Høkerhandel. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 2den Februar.

Fra flere Stæder reiser sig Modstand imod Lovforslaget om Høkerhandelen paa Landet som indgribende i Kjøbstædernes "Privilelegier" og deres Velvære. Privilegium paa Handel og Høkeri have nu Kjøbstæderne, som bekjendt, slet ikke; ellers vilde der heller ikke alt være Handel og Høkeri paa Lander rundtom. Det forundrer os imidlertid endnu meer, at man ikke vil erkjende, at det hidtil fulgte Bevillingsvæsen ved Tilstedelse af Handel og Høkeri paa Landet alt i og for sig er en Adgang til Misbrug og personlig Gunst for Enkelte, og at det fornemmelig er ved alle disse rundtom strøede Bevillinger at Kjøbstæderne lide, fordi derved Concurrencens og Kiøbstadhandelens Indflydelse herpaa udelukkes, imedens det er det store Gode, netop for Kiøbstæderne, ved det nye Lovforslag, at Bevillingsvætenet ophører og den stedlige Concurrcnce indtræder. Kjøbstæderne faae da, som Handelspladse, almeen Indflydelse paa og medvirkende Deelagtighed i Landhandelen, der nu fortiden er given i Enkeltes Vold og derved udelukker Kjøbstædernes Handelsvirksomhed derfra, istedetfor den nye Indretning vil medføre det Modsatte. Efter vor Overbeviisning have Kjøbstæderne, navnlig dens Handelsdrift, især naar den ikke skal være Høkeri, snarere Grund til at glæde sig over den nye Landhøkerlov, som jo tillige maa befordre Omsætningen og Vareforbruget paa Landet, der atter maa søge sin Kilde i Kjøbstaden, og hvilket Forbrugs Tiltagen overhovedet er Kjøbstadhandelens og Kjøbstædernes Velværes Kilde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. februar 1855).

i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. februar 1855 var en 2 spaltet artikel af "en af de større og virksomste handlende og industrielle samt mangeårig vigilant kommuneforstander" som bakkede ovennævnte op. Argumentationen var nogenlunde samme som ovenstående. 

- Den af Ribe Borgerrepræsentation til Landstinget indgivne Adresse i Anledning af Høkerloven lyder saaledes:

"Det til Folkethinget indbragte og der antagne Forslag til "Lov om en ny Ordning af visse Handelsfag udenfor Kjøbstæder og Handelspladser" har ikke saameget forundret os med Hensyn til Ideens Opfattelse af Indbringeren, som Thingets villige Indgaaen derpaa høiligen har forbauset os. Det har svækket den Tro, vi hidtil have havt: at de Anliggender, der forhandles i Thinget, forhandles med Indsigt, Retfærdighed og med billigt Hensyn til de Parters Interesser, der berøres ved en Lovs Tilblivelse.

Forflaget foreligger nu det høitærede Landsthing til Afgjørelse.

For ikke at trætte med en Gjentagelse af de Bevisgrunde for Forslagets Utilraadelighed, som fra mange andre Kjøbstæder ere udtalte for det høitærede Landsthing, tillade vi os at henvise til den Udtalelse af "Bestyrelsen for den jydske Kjøbstadforening i Randers", der er tilstillet Landsthinget, hvoraf en Afskrift er i vore Hænder, og hvilken Udtalelse af Sagens skadelige Følger vi dele.

Vi tillade os blot at vedfoie nogle Oplysninger, hentede fra Erfaring, der kunne bestyrke det i nævnte Kjøbstadforenings Andragende Udtalte.

Ribe By, mod syd grændsende til Slesvig, har før staaet i ugunstigere Handelsforhold end dens nærmeste Opland. Dette havde den Tid til Følge, at Byens Handel næsten var hævet. Mange Varesorter kiøbtes endog af Byens Befolkning hos Landhøkerne. Byens Befolkning forarmedes. Regeringen fandt det nødvendigt, for ikke at lade Byen synke aldeles, at tilstaa den Handelsbegunstigelser. Disse havde til umiddelbar Følge, at der igien kom Handel til Byen; men Høkerhandelen for den Deel af Byens Opland, der grændser mod syd, og som hører under Slesvig, vedblev.

Skjøndt Adgangen til de slesvigske Privilegier ikke er saa let som Adgangen til Handelen paa Landet i Kongeriget vil blive, naar Forslaget skulde blive til Lov, saa bevirke de dog her, at der i den Deel af Byen der grændser mod syd, uagtet dens Opland i høi Grad er det meest befolkede og rigeste, ikkun boe enkelte Kiøbmænd, fordi Landbefolkningen syd fra kun meget sparsomt forsyner sig med Varer i Byen, da den finder dem i Hjemmet; medens den Deel der støder mod nord, hvis Opland er ulige mindre befolket og mindre frugtbart, paa Enkelte nær, indeholder hele Byens Købmandsstand, fordi det er Landbefolkningen nordfra, hvor der kun befindes enkelte Landhøkere, der forsyner sig her i Byen med Varer, og som bringer sine Producter til Salg hertil. Og det er Resultatet ved en mere begrændset Handelsfrihed end den Folkethinget bar ment at burde indramme Landbefolkningen i Kongeriget.

Skulde dette Forslag blive til Lov, da ville Kjøbstædernes Existence, som saadanne, snart være hævet. Enhver ung Kjøbmand, der etablerer sig, vil naturligviis søge den Plads, der viser ham den bedste Udsigt til Erhverv, og det bliver uafviselig Landet, under de i Udsigt staaende Forhold. Kjøbstadbefolkningen, der er bunden til Byen af mangfoldige Aarsager, som ikke kunne hæves, vil forarmes og Eiendommene ville tabe betydeligt i Værd.

Og det er ikke ligegyldigt for Statens Velvære at Kjøbstæderne bestaa. Det er ved en dygtig og erfaren Handelsstand, der har Udsigt til at hoste Frugter af sine Bestræbelser, at vi kunne vente med Tiden at gjøre os aldeles fri for den Underordnethed og den Afhængighed i Handel, som vi, i saa mangfoldige Tider have staaet i til Hamborg og Lübeck, og som Kjøbmandene i Jylland, og sikkerligen ogsaa i de andre Provindser i de senere Aar, ved directe Handel, have søgt at giøre og tildeels have gjort sig fri for. En Indskrænkning i Kjøbmændenes Afsætning i den Grad, som vil blive Tilfælde naar Forslaget bliver til Lov, vil umuliggjøre større Handelsforretninger, der ere nødvendige for den directe Handel. Vi ville falde tilbage til den Afhængighed, til den Kræmerhandel, fra hvilken vi med Held have begyndt at løsrive os.

Det er ikke en ensidig Betragtning af Sagen, hentet fra Enkeltes Interesse, det er Hensynet til hvad der tjener Staten i dens Helhed, der opfordrer os til at bede det høitærede Landsthing at prøve Forslaget alsidigt, og vi tør da haabe, at det vil blive afvist, eller antaget med Modifikationer, der forhindre at Kjøbstadbeboernes Existence undergraves for at hjelpe Landbefolkningen til lettere at kunne forskaffe sig Handelsvarer, som ikke engang henhøre til de egentlige Livsfornødenheder, og som de, hvad Erfaringen hidtil har vist, uden væsentlig Besvær kunne kjøbe i Kjøbstæderne."

(Ribe Stifts-Tidende 16. februar 1856).

Dom om Næringsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Svendborg Politirets Dom af 16de Aug. 1852 var Commissionair E. W. van der Hude for "uberettiget Næringsbrug" dømt til at bøde 10 Rd., hvoraf Klageren, Mægler Schytt, tjente de 5 Rd. og Svendborg Kæmnerkasse fik den anden Halvdeel, hvorimod v. d. Hude ved Overrettens Dom af 2den Mai 1853 - altsaa omtrent ni Maaneder derefter - frifandtes for Citantens Tiltale. Høiesteret har nu i Torsdags - altsaa atter efter et Aars Forløb - stadfæstet denne Dom og ophævet Processens Omkostninger for alle Retter samt idømt Hr. Schytt til Justitskassen de 5 Rd., han saa flot havde vundet ved Byretten. Saadanne Sager, der ikke saa sjeident fremkomme, give et bedrøveligt Indblik i vor bedrøvelige Næringsinstitution, den smaalige Brødnid og Retsforfølgning den avler, og den Beskjæftigelse den saa tid- og pengespildende giver den offentlige Retspleie. I 2 Aar have nu 3 Retter, alle Rigets Instantser, maattet prøve og dømme i en saadan Lapperisag fordi en Mægler og Commissionair stredes om, ikke hvem der skulde have en Courtage, men hvem der turde tjene den. Og alle saadanne af Næringsforfølgelse udrundne Sager synes i de senere Aar snarere at tiltage, end aftage, formodentlig fordi Grundloven som et Skræmmebillede for alle Flittige tilsiger større Næringsfrihed. Forfølgelsesaanden vil derfor heller ikke finde Hvile, før Grundlovens Løfte opfyldeses og derved sætter en Grændse for Lovtrækkeriet i den hele elastiske Næringslovgivnings Udøvelse og Fortolkning og giver den friere Næring et større Raaderum. Men det første Skridt hertil maatte da ogsaa være, at have alle Laugs- og besværende Baand i Handelen og imellem de handlende Individer indbyrdes. Skal et Lands Handel blomstre og høste saavel Fordel som Anseelse, maa den være fri for Alt, hvad der endnu har Fornemmelsen og hele Trykket af Laugstvang og Laugsbegrændsning i sig, og saa længe ikke de Handlende selv virke til at faae den forskrumpede gamle Skorpe aflagl og det Aag afkastet, Handelen saaledes slæber om med sig, vil den ogsaa blive holdt nede i hver Bestræbelse for at skabe sig selv og Landet, sine private og de offentlige Kræfter, en større Udvikling.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. maj 1854)

Bissekræmmere. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, d. 29de Octbr. (Aalb. Av.) Vi omtalte i vor T. Nr. 255) de af Politivæsenets mangelfulde Organisation paa Landet flydende Ulemper; et andet Exempel, der ikke mindre viser, hvor svagt og ufuldstændigt Politiopsynet paa Landet udøves, er Bissekræmmeriet; thi uagtet Alt, hvad herimod er skrevet og ivret, uagtet det efter Stænderindstilling i sin Tid emanerede skærpede Lovbud mod dette, al Handelsuærlighed, Toldsvig og anden Immoralitet befordrende Uvæsen, florerer dog Bissekræmmeriet vitterligen maaskee stærkere end nogensinde førhen og oversvømmer Landet paa alle Kanter. Paa en Gaard, ikkun 4 Mile sønden for Aalborg, havde man en Dag Besøg af ikke færre end 3 saadanne Gjæster, og hvor ugeneert deres Virksomhed er, kan sees deraf, at en Bissekræmmer endog nylig havde dristet sig til, i en Toldbetjents Fraværelse fra Blokhuus, at begive sig ind til dennes Familie og der faldbyde sine Varer. At Landboen ikke selv vil indsee det i denne Bissekramhandel Fordærvelige, især for Landalmuens Moralitet, og selv bidrage til at holde dette Fordærv borte fra sine Enemærker, er vistnok uforklarligt, men end uforklarligere er det, naar Toldopsynet ved den slesvig ripensiske Grændse endelig ikke er stærkt nok til at trænge Bissekramssværmen tilbage, at dog ikke Kongens aabne Lov til Indskrænkning af dette Onde skal nyde Fyldest; thi i Placaten af 27de Novbr. 1839, der efter Stændernes Indstilling skærper straffene for Bissekræmmeri og for Sognefogdernes Forsømmelse mod Omløbernes Anholdelse, hedder det udtrykkeligt i Placatens § 5: "Af de i Fr. 13de Februar 1775 og nærværende Anordning indeholdte Bestemmelser skal en Extract bestandig være opslaaet i alle Gjæstgivergaarde, Værtshuse og Kroer paa Landet og i Kjøbstæderne", men ikke destomindre, skjøndt denne Mangel allerede tidligere offentlig er paapeget, vides dog dette Bud i Anordningen endnu paa mange Steder ikke at være efterlevet. Kan det saaledes være overladt til locale Politiøvrigheder i næsten 2 samfulde Aar at suspendere Lovens Bydende og at tilsidesætte saavel Kongens Befaling som Agtelsen for den Folkestemme, der har fremkaldt Lovskærpelsen, da maa det dog synes at være paa Tiden, at der fra de overordnede Autoriteters Side haves indseende med, at Loven ikke i det paapegede Punct redureces til et dødt Bogstav.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1841).

Bøn for Jydlands Handel.

Det ville vist nok være sand fordel og nytte for landet hvis der kunne findes kraftige midler for at forebygge eller forhindre to fordærvelige uskikke der går i svang i Jylland, især på Vestkysten, nemlig:

1) Den ulovlige brændevinsbrænden i landsbyerne der er fordærvelig såvel for kongen som for landet. Landmanden selv forsømmer derved ofte sine nødvendige forretninger, og gives ikke sjældent anledning til svir og deraf følgende dårligheder. Der siges af mange landmænd at de uden at brænde brændevin ikke ser sig i stand til at svare de påbudte skatter og afgifter. Men denne påstand mener man at være ubegrundet. For på andre steder i Danmark hvor sådan ulovlig brænden ikke finder sted, ser man dog at landmanden slår sig hel vel igennem og kan svare det han bør. Vel er det sandt at Jyllands årvågne toldvæsen og øvrighed har stræbt at hæmme denne uskik. Men endnu har det vist nok langt fra lykkedes dem at afskaffe den da den har fæstet så dybe rødder som det vil være vanskeligt at udrydde, hvis ikke dertil anvendes en endnu større kraft.

2) Den så almindelige og næsten overalt drevne landprang og ulovlig kræmmerhandel, hvormed næsten hele Jylland er opfyldt. Mange borgerlige og lovlige handlende i købstæderne underkues og nedtrykkes for sådanne kræmmere og landprangere der endog drager ind i købstæderne og sælger deres varer, omrejser og handler i hele landet, ja vil måske i tiden danne sig til en fri korporation. Det vil vist nok være vanskeligt ganske for forebygge sådan ulovlig handel der allerede har fået stærk fremgang og har så mange deltager og beskyttere, dog vil den venteligt ved ufortrøden opmærksomhed for en stor del kunne standses og derved var dog meget vundet, hvor iblandt at mange som nu hengiver sig til leddiggang, ville nødes til arbejde og passe det kald hvortil de engang var bestemt, og overlade handlen til de borgere der har opofret deres ungdomsår på at lære den, og som nu derved skal ernære sig selv og familie. Måtte disse par bemærkninger vække højere vedkommendes opmærksomhed for at der kan findes midler til at forebygge ovennævte  uskikke, ville det glæde enhver rettænkende landmand, men især indsenderen.

En jysk handelsbetjent.

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 388-390)

Omløbende Bissekræmmere.

Det er ganske påfaldende at man så ofte på landet ser omstrejfende bissekræmmere gæste beboerne hus til hus og at dette ikke forbydes udlændinge (som oftest italienere), da der dog i denne henseende finder indskrænkning sted for landets egne børn. Sådanne omløbere lister sig vel ofte med deres kasse på ryggen eller under armen forbi toldvæsenets betjente, hvilket man næsten må formode af de lave priser til hvilke de sælger deres kram når en kyndig indlader sig i handel med dem. Når sådanne personer har gæstet en og anden, savnes undertiden adskilligt i huset og vil man opsøge personen d er han sjældent at træffe. For inden han har samlet lidt sammen, har han ingen fast bollig. Den ukyndige ser sig desværre ofte bedraget ved sådant pak og kan vel næppe nogensinde komme til oprejsning igen hos vedkommende.

Når nu sådanne omløbere har samlet en del penge sammen, nedsætter de sig i købstæderne på landet, køber ejendomme og er snart borgere der. For at nå dette mål, slår ofte flere sig sammen, og når der med tiden bliver overskud, sender de penge til deres i fødelandet levende familie og så snart de nu kan leve hjemme ved den formue de har erhvervet her, drager de ud af landet med hele kapitaler. 

Undertiden spilles der en pæn bankerot efter at man har ladet sig kreditere dygtigt og på denne måde kommer man da lettest til den sum der med tiden skal skaffe hele familien et sorgfrit udkomme. Ved sådanne lejligheder slipper kompagnonen til de faste ejendomme, han får borgerret og nu fortsætter han sin forgængers handel indtil også han kan vende hjem. Man skal have set eksempler på at sådanne folk efter at de ved deres snyderi ikke har kunnet begå sig i købstæderne på landet, har begivet sig ind til hovedstaden hvor de har givet sig i kompagniskab med en handelsberettiget indfødt (som måske blot udlånte sit navn), senere selv fået borgerskab og da givet sig i et slags fællesskab med deres landsmænd der i provinserne havde haft samme skæbne som de selv.

Makkeren driver nu omkring fra hus til hus, og hovedstadens beboere deler nu skæbne med provinserne. Måtte nu sådanne tilfælde oftere indtræffe da kan man ikke tvivle om at der vil drages omsorg for at opdage alle de kneb sådanne landstrygere anvender for at sætte sig i stand til at udplyndre nationen, og at de i det mindste ikke ustraffet tillister sig fordele der ikke med rette nydes af landets indfødte.

I en tid hvor handelen næsten ligger i dvale må man jo ønske at dens fordele ene nydes af dem der i selve landet vil nyde den større eller mindre formue de kan erhverve, og blot i denne hensigt nedskrives disse linjer hvis forfatter har hørt den heri omtalte genstand af folk der siger sig vel underrettet, og om hvis troværdighed han ikke har årsag til at tvivle.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 831-834).

Et Par Ord om Landprangere og Vandrende Haandværkere.

Med hensyn til tyveri fortjener landprangere den offentlige opmærksomhed; for undertiden findes tyve og oftere tyves håndlangere mellem denne klasse af handlende. Den adgang disse mennesker ved deres beskæftigelse får næsten til alle tider i alle bønderboliger, skaffer dem den nøjeste kundskab om beboernes forfatning og husenes lejlighed. De ser hvor mange penge gemmes og hvor mange der haves; de kan undersøge indgange og lære at kende vanskelighederne.

Fortjente valget af denne slags handlende om de er nødvendige, ikke øvrighedens forsigtigste omhu? og burde det tillades enhver i flæng der kan skaffe heste, kærre, hjulbør eller kurv at drive landet rundt og derfor undertiden at forlade en nyttig og ernærende profession? Burde prangerne ikke i det mindste være forsynede med amtspas og tilladelse, som de bestandig skulle føre hos sig og forevise på forlangende? Prangerne kunne ogsaa med mindst opsigt, på sikreste måde, besørge stjålent gods bragt i sikkerhed, undertiden omsat. Jeg kender det tilfælde at et berygtet, farligt menneske under påskud af prangeri har vundet den frihed til omrejsen som ellers var ham betaget, og at denne endog har forsynet en af sine driftigste håndlangere med en hjulbør og kurv til samme hensigt. Den sidste er ung, rask og driver ellers en indbringende søgt profession.

Ikke mindre opmærksomhed end prangere fortjener de med forældet pas eller uden for bestemte veje omstrejfende håndværkssvende. Foruden den brutale påtrængenhed, hvormed de undertiden aftvinger svagere penge som gaver, benytter de ikke sjældent lejligheden til at tage selv, og foretager mange slags lovstridige ting. Også deriblandt findes mennesker som have deltaget i forbrydelser og nyligt har forladt de offentlige straffeanstalter. Disse er meget bekvemme redskaber i tyvebandebestyreres hænder, med hvilke de enten er eller snart kommer i forhold.

(Politivennen No, 324, Løverdagen den 16de Marts 1822, side 5196-5198)

Lidt mere end overdrevne Gymnastikcaprioler

(Indsendt af en rejsende)

Indsenderen af disse linjer har i over 22 år rejst rundt i næsten hele riget i handelsaffærer hvortil han allernådigst er berettiget. Og er altid af såvel højere som lavere stænder blevet behandlet med humanitet. Men dette var ikke just tilfældet for ham den 9. i denne måned da han på sin handel var i Taarbæk, idet han så meget måtte overbevises om hvorledes mennesker kan nedværdige sig til handlinger af den slags der ligger den laveste pøbel nærmest, uagtet de efter alle betragtninger burde hæve sig over den. 

Han kom ind et vist sted for at falbyde sine varer. Adskillige fruentimmer forlangte at se dem og han pakkede dem ud fra øverst til nederst. Dette syntes de godt om og de kiggede på dem alle. Men overalt fandt de priserne for høje, og da han ikke forudså ringeste handel så begyndte han under betragtningen lidt efter lidt igen med nedpakningen. Man bød ham nu straks at gå sin vej. Han gjorde i beskedne ord den indvending at blive givet tid til at pakke varerne ned. Men disse langt fra artige damer tilstod ham heller ikke den. De faldt endog ud på uartigste måde for at drive ham bort. Med eller uden hans ejendom, det skal han ikke kunne sige. De kaldte imidlertid på en mand der efter adskillige omstændigheder at dømme syntes at være husfaderen. En ægte helt af hvem man ingen mere passende skildring ved at gøre end at man blot formoder han turde have været med i Jacob von Tyboes felttog. Bevæbnet med den stor prygl gik han løs på indsenderen der ubevæbnet trak sig tilbage over gården under mange vældige stod, måtte beundre hans fægtekunst og kun bad om en mere lovlig behandling. Til sidst gik det her som digteren i indholden til 4. sang af det sjællandske eventyr Jeppe så træffende siger:

Omsider gør han et så vældigt spring at Nechtigal det knap vil eftergøre.

Og indsenderen tilstår underkuet at helten i sine damers nærværelse vandt derved fuldkommen valpladsen og begav sig i hæderlig triumf tilbage mens den første slap lykkeligt.

Da denne tildragelse er helt sælsom af sin slags, har man ikke fundet det uværdigt at bekendtgøre den til advarsel. Og man tilføjer blot at når den beskrevne lykkeridder på ny drager til felts, var det ønskeligt han ikke ville lade sit drabelige mod bortfjerne fornuften og humaniteten i en så høj grad som han efter denne erfaring har vane for at gøre.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1379-1381)

Om Landprang, i Anledning af de i Politivennen nr. 307 desangående fremsatte Tanker

Dette væsen eller uvæsen hvad man nu vil kalde det, findes næsten over hele Danmark. Allevegne klages der, der bliver næsten aldrig straffet. Årsagerne forekommer mig at være følgende. I Jylland ligger købstæderne især på vestkanten, på grund af den ringe folkemængde, så langt fra hinanden at bønderne på mange steder har 5 mil til den nærmeste. Det forekommer mig meget nyttigt, at især små mænd kan få adskillige ting, uden at rejse så langt. Og at de desuden på en bekvem måde  kan lave penge af deres produkter. For når der slet ingen landprang var, så måtte de enten spilde mere på rejsen end hvad de kunne tjene på omsætningen, eller også gemme smørret så længe, at det blev forringet.

Desuden er forholdet mellem deres formue og deres fornødenheder sådan, at de meget ofte må købe og sælge. At søge kredit hos købmanden vil være vanskeligt, for med så lille en omsætning kan der ikke tjenes så meget, at det betaler sig i umage og bekostning at anlægge søgsmål i tilfælde af manglende betaling. Jo flere rejser bonden skulle gøre til købstad, desto mere tidsspilde, desto mere svir. Hvad jeg her har sagt om Vestjylland, gælder vel ikke i så høj grad i de øvrige dele af Danmark, men er dog alligevel årsag til landprang.

Desuden er det for en formuende købmand i det store hele lettere at handle med prangere, end at handle med bønderne enkeltvis. Derimod kunne købmændene især af andre årsager beklage sig over landprangere. Nemlig når disse selv driver udlandshandel enten for egen regning og forsøger at smugle både ind og ud, hvortil de ved kysterne boende som oftest kunne finde lejlighed. Eller også at de handler med skippere og på denne måde påfører købmændene stor skade. For landprangerne kan sælge dyrere og købe lettere i omegne, hvor ikke så megen konkurrence er, end i købstæderne. De undgår tolden, og har til dels transportomkostningerne til og fra skibene lettere. Skipperne handler på fremmede steder uden at svare provision, kurtage og andre udgifter og bliver ikke snydt af kommissionærer.

For det andet klager købmændene over større afgifter, end de bønder som har samme næringsvej. Dette forekommer mig ikke at være af betydning, for købstadsindbyggerne er fritaget for at være soldater. Da bønderkarle nu giver 3 til 400 rigsdaler for at leje en anden i deres sted så tror jeg: At bondens og borgerens kår med hensyn til afgifter og pligter mod staten i almindelighed balancerer.

Årsagen til hvorfor landprang uagtet dens almindelighed, og de hyppige klager, sjældent bliver straffet, ser jeg i, at sagen ikke må anlægges med inkvisition. Øvrigheden kan altså ikke tage notits uden klage. Denne føres efter sagens natur aldrig af nabobønder, eftersom prangerne er dem til nytte. Købmændene kan kun i sjældne tilfælde tilvejebringe fuldkomne juridiske beviser. Hvilket let kan indses. Endvidere pådrager han sig prangernes fjendskab ved at søge dem straffet, og ville altså skade sig selv.

Der bliver endnu en vigtig genstand at undersøge: Nemlig hvorvidt deres indflydelse på priserne er skadelig eller nyttig. De fordyrer levnedsmidler, skind mv. Embedsmanden og håndværkeren giver altså flere penge ud, og bonden ind. Klager over det første høres idelig. Nytten af det sidste har jeg ikke hørt omtale. Da Danmark udfører flere levnedsmidler end det indfører, så vinder det når de er dyre. Agerdyrkningen som er landets hovederhverv, tager derved overordentligt til. Uagtet nogle embedsmænds klager er der dog kandidater nok til de fleste embeder. Håndværkerne bliver så godt betalt at de duelige og flittige og (ulæseligt), uagtet dyrtiden, for det meste have godt udkomme.

Når feldberidere og garvere betaler skindene lige så godt som købmanden, kan de ingen mangel have. Og de kan stå ved at betale dem dyrere, da de kan købe dem rå af bønderne og sælge dem forarbejdede til den sidste hånd, altså til dyreste pris. Hvorimod når de udføres og forarbejdet indføres utrolige omkostninger og mange folks fortjeneste går derpå. Hvilke den indenlandske garver kan spare og selv betjene sig alt.

Efter at have søgt at vise, at landpragnings afskaffelse dels ville være næsten umulig, dels for landet i det hele skadelig, står det tilbage at undersøge om den med nytte kunne indskrænkes. Dette formoder jeg, at ske ved at tillade at et bestemt antal fx i hvert sogn måtte være til. Og at det mod en årlig afgift blev udliciteret. Herved vilde den kongelige kasse vinde uden at jeg indser nogen ville finde sig bebyrdet. Men så privilegerede landhøkere kunne øvrigheden og toldbetjentene have bedre opsyn, end med en mængde hemmelige. Landhøkernes tal ville meget formindskes, da de privilegerede nok ville finde midler at standse de øvrige. Og lovene ville ikke så hyppigt ustraffet overtrædes.

Schultz
Pr. Løjtnant

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en kommentar til Politivennen, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884.

Om fiskerkoner og andre sælgerkoner som sidder i Adelgade på hjørnet af Prinsensgade

Politiets første opgave er at holde orden og at forstyrre uorden. Derfor kan det ikke være dem imod når man gør dem opmærksom på et misbrug, som i lang tid har hersket her i Adelgade. Disse uordener skyldes fisker- og sælgerkoner, som ikke alene forhindrer passagen gennem Prinsensgade og Adelgade, men også hvad angår moral, da de med de skammeligste skældsord tiltaler de forbipasserende uden at gøre forskel på om de er honette personer eller ej. Og hvad skal man sige, når børnene hører på det? Er det ikke at ødelægge alt hvad de har lært i skolerne til deres forbedring?

Og når der nu er regnvejr, så tillader de sig at flytte ind i de nærliggende huses forstuer og forhindrer passagen ind i husene, hvorved folk som bor der, nødvendigvis må lide i deres næringsvej. Og når man høfligt bortviser dem, så bliver man overvældet af skældsord.

Ikke det alene, men med deres utilladelige købmandskab, køber de ofte for en ringe pris noget af mistænkte personer, og driver så med det købte offentlig negotie såvel på hverdage som om søndagen. Så man kan konstatere: Adelgade er den anden børs.

Da nu politiets opmærksomhed allerede har truffet de fornødne anstalter til at afskaffe soldater- og matroshandel og marskandiserier, så venter man også at det søger at standse disse uordner, og i så fald turde bare patruljerne gå noget længere og være lidt mere opmærksomme for at opdage og melde dem, som gør sig skyldig i sådanne utilladelige marskandiserier.

C. Stanlej
Professor ved det Kongelige Akademi
for kunsterne
Adelgade nr. (ulæseligt. 245?)

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5039-5040)

Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade er en nu ikke længere eksisterende gade der forbandt Borgergade 129-131 med Adelgade 274-275 parallelt med Dronningens Tværgade og Hindegade.

Om Bissekræmmersværmen på Landet

(Efter indsendt)

Jeg var for nyligt hos en ven på landet, hvor følgende påkaldte sig min opmærksomhed. En dag, efter vi havde spist til middag, meldte pigen en kramjøde. Manden svarede, at de ikke behøvede noget, og at han skulle bare gå. Men hans 4 døtre sprang på benene og i køkkenet. Og efter en kort tid kom den ene tilbage med et stykke sirts, den anden med et tørklæde, den tredje med et bånd osv. og plagede den gamle indtil han måtte betale, hvor meget han end søgte at overbevise dem om, at det var dårlige varer og de ikke trængte til dem.

Noget efter ved tebordet kom en såkaldt italiener lige ind i stuen og fremviste alskens ting af nyeste mode. Det forstår sig selv at den gamle fader atter måtte åbne pungen, og det langt klækkeligere end forrige gang, da endog vores gamle moder indvendte, at det kunne klæde grethemor, at det nu var mode i byen og at man skulle være folk lig.

Endnu inden en time kom en svensker med frejler, lærreder, ternet tøj, bånd og kniplinger, og her måtte atter købes, for man følte nu en ny trang. En til hverdagsforklæder, en anden til kniplinger, og Boel skulle have en serviet, fordi hun havde våget over Lisemor, da hun var syg. Den gamle beklagede sig og sagde, at den skrækkelige sværm af omløbende bissekræmmere var en sand ulykke for landet, da det især var dem der skilte os ved vor klingende mønt, hjalp til at forhøje kursen og overalt at udbrede unyttig modesyge i landet. Så længe de ikke kom i huset, føltes ingen trang til nogen ting. Det var altså blot det forføriske skue, der vakte forfængeligheden, og lokkede til at udgive sine penge.

Bissekræmmerne kunne gå rundt med en sådan kasse på ryggen hvorfra de solgte fx tøj. Det var forbudt bønderne at gå med silke, men et silkebånd i ny og næ kunne dog godt ryge med i en handel. (Eget foto. Frilandsmuseet).

Jeg spurgte om der kunne rådes bod på dette uvæsen? Han svarede, at en forordning godt nok forbød det, men de var ikke lette at få overholdt. Fogederne i landsbyerne troede sig ikke berettigede til at pågribe dem. Og den højere øvrighed kunne ikke være alle vegne. Angivelse til denne gik ikke an, for sådanne omløberes gang var jo mere uberegnelig end en komets. Og inden angivelsen nåede politimesteren var korpus delikti væk. Det bedste troede han var, at man udsatte en præmie på deres anholdelse.

Når fx den sognefoged, der i sit sogn anholdt en bissejøde, bissesvensker, svenskerinder, eller andet bissevæsen, NB med kram og alt, fik en belønning på 1/(ulæseligt) af det forefundne, så ville landet snart blive renset for en plage, der er større end man tror. De ødelægger købstæderne ved at borttage deres næring, og de godtroende landsbyfolk ved optrækkerier og ikke sjældent ved tyverier.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4978-4981)

Redacteurens Anmærkning.

I Dagen den 13. maj 1803 kunne man læse følgende dramatiske forholdsregler imod bissekræmmere:

Fire Köbmænd i Nyköbing på Morsöe har udlovet en Douceur af 10 Rd. for hver Flakkejöde eller Bissekræmmer, der beviisligen angives paa Mors. Da Angiveren tillige efter Loven faaer slig Omlöbers Vare paa 6 2/3 Procent nær, saa kan man vente at Morsöe snart vil blive renset for denne Pest.

Om Landprang

(Efter indsendt)

Siden landprangeriet har taget overhånd, er købstæderne taget kendeligt af. Købmanden i en lille stad kunne før selv overkomme at prange på herregårdene. Men bøndernes varer købte han i almindelighed først på stadens torv. Landprangeriet har nu fuldstændig tilintetgjort de små stæders torvehandel. De drager fra gård til gård og opkøber varerne, ja ofte afhenter på stedet på egne vogne.

Stadens ikke-handlende indbyggeres kår er dermed overmåde forværret. Disse har ikke andet valg end at købe enten af købmændene eller af prangerne. Det er ikke blot fødevarer som dermed fordyres, men også en mængde råmaterialer til håndværkere og drift. For blot at nævne nogle få er opkøbet af skind. Denne gør feldberedernes og handskemagernes forhold meget dårlige. Fåreavlen aftog overmåde meget med fæsteskabets udskiftning. De øvrige skind bortfører landprangerne og gør næsten måde deraf når de med fine ord og mod dyr betaling sælger professionisten nogle.

Landprangerne er bønder. Ofte husmænd og er ofte blevet prangere af dovenskab. De driver købstadsnæring uden at svare købstadsafgift. Om bonden har godt af at der findes landprangere, vides ikke med sikkerhed. At mange hænder derved går fra agerdyrknng er sikkert. Købmandsstanden i de små købstæder taber øjensynlig sammen med alle andre købstadserhverv lige til brændevinsbrænderne. For siden der nu i hver landsby blev 1,2 måske 6 prangere og bønderne holder sig til dem (udvisket) for at køre til torvs, er landsbykroerne mere besøgte end købstædernes værtshuse.

Gid de som forstår dette, ville bore i denne sag, og at de som kan gøre noget ved det, ville gøre det til fordel for købstadsborgeren.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen kommenteres i Politivennen, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047.

Opkøbere paa Landet.

Der er indløbet mangfoldige efterretninger om det overhåndtagende opkøb på landet allevegne fra. Hvoraf her kun følgende fremsættes:

Lille Næstved den 12. august
-- Her på egnen kører en 15 til 16 valbyere omkring. De opkøber alt smør, æg og overhovedet alle mulige føde- og spisevarer, hvoraf efter deres eget sigende den mindste del kommer (endog således på anden hånd) til torvs i København. Herremændene, forvalterne og forpagterne opkøber på kap. Ærøboerne stripper også om i samme henseende eller lejer bønder til det. Kort sagt, det synes som om der var kommet et almindeligt raseri over alle folk efter at købe for landmandens dør de varer af ham som det var så ønskeligt at han selv bragte til torvs.

Fra egnen mellem Kalundborg og Korsør.
-- Købmændene i Kalundborg, Holbæk og Korsør opkøber alt det som de kan overkomme, til meget høje priser. For nu at man ikke skal tro at disse under påskud af at føre dette korn til Norge sender det til England (helst vi endnu ikke ved om vi får fred) måtte man ønske at ligesom kongen for en del år siden lod små fartøjer krydse ved Lübeck, nu nogle måtte stationeres i Skagerak for at forhindre kornets bortførsel til andre steder end det udklareredes til.

---

Udgiveren er øm over at indlade sig med noget i en materie hvorom hans landsmænd selv er så højst uenige. Næsten alle landbrugerne, fra den laveste til den højeste, ser intet hellere end at kornvarerne steg til det umådelige. De handlende tror at kornet er som en anden handelsvare, og henbringer det hvor det koster mest. Købstadsindbyggerne ser uden misundelse deres lykkeligere medborgere berige sig, men syntes kun at så meget af landets afgrøde som fortæres i landet, burde sælges till tålelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2763-2765)

Et Forslag imod Forkøb af Torvevare.

Endnu går der adskilligt forkøb af torvevarer for sig, ikke alene i Frederiksberg og Vestergade, men på broerne selv. Ja man ser dels aftenen før, dels i morgenstunden selv af torvegaden hele emigrationer af et slags folk, nogle i røde pelse og nathuer, andre i grå kjoler og runde hår eller parykker, at ske til Damhuset og det strøg af torvefarernes vej. Nu er det anmelderens forslag om ikke dette også kunne blive en nyttig frugt af de nye vægteres ansættelse at disse foretagender forpurredes lidt ved at anstille på sådanne tider og på bekvemme poster nogle af de nye reservevægtere?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2340-2341)

Om Dyrtiden.

I nr. 36 af de i Altona læsende lister over de varer om ankommer i Hamborg, læses at skipper Jessen fra Aalborg har bragt 200 tønder havre derhen. Formodentlig vil fra Aalborg toldsted godtgøres at dette kvantum lovligt var tilladt at blive udført. Videre var den 13. september ankommet skipper P. Vinter, skipper Lauritsen og skipper J. Vinter, alle tre fra Ringkøbing med 836 tønder smør. Videre er fra Assens nylig med tre fartøjer ført mellem 840 og 850 tønder smør til Lybeck. Endvidere til Stettin fra Fåborg 600 tønder smør. Dette er, blot fra disse tre stæder, 2240 tønder smør bortført til udlandet. Hvad er ikke blevet, og vil ikke endnu blive bortført fra København? Og hvor uendelig høj vil ikke prisen i denne sidste stad (alt koster tønden 76 rigsdaler hos fynboerne, og bliver daglig dyrere) blive hvis ikke regeringen straks (hvis det ikke allerede er for sent) forbyder udførsel af smørret?

Kartofler som vi for en halv snes år siden vragede, vil herefter blive den føde som ikke blot den fattige, men middelstandsmanden må sætte i stedet for brød og til dels for sulet med. Men det kan allerede kendes at de samme årsager som fordyrer de ædleste fødemidler, landprang, opkøb og udførsel, ikke forsmår at udstrække sig til kartoflen. Bør københavneren give 20 til 24 mark for en tønde kartofler? og kan man vente andet end at en kartoffel til sidst vil komme til at koste 1 til 2 skilling hvis ikke regeringen griber til det nødmiddel også at forbyde kartoflernes udførsel til fremmede.

Landprangerne vedbliver ustraffede at drive deres kunster. Mange af disse er tillige opkøbere for større prangere. Snart vil de alle blive det, og altså vil torvene der allerede i stedet for bønder kun besøges af landprangere eller ordre, snart endog blottes for dem. Det er allerede sket at disse landprangere ved byhorn sammenruder folk i byerne for at afkøbe deres fødevarer. Så længe købstandsmanden *) skal købe sine levnedsmidler på anden eller tredje hånd, så længe han skal føde denne vrimmel af igler, vil hans tilstands stedse forværres, og først ved hans fuldkomne ødelæggelse, vil dette onde hæves - med mindre regeringen strengt forbyder al landprang!

Når endelig de formodede bønder, men egentlig landprangerne, kører til torvs, mødes de allerede uden for byen ved portene, i Frederiksberggade og på Vestergade af alle slags hørkræmmerdrenge og karle, spækhøkere o. lignende som bortkaprer dem før de når det Gammeltorv der i sig selv meget for lille til stadens akseltorv, nu hver torvedag kan ses at være meget for stort. Dette er højst uretfærdigt mod alle de mange medborgere der ikke har tid til at løbe således om, men i tillid til regerings, magistrats, politiets årvågenhed, sender deres tyende til torvet.

*) Også den embedsmand eller ikke-landbruger der bor på landet, sultes af disse blodsugende landprangere. Ja, deres kør skal på visse steder næsten være mere beklagelig end købstadsmandens. Mon ikke alle disse mange forurettede må anråbe regeringen om streng fremgangsmåde mod forkøb.

Endelig bidrager også udførslen uendelig til at forhøje priserne. Så billig fri udførsel er, når priserne i landet er tålelige, eller dette ved offentlige magasiner er sikret for dyrtid, så nødvendig er udførselsforbud i nødens tid. Dette har vores regering følt og tak være den! Men allevegne fra provinserne hører man alligevel klage over at udførslen sker hele tiden i smug. Oh, at vores gode regering ville gribe de kraftigste midler til at hindre enhver overtrædelse af forbuddet mod kornudførslen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2113-2117)

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)

Ulovlig Snighandel ved Bispevisitatser i Lolland

I denne tid læser man ofte i aviserne, at borgere bliver med handel og andre ulovlige trækker fornærmede i deres næring og borgerlige rettigheder. Men hvad skal man kalde det, når deres højærværdigheds hr. biskop Bloks tjener nu i 6 til 7 år, ikke alene i de første år ved hver visitats  i præste- og herregårde i Lolland har handlet med hvide allunshandsker. Men også i sidste år hos bønderne med brune mands- og fruentimmerhandsker, da dog alene i Nakskov 7 borgere og handskemagermestre derved bliver højligen fornærmede, og samme Bahre ikke engang bliver angivet for konsumptionsbetjenten ved porten?

Kan man ikke kalde dette smughandel, eller mon en biskoppelig betjent har rettighed dertil? Dette ønskes besvaret af en veltænkende og kyndig mand, da gerningen lovlig kan bevis af
Nakskov d. 4. juni 1799
Gabriel Lundberg
Handskemagermester i Lolland

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 969-970)