Ønsker tilegnede det Kgl. General-Toldkammer, i Anledning af sammes Lysning efter Artillerilærlinge for Vestindien

I Addresseavisen kan læses følgende avertissment:

"For at udsendes til St. Croix i Vestindien som lærlinge ved Artilleriet, behøver general-toldkammeret nogle sunde, unge mennesker af gode sæder, ikke over 18 år gamle, som har stået til konfirmation og kan skrive og regne nogenlunde. Indtil de kan sættes i virkeligt nummer som konstabler, sørges ved en skoleindretning for deres videre oplæring, og kunne de da, således oplært og vante til orden og landet, efter at have tjent i visse år havde udstat til, i landet ved egen flid at finde levebrød, hvis de der ønsker at forblive. I andet fald gives dem fri hjemrejse. De forældre eller formyndere, som måtte finde det passende således at sætte de under deres varetægt værende unge i vej, ville derom henvende dem til pakhusforvalteren højesteretsadvokat Lange, boende på Nørregade nr. 244 og 45, for nærmere at underrettes om vilkårene".

Udgiveren, der selv flere gange og flere år har været i Vestindien, kender soldatens kår sammensteds så godt, at han noget efter sin hjemkomst derfra i 1791, fandt det sin pligt ved en offentlig advarsel i Addresseavisen, at fraråde enhver fornuftig håndværker, (for disse hvervedes dengang til soldater derovre) at lade sig friste af den tilsyneladende høje sold. Ard. S. kr. Hauber turde ikke indrykke bekendtgørelsen, men gen. Toldkammeret, som han derom adspurgte, erklærede ham at det ikke var imod at enhver frimodigt sagde sin mening (Dette var Haubers ord til udgiveren). Mit avertissement blev indrykket, og jeg har den behagelige tro, at det hindrede mangen brav håndværker fra en overilet beslutning.

St. Croix, Vestindien. Fortet med soldater øverst til højre. Artilleristernes vagtbygning var placeret ved flagstangen, hvorfra de let kunne overskue byen og havnen. I midten Proviantgården og til højre nederst kirken. I baggrunden "Den engelske Taverne". (Tegning af H. G. Beenfeldt 1815). 

Til et kollegium, hvis mænd besjæles af så værdig en tænkemåde, tør jeg derfor med fuld tillid fremsætte mine anstændige-frimodige ytringer og ønsker i henseende til denne indbydelse:

1. Man forlanger unge mennesker under 18 år. Men dette er netop den alder, da sådanne fattige unge drenge skulle lære et nyt håndværk eller levevej. De kommer nu over til et land, hvor der kun er lidt lejlighed til at lære kunster og håndværker, og hvor deres militære beskæftigelse desuden hindrer dem i det. De vil altså, når de om visse år er løste af deres indgåede forpligtelse, være næsten aldeles uduelige til at ernære sig i Vestindien, hvor groft arbejde er en skam, som en hvid ikke kan udholde, fordi den sætter ham i klasse med negeren. Kommer denne udtjente yngling tilbage til fædrelandet, hvad kan dette da vente sig af ham. Han kan ikke ernære sig med sine artillerikundskaber, med mindre han atter lader sig hverve, og dette var da kun en mådelig erhvervelse for det, han underkaster sig ved at g[øre] [ulæseligt]inding som artillerilærling.

Jeg forklarer dette her og tror at kunne gøre det tilstrækkelig ved at forestille følgende sandheder: a) klimaet er vel ikke usundt (og mindst på St. Croix) for den, som ikke har dårlig pleje, som kan leve uden strengt arbejde, uden at være udsat for regn-ilinger, for middagssol, og for nattekulde. Dog sundt som det danske er det ikke under nogen betingelse. Men kan man love lærlingen de benævnte forskånelser? b) sygdommene er heftige, doktorerne ikke sjældent mådelige, og lægemidlerne meget dyre. Det forstår sig, regeringen giver doktor og lægemidler. Men i Vestindien er god mad, og især god og megen madeiravin, den eneste oblate kur i de gængse sygdomme. Den gamle dr. Corr, på St. Thomas har selv fortalt udgiveren at da forrådnelsesfeber havde angrebet et krigsfartøjs mandskab og han ordinerede 3 flasker gammel madeira daglig for hver mand, blev der svaret at man ikke turde sætte sin konge i sådan udgift. Folket kom op i et lummert hospital, fik ingen madeiravin og døde som fluer. c) Så luftige værelser, som klimaet udfordrer for sundheden, kunne vore forter knap yde officererne. Men aldeles ikke soldaterne, og rimeligvis heller ikke artillerilærlingene. d) I Europa trøster soldaten sig ved æren, og når han er ren og manerlig, kan han gøre fordring på samme agtelse, som enhver anden skikkelig mand. Dette er ikke tilfældet i Vestindien, hvor selv negeren anser soldaten som en hvid slave, og til forskel giver ham øgenavnet soldat-blanco

2) Kollegiets indbydelse kalder disse drenges ansættelse en vej. Men mon ikke dette ord forstås i almindelighed som noget ganske andet, end hvad deres tilstand efter det ovennævnte kan være, eller end hvad indbydelsen ytrer mindste løfte om. Jeg tør fremsætte den formening, at dette ord er alt for lokkende.

3) Dersom en fader ifølge indbydelsen vil lade sin søn antage som artillerilærling, da kan vel ingen have at sige derimod. For en fader elsker jo vel sin søn, og skaffer sig først de fornødne kundskaber om de kår han hensætter ham i, under den tid af hans levealder, som er den vigtigste for hans hele tilværelse.  Men jeg tør ærbødigst fremsætte det ønske, at det ikke tillades nogen moder (enke) at på denne måde afgøre sin søns skæbne. Hun kan vel elske ham nok, men til at bedømme de tilbudte kår er hun ikke dygtig. Endnu mindre ville jeg ønske, at det stod i nogen formynders magt således at råde over sin myndlings ve og vel. Hans kærlighed for drengen kan ikke være en faders, hvor god og retskaffen en mand han ellers kan være. Formynderskab er jo et onus, en tvangspligt.

Formynderkærlighed står ikke i meget bedre ord end stedfaderkærlighed. Det er at befrygte, at mange formyndere her vil se en god måde til at blive fri for en tung byrde.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at anmærke, hvor meget det må glæde enhver, at indbydelsen ikke giver mindste ytring om, at unge drenge selv kunne bestemme sig til dette erhverv, eller efter sådan drenge-bestemmelse antages.

Endelig fremsætter jeg dette sidste ønske, at det hele kollegium lader udfærdige en liste over fødemidlernes pris i Vestindien. Da jeg for 16 år siden var der, var den sådan at en enlig person ikke kunne skaffe sig den kost, som i Københavns kan haves for 2 mark daglig (og det kan en arbejdssom soldat magelig tjene i Købehavn) for mindre end 8 til 10 mark. Og priserne er siden den tid blevet meget højere.

Det høje kollegium ville gunstigen optage disse mine ytringer, og værdige dem sin indsigtsfulde drøftelse. Jeg har indskrænket mig til den ukunstlede sandhed, og med flid afholdt mig al deklameren, hvortil emnet byder så stor en hank.

(Politivennen nr. 422, 25. maj 1806, side 6707-6714)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr 427, 21. juni 1806.

I slavehandelens slutperiode sejlede private købmænd og redere fra især Altona/Hamburg og de dansk-vestindiske øer, samt mindre dansk-norske byer i alt 28.992 slavegjorte over Atlanten på omkring 150 togter inden nytår 1803, fra hvilket tidspunkt der var forbud mod slavehandel. Efter det tidspunkt opkøbte dog både danske og udenlandske fartøjer slavegjorte ved de danske forter på Guineakysten med henblik på salg på fx Cuba. Det gælder fx rederen Jens Lind med skibene Marthe Magdalena, Nicoline og Christiansborg.

Bekendtgørelse

For de der har læst hvad jeg i forrige nummer af Politivennen har skrevet "om en ulykkelig sort pige", vil det sikkert være en sand fornøjelse at erfare, ligesom det for mig er en inderlig glæde at kunne bekendtgøre, at en privat medborger her i København har givet mig sit håndslag på, at hvis den stakkels Caroline virkelig er solgt ved den i St. Croix Avis bekendtgjordte auktion, vil han for samme sum løskøbe hende for at skænke hende sin frihed. Da det ikke kan tænkes, at Carolinas nuværende ejer jo skulle være villig til at afstå hende til en så ædelmodig køber, så kan hendes frihed allerede anses som sikret. Hvor en nations privatmænd tænker så ædelt, der tør, der bør man være vis på, at dens regent ved et lovbud vil sikre de sorte brødres og søstres frihed, der herefter måtte findes i samme tilfælde som denne Carolina.

K. H. Seidelin.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til en artikel i Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821.

Om en ulykkelig sort Pige

(Tilegnet H. K. H. Kronprinsessen)

Udgiveren er modstander af alt slaveri, altså også af negerslaveriet. Ingen glædede sig mere end han over at regeringen var opmærksom på denne sag og for nogle år siden lovede, at der engang til Danmarks ære ville gøres noget for at denne lænke blev brudt på vores vestindiske øer.

Men han billigede aldrig de midler som negerfrihedens forsvarere dengang benyttede sig af. Da de forelagde sagen for den danske regering, samlede alle de mest gyselige, de mest følelseskrænkende for mennesket, historier om hvides tyranni mod negre. Uden tanke på at på vores øer har dels lovene, dels en mildere tænkemåde altid afværget, at slaveriet ikke der var omgærdet med sådanne rædsler som på spanske, hollandske og engelske kolonier.

Blandt de vestindiske plantageejere på vores øer findes sjældent tyranner. Og de der findes, møder alles foragt. Men der findes mange ypperlige mænd der behandler de negerslaver der tilhører dem, med fornuft, skånsomhed og næsten faderlig omhu . Det er hårdt at skænde en sådan klasse af mænd og gavner ikke negersagen.

Man kunne imidlertid aldrig tillade sig at håbe negerslaveriets fulde afskaffelse, hvis man kendte de vestindiske kolonier, hvis man vidste hvor lille en del de danskes udgør af dem, hvis man tilmed kendte Danmark, så endnu der så meget levnet, så meget som den ypperligste regering ikke kunne gøre noget ved, og som dog indskrænkede menneskets frihed således, at en planteejer vel turde anse sig beføjet til delvist at vende anklagen og bebrejdelsen tilbage på de, der yttrede den.

En "negerinde" i hvid kjole (måske en frigiven slavinde?) ledsages af en sparsomt klædt "neger" (måske en slave?), der bærer hvad der ligner sukkerrør forbi Proviantgården. (Udsnit af H. G. Beenfeldt: "Forestiling af wærftet på øen St. Croix i Westindien", 1815).

Kristian den Syvende løste i sin mærkværdige regeringstid så mange bånd, at vores forfædre, der altid var parat med et tilnavn til deres konger, sikkert ville have kaldt ham "Løseren". De bånd visdom forbød ham at løse, dem løsnede han dog. Og de "løsnede" forenede deres velsignelser med de "løstes". Kristian den Syvende løsnede patriotens tunge. For hvorfor turde jeg ellers her uden at frygte for ondskabsfulde fortolkninger, nævne at Danmarks forsvar ikke har kunnet tillade dets regering at overhugge bånd, som den inderlig ønskede, uden at rokke statens sikkerhed, [at tilintetgøre]. Eller er de bånd, der hæfter til sted og til stand, det bånd hvormed en fader forpligter sin søn til på livstid at øve sig, da ikke af den natur, at den danske regering må bryste sig af, garanteret af dens ædle handlemåde, at ville sønderrive dem, hvis og så snart statens tryghed tillader det?

Negerslaveriets fulde ophør på de danske vestindiske øer kunne ikke forventes. Derimod negrenes bedre behandling efter vise love. Danmarks konge viste sig som negrenes ven og fader, ved at forbyde dansk flag at vaje på noget skib, der førte sorte mennesker som kvæg til marked.

Godt nok er køb og salg af negre på vores øer ikke af den grund mindre gængs end før. Men den blotte tanke om at grusomhed mod negre er kongen så modbydelig, at han hellere ofrer en handelsgrens fordele, end tillader sine undersåtter at gøre sig skyldige i det, hvor må det ikke påvirke embedsmænd og enhver negerherre til at gøre de sorte brødres kår så tålelige, så gode, så skønne som muligt. 

At den virker således, vidner den vestindiske regerings handlen og Danmarks højesterets domprotokol om. Og for nyligt har vi haft lysende eksempler på det. 

Så meget desto mere blev udgiveren forundret over i den danske vestindiske regerings avis nr. 89 fra 1804 at læse følgende avertissement:

"A new negro wench now calld' Carolina, has been found at Lady Heyliger's estate Bugby Hole, one and an half year's ago. She can not tell who her owner is, but says she was landed with three other new negroes, from Guinea-man at Westend".
"In obedience to the Order of the Royal Government, said Negro wench will be sold at public auction, provided the owner does not come forward and proves his title to her before the expiration of 6 weeks after this proclamation"
Office of police, Christiansstad, Now. 5th, 1804
MOURITZEN.

På dansk

"En ny (afrikansk) negertøs, nu kaldet Karolina, er fundet på Fru Heyligers plantage Bugby Hole for 1½ år siden. Hun kan ikke sige hvem hendes ejer er, men siger at hun sattes i land med 3 andre nye negre, fra et Guineaskib på Vestenden. Ifølge den kongelige regerings ordre bliver ovenmeldte negertøs solgt ved offentlig auktion, såfremt ikke ejeren fremkommer med bevis for sin ejendomsret, inden 6 uger fra denne bekendtgørelse"

Politimesteren havde sin ordre, og denne var sikkert grundet på love og anordninger. Man skal altså ikke tro at jeg bebrejder hverken den vestindiske regering eller Mouritzen, der begge således kun har opfyldt deres pligter.

Her er imidlertid en stakkels sort pige, som Himlen synes at have villet fri fra slaveri. Hendes ejer, om hun har haft nogen, har ved så lang forsømmelse ligesom opgivet den. Hendes sorg over en tyrannisk indskibning i Afrika, over en umenneskelig behandling under overfarten, er glemt efter at befinde sig helt fri, i andre, i blidere hvides land. Men nu kalder disse på bortføreren, på den grumme. Og selv om denne bussemand ikke kommer, ser hun sig dog bestemt til at sælges som slavinde for hele sin levetid. Bestemt til ikke at føde andet end slaver til verden, om kærligheden skænker hende en elsker og børn! Ja, efter rimelig formodning er hun i dette øjeblik en slavinde!

Det er til Danmarks elskede kronprinsesse, jeg tilegner denne fremstilling. Kan tanken på denne medynkværdige sorte pige vække en smertelig følelse hos en mand, der selv har følt hårdhed og set så megen hård behandling, hvilket indtryk må den da ikke gøre på hendes blide menneskekærlige hjerte. Hun som er den her omtalte, bortførte, mishandlede, undslupne, igen solgte, nu trælbundne forladte piges landsmoder, ligeså meget som dens der skriver disse linjer!

Måtte disse linjer læses af hende, eller deres indhold berettes hende! Vel er den stakkels sorte Carolina måske ikke at redde (dog muligt lægger Marias datter et ord ind for sin navnefælle) men det lignende tilfælde tør jeg da håbe aldrig mere vil komme igen. Frederiks kone vil udvirke en tilføjelse til vore negerlove, hvori det befales: 

"At ligesom det er tydeligt, for den der agter på den danske regerings adfærd, at den tåler, skønt nødigt, men ikke ynder negerslaveriet, at den anser den sorte for de hvides broder, og ikke tillader at han behandles som et dyr. Så skal enhver ejer, der ved sin efterladenhed lader sin slave eller slavinde nyde en forsmag på frihed, der kun gør det påfølgende slaveri dobbelt mærkbart, have forbrudt sin ejendomsret, når sådan efterladenhed har bevisligt varet i 3 måneder. At negeren eller negerinden da skal anses som frie, og ikke sælges på kongens vegne, da kongen ikke vil have et menneske anset som danefæ, eller som et fundet løsdrivende kvægshøved. Item at øvrigheden i sådant tilfælde skal havde denne den [farladtes] frihed, ved et lovformeligt frihedsbrev, og samme at aflæses til tinge."

En sådan lov vil lægge ny hæder til vores konges navn, og bringe rørte hjerters velsignelse over den regent, der gav den, og den talsmandinde, der udvirkede den.

(Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse af K. H. Seidelin kommenterede denne artikel i Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842.

Den omtalte artikel stod ganske rigtigt i den nævnte avis 5. november 1804:

A New Negro Wench now call'd Caroline, has been found at Lady Heyliger's Estate Bugby Hole, one and an half year's ago. She can not tell who her Owner iss, buut says she was landed with three other new Negroes, from a Guinea-man at Westend.In obedience to the Order og the Royal Government, said Negro Wench will be sold at public Auction, provided the Owner does not come forward and proves his Title to her before the expiration of 6 Weeks after this Proclamation.Office of Police, Christianssted, Nov. 5th, 1804MOURITZEN

Det besynderlige er at der også er en annonce i samme avis den 23. maj 1805. Om der er tale om samme kvinde, er uvist:

A New Negro wench call'd CAROLINA, has been Found at Lady Heyliger's Estate Bugby-Hole.

Slavegørelsen

Der kom aldrig rigtig gang i profitten for Danmark af transporten af de slavegjorte. Derimod tjente redere betragtelige summer på den vestindiske sukker. Det var formentlig en af hovedgrundene til at Danmark som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803. Plantageejerne blev i teorien tvunget til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv. 

At handel med slavegjorte foregik lang tid efter, fremgår bl.a. af ovenstående annonce fundet ved et tilfældig opslag i Dansk Vestindisk Regierings Avis, 2. januar 1840.

Håndhævelsen af forbuddet var det dog så som så med. Først omkring 1870 rapporteredes der sidste gang om transporter med slavegjorte. Slavegørelsen blev ophævet i Storbritannien i 1833 med virkning i de vestindiske kolonier fra 1834; Sverige fulgte i 1846, Frankrig i 1848, mens den danske generalguvernør Peter von Scholten i 1848 undlod at nedkæmpe et oprør blandt de slavegorte og på eget initiativ erklærede slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien. En detaljeret gennemgang er at læse i Fædrelandet, 27. august 1836.

Frederik, Marie og Caroline

Artiklen er dedikeret til Kronprinsen, altså den fremtidige Frederik 6. Der hentydes til hans og dronning Marie Sofie Frederikkes  (1767–1852) ældste datter, arveprinsesse Caroline (1793-1881) som havde titel af kronprinsesse. Når artiklen nævner "Marias datter", må det vel hentyde til dronningen Maries datter Caroline, der er "navnefælle" med den slavegjorte.

Uordner

1) Forleden 4. maj om aftenen blev fra et baghusvindue i Rosengården ud mod Peder Hvitfeldts Strædes baghuse affyret 2 til 3 skud med et gevær, og det sidste endog omtrent kl. 12 om natten. Omkringboende familier ønsker at denne skydeelsker for fremtiden vi være så god at lade sit skyderi, især om natten fare, og ikke forstyrre den natlige fred. Som man også ved denne lejlighed tager sig den frihed at fortælle den skytte at al skyden ved bryllup og barsel er forbudt og i strid med anordningerne.

3) Alle dem som spadserer på volden og fornøjer sig ved naturens skønne betragtning, møder et væmmeligt syn forenet med en forgiftet lugt fra det lokum som står straks ved det hus hvor de sorte opholder sig, da begge dørene på lokummet er borte.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, [14 Mai 1803], s. 4214-4215)

Den sorte Lovgivning

Ingen europæisk regering har gjort så meget for vores sorte brødre i Guinea og Vestindien som den danske. Ingen har gjort så meget for dem i Europa som den engelske. I England er en neger fri så snart han betræder landet. I Danmark mangler vi endnu love, der kunne hindre tildragelser som følgende:

En ejer ved navn Abestee af en neger fandt sig bevæget til at frigive sin neger som han havde medbragt fra Østindien. Denne lod sig antage ved et her i København liggende regiment, og det med skriftlig indvilligelse af sin forrige herre. Seks år efter kommer et fruentimmer rejsende fra Vestindien hertil, kræver denne neger udleveret til sig som slave, og beviser, at han tyve år har tilhørt hende, at hun havde lånt ham til en østindisk kaptajn, at denne var død i Østindien, at negeren var solgt på hans auktion, købt af Abestee, og således kommet hertil. Lovene havde ikke sat grænser for så stærk en anvendelse af det ene menneskes ejendomsret over det andet. Negeren havde forgæves opført sig til sin herres tilfredshed, havde forgæves fået sin frihed af denne, havde forgæves tjent kongen af Danmark i 6 år. Han blev ifølge Højesterets dom udleveret som slave.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9. maj 1801, s. 2541-2542)

Vee og Klage over ubillig Medfart!

Om jeg husker ret, har jeg i Deres blad, Politivennen, læst klager over arme sortes mishandling af den ubarmhjertige blanke. Ja, jeg har læst det, men ikke uden at ynke de mishandlede og beklage de uhyrer der endnu i vores kultiverede tider begår sådant mod de mennesker der som oftest hos os og især i denne strenge vinter er i den ynkværdigste tilstand. Næppe ville jeg også have troet af sådant kunne finde sted hvis jeg ikke selv havde været øjenvidne til en lignende adfærd mod en af disse ulykkelige der den 31. marts af en mængde kåde drenge blev overfaldet, ikke alene med næveslag, men endog med en vældig stenregn.

Ak, men ikke alene den sorte forbander blankes hårde og umenneskelige medfart. Nej, endog selv fra blankes kummerbankende barm hæver sig nu og da frugtesløse klager over martrende pinsler. Det ville her blive for vidtløftigt at opregne en mængde af sådanne ulykkelige der desværre findes nok af. Kun vil jeg anføre et eksempel der som jeg tror, fortjener alles, men især de ansvarliges opmærksomhed, og om muligt afhjælpelse (hvilket jeg ikke tvivler på). Det er nemlig en kone der henved nogle og tyve år har under de beklageligste smerter tilbragt livet på Skt. Hans Hospital, ikke på dets sygestuer, nej i dets såkaldte dårekister som jeg troede næppe engang burde bruges til de ulykkelige der i galskab skader. Ja, her har hun, siger jeg ligget så mange år i en skummel hule på det tørre strå, vel beklaget af mange, men aldrig hjulpet. Mon der dog endnu ikke kunne føjes anstalt til at lindre hendes smerter? Jo, gid at al ulykke så let kunne forebygges. Jeg tør da håbe at de ansvarlige for menneskehedens skyld vil formilde, om ikke andet, så dog hendes, i så ynkelig en tilstand, umenneskelige leje.

J. Kummersven.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 817-819)

Dårekiste.Fra vestre Fængsels Museum.

Beviser for at Politibetjenterne ere for faa.

Jeg har altid troet at København ikke havde det tilstrækkelige antal af politibetjente eller patruljerende ordenskarle. Adskillige tilfælde som jeg i disse dage har bemærket, har endnu yderligere bestyrket mig i denne tanke.

Forrige søndag otte dage siden, den 3. februar, henimod 2 kom jeg gennem store Fiolstræde hvor jeg mødte en sort som i gamle forrevne hestedækkener slæbte sig med nogen møje hen ad fortovene. Jeg standsede og med rørt hjerte vendte jeg mig om efter denne stakkels ulykkelige som langt fra ven og fædreland sukkende må døje en lige hård skæbne med sine brødre blandt de hvide kristne. Oh Claudius! Du har ret når du lader den sorte sige:

Weit von meinem Vaterlande. Muss ich hier verschmachten und vergehn, Ohne Trost, in Muh und Schande; Oh, die weissen Männer! Klug und schön! Und ich hab den Männern ohn Erbarmen Nichts gethan. Du im Himmel! hilf mir armen Schwarzen Mann!

Jeg så ham frygtsom og angst liste sig ind i en port, og med meget møje at støtte sit hovede mod muren. Jeg gik hen til ham også så medlidende til ham som jeg kunne, og da hans frygt og bedrøvelse noget havde lagt sig, kunne jeg af hans gebærder tilslutte mig at han måtte være blevet stødt over ende. Det blev klarere for mig ved at opdage spor af snebolde på hans ryg. Med de stive forfrosne hænder holdt han på hovedet mens bitre tårer under vedholdende suk, flød ned over hans udhungrede kinder. Jeg gav ham hvad jeg kunne, men hvor lidt til trøst i hans ynkværdige skæbne.

Et par timer derefter faldt min vej gennem Vognmagergade og ud af nr. 14 fra kælderen blev en sort kastet ud og i faldet sparket i ansigtet. Han blev revet tilbage i en hast og stuedøren slået i. Der blev et kvindemenneske tilbage i kælderhalsen der efter forespørgsel hvad ondt han havde gjort, men en skadefro mine sagde hun vidste det ikke, men han logerede der. 

Torsdagen efter den 7. gik jeg om morgenen k. 9 ned over Amagertorv og på snebjergene så jeg to vognmændskarle i hårene på hinanden. De ene kom meget til kort, for han var bestandig neden under, og da jeg fik hans ansigt at se, var det i det blodigste kød. Men nød og næppe fik han så megen tid at han kom over ende, men straks var den anden klar og skød ham tilbage så han faldt med hovedet ind under fødderne af hestene. Længere turde jeg ikke være blot tilskuer, ved denne spektakulære handling, og da jeg til lykke havde en god tjørn i hånden, så gav jeg voldsmanden en 3 til 4 gode rap så han måtte slippe. - Jeg sætter om hestene var blevet forskrækket eller en af dem havde gjort et sidetrin og forknust hovedet på den forslåede.

Kan disse tre eksempler ikke vidne med min tanke:at her i byen er mangel på politibetjente?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 701-704)

Redacteurens Anmærkning

Den tyske tekst stammer fra en vise af Matthias Claudius (1740 - 1815). Han havde selveste kronprinsens bevågenhed, idet denne i 1785 havde tildelt ham et legat for sine litterære kvaliteter. Det kan ikke udelukkes at skribenten netop ved at citere Claudius har villet vække kronprinsens opmærksom. I hvert fald læste den senere Frederik 6. Politivennen.

Med mit ubehjælpelige tysk lyde digtet oversagt til dansk vel nogenlunde sådan her:

Langt fra mit fædreland. Må jeg her forsmægte og forgå. Uden trøst, i møje og skam. Oh, I hvide mænd. Kloge og skønne! Og jeg har ikke gjort mændene uden barmhjertighed noget. Du i himlen! Hjælp mig arme sorte mand.

Danmark var på daværende tidspunkt en nation der handlede med slavegjorte. Mennesker fra kolonierne blev importeret som andre varer, res in comercio. Frie afrikanere og afrocaribere opholdt sig i Danmark, og synet af mennesker med mørk hudfarve var ikke ualmindeligt. De kom til Danmark som tjenestefolk som frie eller slavegjorte fra Dansk Vestindien hvor de blev afsat som statussymboler til hoffet, det fine borgerskab, ja selv til Sverige. En af de største "leverandører" var skatmester grev Heinrich Schimmelmann.

Artiklen er en af de meget få artikler i Politivennen som nævner deres skæbne i Danmark. Jeg har derfor lavet en særlig side med udvalgte artikler fra samtidens blade og aviser.