Det var i fjor på denne tid, at krigsfangernes tog drog over Danmark fra Tyskland. Efter krigens og fangenskabets lidelser skulle de endelig hjem til deres Kære. Men døden var med i krigsfangernes tog og søgte at gøre så rig en høst som muligt blandt dem, der var hårdest medtaget af alt det, de havde udstået. Mange var allerede døde i Tyskland på den lille sørejse hertil ombord paa det danske skib, der besørgede transporten. Og mange døde her i byen.
Der var talrige italienere imellem, og de fik deres grave i dansk jord - som de andre, der bukkede under, inden de kunne nå frem over København.
Det var for at mindes disse Italiens døde sønner, at der formiddags holdtes en sjælemesse i Katolsk Kirke i Bredgade. Den blev meget højtidsfuld - som hele interiøret i kirken var fuld af højtid. Omkring katafalken, der var hensat foran alteret, grupperede sig pragtfulde kranse, som var sendte fra den italienske legation. Generalkonsulatet og Dante Alighieri, og kirkestolene prydedes af faner.
En andagtsfuld skare havde fyldt kirken: Medlemmer af den italienske koloni og den italienske forening, andre venner af Italien og honoratiores. Man bemærkede: Københavns kommandant, generalmajor Nyholm, med adjutant, Harrel, viceadmiralerne Evers og Wondel, fransk minister Paul Claudel, belgisk minister Allart, russisk minister von Meyendorff, rumænsk minister Tresnea-Greciano, italiensk generalkonsul Valdemar Glückstadt og vicekonsul Luzi, jagtkaptajn, kommandør Carstensen, kommandørerne Gottschalck og Schultz, professorerne Heiberg, Verner Dahlerup og Pierre Oesterbye, direktør, Dr. Th. Madsen, direktør, dr. Victor Madsen, professor Otto Bache, professorinde Howitz, redaktør Svenn Poulsen, arkitekt Carl Brummer, forfatterne Børge Janssen og Sigurd Trier, direktør A. Fonnesbech, direktør S. Prahl, translatør A. Carlsen. direktør Anton Petersen (Wivel), restaurator Giannini m. fl.
Messen celebreredes af pastor Braun med assistance af pastorerne Baron von Kettenburg og Olrik. Og da messen var til ende, gik pastor Braun foran altret og talte:
De faldt ikke på slagmarken. De faldt efter de sygdomme, de pådrog sig under krigen og i fangenskabet. Men de havde lidt og stridt som de andre, valpladsen krævede som ofre, og derfor skal deres minde hædres og æres. Derfor rejste vi dem også en mindesten derude på kirkegården, et monument, der skal fortælle efterslægten om deres dåd, og derfor vil der hvert år på denne dag blive afholdt en sjælemesse, der også skal erindre om deres tunge lod på vej til deres kære, men de skulle aldrig se dem igen ....
Til sidste foretoges den højtidelige indvielse af katafalken - røgelsesduften fyldte kirken, medens den store skare langsomt og stille drog mod udgangen. Bagefter førtes kransene til Katolsk Vestre Kirkegård, hvor de nu smykker de italienske soldaters srave. -Jean
Ingen kommentarer:
Send en kommentar