Nattesværmen i Nybrogade.

Nybrogade har hidtil været en gade hvor ingen af præstinderne ved Venus Vulgarivas Tempel har haft deres sæde, eller som har benytte til at udkaste deres skarn. Desværre synes i den senere tid dette ikke mere at være tilfældet. Om aftenen og ud på natten ser man ikke alene enkelte af disse væsner sværme omkring i denne gade, men ofte også flere i en trup. Centralpunktet for deres natlige sværmen er et i gaden beliggende hus, hvilket vi ikke nærmere vil betegne fordi vi formoder at dets ejer, uvidende og denne deres sværmen omkring hans ejendom lig en myggesværm omkring lyset, vil hvis dette blad kommer ham for øje, ved denne vores betegnelse selv blive opmærksom på dette uvæsen i denne ellers hidtil så stille og anstændige gade, og ved en eller anden kraftig forholdsregel gøre en ende på det. Blot så meget vil vi tilføje at efter vores iagttagelse har disse ovennævnte nattens børn ingen fast stade i selve gaden, men aflægger blot deres besøg hos en af dens beboere der at slutte herefter, ikke må være nogen gader af bachanalske glæder. Skulle imidlertid ejeren af dette hus ikke ved denne vores annonce få sine øjne åbnet, så agter vi nærmere at betegne huset og dets ejer, for derved om muligt at gøre en ende på ovennævnte uvæsen.
Flere beboere i gaden.

(Politivennen Nr. 1524, Fredagen den 14 Marts 1845, s. 170-171)

Nybrogade har ikke ændret sig synderligt hvad angår huse siden Politivennens tid. Hverken denne eller en senere artikel afslører hvilket hus der er tale om. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017)

St. Antonistræde.

Antonigade giver et fuldkomment bevis på hvorledes man i vore dage, i det mindste i København, holder de gamle helgener i agtelse og hvorledes man endnu hos os udvælger sin skytshelgen under hvis vinger man søger tryghed. Den gades skytsengel, den hellige Antonius, var som bekendt plaget af djævelen med vellyst og mange slags kødelige fristelser, hvilke han så fuldstændig undveg og med held overvandt. Det er måske derfor at de allermest gemene skøger har valgt denne gade for under helgenens beskyttelse og ved hans bistand at blive forvandlet til bodfærdige Magdalener. Det er sandelig et skønt syn om aftenen at se disse gade- eller rettere sagt fortovsnymfer marchere frem og tilbage på fliserne af det smalle fortov. Og oven over disse i vinduerne skælder de såkaldte salsdamer ud på dem, fordi de ved at strejfe omkring nedsætter priserne for de andre.

Vil man nu om aftenen passere denne gade, er det en pur umulighed at kunne gå på fortovet. Det har nymferne optaget helt. Man må naturligvis holde midten af gaden hvad enten føret er så eller så, og dog kan man vente at blive lystig udskældt. Kommer nu en stakkels soldat eller andet enfoldigt subjekt gående, da stormer gerne en halv snes af disse kvindemennesker omkring ham, hviner og støjer og siger han dem noget som de ikke vil tåle, da kan han være belavet på en kinarejse i rendestenen. 

Det må uden tvivl være slemt for de fredelige og ordentlige beboere i denne gade. Men det er næsten ubegribeligt at de i så mange år har kunnet udholde et sådant uvæsen. Ingen ordentlig kone eller pige tør her nærme sig vinduet uden at hun jo må frygte for at blive antastet som en skøge og blive anset for en sådan. Skulle man dog ikke engang kunne finde et middel til at anse dette uvæsen om ikke ganske så dog blot så meget at enhver af disse tøjter på det strengeste blev pålagt at holde sig på sit gebet, det vil sige i den forstuedør som var ved deres logi. Det var også ønskeligt om politiet engang imellem klædte sig således at de ikke straks erfarede hvem de var, og ville foretage en tur gennem Antonistræde. De ville da vist more sig over de fortræffelige komedier som spilles her.

(Politivennen nr. 1414. Løverdagen, den 4de Februar 1843. Side 75-77).

Et Vink til Politiet.

Om aftenen så snart det er blevet mørkt, undertiden endog før, samler sig ved og på den opgang til Børsen der vender ud mod Christiansborg Slotsplads, en hel mængde fruentimmer af den allerlaveste slags. Deres hensigter er let at indse. - Det ville dog imidlertid være et i sandhed! sørgeligt tidernes tegn om den bygning der er et smukt minde om en dygtig konge, nu skulle give et bekvemt skjul for de laveste laster og nedværdiges til et tempel for ututgt og vellyst. Vi håber derfor også at et vink vil være tilstrækkeligt.

(Politivennen nr. 1391. Løverdagen, den 20de August 1842. Side 555-556). 

Hvo boer i Slippen Nr. 155, 1ste Sal?

På ovennævnte sted findes i vinduet opstillet 2 dameportrætter hvortil originalerne skulle bo indenfor. Er dette sådan, da er det hos os den første udstilling af denne art. Om disse damer skulle være portrætmalerinder og ville således give en prøve på deres kunstfærdighed, vides ikke. Men man ved at det på flere steder i udlandet skal være skik at skøger således udstiller deres portrætter for at drage kunder til sig. Da der nu ved vores fortrinlige politi er truffet den ikke nok så påskønnede, men meget rosværdige foranstaltning at disse væsner ikke længere tør offentligt udstille deres halvnøgne yndigheder i vinduer og døre, så kunne man let falde på at tro at de her omtale kvinder var af dette slags og på denne måde ville omgå loven. Dette vil man dog håbe ikke lader sig gøre på denne måde som vel snart ville blive almindelig. Især på dette sted ville det være en dobbelt skandale, da der i samme hus er en skole, og lige overfor flere offentlige skoler, hvoriblandt en pigeskole hvor mange skikkelige folks børn og deriblandt indsenderens, dagligt skal hente deres undervisning i dyd og gudsfrygt der skal være deres bedste støtte gennem hele livet. Man forventer altså at en nøjagtig undersøgelse vil finde sted og at før nævnte damer fjernes fra et sted hvor de må give en sørgelig forargelse hvis de driver den smudsige profession som her er antydet.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 804-805)  

Redacteurens Anmærkning

Slippen 155 lå i det berygtede kvarter ved Lille Brøndstræde. I 1873 hed adressen Landemærket 30/Lille Brøndstræde 14. Siden 1913 indlemmet i matrikel 267, og 1928 til matrikel 268 (Møntergården) som er opført 1915-16.

Anmodning til Kjøbenhavns Politie samt Politiet i Kjøbenhavns Amts søndre Birk.

Anmelderen som ofte i indeværende sommer har passeret Falkoner Alle, tillader sig at henlede det ansvarlige politis opmærksomhed på at der i nævnte alle især i den del af samme som hører under Københavns politi, nemlig fra Assistenskirkegården til Ladegårdsåen, næsten altid fra om formiddagen til om aftenen såvel i selve alleen som indenfor grøfterne opholder sig adskillige af den laveste art offentlige fruentimmer som der driver deres uvæsen, dels betler, dels tilbyder lysthavende deres tjeneste, fornærmer og forskrækker forbigående anstændige kvinder mm. At disse væsner der ofte ses i selskab med ladegårdslemmer og deslige folk, når lejlighed gives til det, bestjæler de omkringboende er vel mere end rimeligt. I hvert fald er de en vederstyggelighed for enhver rolig og anstændig promenerende, ligesom de aldeles henhører under klassen af betlere og løsgængere, og der vil derfor næppe behøves mere end at gøre politiet opmærksom på det for at vejen omsider kan blive renset for dette utøj. Hvilket vil være så meget mere ønskeligt som de tilstundende mørkere aftener gør sådanne selskabers nærværelse endnu mere ubehageligt.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 580-581) 

Styg Commerce paa Christianshavns Vold.

Torsdag eftermiddag den 30. maj omtrent klokken halv seks passerede anmelderen Christianshavns Vold og var her vidne til følgende skandale: Nogle større og mindre pigebørn, som efter alt at skønne kom fra skole, kom gående på volden og blev voldsomt overfaldet af 2 logerende fruentimmere der kom fra de såkaldte brudesenge. En af de større skolepiger blev især offer for disse skøgers voldsomheder. For efter at være slået i ansigtet, blev hun kastet omkuld og sparket på med foden. Anmelderen var i en afstand af henved 200 skridt og kunne altså ikke så snart komme hende til hjælp. Tillige frygtede han for de drabanter som sådanne fruentimmer har hos sig i nærheden og som holder ryggen fri for dem. 

Nogen tid efter kom en anden, men voksen pige gående og blev ligeledes overfaldet af de nævnte fruentimmere. De har også indjaget de piger og ammer der går på volden med børn for at disse skal nyde den friske luft, en sådan skræk at de næppe tør passere forbi dem. Referenten blev ligeledes forleden dag antastet af disse fruentimmer, og da han ikke ville have noget med dem at gøre, blev han forfulgt af dem med skældsord. Da disse nu i længere tid ved højlys dag har drevet dette uvæsen og fornærmer enhver forbipasserende, så tillader man sig at gøre de høje ansvarlige opmærksom på det. De ser efter signalement fordrukne ud og skal så vidt anmelderen har erfaret, logere i Lille Amagergade. Rigtig nok skal efter sigende en sergent have opsigt med volden. Men han kan ikke altid være til stede, og kan som enkelt mand heller ikke hæmme denne uorden så meget mere som de omhandlede liderlige fruentimmere i nærheden har udhalere eller banditter til forsvar. Så at øvrighedens mellemkomst her må anses fornøden. 

Ved samme lejlighed bør det ønske også udtales at den drengeuorden som der finder sted, må ophæves. Da Christianshavnere kun har det eneste sted, nemlig volden hvor de kan nyde frisk luft og spadsere, håber man at de ansvarlige velvilligt tager notits af disse linjer. 

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 358-359)

Amagergade har bevaret adskillige bygninger fra Politivennens tid, her nr. 11 (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Lille Amagergade er nutiden Amagergade syd for Torvegade. Store Amagergade lå nord for Torvegade. Den sidste eksisterer ikke længere. Og Lille Amagergade hedder i dag blot Amagergade. Kendt fra tv-serien Huset på Christianshavn.

Pjaltenborg.

I København eksisterer flere bygninger som af menigmand gives den af stolthed og ydmyghed sammensatte titel: Pjaltenborg, og de er hvad benævnelsen også udviser, boliger for den usleste og fattigste del af stadens folkemængde. At sådanne huse hvor fattigdom, elendighed og sammes uadskillige ledsagere: smuds, pjalter og mephitiske dunster findes så at sige en masse, ikke kan undgås i en stad hvor der findes så megen nød og næringsløshed som i København, er meget naturligt, ligesom det er rimeligt og billigt at de derfor i almindelighed findes og kun bør findes i de mest afsides og fra byens midtpunkt længst bortliggende kvarterer af staden. 

Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".

Peder Hvitfeldts Stræde 12 (o. 1817). "Pjaltenborg". (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.

Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på  en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen. 

Pjaltenborg, det blå hus efter det røde forrest i billedet til højre. Det var her ballade holdt til i 1839. (Foto: Erik Nicolaissen Høy, 2019).

En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.

Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord. 

Peder Hvitfeldts Stræde 9, gården overfor som trods god stand blev påvirket af genboen.

Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere. 

Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:

- der Mensch versuche die Götter nicht;
Und begehre nimmer und nimmer zu schauen
Was sie [gnädig] bedecken mit Nacht und Grauen.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356) 

Redacteurens Anmærkning

Begge huse eksisterer stadigvæk: Peder Hvitfeldts Stræde 94 er nutidens nr. 12, og er opført omkring 1817 for brændevinsbrænder Peder Møller, mens nr 106 er nr. 9. Dette hus er opført 1811.

Skandaler i Pedermadsensgang.

Skønt ovennævnte gang danner en bekvem gennemgang mellem to meget besøgte gader, ser man dog yderst sjældent ordentlige folk benytte sig af dem. Grunden til det må vist nok søges i al den smudsighed som øje og øre her må døje fra alle kanter af de forbigående. 

For nogle dage siden skulle indsenderen i en hast føre sin fader og søster fra Østergade til Grønnegade, og lod sig uheldigvis overtale til at benytte denne genvej. Men bittert måtte han fortryde det, da der fra de fleste vinduer og kælderhalse vankede en sådan mængde liderligheder og smudsigheder at man ikke uden væmmelse kunne høre på det. Vores driftige politi anmodes ærbødigst om at afvænne visse dybt sunkne skabninger med denne uskik der så vidt vi ved før i tiden kun går i svang ved højlys dag i nævnte stræde og i den berygtede Holmensgade.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 686)

Et berømt foto fra Niels Ludvig Mariboes billedsamling af Peder Madsensgang. (Københavns Museum)

Et Par Ord om Sædelighedstilstanden i Aalborg By.

Om denne større danske købstad har man i anførte henseende tidligere hørt ufordelagtige beretninger. Men dog næppe på prent set en sådan som den der er indflettet i stiftprovst Halds, i stænderforsamlingen oplæste forslag om midler til at forebygge løsagtighed. Forslaget selv der i øvrigt næppe stemmer med tidens erfaringer og anskuelser, synes næsten ganske at skylde sædelighedstilstanden på proponentens opholdssted sin tilværelse. Når det i en by på 7.000 mennesker er kommet så vidt med løsagtigheden at bordellerne afgiver tilflugtssteder for farlige forbrydere, at værterne der tjener til hælere for visse osv. osv., så er det vist nok på høje tid at den verdslige arm sætter skranker for sådant uvæsen og gådefuldt tillige at sådant ikke er sket hidtil. Dersom man tror at bordeller er et nødvendigt onde, hvori man må finde sig i en søstad som Aalborg, da tager man mærkeligt fejl. 

Det bedste bevis herimod er Helsingør hvor år for år vel 10 gange så mange søfolk opholder sig som i Aalborg. Der har man i de sidste år aldeles intet kendt til bordeller, og man holder de enkelte logerende fruentimmer så meget i skranker at de ikke forstyrrer den offentlige ro eller giver for megen skandale. Selv i København der naturligvis som hovedstad må i denne henseende underkastes en mildere bedømmelse, har politiet i den senere tid anvendt sin myndighed for at bringe det der vist nok til en vis grad nødvendige, onde inden visse grænser og hvis man skal slutte fra det som hidtil er udrettet, vil forargelse opvækkende løsagtighed til sidst blive ganske udryddet der. Men lader sådant sig realisere i Helsingør og København, så må det så meget lettere kunne ske i Aalborg når der kun lægges alvorligt hånd på værket. Hvis altså som indsenderen næsten befrygter, stiftsprovst Halds forslag i andre henseender ikke findes antagelige, så vil dog hans gode vilje i det mindste have den tilfredsstillelse at højere autoriteter lægger mere mærke til det om sig gribende onde i Aalborg og pålægge de ansvarlige at modarbejde samme med energi og sindighed.

(Politivennen nr. 1181, Løverdagen, den 18de August 1838. Side 517-519)

Sct. Olai Gade i Helsingør. Den har Politivennens ord for at der ingen bordeller var her dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

P. T. Hald (1802-1964) var 1833 blevet residerende kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg, samme år sognepræst ved Frue Kirke, 1837 sognepræst ved Budolfi Kirke og stiftsprovst. I 1838 og 1840 var han kongevalgt medlem af de nørrejyske provinsialstænder. Hans ellers liberale holdninger afholdt ham ikke fra at optræde kraftigt mod baptismen.

En undtagelse fra Ønsket om Offentlighed.

Blandt tidens moderne feltråb danner det om offentlighed med sine forskellige tilsætninger, et af de vigtigste. Vi har hørt flere stemmer for end imod offentlighed. Men en slags er dog deraf som alle ønsker indskrænket: offentlig tilbud af kønsdriftens tilfredsstillelse.. I en hovedstad som København erkender dernæst de fleste at denne odiøse offentlighed ikke ganske kan undgås, men så nødvendigt et onde den end er, kan der dog på mange måder sættes grænser for den, så vidt muligt bør forargelse derved søges forebygget.

Under al denne hemmelighed der hviler over Københavns Politis foretagender - noget der muligvis er mere at rose end at laste og i mange tilfælde er aldeles nødvendigt - er man dog kommet i erfaring om at især den driftige politiassistent hr. Gad har i det sidste år overholdt strengt adskillige påbud der sigter til at gøre skandalen ringere. Også har man formodning om, dels at naturlige ægteskaber tolereres mindre end hidtil, dels at unge piger ikke tillades at drive den skændigste af alle håndteringer. Men - vi bør ikke blive stående på halvvejen for at formindske det onde. Der bør ikke eksistere gader som fortrinsvis er indviet til Venus vulvivaga. Indsenderen tænker herved især på Antonigade og den smalle del af Holmensgade. I den første er kun yderst få huse hvor ikke glædespiger viser sig intra eller extra fenestram, og vil man om aftenen passere dette stræde, støder man på hele grupper af disse ulykkelige væsener der frække som de er og derhos inciterede af spiritus, hvortil de tidligt og så at sige af nødvendighed vænnes, antaster de forbigående og vel også stundom fornærmer disse. Vanskeligt kan det næppe være at få dette stræde renset for både sals- og gadejomfruer. De er tolererede personer, deres rettighed til at føre et utugtigt levned grunder sig på en slags tilladelse som man hvert øjeblik kan ophæve, og derfor endnu mere kan underkaste indskrænkninger. De som således fordreves fra Antonistræde, vil nok finde andre smuthuller. Lige meget når blot ikke en hel gade ofres til usædelighed, og det onde bliver mere adspredt.

Hvad her er sagt om Antonistræde, gælder endnu mere om bordellerne i de lave huse i Holmensgade. Her findes vel ikke denne omflakken og antasten på gaden, men paraderingen i kældervinduer - for andet end kælderetager kan stuerne vel ikke kaldes her - volder at selv børn tidligt gøres og bliver opmærksomme på hvad man måtte ønske blev dem for det første ubekendt. Hvorfor kan bordellerne ikke aldeles udelukkes fra disse kældre? Det er jo sket med en del af dem, og værterne kan jo ikke siges at have købt deres småhuse med rettighed til at der at drive en ussel håndtering. Er det absolut nødvendigt at sådanne værter og gæster eksisterer, da byder dog omhu for andres vel at unddrage dem mere offentligheden, der her sikkert virker i en anden retning end den hvorpå så mange nu råber. Desuden er der intet spørgsmål om at så snart Venus vulvivaga bandlyses fra den smalle del af Holmensgade, den ene rønne derefter den anden vil blive ombygget til anselige huse. Gadens linje vil da blive forandret, og hvad der kun kan ventes opnået efter ulykkestilfælde, vil da af sig selv komme i orden.

Dette vigtige synspunkt hvorved selve gaden vil tabe sit vansirende udseende, håber indsenderen måtte ikke så lidt tale for at hans forslag skænkes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1140, løverdagen, den 4de November 1837, side 683-686)

Bremerholm er et levn fra Holmensgade, som den skiftede navn til efter at Ulkegade var blevet berygtet pga. prostitution. Disse huse er alle fra efter bybranden i 1795 (slutningen af 1700-tallet), og eksisterede altså på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.