Søndag den 15. dennes om eftermiddagen kl. 3 fandt anmelderen på søen mellem Nørre- og Østerbro lige over for slusen en mandsperson der ved at løbe på skøjter var faldet, og havde brækket sit højre lår. Så snart anmelderen havde erfaret dette ulykkestilfælde, ilede han i forening med 3 andre bekendte med at få den kvæstede bragt til det nærmeste sted, for derfra i muligste skynding a få ham kørt på et af byens hospitaler. Manden til hvem han i så henseende henvendte sig til, var gartner Baastrup på Østerfarimagsgade hvem han anmodede om plads for den syge, mens han fik gjort de fornødne anstalter til en vogn. Men hr. Baastrup der rimeligvis kun havde et dunkelt begrav om de pligter han skylder sine medmennesker, undså sig ikke ved at svare ham: "Hvad kommer det mig ved? Hvem der har bragt ham herind, skal få lov til at bringe ham ud igen". Hvor følelsesløs hr. Bastrup imidlertid var ved min førte anmodning, indvilligede han dog efter nogen overtalelse og mange forestillinger at den syge tog sæde på en træstol i et koldt værelse, mens anmelderen og 3 medborgere gik bort efter en vogn. Vores bestræbelser i så henseende var imidlertid frugtesløse, for vi erfarede at de hverken havde vogn, eller heste hjemme. Vi begav os derfor atter tilbage til vores menneskekærlige gartner og da vi erfarede at han selv havde heste og vogn, bad vi ham om at lade den syge køres på hospitalet. Men også denne vores anmodning mødtes med den indvending: "at han ikke kunne opfylde vores begæring, fordi han skulle køre en lysttur med nogle fremmede der var på besøg hos ham.""
Forbitret over en så skammelig og umenneskelig opførsel, gentog en af anmelderens følgere de før gjorte anmodninger, og ytrede dertil at det var hr. gartnerens pligt at opfylde hans forlangende, samt udlod sig med at ville andrage sagen for de ansvarlige autoriteter.
Denne hans adfærd havde til følge at hr. Baastrup lod sig bevæge til at befordre den syge, dog først efter at en af medfølgerne havde betalt 3 mark i drikkepenge til kusken, samt med den udtrykkelige betingelse at vi selv skulle betale bompengene.
Henved 2 timer måtte den syge, bomuldsvævermester Sandberg, sidde på en træstol i et koldt værelse inden det lykkedes os at få en vogn - om hvilken det dog bør anmærkes at den var de såkaldte holstenske, at sæderne ikke blev afspændt, og at vi hverken fik halm eller sengeklæder til den syges bekvemmelighed. På denne kørte vi ham nu til Frederiks Hospital hvorefter vi begav os til hans kone og fortalte hende denne bedrøvelige hændelse. Det anmærkes at drikke og bompengene blev betalt uden udgift for den ømt følende, menneskekærlige og hjælpsomme gartner Baastrup.
København den 19. januar 1826.
(Politivennen nr. 525. Løverdagen den 21de Januar 1826, s. 39-42)
Redacteurens Anmærkning.
Gartner Brostup besvarer artiklen i Politivennen nr. 526, 21. januar 1826, s. 39-42.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar