Søernes Baadelaug. (Efterskrift til Politivennen).

Livet paa Søerne.

Det private Baadelaug kæmper for at bevare Baadebroerne og Lysthusene.

Fra "Nordhavet" til "Østersøen".

De private Baadebroer og de smaa Lysthuse langs Peblingesøen og Sortedamssøen er, som bekendt, stedt i Fare. I Henhold til en tidligere truffet Beslutning modtog de paagældende Baadeejere allerede for 5 Aar siden Opsigelse fra Magistraten til 1. Januar 1926. Naturligvis vil de, der har skabt sig en saadan lille idyllisk Plet midt inde i Byen, nødig give Afkald paa Baadebro og Lysthus. De sluttede sig da for nogle Maaneder siden sammen i Peblingesøens og Sortedamssøens Baadelaug med Murermester Chr. F. Rasmussen som Formand og Boghindermcster Brünnich som Næstformand, og Lauget indsendte et Andragende til Magistraten om at maatte faa fornyet Lejeforholdet fra 1. Januar. Men Svaret lød paa, at Magistraten ikke mente at kunne fremme delte Andragende.

Da Magistraten i sin Tid sendte Opsigelsen, var det hovedsageligt Hensynet til Fuglelivet paa Søerne, der motiverede denne. For kort Tid siden har imidlertid Baadeudlejer Larsen gennem en Kommunalbestyrelsesbeslutning faaet forlænget sin Tilladelse til Udlejning af Robaade paa Søerne for 5 Aar, og da Baadelauget mener, at dets Baade med tilhørende Besætning ikke kan være farligere for Søernes Fuglebestand end de udlejede Robaade, som ofte har megen kaad Ungdom om Bord, vil man nu indsende et nyt Andragende, stilet saavel til Magistraten som til Borgerrepræsentationen.

For en Baadebro er den aarlige Leje til Kommunen 30 Kroner, og for et Fisketegn betales ekstra 10 Kr. Søernes Baadelaug tæller ialt 52 Medlemmer - saa stort er Antallet af disse private Broer Søerne rundt. De fleste ligger paa Strækningen lands Østersøgade, ved "Østersøen", som dette Bassin kaldes i Baadelaugskredse, medens den anden Del af Sortedamssøen benævnes "Sortehavet", og Peblingesøen bærer Navn af "Nordhavet".

Baadelaugets Bestyrelse har paa en lille Tur gennem Søerne givet Pressens Repræsentanter lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab med Baadebroerne og Lysthusene. En stor Del af Lysthusene er med deres Blomsterudsmykning pyntelige at se til og præsenterer sig ogsaa pænt, set inde fra Land. Men det lader sig ikke nægte, at der er grimme Tingester imellem, og at adskillige Baadebroer er lidet velholdt. Dette sidste staar dog vel nok i nogen Grad i Forbindelse med Opsigelsen fra Kommunens Side. Der er dem, som har kviet sig ved at ofre noget paa Broerne, fordi der laa en Opsigelse til 1. Januar 1926. Baadelauget mener, at det, hvis lejemaalene fornyes, som Organisation kan byde Garanti for en ordentlig Vedligeholdelse.

Den nye Stadsarkitekt, Hr. Holsøe, har til Hensigt saa snart som muligt at forelægge Magistraten et Forslag til Regulering af Søerne. Her vil ogsaa Spørgsmaalet om de private Baadebroer melde sig. At de har deres Betydning, naar man vil skabe Liv paa Søerne, derom er der ingen Tvivl. Men Broerne og Lysthusene bør absolut være underkastet en passende Censur, og man maa ogsaa vogte paa, at der ikke bliver for mange af dem. 

(Nationaltidende, 9. juli 1925).

Lysthusene var bygget på pæle ud i søerne, og de skulle have været fjernet 1. januar 1926, de var blevet opsagt tilbage til 1921. Men ejerne indgav et andragende som forlængede deres ophold. Siden 1906 har der været bådeudlejning i søerne. Bådeudlejer Poul Werners koncession blev forlænget fra 1. maj 1931 til 31. december 1939. Werner havde overtaget udlejningen efter M. P. Larsen. Fotoerne herover og herunder fra Aftenbladet (København) 4. juli 1925.

De "døde" Vande. (Efterskrift til Politivennen)

Forskønnelsesforeningen vil nu prøve paa at løse Spørgsmaalet: Forskønnelsen af Søerne.

Tidligt Foraar paa Peblingesøen.

Naar en Københavner nævner Ordet "Søerne"', saa tænker han paa de tre mægtige Vandbassiner, der ligger mellem Øster- og Vesterbro og kun højst uegentlig kan benævnes Søer, nemlig Sorledamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø. Kun den sidste, hvis Bredder ikke er lige afslukne Bassinbredder, har i nogen Grad Karakteren af Sø.

Søerne, og da navnlig Sortedams- og Peblingesøerne, har altid været baade Københavnernes Hjertebørn og deres Smertensbørn. Man har elsket dem for den Friskhed, de tilfører Byen, og for den Skønhed, de store Vandflader trods alt rummer. De spejler Himlens Skyer og Luftens forskellige Farvetoner, de forsølves af Maanens Lys, og i tidlige Sommermorgener flyder Morgenerødens Guld paa deres stille Vande, i hvilke morgenduelige Lystfiskere meder fra Baad og fra Bred.

Men de har samtidig været Københavnernes Smertensbørn, fordi man ønskede dem kønnere, end de er, man vilde gerne give dem noget mere Søpræg, og man kunde tænke sig dem livligere - "de døde Søer", som man ofte benævner dem.

Mest har man dog anket over det frygtelige arkitektoniske Anarki, der har hersket i Halvfjerdserne, da Bebyggelsen langs Søerne tog Fart. Det Husuvæsen, der flankerer Bredderne, kan der naturligvis nu ikke raades Bod paa, saa en Forskønnelse paa det Grundlag er en komplet uløselig Opgave.

Daværende Stadsingeniør Ambt og Arkitekt Ulrik Plesner har i sin Tid udarbejdet et Forslag, der tager Sigte paa en Regulering og Reformering af Bebyggelsen, men Forslaget maatte henlægges, og nu er et Forslag i saa Henseende uigennemførligt.

Mangfoldige Forslag til Forskønnelse af selve Søerne har i Tidernes Løb set Lyset. Saaledes kan det nævnes, at Arkitekt Blichfeldt i Midten af Firserne udarbejdede et Forslag til en gennemgribende Ombygning af den daværende prunkløse Peblingebro. Det gik ud paa at indrette Smaabutiker langs Broens Sider, og at bygge en Koncertsal fra Broens Midte ud i Peblingesøen.

Et tidligere Forslag gik ud paa at søge opført Bygninger langs Søen - noget i Retning af venetianske Paladser, og saa skulde der være Gondolsejlads, naturligvis med syngende Gondolierer ombord.

Et Forslag af helt ny Dato er fremsat af Havearkitekt Termansen og er af en ret fantastisk Karakter. Hr. Termansen vil intet mindre end opfylde del meste af Søerne og derigennem indvinde 780.000 Kvadratalen, der udstykket i Villaparceller vilde staa i en Værdi af 24 Millioner Kroner.

Søerne vilde efler Opfyldningen fremtræde som en bugtet Grav af ca. 70 Alens Maksimalbredde, lidt bredere end Havnen paa det smalleste Sled og ikke saa bred som Christianshavns Stadsgrav.

Sandkasse og Baadebro. Peblingesøen.

Andre Forslag gaar ud paa at danne smaa Halvøer ud i Vandet for paa den Maade at bryde Ensformigheden, som hviler over Søerne, atter andre anbefaler at opfylde smaa Holme helt ude i Søen. De skulde dels tjene til at bryde Vandfladen og dels afgive Hvile- og Rugepladser for en Del af de tamme og vilde Svømmefugle, som holder til i Søerne.

Da man i sin Tid byggede Søpavillonen ud i Søen ved Gyldenløvesgade, var det ogsaa et Forsøg paa at forskønne Søerne, og del var Meningen al opføre en Pedant til Søpavillonen ved Østerbrogade. Det første Forsøg har imidlertid skræmmet Forskønnelsesmændene. Pavilionen ved Østerbro blev for stedse skrinlagt.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der jævnlig modtager Henstillinger om at tage Forskønnelsen af Søerne op til Overvejelse, har nu taget Spørgsmaalet op og vil søge udarbejdet et Forslag til Omdannelse af Sortedams- og Peblinge-øens Bredder i Lighed med Set. Jørgens Søs Bredder, altsaa en Afløsning af de nuværende lodrette Stensætninger af græsbesaaede Skrænter med Hække.

Der bliver saaledes kun Tale om at forbedre de forhaandenværende Forhold og gøre dem lidt mere tiltalende for Øjet ved Anbringelsen af nogen Vegetation.

Men samtidig vil Foreningen slaa et Slag for at faa de talrige Skure og Sandkasser, som garnerer Gaderne og Fodstierne langs Søerne, fjernede, og for at faa de mange Baadebroer med tilhørende "Lysthuse" givet et mere pynteligt Udseende. Thi de fleste af disse virker som em Knyttet Næve i Synet paa de Spadserende.

At Foreningen vil indskrænke sine Overvejelser til disse tre Smaaforbedringer, er meget fornuftigt. For det første fordi de er gennemførlige og for det andet fordi Søerne slet ikke er grimme - store Vandflader med deres mange Shatteringer af Lys og Skygge og det frie Udsyn, man har over dem, er en Hvile for Øjet og af en egen Skønhedsvirkning.

Bruno. 

(Folkets Avis - København 25. februar 1920).

Stien langs Søen. (Efterskrift til Politivennen)

Som bekjendt har Kjøbenhavn nu i et Par Aar havt en saakaldet Forstjønnelses-Comitee. Medens man ikke endnu har seet synlige Frugter af dens Virksomhed, er det ikke saa sjeldent at træffe paa nye Indretninger i en ganske anden Aand end Forskjønnelsens. Hertil kan især henregnes, foruden den sædvanlige Masse Ureenlighed indenfor Voldene, den stedse hyppigere Anlæggelse af de væmmelige, stinkende aabne Svinestier klods op til de mest besegte Spadsereveie udenfor Byen. Saadanne industriøse Svinerier har man nu ikke blot ved gamle Kongevei og Rolighedsveien ved Østerbro; men man har uden videre i denne Sommer oprettet en velbesat Svinesti lige op til Stien paa Dosseringen fra Nørrebro til Østerbro, og derved forskaffet Kjøbenhavns Drikkevand et Naboskab af en ny Art. Stierne langs Søerne ere de eneste Spadsereveie omkring Staden, hvor man kan undgaae de modbydelige Støvmasser. Men - til Vederlag derfor begynder nu Svinespeculanterne - som vi ingenlunde behøve at forskrive fra Aalborg - at opfylde Luften her med deres Fabrikers ækle Overfylde af raadne Dunster. Dersom Politiet ikke af egen Drift vil vise Sundheden og Velanstændigheden saa megen Opmærksomhed , at det vil tilholde Speculanterne at anbringe deres Svinestier paa Steder, hvor man ikke er for godt vant, saasom i afsides Kroge paa Broerne eller mellem den duftende Garnering af Møddinger, som indfatter Farimagsveien, saa var det vel ikke for meget forlangt, om Forskjønnelses-Comiteen traadte op og lagde idet mindste en negativ Virksomhed for Dagen her. Hvad har overhovedet den Mængde Svinestier at gjore paa Hovedstadens Grund? Skulle Hovedstadens Indvaanere maastee leve af Svinerierne ligesom Smaastæderne af Landbrug og Qvægavl? - e -

(Kjøbenhavnsposten den 28. juni 1844)

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen.

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge der vender ud til broen, og hvortil beboerne af blegdammene har nøgle. Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags pallisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs med bolværket, uberettigede fra at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af lågen ind på Dosseringen. Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget ad denne vej til deres bolig på en af blegdammene. Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning når enhver kan finde adgang til samme. Såvel herfor som for at sikre Blegdammenes beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt ved en slags pallisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 672-673)

På Stadsarkivets kort fra 1823-24 kan man øverst se at området mellem Blegdamsvej og Søerne var udstykket i 23 blegdams-parceller hele vejen fra det vi i dag kender som Nørrebrogade til Østerbrogade. Nederst til venstre kommer vejen fra Nørreport, med tømmerpladsen og kirkegården markeret. På den anden side af broen Store Ravnsborgs jorde. Bemærk at dæmningen med Fredensbro ikke er bygget endnu (den kom først til i 1878). Langs søen er markeret en dæmning hvorpå den omtalte vej formentlig forløb.

Om vore Ferskvandssøer i Nærheden af Staden.

Om sommeren holdes dog en slags hævd over ferskvandssøerne i nærheden af staden der er Københavns og forstædernes beboeres suppe- og drikkekar. Således tør ingen vande kreaturer, lade hunde svømme eller bade sig i nogen af disse søer, uden at han som ret er, må betale en mulkt. Men aldrig så snart lægger der sig om vinteren en tynd isskorpe på søerne, før man ser drenge i mængde ved at nedkaste sten forsøge om den kan bære. Er dette tilfældet, ser man snart en betydelig mængde skøjteløbere og andre dagdrivere indfinde sig på isen, sælgekoner etablerer der deres udsalg, ja er endog forsynede medkogeindretninger. Og man ser den mængde uhumskheder som herved samles og bliver liggende på isen, så skulle man tro at vedkommende stod i den opfattelse at snavs og urenligheder kun var skadelige for søerne om sommeren. For man kender intet forbud mod skøjteløben samme sted og heller ikke har man set at nogen der søger at forhindre samme. Enhver der ikke er passioneret for skøjteløben, er dog af den mening at skøjteløberne burde henvises til stadsgravene og kanalerne, og ikke tillades adgang til ferskvandssøerne. Ville derfor højere ansvarlige lade udgå et forbud mod skøjteløbere på disse søer, da blev derved manges ønske opfyldt. Et sådant bud ville så meget lettere nu overholdes, da der på broerne haves politi der kunne have den fornødne opsigt.

(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 37-38)

Beskedent Ønske i Anledning af en af vore offentlige Promenader.

Hensigten med at anlægge spadsereveje langs ferskvandssøerne har uden tvivl været hensyn til fodgængerne. Det modsatte bemærkes imidlertid i disse dage da man næppe kan komme frem for vogne på den sti som går langs Sortedamssøen fra Nørre- til Østerbro, og langt værre vil det som erfaring i flere år har vist, blive når tøvejr indtræffer, da kørslen efter is plejer at vedblive så længe det er muligt at få den, hvorved den omtalte spadseresti til sidst bliver aldeles ufremkommelig. De ansvarlige anmodes derfor om at sørge for at den omtalte kørsel må få en ende inden tøvejr indtræffer, så meget som der i år har været tid nok til at enhver har kunnet skaffe sig det behørige isforråd. Det synes heller ikke at være nogen overdreven forsigtighed om stien ryddeliggjordes for de på samme adspredte isstumper. Et fald over dem i mørke vil næppe, selv under heldige omstændigheder, være behageligt, og dog måtte man betragte det som lykke om man ikke med hovedet styrtede mod de kunstigt opstablede isbjerge.

(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 3-4)

Svømmende Hunde i Sorte-Søen.

Rent vand, sundt brød, nærende øl burde aldrig savnes i København. Dog høres hele tiden klager snart over den ene, snart over den anden af disse artiklers beskaffenhed, og meget ofte lider vist nok sundheden ved disse næringsmidlers mådelighed, ja ikke sjældent dårligdom. Især er almuen i denne som i så mange andre henseender, værst faren, da den vel kun sjældent i vore tider kan sende kraftigere, mere nærende fødemidler ned, for at råde bod på den fortræd slimet, urent vand, ildelugtende, oret brød, dårligt øl osv. forvolder.

Hvorledes det hænger sammen at vi ikke har bedre, eller rettere mindre dårligt, brød og øl, må Gud og nogle indviede kende. Det kommer ikke til almindelig kundskab, og disse fødevarers mislige beskaffenhed bliver vanskeligt genstand for retslig påtale, om endnu og da en stemme offentligt lader sig høre derimod. Men når vi ser kådhed eller tankeløshed offentligt bestræbe sig for endnu mere at besudle det vand en hel hovedstads indbyggere skulle nyde, og som ved flere samvirkende, ikke let hævede årsager allerede er mådeligt nok, da kan vi ikke afholde os fra at bekendtgøre dette, dels til advarsel såvel for den pågældende for andre, dels for at henvende vedkommendes opmærksomhed på mulige gentagelsestilfælde, selvom vi vistnok indser umuligheden af at værne om stadens store vandgemmer ved en skjoldborg.

Et ungt menneske der efter sigende skal bo på blegdammene, sås således i mandags ved højlys dag more sig ved at kaste stokke, pinde og lignende ud i Sortedamssøen og lade dem rapporteres af 2 jagthunde hvoraf den ene siden efter svømmende fulgte en anden herre der steg ud i en båd og roede omkring i søen, indtil hunden, ked eller træt af svømningen, gik land. - En stor mængde mennesker var øjenvidner til denne deres forlystelse, som de allerede før skulle have gjort sig på samme sted.

Denne simple fortælling af anførte kendsgerning, behøver ingen videre kommentar. Så vidt vides er det allerede ved lov forbudt på denne eller lignende måde at forurene københavnernes drikkevand. Det er alts ku ved lovovertrædelse at sådant kan ske. Men anmelderen kan ved denne lejlighed ikke undlade at foreslå at lystsejlads og skøjteløben på disse vore drikkekar også måtte forbydes. Det er vist at man lige så lidt på vandet som på landet kan undgå visse naturlige udtømmelser, som man må væmmes ved at tænke sig blandede i sin drik. Og enhver der har betragtet søerne efter en nogenlunde langvarig frost, har også set den mængde uhumskhed som da findes på isen og siden blandes i vandet. Et sådant forbud er altså højst rimeligt, så  meget mere som Københavns beliggenhed giver lysthavende lejlighed nok til andre steder at more sig på vand og is.

(Politivennen nr. 921, Løverdagen, den 24de August, 1833. Side 573-575) 

Om Skøiteløben paa Færskvandssøerne.

Næppe har en kulde af nogle få grader belagt ferskvandssøerne uden for staden med et tyndt lag is før man ser skøjteløbere der i mængde. Og ligesom døden der årligt vælger sig flere ofre, er der allerede i år mens vi kun har haft en kulde på 2 til 3 grader faldet et, nemlig et ungt menneske på 21 år og flere er heldigt optaget af vandet. Det synes besynderligt at mens der om sommeren fredes så meget over disse søer, så at ingen uden tilladelse må angle ved deres bredder, de om vinteren så aldeles er overladt til enhvers afbenyttelse. Således så man i den sidste alvorlige vinter vi havde, søerne vrimle af skøjteløbere, spadserende, drenge og sælgekoner, ja der fandtes endog et slags forfriskningsbutikker hvori man gjorde ild. At en sådan færdsel må medføre en mængde urenligheder der ved indtræffende tøvejr synker til bunds og opfylder søerne, er vist let at indse. Men vil øvrigheden ikke desuagtet formene ungdommen den fornøjelse som skøjteløben yder, var det dog ønskeligt om den ville sætte ubesindigheden grænser ved at foranstalte at ingen måtte betræde Søerne før det havde frosset så stærkt og vedholdende at man var sikker på at isen kunne bære. Dette mener man kan ske ved et forbud mod at betræde nogen af disse søer før isens styrke af tilforordnede tilbørligt var prøvet, og tilladelse til at betræde samme var givet ved en offentlig bekendtgørelse omtrent sålydende: "Fra i morgen tillades skøjteløben på Skt. Jørgens Sø, Sortedams- og Peblingesøen." Ligesom det også burde bekendtgøres når sådan tilladelse ved indtræffende tøvejr blev ophævet. 

At de som handlede mod forbuddet straffedes med en klækkelig mulkt der måske kunne tilfalde opsigtsbetjentene for at gøre disse endnu mere påpassende, eller efter omstændigheder med korporlig straf, er en selvfølge. Uden tvivl ville en sådan foranstaltning tjene til at redde mange ubesindige unge menneskers liv og berolige mange familier som har sønner eller myndlige der føler uimodståelig lyst til skøjteløben, ligesom den også ville forebygge at Søerne opfyldtes af den mængde sten som drengene dagligt kaster deri for at prøve isens styrke. Kun en vinter ville noget opsyn være nødvendigt, for når det blev bekendt at dette førtes alvorligt, ville det siden være overflødigt og ingen ville indfinde sig der hvor han ikke havde tilladelse til at komme. 

Politivennen nr. 836. Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 12-14.

Sortedammen. Med Dronning Louises Bro i baggrunden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Anmodning til Vedkommende.

På nuværende tid hvor der tages så kraftige forholdsregler for at konservere renlighed og god luft, som et værnemiddel mod den truende kolera, må man højligt forundre sig over at de ansvarlige for at rense Sortedamssøen udenfor stadens østre port, lader det af søen i stor mængde optagne søgræs henføre og oplægges på dosseringen langs blegdammene. Mens dette søgræs ligger der og forrådner, udbreder det en forpestende lugt og luft som med sydlige vinde udbreder sig til Blegdamsvej og kan foruden den store plage man døjer med at indånde denne fordærvede luft, let medføre sygdomme. Den simpleste måde at forebygge dette onde på ville være at medgive de personer der opmudrer, en stor pram hvori det omtalte græs kunne kastes, og som når det var tilladt, førtes til en af broerne og lossedes der, hvorefter det optagne straks burde med vogne føres til den nærmeste losseplads.

(Politivennen nr. 812, Løverdagen den 23de Juli 1831, s. 518-519)

Angaaende Kjøbenhavns Vandvæsen.

Indsenderen af dette har i en række af år interesseret sig for vandvæsenet som et af hovedstadens allervigtigste anliggender. Og dertil har han så nøje som hans stilling og evne har tilladt ham, søgt at gøre sig bekendt med det, såvel som med de foranstaltninger der fra bestyrelsens side er blevet iværksat og udført til samme forbedring. Han har med fornøjelse læst det i nærværende blads nr. 559 og 560 indrykkede velmente stykke: "Bøn om mere sparsommelighed med vandet".

Han er fuldkommen enig med forfatteren i det at en mindre ødselhed med vand end den der i almindelighed finder sted her i staden, var ønskelig. Især på de tider af året da man enten aldeles intet eller kun lidt tilløb kan få til de søer som vandvæsnet disponerer over. Og han tvivler heller ikke om at mængden af stadens gård- og husejere med velvilje vil henvende tilbørlig opmærksomhed på denne vigtige sag.

I de sidste 15 år har mange somre været særdeles tørre. Og nogle vintre har kun givet lidt sne. Det er naturligt at vandet i almindelighed under sådanne omstændigheder må være aftaget, og klager over vandmangel i mange egne af landet har også været temmelig almindelige i adskillige af disse somre. Men hyppigst har disse dog så vidt indsenderen har kunnet bringe i erfaring været i denne da næsten alle brønde, gadekær og mindre beholdningssteder var udtørrede.

At hovedstaden imidlertid ikke har følt til dette onde, afgiver vist nok bevis for at bestyrelsen må have truffet hensigtsrigtige foranstaltninger, og at stadens vandbeholdninger der i tørre somre næsten intet tilløb kan have, må være blevet større end før.

Skønt anmelderen ikke er i stand til at anføre alle de arbejder som i løbet af nævnte tidsrum er udført til hovedstadens vandvæsens forbedring, vil han dog nævne følgende som tilstrækkelige til at godtgøre rigtigheden af denne ytring. Peblinge- og Sortedamssøen tillige med den dertil hørende kommunikationså er blevet således opdæmmet at disse søer nu kan holde 24 tommer højere vand end før. Lersøen der udgør ca. 100 tønder land, og indtil år 1815 blot var mose og eng, hvor intet vandforråd kunne opbevares, er ved nogen udgravning, men især ved opdossering blevet indrettet til en ordentlig sø, hvoraf vandet gennem en grundsluse kan indledes i de to søer. Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset. Og det mudder som samler sig på dette dybe sted af søen, er siden efter blevet bortført i stor mængde. Hvilket også er tilfældet på nærværende tid.

At man ved disse foranstaltninger har skaffet hovedstaden en disponibel vandbeholdning der langt overstiger det dobbelt af den som man før havde, er lige så vist som det må anses for afgjort at uden disse forbedringer måtte også København have følt savn af vand i de sidste tørre somre.

(Politivennen nr. 562. Løverdagen den 7de October 1826, s. 657-660)

"Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset." (Ca. 30 år senere end denne artikel blev Damhussøens dæmning forhøjet og belagt med sten, samt en rende, Kildeløbet gravet helt ud til Ballerup langs Harrestrup Å for at føre grundvand ind til søen).

Uorden af Slagterdrenge.

Anmelderen så i lørdags mellem klokken 6 og 7 i skumringen ikke en hyrdedreng, endnu mindre en Oehlenschlägers hyrdedreng, men en slagterdreng drive en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse. Var dette endda sket på Ægteskabsvejen (det er den som går i lige linje med ovennævnte op til broen ved Peblingesøen), så ville man ikke have påtalt det. For på den vokser ikke træer, men kun nælder og tidsler. Men at forvolde ødelæggelse på en vej som øvrigheden med bekostninger har anlagt til publikums fornøjelse, er en uforskammethed som bør anmeldes for at de ansvarlige opsynsmænd kan blive gjort opmærksom på sådanne utilladelige friheder som slagterdrenge og andre tiltager sig.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10072)

"En slagterdreng drev en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse". (Sortedamssøen omkring 1830)

Redacteurens Anmærkning

Kærlighedsstierne gik langs søerne. Ægteskabsstien var betegnelsen for stykket fra Søtorvet til Østerbrogade, også kaldet Skilsmissestien.

Bøn om en Spadserevei langs Søerne.

Skønt enhver der kan mindes hvorledes Farimagsvejen udenfor stadens porte før var beskafne, vist med taknemmelighed påskønner vedkommendes gavnlige opmærksomhed for disse vejes forbedring, beplantning med træer og anlæg af en fodsti, hvorpå man i vådt vejrlig kan gå temmelig tørt og altid sikkert for kørende og ridende, så har dog mange ytret det ønske at en anden vej for fodgængere mellem stadens broer måtte åbnes for stadens og broernes beboere. Ønsket er nemlig at man frit måtte passere over Dosseringen langs søerne. For foruden at denne vej frembyder alle de fordele som Farimagsvejen, er man også der fri for den megen støv som ridende og kørende i tørt vejr forårsager på Farimagsvejen og som falder fodgængerne meget besværlig. Indsenderen kan ikke indse nogen grund til at dette ønske ikke skulle blive opfyldt. For skulle det være for at skaffe forpagteren af søen fred, at man ikke uden nøgle til Dosseringen må passere fra Ladegårdsvejen og videre, da svares hertil at forpagteren af fiskeriet i Sankt Jørgens Sø gier langt mere i forpagtning med hensyn ti søens størrelse uden at nyde en sådan fred. Skulle det være for de tilgrænsende jorde og haver, da synes man at en forsvarlig grøft kunne lige såvel frede der som ved Sankt Jørgens Sø. Men skulle det være for at ingen skal beskadige renderne der leder vandet til staden, da er man af den mening at et forsvarligt, med dør forsynet stakit om hver kasse som gik fra den ene side til den anden ud i vandet, så langt på begge sider og så højt man fandt nødvendigt, ville frede langt bedre end det nuværende hegn der. For de som det nuværende hegn holde fra at gå der, kunne man gerne unde den behagelighed at spadsere der, og de der afstedkommer uorden og skade, ville vist sådanne hegn ikke udelukke. De overstiger langt større hegn end dette.

Det går her som ved Assistenskirkegården. De fredelige som ønsker om eftermiddagen i vintermånederne at se til deres afdødes grave, som om fomiddagen ikke har tid dertil og på grund af huslige eller andre forretninger afholdes derfra, da portene er låst så at skadefro og tyvagtige mennesker ikke skal skade og rane. Dog derfor kunne portene ligeså godt stå åbne til dagens ende. For de der vil afstedkomme skade, kunne vist nok også nå dens mål, de kan jo gå ind om formiddagen og udrette desto tryggere hvad de vil om eftermiddagen, og bryder sig kun lidt om at der er låst, da de overalt let kan finde en udgang.

Skønt ville det vist nok være om man ligesom fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen kunne passere fra den ene bro til den anden på en så behagelig fodsti. Men skulle dette ikke kunne ske til almen nytte og fornøjelse, var det ønskeligt om grunde herfor måtte opgives.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6977-6980)

Et Vink til Vandcommissionen.

Der gøres så meget for at forebygge ulykker for mennesket at man derfor ikke tror det upassende at henvende den høje vandkommissions opmærksomhed på tre meget farlige steder for det offentlige.

I Peblingesøen og Sortedamssøen er der tre kister hvori de render ligger som leder vandet her til staden. Foran disse er anbragt et pæleværk af omtrent, efter øjesyn, 9 til 12 meters længde som igen er forsynet med brædder der står under vandet, formodentlig for at hindre grøde og urenlighed fra søen at løbe til renderne. På dette pæleværk hvorpå der for oven er anbragt bjælker, ses som oftest i sommerens dage både voksne og børn at vove sig ud til den yderste ende for at fiske. Dette er yderst farligt så meget mere som bjælkerne for vandfalds skyd er afrundede, og når disse er fugtuge, meget glatte at gå på. Falder en voksen person eller et barn uden for og disse kan svømme, så er der al rimelighed for at de kan blive bjergede. Men falder de inden for i kassen, så er al redning umulig når ingen er til stede til hjælp, og om end hjælp var ved hånden, kan det endda se galt nok ud, eftersom ingen båd kan komme nogen til hjælp inde i kassen.

For nogen år siden fandt således en agtet medborger sin død der fordi han for at fiske havde vovet sig ud på en af disse bjælker hvor han nu fandtes død i kassen ved siden af sine fiskeredskaber. Dette kunne aldeles forebygges når disse kister blev forsynede med stakitværk på den ende som vender ud til Dosseringen, og denne bekostning ville dog være meget ubetydelig mod de mange velgørende følger samme ville medføre. Man kan vel indvende at ingen har der at bestille, allerhelst da Dosseringen for begge ender er forsynet med fornødent hegn. Men lægger man mærke til at Dosseringen er tilgængelig fra utallige steder hvor hegnet er anbragt, især da den vender ud til marken, så vil denne indvending let bortfalde. Overalt hvor daglige ulykker kan forebygges, bør en så ringe ting som nogle meter stakitværk NB af forsvarlig højde efter indsenderens formening ikke komme i betragtning. Indsenderen ved ikke om nogle af den høje vandkommissions bestyrere tillige er medlemmer af selskabet for druknedes redning. Hvis så er, kunne måske begge autoriteter forenes om denne ringe bekostning. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, håber man dog at dette velmente vink vil tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6906-6908)

Ønske til Bedste for Skøjteløbere.

Lørdag den 21. december druknede ved uforsigtig skøjteløben to mennesker i Sortedamssøen, den ene en murersvend og den anden et ungt menneske af en anset og agtet familie her i staden. Den sidste sank straks under isen og forsvandt, hvorimod den første holdt si i nogen tid med den halve krop over samme, for forlod hans kræfter ham før de der ilede ham til hjælp, kunne nærme sig ham. Vel gjorde forpagteren af søen, såvel som smeden der bor i nærheden, samt et ungt menneske ved navn Rothe og flere sig al mulig umage for at redde ham. Men inden disse fik en båd udiset, for at nærme sig den ulykkelige, sank han til bunds og blev først opfisket efter at der intet mere håb var om at bringe ham til live.

Da man ved af erfaring at skøjteløben har meget tiltrækkende for unge mennesker, og at disse for at nyde denne fornøjelse ofte vover sig ud på isen før denne får den fornødne fasthed, så vil sikkert disse to ikke blive de eneste ofre hvis vinteren bliver af den beskaffenhed at søerne lægger til.

Vel vil det være meget vanskeligt at forebygge sådanne tilfælde, når mennesker uforsigtigt og forsætligt udsætter sig for fare, men da staten kan anse sådanne personer som umyndige, tror man at den også burde gøre noget for dem.

Det kraftigste middel var vist nok at forbyde al skøjteløben før isen fik en sådan fasthed at den kunne bære en vis vægt, og straffe overtrædelsen af forbuddet med svær pengemulkt eller korporlig straf. Men ville man måske finde dette for hårdt, og at statsborgeres frihed derved betoges alt for meget, kunne man tillade skøjteløben på visse enkelte steder hvor der da burde findes redskaber hvormed man kunne komme dem til hjælp der faldt i vandet. Disse redskaber burde bestå i en let isbåd der kunne styres af to mand, stænger og stiger til at skyde id på isen til den forulykkede, et langt tov og måske en sejldugstrøje med kork. Ser man hen tl den nytte selskabet for druknedes redning i flere år har fremvirket, så tør man vist håbe at enten dette selskab eller statens foresatte ville lægge mærke til dette her kort fremsatte, og virke til at fremme en foranstaltning hvorved mange menneskeliv der muligvis engang kunne blive staten meget nyttigt, kunne reddes.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5911-5913).

Svineri i Sortedamssøe.

Forleden dag så anmelderen en flok ænder på 60 til 70 stykker svømme i Sortedamssøen. Så vidt han kunne skønne tilhørte de en mand der bor straks ved søen på hjørnet af Farimagsgade. Men hvem de endog tilhørte, så har dog denne næppe ret til at lade dem bruge søen til deres boldgade, i det mindste synes enhver københavner der kender disse dyrs svinagtighed ilde om at de således skal forplumre hans tevand.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3214) 

Spørgsmaal om Roeskilde-Vands Hidførsel.

Det Medicinske Fakultet og stadsfysikus spørges om Københavns vand, så uklart, grumset og slimet som det kun alt for ofte er, er tjenligt for vanddrikkere, hvoraf der dog virkelig er nogle i København?

Vandvæsnets foresatte spørges om man an håbe på at vores pumpevand ved Søernes oprensning og renholdelse, kan blive bedre eller om man må befrygte at det hvis sådan oprensning overstiger kræfterne og hvis renholdelsen ikke vil iværksættes, altid vil blive dårligere?

Enhver kyndig spørges: På hvad måde man med sikkerhed mod forfalskning og med mindst bekostning kan få det fortræffelige Roskildevand bragt hertil? Og hvad det vil koste at lægge en rende fra Roskilde til København hvis et interessentskab her ville forene sig for at sætte sig i besiddelse af det uskattelige naturgode, sundt vand?

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s.2253-2254)