(Tilegnet H. K. H. Kronprinsessen)
Udgiveren er modstander af alt slaveri, altså også af negerslaveriet. Ingen glædede sig mere end han over at regeringen var opmærksom på denne sag og for nogle år siden lovede, at der engang til Danmarks ære ville gøres noget for at denne lænke blev brudt på vores vestindiske øer.
Men han billigede aldrig de midler som negerfrihedens forsvarere dengang benyttede sig af. Da de forelagde sagen for den danske regering, samlede alle de mest gyselige, de mest følelseskrænkende for mennesket, historier om hvides tyranni mod negre. Uden tanke på at på vores øer har dels lovene, dels en mildere tænkemåde altid afværget, at slaveriet ikke der var omgærdet med sådanne rædsler som på spanske, hollandske og engelske kolonier.
Blandt de vestindiske plantageejere på vores øer findes sjældent tyranner. Og de der findes, møder alles foragt. Men der findes mange ypperlige mænd der behandler de negerslaver der tilhører dem, med fornuft, skånsomhed og næsten faderlig omhu . Det er hårdt at skænde en sådan klasse af mænd og gavner ikke negersagen.
Man kunne imidlertid aldrig tillade sig at håbe negerslaveriets fulde afskaffelse, hvis man kendte de vestindiske kolonier, hvis man vidste hvor lille en del de danskes udgør af dem, hvis man tilmed kendte Danmark, så endnu der så meget levnet, så meget som den ypperligste regering ikke kunne gøre noget ved, og som dog indskrænkede menneskets frihed således, at en planteejer vel turde anse sig beføjet til delvist at vende anklagen og bebrejdelsen tilbage på de, der yttrede den.
Kristian den Syvende løste i sin mærkværdige regeringstid så mange bånd, at vores forfædre, der altid var parat med et tilnavn til deres konger, sikkert ville have kaldt ham "Løseren". De bånd visdom forbød ham at løse, dem løsnede han dog. Og de "løsnede" forenede deres velsignelser med de "løstes". Kristian den Syvende løsnede patriotens tunge. For hvorfor turde jeg ellers her uden at frygte for ondskabsfulde fortolkninger, nævne at Danmarks forsvar ikke har kunnet tillade dets regering at overhugge bånd, som den inderlig ønskede, uden at rokke statens sikkerhed, [at tilintetgøre]. Eller er de bånd, der hæfter til sted og til stand, det bånd hvormed en fader forpligter sin søn til på livstid at øve sig, da ikke af den natur, at den danske regering må bryste sig af, garanteret af dens ædle handlemåde, at ville sønderrive dem, hvis og så snart statens tryghed tillader det?
Negerslaveriets fulde ophør på de danske vestindiske øer kunne ikke forventes. Derimod negrenes bedre behandling efter vise love. Danmarks konge viste sig som negrenes ven og fader, ved at forbyde dansk flag at vaje på noget skib, der førte sorte mennesker som kvæg til marked.
Godt nok er køb og salg af negre på vores øer ikke af den grund mindre gængs end før. Men den blotte tanke om at grusomhed mod negre er kongen så modbydelig, at han hellere ofrer en handelsgrens fordele, end tillader sine undersåtter at gøre sig skyldige i det, hvor må det ikke påvirke embedsmænd og enhver negerherre til at gøre de sorte brødres kår så tålelige, så gode, så skønne som muligt.
At den virker således, vidner den vestindiske regerings handlen og Danmarks højesterets domprotokol om. Og for nyligt har vi haft lysende eksempler på det.
Så meget desto mere blev udgiveren forundret over i den danske vestindiske regerings avis nr. 89 fra 1804 at læse følgende avertissement:
"A new negro wench now calld' Carolina, has been found at Lady Heyliger's estate Bugby Hole, one and an half year's ago. She can not tell who her owner is, but says she was landed with three other new negroes, from Guinea-man at Westend".På dansk
"In obedience to the Order of the Royal Government, said Negro wench will be sold at public auction, provided the owner does not come forward and proves his title to her before the expiration of 6 weeks after this proclamation"
Office of police, Christiansstad, Now. 5th, 1804
MOURITZEN.
"En ny (afrikansk) negertøs, nu kaldet Karolina, er fundet på Fru Heyligers plantage Bugby Hole for 1½ år siden. Hun kan ikke sige hvem hendes ejer er, men siger at hun sattes i land med 3 andre nye negre, fra et Guineaskib på Vestenden. Ifølge den kongelige regerings ordre bliver ovenmeldte negertøs solgt ved offentlig auktion, såfremt ikke ejeren fremkommer med bevis for sin ejendomsret, inden 6 uger fra denne bekendtgørelse"
Politimesteren havde sin ordre, og denne var sikkert grundet på love og anordninger. Man skal altså ikke tro at jeg bebrejder hverken den vestindiske regering eller Mouritzen, der begge således kun har opfyldt deres pligter.
Her er imidlertid en stakkels sort pige, som Himlen synes at have villet fri fra slaveri. Hendes ejer, om hun har haft nogen, har ved så lang forsømmelse ligesom opgivet den. Hendes sorg over en tyrannisk indskibning i Afrika, over en umenneskelig behandling under overfarten, er glemt efter at befinde sig helt fri, i andre, i blidere hvides land. Men nu kalder disse på bortføreren, på den grumme. Og selv om denne bussemand ikke kommer, ser hun sig dog bestemt til at sælges som slavinde for hele sin levetid. Bestemt til ikke at føde andet end slaver til verden, om kærligheden skænker hende en elsker og børn! Ja, efter rimelig formodning er hun i dette øjeblik en slavinde!
Det er til Danmarks elskede kronprinsesse, jeg tilegner denne fremstilling. Kan tanken på denne medynkværdige sorte pige vække en smertelig følelse hos en mand, der selv har følt hårdhed og set så megen hård behandling, hvilket indtryk må den da ikke gøre på hendes blide menneskekærlige hjerte. Hun som er den her omtalte, bortførte, mishandlede, undslupne, igen solgte, nu trælbundne forladte piges landsmoder, ligeså meget som dens der skriver disse linjer!
Måtte disse linjer læses af hende, eller deres indhold berettes hende! Vel er den stakkels sorte Carolina måske ikke at redde (dog muligt lægger Marias datter et ord ind for sin navnefælle) men det lignende tilfælde tør jeg da håbe aldrig mere vil komme igen. Frederiks kone vil udvirke en tilføjelse til vore negerlove, hvori det befales:
"At ligesom det er tydeligt, for den der agter på den danske regerings adfærd, at den tåler, skønt nødigt, men ikke ynder negerslaveriet, at den anser den sorte for de hvides broder, og ikke tillader at han behandles som et dyr. Så skal enhver ejer, der ved sin efterladenhed lader sin slave eller slavinde nyde en forsmag på frihed, der kun gør det påfølgende slaveri dobbelt mærkbart, have forbrudt sin ejendomsret, når sådan efterladenhed har bevisligt varet i 3 måneder. At negeren eller negerinden da skal anses som frie, og ikke sælges på kongens vegne, da kongen ikke vil have et menneske anset som danefæ, eller som et fundet løsdrivende kvægshøved. Item at øvrigheden i sådant tilfælde skal havde denne den [farladtes] frihed, ved et lovformeligt frihedsbrev, og samme at aflæses til tinge."
En sådan lov vil lægge ny hæder til vores konges navn, og bringe rørte hjerters velsignelse over den regent, der gav den, og den talsmandinde, der udvirkede den.
(Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821)
Redacteurens Anmærkning.
En bekendtgørelse af K. H. Seidelin kommenterede denne artikel i Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842.A New Negro Wench now call'd Caroline, has been found at Lady Heyliger's Estate Bugby Hole, one and an half year's ago. She can not tell who her Owner iss, buut says she was landed with three other new Negroes, from a Guinea-man at Westend.In obedience to the Order og the Royal Government, said Negro Wench will be sold at public Auction, provided the Owner does not come forward and proves his Title to her before the expiration of 6 Weeks after this Proclamation.Office of Police, Christianssted, Nov. 5th, 1804MOURITZEN
A New Negro wench call'd CAROLINA, has been Found at Lady Heyliger's Estate Bugby-Hole.
Slavegørelsen
Der kom aldrig rigtig gang i profitten for Danmark af transporten af de slavegjorte. Derimod tjente redere betragtelige summer på den vestindiske sukker. Det var formentlig en af hovedgrundene til at Danmark som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803. Plantageejerne blev i teorien tvunget til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv.
Håndhævelsen af forbuddet var det dog så som så med. Først omkring 1870 rapporteredes der sidste gang om transporter med slavegjorte. Slavegørelsen blev ophævet i Storbritannien i 1833 med virkning i de vestindiske kolonier fra 1834; Sverige fulgte i 1846, Frankrig i 1848, mens den danske generalguvernør Peter von Scholten i 1848 undlod at nedkæmpe et oprør blandt de slavegorte og på eget initiativ erklærede slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien. En detaljeret gennemgang er at læse i Fædrelandet, 27. august 1836.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar