Jackson Haines. (Efterskrift til Politivennen)

Jackson Haines (1838-1875) betragtes som skaber af moderne kunstskøjteløb og rulleskøjteløb. Han var uddannet balletdanser. I modsætning til den dengang gængse "engelske" skøjtestil der var stiv og formel, var Haines elegant og yndefuld, og optrådte til musik. Han forlod USA under borgerkrigen og tog til Europa. Han opfandt adskillige nye spins. I USA blev hans stil først populær efter hans død, især efter 1914. Han omtaltes i danske aviser så tidligt som januar 1865 hvor han optrådte i Berlin. Hvor selv kongen overværede en af hans forestillinger. I april optrådte han i Stockholm med isdanse (vals, marsch, polka og mazurka). Ved industriudstillingen i Stockholm var der anlagt en speciel skjøteløberbane af Jackson Haines til publikum. I oktober 1866 blev han engageret til en forestilling i Casino.

Annonce for Jacksom Haines første optræden i Danmark, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. oktober 1866. Han optrådte på et glat, oliemalet sejldugstæppe på rulleskøjter. Han optrådte herefter næsten hver dag indtil den 21. november 1866.

Jackson Haines tog derefter til Stockholm hvor  han gav forestillinger og undervisning i skøjteløb - for begge køn, idet hans søster Lidy Haines også var ankommet fra USA. Imens annoncerede Alhambra med at maskeraden i marts havde skøjteløb a la Jackson Haines. Den 17. marts 1867 ankom Jackson Haines "himself" for at optræde udendørs ved Kastellet ved Smedelinien. På dette tidspunkt havde Haines erklæret at han ville bruge alle sine intellektuelle og fysiske kræfter til at skaffe skøjteløb en plads blandt de skønne kunster.

Skøiteløberkongen Jackson Haines gav igaar Eftermiddagd paa en for Sne befriet Isflade paa Kastelsgraven ved Smedelinien en Forestilling, der havde samlet en Tilskuermasse af vistnok flere Tusinder Mennesker, hvoriblandt en Mængde Damer. Skøiteløberkongen var her ganske anderledes paa sit rette Element end paa Kasinos Scene og tumlede sig paa en saa smuk og behændig Maade paa dette, at selv den dygtigste af vore Skøiteløbere neppe vil frakjende ham Retten til at føre den Titel, hvormed han fremstiller sig. I sit elegante Løb gjør han de smukkeste og vanskeligste Vendinger og Kast med en beundringsværdig Sikkerhed, og i den stærkeste Fart standser han pludselig for dandse paa Taaspidserne eller for med den ene Fod at beskrive Kredse med Taaspidsen paa den anden som Centrum. Navnlig forekom os imidlertid hand Baglænsløb og Drejninger at udmærke sig ved en Elegance og Præcision, som neppe kan overtræffes af Nogen. Det er en Selvfølge, at Hr. Jackson Haines høstede hyppigt og stærke Bifald, ja selv ikke en Fremkaldelse manglede. - Idag Kl. 2 giver Hr. Haines en anden Forestilling og imorgen den sidste. Vi tro neppe, at Nogen vil fortryde en Timestid at trodse lidt Kulde for at se den virkelig smukke Dands paa Isen.

(Dags-Telegraphen (København) 18. marts 1867).

Billetterne kostede 24 sk. og der blev solgt mellem 4 og 5.000 - altså i alt omkring 1.200 Rdr. som var et betragteligt beløb dengang. Fra København rejste Haines videre til Lübeck, hvor han var så uheldig at beskadige sin ene hånd ved at ramme prosceniumslamperne. Hans optræden skabte et stort opsving i sporten, hvilket viste sig vinteren 1867(1868 på fx Peblingesøen som på søndage var besøgt af flere tusinde skøjteløbere, heriblandt kvinder. Imens fortsatte Jacksom Heines med at optræde i udlandet.

I Sverige havde Jackson Haines mødt den svenske skøjteløber Frida Segerdahl-Nordström (1845-1900). Hun var selvlært ved Vänern hvor hendes far var direktør for det svenske skovinstitut. Siden 1858 havde hun lært sig selv at skøjte. I 1864 begyndte ejeren af det første kvindelige skøjtebadehus i Stockholm Nancy Fredrika Augusta Edberg at tilbyde skøjteundervisning til kvinder. Som i Danmark var dette anset for uværdigt for kvinder, men da dronning Lovisa begyndte på det, faldt muren. Da Jackson Haines for første gang kom til Sverige i 1866, Jackson Haines inddrog han dem. Frida blev Haines' partner ved flere af hans forestillinger i Stockholm, hvorfor hun fik en guldbroche af prins Oscar II. Frida blev efter sin død anerkendt som den første kvinde der optrådte offentligt for et publikum.  

I 1869 optrådte Jackson Haines med den wienske korpige og danser, Leopoldine Adacker som også fulgte med til Danmark senere. Kvindernes gennembrud som skøjteløbere fik dog senere i 1800-tallet et tilbageslag, og først senere blev de anerkendt som skøjtepionerer. I 1869 optrådte han sammen med skøjteløberdronningen Leopoldine Adacker. Fædrelandet advarede i den anledning Casinos bestyrer om at publikum i det hele ikke kunne sige sig fri for at komme det slette publikums slette sans alt for meget i møde.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1869. I strid med disse landets sæder optrådte parret med en can-can. Det vakte nogen forargelse, men kunne dog ikke forhindre en overvældende applaus. Parret rejste rundt i Danmark og var bl.a. på Århus Teater.

Han fortsatte i de følgende år med at optræde sammen med Leopoldine Adacker. Jackson Haines optrådte i hvertfald så sent som 1874 på Casino. Han døde af lungebetændelse den 23. juni 1875 i den finske by Gamla Karleby. Han ønskede at blive begravet i Stockholm.

Om vore Ferskvandssøer i Nærheden af Staden.

Om sommeren holdes dog en slags hævd over ferskvandssøerne i nærheden af staden der er Københavns og forstædernes beboeres suppe- og drikkekar. Således tør ingen vande kreaturer, lade hunde svømme eller bade sig i nogen af disse søer, uden at han som ret er, må betale en mulkt. Men aldrig så snart lægger der sig om vinteren en tynd isskorpe på søerne, før man ser drenge i mængde ved at nedkaste sten forsøge om den kan bære. Er dette tilfældet, ser man snart en betydelig mængde skøjteløbere og andre dagdrivere indfinde sig på isen, sælgekoner etablerer der deres udsalg, ja er endog forsynede medkogeindretninger. Og man ser den mængde uhumskheder som herved samles og bliver liggende på isen, så skulle man tro at vedkommende stod i den opfattelse at snavs og urenligheder kun var skadelige for søerne om sommeren. For man kender intet forbud mod skøjteløben samme sted og heller ikke har man set at nogen der søger at forhindre samme. Enhver der ikke er passioneret for skøjteløben, er dog af den mening at skøjteløberne burde henvises til stadsgravene og kanalerne, og ikke tillades adgang til ferskvandssøerne. Ville derfor højere ansvarlige lade udgå et forbud mod skøjteløbere på disse søer, da blev derved manges ønske opfyldt. Et sådant bud ville så meget lettere nu overholdes, da der på broerne haves politi der kunne have den fornødne opsigt.

(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 37-38)

Om Skøiteløben paa Færskvandssøerne.

Næppe har en kulde af nogle få grader belagt ferskvandssøerne uden for staden med et tyndt lag is før man ser skøjteløbere der i mængde. Og ligesom døden der årligt vælger sig flere ofre, er der allerede i år mens vi kun har haft en kulde på 2 til 3 grader faldet et, nemlig et ungt menneske på 21 år og flere er heldigt optaget af vandet. Det synes besynderligt at mens der om sommeren fredes så meget over disse søer, så at ingen uden tilladelse må angle ved deres bredder, de om vinteren så aldeles er overladt til enhvers afbenyttelse. Således så man i den sidste alvorlige vinter vi havde, søerne vrimle af skøjteløbere, spadserende, drenge og sælgekoner, ja der fandtes endog et slags forfriskningsbutikker hvori man gjorde ild. At en sådan færdsel må medføre en mængde urenligheder der ved indtræffende tøvejr synker til bunds og opfylder søerne, er vist let at indse. Men vil øvrigheden ikke desuagtet formene ungdommen den fornøjelse som skøjteløben yder, var det dog ønskeligt om den ville sætte ubesindigheden grænser ved at foranstalte at ingen måtte betræde Søerne før det havde frosset så stærkt og vedholdende at man var sikker på at isen kunne bære. Dette mener man kan ske ved et forbud mod at betræde nogen af disse søer før isens styrke af tilforordnede tilbørligt var prøvet, og tilladelse til at betræde samme var givet ved en offentlig bekendtgørelse omtrent sålydende: "Fra i morgen tillades skøjteløben på Skt. Jørgens Sø, Sortedams- og Peblingesøen." Ligesom det også burde bekendtgøres når sådan tilladelse ved indtræffende tøvejr blev ophævet. 

At de som handlede mod forbuddet straffedes med en klækkelig mulkt der måske kunne tilfalde opsigtsbetjentene for at gøre disse endnu mere påpassende, eller efter omstændigheder med korporlig straf, er en selvfølge. Uden tvivl ville en sådan foranstaltning tjene til at redde mange ubesindige unge menneskers liv og berolige mange familier som har sønner eller myndlige der føler uimodståelig lyst til skøjteløben, ligesom den også ville forebygge at Søerne opfyldtes af den mængde sten som drengene dagligt kaster deri for at prøve isens styrke. Kun en vinter ville noget opsyn være nødvendigt, for når det blev bekendt at dette førtes alvorligt, ville det siden være overflødigt og ingen ville indfinde sig der hvor han ikke havde tilladelse til at komme. 

Politivennen nr. 836. Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 12-14.

Sortedammen. Med Dronning Louises Bro i baggrunden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Uberettigede Restaurationer paa Peblingesøen.

Blandt de fornøjelser der om vinteren bliver det mandlige køn til del, er unægtelig skøjteløb. Men det er ligeledes at der også her kan finde såvel uorden som andre politiovertrædelser sted. Indsenderen heraf tror således at det må være ham en behagelig pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at en uskik finder sted på isen, især på Peblingesøen, da mange koner og mænd uden nogen som helst given tilladelse, opsætter dækkede borde med en anretning der absolut må falde såvel ynglingen som manden i øjnene og hvorved den unge uerfarne yngling der er overladt til sig selv, let forledes til drik hvorved ikke alene hans moralske karakter let fordærves, men han bliver også uskikket til i sin tid at fremme menneskeheld på jorden. For ikke at tale om at de traktører og værtshusholdere der bor i nærheden, taber i deres næringsvej, hvorved der gøres skår i deres borgerret, og det derved opnåede borgerbrev som de ved så megen bekostning har erhvervet sig. Det ville være en lav misundelse hvis man klagede over at krøblingen med en kurv på armen søgte sin fortjeneste på denne måde. Men at folk der er aldeles uberettigede til en sådan erhvervsgren søger deres undertiden ikke ubetydeligt fortjeneste på en sådan måde, forekommer indsenderen ikke tilladeligt.

Skulle dette hensigtsmæssige vink vække de ansvarliges opmærksomhed, da ville det glæde indsenderen at have nedskrevet disse linjer.

(Politivennen nr. 729, Løverdagen den 19te December 1829, s. 819-821)

Bøn til Kjøbenhavns Comanndantskab eller andre Vedkommende.

Man hører desværre at der hver vinter sker uheldstilfælde ved uforsigtig skøjteløb på Kastelsgravene og Søerne omkring København. Også i år har dette været tilfældet, uagtet vinteren næppe er begyndt. I forrige uge blev en mandsperson fundet i et hul i isen på Peblingesøen og 4 drenge er fra tid til anden plumpet i Kastelsgravenes ishuller, men lykkeligvis reddet. I den anledning giver man sig den frihed at anmode højere ansvarlige om behageligst at ville på en eller anden måde søge at beordre vagterne at forbyde al skøjteløb så længe isen ikke er fuldkommen sikker, eller ved at sætte vartegn på isen både på de steder hvor der allerede findes huller og hvor isen er så tynd at man ikke uden fare kan vove sig derhen. Den ansvarlige ville derved erhverve sig mange menneskers tak, især forældres.

A. P. Jürgensen.

(Politivennen nr. 623 Løverdagen den  8de December 1827, s. 795-796).

Redacteurens Anmærkning.

At det ikke var ufarligt, fremgik af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 31. januar 1823:

Kbhvn. Ogsaa ved Baade have mange i F. A. tilsat Livet. Ufordigtig Skøiteløben har allene i de sidste trende Uger af Aaret kostet 15 unge Mennesker Livet.

Ligeledes berettede "Den til Forsendelse med Brevposten Kongelig allernaadigst alene privilegerede Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis", 9. februar 1828 fra København:

Omendskjøndt den kortvarige Kulde som hidtil i Vinter har fundet Sted, kun i en stakket Tid har tilladt Skøiteløben, har denne Fornøielse dog ogsaa i Aar ved Letsindighed og Uforsigtighed krævet et ikke ringe Antal af Offere. Blandt de sidste af disse kan henregnes at i Midten af forrige Uge en Dreng paa tolv Aar tilsatte Livet ved at løbe paa den tynde Iisskorpe, som endnu er bleven tilbage langs med Tømmerpladsen, og hvorpaa flere Drenge, saavel paa hans Alder som yngre, daglig have vovet sig ud. Hans Liig fandtes først Dagen efter; en anden Dreng, der faldt i tilligemed ham, blev lykkeligviis reddet - Et andet Ulykketilfælde af samme Art tildrog sig igaar, paa Stadsgravene, hvorr et ungt Menneske paa 14 til 15 aar ved lignende Uforsigtighed tilsatte Livet. 

Uordener.

2) For at bringe min ærede medborgere til vished om at jeg som nabo til hr. Brostrup ikke er blandt dem til hvem man forgæves har henvendt sig for at få befordring til den uheldige vævermester Sandberg, hvorom et stykke er indført i Politivennen nr. 525, for d. å. finder jeg mig, ifølge et rygte desangående herved beføjet til i sandheden navn at erklære. - Som sand kristen kender og ærer jeg menneskelighedens hellige pligter, og skulle med al beredvillighed endog med opofrelse af enhver fornøjelse, blandt mine venner, øjeblikkelig have kommet hr. Sandberg eller enhver anden lidende til hjælp og bistand, så snart man havde krævet sådant af mig.

Østerfarimagsgade deen 27. januar 1826.
Reeh.

(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 63)

Gartner Brostrups Svar paa det imod ham, i Politivennen Nr. 525, indførte.

I Politivennen nr. 525 er jeg levet angrebet af en hr. anmelder der ikke har skammet sig ved under medlidenhedens maske at pådigte mig en så stor umenneskelighed at mine medborgere som ikke kender mig, let kan forledes til at tro at jeg var det mest ufølsomme menneske på hele Østerfarimagsgde. Jeg vil her fremsætte sagen således som den er foregået, og som jeg med vidner om fornødent kan bevise og i øvrigt overlader min handling til almenhedens dom.

Da den omhandlede bomuldsvævermester Sandberg blev bragt til mit sted, var jeg aldeles ikke i gården eller hos den syge, men han blev desuagtet straks modtaget, og bragt ind i et værelse hvor der var en ren, opredt seng, hvilken blev tilbudt til hans afbenyttelse. At hans følge ikke lagde ham på denne, kan jeg altså ikke gøre for, ligesom det er en åbenbar opdigtet usandhed at jeg skulle have brugt de anførte udtalelser. Den syge ytrede straks det ønske at blive kørt i karet, denne ejer jeg ikke, og da der bor to hyrekuske, en ved hver ende af Farimagsgade, og nogle af den syges følge gik efter en karet, så faldt det mig ikke ind at tilbyde min holstenske vogn. Da de kom igen, og ingen karet medbragte, anmodedes jeg om min vogn, og at jeg svarede "Det var ilde, for jeg havde lovet en familie som var hos mig, at køre en tur med denne" er sandt. Men de øvrige opdigtelser at man udlod sig med at andrage sagen for ansvarlig autoritet, og at dette bevirkede min vogns benyttelse, er usande, og bevises dette tydeligt nok deraf at den bedste vogn jeg ejede, blev straks forspændt af mig selv og min karl, og den syge befordret derpå, under min udtrykkelige ordre til kusken at køre forsigtigt og langsomt. At han hverken fik halm eller sengeklæder ved jeg ikke kan tilregnes mig, i særdeleshed da han selv havde ytret det ønske at blive kørt i karet, og kunne han sidde i denne, måtte man også tro at han kunne sidde i en magelig holstensk vogn. Havde man ytret det mindste om at sæderne skulle være afspændte, og sengeklæder lagt i vognen, havde et sådant straks skullet ske. Men da man ikke engang ville betjene sig af den tilbudte seng, som stod i værelset, så faldt det mig ikke ind at spørge, om han ville lægges på sengeklæder i vognen. Jeg har kun et varmt værelse på stedet, hvor jeg bor, og dette var fuldt af mennesker og børn. Om den syge havde været bedre tjent med at komme ind i dette og siden igen ud i kulden, ved jeg ikke. Har jeg derved forøget hans lidelser, skal det inderligt smerte mig

At den syge var henved 2 timer hos mig, er usandt. Han var der knap 1 time hvilket bevises deraf at han kom til mig kl. 3.30 og var kl. 5 på hospitalet. Hele opholdet blev foranlediget ved hans følges fravær om karet. Havde jeg troet at han ville køres på min vogn, skulle han for længst have været på hospitalet.

Man vil pånøde mig betaling for min vogn, men da det var min pligt at befordre den syge, så tog jeg liges å lidt betaling herfor som jeg betingede min karl 3 mark i drikke penge. Jeg sagde højt for alle at "betaling modtog jeg ikke for vognen. Ville de give kusken noget, så var det op til Dem." om det kan kaldes umenneskeligt at jeg erindrede hans ledsagere om at det var søndag og at der skulle betales bompenge, samt at jeg ikke medgav disse, ved jeg ikke.

Flere af de mennesker som ved denne lejlighed stimlede til, var imidlertid i deres opførsel så rå, brutale og uforskammede som tænkes kan. Et bevis herpå ar blandt andet dette at efter at jeg havde tilbragt dem hvad jeg havde, og skænket hver 2 snapse og øl, var de urimeligt nok til at sende min pige ind efter mere brændevin, hvilket de også fik, idet jeg sendte dem flasken med hvad der var i den. De søgte nu at pånøde mig betaling for drikkevarerne, ligesom de ved enhver lejlighed søgte at opbringe mig. Men jeg modtog ikke betaling, ligesom jeg også overså deres øvrige færd. her er sagens sammenhæng. Jeg indlader mig ikke i nogen pennekrig herom. Vil man sagsøge mig, så ved man min bopæl.

Brostrup.

(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 57-61)

Redacteurens Anmærkning.

Pennekrigen fortsætter derefter med gentagelser og påstand mod påstand. Den oprindelige anmelder skriver i Politivennen nr. 527, 4.februar, s. 71-74 artiklen "Fornødent Gjenmæle til Gartner Brostrup." Denne gang dog underskrevet: C. N. Gedei. I en kort note i Politivennen nr. 529, 18. januar 1826, s. 111-112, bevidner Gedeis 3. medfølger at det første indlæg i et og alt var sandt. Disse artikler kan ikke ses på denne blog, men i originalerne. 

Umenneskelighed imod Medmennesker.

Søndag den 15. dennes om eftermiddagen kl. 3 fandt anmelderen på søen mellem Nørre- og Østerbro lige over for slusen en mandsperson der ved at løbe på skøjter var faldet, og havde brækket sit højre lår. Så snart anmelderen havde erfaret dette ulykkestilfælde, ilede han i forening med 3 andre bekendte med at få den kvæstede bragt til det nærmeste sted, for derfra i muligste skynding a få ham kørt på et af byens hospitaler. Manden til hvem han i så henseende henvendte sig til, var gartner Baastrup på Østerfarimagsgade hvem han anmodede om plads for den syge, mens han fik gjort de fornødne anstalter til en vogn. Men hr. Baastrup der rimeligvis kun havde et dunkelt begrav om de pligter han skylder sine medmennesker, undså sig ikke ved at svare ham: "Hvad kommer det mig ved? Hvem der har bragt ham herind, skal få lov til at bringe ham ud igen". Hvor følelsesløs hr. Bastrup imidlertid var ved min førte anmodning, indvilligede han dog efter nogen overtalelse og mange forestillinger at den syge tog sæde på en træstol i et koldt værelse, mens anmelderen og 3 medborgere gik bort efter en vogn. Vores bestræbelser i så henseende var imidlertid frugtesløse, for vi erfarede at de hverken havde vogn, eller heste hjemme. Vi begav os derfor atter tilbage til vores menneskekærlige gartner og da vi erfarede at han selv havde heste og vogn, bad vi ham om at lade den syge køres på hospitalet. Men også denne vores anmodning mødtes med den indvending: "at han ikke kunne opfylde vores begæring, fordi han skulle køre en lysttur med nogle fremmede der var på besøg hos ham.""

Forbitret over en så skammelig og umenneskelig opførsel, gentog en af anmelderens følgere de før gjorte anmodninger, og ytrede dertil at det var hr. gartnerens pligt at opfylde hans forlangende, samt udlod sig med at ville andrage sagen for de ansvarlige autoriteter.

Denne hans adfærd havde til følge at hr. Baastrup lod sig bevæge til at befordre den syge, dog først efter at en af medfølgerne havde betalt 3 mark i drikkepenge til kusken, samt med den udtrykkelige betingelse at vi selv skulle betale bompengene.

Henved 2 timer måtte den syge, bomuldsvævermester Sandberg, sidde på en træstol i et koldt værelse inden det lykkedes os at få en vogn - om hvilken det dog bør anmærkes at den var de såkaldte holstenske, at sæderne ikke blev afspændt, og at vi hverken fik halm eller sengeklæder til den syges bekvemmelighed. På denne kørte vi ham nu til Frederiks Hospital hvorefter vi begav os til hans kone og fortalte hende denne bedrøvelige hændelse. Det anmærkes at drikke og bompengene blev betalt uden udgift for den ømt følende, menneskekærlige og hjælpsomme gartner Baastrup.

København den 19. januar 1826.

(Politivennen nr. 525. Løverdagen den 21de Januar 1826, s. 39-42)

Redacteurens Anmærkning.

Gartner Brostup besvarer artiklen i Politivennen nr. 526, 21. januar 1826, s. 39-42.

Uformodentligt Nytaarsgave

Forleden nytårsdag gik et ungt menneske på omtrent 12 år med sin mors tilladelse ud på Kastelsgraven for at more sig med skøjteløb.

Efter at han i nogen tid havde nydt denne fornøjelse, kom en patrulje på isen hvis hensigt var at anholde de personer der havde løbet højere op af kanalen end det egentlig skal være tilladt. Og foruden en del andre blev bemeldte unge menneske anholdt og derefter bragt til Østerports vagt.

"Et ungt menneske omtrent 12 år morede sig Kastelsgraven med skøjteløb. En patrulje anholdt de personer der havde løbet højere op af kanalen end det egentlig skal være tilladt. Og foruden en del andre blev bemeldte unge menneske anholdt og derefter bragt til Østerports vagt" (Eget foto. Kastelsgraven 2015).

Klokken var da omtrent 12. Den vagthavende løjtnant spurgte ham hvorledes han turde understå sig i at løbe forbi den såkaldte smedebygning. Og da han derpå svarede at det ikke var ham bekendt at det var forbudt, opvartede løjtnanten ham øjeblikkeligt med 2 vældige ørefigner og befalede ham derpå indsat i arresten, hvor han forblev i ikke mindre end samfulde 6 timer, eller til klokken over 6 samme dags eftermiddag, da løjtnanten ved underofficeren lod ham give 10 til 12 slag af en sabelskede, hvorefter han fik tilladelse til at gå hjem. Hvorved dog skøjterne som han havde brugt og købt samme dag, blev taget fra ham.

Således som anført er tildragelsen fortalt til indsenderen af nævnte unge menneske som kender ham fra en fordelagtig side.

Indsenderen ved ikke om nævnte hr. løjtnants strenge adfærd kan begrundes på en højere ordre, men han nærer det ønske at vedkommende autoritet offentligt vil bekendtgøre såvel hvor skøjteløb egentlig er tilladt, som hvad ulempe de der i så fald måske mest af barnagtighed forser sig mod det befalede kan vente.

Mange forældre ville derved spare en ubegrundet frygt, og enhver skøjteløben ville være fuldkommen sikret for at blive vilkårlig behandlet.

Indsenderen kan ikke undlade at tilføje at moderen til bemeldte unge menneske flere gange havde sendt sin karl ud for at træffe ham på isen. For at søge ham i Østerports arrest havde karlen naturligvis ingen anledning til. 

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4233-4235)

Redacteurens Anmærkning

Skøjteløb blev omtalt flere steder, bl.a. i "Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten", 10. december 1818:

Over begge Indsøerne ved Mariboe er nu lagt Iisbroer. Unge og Gamle, Store og Smaae, Tykke og Tynde more sig nu daglig med Skøjteløben i alle Retninger. Idag er Veiiret mildere, men Luften tyk og taaget.

Skøn Handling af ungt Menneske

Nakskov på Pontoppidans kort over Danmark. (Værket er fotografisk optrykt i 1968. Kan beskues på Københavns Hovedbiblioteks håndbogssamling). Om byen har set ud sådan på Politivennens tid, er svært at sige.

Ved skøjteløben på strømmen i Nakskov i forrige måned faldt to disciple, begge af den jødiske nation, gennem isen. Reservelodsen Michael Krøier ilede ved deres skrig straks til med en stage. Men isen brast også under ham. Den nærmeste af de to, der først var faldet i, holdt sig nu til ham. Uden tvivl var både han og lodsen blevet havets bytte, hvis ikke en anden discipel (en søn af prokurator Fugl fra byen) var løbet til og fået fat i lodsens stage og holdt den så længe oven for isen, at hjælp fra land nåede frem. Da man måtte bryde isen med en jolle, kom denne først efter ½ kvarters tid. Og kun lodsen og den, der holdt sig ved ham blev reddet. Den anden, der kort efter at han faldt i, sank under isen, blev godt nok noget efter trukket op, men kom ikke til live igen. De to frelste kunne altså takke discipel Fugl for deres redning. Også lodsen bør hædres for hans udviste redebonhed til at frelse sine medmennesker, hvad tro de end måtte have.

(Politivennen, hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5554-5555)

Redacteurens Anmærkning.

Også andre steder reddedes skøjteløbere: I "Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende", 20. januar 1826 kunne man læse følgende:

Fredericia den 11te Januar. Sidstafvigte Søndag havde man her atter et Beviis for, at man ikke kan tilraade yndere af Skøiteløben Forsgtighed nok ved samme, saavel med Hensyn til Stedet, som og med Hensyn til at Isen har naaet fuldkommen Styrke og Fasthed, idet at en Person i sine bedste Aar, ved at løbe paa de her nystillagt dybe Voldgrave, sank igjennem den altfor tynde Iis og kom ind under samme. Alt Haab om Redning vilde have været forgjæves, og han maatte ufeilbar bleven Dødens Bytte, hvis ei en Søn af Hr. Kammerraad Beck: A. Beck, havde med Behjertethed og med største Fare for sig selv ilet til den i Isen blevne Aabning, hvorr det paa Kanten med Største Anstrængelse, fordi Isen alt mere gik i Stykker og Hullet derved blev større, lykkedes ham at faae fat paa den Ifaldnes opadstræbende Haand og derved faae ham trukket op paa den bristende Iis hvorved han blev reddet.

Advarsel for Skøjteløbere, som ej ønsker at plyndres.

Søndag den 11. december gik en student med 2 unge mennesker ned på stadsgraven ved Østerport for at løbe på skøjter. Da isen var stærk og god, bandt de skøjterne på og lovede sig den bedste fornøjelse. Men - næppe havde de løbet nogle få minutter før en del matroser og matrosdrenge som også befandt sig på isen, begyndte at insultere dem på de mest krænkende måder, formodentlig for at få grund til klammeri og således at berøve dem et eller andet. Men de var kloge nok til ikke at bryde sig derom og tænkte blot på at komme op af isen, løb derfor hen til et sted lige nedenfor Østerports vagt og begyndte at binde skøjterne af. Men næppe så de andre dette, før de omringede dem og var uforskammede nok til med magt at borttage et par skøjter fra den nygifte af selskabet efter at de forgæves havde søgt at tage hans lommetørklæde. Studenten bad dem nu høflig at tilbagelevere skøjterne, men langt fra at udrette noget, måtte han høre en hoben grovheder og havde ær fået prygl. Ja! en holdt allerede sin knyttede hånd for hans ansigt og skule måske nok have slået til ifald han ikke havde betaget ham lejligheden ved at trække sig tilbage. Der var altså intet andet at gøre end - som Tuillin siger, at høre og tie og frygte og fly.

Da de formodede at den vagthavende officer måske kunne gøre noget ved denne ting, især siden et par soldater var øjenvidne til det - gik de staks op i vagten og fortalte ham hele historien. Han sagde at han ikke kunne arrestere dem alle, men at han gerne ville sende vagt for at gribe gerningsmanden når man bestemt kunne angive ham. Da de nu ikke kunne dette, fordi der var så mange gerningsmænd, måtte de - og det i Danmarks hovedstad - stå og se på at man betjente sig af ting som man med vold havde berøvet!

Man har troet at burde bekendtgøre dette dels for at andre ikke skulle blive udsat for samme krænkende behandling, dels for at gøre sit til at sådanne isplyndringer kunne standses.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4701-4703)