Husarrekrut Stuhr løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Søg på Rekrutsagen og Stuhr på Jægersborg Kaserne og den opstandelse sagen vakte i 1876.

Husarrekrutten A. P. Stuhr, der for en Del Aar siden blev idømt 150 Rottingslag og 6 Gange 5 Dages Fængel paa Vand og Brød i mørk Arrest og dernæst til Tugthusstraf paa Kongens Naade, bliver, i Følge hvad der fra flere Sider meddeles, efter Krigsministerens Indstilling til Kongen løsladt af Horsens Tugthus, hvor han har været fængslet 8-9 Aar. En større Del af Straffetiden har han som  sindsforvirret tilbragt paa St. Hans Hospital ved Roskilde. - Stuhrs Historie er, i F. Vejle A. Fkbl., i Korthed følgende: Umiddelbart efter at være indkaldt som Husarrekrut med Ophold paa Jægersborg erklærede han en Aften, - vistnok den første - da Rekrutterne skulde til Ro, at han ikke vilde i Seng, en Underofficer tilkaldtes og en uhyggelig Scene paafulgte, under hvilken Stuhr slog sin Foresatte. Han skulde nu have 150 Rottingslag, paa 2 Dage; men under Ekskutionen sprang Stuhr ind paa Livet af sin Ritmester og øvede Vold imod ham. Saa blev han dømt til Tugthusstraf paa ubestemt Tid, og det unge Menneskes Fremtid var dermed spoleret. Nu har han, som sagt, hensiddet det meste af en halv Snes Aar i Horsens Tugthus og har formodenlig faaet koldt Vand i Blodet. Men man ser deraf, at liden Tue tidt kan vælte et stort Læs; Stuhr, der, indtil han trak i Trøjen, var en ordenlig Fyr, havde næppe tænkt, hvilken sørgelig Ende hans Militærtjeneste skulde tage, og hvilken afgjørende Indflydelse, den skal faa paa hele hans Liv. Rottingslagene og Tugthusopholdet skulde forøvrigt have efterladt saa varige Mærker, at det før saa sunde og raske unge Menneske nu er ældet betydeligt og dertil meget svagelig.

(Skive Folkeblad 21. maj 1884).

Bergs ny Hærlov. (Efterskrift til Politivennen)

Se afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt den efterfølgende proces.

At vi nu faar en Hærlov, er hævet over al Tvivl; mellem "Højre" og Berg er der nu kun en lille Tvist tilbage om Bekostningen m. m., men da begge Parter har ladet sig forlyde med, at man, som det hedder i Handelssproget, kan "brække over" paa Midten, saa er der ingen Tvivl om, at delte eller noget lignende vil blive Tilfældet. Det vilde ogsaa vare urimeligt, om en saa stor og betydningsfuld Sag, der drejer sig om mange Millioner, skulde strande alene paa Hensynet til nogle faa Hundrede Tusinde Kroner. Da Berg imidlertid forlods har givet Vaabnene fra sig. saa han kun har det mindre væsenlige, Pengespørgsmaalet, tilbage, saa vil de kommende Forhandlinger for lukkede Døre ikke faa mere Betydning end det sædvanlige Optrin imellem 2 Handlende, der godt veed, hvorledes Enderesultatet skal vare, men dog paa Handels-Honørens Vegne soler sig forpligtede til at gaa og komme et Par Gange, forinden Næven rækkes ud til Slag.

Vi har altsaa en ny Hærlov, og Prisen bliver formodenlig en halv Million mere end den nuværende Hærlov, idet Omkostningerne altid overstiger Overslaget; dog er Bekostningen ikke her Hovedsagen.

Der er adskillige Punkter, som er af langt større Betydning end Pengespørgsmaalet. Dette hænger sammen med, hvad det danske Demokrati med Rette kunde og maatte haabe af en ny Hærlov; lad os undersøge disse Krav. og det vil vise sig, at end ikke den tarveligste Fordring er sket Fyldest ved den ny Lov. - Enhver sand Demokrat maa forlange, at det værnepligtige Mandskab faar en human Behandling, der svarer til, hvad Tiden kræver; det er bekendt nok, at saagodt som alle Rekruter klager over den Behandling, som de nu er udsatte for, og den Dom fra Jægersborg, som nylig er fremkommen, stadfæster kun dette; den milde Straf, de vedkommende har faaet skal næppe virke ret meget afskrækkende. Hvor rimeligt var det, om man i den ny Hærlov havde sørget for at faa indført Sikkerhedsforanstaltninger imod slig Behandlingsmaade; er nogen virkelig saa enfoldig at tro, at man skaber gode og villige Fædrelandsforsvarere ved at "muntre" dem med Slag og Skjældsord? Jo, desværre er der mange, som tror det, men de vil blive bitterlig skuffede. - Jens Busk har indlagt sig Fortjeneste ved Jægersborgsagen - derom er vistnok alle Demokrater enige - men han afsier Myggen og finger Kamelen ved at gaa i Bergs Kjølvand og vedtage en Hærlov, hvor der ikke er den fjærneste Garanti for, at Behandlingen af Soldaterne vil blive bedre, men langt snarere Udsigt til, at den vil blive ringere.

Man sige ikke, at dette ikke vedkommer Hærloven, og at man siden kan ændre den militære Straffelov, thi har man først givet det Vaaben fra sig, som man havde i Hærloven, saa kan Venstre gjerne opgive ethvert Krav paa Reformer i andre Retninger; "Højre" har, som bekjendt, ikke Øje for den humane Behandling af Soldaterne; "Krumslutning" og "Rotting" er efter deres Begreb fortrinlige Straffemidler - hvorledes bilder Venstre sig da ind at faa disse middelalderlige barbariske Straffe afskaffede, naar der intet som helst Tryk hviler paa Højre. - Mærkværdige Godtroenhed!

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men der er en Vej, ad hvilken man allerbedst skaffer Soldaterne en human Behandling og bedst fremmer en god og fædrelandssindet Aand i Hæren, og det er ved at sørge for, at den forsynes med dannede og humane Befalingsmænd ; disses Uddannelsesmaade staar derfor i meget nøje Forbindelse med Soldaternes Behandling; i den gamle Hærlov af 1867 var det Tanken, at idetmindste en Del af Befalingsmændene skulde udtages blandt det værnepligtige Mandskab ; istedetfor dette skal nu samtlige Befalingsmænd uddannes ved Afdelingerne, og her kan den stokmilitære Aand, der i Mandskabet ikke ser andet end villieløse Medlemmer, ret faa et Arnested. - Det er en fuldstændig Opgivelse af Folkevæbningstanken, en Tilbagevenden til Frederik den 6tes Tidsalder; man skulde og burde skaffe en human og demokratisk Aand ind i Hæren, og saa overlader man hele Uddannelsen af Befalingsmændene til de militære Herrer. - Et bedre Middel til at voldgive sig Stokmilitærismen kjender vi ikke. Kort sagt: Den Bergske Hærlov har ingen Garanti for en humanere Behandling af Soldaterne - om mulig det modsatte.

En anden Fordring. Demokraterne maa stille, er Afskaffelse af tvungen Garnisonstjeneste. - Mulig er det nødvendigt, at der er den Art Tjeneste om Vinteren, fordi der dels skal være en større Politistyrke, dels skal være noget Mandskab til Officerernes Øvelser - men hvorfor skal denne Byrde paahvile enkelte af Landets Børn fremfor andre. - Ligheden kræver, at slig Tjeneste maa udføres af lejede Soldater og Bekostningen dermed kræver, at al overflødig Garnisonstjeneste afskaffes, og der er sandelig nok deraf, nok af Gamaschetjeneste. Dertil kommer, at Garnisonstjenesten virker sløvende paa Mandskabet og desværre ofte nedbryder Sædelighedsfølelsen. - Venstre har altid hævdet Afskaffelsen af denne Tjeneste - hvad siger nu det ny Forslag derom:

Det forøger Garnisonstjenesten fra 36,000 Tjenestemaaneder til 45,400, og det samtidig med, at den Hær, vi kan stille i Marken i første Række, bliver betydelig mindre end den, vi nu har.

Dersom det er det danske Folks Opgave at skabe en forholdsvis lille Hær med et stort Apparat af kostbare Officerer og at holde denne Hær i en saadan Orden, at den kan paradere for enhver tilrejsende Kapacitet og faa Ord for at være en vel dresseret og pyntelig lille Hær, og det fremdeles er Opgaven i Krigstid at opgive Jylland og Fyen og forvare den smukke Hær paa Sjælland, saa svarer den ny Hærlov godt til sit Formaal; den gamle militære Aand faar Lov at blomstre paa alle Omraader og kaste sit Frø i vore Garnisonsstæder; hvis det derimod er Meningen, at det danske Folk i Farens Stund vil rejse sig alle som een for at værge vor Odel og Eje til Lands og til Vands, saa kan der næppe tænkes nogen slettere Lov end den, vi nu er saa temmelig sikre paa at faa. - Den lille Landhær med de mange Officerer og den lange demoraliserende Garnisonstjeneste vil sluge vore smaa Midler, saa vi kun faar lidt tilovers for det Værn, der fremfor alt burde være vort bedste Vaaben, fordi det er det eneste, ved hvilket vi kan vente at udrette noget forsvarligt, - vi sigter naturligvis til Flaaden. At denne vil blive svagere, i samme Grad som vi sætter vore Midler til paa at skabe en Landhær, er indlysende. - Det eneste, som der ved den nye Hærlov vindes for Befolkningen, er, at Genindkaldelser af Mandskabet nedsættes fra 3 til 2 Gange. Dog er det ikke værd at glæde sig for tidlig derover, da det mulig hører med til det, som Berg mener med sit "sidste Ord". Nu - det gjælder jo ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden, saa har Venstremænd kunnet opgive alt, hvad de hidtil har kjæmpet for, saa lad dem opgive det med. n.

(Horsens Folkeblad 5. juli 1880).

Hærloven var et resultat af kontakten mellem den moderate venstreleder, Frede Bojsen, og krigsminister C. A. F. Thomsen. Folketingets moderate venstre og højrepartiet nåede til et resultat, som ikke blev afvist af regeringen og landstinget, og som blev vedtaget den 25. juli 1880. Hærens antal af linie-batailloner blev udvidet fra 21 til 31, idet 10 reserve-batailloner blev overført til linien. Rytteriet og artilleriet blev udvidet på samme måde og feltartilleriet udvidet med 4 forstærkningsbatterier. Fæstningsartilleriet forblev uændret. Antallet af befalingsmænd blev forøget fra 1598 til 2107, men garnisonstjenesten og de årlige indkaldelser blev indskrænket. De politiske følger blev at kultusminister Fischer blev fjernet fra sin post i august 1880, for syns skyld fik Kauffmann lov til at bevare sin stilling til april 1881. Hærlovsagen var et alvorligt nederlag og prestigetab for Chr. Berg, og Hørup fik mere magt til at lancere den antimilitaristiske politik, som få år førte til bruddet mellem Hørup og Berg. Om Chresten Berg, se andetsteds på denne blog.

Statsraadet om Husar Stuhr. (Efterskrift til Politivennen)

Se det tidligere afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt om avisernes krav om oplysninger i sagen. Nedenfor først et referat fra statsrådet 11. maj 1876. Af artiklen fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende fremgår at dette formentlig først er kendt af offentligheden efter Berlingskes offentliggøres af sagen den 23. maj 1876.

Møde i statsrådet 11. maj 1876.

Under Kongens Forsæde. Kronprindsen fraværende. ...

Krigsministeren [Haffner] refererede en allerunderdanigst Forestilling angaaende en ved Gardehusarregimentet den 27de f.M. afsagt Krigsretsdom, hvorved Recrut No. 20 P. A. E. Stuhr for grov Insubordination er dømt til at hensættes til Tugthusarbeide paa Livstid, idet det allerunderdanigst indstilles:

At der gives Dommen følgende allerhøieste Paategning: Vi ville allernaadigst, at Peter Anton Emil Stuhr skal hensættes til Tugthusarbeide paa Vor Naade.

Hans Majestæt Kongen yttrede, at Allerhøistsamme ikke kunde nægte, at den foreliggende Indstilling paa ingen Maade tiltaler ham.

Hans Majestæt vilde have fundet, at Livsstraf havde i et Tilfælde som det nærværende været aldeles vel fortjent; nu, da Krigsretsdommen er faldet ud til Tugthusarbeide paa Livstid, maa Hans Majestæt anse det for rettest, at det i ethvert Fald faar sit Forblivende ved Krigsrettens Dom. Skulde imidlertid Krigsministeren og Ministeriet i det Hele finde, at livsvarigt Tugthusarbejde var for haard en Straf, saa vilde Hans Majestæt dog ialfald hellere gaa ind paa at sætte Straffen til et vist bestemt Aaremaal, saasom Tugthusarbeide paa 8te Aar, der var en Straf, Auditeuren i Krigsretten havde gjort Indstilling om at bringe til Anvendelse, end han vilde slutte sig til Generalauditeurens Indstilling, som Krigsministeren havde gjort til sin, om Hensættelse paa Kongens Naade. Ved en saadan Afgjørelse af Sagen vilde navnlig Kongen blive stillet meget uheldigt, thi det vilde faa Udseende af, at det Hele [var] blevet kastet over paa ham allene, og Hans Majestæt maatte betragte det som en Ubehagelighed for Allerhøistsamme, og eventuelt for hans Efterfølger, at man, saaledes som det kunde forudses at blive Tilfældet, vilde trænge paa med Andragender om den Paagjældendes Løsladelse som noget, der ene laa i Kongens Haand.

Krigsministeren [Haffner] maatte herved allerunderdanigst bemærke, at han tror, at hvorledes end Hans Majestæts allerhøieste Resolution kommer til at lyde, vil Allerhøistsamme ligemeget være udsat for Opfordringer til at gjøre Brug af sin Benaadningsret. Den Form at hensætte til Strafarbeide paa Kongens Naade er ikke sjældent blevet anvendt, hvor Dommen har lydt paa Livsstraf eller offentligt Arbeide paa Livstid, og der har, efter hvad Justitsministeren har meddelt ham, uddannet sig en fast Praxis, hvorefter i alle saadanne Tilfælde Indstilling til Benaadning saagodtsom aldrig sker efter kortere Tid end 6 til 8 Aars Straffetid og naturligvis kun naar den Paagjældendes Opførsel har været god. Det er saaledes ikke her i nærværende Sag første Gang, at en saadan Form som Hensættelse paa Kongens Naade anvendes, og Krigsministeren tror ikke, at Hans Majestæt ved den vil blive yderligere udsat for Paavirkning, end om Krigsretsdommen bliver allerhøist stadfæstet saaledes som den er afsagt. Hvad dernæst den idømte Straf i og for sig angaar, da maa Krigsministeren formene, at livsvarigt Tugthusarbeide i nærværende Tilfælde maa betragtes som en meget haard Straf. Naar man ser hen til de militære Straffelove i andre Lande, saa ville de findes at være i det Hele betydeligt mildere end vor militære Straffelov, og navnlig vilde efter den gjældende tydske militære Straffelov en Forbrydelse som den, hvorom der her under denne Sag er Tale, ikke kunne være blevet belagt med større Straf end høist 5 Aars Fæstningsstraf, medens endogsaa Sandsynligheden er for, at den Paagjældende vilde i nærværende Tilfælde kun være bleven idømt nogle faa Aars Fæstningsstraf. Krigsministeren maatte dertil endnu henlede Hans Majestæts Opmærksomhed paa den særdeles haarde Straf, der blev tilfundet Domfældte første Gang, han havde forbrudt sig; og endelig maatte Krigsministeren specielt fremhæve, at efter det Forslag til en ny militær Straffelov, som med Hans Majestæts Sanction tidligere har været forelagt Rigsdagen, var den høieste Straf, hvortil man for en Forbrydelse som den her foreliggende kunde gaa, ikke sat høiere end til 8 Aars Strafarbeide, men bliver nu, hvad der er megen Sandsynlighed for, en saadan ny Lov gjennemført i en nær Fremtid, vil den Paagjældende, hvis Krigsretsdommen bliver allerhøist stadfæstet, og han altsaa indsættes til Tugthusarbeide paa Livstid, efter Udløbet af den høieste Straffetid, som han efter den nye Lov kunde være bleven idømt, 8te Aar, ufeilbarlig blive indstillet til Benaadning.

Sluttelig skulde Krigsministeren kun endnu, forsaavidt Hans Majestæt havde udtalt, at Allerhøistsamme vilde foretrække, at den Paagjældendes Straf blev bestemt til 8 Aars Tugthusarbeide fremfor Hensættelse paa Kongens Naade, tillade sig at bemærke, at han maatte anse det Alternativ for mindre heldigt, dels fordi det vilde være at anse som en større Nedsættelse i den idømte Straf end Hensættelsen paa Kongens Naade vilde være, og dels fordi det let kunde blive mistydet i den Retning, at det, da man her saa, at det dog var Auditeurens Indstilling til Krigsretten, der endeligen fulgtes, naar Krigsretsdommen forelaa til Afgjørelse, kunde for Fremtiden være ligegyldigt, hvad de enkelte Klasser i Krigsretten stemte for, og at man gjorde bedst i altid at følge Auditeurens Indstilling.

Hans Majestæt Kongen vilde, til hvad han allerede tidligere havde yttret, endnu yderligere føie, at i et Tilfælde, som det her foreliggende, hvor der er begaaet en saadan Forbrydelse, som kan være af store og alvorlige Følger, og hvor tilmed Forbryderen ikke blot er en daarlig Person, der, uden at noget Menneske har gjort ham Fortræd, saa grovt har forset sig mod sine nærmeste Foresatte, men støttes af det hele socialistiske Parti, der er det, netop i disse Tider nødvendigt at vise, at man vil opretholde Disciplinen i Hæren og støtte dennes Befalingsmænd. Det synes derfor ogsaa Hans Majestæt, at man ikke bør tage denne Sag for lemfældigt, men det gjør man efter Allerhøistsammes Mening, naar den foreliggende Indstilling skal tages til Følge. Bliver der slet ingen bestemt Tidsfrist sat for, hvorlænge Tugthusstraffen skal vare, men Hensættelsen kommer til at ske paa Kongens Naade, vil dette let kunne blive benyttet til, at Domfældtes Partifæller, strax og senere, henvende sig til Hans Majestæt om at faa ham fri, idet Hensættelsen paa Kongens Naade vil blive udtydet som en Henstilling til Hans Majestæt, om Allerhøistsamme vil gjøre Straffetiden kortere eller længere. Hans Majestæt finder, at han paa den Maade drages personlig ind i Sagen, og det kan han ikke anse for heldigt.

Krigsministeren [Haffner] skulde, i Anledning af hvad Hans Majestæt havde udtalt, kun, idet han maatte henholde sig til, hvad han allerede før havde fremført, paany udhæve, at i det af ham tidligere nævnte Lovforslag, som Hans Majestæt havde bemyndiget Krigsministeren til at forelægge for en foregaaende Rigsdag, er 8te Aars Tugthusarbeide sat som den høieste Straf, der kan idømmes for en Forbrydelse som den foreliggende, og ikke en eneste af Hærens Jurisdictionschefer, hvem der i sin Tid var givet Leilighed til at udtale sig over Lovforslaget, havde reist Indvending mod hin Bestemmelse. Han skulde dernæst endvidere fremhæve, at, efter hvad Justitsministeren har oplyst for ham, opfattes i den almindelige Bevidsthed Hensættelse paa Kongens Naade saaledes, at Benaadning først efter et længere Aaremaal vil indtræde, og at saadan Hensættelse maa betragtes som en større Straf end Hensættelse paa et bestemt Aaremaal af 8 Aar. Endelig skulde Krigsministeren endnu blot bemærke, at der intet er fremkommet, som tyder paa, at Domfældte har handlet efter Aftale med Ligesindede eller faaet nogen Opmuntring af dem, men at tvertimod Socialisternes Leder, Louis Pio, har, paa hans Henvendelse til ham, bestemt erklæret ham, at der intet andet var for, end at han maatte opfylde sin Værnepligt; ligesom Krigsministeren, efter hvad der ligger for, har Grund til i det Hele at tro, at Socialisterne ikke ville tage sig just meget varmt af Paagjældende. Sluttelig skulde Krigsministeren, næst at bemærke, at han, forinden han har gjort sin allerunderdanigste Indstilling til Hans Majestæt, har gjort Sagen til Gjenstand for omhyggelig Overveielse med Generalauditeuren og talt med flere af Hærens høiere Befalingsmænd, gjentagende erindre om den tydske militære Straffelovs Bestemmelser for en Forbrydelse som den her foreliggende, idet han vilde meget beklage, om man ikke skulde tro sig istand til her at opretholde Disciplinen i Hæren med de samme Straffemidler som i Tydskland, hvor der dog vistnok lægges ikke liden Vægt paa en streng Disciplin.

Efterat Hans Majestæt Kongen derpaa havde opfordret de øvrige Ministre til at udtale sig om den foreliggende Indstilling, yttrede Conseilspræsidenten [Estrup], at Sagen havde været gjort til Gjenstand for Behandling i en Ministerconference, og at han for sit Vedkommende har troet at maatte slutte sig til den juridiske Ministers og den militære Ministers samstemmende Anskuelse om, hvad der med Hensyn til den foreliggende Forbrydelse maa anses for at være et passende Straffemaal, ligesom han derhos ogsaa, hvad det andet Moment angaar, der her maa komme i Betragtning, det Indtryk, som Straffen maa antages at ville gjøre paa Armeen i det Hele, ikke har kunnet andet end at slutte sig til den militære Minister, som staar Armeen nærmere. Og naar nu baade Krigsministeren og Justitsministeren ere komne til det Resultat, at Tugthusarbeide paa Kongens Naade, der er en Straf, som efter det Indtryk, Conseilspræsidenten har faaet, maa anses for at ligge imellem 8 Aar og livsvarigt Strafarbejde, og paa ingen Maade som noget, der er videre end 8 Aars Tugthusarbeide, vil være den i nærværende Tilfælde passende Straf, saa tiltræder Conseilspræsidenten den foreliggende Indstilling, idet han, i Anledning af hvad Hans Majestæt har udtalt, kun endnu skal tilføie, at efter hans Opfattelse vil Allerhøistsamme, enten saa Straffen bestemmes til Tugthusarbeide paa Livstid, eller paa 8 Aar eller paa Kongens Naade, absolut ikke kunne undgaa i noget af Tilfældene at blive bestormet med Andragender fra den Paagjældendes Venner om Benaadning.

Justitsministeren [Nellemann] bemærkede, at, idet han beklager, at Krigsretten ikke har fulgt Auditeurens Indstilling om 8 Aars Tugthusarbeide, forekommer det ham, at, som Sagen nu ligger for, vil Generalauditeurens Indstilling om Hensættelse paa Kongens Naade, som Justitsministeren antog er begrundet i, at han har villet gaa en Mellemvei mellem den idømte Tugthusstraf paa Livstid og de af Auditeuren foreslaaede 8 Aar, være den Udvei, som helst maa følges. Ganske vist har den Form "Indsættelse paa Kongens Naade" sine Betænkeligheder, og der kunde fra et principielt Standpunkt indvendes adskilligt imod den; men denne Form er nu engang hertillands i gammel Brug, som stammer fra den ældre Tid, og den har en bestemt Betydning i den bestaaende Regjeringspraxis, den nemlig, at den Vedkommende først efter et vist Antal Aar, i Reglen 6 til 8 Aar, kan blive indstillet til Benaadning, naar hans Opførsel har været god, medens han derimod, naar hans Opførsel har været daarlig, vil forblive hensiddende i Straffeanstalten. Indsættelse paa Kongens Naade maa derfor ogsaa anses for at være en strengere Straf end den, der er idømt paa et bestemt Aaremaal af 8 Aar, thi i sidste Fald er man nødt til at løslade den Paagjældende efter de 8 Aar, uanset hvorledes hans Opførsel har været. Sluttelig skulde Justitsministeren blot bemærke, at han anser det ikke usandsynligt, at Hans Majestæt hurtigere og mere vil blive bestormet med Andragender om Benaadning, naar den Paagjældende indsættes paa Livstid eller paa 8 Aar, end naar han hensættes paa Kongens Naade, da man i dette sidste Tilfælde snarere vil slaa sig til Ro og se Tiden an.

Indenrigsministeren [Skeel] og Udenrigsministeren [Rosenørn-Lehn] udtalte, at deres Stilling til den foreliggende Sag var ganske den samme som Conseilspræsidentens, og at de saaledes sluttede sig til, hvad han havde yttret.

Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet [Fischer] bemærkede, at ogsaa han troede at maatte underordne sig, hvad der af de specielt Sagkyndige var fremført i denne Sag, og om der end maatte have været Tvivl hos ham om eet og andet, har han dog ikke dristet sig til at bringe Hans Majestæt i Forslag, andet end hvad Krigsministerens Indstilling gaar ud paa.

Hans Majestæt Kongen yttrede derefter, at Allerhøistsamme vedblivende maatte finde, at det er en altfor lemfældig Straf i Forhold til Forbrydelsen, at den Paagjældende slipper med efter Krigsministerens foreliggende Indstilling, og skjøndt Hans Majestæt, som Allerhøistsamme tror, at alle, der kjende ham, ved, ikke er inhuman, forekommer det ham dog, at ved visse Leiligheder er for Exemplets Skyld streng Straf uundgaaelig. Heller ikke kan Hans Majestæt andet end fastholde den Anskuelse, at det maa svække Hærens Befalingsmænds Autoritet, naar det, ved Hensættelse af Forbryderen til Tugthusarbeide paa Kongens Naade, saa at sige henstilles til Allerhøistsamme personlig at gjøre Straffetiden lang eller kort; ligesom Hans Majestæt ogsaa fremdeles maa finde, at Allerhøistsamme ved Hensættelsen paa Kongens Naade bliver sat i en meget ubehagelig Stilling, og at det kan se ud, som om det er paa ham, at det hele Ansvar skal væltes over. Da imidlertid Conseilspræsidenten og hele Ministeriet ere enige, skal Hans Majestæt dog nu ogsaa gaa ind paa Krigsministerens Indstilling, men Allerhøistsamme maa da tillige slutteligen endnu kun gjøre opmærksom paa, at han her har fremhævet de eventuelle Følger af en saadan Afgjørelse af Sagen som den i Forslag bragte, og det moralske Ansvar for disse Følger falder paa samtlige Ministre.

Hans Majestæt behagede dernæst at forsyne den paa Krigsretsdommen tegnede Resolution saalydende: "Vi ville allernaadigst, at 

Peter Anton Emil Stuhr skal hensættes til Tugthusarbeide paa Vor Naade« med sin allerhøieste Underskrift....

(Statsrådets Forhandlinger 1872-1912, 12. bind)

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Husarrekruten fra Jægersborg hvis Navn er Stuhr, fik i Torsdags sin Dom forkyndt, og Eksekveringen af denne er allerede begyndt. Kl. 5 i Torsdags Eftermiddags fremstilledes Forbryderen for den samlede Krigsret, i hvilken Voteringen var falden saaledes: Avditøren havde foreslaaet 8 Aars Tugthusstraf, og dette Forslag tiltraadtes af de Menige og Korporalen i Krigsretten, medens Vagtmestrenes Votum lød paa Tugthusstraf paa Livstid og de 6 Officerers paa Dødsstraf (ved Skydning). Præses i Retten bestemte i Henhold til disse Voteringer Dommen til at lyde paa Tugthusstraf paa Livstid. Dommen har derefter været indsendt til Kongens Stadfæstelse, og den Dom, som herefter forkyndtes Forbryderen, lød paa, at han skulde indsættes i Tugthuset, dog paa "Kongens Naade".

Da Dommen var bleven oplæst, udraabte den Domfældte, i Følge "Nationalt.": "Jeg har ikke gjort Noget, som er Gud imod; jeg har ikke gjort Noget, som er til Vanære og Skam for mig; men De har vanæret Dem ved at fælde en saadan Dom over mig". Den trodsige og ophidsede Tone, hvori disse Ord blev fremførte, foranledigede el Par af de Menige til at springe hen mod den Domfældte, da de frygtede for, at han skulde gøre sig skyldig i Angreb paa Retten, men han forholdt sig dog rolig. Man afførte ham umiddelbart derefter Uniformen og overgav ham til to københavnske Politibetjente, som belagde ham med Haandjern og straks kørte med ham til Kvæsthusgade, hvor de bragte ham om Bord i Dampskibet "Horsens", med hvilket de afgik til Horsens for at aflevere ham til det derværende Tugthus. Vi skal i næste Numer komme tilbage til denne Sag. 

(Social-Demokraten 14. maj 1876).

Justitssagen mod Husarrekruten. Angaaende den d. 27de f. M. paakjendte, ved kongelig Resolution af 11te ds. afgjorte Justitssag mod Rekrut Nr. 10 af Gardehusarregimentet Peter Anton Emil Stuhr, født paa Christianshavn den 4de Juli 1853, meddeler Krigsministeriet i "Mstltid." Følgende:

Hans Forældre, Kleinsmedsvend Stuhr og Hustru, døde allerede i 1863 og 1866. Da han saaledes var bleven fader- og moderløs, kom han under Fattigvæsenet og blev, efter at være konfirmeret i Trinitatis Kirke, i 1868 sat i Grovsmedlære i Lundby ved Præstø, hvor han forblev i 4 Aar. Derpaa har han arbeidet som Grovsmedsvend paa forskjellige Steder, men tilsidst som Kleinsmedsvend hos Jernsengefabrikant Brandt paa Christianshavn. Han er Medlem af den saakaldte "Fagforening", hvor han dog ikke vides at være optraadt som Taler eller paa anden særegen Maade. Fabrikant Brandt bevidner, at Stuhr paa Værkstedet har forholdt sig stille og rolig uden at befatte sig med socialistiske Diskussioner. Efter sine egne Udtalelser er han stærkt paavirket af de socialistiske Lærdomme, som navnlig udbredes i Bladet "Social-Demokraten". Saaledes paavirket erklærer han den bestaaende Samfundsorden for at være feilagtig og paastaaer, at kun de, der arbeide, de, der udføre legemligt Arbeide, udrette Noget for Samfundet, hvorfor de burde raade og styre. Han betragter al Krigstjeneste og Forberedelse til Krig som unyttig og skadelig. Førend han skulde møde ved Regimentet, henvendte han sig derfor efter sin Forklaring i Forhøret skriftlig til Hr, Louis Pio med det Spørgsmaal, hvorledes han skulde undgaae at opfylde Værnepligten, men fik det skriftlige Svar, at han maatte finde sig i at opfylde denne Pligt. Skjøndt han nu ellers har ubetinget Tillid til, hvad Pio lærer, har han dog ikke heri villet følge denne Mands Raad, og han modsiger ikke engang, at han, da han forlod Værkstedet, har udtalt til en Medarbejder, at han ikke vilde være Husar, "om han end i blev tampet nok saa meget, men slaae igjen, naar han blev slaaet." Af sine Bekjendte skildres han som et ædrueligt og ordentligt Menneske, der ikke er hengiven til Sviir eller anden Udskeielse, men tillige som den, der ikke opgiver en engang fattet Beslutning.

Efter at være mødt paa Jægersborg den 15de Januar d A. om Aftenen, lagde han strax sin afgjorte Uvillie for Dagen mod at indordne sig under militaire Forhold. Uagtet han i Almindelighed er ordknap og tilbageholden, udtalte han leilighedsvis for andre Rekruter sine Anskuelser om Soldatervæsenet, og at det skulde blive anderledes, hvis han havde havt nogle Kammerater derude. Men det ansees mod hans Benægtelse ikke for at være godtgjort, at han derved har tilsigtet at stifte noget Complot eller forlede Rekruter til at nægte Lydighed. Allerede den 16de Januar løftede han under Staldtjenesten en Skovl mod Underkorporal Larsen, som skubbede til ham for at minde ham om, at han skulde tage bedre fat paa sit Arbeide, og kun undgik Slaget ved at gribe om Skovlskaftet. Men den følgende Dag, den 17de, forsaae han sig endnu grovere. Da han nemlig om Aftenen blev opraabt af Oversergenten og enten ikke svarede eller ikke svarede høit nok: "Her", samt istedetfor at troede frem syntes at ville gaae ud af Stalden, og den tilstedeværende Sergent Erichsen derfor tog ham om Livet for at føre ham i den rigtige Stilling, rettede han med den knyttede Haand tre Slag mod Sergentens Ansigt, af hvilke det ene traf ham i Panden, det andet over venstre Øie og kun det tredie blev afpareret. Da Skoleforstanderen, Ritmester Borberg, som Dagen i Forveien i Almindelighed havde indprentet Rekruterne deres militaire Lydighedspligt, var kommen tilstede og foreholdt ham hans Forhold, svarede han Ritmesteren, at han ikke brød sig om nogen Befaling, og at Ritmesteren ikke var mere end han. Han sagde fremdeles, da Skoleforstanderen rettede paa hans Holdning, paa en efter de Tilstedeværendes Opfattelse truende Maade: "Lad være!" og omtalte blandt Andet med Foragt Retten til at bære Cocarde. Han blev nu sendt til Kjøbenhavn og stillet for Krigsforhør. I dette indrømmede han at have forgrebet sig paa Sergent Erichsen som foranført, men paastod, at Sergenten umiddelbart i Forveien havde staaet ham paa Øret, hvad dog bestemt benægtedes af Sergent Erichsen og er uforeneligt med de talrige Tilstedeværendes Forklaringer. Forøvrigt beraabte han sig deels paa, at han af "Social-Demokraten" havde lært, at det ene Menneske ikke er mere end det andet og ikke har Ret til at gjøre det andet til Slave, deels derpaa, at han er meget hidsig og ikke kan bekjæmpe sin Hidsighed. Han nægtede dog at have truet Ritmester Borberg. Medens han i Anledning af Forhøret befandt sig under Bevogtning af 2 Husarer paa Casernegangen, blev denne passeret af Regimentschefen, Oberst H. Castenschiold, der rettede nogle Ord til ham om, at det var noget Nyt at begynde med at slaae en Underofficeer. Hertil svarede Arrestanten, at Underofficeren havde slaaet først. Obersten yttrede da, at dette ikke var Tilfældet, men at, selv om saa var, turde Rekruten ikke tage sig selv til Rette: han skulde melde Sagen. Arrestanten, som under Oberstens Tiltale havde smiilt og staaet uroligt, svarede derpaa paa en yderst uhøvisk Maade; og da Obersten nu spurgte, om han vidste, hvem han talte til, og at det var til hans foresatte Oberst og Regimentschef, gav Arrestanten atter til Svar, at det var ham ligemeget: selv var han en ærlig Smedesvend. Da det derhos forekom Obersten, at Arrestanten indtog en truende Holdning, beordrede han Vagtmandskabet til at hugge Arrestanten ned, hvis han gjorde Mine til at røre ham (Obersten), og fjernede sig, hvorefter Arrestanten lod Ord falde om, at han, hvis han havde havt Noget, skulde have slaaet Obersten ned. Da en af de vagthavende Husarer senere yttrede til ham, at han vel, naar Sagen var endt, kom paa Skolen igjen, svarede Stuhr, at hvis han kom paa Jægersborg, brændte han det Hele af, og da dertil foreholdtes ham, at dette ikke var saa let, yttrede han videre: "Jo, med noget Petroleum". Han paastod imidlertid i Forhøret, at det ikke havde været hans Mening at ville afbrænde Jægersborg, eftersom dette vilde være Ondt, - snarere kunde han tænke paa at tage sig selv af Dage", beraabte sig atter paa sin sociale Livsopfattelse og sin Hidsighed, og er klarede langt hellere at ville lnddømmes i Forbedringshuset end gjennemgaae Skolen paa Jægersborg.

Da han havde angivet at være brystsvag og at lide af Brok, blev han den 26de Januar indlagt til Observation paa Garnisonssygehuset. Den sammesteds fungerende Overlæge, Corpslæge Schade, har oplyst, at han i den over ham førte Journal omtales som en kraftig bygget, velskabt Person, der selv erklærer altid at have været rask, med Undtagelse af, at han i de sidste 3/4 Aar vil have lidt af Smerte i Brystet og derfor ikke kunnet taale strengt Arbeide, men ikke destomindre hele Tiden har arbeidet hos samme Mand og aldrig fundet det nødvendigt at søge Lægehjælp for dette Onde. Efter et Ophold paa Sygehuset af 6 Dage erklærede han sig, ifølge Corpslægens Beretning, for at være aldeles rask, og udskreves, efterat der ved en Brystundersøgelse ikke havde viist sig noget Tegn paa Sygdom af Brystorganerne. Brokskaden, som han slet ikke omtalte i Sygehuset, befandtes at være et uhinderligt venstresidigt Blodaarebrok. Hans Adfærd gav Corpslægen ingen Anledning til at antage, at han skulde lide nogen Mangel i mental Hensende, ligesaalidet som Lægen ved Samtale med ham iagttog nogen Svækkelse af Hukommelsen eller af andre intellektuelle Evner, der kunde gjøre ham utilregnelig.

Han blev nu den 7de Februar stillet for en Krigsret, som, da Sagen ikke blot angik hans Angreb paa Sergent Erichsen, men tillige hans Opførsel ligeoverfor Regimentschefen, ikke præsideredes af denne, men af en Oberst i Fodfolket. Efterat Akterne vare oplæste i Retten, erkendte han, at han i Eet og Alt fastholdt sin tidligere Forklaring, hvorfor han maatte stemple Alt, hvad derfra afveg, som "Løgn", og han tilføiede, at hans Foragt for at bære Cocarden staaer i Forbindelse med, at han ikke kjender nogen Fædrelandskjærlighed. Krigsretten dømte ham eenstemmig til Nedsættelse i de Meniges 2den Klasse, 150 Rottingslag, ligelig fordeelte paa 2 Dage, og 6 Gange 5 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød.

Samme Dags Eftermiddag Kl. 2 skredes til Fuldbyrdelse af den første Halvdeel af Rottingstraffen, og ved denne Leilighed var det, at han begik de Forbrydelser, som paadroge ham ny Tiltale.

Da Rekrut Stuhr til den ovenangivne Tid indførtes i Husarregimentets Fægtesal, hvor Executionen under Ledelse af Ritmester Nielsen og Tilsyn af Regimentets Overlæge skulde foregaae i Overværelse af tvende andre Officerer, endeel Underofficerer, Rekruter samt Mandskab af 1ste og 2den Eskadron, gav han ikke ved nogen Mine eller Yttring Anledning til at vente, at han havde Ondt isinde. Men da han, omtrent midt i Salen, stod i 3 Alens Afstand fra Ritmester Nielsen, som i Overeensstemmelse med Parolbefaling af 17de October 1836 § 6 havde ladet ham aflægge den Vest, han havde været iført under Trøien, sprang han netop, som Ritmesteren havde givet Befaling til at begynde Executionen og vendt sine Øine fra ham, men førend Executionen endnu havde taget sin Begyndelse, pludselig og aldeles uventet ind paa Ritmesteren og bibragte denne med knyttet Haand 2 a 3 Slag i Ansigtet, uden at den saaledes Overfaldne, der trak sig ca. 6 Alen baglænds tilbage, kunde faae trukket sin Sabel, som han bar under Kappen, førend Delinqventen var bleven omringet af Underofficererne. Først efter en betydelig Modstand af Stuhr, som slog, bed, sparkede og spyttede om sig, blev det muligt at faae ham overmandet og bundet. Under Kampen havde han blandt Andet spyttet en Premierlieutenant i Ansigtet, bidt en Oversergent (dog ikke tilblods) i Laaret, sparket en anden Oversergent i Skrævet og kradset en Sergent paa Haanden samt udskjældt de tilstedeværende Befalingsmænd for "Æsel, Skurk, Røver" o. desl. , under Trusler om at skulle "huske dem". - De Ritmester Nielsen tilføiede Slag, der ramte paa venstre Side af Ansigtet, tæt under og noget ind til Siden af venstre Øie, bevirkede kun en ikke betydelig Hævelse, som snart tabte sig, og den mod Underofficererne øvede Vold foraarsagede heller ikke nogen videre Skade.

Efter dette Optrin blev Executionen udsat til Kl. 4, da Arrestanten atter indbragtes i Fægtesalen, belagt med Haand- og Fodjern. Udtrykket i hans Ansigt tydede ifølge Ritmester Nielsens Melding paa Trods, Vrede og Hævnlyst. Da han blev stillet frem paa Gulvet, kastede han sig ned og gjorde stærke Forsøg paa at gjøre sig fri. Han blev derfor bunden, og den første Deel af Executionen blev saaledes udført paa ham.

Dagen efter, den 8de Februar, blev den tilbagestaaende Deel af Rottingstraffen fuldbyrdet, uden at det fandtes nødvendigt at binde ham, som selv bad sig fritaget herfor.

Den 9de Februar begyndte Afsoningen af det Rekrut Stuhr ved Krigsretsdommen af 7de Februar tilfundne 6 Gange 5 Dages strenge Fængsel paa Vand og Brød, som ordentligviis vildt have medtaget 55 Dage, men først var endelig fuldbyrdet den 18de April, fordi Arrestanten fra 14de til 18de Februar og fra 3die til 11te Marts blev indlagt paa Garnisonssygehuset. Herom meldes i den fungerende Overlæges Beretning Følgende:

"Han var denne Gang for 6 Dage siden bleven straffet med Rottingslag og var 4 Dage forinden begyndt at afsone den ham idømte Vand- og Brødstraf. Han klagede da atter over Smerte i Brystet uden Tilstedeværelse af andre Brystsymptomer, naar undtages lidt Hoste. Fremdeles angav han at lide af Mathed, en let forklarlig Følge af de fire foregaaende Dages knappe Kost. Endelig berettede han at have lidt af Tilfælde, der nærmest maattes tydes som Feber, samt af Besvimelse og Mangel paa Appetit. Thermometermaalingen, der, som bekjendt, afgiver et ubedrageligt Middel til Erkjendelsen af tilstedeværende Feber, viste den næste Morgen, at Patienten var feberfri; Besvimelserne indfandt sig ikke under hans Ophold i Hospitalet, og hans Appetit var upaaklagelig. Efter et Ophold i Sygehuset paa 5 Dage erklærede han sig selv for helbredet og istand til at forlade Hospitalet. Nogen Lidelse af Brystorganerne lod sig ikke denne Gang paavise, saaledes som det heller ikke lod sig vente.

Hvad der ved denne Patientens 2den Indlæggelse i Hospitalet maatte tildrage sig nogen Opmærksombed, var de paafølgende svage og ubetydelige Spor, som den kun for 6 Dage siden foretagne Afstraffelse med Rottingslag havde efterladt paa Patientens Legeme, idet der kun viste sig meget utydelige Mærker af Slagene paa Ryggen i Form af den almindelig bekjendte Farveforandring af Huden efter Stød og Slag. og kun paa et enkelt Sted et overfladisk, linieformet, omtrent en Tomme langt Saar, dækket af en haard, fast Skorpe, der saaledes kunde betragtes som lægt. At Patienten ikke følte nogen Smerte eller Ømhed ved Tryk paa Ryggen og ikke klagede over Nogetsomhelst, der af ham selv sattes i Forhold til den ham overgaaede Straf, skal endnu tilføies.

Tredie Gang indlagdes han den 3die Marts, efterat han fra den næstforegaaende Dag havde bemærket Ømhed i venstre Skulderbladsregion, hvor Huden i nogen Udstrækning fandtes rød og svullen. Med Undtagelse af en let Feber, der lod sig constatere om Aftenen ved Varmemaalingen og maa antages at være bevirket ved Hudbetændelsen, men som allerede var forsvunden Morgenen efter Indlæggelsen, feilede Patienten Intet: alle Funktioner vare i behørig Orden. Efter 2 Dages Forløb tabte Ømheden sig og efter 5 Dages tillige Hudrødmen. Han blev imidlertid først udskreven efter endnu 2 Dages Ophold i Hospitalet, nemlig den 11te Marts."

Skjøndt det ikke lod sig gjøre at slutte den nye Sag, førend Straffen efter Dommen af 7de Februar var afsonet, blandt Andet fordi Tiltaltes endelige Erklæring om intet Videre i Sagen at have at andrage, maatte affordres ham paa en Tid, da den ogsaa i Mellemfristerne med Eensomhed forbundne Vand- og Brødstraf (Parolbefaling af 17de October 1836 § 2, Slutning) ikke gjorde det umuligt for ham at raadføre sig med Trediemand angaaende sit Forsvar i Krigsretten - var der imidlertid dog den 9de Februar, førend Vand- og Brødstraffen begyndte, blevet holdt et foreløbigt Forhør over ham og de ved Optrinet i Fægtesalen Tilstedeværende, ligesom flere andre Forhør endvidere vare optagne for at erholde et nøiagtigt Billede af hans hele Færd i de Par Dage. han havde tilbragt paa Jægersborg, medens hans Opførsel endnu var i frisk Minde, og saaledes kunde Undersøgelsen allerede sluttes den 19de April c: Dagen efter, at Fængselsstraffen var fuldbyrdet.

Under Forhørene har Tiltalte strax vedgaaet at have angrebet Ritmester Nielsen paa den foran berettede Maade, samt af al Magt at have gjort Modstand mod de Underofficerer og andre Foresatte, der søgte at overmande ham, saasom ved at bide, slaae, spytte og sparke efter dem, kan kunde naae, - at have i Forbindelse dermed brugt Skjældsord mod dem, som "Skurk, Røver, Æsel" o. desl. og at have udladt sig med at skulde "huske dem". Til yderligere Forklaring har han anført, at han havde fundet Fremstillingen i Dommen af 7de Februar usand, fordi deri ikke var taget Hensyn til hans Paastand om at være slaaet af Sergent Erichsen, og fordi det mod hans Benægtelse i Dommen var nævnt, at han havde indtaget en truende Stilling ligeoverfor Ritmester Borberg; at han desuden havde fundet den idømte Straf for haard, og at han derfor, saasnart Dommen var oplæst, havde besluttet at hævne sig paa en af de Foresatte, der maatte være tilstede ved Fuldbyrdelsen af den legemlige Straf. Da nu Ritmester Nielsen, der, som han indrømmer, ikke havde irriteret ham, befalede ham at aftage Vesten, bestemte han sig til at tilføie denne Foresatte Hug og Slag ("give ham Kaneel", som han udtrykker sig.) At berøve Ritmesteren Livet, eller tilføie ham eller Andre nogen større Legemsbeskadigelse, har ifølge hans Forsikkring ligget ganske udenfor hans Forsæt, og det har heller ikke været hans Tanke, at han kunde undgaae den legemlige Straf ved at begaae ny Forbrydelse. Han har kun villet hævne sig og tillige vise de tilstedeværende Menige og Rekruterne, hvorledes man skulde bære sig ad. Han vil ikke kunne betegne de Foresatte, han ellers slog, bed, sparkede og spyttede efter, fordi "han ikke kjender den Ene fra den Anden", eller gjør Forskjel paa Officerer og Underofficerer. "De mishandle", efter hans Anskuelse, "tilhobe Rekruterne" allerede ved at paalægge disse at arbeide fra tidlig Morgen til sildig Aften, og de ere "Bedragere", fordi de ikke udrette "noget Nyttigt". Hans Anskuelse er i Almindelighed den, at man nok er nødt til at rette sig efter den "civile" Øvrighed, skjøndt denne er i Modstrid med den Ordning, han og Meningsfæller ansee for den rette, men at der hverken existerer nogen Pligt eller Nødvendighed til at rette sig efter den militaire Øvrighed, ligesaalidt som han erkjender "Lovmedholdigheden af de militaire Domstole". Da han i Slutningsforhøret opfordredes til at opgive, om der var Noget, han endnu ønskede foretaget eller bemærket til sit Forsvar, erklærede han endelig, at han intet Saadant havde at anføre, men henviste til sin Undskyldning paany til sit heftige Sind. Han tilføiede: at vel opstod Tanken om at overfalde Ritmesteren ikke i samme Øieblik som Overfaldet foretoges, men at han forud vidste, at han ikke kunde styre sig, naar det kom saavidt, at Rottingstraffen skulde begynde. Til Slutningen yttrede han, at naar man ret kjendte hans Sindelag, vilde der være Forsvar nok. "Det havde faaet Udseende af, at han var et farligt og ustyrligt Menneske, men i Virkeligheden var han det ikke. Han vil ikke tilføie Nogen Uret, Fortræd eller Skade, men har ikke Evne til at styre sin Hidsighed, naar den bliver vakt ved, at han formener at være forurettet."

Skjøndt Tiltaltes Væsen og hans Forklaring under Retsbehandlingen aldeles ikke havde givet Anledning til at tvivle om hans Tilregnelighed, er der dog erhvervet Erklæringer desangaaende saavel fra Sygehuuslægen, Corpslæge Schade, som fra Regimentets Overlæge, Jørgensen. I den Førstes Erklæring hedder det:

"Hvad endelig Patientens mentale Tilstand angaaer, da viste der sig under hans Ophold i Hospitalet ikke noget Symptom paa Sindssygdom hos ham, hverken i hans Adfærd eller i hans Forhold til sine Omgivelser. Han var hverken paa nogen unaturlig Maade exciteret eller nedtrykt, han var ikke hallucineret, led ikke af sygelige Fornemmelser nogetsteds, ikke af Søvnløshed eller af sygelige Forandringer i Fordøielsesorganerne, talte fuldkommen fornuftigt og havde en usvækket Hukommelse - kort sagt intet af disse eller noget af de mange andre Symptomer, der mere eller mindre hyppigt kan findes ved Sindsanomalier, var tilstede hos Rekruten. Det trodsige Sind bevarede han endnu uforandret, idet han ikke alene ikke fortrød sin Gjerning, men endog udtalte sin Tilfredshed med, hvad han havde foretaget sig. 

Der er saaledes god Grund til simpelthen at ansee hans Gjerning som Frugten deels af et heftigt og trodsigt Sind, muligviis næret og udviklet ved de ugunstige Forhold, hvorunder han er opvoxet (Forældrene døde tidligt, og han kom under Fattigvæsenet) deels af socialistiske Lærdommes forvirrende Indflydelse paa en, som det synes, noget indskrænket, irritabel og voldsom Charakteer."

Ligeledes har Overlæge Jørgensen, som var tilstede ved Overfaldet paa Ritmester Nielsen, ved den derpaa følgende Kamp saavelsom ved begge Dages Rottingexecution, og som har havt Sagens Acter til Gjennemlæsning, i sin Erklaring udtalt, at han hverken ved det i Almindelighed Oplyste eller ved, hvad han selv har observeret ved de Leiligheder, da han har seet og talt med Arrestanten Stuhr, har fundet nogensomhelst Grund til at antage, at denne lider af Sindssygdom, eller under Udøvelsen af den Forbrydelse, for hvilken han er under Tiltale, har været i utilregnelig Tilstand, hvorhos han "i fuldkommen Overeensstemmelse med Corpslæge Schades Erklæring" har udtalt som sin "fulde og bestemte Overbeviisning", at der "selvfølgelig" ikke for ham er nogen Grund til at andrage paa, at Tiltalte skulde indlægges til Observation paa en Sindssygeanstalt, eller at Sundhedscollegiets Betænkning begjæres.

Da Sagen saaledes var bleven moden til Paakjendelse, foretoges den i en Krigsret den 27de April. I Retten præsiderede en Oberst af Artilleriet.

Rekrut Stuhrs Opførsel i Krigsretten var sømmelig. Han bad om at turde sidde ned under Acternes Oplæsning, da han ellers havde Vanskelighed ved at følge denne, og Præses tillod ham at sidde. Efter Oplæsningen henholdt han sig til sit Udsagn i Forhøret af 10de April og tilføiede alene, at hans Adfærd baade mod Sergent Erichsen og Regimentschefen var fremkaldt derved, at han for enhver Priis ønskede at blive saalænge som muligt fri for at være paa Jægersborg. Han forsikkrede, at hans Forklaring i nærværende Sag var fuldkommen stemmende med Sandhed, og anbefalede sig tilsidst til Rettens mildeste Dom.

Krigsretten dømte ham i Henhold til den 11te Krigsartikel - som for Insubordination foreskriver "haard Straf paa Kroppen eller efter Sagens Befindende paa Livet" - til Tugthuusarbeide for Livstid.

Ved Sagens Foretagelse i Statsraadet billigede Hs. Majestæt Krigsministerens i Henhold til Generalauditeurens Relation nedlagte Indstilling om, at Dommen maatte paategnes saaledes:

"Vi ville allernaadigst, at Peter Anton Emil Stuhr skal hensættes til Tugthuusarbeide paa Vor Naade."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1876).

Husarrekruten.

Husarrekruten er bleven dømt til Tugthusarbejde "paa Kongens Naade", Pplitidirektøren har med sin fra Socialistsagen erhvervede Færdighed i Ekstrapostbefordring "ekspederet" ham til Bestemmelsesstedet, de Menige og de "højere Militære", der har afsagt Dommen, er gaaet hjem for at hvile sig paa deres Lavrbær, de Første glædende sig over den tjenstligst anbefalede "Uafhængighed" som de viste ved at stemme for - Tugthusarbejde; de Sidste triumferende over at have vist deres Jacob v. Thyboe'ske Vovemod ved at dømme en to Dages Rekrut fra Livet.

Rimeligvis antager de Herrer Storborgere og Militcrrgale, at den Sag nu er "klappet og klaret", at deres Rettergangsmaade skal staa uantastet, som i sin Tid Skampælen paa Graabrødretorv, og at Danmark endnu stedse uforstyrret skal besudles ved Piskestraffens Vedbliven.

Men de Godtfolk har gjort Regning uden os Socialister. Saalænge vi skal være fordømte til at leve under en Regering, der er os i den Grad modbydelig, som den nuværende, saalænge skal i det Mindste vore Protester mod Regeringens Skænselsgerninger aldrig ophøre. Lad Magthaverne opløse den ene Repræsentation efter den anden - hvis de vover det, - lad selve Folketinget være alt Andet end en modig Forkæmper for Folkets Rettigheder - , baade de Første og det Sidste skal dog ikke undgaa at høre vor mest energiske Misbilligelse af enhver Grusomhed og Uretfærdighed, og vor Røst skal finde Genklang hos Tusinder. -

Den "Motivering", som Krigsministeriet har fundet sig foranlediget til at offenliggøre, skal ikke bidrage til at blidgøre den offenlige Mening. De Fakta, at han kun var to Dages Rekrut, da han første Gang forsaa sig, at han ikke havde faaet mere Undervisning i "militær Subordination", da han gav Ritmesteren en Dragt Prygl, og at han ikke var bundet under Eksekutionen, þÿ  kan ikke bortforklares, og i dem ligger Mandens næsten fuldkomne Undskyldning. Hertil kommer endvidere, at han - endog efter selve Motiveringen - er bleven udæsket af Underofficererne. Underkorporal Larsen "skubbede til ham for at minde Ham om at tage bedre fat", og Sergent Erichsen "tog ham om Livet for at føre ham i den rigtige Stilling". Aa, hvor det lyder "humant"! Det lader til, at dHrr. Militæropdragere har den Vane, at udtrykke sig "med Gebærder" i Stedet for som andre Mennesker ved Hjælp af Talen. Et ganske interessant Bidrag til Belysningen af dette "Tegnsprogs" Natur giver imidlertid følgeende Brev fra Rekruten, der er kommet i en Vens Hænder uden at undcrgaa den sædvanlige Censur. Det lyder saaledes :

Gode Ven!

Tag mig det ikke ilde op, at jeg sender Dig disse Par Ord. Du maa endelig ikke tro, at det er gaaet saaledes til med mit Forhold, som det er fremstillet i Aviserne. Rigtignok har jeg slaaet en Sergent paa Jægersborg, men havde han ikke først givet mig en Kindhest, saa havde ve heller ikke min Hidsighed løbet af med mig. Det er ogsaa ligefrem Løgn naar de siger, at jeg har sagt til ham: "Ved Du ikke, at jeg er Socialist, Din Laban", eller i det Hele taget talt Noget om Socialismen. I Forhørene beskylder de mig for saa Meget, og naar jeg saa nægter det, tager de straks en Rekrut i Ed, det gør de dem ingen Samvittighed af; jeg faar naturligvis ikke Lov at gøre Ed, ikke heller paa, hvorvidt Sergenten har slaaet mig eller ikke. Du maa kunne forstaa, at jeg var harmfuld over den Tom jeg fik, jeg hævnede mig derfor paa dem først. Den 18de April bliver jeg færdig med Vand- og Brødstraffen, da jeg har ligget to Gange paa Hospitalet, dog er jeg efter Omstændighederne temmelig rask; jeg er rigtignok meget mat og jeg kan ikke Andet end enten sidde eller ligge. Jeg har strængt Fængsel paa Vand og Brød, hvorfor de har sat Skodder for Vinduerne, saa her er ganske mørkt, i de 5 Dage har jeg lys Arrest. Hele mit Leje bestaar af 2 Uldtæpper og en Straamadras til Hovedet. Jeg faar 59 Øre om Dagen, men af mine egne Penge faar jeg ikke Lov at bruge. Jeg kan ikke forstaa Andet, end at en saadan Dom maa være dikteret af Ondskab. I det sidste Forhør har jeg tilstaaet Alt, hvad de har villet havt, for at undgaa, at Nogen yderligere skulde komme til at gøre Ed. Nu slutter jeg med et venligt Farvel og Hilsen til Eder Alle (tidligere Arbejdskammerater) og beder Dig afskrive dette og sende det til Hr. Louis Pio.

P. C. Stuhr.

Det er uhyggelige Oplysninger, der gives her. Sergeanten siges at have slaaet ham først! Hvis dette virkelig var sandt, hvor var da Forbrydelsen? Ganste vist paabyder Militærpligten lige som Straffeloven at man ikke maa tage sig selv til Rette, men hvilken ærekær Mand vilde tage mod et Ørefigen af en hoven Overordnet, der misbruger sin Stilling, uden i sin Hidsighed at staa ham halvt fordærvet? Og hvad er det for Vidner, man har brugt til Bedste for Sergenten? Rekruter, der kunde risikere at faa Sergentens virksomme Had gennem hele Tjenestetiden, hvis de vidnede imod ham. Vi ved meget vel, at den Slags Frygt ikke bør forlede Nogen til Mened, og vi tør jo heller ikke paastaa, at dette har været Tilfældet her, men er det passende at udsætte Rekruterne derfor paa en saa hensynsl's Maade? Hvad vil det i Øvrigt sige, at Sergenten "tog ham om Livet"? Det er en temmelig nærgaaende Berøring, der ikke omtales i Reglementerne.

Ser vi hen til Resten af Motiveringen, da findes ogsaa adskillige andre Mærkeligheder. Hr. Oberst Castenschiold synes at have arvet Noget af Køge-Generalens Heltemod, da han beordrede Vagtmandskabet til at hugge Smeden ned, hvis denne gjorde Mine til at angribe hans Velærværdighed; men vi finder, at Krigsministeriet havde gjort vor Borgervæbning en bedre Tjeneste ved at fortie dette. Spørgsmaalene, der har været rettede til ham, maa have været lige saa interessante som Assessor Knudsens plejer at være - maaske var det endog denne "Overavditør", der ledede dem, _ efter som saadanne Svar kunde afpresses ham, som at "hans Foragt for at bære Kokarden staar i Forbindelse med at han ikke kender nogen Fædrelandskærlighed." Af en anden Bemærkning, nemlig at det "mod hans Benægtelse ikke anses for at være godtgjort, at han har tilsigtet noget Komplot", ses det, at man har lugtet efter at faa lavet en Sammensværgelse ud deraf, saadan en Historie a la 5te Maj. Endelig fremgaar det af Motiveringen, at Undersøgelsen er holdt gaaende medens Fangen afsonede sin Vand- og Brød-Straf.

Hovedsagen bliver imidlertid Spørgsmaalet om, hvorvidt Sergeanten har slaaet ham eller ej, og til at godtgøre dette kunde en almindelig Undersøgelse af Forholdene paa Jægersborg være meget hensigtsmæssig. En saadan forekommer det os derfor at v ære Arbejderpartiets Pligt at forlange gennem Repræsentationen, og vi haaber da. at denne Foranstaltning bliver ledet paa en fornuftig Maade, saa at Sandheden virkelig kommer for Dagen, hvad der næppe kan siges om alle parlamentariske Kommissioners Virksomhed. Det er virkelig paa Tide, at Folket bliver forløst for den militære "Mare", der rider det for Øjeblikket og faar Vished om, at Tilstande som de nuværende, hvor Underkorporaler spiller Banditer og Skildvagter stikker Spadserende Bajonetter i Livet, dog kun er en forbigaaende Galskab.

(Social-Demokraten 31. maj 1876).

Sagen blev en del af diskussionen af en ny hærlov og straffemetoderne her, se indslaget om denne. Se også indslagene om Rekrutsagen om Stuhrs afstraffelse.

Rekrutsagen: Rekrutter. (Efterskrift til Politivennen)

Fra troværdig Haand have vi modtaget følgende: Maa jeg i Anledning af den meget omtalte Rekrutsag meddele Dem et Par Træk af en lignende Art; det første har jeg selv været Vidne til, og det andet angik en Broder til mig. Aar 1866, da jeg meldte mig som Rekrut (ved 13de Bataillon) i Kjøbenhavn, blev  ved samme Kompagni som jeg ansat en Mand ved Navn Søren Sørensen fra Atterup (paa Sjælland). Denne Mands Udseende havde noget iøjnefaldende forskjelligt fra alle de øvrige Kammeraters ved sig. Hans Øjne rullede vildt, hans Ansigt var præget af Dumhed og Trods, hans Holdning var slap og hans hele Udseende noget sjusket. Han var Gaardmandssøn og havde nok i Hjemmet raadet sig selv lovlig meget, og da han var stærk, plejede han nok ogsaa undertiden at tage sig selv til Rette. Allerede i de allerførste Dage vankede der en haard Behandling, en raa og arrig skjældende Tiltale af Befalingsmændene, der i meget mindede os om den Maade, hvorpaa en gnaven Røgter paa Landet plejer at tiltale sine hornede Undergivne. Saadan Tiltale huede Søren Sørensen ikke, hvorfor han strax løb sin Vej og solgte sin rødkravede "Bajstrøje". Men det hjalp ham ikke; han maatte naturligvis her an igjen, og nu blev han, ganske ene Mand, sat under en Korporals Behandling. Med Pind under Hagen (han havde Tilbøjelighed til at dukke med Hovedet) maatte han nu spanke om rundt omkring paa Østerfælled med sin Plageaand skrigende i Hælene paa sig. Dog Søren Sørensen holdt tappert ud hele Sommeren over paa Skolen; naturligvis styrkedes han mere i denne Udholdenhed ved sine Kammeraters venlige Omgængelse, end han svækkedes dertil af det Vand og Brød, han fik til  Straf for sin Desertion. Efter Skoletiden kom Vagttjenesten og med den en skjærpende Ordre om Pudsningen; men Pudsningen var S. S.s svageste Side. Alt andet kunde han udføre, om end lidt sent, men den ulykkelige Pudsning havde han slet ingen Sans for. Aldrig mødte han paa Pladsen uden af sine Foresatte at blive tiltalt med Skjældsord som: "Svinet", "Grisen", "et skident Bæst" og andre saadanne kjønne Udtryk, og da de ikke bed paa, maatte der anden Straf til, først paradere "om igjen" oq atter om igjen fra Kastellet og ud til Nørrevold med fuld Oppakning, til Nar for alle, og da det heller ikke frugtede, maatte der igjen Vand og Brød til. Bestandig drillet med den evindelige Pudsning, erklærede Søren Sørensen en Dag i sit onde og trodsige Lune, at han ikke vilde pudse mere for "den skide Officer." Men nu maatte han straffes for Subordinationsforseelse; Straffen blev værre og værre og S. S. blev haardere og vildere; den megen Indespærren i de mørke Fangehuller indvirkede i den Grad svækkende paa hans Forstand, at han ofte efter en lang og tavs Henstirren pludselig brød ud i en uhyggelig vild Latter. Endnu var han meget omgængelig mod sine Kammerater og fornærmede aldrig nogen uden Grund; men fra Befalingsmandenes Side blev han idelig tirret. Ved en intetsigende Geværexercits paa Samlingsstuen en Dag blev S. S. trukket ud midt paa Gulret, og mens alle de andre hvilede, skulde nu en Underofficer trække ham igjennem; men S. S. siger i "Nej, jeg skal ikke staa og være Nar." Øjeblikkelig blev smidt i Hullet og nu skulde han lave Rottingslag; to Underofficerer stiftedes til at prygle ham igjennem et Kvarterstid. S. S. stod rolig, skjønt ubundet, og tog imod det hele, ja sagde endog bag efter: "Jeg skulde staaet for saa mange til." Ikke Lydigheden, men Trodsen voxede ved denne Medfart. 

Nogle Dage efter Slagene, da han atter blev trukket ud af Geledet for ene at støde imod Kavalleriet, sagde han atter nej og føjede dertil et drøjt Skjældsord imod vedkommende Underofficer. Atter maatte han i Hullet og blev nu idømt flere Rottingslag end før, skjønt det var nu klart oplyst af mange Vidnesbyrd fra Kammeraternes Side, at han var om ikke hel, saa dog halv tosset. Endnu kom han til at gjøre Tjeneste, og ved mild Behandling havde han vel endnu gaaet den igjennem, men bestandig tirret og halv beruset forbrød han sig igjen ved at staa en Underofficer i Ansigtet med knyttet Næve. Dette havde et langt, mørkt Fængsel til Følge for ham med mellemliggende Forhør, i hvilke han var iført Spændetrøje. I dette mørke Fangehul mistede han nu rent Forstanden. Det kunde undertiden træffe sig, at Vagten kom op til ham og fandt ham ganske nogen i Færd med at prygle sig selv med sine Gymnastiksko. - Endelig indsaa man, at det kunde ikke nytte at straffe ham mere; man smed ham paa Hospitalet, hvor han undertiden teede sig vild og rasende ved at styrte sig ned ad Trapperne, slaa Vindusruderne ind, raabe til Gevær og andet lignende. Om han døde der eller blev hjemsendt, erindrer jeg ikke, men ødelagt var han for bestandig, og dog var der ikke ringe Forudsætning for, at han kunde have vendt tilbage fra Tienesten som et ganske ordenlig Menneske. Han havde lært den hele Exercits og gjort Vagttjeneste i lang Tid; det var først, da den raa og tirrende Behandling blev overvældende, at de vilde og onde Kræfter helt tog Overhaand. -

I Krigsaaret 1864 skete der noget lignende med min egen Broder, der nævnte Aar blev indkaldt til Kjøbenhavn som Trænkudsk. I hans Fødeegn vidste man overalt at han kun havde ringe Evner, og det var Præsten fra hans Fødesogn (Rørby) der voldte, at han blev indkaldt (eftersom Præsten var bange for, at han skulde falde Sognet til Byrde). Det viste sig imidlertid, at han ikke kunde sendes til Hæren, fordi han manglede Forstand; men i Kiøbenhavn kunde man bruge ham til grovt Arbejde. Hvor ringe Evner han end havde, saa mærkede han dog, at det til enhver Tid skulde gaa ud over ham frem for nogen anden. Skjældsord og haard Straf overgik ham saa tidt, at han blev stridig og haardsindet, skjønt han var meget følsom af Naturen. Kort sagt, i en ganske kort Tid gjorde de militære Straffe samtidig med for stor Nydelse af Spiritus det for saa vidt af med ham, at han omtrent ved Krigens Ophør kom hjem som aldeles vanvittig. Mens han før Indkaldelsen godt kunde tjene for sit Brød, naar han nød en god Behandling, saa drev han nu om sine øvrige Dage som et Fugleskræmsel i en ussel Tilstand, indtil han endelig blev levende brændt i Sindssygeanstalten paa Bistrup *).

Man maa med Grund undre sig over, at der endnu i vort "fri og dannede" Land kan forekomme sligt. Disciplin skal der være, det er sandt, men skulde denne Maade at indøve den paa virkelig være den rette til at indpode militær Lydighed og Orden? Det er dog klart, at man ikke kan behandle Borgernes Sønner, saaledes som man behandlede Fortidens hværvede Trælle, og skulde der ikke lige saa vel i den militære som i den almindelige borgerlige Opdragelse kunne tages et Hensyn til de forskjellige Naturer? Det er muligt, at Størsteparten af de nuværende militære Befalingsmand med deres Udvikling og Dannelse ikke ere meget skikkede til at være Leerne heri; men det er paa den anden Side sikkert, at uden en human Behandling ml det i vor Tid falde vanskeligt at tilvejebringe den Tugt i Hæren og bevare for denne det Hold i Befolkningen, hvorpaa dog tilsidst det hele beror.

*) Hvorledes dette egenlig er gaaet til. kan jeg ikke mere nærmere Rede for; men en Kjendsgjerning er det, at det er sket, og Bladene have ogsaa haft Beretninger derom, kun husker jeg ikke i øjeblikket, om det var i 1865 eller 1866.

(Morgenbladet (København) 11. marts 1876).

Krav om Offentlighed om Stuhr. (Efterskrift til Politivennen).

Se tidligere afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne og afstraffelsen af en rekrut.

Rekrutten.

Faar dette Hemmelighedskræmmeri en Ende? Hvor længe skal den offenlige Mening vente paa Besked om en Sag, hvis uhyggelige Enkeltheder gaa fra Mund til Mund, forstørrede, sandsynligvis forvanskede ved Rygtets Overdrivelser? Skylder Regeringen ingen Forklaring? Er det under krigsministerens Værdig at lade "Berl. Tid." aabne sin officielle Mund og fortælle, hvad der er Sandhed i en Tildragelse, der har sat hele Befolkningen i Bevægelse? Dommen er falden, Straffen exekveret, hvad venter man paa? Er der i en saadan Sag ikke optaget Forhører? Hvor er den motiverede Dom? Hvilke ere de Jurister og Officerer, der have Ansvaret for Dommen? Eller tror man, at disse Rottingslag, der have gjenlydt over hele Landet, lade sig skjule bag Kaserneportene? Mener man, at sligt skal være et indre militært Anliggende, anonymt, hemmeligt, ansvarfrit, en Sag, hvorpaa der svares ved at mumle noget om: Disciplinen! Den militære Straffelov! Som om intet levende Menneske havde Ansvaret, som om der var et Omraade i vort offenlige Liv, mørkt, aflukket, uhyggeligt, hvor den offenlige Mening var spærret ude, hvor kun Uniformerne vare vedkommende.

Med de anonyme Beretninger, der ere naaede ud i Befolkningen, lade vi os ikke nøje. Man fortæller, at en Rekrut en Dag eller to, efter at han er indtraadt i Tjenesten, har brudt Disciplinen og forgrebet sig, en Skamplet i vor Lovgivning, sig paa en Underofficer. Det hedder, at denne Forseelse er bleven straffet med et Barbari, hvis Grusomhed er oprørende. Man har to Dage i Træk tilføjet ham 75 Rottingslag daglig og derefter hensat ham paa Vand og Brød i 30 Dage, hvis han kan leve saalænge. Vi have spurgt "Sagkyndige", hvad denne Straf betyder. Er det Dødsstraf ? - Man trækker paa Skuldrene: "Det kan være det. De ydre Saar lade sig maaske hele, men det er næppe tænkeligt, at de indre Dele ikke skulde tage Skade. En saadan Rystelse vil oprive et almindeligt Menneske og bryde hans Helbred. Lungerne ville være kvæstede. Dersom han overstaar den ydre Betændelse, vil han rimeligvis dø af Lungesot". Men nu i det foreliggende Tilfælde - vil De for os besøge Rekrutten og meddele os Deres Mening? - "Umuligt, ingen civil Læge faar Adgang til Militærhospitalet, og de militære Læger ere bundne til Tavshed".

En saadan Straf er det altsaa man har sat i Udøvelse. Men Krigsministeren kan ikke mene, at Offenligheden til Forklaring heraf vil lade sig nøje med en Forelæsning over Disciplinens Tarv. Det er Akterne med Forbrydelsen nøjagtig undersøgt, Motiverne behørig oplyste, hele Sagen med Anklagen og Forsvaret fuldstændig bragt for Lyset, som Publikum med Rette venter paa. I den Slags Sager er Samfundet kun tjent med fuldstændig Offenlighed, hvad der skjuler sig bag den militære Værdigheds Mure vækker Mistanke og bør vække Mistanke. I et frit Land bør ingen tro paa administrative Hemmeligheder, i offenlige Anliggender er enhver vedkommende, og Autoriteternes tjenstlige Afvisere have ingen Steder hjemme. Vi have med Opmærksomhed lyttet til den Efterklang, som denne Sag har vakt i Publikum, og vi maa tilstaa, den behager os ikke. Fra mere end eet af de Organer, der læses af de "bedre" Klasser, har der lydt et blodtørstigt, hoverende, hjærteløst Raab på mere Blod, der forekommer os at være det hæsligste, vi i  lang Tid have hørt fra den dannede Verden. Naar man slæber en Forbryder til Retterstedet, plejer man i vor Tid at tie. Hos os er det anderledes. Her glæder man sig over den straffende Retfærdighed paa samme Maade som Indianerne. Vor Dannelse følger den blodige Rotting med en vellystig Triumferen, med et koldblodigt Velbehag, der er mere end uhyggeligt. Vi ønske ikke at udtale os om Sagen, førend vi have set Akterne. Men efter hvad disse Blade selv fortæller, er der ikke her Tale om noget lavt, forbryderisk Sindelagt af den Slags, som bringer den menneskelige Retfærdighedsfølelse til at raabe paa Hævn og Udryddelse, men snarere om en Forvildelse i Tanke og Karakter, der maa vække Medynk og vende Tanken hen paa det Spørgsmaal, om Samfundet gjør, hvad det bør, for at oplyse sine mindst heldigt stillede Medlemmer om Samfundets Love og Vilkaarene, hvorunder vi leve.

Det er altfor naturligt, at en saa umenneskelig Følesløshed har fundet en tilsvarende Gjenlyd i den Samfundsklasse, der staar den ulykkelige nærmest. Naar i man i disse Dage har set Børnene i vore Almueskoler hver Morgen hviske deres Nyheder om Rekrutten i hverandres Ører, forstaar man, i hvilken Grad denne Sag beskjæftiger Almuen. I et almindeligt Arbejdermøde have vi hørt en Taler erklære, at han i samme Tilfælde vilde bære sig ad paa samme Maade, og det vilde Bifaldsraab, der hilste denne Ytring, forekom os at svare nøjagtig til den dannede Presses Vildskab. Men vi andre ere ikke tjente med, at de to Yderender af Samfundet falde hinanden i Struberne; den store sindige og humane Middelklasse kan ikke med Ligegyldighed se Intransigensen fra oven hidse Intransigensen fra neden til Udskejelser, som drage slige Følger efter sig. Vi maa fordre fuld Offenlighed i denne Sag, og vi maa fordre det saa meget mere, som vi anse den Straf, man har anvendt, for i alle Tilfælde forkaste Aarhundredes og vor Samtids Følelse og Tankesæt. Venstre har forgjæves i en Aarrække kæmpet for at slette denne Straf af vor Lovgivning; dersom det skulde vise sig, at den ved denne Lejlighed er bragt i Anvendelse paa en Forseelse, som udenfor Militæretaten vilde have været sonet med en halv Snes Kroner, turde dette give et Stød til den offenlige Menings Fordømmelse, som endelig vilde være stærk nok til i denne Henseende at bringe os i Højde med andre civiliserede Nationer.

Der er en Betragtning, som i denne Sag ligger mange rettænkende og velsindede Folk paa Læberne. Man siger: "Disciplin maa der dog være, man kan da ikke tillade Soldaterne at banke deres Overordnede."! Naturligvis. Men fordi der maa være Disciplin i Hæren, ville vi ikke taale en militær Lov, der tillader at slaa enhver ned, som gjør et hvilketsomhelst Brud paa Ordenen. Der skal være Forhold mellem Brøden og Straffen ogsaa i Militæretaten, ogsaa der kræve vi Retfærdighedens og Humanitetens Bud anerkjendte, ogsaa der afvise vi Straffeonder, hvis Anvendelse er en Nedværdigelse af Mennesket. Og naar man i dette Tilfælde hører den rørende Historie om en stille og flittig hvis foregaaende Liv ikke tyder paa Ondskab eller Voldsomhed as nogen Art, men om hvis Karakter man synes at saa et fredeligt Stillelivsbillede, naar det hedder, at han i sin Fritid helst sad og spillede Harmonika - naar man Dagen efter eller faa Dage efter, at han er indlagt i Kasernen, finder ham i Kollision med den militære Orden paa en Maade, der kun kan sones ved at prygle ham Kjødet fra Benene og Sjælen ud af Kroppen, mon der da ikke skulde være en tvingende Nødvendighed for at bringe fuldt Lys i en saadan Sag? Der er dem, der sige: "Saa langt hellere skyde ham strax." Men vi have meget lidet tilovers for denne hurtige Retsforfølgning. Hvad haster det? Kan "Hæren" ikke undvære - i en Maaned eller et halvt Aar - en Mand, der efter al Rimelighed af mentale Grunde er lige saa umoden til Tjenesten som den, der ikke er udvoxet? Hvad der interesserer os at vide, det er, om denne Mand er saa uimodtagelig for Fornuft, at nogen Tids Eftertanke i en militær, disciplinær Straffeanstalt ikke skulde bringe ham paa bedre Tanker. Var der slet ingen Plads her for rimelige og menneskelige Midler, var det nødvendigt Dagen efter at Retrutten var mødt ved Regimentet at bringe Krigsartikler til Udførelse, som ere skrevne for gamle Soldater? Den offenlige Mening forlanger med os at se Sagens Dokumenter; den virkelige Folkemening her i Landet er oprørt og skamfuld over, hvad der er sket. Den har en Mistanke om, at Autoriteterne her ere farne frem med et Hastværk, der fortjener Dadel, og denne Mistanke vil det være Avtoriteternes Sag at frigjøre sig for.

(Morgenbladet (København) 23. februar 1876).

Rekrutten og "Fædrelandet".

I.

Adskillige af Højres Organer have ligesom vi forlangt Rekrutsagen aktmæssig oplyst. og navnlig er denne Fordring fremsat med nogen Styrke af "Fædrel." Det er os dog ikke klart, hvad disse Organer tilsigte med deres Krav paa Offenlighed. De have deres Mening fuldt færdig, de have ingen Tvivl om Sagens faktiske Omstændigheder, "Fædrel." fortæller sin Historie, som om Bladet havde overværet det dele, det veed, at der "aldeles ingen Undskyldning findes", at Rekrutten "uden nogensomhelst rimelig Grund" har slaaet til Underofficeren, og der er efter "Fædrel."s Opfattelse i Virkeligheden ikke "to Meninger" om noget som helst i den Sag, "ethvert fornuftigt Menneske" maa kunne forstaa det hele, og den, der ikke forstaar det hele, er "vanvittig" og aabner "Fædrel." den "Udsigt til Daarekisten", som det forekommer os, at dette ærede Organ i den sidste Tid benytter med en Hyppighed, der maa vække Bekymringer hos dets Venner. Men dersom der ikke i Sagen er noget usædvanligt, noget mistænkeligt, noget, som peger hen paa Ansvar for det ene eller det andet Led af Administrationen, saa se vi ikke, hvad det haster med Offenliggjørelsen. Naar vi forlange Sagens Aktstykker, saa er det fordi vi nære Mistanke om, at Administrationen fortjener Dadel; vor Fordring om Offenliggjørelse er en Fordring til Ministeren om at rense sig, for den Mistanke om uforsvarlig Administration, der klæber ved denne Sag; men derom Meningen kun er at tilfredsstille Publikums Nysgjerrighed og mætte dets Appetit for det rædselsfulde ved en detailleret Fremstilling af en Tildragelse, der i sine Enkeltheder er lige saa uhyggelig som i sin Helhed, saa have vi for vort Vedkommende ingen Trang til mere Offenlighed, vi ere mere end tilfredsstillede ved, hvad vi have hørt.

Der er anvendt en Straf, som den offenlige Mening fordømmer og forkaster, og denne Fordømmelse er fremtraadt paa den mest utvetydige Maade derigjennem at Regeringen har foreslaaet og begge Rigsdagens Ting vedtaget Straffens Afskaffelse ved Behandlingen af et Forslag, som af andre Grunde, nemlig paa Grund af Uenighed om, hvad der skulde troede i Stedet, ikke blev Lov. Om Straffens Forkastelighed er der altsaa ingen Tvivl. Men heraf følger den Fordring til Domstolene, at de i Anvendelsen af en saadan Straf gaa frem med den yderste Varsomhed. Det er et berettiget Krav til Straffemyndigheden, at en slig Straf ikke foretrækkes, hvor man paa nogen Maade har Valget mellem den og andre tilsvarende Onder. Har Krigsretten i dette Tilfælde taget de Hensyn til den offenlige Mening, som ethvert Organ for den udøvende Magt skylder det Samfund, paa hvis Vegne og i hvis Tjeneste det handler? Eller lever man endnu i Militæretaten, som om det var et Samfundet i Samfundet, afsluttet fra og uafhængigt af det Folks aandelige Tilstand, hvoraf det er en Del? Men dersom Krigsretten har ment paa Grund af den ikke ophævede Lov at være formelt berettiget, eller maaske endog forpligtet til at idømme Straffen - hvor har saa Ministeren været henne? Vor Forfatning giver i Benaadningsretten Ministeren paa en Gang baade Myndighed til og Forpligtelse til at bøde paa Lovgivningens Ufuldkommenheder og bringe den formelle Ret i Overensstemmelse med Humaniteten og den sande Retfærdigheds Fordringer, dertil har han Benaadningsretten, lad ham forklare, hvorfor han ikke i dette Tilfælde har benyttet sin Myndighed og sat en menneskelig Straf i Stedet for den barbariske, af Samfundet forkastede, som han har ladet udøve. Ministeren skal svare til, at han har ladet en Straf exekvere, som Regeringen har været enig med begge Rigsdagens Afdelinger om at forkaste.

Saavidt Straffen. Men Straffen er ikke det eneste Punkt, der her vækker Tvivl og Mistanke. Selv om man paa Forhaand vilde gaa ud fra - hvad vi ikke ville - at denne Forseelse, naar den en Gang var bragt for Krigsretten, maatte paadømmes med dette Udkald, og at en saadan Dom, naar den en Gang var afsagt, maatte exekveres efter sin Ordlyd, selv om dette var givet, og vi ville sige, netop hvis dette var givet, frembyder det Spørgsmaal sig af sig selv: egnede denne Sag sig til Afgjørelse ved Krigsretsdom ? Er det forsvarlig Administration at drage en Mand for Domstolene, naar man veed, at det fører til, at han for en Forseelse, der udenfor Militærstaten kunde være sonet med en Bøde, bliver straffet med noget, der enten er Livsstraf, eller dog i heldigste Tilfælde kommer Livsstraf saa nær som muligt? Vi forstaa, at Straffen i Militæretaten maa være strængere end udenfor. Men er det forsvarligt, at forudsætte denne Indsigt hos en Mand, der kommer til Regimentet fra Samfundets laveste Dannelsestrin? Tør man gaa ud fra, at han i samme Øjeblik, han saar Trøjen paa, bliver indblæst af "den militære Aand", saa at han strax har en hel ny Maalestok for Bedømmelsen af sine Handlinger paa rede Haand? Og er det forsvarligt at behandle ham efter denne Maalestok? De militære Avtoriteter have en Overflødighed af administrative, disciplinære Straffe- og Tvangsmidler til deres Raadighed, Krigsretterne skulle ikke høre til Dagens Orden, de skulle være forbeholdte Tilfælde af en særegen udpræget Natur. Men i dette Tilfælde har man ikke begyndt med administrative Midler, man har begyndt der, hvor man i det højeste kunde forsvare at ende, man har behandlet en Mand som Soldat, inden han var det, og inden man har givet sig Tid til at lære ham at være det. Paa et Trin, hvor Straffen burde være et Opdragelsesmiddel, har man anvendt den højeste Grad af Statens Myndighed til at knuse, tilintetgjøre og udrydde, lad Avtoriteterne forsvare en saadan Administration.

Dette i Almindelighed. Men der er i de Biomstændigheder, som ledsage denne Begivenhed, saa meget gaadefuldt og utroligt, at Trangen til noget mere Lys ikke lader sig afvise. Man overse ikke, at de Beretninger, der ere satte ud i Publikum, ere udgaaede fra den anden Part, fra den Part, som er interesseret i at dække Administrationen. Hvad den ulykkelige, der tilbringer sin Tid mellem Fangehullet og Hospitalet, har at sige til sit Forsvar, har man ikke hørt; hvem har ført hans Sag, har han intet Forsvar haft under Domsbehandlingen? Rent tilfældig har et Blad kunnet bringe følgende Meddelelse om hans tidligere Liv. Det hedder i "Dagstel.": "Han var, før han indtraadte i Militærtjenesten, et roligt og stille Menneske, hvis største Lyst var at sidde hjemme og spille paa Harmonika; han var flittig, sparsommelig og ædruelig." "Fædrel." agerer overrasket ved at faa dette at vide, men det er altsaa ikke os, der har beredt dette nidkjære og retfærdige Organ denne Overraskelse. Dette rolige, stille, flittige, harmonikaspillende Menneske bliver nu pludselig "uden nogensomhelst rimelig Anledledning", "aldeles uden Undskyldning" til den voldsomme Forbryder, som man nylig har slaaet helt eller halvt ihjel; er dette ikke besynderligt? Intet Blad har kunnet bringe nogen Meddelelse om den Underofficer, der er Tale om. Det vilde dog være interessant at vide, om han hører til den Klasse af flinke, aandsnærværende, paa en Gang resolute og sindige Folk, som heldigvis udgjør Flertallet blandt vore Underbefalingsmænd, eller om han lige omvendt skulde være en af de raa og brutale, hidsige og hævngerrige Stympere, hvoraf Armeen desværre endnu har enkelte. Men herom hører man intet. Den pludselige Forvandling, der er foregaaet med Rekrutten, trænger til Forklaring. Vi høre, at Autoriteterne - efter at have idømt ham Straffen - ere komne i Tanke om, at han mulig var afsindig. For at faa denne Tvivl klaret, har man lagt ham ind paa Garnisonshospitalet. Men Læger sige os, at dette er et Sted, hver ingen Læge vilde søge Oplysning om noget Menneskes mentale Tilstand. Hvorfor har man ikke tilkaldt en Læge, som forstaar sig paa sligt, eller lagt Manden ind paa Kommunehospitalet eller St. Hans Hospital - Garnisonshospitalet er en Avtoritet, som de Sagkyndige ikke kjende.

(Morgenbladet (København) 29. februar 1876).

Rekrutten og "Fædrelandet".

II.

(Sidste Stykke).

"Fædrel." bebrejder os, at vi intet have sagt om Rekruttens Opførsel under Straffens Exekulion. Det hedder, at han under Rottingslagene, har bidt og sparket om sig, slaaet den vagthavende Ritmester i Hovedet og vist sig i Høj Grad ustyrlig, indtil man fandt paa at binde ham. Hvad vil "Fædrel.", at vi skulle sige hertil? Vi antage, at Ritmesteren, eller hvem der har Ansvaret for Exekutionen, har faaet en alvorlig Tilrettevisning for den uforsvarlige og forargelige Maade, hvorpaa Straffen er udført. Eller kan der tænkes Mage til uanstændig Forsømmelighed som den at føre en Mand ind under de største legemlige Pinsler, vor Lovgivning kjender, uden at sikre sig hans Person? Har man ventet, at han skulde staa som et "stille og roligt" Menneske under Mishandlingen? Kan man behandle et Menneske som et Dyr uden at sikre sig mod ham, som man vilde sikre sig mod et Dyr? Med "Fædrelandets" Tilladelse er dette, hvad vi have at sige om den Ting.

Mest vi se adskillige af "Fædrel."s politiske Meningsfæller i Færd med at hidse Avtoriteterne til en ny Krigsretssag, hvis Formaal skulde være at dømme Rekrutten fra Livet for hans Ustyrlighed under Exekutionen, og vi se "Fædrel." selv slutte sig til denne Kampagne i følgende Sætninger:

"Det er navnlig den sidste Begivenhed under Exekutionen, som vi finde alvorlig; thi der kan næppe være Spørgsmaal om, at den, hvis Loven skal have sin Gang, kan koste Vedkommende Livet, og det er den sidste Sag - der formentlig endnu ikke er afgjort - som har foranlediget vor Opfordring tik Krigsbestyrelsen om Offenliggjørelsen af hvad der er foregaaet, medens vi ikke vilde opfordre hertil, hvis Rekrutten kun havde forgrebet sig paa en Underofficer og derfor var bleven straffet efter Loven."

Da disse Udtalelser efter deres Ordlyd ete Vrøvl, saasandt der ikke er nogen som helst Mening i at forlange Offenliggiørelse af hvad der er foregaaet, naar dette dog som endt og afgjort ved Dommen og dennes Exekution maa være ganske uvedkommende overfor det nye Faktum: Hvorledes Rekrutten har taalt Executionen, og da det ikke er tænkeligt, at det kan interessere nogen at faa at vide, hvem eller hvormange han ved denne Lejlighed har bidt, sparket eller slaaet, se vi ikke andet i disse Sætninger, end et Forsøg paa at forberede den offenlige Mening paa Dødsdommen, hvis man skulde finde det hensigtsmæssigt eller nødvendigt at tage Livet af Rekrutten, inden han dør af Følgerne af den ham overgaaede Straf. Efterat "Fædrel." paa denne Maade i en Sag, "der formentlig endnu ikke er afgjort", og som vi antage, at ingen anden tænker paa at rejse end "Fædrel." og dels Venner - efter at "Fædrel." har rejst denne Sag og paa Forhaand fældet sin Dødsdom deri, aftrykker det de Bemærkninger af vort Onsdagsnumer, hvormed vi misbilligede den Hjærteløse og hæslige Omtale af Rekrutsagen, som flere af Bladets Meningsfæller have gjort sig skyldige i. Det siger om vore Udtalelser:

"Disse Ytringer ere skammelige; thi det er skammeligt at belyve, bagvaske og skamskænde sine Medborgere paa en saadan Maade, at man ikke kan rammes, fordi man ingen nævner."

Og det tilføjer i sin egen Underofficerstone:

"Vil "Morgenbladet" behage at nævne de "mere end et Blad", til hvilke det sigter, og at anføre de Ytringer, som det behager at kalde "blodtørstige, hoverende, hjærteløse Raab paa mere Blod", som [her slipper Grammatiken] "Glæde over den straffende Retfærdighed paa samme Maade som Indianernes", som "vellystig Triumferen", som "den dannede Presses Vildskab"? Vil det behage at underkaste sig det moralske og juridiske Ansvar, som paahviler alle, der benytte Offenligheden, og rette sine uforskammede Beskyldninger mod bestemte Punkter! Vil det ikke, saa er det lige saa fejgt, som det er frækt, og har sin Plads i Dagspressen ved Siden af "Socialdemokraten", med hvilken det nære Slægtskab ogsaa er umiskendeligt."

Vi vide ikke, om "de andre" ved denne Lejlighed have udnævnt "Fædrel." til deres Prokurator, men det skal faa sine "bestemte Punkter". Og skjønt "Fædrel." først er kommet med senere, paatage vi os dog gjerne det "moralske og juridiske Ansvar", der kan være forbundet med at nævne det først. Det "blodtørstige, hjærteløse Raab paa mere Blod" gjenfinde vi i de ovenfor anførte Udtalelser. Der er ikke den hoverende Tone, som enkelte andre Blade have slaaet an, men "Fædrel." har ogsaa skrevet efter vor Onsdagsartikel, det har deri haft en Opfordring til at være forsigtig, og det har hast Lejlighed til at bemærke, i hvilken Grad dets Kolleger have opbragt den offenlige Mening imod sig. Men i selve Sagen er det enigt med de andre. Det forudsætter ligesom de, at det ulykkelige Menneske, der er i Færd med at udstaa en Straf, der staar i et oprørende Misforhold til hans moralske Brøde, skal trækkes frem og skydes, fordi Avionteterne ved en uforsvarlig Forsømmelse have undladt at binde ham mnder Exekutionen. Der foreligger ikke noget officielt om, at denne Opfattelse finder Støtte hos Regeringen eller er udgaaet derfra; den har helt og holdent sin Kilde i den nationalliberale Presse, det er herfra, at Raabet om "mere Blod" er udgaaet; hvis det, som vi antage, bliver frugtesløst, er det ikke denne Presses Fortjeneste, den har gjort, hvad den kunde, for at faa Manden dræbt. Men vi skulle forsyne "Fædrel." med et Par Citater, der have "Tonen". Den 11te Februar føjede "Dagbl." til sin Beretning følgende Udtalelse, hvori Fremhævelserne ere af os:

"Saaledes lyder Fortællingen, om hvilken det ikke er for meget at sige, at den oprører ikke blot Militære, men ogsaa alle der have Kjærlighed til Hæren. Hvorledes Rekrutten kan driste sig til en saadan Gjentagelse af det højeste Brud paa Disciplinen, er ufatteligt, men ufatteligt synes det ogsaa, at hans Foresatte ere nødte til at tage mod Prygl af en Menig, hvis de selv have været bevæbnede. Vi haabe, at der vil komme et andet Lys over denne Sag. Lys maa man i al Fald vente. Men fremfor alt maa man haabe, at Sagen vil blive behandlet af Krigsbestyrelsen med den ubøjelige Strænghed, den fordrer, uden Spor af blomraadden Sentimentalitet."

Manden laa den Gang paa Hospitalet efter de 150 Rottingflag. Ingen vidste den Gang, - lige saa lidt som nogen i dette Øjeblik veed - om han vil overleve det. Og overfor dette hudflettede og elendige Menneske er det, at "Dagbl." paakalder Krigsbestyrelsens "ubøjelige Strænghed", Bladet ængstes for, at der skal blive udvist "blomraadden Sentimentalitet" mod Staklen. Der er en mild Beklagelse af, at han ikke er bleven hugget ned paa Stedet, hvilket forekommer Bladet ufatteligt, "hvis de selv have været bevæbnede". Og dette skrives, efter at han har lidt sin Straf; Paaskudet til yderligere Barbari er hans Opførsel under Exekutionen; i Stedet for at dadle Autoriteternes Malkonduite eller for at dække den, skriger man paa at faa en ny Sag og en ny Dom over Rekrutten, man er ikke mæt endnu, og da den næste Straf er Livsstraf, er det altsaa Livet man vil have af ham - "ingen blomraadden Sentimentalitet"! Vi ville tage Hr. "Dit og Dat" i "Folk. Av.", han udtaler nogle Dage ester (den 18de Febr.) "Dagbl."s Tanker med større Uforbeholdenhed. Der er igjen Tanken om "at hugge ned paa Stedet", der afvises med nogle spøgefulde Bemærkninger om vor Tids Besindighed og Humanitet. Det sidste Ord sættes siden i Gaaseøjne for at værge Forfatteren mod ethvert Skjær af noget blomraaddent. Det forudsættes, at Dødsstraffen er uundgaaelig, og efter at dette er forudsat, undersøges Tilregnelighedsspørgsmaalet paa en livlig og lystig Maade som følger: "Man kan ganske vist ikke benægte, at Forbryderen har baaret sig galt ad, og at han efter al Rimelighed har været "gal i Hovedet", men" osv. Vil man her tale om Sygdom, hedder det siden, maa man erkjende, at den kun egner sig til den Lægebehandling, som Dyrlægerne anvende "mod Vandskræk og Snive". Men det er ikke vor Hensigt at gjennemgaa hele denne Samling af lystige Indfald og lette Vittigheder. Dersom nogen kan læse sligt uden at faa en Smag i Munden, som om han havde bidt i noget raadent, vilde det staa sørgeligere til med vor offenlige Moral, end vi tro, at der er Grund til at befrygte. Det er slige Udtalelser, "Fædrel." gjør sig til Prokurator for; at paatale ep saa hæslig Maade at tænke og føle paa, er efter dets Ordbog "at belyve, bagvaske og skamskjænde sine Medborgere," men "Fædrel.", der i "at belyve, bagvaske og flamskjænde sine Medborgere," staar paa et enestaaende og fremragende Punkt i vor "Offenlighed", "Fædrel.", der altid har dækket sin "Frækhed" med en tilsvarende "Fejghed", som selv i disse Ukvemsord benytter en betinget Form, der skal bruges i Processen, hvis vi finde det Umagen værd at sagsøge det, "Fædrel." tager fejl, naar det tror, at den offenlige Mening er paa dets Side, og det tager to Gange Fejl, hvis det tror, at dets lumpne og fejge Benyttelse af "Socialdemokraten" imod os, skal bringe os til at svigte den Pligt, som Pressen har til at holde igjen paa "Vildskaben", hvad enten den bryder ud fra oven eller fra neden.

(Morgenbladet (København) 1. marts 1876).

- Den Straf, som er overgaaet Rekruten paa Jægersborg, har paany været Gjenstand for nogle hysteriske Artikler i "Morgenbladet". Det fortjener derfor atter og atter at frembæres, at General Haffner i Sessionen 1871-72 forelagde et Lovforslag, der afskaffede alle egentlig legemlige Straffe i Hæren, men at det var det "forenede Venstre", som forhindrede, at Loven gik igjennem. Venstre vilde dengang ikke gaae ind paa den af Ministeren foreslaaede, saakaldte staaende Arrest, uagtet det jo dog er indlysende, at man ved en Armee ikke kan undvære kortvarige, intensive Straffe, og at saadanne efter deres Natur altid maae være ubehagelige for de Paagjældende. Vi ere ganske enige i, at legemlige Straffe som Rottingslag o. Lign. bør afskaffes i en Hær, der, som vor, rekruteres ved almindelig Værnepligt; men saalænge de nuværende Love bestaae, kan man ikke komme bort fra det forældede System. Iøvrigt maae vi paany gjøre opmærksom paa, at 150 Rottingstag ikke kan være en saa forfærdelig Straf, som "Morgenbl." vil gjøre gjældende, ellers vilde man ikke have brugt den her saa jævnligt, som det endnu for 15-20 Aar siden var Tilfældet, da Militaire, der havde gjort sig skyldige i Tyverier, undergik denne Straf, naar de efter den civile Lovgivning skulde have været dømte til Forbedringshuusarbeide. Forsaavidt, som man har villet kaste Skylden for Straffens Exekution over paa Regjeringen, skulle vi gjøre opmærksom paa, at efter vor militaire Lovgivning ere Afdelingerne og deres Krigsret stillede meget selvstændigt, saa at der ikke skeer nogen Indstilling til Krigsministeren, naar Straffen ikke gaaer op til 3 Aars Forbedringshuusarbeide, og det er endog høist sandsynligt, at Ministeren ikke har været bekjendt med Krigsretsdommen, før det Hele har været forbi. I andre kjøbenhavnske Blade er Regjeringen bleven dadlet fordi den ikke er skreden ind imod de rasende Angreb paa Militaireaten og  Autoriteterne, som i Anledning af Rekrutsagen have staaet at læse i "Social-Demokraten", tildeels under Hr. L. Pios Navn. Uheldigvis er der imidlertid den store Mangel ved vor Presselov, at der ikke kan finde offentlig Paatale Sted for Fornærmelser imod Regjeringen eller andre Autoriteler, saa at det altsaa er umuligt ad denne Vei at faae hine lastværdige Angreb straffede. Derimod haves der Præcedents for, at den, som staaer i Spidsen for den enkelte Institution, kan anlægge privat Spørgsmaal for Fornærmelser imod denne Institution, idet Politidirekteur Crone ved Domstolene er kjendt berettiget til at anlægge Søgsmaal for Injurier imod Kjøbenhavns Politi. Naar derfor "Social-Demokraten" eller Hr. Pio bl. A. har omtalt Husareskadronen paa Jægersborg som den, hvis Officerer og Underofficerer fik deres Opdragelse paa Bordeller og Sangkneiper, saa maa Chefen for Eskadronen utvivlsomt kunne anlægge Sag imod Fornærmeren derfor, og der vilde være saameget større Grund til at gjøre det, som Chefen naturligviis kunde vente at faae fri Proces.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. marts 1876).

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Avisomtalerne skabte i første omgang ikke nogen yderligere oplysninger. Men at Morgenbladets formodninger om dødsstraf ikke var grebet ud af luften, fremgår af statsrådet den 11. maj 1876, hvor Christian 9. mente at dødsstraf havde været rimelig, eftersom han mente at Stuhr ikke blot var en dårlig person, men også støttet af socialisterne. Han rettede sig dog efter krigsrettens dom. Krigsminister Haffner mente at kongen under alle omstændigheder ville blive udsat for et pres for en benådning. Referatet fra statsrådet blev først offentliggjort langt senere, se herom i indslaget om mødet i statsrådet den 11. maj 1876 og Berlingskes offentliggørelse af detaljer i processen.