København, torsdag (Privat)
En 14-årig smededreng, Jack Rasmussen, søn af en københavnsk chauffør, udførte i dag en ikke helt almindelig bedrift. Han havde læst om en pige der var gået på hænder ned ad 27 trappetrin, og den rekord ville han slå. Han begav sig helt op i toppen af Rundetårn, og derefter "spadserede" han på hænder ned ad sneglegangen lige til porten.
(Aarhus Amtstidende, 8. oktober 1937)
(Hejmdal 9. november 1936)
(Aftenbladet (København), 6. marts 1937)
Til sommer - den 7. juli - kan Rundetårn fejre 300 årsdagen for grundstenens nedlæggelse. I "Selskabet for Staden Københavns Historie og Topografi" holdt arkitekt Henning Hansen ifl. "Berlingske Tidende" et foredrag om jubilaren. Han oplyste at det ikke passer når der på den ene af tavlerne står at Christian IV med egen hånd har nedlagt grundstenen til Rundetårn. Kongen opholdt sig på den dag grundstenen blev nedlagt, i Holsten. Det var murermesteren der havde nedlagt grundstenen.
Der var til Rundetårn medgået 3 millioner hollandske mursten - det er lige så mange sten som man i vore dage vil bruge til en 5 etagers kommunal karre med 200 lejligheder. Arbejdet er formentlig klaret af 8 a 10 tyske murersvende. De er kommet ganske pænt fra det. Tårnet hælder ganske vist 40 centimeter ud over Købmagergade - så der er altså også et skævt tårn i København - Portalen hører ikke til Rundetårn - den var anbragt i den gamle mur omkring Trinitatis Kirkeplads - den er af ringere arbejde end tårnet, men den skal have lov til at blive stående.
(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 5. maj 1937).
Gennem sekler var Rundetårn udtryk for bygningskunstens ypperste værk i dette land. Intet var højere end Rundetårn, og tårnet og dets betydning som observatorium blev i tidens løb banket så effektivt ind i erindringen hos de skiftende slægtleds skoleungdom, at alle véd at tårnet er bygget af Fjerde-Christian og ligger i Købmagergade i København.
Det er den 7. juli i år tre hundrede år siden, at grundstenen til Rundetårn blev nedlagt, og man vil naturligvis på ny blive mindet om Christian den Fjerdes omfattende interesse for de særprægede bygninger. I skolebøger og turisthæfter står der, at kongen personligt nedlagde grundstenen, men det er i hvert fald ikke rigtigt. Christian IV opholdt sig den 7. juli 1637 et sted nede i Holsten, og det var bygmesteren, murer Jørgen Scheffel fra Bern, der nedlagde den første sten til det interessante tårn.
Astronomerne havde ønsket, at observatoriet blev anlagt uden for Københavns volde, men kongen ville ha' tårnet inde bag den beskyttelse, som voldene afgav mod fremmede stratenrøveres ukaldede gæstebud.
Og Kongens vilje var landets lov - den gang.
Nu kunne færdselsautoriteterne godt tænke sig at kongen havde været så forudseende, at han havde regnet med fremtidens trafikale forhold! Thi Rundetårn står på det smalleste sted i Købmagergade, og her kan man hver dag fra kl. 8 til 9 og fra kl. 16 til 18 opleve et trafikalt kaos. Da de tilstødende gader også er meget smalle, kan trafikken ikke blive ensrettet, og omkørsel er så godt som udelukket. Alt dette er for så vidt Fjerde Christians skyld, men i betragtning af hans store fortjenester på mangfoldige andre områder skal intet bebrejdes ham nu!
Det 36 meter høje tårn blev påbegyndt i juli 1637 og stod færdigt i 1642. Til tårnet medgik over tre millioner mursten, hvilket er lige så meget som det antal sten, der bruges til en 5-etages ejendom med 200 lejligheder.
Arbejdet blev udført af 10 tyske murersvende og et tilsvarende antal danske stenbærere. Med de primitive midler, der den gang stod til rådighed, har det været et gigantisk arbejde at slæbe de mange sten til bygningen, efterhånden som man kom op i højden.
Hvad sikkert ikke alle véd, er, at Rundetårn - skønt sammenbygget med Trinitatis Kirke - hælder tæt ved en halv meter ud mod Købmagergade: Det er eksperten, arkitekt Henning Hansen, der ved målinger har konstateret denne hældningsgrad. Nogen fare for, at tårnet en dag skal vælte, er der dog absolut ikke. Ydermurens tykkelse er nemlig lige ved 2 meter.
Tårnets indre konstruktion er meget ejendommelig. Midt i tårnet er opmuret en hul cylinder, der er 4½ meter bred, og mellem denne cylinder og ydermuren løber en muret sneglegang, hvis bredde er godt 4 meter i en længde af lidt over 200 meter. Stigningen i sneglegangen er så jævn, at zar Peter den Store under et besøg i København i året 1716 kunne ride op og ned ad sneglegangen, medens kejserinde Katharina kørte op til platformen i et hestekøretøj!
Historien beretter, at zarina foretog køreturen med et seksspand, men det må være en mild overdrivelse. Mere end to små islændere har der næppe været for køretøjet, for platformen, hvor der skulle vendes, tillader ikke mere.
Den første astronom i Rundetårn hed Christen Longomontanus. Det var ham der ville have tårnet opført uden for voldene.
(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 9. maj 1937)
(Nationaltidende 5. juli 1937)
(Randers Dagblad og Folketidende, 7. juli 1937)
Vidar Bruun (1878-1940) var journalist og forfatter.
(Randers Dagblad og Folketidende 26. juli 1937)
Den 27. juni oplever pensioneret skibsmekaniker August Nielsen, Nyboder, en mærkelig mindedag, idet det da er 50 år siden han som dreng styrede ned gennem Rundetårns 84 fod dybe skakt.
Han fortæller selv hvorledes han den pågældende dag, mens han var kordreng i Trinitatis Kirke, i en pause løb og legede på Rundetårns øverste afsats. Han vidste godt at der var et hul i gulvfladen, men ikke desto mindre var han uforsigtig og faldt ned gennem gulvet. Efter et fald på 84 fod havnede han på bunden af skakten. Han slog sig temmelig slemt og besvimede. Først næste dag blev det opklarer at han måtte være styrtet ned gennem gulvet, og ved at man oppe fra tårnets top råbte hans navn, vågnede han. Der var ingen der turde lade sig fire ned gennem skakten undtagen hans far. Men politiet forbød faderen at gøre det, og så blev der udefra hugget hul ind til stedet hvor drengen lå. Da man fik ham hevet ud, viste det sig at han havde fået slået to tænder ud og skrabet huden af den ene arm. Men efter to dages hospitalsophold var han i orden.
Således lyder i korthed hans beretning om det forfærdelige fald, der skønt det lyder ubegribeligt, altså ikke kostede ham livet.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 25. juni 1930).
I fredags døde underofficer i marinen August Nielsen, og nu, da han er gået bort, fortæller hans venner om ham en højst ejendommelig tildragelse fra hans drengeår. Den gjorde ham i sin tid til det mest brændende samtaleemne i København, og mange ældre mennesker vil endnu huske ham som en "dagens helt", når de hører om begivenheden, selv om de nu har glemt heltens navn.
August Nielsen var i 1880 kordreng ved Trinitatis Kirke, og sammen med en kammerat var han fra kirken gået ind i Rundetårn, hvor de legede skjul. Han gemte sig under den øverste trappe på et brændeloft og forsvandt sporløst. Kammeraten skreg Gevalt hjemme hos Augusts forældre. Man søgte overalt, og først næste morgen fandt man oppe i tårnet et sort hul som ingen kendte noget til, og som førte gennem tårnets kerne lige ned til dets fod, Man råbte derned, og August, der den meste tid havde været bevidstløs, svarede dernede fra: "Jeg ligger som i en jernseng uden madras". Han havde ligget dernede i 20 timer, men var ingenting kommet til, rimeligvis fordi den 20 alen dybe hulning gennem kernen var så smal, at han var kuret langsomt igennem den.
August Nielsen blev med uhyre Besvær befriet og derefter skildret som et fænomen, der kunne tåle at kastes ud fra Rundetårn uden at "støde sig", som det hedder på Fritz Jürgensens tegning. Han blev ikke alene beskre\et i aviserne, men også besunget i en splinterny vise, som udkom på Strandbergs Forlag, og han blev hovedpersonen i studenternes nytårsrevy. Det besynderlige ulykkestilfælde eller lykketræf, hvad man vil kalde det, glemtes som andre døgnets begivenheder undtagen af Rundetåms besøgende. Når de køber den lille "fører", der sælges for 10 øre, får de historien på prent - og nu kan der i fremtidige oplag tilføjes, at August Nielsen levede indtil 54 år efter den eventyrlige nedstyrtning.
(Dagens Nyheder, 18. december 1934).
Begivenheden erindres stadig, den kan høres og ses her.
Restaureringen varede langt ind i 1934. Chr. 4s initialer blev forgyldt.
(Dagens nyheder 10. november 1933)
(Viborg Stifts-Tidende, 11. november 1933)
Da observatoriet for et par år siden blev indviet på Rundetårn, udtalte borgmester Kaper ønsket om at der blev rejst et minde for Danmarks berømte astronom Tycho Brahe ved Rundetårn. I fjor blev ønsket til virkelighed. Københavns Kommunes udsmykningsfond bestilte hos billedhugger Siegfred Wagner en buste af Tycho Brahe til opstilling på pladsen ved Rundetårn. Ovenstående ses busten.
Nu er den anselige buste der er udført i smuk blålig granitart, færdig og vil allerede i dag blive stillet op med tårnet som baggrund. Selv afsløringen der dog forløber uden højtidelighed, bliver først på mandag - 356 årsdagen for Uranienborgs grundlæggelse.
(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 6. august 1932).
TIDSSIGNALET er ikke noget, der er opfundet specielt til radioen, hvad mange måske vil tro, det er en gammel historie.
Det er dog først i den nyere tid, at befolkningen har været så ivrig efter at erfare den rigtige tid, at signalet har spillet nogen større rolle. Før tog man det af mange grunde Ikke så højtideligt med tiden.
Uret er ganske vist en gammel opfindelse - selv på Gorm den Gamles tid kendte man det - men først med tandhjulets benyttelse kom der rigtig "gang" i "urene" - det var omkring år 1800. Uret var imidlertid i de følgende århundreder en sjælden og meget kostbar vare. De få ure, der fandtes, var gode nok, men de kunne selvfølgelig kun måle tiden, ikke angive den rette tid, hvis man ikke havde noget bestemt holdepunkt at Indstille dem efter.
På Christian IVs tid brugte man solen som tidssignal og stillede urene efter dem, og man var mere end tilfreds med den omtrentlige nøjagtighed, der kunne komme ud af det. Københavns borgere klarede sig stolt uden astronomernes hjælp.
Først Struensee der bragte orden og plan i så mange forhold, ønskede også en ændring på dette område, og det blev pålagt professoren i astronomi, Chr. Horrebow at finde en metode der kunne få urene i byen til at følges ad. I 1771 indgav Horrebow sit forslag. Det gik ud på at der en eller to gange om ugen skulle gives et signal fra Rundetårn - et flag, der blev strøget Kl. 12 middag - og herefter skulle alle byens officielle urværker stilles. Urenes ejere skulle som betaling for signalet yde 10 rdl. årlig til observatoriet på Rundetårn.
Forslaget fik en i sandhed varm modtagelse. Der var jo ingen, de havde forlangt at få at vide, hvad klokken var, og man ville da i hvert fald ikke betale for det. Magistraten protesterede imod afgiften for sine fire ure - Rådhusets, Helliggejstes, Nicolajs og Frue Kirkes - og ejerne af byens andre offentlige ure gjorde det samme. Horrebow nedsatte så afgiften til det halve, hvorefter Kancelliet skyndte sig at sætte sagen i værk uden at høre ur-ejernes mening om det ændrede forslag.
Fra 1772 begyndte så signalet at virke. Men havde der ikke før været forvirring i urenes gang, så blev der det nu. Man forsøgte at rette sig efter flaget på Rundetårn, og man drejede og drejede på viserne, frem og tilbage, men der var ikke et ur i byen der kunne holde trit med observatoriets middagssignal. Befolkningen anede hverken ud eller ind, kun de mere begavede af urmagerne havde en anelse om, hvor mystikken var: Professor Horrebow brugte en helt anden tidsinddeling end almindelige mennesker.
Den 17. februar 1772 sendte oldermanden for urmagerne en skrivelse til Magistraten, hvori han oplyser, at signalet åbenbart bliver givet efter "solens gang", men at solens gang Ikke er nøjagtig, til tider hurtigere, til tider langsommere end "den sande tid". Urmagerne forlanger, at signalet skal gives efter den sande tid, da det ellers ikke vil være muligt for dem at få urene til at gå rigtigt. Magistraten forstod imidlertid ikke noget af det videnskabelige i urmagernes skrivelse og sendte den til Kancelliet med den oplysning, at urmagerne mente, at "signalet ej sker i rette tid eller akkurat". Kancelliet sender skrivelsen videre til Horrebow til erklæring, og der kommer en længere redegørelse fra den stejle videnskabsmand. Han oplyser, at der er en slags tid, den sande, efter solens gang, og middeltiden, der deler døgnet i 24 lige lange timer. Horrebow holder selvfølgelig på den sande tid, efter den skal lygterne tændes, efter den går solen op og ned, og efter den udarbejdes almanakken. Han anfører, at urmagerne skal kende forskellen mellem den sande tid og middeltiden, og så kan de jo godt stille deres ure efter signalet. Da kirkeurene alligevel "skal dagligen røres ved", kan man jo lige så godt stille dem efter den sande tid hver dag. Han giver urmagerne det råd, at de skal sætte to minutvisere på hvert ur, den ene til middeltid og den anden til den sande tid.
PROF. HORROBOWS skrivelse imponerede Kancelliet ved sin store videnskabelighed, og urmagerne fik ikke andet ud af deres besværing end det gode råd om de to visere. Imidlertid bevirkede Horrebows redegørelse, at urmagerne fik klaret deres begreber om de to slags tid, og et par år senere kommer de igen med en ansøgning til Magistraten, men denne gang kan de bruge betegnelserne rigtigt. Nu ville Magistraten prøve lykken hos universitetet, - Kancelliet og Horrebow var jo åbenbart enige, og man havde ikke glemt de ærgerlige 5 Rdl. - men sagen endte alligevel hos den strenge professor. Han gjorde dog nu den indrømmelse, at han hver måned ville indrykke i "Adresseavisen" en tabel over forskellen i sand tid og middeltid for hver dag; ligesom han i universitetets almanak ville lade optrykke den samme tabel for hele året. Fra den tid stammer altså den tabel, der viser, hvad klokken er, når det er middag i København, som endnu findes i Universitetets Almanak. - Straks efter døde imidlertid professor Horrebow, og hans efterfølger var ikke så principfast, så da urmagerne kom igen med en klage 1784, sejrede fornuften, og signalet fra Rundetårn gav herefter middeltiden.
Dette signal holdt sig nu det meste af 100 år. Hver onsdag og lørdag middag kl. 12 blev flaget strøget fra flagstangen på Rundetårn, og signalet kunne ses over hele byen og havnen, ja helt ud i Sundet og ned i Køge Bugt.
I 1857 BLIVER der igen røre om tidssignalet. Denne gang er det søfolkene, der klager. Det var efterhånden blevet almindeligt, at skibene var forsynet med ure, og det var af stor betydning, at skibsurene gik nøjagtigt, så man altid på havet var i stand til at bestemme den geografiske længde og dermed skibets beliggenhed ved hjælp af uret. Kritikken mod tidssignalel kom først til orde i "Tidsskrift for Søvæsen" i en artikel af orlogskaptajn Tuxen, der hæver, at signalet dels er upraktisk og dels ikke er nøjagtigt. En mand skal hejse flaget et kvarter i tolv, hvorefter en professor inde i observatoriet, når klokken er tolv, banker med fingeren på en rude og giver tegn til, at flaget skal stryges. Det kan aldrig blive nøjagtigt, hævder Tuxen, og det bør ikke være et flag, for det kan kun ses i blæsevejr og så endda kun fra to sider. Endvidere skal signalet efter hans mening gives i flere tempi, så folk kan få tid til at gøre sig klar med deres kronometre. Endvidere skal signalet gives hver dag og ikke kun to gange om ugen.
Tuxens kritik frugtede Imidlertid ikke, men da Observatoriet flyttede til Østervold og "tiden" altså skulle bringes herfra og til signalet på Rundetårn med et almindeligt lommeur, holdt folk af sig selv op med at regne med signalet, nu kunne del umuligt være nøjagtigt mere. Da så Rundetårn skulle repareres 1867, foreslog Tuxen, der også var medlem af Folketinget, at man flyttede tidssignalet til Nicolaj Tårn og forbedrede det, så det kunde bruges af søfolkene. Det "antedeluvanske" tidssignal, som han kaldte det gamle, havde udspillet sin rolle.
Forslaget gik ud på at signalet skulde være en stor sort vidjekugle, som skulle hejses i to tempi, 5 minutter i 1 halvt op, 2 minutter efter helt op, og præcis klokken 1 skulle kuglen falde, udløst elektrisk gennem en særlig ledning fra observatoriet. Den astronomiske professor d'Arrest, der blev rådspurgt, holdt imidlertid på det gamle system med flaget og ville i hvert fald ikke tilråde den elektriske udløsning. Forslaget blev alligevel bragt til udførelse, men regeringen var dog blevet bange ved d'Arrests advarsel, og det vedtoges, at en mand hver dag skulde gå fra Nicolaj til Øster Vold efter "tiden" Inden forslaget skulle træde i kraft, blev det dog ændret, så den elektriske ordning blev lagt.
På denne måde virkede tidssignalet indtil 1909, da det blev flyttet ud i selve havnen og anbragt på taget af det store silopakhus Men indtil 1909 faldt "kuglen på Nikolaj" altså hver søgnedag klokken 1 præcis, men derimod ikke søn- og helligdage. En eneste helligdag faldt kuglen I de mange år, det var nytårsdag 1894. Fra nytårsaften 1893 klokken 12 nat skulle nemlig alle ure i landet stilles efter en ny tidsregning, den mellemeuropæiske, der var 9 minutter 41 sekunder foran den københavnske middeltid.
Mange vil endnu huske "kuglen på Nicolaj", men dens betydning kunne ganske vist ikke måle sig med den, radioens tidssignal har i vore dage.
Moses.
(Socialdemokraten 17. juli 1932, Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 13. august 1932, 2. udgave)
Af Carl C. Christensen.
En af de vanskeligste passager her i byen er den strækning af Købmagergade, som går forbi Rundetårn. På det modsatte fortov, ved Regensen, har man arkitekt Martin Borchs udmærkede buegang, der har gjort dette fortov dobbelt så bredt, som tidligere, om end på bekostning af Regensens stueetage, som blev borttaget til fordel for det nye fortov. På Rundetårnssiden er fortovet så smalt, at der kun er plads for en person: to personer kan i alt fald kun med nød og næppe knibe sig forbi hinanden; har en af dem en barnevogn med, af de moderne kasseformede, må modgående fodgængere uvægerlig ud i den stadig stigende trafik af travle automobiler og hæsblæsende cyklister.
Mange projekter har man fremsat for at råde bod på ulemperne med byens snævreste passage, men intet er kommet længere end på papiret, der vistnok er havnet i en eller anden betænkningskommissions papirkurv.
For mange år siden foreslog professor Rosen for ramme alvor at flytte Rundetårn, hvilket ganske vist ville hjælpe overordentlig meget, men Rundetårn ved siden af Studenterkirken, Trinitatis Kirke, ville dog næppe tage sig godt ud, hverken som en art kampanile uden klokker eller forbundet med kirken ved en muret forbindelsesbygning i lighed med den mellem den første nationalbank og Børsen.
En anden plan gik ud på at bryde en gennemgang mellem tårnet og kirken, hvad der var mere mening i, således at fortovet ved Købmagergade udelukkende benyttedes af dem, der enten skulle bese tårnet, Astronomisk-historisk Museum eller observatoriet.
Denne plan blev heller ikke til noget, skønt den dog skulle synes at være praktisk og at kunne blive gennemført uden at virke skæmmende for tårnet eller for kirken.
Den tid kan ikke være fjern, da man må skaffe bedre færdselsforhold ved Rundetårn. Trafikken bliver på dette sted vanskeligere med hver dag, der går; de stakkels fodgængere føler sig dag for dag mere og mere ildestedte, så der "må iles dermed for visse årsagers skyld".
En eneste trøst har fodgængerne, men den er kun ringe: at forholdene ved Rundetårn og ved dets omgivelser har været langt, langt værre før, hvilket man næsten skulle betragte som umuligt.
Indtil året 1817 var Trinitatis Kirke og kirkegården omgivet af en høj ringmur, der strakte sig fra det sidste hus på Store Købmagergade, (hvor nu Priors hofboghandel er) i flugt med dettes facade, hvorved fortovet blev meget smalt, til Rundetårn; på den anden side af tårnet fortsattes ringmuren ud på fortovet ved Landemærket, langs dette og hen til det første hus på højre side af Landemærket. Kirkegården strakte sig herfra, bag om Kirken og helt hen til Købmagergade, men den faldt i to afdelinger, adskilte ved den offentlige gangsti, Trinitatis Kirkegang, der førte fra Store Købmagergade til Springgade (den nuværende sidste del af Pilestræde).
Om søndagen var kirkegangen hovedsagelig opholdssted for kirkens kordrenge, der her morede sig med at spille klink eller med slagsmål, mens præsten stod på prædikestolen og kordrengenes tjeneste ved orglet således var overflødig.
Indgangen til kirkegangen var gennem en portal i ringmuren mod Købmagergade, og fra selve gangen følte en låge ind til den del af kirkegården, der nu er lagt med stenfliser og benævnes Trinitatis Kirkeplads. Over gangen ind til denne afdeling fandtes et bræt med følgende forgyldte indskrift i meget mangelfuld bogstavering:
Til vor borgerskab og hiemmen
vor Guds Folk sin vile Faaer
Falder veien herigiennem
Trinitatis Kirkegaard.
Dette bræt blev i 1806 bortfjernet på Initiativ af det i datiden allestedsnærværende og alt påankende blad "Politivennen".
Foruden grave med tilhørende ligsten fandtes der her i året 1800 også opsat et lysthus formentlig til brug for kirkens underordnede funktionærer, der her på sommeraftner kunne nyde deres medbragte smørrebrød med tilbehør af sopkener, sluttende med et glas rompunch i forbindelse med nydelsen af den velstoppede merskumspibe.
Ingen tog datiden forargelse af at der blev spist og drukket på en kirkegård; det var noget, der hørte til dagens orden, þå Assistens Kirkegård var det i begyndelsen af forrige århundrede ret almindeligt, at småfolk, der besøgte deres slægtninges grave, dækkede dug på ligstenen, hvorefter man velbehagelig lejrede sig om denne, medens man nød sin aftensmad.
Foruden at være begravelsesplads med tilhørende lysthus, blev Trinitatis Kirkegård også benyttet som oplagsplads for en vinhandler Knud Sørensen, der for denne benyttelse af kirkegården betalte en halvårlig leje af 10 Rdlr.
Den del af kirkegården, der vendte mod Landemærket, var den bedst holdte. Det var her man jordede digterne Johann Ewald og Johan Herman Wessel.
Den mur, der omgav kirken, generede færdslen i meget høj grad på byens snævreste sted med byens smalleste fortov. Ganske vist kan gadetrafikken i begyndelsen af det 19. århundrede ikke sammenlignes med nutidens, men allerede den gang var den generende nok.
Østergade-Amagertorv-Købmagergade-krydset, kaldes således i 1798 af "Politivennen", for "ulykkespletten for gående". Og bladet tilføjer: "Her krydse Vogne og Kareter hinanden i eet væk, og for det meste dreje omkring Hjørnerne med saadan Fart, at endog de til denne tummel mest vante Mennesker stundom have ondt ved at passere uskadt". Dette er altså skrevet for 133 år siden, men de selvsamme ord kan om det samme gadehjørne skrives i 1931, og ved Rundetårn var forholdene for 133 år siden blevet betydelig værre, end de tidligere havde været; denne forværrelse var dog ikke en følge af stigende trafik. Den skyldtes kirkens bestyrelse.
Som man måske vil erindre, var der i muren ved Helligåndskirken mod Niels Hemmingsensgade anbragt en del salgsboder, de såkaldte lærredsboder, der forsvandt ved kirkens restaurering i 1880 efter at have været dér i ca. 150 år. Boderne gav kirken en vis årlig indtægt, og det var vel denne, der forårsagede, at styrelsen for Trinitatis Kirke, som i sin tid ejedes af Universitetet, besluttede at opføre nogle lignende boder ved foden af Rundetårn på fortovet mod Købmagergade og Landemærket.
Boderne toges i brug i året 1798. Der var i alt 8, som med et gårdsrum mod Rundetårn, fyldte det meste af fortovet mod Købmagergade og Landemærket. De var ret rummelige, forsynede med vinduer og døre, med glasruder, men nogen hensyn til grundstykket mod absolut forskønnelse for Rundetårn var de ikke, og at nogen arkitekt (en sådan må der vel have været) har kunnet nænne at gå med til at klistre disse salgsboder på foden af tårnet, skulle man næsten forsværge.
Blandt de næringsdrivende her var te- og porcelænshandlere, kaffehandlere, hosekræmmere og brød- & melhandlere. Prisen for butikerne var fra 21 Rdlr. til 35 Rdlr. halvårlig.
I 20 år forblev disse lidet skønne, for færdslen meget generende bygninger stående som appendiks til Rundetårn, skønt der ofte hørtes røster, som krævede dem fjernet.
I året 1817 bestemmer man, at der skal fejres en kirkelig mindefest den 31. oktober i anledning af 300 årsdagen for Luthers opslag af de 95 teser på kirkedørene i Wittenberg. Trinitatis Kirke skulle i den anledning restaureres, men man benyttede lejligheden til at ryddet de grimme boder af vejen. Og ikke nok dermed. Såvel Magistraten som politidirektøren insisterede på at hele ringmuren nedbrydes, at et stakit opsattes som erstatning, og at fortovet mod Købmagergade skulle udvides med et par alen, ligesom fortovet mod Landemærket skulle have en bredde af 3 alen.
Ved kongelig resolution af 30. april 1817 blev planen ført ud i livet, og i september måned nedbrød man ikke blot boderne, men også hele muren der erstattedes med et stakitværk. Byen skulle betale kirken 11.000 rdlr sølv, men med hensyn til grundstykket mod Købmagergade kom det til proces, og ved Hof- og Stadsretten af 16. september 1822 tilkendtes der kirken for 171 kvadratalen grund en erstatning på 855 rdlr. sølv, hvorimod den ikke fik noget som helst for resten af jordstykket her, 377 kvadratalen. Kirkegården mod Købmagergade nedlagdes i 1879 samtidig med at kirkegangen forsvandt, dennes udmunding i Springgade var dog allerede tidligere blevet lukket med Hambroes Badeanstalt, og hvor kirkegården havde været, indrettedes nu en stor, indhegnet grøn plæne, på hvilken dobbeltmonumentet for Ewald og Wessel blev opstillet. I henved 50 år forblev dette prunkløse anlæg her; så blev det sløjfet og erstattet med den nuværende flisebelagte kirkeplads.
Rundetårn, en af byens seværdigheder, er i ydre og indre omtrent som da det stod fuldført i 1642; kun har det fået vinduer med jernstænger for, i stedet for de åbne luger som i det i sin tid havde og som gav anledning til adskillige selvmord, idet folk styrtede sig ud gennem lugerne. I 1816 oplyste et datidigt blad at i løbet af få år var 4 mennesker omkommet på denne måde.
I ældre tider sad kogekoner ved opgangen til tårnet og forhandlede de nu forsvundne "kirsebær på en pind" til 1 a 2 skilling, hjertebrød, "kindtænder", (dvs. Bismarcksklumper, hvilket navn de fik efter 1864), Johannesbrød og alle de mange datidige delikatesser der kunne få et barns tænder til at løbe i vand.
Nu er Rundetårn atter blevet astronomisk observatorium, og det rummer byens yngste, mindste og billigste museum, "Astronomisk-historisk samling", hvis tilvejebringelse kun har været forbundet med minimale udgifter.
Carl C. Christensen.
(Nationaltidende, 19. februar 1931, 2. udgave).
Lederen af Urania Observatoriet og Rundetårns Observatorium, magister Luplau Janssen fortæller om stjernebilleder og stjerneskud.
Paa Dronning Olgas Vej i en hyggelig Villa er Urania Observatoriet, der tjener baade Videnskab og Skoleundervisningen, Installeret, og dér bor ogsaa Lederen, Magister Luplau Jansen, som vi beder om at fortælle os lidt om Stjernehimlen.
- Stjernehimlen er evig gammel og evig ny, siger Magisteren. Som Himlen ser ud, saaledes har den set ud i mange Tusind Aar. Der er ingen Forandring. I Odysseen har Homer skrevet om Stjernehimlen og nævnt forskellige Stjernebilleder - siden hans Tid er der ikke sket Forandringer, som kan ses med det blotte Øje.
- Er Stjernehimlen ens hele Aaret?
- Nej, det er den ikke, fordi Solen flytter sig mellem Stjernerne, og derfor har vi stadig forskellige Stjerner paa Nattehimlen.
- Er alle Aarstider lige gode til at "kigge Stjerner" i?
- For Astronomen er enhver Aarstid god, men for det almindelige Menneske, der ikke har den store Kikkert til Raadighed, maa Sommeren lades ude af Betragtning. Og i Resten af Aaret maa man sige,at de Maaneder, der bringer det bedste Vejr, er de mest egnede, d. v. s. Marts-April og August-September.
Hvilke stjernebilleder ser man bedst i august og september? Ja, da har vi først og fremmest Svanen, Lyren og Ørnen der hver har sin klare stjerne: Deneb, Vega og Altair. Og lige over hovedet omtrent har vi Cassiopeia (det dobbelte W) og lavt i nordøst Tyren med den røde stjerne Aldebaran og Plejaderne. Lavt i nord har vi Carlsvognen, der sikkert er det mest kendte stjernebillede, så er der Mælkevejen der i disse aftner står lodret over Cassiopeja fra sydvest til nordøst, og som når lige op over hovedet på os. Netop i Svanen har den et af sine lyseste parter - Svanen har form som et stort kors. I sydøst står den store stjernefirkant Pegasus der fortsættes hen under Cassiopeja af stjernebilledet Andromeda der indeholder den eneste stjernetåge, rigtig kan ses med det blotte Øje, nemlig den store Andromedataage, der er et fjernt Stjernesystem, saa langt borte, at Lyset bruger ca. ½ Mill. Aar om at naa herned.
- Det var da uendelig langt borte -
- Nej, vi kender saamænd Dannelser, der er mindst Tusind Gange længere borte: vi kan endda sige, at vi i Øjeblikket Ikke alene studerer vort eget Stjernesystem, men vi er sa smaat begyndt paa at studere det System, der dannes af Stjernesystemer, hvorved jeg forstaar de saakaldte Spiraltaager. Det er nemlig den svenske Professor Lundmark i Lund, som har haft Held med sig til at faa gode Resultater ud af disse Studier.
- Er der nogle af Planeterne fremme for Tiden?
- Det er lidt smaat med Planeter. Først paa Aftenen kan man se Saturn lavt i Sydvest, men Jupiter og Mars, de staar først op omkring Midnat, saa det varer lidt, inden man faar Fornøjelse af dem, hvis man ikke er en Natteravn og studerer Himlen i de smaa Timer.
- Kan man have noget særligt Udbytte af at betragte Himlen, naar man kun har en almindelig Teaterkikkert?
- Ja, man kan saamænd have Fornøjelse ved at lære at kende Himlen med det blotte Øje alene. Netop om Efteraaret har man de mange klare Stjerneskud, og den, der er fortrolig med Stjernehimlen, er ogsaa i Stand til at indtegne deres Baner paa et Stjernekort. Og hvis der tillige tilføjes Klokkeslet, da kan saadanne Iagttagelser i mange Tilfælde have videnskabelig Betydning. Med Teaterkikkerter er der adskillige interessante, foranderlige Stjerner at følge, Jeg kan saaledes nævne den lille Stjerne: Granatstjernen i Kefeus. Den varierer ganske uregelmæssigt, og Iagttagelsen af den har ogsaa Værdi, men det gælder for øvrigt adskillige andre Stjerner, som kan studeres med beskedne Hjælpemidler. Et Fænomen, som særlig Landboerne vil kunne have Chance forat følge med Udbytte, er det gaadefulde Zodiakallys, hvorved forstaas en svag Lysning, der om Aftenen og om Morgenen kan ses rejse sig fra Solens Nedgangstidi1 mere eller mere skraa Retning oppe paa Himlen. Lyset har Form som en stor, skraa Pyramide, men man kan naturligvis først se efter det, naar det er fuldstændig Nat. Dets Natur er fuldstændig ukendt.
- Hvad er et Stjerneskud?
- Et Stjerneskud er ikke en Stjerne. Det er en lille Sten, som Regel højst 1 - 2 Millimeter i Tværmaal, som ude fra Rummet kommer farende ind i Jordens Atmosfære. Det er for Resten den Slags Smaadele, hvoraf man formoder, at Kometerne er opbygget. Den kommer med stor Hastighed - indtil 70 Kilometer 1 Sekundet - naar den farer gennem Luften, bliver den glødende,og vi ser den da som en flygtig Ildstribe hen over Himlen.
- Er der noget nyt om Mars?
- Ja, Marsstudiet har jo gjort meget stærke Fremskridt i de sidste 5 Aar, saadan. at man nu med temmelig stor Sikkerhed tør udtale, at der er Plantevækst deroppe paa Mars. Man har nemlig konstateret, at der findes baade Ilt og Vanddamp l Marsatmosfæren, og tillige, at Temperaturen deroppe om Dagen stiger til ca. 14 Grader over Frysepunktet. Der er da næppe nogen Tvivl om, at de Strækninger paa Mars, som vi ser grønne om Sommeren og blege om Vinteren, virkelig om Sommeren dækkes af en Plantevækst. Og skulde man gætte paa, hvad det er, kommer man nærmest til at tænke paa Polarvegetationen her paa Jorden. Marsforsknlngen maa sikkert siges at være paa et meget interessantere Stade nu end den Gang, man lod Fantasien befolke den med Væsener, der ligesom de gamle Ægyptere gravede Kanaler. Man maa her lægge Mærke til, at vi jo med Kanaler forstaar noget, der er fremkaldt ad kunstig Vej, som f. Eks. Kanalerne i Frederiksberg Have. Det maa dog bemærkes, at Opdageren af disse mere eller mindre regelmæssige Striber paa Mars, Italieneren Schiaparelli, aldrig har sagt, at det var Kanaler . . . han meddelte at han havde set "canali" på Mars. I England blev det oversat til "canals", men det burde have været oversat ved "Channel", der betyder stræder ... den lille misforståelse har affødt en kæmpemæssig litteratur.
- Hvis det nu kunde lykkes Folk at rejse ud i Rummet, vilde det saa have stor astronomisk Betydning?
- Det tror jeg ikke, det vilde have; man kunde muligvis naa til at besøge Maanen; men man vilde sikkert Ikke faa stort mere at vide, end man nu ved. Og i det fleste tilfælde ville de store afstande i rummet og de rejsebesværligheder der kunne være tale om, gøre rumfarterne så uhyre langvarige at de ingen betydning ville få. For øvrigt ligger astronomiens største gåde nu til dags i solens indre - og derhen kan man ikke komme på grund af temperaturen der står i tusindvis af grader -- og så i atomernes indre ... der gemmes måske de dybeste gåder, og derhen kan man jo nu heller ikke komme pr. rumskib.
- Hvad er det mest pragtfulde Himmellegeme?
- Før i Tiden vilde jeg have troet, det var Mars, men nu véd jeg, at det er Maanen, og der er heller Ikke noget saa skønt og lnteresssant at se paa - kigge paa Maanen, det kan enhver faa noget ud af. Ser man på Månen lige ved første kvarter når de egne der har morgen og hvor skyggerne altså er lange, er midt på måneskiven, er synet så betagende at det ikke kan beskrives. Jeg forstår godt den herre der en aften oppe på Rundetårn sagde til mig: "Det er så smukt at nu går jeg hjemog henter min kone, for det skal hun se!"... Derimod er det en skuffelse at se fuldmånen, for så er der egentlig kun en hvid, lysende Skive at betragte.
- Hvorledes gaar det med Planetariet?
- Jeg har ikke direkte haft noget at gøre dermed, dermod har jeg Indgivet Forslag til Indretning af et Planetarium i Forbindelse med Observatoriet paa Rundetaarn; det er nemligt sikkert, at et Planetarium, der ikke benyttes som Supplement til et Observatorium, er en unyttig Ting, som oven i Købet ikke formaar at fastholde Interessen; økonomisk set er det derfor en daarllg Forretning
- Hvorledes er Rundetaarn til Observatoriebrug?
- Det er et Ideelt Sted; der er faktisk ikke noget fra Byen, der generer deroppe, og saa er det jo fra gammel Tid berømt i Astronomlens Historie, idet Rundetaarn til 1891 blev benyttet som Unlversitetsobservatorium - - der er Ikke nogen By i Verden, der har et saa godt Folkeobservatorium. Installationen deroppe er praktisk, saaledes at det er muligt at tilfredsstille selv et meget stort Antal Besøgende saa fuldt ud, at det hurtigt har vundet sig stor Popularlet.
M. K-v
(Randers Dagblad og Folketidende, 11. september 1930).
Urania-observatoriet lå på Dronning Olgas Vej 25 1897-1988. Bibliotekaren Carl Luplau Janssen havde overtaget det 1919 efter overtelegrafist Victor Nielsen. Det var muligt at besøge observatoriet mod entre. Efter hans død 1971 havnede kikkerten i Golfparken i Aalborg 1988 i det nyetablerede Urania Observatorium, hvor man stadig kan kigge stjerner.
