Italienske Krigsfanger. (Efterskrift til Politivennen)

Det var i fjor på denne tid, at krigsfangernes tog drog over Danmark fra Tyskland. Efter krigens og fangenskabets lidelser skulle de endelig hjem til deres Kære. Men døden var med i krigsfangernes tog og søgte at gøre så rig en høst som muligt blandt dem, der var hårdest medtaget af alt det, de havde udstået. Mange var allerede døde i Tyskland på den lille sørejse hertil ombord paa det danske skib, der besørgede transporten. Og mange døde her i byen.

Der var talrige italienere imellem, og de fik deres grave i dansk jord - som de andre, der bukkede under, inden de kunne nå frem over København.

Det var for at mindes disse Italiens døde sønner, at der formiddags holdtes en sjælemesse i Katolsk Kirke i Bredgade. Den blev meget højtidsfuld - som hele interiøret i kirken var fuld af højtid. Omkring katafalken, der var hensat foran alteret, grupperede sig pragtfulde kranse, som var sendte fra den italienske legation. Generalkonsulatet og Dante Alighieri, og kirkestolene prydedes af faner.

En andagtsfuld skare havde fyldt kirken: Medlemmer af den italienske koloni og den italienske forening, andre venner af Italien og honoratiores. Man bemærkede: Københavns kommandant, generalmajor Nyholm, med adjutant, Harrel, viceadmiralerne Evers og Wondel, fransk minister Paul Claudel, belgisk minister Allart, russisk minister von Meyendorff, rumænsk minister Tresnea-Greciano, italiensk generalkonsul Valdemar Glückstadt og vicekonsul Luzi, jagtkaptajn, kommandør Carstensen, kommandørerne Gottschalck og Schultz, professorerne Heiberg, Verner Dahlerup og Pierre Oesterbye, direktør, Dr. Th. Madsen, direktør, dr. Victor Madsen, professor Otto Bache, professorinde Howitz, redaktør Svenn Poulsen, arkitekt Carl Brummer, forfatterne Børge Janssen og Sigurd Trier, direktør A. Fonnesbech, direktør S. Prahl, translatør A. Carlsen. direktør Anton Petersen (Wivel), restaurator Giannini m. fl.

Messen celebreredes af pastor Braun med assistance af pastorerne Baron von Kettenburg og Olrik. Og da messen var til ende, gik pastor Braun foran altret og talte:

De faldt ikke på slagmarken. De faldt efter de sygdomme, de pådrog sig under krigen og i fangenskabet. Men de havde lidt og stridt som de andre, valpladsen krævede som ofre, og derfor skal deres minde hædres og æres. Derfor rejste vi dem også en mindesten derude på kirkegården, et monument, der skal fortælle efterslægten om deres dåd, og derfor vil der hvert år på denne dag blive afholdt en sjælemesse, der også skal erindre om deres tunge lod på vej til deres kære, men de skulle aldrig se dem igen ....  

Til sidste  foretoges den højtidelige indvielse af katafalken -  røgelsesduften fyldte kirken, medens den store skare langsomt og stille drog mod udgangen. Bagefter førtes kransene til Katolsk Vestre Kirkegård, hvor de nu smykker de italienske soldaters srave. -Jean

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 15. januar 1920)

Mindesmærket for de italienske krigsfanger som døde på hjem hjem efter krigen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Krigsfange-Begravelse paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Englændergraven på Vestre Kirkegård vokser. I går eftermiddags jordedes her atter fem engelske krigsfanger, således at der nu i alt hviler ti i den store fællesgrav bagved kirkegårdens store kapel. Men allerede i dag til formiddag øges tallet med tre - der er påny begravelse, og andre af krigstidens ofre finder hvile i fremmed jord.

De har ikke meget modstandskraft, disse krigsfanger, der kommer hertil, siger lægerne. Lungerne er svage, og støder der så forkølelse og lidt sygdom til, så har de vanskeligt ved at stå imod. De fem, der jordedes i går, var døde af lungesygdom. Tre af dem døde ombord på "Formosa" på overfarten hertil, de to døde på "la Cour". En af dem var korporal og hed J. Thompson, en anden hed William Raynor og havde tjent i dronningens "West Sussex", den tredie - ved navn F. Murphey - var skotsk højlænder, den fjerde hed Arthur Pooly og havde tjent i Yorkshire Regimentet. Den femte endelig hørte til The Kings royal Riffles og hed Thomas Banks.

Der var en sjette engelsk soldat, som skulle have været begravet i går. Han var imidlertid muhammedaner, og hans kiste blev i sidste øjeblik holdt tilbage, for at der kan blive foretaget visse muhammedanske ceremonier, før han jordes, Nu står hans kiste i kapellet med påskriften: "Bhodor KIow, ca. 50 Aar, indisk Soldat - fra "Formosa","

Den femdobbelte begravelse i går over væredes af den engelske chargé d'affaires Lord Kilmannock, chefen for Hjemtransport Organisationen, Oberst Hazard, kaptajn Davidsen, der repræsenterede den danske regering, og oberstløjtnant With, kommandanten i Barfredshøjlejren, og overintendent Kyhl, der repræsenterede den kommanderende general.

En afdeling af 23. bataljon under Kommaor, Kbhvn. og 1. regiments musikkorps tog opstilling udenfor kapeliet, og kort efter ankom 200 engelske soldater fra Barfredshøjlejren under kommando af major Cunliffe. Englænderne marcherede ind i kapellet og indtog alle stolepladserne. Dette hav af vissengrønne krigs-uniformer var et uvant syn på dette sted. Mindre afdelinger af de forhenværende krigsfanger placerede sig for enderne af de fem kister, der stod dybest inde i kapellet, smykkede med Union Jacks farver og med kranse fra engelske officerer og underofficerer.

Så stod pastor Storm frem mellem de fem kister og talte på engelsk:

- Jeg ved, at min genløser lever...." Disse ord passer på jer. I jeres fangenskab tænkte I på genløserne, jeres brødre, som I håbede ville komme og banke på jeres fængsels port. Og befrielsens time slog. Men der er en anden befrier, som råder over liv og død - det er ham, der tog disse fem til sig i sin favn....

Pastoren slutter med at sige, at de engelske grave vil blive plejede af kærlige hænder, og han sigter her til en damekomité, som er under dannelse med det formål at frede om den engelske krigsfangegrav på Vestre Kirkegård.

Pastor Storm følger i øvrigt det engelske begravelsesritual, og han støttes af det udmærkede drengekor fra den engelske kirke. Den hele ceremoni virker gribende. Mange af de engelske soldater - som den meste tid står ret op - er bevægede, og en enkelt føler sig svag og må søge udenfor. Så sætter ligtoget sig i bevægelse mod graven. Engelske og danske soldater skiftes til at bære kisterne, medens tonerne af Chopins sørgemarch fylder den stille vinterluft. Endelig sænkes kisterne i jorden, en efter en, medens drengekoret istemmer en engelsk salme. Præsten kaster jord på og to geværsalver fyres af henover graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. januar 1919).

Britiske krigsfanger i Barfredshøjlejren. Holger Damgaard (1870-1945). Det Kongelige Bibliotek. Licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. 

Barfredshøjlejren blev opført vinteren 1916/17 på Barfredshøj i Ishøj. I november 1917 var der "mytteri" i lejren. Roen blev dog hurtigt genoprettet. I januar 1918 deserterede 20 soldater fra lejren, men vendte dog tilbage. 

Efter krigen blev lejren brugt til de engelske krigsfanger. Derefter blev den brugt som installationsrum og værksteder. Den blev nedrevet 1919/20. De engelske krigsfanger opholdt sig endvidere i Sandholtlejren og Grevelejren. I slutningen af december afrejste 800 fra Barfredshøjlejren, 1.000 fra Grevelejren og 250 fra Sandholmlejren. Samme dag ankom et par tusinde. I begyndelsen af januar blev 900 engelske soldater fra Barfredshøjlejren sejlet hjem med den australske transportdamper "Willochra", sammen med 650 englændere fra Amagerlejrene. Forinden var fire danske dampere ankommet med 1.100 engelske krigsfanger. Disse blev sendt til Amager. 

Et Monument for de engelske Soldater.

En smuk Afsløring-Høitidelighed paa Vestre Kirkegaard.

På Vestre Kirkegård i København fandt lørdag eftermiddag en smuk afsløringshøjtidelighed sted af et monument, der er rejst til ære for de her i landet døde engelske krigsfanger. Monumentet er rejst af en dansk komite med professor Mygind i spidsen.

Rundt om graven havde et dansk æreskompagni og et sammensat engelsk marine- og artillerikompagni taget opstilling, og efterhånden indfandt der sig en talrig og repræsentativ forsamling. Vi nævner: den engelske charge d'affaire mr. Grant Watson, den franske minister Paul Elaudel, den italienske minister D'Carobbio, den russiske charge d'affaire Meyendorff, generalerne Ellis Wolff, Nyholm, Knudsen og Ulrich og endvidere medlemmerne af de herværende  legationer.

Professor Mygind mindede om de fyrretyve tusinde britiske soldater, der efter våbenstilstanden vendte hjem fra krigsfangenskabet, og som på deres vej hjem passerede Danmark, men ikke alle nåede hjem til fædrelandet, for disse mand og den britiske hær og flåde, der havde kæmpet for frihed og retfærdighed, hvorved det håb, som vi havde næret gennem mange år i vore hjerter, gik i opfyldelse.

Efter professor Myginds tale, der blev holdt på engelsk, faldt dækket for den smukke 17 fod høje sten, hvorpå generalløjtnant Ellis Wolff rettede en tak til bidragyderne og en tak til prinsesse Margrethe, der havde været protektrice for indsamlingen, og som også overværede afslørings-højtideligheden. Han overgav derpå mindesmærket til mr. Watson, der i den engelske nations navn takkede, og han tolkede Englands varme følelse for Danmark.

Ved højtideligheden blev der sunget et par engelske salmer, ligesom et dansk musikkorps spillede: God save the King og Kong Christian. Højtideligheden sluttede med, at et par engelske hornblæsere over graven blæste en sørgemarch.

Mindestenen er en høj granitsten, der bærer følgende inskription: This monument has been erected by Danish friends of the British empire. To the glory of Good and in loving memory of neintheen British soldiers.

(Holstebro Dagblad, 23. august 1920).

Monumentet for de engelske krigsfanger, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mors. Krigsfanger. 1ste August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om besættelsen af Mors:

Besættelsen af øen Mors

Kolding, 18. juli. Nykøbing, hovedbyen på øen Mors er en venlig by med 1800 indbyggere. Dens gunstige beliggenhed ved Limfjorden gør den til ind- og udgangsstedet for al trafik på den frugtbare ø; sidstnævnte vedrører hovedsagelig eksporten af ​​majs og godt kvæg. Dampbåde går herfra tre gange om ugen til Aalborg og en gang til København og lige så ofte i den modsatte retning. En østrigsk vagt var allerede blevet sendt den 14., og kun østrigske soldater var at se i de ensomme gader. Indbyggerne som aldrig havde set fremmede tropper, havde frygtsomt og forventningsfuldt trukket sig tilbage i deres huse i de første dage af byens besættelse; man så dem stå bag vinduerne med spørgende, bekymrede blikke. Men det ændrede sig hurtigt, for alle så at de "tyske barbarer" uventet opførte sig lige så godt som de danskere der var rejst herfra, og da hver husstand om aftenen erkendte at intet familiemedlem, ikke engang det mindste, var blevet ofre for "tyske antropofager", genvandt de harmløse øboere hurtigt deres selvtillid, og byen genvandt sit tidligere travle ry.

Det første der slog mig, da jeg gik gennem de brede gader, var en proklamation fra de danske myndigheder som bad beboerne om at forholde sig roligt og forsigtigt over for de forventede østrigske tropper og til at opfylde deres indkvarteringspligter etc. til tiden. Og det må indrømmes at danskerne lydigt adlød disse anvisninger, den eneste undtagelse var under våbenhvilen hvor de sidstnævnte straks atter svingede deres våben som de siden genoptagelsen af ​​fjendtlighederne har måttet betale dobbelt for. Udover denne proklamation blev talrige plakater der dækkede de danske våbens mange succeser mod de allierede, opført, ja, selv tilfangetagelsen af ​​fjendtlige soldater blev annonceret. Nå, beboerne i Nykøbing og øen Mors har selvfølgelig gjort sig deres egne tanker om hvad de skal synes om disse danske bulletiner. Selvom general V. Hegermann-Lindencrone og hans korps havde været hos dem for længe uden at bryde ud af sit asyl, og da det skulle dække den nordlige strækning af Jylland ud over Limfjorden mod en fjendtlig invasion, flygtede han ved den første nyhed om fjendens avancement væk på skibene.

Artiklen beskriver herefter antallet af skibe i fjorden, samt at et forsøg på at føre en undersøisk telegraflinje til Mors mislykkedes. Herefter skriver avisen:

Et ejendommeligt ved de danske kroer i nord er den konsekvent kvindelige tjener som afløser vores tyske tjenere her, og det på ingen måde til skade for gæsterne. På dette tidspunkt mindes jeg ufrivilligt en ekstremt naiv scene som jeg var vidne til for et par dage siden på hotellet i Skive. Mens jeg sad sammen med flere bekendte og fik en kop kaffe, bærer de to fremmødte servitricer over til en af ​​de tilstedeværende betjente. Den yngste, en smuk blond lille pige, tog ordet efter at have rømmet sig og kiggede genert rundt i lokalet flere gange for at se, om der var nogle inkompetente ørevidner, sagde hun i en halv hvisken: "Herre, kunne østrigerne ikke tage værten (godsejeren) med når De trækker Dem tilbage? Ingen kan lide ham, og han er ulidelig vred på os." Den ældste stod ved siden af ​​og bekræftede hvad der var blevet sagt, med de livligste fagter. Denne naive anmodning og den mest oprigtige alvor, hvormed den blev præsenteret, vakte naturligvis et latterbrøl. Den onde "vært" havde i øvrigt fremragende københavnsk øl, som til en vis grad talte til hans fordel.

Artiklen fortsætter så i øvrigt i mere rejsebeskrivende stil om andre byer i Jylland.

Forlagsbureauet, København: Hesterøveri af Windisch-dragoner og Lichtenstein-husarer på Mors, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Besetzung der Insel Mors.

Kolding, 18. Juli. Nykjöbing, der Hauptort der Insel Mors, ist ein freundliches Städtchen mit 1800 Einwohnern. Seine gunstige Lage am Lymfjord macht es zum Ein- und Ausfuhrplatz des Gesammtverkehrs der fruchtbaren Insel; letzterer bezieht sich in der Hauptsache auf die Ausfuhr von Getreide und trefflichem Vieh. Dreimal gehen in der Woche von hier die Dampschiffe nach Aalborg und einmal nach Kopenhagen, und eben so ofte kommen sie in umgekehrter Richtung. Eine österreichische Wache war bereits am 14. aufgezogen, und in den einsamen Strassen sah man nur österreichische Soldaten. Die Einwohner, die nie fremde Truppen gesehen, hatten sich in der ersten Zeit der Besetzung der Stadt schüchtern und erwartungsvoll in die Häuser zurückgezogen; man sah sie mit fragenden besorgten Blicken hinter den Fenstern stehen. Doch das änderte sich schnell, denn all man sah, dass die "deutschen Barbaren" sich unverhoffter Weise wohl ebenso manierlich benahmen als die von hier abgezogenen Dänen, und als nun gar Abends jede Haushaltung erkannte, dass kein Familienglied, nicht einmal das kleinste, den "deutschen Anthropophagen" zum Opfer gefallen war, kehrte rasch das Vertrauen der harmlosen Inselbewohner zurück, und das Städtchen gewann sein früheres belebtes Ansehen wieder.

Das erste was mir bei einem Gang durch die breiten Strassen auffiel war eine Proklamation der dänischen Behörden, welche die Bewohner aufforderte sich angesichts der zu erwartenden österreichischen Truppen ruhig und besonne zu benehmen und ihren Quartierpfichten etc. pünktlich nachzukommen. Und man muss gestehen, diesen Weisungen kommen die Dänen mit Folgsamkeit nach, wovon es nur während der Waffenruhe Ausnahmen gab, indem letztere ihnen sofor wieder den Kamm schwellte, wofür sie aber seit dem Wiederbeginn der Feindlichkeiten doppelt zu büssen hatten. Neben jener Proklamation bedeckten zahlreiche Affichen die vielen Erfolge der dänischen Waffen gegen die Verbündeten aufgezählt waren, ja selbst die Gefangennahme von Soldaten des Gegners bekannt gegeben wurde. Nun, die Bewohner von Nykjöbing und der Insel Mors haben sich natürlich zur Genüge überzeugt, was von diesen dänischen Bulletins zu halten ist. Hat doch General v. Hegermann-Lindencron mit seinem Corps zu lange bei ihnen gelegen, ohne sich aus seinem Asyl hervorzusagen, und als es darauf ankam den nördlichen Landstrich von Jütland jenseits des Lymfjord gegen eine Invasion des Gegners zu decken, da flüchtete er, auf die erste Kunde von dem Anrücken der Alliirten, auf die Schiffe.

- - -

Eine Eigenthümlichkeit der dänischen Gasthöfe im Norden ist die durchweg weibliche Bedienung, die hier unsere deutschen Kellner ersetzt, und zwar keineswegs zur Beeinträchtigung der Gäste. Hiebei fällt mir unwillkührlich eine äusserst naive Scene ein, der ich in dem Hotel in Skive vor wenigen Tagen beiwohnte. Indem ich mit mehreren Bekannten bei einer Tasse Kaffe sass, tragen die beiden anwesenden Kellnerinnnen zu einem der anwesenden Offiziere. Die jüngste, ein hübsches blondes Måadchen, nahm nach einigem Räuspern das Wort, und sich scheu mehrmals im Zimmer umblickend, ob kein unbefufener Ohrenzeuge da sei, sagte sie halb flüsternd: "Herr, könnten die Oesterreicher wohl nicht den Gastgieber (Wirth) mitnehmen, wenn sie abziehen? Kein Mensch mag ihn leiden, und gegen uns ist er unerträglich böse." Die ältere stand dabei und bestätigte das Gesagte mit den lebhaftesten Gesticulationen. Diese naive Bitte und der aufrichtigste Ernst womit sie vorgetragen wurde, erregte selbstverständlich ein schallendes Gelächter. Uebrigens hatte der böse "Gastgieber" treffliches Kopenhagener Bier, was einigermassen wieder zu seinen Gunsten sprach.

(Neues bayerisches Volksblatt 1. august 1864)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Østrigske officerer i Koldinghus Slotsgård 1864. Fotoet er kun et af mange hundrede af Brandts fotoer der kan findes på Det Kongelige Bibliotek. Optagelsen af dem omtales i nedenstående tyske artikel. Under branden den 30. marts 1808 styrtede tårnet sammen og to af de fire kæmpestatuer med det. En statue af Hannibal der holdt det danske våbenskjold, styrtede ned under en storm den 3. oktober 1854, men blev opstillet i Slotsgården. Under krigen 1864 blev den imidlertid sønderslået da der blev afholdt væddeløb mellem preussiske og østrigske kanonforspand. (se Fyens Stiftstidende 15. oktober 1867).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Militærbreve fra den nordiske krigsscene. XLIV

---

Den kompetente fotograf Brandt fra Flensborg har opholdt sig her siden i går for at tage flere billeder her og i Fredericia. Siden i dag er han begyndt at fotografere det østrigske hovedkvarter med hele det tilknyttede personale, formentlig 60 personer, i fem grupper på lige så mange plader, som så overføres til én plade. Kunstneren valgte interiøret af den majestætiske slotsruin "Koldinghus" i den herværende til fotografiet, så en slotsfløj, den såkaldte slotskirkefront, danner den maleriske baggrund. Præstationen ser ud til at være fremragende. I hvert fald skabes en yderst værdifuld souvenir ikke kun for alle medlemmer af hovedkvarteret, men også til officerer etc. fra det østrigske 6. armékorps, hvis flag så værdigt repræsenterede hele den herlige hær i dette felttog her.

Militärische Briefe vom nordischen Kriegsschauplatz. XLIV

---

Seit gestern weilt der tüchtige Photograph Brandt aus Flensburg hier um mehrere Aufnahmen hier und in Friedericia zu machen. Seit Heute hat er begonnen das österreichische Hauptquartier mit dem gesammten zugehörigen Personal, wohl an 60 Personen, zu photographiren, und zwar in fünf Gruppen auf eben so vielen Platten, die alsdann auf eine Platte übertragen werden. Der Künstler hat sich zur Aufnahme das innere der hiesigen majestätischen Schlossruine "Koldinghuus" gewählt, so dass ein Schlossflügel, die sogenannte Schlosskirchenfront, den malerischen Hintergrund bildet. Die Darstellung scheint eine vorzügliche zu werden. Jedenfalls wird damit ein äusserst werthvolles Andenken nicht nur für sämmtliche Mitglieder des Hauptquartiers geschaffen, sonder auch für die Officere etc. des österreichischen 6. Armeecorps, dessen Fahnen die ruhmreiche Gesammtarmee in diesem Feldzug hier so würdig vertraten.

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864. Uddrag)

Friedrich Christian Brandt (1823-1891) fotograferede under næsten hele krigen, flere hundrede af hans billeder er bevaret på Det Kongelige Bibliotek (søg på "brandt christian friedrich").

Oversættelse af tysk artikel om præster i Nordslesvig. Original følger nedenfor:

- - - Da så mange præster i den dansksprogede del af Slesvig for nylig er blevet afskediget, volder besættelsen af ​​posterne ofte store vanskeligheder på grund af mangel på egnede kandidater; flere præster er blevet tilbage kun af den grund at der ikke i øjeblikket kan findes vikarer der kan den danske dialekt. Der blev brugt flere kandidater fra Holsten og Sydslesvig samt langvejs fra; som følge heraf er der opstået følsomme huller i de nævnte landsdele, og dog er behovet endnu ikke afhjulpet; fødte danskere kan let finde vej til den nordslesvigske dialekt; Slesvigere skal være født eller uddannet der hvis de skal kunne håndtere befolkningen. Efter forlydender er udnævnelsen af ​​en ny generalsuperintendent for Slesvig (siden 1853 bar disse gejstlige embedsmænd navnet "biskopper") i skikkelse af provsten af ​​provstiet Aabenraa, pastor Godt. Dette er en af ​​de nyudnævnte præster, der før 1848 var ansat i Sundeved og senere tog til Tyskland. - De sidste par uger er de tilbageværende danske eller dansksindede præster i Slesvig blevet bedt om at redegøre for deres holdning til det nye slesvigske styre. Den 18 d. var præsten i den danske menighed i Flensborg uden for de gamle sogne, pastor Graae, kateket ved samme, pastor Munk og pastor Ewaldsen i Flensborg indbudt foran kirkevisitatoriet der for at afgive udtalelser om, hvorvidt de stadig følte sig bundet af eden til Christian IX. Den danske direktør for et større institut for piger, kollaborator Monrad, skulle forklare samme spørgsmål. Herrernes svar er endnu ikke blevet kendt.

- - - Da in der letzten Zeit so viele geistliche in dem dänischsprechenden Theil Schleswigs entlassen worden sinde, so macht die Neubesetzung der Stellen wegen Mangels geeigneter Candidaten oft grosse Schwierigkeiten; mehrere Geistliche sind nur aus dem Grunde noch geblieben, weil keine Stellvertreter die des dänischen Dialekts kundig augenblicklich zu finden sind. Man hat aus Holstein und dem südlichen Schleswig, sowie aus der Ferne mehrere Candidaten verwendet; dadurch sind in den genannten Landestheilen empfindliche Lücken entstanden, und dennoch ist dem Bedürfniss noch nicht abgeholfen; geborene Dänen konnten sich leicht in den nordschleswigischen Dialekt finden; Schleswiger müssen dort geboren oder erzogen seyn wenn sit mit der Bevölkering sollen umgehen können. Dem Vernehmen nach steht die Ernennung eines neuen Generalsuperintendenten für Schleswig (seit 1853 führten diese geistliche Beamten den Namen "Bischöfe") in der Person des Probstes der Probstei Apenrade, Pastor Godt, bevor. Es ist diess einer der neu eingesetzten Geistlichen welcher vor 1848 im Sundewitt angestellt war und später sich nach Deutschland begeben hatte. - Den zurückgebliebenen dänischen oder dänischgesinnten Geistlichen in Schleswig sind in den letzten Wochen Erklärungen über ihre Stellung zu dem neuen schleswigischen Regiment abgefordert worden. Am 18 d. wurden der Geistliche der in Flensburg befindlichen, ausserhalb der alten Kirchspiele stehenden dänischen Gemeinde, Pastor Graae, der Katheket bei derselben, Pastor Munk, und Pastor Ewaldsen in Flensburg vor das Kirchenvisitatorium daselbst geladen, um Erklärungen abzugeben ob sie noch durch den Christian IX geleisteten Eid gebunden fühlten. Ueber diesselbe Frage sollte auch der dänische Director eines grösseren Mädcheninstituts, Collaborator Monrad, sich erklären. Die Antwort der Herren ist bisher nicht bekannt geworden. 

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864)

Kollaborator var en medarbejder eller medhjælper, især ved en (lærd) skole; næsten kun ved de lærde skoler i Slesvig før 1864, som titel for en lærer rangerende ml. rektor (kon- og subrektor) og adjunkt, svarende til en (yngre) overlærer i kongeriget.

Der bliver nu gjort saa Meget hjemme for at afhjælpe al mulig Slags Trang og Nød. At heller ikke de danske Krigsfanger blive forbigaaede er smukt af de gode og veltænkende Givere. Iblandt Andet kommer her ogsaa Aviser, og de læses med Begjærlighed af Alle, dog de som ere fra Ens egen Fødeegn ere kjærest, fordi man muligen deri kan læse om en eller anden Ting, som man jo fra tidligere Tid har en Smule Kjendskab til. Saaledes var det og sidste Gang her kom Aviser; Jeg fik endelig opspurgt en "Lollands-Post", iblandt Andet saae jeg ogsaa deri, at der ved Grundlovsfestens Afholdelse den 5te Juni i Nøbbøllegaards Skov var indsamlet 500 Rd., og at deraf de 200 Rd. skulde sendes de lollandske Krigssanger. Men de lollandske Krigsfanger have ikke bekommet disse Gaver, medmindre de ere deelte ud saavel til Jyder, Sjællændere som til Lollændere. Særskilt have vi ingen Penge modtaget. Det er jo langtfra at vi kunne gjøre Paastand paa Hjælp, især nu. da vi ere berøvede Evnen til den Hjælp, som vi ere skyldige al yde vort kjære Fødeland Men at der ligefuldt gjøres Alt før at lindre vor tunge Stilling her i Fangenskabet, og at de Bidrag, der blive ydede os, ikke komme os Lollændere tilgode efter de høitærede Giveres Villie, føle vi os pligtige at underrette vedkommende velvillige Givere om, hvilket bedst lader sig gjøre gjennem Aviserne. Her kommer mange Penge til Uddeling; men at Fordelingen ikke gaaer for sig som den maaskee burde, er temmelig vist. Saaledes kom her for 2 Dage siden 100 preussiske Daler. Fire Navne vare opgivne, som skulde fordele disse blandt 32 trængende Kammerater. Og da det var fire Kjøbenhavnere, saa blev Følgen, at ikkun Kjøbenhavnerne kunde faae Deel deri, selv om de befandtes i stor Trang. 25 Rd. kom samtidig, men hvor og hvem der har faaet Part og Deel i dem, veed jeg ikke. En Gang fik Kjøbenhavnerne hver 45 Groschen, omtrent en dansk Specie, og flere Gange, saavel fra Kjøbenhavn, Sjælland og flere Steder, er der kommet særskilt Hjælp. Hvorfor skulde ikke ogsaa Lollænderne selv dele de Gaver, som blive indsamlede til dem? De Penge, som komme til Alles Bedste, faaer den Menige forsaavidt kun ringe Deel i, fordi dHrr, Underofficerer tage store Procenter, og de raade jo for at tage hvad og hvormegel saavel af Penge som andre os tilsendte Gjenstande, som de finde for godt. Derfor var det ønskeligt, om Indsamling af Gaver oftere skulde skee, at de ærede Komiteer for Indsamling til lollandske Krigssanger selv vilde sende deres ædle Gaver direkte til Fæstningerne, hvor vi med Taknemmelighed ville modtage dem. De Bidragydende sende vi Alle vor hjerteligste Hilsen og Tak for hvad de have følt og gjort for os,

Güstrin i Preussen, den 18de Juli 1864.
Paa flere Kammeraters Vegne: 
N. Petersen, J. Knudsen, af 18de Regiment.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. august 1864)

Embarquement a Travemunde des prissoniers danois libere par suite de la paix. (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 3. september 1864)

Jylland 20de til 25de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Folkethingsvalget i Nørresundby. "Dbl." har fra Nørresundby modtaget Brev om det der afholdte Valg, hvori første Regiments Deltagelse i Valget skildres som meget livligt og, det maa desværre tilføjes, tillige meget upassende. "Første Regiment viste" - skriver "Dbl.s Hjemmelsmand - "paa en temmelig massiv Maade, at det havde "et godt Øje" til Zahle og hans Ven, Bernhard Rée. Jeg vil ikke tale om, at der blev pebet og fløjtet under Zahles Optræden (ligesom under Piehls), men det værst gik for sig, da der skulde afstemmes til Protokollen. Første Regiment synes nu, at det var bedst at underholde Rée og Zahle, medens Afstemningen gik for sig, for at de ikke skulde agitere paa Bønderne. Saa agiterede Soldaterne. De slog Kreds om de to Herrer, puffede og knubsede dem, drillede dem paa det Ubarmhjertigste, kaldte dem ved Fornavne, fortalte Rée, hvorledes de antog, at han næste Dag vilde skrive i sin Avis, osv. Tilsidst blev Kredsen altfor snever, saa at de "kom til at klemme de gode Herrer en Smule", og det var næsten uhyggeligt at se den Stilling, hvori de to "cernerede" Politikere befandt sig. Da de ikke kunde slippe ud, valgte de at lede Bevægelsen nedefter mod Færgebroen, hvor Soldaterne bevidnede dem deres "Agtelse", og da Baaden endelig fik Lov til at støde fra Land peb og hujede de ud efter dem, raabte Hurra og sang nærgående Smædeviser. En af Zahles Stillere var man ogsaa meget slem ved, fordi han havde udtalt sig med Foragt om første Regiment. Raabene imod ham blev tilsidst saa stærke, at han tyede ind i et Hus, hvor saa Regimentet besatte alle Udgange paa militær Vis; hvad det siden blev til, veed jeg ikke, men da de kun vilde skræmme Manden, have de vel opgivet videre Forfølgning af Sagen." Vi finde saadanne Optrin overordentlig beklagelige, siger "Dbl.", og kunne aldeles ikke fatte, hvorledes de have kunnet finde Sted. Vel er første regiment ikke af de letteste at holde Styr paa; men man skulde dog synes, at Regimentets Befalingsmand maatte kunne forhindre saa grove Udskejelser som de ovenfor beskrevne ved høilys Dag og paa aaben Gade, naar dette ikke er skeet, kunne vi kun forklare det deraf, at slet ingen Officerer have været tilstede. Der falder da et Ansvar paa disse, fordi de have undladt at føre det Tilsyn med deres Undergivne, som er deres Pligt, især da de mod noget Indicium maatte kunne forudse, at der kunde blive Anledning til en Udøvelse af de Zouaveprivilegier, som første regiment i en temmelig stærk Grad synes at have tiltaget sig.

(Ribe Stifts-Tidende 20. juni 1864).

- I de sidste Dage har man herfra Byen og Marstal gjort Lysttoure ud til nogle i Farvandet værende Orlogsskibe; paa disse har Besøget givet Anledning til megen Gemytlighed, især da endeel af Skibenes Besætning er hjemmehørende her paa Ærø.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 20. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Fra det sydøstlige Slesvig den 9. juni. Også i dette sydøstlige hjørne af hertugdømmet Slesvig vender enkelte kuske fra vognflåden tilbage til Als, men desværre i en tilstand som civiliserede mennesker gyser ved, og som virker utroligt for enhver der ikke selv har været vidne til det. En troværdig bondefoged fra Hütten-kontoret forsikrer forfatteren af ​​disse linjer: at hans tjener, der netop er vendt tilbage, kun har sovet i sin vogn i tre måneder, ikke har været under tag, ikke har skiftet skjorte, er fuld af skadedyr, og er tæt på galskab, og også at de heste, der er betroet ham, er så godt som ødelagte. (Alt. N.)

Aus dem südostlichen Schleswig, 9. Jun. Auch in dieser südöstlichen Ecke des Herzogthums Schleswig kommen einzelne Fuhrleute aus dem Fuhrpark auf Alsen zurück, aber leider in einem Zustdand vor dem der civilisirte Mensch zurückschaudert, und der unglaublich erscheint für jeden der selbst nicht Augenzeuge desselben gewesen. So versichert dem Schreiber dieser Zeilen ein glaubwürdiger Bauernvogt aus dem Amt Hütten: dass sein Knecht, der so eben zurückgekehrt sey, seit einem Vierteljahr nur in seinem Wagen geschlafen, unter keinem Dach gewesen, kein Hemd gewechselt, voll des Ungeziefers sitze, dem Wahnsinn nahe sey, sowie auch dass die ihm anvertrauten Pferde so gut als ruinirt seyen. (Alt. N.)

(Allgemeine Zeitung 20. juni 1864)

Den meget virksomme Diakonisse Elisa Hepp er død i Haderslev af Tyfus, som Følge af de store Anstrengelser ved de Saaredes Pleie. Med tre andre Diakonisser havde hun daglig plejet over hundrede saarede Krigere. Elisa Hepp var Datter af en Præst i det baierske Rhinpfalz. Hendes Begravelse var meget høitidelig, den vidnede om, at der i Døden ikke var nogen Forskjel i Tro og Kjærlighed. Danske og tydske Damer have flettet Krandse til hendes Ligkiste; tre Præster, den danske og to tydske: den evangeliske og den katholske, ledsagede den. Gravtalen holdtes af Distelkamp efter den Afdødes Ønske over Phil. 1. 2l og 23 (Christus er mit Liv og Døden min Gevinst). I Ligtoget saaes General Condrekourt, Pladskommandanten og flere andre høie Officerer. Den Afdødes Grav er midt imellem østerrigske og preussiske Krigere. Johanniterordknen har ladet opreise et Kors derpaa med svigende Indskrift: "Elisa Hepp. Diakonisse fra Kaiserswerth, død den 17de Mai 1864. Phil. 1. 2t, 23," hvorunder et Johanniterkors.

(Thisted Amtsavis 20. juni 1864).

En tydsk Skildring af de danske Krigsfanger. I et tydsk Blad læses i en Correspondanceartikel fra en Militair følgende Skildring af de danske Krigsfanger i Küstrin: "I Küstrin opbevares de danske Krigsfanger i Redonten til Kronprindsens Bastion, den saakaldte "høie Cavaleer", en fra den store Kurfyrstes Tid hidrørende, colossal, bombefast Bygning. Behandlingen af dem er yderst human og stemmer ganske med de nu gjældende, milde Krigsførelsesprincipcr; om Dagen besinde de sig i store, rummelige Blokhuse eller paa Græsplainerne. som omgive Bygningen, om Natten ere de forsynede med gode Leier og uldne Tæpper, de forpleies med nærende Spise, og der paalægges dem kun saa meget Arbeide, som der er nødvendigt til Sundhedens Bevarelse; endelig have de Tilladelse til i smaa Afdelinger under Bevogtning af Patrouiller (Enkelte endogsaa uden en saadan) at besøge det Indre af den herlige By og benytte dens gode Fortouge, og de føre saaledes et saa fornøieligt Liv, at mangen en Indfødt kunde misunde dem det, og vise sletingen Bedrøvelse eller Længsel efter Hjemmet (?). Hvad deres Individualitet angaaer, ere vi nødte ril at skjelne mellem tre Classer. Øverst staae de det tydske Sprog tildeels mægtige Underofficerer: Commandeersergeanter, Gendarmer (?), Sergeanter og Corporaler (Officerer findes her ikke); de ere Folk, som næsten alle gjøre et yderst behagelig, meget militairt Indtryk, og som i deres hele Væsen røbe en forholdsviis høi Grad af social Dannelse. Vi have havt Leilighed til at bivaane den at Fangerne, navnlig Underofficererne, til Ære for den danske Konges Fødselsdag foranstaltede Fest og kunne forsikkre, at de ved denne Leilighed til Ære for den danske Konge, den preussiske Konge (?), Commandanten og Fangernes Inspectionsofficeer (den saakaldte "Dänenvater") af enkelte Underofficerer holdte Taler fremsattes med en saadan Tact og Veltalenhed, at vi ikke kunde tilbageholde vor Forbauselse og troede at befinde os mellem en langt høiere Classe af Mennesker. Den anden Classe af Fanger bestaaer af de fra de danske Øer og de jydske Søstæder stammende Individer. Disse udmærke sig næsten alle ved en vis fransk Livlighed og militair Anstand, de holde paa deres Ydre og lægge umiskjendelig for Dagen den Hensigt at behage det smukke Kjøn i Küstrin. i hvilken Henseende det ikke kan nægtes, at de have Held med sig. Den tredie Classe, der danne en afgjort Modsætning til de to andre, er Danmarks Stedbørn (!). Beboerne at det lyngbevoxede, skovløse indre Jylland. De ere meget blonde, tunge, flegmatiske og lade; deres Hovedfornøjelse bestaaer i at spadsere rundt paa "Cavalleren" med deres selvlavede Træskoe, spille Klink eller et Slags Kortspil, der har megen Lighed med det tydske "Schasskopf". De gjøre i Almindelighed et meget umilitairt Indtryk og have en stor Tilbøjelighed til at lade deres hørhaarede Jeg mangfoldiggjøre ved Photographiens Hjælp for at stirre paa disse Billeder, som om de vare naglede til Muren. Som Curiosum nævne vi her endelig, at der mellem de Fangne befinder sig en ikke 4 Fod høi, 15 aarig Spillemand, baade af Indre og Ydre et reent Barn, der ogsaa behandles som saadant saavel af os som af sine Landsmand og glædes ved mange Gunstbevisninger, som lade ham glemme hans tunge Lod. I Almindelighed kunne Fangerne disponere over temmelig rundelige Pengemidler, de faae mange Sendelser fra Hjemmet, af hvilke navnlig Bibler og Opbyggelsesskitfter synes at glæde dem, og de læse med største Interesse Bladene, som i stort Antal tilstilles dem deels ved deres Landsmands Forsorg, deels ved Commandantens Godhed. De troede tidligere alle fast paa Dybbølskandsernes Uindtagelighed (?)'"

(Skive Avis 20. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Flensborg, 15. juni. I Kolding blev en yderst naiv dansk rekrutteringskommission der vovede at hverve unge mellem 17 og 20 år til den danske hær midt i den østrigske lejr (i selve Kolding), for nylig overrasket i sin funktion af generalstabskaptajn Gründorf og straks bragt til et sikkert sted. Deres højheder danskerne siges at have været forbavsede over østrigernes uro og at have klaget højere steder. (HR.)

Flensburg, 15 Juni. In Kolding wurde neulich durch den Generalstabshauptmann Gründorf eine höchst naive dänische Recrutirungscommission, welche sich inmitten des österreichischen Lagers (in Kolding selbst) erdreistete junge Leute vom 17 bis 20 Jahren für die dänische Armee auszuheben, bei ihrer Function überrascht, und sofort in sichere Quartiere gebracht. Die HH Dänen sollen sich über die Ungemüthlichkeit der Oesterreicher höchlich gewundert, und höhern Orts beschwert haben. (H. R.)

(Allgemeine Zeitung. 1864 21. juni 1864)

Første Regiment ved Valget i Nørresundby og Stemningen i Armeen. Fra en Officeer have vi modtaget Følgende:

Hr. Redakteur! Af "Dagbladet" for Fredagen den 18de seer jeg, at en Anmelder, som upaatvivlelig hører til den Zahle-Rée'ske Klique *), har faaet Indpas i Deres ærede Blad; thi anderledes kan jeg ikke forklare mig den eensidige Opfattelse af det Passerede ved Valghandlingen den 14de i Nørresundby, der bivaanedes af en Mængde Officerer fra forskjellige Afdelinger i Vendsyssel.

Jeg kan med Sandhed udtale, at der blandt de tilstedeværende Officerer kun var een Mening om Regimentets fortræffelige Optræden under Valghandlingen. En Valghandling skal vel foregaae med Sømmelighed, men dette Hensyn udelukker ikke, at der kan herske en vis Gemytlighed. Noget, som vort engelske Forbillede jo ofte fører med sig, og denne Gemytlighed overskredes ikke den 14de. Enhver af Talerne hørtes meget tydelig, og havde man ønskes stenografisk at meddele samtlige Taler, havde det kunnet realiseres i fuldeste Maal.

(Herefter mener brevskriveren at løjtnant Piehl og Zahles taler udmærket kunne høres, på trods af soldaternes spydige bemærkninger, hvorefter han fortsætter:)

Det var første Gang, jeg saaledes kom i nærmere Berøring med Soldater af 1ste Regiment, og jeg kan ikke nægte, at de forøgede den gode Mening, som jeg forud havde om dem: jeg fik Indtrykket af Soldater, som vare politisk udviklede; disse Soldater mindede mig uvilkaarlig om Cromwells tappre Skarer, endskjøndt jeg i samme Aandedræt villig skal indrømme, at de neppe ere saa puritanske.

Der var kun een Stemning blandt de tilstedeværende Officerer for Soldaterne, og det var Glæde over deres Optræden; man følte, at saadanne Soldater forstod, "hvorfor vi kæmpe". - Forøvrigt var Regimentets interimistiske Kommandeur tilstede, medens Talerne holdtes og Kaaringen fandt Sted, og jeg lagde Mærke til, at Kommandeuren, naar Munterheden et Øieblik stod i Begreb med at overskride den rette Grændse, blot behøvede at gjøre en Bevægelse for at dæmpe Lystigheden. 

Med Hensyn til Hr. Bernhard Rée, da saae jeg vel denne Mand, efterat Kaaringen havde fundet Sted, i over en Time omringet af Soldater og Bønder; men jeg fik Indtrykket af, at denne Opsigtvækken slet ikke var ubehagelig for Hr. Rée: tvertimod saaes han flere Gange selv at søge hen til Soldaterne, som han uafladelig bød Priis af sin Snuustobaksdaase. Ganske vist vare Soldaterne ikke lempelige i deres Spøg, der ofte var bidende og vittig; men som sagt, jeg og flere Andre fik Indtrykket af, at selv paa denne Maade havde Hr. Bernh. Rée ikke Noget imod at give den offenlige Personlighed. Havde han villet undgaae Sligt, havde Intet været lettere; han kunde da blot være gaaet op paa den rummelige Tribune, hvor saa mange Andre opholdt sig, og Alt vilde strax have været forbi - men han søgte Soldaterne, og Soldaterne søgte ham.

Det er første Gang, jeg anmoder om Optagelse for Noget i Deres ærede Blad. Vi Soldater trykke os nu engang ved at tage fat paa Pennen; men det har den Ulempe, at mange Ting komme til at staae uimodsagte i Bladene. Saaledes er det næsten blevet en staaende Sætning: "Officererne i den kongelige Armee give Ploug, Bille og Kjøbenhavnerne Skyld for den Krig, vi føre". Tro dog ikke, at Officererne føre en saa dum og ufornuftig Tale; jeg har sjeldent hørt denne Yttring af Militaire, men rigtignok desto oftere heroppe af de Vendsysselske Smaa-Proprietairer, af hvilke der findes en Masse. Stemningen i Vendsyssel er en reen Modsætning til den patriotiske Aand, som kommer frem fra de Egne i Jylland, hvor Fjenden for Øieblikket hersker; man mærker, at den Bernhard Ree'ske Udsæd desværre ikke har været uden Frugter. Hvor ofte har jeg imidlertid ikke hørt Officererne 'ivre mod denne meningsløse Snak. De gjør derfor den af Dem saakaldte "Kongelige Armee" stor Uret; - De maa ikke gjøre Undtagelsen til Regel!

En Officeer som ikke staaer ved 1ste Regiment.

(Dagbladets redaktion er dog ikke enig i officerens bemærkning om hæren, og redegør i et længere afsnit for det modsatte.)

*) Deri tager dog den ærede Indsender fuldstændig feil. Red.

(Dagbladet (København) 21. juni 1864).

Skønt Bernhard Ree (1813-1868) var redaktør af Aalborg Stiftstidende (1838-) har det ikke været muligt at finde noget om episoden der. Bernhard Rée sad i jyske stænderforsamling 1844-48. Medlem af Folketinget 1849-1854, valgt ved kåring. Igen 1864-1866. Medlem af Landstinget 1866-1867 Han blev sindssyg og døde i 1868. Han var helstatsmand og ikke venligsindet overfor dansknationalistiske strømninger.

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

For nylig blev der indkaldt til et møde af sådanne præster og skolelærere til Slesvig by som før krigens begyndelse havde aflagt en hyldest til Christian IX. Meget få af de førstnævnte dukkede op, og rigtig mange af de sidste. Det var ikke muligt at give afkald på den ed selv om alle som det siges, var overbevist om lovligheden af ​​Frederik VIII som efterfølger i Slesvig og om London-traktatens uforpligtende karakter. Med undtagelse af enkelte mente alle at en offentlig erklæring var nyttesløs og kun forværrede samvittigheden, fordi man ikke ensidigt kunne frigøre sig fra en ed der var ulovligt afkrævet; man ville afvente den forfatningsmæssige beslutning om Slesvigs ejerskab som af sig selv ville løse spørgsmålet om homagialedens gyldighed.

Vor kurzem war nach der Stadt Schleswig eine Versammlung solcher Pastoren und Schullehrer berufen welche vor dem Beginn des Kriegs Christian IX den Huldigungseid geleistet haben. Von den ersteren waren sehr wenige, von letztern sehr viele erschienen. Es gelang hier nicht die Lossagung von jenem Eid durchzusetzen, obgleich, wie es heisst, alle von der Rechtmässigkeit der Nachfolge Friedrichs VIII in Schleswig und von der Unverbindlichkeit des Londoner Vertrags überzeugt waren. Mit Ausnahme weniger war man der Ansicht dass eine öffentliche Erklärung nutzlos und nur das Gewissen beschwerend sey, weil man sich auch eines widerrechtlich geforderten Eides nicht einseitig entbinden könne; man wolle die staatsrechtliche Entscheidung über den Besitz Schleswigs abwarten, durch die sich die Frage über die Gültigkeit des Homagialeids von selbst erledigen werde.

(Allgemeine Zeitung 22. juni 1864)

Oversættelse af tysk artikel om justitsråd Blaeuenfeldt som var blevet løsladt i starten af juni 1864, se original nedenfor. Blauenfeldt blev i slutningen af marts 1864 overført fra Rendsborg til Flensburg i rådhusfængslet, hvor der sad 16 andre spionanklagede, bl.a. hans søn.:

"Det preussiske militærs grusomme procedure mod mig og min familie" er titlen på et dokument skrevet af den berygtede justitsråd Blauenfeldt. Han beskylder preusserne for at have overladt ham, den uskyldige mand, til pøbelens raseri og lade ham blive hånet og fornærmet. Historien munder ud i påstanden om at hans ejendom også er ødelagt, hø, halm osv. brændt, døre er rykket ud, alt er forsvundet fra kælder og spisekammer, papirer er fundet i nærheden af ​​huset, og endda blandt andre iturevne dokumenter er der fundet en obligation på 650 thaler!! - Skriftet skal oversættes til flere sprog så hele verden lærer om den frygtelige preussiske Brigantis, der stjal 650 thaler for at rive dem i stykker! Dette er takken for løsladelsen!

"Das grausame Verfahren des preussischen Militärs gegen mich und meine Familie" ist der Titel einer von dem berüchtigen Justitzrath Blauenfeldt verfassten Schrift. Sie wirft den Preussen vore, dass sie ihn, den Unschuldigen, der Wuth des P'obels preisgegeben und zugelassen haben, dass man ihn verhöhne und beschimpfe. Die Erzählung gipfelt in der Behauptung, auch sein Eigenthum sei zerstört, Heu, Stroh u. s. w. verbrannt, Thüren fortgetrogen, aus Keller und Speisekammer Alles verschwunden, Papiere habe man in der Umgebung des Hauses, ja sogar unter andern zerrissenen Dokumenten eine Obligation von 650 Thlrn. gefunden!! - Die Schrift soll in mehrere Sprachen  übersetzt werden, damit die ganze Welt erfahre von den furchtbaren preussischen Brigantis, die 650 Thlr. nehmen, un sie - zu zerreissen! Das ist der Dank für die Freilassung!

(Berliner Gerichts-Zeitung: Tageszeitung für Politik, Rechtspflege, Handel, Industrie, Kunst 23. juni 1864).

Viborg. Idag Morges er det herværende preussiske Militair, Cavalleri, Artilleri og Infanteri afmarscheret nordpaa ad Hobro efter, og har her kun efterladt nogle faa Syge under en Læges Tilsyn tilligemed 2 Diaconisser; i samme Retning befordredes paa Bøndervogne herfra igaar et større Antal Syge, og eftersom det næsten hele Dagen regnede og blæste stærkt, ere disse neppe i den bedste Tilstand naaede til deres Bestemmelsessted. Efter at vi saaledes paa 9de Uge have været omgivne af en preussisk Soldatersværm af flere Tusinde Mand, er der ved den nu paa Eengang indtraadte Stilhed eller Tomhed noget ganske Besynderligt, men unægteligt særdeles Behageligt, der ligesom lader Brystet aande mere let og frit og indbyder til at paatage et mere glad Ansigt; ja uendelig lang synes Occupationstiden at have været, mere dog maaskee en Følge af det sjælelige end af det materielle Tryk, der har tynget paa Byens Indvaanere, ihvorvel vi indrømme, at det ogsaa i sidste Retning for Fleertallet af den næringsdrivende Stand har været meget tunge Dage, og at Antallet af dem, der i denne Tid kan siges at have tjent godt, kun staaer i et ubetydeligt Forhold dertil. - Som vi tidligere have udtalt, saaledes ville vi nu atter, da de fjendtlige Tropper have forladt os, gjentage, at Mandstugten her har været fortrinlig, ihvorvel at Vandalisme og Uordener af og til have fundet Sted, men at det dog ialtfald er gaaet langt bedre end man fra først af havde tænkt sig, og vi troe, at Hovedaarsagen dertil nærmest turde være at søge i de enkelte, mere overordnede Commanderendes Personlighed, hvis Humanitet tilvisse bør anerkjendes. Eftersom Preusserne forinden deres Afmarsch endnu mere fuldstændigt end førhen have ødelagt Telegraphledningen, synes deraf at maatte fremgaae, at disse i Tilfælde af Krigens Udbrud paany ikke ville benytte Viborg til et mere stadigt Opholdssted, og derved stiller sig saaledes i Udsigt det for os Glædelige: Vest fra at kunne vedblive at staae i Forbindelse med

Hovedstaden, eftersom jo Postgangen ad den østlige Route jo rimeligviis allerede med idag ophører. De Tropper, som for nogle Dage siden gjæstede Skive og hvoraf nogle gik til Sallingsund og Hvalpsund, ere derfra komne her tilbage, saa at der ikke er noget iveien for Postgangen ad den Kant.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. juni 1864).

O. Günther: Gidslerne føres bort fra Jylland, Über Land und Meer, nr. 7 juli 1864.

Den 31. januar 1864 var der blevet udskrevet valg til Rigsrådet, med det formål at få forhindret krigen, bl.a. ved at få ophævet Grundloven af 1863. Der skulle være valg til Rigsrådets folketing 5. marts 1864 og til Rigsrådets landsting den 29. marts. På grund af krigen blev der i Slesvig kun afholdt valg til Rigsrådets folketing i 3 ud af 28 folketingskredse (Sønderborg, Als og Ærø). I de jyske kredse blev valgene mange steder udsat pga. krigen. Rigsrådets første møde efter valgene blev afholdt 25. juni 1864. 

Danske Embedsmænd i Slesvig afsættes. 7de til 8de Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen).

De danske Krigsfanger. Generalkonsul Lorck har, ved at tilstille Udenrigsministeriet Listen over de til Wittenberg sendte danske Krigsfanger, meddelt, at ifølge Efterretningerne fra Magdeburg var Sundhedstilstanden mellem de der anbragte Fanger mindre god, idet navnlig maveonder og rheumatiske Affektioner forekom hyppigere, saaledes at Sygeantallet omtrent udgjorde omkring 10 pCt., men at dog kun Faa vare haardt syge. - Menig Christian Lundhöfd af 21de Regiments 7de Kompagni var død den 22de Februar af Tyfus. Officererne bue i Byen og nyde "Serviskompetencen".

(Dagbladet (København) 6. marts 1864). Fra 100 Indvaanere i Tønder Amt er der sendt en Adresse til Civilcommissairerne i Flensborg, hvori der bedes om, at Amtmand Grev Brockenhuus-Schack ikke maa blive gjenindsat i Tønder, men dette "for hele Mellemslesvig saa vigtige Embede" maa blive overdraget til en anden Mand. - Det hedder ligeledes fra Flensborg, at Biskop Boesens Afskedigelse skal være nærtforestaaende og at Pastor Rehhof fra Hamborg er udseet til at træde i hans Sted. Iblandt de i Husum Provsti fordrevne Præster nævnes Pastor Mule i Fjolde, Hamburger i Svesing og Hansen i Olderup; Præsten i Joldelund derimod er forbleven i sit Embede. I Landskabet Eiderstedt nævnes Carstens i Garding, Thaden i Uelvesboel og Hinrichs i Coldenbüttel iblandt de affatte. - Civilcommissairerne have kaldt to Læger fra Slesvig By, Dr. Rüppel fra Sindssygeanstalten og Dr. Bockendahl (fortiden Docent i Kiel) til Flensborg, for at undersøge Sanitets- og Medicinalforholdenes Tilstand og navnlig Dr. Justitsr. Schleisners Forhold og Embedsførelse. Endv. have Civilcommissairerne stadfæstet Advocat Spethmann som Borgemester i Eckernførde. Herredsfoged Christensen i Böcking Herred er afskediget og hans Post foreløbigt overdraget til Koogsinsp. H.Thomsen i Nybbel; ligeledes er Herredsfoged Willemoes-Suhms Embede i Karr Herred erklæret for ledigt og Advocat Stolz i Leck ansat i hans Sted. Fremdeles har Civilbestyrelsen afsat Etatsr. Hagemann til Ørfeld fra hans Functioner som Overpolitiebestyrer i det første Angler Godsdistr. og besluttet at inddrage denne Post. Herredsfoged Kjærs Embede i Tønder og Høier Herred er overdraget til Cand. juris G. F. Th. Reeder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. marts 1864.)

Om Grunden til vi taber så mange Fanger hedder det i et brev fra Flensborg til "Dagbl." "Er det ikke også et stærkt misgreb, bestandig at lade sydslesvigerne komme i ilden, efter at det nu har vist sig så utallige gange, at de ikke er til at stole på; her kommer det ene hundrede fanger efter det andet, de har nu en gang fået at vide, at så snart de løber over til tyskerne, er de frie, og det er så tillokkende at de ikke behøver at være slesvig-holstenere for at få lyst til at komme hjem til deres familier. Hvor demoraliserende må dette ikke være for hele hæren! De er jo blandede med danske i bataljonerne; de ildesindede overtaler da de svagere, og hvem ved, om de ikke får en eller anden god fynbo eller sjællænder til at gøre dem fællesskab i håbet om derved at frelse liv og lemmer. Men hvad enten det nu sker godvillig eller modvillig, vist er det, at de bliver taget til fange, og vi har her den sorg at se dem komme i hundredvis. Slesvigerne får lov til at gå hjem til deres, de andre bliver transporterede til Spandau. Vor vært talte i går med en preussisk officer, som fortalte ham, at han i forgårs (den 22.) havde været i fægtning med de danske. Tyskerne var omtrent 300; de var kommet ind i en hulvej, da de pludselig så sig omringede på alle sider af danske; de troede, at der ikke var andet for dem at gøre end at strække gevær og lade sig tage, da de så de danske vinke ad dem og kaste geværerne. De vidste næppe hvad det betød, men løb dog hen imod dem og tog hele klatten til fange. Der var omtrent 200 mand, hvoraf 50 sjællændere osv. ; de sidste skød på dem, men blev jo snart afvæbnede. Det er den største ulykke, at de er blandede sammen. I går kom de fangne hertil, slesvigerne blev straks givet fri; de har revet deres danske kokarder af og sang rask væk "Schleswig-Holstein". En af dem, en gartner, som har anlagt kæmpegraven på kirkegården, gik allerede i går eftermiddags og spadserede på gaden med slesvig-holstensk kokarde på".

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 7. marts 1864)

Oversættelse af tysk artikel. Original følger efter oversættelsen:

Haderslev, 2. marts. Karakteristisk er den ordre som den nye borgmester Hansen har givet sine politifolk. Han befalede dem først at henvende sig til enhver anstændig klædt person på tysk, fordi man kunne gå ud fra at det ville være ham mest behageligt; kun hvis han svarer på dansk, skal samtalen fortsætte på dette sprog med politibetjentene. Lige såvel som Slesvig har mange indbyggere der næsten ikke forstår dansk og alligevel er fanatisk danske af gemyt, er der også lige så mange tyskere af gemyt som ikke kan tysk. Frem for alt træder indbyggerne i Hoptrup (en landsby en mil syd herfra) ud, de var allerede i 1848 berømte for deres slesvig-holstenske følelser, selv om kirkens og skolens sprog lige fra begyndelsen var dansk. Tilsvarende forholder det sig med beboerne i Wilstrup (mod sydøst herfor), Oedes, Danerfeld og Schottburg, der er gennemdanske af sprog, hvoraf de tre sidste ligger direkte ved den jyske grænse. I Schottburg ved Kongeåen var der for to år siden dannet en tysk klub blandt de dansktalende bønder hvis opløsning dengang vakte opsigt, fordi den fandt sted selv om en paragraf i klubbens vedtægter udelukkede enhver politisk tendens. Den blev forbudt fordi man vidste at dens medlemmer var tyske patrioter, og koncessionen blev endda trukket tilbage fra Krüger, i hvis kro klublokalet havde været.

Hadersleben, 2. März. Charakteristisch ist der Befehl welchen der neue Bürgermeister Hansen seinen Polizisten gegeben hat. Er befahl ihnen, jeden anständig gekleideten Menschen zunächst auf deutsch anzureden, weil man voraussetzen könne, dass diess für ihn am engenehmnsten sei; erst wenn er dänisch antworte, möge auch con Seiten der Polizisten das Gespräch in dieser Sprache weiter geführt werden. Wenn Schleswig viele Einwohner hat, die kaum dänisch verstehen und trotzdem von Gesinnung fanatisch dänisch sind, so gibt es auch ebenso viele Deutsche der Gesinnung nach, die nicht deutsch reden können. Vor allen zeichnen sich hierin die Bewohner von Hoptrup aus (einem Dorfe, eine Meile südlich von hier), die schon im Jahre 1848 wegen ihrer schleswig-holsteinischen Gesinnung berühmt waren, trotzdem die Kirchen- und Schulsprache bei ihnen von jeher dänisch war. Aehnlich steht es mit den ihrer Sprache nach durchaus dänischen Einwohnern von Wilstrup (südostlich von hier), Oedes, Danerfeld und Schottburg, welche letztere drei unmittelbar an der jütischen Gränze liegen. In Schottburg an der Königsau hatte sich sogar vor zwei Jahren unter den dänischredenden Bauern ein deutscher Club gebildet, dessen Auflösung damals viel Aufsehen machte, indem sie erfolgte, trotzdem ein Paragraph des Clubstatuts jede politische Tendenz ausschloss. Man verbot ihn, weil man wusste, dass seine Mitglieder deutsche Patrioten seien und entzog sogar dem Krüger, in dessen Wirthshaus das Clublocal gewesen, seine Concession. 

(Bamberger Zeitung 7. marts 1864)

Fra Hæren. (Brev fra en Officer.) Sønderborg, den 3. Marts. Flere af Regimenterne ere i den senere Tid blevne forstærkede med Sydslesvigere. Vort Regiment har saaledes faaet 250 Mand af den Slags, hvilket vi aldeles ikke ere fornøiede over, da man ikke veed, hvorvidt man tør stole paa dem. Det store Tab af Fanger den 22de Februar skal alene grunde sig paa, at er deel Slesvigere frivillig strakte Gevær. Mange af dem ere fra Forposterne deserterede over til Fjenden. Det undrer mig derfor i høi Grad, at Krigsministeriet vil benytte de Folk, endogsaa naar de ligefrem have gjort Mytteri, saaledes som det nylig var Tilfældet paa Fyen. Dog gives der ogsaa mange flinke Folk iblandt dem, men ikke destomindre er det min og andre Officierers faste Overbevisning, at naar vi skulle bruge Sydslesvigerne mod Fjenden, da er det aldeles nødvendigt at statuere et Exempel paa en eller anden Deserterer. Ved 2det Regiment blev der forleden Dag grebet en af dem, just som han var ifærd med at desertere. Straffen for et saadant Forsøg er, saavitt jeg veed, Døden, men jeg er meget bange for, at den bekjendte danske Øllebrødsmedlidenhed ogsaa i dette Tilfælde vil gjøre sig giældende. De vil formodentlig ansee mig for blødtørstig, fordi jeg ønsker denne Mand skudt, men jeg er overbeviist om, at Slaphed ligeoverfor saadanne Tendendser vil kunne blive Armeens Ulykke. (Flk. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. marts 1864).

Oversættelse af artikel om gejstlige. Originalen nedenfor:

Altona. - - - Til gengæld er man meget utilfreds med kommissærernes langsommelige handling med at fjerne danske eller dansksindede præster. Mens der blev ansat nye præster i den gottorpske provsti i tre sogne, er alt forblevet ved det samme i Flensborg provsti der har præst Petersen i Flensborg som midlertidig provst. Nogle af de selvhævdende præster er endda ret faste i deres modstand mod deres sognebørn. Fx erklærede pastor Barfod i Sørup, en mand der trods sin nationalitet har opnået et stort ry gennem sin viden, sine velbesøgte tyske prædikener og gennem sit arbejde for sogneskolens udbygning og større forbedring, at han ikke kunne udføre officiel handling før det slesvig-holstenske flag var spændt ud på kirketårnet. Nogle få udviste præster er vendt tilbage til Husum Amt - - - I herrnhutermenigheden i Christiansfeld, den nordligste større by i Slesvig, bedes der stadig kirkebøn for kongen. Flertallet dér er decideret dansk, og man påberåber sig det privilegium som giver menigheden fuldstændig selvstyre i dens kirkelige anliggender.

Altona. - - - Dagegen ist sie sehr unzufrieden mit dem langsamen Vorgehen der Commissäre in Entfernung dänischer oder dänisch-gesinnter Geistlicher. Während in der Probstei Gottorp in drei Kirchspielen neue Geistliche angestellt worden sind, ist in der Probstei Flensburg, die den Pastor Petersen in Flensburg zum interimistischen Probst erhalten hat, noch alles beim alten geblieben. Manche der sich behauptenden Pastoren treten sogar ziemlich fest gegen ihre Pfarrkinder auf. So hat Pastor Barfod in Sörup, ein Mann der trotz seiner Nationalität durch sein Wissen, seine gut besuchten deutschen Predigten und durch sin Wirken für Erweiterung und grosse Verbesserung der Gemeindeschule sich viel Ansehen erworben hat, erklärt dass er so lange keine Amtshandlung vernehmen werde, als auf dem Kirchthurme die schleswig-holsteinische Fahne ausgestreckt sey. Im Amt Husm sind ein paar vertriebene Geistliche zurückgekommen - - - In der Herrnhutergemeinde zu Christiansfeld, dem nördlichsten grösseren Orte Schleswigs, wird noch immer das Kirchengebet für den König gesprochen. Die Mehrheit ist dort entschieden dänisch, und man beruft sich auf das Privilegium welches der Gemeinde vollständige Autonomie in ihren kirchlichen Angelegenheiten sichert.

Af en Indberetning fra Amtmanden i Veile til Indenrigsministeriet om Indfaldet i Nørrejylland.

Den 7de, 11 Dage før Indfaldet, havde Amtm. personlig instrueret Embedsmændene i Kolding og navnlig indskærpet dem ikke at indvilge i Udskrivning af Penge eller Krigsmålene! Fjenden besatte den 18de først Kolding og senere Landsbyerne V. for Byen, Seest. Vamdrup og flere.

Preusserne tvang Koldings Mænd til at bortrydde en Barricade ved Sønderbro. Han udstillede, ligesom nu, Forposter N. for Byen og har stadig sendt Patrouiller ud mod V mod N. V. til Egtved og mod N. til henimod Høien. Strax reqvirerede han Naturalforpleining til 3,400 Md. eller 1000 Rd. daglig. Man valgte det Første og leverede Natfpl. indtil den 25de, da man nægtede videre at indlade sig derpaa; men man blev tvungen til endnu at levere den 25de og 26de, og det til 5300 Mt,, udentvivl den hele Styrke N. for Kongeaaen, til en Værdi af 1500 Rd. daglig. Fjenden truede med Execution, ifald man ikke vedblev dermed; paa et Raadstuemøde den 26de besluttede man at lade det komme til Execution. Natten imellem 26de og 27de indfandt en Commando sig hos Herredsfoged Saxild og tvang ham ved Trusler til for sine 3 Herreder at deeltage i Leverancen; fra 1ste Marts skulde der i Kolding oprettes et Magazin for de 5300 Md. og 1600 Heste. Som Følge heraf er der f. Ex. den 29de i 3 Sogne reqvireret 3½ Pd. Brød og 31 Pd. Flæsk pr. Td. Hartkorn daglig at levere i Kolding; fra en Mølle er leveret 6 Stude, og hos en Enke i Andst har Fjenden beslaglagt 40 Stude, ligesom han ogsaa ved en Patrouille har reqvireret 2 Lpd. Hø og 2 Lpd. Halm pr. Tde. Hartkorn i Bramdrup at levere i K. Den 25de tvang Fjenden Leirskov til at levere 15 Vogne med Brød, Flæsk, Kartofler, Ærter, Salt osv. Senere har han reqvireret i Kolding 17 Heste og Lønning og Extraforpleining til Arbeiderne ved Skandser og Blokhuse. Herpaa vilde Borgemester Monrad selvfølgelig ikke gaae ind; men Commandanten, Oberst Bentheim, har truet ham med selv at tage det Reqvirerede, ifald det ikke leveredes inden 1ste Marts Kl. 2. Monrad formodes fremdeles at have nægtet denne mod al Krigsbrug stridende Reqvisition, og Fjenden har sandsynligt derfor brugt Magt. (Eft. Berl. Tit.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. marts 1864).

En mere detaljeret gennemgang af afskedigelser findes i "Gesetz- und Verordnungsblatt für die Herzogthümer Holstein und Lauenburg" (1865). Heri findes endvidere de fleste forordninger som de preussisk-østrigske civile myndigheder gennemførte.

Oversættelse af tysk notits, original ses nedenfor:

Haderslev. - Kirkebesøget var faldet så meget under den lokale ærkedanske hovedpræst, Hellweg, at man i nogle år havde fundet det nødvendigt at indrette et sideskib til den store Mariakirke som en slags mindre kirke, hvori prædikener navnlig blev holdt hele vinteren. De tyske borgere i byen undgik naturligvis næsten helt et gudshus, hvor en fremmed indtrængende ikke ville forkynde Herrens rene ord, men evangeliet om den eneste salige danske ånd.

Hadersleben. - Der Kirchenbesuch hatte unter dem hiesigen erzdänischen Hauptpastor Hellweg in so starkem Masse abgenommen, dass man es seit einigen Jahren für nöthig fand, ein Nebenschiff der grossen St. Marienkirche zu einer Art kleinern Kirche einzurichten, in welcher namentlich den ganzen Winter hindurch gepredigt ward. Die Deutschen Bürger der Stadt vermieden natürlich fast gänzlich ein Gotteshaus, in welchem ein fremder Eindringling nicht das lautere Wort des Herrn, sondern das Evangelium des allein selig mechaneden Dänenthumas verkündete.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 8. marts 1864)

Hans Friedrich Helveg (1816-1901) var efter forskellige embeder blevet først diakon (1850), senere hovedpræst (1856) i Haderslev. Efter han var blevet afsat af preusserne syslede han med litterære arbejder i København, bl.a. det politiske ugeblad "Danmark". Han bistod bl.a. ved den gudstjeneste hvor Grundtvigs sindssygdom brød frem. Han blev sognepræst i Købelev 1886-1899 og stiftsprovst for Lolland-Faster. 

- Som vi erfare, ere i Tirsdags samtlige Lærere ved Flensborg Latin og Realskole afskedigede paa Dhrr. Schumacher, Dithmann og Snack nær, der vare ansatte ved skolen før 1850. Dette skridt begrundes ved et Manifest, hvori det hedder, at de filologiske og historiske studier fandtes forsømte ved skolen, og at den især benyttedes til en Daniseringsanstalt, samt at nogle af Lærerne maatte betragtes som Medskyldige i dette system, hvorfor deres Fjernelse var nødvendig. Haderslev lærde stole, hvis Bygning er tagen til Lazaret, har hidtil fortsat sin Virksomhed i et Par private Værelser. Den af Civilkommissærerne udnævnte Skoleinspektør , Dr. Lübler, er i Mandags ankommen til Haderslev, og vil ventelig ogsaa tage sig af denne Skoles Fremtid.

(Ribe Stifts-Tidende 8. marts 1864).

Pastor Hans Friedrich (Frederik) Helweg (1816-1901) blev arresteret den 23. april 1864, angiveligt for at have ophidset til oprør mod det nye styre. Han blev afskediget den 11. maj. Han blev 12. september 1864 efterfulgt af pastor Müller.

Fotograf E. Lange: Greve og amtmand Ludvig Brockenhuus-Schack (1825-1906). Herredsfoged i Egernførde Herred 1853, amtmand i Tønder og Løgumkloster Amter 1860-1864, amtmand Svendborg Amt 1867-1905. Han blev i flere tyske aviser beskrevet som en  fordanskningsfanatiker. Efter at være rejst i marts 1864 for ikke at komme tilbage, slog Brockenhuus Schack sig ned i København hvor han sammen med andre som borgmester Hammerich (Haderslev), borgmester Leisner (Slesvig) m. fl. samlede ind til de kongetro embedsmænd som var forblevet i Slesvig. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En slesvigholstensk Krigsfanges Beretning. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er et uddrag af en beretning om en krigsfange, som blev såret og taget til fange ved Isted. Serien starter med at fortælle om hvordan han blev taget til fange og efterfølgende om opholdet på lazarettet i Slesvig. Her tilbragte han 4 uger og fortæller herefter om turen gennem Slesvig, Jylland, Fyn og Sjælland til København:

Efter fire uger fik vi endelig ordre om, at fireogtredive af vore folk skulle føres til København. Selvom jeg stadig måtte bære armen i vinde og ofte havde ondt, var jeg til sidst stærk nok til at holde transporten ud. Da vi gik, henvendte Slesvigs kommandant, oberst du Plat, en mørk, streng mand, sig til os og sagde, at enhver, der gjorde det mindste forsøg på at undslippe eller på anden måde var ulydig, straks ville blive skudt, og dragonerne, de, der eskorterede os, havde at holde deres øjne på os. Marchen fra Slesvig til Flensborg, næsten fire mil, i solens brændende varme og frygtelige støv var meget anstrengende for os rekonvalescenter; vi kunne næsten ikke slæbe os frem og to faldt ned og måtte køres videre. Vores dragoner viste i det hele taget, at de var blide og medfølende og gjorde, hvad de kunne for at gøre vores march lettere. Især underofficeren udmærkede sig ved sin menneskekærlighed og fortalte os på sit gebrokne tysk, at han sidste år var blevet fanget af slesvig-holstenerne ved Kolding og var blevet behandlet meget godt af dem, og derfor ville han behandle os godt. Vi hørte også fra ham, at der under hele vor march var givet ordre til at sige, at vi for nylig var blevet fanget i en træfning, hvor danskerne havde overhånden. Sådanne bedragerier er meget almindelige blandt danskerne; Målet er at kaste sand i øjnene på pøbelen i København og andre steder.

(Fortsættelse følger).

Aus dänischer Gefangenschaft.

Nach vier Wochen kan endlich der Befehl, dass vier-und-dreissig der Unsrigen nach Kopenhagen gebracht werden sollten. Ich musste zwar meinem Arm noch in der Vinde tragen und hatte oft auch noch Schmerzen, war aber am Ende kräftig genug, den Transport zu ertragen. Beim Abmarch hielt der Kommandant von Schleswig, Oberst du Plat, ein finsterer, strenger Mann, noch eine Anrede an uns, in der es hiess, wer nur den geringsten Fluchtversuch mache, oder sonst nicht gehorche, werde sogleich erschossen werden, und die Dragoner, die uns eskortirten, mussten von unsern Augen scharf laden. Der Marsch von Schleswig nach Flensburg, fast vier Meilen, bei brennender Sonnenhitze und furchtbarem Staube, war für uns Rekonvalescenten ehr anstrengend; wir konnten uns kaum mehr fortschleppen und zwei stürzten nieder und mussten weiter gefahren werden. Unsere Dragoner zeigten sich im Ganzen gurmuthig und mitleidig und thaten, was an ihnen lag, uns den Marsch zu erleichtern. Namentlich der kommandirende Unteroffizier zeichnete sich durch Menschenfreundlichkeit aus und erzählte uns in seinem gebrochenen Deutsch, er sey im vorigen Jahre von den Schleswig-Holsteinern bei Kolding gefangen genommen und sehr gut von ihnen behandelt worden, und so wolle er sie denn auch wieder gut behandeln. Von ihm hörten wir auch, es sey Befehl gegeben, auf unserem ganzen Marsche zu sagen, wir seyen erst kürzlich in einem Treffen, in dem die Dänen die Oberhand behalten, gefangen wroden. Solche Täuschungen sind bei den Dänen ganz gemein; man will damit dem Pöbel in Kopenhagen und anderswo Sand in die Augen streuen.

(Fortsetzung folgt).

(Morgenblatt für gebildete Leser. 21. januar 1851, uddrag)

I Flensborg blev vi slemt hånet af den dansksindede del af befolkningen, mest pøbelen; De knyttede næverne til os, spyttede på os og råbte hele tiden: "Tyske hund, tysker Mikkel," og lignende æresbevisninger. Vi blev spærret inde i en gammel, forfalden kirke, og der gik flere timer før vi fik noget halm til vores trætte lemmer og brød og suppe. Om aftenen gjorde de tysksindede Flensborgere det muligt at sende os en stor kurv med smørruller, pølser, skinke og et par flasker vin, så alle kunne drikke et glas vin som forfriskede os gevaldigt.

For triumferende at vise os over for nordslesvigerne og jyderne, blev vi slæbt ad landevejen  via Fredericia til København i stedet for at gå om bord i Flensborg som det plejede at foregå. På marchen via Aabenraa og Haderslev til Kolding havde vi det forholdsvis godt, selvom varmen satte sit præg på vores svækkede kroppe. Landboerne i Nordslesvig forfriskede os ofte undervejs med mælk og brød og smør, og i Haderslev og Aabenraa sendte de tysksindede beboere os så meget god mad at vores vagter også fik deres del af det. I Herrnhut-kolonien Christiansfeldt, hvor vi hvilede i flere timer, blev vi bespist meget generøst, og da vi sagde farvel, uddelte en ung, køn herrnhutisk kvinde ti ny testamenter i det velkendte lille format blandt os.

Men tingene blev helt anderledes da vi ankom til Kolding, den første lille by i Jylland. Her hvor vi sidste år gav danskerne god tæsk og stolte trådte ind som sejrherrer, gjorde vi nu det mest elendige indtog; hele den uforskammede befolkning så ud til at være samlet for at byde os velkommen og hilste os med fløjter, skrig, hyl og de danske råb: "Slå dem ihjel, de slesvig-holstenske hunde, der brændte vores huse for et år siden! Hæng dem, den tyske Mikkel! " osv. Nu og da fløj klumper af snavs, kålstykker, ja stenene hen over dragonernes hoveder ind i vores midte. En gammel, hæslig kvinde gik så langt i sit fanatiske mod, at hun hældte en fuld kammergryde ud over en af ​​os. I sin iver gav hun også en del af den til en af ​​de danske dragoner, og til gengæld gav han den gamle kone et par skarpe, flade hug med sablen hen over ryggen. Generelt krævede det ofte en seriøs indsats fra vores eskorte side for at beskytte os mod den vilde pøbel. Vi blev spærret inde her for natten i en gammel, øde tårn, fuld af snavs og murbrokker, og fik kun dårligt kogte kartofler, som var kolde, og noget groft brød og vafler. Drengene hylede og fløjtede hele aftenen foran døren og morede sig med at kaste sten ind i de åbne vinduer.

Næste morgen marcherede vi til Fredericia og måtte undervejs udstå samme spottende behandling i de jyske landsbyer, og endnu mere i selve Fredericia, og blev igen meget dårligt fodret om aftenen. Jeg vil gerne nævne, at i en jysk landsby kom nogle unge gårdpiger med mælk og ost til os. De otte danske dragoner, som dannede vor eskorte fra Slesvig og fremefter, viste sig også bestandig som humane mod os, stødte folkene fra os med flade slag og sagde højlydt, at det var en skændsel at behandle sårede fanger således; vi er lige så gode soldater, som de er, og enhver kan stå over for at blive taget til fange. De gav os også et oprigtigt håndtryk da vi sagde farvel og gav os al den tobak og brændevin, de havde med. De gode fyre havde mødt os for ofte i den varme ild, at de havde lært at respektere os.

Vi blev ikke behandlet helt så dårligt som i Kolding og Fredericia hvor befolkningen havde lidt meget i de sidste to år af krigen, på øerne Fyn og Sjælland, selv om der nogle gange ikke manglede hån og latterliggørelse der og befolkningen var stort set meget dårlig og utilregnelig, så vi næsten ikke kunne slæbe os igennem. På den anden side blev vi ofte behandlet brutalt, ja grusomt, af politibetjentene der skulle transportere os fra sted til sted, mens de råbte til folket at vi var blevet fanget i en kamp ​der for nylig var vundet af danskerne. En af disse mennesker havde den skamløshed at slå en af ​​os som var så udmattet, at han ikke længere kunne bevæge sig, især da hans sår på foden var åbnet igen, flere gange over ryggen med en tyk stok; Men de andre håndlangere var menneskelige nok til at irettesætte ham for en sådan brutalitet.

(Forfølgelse følger.)

Ubekendt: Schleswig-Holstenske fanger forhøres, februar 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Aus dänischer Gefangenschaft.

(Fortsetzung)

In Flensburg wirden wir vom dänisch gesinnten Theil der Bevölkerung, grösstentheils Pöbel, arg verhöhnt; sie ballten die Fäuste gegen uns, spieen uns an und riefen fortwährend: "deutscher Hund, deutscher Michel," und ähnliche Ehrentitel. Man sperrte uns in eine alte verfallene Kirche ein, und es dauerte mehrere Stunden, bis wir etwsa Stroh für unsere müden Glieder und Brod und Grüsssuppe erhielten. Abends wussten die deutschgesinnten Einwohner von Flensburg es möglich zu machen, uns einen grossen Korb mit Buttersemmeln, Würsten, Schinken und einigen Flaschen Wein zukommen zu lassen, so dass jeder ein Glas Wein trinken konnte, was uns ungemein erquickte. 

Um uns vor der nordschleswigschen und jütländischen Bevölkerung recht eigentlich im Triumph aufzuführen, schleppte man uns auf dem Landweg über Friedericia nach Kopenhagen, statt uns,wie sonst gewöhnlich geschah, in Flensburg einzuschiffen. Auf dem Marsch über Apenrade und Hadersleben nach Kolding ging es uns verhältnissmässig ganz gut, obgleich die Hitze unsere geschwächten Körper ungemein angriff. Das Landvolk in Nordschleswig erquickte uns am Wege oft mit Milch und Butterbrot, und in Hadersleben und Apenrade sandten uns die deutschgesinnten Einwohner so viele gute Lebensmittel, dass auch unsere Bewachungsmannschaft ihr reichliches Theil davon bekam. In der Herrnnhuter Kolonie Christiansfelde, wo wir mehrstündige Rast hielten, verpflefte man uns sehr reichlich, und beim Abschied vertheilte eine junge hübsche Herrnhuterin zehn neue Testamente im bekannten kleinen Format unter uns. 

Ganz anders wurde es aber, als wir in Kolding dem ersten jütlandischen Städtchen, ankamen. Hier wo wir im vorigen Jahre die Dänen tüchtig auf's Haupt geschlagen und stolz als Sieger eingezogen, hielten wir jetzt den jämmerlichsten Einzug; die ganze rohe Bevölkerung schien sich zu unserem Empfange versammelt zu haben und begrüsste uns mit Pfeifen, Zifchen, Heulen und den dänischen Rufen: "Schlagt sie todt, die schleswig-holsteinischen Hunde, die uns vor einem Jahr unsere Häuser verbrannt haben! Hängt sie auf, die deutschen Michel!" u. dgl. Hin und wieder slogen auch Schmutzklumpen, Kohlstücke, ja Steine über die Köpfe der Dragoner in unsere Mitte. Ein altes scheussliches Weib ging in ihrer fanatischen Muth so weit, dass sie einem von uns einen vollen Nachttopf über den Leib goss. In ihrem Eifer gab sie aber auch einem der dänischen Dragoner einen Theil davon ab, und dieser zog dafür der alten Here einige tüchtige flache Hiebe mit dem Säbel über den Rücken. Ueberhaupt bedurfte es oft ernstlichen Kraftaufwands von Seiten unserer Eskorte, um uns vor dem wilden Pöbelhausen zu schützen. Wir wurden hier die Nacht über in einen alten wüsten Thrum eingesperrt, der voller Unrath und Schutt war, und erhielten nur schlechte gekochte Kartoffeln, die kalt waren, und etwas grobes Brod und Waffer. Die Buben heulten und pfiffen den ganzen Abend vor dem Thrum und belustigten sich damit, Steine in die offenen Fensterlücken desselben zu werfen.

Am andern Morgen marschirten wir nach Friedericia und hatten unterwegs den jütländischen Dörfern, und mehr noch in Fridericia selbst, dieselbe höhnende Behandlung zu ertragen, bekamen auch am Abend wieder sehr schlechte Nahrung. Lobend moss ich erwähnen, dass in einem jütländischen Dorfe einige junge Bauermädchen uns Milch und Käse brachten. Auch die acht dänischen Dragoner, die von Schleswig ab unsere Eskorte gebildet, bewiesen sich fortwährend menschenfreundlich gegen uns, wehrten mit flachen Hieben das Volk von uns ab und sagten laut, es sey eine Schande, verwundete Gefangene so zu behandeln; wir seyen so gut Soldaten wie sie, und gefangen zu werden könne jedem begegnen. Sie reichten uns auch zum Abschied treuherzig die Hand und schenkten uns all den Tabak und Branntwein, den sie bei sich hatten. Die braven Kerle hatten im heitzen Feuer zu oft uns gegenüber gestanden, als dass sie uns nicht hätten achten lernen sollen.  

Nicht ganz so schlecht wie in Kolding und Friedericia, wo die Bevölkerung freilich in den beiden letzten Kriegsjahren viel gelitten hatte, wurden wir auf den Inseln Fühnen und Seeland behandelt, obgleich es aich dort an Hohn und Spott mitunter nicht fehlte und die Bevölkerung grossentheils sehr schlect und unzureichend war, so dass wir und endlich kaum noch fortschleppen konnten. Roh, selbst grausam behandelten uns dagegen jetzt nicht selten die Polizeidiener, die uns von Ort zu Ort transportiren und dabei dem Volke vorschreien mussten, wir seyen in einer kürzlich von den Dänen gewonnenen Schlact gefangen worden. Einer dieser Menschen hatte die Schamlosigkeit, einen von uns, der so matt war, dass er nicht mehr fort konnte, zumal seine Wunde am Fusse wieder aufgebrochen war, mehrmals mit einem dicken Stock über den Rücken zu schlagen; die andern Schergen waren aber doch menschlich genug, ihm solche Rohheit zu verweisen.

(Fortsetzung folgt.)

(Morgenblatt für gebildete Leser. 22. januar 1851)

Det værste af det hele var, som vi forventede, selve modtagelsen i København. Pøbelen stimlede sammen om os i store mængder, og militærvagten som nu omringede os igen, kunne kun med besvær beskytte os mod fysisk overgreb. De frygteligste trusler og forbandelser, de modbydeligste fornærmelser, væltede ud over os fra alle sider; vi blev overhældt med snavs og sten, og jeg havde æren af ​​at en meget elegant klædt ung dame med en rød fløjlskjole spyttede i ansigtet på mig. Vi var inderligt glade da dette optog gennem hele København var forbi, og vi steg i bådene for at blive ført til de uriggede skibe der tjener som indkvartering for de slesvig-holstenske fanger. I øvrigt var tumulten værst på Holmen, og drengene og mændene dér morede sig især med at slå i vandet med pæle og årer, så vi og bådene vi kom ind i, blev rigtig våde, vibrerede voldsomt og råbte: "Smid de tyske hunde i vandet! Lad os se om de kan svømme" osv.

Aus dänischer Gefangenschaft.

Am allerschlechtesten, wie wir es nicht anders erwartet, war der Empfang in Kopenhagen selbst. Der Pöbel umdrängte uns in hellen Hausen, und nur mit Mühe vormochte die Militärwache, die uns jetzt wieder umgab, uns vor körperlichen Misshandlungen zu schützen. Die furchtbarsten Drohunen und Verwünschungen, die gemeinsten Schmipfreden sprudelten von allen Seiten auf uns ein; wir wurden mit Koth und Steinen beworfen, und mir selbst wurde die Ehre zu Theil, dass eine ganz elegant gekleidete junge Dame mit einem rothen Sammtspenzer mir in's Gesicht spuckte. Wir awren von Herzen froh, als dieser Umzug durch ganz Kopenhagen abgethan war und wir in die Boote stiegen, um nach den abgetakelten Schiffen gebracht zu werden, die den schleswig-holsteinischen Gefangenen als Quartier dienen. Auf dem Holm war übrigens zu guter letzt der Tumult am ärgsten, und besonders belustigten sich dort die Buben, aber auch Männer damit, mit Stangen und Rudern in das Wasser zu schlagen, damit wir recht nass würden, und die Boote, in die wir stiegen, in heftige Schwingung zy setzen, wobei sie schrien: "Werft die deutschen Hunde in's Wasser! Lassst sehen ob sie schwimmen können," u. dgl. 

- - -

(Morgenblatt für gebildete Leser. 23. januar 1851, uddrag)

Meyer Herman Bing (1807-1883): Fangeskibene Dronning Marie og Waldemar seet fra Nytoldbod. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Krigsfangerne blev anbragt på fængselsskibet, det tidligere linjeskib Valdemar. Serien fortsatte i dette og næste nummer med at fortælle om forholdene der. Den 3. november 1850 undveg 4 krigsfanger fra skibet, de blev fanget og bragt til Vordingborg.

Linieskibet Valdemar (1828-1864) fungerede ligesom "Dronning Marie" 1848-1850 som kvarterskib for krigsfanger. Før Dronning Marie blev indrettet til krigsfangeskib i april 1848, blev krigsfangerne indsat på Gammelholm. Valdemar var i hvert fald fra juli 1848 også blevet indrettet. Skibet tjente 1855 som eksercerskib og endelig som logiskib for værnepligtige, indtil det i 1864 udgik af flåden og ophugget. Det var kun udrustet en enkelt gang, i tre måneder.