Fredag den 18. juni 1880 blev der begået et mordattentat i Læderstræde ud for nr. 26. Den 22-årige Anna Hude affyrede 2-3 skud mod den 66-årige læge Leerbeck. Hun blev afvæbnet og bragt på politistationen. Dr. Leerbeck flygtede ind til en familie i Kompagnistræde. Der fremkom i aviserne mange forskellige og stridende oplysninger. Måske af samme grund blev forhørene hurtigt offentliggjort.
Doktor Leerbeck blev anholdt af assessor Hindenburg. Om natten hængte han sig under en hylde i arresten i en af sine seler.
Attentatet i Læderstræde.
Vi har opsat at udtale os nærmere om denne Begivenhed, fordi vi ventede, at der hurtigt vilde følge detailjerede Oplysninger ved de optagne Forhør; men da nu den ene af Parterne har aflivet sig, vil det, der fremkommer, aldrig blive noget fuldstændigt Materiale til Bedømmelsen af Sagen. Hvorledes Forholdet egentlig har været mellem Frk. Hude og praktiserende Læge Leerbeck, vil saaledes altid blive mere eller mindre uopklaret, da man kun har M Hudes Udsagn at holde sig til. "Dagbladet" meddeler, at det skal have været i Juni f. A., at Leerbeck udøvede sin Forbrydelse mod hende, og det Uforstaaelige bliver nu, hvorfor Frk. Hude har ventet saa længe med sit Attentat, og hvilket Forhold der har bestaaet mellem de tvende i denne Mellemtid. Man kan imidlertid bortse fra denne Side af Sagen og kun holde sig til, hvad der synes faktisk, at Leerbeck har begaaet Voldtægt mod benævnte Dame, og at derpaa er sket et Mord-Attentat fra dennes Side. At Leerbeck virkelig har begaaet Voldtægt, maa man i det Mindste tro, naar man ser hen til hans Selvmord; og at Frk. Hude har følt sig til det yderste krænket af ham, ses utvivlsom i den fortvivlede og højst ualmindelige Beslutning, hun har taget, til at dræbe sin Æreskænder.
Med Hensyn til Forbrydelsen Voldtægt, da er det en af de Forbrydelser, som mest oprører Følelsen. Publikums hele Afsky og Forbittrelse rejser sig mod den, der begaar den. Straffeloven indeholder ogsaa strænge Straffebestemmelser i dette Punkt, saa man skulde tro, det var en meget ualmindelig Forbrydelse, og den er ogsaa ualmindelig for saa vidt, at den Slags Sager kun sjælden verserer for Retten, men alligevel vil vi udtale, at under Nutidens falske Samfundstilstande og den herskende fordærvede Moral, er raa Krænkelser mod Kvinder fra fordærvede Mænds Side ingenlunde sjældne; Sagen er kun den, at slige Tilfælde saa sjældent komme frem. Hvorledes skal ogsaa saadanne Ting komme frem? Ved at den Fornærmede rejser en Retssag; men denne er altid opsigtsvækkende og kaster dertil ligesom noget Smuds over paa den Krænkede. Det er vist ogsaa Tilfældet, at Retsmyndighederne, naar de kan slippe til det, gerne søger at afvise slige Sager, vi mener just ikke den direkte Voldtægt, men Opførselsmaader, der staar nær ved denne Forbrydelse. Vi vil udtale, at enhver uforskammet Krænkelse mod en Kvinde, naar Omstændighederne forøvrigt er graverende derved, saasom Stedet, Øjeblikket eller Lignende, bør paatales strængt, naar den Fornærmede fordrer det. Man maa altid erindre, at ved Begivenheder som Attentatet i Læderstræde, kommer saa mange beslægtede forhold paa Omtale i Publikum, og det er saare uheldigt for den Agtelse, Retsmyndighederne gør Krav paa, naar det kan siges, ja i den Slags Sager maa man sig til Rette, ti Politiet gør ikke noget derved, hvis man klager. Endnu værre Skaar lider Retsmyndighedernes Agtelse naar Publikum i Almindelighed ved at udpege denne eller hin Retsfunktionær som moralsk fordærvet Menneske. Vi vil derfor fastslaa, at det er nødvendigt, baade at enhver af omtalte Slags Fornærmelser strængt undersøges og om fornødent strængt straffes, samt at enhver Retsembedsmand, der paa utvetydig Maade gør sig skyldig i umoralske Handlinger, fjærnes fra sin Post.
Fremdeles vækkes Opmærksomheden ved Attentatet ved, at det er en Læge, som er den ene Part i Sagen. Vi tror at udtale den almindelige Anskuelse ved at sige, at Lægestanden blandt Publikum gennemgaaende har et daarligt Rygte paa sig. Lægevidenskaben i sin Almindelighed er paa dens nuværende Trin mere eller mindre Charlatanen, og det kan derfor nok være, at denne Omstændighed trækker Flertallet af de Herrer Læger ned til et mindre humant Standpunkt. Moraliteten gaar da først i Løbet, og under Manglen paa Sandhed og Alvor bliver Lysten til Nydelser og Midler dertil, Grundtrækket i Karakteren. Mod dette Onde kan vi fremføre det af os flere Gange fremsatte Forslag: at gøre Lægevæsnet til en ordnet Statsinstitution, der udelukker daarlige og uduelige Personer.
Angaaende selve Attentatet maa vi udtale vor fulde Sympati for Frk. Hude. Hendes Handling var energisk, og Enhver vil bære over med den. Hvor sjældent det er os forundt at samstemme med "National-Tidende", saa deler vi dog i denne Sag dette Blads Sympati for Attentatsudøverinden. Vi vil gentage med "National-tidende", at hvis vi havde Nævningeretter her til Lands, vilde Frk. Hude blive aldeles frikendt. Fordrer vore Lovforhold, at hun tildeles Straf, forekommer denne os aldrig at kunne fældes formedelst selve Attentatets Hensigt; i hvert Tilfælde vil en Straf, der paafører hendes Ærestab, af Publikums overvejende Flertal blive betragtet som en Uretfærdighed, og Lovenes Dom, som oprindelig var et formuleret Udtryk for Publikums Dom, maa dog nødig i den Grad divergere fra denne, at den bliver det stik modsatte. - Hermed være vort Standpunkt i denne Sag vedrørende Attentatet i Læderstræde givet i sine almindelige Hovedtræk og overfor de Hovedpunkter, vi har fremdraget.
(Social-Demokraten 23. juni 1880).
Dramaet i Læderstræde. I det igaar hertil ankomne Numer af "Jyllp." findes en Korrespondance fra Kjøbenhavn, hvori der gives en længere Meddelelse om det Resultat, som Forhørene i den Leerbeckske Sag have givet. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, maa den hele Fremstilling betragtes som i alt Væsenligt rigtig, og vi gjengive den derfor her med Udeladelse af et Par mindre betydende, ikke ganske korrekte Enkeltheder.
Forhørene ere - hedder det - blevne fremmede med en overordentlig Energi og Hurtighed, saa ledes at der endog paa en enkelt Dag er holdt Forhør i otte Timer.
Selvfølgelig har Læge Leerbeck ved sit Selvmord bevirket, at enkelte Punkter i Sagen ikke have kunnet oplyses fuldstændig, men da det er lykkedes at faa Ruffersken, Fruentimmeret Jacobsen - hun er ikke gift, men kalder sig Madame - , til at tale, er der dog tilvejebragt saa omfattende Beviser, at Sagen foreligger temmelig klar. Det lykkedes Politiet at opspørge en Del unge Fruentimmer, som dels havde havt fastere Ophold hos Ruffersken, dels af og til havde søgt Tilhold hos hende, og ved at gjøre dem begribeligt, at der ikke var Tale om deres egne Utugtighedsforseelser, fik man saa mange Oplysninger ud af dem, at Ruffersken indsaa, at hun lige saa godt kunde aflægge en fuldstændig Bekjendelse som vedligeholde sin Taushed. Baade hun og et ungt Fruentimmer, der da var til Huse hos hende, havde forklarret, at de under Anna Hudes og Læge Leerbecks Ophold i "Konsultationsværelset" i Juni f. A. vare paa det Rene med, at det blev øvet Vold imod hende, uden at de gjorde Noget for at forhindre det, og at Anna Hude, da Døren blev aabnet for hende, styrtede ud, grædende og med sit Toilette i Uorden
Hvad Anna Hude angaaer, er der søgt Oplysninger om hendes tidligere Vandel, og saa vel Forklaringer af Folk fra Roskilde som af Folk her fra Kjøbenhavn, hvoriblandt unge Piger, der have staaet i Venskabsforhold til hende, og Familier, i hvilke hun er kommet og har været velseet, have givet hende de bedste Vidnesbyrd som livlig, opvakt og elskværdig, og ingen af dem har nogensinde kunnet tænke sig. at hun ikke var en i enhver Henseende respektabel og anstændig Pige; af og til i det sidste Aar have de sporet hos hende en Exaltation eller en paafaldende Nedtrykthed, hvilken de imidlertid ansaa for at hidrøre fra hendes ivrige Studeringer. Intet heraf kan saaledes give Anledning til at tro, at den unge Pige frivillig har hengivet sig til Libertineren. I det saakaldte Konsultationsværelse erklærer hun at være bleven næsten lammet af Skræk, og at hun ikke har grebet til de yderste Midler, var begrundet i, at hun frygtede den Skam, som Sagen, naar hun til kaldte Fremmede, vilde bringe over hende.
Kort Tid efterat Forbrydelsen mod hende var begaaet, reiste hun til sit Hjem i Roskilde, og under Opholdet her traadte den Gjerning, der var øvet mod hende, saa stærkt frem for hende, at hun erklærer, at det en Dag var hendes faste Beslutning at gribe til den her i Danmark desværre saa sørgelig almindelige Lægedom mod alle Sorger: Selvmord idet hun vilde drukne sig i Fjorden. Hun opgav imidlertid dette Forsæt, blev noget roligere og vendte tilbage til Kiøbenhavn for at fortsætte sine Studeringer, hvortil hun gjennem Kultusministeriet havde Understøttelse af de dertil paa Finansloven bevilgede Midler. Snart viste imidlertid her hendes Forfører sig for hende. Som Huslæge kom han til Familien og spurgte altid venlig og høflig til hendes Befindende, men en Dag da hun var alene hjemme, forsøgte han igjen i Entreen en utugtig Tilnærmelse og opgav kun denne, da hun stødte ham bort og erklærede, at hun hvert Øieblik ventede Familien hjem. Ofte mødte hun ham paa Gaden; han standsede da og til for med rolig Frækhed at spørge til hendes Befindende, fulgte samtalens med hende, og engang, da de vare paa en mindre besindet Vei, vilde han lægge Armen om hende og kysse hende, hvilket hun dog forhindrede ved at støde ham bort og ilsomt forlade ham. Imidlertid var der foregaaet en Forandring i hendes Forhold, som har ført hende til Mordattentatet. En midaldrende Handlende, en Enkemand, havde anholdt om hendes Haand, og hun havde ikke afvist ham, men der var opstaaet den Fortrolighed mellem dem som mellem Forlovede. Under Udviklingen af dette Forhold synes hun at have kredset omkring sin Voldsmand for at faa en Forklaring af ham; hvad denne skulde gaa ud paa, synes hun i sin nu mere og mere exalterede Sindsstemning ikke at have været rigtig paa det Rene med. Hun opnaaede imidlertid kun, at han betragtede det som en Tilnærmelse fra hendes Side, og at han opfordrede hende til fornyede Sammenkomster; ja denne Opfordring fremsatte han endog en Dag paa Gaden i Paahør af hendes Søster, med hvem hun gik. Hun tog da en fast Beslutning og betroede Alt, hvad der var foregaaet, til sin Frier. Denne raadede hende til ikke at foretage Noget, hvorved det Passerede kunde blive bekjendt men bestyrkede hende i at fordre en Forklaring og Erklæring af Leerbeck. Hun blev da ved at søge denne, men hans Optræden imod hende blev uforandret nærgaaende. Hun blev efterhaanden mere og mere fortvivlet, og fra Begyndelsen af den Uge, da Mordattentatet foregik om Fredagen, besluttede hun at hævne sig paa Leerbeck, og Tanken om at dræbe ham opstod hos hende om Tirsdagen. Imidlertid gik Onsdagen hen, uden at hun gjorde noget Skridt til at virkeliggjøre denne Tanke. Tvertimod fik hun atter Selvmordstanker og gjorde virkelig et Selvmordsforsøg, idet hun tømte en Flaske Kloral, som en af hendes Medpensionairer, der havde lidt af Søvnløshed, havde faaet ordineret; den Paagjældende skulde kun tage en Theskefuld deraf for at kunne sove. saa at hun antog, at naar hun tømte Flasken, hvori der forøvrigt kun har været en god Spiseskefuld, vilde hun sove ind for bestandig. Hun sov imidlertid kun hele Torsdagen, og da hun vaagnede, modnedes Tanken om at dræbe Leerbeck fuldstændig hos hende. Hun var nu aldeles rolig, gik Fredag Morgen ind i en Isenkramboutik, hvor hun kjøbte en lille Revolver med 60 Patroner for 12 Kr. 60 Øre og fik Lærlingen, som solgte hende den, til at vise hende, hvorledes den skulde lades og afskydes. Hun gik derefter til Leerbecks Bolig og forhørte sig om, hvor hun i Dagens Løb kunde træffe ham, og da man der kjendte hende som hjemmehørende i Pensionatet og som en af hans tidligere Patientinder, vakte hendes Forespørgsel ingen Mistanke, men man gav hende den ønskede Oplysning. Hun satte nu tre Patroner i Revolveren - ikke flere; thi hun vilde affyre dem paa aldeles nært Hold paa Leerbeck og var overtydet om. at hun vilde dræbe ham med det første Skud. Efter den Anvisning, der var givet hende i Leerbecks Hjem, passede hun ham da op, traf ham Læderstræde og fyrede paa ham efter at have sagt et Par Ord til ham, som hun paa Grund af den Exaltation, hvori hun var, ikke erindrer.
Efterhaanden som hun i Forhørene har lettet sit Sind ved at udtale sig om Sagen, er hun bleven mere rolig. Ensomheden i Arresten virker høist velgjørende paa hende, og hun nyder en saa god Behandling som Fængselsreglementet tillader det. Hun har en af de bedste Enkeltarrester og en af de flinkeste Opsynskoner, ligesom hun har faaet forskiellige Bekvemmeligheder og kan nyde den Kost, hun selv ønsker; hun kan læse og i indskrænket Maal modtage Besøg af dem der faa Tilladelse til at komme til hende. Imidlertid iagttages der i den Henseende nogen Forsigtighed, idet der saaledes er blevet afvist en Del hende aldeles fremmede, exalterede Damer. som bl. A. vilde overrække hende store, pragtfulde Blomsterbouketter og Blomsterkurve. At hendes Familie og Bekiendte have medbragt mindre Bouketter og Blomster til at glæde hende med i hendes Ensomhed, er derimod blevet tilladt. Karakteristisk er det ogsaa, at der fra Nær og Fjern - navnlig naturligvis fra Damer - er strømmet Breve ind til hende adresserede til Arresten, tildels indeholdende de mest kurieuse Udtalelser af Sympathi baade i Vers og Prosa. Selvfølgelig ere de alle blevne afgivne til Forhørsdommnen og af denne ubarmhjertig blevne over givne til Papirskurven uden at være læste af den, for hvem de vare bestemte.
Endnu kan det anføres, at Anna Hude, saa længe Forhørene endnu ikke vare sluttede, holdtes ubekjendt med Leerbecks Selvmord, for at hun ikke ved dette skulde blive foranlediget til at dølge Noget. Først efter det sidste Forhørs Slutning gjorde Dommeren hende bekjendt dermed, og uagtet dette skete paa en meget skaansom Maade, blev hun dog i høi Grad overvældet af Efterretningen. Endelig kan det anføres, at Hs. Excell. Kultusministeren har ladet hende tilflyde Meddelelse om, at den Understøttelse, hun har faaet til sine Studeringer, ikke vil blive hende berøvet.
(Folkets Avis - København 2. juli 1880).
Dommen faldt i november 1880, se andetsteds på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar