William og Anna Bloch. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor). 

Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.

Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.

Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.

Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.

Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:

"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"

Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.

Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.

Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.

At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!

Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen. 

Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).

Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!

Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!

Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!

Anselmus.

(Social-Demokraten 10. marts 1925).

William og Anna Bloch

Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater. hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.

For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.

Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....

Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater"￾, men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....

.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...

I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.

William Bloch.

.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrette￾visning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude 

.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...

- - -

Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««

Anna Bloch.

Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....

Christian Houmark.

(B. T. 31. marts 1925.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det kgl. Teater og Danmarks Nationalsang. (Efterskrift til Politivennen)

Den 15. oktober 1924 - samme år som den første rent socialdemokratiske regering var blevet dannet - blev det Kongelige Teater scene for en politisk strid. Det affødte bl.a. en diskussion om hvilken sang der var Danmarks nationalsang. Der var desuden en diskussion af om man skulle rejse sig når Kong Christian blev afspillet.

Demonstrationen iaftes i Det kgl. teater.

Samtaler med Statsminister Stauning og Fru Nina Bang.

Fru Bang fremsætter modstridende Udtalelser.

Da det igaar blev bekendt, at Elverhøj-Ouverturen var strøget af Det kgl. Teaters Program ved Festforestillingen, stillede vi, som vore Læsere véd, følgende Spørgsmaal til Undervisningsminister, Fru Nina Bang, hvis Svar vi ligeledes gengav i Aftenudgaven for igaar:

- Har De slet intet at gøre med, at Elverhøj-Ouverturen er strøget?

Fru Bangs Svar lød:

- Nej, jeg har ikke. 

Idag gengives imidlertid Udtalelser baade af Statsminister Stauning og af Fru Nina Bang, der staar i bestemt Modstrid med Fruens Svar til os, idet det nu aabent erkendes, at der er givet en Ordre fra Fru Nina Bang til Teatret om, at Elverhøj Ouverturen ikke maa spilles ved Festforestillinger.

Fru Nina Bangs Udtalelser refereres saaledes i "Social-Demokraten" idag:

- Har De foranlediget - spørger Intervieweren - at Ouverturen til "Elverhøj" blev udeladt?

- Nej, men jeg har allerede ved Sæsonens Begyndelse - i Anledning af en anden paatænkt Fest - tilkendegivet overfor Direktør Norrie, at ved Festforestillinger, ved hvilke jeg som Undervisningsminister er Vært, bør Teatret ikke give Anledning til Demonstrationer af nogen Art. Ouverturen til "Elverhøj" er altid bleven benyttet til monarkistiske og nationalistiske Demonstrationer. Jeg ønsker ikke selv at deltage i saadanne eller at mine Gæster tvinges dertil.

Det vilde ikke falde mig ind at tvinge nogen til at høre "Socialisternes Marche". Men det er lige saa uberettiget at tvinge nogen til at overvære Demonstrationer for Krigsgalskab. Teatret ejes af hele Nationen. Det er et Kunsttempel, ene og alene viet Kunsten. Adgangen til i Fred og Ro at nyde Kunsten bør ikke forstyrres.

Selvfølgelig blander jeg mig ikke i, hvad Teatret ellers spiller, men hvor jeg er Vært ved officielle Fester, skal Teatret forholde sig neutralt.

- - -

Som man ser, erkender Fru Nina Bang her, at hun har "tilkendegivet overfor Direktør Norrie, at ved Festforestillinger", hvor Fru Bang er Vært, bør Teatret ikke spille Elverhøj-Ouverturen. Naar Fru Bang derfor overfor "Berlingske Tidende" igaar udtaler, at hun "Intet har at gøre med", at Elverhøj-Ouverturen er strøget, kan enhver se, at denne sidste Udtalelse er i direkte Strid med, hvad Fru Bang vedgaar overfor "Social-Demokraten".

At Fru Bang har givet denne Ordre, bekræftes af Statsminister Stauning i et Interview idag i "Politiken", hvori Statsministeren siger, at Fru Bang har "i al Almindelighed udtrykt et Ønske om, at Ouverturen til "Elverhøj" ved festlige Lejligheder blev ombyttet med Trymskvide-Marchen".

Hvorledes forklares denne Uoverensstemmelse i Fru Bangs forskellige Udtalelser?

Samtale med Statsministeren

Samtidig rejses et nyt Spørgsmaal:

Er der fra Ministeriets Side givet videre Ordre til, at "Kong Christian -" ikke maa spilles ved festlige Lejligheder f. Eks. af Hæren og Flaaden?

Vi har herom idag haft følgende Samtale med Statsminister Stauning:

- Er der givet videre Ordre til - spørger vi Ministeren - at "Kong Christian - " ikke maa spilles ved officielle, festlige Lejligheder?

- Ikke fra mig. Den bruges vist mange Steder.

- Der staar idag i "Politiken", at De kalder Sangen for "en Bordsang", og en saadan kan Ministeriet vel ikke ønske at f. Eks. Hæren eller Flaaden spiller ved officielle Lejligheder?

- Det er en Misforstaaelse, at jeg har sagt Bordsang. Jeg sagde "Slagsbrodersang" og det finder jeg, at "Kong Christian - " er.

- Men dansk Nationalitet kan vel ikke officielt repræsenteres ved en Slagsbrodersang?

- Det véd jeg saamænd ikke, om der har været noget om. Det er vel overladt til Hærens og Marinens Ledelse. 

- Det blev dog ikke overladt til Det kgl. Teaters Ledelse.

- Nej, der er jo kommet en Ordre fra Fru Nina Bang. I al Almindelighed altsaa.

- Ja. men synes De saa ikke, at Fruens Svar her til "Berlingske Tidende" er lidt forbavsende? Fru Bang siger udtrykkelig, at hun "Intet" har med dette at gøre, og det passer jo ikke.

- Jeg véd ikke, hvad der passer. Fru Bang sagde til mig at for at undgaa Demonstrationer vilde hun ikke have Sangen spillet.

- Ja og til "Berlingske Tidende" siger Fru Bang, at hun "intet" har med det at gøre.

- Hun har ikke haft til Hensigt at benægte det.

- Enhver maa faa det Indtryk.

- Ja, det kan jeg forstaa.

- Hendes Udtalelser er i Strid med hinanden.

- Det synes saa!

Hvad "Social-Demokraten" mener om Demonstrationen. 

"Social-Demokraten" er idag meget forbitret over Demonstrationen, der betegnes som "taktløse Optrin". Regeringsorganets Opfattelse er denne:

"Det kgl. Teater er hele Folkets Ejendom, opretholdt af Staten paa alle Borgeres Bekostning med det ene Formaal at være et Tempel for god Kunst. At gøre Teatret til Stedet for nationalistiske Demonstrationer er en Handling, hvis Konsekvenser bør overvejes af den Overklasse, der først og fremmest nyder godt af Statens Ofre for den nationale Scene. Saadanne Taktløsheder virker ikke opmuntrende paa den jævne Befolknings Lyst til at yde, hvad der er fornødent til Teatrets Udvikling. Demonstranterne har ikke gjort teatret nogen Tjeneste.

Fru Nina Bang. [Bemærk at Mediestreams foto af Nina Bang af kvalitetsmæssige grunde er erstattet af Lars Peter Elfelt (1866-1931): Nina Bang. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.]

Kongen har heller ingen Grund til at være dem taknemmelig. Vi ser bort fra, at han næppe kan føle sig særlig beæret af som Vendernes og Gothernes Konge at blive fremstillet smadrende Gothens Hjelm og Hjerne. Men den taabelige Demonstration er et Udslag af en Bevægelse, som mærkes paa mange Maader, gaaende ud paa at skyde Kongens Person i Forgrunden i et Modsætningsforhold til det Befolkningsflertal, der har fundet Udtryk i den parlamentariske Regering. Variétépøbelens Forsøg paa at klistre sig sammen med Kongehuset førte i 1920 til Tilstande, som Kongehuset næppe ønsker gentaget. Forsøg i den Retning, der i 1920 fandt Sted paa Gaden, bliver ikke heldigere og finere, fordi de nu udføres i Rigsdagens Fællessal og Det kgl. Teaters Parket."

- - -

Fra Nina Bang udtaler sig.

Vi har derefter idag haft en Samtale med Fru Nina Bang i hendes Modtagelsesrum i Undervisningsministeriet.

Ministerens Udtalelser, som vi nedskriver i Fru Bangs Overværelse tillige med vort Svar, lyder saaledes:

Fru Nina Bang: Jeg bestrider, at jeg har udtalt mig, som "Berlingske Tidende" gengiver det iaftes. Jeg har sagt, at jeg intet direkte har haft at gøre med, at Elverhøj Ouverturen er strøget.

- Ordet direkte blev ikke nævnt imellem os igaar.

- Jo, det gjorde jeg.

- - -

Vi overrækker Fru Bang denne nedskrevne Udtalelse til Gennemlæsning. Fru Bang synes aabenbart ikke om den, da hun læser den igennem. Fruen folder den sammen, det ser et Øjeblik ud til, at det er Ministerens Hensigt at rive Papiret i Stykker, og nu følger anden Fase i denne Audiens:

Fru Nina Bang udtaler sig ikke.

- Jeg forstaar nu - siger Fru Bang - at der skal laves Sensation, det er det, man søger. Jeg ønsker ikke at udtale med til "Berlingske Tidende".

- Det som man søger, Fru Bang, er Sandheden i dette Spørgsmaal. Hvis Sandheden skulde være sensationel, maa man tage det med.

- Ja. Jeg forstaar. Men det er mig saa komplet ligegyldigt, hvad der staar i "Berlingske Tidende". Jeg henviser til, hvad der staar i mit Blad, "Social Demokraten".

- For at undgaa Misforstaaelse. Fru Bang - vi er vel enige om, at De nu har givet "Berlingske Tidende" to Svar. Det ene, som er skrevet ned paa dette Papir, og hvorefter De bestrider, hvad der stod i "Berlingske Tidende" iaftes, og det andet Svar, at De ikke vil udtale Dem, fordi der efter Deres Mening skal laves Sensation.

- Ja.

- - -

Vi skal tilføje, at som Fruens Udtalelser iaftes blev gengivet her i Bladet, er de et nøjagtigt, ordret Referat af, hvad Fru Bang sagde, og Fruens bestemte Ord igaar om, at hun "intet" havde at gøre med Programændringen iaftes, falder da ogsaa nøje sammen med en udtalelse af Fru Bang, som "Nationaltidende" gengav i gaar Morges:

"Vi har spurgt Undervisningsminister Fru Nina Bang direkte, om den foretagne Programændring var sket efter ministeriel henstilling, men hertil svarede Ministeren benægtende. Hun kendte absolut intet til "Affæren" ... den Slags Detailspørgsmaal afgjordes indenfor Teatrets egne fire Vægge."

Som man ser, siger Fru Nina Bang tydeligt ogsaa her paa Spørgsmaalet, om der foreligger en ministeriet Henstilling, at hun "absolut intet" kender til "Affæren". Skønt Fru Bang altsaa netop selv har givet den paagældende "Henstilling".

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. oktober 1924).

Demonstrationen i Det Kongelige Teater.

Nina Bang og hendes Gæster.

Ved de første Meddelelser om det Kongelige Teaters 50 Aars Fest blev det meddelt, at man vilde følge det samme Program som ved Aabningen af Teatret i 1874. Senere fik man dog den Besked, at der kun vilde blive spillet J. P E Hartmanns "Gudernes Indtogsmarch" af "Trymskviden". Man havde strøget Kuhlaus Ouverture til "Elverhøj", som ogsaa blev spillet den Gang.

Det var dette, det gav Anledning til, at en Del af Publikum I Aftes, da "Trymskviden" var spillet, gav sig til at synge Kong Christian og tilsidst raabte: Kongen leve! Under almindeligt Røre reiste Folk sig ogsaa Ministeriets Medlemmer. Det Hele var et underligt forvirret Optrin, kun Kongen tog det smilende roligt og takkede for HyIdesten.

Der er bleven spurgt om, hvem der havde givet Ordre til, at "Elverhøj -Ouverturen skulde stryge men der var tilsyneladende ingen, der vilde vedkende sig den.

I Dag oplyser Fru Nina Bang imidlertid selv følgende

- Jeg har allerede ved Sæsonens Begyndelse - i Anledning at en anden paatænkt Fest - tilkendegivet overfor Direktør Norrie, at ved Festforestillinger ved hvilke jeg som Undervisningsminister er Vært, bør Teatret ikke give Anledning til Demonstrationer af nogen Art. Ouverturen til "Elverhøj" er altid bleven benyttet til monarkiske og nationale Demonstrationer. Jeg ønsker ikke selv at deltage i saadanne eller at mine Gæster tvinges dertil.

Man vil studse lidt over Tonen "Jeg som vært" og "Mine Gæster", men det faar være. Naar Fru Nina imidlertid siger, at "Elverhøj" Ouverturen altid har været brugt til monarkiske og nationalistiske Demonstrationer slaar hun dog noget over Maalet. Man kan diskutere om, hvorvidt man skal rejse sig, naar "Kong Christian" spilles som et Fragment, som det sker i "Elverhøj"-Ouverturen, men man kan ikke kalde det Demonstrationer. Det har saamænd været det stilfærdigste af alt. Folk har rejst sig og har sat sig igen naar den sidste Tone har lydt og har der - særlig ved festlige Lejligheder - lydt et: Kongen leve! saa har det saamænd været lige saa naturligt som naar de socialdemokratiske Ministre raaber Danmark leve '

Fru Nina kunde saamænd roligt ladet "Elverhøj"-Ouverturen blive paa Programmet; naar den nu var strøget fik man det indtryk, at det var en Ordre, et Paabud. - Værsgo, ingen Ouverture her! Maa vi bare være fri for Vrøvl! Saaledes bestemt af Nina Bang.

Det var dette Tryk der avlede Modtryk nu derved gav Anledning til et Optrin, der var beklageligt - hvad det andet ikke paa nogen Maade havde været set fra et almindeligt borgerligt Standpunkt, og ogsaa fra et socialdemokratisk saa vist, som de, der ikke havde Lyst til at rejse sig ganske roligt kunde have ladet Enden hvile fast i Sædets bløde Plysch, saaledes som det netop ogsaa er sket mange Gange i Teatret. 

J. H.

(Aftenbladet (København) 16. oktober 1924).

Det "kongelige" Teater.

Overklassens Pøbel demonstrerer mod Arbejderregeringen.

København, Torslag.

I Anledning af demonstrationen i Det kgl. Teater skriver vor Korrespondent følgende:

Vi var i Aftes indbudt til Jubilæumsforestilling paa det saakaldte kgl. Teater. Der var nemlig i Gaar forløbet 50 Aar siden den nuværende Teaterbygning blev indviet. Ved Indvielsen for 50 Aar siden spilledes Ouverturen til "Elverhøj", hvorfra Højres gamle politiske og meget uskønne Slagsang om "Kong Christian der stod ved højen Mast" stammer. Ved Forestillingen i Aftes var Ouverturen og dermed denne Sang udeladt. Højrepressen og Bladet "København" havde faaet ondt deraf og fik paa den mest plumpe Maade foranstaltet politisk Demonstration mod Regeringen. En Del af Studenterforeningens politiske Bøller var blevne placerede paa Balkonen og umiddelbart efter, at Forestillingen var begyndt, istemte de Højres gamle Slagsang: "Kong Christian stod ved højen Mast". Teatrets Publikum, der for de 99 pCt.s Vedkommende var en Samling Antisocialister fyldt med overhedet Indignation mod Regeringen, sang af fuld Hals Sangen staaende. Kongen takkede smilende og bukkede for Hyldesten. Derpaa raabte Koret for paany at kunne vise sin Foragt for Regeringen: "Kongen længe leve".

Mens man saaledes følte sig lettet i Bevidstheden om at have tilføjet Regeringen tilstrækkelig Haan, raabte ophidsede Kvinder i Munden paa hinanden: "Det har de godt af de Plebejere". Der var saaledes ikke Tvivl om, at Demonstrationen var planlagt, hvilket ogsaa klart fremgik af Orkestrets Medvirken. Overklassen havde faaet Luft for sit Had til den første socialdemokratiske Regering. Episoden er i mange Henseender lærerig. Den har i skærende Lys blottet Overklassen. Denne har i et ubevogtet Øjeblik vist Arbejderklassen sit sande Ansigt. Og dette vil blive husket.

Paa Baggrund af den plumpe Demonstration virkede det nærmest flovt at høre en af Teatrets Skuespillere i en Prolog fremføre Krav om en Udvidelse af det "kongelige" Teater. Dette Koster nu den danske Stat alt ialt 6000 Kr. pr. Spilleaften. Teatrets Publikum er saa godt som udelukkende Overklassen, der saaledes faar et klækkeligt Statstilskud til Teaterbilletterne.

Lad os sige det strax: Det "kongelige" Teater er kun et Sted, hvor hidtil den slettest Økonomi har raadet. Naar det nu demonstrativt af den Overklasse, som saa godt som udelukkende nyder godt af Statstilskudet til Teatret, gøres til Arnested for antisocialistiske Demonstrationer direkte rettede imod Arbejderklassen ved grove Forhaanelser, er Teatrets Saga som Nationalscene ude, hvis det overhovedet i den nyere Tid har existeret som saadan. Arbejderklassen vil bede sig fritaget for at skulle betale yderligere til dens egen Forhaanelse.

Den kan heldigvis undvære det "kongelige Teater". Lad os da se, om dette ogsaa kan undvære Arbejderne, og tilmed være det Sted, hvor Højres Pøbel kan forlyste sig med at vise sin Foragt for Arbejderklassen.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 17. oktober 1924)

Ifølge Politiken havde en privatmand stillet 44 billetter til studenters rådighed for at arrangere optrinnet. Statsminister Stauning udtalte efter optrinnet at han syntes det var en uforskammet demonstration, og topmålet at benytte det kongelige teater til chauvinistiske demonstrationer, og at han ikke rejste sig op for enhver bordsang. Han afviste at det for ham skulle være nationalsangen, at han var fredsven.

Danmark har ingen Nationalsang.

En Række kendte Mænd udtaler sig om det aktuelle Spørgsmaal.

Danmark har ikke i Øjeblikket en Nationalsang, om alle kan samles om. Slagsbrodervisen "Kong Christian" er ikke Udtryk for Folkets Følelser. Dens nærmeste Afløser er vel nok "Der er at yndigt Land". Men om disse Spørgsmaal udtaler en Række kendte sig i nedenstående Interview:

Vi forelægger først Spørgsmaalet for Hr. Th. Collemorten, der er Formand for de centraliserede danske Arbejdersangforeninger. Han svarer saaledes:

Korsangerne synes om "I Danmark er jeg født".

Ikke alene som Arbejder, men ogsaa som Samfundsborger synes jeg absolut, at "Der er et yndigt Land" er Nationalsangen. Den er indstuderet i mange Arbejder-Sangforeninger og er en udmærket Korsang. Og medens "Kong Kristian" kun er KongerøgeIse, giver "Der er et yndigt Land" selve Danmark og Skønheden. Maaske egner "I Danmark er jeg født" sig til at være Nationalsang; i Kor f. Eks. lyder den bedre end "Der er et yndigt Land", men saa længe der skal vælges mellem "Kong Kristian" og "Der er et yndigt Land", vælger jeg selvfølgelig den sidste. Kongerøgelse bryder Arbejderne sig ikke om.

Th. Collemorten siger, at Sangerne foretrækker "I Danmark er jeg født"

Som Literaturmand synes jeg ...

Jeg synes "Kong Kristian" er Nationalsangen, som Æstetiker og Literaturmand synes jeg det. "Der er et yndigt Land" er ikke god, et Par smaa Enkeltheder i den maaske, men stort set er den sløj, baade Teksten og Melodien. Derfor foretrækker jeg "Kong Kristian".

Hr. Hans Brix.

Literær Konsulent v. Det kgl. Teater.

Den rigtige . . .

Kong Kristian's Melodi er blevet national. Og det sidste Vers af Teksten er smukt, meget smukt. Den er skrevet til Ewalds "Fiskerne" og bliver i Stykket sunget af en Fisker, i sidste Vers synger han om Havet, som giver ham Brødet, det sortladne Hav, der skal bære ham til hans Grav. Men den rigtige Nationalsang er "Der er et yndigt Land".

Højskoleforstander Borup,

Vi har ingen Nationalsang .

For Øjeblikket har vi ingen Nationalsang. "Der er et yndigt Land" burde være det, men Melodien er ikke saa god. Carl Nielsens nye Melodi er bedre, men det er vel svært at faa den ud blandt Folk. "Kong Kristian"s Melodi er udmærket, 

Socialminister Borgbjerg: "Vi er et daarligt stillet Land, hvad Nationalsang angaar ...«.

men Teksten forfærdelig. "Saa Gotens Hjælm og Hjærne brast", hvad er det for Menneskeslagterudtryk? Sidste Vers af "Kong Kristian om det sortladne Hav" er et godt Vers, men det vilde vist være ejendommeligt at have en Nationalsang med et Vers, der endda ikke passer paa hele Nationen. Vi er et daarligt stillet Land hvad Nationalsang angaar. Norge og Finland f. Eks. har udmærkede Nationalsange. Det bedste i denne Sag ville vel være, om en Forfattet kunde skabe en Sang og en Komponist en Melodi, der gav Danmark og Danskerne, Saa vilde vi være fri for lignende Skandalescener som de, der gik for sig i Det kgl. Teater paa Jubilæumsaftenen. 

Gak til H. C. Andersen.

"Der er et yndigt land" er Nationalsangen, "Kong Kristian" er Kongesangen. Men hvad Nationalsangen angaar, siger jeg som min gamle Ven Jeppe Aakjær: Gak til H. C. Andersen. "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme" burde være Danmarks Nationalsang.

John. Fønss,

Operasanger.

Men jeg synes nu . . .

Jeg ved ærlig talt ikke rigtigt, hvad der er Nationalsangen. Efter at vi har faaet Sønderjylland igen, er "Der er et yndigt Land" blevet den, der synges mest. Men jeg synes nu alligevel, at "Kong Kristian", der er Kongesangen, er den smukkeste og den mest pompøse og burde være Nationalsangen.

Peter Cornelius.

kgl. Kammersanger.

En hadefuld Sang mod Sværrig.

"Kong Kristian" er ikke Nationalsang, men kun en Sang om alle de Klø, vi efter Sigende har givet Svenskerne under Kristian IV, Kristian V og Frederik IV. Man kan dog ikke lave en Nationalsang, der haaner vor Nabo, Sverige. Hvis "Kong Kristian" havde været lige saa antitysk, som den er antisvensk, havde den været statsfarlig. "Der er et yndigt Land" er Fædrelandssangen. Ingen af vores Fødesange giver Landets Skønhed som den.

A. C. Meyer: "Kong Christian" er en hadefuld Sang.

Kort og godt.

"Der er et yndigt Land" er Nationalsangen. "Kong Kristian" er Kongesangen. Men jeg rejser mig ikke for nogen af dem.

Tom Kristensen.

Forfatter.

Ingen fastslaaet Nationalsang ...

Det er jo en ren personlig Smagsag, naar det ene Menneske synes bedre om denne eller hin Sang som Nationalsang. Mange fanges jo saaledes af den festlige Rytme, der udstraaler fra Musikken til Kong Christian stod ved højen Mast uden ellers at tænke dybere over Sagen, hvortil kommer, at vi til Dato ikke besidder en Sang, der for hele det danske Folk er fastslaaet som Nationalsang. Personlig holder jeg mest af Der er et yndigt Land, fordi denne Sang i Ord og Toner trods sine musikalsk Mangler, for mig gengiver den Stemning, der er over et dansk landskab, naar vort Klima er naadigt.

Emil Holm

Kgl. Kammersanger.

- - -

Hvad mener for Resten vore Læsere om Spørgsmaalet?

(Klokken 5 (København) 17. oktober 1924).

Talen blev  også nævnt under finanslovsdebatten i Folketinget den 28. oktober 1924:

De syngende Patrioter.

I en ypperlig Tale henvendte Statsminister Stauning sig bl. a. til de syngende Patrioter. Han gjorde dem opmærksom paa, at "Kong Kristian" ikke er Danmarks Nationalsang. Dens krigeriske Ord har intet med den nuværende Danmarks Folkeaand at gøre. Den har derimod mange Aar været Konvervatismens Slagsang.

- Heller ikke Kongen har nogensinde ønsket partipolitiske Sangdemonstrationer. Da vi samledes til Dybbølfesten, foraanledigede han Afsyngelsen af "Der er et yndigt Land" ikke Slagsangen om Skræk og  Død.  Det er da rimeligt, at den heller ikke skal bruges ved en Teaterfest.

(Klokken 5 (København) 29. oktober 1924)

Nogen større debat kom der ikke ud af affæren. Ved undervisningsministeriets fejring af Knud Rasmussen i december 1924 bemærkede aviserne at der ikke blev afsunget nogen nationalsang. Nina Bang udbragte en skål for kongen.

Anna Blochs Afsked med Det kgl. Teater 1918. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch. 

Anna Bloch

Af Valdemar Vedel.

Hvor Skylden ligger, kan den, der ikke kigger bog Kulisserne, jo ingen Mening have om; men Mening er der i alt Fald ikke i, at en Løbebane af saa stor kunstnerisk Betydning allerede ved 50-Aars-Alderen skal brydes af - for Kunstnerinden selv, for det kgl. Teater og for os, der nu engang alene i Fru Blochs Fysiognomi er vant til at genkende saa meget af, hvad der hører til en vis Slags nutildags og hjemmekendt Kvindelighed.,

Titania. Debutrollen.

Næsten tydeligt tegner dette Fysiognomi sig, naar man genkalder sig det i saadanne Maskeringer, som under Fruens Teatertjeneste er lykkedes for hendes kunstneriske Kultur og Energi; men kun gennem en særlig Tilpasning til hendens eget Ansigt. Hverken til den tragiske maske - Oehlenschlägers, Schillers, Shakespeares - har dette jo passet eller egentlig til Holbergs Komedie. Hendes "Dina" kunde ikke ret tage den "idealistiske" oehlenschlægerske Heroine-Tone, men des mere lyslevende fik man det overspændt-fantastiske Pigebarn, den pikante, originale Kvindepersonlighed i borgerligt Hvergarn. Hendes Leonora i "Maskeraden" og Lukretia i "Den Vægelsindede var pudsige nok i deres barnagtige og skabagtige Rococostil, kun denne var maaske ikke videre holbergsk; saa var Fru Bloch anderledes hjemme i Moliéres sirlige Provinspretiøse og i Marivaux' skælmske Salonfrøken ("Kærlighed og Lykketræf"). I Heibergs Vaudeviller og Hertzs Lystspil har Kunstnerinden fejret mange Triumfer; men ikke fordi hun prøvede paa at synge: "Hvor er i Himlen en Dreng saa smuk", saa poetisk sværmerisk, som Fru Heiberg havde gjort det, eller bevægede sig saa graciøst som hun i den Hertzske Blomsterstil; nej! hun fornyede dristig de afblegede Billeder ved at trække Konturerne noget kraftigere end for op paa den muntert hjælpsomme Opvartningspige i Dyrehavsteltet, paa den tøsede Spilopmagerske i Pigeinstitutet eller paa det Skaarupske Hjems lille vakre og solide Antoine. Og først med Hostrups jydske Proprietærdatter eller Kobbersmedens Køkkener følte hun sig helt hjemme. Og paa samme Maade i det moderne Drama. Ibsens Kvinder, som en anden jo desuden havde Prioritet paa, har sagtens været Fru Bloch for patetisk-fordringsfulde til at binde an med. Hun holdt sig i alt Fald til Hilde, mens hun gik hjemme som en almindelig Bachfisch og legede med "det spændende", men vovede sig ikke paa som Bygmesterens Prinsesse at bygge Slotte i Luften. Og da hun arvede Fru Hennings' Hedvig i Vildanden", gled det romantisksymbolske Skær saa temmelig af Skikkelsen, og det var den blegt kvidrende Stuefugl, det lidt gammelagtige Enebarn, det lille, angst hammende Barnehjerte, hun holdt sig til. Og saadan ogsaa forleden i Strindbergs "Paaske". Den lidt fremmede og synske lille Søster vel nok noget af Drømmepoesien over sig, men saa meget des mere gribende fik vi Billedet af den "uskyldige" med de hvileløse Fagter, det flakkende Blik, af det stakkels Barn, der er "sat" i Væksten og religiøst forstyrret.

Med det københavnske Lystspil fra 90'erne - Benzons, Christiansens, Fru Gads, - og med den samtidige Blochske Iscenesættelseskunst hører det nye og oprindelige i Fru Blochs Spil uløselig sammen. De unge Bourgeoisidøtre fra Frk. Zahle og fra Strøget, fra de gamle Embedshjem og fra Grosserervillaerne, var som skabte for Fru Bloch og hun for dem; den moderne 17-aarige i Sportsdragt, som siger "Gamle Dreng" til sin Fader og forbløffer ved sit nøgent ædru Syn paa alting, den forvænte Etatsraadsdatter med fornem Næsestemme og dristig Flirt, ogsaa den uanselige lille Søster, der gaar og hygger i et fint, solidt Hjems rene Luft og selv har et saa rent og solidt Hjerte, en saa fin, lidt gammelklog Kultur i sig, - Annette, Bodil, Betty og hvad de alle hedder. Fru Bloch havde Fysiognomiet til dem: de smaa, spidse Træk, de mangfoldige Blik i Øjet og Trækninger om Mundvigen, hele det vimse og talende Minespil. Ogsaa Figuren: spids og tør. lutter Nerver og staalfjedre. Og Talen: en Stemme uden videre Dybde og Klang, men rig paa paa Udtryk, og en Diktion, saa sikkert behersket og saa fint udformet som nogen fransk "Diseuses". Alt, hvad hun dog kunde fnise og fjolle saa tøset, tude og hikste saa uvornt, nok saa paagaaende "skyde" med Øjnene og ægge med Smilet - Naiviteten dreves ofte tæt op ad det vulgære og frække - , men uden virkelig erotisk Temperament, som i Reglen hos saadanne Kulturvæsener. Hvor genert maabende hendes Ansigt kunde blive, hvor gaaset enfoldig hendes Stemme, og saa igen hvor skælmsk straalende og kvikt underfundig! Men Glanspunkterne var dog, naar tværs gennem al Overfladiskheden den borgerlige Bund brød igennem i varmhjertet Inderlighed, i prægtig Retsindighed, det unge Pigehjerte aabenbarede et saa rent og tappert Instinkt eller en saa ræsonnabel Snusfornuft. Det var en ganske egen Art moralsk Skønhedsglæde, Fru Blochs ellers saa intellektuelle Kunst rørte os med i saadanne Øjeblikke. 

Trine Rar.

Efterhaanden kom dertil ogsaa de unge eller halvt unge mondæne Fruer: forjaskede, forjagede, forfjamskede Modedamer - évaporées kalder Franskmændene dem - som i ét Øjeblik kan fylde Scenen med deres raslende og fejende Person, deres tusinde Bevægelsers Ingenting, deres Spilledaases ustandselige Kvidren. Ogsaa ældre Salondamer, som Fyrstinden i "Det levende Lig", forkælede, tøseagtig forvirrede, inderligt godlidende. - Overalt samme velberegnede og virtuosmæssige Kunnen, samme omhyggelige Udformning og Udpensling af Enkeltheder, samme Trang ogsaa stadig til at udvide Omraadet for Karakteristiken, tage alvorligere, mere sammensatte Opgaver op: det kunde være en tam Stuefugls usikre Flagren i "De stille Stuer" eller en 40-aarig Forfatterindes forkvaklede Følelsesliv som i et Stykke, vistnok af Rosenkrantz ... 

Maaske var der dog det i Vejen, at "Trine Rar" og "Annette"-Figurerne til en vis Grad bandt baade Kunstnerinden og os Publikummere. Hun kunde ikke ret frigøre sig - syntes det - fra en Række "Trics", der blev til Manér, og vi andre kunde i alt Fald ikke lade være med at se disse igen overalt, og har maaske ofte miskendt alvorlige Bestræbelser udover dem. Det var maaske ogsaa det, at de unge Piger fra i Dag ikke helt vilde kende sig igen længere i den Fru Blochske egernhoppende Ungpigetype. Dybest set drejer det sig imidlertid vel nok om hele Reaktionen mod 90'ernes Intellektualisme og Realisme og al den beregnede, udspenslede Detailkunst, - en Reaktion, som gør sig gældende paa Skuespilleriets som paa Maleriets og mange andre Omraader. Det man søger hen mod nu, er simplere, roligere, større Linier, det er Natur, Instinkt, Impuls man mere vil spille paa, man vil fornemme Blodets Sang, Sansernes Sprog, Hjertets Banken lydeligere gennem Kunstens. Vil? Men har man naaet noget endnu, der kan stille Fru Blochs skolede Udtrykskunst - ligesom dens Omramning: Prof. Blochs stilfulde Interiørkunst - i SKygge?

Det behøver intet Svar. Og hvordan det end forholder sig med Fru Blochs Afgang fra det kgl. Teater, synes det utænkeligt, at en Kunstnerinde som hun i sine bedste Aar ikke skulde have Trang, og en Storstad som København ikke skulde have Plads til, at hendes betydelige Evner kunde udvikle sig videre i Frihed paa en anden Scene. Saa maaske - hvem véd? - dette beklagelige Brud kan vende sig til det gode for alle Parter - undtagen paa vor første Scene. 

(Nationaltidende 2. juni 1918)

I den længere artikelserie (1½ side) i Nationaltidende som er i dette indslag, var der også aftrykt hilsner fra August Liebmann, Poul Nielsen, Johannes Poulsen og Poul Reumert (se Nationaltidende 2. juni 1918)

Fru Bloch i sit Hjem.

Et Besøg hos Skuespillerinden. 

- Nu skal jeg altsaa gaa nedad den Trappe for sidste Gang i Morgen Aften. Og naar Portneren har sagt sit Godnat, og Døren er faldet i efter mig, saa er det hele forbi, siger Fru Anna Bloch alvorligt.

Vi sidder i hendes smukke Dagligstue mellem alle de sirlige Rococomøbler, de gamle Malerier, de mange Kunstgenstande - altsammen Ting, der synes at være adaiigt af et Par forstaaende og kærlige Øjne, alene for at danne en stilfuld Ramme om Husets Frue.

- Og saa begynder et nyt Liv og nyt Arbejde i andre Omgivelser - og ingen vil til den Tid kunne sætte nogen forbavset Mine op over, at De kommer igen, for alle ved, at De kun formelt har taget Afsked, tvunget til det af Forholdene -

Fru Blochs unge Pige- har altid haft saa let til at slaa om fra den mørkeste Alvor Til det lyseste Smil; og ogsaa nu smiler hun og siger: 

- Ja, lad os kalde det Forholdene! Men paa det Teater, som jeg nu i over tredive Aar har betragtet som mit Hjem, bliver Døren dog lukket for mig i Morgen. 

Men lad os hellere tale om de gode Minder, jeg har derfra, og ikke om, hvor tragisk det endte.

- Hvad begyndte det egentlig med? Hvornaar  bestemte De Dem til at blive Skuespillerinde?

Eugenia i "Don Ranudo".

- Bestemte mig til, siger Fru Bloch med et af sine pudsige, dybe Tonefald paa det første Ord. - Det var virkelig ikke noget, jeg saadan ganske nøgternt bestemte. Jeg antager, det var noget, jeg var født med i Blodet, at jeg skulde og maatte spille Komedie, og at jeg slet ikke kunde andet.

- Men hvor havde De da den Trang fra? Havde der der været saadan noget "Blod" i Deres Familie?

-  "Blod"?

- Ja, det havde der rigtignok, siger hun med sin varmeste Overbeviisning - Komedie end min Far, skønt han slet ikke var Skuespiller, men Læge, og aldrig havde staaet paa en Scene. Enhver Oplevelse, han fortalte, fremstillede han uvilkaarlig dramatisk; og hans Bevægelser ver saa livlige, og han gengav det med en saadan Fantasi og Hengivelse, at de, der hørte paa ham, saa det i Billeder for sig, saa tydeligt, at de senere knapt vidste, om de selv havde været med ved den omtalte Begivenhed, eller om de blot kendte den fra hans Beretning. 

Eleonora i "Paaske"

- Var han saa letsindig og tog Dem med i Teatret, mens De var ganske lille?

- Da jeg var fire Aar, ja. Det var Pjerrot, jeg skulde se, Pantomimeselskabet fra Tivoli, som var kommet til Horsens hvor vi boede, for at give nogle Forestillinger. Og fra den Aften var jeg bleven saa betaget af Teateret, at jeg ikke tænkte paa andet og hver eneste Dag klædte mig ud nede i vor store, gamle Have og spillede Columbine. Senere blev det andre Roller, og jeg fik en Veninde til at spille med; og da jeg var fjorten Aar medvirkede jeg ved en Dilettantkomedie paa Horsens gamle Teater, hvor jeg var Caroline i "De uadskillelige" - til stor Forargelse for hele Byen. 

- Hvor kunde det pæne Stykke forarge Folk?

- Jo, for det var mens jeg gik til Præsten - og det fandt man ikke passende. Men heldigvis var der en, der gjorde opmærksom paa, at Præstens Datter havde spillet med i Komedien; og saa fandt man ikke mere, det var saa slemt. 

- Hvad syntes De selv om at være paa Scenen?

- At det var som at være i Paradisets Have. Da Jeg sad i Gyngen som Caroline, følte jeg mig, som jeg havde Vinger paa og fløj frit og lykkeligt i Luften.

- Gav Deres Far Dem straks Lov til at blive Skuespillerinde?

- Han havde tænkt sig, jeg skulde studere. Mor var død, og jeg elskede ham, som om han havde været baade Far og Mor for mig. Jeg vidste, at han aldrig vilde nægte mig noget, der var afgørende for min Fremtid. Derfor lærte jeg ganske roligt de Roller, jeg vilde spille senere, i Stedet for at studere; og jeg lo ad min Lærerinde, som rystede paa Hovedet og sagde, at jeg endte sikkert galt. Saa klippede jeg en Dag min lange lyse Fletning af, som en Slags Offer, lavede mig til med korte, tætte Krøller over hele Hovedet - saadan havde Maria Schmidt -

- Den gamle Provinsprimadonna, som spillede Maria Stuart?

- Ja, og som for mig var det største i Verden - og saa gik jeg hen til Far med Fletningen og sagde, idet jeg gav ham den, at nu tog jeg ind til København og aflagde Prøve paa Det kgl. Teater. Forinden havde Jeg været oppe bos Fru Emma Cortes, der ogsaa var en af Provinsens Store -

- Direktørens Frue?

- Ja, men jeg kom ikke til at prøve for hende. Hun sad med Krydderpose paa Kinden og havde Tandpine og spurgte mig bare, om jeg kunde tænke mig at debutere der i Byen. Men det havde Far sagt mig, at det kunde der slet ikke være Tale om.

Jeg kan endnu se, hvor bedrøvede hans Øjne var, da han tog Fletningen og sagde: "Anna, var det nu ogsaa nødvendigt?"

Jeg mente, det var nødvendigt.

Far rejste saa forud til København og talte med Teaterchefen, Kammerherre Fallesen og bad ham indstændigt om at kassere hans eneste Datter, naar hun snart kom for at prøve. "Om hun har Talent, ved jeg ikke," sagde Far, "men jeg ved, at jeg vil helst beholde hende hjemme hos mig, hvor hun har det godt."

- Kammerherren mente altsaa, De havde Talent, og at han burde antage Dem, da De selv kom?

- Han mente ingen Ting lige straks, for han talte kun et Øjeblik rned mig og sagde, at jeg maatte meget hellere blive i Horsens og vande min Fars og mine to Tanters Urtepotter. Vilde jeg endelig ikke det, kunde jeg jo lære hos Eckardt en Tid og siden komme igen. "Men dette her er en Hvepserede," snærrede han, "og De egner Dem vist ikke til at være mellem Hvepser, lille Frøken Lindemann.

- Hvor længe læste De saa hos Eckardt?

- Halvanden Maaned. Saa kom jeg igen med alle mine korte Krøller og mine to Bøger under Armen, "Eventyr i Rosenborg Have" og "Lady Tartuffe. 

- Heldigvis blev det Axel Madsen, der kom til at give mig Stikreplikerne. Det var jeg glad for - jeg syntes, han var saadan en fin Skuespiller - og de, der saa mig prøve, var Fallesen gamle H. P. Holst, som jeg senere hørte havde sovet, medens Prøven stod paa, og Emil og Olaf Poulsen og Teatrets nye Instruktør William Bloch.

Straks efter Prøven kom Olaf Poulsen op til mig og sagde: "De bliver antaget. For De har Talent." Han var den første, der sagde mig det rent ud; og den første, som mente det modsatte, var William Bloch.

Fru Bloch kommer til at le, idet hun tilføjer:

- Men min Lærer, Eckardt, trøstede mig med, at det skulde jeg ikke tage mig nær, for det var en kendt Sag paa Teatret, at "Bloch brød sig aldrig om noget".

- Hvornaar kom Bloch til et andet Resultat?

- Det ved jeg ikke rigtigt; men det var i hvert Fald ham, der skaffede mig min Debut. For da "En Skærsommernatsdrøm" skulde op, sagde han: "Her skal vi bruge en hel Del Damer. Lad hende, den lille, blege Lindemann, der altid gaar her paa Gangene og klynger sig til de andre, som om hun ikke turde gaa alene, forsøge sig i en af Rollerne, saa vi i det mindste kan blive af med hende, hvis hun ikke duer."

Paa den Maade blev jeg Titania, Alfedronningen; og jeg havde vist noget af det luftige og sværmerske, der skulde til.

Kort efter spillede jeg i "Den bogstavelige Udtydning", som William satte i Scene. Det var paa Prøverne, som om han løsnede Bind for Bind fra mine Øjne. Jeg syntes, han var en storartet Lærer, streng og retfærdig - først og sidst retfærdig - og det var vist mest hans Skyld, at jeg gjorde Lykke i Rollen. Bladene skrev om mig, at jeg havde spillet frit og ugenert og med Lune - og det fandt jeg var meget.

- Kom Rollerne saa hurtigt efter hverandre?

- I den Sæson fik jeg syv. Men rigtig opmærksom paa mig blev man først, da jeg spillede Helga i Bjørnsons "Geografi og Kærlighed". Jeg havde arbejdet meget med den Rolle under min Mands Vejledning - vi blev forlovet ved den første Sæsons Udgang og snart efter gift - og jeg tør sige om mig selv, at jeg var flittig den Gang, og at jeg ogsaa senere har været det. Jeg har læst og læst i det uendelige paa mine Roller; og i de lykkelige Aar, hvor jeg arbejdede sammen med min Mand paa Teateret, sagde han, som var min skarpeste Kritiker, at jeg var hans hurtigste og mest modtagelige Elev.

- Hvilke Aar var egentlig de lykkeligste, naar De nu ser tilbage paa al den Tid, De har været ved Det kgl. Teater? Det kan De maaske vanskeligt sige?

- Det kan jeg ganske bestemt sige - det var den Periode hvor Einar Christiansen blev Direktør, og hvor min Mand vendte tilbage som Instruktør. Da var der Fart og Liv i Arbejdet paa Teatret. Alle tog fat ligesom med friske Kræfter; og jeg fik den ene Opgave efter den anden.

Men der var ogsaa, længe forinden, et lykkeligt Aar, som vi her i Huset plejer at kalde "Aprilsnarre"--Aaret. Det var min fjerde Sæson som Skuespillerinde, da jeg spillede Trine Rar. 

- Skønt De lige fra Deres allerførste Gennembrud blev regnet for at være udpræget moderne, eller vel næsten revolutionær, holdt De maaske lige saa meget af gammeldags Stykker.

- Jeg var glad over, at de moderne Forfattere skrev Roller for mig, eller ønskede, at jeg skulde spille i deres Stykker. Mange af dem gjorde det: Christiansen, Essmann, Benzon, Wied, Edgard Høyer, Emma Gad og flere - men jeg havde ikke mindre Kærlighed til de gamle Digtere. Jeg har spillet i næsten alle Hertz' Stykker og i mange af Holbergs og Heibergs. Og hvor har jeg ikke holdt af Hostrups unge Piger! Selv saaden en lille Rolle som Fru Heibergs Lisbeth i "En Søndag paa Amager", som mange vist kun har et foragteligt Skuldertræk tilovers for, er mig uendelig kær.

Men nu har jeg sagt dem allesammen Farvel - -

- De har jo allerede en hel Række Indbydelser til Gæstespil, ikke blot herhjemme fra, men ogsaa fra Norge og Sverrig.

- Det bliver alligevel noget andet, siger Fru Anna Bloch lige saa alvorligt, som hun begyndte Samtalen. - Og da jeg forleden Dag pakkede alle mine Rollehæfter sammen i en Koffert for at sende dem over paa Teateret, som skulde have dem tilbage, havde jeg en Følelse af, at det var Lig af nogle altfor tidligt afdøde, kære Venner, jeg begravede.

- Mange af Deres egne Venner føler Afskeden paa samme Maade. Men naar Esmanns Emmily nu har smilt for sidste Gang paa Det kgl. Teater i Morgen Aften, paa hvilken Scene smiler hun saa næste Gang - ?

Saa fuldblods Skuespillerinde er Fru Anna Bloch, saa dybt inde fra hendes inderste Sjæl vælder hendes Kunst frem, at det er tilstrækkeligt at nævne dette Nacn, for at Emmilys tindrende Smil øjeblikkelig skal brede sig over hendes Ansigt.

- Endnu er det ikke helt afgjort, siger hun - om det første Gæstespil bliver paa Odense Teater eller paa Bergens nationale Scene - - -

Haagen.

(Nationaltidende 2. juni 1918)

Marie Birgitte Schmidt (1851-1933) debuterede den 3. oktober 1868. Hun var ved Folketeatret 1869-70, ved Casino 1870-74, hos August Rasmussen 1875-79 og med ham i Norge 1875-76. Hun var derefter ved Th. Cortes teaterselskab så længe det bestod (indtil 1900) og derefter hos Jens Walther. Maria Schmidt var gift med skuespiller og operettesanger Carl Henrik Oluf Schmidt (1843-1911). Hun medvirkede i 11 stumfilm mellem 1912 og 1922.

Emma Cortes (1829-1890) var skuespiller og instruktør. Hun debuterede på Det kongelige Teater 1845. Hun tilbragte 40 år ved provinsscenerne og blev kaldt "provinsens fru Heiberg".

Morten Edvard Fallesen (1817-1894) var egentlig officer og politiker. I 1876 blev han chef for Det kongelige Teater hvor han var indtil sin død.

Josephine Hortensia Nancy Adelaide Eckardt (1839-1906) debuterede i 1861 som skuespiller. 

Fru Betty Hennings til Fru Bloch

Ogsaa Fru Betty Hennings har paa vor Anmodning sendt Fru Bloch følgende Hilsen:

Kære Anna Bloch!

At De allerede - saa altfor tidligt - forlader Deres Plads, er mig ganske ufatteligt, og jeg finder det urimeligt.

Jeg havde lige til det sidste haabet og troet paa en Udvej - men nu maa jeg altsaa, som alle Deres Venner, alligevel bøje mig for den triste Kendsgerning.

De har, kære Ven, i denne Tid maattet føle, hvor bedrøvede Deres Venner er over denne Beslutning. Der siges Dem jo saa mange varme og kærlige Takkeord for Deres Arbejde i Kunstens Tjenste. Ogsaa jeg slutter mig ganske til disse Udtalelser - men saa har jeg desuden en særlig Tak at bringe Dem: Takken for vort Sasmarbejde i de mange Aar, vi virkede sammen, og for hver yndig, fin og Morsom Skikkelse, De har skabt, og hvormed De har glædet baade mit Øje og mit Hjerte. De ved godt selv, kære Anna Bloch, hvor højt jeg har beundret Deres Kunst og Deres Arbejde, og De maa derfor ogsaa vide, at det er med virkelig Sorg, jeg maa sige Dem Farvel - ellers var jeg jo ikke

Deres gamle, hengivne Veninde

Betty Hennings.

(Nationaltidende 2. juni 1918)

Af Fru Blochs Privatliv.

Den otteaarige Anna Lindemann.

Tretten Aar. Den unge Dame er i Maskeradedragt.

Seksten Aar.

Fru Bloch med Rus, Rap og Jack.

(Nationaltidende 2. juni 1918)

Regeringens Teater-Planer

En Række Interviews.

- - -

Skuespillerinden Anna Fru Bloch 

siger:

- Bare Kunsten maa kunne redde sig ud af hele det Kaos, Teaterforholdene for Tiden ligger i. Jeg synes, Teatret er ved at blive lutter Geschäft. Man drøfter Drejescener og Skydescener og Talescener; men hvornaar hører man en alvorlig Drøftelse af den skønne Kunst, der dog er det eneste vigtige?

Den Deling af Teatret, som nu er sket, er naturligvis gavnlig for Kunsten, fordi man herefter bedre vil kunne beskæftige Personalet.

Og kan der saa blive Ro om hele dette ydre Apparat, Teaterbygningen, maa man jo haabe, at der ogsaa bliver en Tanke tilovers til Kunsten. Jeg for min Part har aldrig følt Savnet af nogen særlig Talescene, og det er min faste Overbevisning, at man kan tale paa den nuværende kongelige Scene, hvis man har lært at tale, som en Skuespiller skal kunne det, og har man ikke det, bør man snarest lære de i Stedet for at kræve en ny Scene. Der er blevet spillet udmærket Komedie paa den gamle Scene, og det kan der fremdeles. At den er fremdeles. At den er stor, saa man har Luft omkring sig og ikke føler sig indknebet, synes jeg kun er en Fordel, og at Skuespillerpersonalet nu kan faa Lov at virke, det er en stor Glæde for alle, som endnu holder af Skuespilkunsten.

- - -

(Nationaltidende 12. september 1918. 2. udgave. Uddrag).

Anna Bloch tog sin afsked efter års lediggang i 1918 og vendte kun tilbage i en enkelt sæson som gæst. Hun skrev lejlighedsvis aviskronikker og teaterbreve, og stiftede et legat med hendes navn. Hun udgav 1930 erindringerne "Fra en anden Tid", hvori hun bl. a. udtrykte at det ikke længere var socialt degraderende for borgerskabets døtre at gå teatervejen.

Anna Blochs 25 Aars Jubilæum 1910. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch. 

Skuespiller Anna Kirstine Bloch (2. februar 1868 -  25. november 1953) var datter af lægen Johan Sørensen Lindemann (1825-1909) og Bodil Margrethe Gylding (1838-75). I 1887 blev hun gift med forfatter og  teaterinstruktør William Edvard Bloch (1845-1926). Hun debuterede 1885 som Titania i Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm". I samme sæson spillede hun en række lystspilroller: Helga i Bjørnstjerne Bjørnsons "Geografi og Kærlighed", kammerpigen Nanette i E. Scribes "Oscar", Florence i C. Hostrups "Karens Garde" og den unge frue i Emma Gads "Et Aftenbesøg". '

I 1886 skrev de senere ægtefæller sammen "Frk. Nelly". I 1888 spillede - og nyfortolkede -  hun Trine Rar i J.L. Heibergs "Aprilsnarrene". Herefter gav hun sine kvinde- og pigeroller et eget særpræg: Hilde i Henrik Ibsens "Fruen fra Havet", Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler", Gerda i Einar Christiansens "Frøken Bodil" og Ida i Gustav Esmanns "Den kjære Familie". Hun spillede også Lucretia i Ludvig Holbergs "Den Vægelsindede" og Lady Teazle i R.B. Sheridans "Bagtalelsens Skole". 

Theaterportræter

II

Fru Anna Bloch, s. Liudemann.

Fru Bloch er opvoxet i Horsens, vore Provinsskuespilleres Eldorado. Ingen anden af alle Danmarks komediegale Kjøbstæder maaler sig med den i umættelig Theaterbegjærlighed og naiv Tilbedelse af Scenen og dens Folk.

I Horsens er der Theather baade Vinter og Sommer, lokale Revner og khronisk Dilettantkatarrh. Her var det, at Provinsens Michael Wiehe, den fortryllende Christian Møller (for mange Aar siden ved det kongelige Theater og Folketheatret, i adskilligt mindende om den nu bekjendte Damekomiker Hr. Wiiborg) i utrolige Kostumer - paa Grund af sine talrige pragtfulde Pantalons kaldtes han ogsaa Buxemøller - fejrede pyramidalske Triumfer. Byens fineste Damer feterede ham, overdængede ham med Buketter, fulgte ham til og fra Theatret. En Kammerjunkerinde indfandt sig hver Dag i det Bondehus, hvor Møller paa sin Spadseretur nød et Glas Mælk, og lod sig servere Mælk efter ham i samme Glas. Da han til sin Benefice optraadte som Molieres "Don Juan", skrev Byens Avis om ham: "Hr. Chr. Møller er en første Rangs Skuespiller; Skuespilkunsten er Læren om de Bevægelser med Arme, Ben og Mimik, der udtrykker de forskjellige Sindsbevægelser, og Hr. Møller kan disse Bevægelser til Fuldkommenhed. Naar han som Don Juan er gal, er han ikke blot gal i Hovedet, men ogsaa i Benene!"

Hvilken nok saa yndet Hovedstadsskuespiller kan vel pege paa tilsvarende Anerkjendelse saavel fra Publikum som fra Kritikens Udvalgte ?

Det forstaar sig at en saadan Hede i Byen heller ikke kunde lade Omegnen kølig. Nabolagets Herremænd stod da ikke tilbage for Stadens Honoratiores. Afdøde Kammerherre Schütte gav paa Bygholm store Middage for reisende Skuespilselskaber, og en anden Godseier i Nærheden fyldte i Kappestrid med sin Gemalinde Huset med Provinselskere og -elskerinder. Ja, ogsaa i Literaturen giver denne alt smittende Betagethed sig Vidnesbyrd. Det er saaledes i Horsens Theaterluft, at "Haabløse Slægter"s Helt William Høg under Overværelsen af en Ballet indsuger de første Bakterier til den Sjælesot, der senere i Romanen hærjer hans unge Liv.

Den lille Frøken Lindemann delte, ganske naturligt, tidligt sin Barndomsbys saa stærkt udviklede Interesse. Enhver, der har levet i en Provins ved jo, hvilken Rolle Ankomsten af en rejsende Theatertrup spiller for Børnene. Hvordan de følger efter Skuespillerne paa Gaden, beundrer deres afstikkende Dragter, løber foran for at kigge dem op i Ansigtet, lærer Plakaterne udenad og, længe efter at Trupen er reist, selv prøver at spille de Stykker, de har set. Men den vordende Kollega gjorde mere end det. Saa lille hun var, blev hun sine Yndlinge. Skuespillernes hjælpsomme Veninde, bevægede sin Papa til at aabne sit Hus for dem og skaffede dem manglende Rekvisiter til Laans fra sit velhavende Hjem. Hendes Paarørende forstod ogsaa snart, at hendes Rampefeber var mere end en Børnesygdom og efter at have spillet adskillig Privatkomedie, bl. a. Karoline i "De Uadskillelige", denne alle Provinsdilettanters Livret, kom hun saa, næppe stort mer end 16 Aar gammel, til at aflægge Prøve ved der kgl. Theater og debuterede som Titania i "En Skærsommernatsdrøm". Faa erindrer hende vel her som i de andre Smaaroller, hun spillede i Begyndelsen. En enkelt fortjener dog at erindres, Florence Ling fra Karens Garde. Det lille Provinspigebarn blev Skuespillerindens første hele Figur, i al sin Ubetydelighed - Rollen tæller vel knap en Snes, ikke stort karakteristiske Repliker - en nydelig Studie med slaaende Betoninger og rappe Gestus, nysgjerrig fornøiet, tankeløst skræppende op, en Gæsling i et Gadekær.

Større Opmæksomhed vakte Frøken Nelly hos Publikum, vel mest fordi det vidstes, at Rollens Fremstillerinde snart skulde giftes med Stykkets Forfatter.

Det lille Lystspil er hyggeligt og elskværdigt, maaske lidt for gammeldags reflekteret. Men der er Stemning over Slutningen, og den unge Pigeskikkelse i den lyse Kjole, med det rødlig-blonde Haar, tegnede sig fint mod Augustaftenens blaalige Skumring, paa Bænken i den gamle Villahave, hvor hun bittert grædende fortryder sin Kaadhed mod sin aldrende Tilbeder.. Hendes Graad var naturlig uskøn, saadan vilde ingen Ingenueaspirantinde have vovet at græde. Men Fru Bloch har ogsaa baade der og senere sprængt Ingenuetraditionen med dens Alfeynde; hun har lagt et Slægtled mellem den og sin Kunst, og der skal en Fru Hennings Mesterskab til for at gjøre den smagelig nu.

Trine Rar i Aprilsnarrene og Hilde i Fruen fra Havet er blevet hendes første ubestridelige Triumfer. En Gienkaldelse er vel næsten overflødig, saa ny er de i Erindringen, saa levende staar de for den almindelige Beundring. To dramatiske Pastelfigurer, klare i Farven, sikre i Omrids, den flankede Skoletøs fra den gamle Vaudeville, med det opstrøgne Haar, de spillende Øine, de flade Ører og den stramme Mund, mager og næsvis, som ridset ned af en Hans Tegners spidse og lunefulde Blyant, og saa den moderne norske Fjældbachfisch, purret og rødmusset, struttende og haandfast, skrævende og dybttalende som undfanget af en Krøyers Menneskeblik og friske Sans.

Og disse Resultater skylder hun mest sig selv. Hun har ikke modtaget stor Instruktion. Da hun kom til Theatret, var der ingen Elevskole, hun læste i Begyndelsen med Kandidat Eckardt og Hr. Emil Poulsen og har senere snart nogen Veiledning af sin Mand. Helst arbeider hun paa egen Haand og finder selv sine Ideer. Det ægte, det fødte Talent arbeider altid saaledes, ensomt, erobrende sig fremledet af sit Instinkt, hvis Stemme det stolt føler, ikke bedrager. Det er da Middelmaadighedens og de afrettede Dygtigheders Sag at lære sig at se med Andres Øine og lydigt spadsere de i anviste Spor.

Men som forstaaende Barn af sin Tid har hun følt og fattet det Ene og Fornødne, at Personlighed i Tanke og Naturlighed i Form er al ærlig moderne Kunsts simple og eneste Væsen og Lov. Derfor er hun paa vor Scene den Yngste, den nyeste af Alle.

(Dagens Nyheder 13. april 1889).

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Fru Anna Bloch i "Mørkets Magt". Mørkets magt (1895) er et skuespil af Leo Tolstoj (1828-1910). Det blev opført på Det kongelige Teater 1900, så fotoet stammer mulig vis herfra. I givet fald ville Anna Bloch være ca. 32 år. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Anna Bloch.

Hvorfor Drachmanns Skuespil blev kasseret. - Forholdene ved det kgl. Teater.

Det kgl. Teater har nu kasseret Holger Drachmanns ny Stykke "Det grønne Haab", skønt Skuespillet først var antaget og der var holdt store Prøver paa det.

Det sidste Numer af "Hver 8. Dag" bringer et stenografisk Interview af en af det kgl. Teaters dygtigste Skuespillerinder, Fru Anna Bloch. I Begyndelsen af Interviewet kommer Fru Bloch ind paa en Omtale af Drachmanns Stykke og siger:

"Jeg tror nok, jeg er en af dem, som det har gjort mest Sorg, at Drachmanns Stykke ikke blev spillet. Jeg havde saadan en god Rolle i det: den lille Paula .... den lille Pige, der sidder der i en Kælder, sidder og venter, han skal komme hjem. og saa er der en Solstraale, der kommer ind ad Vinduet, hun sætter de smaa, usle Blomster hen i Solstraalen, saa skrupper hun Gulv . . Jeg forstaar den lille Pige, jeg holder forfærdelig meget af hende, det var mig en stor Skuffelse, at det paa Prøverne viste sig, at Stykket ikke lod sig opføre. Der var saadan en Poesi over hele første Akt der nede i Kælderen, det er en stor Digter, der har skrevet det alligevel. Men saa var der alt det lavkomiske i anden Akt, der slugte al Poesien, det er paa en Sydhavsø, de tatoverer sig, der er en hel Masse Niggerviser og Slavinder, saadan noget rædsomt noget . . . Men nu et den Rolle gemt hen i Skuffen, saa siger man Farvel til den lille Paula.

Jeg har taget mig det meget nær, for jeg har saa lidt at gøre."

Derefter gaar Fru Bloch over til at omtale sin Kunst og sin Stilling ved det kgl Teater. Udtalelsernes Bitterhed er ret opsigtsvækkende, fordi den vistnok udtrykker Kunstnernes almindelige Stemning overfor Ledelsen af vor nationale Scene.

Fru Bloch siger:

"Se nu Fru Dybwad, der har været her nede, hun er en fortrinlig Skuespillerinde, hun er saa ægte, saa ægte og saa klog. Men hun har ogsaa haft den store Lykke, at hun har kunnet spille alt muligt og faaet Lov til det. Alle de Roller, der duer noget, har hun haft. Hun er ikke bleven sat hen i Skyggen. Hun maa, siger jeg, ret føle sig lykkelig og tilfreds. Og saa er hun, og det er det smukke ved hende, saa elskværdig og beskeden, ikke Spor af primadonnaagtig, hun er saa forfærdelig pæn.

Men De kan bare tænke Dem jeg har ikke sagt et nyt Ord paa Teatret siden den 14. December 1902, det er næsten et helt Aar, det var i "Paa Storhove". Jeg kan ikke blive ved paa den Maade, hvis det ikke bliver anderledes, vil jeg heller ikke være der.

Jeg er ung endnu. Jeg føler saadan ubrugte Kræfter i mig. Jeg har saadan en umaadelig Kærlighed til mit Arbejde. Og jeg tror, uden at være ubeskeden, at jeg vil det ægte, at jeg har en ærlig, sand Stræben."

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. oktober 1903).

Johanne Dybwad (1867-1950) var skuespiller ved  Den Nationale Scene i Bergen. Hun gæstespillede tit på danske scener.

Senere i livet spillede Anna Bloch mere modne kvinder, såsom Rosalia i Gads "Guldfuglen". Men roller der passede til hendes, var allerede besat af andre, fx Betty Hennings. Privat levede ægteparret som i 1890’erne, klunketiden. Med interiør i rokoko, tung eg og let empire. I 1910 tildeltes hun Ingenio et arti.

Anna Bloch.

25 Aar ved det kgl. Theater.

I "København" bringer Christian Houmark et Interview med Fru Anna Bloch, som paa Søndag fejrer sit 25-Aars Jubilæum som Skuespillerinde ved det kgl. Teater. Houmark skriver:

Fru Bloch sidder inde i sin Mands Dagligstue og ser ud over en hel Række af rode kristianshavnske Tagrygge. Det er ud paa Eftermiddagen, og en let Taage slører Tage og Gavle. Nede fra Gaden lyder Støjen fjern og fortættet. Der er saa efteraarsstille i William Blochs Arbejdsværelse.

Fru Bloch rejser sig i en hastig Bevægelse:

- Ved De, jeg forsikrer Dem, jeg kan til Tider virkelig blive helt vemodig, naar jeg saadan ser ud over alle de Huse. For det er jo akkurat som hjemme i Horsens 

- Holder De meget af Deres Fødeby.

Og med et Tonefald, som vilde hun forsvare noget, siger Fru Bloch:

- Ja, det gør jeg da rigtignok. Der var nu dejligt. Forstaar De, Mor døde tidligt, og saa vilde Far, min kære, gode Far, at jeg skulde trøstes ... Og saa gik vi i Theatret. Lotte, det var min Pige, og jeg ... Folk talte om det i Byen, at det var underlig, at Dr. Linnemann lod sin Datter rende paa Komedie. Og min Lærerinde sagde engang: Hvis Du er i Theatret i Aften, saa hilser jeg ikke paa Dig i Morgen. Aah, det var rædsomt. For jeg skulde se baade "Kanariefuglen" og "Hr Volmer i Sorø".

- Gik De der?

- Ja, det gjorde jeg Og hun var der saamænd selv, og hun nikkede da ogsaa til mig 

- Hvornaar "vaagnede" Theaterlysten hos Dem?

- Den vaagnede slet ikke. for jeg er født med den. Fra jeg var fire Aar, vilde jeg spille Komedie, og Inge Stallknecht og jeg, vi opførte et Drama, i hvilket hun var en Greve, aah, saa rig, saa rig og jeg en fattig, ulykkelig Pige, som Greven - han hed nu for Resten Lord Beaconsfield - frelste ... Hvor var det dejligt ... Bag efter, oven paa Anstrengelserne, gav mine Tanter os Tvebakker og Syltetøj ... 

... Men er det alligevel ikke mærkeligt at tænke sig, at jeg som en lille, bleg, opskrabet, spidsnæbet Pige paa syv Aar en Aften sad i Horsens og saa "Lygtemænd", Williams Slutspil . . . Hvis nogen den Gang havde sagt ham, at hende skulde han giftes med ... Aah, aah, hvor det gaar underligt i Verden ...

- Hvordan kom De til Theatret? 

- Far sagde, at hvis jeg gik til Scenen, saa giftede han sig igen ... Var det ikke forfærdeligt? Jeg ynder ikke den Race, ynder den absolut ikke, sagde han om Skuespillerne.

Fru Bloch bryder ud i et højt Suk:

- Aah, men en Dag rejste han da alligevel over med mig til København Jeg var femten Aar og krøllet og kreppet efter de bedste Provins - Primadonna Forbilleder og saa angst, at jeg ikke turde være alene noget Sted ... Jeg kom til at bo i Nyhavn, paa en Kvist, sammen med de to kære Frøkener Ingwersen fra Slagelse ... Og saa - Fru Bloch folder sine Hænder og stirrer forundet ud over Tagene - ja, saa en Dag stod jeg i sort Atlask med Krøller og Krep for Fallesen og tæt op ad Far. Fallesen sendte mig til Instruktør Eckardt, og da jeg havde læst hos ham i halvanden Maaned, blev jeg tilsagt til Prøve ... Jeg mødte frem i min Konfirmationskjole, kan jeg huske.

- Var De meget bange?

- Næ - nej, ikke den Gang Jeg var fast besluttet paa, at jeg vilde spille Komedie ... Og jeg blev da ogsaa antaget ... skønt ... skønt der var en, som stemte imod mig. og ved De, hvem den ene var: William Bloch. Vi har nok af den Slags, det sagde han. Jeg syntes, han var det nederdrægtigste, jeg havde set for mine Øjne ...

- Varede det længe?

- Oh - nej, smiler Fru Bloch. En Dag hørte jeg ham sige til Fallesen: Hvad skal vi gøre med den lille, blege, krøllede Pige fra Jylland, og det hjalp. Jeg fik mine Debutroller udleverede, og han læste dem med mig. Naa, det er Dem fra Horsens, udbrød han den første Dag ... Men efter Prøven, De kan tro, jeg husker de Ord, sagde han: De er perfectibel, ja, det sagde han, og jeg anede ikke, hvad det aar. Men saa slog jeg op i en Ordbog, og der stod det, det dejlige, dejlige Ord

- Og saa var De lykkelig?

- Nu skal De høre: efter at jeg havde læst den unge Pige i "Geografi og Kærlighed", sagde han engang, lige som jeg skulde til at gaa: De er den bedste Elev. jeg har haft - og derpaa styrtede jeg ned til Kondiloren og spiste alle de Kager, jeg havde Lyst til i overvældende Lykkefølelse. Det var i Begyndelsen af September - og i Maj var vi forlovede ... hvad ingen begreb, for han kunde jo have faaet, hvem han vilde ha' ...

- Og nu er De Jubilar?

- Ja, er det da ikke underligt. Men De kan tro, jeg vilde have naaet meget mere, hvis jeg bavde haft Hjælpemidler. For jeg har hverken Skønhed, Gratie, Charme eller den "grosse Leidenschaft", min Stemme er heller ikke særlig god ... Hvis jeg havde været smuk, aah ... aah ... jeg synes ikke, jeg har naaet noget særligt, nei, det har jeg ikke ... Men jeg har haft en ærlig Stræben, jeg føler min Kunst som et alvorligt Livskald, og jeg er min Mand saa uendelig taknemlig for alt, hvad han har været for mig. Han har lært mig Sandhed og Menneskelighed ...

- Har De aldrig Lyst til at spille paa andre Scener?

- Nej, - nææhh ... Jeg beundrer Dr Mantzius, og med ham. Emma Thomsen og Poul Nielsen har jeg oplevet mine skønneste Theateraftener. Ser jeg tilbage, ja, saa har jeg dejlige Minder. men ... nej. Kvalerne, Uroen og Angsten har alligevel overtaget. Jeg brænder mig selv op.

- Har De haft store Sorger?

- Aah nej, det maa De nu slet ikke spørge om ... Om jeg har ... ja, det kan De rigtignok tro og det i disse Dage Jeg var lige kommen hjem fra Udlandet, og for at glæde min Hund, Sille hed den, gaar jeg en Tur her nede i Gaden, og den springer og danser af Glæde og ser ikke en Ølvogn ... og, ja saa kan De vistnok tænke Dem til Resten ... Død, død laa den for mine Øine. Jeg faldt om Halsen paa en Soldat og græd ... De kan ikke tro, hvor den Hund var kær ... Vi havde lige været paa Munkebjerg, vi to alene, og haft det saa dejligt ... Men jeg maa have gjort noget ondt den Dag. Sille døde. før ellers var det ikke sket. Det maa jeg nu ... 

- Glæder De Dem til Jubilæet?

- Glæ ... ja. jeg er vældig glad for mit Publikum, men jeg ved ikke, hvordan jeg den Aften skal komme ind paa Scenen ... Det blir forfærdeligt ... Se, her skal De se: den grønne Bog gav min Mand mig, da vi blev forlovede. Og siden har jeg indskrevet enhver af mine Roller, de nye med rødt Blæk, og ...

Fru Bloch aabner Bogen

- Ok, Gud. ja, hvormange røde Bogstaver mon der kommer paa den anden Side af Jubilæet Se, alle de Firkløvere, der ligge, paa Bladene, dem har jeg selv fundet ... 

- Saa maa De da være lykkelig.

- Jeg elsker min Kunst, men ikke Theaterlivet, svarer Fru Bloch, hvis Øjne blinker i Taarer.

... Alle Anna Blochs Venner, og de er mange og trofaste, vil haabe for hende, at de Aar, der kommer, maa staa i Firkløverens Tegn

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. august 1910)

Anna Bloch.

25 Aars Jubilæum som Skuespillerindo.

København. 2. September.

Paa Søndag den 4de September kan en af det kongelige Teaters betydeligste Kunstnerinder. Fru Anna Bloch, fejre sit 25 Aars Jubilæum som Skuespillerinde.

Paa Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, har Gustav Wied i Anledning heraf udsendt "Skærmydsler" i ny Udgave, forsynet med en Række fornøjelige Scenebilleder. Netop i dette lille Stykke udfører Fru Bloch som bekendt en af de Ungpigeroller, hun i Aarenes Løb har gjort sig til Specialitet. Det maa da ogsaa siges, at Fruen har været saa lykkelig at kunne bevare sin slanke og smidige Ungpigeskikkelse, sit lyse Humør, sit klare Blik og sin ungdommelige Røst. 

- - -

Den purunge Datter af Dr. Linnemann i Horsens havde ikke helt let ved al slippe ind paa Scenen, skønt hele hendes Længsel gik der henimod. Doktoren truede bl.a. med at ville gifte sig igen, hvis Anna fastholdt sit Ønske, men en skønne Tag rejste han alligevel med hende til København, og den 15aarige blege, men lysgule og kreppede lille Pige blev da fremstillet for Det kgl. Teaters strenge Direktør, Fallesen.

Hun blev ret hurtigt antaget, skønt Professor William Bloch gjorde alt for at forhindre det!

Den 4. September 1885 debuterede hun som "Titania" i "En Skærsommernatsdrøm", men det var dog først i 1888, at hun vandt sin store Sejr som Trine Rar i "Aprilsnarrene".

Efterhaanden vandt den unge Dame sig et Navn blandt Publikums Yndlinge, ja, tilsidst forsonede endog Professor Bloch sig med hende og tog hende til Hustru . . , ,

Senest havde Fru Bloch en smuk Rolle i Sophus Bauditz "Sne" men selv om dette ikke var sket, vilde Fruens Beundrere dog i Forveien være tilstrækkelig mange til, at Huset kunne runge af Bifald for hende paa hendes Hædersaften.

T

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 3. september 1910)

Karl Mantzius udtalte ved hendes jubilæum: "Hun har paa Scenen givet det mest typiske og mest facetterede Billede af sin Generations Ungpige" (Kai Flor: Danske scenekunstnere). Mantzius spillede bl.a. sammen med Anna Bloch som professor Petersen og hun som Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler" på det Kongelige Teater 1901.