Husarrekruterne og Højrepressen. Kold. Folkebl. skriver i Anledning af Krigsretsdommen: Det var i Folketingets Møde den 11te Juni f. A, at Jens Busk stillede sin Forespørgsel til Krigsministeren: "Vil Krigsministeren være villig til at undersøge, hvorvidt Rytterirekruternes Behandling, navnlig paa Jægersborg, er stemmende med de Krav, som anordnede Instruxer og humane Hensyn rnaa fordre fyldestgjorte?" Krigsministeren svarede, at der ikke til ham var indkommet nogen Klage fra Rekruternes Side, men at det var selvfølgeligt, at de af Forespørgeren fremdragne Tilfælde vilde blive undersøgte. Man vil mindes, hvorledes Højre faldt over Krigsministeren paa Grund of denne Erklæring. "Dagens Nyheder" maatte i "høj Grad beklage", at Krigsministeren i mindste Maade vilde befatte sig med disse "Sladderhistorier", og de øvrige Højreblade stemmede op i samme Toneart. At de alle faldt over J. Busk. er indlysende, og det regnede formelig ned med Angreb over ham, men "Dagbladet" fik her Forspringet ved at opdage, hvad der skulde gjøres. Det kunde kun se "Ulæmper og Misligheder" ved at faa noget undersøgt paa Jægersborg, men derimod anbefalede det Krigsministeren at undersøge og give Offenligheden "nærmere Besked om Jens Busks eget Forhold i Tjenesten", da han efter de Undersøgelser, Bladet havde anstillet, havde været "sløj" - altsammen fra det retslige Standpunkt, at naar der klages over en Embedsmand, skal den offenlige Undersøgelse ikke rettes mod denne, men mod Klageren. Da saa Kommissionen blev nedsat, fik Højrepressen atter travlt med Sagen, og man glædede sig indbyrdes ved at fortælle hverandre, hvorledes det nu fuldt ud var blevet fastslaaet, at det var Sladderhistorier det hele: Jens Busk havde slet ingen Vidner, lød det fra det ene Blad til det andet; hvad han fortalte, var Historier han havde hørt paa anden og tredie Haand, og som ingen kjendtes ved. - Den faldne Dom viser, paa hvis Side Sladderen var.
(Morgenbladet (København) 2. juli 1880).
Sagen i Anledning af Rekruternes Behandling paa Jægersborg
Megen Uret sker i Verden uden at blive paatalt, fordi Vedkommende, som bliver krænkede ikke træder frem og klager, idet den Anskuelse i Reglen gør sig gældende hos de Fleste, at det ikke kan nytte noget at paatale sin Sag, Tingen bliver ikke afhjulpet derved. Vi skal villigt indrømme, at Retsforholdene i Reglen er af den Beskaffenhed at det er saare vanskeligt at komme til sin Ret, men alligevel skal man klage, ti derved afgives en Protest, som altid vil stifte sin Nytte. Med Hensyn til Forholdene blandt Rekruterne paa Jægersborg, da præsteres her et Vidnesbyrd om, at den Enkelte har afstaaet fra at klage, men gennem den ved Folketingsmand J. Busk rejste og vises, at Klagemaal i dette Tilfælde ikke alene var paa sin Plads, men ogsaa blev taget til Følge. For at Offenligheden saa meget som muligt kan blive bekendt med den jægersborgske Rekrutsag og dens Følger og deraf drage den nødvendige Lære, skal vi efter "Mgbl." udførligt gengive den til Folketinget fremsendte "Meddelelse fra Krigsministeriet" om:
Premierløjtn. Gerhard Christof Muus,
- Carl Emil Schønheyder,
Oversergent Johan Adolph Christensen,
Sergent Soph. Ludvig Christian Sieverts,
- Jens Christian Christoffer Meyer,
- Erich Heinrich Trauelsen (eller Traulsen) og
- Jens Peter Jensen,
alle af Gardehusarregimentet og sigtede for :
Myndigheds Misbrug.
Efter at der ved allerhøjeste Resolution af 30te Jan. d. A. var anordnet en Krigskommission til at føre til Ende og for de ovennævnte 7 Befalingsmands Vedkommende at paakende den af en den 23. Juni f. A. nedsat Kommission, i Anledning af Folketingsmand J. Busks Forespørgsel den 11e Juni f. A. til Krigsministeren, foretagne Undersøgelse angaaende Rekrutbehandingen ved Husarregimentets Skole paa Jægersborg har den nye Kommission Oplysning om et Ankepunkt i Sagen maattet søge Forhør afholdt paa St. Croix over en tidligere Husar, som nu gør Tjeneste ved den vestindiske Hærstyrke, - af hvilket Forhør Udskrift først modtoges i Begyndelsen af forrige Maaned - , og for øvrigt bestræbt sig for at tilvejebringe saadanne Forklaringer af de Tiltalte, mod hvem der forelaa Beskyldninger, som var ubeedigede, at fornyet Indkaldelse as Deponenter og disses Edsfæstelse ved fremmede Jurisdiktioner kunde blive overflødig. Dette er lykkedes Kommissionen, og Sagen har derefter kunnet paakendes den 7. Juni.
Som Folketingstidende for den ordenlige Forsamling 1878-79, Spalte 3935- 3998 viser, gik Folketingsmand Busks Foredrag i Henhold til paalidelige Mænds meddelelser til ham, ud paa at fremstille Husarrekruternes Behandling paa Jægersborg som særdeles utilbørlig og navnlig en saadan, at det maatte formodes, at Hug og Slag, raa hensynsløs Behandling fra befalingsmændenes Side havde hørt til Dagens Orden. Der nævntes under forespørgslen bestemte Befalingsmænd, Officerer og Underofficerer, som skulde have udmærket sig ved at plage Folkene; Regimentschefen og Skoleforstanderen omtaltes som inhumane; der hentydedes til hyppige Selvmord paa Skolen, klagedes over Krumslutningsstraf for ubetydelige Fejl, og man modtog ved de fra flere Talere fremkomne Ytringer et bestemt Indtryk af, at Rekruterne maatte have følt sig særdeles trykkede og ulykkelige.
Da den første Kommission paa Grund af Avditørens alvorlige Sygdom den 31te December f. A. havde maattet standse sit Arbejde, viste det sig imidlertid, at den, efter at have foretaget en møjsommelig Eksamination af tjenestegørende og hjemsendte Husarer, ikke havde skønnet rettere, end at Rekruternes Behandling i det hele havde været god og paa ingen Maade kunde antages at have svaret til det Billede, som man var opfordret til at danne sig ved at læse Foredragene i Folketinget, hvad der da ogsaa i og for sig lettelig lod sig forklare deraf, at Forespørgeren havde støttet sine Beretninger paa Meddelelser fra Personer, der saa godt som udelukkende manglede egen Erfaring om det, de havde fortalt ham. Alligevel var det efter Forhørene at antage, at der i Eksercerskolen jævnlig var givet saakaldte "Lussinger" (c: Slag paa Siden af Hovedet med den flade Haand), og uddelt Rap med Sabel, Huggert, Ridepisk, Spanskrør, Reb (Springesnor) eller andet Redskab, som Lærerne havde haft ved Haanden og hvorved de havde tilsigtet at "vække", "muntre" eller "lette" Rekruterne de dem paalagte Øvelser, uden derved netop at have villet tilføje dem nogen Lidelse, samt at Rekruterne i Almindelighed havde opfattet den Behandling, de erholdt, i saadan Mening. Der forelaa dog ogsaa Eksempler paa, at Lærere havde benyttet som Disciplinærmiddel at lade Rekruterne "sidde i bøjede Knæ" i længere eller kortere Tid, fordi de ikke havde kunnet svare paa dem forelagte Sporgsmaal, en Behandling, der erkendes for at være pinlig for de Paagældende og derfor synes at maatte betragtes udelukkende som en uhjemlet Straf, men ingenlunde som en hensigtsmæssig Øvelse for Tjenestens Skyld. I enkelte Tilfælde forelaa der ogsaa Sigtelser om en endnu haardere Behandling fra Befalingsmænds Side. Nøjagtig at bevise den egenlige Beskaffenhed af, hvad der var forefaldet i bestemte Tilfælde, havde dog, efter at længere Tid var forløbet, vist sig at være saare vanskeligt og misligt. Det fandtes derfor, da Avditørens Helbred gjorde det umuligt at benytte hans Tjeneste, og Undersøgelseskommissionen allerede, navnlig i en Skrivelse af 11te September f. A. til Aars og Sleth Herreder, havde ved Avditøren udtalt et Slags Dom over de under Forespørgslen i Folketinget fremsatte Beretningers Paalidelighed, at være forsigtigst at overgive Sagen til fortsat Behandling af en helt ny dømmende Kommission, som, naar Sagen af denne var sat i saadan Stand, at den kunde paakendes, vilde have at afsige Dom med Hensyn til de deri implicerede Befalingsmænd. Til disse kunde dog hverken henregnes Regimentschefen, Oberst H. Castenschiold, eller Skoleforstanderen. Ritmester Borberg. Mod den første forelaa næmlig ingen Sigtelse for slet Behandling af nogen Rekrut, kun almindelige Paastande om hans formentlige Mangel paa Humanitet, der paa ingen Maade bekræftes ved de af ham anvendte eller foranledigede Straffes Beskaffenhed. Og hvad der var paasagt Ritmester Borberg til hans Skade om talrige Selvmord blandt Rekruterne havde vist sig at være i den Grad urigtigt, at det tilstrækkelig var konstateret, at kun to Selvmord havde fundet Sled ved Skolen paa Jægersborg i de 7 Aar, hvori han havde været ansat samme Steds, og under Omstændigheder, der ikke gave Anledning til slig ond Eftertale. Hvad der desuden i Folketinget var bebrejdet ham i Anledning af, at der af ham skulde være dikteret en Rekrut 12 Timers Krumslutning, blot fordi Spændet paa Rekrutens Stigrem under Ridningen var kommet til at sidde forkert, kunde efter det derom oplyste ikke tillægges Ritmesteren som nogen Haardhed, da der ved Straffen var taget Hensyn til Rekrutens tidligere utilfredsstillende Forhold og til de ham forgæves givne Advarsler.
Om hver enkelt af de Tiltalte indeholder Kommissionsdommen følgende Oplysninger:
1. Premierløjtnant G. C. Muus har i Folge den af forhenværende Husarrekrut Nr. 177/1878, nu Underkorporal i den vestindiske Hærstyrke, Christiansen, afgivne og beedigede Vidneforklaring, der bestyrkes ved andre fremkomne Oplysninger, og ikke benægtes af Premierløjtnanten, i Marts eller April 1878 under en Øvelse i Sideløb og Fremadløb givet Rekruten et ikke ubetydeligt Slag med den flade Haand i Nakken og derefter et Slag med Sablen over Ryggen. Ogsaa har denne Tiltalte vedgaaet undertiden at have "rusket lidt haardt i en Mand" for at faa ham til at staa rigtigt eller gør en Bevægelse rigtigt, og at have undertiden rettet "lidt føleligt" paa en Mands Stilling med Sablen eller med en Ridepisk, samt at han ikke har modsat sig, at Gymnastiklæreren, nuværende Oversergent Christensen, medens Premierløjtnant Muus i Foraaret 1878 legede Gymnastikundervisningen paa Jægersborg, "muntrede" Rekruter, der bleve hængende paa Hesten, ned af denne med en "lille Vækker" eller Berøring med Huggerten, Fægtehandsken eller Haanden, og at han selv har gjort noget Lignende, naar han personlig deltog i Undervisningen, men disse Berøringer vil Løjtnanten ikke have betragtet som "egenlige" Slag.
2. Af Premierløjtnant C. E. Schønheyder er det erkendt, at han gentagne Gange som Disciplinærmiddel under Felttjenestelæsningen har ladet Rekruter "sidde i bøjede Knæ", dog ikke længere end i et Kvarter, den længste Tid, han antog, at en Mand kan udholde at sidde i denne Stilling; at han har givet en og anden Rekrut et Rap med sin Ridepidsk og af og til ved Øvelsen i Længdespring over Hesten tildelt Rekruter Rap med Springesnoren for at fremme Øvelsen, samt at han ikke trøster sig til at benægte lige over for en rekrut at have brugt det Udtryk, at Rekruten burden "puttes i Møg og sendes Hjem". Enkelte under sagen afgivne Forklaringer gaar endvidere ud paa, at det førstnævnte Straffemiddel af Premierløjtnanten er anvendt endog ud over den af ham angivne Tidsgrænse, - at han har slaaet Rekruter med den flade Haand paa siden af Hovedet, samt at han en Gang da en Husar, Nr. 231 Petersen, sad i bøjede Knæ, under Læsningen i Gymnastiksalen har bibragt ham et Slag i Siden eller Ryggen med Fæstet af den Sabel, Tiltalte selv holdt i det Yderste af Klingen. Men for disse Sigtelser, hvis Rigtighed Premierløjtnant Schønheyder modsiger, mangler det fuldstændige Bevis.
3. Oversergent C. A. Christensen har tilstaaet, at han som Gymnastiklærer af og til har givet en Rekrut en Lussing, undertiden med knyttet Haand slaaet Rekruter oven i Chakoten, og at han en Dag ved Kontrahugningen har tildelt Rekrut Nr. 66/1875 Hansen et Slag med sin Sabel over den ene Arm, hvorved Sabelklingen sprang, saa vel som at han ved Gymnastikøvelsen i Længdespring over Hesten har brugt at give Rekruterne "Vækkere" eller "Lettere" ved Slag over Bagen med Armværnet af en Fægtehandske, med Huggert, Spanskrør eller lignende, dog ikke saaledes, at hver den, der sprang, fik et Slag, men væsenlig kun de, der bleve hængende paa Hesten eller ikke passede deres Tur. Endvidere er der mod den Tiltalte under Sagen fremsat adskillige Sigtelser, hvis Rigtighed han har modsagt og som derfor ikke har ladet sig fuldstændig bevise, nemlig: fra Husar Nr. 87/1875 Petersen, Nr. 163/1876 Larsen og Nr. 169/1877 Sørensen om, at Tiltalte idelig brugte Skælsord, nemlig "Laban" og "Klodrian"; - fra Husar Nr. 57/1875 Hansen, der to Gange vil være slaaet af Tiltalte med knyttet Haand i Ansigtet, den ene Gang saaledes, at han fik et blaat Øje, den anden Gang saaledes, at hans Næse blødte, og som paastaar, at Tiltalte næsten hver Dag slog Rekruterne med en Stok, samt en Gang, da han (Nr. 57) var mat efter et længere Sygeleje og derfor ikke kunde springe over Hesten, lagde en Springesnor flere Gange sammen og slog ham med denne; - fra Husar Nr. 87/1875 Petersen om. at Tiltalte under en Øvelse har bibragt ham et stærkt Slag over Skulderen med den tykke Ende af sin Ridepisk, og at Tiltalte en Gang har medbragt en hel Del Stokke, som efterhaanden bleve slaaede itu paa Rekruternes Rygge; - og endelig fra Husar af Aargangen 1875 Ole Hansen angaaende, at Tiltalte, da Husar nr. 66/1875 vilde gaa til Lægen i Anledning af det foran omtalte Slag, har sagt til Nr. 66, at dersom han gik til Lægen, skulde han faa mere.
4. Sergent J. C. C. Meyer har indrømmet, at han af og til har givet en Rekrut en "Lussing", samt at han i Marts 1879 med en Lindekvist har tilføjet Rekrut Nr. 237 Sørensen et Slag over Haanden, der havde til Følge, at Haanden hovnede op og at Rekruten maatte fritages for nogle Øvelser og undergives en kortvarig Lægebehandling, uden dog at indlægges paa Sygestuen. Endvidere har denne Tiltalte erkendt, at han en Dag under Øvelserne, med sin Sabel, der var i Skeden, har slaaet efter Husar Nr. Andersen og hans Hest, hvorved Sabelskeden, der var gammel og tyndslidt, bøjedes, da den rammede det bageste af Sadlen. Saa har han og tilstaaet, at han under Læsningen i Stalden har straffet Nr. 178/1878 Hansen ved at lade ham sidde nogle Minuter "i bøjede Knæ" i et Spiltov. Ifølge Husarens Forklaring har Tiltale derhos, da Nr. 178 ikke kunde udholde længere at sidde i den ham paalagte Stilling og vilde rejse sig uden Tilladelse, stødt ham omkuld og sparket ham i Siden, hvilket sidste Nr. 183 Larsen ogsaa vil have iagttaget. Tiltalte har dog nægtet forsætlig at have stødt eller sparket Nr. 178, og Rigtigheden heraf have de Tilstedeværende ikke turdet med fuld Sikkerhed modsige. Paa lignende Maade er det forblevet ubevist, at Tiltalte, hvad der paasiges ham, har tilføjet Nr. 174/1878 Petersen et blaat Øje og slaaet Nr. 156/1878 med Sablen over Ryggen. Hvad der i Folketinget er anført som at Sergent Meyer har haanet Rekruter ved at putte dem Sukker i Munden, da er det ikke bevist; ti vel har han vedgaaet en Gang at have foræret en Rekrut et Stykke Sukker, som han dog ikke puttede Rekruten i Munden; men denne vil ikke have opfattet dette som andet end som en Venlighed.
5. Sergent S. L. C. Sieverts er af Husar Nr. 183/187, Larsen, sigtet for den 17de Januar 1878, da Larsen mødte for sent til Staldtjeneste, at have slaaet ham i Ansigtet, saaledes at hans Underkæbe hovnede op, samt for en anden Gang at have slaaet ham som Staldvagt i Ansigtet med den flade Haand, paa hvilken Maade han ligeledes skal have behandlet nogle andre Rekruter, deriblandt Nr. 158/1878 Jørgensen, men Bevis herfor er mod Sergentens Benægtelse ikke opnaaet.
6. Mod Sergent E. H. Trauelsen (eller Traulsen), der er sigtet for en enkelt Gang at have givet en Rekrut en "Lussing", men paa det bestemteste nægter saadant, er Bevis eller Formodning heller ikke fremkommet, og
7. Det samme gælder med Hensyn til Sergent I. P. Jensen.
Under disse Omstændigheder har Kommissionen enstemmig fundet Premierløjtnant Muus og Schønheyder samt Oversergent Christensen og Sergent Meyer strafskyldige efter Parolbefalingen af 10de Juli 1815 - Premierløjtnant Schønheyder tillige efter Anordningen af 27de April 1792 II § - og kendt saaledes for Ret:
Premierløjtnanterne Gerhard Christof Muus og Carl Emil Schønheyder bør udholde Fæstningsarrest af 2den Grad, førstnævnte i 1 Maaned, sidstnævnte i 2 Maaneder. Oversergent Johan Adolph Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer bør være degraderede til Menige hver især i 4 Maaneder. Sergenterne Sofus Ludvig Christian Sieverts, Erich Heinrich Traulsen og Jens Peter Jensen bør for Tiltale i denne Sag fri at være.
At efterkomme under Adfærd efter Loven.
Den kgl. Parolbefaling af 10de Juli 1815 lyder saaledes:
"Paa det at Krigsretterne kan have en bestemt Regel at følge, naar en Foresat befindes at have tildelt nogen af sine Undergivne anden eller haardere Korrektion end Subordinations-Anordningerne hjemler, ja endog at have mishandlet den Underordnede med Stød eller Slag i Ansigtet, for Brystet, over Hænderne, Benene eller anden Maade, befaler vi allernaadigst, at den deri Skyldige skal straffes, i Fald han er Officer, med Fæstningsarrest fra en til seks Maaneder, og i Fald han er Underofficer med Degradation enten for nogen Tid eller for bestandigen, alt efter de med Mishandlingen forbundne mere eller mindre graverende Omstændigheder."
Herefter er de i denne Parolbefaling foreskrevne Straffe at anvende paa enhver Officer eller Underofficer, som tildeler sine Underordnede anden eller haardere legemlig Korrektion end tilladt er, uden at det kommer i afgørende Betragtning, om Korrektionen efter den nu almindelige Talebrug betragtes som en Mishandling. At dette har været Befalingens virkelige Mening er tydeligt deraf, at det utrykkeligt er betegnet som tilsigtet at give en bestemt Regel til Forebyggelse af Myndigheds Misbrug, og er i alt Fald bekræftet ved en Række af kongelige allerhøjst stadfæstede Resolutioner paa Krigsretsdomme, som med Fæstningsarrest har anset Officerer, fordi disse havde tilføjet Undergivne endog ubetydelige Slag. Den Omstændighed, at de under nærværende Sag Domfældte jævnlig ville fortrinsvis have tilsigtet at "muntre" Folkene ved at sætte Liv i Øvelserne, har altsaa ikke burde kunne fritage dem for at dømmes efter Parolbefalingen, men alene kunnet fortjene at erholde Indflydelse paa Størrelsen af de for dem valgte Straffe.
I saa Henseende fandt Krigsministeriet, at Kommissionen med Føje havde indskrænket sig til at idømme Premierløjtnant Muus den mildeste Fæstningsarrest, som lader sig anvende.paa en subaltern Officer, en Maaned i anden Grad, og at det ligeledes fortjente at bifaldes, at Straffen var skærpet til to Maaneder for Premierløjtnant Schønheyder, som ikke blot har benyttet det af ham vedgaaede, aldeles uhjemlede Plagemiddel, at lade Rekruter sidde i bøjede Knæ, men blandt andet endog tiltalt en Rekrut paa den foran nævnte høist usømmelige og modbydelige Maade. Da Officerer, som rettelig har været dømte til Fæstningsarrest for Overtrædelse af Parolbefalingen af 10de Juli 1815, ikke vides nogen Sinde ved kongelig Resolution at være blevne fritagne for at lide denne Straf, og der særligt bør tages Hensyn til, at en Officer, som forgriber sig paa sin Undergivne, derved giver en ringere Befalingsmand et slet Eksempel, vandt det allerhøjeste Bifald, at det for de 2 Premierløjtnanters Vedkommende skulde forblive ved Dommen.
Derimod skønnedes det efter Omstændighederne hverken at være ønskeligt eller nødvendigt at lade de Oversergent Christensen og Sergent Meyer i Overensstemmelse med Parolbefalingen tilfundne Straffe af temporær Degradation fuldbyrde. Denne Straf, som medfører, at den saaledes degraderede uden at aflægge Befalingsmændsdistinktioner skal med Menigs Lønning forrette Menigs Tjeneste i en vis Tid og have forbrudt sit Hæderstegn, anses ikke uden Grund for at være lidet heldig, især naar den paalægges Stabssergenter eller Oversergenter. Det paatænkes ogsaa, at slig Degradation ganske skal afskaffes. Ministeriet antog derfor, at en følelig Fængselsstraf, der dog ikke berøvede Oversergent Christensen hans Hædersteqn eller Sergent Meyer Udsigt til i Tidens Løb at opnaa et saadant, vilde være en langt virksommere og hensigtsmæssigere Straf end 4 Maaneders Degradation, samt at den for Retfærdigheden vilde være tilfredsstillende, saa meget mere, som de begaaede Forseelser laa noget tilbage i Tiden. I Overensstemmelse hermed er Straffen for hver af dem af Hans Maj. Kongen bestemt til 30 Dages Vagtarrest.
Med Hensyn til Sergenterne Sieverts, Trauelsen og Jensen har det, da de er frifundne, maattet have sit Forblivende ved Dommen.
Derefter er der den 18de Juni paa Krigskommissionsdommen tegnet saadan allerhøjeste Resolution:
"For Premierløjtnanterne Gerhard Christoph Muus og Carl Emil Schønheyders Vedkommende stadfæste Vi Kommissionsdommen, saaledes at den dem idømte Fæstningsarrest skal udholdes af den første paa Kronborg Fæstning og af den sidste i Citadellet Frederikshavn.
Med Hensyn til Sergenterne Sophus Ludvig Christian Sieverts, Erich Hejnrich Trauelsen og Jens Peter Jensen forbliver det ligeledes ved Dommen.
Oversergent Johan Adolf Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer fritage Vi allernaadigst for den dem tilfundne Degradation, mod at de hver især hensættes i simpel Vagtarrest i 30 Dage."
Krigsministeriet, den 23de Juni
(Social-Demokraten 3. juli 1880).
Folketingsmedlem Jens Andersen Busk (1845-1908) var gårdmand fra Horsens. Han blev ikke valgt til Landstinget ved et suppleringsvalg 1875. Men 1876-1906 sad han i Folketinget. Han tilhørte gruppen omkring C. Berg og Viggo Hørup. 1880 var han repræsentant i Den jyske husmands-kreditforening og sad efterfølgende på flere andre poster. Sagen om rekrutterne på Jægersborg Kaserne var hans første større sag, hvor han selv kunne berette om egne erfaringer som dragon i Århus. Han betragtede sig selv som bonderepræsentant.
Krigsministeren var Wilhelm Frederik Ludvig Kauffmann (1821-1892). Han havde deltaget i Krigen 1848-1851. Efter krigen lærer i teknisk mekanik og teknologi ved Højskolen, 1854 chef for 4. Batteri og redaktør af Tidsskrift for Krigsvæsen 1865-73. 1860 blev han udnævnt til major. I Krigen 1864 var han kommandant for 4. Batteri og næstkommanderende artilleriofficer i Dybbøl-stillingen. I 1865 blev han major, og stabschef hos artillerigeneralen. Han blev krigsminister i 1879 og udnævntes til general uden for nummer. Han fik ikke hærlovforslaget gennemført 1879-80, måske fordi han havde søgt støtte hos den Bergske gruppe. Det blev i stedet Folketingets Højre og de moderate af Venstre hvis forslag blev til lov 25. juli 1880 ophøjedes til lov. Han fik inden sig afgang gennemført en ny straffelov for krigsmagten i 1881 og trådte kort til efter tilbage.
På et folkemøde i Græsted som samlede ca. 500 mennesker, redegjorde Jens Busk for rekrutsagen. Referatet kan ses fx i Social-Demokraten 15. juli 1880.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar