantens Kone og Børn hjem og kort efter gik de Alle tilsengs, idet N. N. Frenderup fik Lov til at ligge paa en Slagbank. Ud paa Natten reiste Peder Jensen sig, uden at hans Kone mærkede det, og kaldte paa den Anden, hvorpaa de gik ud i Loen, fik Liget lagt paa en Stige og bare det i Forening ud til Chr. Andersens Tørvegrav, der ligger i en Afstand af 6-700 Skridt fra Huset. Her kastede de Liget, efterat have bundet Steen saavel ved Hovedet som ved Benene, ud i Graven, men da Liget ikke var kommet heelt under Vandet, hentede Arrestanten en Rive og stødte det med den længere ud, saa at det kom heelt under Band. Da han kom tilbage og atter gik iseng, vaagnede hans Hustru og spurgte ham, hvor han havde været, hvortil han svarede, at han havde været ude i et naturligt Ærinde.

Den næste Morgen gik Arrestanten op paa L. Pedersens Loft, der kun ved nogle Knipper Halm var adskilt fra hans eget, og satte sig der i Besiddelse af nogle Sække med Sæd, som han med N. N. Frenderups Hjælp bar ind paa fit eget Loft, ligesom han ogsaa bemægtigede sig noget Flesk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred m. m., der laae i Aftægtsmandens Kiste, foruden nogle andre Gjenstande, ialt vurderet til 19 Rd. 20 f. Lars Pedersens Hue af Plyds, som var falden paa Jorden under Overfaldet, og hans Træskoe, som de havde taget af ham, forinden de bare ham bort, tilintetgjorde han derefter ved at brænde dem, og Øxen laante han, efterat have vasket Blodet af den, til Huusmand Peder Andersen i Asnæs, da han nødig vilde have den i Huset af Frygt for at den skulde vække Mistanke. Han gjentog sit Løfte til den medskyldige N. N. Frenderup om de 5 Rd., hvorpaa denne forlod Stedet. Efterat han var gaaet, sagde Arrestanten, som ikke formaaede at bære det hos sig allene hvad der var skeet, til sin Hustru, at det var forbi med Lars Pedersen, hvorpaa hun udbrød: „Du har vel aldrig slaaet ham ihjel!", og da han hertil svarede: „Ikke allene“, sagde hun: Naa, saa være Gud Din Sjæl naadig!", hvorefter hun græd og jamrede sig over hvad der var skect. Arrestanten paalagde hende paa det Indstændigste at tie med hvad han havde betroet hende, da ellers hans Liv var fortabt, og efter hans Paalæg forklarede hun i det første Forhør, ligesom han selv, at hun ingen Oplysning kunde give, men at hun den omhandlede Dag havde hørt Aftægtsmanden bevæge sig i sin Stue, efterat hun var gaaet iseng. Arrestanten betroede tillige sin Kone, at han havde tilvendt sig nogle Sække Korn samt noget Flesk og Lærred L. Pedersen tilhørende, men da Konen med Bestemthed erklærede, at hun Intet deraf vilde have og ikke vilde taale, at det blev i deres Huus, bar han Sækkene ud i en Leergrav paa hans Mark, efterat han først havde taget nogle Skjepper Korn ud af dem. Disse Skjepper bar han over til Parcellist Anders Larsen, hvem han skyldte noget Rug, tilligemed en Pose, hvori han havde lagt de andre stjaalne Gjenstande, og som han bad maatte blive staaende der indtil videre. Da A. Larsens Kone, som var ene hjemme, undrede sig over at han saa snart kunde tilbagebetale den laante Rug, sagde han, at det var Rug, som han skulde have leveret til Aftægtsmanden, men tilføiede han "nu er det forbi med den Gamle, jeg har slaaet ham ihjel med en Øre ude i Loen." Konen yttrede hertil, at det kunde da vel aldrig være sandt, at han kunde gjøre en saadan Gjerning; men han gjentog det og paalagde hende derhos at tie stille med hvad han havde sagt. Da Arrestanten under Forhøret blev adspurgt om, hvorfor han saaledes havde aabenbaret sin Misgjerning for A. Larsens Kone og derved selv bevirket, at Mistanken blev ledet hen paa ham, svarede han, at han ikke kunde forklare Andet, end at der var Noget indeni ham, der drev ham til at sige hvad han havde gjort, og at det vel maatte være saaledes tilskikket for at Gjerningen ikke skulde blive skjult.

Ifølge den af Physicus og Distriktslægen den 8de Januar foretagne Obductionsforretning er L. Pedersens Baghoved formelig blevet knuust ved Slagene af Øren der er befunden at veie 5% ũ og store Beenstykker fundne nedtrykkede i Hjernesubstantsen, ligesom Obducenterne have udtalt, at den mod ham udøvede Vold maa have medført hans øieblikkelige Død.

Arrestanten er født den 18de August 1821 i Hørve af Forældrene Huusmand Jens Larsen og Hustru Mette Madsdatter. Efterat være udskreven af Skolen med Charakteren maadelig" for Kundskab og være confirmeret, har han tient paa forskjellige Steder og faaet gode Vidnesbyrd for fit Forhold. For omtrent 6 Aar siden blev han gift med sin Hustru, der hensad som Enke med 4 Børn, og med hvem han har et Barn. Han har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Sognefoged R. Jensen, som har kjendt Arrestanten fra Dreng af, har forklaret, at han var temmelig enfoldig, men stille og godmodig i sin Færd, og Sognefogeden har aldrig hørt noget Uskikkeligt om ham. Arrestantens Hustru har udsagt, at hun vel oftere har hørt ham udtale et Ønske om at Aftægtsmanden maatte døe, men dog aldrig paa en saadan Maade, som om han nærede nogen Tanke om enten selv at ville gjøre en Ulykke paa L. Pedersen eller at ville forsøge at formaae Andre til at gjøre det. Hun har derhos aldrig kunnet tænke sig Muligheden af at hendes Mand, der ingenlunde har noget ondt eller heftigt Sind og som altid har vist et godt Forhold mod hende og hendes Børn, kunde faae sig til at udøve en slig gruelig Gjerning. Den fortrykte Tilstand, hvori de befandt sig, var tildeels en Følge af den ringe Høst, de havde havt paa deres lille Lod, saa at de ikke kunde klare Aftægten, og deels en Følge af at Manden i denne Vinter intet Arbeide havde kunnet faae ved Tærskning, saa at de, uagtet han aldrig drak Brændeviin og Intet forødte, ikke havde Midler til at skaffe det Nødvendige tilveie og maatte gjøre Gjeld. Forhørsdommeren har til Protokollen bemærket, at Arrestanten, der var tilstede saavel ved den første Synsforretning som senere ved den legale Obductionsforretning, og paa forskjellige Maader assisterede ved Ligets Afklædning og ved at holde Lyset for Obducenterne, bevarede den største Rolighed og Besindighed, uden at det var at spore, at nogen indre Bevægelse rørte sig hos ham, men at han derimod i Forhøret den 17de Januar, da han afgav sin Bekjendelse, oftere var meget bevæget, faldt i heftig Graad og udtalte sin Anger. Sognepræst Budde-Lund har afgivet følgende Erklæring om Arrestanten: "Peder Jensen er af meget indskrænkede Forstandsevner og kun i Besiddelse af yderst ringe Kundskaber; han kan hverken læse eller skrive, ligesom hans Indsigt i den christelige Religions Lærdomme er i høi Grad mangelfuld. Han forekommer mig at være af en meget svag Charakteer, der let giver efter for enhver Paavirkning, og uagtet den afskyelige Forbrydelse, han har begaaet, tør jeg dog med fuld Overbeviisning sige, at han ikke er nogen forhærdet Forbryder. Visheden om ikke at kunne svare den stipulerede Afgift til L. Pedersen, navnlig efterat hans Høst i afvigte Sommer var aldeles mislykket, Frygten for den sørgelige Lod, der forestod ham og hans Familie ved at komme under Sognets Fattigvæsen, og endelig L. Pedersens hyppigt brutale og urimelige Opførsel, naar han var i beruset Tilstand, som ofte skal have været Tilfældet, have i Forening virket ind paa den baade legemlig og aandelig svage Mand og været Motiverne til hans Forbrydelse. Fortiden nærer han en dyb og inderlig Anger og er i høieste Grad nedslagen, og naar Straffens Øiemed skal være at forbedre, da tør jeg efter min fuldeste Overbeviisning sige, at et langvarigt Fængsel under christelig Veiledning i dette Tilfælde vilde naae sin Hensigt og under Guds Naade frelse hans Sjæl fra Fortabelse." Forhørsdommeren har bemærket, at han efter Arrestantens Forhold under Forhørerne og Udtalelser om sin Anger og Fortrydelse kan tiltræde denne Erklæring af Stedets Præst. Endelig findes der paa flere Steder i Forhørerne Udtalelser af Arrestanten selv om hans Anger, idet han saaledes om sin Tilstand den første Nat efter Mordet har udtalt, at han ei kunde falde isøvn, da han var urolig og nedtrykt i Sindet og bitterlig angrede hvad han havde gjort, samt med Hensyn til fine Yttringer til A. Larsens Kone, at han allerede dengang bittert angrede sin Gjerning og ingen Ro havde i sit Sind hverken Dag eller Nat.

Efter det saaledes Oplyste maatte Høiesteret billige, at Arrestanten ved den indankede Landsoverretsdom, som den, der med Overlæg har skilt Lars Pedersen ved Livet, i Medfør af Straffelovens § 306 er dømt efter § 190 til at straffes paa Livet, hvorved i Medfør af § 62, 1ste Led, den Straf, han endvidere har forskyldt for Tyveri efter § 228, absorberes; og bemeldte Dom blev derfor af Høiesteret stadfæstet.

Men skjøndt Arrestanten saaledes ikke kunde undgaae at ansees efter de citerede Bestemmelser, formeente dog 9 af de 10 Voterende at burde indstille ham til ved Hans Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, i hvilken Henseende blev anført:

1) at Domfældte, forinden hans slette oekonomiske Forfatning bevægede ham til at begaae Forbrydelsen, saavidt oplyst har ført en ustraffelig Vandel;

2) at hans Aandsevner ere meget svage, og

3) at han efter Gjerningens Udførelse maa antages at have angret den. Paa disse Grunde indstillede de 9 Tilforordnede, at Livsstraffen maatte eftergives Arrestanten, mod at han henfattes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

Da ogsaa Justitsministeriet maatte være af den Formening, at der i Henhold til de anførte Omstændigheder turde være Anledning for Hand Majestæt til allernaadigst at eftergive Domfældte den ham idømte Livsstraf, og da Ministeriet maatte ansee den af Majoriteten af Høiesterets Tilforordnede foreslaaede Straf af Tugthuusarbeide paa Livstid for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.

Sagen har derpaa været foretaget i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 26de November har det behaget Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Peder Jensen den ham idømte Livsstraf, mod at han hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Departementstidenden nr. 78, 15. december 1866)

Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, som tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Departtid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestantinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).