Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. februar 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Astrid Berg Nævning i Henckel-Sagen. (Efterskrift til Politivennen)

Valdemar Henckel (1877-1953) var en industrimand og spekulant. Under 1. Verdenskrig beskæftigede han sig bl. a. med driftige, men også tvivlsomme aktiespekulationer, lidt som "minutmillionær" (gullaschbaron): I oktober 1918 indviedes Kalundborg Skibsværft. Henckels koncern slog i januar  januar 1921 benene væk under Kalundborg og Omegns Bank, og Henckels selskaber gik konkurs ét efter ét. Henckel var december 1921 til august 1922 varetægtsfængslet mens en undersøgelseskommission arbejdede til 1923. Retssagen maj 1923 mod ham (og andre) foregik ved et nævningeting. Valdemar Henckel idømtes tre års forbedringshus for bedrageri og svigagtige forhold.

Nævninger var en nyskabelse fra retsplejereformen i 1919. De skulle være et folkeligt værn mod de strenge dommere, navnlig hvad politiske forbrydelser angik. Samtidig sikredes at domme ikke afsiges af en lukket kreds uden kontakt til det omgivende samfund. Afdøde indenrigsminister Sigurd Bergs enke Astrid Berg var nævning i sagen:

14 Dage i Nævningetinget.

Udtalelser af Fru Astrid Berg.

Det længste Nævningeting, vi har haft herhjemme, er sluttet. Fjorten Dage har Offentligheden været optaget af Proceduren i den store Henckel-Sag.

"København" har bedt Fru Astrid Berg, Indenrigsminister Sigurd Bergs Enke, der var blandt Nævningene, om at fortælle lidt herom, og refererer:

"Hvordan er det at være Nævning?" spørger vi Fru Berg.

"Det er for det første ret anstrengende, fysisk set. Navnlig de første Dage var de fleste af os trætte, fordi vi uafbrudt maatte anspænde vor Opmærksomhed til det alleryderste. for at Ikke nogen Detaille skulde gaa tabt under Proceduren eller Vidneførselen. Senere gjorde vi jo den Erfaring, at det hele blev repeteret og præciseret saa omhyggeligt, at man altid, naar man skulde træffe Afgørelse, var tilstrækkelig orienteret".

Ansvaret føles tungt.

"Føles Ansvaret ved Nævningehvervet tungt?"

"Jeg tror at kunne sige, at vi alle gik til Arbejdet med Alvor og med Vilje til at træffe vor Afgørelse strengt retsindigt. Mange af os gik sikkert ogsaa ind til det med Bekymring for, om vi nu ogsaa skulde kunne trænge Ind til Forstaaelsen af den i sig selv vanskelige Sag".

"Har Sagen været meget vanskelig at sætte sig ind i for læge Nævninge?"

"Ja, det synes jeg, man maa sige. Der har været ikke saa faa Tilfælde, hvor det har været vanskeligt at vælge imellem de to Alternativer: Skyldig eller ikke skyldig, og det er ikke med let Sind, man i saa Tilfælde sidder til Doms over Menneskers Livsskæbne. Det kan ikke undgaas, at ens Sind paavirkes stærkt deraf - baade i det Øjeblik, Voteringen varer, og" - tilføjer Fru Berg efter en lille Pavse - "bagefter!"

Paavirkes Nævningene af Veltalenhed og Appel til Følelser?

VI stiller Fru Berg det Spørgsmaal:

"Paavirkes Nævningene stærkt af Proceduren? Har De Indtryk af, at udpræget Veltalenhed eller Appel til Følelser fra Advokaternes Side spiller en stor Rolle over for Nævningene?"

Fruen svarer:

"Nej, egentlig ikke. Der var i den Sag, i hvilken jeg har gjort mine Erfaringer, fremragende dygtige Advokater paa begge Sider; men det var ikke Veltalenheden, der paa noget Punkt gjorde Udslaget. Sagen blev dygtigt og grundigt belyst fra begge Sider, og derefter kom saa Retsformandens meget omstændelige Belæringer. Af alt dette havde der dannet sig et Grundlag, paa hvilket jeg tror, at hvert enkelt Medlem af Nævningetinget søgte at danne sig et objektivt Skøn, upaavirket af Følelser og Sympatier".

"Der har i Pressen været paastaaet, at Statsadvokatens Aktorat har været voldsomt, og at Nævningene skulde have reageret her over for, og at dette skulde have givet sig Udslag i nogle af Frifindelserne".

"Det tror jeg slet ikke", siger Fru Berg. "Hr. Statsadvokat Thomsen virkede sympatisk paa Nævningene. Man syntes godt om hans kraftfulde og Impulsive Maade at tale paa. Og naar Nævningetinget frifandt de anklagede i adskillige Tilfælde, ligger der heri Intet personligt Nederlag for Statsadvokaten".

Indtrykket af Henckel.

"Hvorledes virkede Henckel? Han har Ord for at være en stor Charmeur".

"Det er han ogsaa. Han gør Indtryk af at være, hvad man plejer at kalde et Mandfolk. Selv i denne alvorlige Sag bevarede han Humøret og kunde nu og da le og more sig. Han virkede altsaa ikke personlig usympatisk; men jeg tror ikke, hans personlige Optræden udøvede nogen Virkning paa Afgørelserne. De blev byggede paa Bevismaterialet, og det var ikke til at tage fejl af".

"Hvorledes tog Nævningene Dommen, da den faldt? Overraskede den?"

"Jeg tror nok, de fleste var overraskede over, at Henckels Straf blev saa haard".

Spiller sociale Momenter ind?

Der er et Spørgsmaal, som det under Diskussionen om Nævningeinstitutionen har Interesse at faa klaret, nemlig det, om politiske og sociale Momenter har spillet ind i Nævningenes Raadslagninger før Voteringen. Et Nævningeting er jo sammensat af 12 Mennesker, Mænd og Kvinder fra de mest forskellige sociale Lag. En Arbejderhustru bliver ved Loddets Luner anbragt Side om Side med en Videnskabsmand, Bourgeoisidamen ved Siden af Lygtetænderen. Giver disse Forskelligheder i Milieu, Levevilkaar og deraf følgende Samfundsopfattelse sig Udslag, naar disse Mennesker skal fælde deres Dom i et juridisk eller kriminelt Tilfælde? Vi retter et Spørgsmaal herom til Fru Astrid Berg, der svarer:

"Jeg har Intet saadant sporet. Og i denne Sag, hvor Henckel jo har været en offentlig omstridt Person, kunde man maaske netop frygte saadanne Udslag. Det er klart, at i en Forsamling paa 12 Mennesker er der nogle, som anlægger en strengere Maalestok paa Fejltrin. Lovovertrædelser. Forbrydelser o. s. v. end andre; men jeg har ikke gjort den Erfaring, at dette rent menneskelige Skøn er afhængigt af sociale Hensyn eller politiske Anskuelser. Jeg kan ikke komme nærmere ind herpaa; men min Mening er kort og godt, at Arbejderen og Smaamanden ikke dømmer mildere om Lovovertrædelser end Folk af de mere velhavende Klasser. De er i Virkeligheden lige saa kompetente som de sidstnævnte til at bestride et Nævningehverv. I mange Tilfælde - og det gælder maaske ikke mindst Kvinderne - er de mere fortrolige med det praktiske Livs Spørgsmaal end Folk fra velstaaende og højt kultiverede Hjem. De fleste af de Jævne Folk, jeg stiftede Bekendtskab med i Nævningetinget, var forøvrigt skolede i offentligt Arbejde, mange af dem gennem Værgeraadsinstitutionen eller lignende".

Personligt Samvær.

"Fik Nævningene lejlighed til at komme hinanden personlig ind paa Livet?"

"Ja. I høj Grad under denne lange Sag. Vi spiste Frokost sammen hver Dag i en Time og spadserede sammen i Retsbygningens Gaard - Haven er desværre forbeholdt Dommerne og Retsembedsmændene. De fleste Nævninge havde deres Frokostpakke med. Under denne Times dagligt Samvær lærte vi ganske godt hinanden at kende".

Nævningene og Pressen. 

"Hvorledes virker Pressens Kommentarer fra Dag til Dag paa et Nævningeting?"

Fru Berg smiler, medens hun siger:

"Vi lo engang imellem af de Misforstaaelser, vi kunde læse i Aviserne, og vi syntes ærlig talt, at vi var bedre inde i Sagen end Aviserne, der skrev om den; men for Resten maa jeg sige, at Forhørene og Kommentarerne i Nævningesagen var næsten det eneste, vi læste i de Dage. Det gælder i hvert Fald for mit Vedkommende".

"Hvad sagde man om Angrebene paa Nævningetinget?«

»Det, man mest talte om, var Angrebene paa Statsadvokaten, og dem syntes man ikke om. Og saa var man forbitret over de personlige Stiklerier til enkelte Nævninge og deres Paaklædning, som enkelte Blade har tilladt sig. Disse Skriverier fandt man taktløse og ubillige. Herregud, det var dog paatvunget Arbejde, som Folk er nødt til at udføre i det Tøj, de bar. Betalingen er 6 Kroner om Dagen"

Nævningetinget bag Kulisserne. 

"Fortæl lidt", siger vi til Fru Berg, "om Nævningetinget bag Kulisserne. Hvordan gaar det til, naar der voteres?"

Fru Berg siger:

"Først vælger Nævningene en Formand. Det gaar en Smule hovedkulds og formløst til. Naar Nævningene er opraabt og anbragt paa deres Pladser i selve Retssalen, beder Retsformanden dem udpege en Formand. Det maa man gøre straks og uden Forhandling. Da man ikke kender hinanden, bliver det let tilfældigt, og det forekommer mig uheldigt, selv om Formandsskabet jo kun indskrænker sig til at lede Forhandlingerne mellem Nævningene, naar de har trukket sig tilbage for at votere, og derefter afgive Svarene, naar de er vendt tilbage".

"Hvordan foregaar Voteringen?"

"Nævningene trækker sig tilbage og anbringer sig omkring et Bord i et Lokale i Retsbygningen. Man sidder i en bestemt Orden og stemmer i samme Orden. Men først diskuterer man Tingene. Det foregaar under særdeles tvangfri Former. Jævnlig kom Diskussionen blive livlig naar Meningerne staar stærkt delte, og en Afgørelse truer med at komme til at staa lige paa Vippen. Selve Voteringen foregaar paa den Maade, at Formanden i en bestemt Orden spørger hver enkelt Nævning om hans Votum. Først voteres over den strengeste Paragraf, der kan være Tale om at bringe i Anvendelse, dernæst om den mildere. Formanden voterer altid sidst. Og der skal som be' ndt 8 Stemmer af 12 votere skyldig, for at en anklaget kan dømmes.

Og, siger Fru Astrid Berg "nu tror Jeg. Jeg har fortalt Dem alt om Nævningetinget, som jeg har Lov til at sige. Det har været 14 trættende Dage, men ogsaa Dage, i hvilke jeg har haft Lejlighed til at faa Indblik i Forhold og Menneskeskæbner, som ikke glemmes i Hast. Mit Hovedindtryk af Nævningeinstitutionen er, at man vel kan giver den Opgaver, som den kan forløfte sig paa; men i det store og hele er den en Vinding for vor Retspleje."

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. maj 1923).

 I Vridsløselille statsfængsel blev Henckel meget syg. Og ved Grundlovens 75 års jubilæum i juni 1924 var han en af de 39 straffefanger der fik amnesti.

Se også indslag om Astrid Bergs mand, Sigurd Berg på denne blog.

Sigurd Berg 1868-1921 og Astrid Berg - gravsted på Vestre kirkegård. Afdeling 6, rk. 25, nr. 38. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Højesteret: Insubordinationssagen. Brev fra en Pioner. (Efterskrift til Politivennen)

Insubordinationssagen ved Ingeniørregimentet

Krigsministeriet offenliggjør i "Berl. Tid." Følgende:

Ifølge Akterne ere de nærmere Omstændigheder ved Sagen følgende:

Under Sommerøvelserne ved Ingeniørregimentet i 1892 vare Straffene for Underkorporalers og Meniges Vedkommende voxede i en betænkelig Grad, baade i Antal og Størrelse. Medens nemlig under Kompagniernes Sommerøvelser i 1891 Straffenes Antal var 55 og Straffedagenes Antal 315, der, naar de forskjellige Straffe omsættes til Kvarterarrest efter det i Straffelov for Krigsmagten § 44 fastsatte Forhold, vilde svare til 4942 Dages Kvarterarrest, var under Sommerøvelserne i 1892 Straffenes Antal 89 og Straffedagenes Antal 688, svarende til 12,715 Dages Kvarterarrest.

Tilvæxten i Straffene hidrørte hovedsagelig dels fra Drukkenskab, hyppig i Forbindelse med Gadeuorden, Vold og Opsætsighed, dels fra Forseelser, der vidne om Utilbøielighed til at underkaste sig den militære Disciplin, saasom Udeblivelse fra Tjenesten, Overhørighed m.m. Regimentet sluttede heraf, at de uheldige Forhold væsenlig maatte have deres Grund i to Omstændigheder, dels deri, at medens Pionererne i 1891 dog havde havt nogen Tjeneste de 3 Eftermiddage om Ugen, havde de i 1892 havt hele Eftermiddagen fri fra Kl. omtrent l. eller endnu tidligere, til Kl 19 om Aftenen, hvorved mange af dem faldt som Ofre for Lediggangen, da kun faa af dem havde privat Beskjæftigelse, og Opholdet i Kvarteret de lange Sommerdage ikke var behageligt, dels deri, at der Sommeren igjennem næsten ganske havde manglet paa disciplinerende Øvelser, som kunde danne en Modvægt imod den ved de tekniske Øvelser tilvante naturlige Frihed og halvveis civile Optræden. En noget forandret Arbeidsordning fandtes derfor at ville være i Tjenestens Tarv og Mandskabets velforstaaede Interesse. Det blev saa efter en Konference, som Regimentskommandoren i Foraaret havde med  Kompagniecheferne om Sagen besluttet at bryde den lange Eftermiddag ved en Deling af Arbeidstiden og ved samme Leilighed indføre nogle disciplinerende Øvelser. I Henhold hertil udgaves den 17. Mai d. A. en Regimentsbefaling, gaaende ud paa at medens der forhen blev givet Pionererne en samlet 7 Timers Akkord (d. e. et foresat Arbeide, som med jevn Flid kunde giøres færdig i 7 Timer, deri indbefattet 49 Minuters Frokosthvile, men som det var dem tilladt ved Anvendelse af større Flid at giøre færdig i kortere Tid, hvorefter de fik fri), saa skulde der herefter gives dem en 6 Timers Formiddagsakkord, men derhos afholdes Eftermiddagsøvelser fra Klokken 4-5, bestaaende afvexlende i Gymnastik eller Badning, Exercits samt Fægteøvelser, Salonskydning og Skydetheori.

En Deel af Pionerne, navnlig af 2. Kompagni var fra første Færd misfornøiet med denne forandrede Ordning, og Misfornøielsen tog til, da Aargangen 1891 den 4. Juni kom ind til fortsat Øvelse. 2 Pionerer af de Indkaldte og 1 Pioneer af de Tjenstgjørende, alle 3 af 2. Kompagni, vare særlig virksomme for at udbrede denne Misfornøielse blandt deres Kammerater i Kompagniet, og Mandskab af dette Kompagni var ogsaa de første til at tale om at vise Misfornøielsen ved at blive enige om alle at udeblive fra Eftermidagstjenesten. Det var Meningen, at en saadan almindelig Udeblivelse skulde være sat i Værk den 13. Juni, men da det kom til Stykket, viste det sig at Sagen ikke endnu var tilstrækkelig forberedt, og de Eneste, der den Dag udebleve, vare de to ovenomhandlede Pionerer af Aargangen 1891, som, da man ikke kjendte Sammenhængen med deres Udeblivelse eller vidste, at de udebleve efter fælles Aftale, slap med derfor at blive straffede med henholdsvis 5 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost og 4 Dages mørk Arrest uden Indskrænkning i Kosten. Lige som forud for deres Udeblivelse den 13. Juli saaledes vedblev disse 2 Pionerer ogsaa efter den Tid at gjøre, hvad de kunde, for at udbrede Misfornøielse med Eftermiddagsøvelserne blandt deres Kammerater og af al Magt at fremme en Overenskomst om at sætte en almindelig Udeblivelse fra Øvelsen i Scene, indtil de den 17. Juni bleve indsatte i Arrest for at afsone de dem ikjendte Straffe. Endnu den 17. talte den ene af dem med en anden indkaldt Pioneer af Aargangen 1891 derom, og denne ytrede da, at den følgende Tirsdag skulde de nok Allesammen blive enige om at udeblive.

Saaledes skete det ogsaa. Tirsdagen den 29. Juni udebleve samtlige Menige af 1,, 2. og 3 Kompagni, som skulde møde til Eftermiddagsexercits Kl. 4, alene med Undtagelse af 5 Mand af 1. Kompagni. Antallet af de ulovligt Udeblevne udgjorde for 1. Kompagni 28, for 2. Kompagni 34 og for 3. Kompagni 33. 

Den nævnte Dags Formiddag havde alle tre Kompagnier Skydning paa Amager. Her foreslog den Pioneer, der, som ovenfor anført, havde yttret, at den følgende Tirsdag skulde de nok Allesammen blive enige om at udeblive, nogle af 2 Kompagnis Folk, at de nu skulde se Alle at blive enige om at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen den Dag, og de, han saaledes talte med, gik ogsaa ind paa Planen. Da 2. Kompagni, der tillige med 1. Kompagni ligger paa Kronprinsessegadens Kaserne, kom hjem Kl. 19 om Formiddagen efter endt Skydning arbejdedes der videre paa Planens Virkeliggiørelse. For at holde sammen paa dem der vare vaklende og ikke gierne vilde være med, blev man enig om, at alle Kompagniets Pionerer skulde møde ved Springvandet i Søndermarken. Mødetiden var først bestemt til Kl. 3½ men blev siden bestemt til Kl. 2 paa Forslag af en af Mandskabet, der ikke var stemt for Udeblivelsen; han haabede, at Planens Gjennemførelse vilde strande og vilde da gjøre det muligt, at de endnu kunne naa at komme tidlig nok til Eftermiddagsøvelsen Kl. 4. Da Klokken var 2. mødte paa det aftalte Sted af 2. Kompagnis 34 Mand de 30, 2 kom noget senere derud, 1 gik andetsteds hen og 1 blev, som nedenfor nærmere skal omtales, tilbage og agiterede mellem Mandskabet af 1. Kompagni. Ved Mødet i Søndermarken viste det sig, at der ikke var Enighed mellem de Mødte. Den Pioner, som om Formiddagen paa Amager havde foreslaaet nogle af Mandskabet, at de skulde blive enige om at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen, var her atter meget ivrig for at sætte Planen igjennem. Han støttedes heri særlig af den tidligere omtalte Pioner af de tjenstgørende, der bl. A. forestillede Kammerraterne, at det eneste, man udsatte sig for ved at sætte en Masseudeblivelse lværk var at faae noget høiere Jordakkorder, og da han heri blev modsagt af en af Planens Modstandere, der paastod, at de alle vilde blive straffede, indgik han derom et Væddemaal med denne, saaledes at den af dem, som tabte, skulde give Øl til hele Kompagniet. Tilsidst besluttede man sig til at stemme om, hvad man skulde gjøre, idet man inden Afstemningen vedtog, at de, der bleve i Mindretal, skulde følge Flertallet. Ved Afstemningen stemte 16 af de 39 Tilstedeværende for, at de skulde udeblive, og kun 14 stemte imod. De udeblev altsaa Alle. Det er under Sagen erkjendt, at den Dag, da de 2 Pionerer af Aargangen 1891 vare ubeblevne, altsaa den 15. juni, har Kompagniets Premierløitnant tilkjendegivet Mandskabet, at hvis flere udebleve, vilde Straffen blive meget alvorlig.

En Pioneer af 2. Kompagni havde, som oven bemærket, ikke givet Møde med sine Kompagnikammerater i Søndermarken. Efter at Aftalen om dette Møde var truffen inde paa Kasernen, var han gaaet ud i Byen, men kom tilbage til Kasernen Klokken 1½. Han saae da, at alle 2. Kompagnis Folk vare borte, og sluttede deraf, at de nok Alle vilde holde Aftalen og blive ude. Han besluttede derfor at gaa over paa 1. Kompagnis Belægningsstuer for at faae Mandskabet af dette Kompagni, der var kommet hjem fra Skydning Kl. 12,40, til at gjøre fælles Sag med Mandskabet af 2. Kompagni. Først kunde han, der ikke var kjendt af ret mange af 1. Kompagnis Mandskab, ikke udrette noget Videre. Men paa den ene Stue fik han en af de indkaldte Pionerer af dette Kompagni med sig. De gik nu rundt sammen paa Stuerne og søgte at formaae Mandskabet til at slutte sig til 2. Kompagnis Forehavende. Stemningen for dette har imidlertid, efter hvad der er oplyst, ikke været særlig gunstig. De 2 Pionerer maatte anvende ikke blot Overtalelser, men ogsaa i visse Tilfælde Trusler. Specielt er det godtgjort, at de Begge have anvendt Trusler, navnlig ogsaa om Vold, overfor 3 Mand, og at Pioneren af l. Kompagni desuden alene har truet en fjerde paa samme Maade. Navnene paa dem, der lovede at gaa med, skrev sidstnævnte Pioneer paa et Blad af en Lommebog for at kunne kontrollere, at de ogsaa holdt deres Løfte. For at faae Hold paa Deltagerne bestemte den anden Pioneer, at de skulde gaa over i Kongens Have og derfra enten gaa ud paa Nørrefælled eller i Søndermarken. Begge to bleve tilbage paa Kasernen for at faae Alle med, hvilket dog ikke fuldud lykkedes, idet, som bemærket, 5 af dette Kompagni stillede til Eftermiddagsøvelsen. Da de 2 Pionerer tilsidst gik over i Kongens Have, fandt de, at Størstedelen var gaaet op imod Rosenborg-Indgangen, medens 2 Mand vare blevne tilbage ved Indgangen fra Kronprinsessegade for at passe paa, at Ingen vendte tilbage til Kasernen, en Foranstaltning, som fandt deres Bifald. De gik nu Alle med Undtagelse af de To ved Indgangsporten posterede ud paa Nørrefælled. Her raabte Pioneren af 1. Kompagni dem op nær sin Liste for at kontrollere, om de vare mødte. Da Stemningen var mat, foreslog han Pioneren af 2. Kompagni, at det vistnok var bedst, at de kom noget længere bort, for at Planen ikke skulde mislykkes, en Tanke, som denne ogsaa strax gik ind paa. Efter Sidstnævntes Forslag gik de saa med Undtagelse af 3. der gik andet Steds hen, Alle ud i Søndermarken for, som han sagde, at hilse paa 2 Kompagni. De traf Mandskabet af 2. Kompagni i Traktørstedet "Korups Have", og her rev Pioneren af 1. Kompagni det Blad Papir, hvorpaa han havde noteret Delingerne, i Stykker.

Regimentets 3. Kompagni var ikke indkvarteret i Kronprinsessegadens Kaserne, men laa i Leiren i Citadellets Glacis, det tjenestegiørende Mandskab for sig, og det indkaldte Mandskab af Aargangen 1891 for sig. Kompagniet var den 29. Juni kommet hjem fra Skydningen Kl. 12,55 Middag. Det har ikke ladet sig oplyse, at der fra 1. eller 2. Kompagni er udgaaet nogen Agitation enten under Skydningen paa Amager eller ved Udsendinge fra Kasernen for at faae 3. Kompagnis Mandskab til at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen. Man vidste imidlertid ved 3 Kompagni, at en Masseudeblivelse var paatænkt ved 2. Kompagni, og det gik som et Rygte i Leiren efter Hiemkomsten fra Skydningen den 29. Juni, at 1. og 2 Kompagnies Folk ikke vilde møde ved Øvelsen om Eftermiddagen, Det tjenstgjørende Mandskab - Aargangen 1892 - synes først ved indbyrdes Paavirkning at være blevet enige om at udeblive, uden at der har ladet sig paavise Nogen, der som Hovedmand har sat Planen i Scene. Et Par af dem har meddelt, hvad man var blevet enig om, til en Pioner af Aargangen 1891 og opfordret ham til at faae sin Aargangs Mandskab med. Denne har derefter henvendt sig til Størstedelen af de indkaldte Folk og faaet dem til at gaa med til en Masseudeblivelse, idet han anførte, at de Tjenstgiørende af Kompagniet vare enige derom, og derhos, uagtet han ikke vidste noget Bestemt derom, tillige fortalte, at 1. og 2. Kompagnis Folk heller ikke mødte. Efter vedholdende Benægtelse har han desuden til sidst maattet indrømme, at han overfor en Enkelt af de Indkaldte, der vægrede sig ved at gaa med, har anvendt Trudsler for at formaaede ham dertil, idet han til Vedkommende sagde, at det var en lumpen Karl, som mødte, og at det ikke vilde blive nemt for dem som mødte, derefter at være mellem sine Kammerater. Derimod er han mod sin Benægtelse ikke overbevist om, at have anvendt lignende Trusler overfor Andre.

Mandskabet af Kompagni forlod Leiren efterhaanden, for Enkeltes Vedkommende først kort Tid, forinden Eftermiddagsøvelsen skulde begynde, og det forsamlede sig ikke paa noget enkelt bestemt Sted i Byen eller dens Omegn.

_

Ved den i denne Sag afsagte Krigsretsdom, der for Hovedmændenes Vedkommende har været forelagt til allerhøieste Resolution, ere 6 Pionerer dømte til at hensættes til Forbedringshusarbeide - 1 i 2½ Aar, 1 i 2 Aar, 1 i 21 Maaneder, 2 i 18 Maaneder og l i 15 Maaneder - og 91 Pionerer er der idømt strengt Fængsel paa Vand og Brød, 7 i 6x5, 5 i 5x5, 19 i 4x5 og 69 i 3x5 Dage, af hvilke sidste dog Straffen for Nogles Vedkommende af Jurisdiktionschefen er formildet til mørk Arrest med eller uden Indskrænkning i Kosten i 19 Dage. Desuden er der idømt 2 Underkorporaler, der have været vidende om Foretagendet uden at anmelde eller søge at forhindre det, og som tilmed havde sluttet sig familien med og drukket med de Menige i Korups Have, Bestillings Fortabelse og hver 10 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost.

(Dagens Nyheder 22. juli 1893).

Fotograf Hans Schmidt Hansen (1881-1955) fotograf: Vridsløselille. 1917. Indgangen kendt fra Olsenbandefilmene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pioneren skriver fra Forbedringshuset.

I Forgaars naaede det første Bud fra de fængslede Pionerer udenfor Vridsløselilles Mure.

Det var Pioner Nr. 301, Petersen, der havde faaet Lov til at skrive til sin Hustru, og efter Anmodning overlod hun "Polit." en Afskrift af Brevet.

Den gode Bevidsthed om, ikke at have begaaet nogen Brøde eller overhovedet noget som helst vanærende, taler ud af hver Linie i dette Brev, som er skrevet i Straffeanstaltens tilgitrede Celle under det samme Tag, som skjærmer Tyve og Bidragere.

Brevet lyder saaledes:

Adresse:
Fange Nr. 206.

Min Adresse er:

Fange Nr. 206,

Vridsløselille pr. Glostrup.

Ikke mit Navn.

Kjære Fanny!

Jeg har ikke kunnet faa Lav at skrive forind i Dag; jeg maa kun skrive dette Brev i de første tre Maaneder, saa de mente det var bedst at vente en 8 Dage, for at kunne skrive, hvorledes det gaar. De første tre Dage var forfærdelig lange for mig, der sad jeg i en tom Arrest, saa blev jeg flyttet til min nuværende Celle; her gaar det dog lidt bedre, her har jeg en Høvlebænk og Værktøj og staar og arbejder med, men det er jo altsammen i Ensomhed og udenfor alt Fælledskab med andre. Vi kjørte fra Raadhuset i Charabanc lige her ud, saa det var jo en rigtig dejlig Tur, naar blot man skulde have været hjem igjen; men det blev der ikke noget af. Da jeg begyndte at kunne se Anstalten, saa var Humøret forbi paa mig, som det ogsaa var med mine Kammerater; saa var Stemningen daarlig. Jeg fik ikke Brug for mine Penge, dem maatte jeg aflevere med det samme, jeg kom; jeg maa ikke bruge Skraa endnu, det er ogsaa et stort Savn, jeg havde ellers beregnet dem til Skraa og Skrivematerialer, saa havde jeg bare givet Dig dem alle sammen; men det vidste jeg ikke noget af.

Da vi kom indenfor, fik vi Maske paa alle sammen, og saa blev vi skilt fra hverandre; siden har jeg hverken hørt eller set noget til mine Kamerater, men hvad der er en stor Trøst, det er, at der bliver talt saa pænt til En hernede, og ligeledes naar man spørger om noget, saa faar man et pænt Svar. Jeg sad og skrev, men da jeg naaede hertil, blev jeg afbrudt ved, at jeg modtog Dit Brev, og blev saa i et rigtig godt Humør; det glæder mig at høre, at det gaar saa godt, som Du skriver, jeg skal ellers ikke nægte, at jeg var i daarlig Humør, men dette Brev hjalp ligegodt (paa Humøret. Min Paaklædning er følgende: et Par Slæber, et Par lange Strømper, korte Buxer, kort Trøje, Hue med Maske og mit Numer paa Brystet; det er vores Mundering. Om Morgenen Kl. 4 3/4 skal vi op og maa saa arbejde til 7½, saa er der Frokost til 8; saa faar vi 4 Rundtenommer Brød og en lille Klat Fedt og saa lidt varmt Øl; det er Frokosten. Saa arbejder vi til Kl. er 12, saa er det Middag til 1. Middagen er Ærter, Grød eller Vælling o. s. v.; den er meget god, det er naturligvis Hestekjød altsammen af Sulevarerne. Saa arbejder vi til Kl. 5, saa faar vi vores Aftensmad; det er 3 Rundtenommer og en lille Bid Ost og lidt Mælk; det er Aftensmaden. Saa arbejder vi fra 5½ til Klokken 8, saa skal vi i Seng; og saa fremdeles. Jeg maa ikke modtage mere end 1 Brev fra Dig hver Maaned: Du kan vist nok svare mig paa dette og saa fremdeles et hver Maaned. Lad Kamma læse dette her, og hun maa ogsaa lægge et Par Ord i, naar Du svarer; jeg har det ellers godt, meget godt, som jeg ogsaa hører, I har. Nu en venlig Hilsen til Jer alle.

C. Petersen.

Lad mig nu vide alle de Nyheder, I ved; har Du talt med min Mester og min Kaptejn, og saa gjør for mig, hvad I kan, for her er ikke rart at være. Hils Kamma, Leisner og Otto; jeg maa ikke benytte den 4de Side, saa jeg kan ikke skrive mere, men glem nu endelig ikke at gjøre for mig, hvad I kan. En venlig Hilsen fra Din Carl. Hils Børnene; hvad siger Din Moder?

(Aarhus Amtstidende 4. august 1893).

Husarrekrut Stuhr løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Søg på Rekrutsagen og Stuhr på Jægersborg Kaserne og den opstandelse sagen vakte i 1876.

Husarrekrutten A. P. Stuhr, der for en Del Aar siden blev idømt 150 Rottingslag og 6 Gange 5 Dages Fængel paa Vand og Brød i mørk Arrest og dernæst til Tugthusstraf paa Kongens Naade, bliver, i Følge hvad der fra flere Sider meddeles, efter Krigsministerens Indstilling til Kongen løsladt af Horsens Tugthus, hvor han har været fængslet 8-9 Aar. En større Del af Straffetiden har han som  sindsforvirret tilbragt paa St. Hans Hospital ved Roskilde. - Stuhrs Historie er, i F. Vejle A. Fkbl., i Korthed følgende: Umiddelbart efter at være indkaldt som Husarrekrut med Ophold paa Jægersborg erklærede han en Aften, - vistnok den første - da Rekrutterne skulde til Ro, at han ikke vilde i Seng, en Underofficer tilkaldtes og en uhyggelig Scene paafulgte, under hvilken Stuhr slog sin Foresatte. Han skulde nu have 150 Rottingslag, paa 2 Dage; men under Ekskutionen sprang Stuhr ind paa Livet af sin Ritmester og øvede Vold imod ham. Saa blev han dømt til Tugthusstraf paa ubestemt Tid, og det unge Menneskes Fremtid var dermed spoleret. Nu har han, som sagt, hensiddet det meste af en halv Snes Aar i Horsens Tugthus og har formodenlig faaet koldt Vand i Blodet. Men man ser deraf, at liden Tue tidt kan vælte et stort Læs; Stuhr, der, indtil han trak i Trøjen, var en ordenlig Fyr, havde næppe tænkt, hvilken sørgelig Ende hans Militærtjeneste skulde tage, og hvilken afgjørende Indflydelse, den skal faa paa hele hans Liv. Rottingslagene og Tugthusopholdet skulde forøvrigt have efterladt saa varige Mærker, at det før saa sunde og raske unge Menneske nu er ældet betydeligt og dertil meget svagelig.

(Skive Folkeblad 21. maj 1884).

Frederik A. Hertz dømt for Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfølgelsen mod Hertz

- - -

Hvad endelig tiltalen mod Hertz for Overtrædelse af Straffelovens 11te Kapitel, er denne foranlediget ved et i Ugebladet "Ravnen" Nr. 45 for 11te November f. A. indrykket Digt. betitlet "Luthers 100aarige Jubilæum" ved hvis i de to sidste Vers indeholdte anstødelige og forhaanende Hentydninger den Kongen og Dronningen skyldige Ærbødighed maa anses t høj Grad krænket. Da Hertz har erkendt, at der paa bemeldte Numer af "Ravnen" som Ansvarhavende anførte Navn Fr. A. Hertz er sigtet til ham, og tilmed erklæret, at det er med hans Billigelse, at Digtet er indrykket i Bladet, og da der intet Hensyn vilde kunne tages til hans Anbringende om, at han ikke har tænkt sig, til hvem der i de nævnte 2 Vers er sigtet, kunde han for sit Forhold i saa Henseende ikke undgaa Ansvar efter Straffelovens §§ 90 og 93.

Ved Rettens Dom blev [---] Hertz i Medfør af Straffelovens § 64 med en efter dens §§ 90 og 93 lempet Tillægsstraf, der bestemtes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Vi skal senere komme tilbage til denne Dom.

(Social-Demokraten 23. april 1884).

Kriminalrettens Dom over Redaktør Hertz.

- - -

Vi vender os nu til den for "Majestætsfornærmelsen" afsagte Dom. Denne er som bekendt bygget paa et Digt i Ugebladet "Ravnen", hvori der skal være sigtet til Kongen og Dronningen. Det mærkelige er imidlertid, at hverken Kongen eller Dronningen er nævnt i Digtet og at Hertz har protesteret imod, at der deri var sigtet til disse to Personer. Der er endvidere den Mærkelighed derved, at Undersøgelsesdommeren, Assessor Thiele, ikke forstod de ytringer, det nævnte Digt indeholdt, og at man først efter vidtløftige Undersøgelser og Forespørgsler fik stillet en Forklaring deraf paa Benene. Ikke desto mindre har Retten idømt Hertz G Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Efter denne Retspraksis kan man altsaa befrygte, at enhver uforsigtig Ytring kan blive udlagt som en Majestætsfornærmelse. Betingelsen for at blive dømt er jo herefter kun den, at en Kriminalretassesor "finder", at der ved en saadan Ytring kan være sigtet til Kongen eller Dronningen. Det nytter ikke, at Vedkommende benægter, at Sligt har været hans Hensigt. Det nytter heller ikke, at der her i Landet kan gives mangfoldige andre Personer, til hvem en saadan Ytring kan være rettet, lige som det er en aldeles ligegyldig Sag, om Vedkommende bliver "overbevist" eller ikke; naar en Assessor mener, at der er sigtet til Kongen, saa er dette nok til at fælde en Dom, og til at hensætte en Mand i el langvarigt Fængsel paa Vand og Brød.

Denne Jagen efter Majestætsforbrydelser, denne Forfølgelse af Folk, der staar i Opposition til det bestaaende Regimente samtidig med, at der ses igennem Fingre med Folk, der bærer et finere Navn og beklæder en eller anden af de saakaldte "agtede" Stillinger i Samfundet vil imidlertid ikke bidrage til at befæste det Bestaaende. Tværtimod aabner en saadan Fremgangsmaade Øjnene for det nuværende Regeringssystems Hulhed og Raaddenskab, og bevirker, at den nuværende Samfundsbygning hurtigere end ellers vil styrte sammen for at give Plads for sundere og fornuftigere Tilstande.

(Social-Demokraten 24. april 1884).

Bergs ny Hærlov. (Efterskrift til Politivennen)

Se afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt den efterfølgende proces.

At vi nu faar en Hærlov, er hævet over al Tvivl; mellem "Højre" og Berg er der nu kun en lille Tvist tilbage om Bekostningen m. m., men da begge Parter har ladet sig forlyde med, at man, som det hedder i Handelssproget, kan "brække over" paa Midten, saa er der ingen Tvivl om, at delte eller noget lignende vil blive Tilfældet. Det vilde ogsaa vare urimeligt, om en saa stor og betydningsfuld Sag, der drejer sig om mange Millioner, skulde strande alene paa Hensynet til nogle faa Hundrede Tusinde Kroner. Da Berg imidlertid forlods har givet Vaabnene fra sig. saa han kun har det mindre væsenlige, Pengespørgsmaalet, tilbage, saa vil de kommende Forhandlinger for lukkede Døre ikke faa mere Betydning end det sædvanlige Optrin imellem 2 Handlende, der godt veed, hvorledes Enderesultatet skal vare, men dog paa Handels-Honørens Vegne soler sig forpligtede til at gaa og komme et Par Gange, forinden Næven rækkes ud til Slag.

Vi har altsaa en ny Hærlov, og Prisen bliver formodenlig en halv Million mere end den nuværende Hærlov, idet Omkostningerne altid overstiger Overslaget; dog er Bekostningen ikke her Hovedsagen.

Der er adskillige Punkter, som er af langt større Betydning end Pengespørgsmaalet. Dette hænger sammen med, hvad det danske Demokrati med Rette kunde og maatte haabe af en ny Hærlov; lad os undersøge disse Krav. og det vil vise sig, at end ikke den tarveligste Fordring er sket Fyldest ved den ny Lov. - Enhver sand Demokrat maa forlange, at det værnepligtige Mandskab faar en human Behandling, der svarer til, hvad Tiden kræver; det er bekendt nok, at saagodt som alle Rekruter klager over den Behandling, som de nu er udsatte for, og den Dom fra Jægersborg, som nylig er fremkommen, stadfæster kun dette; den milde Straf, de vedkommende har faaet skal næppe virke ret meget afskrækkende. Hvor rimeligt var det, om man i den ny Hærlov havde sørget for at faa indført Sikkerhedsforanstaltninger imod slig Behandlingsmaade; er nogen virkelig saa enfoldig at tro, at man skaber gode og villige Fædrelandsforsvarere ved at "muntre" dem med Slag og Skjældsord? Jo, desværre er der mange, som tror det, men de vil blive bitterlig skuffede. - Jens Busk har indlagt sig Fortjeneste ved Jægersborgsagen - derom er vistnok alle Demokrater enige - men han afsier Myggen og finger Kamelen ved at gaa i Bergs Kjølvand og vedtage en Hærlov, hvor der ikke er den fjærneste Garanti for, at Behandlingen af Soldaterne vil blive bedre, men langt snarere Udsigt til, at den vil blive ringere.

Man sige ikke, at dette ikke vedkommer Hærloven, og at man siden kan ændre den militære Straffelov, thi har man først givet det Vaaben fra sig, som man havde i Hærloven, saa kan Venstre gjerne opgive ethvert Krav paa Reformer i andre Retninger; "Højre" har, som bekjendt, ikke Øje for den humane Behandling af Soldaterne; "Krumslutning" og "Rotting" er efter deres Begreb fortrinlige Straffemidler - hvorledes bilder Venstre sig da ind at faa disse middelalderlige barbariske Straffe afskaffede, naar der intet som helst Tryk hviler paa Højre. - Mærkværdige Godtroenhed!

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men der er en Vej, ad hvilken man allerbedst skaffer Soldaterne en human Behandling og bedst fremmer en god og fædrelandssindet Aand i Hæren, og det er ved at sørge for, at den forsynes med dannede og humane Befalingsmænd ; disses Uddannelsesmaade staar derfor i meget nøje Forbindelse med Soldaternes Behandling; i den gamle Hærlov af 1867 var det Tanken, at idetmindste en Del af Befalingsmændene skulde udtages blandt det værnepligtige Mandskab ; istedetfor dette skal nu samtlige Befalingsmænd uddannes ved Afdelingerne, og her kan den stokmilitære Aand, der i Mandskabet ikke ser andet end villieløse Medlemmer, ret faa et Arnested. - Det er en fuldstændig Opgivelse af Folkevæbningstanken, en Tilbagevenden til Frederik den 6tes Tidsalder; man skulde og burde skaffe en human og demokratisk Aand ind i Hæren, og saa overlader man hele Uddannelsen af Befalingsmændene til de militære Herrer. - Et bedre Middel til at voldgive sig Stokmilitærismen kjender vi ikke. Kort sagt: Den Bergske Hærlov har ingen Garanti for en humanere Behandling af Soldaterne - om mulig det modsatte.

En anden Fordring. Demokraterne maa stille, er Afskaffelse af tvungen Garnisonstjeneste. - Mulig er det nødvendigt, at der er den Art Tjeneste om Vinteren, fordi der dels skal være en større Politistyrke, dels skal være noget Mandskab til Officerernes Øvelser - men hvorfor skal denne Byrde paahvile enkelte af Landets Børn fremfor andre. - Ligheden kræver, at slig Tjeneste maa udføres af lejede Soldater og Bekostningen dermed kræver, at al overflødig Garnisonstjeneste afskaffes, og der er sandelig nok deraf, nok af Gamaschetjeneste. Dertil kommer, at Garnisonstjenesten virker sløvende paa Mandskabet og desværre ofte nedbryder Sædelighedsfølelsen. - Venstre har altid hævdet Afskaffelsen af denne Tjeneste - hvad siger nu det ny Forslag derom:

Det forøger Garnisonstjenesten fra 36,000 Tjenestemaaneder til 45,400, og det samtidig med, at den Hær, vi kan stille i Marken i første Række, bliver betydelig mindre end den, vi nu har.

Dersom det er det danske Folks Opgave at skabe en forholdsvis lille Hær med et stort Apparat af kostbare Officerer og at holde denne Hær i en saadan Orden, at den kan paradere for enhver tilrejsende Kapacitet og faa Ord for at være en vel dresseret og pyntelig lille Hær, og det fremdeles er Opgaven i Krigstid at opgive Jylland og Fyen og forvare den smukke Hær paa Sjælland, saa svarer den ny Hærlov godt til sit Formaal; den gamle militære Aand faar Lov at blomstre paa alle Omraader og kaste sit Frø i vore Garnisonsstæder; hvis det derimod er Meningen, at det danske Folk i Farens Stund vil rejse sig alle som een for at værge vor Odel og Eje til Lands og til Vands, saa kan der næppe tænkes nogen slettere Lov end den, vi nu er saa temmelig sikre paa at faa. - Den lille Landhær med de mange Officerer og den lange demoraliserende Garnisonstjeneste vil sluge vore smaa Midler, saa vi kun faar lidt tilovers for det Værn, der fremfor alt burde være vort bedste Vaaben, fordi det er det eneste, ved hvilket vi kan vente at udrette noget forsvarligt, - vi sigter naturligvis til Flaaden. At denne vil blive svagere, i samme Grad som vi sætter vore Midler til paa at skabe en Landhær, er indlysende. - Det eneste, som der ved den nye Hærlov vindes for Befolkningen, er, at Genindkaldelser af Mandskabet nedsættes fra 3 til 2 Gange. Dog er det ikke værd at glæde sig for tidlig derover, da det mulig hører med til det, som Berg mener med sit "sidste Ord". Nu - det gjælder jo ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden, saa har Venstremænd kunnet opgive alt, hvad de hidtil har kjæmpet for, saa lad dem opgive det med. n.

(Horsens Folkeblad 5. juli 1880).

Hærloven var et resultat af kontakten mellem den moderate venstreleder, Frede Bojsen, og krigsminister C. A. F. Thomsen. Folketingets moderate venstre og højrepartiet nåede til et resultat, som ikke blev afvist af regeringen og landstinget, og som blev vedtaget den 25. juli 1880. Hærens antal af linie-batailloner blev udvidet fra 21 til 31, idet 10 reserve-batailloner blev overført til linien. Rytteriet og artilleriet blev udvidet på samme måde og feltartilleriet udvidet med 4 forstærkningsbatterier. Fæstningsartilleriet forblev uændret. Antallet af befalingsmænd blev forøget fra 1598 til 2107, men garnisonstjenesten og de årlige indkaldelser blev indskrænket. De politiske følger blev at kultusminister Fischer blev fjernet fra sin post i august 1880, for syns skyld fik Kauffmann lov til at bevare sin stilling til april 1881. Hærlovsagen var et alvorligt nederlag og prestigetab for Chr. Berg, og Hørup fik mere magt til at lancere den antimilitaristiske politik, som få år førte til bruddet mellem Hørup og Berg. Om Chresten Berg, se andetsteds på denne blog.

Rekruternes Behandling paa Jægersborg. (Efterskrift til Politivennen).

Husarrekruterne og Højrepressen. Kold. Folkebl. skriver i Anledning af Krigsretsdommen: Det var i Folketingets Møde den 11te Juni f. A, at Jens Busk stillede sin Forespørgsel til Krigsministeren: "Vil Krigsministeren være villig til at undersøge, hvorvidt Rytterirekruternes Behandling, navnlig paa Jægersborg, er stemmende med de Krav, som anordnede Instruxer og humane Hensyn rnaa fordre fyldestgjorte?" Krigsministeren svarede, at der ikke til ham var indkommet nogen Klage fra Rekruternes Side, men at det var selvfølgeligt, at de af Forespørgeren fremdragne Tilfælde vilde blive undersøgte. Man vil mindes, hvorledes Højre faldt over Krigsministeren paa Grund of denne Erklæring. "Dagens Nyheder" maatte i "høj Grad beklage", at Krigsministeren i mindste Maade vilde befatte sig med disse "Sladderhistorier", og de øvrige Højreblade stemmede op i samme Toneart. At de alle faldt over J. Busk. er indlysende, og det regnede formelig ned med Angreb over ham, men "Dagbladet" fik her Forspringet ved at opdage, hvad der skulde gjøres. Det kunde kun se "Ulæmper og Misligheder" ved at faa noget undersøgt paa Jægersborg, men derimod anbefalede det Krigsministeren at undersøge og give Offenligheden "nærmere Besked om Jens Busks eget Forhold i Tjenesten", da han efter de Undersøgelser, Bladet havde anstillet, havde været "sløj" - altsammen fra det retslige Standpunkt, at naar der klages over en Embedsmand, skal den offenlige Undersøgelse ikke rettes mod denne, men mod Klageren. Da saa Kommissionen blev nedsat, fik Højrepressen atter travlt med Sagen, og man glædede sig indbyrdes ved at fortælle hverandre, hvorledes det nu fuldt ud var blevet fastslaaet, at det var Sladderhistorier det hele: Jens Busk havde slet ingen Vidner, lød det fra det ene Blad til det andet; hvad han fortalte, var Historier han havde hørt paa anden og tredie Haand, og som ingen kjendtes ved. - Den faldne Dom viser, paa hvis Side Sladderen var.

(Morgenbladet (København) 2. juli 1880).

Sagen i Anledning af Rekruternes Behandling paa Jægersborg

Megen Uret sker i Verden uden at blive paatalt, fordi Vedkommende, som bliver krænkede ikke træder frem og klager, idet den Anskuelse i Reglen gør sig gældende hos de Fleste, at det ikke kan nytte noget at paatale sin Sag, Tingen bliver ikke afhjulpet derved. Vi skal villigt indrømme, at Retsforholdene i Reglen er af den Beskaffenhed at det er saare vanskeligt at komme til sin Ret, men alligevel skal man klage, ti derved afgives en Protest, som altid vil stifte sin Nytte. Med Hensyn til Forholdene blandt Rekruterne paa Jægersborg, da præsteres her et Vidnesbyrd om, at den Enkelte har afstaaet fra at klage, men gennem den ved Folketingsmand J. Busk rejste og vises, at Klagemaal i dette Tilfælde ikke alene var paa sin Plads, men ogsaa blev taget til Følge. For at Offenligheden saa meget som muligt kan blive bekendt med den jægersborgske Rekrutsag og dens Følger og deraf drage den nødvendige Lære, skal vi efter "Mgbl." udførligt gengive den til Folketinget fremsendte "Meddelelse fra Krigsministeriet" om:

Krigskommissionssagen,

anlagt efter allerhøjeste Befaling af 30te januar d. A. mod

Premierløjtn. Gerhard Christof Muus,
- Carl Emil Schønheyder, 

Oversergent Johan Adolph Christensen, 

Sergent Soph. Ludvig Christian Sieverts,
- Jens Christian Christoffer Meyer,
- Erich Heinrich Trauelsen (eller Traulsen) og
- Jens Peter Jensen, 

alle af Gardehusarregimentet og sigtede for :

Myndigheds Misbrug. 

Efter at der ved allerhøjeste Resolution af 30te Jan. d. A. var anordnet en Krigskommission til at føre til Ende og for de ovennævnte 7 Befalingsmands Vedkommende at paakende den af en den 23. Juni f. A. nedsat Kommission, i Anledning af Folketingsmand J. Busks Forespørgsel den 11e Juni f. A. til Krigsministeren, foretagne Undersøgelse angaaende Rekrutbehandingen ved Husarregimentets Skole paa Jægersborg har den nye Kommission Oplysning om et Ankepunkt i Sagen maattet søge Forhør afholdt paa St. Croix over en tidligere Husar, som nu gør Tjeneste ved den vestindiske Hærstyrke, - af hvilket Forhør Udskrift først modtoges i Begyndelsen af forrige Maaned - , og for øvrigt bestræbt sig for at tilvejebringe saadanne Forklaringer af de Tiltalte, mod hvem der forelaa Beskyldninger, som var ubeedigede, at fornyet Indkaldelse as Deponenter og disses Edsfæstelse ved fremmede Jurisdiktioner kunde blive overflødig. Dette er lykkedes Kommissionen, og Sagen har derefter kunnet paakendes den 7. Juni. 

Som Folketingstidende for den ordenlige Forsamling 1878-79, Spalte 3935- 3998 viser, gik Folketingsmand Busks Foredrag i Henhold til paalidelige Mænds meddelelser til ham, ud paa at fremstille Husarrekruternes Behandling paa Jægersborg som særdeles utilbørlig og navnlig en saadan, at det maatte formodes, at Hug og Slag, raa hensynsløs Behandling fra befalingsmændenes Side havde hørt til Dagens Orden. Der nævntes under forespørgslen bestemte Befalingsmænd, Officerer og  Underofficerer, som skulde have udmærket sig ved at plage Folkene; Regimentschefen og Skoleforstanderen omtaltes som inhumane; der hentydedes til hyppige Selvmord paa Skolen, klagedes over Krumslutningsstraf for ubetydelige Fejl, og man modtog ved de fra flere Talere fremkomne Ytringer et bestemt Indtryk af, at Rekruterne maatte have følt sig særdeles trykkede og ulykkelige.

Da den første Kommission paa Grund af Avditørens alvorlige Sygdom den 31te December f. A. havde maattet standse sit Arbejde, viste det sig imidlertid, at den, efter at have foretaget en møjsommelig Eksamination af tjenestegørende og hjemsendte Husarer, ikke havde skønnet rettere, end at Rekruternes Behandling i det hele havde været god og paa ingen Maade kunde antages at have svaret til det Billede, som man var opfordret til at danne sig ved at læse Foredragene i Folketinget, hvad der da ogsaa i og for sig lettelig lod sig forklare deraf, at Forespørgeren havde støttet sine Beretninger paa Meddelelser fra Personer, der saa godt som udelukkende manglede egen Erfaring om det, de havde fortalt ham. Alligevel var det efter Forhørene at antage, at der i Eksercerskolen jævnlig var givet saakaldte "Lussinger" (c: Slag paa Siden af Hovedet med den flade Haand), og uddelt Rap med Sabel, Huggert, Ridepisk, Spanskrør, Reb (Springesnor) eller andet Redskab, som Lærerne havde haft ved Haanden og hvorved de havde tilsigtet at "vække", "muntre" eller "lette" Rekruterne de dem paalagte Øvelser, uden derved netop at have villet tilføje dem nogen Lidelse, samt at Rekruterne i Almindelighed havde opfattet den Behandling, de erholdt, i saadan Mening. Der forelaa dog ogsaa Eksempler paa, at Lærere havde benyttet som Disciplinærmiddel at lade Rekruterne "sidde i bøjede Knæ" i længere eller kortere Tid, fordi de ikke havde kunnet svare paa dem forelagte Sporgsmaal, en Behandling, der erkendes for at være pinlig for de Paagældende og derfor synes at maatte betragtes udelukkende som en uhjemlet Straf, men ingenlunde som en hensigtsmæssig Øvelse for Tjenestens Skyld. I enkelte Tilfælde forelaa der ogsaa Sigtelser om en endnu haardere Behandling fra Befalingsmænds Side. Nøjagtig at bevise den egenlige Beskaffenhed af, hvad der var forefaldet i bestemte Tilfælde, havde dog, efter at længere Tid var forløbet, vist sig at være saare vanskeligt og misligt. Det fandtes derfor, da Avditørens Helbred gjorde det umuligt at benytte hans Tjeneste, og Undersøgelseskommissionen allerede, navnlig i en Skrivelse af 11te September f. A. til Aars og Sleth Herreder, havde ved Avditøren udtalt et Slags Dom over de under Forespørgslen i Folketinget fremsatte Beretningers Paalidelighed, at være forsigtigst at overgive Sagen til fortsat Behandling af en helt ny dømmende Kommission, som, naar Sagen af denne var sat i saadan Stand, at den kunde paakendes, vilde have at afsige Dom med Hensyn til de deri implicerede Befalingsmænd. Til disse kunde dog hverken henregnes Regimentschefen, Oberst H. Castenschiold, eller Skoleforstanderen. Ritmester Borberg. Mod den første forelaa næmlig ingen Sigtelse for slet Behandling af nogen Rekrut, kun almindelige Paastande om hans formentlige Mangel paa Humanitet, der paa ingen Maade bekræftes ved de af ham anvendte eller foranledigede Straffes Beskaffenhed. Og hvad der var paasagt Ritmester Borberg til hans Skade om talrige Selvmord blandt Rekruterne havde vist sig at være i den Grad urigtigt, at det tilstrækkelig var konstateret, at kun to Selvmord havde fundet Sled ved Skolen paa Jægersborg i de 7 Aar, hvori han havde været ansat samme Steds, og under Omstændigheder, der ikke gave Anledning til slig ond Eftertale. Hvad der desuden i Folketinget var bebrejdet ham i Anledning af, at der af ham skulde være dikteret en Rekrut 12 Timers Krumslutning, blot fordi Spændet paa Rekrutens Stigrem under Ridningen var kommet til at sidde forkert, kunde efter det derom oplyste ikke tillægges Ritmesteren som nogen Haardhed, da der ved Straffen var taget Hensyn til Rekrutens tidligere utilfredsstillende Forhold og til de ham forgæves givne Advarsler.

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om hver enkelt af de Tiltalte indeholder Kommissionsdommen følgende Oplysninger:

1. Premierløjtnant G. C. Muus har i Folge den af forhenværende Husarrekrut Nr. 177/1878, nu Underkorporal i den vestindiske Hærstyrke, Christiansen, afgivne og beedigede Vidneforklaring, der bestyrkes ved andre fremkomne Oplysninger, og ikke benægtes af Premierløjtnanten, i Marts eller April 1878 under en Øvelse i Sideløb og Fremadløb givet Rekruten et ikke ubetydeligt Slag med den flade Haand i Nakken og derefter et Slag med Sablen over Ryggen. Ogsaa har denne Tiltalte vedgaaet undertiden at have "rusket lidt haardt i en Mand" for at faa ham til at staa rigtigt eller gør en Bevægelse rigtigt, og at have undertiden rettet "lidt føleligt" paa en Mands Stilling med Sablen eller med en Ridepisk, samt at han ikke har modsat sig, at Gymnastiklæreren, nuværende Oversergent Christensen, medens Premierløjtnant Muus i Foraaret 1878 legede Gymnastikundervisningen paa Jægersborg, "muntrede" Rekruter, der bleve hængende paa Hesten, ned af denne med en "lille Vækker" eller Berøring med Huggerten, Fægtehandsken eller Haanden, og at han selv har gjort noget Lignende, naar han personlig deltog i Undervisningen, men disse Berøringer vil Løjtnanten ikke have betragtet som "egenlige" Slag.

2. Af Premierløjtnant C. E. Schønheyder er det erkendt, at han gentagne Gange som Disciplinærmiddel under Felttjenestelæsningen har ladet Rekruter "sidde i bøjede Knæ", dog ikke længere end i et Kvarter, den længste Tid, han antog, at en Mand kan udholde at sidde i denne Stilling; at han har givet en og anden Rekrut et Rap med sin Ridepidsk og af og til ved Øvelsen i Længdespring over Hesten tildelt Rekruter Rap med Springesnoren for at fremme Øvelsen, samt at han ikke trøster sig til at benægte lige over for en rekrut at have brugt det Udtryk, at Rekruten burden "puttes i Møg og sendes Hjem". Enkelte under sagen afgivne Forklaringer gaar endvidere ud paa, at det førstnævnte Straffemiddel af Premierløjtnanten er anvendt endog ud over den af ham angivne Tidsgrænse, - at han har slaaet Rekruter med den flade Haand paa siden af Hovedet, samt at han en Gang da en Husar, Nr. 231 Petersen, sad i bøjede Knæ, under Læsningen i Gymnastiksalen har bibragt ham et Slag i Siden eller Ryggen med Fæstet af den Sabel, Tiltalte selv holdt i det Yderste af Klingen. Men for disse Sigtelser, hvis Rigtighed Premierløjtnant Schønheyder modsiger, mangler det fuldstændige Bevis.

3. Oversergent C. A. Christensen har tilstaaet, at han som Gymnastiklærer af og til har givet en Rekrut en Lussing, undertiden med knyttet Haand slaaet Rekruter oven i Chakoten, og at han en Dag ved Kontrahugningen har tildelt Rekrut Nr. 66/1875 Hansen  et Slag med sin Sabel over den ene Arm, hvorved Sabelklingen sprang, saa vel som at han ved Gymnastikøvelsen i Længdespring over Hesten har brugt at give Rekruterne "Vækkere" eller "Lettere" ved Slag over Bagen med Armværnet af en Fægtehandske, med Huggert, Spanskrør eller lignende, dog ikke saaledes, at hver den, der sprang, fik et Slag, men væsenlig kun de, der bleve hængende paa Hesten eller ikke passede deres Tur. Endvidere er der mod den Tiltalte under Sagen fremsat adskillige Sigtelser, hvis Rigtighed han har modsagt og som derfor ikke har ladet sig fuldstændig bevise, nemlig: fra Husar Nr. 87/1875 Petersen, Nr. 163/1876 Larsen og Nr. 169/1877 Sørensen om, at Tiltalte idelig brugte Skælsord, nemlig "Laban" og "Klodrian"; - fra Husar Nr. 57/1875 Hansen, der to Gange vil være slaaet af Tiltalte med knyttet Haand i Ansigtet, den ene Gang saaledes, at han fik et blaat Øje, den anden Gang saaledes, at hans Næse blødte, og som paastaar, at Tiltalte næsten hver Dag slog Rekruterne med en Stok, samt en Gang, da han (Nr. 57) var mat efter et længere Sygeleje og derfor ikke kunde springe over Hesten, lagde en Springesnor flere Gange sammen og slog ham med denne; - fra Husar Nr. 87/1875 Petersen om. at Tiltalte under en Øvelse har bibragt ham et stærkt Slag over Skulderen med den tykke Ende af sin Ridepisk, og at Tiltalte en Gang har medbragt en hel Del Stokke, som efterhaanden bleve slaaede itu paa Rekruternes Rygge; - og endelig fra Husar af Aargangen 1875 Ole Hansen angaaende, at Tiltalte, da Husar nr. 66/1875 vilde gaa til Lægen i Anledning af det foran omtalte Slag, har sagt til Nr. 66, at dersom han gik til Lægen, skulde han faa mere.

4. Sergent J. C. C. Meyer har indrømmet, at han af og til har givet en Rekrut en "Lussing", samt at han i Marts 1879 med en Lindekvist har tilføjet Rekrut Nr. 237 Sørensen et Slag over Haanden, der havde til Følge, at Haanden hovnede op og at Rekruten maatte fritages for nogle Øvelser og undergives en kortvarig Lægebehandling, uden dog at indlægges paa Sygestuen. Endvidere har denne Tiltalte erkendt, at han en Dag under Øvelserne, med sin Sabel, der var i Skeden, har slaaet efter Husar Nr. Andersen og hans Hest, hvorved Sabelskeden, der var gammel og tyndslidt, bøjedes, da den rammede det bageste af Sadlen. Saa har han og tilstaaet, at han under Læsningen i Stalden har straffet Nr. 178/1878 Hansen ved at lade ham sidde nogle Minuter "i bøjede Knæ" i et Spiltov. Ifølge Husarens Forklaring har Tiltale derhos, da Nr. 178 ikke kunde udholde længere at sidde i den ham paalagte Stilling og vilde rejse sig uden Tilladelse, stødt ham omkuld og sparket ham i Siden, hvilket sidste Nr. 183 Larsen ogsaa vil have iagttaget. Tiltalte har dog nægtet forsætlig at have stødt eller sparket Nr. 178, og Rigtigheden heraf have de Tilstedeværende ikke turdet med fuld Sikkerhed modsige. Paa lignende Maade er det forblevet ubevist, at Tiltalte, hvad der paasiges ham, har tilføjet Nr. 174/1878 Petersen et blaat Øje og slaaet Nr. 156/1878 med Sablen over Ryggen. Hvad der i Folketinget er anført som at Sergent Meyer har haanet Rekruter ved at putte dem Sukker i Munden, da er det ikke bevist; ti vel har han vedgaaet en Gang at have foræret en Rekrut et Stykke Sukker, som han dog ikke puttede Rekruten i Munden; men denne vil ikke have opfattet dette som andet end som en Venlighed.

5. Sergent S. L. C. Sieverts er af Husar Nr. 183/187, Larsen, sigtet for den 17de Januar 1878, da Larsen mødte for sent til Staldtjeneste, at have slaaet ham i Ansigtet, saaledes at hans Underkæbe hovnede op, samt for en anden Gang at have slaaet ham som Staldvagt i Ansigtet med den flade Haand, paa hvilken Maade han ligeledes skal have behandlet nogle andre Rekruter, deriblandt Nr. 158/1878 Jørgensen, men Bevis herfor er mod Sergentens Benægtelse ikke opnaaet.

6. Mod Sergent E. H. Trauelsen (eller Traulsen), der er sigtet for en enkelt Gang at have givet en Rekrut en "Lussing", men paa det bestemteste nægter saadant, er Bevis eller Formodning heller ikke fremkom￾met, og

7. Det samme gælder med Hensyn til Sergent I. P. Jensen. 

Fra Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under disse Omstændigheder har Kommissionen enstemmig fundet Premierløjtnant Muus og Schønheyder samt Oversergent Christensen og Sergent Meyer strafskyldige efter Parolbefalingen af 10de Juli 1815 - Premierløjtnant Schønheyder tillige efter Anordningen af 27de April 1792 II § - og kendt saaledes for Ret:

Premierløjtnanterne Gerhard Christof Muus og Carl Emil Schønheyder bør udholde Fæstningsarrest af 2den Grad, førstnævnte i 1 Maaned, sidstnævnte i 2 Maaneder. Oversergent Johan Adolph Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer bør være degraderede til Menige hver især i 4 Maaneder. Sergenterne Sofus Ludvig Christian Sieverts, Erich Heinrich Traulsen og Jens Peter Jensen bør for Tiltale i denne Sag fri at være.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Den kgl. Parolbefaling af 10de Juli 1815 lyder saaledes:

"Paa det at Krigsretterne kan have en bestemt Regel at følge, naar en Foresat befindes at have tildelt nogen af sine Undergivne anden eller haardere Korrektion end Subordinations-Anordningerne hjemler, ja endog at have mishandlet den Underordnede med Stød eller Slag i Ansigtet, for Brystet, over Hænderne, Benene eller anden Maade, befaler vi allernaadigst, at den deri Skyldige skal straffes, i Fald han er Officer, med Fæstningsarrest fra en til seks Maaneder, og i Fald han er Underofficer med Degradation enten for nogen Tid eller for bestandigen, alt efter de med Mishandlingen forbundne mere eller mindre graverende Omstændigheder."

Herefter er de i denne Parolbefaling foreskrevne Straffe at anvende paa enhver Officer eller Underofficer, som tildeler sine Underordnede anden eller haardere legemlig Korrektion end tilladt er, uden at det kommer i afgørende Betragtning, om Korrektionen efter den nu almindelige Talebrug betragtes som en Mishandling. At dette har været Befalingens virkelige Mening er tydeligt deraf, at det utrykkeligt er betegnet som tilsigtet at give en bestemt Regel til Forebyggelse af Myndigheds Misbrug, og er i alt Fald bekræftet ved en Række af kongelige allerhøjst stadfæstede Resolutioner paa Krigsretsdomme, som med Fæstningsarrest har anset Officerer, fordi disse havde tilføjet Undergivne endog ubetydelige Slag. Den Omstændighed, at de under nærværende Sag Domfældte jævnlig ville fortrinsvis have tilsigtet at "muntre" Folkene ved at sætte Liv i Øvelserne, har altsaa ikke burde kunne fritage dem for at dømmes efter Parolbefalingen, men alene kunnet fortjene at erholde Indflydelse paa Størrelsen af de for dem valgte Straffe.

I saa Henseende fandt Krigsministeriet, at Kommissionen med Føje havde indskrænket sig til at idømme Premierløjtnant Muus den mildeste Fæstningsarrest, som lader sig anvende.paa en subaltern Officer, en Maaned i anden Grad, og at det ligeledes fortjente at bifaldes, at Straffen var skærpet til to Maaneder for Premierløjtnant Schønheyder, som ikke blot har benyttet det af ham vedgaaede, aldeles uhjemlede Plagemiddel, at lade Rekruter sidde i bøjede Knæ, men blandt andet endog tiltalt en Rekrut paa den foran nævnte høist usømmelige og modbydelige Maade. Da Officerer, som rettelig har været dømte til Fæstningsarrest for Overtrædelse af Parolbefalingen af 10de Juli 1815, ikke vides nogen Sinde ved kongelig Resolution at være blevne fritagne for at lide denne Straf, og der særligt bør tages Hensyn til, at en Officer, som forgriber sig paa sin Undergivne, derved giver en ringere Befalingsmand et slet Eksempel, vandt det allerhøjeste Bifald, at det for de 2 Premierløjtnanters Vedkommende skulde forblive ved Dommen.

Derimod skønnedes det efter Omstændighederne hverken at være ønskeligt eller nødvendigt at lade de Oversergent Christensen og Sergent Meyer i Overensstemmelse med Parolbefalingen tilfundne Straffe af temporær Degradation fuldbyrde. Denne Straf, som medfører, at den saaledes degraderede uden at aflægge Befalingsmændsdistinktioner skal med Menigs Lønning forrette Menigs Tjeneste i en vis Tid og have forbrudt sit Hæderstegn, anses ikke uden Grund for at være lidet heldig, især naar den paalægges Stabssergenter eller Oversergenter. Det paatænkes ogsaa, at slig Degradation ganske skal afskaffes. Ministeriet antog derfor, at en følelig Fængselsstraf, der dog ikke berøvede Oversergent Christensen hans Hædersteqn eller Sergent Meyer Udsigt til i Tidens Løb at opnaa et saadant, vilde være en langt virksommere og hensigtsmæssigere Straf end 4 Maaneders Degradation, samt at den for Retfærdigheden vilde være tilfredsstillende, saa meget mere, som de begaaede Forseelser laa noget tilbage i Tiden. I Overensstemmelse hermed er Straffen for hver af dem af Hans Maj. Kongen bestemt til 30 Dages Vagtarrest.

Med Hensyn til Sergenterne Sieverts, Trauelsen og Jensen har det, da de er frifundne, maattet have sit Forblivende ved Dommen.

Derefter er der den 18de Juni paa Krigskommissionsdommen tegnet saadan allerhøjeste Resolution:

"For Premierløjtnanterne Gerhard Christoph Muus og Carl Emil Schønheyders Vedkommende stadfæste Vi Kommissionsdommen, saaledes at den dem idømte Fæstningsarrest skal udholdes af den første paa Kronborg Fæstning og af den sidste i Citadellet Frederikshavn.

Med Hensyn til Sergenterne Sophus Ludvig Christian Sieverts, Erich Hejnrich Trauelsen og Jens Peter Jensen forbliver det ligeledes ved Dommen.

Oversergent Johan Adolf Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer fritage Vi allernaadigst for den dem tilfundne Degradation, mod at de hver især hensættes i simpel Vagtarrest i 30 Dage."

Krigsministeriet, den 23de Juni

(Social-Demokraten 3. juli 1880).

Folketingsmedlem Jens Andersen Busk (1845-1908) var gårdmand fra Horsens. Han blev ikke valgt til Landstinget ved et suppleringsvalg 1875. Men 1876-1906 sad han i Folketinget. Han tilhørte gruppen omkring C. Berg og Viggo Hørup. 1880 var han repræsentant i Den jyske husmands-kreditforening og sad efterfølgende på flere andre poster. Sagen om rekrutterne på Jægersborg Kaserne var hans første større sag, hvor han selv kunne berette om egne erfaringer som dragon i Århus. Han betragtede sig selv som bonderepræsentant.

Krigsministeren var Wilhelm Frederik Ludvig Kauffmann (1821-1892). Han havde deltaget i Krigen 1848-1851. Efter krigen lærer i teknisk mekanik og teknologi ved Højskolen, 1854 chef for 4. Batteri og redaktør af Tidsskrift for Krigsvæsen 1865-73. 1860 blev han udnævnt til major. I Krigen 1864 var han kommandant for 4. Batteri og næstkommanderende artilleriofficer i Dybbøl-stillingen. I 1865 blev han  major, og stabschef hos artillerigeneralen. Han blev krigsminister i 1879 og udnævntes til general uden for nummer. Han fik ikke hærlovforslaget gennemført 1879-80, måske fordi han havde søgt støtte hos den Bergske gruppe. Det blev i stedet Folketingets Højre og de moderate af Venstre hvis forslag blev til lov 25. juli 1880 ophøjedes til lov. Han fik inden sig afgang gennemført en ny straffelov for krigsmagten i 1881 og trådte kort til efter tilbage.

På et folkemøde i Græsted som samlede ca. 500 mennesker, redegjorde Jens Busk for rekrutsagen. Referatet kan ses fx i Social-Demokraten 15. juli 1880.