Ane Marie Thomsen. (Efterskrift til Politivennen)

Tvveri og Deelagtighed i denne Forbrydelse m. m. Efterat det var anmeldt for Politiet, at der fra Gaarden til Stedet Nr. 11 i Aabenraa var blevet stjaalet endeel til Tørring ophængt Vasketøi, og et til Protocollen over mistænkelige Personer hørende Fruentimmer Maren Kirstine Jensen kort efter en Aften var bleven seet ifærd med fra et Gangvindue i et Sted ved Nørrevold at stjæle noget Tøi, der var ophængt til Tørring udenfor, men blev forhindret heri, fordi en Person kom tilstede, blev Mistanken for det førstnævnte Tyveri henledet paa hende, hvorfor hun blev anholdt. Under det optagne Forhør blev det ogsaa oplyst, at hun i Ledtog med Ane Marie Thomsen havde i længere Tid heri Staden fra forskjellige aabenstaaende Eiendommes Gaardspladse stjaalet en Mængde til Tørring ophængt Tøi. Antallet af disse Tyverier havde Arrestantinderne imidlertid ikke nøjagtigt kunnet opgive, men ved de 15 af disse, der fuldstændigt bleve oplyste, blev der stjaalet Tøi til en Værdi af omtrent 40 Rd. Arrestantinden Jensen havde desuden alene begaaet 5 Tyverier af det sidst ommeldte Slags. Arrestantinderne havde under Sagen ogsaa tilstaaet, hvad der blev bestyrtet ved det iøvrigt Oplyste, at de, der havde gjort Aftale om at stjæle i Forening til fælles Fordeel, havde foruden ovennævnte Tyverier begaaet forskjellige Tyverier paa Landet, idet de bl. A. havde fra tvende Blegepladse stjaalct 2 Stykker Lærred til en Værdi af henholdsviis 16 Rd. 4 Mk. og 16 Rd. 3 Mk 12 sk og stjaalet paa 3 Steder i Roeskilde. Efterat de havde optaget en Tredie, nemlig Arrestantinden Bodil Martine Nielsen som Deeltager i deres Complot, udførte de de ovenanførte Tyverier af Vasketøi heri Staden, i hvilke sidstnævnte Arrestantinde deeltog i Udførelsen af 2 Tyverier, samt efterat være gjort bekjendt med de af de tvende Andre stjaalne Koster, medvirkede til at pantsætte disse og modtog en Deel af det ved Tyverierne vundne Udbytte som sin Andeel af samme, hvorhos denne Arreslantinde tillige havde gjort sig skyldig i ulovlig Pantsætning af nogle af hende leiede Klædningsstykker. Arrestantinderne, der Alle flere Gange have været straffede for Tyverier m. m., bleve af Criminal- og Politiretten idømte Tugthuusarbeide, Arrestantinden Thomsen i 5 Aar, Arrestantinden Jensen i 4 Aar og Arrestantinden Nielsen i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1872)

“Ane Marie Thomsen født og hjh: i Benløse; str: ofte her i Kjøbenhavn, navnlig 1872 med 5 Aars Tugthus, for Tyveri; uforbederlig navnlig i Komplot; Borts: Prot: 6/6 77. 154” [1876/1877]. Genealogisk Forlag.

I Genealogisk Forlags forbryderalbum optræder også en Bodil Martine Nielsen førdt 1839 som omkring 1865 blev straffet med 1 års forbedringshusarbejde samt 8 års tugthusarbejde for at have at ild til hendes busbonds gård. Det kunne have ladet sig gøre at det var den samme hvis hun havde fået eftergivet noget af sin straf.

Tøitørring paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelse og utilbørligt Forhold mod Sergent Niels Christian Hansen under Udøvelsen af hans Tjeneste. For den nævnte Forseelse sigtedes under en den 18de Mai af Criminal og Politiretten paadømt Justitssag Møllermester P's Hustru og dennes Steddatter og vare de med Sagen forbundne Omstændigheder i det Væsentlige følgende. Tirsdagen den 29de Januar sidstleden, da Tiltalte Møller P.'s Hustru havde saavel eget som fremmed Tøi ophængt til Tørring paa Pladsen, som er udenfor den hendes Mand tilhørende Mølle paa en af Bastionerne her i Staden, indfandt den paa Volden inspectionshavende Sergent Hansen sig paa bemeldte Plads - der ifølge den mellem Ingenieurcorpset og Møller P. oprettede Forpagtningscontract ikke maa benyttes til at tørre Vadsk, blege Tøi og deslige - og nedskar der 2 af de flere Snore, paa hvilke Tøiet var ophængt til Tørring, hvilket han udførte ifølge den ham af Kjøbenhavns Commandantskab givne Ordre til at paasee at Tøi ikke ophængtes til Tørring paa Volden, og incddeelte Bemyndigelse til i fornødent Fald at nedtage Snorene, samt efterat han havde advaret P. imod at have Tøi udhængt til Tørring og til denne yttret, at Snorene vilde blive nedskaarne af Hansen, kom begge de Tiltalte til, og Yttrede da P'S Hustru, at det var i høieste Grad uforskammet og en lav Handling saaledes at overskjære Snorene og ødelægge alt det vadskede Tøi, ligesom Steddatteren yttrede, at det var uforskammet, samt at de Militaire nuomstunder vare vigtige og tiltoge sig saa mange Friheder. Andre end disse Udtryk, og endeligt de af Sergent Hansen omforklarede Ord: "lav Karl" og "Soldaterpjalt", have de Tiltalte nægtet at have brugt om eller imod ham, og imod Rigtigheden af denne deres Nægtelse er der intet Beviis fremkommet under Sagen. Om det nu end maatte antages, at de Tiltalte, som af dem under de senere Forhører have forklaret, ikte have kjendt den anførte Bestemmelse i Forpagtningscontracten eller vidst, at det specielt af Sergent Hansen var forbudt at have, navnligt fremmed Tøi til Tørring paa den omhandlede Plads - hvad der forøvrigt ifølge Forholdets særegne Beskaffenhed og de oplyste Omstændigheder i høi Grad har Sandsynligheden imod sig, i hvilken Henseende bemærkes, at ligesom Møller P. under det første Forhør har udsagt, at han havde talt med sin Kone om, at Hansen havde advaret ham imod at tørre Tøi paa" Pladsen, saaledes er det ogsaa sammesteds af Tiltalte P. Hustru vedgaaet at hendes Mand kort førend det Omforklarede passerede havde underrettet hende om, at Hansen havde givet ham bemeldte Advarsel, - saa kunde de Tiltalte, der have vedgaaet at kjende Sergent Hansen som den, der havde at overholde Orden, dog ikke undgaae at drages til Ansvar for det af dem imod hans under Udførelsen af hans Tjenestepligt udviste fornærmelige Forhold, og bleve de desaarsag ansete med en efter Lovgivningens Analogi lempet Straf, der skjønnedes at kunne fastsættes til en Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse tilfaldende Mulkt af 19 Rbd. for hver af dem, hvorhos de, een for begge og begge for een, tilpligtedes at udrede de af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Cancelliraad Dahl og Levinsen, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1852, 2. udgave).

Oluf Waldemar Jørgensen (1853-1922): Dronningens Mølle. Østervold. Artiklen melder ikke dog ikke om det er denne mølle der er tale om. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ydmyg Bøn om Klæders Tørring paa Byens Kirkegaarde.

Inds. ser ofte ved at gå gennem Trinitatis Kirkegård at folk står på gravhøjene og hænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore, hvilket er harmeligt at se på da som det hedder: "Ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den over dem ophøjede gravhøj skal nedtrampes af folk ved at tjene dem til stige for at de i magelighed kan ophænge deres tøj. - Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer igennem gangene da i stedet for smukke og klappede, med blomster og træer besatte gravhøje at se lagener, særke, kjoler osv., og i stedet for at vandre gennem sådan en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, at nyde en behagelig, frisk og sund luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, må tørre på det til ethvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Enhver som tørrer tøj på kirkegårde,må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det) og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlene, så var det at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere eller hvem der har opsigt med kirken, ville forbyde at tørre klæder på kirkegården, så at folk som der har begravet venner og frænder osv., og ofte lader deres grave pynte, kan have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen, at se disse vel vedligeholdt. 

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage dem til eftertanke.

(Politivennen Nr. 1540, Onsdagen den 21 Mai 1845, s. 305-307)

Trinitatis Kirke, forrest området hvor kirkegården og kirkegangen var. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tøjtørring på kirkegårde var ikke kun et københavnsk fænomen, hvilket fremgår af nedenstående annonce som vedrører Rønne, i Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 22. oktober 1861:

Lad de Døde hvile i Fred!

Et syn der længe har mishaget indsenderen, tillader han sig herved at omtale offentligt. På Helligåndskirkegården har det i mange år været skik at nabolagets beboere sagtens imodvisse dusører ophænger deres vasketøj til tørring og får deres engetøj solede. - Når man nu træder ind på kirkegården for at søge en kær afdøds grav, kan man undertiden næppe komme ti den på grund af det ophængte tøj, eller de over gravene placerede sengeklæder. Uden tvivl er synet af sådanne genstande allerede ubehageligt. Men når dertil kommer at man i dyre domme betaler for gravenes vedligeholdelse, og den ulovlige benyttelse af kirkegården giver anledning til at både voksne og børn jævnligt nedtræder og ødelægger de vedligeholdte grave, kan man vel med grund vente en forandring deri, bevirket ved dem hvis pligt det er at påse den savnede orden.

(Politivennen nr. 1229, Løverdagen, den 20e Juli 1839. Side 453-454)

Tørreplads ligefor Kongeborgen.

Sandkisten Ved Stranden ligefor Christiansborg Slot afgiver just intet behageligt skue, men da den muligvis ikke kan borttages for ellers var det vel sket for en rum tid siden, så må den vel forblive hvor den er. Imidlertid tror man dog at man kunne forbyde at gøre den til en tørreplads for alskens vasketøj. Hvad mon den høje gæst under sit ophold på slottet har tænkt ved dagligt at se på de der ophængte, en gang imellem lasede særker, skjorter, benklæder osv.? Højstsamme har sikkert fundet at dette var en meget upassende tørreplads hvilket vel også enhver anden og især enhver fremmed hvis øje ikke er vant til at møde sådanne genstande ligefor en kongelig residens, vil finde. Man venter at denne tørreanstalt for fremtiden vil blive flyttet til et andeet sted.

(Politivennen nr. 1178, Løverdagen, den 28de Juli 1838. Side 482-483)

Ogsaa Noget om Sengelads Udsættelse.

I dette blads nr. 1124 er på ny anket over at politiet tåler at fortove og gader ofte spærres af sengelad, at sengeklæder udbankes der osv. Man kan ikke frakende denne anke al rimelighed, men på den anden side bør man heller ikke overse at en del taler for denne uorden og på en måde gør den til et nødvendigt onde. At sengeklæder jævnligt udluftes, er som bekendt noget som hører til huslig renlighed og tjener til at vedligeholde sundheden. Men hvorledes skal dette kunne iværksættes når der til hovedstadens huse i almindelighed hører indskrænkede gårdrum og fortovene heller ikke må benyttes? Distancen er ofte for lang til at bringe sengeklæderne til offentlige pladser og kirkegårde. Og når også dette sker er sikkerheden for tyve ikke så stor at man kan lade disse vigtige indbostykker være der hele dagen uden tilsyn. 

Man bør derfor ikke således uden videre påstå den hindring for passagen hævet når noget godt og nyttigt er forbundet med det. Men hellere tænke på at finde en udvej til at tilfredsstille begge parters ønsker. I vores som det hedder næringsløse tid, falder man på nye industrigrene. Måske også den ikke var så aldeles forkastelig at skikkelige fattige folk til hvilke man kunne have tillid, påtog sig mod en rimelig godtgørelse for hvert enkelt stykke at besørge sengeklæderne udluftede og udbankede. Og i dette øjemed hentede disse om morgenen og bragte dem tilbage om aftenen. Sådanne folk ville vel kunne få pladser til leje til dette brug og de måtte naturligvis også drage omsorg for at sengeklæderne ikke tog nogen skade af indtræffende regn osv. 

Indsenderen vil som sagt ikke have dette forslag betragtet for andet end for en ide der muligvis kan lede til en bedre. Og hvis værste anstødssten måske turde være den at det er næsten lige så vanskeligt at finde folk til hvilke man kan have tillid for for disse selv at erhverve samme. For entreprisen udfordrer ikke mindre streng redelighed end orden og akkuratesse.

(Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 467-469)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på artikel i Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 436-438

Gjentagen Anmodning.

Hvor forekommende politiet end ellers plejer at være med hensyn til anmodninger og ønsker det bliver givet til det gennem dette blad, kan man dog ikke sige det samme om en bøn der vistnok er meget rimelig og ofte fremsat, nemlig at sengesteller må blive fjernet fra gaderne. Indsenderen er aldeles uvidende om der findes nogen forbud imod deres udstilling. Men om det ikke er tilfældet, da kan han ikke undlade at undre sig derover. Især da han på ingen måde kan tro at det er medborgere tilladt at forulempe medborgere. For foruden det at synet af sådanne sengeklæder just ikke er så behageligt og at man må gå en omvej der just ikke er så lille, især for en svagelig og gammel person, er det støv som forårsages ved deres afbankning, i høj grad besværende. 

Er det da ikke politiets pligt at få dem bortskaffet? Jo, til visse! Lige så meget som enhver anden uorden har krav på politiets virksomhed. For at det er en uorden, er der dog vel ingen der vil benægte. Og nu, når man betænker at det for det meste kun er husejerne der har tilegnet sig denne udlægning af sengeklæder, kan man da undlade at spørge sig selv om disse da, fordi de er husejere, har mere rettighed til at forårsage uordener på gaden? Og når nu for det er jo nødvendigt, dette spørgsmål må besvares benægtende, kan man da vel undlade atter at spørge: Hvor er det muligt at det kan tillades og tåles? Og dog har vi set begge dele. For politiet har tilladt det, formodentlig fordi det ikke har villet forbyde det, og folk har tålt det fordi man var nødt til at tåle det. Men når det således skal vedvare og ingen forandring sker, da opfylder politiet meget lidt sin pligt og bestemmelse, den nemlig at sørge for at borgerne ikke besværes af ting som de ikke bør besvares af. Gid det da ville tage sig af dette her fremsatte ønske og vise at det i virkeligheden er et virksomt og agtpågivende politi. Forbuddet mod at noget som helst udsættes på gaden uden for husenes grundlinje har ikke nogen undtagelse med hensyn til den her nævnte genstand.

Simplex Verus.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 436-438)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 467-469. 

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

Et Forslag til Forskjønnelse.

Da nu Holmens Bro forandres og ombygges var det et ønske at sandkisten ved Højbro Plads sløjfedes og henlagdes på den anden side af Kanalen lige for Nybrogade hvor der er plads nok til en eller to sandkister, og hvor bolværket desuden er meget brøstfældigt og snart må repareres hvorfor det måtte være så meget lettere at anbringe sandkisterne der. Det er et vederstyggeligt syn fra Højbro Plads at se sandkisten behængt med alle slags klæder og pjalter blandt hinanden for at tørres, og det ville meget forskønne udsigten fra slottet og pladserne når denne tørreplads afskaffedes og der var bolværk i stedet for sandkiste så at skibene kunne ligge lige fra Holmens Bro til Højbro.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 578.) 

Et stødende Skue i Gothersgaden.

I ved, højtærede matroner, at særken er en modstridende genstand for øjet. Så hvorfor hænge dem offentlig frem på gaden til alle skue? Skjul dette klædebon kønt, ærede madammer, og når I vasker det, så tør det der hvor ikke alle kan beglo det. For ve den, forargelsen kommer fra! Således ville moralisten kunne råbe når han en 3 til 4 gange ugentlig har lejlighed til at betragte den række af særke og skjorter mm. der hænger langs muren mellem sprøjtehuset og eksercerhuset i Gothersgade og som aldeles ikke afgiver noget kønt prospekt for forbigående. For ikke at tale om at vinden undertiden fører den fortovspasserende en sådan våd, pjaltet særk i øjnene. Man ved heller ikke hvorvidt sådan noget er overensstemmende med politilovene om gadeorden. Men man vover her at ønske det afskaffet som noget upassende i en af hovedstadens største og smukkeste gader.

(Politivennen nr. 715, Løverdagen den 12te September 1829, s. 591-592)

St. Michaels Kirkegaard i Slagelse.

Købstaden Slagelse er unægteligt en af de største og smukkeste købstæder på Sjælland. En betydelig del af dens gårde og huse som for et årti decennium siden afbrændte, er igen opført af grundmur og ligesom de ældre bygninger vel vedligeholdte. Så staden har for den rejsende et renligt og pynteligt udseende ligesom dens omegn er landlig skøn. Skt. Peders Kirke som ligger i den vestre del af byen, tager sig smukt ud, endog på lang afstand. Dens lille kirkegård er vel vedligeholdt. Gravene er opklappede, og gangene renset for ukrudt. På et stykke af kirkegården er gjort et nydeligt anlæg hvorfra man har en herlig udsigt over omegnen, og det hele er omgivet med et forsvarligt hegn.

Men når man betragter dette gode, må man falde i den største forundring over St. Michaels kirkegårds jammerlige forfatning, for mage til den findes vist næppe i hele Danmark. Den står altid åben så at den ikke alene tjener til gennemgang for dem der vil går fra en gade til den anden, men frembyder endog en herlig tumleplads for drenge. De tilstødende gaders og stræders baghuse vender ud til den, og da den ikke ved noget hegn er adskilt fra disse, benyttes den som baggård. Anmelderen så i forrige uge nogle vaskekoner foretage deres dont der, ikke to skridt fra gravene, samt at ophænge deres  vaskede tøj til tørring. Udenfor et hus ved den nordre side lå 4 til 5 træstammer som muligvis var indkøbt til vinterbrændsel, og ved den søndre 5 til 6 svære knuder. Bageren som bor straks ved hovedindgangen, har en velforsynet vedhammer som uden dækning støder op til kirkegården. Dette i et opstået ildebrandstilfælde farlige naboskab ville næppe tåles i København. En del af kirkegården er brolagt, og hist og her ser man en nedtrådt grav eller en ituslået ligsten så at det ser ud som om man har begravet lig på en gade. Nærmere opope ved kirken hvor gravene ikke så meget er udsat for at nedtrædes, er de bevoksede med græs og ukrudt. Kort sagt det hele er i en forfatning som råber højt om forbedring.

Anmelderen ved ikke om Slagelse har nogen assistenskirkegård. For i så fald ville han råde til at sløjfe den omhandlede og lade den brolægges så at kirken kom til at ligge frit. Men i andet tilfælde vil han håbe at de ansvarlige der herved er gjort opmærksomme, vil foranstalte en ønskelig og nødvendig forbedring ved denne kirkegård så at den ikke længere skal ligge til mispryd for den i andre henseender så smukke og behagelige by. Borgmesterens justitsråd Birchs omhu anbefales denne sag dersom vedkommende ikke følger dette vink.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 573-576).

Uorden paa Garnisons-Kirkegaard.

Den uskik at tørre vasket tøj på kirkegården som så ofte er dadlet og fundet upassende, går endnu i svang på den herre Zebaots kirkegård.

Men hvad der er endnu værre er at en stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads. Under hujen og skrigen hvorved syges ro forstyrres, og folk som har hovedarbejde, hindres i at udføre dette, foretager disse drenge deres lege, under hvilke de farer omkring på kirkegåden og nedtramper gravene, til ærgrelse for de familier som med arbejde og bekostning søger at vedligeholde dem. Ved deres boldspil går mange af de tilstødende ruder i løbet.

"En stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads." (Der findes stadig en rest af Garnisons Kirkegård foran kirken. Eget foto, 2015)

Nogle grundejere i Strandstræde og Bredgade har fra deres bagbygninger udgang til kirkegården. Og da dennes døre ud til gaden sædvanligvis er lukket, ligesom de der legende børn og drenge efter deres påklædning at slutte ikke hører til de laveste klasser, så formoder man at det er gennem disse private udgage de slipper ind på kirkegården. Det ville derfor være at ønske at kirkens værger ville pålægge vedkommende at holde disse udgange tillukket, for selv om det er tilladt for disse at have en særegen adgang til kirkegården, så er det dog næppe tilladt at de må bidrage til at den gøres til en boldgade for drenge.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 435-437)

Væmmeligt Syn i Magstræde

Da anmelderen næsten hver dag må gå gennem Magstræde, har han haft lejlighed til at bemærke at der næsten altid uden for huset nr. 27 er ophængt forskellige klædningsstykker til tørre, hvoraf de fleste er af den beskaffenhed at de frembyder et højst væmmeligt syn. Da man desuden ikke på det smalle fortov kan passere forbi dem uden at komme i temmelig nær berøring med dem, ønskede anmelderen at denne uskik om muligt kunne blive fjernet.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9686-9687)

"Uden for huset nr. 27 er ophængt forskellige klædningsstykker til tørre". (Magstræde 27, nu Magstræde 17, er det første røde murstenshus på højre side af vejen. Endnu i dag er strædet meget smalt. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Magstræde 27 hedder siden 1859 Magstræde 17/Nybrogade 30. Det er et meget gammelt hus fra 1650.

En Skik, som, hvis Man tør give den Navn af Uskik, ønskes standset.

Herved tager man sig ærbødigst den frihed at fremlægge for høje ansvarlige det spørgsmål om det er tilladt for Gothersgades og omliggende smågaders beboere at ophænge alskens tøj til tørring på muren om Rosenborg Have. Man kan næppe tro at det er tilladt, for det er både en meget iøjnefaldende vansir for gaden såsom det udhængte tøj oftest ikke er af det allerreneste slags, og tillige er til betydelig hinder for de forbigående. Det har indsenderen af dette ofte haft lejlighed til at bemærke. 

"Er det tilladt for Gothersgades og omliggende smågaders beboere at ophænge alskens tøj til tørring på muren om Rosenborg Have." (Gothersgade med den moderne mur ind til Kongens Have. Eget foto 2015).

Endelig forekommer det indsenderen at det påtalte ikke må være det behageligste syn for genboerne selv. I det mindste for dem som ikke benytter sig af denne meget forulempende skik, da de tvinges til næsten dagligt hele sommeren igennem at have viftende lagener, tørklæder, klude og a. m. for deres øjne. og det ville dog unægtelig indtage en langt mere passende plads på et loft eller i et gårdrum end på en offentlig gade.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6257-6258).

Uorden i Dyrkiøb.

Den uskik har temmelig meget taget overhånd blandt kælderbeboerne i gaden Dyrkøb ved Frue Kirke at de ved hjælp af oprejste stænger drager klædesnore på plankeværket om kirken og ophænger alle slags fæle og urene klædningsstykker, hvilket ofte slår de som passerer gaden, i ansigtet, såsom de som oftest må gå på den side da der i almindelighed på grund af snavs er ufremkommeligt inde ved husene. Meget ønske at der måtte blive rådet bod på dette uvæsen.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3835-3836).

Rulning dyrere end Vask

Ikke sjældent sker det at en familie tilsmudser 50 stykker linned og først møjsommeligt må tjene den skilling som kræves til sæbe og brændsel for at få dette rent igen. Har man nu overvundet de første udgifter hvis beløb udgør cirka 40 skilling, og dernæst fået det vaskede tøj tørt igen, da gruer man for rullelønnen eller rettere rullelejen, hvilken sidste i almindelighed overstiger vasken. 

Således måtte indsenderen heraf for nogle dage siden betale 50 rigsbankdaler for 50 stykker tøj i rulleleje. Denne betaling finder vist enhver (undtagen udlejeren i kælderen) meget for høj, og man nødes jo dog til at give den, da tøjet må rulles hver gang det er vasket. I forrige tider betaltes rulleleje efter stokkenes antal i snesevis med 4 skilling dCr, alt hvad der nu med rette burde kunne tages var jo allerhøjst 8 skilling per snes, og dertil må dog rullelejeren hjælpe at rulle.

At holde rulle til leje må være en fordelagtig handel. Det kan skønnes af at man ser mælkehandlere og værtshusholdere har forenet det med deres øvrige næringsgren, og placerer endog rulle til leje i deres kælderstue.

Det var at ønske at der ved den høje øvrigheds medvirken må fastsættes en vis betaling i leje af en rulle, enten så denne blev stipuleret stokkevis, snesevis af stokkene eller timevis, alt eftersom folk havde lidt eller meget tøj at rulle. Derved ville al ubestemt eller vilkårlig betaling bortfalde, og enhver anstændig familie ville kunne sidde hjemme og beregne deres udgifter og da med vished vide at de ikke blev snydt enten af pigen eller af rulleudlejeren.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2956-2957)

Redacteurens Anmærkning

Duge, linned mm. blev på Politivennens tid rullet ved at det fugtige stof blev rullet om tykke stokke og anbragt på rullens flade. Herefter blev en kasse med store sten ført hen over ved håndkraft. Det giver derfor god mening at udregne prisen for rulning ud fra antallet af anvendte stokke.

Om Klæders Tørring paa Kirkegaardene.

Indsenderen af dette har kun i få måneder har opholdt sig her i byen, men husker dog engang på landet at have læst et stykke indført i Politivennen angående Helligånds Kirkegårds afbenyttelse til tøjtørring. Han kan ikke nok så meget undre sig over at da han passerede denne vej onsdag den 12. maj var denne uorden enten ikke blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen. Man siger "at i graven findes først ro", men dette kan dog nok ikke så ganske være tilfældet. For de folk der formodentlig til indtægt for graverkarlen tørrer deres tøj på nævnte kirkegård bliver desuagtet ved med at stå på gravene for des bedre og mageligere at kunne hænge deres tøj op. Uagtet de afsjælede legemer intet lider herved, kan dog de efterladte intet andet erindre herom end at det er en stor uforskammethed således at vansire de mange nyligt forbedrede grave der af de afdødes slægtninge hvert år bliver istandsat.

"Han kan ikke nok så meget forundre sig over ved at passere denne vej onsdag den 12. maj at denne uorden enten ikke er blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen." (Rester af Helligåndskirkens Kirkegård. Eget foto).

Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på det for at dette onde kan blive forebygget hvorfor denne mangel måske snart vil blive afhjulpet og disse har krav på enhvers tak når samme måtte blive taget til eftertanke uden videre påmindelse.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2840-2841)

Bekiendtgiörelser

3) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre: At Trinitatis Kirkes forstandere har forbudt at tørre vaskede klæder, sole sengetøj osv. på kirkegården, og vil herefter søge at hæmme al unyttig sammenløb af drenge som forårsager uorden der. Når som man kan håbe, flere vil følge dette prisværdige eksempel, da kan først Thaarups skønne ord: "Bærer fred med eder alle" med sandhed anvendes på vores kirkegårde i hovedstaden.

(Politivennen nr. 33, Løverdagen den 17. august 1816, s. 510)

Ydmyg Bøn mod Klæders Tørring paa Byens Kirkegårde

(Indsendt)

Indsenderen ser dagligt ved at gå gennem Helligånds Kirkegård at folk står på gravhøjene og ophænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore. Det er harmfuldt at se på da som det hedder "ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den ophøjede grav over dem skal nedtrampes af folk som bruger den som stige for at de mageligt kan ophænge deres tøj. Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer gennem gangene da man i stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser lagen, særke, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, i stedet for at nyde en behagelig frisk og sund luft indånder en usund og fugtig luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, men må tørre det på det til hvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke gøre det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Et smukt syn er det ikke når man spadserer gennem gangene. I stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser an lagen, særker, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Trinitatis kirkegang, indånder man en usund og fugtig luft. (Eget foto).

Enhver som tørrer tøj på kirkegården må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det). Og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlen, så var det da at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere, eller hvem der har opsigt med kirken ville forbyde folk at tørre klæder på kirkegården, fordi at folk som der har begravet venner og frænder osv. og ofte lader deres grave udsmykke kunne have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen at se disse vel vedligeholdt.

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage det til eftertanke.

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 491-492)

Om farvet Tøjs Tørring på Gaderne

(Indsendt)

Indsenderen af dette vover at henlede de ansvarliges opmærksomhed på: Om det ikke strider mod politilovene at farverne her i staden hænger det farvede tøj ud over gaden således at man næppe kan køre under det, lige som den uskik at udhænge klæder, især fra kældrene på forsiden af husene til fortovene? Det sidste lader til dels til at være dæmpet. Men det første synes ikke endnu at have tildraget sig politiets opmærksomhed. Og mod dette ivrer indsenderen især, da følgerne deraf kan blive så farlige. Efter sigende skal flere heste have løbet løbske af skræk for det fra farverne over gaden hængende tøj. Noget som især er skræksomt for unge muntre heste og som umuligt kan undgå deres opmærksomhed, da tøjet ved at hænge lavt og blive ført hid og did af vinden ser ud som om det hvert øjeblik ville falde ned på hestene. 

Indsenderen fik forrige år på landet 2 heste. Men det var ham ikke muligt da de kom til byen at få dem forbi det udhængte farvetøj i Frederiksberggade. Og uagtet samme heste nu er tilkørte, vedbliver de alene at være bange for det. Og skønt de aldrig har løbet løbsk er jeg overbevist om de under en uvant kusks anførsel vil løbe ved sådanne steder. Sæt endog om stadens indbyggere som holder heste, kan undgå de gader hvori sådant hænger, da de kan have lagt mærke til deres heste som ikke tåler at se samme. Så bliver det dog stedse farligt for bonde, som kører til staden, da denne ofte kan have heste som det ikke er sket at de har passeret farvere, og hvor muligt en dreng er kusken. Hvor troligt da at hestene løb? 

Og hvem kender ikke de skrækkelige følger det kan have med løbske heste på Københavns gader, og må ikke grue for det? Man så eksempel på det for kort tid siden på Østergade, hvor nær flere mennesker kunne have sat livet til under sådanne omstændigheder. Hvad er ikke børn, frugtsommelige koner og gamle udsat for? Enhver af stadens beboere som elsker liv og sundhed, er vist enig i at alt hvad som kan forskrække heste, såvidt muligt bortryddes, og det kan efter indsenderen uforgribelige mening ikke kaldes uretfærdigt hvis farverne blev forpligtiget til at hænge deres tøj til tørring i gårdene, eller søgte tilladelse til at bruge voldene til det. Men under ingen omstændigheder burde det tillades at hænge det over gaden.(Indsendt)

(Politivennen nr. 18, Løverdagen den 4. maj 1816, s.  276-278)