Nok en Bommert paa Frederiksberg-Kirkegaard.

For et par uger siden ankedes der i dette blad over at et dødt menneske var utildækket henlagt på den blotte jord på oven nævnte kirkegård. I forrige uge skete det at tovet ved et ligs nedsænkning i graven brast itu så at kisten kom ned på enden. Det ubehagelige indtryk som skuet af sådant nødvendigvis må gøre på sørgefølget, håber man ved denne anmeldelse at se forebygget for fremtiden, idet man anmoder graverens foresatte at indskærpe ham at have et forsvarligt reb til dette brug, eftersom han vist ikke gør sin pligt uden betaling.

(Politivennen nr. 902, Løverdagen den 13de April 1833, s. 256-257)

"Tovet brast itu ved et ligs nedsænkning i graven så at kisten kom ned på enden." (Del af Frederiksberg ældre Kirkegård. Eget foto, 2015).

Et fælt Skue paa Frederiksberg Kirkegaard.

Ved i forrige uge at passere Frederiksberg Kirkegård så anmelderen at porten til samme stod åben. Han gik derfor derind, men studsede meget over at se at liget af en mand der var i fuld påklædning med trøje, hvide benklæder, støvler og hat ligge udstrakt på jorden i den forreste kirkegård, og en tom ligkiste at stå i nærheden af ham. Hvor længe denne døde før eller siden har ligget der, er anmelderen ubekendt. Men han holder for at det er utilbørligt at henlægge et dødt menneske på den blotte jord på et sted hvortil enhver kan have adgang, da skuet af samme for nervesvage og kvinder under visse omstændigheder kan have højst ubehagelige følger. 

Da druknede, fundne døde og forulykkede personer i København henlægges i det dertil indrettede dødehus ved Langebro, var det at ønske at et lignende sted blev anvist for forstædernes beboere, indtil den af øvrigheden foranstaltede synsforretning var optaget. I omhandlede tilfælde synes det at den døde kunne have været henlagt i kirkens våbenhus eller i det mindste i den kiste som stod straks ved ham.

(Politivennen nr. 897, Løverdagen den 9de Marts 1833, s. 167-168) 

Del af Frederiksberg ældre kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.

En Uorden i Frederiksbergs Kirke.

For nogle dage siden var hvad vel ofte er tilfældet, en del københavnere til en barnedåb i Frederiksberg Kirke. Men måtte med største ubehagelighed erfare at deres klæder af stolesæderne var blevet ligeså ilde tilredte med støv som om de havde siddet ude på Kongevejen. Det er naturligt at meget støv af de forbiløbende veje jages i luften og af vinden drives ind i denne kirke. Men det er ikke smukt - skønt måske også det er naturligt - at dette støv ikke afvikles når nogen gudsdyrkelseshandling finder sted i kirken.

Det er måske ikke til overs ved denne lejlighed at bejamre den virkelig utilgivelige skødesløshed hvormed næsten alle offentlige bygninger hos os behandles i henseende til rengøring. I Holland bliver sådanne bygninger hver lørdag fuldkommen renset som andre huse, gulvene skurrede og skrubbede, og vinduerne afvasket med håndsprøjter osv. Hos os kender vi intet til sådant. De få offentlige bygninger København ejer, der fra bygningskunstens side fortjener at beskues, er stinkende og besudlede. Enhver kirkes yderdel synes helliget Cloacina. Dels er mangel på offentlige lokummer skyld heri. Men også at der hos os ikke er sørget for eller befalet nogen rengøring af offentlige bygninger.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4278-4279)

Uorden på Frederiksberg Kirkegård

Der har i lang tid hersket den uskik at enten degnen, eller hvem det er, lader lam græsse på kirkegården. På grund af det bliver gravene på det mest skammelige tilredte. Man håber at dette bliver undersøgt, og at den der er årsag til uordenen, bliver tilbørlig straffet.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3690)

"Degnen lader lam græsse på kirkegården. På grund af det bliver gravene på det mest skammelige tilredte." (Frederiksberg gamle kirkegård og kirke. Eget foto, 2015).

Frederiksberg Halsjern

I anledning af, at porten til Frederiksberg kirkegård tillige er en gabestok, spørger en fremmed: Om halsjernet er bekostet af sognets beboere for dem og efterkommere?

Det yderst frappante syn at se et halsjern - et gabestoksattribut, som i de sidste 10 år ikke engang er brugt ved Gammelstrand - i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse, må sætte enhver fremmed i forundring. Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode, at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som så tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener - når man undtager de valbykvinder der plukker fjerkræ levende på Gammeltorv - og til disse kunne jo sognets øvrighed, når behov gjordes, låne Københavns forladte og altid ledige gabetræ ved Højbro, hvilket måske endog ville opbygge vores fiskerinder, og hvorved der i så fald sloges to fluer med et smæk.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2696-2697)

"Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode, at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som så tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener" (Halsjern fra Thy. Nationalmuseet. Eget foto 2015)

Fra en Kirkegænger på Frederiksberg

Man ville ønske, at hr pastor Liebenberg ville holde fast i den gamle skik at lade kirketjenesten her, hver gang det er hvad man kalder sidstprædiken, begynde kl. 2, da det for en del kirkegængere ville medføre en stor uorden i deres husholdninger, hvis de for at kunne gå i kirke kl. 12 måtte spise klokken halv tol!

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21. februar 1801, s. 2356)