Lindevangshjemmet 2/8. (Efterskrift til Politivennen).

I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på Lindevangshjemmet.

Paa Flugt.

Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.

Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede

Lindevangshjemmet.

Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.

Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.

Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.

Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet

et Besøg.

Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.

Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.

Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.

Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa 

Forstanderinden,

Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.

Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.

Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.

- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.

Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.

De utaknemlige.

Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.

Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive

et Helvede.

Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.

Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.

De Stummes Villa

Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:

Du skal tie.

I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.

Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?

Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?

Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.

Et Eksempel.

Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.

Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.

Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.

Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.

Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,

se de Andre spise.

Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var 

ikke værdige til at gaa i Kirke 

og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.

Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.

Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.

De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.

Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.

Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.

Intet Under at

forskellige Flugtforsøg

finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.

Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.

Nu er de under streng Bevogtning.

Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.

Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.

Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen 

Hæderlig Kvinde.

Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.

Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.

Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.

Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.

Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser 

(København 28. december 1895).

En borgerlig Begravelse paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Præster nægter at holde Ligtale 

Paa Sundbyernes Kirkegaard skete i Gaar, 2 Juledag, en Jordfæstelse uden præstelig Medvirkning, de stedlige Præster Schneekloth og Nielsen, havde nægtet at kaste Jord paa den Afdøde, Sten- og Billedhugger Carl Hansen, paa Grund af, at han var borgerlig gift, altsaa viet paa Raadhuset af Borgmesteren. Men netop paa Grund af Præsternes Uvillie formede denne borgerlige Begravelse sig til en smuk og gribende Højtidelighed.

Den Afdøde var ca. 33 Aar, han har arbejdet for Firmaerne H. Jørgen Larsen og Wienberg og havde et godt Navn som Kammerat og Partifælle. Det vakte derfor ganske naturligt stor Forbitrelse blandt hans Venner, da de erfarede Præsternes Afslag. Enken henvendte sig først til Pastor Schneekloth, men han svarede straks Nej, han vilde ikke tale over en Mand, der havde holdt Bryllup paa Raadhuset. Han henviste Enken til sin Kollega, Pastor Nielsen, men her fik hun det samme Svar.

Ganske betegnende for Præsternes Opfattelse af deres Pligter som Kristi Tjenere kan anføres, at da de ikke var sikre paa, hvorvidt deres Handlemaade overfor Enken var fuldt forsvarlig, saa rettede de en Forespørgsel til deres gejstlige Foresatte, Biskoppen, for at erfare hans Mening. 

Biskoppen svarede, at han ikke havde noget imod, at de forrettede Jordpaakastelsen, det maatte blive deres egen private Sag, og de kunde svare Ja eller Nej efter Behag.

D'Hrr Præster var efter Biskoppens Svar altsaa fuldstændig frit stillede - og de valgte saa at svare Nej! En anden Sag er det, hvorvidt de kan saa denne intolerante Optræden til at harmonere med Broder-Kærlighedens Juleevangelium, de just har prædiket i Kirken: "Fred paa Jorden" og "Elsker hverandre".

I Gaar Middags Kl. 2 samledes et betydeligt Følge, ca 500 Mennesker, ved Kapellet ved Sundby Kirke; foruden Familie og Arbejdskammerater var mødt et stort Antal Partifæller samt "Taarnby Sogns folkelige Forening" og Sangforeningen "Vennelyst", der havde tilbudt at synge i Kapellet. Ved Kisten var plantet 3 Faner, og den prydedes bl. a. med Kranse og Inskriptioner fra Kollegerne paa Larsen og Wienbergs Plads.

Just som Sangkoret skulde til at synge, kom der Bud fra Præsten med et nyt Forbud: han forbød at der blev sunget i Kapellet, dette Forbud vakte atter Misstemning i Forsamlingen og det var just ikke blide Ord, der faldt om den Præstevilkaarlighed, som endog forfulgte et Medmenneske ud over Graven.

Men de brave Amagere lod sig ikke forbløffe. Mens Klokkerne ringede (mærkeligt nok var Klokkeringningen ikke bleven forbudt), blev Kisten baaret ud paa Ligvognen, og med Fanerne i Spidsen drog Toget til Sundby Kirkegaard, der ligger som et prægtigt Snelandskab, vinterlig og hvid, med den blaa Sø i Baggrunden.

Da Kisten var sænket i Graven, samledes Sangkoret for at synge en Salme, men selv herude under Guds frie Himmel kunde Præsterne ikke dy sig; de udstedte et nyt Forbud! En af Graverkarlene erklærede, at Præsten havde forbudt Tale og Sang ved Graven, men Følget tog intet Hensyn hertil; man mente, at nu var Præstens religiøse Fanatisme dog gaaet for vidt.

Sogneraadsmedlem, Detailhandler Thorvald Hansen traadte op paa Gravhøjen og sagde i en kort, hjærtelig Tale den Afdøde det sidste Farvel. Hr. Hansen sagde bl. a.: Var denne Mand, som her hviler, et slettere Menneske end andre, siden det er bleven nægtet at tale og synge ved hans Baare? Nej, tværtimod, jeg skal her ved hans Grav fremhæve, at han var en trofast Partifælle, en afholdt Arbejdskammerat, en god Søn og en kærlig og omhyggelig Ægtemand. Dette store Følge viser bedst, hvor afholdt han var. Der er nægtet ham Jordpaakastelse og han skal begraves uden Præstens Velsignelse. Lad os da, som er hans Venner, udføre den Kærlighedsgærning, at kaste Jord paa hans Kiste. Farvel, Kammerat! Fred være med dit Minde!

Forsamlingen blottede Hovederne, mange var synlig rørt og havde Taarer i Øjnene; en for én gik Følget hen til Graven, kastede en Klump Jord ned paa Kisten og istemte samtidig en Salme.

Sangen, istemt af 500 kraftige Struber, var af stor Virkning. Højtideligheden sluttedes med, at Sangforeningen "Vennelyst" sang Øehlenschlägers Digt: "Lær mig, o Skov, at visne glad", og Hr. Thorvald Hansen bragte paa den Afdødes Families Vegne en hjærtelig Tak til Følget.

Dermed var denne "borgerlige Begravelse" til Ende. Den havde formet sig til en jævn, men gribende Jordfæstelse, og blandt Følget hørtes mange Udtalelser om, at de ingensinde havde overværet en saa hjærtelig og velment Sørgefest over en Afdød - for Fremtiden vil d'Hrr. Præster godt kunne undværes.

(Social-Demokraten 27. december 1895).

Christensen, Marius (Peter Marius Meilsøe) (24.6.1874-25.6.1907) fotograf: Schneekloth, Gustav Adolph (5.6.1853-16.2.1929) sognepræst. 1890-1907. Det kongelige Bibliotek.

Gustav Adolph Schneekloth (1853-1929) blev sognepræst ved Sundby Kirke i 1890. Menighedsplejeforeningen (hvor Schneekloth var formand) havde i april 1893 inviteret indremissionspræsten Vilhelm Beck til Sundby Kirke. Her havde pastor Schneekloth i sin introduktion udtalt at der var meget "nikke-kristendom" i Sundbyerne som "trængte til et puf" af Beck. Beck havde derefter ført sin vanlige helvedestale og agitation for Indre Mission. Schneekloth udtalte efterfølgende at foreningens mål var de samme som Becks. Schneekloth var desuden formand for Sundby Sogns Sygeplejeforening, for Sundbyernes Asyl og for Sundbyernes Folkebibliotek. Han var sognepræst i 38 år til 1928.

Den borgerlige Begravelse paa Amager.

Vi har modtaget følgende:

Hr Redaktør !

I Anledning af Deres Beretning i "Social-Demokraten" af "27. d. M. med Overskrift En borgerlig Begravelse paa Amager, beder jeg Dem velvilligst oplyse, at Grunden til at Jordpaakastelsen ved den omtalte Begravelse blev nægtet, aldeles ikke var den, at den afdøde var borgerligt viet, da dette ikke er nogen Hindring for gejstlig Medvirkning, men udelukkende den, at den afdøde aldeles ikke tilhørte Folkekirken, idet saavel han som hans Hustru havde udmeldt sig af denne og altsaa ikke selv ønsker at staa i Forbindelse med Kirken og dens Præster. Desuden er det os Præster forbudt at foretage Jordpaakastelse paa dem, der staar udenfor Folkekirken, saa at alt, hvad der er meddelt om, at Biskoppen skulde have henstillet til os selv, hvad vi i dette Tilfælde vilde gøre, er fuldstændig Usandhed. Endvidere skal jeg bemærke, at der ikke er tilladt at der synges, holdes Tale eller bringes Faner ind paa Kirkegaarden, uden at Præstens Tilladelse forud er indhentet, og at Graveren har Paalæg om, for at forebygge Misbrug, at paase, at sligt ikke sker, men i dette Tilfælde har der slet ikke en Gang været spurgt om Tilladelse; jeg tillader mig at henstille om dette kan findes passende.

Jeg skulde ikke have det mindste imod, om der kunde findes passende Former, hvorunder borgerlige Begravelser kunde foregaa, men en Demonstration, saa lidet begrundet som den, der her er sket, paa et til Fred indviet Sted, har forekommet mig og mange med mig forargelig.

Ærb.

A. Schneekloth,

Sognepræst ved Sundby Kirke.

*

Lovbestemmelserne (bl. a. Kultusministeriets Skrivelse af 25. Febr 1852 osv.) siger, at ved Begravelsen af Medlemmer af ikke-anerkendte Trossamfund maa Præsten, naar det forlanges, og han er villig dertil, forrette Jordpaakastelse. Dette passer altsaa ikke med Hr. Schneekloths Paastand, og han tager derved fejl paa et af de vigtigste Punkter i sin Undskyldningsskrivelse.

Han siger videre, at ikke den borgerlige Vielse, men den Omstændighed, at Afdøde "aldeles ikke tilhørte Folkekirken", var Aarsagen til Nægtelsen; men denne Bemærkning er dog nærmest Ordkløveri. Det var jo nemlig hidtil saaledes, at man ikke henvendte sig paa et eller andet Kontor og lod sig udskrive af Kirken, men Udmeldelsen fandt Sted t. Eks ved at man indgik borgerlig Vielse, og andet havde den Afdøde heller ikke gjort. Først i den allerseneste Tid er der sket en Forandring i denne Praksis, idet Magistraten modtager Udmældelser af Folkekirken.

Naar Pastoren taler om, at der er sket en "forargelig Demonstration" paa et "indviet" Sted, saa udslynger han en uforsvarlig Beskyldning mod en stor Forsamling af hæderlige Mænd og Kvinder, der ikke foretog sig andet end hvad der er daglig Skik og Brug ved Begravelser: de viste Honnør med Fanerne, sang Salmer, kastede til Afsked en Haandfuld Jord paa Kisten og Sogneraadsmedlem Thorvald Hansen udtalte et Par Mindeord over den Afdøde.

Er der nogen, som vakte Forargelse, saa er det udelukkende Pastor Schneekloth selv; han har, trods at han efter sine Samtaler med Enken maatte kunne indse, at det var hendes inderligste Ønske, at der blev talt og sunget ved Graven, udtrykkelig forbudt disse Æresbevisninger overfor den Afdøde. Og var der noget, der vakte Misstemning paa Kirkegaarden, saa var det netop Præstens hæsblæsende Forsøg paa at forhindre, at Følget og Familien viste den Afdøde den sidste Ære. Præstens Ønske var altsaa, at den Døde ganske stille skulde puttes i Jorden og endog behandles værre end Selvmorderne, til hvis Begravelse Præsterne villigt møder.

Red.

(Social-Demokraten 29. december 1895)

Noget ændrede sig med tiden: Ved den socialdemokratisk folketingsmand Valdemar Jensens begravelse i maj 1915 fra Sundby Kirke var der ingen problemer med røde bannere og faner, og pastor Schneekloth skal ifølge Social-Demokraten 9. maj 1915 havde holdt "en af de mest sympatiske og følte taler, nogen dansk præst har holdt ved en arbejder-tillidsmands båre." Jensen blev begravet på Assistenskirkegården. 

Fra Borgerrådet, Røfler til Politiet. (Efterskrift til Politivennen).

Den fem timer lange debat i aftes af budgettet gennemsyredes fra først til sidst af misfornøjelsen med Politiet. Denne gang var det første-inspektøren, hr. Theodor Petersen, der måtte høre mange skarpe ord for den uhøflige optræden han har vist overfor en bestemt kreds af borgere, gartnerne, og for den mangel på orden, der hersker på det af hans ordenspoliti beskyttede Grønttorv.

Hr. Theodor Petersen har på et andragende af gartnerforeningen om, at gartnerne måtte få en egen plads på torvet, tilladt sig at sige, at dette gartnernes forsøg skyldes det Hensyn, at "formanden for gartnerforeningen må vise, at han foretager sig noget". Det var navnlig denne udtalelse, der var genstand for angreb.

(Her følger andre sager)

Forsvaret for Theodor Petersen føres først af hans nærmeste foresatte, hr Eugen Petersen, der siger:

- Om ikke med rene ord så dog indirekte beskylder gartnerne politiinspektøren for pligtforsømmelse. Men min Inspektør er en samvittighedsfuld og pligtopfyldende mand, så det er da ikke så underligt, at han er blevet irriteret. Fællesrepræsentationen for de samvirkende handelsforeninger, som har fremført klagen, skulle hellere forsøge at bevise, hvad den siger om enkelthederne ved torveordningen.

Derefter kommer borgmester Hansen:

- Jeg synes ikke der er stort at sige på tonen i Theodor Petersens skrivelse; men man vælter sig jo nu over politiet ved enhver lejlighed. Beklageligt er det dog, at en organisation som "De samvirkende Handelsforeninger" - eller hvad er det, den hedder - (Munterhed) hvis formand er borgerrepræsentant, optræder med en klage, som den, her er fremkommen.

Politiinspektøren har i alt fald kun givet svar på tiltale i skarpe baller til politiet. Nu går det først for alvor løs! 

Hr. Paludan: Når politiinspektøren siger, at gartnerforeningens formand blot har ønsket at vise, at han foretager sig noget, da er det en grov fornærmelse! Og politidirektøren og borgmesteren gør sig skyldig i samme fornærmelse ved at forsvare hans optræden. Man kan tale således til børn, ikke til voksne mennesker; det er utilstedeligt og usømmeligt!!

Hr. Salomon: Ja, og her kan ikke tales om svar på tiltale, for vort andragedde var ganske høfligt i formen.

Hr. Torp: Men selv om borgerne tillader sig stærke ord overfor autoriteterne, bør disse dog altid bevare den gode tone.

Borgmester Hansen: Naturligvis kan politiinspektørens ord med ond vilje opfattes som dårlig tone (stormende munterhed og spydige tilråb), men han har såmænd ikke ment det så grimt! (Ny munterhed.)

Hr. Paludan (harmfnysende): Lad os holde op med at tale om god tone eller dårlig tone. Det er en uforskammethed, politiinspektøren har vist en hel stand!!

Under den livligste bevægelse afsluttes hermed forhandlingerne,

(København, 17. december 1895).

Kvinder og Valgret 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagen

Landsthinget.

- - -

Kvindernes kommunale Valgret.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen anbefalede kort og godt at slaa Forslaget ihjæl ved følgende Dagsorden :

Idet Landsthinget fremdeles anser det for hverken at være i Samfundet- eller i Kvindernes Interesse, at Kvinderne faar Stemmeret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen.

Der var ingen Grund til at give Kvinderne Valgret. Hvad skulde de med den?

S. Jensen fandt, at P. G. C. Jensens Afvisning var unødig brutal i Formen og lidt vel fraseagtig , Indhold. Der havde dog vist været Anledning til at tage den Sag til noget mere alvorlig Drøftelse. Det vilde blive til stort Gavn for vort offentlige Liv, om vi fik Kvinderne mere med. Vi fik næppe en forsvarlig Løsning paa det vanskelige og forargelige Prostitutionsspørgsmaal, for Kvinderne fik et Ord med at sige om den Sag. Vor Fattigpleje vilde vinde enormt ved, at Kvinderne kom med - ikke alene som valgberettigede, men ogsaa som valgbare.

Taleren vilde stærkt fraraade at behandle Kvinderne saa brutalt og lidet værdigt for Mændene.

P. Bojsen var forbavset over, at man siden Forliget kunde falde paa at behandle et Forslag saa haardt og afvisende. Var det Forhandlingspolitik? Det var jo den gamle Tone fra Provisorietiden.

Det var nemt for Mand at vedtage, at det ikke var i Kvindernes Interesse at faa Valgret. Men det betøb jo intet. Det var jo ingen Grund, men et rent og start Postulat. De Kvinder, som vilde faa Valgret, vilde baade i By og paa Land komme i de højestbeskattedes Lejr. Det vilde jo saaledes blive de konservative Interesser, som fremmedes.

Naar den Sag blev afvist, var det af Fordomme og Bornerthed. Om 100 Aar vilde man se med et Smil paa den Dumhed, som nu vilde holde Kvinderne ude.

Oct. Hansen fandt, at det var baade uforsvarligt og næsten komisk, hvis Landsthinget slet ikke vilde eller turde drøfte det.

P. G C. Jensen vilde spørge om, hvorfor Landsthinget skulde beskæftige sig med det, som først skulde realiseres om 100 Aar. Landsthinget afviste den Sag, fordi det ikke gav sig af med ørkesløse Forhandlinger.

Lærer S. Jensen vilde gjærne vide, hvad Højesteretssagføreren mente med ørkesIøse Forhandlinger? Det behøvede de jo ikke at blive.

P. G. C. Jensen værgede ikke S. Jensen et Svar. men lod Oct. Hansen vide, at mange af dem. som havde stemt for Forslaget i Folkethinget, kun havde gjort det for at blive fri for det og overgive Landsthinget det til Exekution.

Oct. Hansen: En saadan Insinuation turde jeg ikke udslynge mod Medlemmer af det andet Thing. (P. G. C. Jensen: Ha ha ha!).

Efter Forslag af Oppositionen foregaar Afstemningen ved Navneopraab. P. G. C. Jensens Dagsorden vedtoges med 31 St., imod stemte 19, 5 sagde: Stemmer ikke. Resten var fraværende.

(Bornholms Tidende 17. december 1895).

Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96

- - -

Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:

"Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det "hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: "det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i "Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.

At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i "Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?

Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.

Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den "Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er "i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.

- - -

(Kvinden og Samfundet nr. 5, 1896. Uddrag).

Se også særskilt afsnit med nekrologer over P. G. C. Jensen på denne blog

Johannes Helms (1828-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Rektor og forfatter Johannes Helms, (1828-1895). Frederiksborg skole 1841-1847. Deltog fra 1849 i treårskrigen, bl. a. i slagene ved Fredericia og Isted. Boede ved hjemkomsten på Regensen og levede efter flere kilder det lystige studenterliv. 1856-1864 kollaboratør ved domskolen i Slesvig (tysk skolesprog). Efter rømningen af Dannevirke i 1864 begav han sig til Danmark. 

Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Johannes Helms. 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1867 rektor for af Borgerdydskolen på Christianshavn der 1893 flyttede til Helgolandsgade. Foreslog i 1870 en deling i en matematisknaturvidenskabelig og en sproglig retning som blev gennemført ved skolereformen 1871. Af skoleprogrammet 1880 fremgik at han mente at skolen hvilede på et kristent grundlag og at han ikke ville tolerere lærere som afveg fra det "på en opsigtsvækkende måde". Hans bog "Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden" (1883) indledes med fædrelandssangen "Jeg elsker de grønne Lunde" som blev skrevet 1873 til grundlovsfesten i Eremitagen. Blev tituleret professor 1887. 

Johannes Helms: Fortællinger og Digte, Sange og Viser. (Reitzels Forlag). I fyrrerne løb Johannes Helms "af Stabelen" som Student, og i halvtredserne - den samme Periode, der kan sige, at den har set Carl Ploug som radikal - færdedes han i København som en ung og lystig Regensianer, der aldrig kneb ud, naar det gjaldt om at spille Vægterne et Puds, og som akkurat havde saa megen Respekt for Regeringen, at han kunde synge om den senere Konge:

"Det var en Synd, om han skulde bo paa Kvisten med de dejlige Børn, som han har."

Naar Helms nu ser tilbage over sin Digtervirksomhed, forekommer det ham, at hans Sang aldrig har været andet for ham end "en Blomst i hans Hat". Men den Gang var der dog smaa røde Stænk i denne Blomst. Den Gang satiriserede Helms med elskværdigt Lune i den gangbare Gadevisestil over "Prins Feribrand, Kejseren af Brasiliens Søn", over Dyrehavsmanøvren, hvor Kongen "vælted Punchebollen og Plat'menasen, da Prins Ferdinand steg i Land", eller over Middagsmaden "oppe hos Kongen paa Slottet". Men det er gaaet med Helms ganske som der staar i hans egen Vise "Danmarks Pris" fra den Tid :

"Men da det saa var gaaet i Glemme, 
fik jeg Embede straks herhjemme -
derfor priser jeg Danmarks Land,
nu er jeg Ridder og Dannebrogsmand."

Det er netop det, Helms er blevet. For Øjeblikket sidder han som titulær Professor. R. D. M., ude i Borgerdydskolen paa Kristianshavn. Sine letsindige Studenteraar har han bragt i Glemme ved at gøre sin Skole til en udpræget kristelig Opdragelsesanstalt, afskedige nogle af sine dygtigste Lærere, fordi de var Fritænkere, og i et Skoleprogram erklære, at han vilde anse en ikke-troende for uværdig til om det kun var som Skrive- eller Gymnastiklærer at undervise de til hans Omsorg betroede Børn!

Og naar Johannes Helms nu synger om eller til Kongen, saa er intet ham fjærnere end uærbødige Ord om "Civillisten". Nu sender han Hilsen til "Kristian, vor Drot" (straalende Guld er hans Krones Rand"), eller han anvender den just ikke selvopfundne Vending om Kongen som "Høvedsmanden, der trygt mon Skuden styre." Men at Ungdomsindet ikke er helt lukt i paatagen Salvelse og Loyalitet, derom vidner f. Eks. Viserne ved Studenterjubilæerne, som er indflættet i nærværende Samling og hvori Helms paa de i halvtredserne yndede Melodier tager den tilbagelagte Udvikling lige til Dekorationerne og Nekrologerne mildt humoristisk. I Samlingen lyser den nydelige "Vise om Friheden, der ikke kunde faa Logis."

(Social-Demokraten 21. december 1888)

Prins Christian (den senere Christian 10.) - der ikke "skulle bo på kvisten" - tog studentereksamen den 5. april 1889. Han meldte sig derefter ind i Studenterforeningen og deltog den 28. september 1889 i rusgildet - med Helms som deltager.

Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1892–95. I 1894 var han medindbyder til tegning af aktier i det aldrig realiserede udsigtstårn i Søndermarken.

Johannes Helm død.

I Gaar Eftermiddag er Professor Johannes Helms efter længere Tids Svagelighed afgaaet ved Døden.

Hans Liv deler sig i tre Afsnit Soldatens, Studentens og Skolemandens. Som Skolemand forstod han paa en snild Maade at forbinde Soldaterdisciplinen med Studenterhumøret. Han fordrede, at Eleverne skulde vogte deres Gjerning med Alvor i Timerne, men i Frikvarteret kunde han være med til den muntreste Leg, og ingen var mindre snærpet end Helms, selv naar Kaadheden undertiden gik en Smule over Stregen. De hvide Haar, som han fik i en ung Alder, gjorde ham ikke ældre af Udseende. Den rødmussede Teint, de lystig plirrende Øjne, den ungdommelige Trutmund, den skjægløse Hage gjorde, at han lige til det sidste lignede en Student, ja næsten en Rus.

Helms var Præstesøn, født den 8de November 1828 i  Sørbymagle. Hans Skoledage randt i Frederiksborg, fra hvis lærde Skole han dimitteredes i 1847. Umiddelbart efter den anden Examen meldte han sig frivillig til Krigstjeneste, og efter Fredens Slutning fik han Sølvkorset for udvist Mod og Tapperhed. Sine Indtryk fra Felten har Helms skildret i Bogen "Soldaterliv i Krig og Fred", der udkom i 1883 og allerede foreligger i tredje Oplag.

Senere flyttede Helms ind paa Regensen, og i de følgende Aar var han en af lystigste Studenter, af dem der altid bar en Vits og en Sang paa Læben. Mange af de raske Viser, bl. a. den om Rigsdagsmanden der var til Middag hos Kongen, og den om Konstablen fra Sverrig, er senere blevne almen Ejendom; de findes i det Par Digtsamlinger, han fra Tid til anden sendte ud i Verden og som - sammen med Skuespillet "Kjærlighed og Statistik" og det rimede Lystspil "Et ungt Menneske" (opført paa det kgl. Theater i 1878) - danner hans literære Ballast.

Efter at Helms havde taget filologisk Embedsexamen og virket nogle Aar som Kollaboratør ved Domskolen I Slesvig, overtog han i 1867 Borgerdydskolen paa Kristianshavn efter Martin Hammerich. Som Leder af den ansete Skole gled Helms lidt efter lidt ud af de gamle Studenterkredse og saas kun undtagelsesvis nede i Studenterforeningen, ved hvis historiske Hjørneborde han havde haft mangen en hed Dyst ved Toddyen. Og han forstod snildt at holde paa Minderne og Traditionerne, paa samme Tid som han umærkelig indførte mere moderne Undervisningsprinciper, alt eftersom den gamle Lærerstab med Krossing, Scheer og Jørgensen i Spidsen døde bort, og yngre Kræfter traadte i deres Sted. Da Skolen i 1887 fejrede sit Hundredaarsjubilærum, blev Skolemanden Helms Anledning til, at Digteren Helm udnævntes til Professor. Ved denne Lejlighed malede Erik Henningsen sit dygtige Billede af Livet i Skolegaarden, paa hvilket der findes et ypperlig lignende Portræt af den afdøde Rektor. I 1893 flyttedes Skolen til den nye Bygning i Helgolandsgade. I 1892 var Helms indtraadt i Borgerrepræsentationen, hvor han dog kun tog Ordet, naar der var Skolesager paa Dagsordenen.

Helms var gift med en Datter af afdøde Vexelerer H. P. Hansen. Af hans Døtre er én gift med Inspektør Leuning, der turde være selvskrevet til at fortsætte Skolens Drift, en anden med Pastor Keiding, som han i 1877 dimitterede fra Skolen. En Søn - den eneste - er juridisk Kandidat.

Dommen om Helms er let at sammenfatte i et Par Ord: Han var ingen betydelig Aand, men et bravt Menneske, der elskede sit Fædreland over alt, en Mand, om hvis Retskaffenhed og humane Sindelag der kun er en Mening.

(Dannebrog (København) 5. december 1895)

 Aarhundredet i Billeder og Sang.

XIV.

Johannes Helms.

Johannes Helms fødtes 1828. Efter i 1847 at være bleven Student fra Frederiksborg lærde Skole deltog han Aaret efter som frivillig i Krigen. Af sine Oplevelser her har han givet en ganske livfuld Skildring i sin Bog "Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden".

Efter Krigen, under hvilken Helms særlig udmærkede sig og blev dekoreret med Sølvkorset, blev han Kollaborator (Adjunkt) ved Domstolen i Slesvig, fra hvilket Embede han fordreves 1864. Et Par Aar senere overtog han Bestyrelsen af Borgerdydskolen paa Kristianshavn, som Helms, der var en dygtig og afholdt Pædagog, først i Halvfemserne flyttede ud til Helgolandsgade, hvor den vedblivende virker, ogsaa efter at dens gamle Forstander i 1898 er afgaaet ved Tuden.

Som mange af sine samtidige førte Helms et lystigt Studenterliv. Fra denne Tid skriver sig de bedste af de Viser, han senere har udgivet i et Par Smaasamlinger - Visen om "Kjærlighedens Magt", om "Den svenske Konstabel fra Sverig, der skød sig med en Kanon", om "Rigsdagsmiddagen hos Kongen" osv. Et Par mindre og mindre betydelige Lystspil - "Kjærlighed og Statistik", "Et ungt Menneske" m. fl. - foreligge ogsaa fra Helms Haand.

Hans bedste Arbejde er utvivlsomt den noget brede, men i mange Henseende ret virkningsfulde Roman "Grib", som han udsendte kun et Par Aar før sin Død.

I de mange kjønne Skildringer, denne Bog indeholder af Nordsjælland og Nordsjællands Natur, særlig af Gribskovs betagende Skønhed, har Johannes Helms sat disse Egne, i hvilke han levede og færdedes i Ungdommens Aar, et smukt Mindesmærke i vor Literatur.

(Lemvig Folkeblad 16. juli 1899)

Et vers af "Jeg elsker de grønne lunde" stod ved flaget på Dybbøl efter 1920.

 

Johannes Helms' gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 3, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bedrageri i Korsør. (Efterskrift til Politivennen).

6 Maaneders Fængsel for Kassemangel. Overretten har stadfæstet Korsør Købstads Ekstrarets Dom i Sagen mod fhv. Kæmner og Havnekasserer m. v. i Korsør C. E. Didriksen for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger, hvorved han var anset med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 6 Maaneder. Dog bortfalder den ved Underretsdommen idømte Erstatning til Korsør Havnekasse af 22,467 Kr. 18 Øre, idet den herom nedlagte Paastand ikke kunde paakendes under nærværende Sag, da der ikke forelaa tilstrækkelige Oplysninger til Fastsættelse af det Didriksen overfor Kassen paahvilende Erstatningsansvar. (R. B.)

(Roskilde Dagblad 3. juli 1895.)

Kæmnersagen fra Korsør for Højesteret.

("Politiken")

Vi har tidligere kortelig omtalt den Sag, som i Gaar procederedes for Højesteret, og under hvilken fhv. Kæmner og Hovedkasserer i Korsør, Christian Emil Didriksen, er tiltalt for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger. I Højesteret var Hr. Asmussen Aktor, Advokat Nellemann Defensor.

Hr. Asmussen nøjedes i det væsentlige med at referere Sagen. Ved Underretten blev Didriksen, der snart fylder 70 Aar, dømt til seks Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost og en Erstatning til Korsør Kæmnerkasse af 22,467 Kr. 18 Øre, og Overretten har stadfæstet Dommen, hvad Straffen angaar, medens den lader Erstatningen bortfalde, idet Paastanden herom paa Grund af manglende Oplysninger ikke har kunnet paakendes under denne Sag.

Tiltaltes Underbalance var i det hele ca. 31,000 Kr, som fordelte sig paa Havnekassen med 22,467 Kr 18 Øre og Kæmnerkassen med 8294 Kr. 28 Øre.

Anledningen til, at Sagen kom op, var, at Didriksen i Begyndelsen af Marts 1892 anmeldte, at der paa hans Kontor var begaaet et natligt Indbrudstyveri, ved hvilket der skulde være stjaalet 1500-1600 Kr. Ved Undersøgelsen af denne Sag stillede Indbrudstyveriet sig noget mystisk; det var ikke muligt at opdage noget Spor af en Tyv, og man er heller ikke senere kommen til Klarhed over denne natlige Gaade

Imidlertid blev Kæmneren suspenderet - senere har han naturligvis faaet sin Afsked og hans Regnskaber blev opgjorte. Da var det, man opdagede den store Kassemangel. Under Forhørene forklarede Didriksen, at han allerede i 1882-83 mærkede, at der var et betydeligt Underskud i Kassen, der steg Aar for Aar; alligevel havde han ikke tænkt sig, at det var naaet til mere end 11.000 Kr. Han benægtede aldeles bestemt, at han havde taget af Kassen, og mente, at Underbalancen stammede fra Fejl i hans Regnskaber, idet han erkendte, at hans Regnskaber og Bogføring var i høj Grad uordentlige, og at han havde vist Forsømmelighed ved Opbevaringen af de Beløb, som blev indbetalt kontant til ham, saaledes at der let kunde stjæles af hans Kasse, uden at han opdagede det; hin har dog ikke kunnet sigte nogen for Tyveri.

Han paastod, at han ikke havde ført falske Regnskaber, hvilket heller ikke er oplyst under Sagen; derimod indrømmede han, at han havde søgt at skjule Kassemanglen. Hermed bar han sig ad paa følgende Maade: Efter sin Instruks kunde han modtage Indtægter i Kassen uden Indtægtsordre, som dog naturligvis senere skulde erhverves. Nu afsluttede han først sine Regnskaber over et forløbet Aar langt ind i næste Aar, og han undlod da at tage Indtægtsordre med Hensyn til de ofte meget betydelige Indtægter, der indkom i Kassen efter Regnskabets Afslutning; derved gav han det overfor Kasseeftersynet Udseende af, at den Beholdning, som efter Regnskabet skulde være til Stede i Kassen, virkelig fandtes, medens de senere indkomne Indtægter, som han undlod at indføre i Bøgerne, paa Grund af manglende Indtægtsordrer ikke kunde kontrolleres. Ved Siden heraf har han for Byraadets Kontroludvalg, som skulde have ugentlige Opgørelser, fremlagt urigtige Opgørelser, idet han ikke har udarbejdet disse efter Kassebøgerne, men efter den faktisk tilstedeværende Kassebeholdning uden at fradrage de anviste, men endnu ikke hævede Beløb.

Saaledes lyder hans Forklaring, og den er antaget - for rigtig.

- Efter at Aktor, Hr. Asmussen, har nedlagt Paastand paa Dommens Skærpelse eller Stadfæstelse og navnlig har betonet det svigagtige i den Maade, hvorpaa Didriksen søgte at skjule Kassemanglen, dokumenteredes der, og Hr. Nellemann gav derpaa sin Defension.

Han hævdede, at her jo kun var Tale om Skødesløshed, og del kunde anses for bevist, at Kæmner Didriksen havde ført en tarvelig Levevis, faa at han umulig kunde have brugt det store Beløb, som savnedes i hans Kasse. Iøvrigt havde Byraadet i Korsør med Hr. Sylow i Spidsen meget vel vidst, at Didriksens Bogføring og Regnskabsvæsen var i høj Grad uordentlig. Hr Sylow havde da ogsaa foreslaaet Byraadet, og dette havde vedtaget at indstille til Ministeriet, at Korsør By holdt Havnekassen skadesløs for det Tab af ca. 22,000 Kr , den havde lidt.

Endelig henviste Hr. Nellemann til en Erklæring fra Distriktslæge Høegh-Guldberg, i Følge hvilken Didriksen i de senere Aar i stadig tiltagende Grad har været forfalden til Drik, hvilket har svækket hans Aandsevecr.

- - Voteringen i Sagen tilendebragtes ved Retsmødets Slutning.

Dommen

er falden i Dag og lyder i Følge indløbet Telegram:

Højesteret stadfæster Overrettens Dom i Sagen mod fhv. Kæmner og Havnekasserer i Korsør, Didriksen, for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger, hvorved han var idømt 6 maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 20. november 1895).

Det store Bedrageri i Korsør.

En skønne Dag, det var i Begyndelsen af Marts 1892, skriver "Sorø Amtsavis", anmelder en af Korsørs gode Mænd, Hr. Kæmner Didriksen, en ivrig Højre-Agitator paa Valgdagene, bøs og brøsig som en Ulykke overfor Smaafolk, en af Samfundets Matadorer, et Led i den hellige Kæde af Embeds- og Bestillingsmænd i Korsør, at der om Natten var forøvet et dristigt Indbrudstyveri i hans Kontor, ved hvilket Kassen var bleven lænset for 15-1600 Kroner.

Var det nu i en eller anden By, hvor Retten plejes af en uduelig eller ligegyldig Dommer, vilde man forholdsvis let have kunnet forsone sig med, at denne Tyvehistorie aldrig blev opdaget. Men naar man husker, at i Korsør er det den store Kommissionsdommer, Hr. Sylow, der holder Forhør, bliver Sagen noget anderledes. Hr. Sylow er en Mester i at opdage gamle Ildebrande Landet rundt - især hos Smaafolk - han betragtes med Rette som en Kapacitet, naar det gælder om at faa en forstokket Synder til at bekende - især de smaa Syndere; men er det da ikke tidobbelt sørgeligt, at overfor dette, som det synes ikke særlig indviklede Indbrudstyveri hos en ham til Dels underlagt Bestillingsmand i Højrebyen Korsør, overfor dette maa den geniale Opdager af Mordet i Vester Hæsinge sige Pas. Det hedder i det eneste foreliggende Referat fra Højesteret, at man "ikke senere er kommen til Klarhed over denne natlige Gaade".

Oprigtige Venner af Hr. Sylow maa alvorlig beklage, at det slet ikke lykkedes at faa Klarhed over denne "Gaade". Vi tænker os naturligvis, at Hr. Sylow har sat al sin vante Energi ind paa denne Sag. Han har - det tænker vi os - som naar det gælder en elendig Ildebrand paa nogle Hundrede Kroner, arresteret enhver, som der paa nogen Maade kunde hæfte Mistanke veo. Vi siger, at vi tænker os, at saaledes har han baaret sig ad, men ganske vist ved vi intet om denne Side af Sagen. Vor Formodning grunder sig ene paa, at saaledes bærer Hr. Sylow sig ad, naar han, den meste Del af Aaret, er paa Togt ude i Provinserne. Og vi gaar naturligvis ud fra, at hvad der er Ret overfor en sølle Djævel ude fra Landet, selvfølgelig ogsaa er billigt i selve Korsør. (I Korsør blev der ganske vist "stjaalet" ca. 1600 Kr. fra Højre Agitatoren Didriksens Kasse, men der blev ingen arresteret.)

Kort efter blev der opdaget en Kassesvig hos samme Kæmner Didriksen paa 21,000 Kr. Alligevel opdagedes ikke, hvem der havde begaaet det Tyveri af Kassen, som Didriksen anmeldte til Politiet.

Hr. Sylow, der havde faaet Anmeldelsen, trak det korteste Straa i denne tilsyneladende saa simple Sag. Der blev ikke forlangt Kommissorium, hvad der havde været god Grund til; thi hvem ved, maaske kunde endog en af de Retsembedsmænd, for hvem Hr. Sylow har maattet sprede gamle ForbrydeIser, her have faaet Lejlighed til at vise en kær og afholdt Kollega en nem Gentjeneste. Dette er ikke sket, men der er nogen Mulighed for, at Korsør Borgere ved en Ansøgning til Justitsministeren kunde opnaa dette endnu.

Derimod "opdagede" man som sagt, at den efter eget Udsagn Bestjaalne sad med en betydelig Kassemangel. Men heller ikke denne Opdagelse kaster saa Megen Glorie over den geniale Politimestii ctjtoiu, som man paa Forhaand skulede have ventet. For det første blev det ikke mod Kæmnerens Benægtelse bevist, at han havde taget af Kassen (eller at Budt havde gjort sig skyldig i denne Fordanse). End ikke falske Regnskaber blev der bevist noget om. Det hele indskrænkede sig til "uordenlig Bogføring" og Forsøg paa at skjule Kassemangelen. Denne havde gaaet i 10 Aar altsaa baade i nuværende Amtmand Rumps og Hr. Sylows Tid. Det var tilvisse et magert Resultat af en Undersøgelse, men for Kæmneren var det efter Omstændighederne det bedst mulige.

Saa kommer den mærkelige Ting frem under Defensionen for Højesteret, at Defensor i Følge Referatet, uimodtat paastaar, at Byraadet i Korsør med Hr. Sylow i Spidsen meget vel havde vidst, at Kæmnerens Bogføring og Regnskabsføring "var i høi Grad uordenlig' ; men har Defensor troet det forsvarligt, at bruge denne Vending, maa man uvægerlig fristes til at spørge: Hvorfor har Byraad og Borgmester da ikke for længst taget sig for at holde Kæmner Didriksen til at gøre sin Pligt? En i høj Grad uordenlig Kæmner, der tilmed kan møde med Atl.st for i en Aarrække at have været forfalden til Drik, som i Følge Lægens Forklaring maa antages at have svækket hans Aandsevner - en saadan Mand er det et i højeste Grad uforsvarligt Misgreb at lade have Kommunens Pengekasse. Her har Byraadet paadraget sig et meget alvorligt moralsk Ansvar. Og det saa meget mere, som det var almindelig bekendt i Korsør, at der i Kæmnerens Hus brugtes mange Penge.

Det var 31,000 Kroner, som den fordrukne og uordenlige Kæmner og ivrige Højre-Agitalor havde faaet formøblet. Nu kommer der Igen en Mærkelighed: Hverken for Overretten eller for Højesteret har det været muligt at faa tilvejebragt de Oplysninger, som kunde bevirke, at det blev paalagt Kæmneren at erstatte Skaden. Hvorfor har man ikke kunnet tilvejebringe disse Oplysninger? Det forekommer os virkelig, al der var nogen Grund til for Hr. Sylow og de vise Fædre i Korsør at gøre en Anstrængelse i denne Retning. Didriksen har ganske vist en Kassemangel paa 31,000 Kr.. men han skal ikke betale disse Penge tilbage, selv om han kan- Er dette ikke Højdepunktet af Urimelighed?

Resultatet kan opgøres saaledes: Tyveriet uopklaret. Alle mulige formildende Omstændigheder og en saare lille Straf for Kæmneren, men 31.000 Kr.s reel Udgift for Kommunekassen, foruden den kedelige Ting, at det har kunnet slaas fast for Højesteret, at Byen i længere Tid har haft en af Drik flovet, uordenlig Bogholder.

Dette er ikke noget godt Resultat, og vi tvivler noget paa, at man efter dette anser Hr. Sylow for at være den rette Mand til at blive Politidirektør i København. Heller ikke skulde det undre os, om Korsør Borgere, som skal betale det efter Omstændighederne dyre Gilde - vedblivende anser det dor Idealet af kommunalt Velvære at leve som fanatiske Estruppere uden Opposition. Det kan være ret behageligt for Spidserne i en By at gaa med Byens Avis i Lommen, men for Borgernes Ve og Del er det vist nok saa betryggende at have en aarvaagen Kritik i sin Midte.

Saa meget er vist, at denne gamle, fordrukne Højreagitator har været Korsør en dyr Mand - i flere Retninger.

(Social-Demokraten 29. november 1895).

Natteliv paa "Strøget". (Efterskrift til Politivennen)

Natteliv paa "Strøget".

De kjøbenhavnske Nattekafeers Tid er forbi. Da Kommunalbestyrelsen med en kraftig Beslutning satte Bom for det natlige Knejpeliv, som var en Skandale for Hovedstaden, blev der med med et dødt paa Strøget efter Midnat. Selve de Kafeer og Restaurationer, fra hvilken forargelsen var kommen, har nu maattet lukke en efter en. Nattesjovet havde spoleret deres Renome, saa at ingen vilde besøge dem ved højlys Dag.

Men for det letbenede Kjøbenhavn var denne Overgang til fredelige Tilstande om Natten aabenbart en Vederstyggelighed. Storkespringvandet var Nattesværmerne bleven kjede os, saa at kun den ene skrækkelige Udvej stod dem aaben: at gaa hjem og i Seng i nogenlunde borgerlig Tid.

Saa kom en populær Bagermester dem til Undsætning. Det var "Adresseavisen"s tidligere Redaktør, nu fleraarig Bagermester, Lorry Fejlberg. Hans Butik ligger lige overfor hans gamle Redaktionskontor, midt i Vimmelskaftet. En saa heldig Beliggenhed maatte jo aabenbart kunde udnyttes, og dens Ejer var ikke længe om at tage sin Beslutning.

Han meddelte Kjøbenhavnerne, at de hos ham kunde faa varme Boller og Mælk fra Kl. 12 til Kl. 4 om Natten. En Bager har jo Lov til at forhandle sine Varer til enhver Tid paa Døgnet baade Søn- og Helligdag.

Politiet var ganske vist noget i Tvivl om, hvorvidt Udskjænkning af Mælk ikke var ensbetydende med Udskjænkning af Drikkevarer; men Bageren vilde dog ikke give sig paa dette Punkt, før der forelaa en Domsafgjørelse.

Saa aabnede han da sin uskyldige Nattedeværtning forrige Nat. Det skulde gaa pænt og ordentligt til, og derfor blev der ved Indgangen posteret en haandfast Cerberus, som skulde paase, at ingen enlige "Damer" eller fulde Mandfolk kom ind i Helligdommen.

Man skulde synes, at dette natlige Udsalg af Mælk og Brød ikke kunde interessere andre end sultne og tørstige Mennesker. Men lur Kjøbenhavnerne! De havde strax Færten af, at her kunde blive "Sjov i Gaden", og de lod ikke Lejligheden gaa ubenyttet hen.

Ved Midnatstid var Vimmelskaftet sort af Mennesker. En hylende og larmende Hob belejrede Bagerbutiken for at slippe ind og Luften gjenlød af skrækkelige Vittigheder. Latter og Hvin og nu og da en lille Opsang.

En talrig Politistyrke havde travlt med at skaffe Passage for de talrige Drosker, som uafbrudt rullede igjennem Strøget paa denne Tid af Døgnet.

Saa udbryder der pludselig et lille Slagsmaal hist og her i den tæt sammenpressede Mængde.

Betjentene styrter til, griber de værste Urostiftere i Kraven og trækker af med dem til Raad- og Domhuset. Andre slipper med at blive "noterede". Men uafbrudt fortsattes Larmen og Støjen blandt de glade Kjøbenhavnere, som her føler sig fuldstændig i deres Es.

Og saaledes blev det ved den ganske Nat. Lorry Fejlbergs nye Natbeværtning var bleven indviet med en Reklame, som spaar den en lang og glimrende Fremtid - hvis den ikke bliver forbudt.

K.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1895).

Ukendt fotograf: Vimmelskaftet 36, Lorry Feilbergs bageri. Interiør fra bagermester Lorry Feilbergs konditori, Vimmelskaftet 36. Kildetekst: Billedet er taget under en lille Festivitet i Anledning af Forretningens Aabning. Tv. bag Disken, Lorry Feilberg (Profil) th. for ham Cand. phil. Erik Skram og Digteren Sofus Schandorph. Den sidstnævnte nærmest siddende Dame er forhenværende Skuespillerinde Fru D. Watt. Den bag hende staaende, foroverbøiede Herre er Arkitekt Erik Schiødte. Foran denne, med høire Haand paa Bordpladen, Tivolis Direktør, Forfatteren Robert Watt. Ved samme Bord, nærmest Watt, Forfatterinden Fru Amalie Skram. (Mariboe). Fremstillet 17. maj 1890. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Fra Højesteret.

Lorry Feilberg.

Kriminal- og Politiretten daværende Bagermester, nuværende Direktør for "Operetten" Lorentzius altsaa ikke Lorry!) Frederik Feilberg en Bøde af 20 Kr. for at have overtraadt Politivedtægtens § 92 ved i Tidsrummet fra 14de November 1895 indtil Februar 1890 at have holdt sin Butik i Vimmelskaftet aaben fra Kl. 12 Nat indtil Kl. Morgen og her solgt Mælk, Kager, Boller m. m. til det Publikum, der disse sene Nattetimer besøgte hans Butik.

Denne Dom har Hr. Feilberg ikke for de 20 Kroners, men for Principets Skyld - ønsket at høre Højesterets Mening om. I Gaar kom Sagen til Behandling, og for Appellanten mødte

Højesteretssagfører Otto Liebe,

som i det væsenlige udtalte sig saaledes i det meget veltalende Foredrag, hvormed han aabnede Proceduren :

- Min Klient, siger han, var indtil Midten af November 1895 Bagermester som alle andre Bagere: om Dagen solgte han sit Brød og sine Boller fra Butiken i Vimmelskaftet, og om Natten solgte han fra Vinduet i sit Bageri adskillige varme Boller til Gadens sene Nattevandrere. Det er jo Skik hos visse Klasser af Befolkningen at delikatere sig med en varm Bolle hos Bageren, naar man sent paa Natten er paa Vej til sit Hjem - og det var meget almindeligt, at der i Løbet af Natten solgtes 150-200 Boller fra Vinduet i Hr. Feilbergs Bageri. Hr. Feilberg kom da paa den Tanke, som forekom ham baade naturlig og profitabel, at lukke disse Nattevandrere ind i sin Butik i Stedet for at lade dem staa i alt Slags Vejr ude paa Gaden og - her kommer vi til Knudepunktet i denne Sag - til den varme Bolle at servere sine Gjæster et Glas Mælk. Der er jo i Kjøbenhavn altid mange Folk paa Gaden om Natten og da navnlig paa Strøget, hvor Hr. Feilberg boede. Der kom jo bl. a. Kl. 2 en Mængde Mennesker fra Riises Natkafé; det Publikum skulde Hr. Feilberg imidlertid meget betakke sig for at faa ind i sin Butik; det var ikke dem, men derimod Folk, der var blevne opholdte i deres Forretninger, ved Møder, i Selskaber o. lign., som han ønskede at servere et Glas Mælk for til den varme Bolle. Set fra Næringsrettens Standpunkt var han fuldt berettiget hertil. Lige overfor hans Butik boede en anden Bagermester, som ogsaa solgte varme Boller om Natten og paa Forlangende udleverede Kunderne et Glas Vand. Hr. Feilberg var mere liberal: han vilde sælge dem et Glas Mælk. Det kriminelle er altsaa Mælken, denne uskyldige Drik, der saa langt fra at være berusende tværtimod siges at have en beroligende Virkning paa Folk, der har smagt lidt for meget paa de "vaade Varer. For en almindelig Betragtning maa det da ogsaa forekomme ganske urimeligt, at naar Hr. Feilberg som Bager har Lov til at have sin Butik aaben hele Natten, han saa ikke skulde have Lov til at give Kunderne et Glas Mælk at drikke til Fortæringen.

Paa dette Tidspunkt - i Midten af November 1895 - beskæftigede Pressen sig netop stærkt med Spørgsmaalet om Natkafeerne; naturligvis ønskede ingen at bibeholde dem i deres daværende Form med det udsøgt slette Selskab, som holdt til paa disse Steder, men paa den anden Side hævdede man, at i en By som Kjebenhavn, hvor en Masse Mennesker ved Forretninger og lignende er tvungne til at være ude om Natten, dog bør findes ét Sted, hvor en Forfriskning kan indtages. Da kom Hr. Feilberg altsaa frem med sin Idé om at holde Bagerbutiken aaben fra 12-4 og servere Boller og Mælk for Gjæsterne. Pressen greb denne Idé som en fortræffelig Løsning paa Natkaféspørgsmaalet, og om Morgenen den 1 Ide November bragte Bladene Artikler eller Notitser om "Premieren Aften" - det var Starten af Hr, Feilbergs Udsalg, der mentes, og som saaledes pustedes op til en Begivenhed af Rang. Og Kiøbenhavnerne der jo fra gammel Tid har haft Tilbøjelighed for at være med, hvor der er - for at bruge et vulgært Udtryk - "Sjov i Gaden" - de foranstaltede i den historiske Nat mellem den 14de og 15de November 1895 et syndigt Rykind i Hr. Feilbergs Butik. Der var denne Nat og mange paafølgende Nætter 5-600 siddende Gjæster! Nu er det jo klart, at alle disse Mennesker kom ikke alene for Bollernes og Mælkens Skyld - nej, det, der interesserede den største Part af dem, var noget helt andet, det var dette Spørgsmaal: tør Lorry Feilberg virkelig lukke op, og dersom han tør det - hvad vil Politiet saa gjøre? Det var det, der fik Kjøbenhavnerne til at strømme sammen i Hr. Feilbergs Butik.

Altsaa Hr. Feilberg lukker op - og hvad gjorde Politiet? Ja, det tog virkelig denne Sag au sérieux! Det mødte mandstærkt op, afspærrede Sidegaderne osv., optraadte med andre Ord efter min Mening lige saa forkert som f. Ex. under Optøjerne omkring "Storkespringvandet". Politiets Optræden fik det Udslag, den maatte faa: Tilstrømningen til Bagerbutiken vedvarede i lang Tid.

Der er jo ikke Tvivl om, at Politiet burde have taget hele denne Affære ganske overlegent, rolig have set til, hvorledes det vilde have udviklet sig - og man skulde snart have faaet at se, at denne Forhandling af Mælk og Brød vilde komme til at foregaa i netop den stilfærdige Ro og Orden, som Hr. Feilberg ved hele sin Optræden i hine Dage viste, at han ønskede. Det maa netop siges til hans Ære, at han holdt fortrinlig Justits i sit Lokale, da han saa', hvad det trak op til, som Følge af Politiets mærkelige Holdning. Han posterede ved Indgangen to fhv. Inspektionsbetjente, som nægtede Adgang for alle berusede Personer, for Damer uden Ledsagelse og for alle andre tvivlsomme Personer, og hvad blev Resultatet? - at der ingen som helst Uorden fandt Sted i Hr. Feilbergs Butik, som kunde være til mindste Géne for den paagjældende eller de omliggende Ejendommes Beboere.

Men Politiet nøjedes ikke med efter daarlig Konduite at møde mand stærkt udenfor Butiken om Natten - man gik videre: man stævnede Hr. Feilberg, og man idømte ham ved Kriminalrettens Dom af 18de Februar 1896 en Bøde af 20 Kr. for Overtrædelse af Politivedtægtens Forbud mod Udskjænkning af Drikkevarer.

Naturligvis - denne Bøde af 20 Kr. er hverken generende for Hr. Feilbergs Pung eller for hans borgerlige Ære, og det er ikke for Bødens Skyld, at han nu ulejliger denne høje Ret. Det er for det Princips Skyld, der efter hans Mening er krænket ved Kriminalrettens Dom - dette Spørgsmaal, om en Bagers Butik, hvor der sælges Brød og Mælk er et "Beværtningssted", der er underkastet Politiets Kontrol og Myndighed, og om Forhandlingen af Mælk kan siges at være en "Udskjænkning af Drikkevarer", som efter Politivedtægten kan forbydes efter KL 12 Aften.

- - - Hr. Liebe gaar nu over til den juridiske Bevisførelse; han gjennemgaar med stor Grundighed Lovgivningens Bestemmelser om Beværternæring og hævder energisk, at Lovenes Definition af "offenligt Beværtningssted" aldeles ikke kan bringes i Anvendelse paa en Bagerforretning.

Han nedlægger derefter Paastaud paa den indankede Doms Underkjendelse og Forandring samt paa, at Sagens Omkostninger paalægges det Offenlige.

Højesteretssagfører Shaw tager derefter Ordet :

- Hæderværdige Højesteret! I nærværende Sag møder jeg efter Ordre for den indstævnede Part, Kjøbenhavns Politidirektør, og skal procedere til den indankede Doms Stadfæstelse. Jeg behøver ikke ret længe at opholde den høje Ret, thi det forekommer mig, at Sagen ligger allerede ganske klart for. Hr. Feiberg tiltales for Overtrædelse af Politivedtægtens Bestemmelser, der er givne den offenlige Ordens Interesse, givne for at sikre Borgerne Orden og Ro i Byens Gader ved Nattetid. De Optøjer, der fandt Sted udenfor Hr. Feilbergs Butik, viser klart, hvor stor Interesse det Offenlige mente have i at stoppe disse Natbeværtningers Virksomhed - standsede man den ikke, saa vilde Exemplet smitte, og dersom denne Sag skulde gaa Politidirektøren imod, saa er det min Overbevisning, at Natbeværtningsuvæsenet vil tage fat igjen med fornyet Kraft. Kjærnen i denne Sag er netop, hvad Borgerrepræsentant Philipsøn har udtrykt i det kommunale Raad ved at sige: Borgerne kræver Ro om Natten. Skulde Politivedtægtens Bestemmelser ikke kunne sikre Borgerne dette ogsaa i et Tilfælde som dette overfor Hr. Feilbergs Udskjænkning af Mælk ved Nattetid - ja, saa maa Politivedtægtens Koncipister rigtignok siges at have været højst uheldige.

At der ved Vedtægtens Ord "Drikkevarer" kun skulde være sigtet til ligefrem spirituøse Drikke, er ganske urimeligt; Mælk er utvivlsomt i Følge hele Lovgivningens Ord og Aand paa dette Omraade Indbefattet i Begrebet "Drikkevarer". I Vedtægten hedder det: "Øl og andre Drikkevarer" - men der vilde dog ikke være Spor af Mening i at forbyde Udskjænkningen af f. Ex. Skibsøl, der ikke indeholder det mindste Alkohol, og samtidig tillade Salget af Mælk. Nej, det, der er ment, er alle Drikkevarer - og min ærede Kollega har absolut ikke Ret i, at en Højesteretsdom af 1886 skulde yde nogen Støtte for hans Paastand om, at Forbudet mod Udskjænkning ikke ogsaa skulde være gjældende for, hvad han kalder "Forhandling" af Drikkevarer, in casu Mælk. Om den af mig hævdede Forstaaelse af Vedtægten var der da ogsaa Enstemmighed under den senere Forhandling i Borgerrepræsentationen, og det er ikke uden Interesse, at der fra Hr. Feilbergs Kolleger i deres Fagskrift blev protesteret imod, hvad der foregik i Hr. Feilbergs Butik Bagerne ønskede ingenlunde deres Næringsret forstaaet saaledes, som Hr. Feilberg fortolkede den.

At Vedtægts-Bestemmelsens Udførelse i Praxis falder ind under Ordenspolitiet, forekommer mig saa selvfølgeligt, at der ikke kan være Tale om noget Myndighedsmisbrug her.

Jeg skal hermed slutte, idet jeg nedlægger den allerærbødigste Paastand paa, at den indankede Dom stadfæstes

Liebes Replik:

- Om de faktiske Forhold synes der ikke at være nogen Uoverensstemmelse mellem min Modpart og mig, men derimod paa et andet, i mine Øjne meget vigtigt Punkt. Hvad jeg holder fast ved, er dette, at den historiske Udvikling godtgjør, at Politiet har Ret og Myndighed til at opretholde Ro og Orden paa offenlig Vej og Gade, i offenlige Beværtninger, Forlystelsessteder, Theatre osv., men Politiet har ikke Ret til at trænge ind i Borgernes Boliger, i de Næringsdrivendes og Handlendes Lokaler - her er vi paa fredhellig Grund, og det er ud fra denne Hovedbetragtning, at jeg hævder, at Hr. Feilberg ikke retfærdig kan dømmes for Overtrædelse af Politivedtægtens Bestemmelser. Giver den høje Ret ikke denne Betragtning Medhold, saa svæver vi ganske i Luften; saa er der ikke længere det Sted, hvor Politiet ikke kan trænge ind under Paaskud af at ville opretholde "offenlig Ro og Orden"; saa kan Politiet lukke "Studenterforeningen", afbryde et Bal i en Privatmands Hus osv. saa er vi med andre Ord lige inde under Politistaven allesammen!

Vil man virkelig dømme Hr. Feilberg efter de Bestemmelser, der gjælder for Beværtningsdrivende saa vil det være under en ny Form "for Smed at rette Bager«.

- - Efter en kort Duplik af Hr. Shaw indlades Sagen, og Voteringen tager sin Begyndelse. Dommen kan ventes afsagt ved Retsmødets Begyndelse i Dag.

(Dannebrog (København) 2. februar 1898).

Højesteret stadfæstede dommen på en bøde af 20 kr, salær til Shaw på 80 kr og 10 kr til justitskassen.

Frederik Laurentius (Lorry) Feilberg, 10.2.1858-26.6.1917. var som journalist knyttet til "København" og "Middagsposten". 1888-90 redigerede han "Adresseavisen" som han omdannede til tillige at indeholde tekststof. Han blev bagermester og 1891 i Vimmelskaftet 36 åbnede et Mønsterbageri hvor publikum gennem en glasvæg kunne iagttage svendenes arbejde i bageriet. 

I 1896 købte han Carl Kehlets kendte sangerindepavillon i Allégade 9 og omdøbte den til "Operetten".