(Indsendt af en rejsende)
Indsenderen af disse linjer har i over 22 år rejst rundt i næsten hele riget i handelsaffærer hvortil han allernådigst er berettiget. Og er altid af såvel højere som lavere stænder blevet behandlet med humanitet. Men dette var ikke just tilfældet for ham den 9. i denne måned da han på sin handel var i Taarbæk, idet han så meget måtte overbevises om hvorledes mennesker kan nedværdige sig til handlinger af den slags der ligger den laveste pøbel nærmest, uagtet de efter alle betragtninger burde hæve sig over den.
Han kom ind et vist sted for at falbyde sine varer. Adskillige fruentimmer forlangte at se dem og han pakkede dem ud fra øverst til nederst. Dette syntes de godt om og de kiggede på dem alle. Men overalt fandt de priserne for høje, og da han ikke forudså ringeste handel så begyndte han under betragtningen lidt efter lidt igen med nedpakningen. Man bød ham nu straks at gå sin vej. Han gjorde i beskedne ord den indvending at blive givet tid til at pakke varerne ned. Men disse langt fra artige damer tilstod ham heller ikke den. De faldt endog ud på uartigste måde for at drive ham bort. Med eller uden hans ejendom, det skal han ikke kunne sige. De kaldte imidlertid på en mand der efter adskillige omstændigheder at dømme syntes at være husfaderen. En ægte helt af hvem man ingen mere passende skildring ved at gøre end at man blot formoder han turde have været med i Jacob von Tyboes felttog. Bevæbnet med den stor prygl gik han løs på indsenderen der ubevæbnet trak sig tilbage over gården under mange vældige stod, måtte beundre hans fægtekunst og kun bad om en mere lovlig behandling. Til sidst gik det her som digteren i indholden til 4. sang af det sjællandske eventyr Jeppe så træffende siger:
Omsider gør han et så vældigt spring at Nechtigal det knap vil eftergøre.Og indsenderen tilstår underkuet at helten i sine damers nærværelse vandt derved fuldkommen valpladsen og begav sig i hæderlig triumf tilbage mens den første slap lykkeligt.
Da denne tildragelse er helt sælsom af sin slags, har man ikke fundet det uværdigt at bekendtgøre den til advarsel. Og man tilføjer blot at når den beskrevne lykkeridder på ny drager til felts, var det ønskeligt han ikke ville lade sit drabelige mod bortfjerne fornuften og humaniteten i en så høj grad som han efter denne erfaring har vane for at gøre.
(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1379-1381)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar