Danseklubben Nekkab. (Efterskrift til Politivennen)

Nekkab (grundlagt i København i 1919) var en selskabelig forening for artister og amatørskuespillere med tilknytning til Bakken. Formålet var at afholde karnevaller og baller, aftenunderholdning og fælles skovture. Nekkab var en sammenslutning af kunstnere, musikere og skuespillere, som også accepterede tilfælde af ukonventionel kønslig og seksuel adfærd ved sine baller, hvilket tiltrak flere af hovedstadens homoseksuelle mænd som til tider mødte op i lange damekjoler. 

I slutningen af 1923 holdt Københavns politi øje med Nekkabs baller som dels var åbne for offentligheden, dels præget af åbenlys homoseksuel adfærd. Københavns politidirektør skred til et midlertidigt forbud mod foreningen med den begrundelse, at foreningen i virkeligheden havde et andet og ulovligt formål end vedtægterne foreskrev. Fx at fungere som et tilholdssted og bindeled for homoseksuelle mænd. Anal- og oralsex mellem mænd var dengang ulovligt og strafbart. 

Annonce for Nekkab-arrangement i Aftenbladet (København) 15. marts 1923.

Danseklubben "Nekkab" er fornærmet.

Alt - foregaar anstændigt!!

Vi har modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion! De bedes venligst optage nedenstaaende angaaende Foreningen "Nekkab".

Efter at have læst Deres Artikel I KLOKKEN 5 af 29. December 1923 kunde jeg føle Trang til at imødegaa denne, da jeg mener, at Redaktionen sikkert har faaet ganske fejlagtige Oplysninger om Foreningen.

Foreningen har eksisteret i ca. 4 Aar og i dette Tidsrum har der ikke været anket over den i nogen som helst Retning.

Jeg har været Medlem af den siden dens Start og har været til de fleste af Foreningens Fester.

Størsteparten af Medlemmerne er efter hvad jeg kan se ganske almindelige Mennesker af begge Køn og ikke som af Dem opgivet lutter forklædte Mandfolk og det var ingenlunde vanskeligt at blive Medlem gennem Medlemmernes Bekendte og Familie øgedes Medlemsantallet ganske som i enhver anden Forening.

At der var enkelte forklædte Mandfolk skal jeg ikke nægte, men jeg skulde mene, at til et Karneval eller Kostumefest er det ganske i sin Orden.

Det finder man da ved saa godt som alle Karnevaller og det er der da Ingen der kan forarges over.

Jeg har aldrig set nogen som helst Krænkelse af Blufærdigheden eller nogen Svinagtighed, tværtimod vi jeg paastaa, at Tonen er en Del pænere end ved mange andre Foreningers Fester.

Maatte dette virke en lille Smule oplysende at ikke alle gaar rundt og tror at det er en Klike  Sædelighedsforbrydere der samles for at drive deres svinske Tilbøjeligheder, men munter moderne Ungdom, som kun ønsker at more sig og faa en glad Aften og eftersom der ved alle Foreningers Fester har været Politi tilstede, kan ethvert fornuftigt tænkende Menneske vel Indse at det er det pureste Opspind, hvad Bladene har faaet medde!t desangaaende af mere eller mindre fantasifulde Hjerner. Foreningen maa absolut ikke forveksles med de herværende Danseklubber som Borgmester Kaper er ude efter og der er aldeles ingen Grund til at holde noget skjult; drag Foreningens Virken frem i Lyset og jeg tror ikke der vil findes den mindste Raaddenskab.

Med Tak for eventuel Optagelse.
P. Lund Maskinarbejder.
Öhlenslægersgade 66. 2.

Vi skal til ovenstaaende Interessante Brev kun svare, at ikke alene giver Foreningens Navn Nekkab (omvendt Bakken) en Mistanke om Foreningens Art - , men ogsaa de Skildringer, der paa officielt Sted er fremkommen, lader ikke nogen Tvivl tilbage.

Foreningens Forhold vil jo nu nærmere blive undersøgt, og saa kan man se om "Nekkab" staar Ildprøven igennem.

(Klokken 5 (København) 3. januar 1924).

Mere om "Nekkab"

Bestyrelsen skriver til "Klokken 5".

Vi har yderligere modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion.

De bedes venligst optage følgende angaaende "Selskabelig Forening "Nekkab".

Efter at have læst Deres ærede Kl. 5 af 3. ds. og seet et af Foreningens Medlemmer indsendt Indlæg, tillader Bestyrelsen for Foreningen at bede om Optagelse af følgende:

Bestyrelsen havde ellers taget det Standpunkt ikke at svare paa de forskellige Injurier mod Foreningen, men efter Sagens Slutning ved Sagsanlæg, at prøve, om det er lovligt at sammensætte og skrive en saadan Masse Sludder og Injurier mod en Forening, som man ikke har Spor af Kendskab til, men paa Grund af det, af nævnte Medlem indsendte Indlæg mener Bestyrelsen del formaalstjenligt at bede Dem optage dette.

Først af alt er det ingen Klub, men en ganske almindelig Selskabelig Forening, som enhver hæderlig Mand eller Kvinde kan blive Medlem af. Blandt Medlemmerne findes bl. a. mindst 10 Ægtepar, Foreningen bestaar af en 250 til 300 Medlemmer, hvoraf mindst Halvdelen er Kvinder, saa hvor bliver det Sludder af om en Mandeklub. Dernæst, Deres, maaske for Dem selv, geniale Paafund, med Hensyn til Foreningens Navn, til Oplysning sender vi hermed et Eksemplar af Foreningens Love, deraf ser De bedre hvorfra Navnet stammer. Vi skal paa samme Tid gøre opmærksom paa, at vi har afholdt Fester i en meget stor Del af de københavnske Selskabslokaler ogsaa i den Periode, hvor vi som De skriver har holdt til paa Jagtvej. Har Lokalet paa Jagtvej ikke været ledig, har vi afholdt Festen andet Steds, men da Foreningen sender Halvaarligt Program, angaaende Afholdelse af Fester, ud til deres Medlemmer er del selvfølgelig mest formaalstjenlig, saa vidt muligt at holde sig til et Lokale.

At der til vore Karnevaller eller Kostymeballer har været Mandfolk. forklædte som Kvinder, er som De skriver, fuldstændig rigtig, men hvorfor skriver De ikke at der til samme Fester har været Kvinder forklædte som Mænd?

Det havde været nok saa rart om De havde søgt Oplysning paa rette Sted.

Med Tak for Optagelsen.

P. B. V.
S. A. Hansen.

- - -

I de Love, som nævntes i Artiklen staar anført at Foreningen "fortrinsvis optager Artister og Amatører som optræder eller har optraadt paa Bakken" (deraf Navnet).

Om Karakteren af det skrivende Medlems Forargelse vil man formentlig faa rigtig Besked, naar Sagen nu snart behandles for Retten.

(Klokken 5 (København) 5. januar 1924).

Danseklubben "Nekkab"

Hvor Mænd dansede i Damedragt. 

Statsadvokat Gammeltoft mødte i Gaar i Østre Landsret og paastod i Henhold til Grundlovens Bestemmelser Danseklubben "Rekkab" ("Bakken") opløst som havende et ulovligt Formaal.

Klubben, der har Lokale paa Jagtvej, har eksisteret et Aars Tid. Betjentene, der har taget Rapport, gav en meget drastisk Beskrivelse af, hvorledes en Del af Klubbens mandlige Medlemmer om Aftenen kom korende til Festerne i Aftenkaaber med Dame-Parykker og høje Hæle, og hvorledes de dansede med andre Mandfolk. Klubben havde et Par Hundrede Medlemmer, hvoraf kun et Par Stykker var Kvinder. Formanden var en for homoseksuelle Forbrydelser tidligere straffet Person, Gerome Herlach Hansen, og Statsadvokaten hævdede, at Foreningen havde et usædeligt og altsaa ulovligt Formaal, hvorfor den maatte kunne opløses ved Dom.

Som Forsvarer talte Overretssagfører Barth, der ikke mente, at der var konstateret noget ulovligt Formaal. Han førte et Par Vidner, som forklarede, at de syntes, det gik meget pænt til. Formanden var udeblevet paa Grund af Sygdom.

Dommen falder senere.

(Holbæk Amts Venstreblad 26. januar 1924)

Højesteret stadfæstede dommen i april 1924. Uddrag af Østre Landsrets Dom om forbud mod foreningen Nekkab 31. januar 1924 

”Foreningens Program for Maanederne Oktober - December 1923 indeholder Meddelelse om Afholdelse af 4 Kostumeballer og en Pakkefest i Jagtvejens Selskabslokaler, Jagtvej Nr. 113. Ved Rapporter afgivet af Politibetjente, der har skaffet sig Adgang til Foreningens fester, er oplyst Følgende: 

Ved Festen den 27 Januar 1923 var Gaarden fuld af Folk, der med sjofle Betegnelser raabte højt om, at det var homoseksuelle Personer, der deltog, og der saas i Lokalet flere mandsklædte Par, der kyssede hinanden, ligesom Mandspersoner dansede med hinanden paa højst uanstændig Maade.

Ved Festen den 17 Marts 1923 var Størstedelen af de tilstedeværende ”Damer” forklædte Mandspersoner, der ikke alene i Klædedragt, men ogsaa i deres Maade at være paa havde en skuffende Lighed med Kvinder; deres Dans betegnedes af Betjentene som i høj Grad uanstændig, og de og deres mandsklædte Kavalerer kyssede og krammede hinanden.”

I “Kostumeballerne” den 3 November og 1 December 1923 deltog 200 á 250 Personer, deraf ca 2/3 Mandspersoner; af disse var 10-20 Stk udklædt som Kvinder og var de eneste kostumerede, de bar Paryk og nedringede, udfordrende Selskabskjoler, var stærkt omsværmede og dansede omtrent til Stadighed med andre Mandspersoner, og efter en Betjents Forklaring ofte paa en lidenskabelig, æggende og pervers Maade; en anden Betjent vil ikke have observeret noget usømmeligt ved Festen den 1 December.

Ved samme Fest – i hvilken bl a deltog to unge Mænd i 17 – 18 Aars Alderen og 8 – 10 unge Mænd, der formentlig ikke var over 20 Aar – opstod der Slagsmaal imellem to Mandspersoner, idet Stridens Genstand var en af de kvindeklædte Mænd, og en ældre kendt homoseksuel Mandsperson blev udvist af Politiet.

”Den ’selskabelige’ Forening Nekkab blev ophævet som ulovlig, da den bl.a. tilstræbte at være Tilholdssted for og Bindeled mellem Mænd med homo-seksuelle Tilbøjeligheder og dens Sammenkomster skabte en nærliggende Fare for Forførelse af unge Mænd til "Uterligheder og var egnede til at vække offentlig Forargelse.” 

Højesteretsdomme (April 1924) s. 514-517 H D 30 April 1924 i sag nr. 53/1924

Jagtvej 113 blev nedrevet få år efter og den nuværende bygning opført 1929.

Højesterets forbud mod Nekkab var det andet foreningsforbud efter Junigrundlovens indførelse af foreningsfrihed i 1849: I 1874 ophævede Østre Landsret den Internationale Arbejderforening i Danmark. I moderne tid har politikere ytret ønske om at forbyde den muslimske forening Hizb ut-Tahrir. 

Maskerader paa Hoftheatret. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoftheatrets Maskerader toge deres Begyndelse i Søndags, og den næste vil finde Sted paa Søndag. Det til disse Maskerader med Hoftheatret trufne Arrangement er saa smukt som man vel kan tænke sig. Selve Skuepladsen er sat i Forbindelse med Tilskuerpladsen, der er forandret til en Søilehalle med Speilglas paa Siderne, omgiven af Divaner. Decorationen og Belysningen er brillant. Overhovedet er Hoftheatret vanskeligt at gjenkjende i sin nuværende Skikkelse, der gør Entrepreneuren, Kammerraad Lange, megen Ære. Besøget var ikke mere talrigt i Søndags, men det vil næppe udeblive ved de følgende Maskerader. (Flp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. januar 1857).

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1857. Damer var ikke tilladt uden at være ledsagede af en herre. Den 6. januar i Sjællandsposten kunne man læse at maskeballet blev udsat på grund af et meget ringe antal deltagere. I det første ud af i alt 8 deltog ca. 3-400. Flot, men "man kedede sig". Samtig blev prisen nedsat 1 Rd for begge køn. Hvilket også var prisen til ballerne 14. og 21. januar, 11. og 22. februar 1857.

Det Maskeraderaseri, hvoraf Kiøbenhavn i Vinter har været besat, overgaaer al Beskrivelse, og det har næsten været ligesaa galt her som i Paris, hvor Sengeklæder bleve en Luxusartikel, da Ingen var hjemme nogen Nat, og derfor ombyttedes imod en Maskeradedragt, som i allerhøieste Grad var en Nødvendighedsartlkel. Der gives nu mangen Student, der sidder med Benene overkors midt paa Gulvet i Mangel af en Stol og i Tankerne forestiller sig, hvorledes Alt saa ud for en Maaned siden; paa Krogen der hang den Merskumspibe, som Papa gav ham ved Afskeden, forsynet med en passende Inskription i Dagens Anledning, ved Væggen tilvenstre stod Bogreolen med de aandelige Skatte, der skulde danne Grundlaget for hans tilkommende Berømmelse, i Hjørnet fandtes under er grønt tæppe forskjellige mere og mindre brugte Klæder ... O, du lieber Augustin, Alles ist weg! Men unge Mennesker ere ogsaa udsatte for ualmindelige Fristelser; netop som Maskeraderne ere bedst i Gang, vrimler det i Bladene med Avertissementer om, at brugelige og ubrugelige (!) Bøger kjøbes, at "man for Gud i Himmelens Skyld ikke maa overse disse Linier", som give Underretning om, hvor qamle (og nye) Klæder, hvis Opbevaring generer "af Mangel paa Plads", kunne blive anbragte, og saa er der disse uforlignelige Skilter, som lave de Forbigaaende vide, at "her kjøbes Alt". De stakkels Kommis'er, med hvilket Navn den stigender Civilisation  har omdøbt alle de forskjellige Arter af Kræmmersvende, ere ikke slupne bort fra Maskeradetiden under et halvt Aars Løn, for ikke at tale om Tjenestepigerne, som maa vaske Trapper i ungarske Halvstøvler, Blomsterpigeskjørt og græsk Hue, fordi alle deres nødvendige Klædningsstykker ere blevne feiede ud. En ung Mand, som ikke længere kunde begaa sig i Kjøbenhavn under saa rivende Forhold, var heldig nok til at saa en Plads i Fyen, men maatte med Livsfare begive sig paa Reisen i Nankinsbenklæder, lakerede Dandsestøvler og en let Kontorfrakke af den Slags, som om Sommeren averteres under Overskriften: "Lette Støvfrakker, 12 Lod vægtige". Og dog maa man lykønske ham og Andre, som heldig ere slupne ud af dette Sodoma og saaledes ere undgaaede den umaadelige Fristelse, der fremstiller sig i Form af de to sidste Maskerader paa Hoftheatret. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. marts 1857)

Den sidste maskerade fandt sted i marts og var velbesøgt. Ifølge Østsjællandsk Avis (Køge) 14. marts 1857 var der en maske forestillende Hr. Høedt i "Den sidste nat" som sandsynligvis "vilde have været af uimodstaaelig Interesse for de qvindelige Besøgende, hvis vedkommende Copi ikke havde været slet saa uheldig som Fremstiller."

I 1842 var Hofteatret blevet renoveret (arkitekten Jørgen Hansen Koch) til hvad man nogenlunde kan opleve i dag. Teatret brugtes ud over som teater, også til koncertspillested, ”events”, feststed m.m. I januar 1857 arrangerede kammerråd Lange maskeballer, men det blev ikke nogen umiddelbart succes før han nedsatte prisen fra 5 til 3 Rd. parret (2 Rd. for en mænd og 1 Rd. for en kvinde). Den sidste maskerade i 1857 fandt sted 20. februar.

Peter Most (1826-1900): teaterdirektør og kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873). Hans ophold på Hofteatret blev en kort station mellem Casino og Folketeatret.

Kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873) afholdt en række musikalske soireer på Hofteatret i februar 1857. H. W Lange forlod i 1855 Casino efter en strid med bygningens ejere. I stedet fik han tilbudt Hofteatret af Frederik 7. I 1857 oprettede han Folketeatret på Nørregade.

Hofteatrets maskerader var i konkurrence med Casino. Hvad der dog ifølge Flyveposten ikke skabte problemer, idet op til 2.100 deltog i Casinos første i februar. Et andet fandt sted 19. februar 1857.

Bal en masque.

I Søndags, den 27de f. M. gaves i det Hr. Knirsch tilhørende Hôtel d'Angleterre et Bal en masque, hvori omtrent 600 Personer deeltoge. Uagtet man bemærkede mange brillante Costumer og gode Characteermasker, herskede under selve Maskeraden kun ringe Livlighed, da ikkun saare Faa søgte at udføre de Charakterer, de havde valgt at fremstille, ligesom der eiheller var arrangeret noget Optog eller deslige. Maaskee har det lange Tidsløb, i hvilken ingen offentlige Maskerader have været givne heri Hovedstaden, hos Mange bragt denne Forlystelse i Glemsel; hvorhos det dog ikke bør lades ubemærket, at man i det Hele aldrig der har kjendt det Liv og den tvangfrie Lystighed, som aander i Sydboernes mere nationale Forlystelser af denne Art, hvilke i den Grad synes at komme i Modstrid med Nordboens Charakteer, at Mange genere sig for at vise sig lystige, om det endogsaa er under Maske. Da de Deeltagende havde demaskeret sig, og Ballet, som sædvanligt, afløste Maskeraden, herskede i det Hele en langt muntrere Tone. For øvrigt var Arrangementet særdeles smagfuldt, og ingensomhelst Uorden fandt Sted. Saare rigtige vare vistnok de tagne Bestemmelser, hvorefter ikke Enhver der ønskede Billet tilstædtes Adgang, alle de Deeltagendes Navne iforveien skriftligen vare opgivne, Ingen kunde overdrage sin Billet tiil nogen Anden etc. Imidlertid vilde deet dog have været ønskeligt, om Publikum iforveien havde været noget nøiere bekjendt med de Regler, som de private Bestyrere af denne Maskerade maae antages aat have fulgt med Hensyn til Antagelsen eller Forkastelsen af de indkomne Anmodninger om Billetter. 

(Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831)

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.

Den Korsøerske Confirmandsag.

Efter det i nummer 1108 givne løfte, meddeles følgende dokument i denne sag.

Underdanigst P. M.

Et sluttet selskab bestående af de mest dannede og agtværdige af samfundets klasser forsamledes den 19. i forrige måned her i byen for at more sig ved dans og dramatiske teaterforklædninger. Til dette selskab blev min datter Seraphine Caroline ved en velynderinde skaffet adgang. Som konfirmand ønskede hun at bevare den hædrende dom hendes sjælesørger nyligt havde fældet over hende, og frygtede derfor at hun hvis hun ved næste møde hos Provst Olrik skulle blive skyldig, kunne udsætte sig for en lige så åbenbar og derfor så meget mere nedslående irettesættelse. Hun håbede at opnå det første og forebygge det sidste ved at gøre hans højærværdighed den kompliment at udbede sig hans tilladelse.

Skønt provsten nægtede hende en sådan, tillod vi forældre hende dog at nyde denne efter vores mening uskyldige fornøjelse, dels fordi det ville fornærme barnets velynderske, hvis hun ikke benyttede hendes godhed, dels for at lade en ung pige som står i begreb med at træde ind i verden drager nytte af lejligheden til at te sig i det større og artige selskab. Vi kunne heller ikke forudsætte nogen alvorlig misbilligelse her af fra hr. provstens side da hans ærværdighed selv både i året 1833 og 34 uforklædt havde deltaget i samme underholdning med samme personer, blandt hvilke 1834 omtrent på samme årstid, endogså 3 af provsten daværende konfirmander, nemlig de 2 døtre af hr. justitsråd posemester Paludan og opsynsmand Beincke, samt det nu bortviste barns søster, vores datter Maria, deltog uden at dette pådrog dem nogen dadel af hans velærværdighed som dog selv måtte have set dem. 

I alle tilfælde havde vi den tillid til hr. provstens fine takt at barnets lydighed mod sine forældre ikke ville pådrage hende nogen irettesættelse i de andre konfirmanders påhør da overtrædelsen af en under fire øjne nægtet tilladelse kun kunne egne sig til en ligeledes sub rosa given irettesættelse. Dog sagen fik et ganske andet udfald. Da barnet den 21. indfandt sig hos provsten til undervisning, blev hun i alles påhør bortvist af hans højærvædighed med den besked at hendes far kunne lade hende konfirmere af en anden præst. Jeg skrev da brevet Bilag A. til provsten og modtog fra ham Bilag B, på hvilket fra min side Bilag C. fulgte. Imidlertid underrettedes jeg om provstens bestemte ytring til flere: "Jeg svarer ikke på Laurenbergs brev" og dette bevægede mig til endnu engang at forsøge sagens mindelige og private afgørelse ved at tilskrive hans højærværdighed Bilag D.

I en mundtlig samtale fordrede hr. provsten som en betingelse for min datters konfirmation en skriftlig æreserklæring hvori jeg skulle tilbagekalde hvad jeg havde ytret i mine breve til ham. En sådan kunne jeg som ærekær mand ikke give, da jeg ikke tror at have fornærmet ham. Den forsøgte mægling blev derfor frugtesløs, og den 3. henimod aften modtog jeg provstens attest, dateret den 2. som herved følger under Bilag E, hvortil jeg underdanigst tillader mig under F. og G at vedlæge et vidnesbyrd fra barnets lærer, hr. pastor Bøggild og en udskrift af skoleprotokollen, indeholdende de karakterer som ved eksamen i det sidste år er tildelt hende.

I den overbevisning at have forsøgt at for at undgå den ubehagelige nødvendighed i hvilken jeg nu er sat, og med den vished at det højkongelige danske kancelli vil hjælpe mig til at få min datter, hvis udgang af det faderlige hus er berammet til foråret, konfirmeret til påske, tager jeg mig underdanigst den frihed at henvende mig til det højkongelige kollegium med underdanigst forespørgsel om hvorledes jeg i dette for mig som fader højst ubehagelige tilfælde har at forholde mig?

Underdanigst
Laurenberg.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 255-258)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte bilag følger på siderne 258-264. De er skrevet af postfuldmægtig Laurenberg, provst Chr. Olrik og ordineret kateket og førstelærer ved borgerskolen i Korsør Bøggild. Interesserede henvises til originalen.

Folketællingen fra 1845 giver følgende oplysninger: Fuldmægtig Vilhelm Laurenberg f. 1773, hans kone Ane Møller, f. 1795 og deres to børn, Seraphine Laurenberg f. 1823 og Ole Laurenberg, f. 1833.

Ifølge ODS kommer sub rosa fra latin “under rosen”, og hentyder til rosen som symbol på tavshed (diskretion).

Om Korsør stod der i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1837:

Vest-Sjællandske Avis bringer Følgende som "Meddeelt": "I vore Tider klages der saa meget over Næringsløshed, at det ere behageligt at see og omtale Virksomheds-Aand, hvor den findes. Kjøbmand J. Kruuse i Corsøer bygger i Aar en Brig paa 3000 Td., efter i de foregaaende Aaringer at have byggeet to Skonnerter, som han vedbliver at holde i Fart, foruden mindre Fartøier. Han er saaledes ikke en Kjøbmand, som efter at have samlet Formue ved heldige Speculationer, trækker sig og Pengene ud af Handelsverdenen; men han er en Mand, som aarlig bidrager til at mange Mennesker ved Arbeide kunne skaffe sig og Familie Underhold, og han er en sand Befordrer af Driftighed i Corsøer. Hvad en saadan Mand er for en lille By som Corsøer, vilde det føre os for vidt at udvikle."

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

En Samtale holden i Kroen, de tre Flasker kaldet, uden Nørreport, mellem 2de kulssviere, Jochum og Hans, om Theater-Uvæsen i Kjøbenhavn.

Jochum. Hvor længe har du ligget inde i byen, Hans, og prosenteret af fastelavnsløjer, komedier og maskerader?

Hans. Å, kun en fire fem dage, Jochum. Men jeg var min sjæl gerne blevet der noget længere. For de løjer vi har hos os, ka' sgu ikke opveje halvdelen af dem herinde. De er folk som forstår at leve og drive kommersen som de kalder hende, til bunds.

J.Det har du ret i. Vi kulsviere har rigtig nok altid ord for at være de allermest gale og skrappeste folk her til lands til at gøre jav og spilopper. Men nu har jeg dog med egne øjne set at der i Kevenhavn er mange som langt overgår os i det kapitel. Især på Komediehuset.

H. Jo, det skal jeg love for, og den aften jeg var der, synes mig de var forbandet kurassige i hele tøjet. Jeg har rigtig nok været til en hob gilder, og i mange kroer og på værtshuse både set og hørt spektakler og optøjer. Men den sjov jeg får der, synes mig at være den fornemste af alle. At mennesker kan skabe sig så fælt på den led, havde jeg dog aldrig troet. Og det kom mig som om al den hujen, tuden, vrælen, fløjten og hurlumhej snarere kunne passe sig for uvane kreaturer og vilde fugle, end for folk.

J. Å, hvad fanden kan de give. Man tænker nok i Kevenhavn ligesom hos os, når der endelig skal være gilde, så lad det være gilde, og det lyder jo nu overalt i verden: Jo tåbeligere jo bedre, både hos de store og de små på det. Men lad mig nu først høre hvorledes du kunne komme der, og hvad din håndtering var den aften?

H. Det skal jeg så gu' sige dig. Da jeg om onsdag eftermiddag havde solgt mit læs tørv, lod jeg drengen der var med mig, køre hjem med vognen, og satte mig nu for at vente i Kevenhavn for rigtig at se hvordan man der leger fastelavn. På Kultorvet mødte jeg Jesper Kedelflækker, der fortalte mig at der dagen efter skulle slås en tyrker af tønden ude ad Frederiksberg til, og spurgte mig tillige om jeg ikke havde lyst til at gå med ham derud for at se på det spil? Da jeg nu troede at det måtte være den lille levende tyrker, hvorom der stod at læse på et brev der var klistret op på gadehjørnerne at han skulle fremkomme og straks forsvinde, som man nu havde fået fat på og puttet i tønden for at kunne durkstikke ham derude, så gik jeg med. Men der blev jeg så skam kønt fikseneret tillige med Jesper. For den omtalte tyrker var ikke levende, men lige så død som den jøde, de stak til forgangne år. Der var jo løjer og langkål nok derude, som man siger. Dog huede al den væsen og håndtering mig ikke, og jeg kan sgu ikke få i mit firkantede hovede, hvorledes så mange fine og smukke damer og kavalerer kunne have lyst til at løbe gallifates efter det narrefjaseri. Alt hvad man fik for sin gang var nok en god næsevarme. For det blæste fælt koldt.

J. Ih, hvorfor ikke det, Hans?! De løber jo derinde efter det som er meget mindre, du har jo nok set hvorledes de flokker sig om en fuld kælling og mange andre småting. Men hvad så mere?

H. Søndagen efter gik jeg på maskeraden, at sige som kulsvier i mine egne klæder, men med et dobbelt ansigt. Al den alarm, jagen og gemenskab der skete ved denne maskepering, kunne ikke nok som forundre mig over, men hvorledes han rigtig spændte af, det skal jeg fortælle, når vi kommer hjem, for så kunne vores kvinder og børn også få noget at grine af.

J. Å, ja da, gør det. Men lad os nu snakke om komedien her, for sandt at sige, tror jeg næppe vi godt kunne være bekendt at fortælle vores koner og børn noget af al det galskab.

"Så du hvorledes nogle unge fyre oppe i hvælvingerne tudede og jamrede sig i en hob store horn, som de vel kan få læs nok med kan jeg tro deres hele ægteskab igennem. Andre vrælede og brølede som uvane tyre og beder, kort sagt, det hele gik langt lystigere til end i i Dyrehaven om sommeren." (Eckersbergs herlige billede af billetkøen uden for Komediehuset giver et indtryk af stemningen til teaterforestillinger).

H. Da jeg mandag aften i skumringen gik på Kongens Nytorv og gabede på en hel klynge folk der gav så mange rigsbankpenge ud til nogle karle der var trøjeklædte, for et lille firkantet brev med maling på (som de kaldte ballietter), kom David, som du ved har været i Rasphuset og som Poul Peersen fortalte at han havde set ham stikke hovedet ud af taget, da Børnehuset brændte for nogle år siden, hen til mig og gav mig en baillet, for at jeg skulle gå over med ham i Komediehuset og klappe. Jeg spurgte ham da straks om der skulle være klapjagt efter oddere, ræve eller andre dyr, eller om der skulle opføres en klappedans ligesom ude hos os. Hvortil han svarede at det var ingen af delene, men at jeg bare for kommersens skyld skulle gå med og klappe ligeså hårdt i næverne som jeg kunne. Inden i hver næve havde han en blik klappert, der lå så akkurat som en klatkage. Da vi gik derhen spurgte jeg ham, hvorfor der således skulle klappes. Men da han nok vidste det lige så lidt som jeg, svarede han: at da der i aften var så mange pibere, så måtte der være mange klappere, for at kunne overdøve piberne. Dertil kan man jo allerbedst bruge pauker, trommer og trompeter, sagde jeg, og derpå siger det samme som Peer Klim engang sagde på Roskilde marked til en stor dreng der fløjtede i en hest med en pibe i enden: Vi gør i fløjten her i byen. Komedien som jeg så, blev jeg slet ikke klog på, hvor meget jeg passede hende op. Hun forekom mig alt for svejtsisk eller italiensk. Og der var ingen rigtig spil ved hende. De sang pænt nok og spillede pisligt, Men hvad komedien rigtig skulle forestille, det ved jeg ikke. Nu kom hun da til ende, som godt var. Men nu begyndte også den fæleste jeg og kommers, jeg nogensinde har hørt og set. Jeg var færdig at banke mine næver itu, og det fortrød jeg mest at jeg ikke havde taget mine store brede træsko med, for at kunne klamre til gavns.

J. Da har jeg dog haft det langt bedre end du. For Anders Garder havde to par strigletøjer, hvoraf han gav mig det ene til at gøre alarm med, og vi blev ved at klapre og huje og brøle til vi blev trætte over hele ansigtet og i vores arme. Dersom vi ikke i forvejen havde været oppe hos konditoren på loftet i Komediehuset, ville vi knapt have holdt det så længe ud. For resten må du tro, jeg havde morskab nok af den komedie der blev spillet bag efter af os andre? Så du hvorledes nogle unge fyre oppe i hvælvingerne tudede og jamrede sig i en hob store horn, som de vel kan få læs nok med kan jeg tro deres hele ægteskab igennem. Andre vrælede og brølede som uvane tyre og beder, kort sagt, det hele gik langt lystigere til end i i Dyrehaven om sommeren. Havde jeg kunne drømt om at det skulle gå så ravgalt og spektakelmæssigt til, så havde jeg såmænd set til at få fat på et par stikbækkener, så kan du tro musikken var blevet bedre.

H. Æ! Føj for den slemme syge, det kan da aldrig gå an på sådanne steder, hvor der er så mange fine og pæne på det.

J. Åh, hvad! Det regner den slags folk som var på parterren den aften ikke så nøje, der, hvor der er så meget Orleantskab må det ene jo dog ligne det andet ved jeg, og det kaldes også i Kevenhavn sømmetri og at sømpatesere. 

H. Nej! Men dersom jeg måtte råde for al den kommers, så tog jeg hellere alle de skraldemænd der er i hele byen derinde og lod dem companere om kap med hornene, karteskerne, og andre buldreredskaber så måske pibernes lyd blev dæmpet.

J. Det turde måske endda blive knapt nok. Men kan du ikke huske hvad den komedie hun hed.

H. Jeg synes en kaldte hende for: Den milde koutenance, eller sådan noget. 

J. Ja det er nu lige meget hvad hun hed eller ikke, så huede den hele kadangse mig slet ikke. Men lad os nu se til vi kommer hjem.

(Politivennen nr. 322. Løverdagen den 2den Marts 1822, s. 5164-5172).

Til Maskeradebesøgere.

For et par årtier siden var maskerade eller maskebal en ukendt fornøjelse i hovedstaden. Men siden den tid er den blevet temmelig almindelig. Anmelderen vil ikke indlade sig på at tale om hvorvidt maskeraderne er gavnlige for sundheden eller skadelige for moralen, samt hvad de i øvrigt kunne give anledning til. For den rene er alting rent, og brugt med måde kan alt være godt. Men man tror at man bør omtale og gøre opmærksom på en ulempe som de fører med sig. Der gives nemlig folk som udlejer masker og dragter til enhver som forlanger og kan betale samme. Disse bruges således af mange og vel somme tider af nogle der ikke er så aldeles rene. Og det er derfor troligt at smitten af en eller flere sygdomme derved udbredes. Anmelderen ved at en ung uskyldig pige efter brugen af en sådan lejet maske blev smittet med en frygtelig og af alle afskyet sygdom. Dragterne som i almindelighed ikke berører legemet, er vel ikke så farlige som maskerne, der umiddelbart berører de finere dele af ansigtet og som derfor lettere kan modtage og meddele smitten.

Anmelderen fremsætter dette for selv om øvrigheden ikke tror at burde tage hensyn hertil, dog at råde enhver fra at benytte masker som har været brugt af folk man slet ikke kender. Det er vel intet spørgsmål om at man hellere bør give et par marks penge mere til en ny maske når man vil tage del i en så kostbar fornøjelse end at udsætte sig for at smittes af en langvarig og måske uhelbredelig sygdom. Dersom det gik af brug at benytte lejede masker, og enhver som deltog i maskerader måtte anskaffe sig en ny, ville den hyppigere afsætning som da måtte finde sted, måske sætte fabrikanterne eller dem som sælger masker i stand til at sælge dem for en lavere pris.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5060-5062).

Uordener

Næsten hver gang der er hvad man kalder jødemaskerade her i København indfinder der sig adskillige uordener. For slet ikke at tale om den ubehagelige støj og uro og den skadelige lejlighed til sammenstimlen for vores kåde drenge og vores voksne pøbel.

Sidste lørdag nat blev således en familie i Møntergade sat i en farlig skræk da to personer kl. 12 om natten ringede på stuedøren og med vold og magt ville skyde døren ind. På råb ud af vinduet efter vægteren smurte disse nattedrivere hæle. Men skrækken havde dog folkene fået.

Måske tager indsenderen fejl, men han tror at så lidt skadelig eller foruroligende en sådan skik (vel rettere uskik) kunne være i andre lande, hvor masker og maskering er noget dagligt som ingen opmærksomhed vækker, så nær kommer den her en strafværdig uorden, fordi vores ubændige pøbel og drengeverden straks ved det uventede gør støj og spektakler.

(Politivennen nr. 567, 11. mar 1809, s. 10000-10001)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om jødernes Purimsfest eller -maskerade. Her optrådte mange jøder udklædt og med masker. På Politivennens tid var der imidlertid opstået et misbrug. Det bedre borgerskabs unge mennesker begyndte maskerede at forsøge at komme med til løjerne i de velstående jøders fester. Undertiden udartede det sig til tyverier og vold. Se også artiklen fra 1803.

Et Par Ord om offentlige Maskerader.

Maskerade! -om denne fornøjelige moral har man allerede talt og skrevet så meget og på alle kanter så nøje drøftet og gennemgået den, at anmelderen intet ved at lægge til og vil derfor ikke videre indlade sig deri Da dette naragtige morskab dog bliver tilladt, bør der unægtelig træffes en sådan foranstaltning at sæderne taber så lidt som muligt derved. Dette formål vil ingenlunde blive opnået så længe liderlige og frække bolersker uhindret kan søge maskeradesalene for der at skaffe sig kunder, og man ikke søger at sætte grænser for uanstændig opførsel af uopdragne og liderlige unge hjerter.

Således så man på en vis offentlig maskerade ikke få af de gemeneste skøger og liderlige tjenestepiger spadsere omkring for at skaffe sig engagement som også fortræffelig lykkedes dem, for ud på natten var der ikke en eneste som manglede chapeau. Hvor ubehageligt må det ikke være for et anstændigt fruentimmer her at være i selskab med afskummet af sit køn? At disse uordener kunne forebygges, tvivler anmelderen ikke om. Og fornuftigvis burde det ikke blot tages i betragtning om de som indlades, har anstændig maskeradedragt eller domino, men især om personen selv er anstændig. En bekendt traktør på Vesterbro har i sin dansesal en ophængt bekendtgørelse hvorefter uanstændige fruentimmer enten ikke indlades eller uden omstændigheder bortvises. Det var at ønske at der på de omtalte maskerader måtte findes lignende bekendtgørelser. At mandfolkene på visse maskerader tillader sig de uanstændigste friheder, har anmelderen selv været vidne til. Skønt de fleste fruentimmer ved disse var så rolige som lam, hvilket just ikke giver noget højt begreb om deres sædelighed. Et honet fruentimmer vil det vist nok ikke være klogt her at medbringe da hun ikke står i så lidt fare for at blive insulteret. Således så anmelderen på en maskerade at en maske som bar domino og en trekantet hat med guldgalloner, tog en honet pige om livet og kyssede hende, og løb derefter bort. En i så høj grad uanstændig opførsel fortjener vist nok at stilles offentlig til skue. At en entreprenør for en offentlig maskerade er vidende om de i disse linjer påankede uordener, påstår anmelderen ingenlunde, men ønsker blot at de for fremtiden måtte blive fjernet. Desuden må det unægtelig være kærere at deres maskerader søges af anstændige folk end af sådanne hvis rette plads er danseboderne og smågaderne.

H. Nielsen.

Litteratus.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 301, 28. januar 1804, s. 4791-4794)

Forsvar for maskerader

 Til Politivennen!

Fordi Deres blad har indrykket et så heftigt angreb på maskerader, har De pålagt Dem selv den forpligtelse også at indrykke et ligeså bestemt forsvar for samme, med mindre De vil anses for uretfærdig.

Jeg har så mange skønne ting at sige til forsvar for den herlige og fortryllende maskerade, at jeg ikke kan svare for om jeg ikke følger den rigtige orden i fremstillingen af de store og almengavnende virkninger til hvis beskuelse jeg vekselvis henrives af min indbildningskraft. Dog jeg må begynde og begynde med:

Luksus: Denne funklende diamant i en nations kulturkrans, på hvilken bedre baggrund kan den være end maskeraden! Alle store politikere, og nylig den største af dem alle, har ydet luksus den mest uskrømtede lov. Luksus befordrer kunster, videnskaber, handel. Luksus tømmer den riges overfyldte pung til fordel for at tusinde fattige kan blive mætte. Luksus svækker den kraft der ellers ville give sig udtryk i dristige forbrydelser eller bringe sig i fare ved store heltegerninger. Luksus hærder sine dyrkere til gavn af hundrede uglimrende goder, for at erholde det største. Luksus udretter altså det samme som de mest roste dyder. Modsat de dyder der er vanskelig hårde, ikke tilgivende mod deres dyrkere, er Luksus en blid, smilende, henrykkende herskerinde. Og hvilken nation tør påstå at tilhøre Luksus, hvis den ikke har maskerader, og søgte dem med ædel entusiasme.

Nationalvelstand, patriotens kæledægge, hvor trives den ikke ved maskeraden. Den har jo skabt en fabrik for os, der nylig opstået kappes med landets ældste, der uden forstand iler til fuldkommenhed, det ædle maskemageri! Hvor mange hænder beskæftiges ikke her på den mest nyttige af alle måder i forædling af vore egne råmaterialer! Nu de øvrige industrigrene der opfostres ved maskeradens kraftige die. Vore stræders tal vokser for at skabe tusinde nye yndige dragter. Kræmmerne afsætter deres forlagte varer. Perlestikkerne deres galoner, marskandiserne deres klæder. Udlejningen af dragter og masker afgiver en ny erobret erhvervsgren, som allerede rigelig *) føder mange værdige munde. Og for at gøre ende på denne udsigt, for endnu større venter mig, hvilket Peru er ikke maskeraden for mængden af fortjente gæstgivere!

Legemsdannelse. Det er en vigtig disciplin, som pædagogen så ofte hindrer frem for at befordre, som gymnasten har så stor møje med at fremtvinge ved vovelige spring, som statsmanden og krigeren kun på besværlige måder arbejder for. Den frembringer maskerader på den letteste, behageligste og mest virksomme måde. Her har den unge hele verden i en nøddeskal (in nuce), en levende billedbog (Orbis Pictus), hvor enhver kan læse den anstand han finder skønnest. Her øves styrken i at bære kakkelovne, sukkertoppe, små bitte vindmøller, og store flæskeskinker. Dansen læres langt bedre der end af en dansemester i et halvtomt værelse. Og hvordan kunne hurtighed bedre erhverves end ved øve sig i at redde sin person i en fart, når man har sagt sådanne grovheder, som man plejer at få prygle for?

Sjælen, menneskets ædleste del, denne ubegribelige, udødelige ånd, denne guddomsstråle - hvorved kan den bedre forædles og nærme sig sit store mål, end ved maskerader? Beskuelsen, dette de nyere opdrageres højpriste vehikel for oplysning, som er kommet i stedet for vores forfædres tunge kedsommelige udenadslæren, aldrig kan den fuldere nydes end her! Forstanden beriges med kundskaber i den uberegneligste grad. Geografien læres ved at se folk fra alle landet i Sommerfelt. Deres skikke, sæder, klædedragt udgør det vigtigste af historien. Psykologien har her sit kateder. Sprogene lige til fingersproget, bringes i udøvelse. Fantasien er i bestandigt spil, og dømmekraften har altså nok at berigtige. Hvor styrkes ikke vittigheden, ved hurtige impromter på uventede tiltaler! Hvor øves ikke opfindelsen ved at udtænke antog og optøjer! Og skarpsindigheden,hvor er den ikke her på prøvestenen, for at gætte sig til personerne, for at udtænke deres hensigter med den valgte maskering. Med et ord, alle sjæleevener vinder og udvikler sig til fuldkommenhed på maskerader, og ikke mindre opammes, næres og trives på maskeraden alle dyder. Undseelse glæder sig ved den dølgende beskedne maske. Tålmodighed besidder hver den der kan udholde en hel nats maskerade og alle dens følger. Tavshed ser man de fleste maskeradegængere udøve i en underlig grad. Kyskhed lutres som i en ild. Manddom, tapperhed kan ikke sjælden få lejlighed til at vise sig. Sædelighed, anstændighed er ovenpå, for her kan en honet kone tale med en galan uden at udsætte sin ære, pigen møde og omgås sin fyr uden forargelse, manden medbringe eller finder sin bole, uden at opvække sin elskede hustrus frygtelige skinsyge.

Staten, de fattige, industrien, opdragelsen dyden, anstændigheden vinder alle uendelig ved maskeraden. Op derfor alle for at forsvare den imod dens frakke angribere! Lad dem dø af harme ved at se eder søge den med uafladelig lyst!

J. J. A. Schønberg
Kandidat på alm. Hospital

*) 25 rd. er givet i leje for engang af en husardragt

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4085-4091)

Annonce for maskerade i Adresseavisen, 5. januar 1837. I Hotel d'Angleterre. Sådanne annoncer var ret almindelige, så maskeradee må have haft en del udbredelse.

Om Maskeraden ved Purimfesten

(Efter indsendt)

Kultur og sædelighed er to stykker for enhver nations lyksalighed og velstand, og ingen nation kan tænkes forædlet uden dem. I en tid, hvor kun kundskab og fortjenester adler mennesket, og fordom og overtro svinder som tåge for solens lys, er det enhver tænkendes pligt at gøre opmærksom på de fejl han mener at finde. For han smigrer sig med det håb, at han ikke taler forgæves.

Ingen fornøjelser må nogensinde stride imod sædeligheden, men altid være i overensstemmelse med vores pligter. Yppighed afskys i hvert lag, hvor formålet er: Uskyldig fornøjelse. Og man bør altid have følgende gyldne regel indprentet i sin hukommelse: Med lidt kan man være veltilfreds. De kostbare retter og vine, der pranger på frådserens bord er ikke midler til at befordre fornøjelsen. Nej. Der hvor tarvelighed hersker, findes den sande glæde, fryd og fornøjelse. Mennesket trænger til selskabeligt samfund, men han trænger ikke til at ødsle. Han trænger ikke til støjende glæder. Han behøver blid adspredelse. Og efter disse grundsætninger tror jeg, at man kan bedømme fornøjelsernes moral.

I disse dage højtideligholdt en del af den jødiske nation den sædvanlige årlige purimfest. Nogle har truffet den meget gavnlige indretning ikke at indlade nogen med maske. Denne årlige fest, blot bestemt til indbyrdes fornøjelse, er som sådan meget god. Men hvor forstyrres ikke denne glæde ved de mange uberettigede som deltager i den! Hvor fornedrende er det ikke at se sig omgivet med modens eller umodens folk, som under skjul af  masker spiller en rolle, som er dem ganske uværdig, og tager sig friheder grænsende til uforskammethed. Små drenge lister sig fra deres forældre. Håndværksdrenge forlader værkstedet og med et stykke papir for ansigtet (for finanserne tillader dem ikke at købe en maske). Således udrustet beærer de en med deres nærværelse og for maskens (eller papirets skyld) bliver de modtaget med en usædvanlig gæstfrihed. At det kan være en såre kildrende fornøjelse for disse, vil jeg ikke nægte. Men at husfaderen kan more sig ved det, er mig ubegribelig. Jeg vil ikke tale om de spekulationer mangen spradebasse går på, jeg holder det for nok at pege hen dertil.

Denne festlige fornøjelse er så langt fra i overensstemmelse med hvad jeg førhen har søgt, men er øjensynlig stridende imod sædeligheden. Man har derfor det håb, at de som endnu lader sig forlede, på denne måde at fornøje sig, ikke vil undlade at følge denne velmente advarsel.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4071-4073)

Jødemaskerade. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning

Om Purimsfesten, se anmærkningen til artiklen fra 1809.