Da Koleraen for 75 Aar siden hærgede København. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Mand fortæller om sin Barndoms stærkeste Indtryk

"Fra sin Skæbne flygter man aldrig."

Den 84-aarige fhv. Skomager Julius Gødesen fra "De gamles By" som paa nært Hold har oplevet Koleraen i 1853. Den gamle Skomager sysler ogsaa med Malerkunsten.

Sommeren 1853 var Henseende trykkende og syntes aldrig at skulle faa Ende. Som et Kistelaag rugede varmen over Staden. Dag og Nat den samme kvælende Lummerhede.

Til langt ind i September straalede Solen næsten daglig fra en skyfri Himmel, men mod sædvane var der ingen, som hilste "den store Lov Livgiver" med Jubel og Sang i Sindet. Folk passede deres Dont saa godt de orkede og søgte tappert at holde Modet oppe, men det kneb unægtelig nu og da, og de skævede trist til det evige Solskin, der var som et grumt og naadelost Smil.

Indenfor Voldenes svulmende grønne Bælte laa en By, der formelig stank til Himlen af Snavs og Raaddenskab. Rædslen og Elendigheden laa paa Lur i Københavns trange Gader. Fra Midten af Juni til henimod November hærgedes Byen af Koleraen, som her slog Rod i et sandt Eldorado af Rendestenspøle, uhumske Baggaarde med Stalde, Møddinger og Retirader i stinkende Pærevælling, skumle Behoelseskaserner og Logihuse, hvor af alene Navnene - for Eksempel "Helvede", "Luseklubben", "Bolle Bandsats Hus" og "Lokumet" - givet et haandfast Begreb om Atmosfæren ...

Da Kølighed og Nattefrost omsider tvang Koleraen til at vandie mod Syd, havde den gjort det af med 5000 af Københavns 130,000 Indbyggere.

- - -

For os, der er opvokset i Bilernes Tidsalder, i en rengjort og forholdsvis velbygget By, synes det næsten ufatteligt, at der rundt imellem os stadig lever Mennesker, som saa at sige var "Øjenvidner" til Koleratidens Gru og endnu i en afsides Hjernecelle opbevarer et ramt Indtryk af dens dndelige Alvor.

Forhenværende Skomagermester Julius Gødesen i "De Gamles By" er en af disse faa tilbageblevne. Som 9-Aars Knægt oplevede han Koleraen, endda midt i et af de Kvarterer, hvor det gik haardest til: det gamle tætbefolkede Christianshavn.

75 bevægede Aar er siden da tilbagelagt af Julius Gødesen, der forlod Danmark i 1871 for at prøve Lykken i den ny Norden. Først 49 Aar senere vendte han fra Amerika hjem til sit Fædreland og gik ind til et fredeligt Otium i den smukke lille Stat i Nørreallé. Ved et mærkeligt Træf kom han her til at bo i den samme Bygning, hvor ogsaa en Barndomsveninde fra Prinsessegade havde fundet sin sidste Havn. Hun døde for et Aars Tid siden.

Mens den gamle Skomager sidder i sin hyggelige, sollyse Stue og fortæller mig om hin skæbnesvangre Sommer i 1853, der har præget sig uudslettelig i hans Erindring, skrider Tiden baglæns, trekvart Aar hundrede slettes ud af min Bevidsthed, vi er atter i Halvtredsernes saa fjerne og dog nære København.

Hvad Koleraens "Øjenvidne" beretter

Jeg boede i Kolera-Aaret Prinsessegade 290 - nu er det Nr. 11 - sammen med mine Forældre og 3 Søskende. Far var Skomager og havde en rigtig god Forretning. Vor Lejlighed var i Stueetagen. Jeg ser endnu Mor sidde og sy ved det aabne Vindue, hvor der var indrettet en Slags Central. Folk fra Nabolaget kom løbende til Mors Vindue og gav Besked, naar de havde syge derhjemme. Jeg husker de forpinte Menneskers Graad og Klage udenfor paa Gaden, og min Mors venlige og deltagende Trøsteord.

Hun skrev Navne og Adresser op, og hvert Øjeblik - ofte med mindre end et Kvarters Mellemrum - indfandt de omvandrende Læger sig og spurgte udefra Mor, hvor der var ny Tilfælde. Tit var Lægerne ved at segne af Udmattelse og maatte have en Opstrammer. Saa skænkede Mor dem et stort Glas af en kraftig Portvin, som Sundhedsstyrelsen havde givet hende i Forvaring netop til dette Brug.

Lige ved Siden af vort Hjem laa "Vor Frelsers Arbejdshus", som ellers var en Art Opfostringsanstalt eller Skole for Fattigvæsenets Børn. Saa snart Koleraen tog til, blev den ligesom alle andre skoler i Byen lukket og indrettedes nu i Huj og Hast til Lazaret med Feltsenge i hver en Krog. Over Porten hang en Klokke, hvis Klang hele Kvarteret kendte. I den værste Tid hørte vi dens Ringen næsten hvert femte Minut. Saa vidste vi, at der udenfor Lazarettet igen stod et Par Portører med en stakkels Kolerasyg i deres Bærestol.

Som var det i Gaar kan jeg høre Portklokkens dybe Klang og min Mors Udbrud:

Aa, Herregud, nu var der én til !

I "Vor Frelsers Arbejdshus" døde næsten alle Patienterne, og knap var Ligene kolde, før de lagdes ned paa Hylder i Kælderen, indtil de som Regel Dagen efter kunde blive begravet. Hele Vognlæs med opstablede Kister kørte i den værste Tid daglig ud af Porten paa Vej til Kirkegaarden. Her var opkastet lange Gruber, hvori Kisterne stilledes Side om Side saa tæt som muligt. Tanken paa en Grav til hver enkelt var Vanvid.

Jeg kan huske, at det fortaltes fra denne Ligkælder under Arbejdshuset, at da man en Morgen kom ned med en Død, rejste en Mand, som var lagt paa Hylden Aftenen i Forvejen, sig pludselig op fra Hylden og forsøgte at tale. De to Portører, der kom bærende med det ny Lig, blev saa altererede, at de tabte deres Byrde! Staklen, der var genopvaagnet, fik dog ingen langt Levetid i anden Omgang, men døde for Alvor Dagen efter. Nøjagtigheden i denne Beretning kan jeg naturligvis ikke indestaa for, men Begivenheden omtalte meget i Kvarteret, og er, naar Datidens Forhold tages i Betragtning, slet ikke utrolig.

En Families Skæbne.

I vor Familie slap vi ved en forunderlig Lykke helt fri for Koleraen. Far var ganske vist meget sløj et Døgn, og vi frygtede det værste. Dagen derpaa passede han imidlertid sit Arbejde som sædvanlig og mærkede intet senere. Men oppe paa 3. Sal over os boede en Maskinmester og hans Kone med deres 6 Børn. Manden sejlede paa Grønland i Kolerasommeren og forliste deroppe, saa han hørte aldrig noget om den frygtelige Skæbne, der ramte hans Hustru. Paa 2 Dag døde alle 6 Børn af Kolera, og Øen ulykkelige Kvinde var ved at blive sindssyg af Sorg.

Jeg bragte Fars færdige Arbejde videre og kom viden om. Jeg husker Teltlejren paa Ravelinen mellem Vester- og Nørreport. Her boede Hundreder af fattige Mennesker, som af Myndighederne var blevet beordret til Udflytning og nu levede i et syndigt Rod med deres Oppakning af Husgeraad og Bohave, der flød imellem hinanden.

En Dag blev jeg sendt til Amalienborg med et Par Støvler til Justitsraad Sally i Enkedronningens Hoftjeneste. Den godlidende Embedsmand forærede mig en Melon, som jeg glædestraalende kom hjem med, men inden vi Børn fik Lov til at spise den, spurgte Mor en af Lægerne ved Vinduet, om det gik an. Man havde paa den Tid en vis Skyhed for frisk Frugt. Lægen tillod, at vi satte Melonen til Livs, naar vi bare ved Siden af drak et forsvarligt Glas Portvin eller Malurtbrændevin.

Vi Børn tog os for den Sags Skyld Koleraen let og var henrykte over den lange Sommerferie! Legen gik saamænd lige saa muntert som ellers, men selvfølgelig mærkede vi af og til paa vore Forældres nedtrykte Sindsstemning, at der var noget galt paa Færde. Dog gjorde de deres bedste for at muntre os. Om vi var i Tivoli i denne Sommer, hvor Agent Carstensens Etablissement netop kunde fejre 10 Aars Jubilæum, husker jeg ikke aldeles bestemt, men det er højst sandsynligt, at vi har været der.

Mine Forældre var livsglade, sunde og ligevægtige Mennesker, som ikke nærede den paniske Frygt, der greb saa mange andre af Københavns Indbyggere. De, der kunde slippe af Sted med det, flygtede over Hals og Hoved fra Byen ud paa Landet. Den Slags tænkte Far og Mor overhovedet ikke paa. De var af den Overbevisning, som ogsaa, da jeg voksede til, blev en af Paragraferne i min private Grundlov: Fra sin Skæbne flygter man dog aldrig!

G. F.

(Aftenbladet (København) 7. september 1928).

Cholera paa Sankt Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

 FORHANDLINGER I COLONIALRAADET FOR ST. CROIX.

Löverdag den 22de December 1866, Middag Kl. 12, holdt Colonial Raadet et overordentligt Möde i Anledning af den i Mödet den 17de dennes fattede Beslutning, i en Addresse til Colonial Raadet for St. Thomas og St. Jan at udtale sin Beklagelse over den St. Thomas Commune overgaaede Ulykke ved de der herskende Epidemier, navnlig Cholera og Guulfeber.

Af Medlemmerne var 1ste Medlem for Frederiksteds By (Sarauw) fraværende paa Grund af Forretninger.

Protokollen for forrige Möde oplæstes, hvorefter Formanden foranstaltede oplæst fölgende Udkast til Addressen :

"Colonialraadet for St. Croix har i Mödet den 17de dennes eenstemmigen fattet Beslutning om, at udtale for St. Thomæ Commune sin dybe Beklagelse over den Ulykke, hvoraf den sidstnævnte Öe i denne Tid er hjemsögt, og idet vi nu bringe denne Beslutning til Udförelse, tillade vi os at erklære, at vi derved kun opfylde et Önske, der næres af alle denne Öes Indvaanere.

Det er ikke blot almindelig Medfölelse ved en overordentlig Tilskikkelse, eller Öernes nære Beliggenhed, som har fremkaldt denne Raadets Beslutning, men der existerer et nært Slægtskabsforhold mellem St. Thomas og St. Croix, som indeholder en særlig Opfordring til Raadets Henvendelse i denne Anledning til Colonialraadet for St. Thomas med St. Jan.

Öerne have fra deres förste Tilblivelse som civiliserede Samfund levet og blomstret under den samme milde Regjering, de samme retfærdige Love. I en stor Deel af denne Periode have de i Forening nydt en overordentlig Grad af materiel Velvære, og om end denne Velvære for St. Croix's Vedkommende ved Omstændighedernes Magt er bleven meget forringet, glæde vi os dog ved at være Vidne til Handelens og Skibsfartens fortsatte Vedbliven og Udvidelse paa St. Thomas, og vi see i hvert Symptom, der kunde opfattes som et Varsel om dens Aftagen, et Onde der ogsaa vedrörer os. Naar vi da tillige betragte de mangfoldige Baand hvorved commercielle Interesser, personlige Bekjendtskaber og Familie-Forbindelser knytte saa mange af Indvaanerne paa den ene Öe til Beboerne paa den anden, naar vi kalde tilbage i Erindring den Redebonhed hvormed St. Thomæ Indvaanere ved hvert Uheld, der har rammet St. Croix, ere komne os til Hjelp,- vi ville her kun nævne Urolighederne i 1848, og den i dette Aar i Christiansted stedfundne Ildebrand,- vilde det være unaturligt om vi ikke dybt rörtes ved Tabet af Hundreder af Menneskeliv, Forretningernes Standsning og Indskrænkning af Forsyningen med Livsfornödenheder, der fölge af tre Epidemiers Rasen paa samme Tid, og det bliver Raadets Pligt at udtrykke hine Sympathiens og taknemmelig Erindrings Fölelser i Ord.

Om det vil lykkes denne Commune, ved de trufne Forsigtighedsregler, med den Almægtiges Bistand, at undgaae Choleraens Udbredelse hertil, kan endnu Ingen sige; men vi bede Indvaanerne paa St. Thomas at vaere forsikkrede om, at vi, uden Hensyn til vor egen Skjæbne, nære det oprigtige Önske, at Tiden for Epidemiernes Ophör der nu maa være naaet, og at fordobblet Liv og Virksomhed i alle Forretningsgrene maa fölge paa den nuværende Standsning."

Addressen blev eenstemmigen vedtagen, hvorpaa Raadet anmodede Formanden om at foranstalte den fremsendt til sin Bestemmelse.

- - -

(St. Croix Avis 15. januar 1867).

I perioden 1850-1869 omkom 1.569 personer på St. Thomas og St. Jan af gul feber. På St. Croix 149. Store epidemier var der også i 1852, 1853, 1855, 1856, 1857, 1858, 1859, 1860, 1864 og 1865. Og de vedvarede i 1869, 1870, 1878 pg 1885. 

Ved udgangen af januar 1867 hvor epidemien var aftagende, var 797 døde af kolera i St. Thomas by, og kolerahospitalerne blev lukket.

Blandt den fattigste del af befolkningen blev bekæmpelsen af epidemien vanskeliggjort på grund af mangel på læger og dyre lægehonorarer. I byen St. Thomas var der til en befolkning på mellem 12 og 13.000 indbyggere 6 læger. Mange der fik lægetilsyn, havde ikke råd til medicin. Der blev ikke gjort meget, for ikke at sige intet for de efterladte efter koleraofrene (børn, enker osv.).

Den 29. oktober 1867 blev St. Thomas ramt af en orkan, hvorved 70 skibe gik under og over 500 mennesker omkom. Dette sammen med et ry som et usundt sted betød en voldsom nedgang i handelslivet. Skibsfarten gik i stedet over Bridgetown på Barbados. Befolkningstallet faldt fra 40.955 i 1840 over 33.763 i 1880 til 30.527 i 1901.

Cholera i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

I Aarhus er fra 30. til 31. Aug. anmeldt 7 nye Cholerapatienter og 6 Dødsfald; fra 32. Aug. til 1. Septbr, 4 Syge og 3 Døde; ialt S8 Syge, hvoraf 32 Døde.

Horsens Sundhedskommission bekjendtgjør d. 31. Aug.: I Hestedamsalleegade heri Byen er en Kone igaar død af Cholera (2det Tilfælde). Beboerne af Huset ere strax blevne udflyttede og deiee renset og afspærret.

Sundhedskommissionen i Fredericia bekjendtgjør den 1. Septbr.: Den 22. August angrebes en Person, der nogle Dage tidligere var ankommen fra Aarhus, af Cholera; han er nu i Bedring. Den 27de August og idag ere to nye Tilfælde indtrufne, der have havt Døden til Folge.

Ifølge en "Dvk." tilstillet Meddelelse skal Choleraen nu ogsaa have vist sig i Frederiksstad.

Af et Brev fra Aarhus til "Berl. Tid.", dateret 29. August. ... Da jeg veed, at De som gammel Aarhusianer har Interesse for vore Forhold, vil jeg meddele Dem et Par Notitser om Choleraen. Vor By hører, ifølge sin Beliggenhed og sin Bygningsmaade, ingenlunde til de sunde; midt igjennem Byen løber Aaen, og mangfoldige Steder i Byen ere gamle faldefærdige Rønner, der i enhver Henseende begunstige Epidemiens Udbredelse. Om Choleraen iaar er opkommen ved Smitte eller ikke, er vistnok umuligt at afgjøre, og man kan kun sige, at den Første, der blev angreben, var en Havnefoged, altsaa en Mand, der stod i mange Forbindelser med de fra andre Steder Ankomne. I de første Dage holdt Sygdommen sig navnlig til den Del af Byen, som ligger i Nærheden af Havnen, men senere har den spredt sig rundt om i Byen, og da navnlig til de Huse, hvis Beboere ikke tage de hygieiniske Forhold sagt. Indtil idag Middag er de Angrebnes Tal 38 og de Dødes 21, eller med andre Ord, - naar vi overføre dette Tal paa Kjøbenhavns Befolkning (Aarhus Indbyggertal ansat til 10,000, Kjøbenhavns til 150,000) - det vil være ligt med Forholdet 570 Angrebne og 315 Døde i en By af Kjøbenhavns Størrelse. I det sidste Døgn er de Angrebnes Tal 10 (for Kjøbenhavns Størrelse lig 150). Det er altsaa en meget heftig Epidemi, og vi ere dog kun ved Begyndelsen. Befolkningen er imidlertid ved godt Mod, idet Sundhedskommissionen, støttet paa sin tidligere Erfaring, udfolder en betydelig Kraft; den har forskrevet 2 Læger og 10 Vaagekoner fra Kjøbenhavn. Byens Sygehus (den forhenværende Realside) er taget til Choleralazareth, et i alle Henseender fortræffeligt Lokale, o. s. v.; men Mennesket spaaer, og Gud raader . . .

Under den forrige Epidemi i 1853 blev Horsens forskaanet, der viste sig vel et mistænkeligt Tilfælde, men det forblev uafgjort, om det havde været el virkeligt Choleratilfælde eller lkke. Under Choleraepidemien i Korsør 1857 blev en Pige, der kom fra Korsør, der angreben af Choleraen, men den udbredte sig heller ikke dengang. Man tør fadedes maaske haabe, at Byen ogsaa denne Gang vil blive forskaanet for Epidemien, og at Tilfældet vil forblive enestaaende. (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. september 1859)

I Aarhuus vare fra Tirsdag til igaar Middag 6 nye Choleratilfælde anmeldte, Døde 4. Ialt siden 18de Aug. 86 Syge, hvoraf 51 er døde. Iøvrigt er Cholera-Sygehuset udenfor Middelgadesport nu nedlagt, idet 2 i Tirsdags bleve udskrevne og Een, som er i Bedring, indlagdes paa Sygehuset ved Mindet. Til de Cholerabetrængte i Aarhuus er i Byen foruden en stor Deel Gaver i Klædningsstykker, indkommet i Penge 163 Rd. For de andre Kjøbstæder og Egne turde her ogsaa være Opfordring til Veldædigheden.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. september 1859)

Choleraen har denne Gang tager en modsat Retning af den, som den fulgte i 1853. Da udbrød Epidemien i Kjøbenhavn, uden at der øvrigt kunde paapeges nogen bestemt Anledning til Smitte, og den viste sig derefter dels i Sjælland, dog kun i en ringe Grad, dels rundtom i Jylland. Det var vel ikke absolut paavisligt, men det var ikke usansynligt, ar den i 1853 ved Smitte blev bragt til flere Havnestæder i Jylland. Denne Gang har derimod Choleraen vist sig først i Jylland, og det har ikke paa nogen Maade været muligt at eftervise Smitte. De første Tilfælde i Aarhuus opstod uden ar Vedkommende vare komne i nogensomhelst Berørelse med Syge fra andre Steder. I Horsens, hvor det ogsaa har vist sig Cholera-Tilfælde, har Smitte heller ikke været paavislig, og i Skanderborg, der ligger mellem de to sidstnævnte Byer, har der ingen Tilfælde vist sig, hvorimod der har været enkelte mistænkelige Tilfælde i Fredericia, medens Veile hidtil er gaaet aldeles fri. Der kan ikke negtes, al der heri ligger stærke Argumenter mod Quaratainen. Kjøbenhavn har staaet i daglig Forbindelse med Malmø, hvor Choleraen har grasseret i flere Uger, der er stadig Dampskibsforbindelse med Wismar og Lybeck, paa hvilke Steder Choleraen har varet i de sidste Maaneder og dog er der ikke bleven angreben et eneste Individ, ligesom Epidemien heller ikke har vist sig i Korsør, hvor den tidligere har raset saa haardt som neppe noget andet Sted, uagtet der hver Dag ankommer Rasende til denne By, der have forladt Hamborg en halv Snes Timer tidligere. Derimod viser Sygdommen sig i Aarhus og Horsens, der ikke staa l direkte Forbindelse med noget smittet Sted. De hygieiniske Forhold ere paa ingen Maade slettere i de jydske Byer end i Kjøbenhavn, hvorimod findes der et større Antal Fattige sammemrangr, og mindre Plads, end i de jydske Byer. Var der nogen af de jydske Byer, der maatte være særlig disponeret til at blive angreben, maatte vel være Aalborg, i hvilken By der i flere Henseender findes daarlige hygieiniske Forhold, men man har endnu ikke hørt om et eneste Tilfælde i denne By. Choleraens Gang har saaledes vist sig aldeles uberegnelig; men saa Meget er vist, at hvad der iaar er skeet, synes endnu mere end de tidligere Epidemier at tale imod Quarantainen. Choleraen er udbrudt i Malmø, hvor der holdes Quarantaine mod de smittede Byer, men ikke i Kjøbenhavn, hvor der ingen Ouarantaine anvendes. Den er ikke udbrudt i de Byer, der staa i direkte Forbindelse med smittede Steder, men kun i saadanne, der have en indirekte Forbindelse med disse og de først Angrebne have ikke været i nogensomhelst Forbindelse med Syge. (Hobro Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. september 1859).

Cholera paa St. Croix og St. Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

Quarantainen i Vestindien. "Dagbladet" af 17de Januar Nr. 14 har meddeelt Oplysninger om Stemningen paa St. Thomas i Anledning af de Quarantaine-Bestemmelser, hvorved Gouvernementet afspærrede St. Croix fra St. Thomas under Cholera-Epidemien paa sidstnævnte Ø, og disse Oplysninger gaae ud paa at skildre Quarantaineforanstaltningerne som urimelige og Gouvernementets Fremgangsmaade som vilkaarlig og keitet. Denne haarde Dom er aldeles ugrundet og ufortjent. Det er naturligt, at Kjøbmænd paa St. Thomas ønske alle Hindringer fjernede for deres Afsætning, og at de ved Udbruddet af en farlig Epidemie paa det Sted, hvor de have deres Vareoplag, dog ikke tage i Betænkning at tilbyde deres Varer paa de omliggende Øer, uden Hensyn til, om et saadant Samqvem muligen kan medvirke til Sygdommens Udbredelse. Men det er ligesaa naturligt, at man har en modsat Anskuelse paa St. Croix , der som agerdyrkende Land har en meget afvigende Interesse fra den, der gjør sig gjældende paa St. Thomas. Arbejderbefolkningen paa St. Croix's Sukkerplantager er efter Emancipationen i 1848 saaledes aftaget i Tal, at den ingensomhelst Forringelse kan taale uden ubodelig Skade for Sukkerdyrkningen; men, dersom Cholera udbryder paa St. Croix, vil den, med sin umaadelige Voldsomhed under den tropiske Himmelegn, sikkert bortrive 3 til 4000 Arbejdere, men den utvivlsomme Følge heraf vilde blive mange Sukkerplantagers Nedlæggelse paa lignende Maade, som omtrent al Sukkerdyrkning er ophørt paa Øen St. Thomas efter Choleraen i 1853, og denne Sygdoms Fjernelse fra St. Croix er i Virkeligheden et Livsspørgsmaal for Øen. Man vil derfor let kunne forstaae, hvorfor Alle paa St. Croix ere, som een Mand, enige i den Anskuelse, at der bør anvendes behørig Forsigtighed i Samfærdselen med St. Thomas, og Indvaanerne paa St. Croix ere aldeles beredvillige til at underkaste sig Afspærring ligeoverfor St. Thomas, uagtet Ulejligheden heraf føles langt stærkere paa St. Croix end paa St. Thomas. Det er nemlig over St. Thomas, at St. Croix har sin daglige Hovedforbindelse med Udlandet, hvorimod St. Thomas, som Centralpunkt for det vestindiske Handelsrøre, i St. Croix ikkun seer et meget underordnet Punkt i den store Afsætningskreds, der saa er aaben for St. Thomas til alle Sider. Men, vil man indvende, al Ouarantaine er ufornuftig, thi den kan ikke iværksættes saaledes, at den kan opnaae sin Hensigt. En saadan Indvending kan og neppe holde Stik for de Erfaringer, Vestindien har at opvise. Den Afstand og Beliggenhed, som Øen St. Croix har ligeoverfor St. Thomas og andre omliggende Øer, gjør det nemlig muligt at effectuere en saa fuldstændig og saa virksom Quarantaine, at neppe nogetsteds et bedre Resultat kan haabes opnaaet. I Aaret 1853 udbrød Cholera for første Gang paa St. Thomas og bortrev i tre Maaneder vel 2000 Individer af en Befolkning af omtrent 14,000 Mennesker. Men St. Croix, som ligger 9 danske Mile fra St. Thomas, og hvortil Skibe kun gaves Adgang efter nogle Dages Qvarantaine, blev dengang ganske forskaanet. I afvigte Sommer udbrød Cholera paany i St. Thomas og rasede samtidig i de nærliggende spanske Besiddelser. De samme Foranstaltninger, der i 1853-54 bleve trufne paa St. Croix, bragtes paany til Anvendelse, og hidtil er Øen atter dennegang bleven forskaanet. At selv efter Sygdommens Ophør Afspærringen mellem Øerne maa vedvare nogen længere Tid, om endog under en lempeligere Form, vil synes meget forstaaeligt for dem, der vide, med hvilken Iilfældighed Individer af den sorte Befolkning have efter tidligere Epidemier oversendt de Afdødes Klædningsstykker til Slægtninge paa St. Croix, og at derhos mange Familier paa St. Thomas have for Skik at oversende smudsigt Linned til St. Croix, for der at vadskes, da dette gjøres der billigere end paa St. Thomas.

Den offentlige Mening paa St. Croix taler saaledes høit for at opretholde Quarantainen paa Øen, og de gjentagne indvundne Erfaringer tale i samme Retning. Men skulde man da i en Sag af saa uendelig Vigtighed for St. Croix aabne de letseilende Skonnerter, der i 3 til 4 Timer gaae fra St. Thomas til St. Croix, en aldeles uhindret Adgang for Personer og Varer, saasnart Kjøbmændene paa St. Thomas ansee det betimeligt? Hertil vil neppe Nogen være tilbøjelig, som med Interesse for det almene Vel paa St. Croix har Indflydelse paa Øens offentlige Anliggender, og Gouvernementet har fuldkommen Ret, naar det har besluttet i denne Sag ikkun at tage saadanne Forholdsregler, som befindes nødvendige for at sikkre St. Croix, uden at skjænke andre Hensyn væsenlig Betydning; thi et Feilgreb her kan let udslette St. Croix af de Sukkerdyrkende Coloniers Række, hvorimod Sagen er af aldeles underordnet Betydning for St. Thomas.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1857)

Cholera i Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Som af offentlige Tidender allerede bekjendt er den i Skagen fra medio Juli grasserende Cholerine af epidemisk Natur trods Sundhedscommissionens Foranstaltninger og Districtlæge Steenbergs utrættelige og opoffrende Bestræbelser for omtrent en Maaned siden uden Smitte andetstedsfra udartet til epidemisk Cholera. Epidemien synes her at have antaget den samme snigende Characteer, som Typhusepidemien for nogle Aar tilbage, langsomt fremskridende og trækkende i Langdrag. Saalænge den ved enkelte skuffende Standsninger i Udbredelsen syntes at give Udsigt til snarlig Forsvinden have vi ikke villet anraabe den smukke danske Veldædighed, der for andre Steder allerede har bragt saa betydelige Offre; men nu tør vi ikke tøve længere, saameget mindre som den her uafhjælpelige Dyrtid og Vinterens Nærmelse i bet Grad forøge Sygdommens truende Rædsler. Undertegnede udsende derfor tillidsfuldt en Opfordring til ædelsindede Medborgere om at komme os til Hjælp med milde Gaver i Penge og Andet, overbeviste om, at Hjælpen, som allerede er bleven os til Deel fra Nabostæderne uden Opfordring, endmindre efter en saadan vil udeblive for denne Danmarks fattigste Kjøbstadcommune, i hvilken vel en Trediedeel af Befolkningen Frister Livet under de sørgeligste vilkaar, tildeels i usle og utætte Hytter, uden varme Sengeklæder, uden tilstrækkelig Beklædning, med halvnøgne Børn, for hvem Linned og Strømper bogstavelig ere en ligesaa stor Luxus, som god og nærende Føde for Skagens Proletariat. Enkeltviis er paa andre Steder Armoden ikke mindre, men næppe nogetsteds i hele Landet saa udbredt. Her er et rigeligt Cholerastof, som tilmed finder Næring, blandt Andet, ved de idelige Forkølelser, som selv Skagboens hærdede Legeme ikke kan undgaae under hans Færden paa Havet. Til nogenlunde under en Choleraepidemi at afhjelpe denne Elendighed, og, saavidt muligt for Mennesker, at forebygge Sygdommene befrygtende Udbredelse - imod hvilken et naadigt Forsyn sikkert har givet den bedste Hjælper i den raske Havvind fra alle Sider - ved offentlige Foranstaltninger, ved Understøttelig af Afdødes Efterladte, af hvilke der allerede er et forholdsviis ikke lidet Antal, ved de meest Forarmedes Bespiisning med nærende Føde, ved de meest Blottedes, især Børns, Beklædning med Linned og Uldent, ved Anskaffelse af brugelige Sengeklæder eller Surrogater derfor, ved de sletteste Boligers Udbedring, er det ligesaa aabenbart, at Communens enkelte Bemidledes og dens faa Velstaaendes Kræfter ere saa langt fra at strække til, som at vi have overtaget et meget vanskeligt Hverv paa et Sted, hvor de til Hensigternes Opnaaelse fornødne Midler for en stor Deel ikke forefindes, ja ikke engang ere at faae for Penge. Destomere trænge vi til kjærlig Bistand af den danske Gavmildhed i de forskjellige paapegede Retninger, og for enhver saadan Gave vil vor Taknemlighed være ligesaa inderlig som Trangen til Gaven er stor!

For det Modtagne skal Tilstaaelse blive offentlig meddeelt.

Vi tillade os ærbødigst at anmode de ærede Herrer Avisredacteurer om velvillig Optage se af Foranstaaende i deres respective Blade. Comiteen til Understøttelse af de ved Choleraepidemien i Skagen Nødlidende og Afdødes Efterladte, den 8de November 1853. 

N. P. Christensen, Kjøbmand. Th. Meyer, Fyrinspecteur. B. Andersen, Borgerrepræsentant, Dbrmd. N. Kjelder, Strandingscommissionair. L. Klemmentsen, Borgerrepræsentant. I. C. R. Berg, Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1853, 2. udgave).

Om Choleraen i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev derfra den 30te August) :

Her staaer Alt saaledes, som man kunde vente sig. Sygdommen begyndte voldsomt og er taget til i samme Forhold; i de sidste Dage synes den ligesom at have antaget en noget mildere Characteer, i det Antallet paa de Døde ikke er saa stort som tidligere; men nogen virkelig Standsning eller Aftagen kan der vel ikke for det Første være Haab om. Byens tætte Bebygning paa en usund af Aaer og stinkende Kanaler i alle Retninger gjennemskaaren Grund; Husenes uheldige, ældgamle Indretning, i hvilke en efter Rummet uforholdsmæssig stor Befolkning er tæt sammenpakket; den usunde Levemaade, der vedvarende føres stik i Modsætning til Choleradiætens strænge Bydende og endelig de i enhver Henseende utilstrækkelige Forholdsregler, som Autoriteterne hidtil have seet sig i Stand til at gjennemføre,- Alt dette og meget Andet vil sikkert gjøre Kyndiges Profeti til Sandhed. Saadanne have nemlig for flere Aar siden forudsagt, at Aalborg - som den her i Landet meest usundt beliggende Kjøbstad - i Tilfælde af en Epidemi vilde blive frygteligt medtaget. - For om muligt at frelse Garnisonen ere 3 Comp. af 11te Bataillon lagte iLeir udenfor Byen. Man tør vel nære det Haab, at Krigsministeren, naar han kommer til Kundskab om Forholdenes sande Natur her, vil foranstalte Bataillonen forlagt til et Land-Cantonnement, da Bivouakeringen paa Marken i det nuværende fugtige Veirlig og i den fremrykkede Aarstid, i Nærheden af den med Smitstof og epidemisk Luft opfyldte By ikke længe vil være udholdelig, hvilket ogsaa er godtgjort ved at der daglig indlægges flere af Soldaterne paa Sygestuen paa Grund af Maveforkølelser, dem de have paadraget sig i Bivouakerne. Saameget man altsaa maa paaskjønne, hvad Bataillonen ved Krigsministeriets beredvillige Imødekommen allerede har gjort ved at henlægge 3 Compagnier i Telte udenfor Byen, ligesaameget er det at befrygte, at Mandfskaberne paa Grund af de ovenanførte Forhold om kort Tid ville blive nødsagede til at vende tilbage til deres tidligere Qvarterer i Byen, og er det derfor, at vi nære det Haab, at en almindelig Udflytning i Cantonnementer paa Landet snart vil blive befalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1853, 2. udgave).

Dagen efter var en opgørelse for Frederikshavn hvor 99 var angrebet, 29 helbredt og 67 døde, eller 5% af befolkningen der. Sygdommen syntes dog at være ophørt.

Cholera-Liig. (Efterskrift til Politivennen)

- Beboerne af Nørrebro føle ikke nogen Tilfredsstillelse ved de Foranstaltninger, Sundhedskommissionen, ifølge den nyeste Indberetning, har ladet foretage, for at raade Bod paa den uforsvarlige Maade, hvorpaa en Mængde Choleraliig ere blevne begravede paa Assistentskirkegaard udenfor Nørreport. De ville derfor iaften holde en Forsamling, for at overveie hvad der maatte være ar foretage eller andrage paa til videre Forebyggelse af de fordærvelige Følger, der af hiin Begravelsesmaade endnu kunne opstaae for den omboende Befolkning. Det var at ønske, at Sagkyndige - Læger og Chemikere - ville deeltage i dette Møde, for at man kunde ledes til at tage Beslutninger, der lade sig udføre og svare til den attraaede Hensigt. Det nærmeste Middel synes iøvrigt at være at kjøre endeel af Valdbybakke hen paa Kirkegaarden og deraf opkaste en anseelig Høi over den hele Strækning, hvor Ligene ere jordede, og hvorover Sundhedskommissionen senere har ladet lægge et Lag Meelkalk og en Jordforhøining af en god Alens Høide. Omkostningerne ved en saadan større Jordhøis Opkastelse burde naturligviis Communen bestride, og Folk og Arbejdsvogne til at udføre det med, vilde der ikke være Mangel paa, saameget mindre som mange Arbeidsfolk savne den sædvanlige Fortjeneste til deres Livsophold.

- Omendskjøndt det store Tivoli udenfor Vesterport har faaet Tilhold om at lukke Kl. 8 om Aftenen, saa gaaer dog endnu Carrouselbanen paa Nørrebroes lille Tivoli til henimod Kl. 10 om Aftenen; idetmindste var det Tilfælde iforgaars, den 3die dennes. Der er noget uhyggeligt ved denne sildige Lystighed paa dette Sted, da der netop tæt ved Siden af Etablissementet ligger et Huus med en Mængde smaa fattige Leiligheder, hvor mange af Beboerne enten allerede ere døde eller ligge syge af Choleraen. Forresten maae vi dog bemærke at Politiassistenten boer ligeoverfor, saa at der vist ikke kan være foregaaet noget utilladeligt.

Igaar Aftes laae Indsenderen af disse Linier mellem 7 og 8 i sit Vindue og glædede sig ret ved i Departementstidenden at have læst Beretningen over hvad den overordnede Sundhedscommission alt har foretaget sig i Tidsrummet fra 22de til 30te Juli. Især glædede det ham at see, at "Helliggeistes Menighed", der hidtil har modtaget Betalingsliig i Gravcapellet ved Kirken indtil Begravelsen, hvorimod der efter de specielle Forhold intet var fundet at erindre, har nu ogsaa foranstaltet Telte, som paa Commissionens Begjæring ere udlaante af Krigsministeriet, opslaaede paa et passende Sted paa Assistentskirkegaarden udenfor Nørreport, for deri at hensætte saadanne Liig, saa at ogsaa disse nu ville blive tidligere førte ud af Staden. Naar man, som Indsenderen, nu i omtrent en Maaned har været Vidne til at den Trafik med Liig til og fra hiint Capel, som undertiden varede hele Dage og lige til over Midnat, og som til fine Tider har udbredt en forfærdelig Liiglugt i de Gader, Vinden netop bar paa, saa kunde man ikke andet end føle sig vel tilmode ved er saa bestemt udtalt Tilsagn, men hvad skeer? Netop i samme Øieblik c: den 2den Aug, kom man trækkende med en Meubelvogn med et Choleraliig paa, som sattes ind i kapellet, saa at altsaa den Behagelighed, som i Beretningen af 30te Juli var sagt at være beredt os, endnu ikke var gaaet i Opfyldelse den 2den August. 

Naar kan man da vente at dette vil skee, spørges der

D. 3die August 1853.
En Beboer af lille Helliggeiststræde.

(Kjøbenhavnsposten 5. august 1853).

Vartov blev opdannet til kolerahospital. Grundtvig var da præst ved Vartov Kirke, men havde dog ikke mange mundtlige ord til trøst for sin menighed, foruden en pamflet: "De ti Spedalskes Bøn til Herren. Et godt Raad i Plagens Tid." til en pris af 6 skilling. Mens der blandt læger var en stor opofrelse, gjaldt det samme ikke gejstligheden. Fx besøgte stiftsprovst Tryde besøgte sin familie i Jylland, og Grundtvig nød landlivets glæder ved Præstø. Han havde lejet en yngre gejstlig til at forrette hans handlinger i embedet og prædike hver anden Søndag, mens hans selv kun prædikede hver anden. 

Choleraen paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Koleraen vakte naturligvis også opsigt i provinsen, og der blev udsendt officielle retningslinjer:

Indenlandsk.

Offentlig Foranstaltning.

Det Kongelige Sundhedscollegium har under 27de d. M. udstædt følgende Bekjendtgjørelse:

- At Ureenlighed og fordærvet Luft ere de Betingelser, som fornemlig bidrage til at gjøre Cholera ondartet og befordre dens Udbredelse, er almindelig anerkjendt, og Collegiet har alt oftere opfordret til paa det Kraftigste at modarbejde dem, navnlig ved Udrensning af Kloaker, Sumpe, Grøfter og andre Ureenlighedsbeholdere. Da imidlertid selve Udrensningen, hvor denne tidligere ikke tilbørligen har været udført, medfører en midlertidig saa stcækt forøget Udvikling af skadelige Dunster, at den under en allerede udbrudt Choleraepidemie, saaledes som man under nærværende Epidemie i Kjøbenhavn har erfaret, indvirker skadeligt paa de Omboende, og saaledes snarere maa fraraades end tilraades, finder Collegiet sig under de nærværende Forhold opfordret til paa det Indstændigste at opfordre alle vedkommende Autoriteter i Rigets Provindser, saafremt deslige Foranstaltninger endnu ikke ere udførte, da uopholdeligen og med alle disponible Kræfter at skaffe dem iværksatte og fuldførte forinden den befrygtede ondartede Sygdom har viist sig paa Stedet."

Disse Ord, udtalte af vor høieste sagkyndige Autoritet, Iægger jeg, forsaavidt dette Amt angaaer, herved paa Hjerte, og jeg paalægger derfor alvorligen Alle og Enhver, navnlig Politiøvrigheder, Sundhedscommissioner og Sogneforstanderskaber, medens det endnu er Tid, paa det Kraftigste at virke som anført. Hvor Nogen modsætter sig, ere Autoriteterne berettigede til at anvende Tvangsforanstaltninger, og jeg skal fra min Side gjøre Alt for at understøtte Autoriteternes Foretagender.

Bornholms Amthuus, den 30te Juli 1853. Wegener.

(Bornholms Avis, 2. august 1853)

Cholera. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede den 2. august var det ifølge Kjøbenhavnspostens status gået stærkt med udbredelsen af epidemien:

Kjøbenhavn, den 2den August 1853.

- Fra den 30te til den 31te Juli er anmeldt 237 Syge og 129 Døde (hvortil kommer 19 senere anmeldte Syge) ; fra den 31te Juli til 1ste August er anmeldt 199 Syge og 123 Døde.

- I Vartou udbreder Choleraen sig og man lader de Angrebne forblive i Stiftelsen med den visse Udsigt til at Smitsotten derved vil sætte sig fast ligesom i Almindelig Hospital og tilintetgjøre en stor Deel af den svage, affældige og slet forplejede Befolkning. Vartou er, som bekjendt, oprindelig en rigt doteret, med mange Capitaler og Legater forsynet Stiftelse, hvor honette sallige Borgerfolk og gamle agtværdige Tjenestefolk skulde finde en sikker Havn i Livets Aften; - men den er bleven lagt under Kjøbenhavns fatiigvæsen, der synes at have sat sig til Hovedopgave at gjøre Fattigdommen og dens offenlige Forsørgelse saa afskrækkende som muligt. Dertil kan nu vist heller intet Middel være bedre slikket end det, at lade en Epidemi som Choleraen rase indenfor Murene af slige Stiftelser som Vartou og Almindelig Hospital; thi Sygdommen maa nødvendigviis der i de Gamles svagelige Legemer finde langt lettere Udbredelse end blandt en yngre kraftig Befolkning. Benyttelsen af Vartou som Cholera-Hospital er netop Dannelsen af et saadant Brændpunkt som det Lægeforeningen i sin Bekjendtgjørelse beklagede at være opstaaet ved Almindelig Hospitals Afbenyttelse, og som den lovede at ville virke til at forebygge. - Hvorfor hører man da nu ikke noget herom fra Lægeforeningen? Hvorfor fortsætter den overhoved ikke sine Bekjendtgjørelser ? Det ligger nær at antage, at den i dette og flere andre Punkter er bleven uenig med den overordnede Sundhedskommission - eller maaskee endog i sig selv indbyrdes. Men til hvem skal Kjøbenhavns Befolkning da see hen med Fortrøstning; paa hvilken Autoritet skal den forlade den, og hos hvem skal navnlig den ulykkelige Deel, der er indesluttet i hine Fattigforsørgelses-Anstalter, søge Hielp og Trøst ? - Ingen stod vel i sidstnævnte Henseende nærmere end Vartous Præst, Pastor Grundtvig; men hvor veltalende han ellers er, synes han dog ikke at have noget Ord tilovers for sin egen Menighed.

- Choleraen har hos os fremkaldt, hvad politiske Rystelser andetsteds have gjort, en almindelig Udvandring fra Hovedstaden. Selv om Rygtet skulde overdrive Antallet - det angives endog til 30,999 - kan dog Enhver ved at lægge Mærke til Gadernes og offenlige Steders Freqvents forvisse sig om et meget betydeligt Deficit. Og hvad der kunde mangle t dette Indtryk til Billedets Fuldstændiggjørelse, det erstattes rigtignok ved en kort Udflugt til Provindserne. Thi selv i de mest afsides Egne kan man være sikker paa at træffe kjøbenhavnske Ansigter paa Værtshusene, Postvognene og Dampskibene. Rejser man f. Ex. paa Liimfjorden kan man af Selskabet gjerne slutte, at man befinder sig paa Sundet. Provindserne see ikke med ubetinget Glæde paa den Opmærksomhed, som man saaledes viser dem. De ere grebne af Angest og det ikke blot for Massen, men tildeels endog for den Enkelte, i hvem de se en Pestbefængt. Man ønsker Dampskibsfarten aldeles standset og har gjort nogle svage Afspærringsforsøg. De paa "Cimbria" gjentagne Tilfælde have især udbredt Forskrækkelse. Men det er naturligt, at man er raadvild, naar man har den  kjøbenhavnske Styrelses Exempel for sig. Naar Ministeriet og Kommunen Intet forstaae, uden al lade Alt passere som det bedst kan, hvor skulde man da vente, at en Amtmand, en Foged, en Magistrat i en Provindsby skulde vise Conduite? "Cimbrias" Ankomst til Aalborg, efterat de første Sygdomstilfælde vare indtrufne, viser, hvor let man lader sig bringe ud af Concepterne. Imidlertid har Provindserne dog det forud for Kjobenhavn, at de ikke træffes uforberedt. Hospitaler ere allerede bragte istand, idetmindste i de større Byer. Man har anvendt lidt mere Omhu paa Reenligheden end ellers, og der gives vel neppe nogen By i Danmark, der befinder sig under saa ugunstige Sundhedsbetingelser som Kjøbenhavn, end ikke Aalborg, skjøndt Byfogden havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, til at forskrække Befolkningen ved sine Bekjendtgjorelser. Hvad nu Qvarantainen angaaer, da vilde vel dens Indførelse nu, da idetmindste en Snees Tusind Kjøbenhavnere ere adspredte omkring i Provindserne, komme for sildigt. I dette Øieblik har der maaskee viist sig Choleratilfælde i alle Landets mere betydende Stader. Men det har rigtignok stadsfæstel sig, at Sygdommen først er opstaaet hos de Reisende (saaledes i Aarhuus, Randers og Frederikshavn) og derved har vundet Fodfæste i den nye Localitet. Man iagttager her paa en større Udstrækning det samme Phænomen som iagttages i Kjøbenhavn indenfor snævrere Grændser. Svgdommens Udbredelse over Landet foregaaer efter de samme Regler som dens Udbredelse over Staden. Professor Fengers Theorier paa Rigsdagen holde ikke Stik. Men dermed er rigtignok ikke Sagen afgjort i Faveur af Qvarantainen; Spørgsmaalet er, om Qvarantainen paa Communicationsvæsenets nuværende Standpunkt og med Choleraens europæiske Acclimatisering overhovedel er mulig. Den er umulig, hvor Jernbaner forbinde Stæderne, og man har der heller ikke gjort noget Forsøg paa dens Anvendelse i dette Tilfælde. Hvor Forbindelsen kun finder Sted tilsøes og efter en saa indskrænket Maalestok som hos os, kan den vistnok iværksættes; men Betænkeligheden er, at den med Eet vilde tilintetgjøre den paa private Entrepriser grundede Dampskibsfart, som vanskelig kunde vedligeholde sig under saa precaire Forholde. Spørgsmaalet er altsaa, om man skal opoffre denne, for at opnaae en større Sikkerhed mod Sygdommen.

- Det er noget seent, at den overordnede Sundhedscommissions Medlem Conferentsraad Bang har ladet nedenstaaende Advarsel indrykke i den Berl. Tids. Morgenblad for igaar:

Da jeg har erfaret, at den Anviisning til midlertidig Behandling af Cholera, som jeg lod trykke 1850, og som nu uden mit Vidende er mange Gange omtrykt og falbudt i Aviserne og paa Gaderne, af Flere misforstaaes med Hensyn paa Brugen af amerikansk Olie, og da egen Erfaring under denne Epidemi har lært mig, at dette Middel maa benyttes med Forsigtighed, troer jeg mig forpligtet til at advare imod dets altfor hyppige Brug. Det er nemlig kun hvor der er megen Rumlen og Kneb, forend den egentlige smerteløse Diarhoe begynder, at den uden Skade theeskeefuldviis kan gives; langt sikkrere er det dog, indtil Lægen kommer, kun at bruge de medicinske og diætetiske Midler, hvorved Sveden fremkaldes.

(Kjøbenhavnsposten 2. august 1853).

På et møde i Borgerrepræsentationen den 1. august blev bevilliget 49.000 Rbd til hospitaler, bureauer, vanding af torvene, rensning af gaderne, ligkister og begravelsesomkostniger og rensning og udførsel af renovation. Politimesteren anmodede om yderligere 20.000, og man ville ansøge indenrigsministeriet om 100.000.

Skoler som Cholera-Lazarather. (Efterskrift til Politivennen)

Om den overordentlige Sundhedscommissions Foranstaltninger.

Cholera-Lazarethet i den nye Skolebygning i Suhmsgaden er nu oprettet ligesom i den offentlige sokole paa Blegdammen og Christianshavn; der er saaledes kun 2 Skolelocaler tilbage endnu, nemlig i Larsleistræde og i Sølvgade. Dersom disse 2 Bygninger ogsaa tages, kan rigtignok den overordentlige Sundhedscommission rose sig af, at den i Løbet af 3 Gange 24 Timer kan skabe et Lazareth tilveie, men det moralske Ansvar, som kommer til at hvile paa den ved at berøve idetmindste 4000 Børn deres Skoler, synes at være Noget, hvortil aldeles ikke tages Hensyn. Den 15de August skulle de offentlige Skoler atter begynde Underviisningen efter 1 Maaneds Ferie; tager man Bygningerne til Lazarether, kunne Skolerne neppe begynde for i det tidligste den 1ste Novbr. efter Localernes forudgaaende Rensning og Malning. 4000 Børn have saaledes i 4 Maaneder været uden Skole, i hvilken Tid idetmindste 4de Delen, paa Grund af deres Livsforhold have været overladte til sig selv den hele Dag uden noget Tilsyn, da deres Forældre eller Forsørgere maae søge Arbeide udenfor Hjemmet. I denne lange Tid er saaledes deres Underviisning og Opdragelse forsømt, de ere blevne vante til Lediggang, der atter har medført Fristelser for Barnet, der maaskee i Tiden kunne blive til dets Fordærvelse, og Omsorgen for Epidemien i physisk Henseende har saaledes medført en moralsk Smitte for ren farligste Alder. Kun den, der kjender Almuens Børn, kan rigtig bedømme, hvilke fordærvelige Følger 4 Maaneders Skoleforzømmelse har for dem. rOg naar nu endelig skolerne igjen skulle begynde og Børnene atter samles i de nymalede Værelser, hvis Uddunstning forenes med Bentenes og atter paavirkes af Varmen og Osen fra Kulovnene, mon da Forældrene ville være vil lige til at sende deres Børn til saadanne Skolelocaler, hvor de maae frygte for Følgerne af den vistnok usunde Luft, der vil udvikle sig i Skolestuerne og det paa en Aarstid, hvor Vinduer ikke kunne udholdes aabne timeviis som om Sommeren. Med hvilket uhyggeligt Sind vil ikke Læreren gaae til sin Gjerning, og i hvor lang Tid vil ikke Tanken om hvad der er foregaaet i hans Skolestue, virke deprimerende paa hans Sind og Virken. Foruden det Savn af Børn, som af selve Forældrene af ovenanførte Grunde holdes fra Skolen, ville desuden savnes mange Ulykkelige, som have mistet deres Forsørgere og ere anbragte i Pleie, uden at Skolen kan være vidende om disse Forhold, da den i saa lang Tid har været uden Forbindelse med Børnene. Endelig har den mellemliggende October Flyttedag medført mange Bopælsforandringer for Børnene, som det ikke er let for Skolen at opspørge. Under saadanne Betingelser og saa stor en Forstyrrelse ville saaledes de offentlige Skoler tage deres Begyndelse, naar uden videre Hensyn alle deres Lokaler tages til Lazarether, det vil omtrent sige "at de offentlige Skoler ville begynde med at være deres Opløsning nær." 

---

Ved at omtale Sundhedscommissionens Forkjærlighed for Skolelokaler kunne vi ikke tilbageholde vor Forundring over , at den ikke har taget et Skolelokale, som tilbyder den alle til et Cholera-Lazareth hørende Fordele, saavel med Hensyn til Sygeværelser og Beboelses-Leiligheder, som med Hensyn til alle ydre Beqvemmeligheder, f. Ex. Kjøkkener, Vadskehuse osv. - nemlig Landcadet-Academiet. Ved hver af de offentlige Skolers Omdannelse til Lazareth berøves mellem 800 og 1200 Børn Skolegang uden at noget andet Lokale kan paavises dem til midlertidig Afbenyttelse. For Landcadetacademiet, som for Øieblikket ikke skal have mere end circa 30 Elever, vilde det vistnok ikke være vanskeligt at erholde HS. Majestæts Tilladelse til at det henflyttedes til et af de ledige Palaier paa Amalienborg, der vist er stort nok for disse faa Elever og de Mænd som nødvendig skulle have Embedsbolig paa Akademiet. Med Hensyn til Elevernes militaire Øvelser kunne disse foregaae i det nærliggende Ridehuus. Landcadet-Akademiet med alle sine for et Lazareth nødvendige indre og ydre Beqvemmeligheder vilde da uden videre Omkostninger med Lethed kunne omdannes til Lazareth og strax tages i Brug efter Akademiets Bortflytning, som vist maa kunne skee senest i Løbet af v Dage i Sammenligning med Garderkasernens Rømning. n.

Den kongelige Vandcommissions seneste Bekjendtgjørelse. 

Trods den sørgelige Tid, hvori vi leve, ere vistnok de fleste af Hovedstadens Indbyggere blevne overraskede paa en behagelig Maade ved at læse en Bckjendtgjørelse fra den kongelige Vandcommission, hvori denne i Erkjendelsen af slet Drikkevands skadelige Indflydelse paa Sundheden, opfordrer de Huusværter, der have nogen Anke at fremføre i saa Henseende, at gjøre Anmeldelse derom for Commissionen. Enhver, som kjender det saa ofte beskrevne og saa ilde berygtede kjøbenhavnske Drikkevand, vil kunne indsee, at det ikke har skortet paa Anmeldelser. De Lettroende og Svage i Aanden meente allerede at see om end ei en Maglekilde sprudle, saa dog i det mindste et nogenlunde taaleligt Filtreerapparat anlagt i deres Gaard. Men ak! denne Illusion forsvandt kun altfor hurtigt. Hvad har da den kongelige Vandcommission i sin Viisdom udklækket, for at raade Bod paa det slette Drikkevands skadelige Indflydelse paa Sundheden? Slet Intet!" ville vel sagtens de Fleste svare. Men deri feiler man dog. "Hvad har den da gjort?" spørger man; og da vi gjerne kunne vædde Ti mod Een paa, at Ingen gjætter det, nødsages vi vel til at meddele den brugte Fremgangsmaade. Hver Gang en Anmeldelse bliver gjort, sender Vandcommissionen med stor Samvittighedsfuldhed en Vandkigger til Huset eller Gaarden, for at undersøge om Anken er begrundet. Manden lugter til Vandet - at smage derpaa, er i de fleste Tilfælde aldeles overflødigt - trækker paa Skulderen, indrømmer, at Vandet ikke er saa godt, som det burde være, og gaaer derpaa hovedrystende bort. Nu venter man naturligviis, at Hjelpen skal komme. Men veed man, hvad der kommer? Der kommer en Smed med en Hængelaas. Denne lægges for Posten eller Springvandet, og Stedets ulykkelige Beboere have nu ikke mere daarligt Drikkevand - de have slet intet. Da det i denne Tid skal være skadeligt at ærgre sig, ville vi uddrage den bedste Trøst, vi formaae, af Vandcommissionens Fremgangsmaade. Det turde nemlig maaskee vise sig. at der fra en Hængelaas til gode Vandledninger og Filtreerapparater ikke er saa langt, som man skulde troe. Hængelaasen er et levende Vidnesbyrd om, at Vandcommissionen er af samme Mening som Kjøbenhavns andre Indbyggere, at "there is something rotten" i det kjøbenhavnske Drikkevand. Denne Erkjendelse maa absolut gaae forud for en Forbedring: Hænge-laasen er altsaa det første Skridt paa Reformens Bane, og "godt begyndt", siger jo Ordproget, "er halvt fuldendt". J. C. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1853, 2. udgave).

Ubekendt: Koleralejren på Vestre glacis 1853. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Cholera. (Efterskrift til Politivennen)

Cholera. Fra den 11te til 12te Juli er anmeldt 85 Syge og 46 Dsde. I det Hele er saaledes anmeldt 360 Syge, hvoraf 310 ere døde.

------

Med hver Dag tiltager Cholera-Epidemien, og medens at Hovedstadens hidtil forskaanede Befolkning rystes op af sin trygge Ro, medens at de Vantroes og de Tvivlendes Øine aabnes for Virkeligheden, medens at Dødens Alvor udfolder sig og truer med at føre Sorgen ind over enhver Dørtærskel, forøges ogsaa med hver Dag de med Regjeringens og Øvrighedens ansvarsfulde Kald forbundne Pligter, ligesom ogfaa det Ansvar tiltager, som enhver Borger har mod Samfundet, ethvert Menneske har mod sin Næste.

Disse Ord ville vi ikke have udtydede, som om vi meente at Stadens Øvrighed og Borgere ikke vare redebonne til Opfyldelsen af deres Pligter. Dette er langtfra vor Mening. Vi anerkiende tvertimod beredvilligt Øvrighedens nidkjære Bestræbelser og Borgerstandens Holdning, og vi vide at vurdere Betydningen af de allerede vundne Resultater, der tillige skyldes de forskjellige med roeeværdig Iver sammentraadte Comiteer, i hvilke der sidde Mænd, hvis Energi og Borgersind anspore dem til den meest opoffrende Virksomhed. Imidlertid forekommer det os, at det som skeer og udrettes ikke kan ansees som tilstrækkeligt til at imødegaae og seirrigt bekæmpe Epidemien, naar den, som det staaer til at vente, optræder heftigere. Det vil da vise sig, at Administrationen er altfor compliceret, altfor bundet og generet snart af hiint, snart af dette Hensyn, og at, for at virke hurtigt og godt , de adspredte Kræfter bør samles i eet Brændpunkt, med andre Ord, at Magten bør lægges i een Mands Haand, der med dictatorisk Myndighed befaler og adlydes. Idet vi i det Efterstaaende tillade os at henlede Regieringens, Øvrighedens og Comiteernes Opmærksomhed paa saadanne væsentlige Ulemper, der fremfor Alt bør afskaffes eller formindskes, ere vi alene ledede af det oprigtige Ønske at bidrage Vort til at fremme det Nyttige og Hensigtsmæssige.

Det er uimodsigeligt af den yderste Vigtighed, i et Øieblik, hvor vi nærme os den stærkeste Sommerhede, at der drages Omsorg for at Stadens Indvaanere indaande en saa ufordærvet Luft som muligt. Men for at opnaae dette Gode, Grundbetingelsen for en tilfredsstillende Sundhedstilstand, er der saare Meget der maa udrettes. Stadens nærmeste Omegn er forskrækkeligen infesteret, ikke alene af Cloak-Grøfter og Rendestene, hvorunder især Beboerne af Blegdammen, af Vesterbro, af Frederiksbergby og Valdby lide, men der findes ogsaa paa flere Steder f. Ex. i umiddelbar Nærhed af Ladegaards-Aaen, Lodsepladse for Gaderenovationen her fra Staden, der ere befolkede med Sviin, og fra hvilke Etablissementer der ikke alene opstiger en qvælende Stank, men endog overføres Støvskyer af Halmavner og Uhumskheder paa Overfladen af Vandet i Aaen, et af Reservoirerne for Byens Drikkevand. De Staden omgivende Grave opsende ligeledes, naar de ikke bestandigt holdes rensede, høist usunde Dunster og stadigt stagnere Masser af forraadnede Plantedele paa deres Overflade. Først i den sidste Tid har man paabegyndt deres Rensning, ihvorvel at dette stadigen burde skee saavel med Stadsgravene som med de Byen giennemskjærende Canaler, hvor der ofte sees flyde døde Fiske, Katte og Uhumskheder, som alene bortskylles tilfældigt. Den fordærvede Luft som fremavles herved og spredes ind over Byen er dog for Intet endnu at regne mod den, som Søndenvinden bringer. Denne Vinds mephitiske Egenskaber hidrøre ikke alene fra den utallige Mængde af Cloakgrøfter, der gjennemskjære Øen Amager nærmest Hovedstaden, eller Trankogeriet paa den grønlandske Handelsplads, eller de Masser af forraadnet Tang, der opsamles i Kalleboderne og blottes ved Lavvande; den sydlige Vinds Farlighed skyldes hovedsageligen den paa Amager værende Kulegrav, der modtager Stadens Natterenovation, og som er beliggende strax tilvenstre, naar man træder ud af Christianshavns Port, og strækker sig mellem Amager Hovedlandevej og Sundet i en fortløbende Række af stillestaaende, ildestinkende Sumpe, der støde umiddelbart op til den saakaldte "bedækkede Vei" , et fortificatorisk Anlæg, der adskiller denne aabne, immense Cloak ikkun med et Mellemrum af faa Alen fra Christianshavns Stadsgrav og Volde! Denne Kule, hvis Indhold forøges hver Nat og udføres af Staden stundom i utætte Vogne, henligger, som sagt, under aaben Himmel, og det i en saadan Urtilstand af nedarvet Slendrian, Væmmelighed og mangelfuld Indretning, omgivet af saadanne, med mangefarvet gjærende Mudder opfyldte Grøvter, hvorfra der med dræbende Stank opsendes Sværme af Fluer og Myg, at neppe nogen Pen skulde kunne beskrive det modbydelige Indtryk, som her møder den Besøgendes Sandser. Man forlader imidlertid ikke disse Steder, uden at medtage den Overbeviisning, at en saadan Kulegrav, liggende i en saa uforsvarlig umiddelbar Nærhed af Staden, er det allerfarligste Arnested for giftige Uddunstninger, der henaande Pest og Sygdom over Byen og dens Befolkning.

Naar Kjøbenhavns Indvaanere nogensinde skulle kunne haabe at komme til at indaande sund og ufordærvet Luft, naar vi skulle haabe ad Aare næst Guds Hjælp at undgaae et fornyet Udbrud af Cholera Epidemien, saa maae de utallige Cloakgrøvter oprenses stadigt. Løbene nivelleres og Kulen udenfor Christianshavns Port forlægges saa langt bort som gjørligt fra Byen og det uanseet alle ellers muligviis paatænkte communale Foretagender. Her er en viid Mark for Virksomhed, men her maa hjælpes snart og grundigt. Regjeringen bør intet Øieblik tøve med at overdrage til praktiske og duelige Mænd af Civil- og især af Militair-Etaten disse ligesaa paatrængende som heldbringende Arbeider, hvis gavnlige Betydning gaaer udover denne Epidemie. - Det maa være os tilladt her at gjentage en Bemærkning, vi have hørt fra flere Sider, den nemlig, at Regjeringen og Øvrigheden ligesom hesitere i at gribe Tøilerne med Kraft. Naar f. Ex. saaledes den ærede Finantsminister andrager paa en Credit af 10,000 Rbl., saa havde man hellere seet ham andrage paa en illimiteret Credit, og naar den ærede Politidirecteur udsteder sine Bekjendtgjørelser, saa havde man hellere seet, at han befalede istedetfor at anbefale og henstille "saavidt muligt" at gjøre dette eller hiint. Vi sige dette, fordi det forekommer os, som om Regjeringen og Øvrigheden undervurderede sin egen Magtfuldkommenhed, og fordi vi vide og see at Borgerne i det Hele ere besjælede af den bedste Villie og det Ønske i denne Prøvelsens Stund at ledes og føres af en kraftig Haand. Man behøver jo blot at see hen til de Afsavn, som Enhver underkaster sig i sin daglige Diæt, for at være overtydet om, at Enhver med Glæde til det almindelige Bedste vil underkaste sig Savn, Gener og materielle og pecuniaire Ostere.

Vi slutte disse Linier med at tilraabe de Mænd, der nærmest ere kaldede til at handle i denne Time, Mod og Udholdenhed, samt med at udtale, at vi med Tillidsfuldhed vente af den Kongelige Regjering, at den med Hast, med Energie og med Rundhaandethed vil sætte disse Mænd istand til al udføre og fuldføre deres Gjerning, ved at stille saavel de fornødne Pengemidler som den fornødne Arbejdskraft til deres uindskrænkede Disposition.

P.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1853, 3. udgave).

Cholera-Lighuuse m.m. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cholera-Liighuse. Den Fare, som upaatvivlelig er forbunden med at opbevare Choleraliig, saavel i selve Lazaretherne, som paa saadanne Steder som Voltigeerhuset ved Philosophgangen, om hvilket Masser af Børn som af Voxne hele Dagen færdes, uden at man har sørget for at holde dem saa langt fjernet fra samme som muligt, ved at istandsætte det samme i flere Alens Afstand omgivende Stakit, kunde formeentligen fjernes paa den hurtigste, sikkreste og mindst bekostelige Maade ved til saadant Brug at opføre Fjæleskure i de udenbyes Kirkegaardes umiddelbare Nærhed. Den dertil fornødne, fra alle Uvedkommende afsondrede Plads findes saavel ved Indgangen til Assistentskirkegaarden paa Nørrebro, som paa Fæstningens Glacis i Nærheden af Holmens og Garnisons Kirkegaarde. Skurene kunne i nogle faa Dage opføres i aldeles raae Materialier, som efter Afbenyttelsen beholde største Delen af deres Værdi, og Transporten af Ligene tilvogns skee kun een istedetfor to Gange. At Ligene transporteres i lukkede Vogne, hvoraf det fornødne Antal bør haves ved hvert Lazareth, med Forspand til hurtig Disposition, er naturligviis en Selvfølge, og dersom et tilstrækkeligt Antal saadanne Vogne ikke alt haves, kunde samme upaatvivlelig erholdes tillaans fra Kjøbenhavns Arsenal, som vistnok har et ikke ringe Antal af saadanne, som fortiden ere uskikkede til militairt Brug.

H. L.

Julius Magnus Petersen (1827-1917): Ved kirkegården i august 1853. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Cholera Tilstanden m m. Medens det af de offentliggjorte Lister, synes at fremgaae, at Choleraepidemien i Hovedstaden er i Tiltagende, troe vi dog, at vi til nogen Beroligelse kunne gjøre opmærksom paa, at denne Stigen i Antallet af Syge og Døde dog ikke har den Betydning for Byen som Heelhed betragtet, som det ved første Øiekast kunde synes. See vi nemlig, at ved Ugens Slutning er anmeldt 50 Syge og 32 Døde, da overstiger Tallet unegtelig Tallet paa Listen for Ugens første Dag med 32, for de Syges Vedkommende, og 18 for de Dødes. Men denne Forøgelse hidrører kun fra en forholdsviis ringe Tiltagen i Sygelighed for selve Byens Vedkommende, hvorimod næsten Halvdelen af de tilkomne Syge og Døde skyldes de offentlige Stiftelser, som først i den sidste Uge ere blevne inficerede. Fra det almindelige Hospitals Lemmeafdeling er saaledes tilkommet over 1/5 af hele Antallet, og fra Ladegaarden og de andre mindre Stiftelser omtrent 1/5 saa at paa Byens Deel kun gaar lidet over Halvdelen.

Medens de trufne Forholdsregler for den øvrige Byes Vedkommende saaledes sikkert synes at bære gode Frugter, kunne vi ikke negte, at denne Tiltagen af Epidemien paa disse enkelte Steder, navnlig i almindelig Hospitals Lemmeafdeling, i høi Grad gjør Krav paa Autoriteternes hele Opmærksomhed. Dr. Brandes har tidligere i dette Blad skildret denne Stiftelse, og paaviist hvorledes Overfyldning og Ureenlighed der herske i høieste Grad, tilligemed de Laster, som deraf følge. Det er os bekjendt, at Fattigdirectionen forsøger at raade Bod paa denne Overfyldning ved at bortflytte en Deel af Lemmerne til Holmens Arbeidshuus og andre Stiftelser, men denne Forholdsregel synes os uheldig, da disse Stiftelser, som iforveien ere tilstrækkelig opfyldte med Mennesker, blive end mere overfyldte , og desuden let blive inficerede ved at modtage Beboere fra et Sted, hvor Sygdommen allerede har slaaet Rod. Vi ville heller tilraade, at Lemmeafdelingen blev ryddet aldeles, og Lemmerne spredte omkring i eller udenfor Byen i mindre Localer, da et stort Locale til at optage dem Alle, for Tiden næppe kan findes og Sygdommen lettere vil følge dem, naar de flyttes i Masse, end naar de spredes. Vi indsee vel, at en saadan Forholdsregel vil medføre ikke ringe Udgift for Communen, men vi ere overbeviste om, at dette ikke bør komme i Betragtning, da det her gjelder at rense et af de Steder, hvor Epidemien dybest har slaaet Rod , og derved ikke blot frelse de Menneskeliv, som for Øieblikket i saa høi Grad trues, men tillige at hindre Epidemien i, fra dette inficerede Sted, at udbrede sig videre til den øvrige By.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juli 1853, 2. udgave)

Kolera-Epidemien Juni 1853. (Efterskrift til Politivennen)

11. juni 1853 konstateredes det første tilfælde af kolera i København. Aviserne fortalte ikke noget om det de første par uger, men rygterne spredte sig. Den første melding kom fra Kjøbenhavnsposten 26. juni 1853:

Kjøbenhavn, den 26de Juni 1853.

- Ved en offentlig Opfordring fra Stadsphysicus, Prof. Hoppe, til Læger og medicinske Studenter om at yde det Offentlige deres Tjeneste under en Cholera-Epidemi, stadfæstes det Rygte, der allerede i nogle Dage har været udbredt, at Choleraen uventet og pludselig har viist sig her i Kjøbenhavn, navnlig i Nyboder. Blandt de offentlige Foranstaltninger, der nu kunne ventes udførte, skulle vi tillade os at minde om Offentliggjørelsen af Sundhedsregler og Præservativer, der ere anvendlige for Enhver i Almindelighed, da dette vistnok vil bidrage meer end noget andet til at formindske Frygt og Uro. Et andet Ønske, der rigtignok ikke saa let lader sig opfylde, var, at der blev foretaget alvorlige Skridt til at udelukke usunde og skadelige Næringsmidler fra Forbruget og derimod hidskaffe større Forraad af gode og kraftige Fødemidler, saa at Priserne derpaa kunde gjøre dem mere tilgængelige for de fattigere Classer. Thi det er vel antageligt, at den nu i lang Tid herskende uforholdsmæssige Durtid, der har henviist den fattigere Deel af Befolkningen til mindre god og tilstrækkelig Næring, turde faae mere Andeel i Sygdommens mulige Udbredelse end Mangelen paa tilstrækkelig Gadefeining o. desl.

Det med at det ramte "uventet og pludselig" skal dog nok tages med forbehold. Kolera havde raset omkring Danmark i flere årtier, også fx i Sverige. Se fx Politivennens artikler om kolera, hvor især året 1831 var foruroligende. De nærmere omstændigheder blev et par uger senere refereret i Ugeskrift for læger: Den 12. juni var en 19 årig tømmermand blevet indlagt på søetatens hospital. Han blev helbredt og udskrevet den 25. Han boede i Møntergade og havde arbejdet på en mudderpram. Den 18. blev en 57 årig kone som havde ligget på samme hospital, blev syg og døde den 22. Den 20 blev 3 patienter angrebet af kolera, hvoraf de 2 kom sig, mens den tredje døde den 25. Også andre patienter blev så angrebet. Den 23. blev et 2½ års barn i Nyboder, og især fra den nordøstlige del af byen begyndte der nu at indkomme koleratilfælde til hospitalerne. Resten er historie. Dagen efter Kjøbenhavnsposten artikel kom det så på forsiden af det officielle organ, Berlingske Tidende, 27. juni 1853:

Bekjendtgørelse fra Sundhedscollegiet.

Da en ondartet Cholera i de senere Dage har viist sig i Kjøbenhavn, og i flere Tilfælde havt Døden til Følge, i nogle endog efter faa Timers Forløb, uden at det har kunnet eftervises, at Sygdommen har været indført andetsteds fra, og da det ved Erfaring tilfulde er godtgjort, at Grunden til denne Sygdoms udbredelse hovedsagelig maa søges, foruden i Temperatur og Veirforhold, ogsaa i Levemaaden og i urigtige eller i mangelfulde diætetiske og hygieiniske Forhold, saa finder Collegiet sig opfordret til at offentliggjøre nedenstaaende Forholdsregler til Forebyggelse af Sygdommen, og tilføier dernæst en Anviisning til foreløbig Behandling af samme. 

Forholdsregler at iagttage til Forebyggelse af Sygdommen.

1) Man maa undgaae Opholdet i indsluttet, fordærvet og fugtig Luft. Denne maa derfor flittigt renses og fornyes ved dagligen at aabne Vinduerne og fjerne Alt, som fylder Luften med skadelige Uddunstninger; den størst mulige Reenlighed saavel i som omkring Boligerne maa iagttages.

2) Man maa vogte sig for Forkjølelse, deels ved ikke at udsætte sig for pludselig Vexel af Varme og Kulde, deels ved en passende Klædedragt, deels ved snarest muligt at skifte vaade Klædningstykker. I Særdeleshed gavnligt er et varmt Bælte om Maven og uldne Klæder nærmest Kroppen, hvorved mild Hududdunstning befordres.

3) Man maa sørge for Reenlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet, dog at ved kolde Bades Brug i fri Luft anvendes særdeles Forsigtighed, ligesom ved de varme Bade.

4) Man maa vogte sig for uafbrudt Aandsanstrengelse, nedtrykkende sindslidelser, især Frygt, Nattevaagen og Alt, hvad der forresten svækker Legemet.

5) Man maa iagttage Maadehold i Spise og Drikke. Saavel Mangel paa disse som en altfor stor Mængde og slet Beskaffenhed, har i denne Henseende en skadelig Indflydelse. Man maa desaarsag afholde sig fra Nydelse af alle sværtfordøjelige, sure, fede, opblæsende og afførende Fødemidler, saasom raa, især umodne, Frugter og Haveurter, Meloner, Agurker, Kaal og Roer, det Fede af Flesk, meget fede Fisk osv. Gavnligt er det at tilberede Maden med en passende Tilsætning af de almindelige Kryderier.

Af Drikkevarer maa især undgaaes daarligt Vand, slet gjæret eller suurt Øl, suur Melk og en umaadelig Nydelse af Brændevin. Derimod vil en ringe Qvantitet af sidstnævnte Drik, tilberedet med kryddrede og bitre Substantser, ikke skade de dertil Vante; lige saa lidet som en maadelig Nydelse af god Viin.

Ialmindelighed fortsætter man bedst sin tilvante Levemaade, forsaavidt den ikke staaer i Strid med Ovenanførte.

Anviisning

til at kjende og behandle Choleraen indtil Lægehjælp kan erholdes.

Cholera udbryder enten pludseligt, eller efter at den Syge i nogen Tid har følt sig ilde og lidt af Mathed, Uro, Tunghed i HOvedet, Svimmel, Trykken i Hjertekulen, Spænding i Underlivet, Madlede, Qvalme, Brækning og - næsten altid - Diarrhoe med eller uden Kneb og Trækninger i Lemmerne. 

Den Syge bør da strax gaae i Seng og dække sig vel til, mod Diarrhoen og Maveknebene tage en Theeskeefuld americansk Olie hver anden Time nogle Gange, samt drikke flittig varme Drikke, f. Ex. Salep, Riis- Havre- eller Bygsuppe, almindelig Thee eller Chamille-, Hylde- eller Pebermyntethee, hvortil kan sættes lidt Viin eller Cognac. For end mere at befordre Transpirationen, som altid er gavnlig, kan tillige tages Minderer-Draaber, efter Alderen fra en Theeskeefuld til en Spiseskeefuld hver anden Time, eller 20 til 30 Campherdraaber. Ere de varme Drikke den Syge meget imod, eller forværre de Brækningerne, da kan ofte koldt Vand, helst med Iis i, taget et Glas hver 1/4 - ½ Time i Forbindelse med Minderer- eller Campherdraaberne gjøre god Nytte. Vedbliver Diarrhoen kan man til Voxne give 5-10 Opiumsdraaber i Forbindelse med Campherdraaberne, og mod Maveknebene anvendes med Nytte Indgnidninger med tyk Campherolie alene eller blandet med omtr. 1/6 Opiumsdraaber. 

De heftigere Tilfælde, som enten udbryde pludseligt eller følge efter de anførte mildere, ere: hyppig, smerteløs Diarrhoe, Brækning, heftig Tørst, indvendig Hede; den udaandede Luft, ligesom ogsaa Tungen og Huden fornemlig paa Hænder og Fødder iiskolde, Huden desuden sammenskrumpet, bleg eller blaalig, ofte bedækket med kold Sved, Øinene indsunkne, omgivne af blaae Ringe, Stemmen hæs, Pulsen svag, neppe følelelig, Vandladningen standset; der indfinde sig smertefulde Kramper i Underlivet, i Armene og Benene, Sløvhed og Ligegyldighed, dog uden Tab af Bevidsthed, og ofte med Kraft til at gaae oppe, selv kort før Døden.  

Udtømmelserne ved Brækning og Diarrhoe kunne i Begyndelsen være galdeagtige, men senere bestaae de af en tynd, Havresuppe eller Riisvand lignende snokket Vædske. 

Under disse Omstændigheder anvendes, foruden de allerede anførte Midler, Gnidning af Huden med Børster eller uldne Klude dyppede i Brændeviin med Salt og Peber (en Spiseskeefuld af hver til en Pægel), eller i Campherspiritus eller Terpentinolie; hvor Huden er koldest lægges desuden Dunke med varmt Vand i, eller Poser med varmt Sand eller Aske; paa Armene, Læggene og i Hjertekulen lægges Sennepskager (Sennepspulver udrørt med varmt Vand eller Eddike og lagt mellem linnede Klude) som naar de have ligget 15 til 20 Minutter aftages for kort efter atter at paalægges; den hæftige Tørst og Brækningerne lindres oftest ved iiskoldt Vand eller ved at synke smaa Stykker IIs, sjeldnere befinder den Syge sig bedre ved lunkne Drikke. Strømmer Blodet til Hovedet med stærk Døsighed og Tunghed, anvendes kolde Omslag, som skiftes hver 4-5 Minutter, og 6-8 Igler i Tindingerne. De heftige Kramper lindres bedst ved Indgnidning med Campherolie, hvortil som anført kan sættes Opiumsdraaber. 

Da Sygdommen lettere hæves jo tidligere Midlerne anvendes, er det godt at være forsynet med nogle af de ovennævnte, nemlig Amerikansk Olie, Campherdraaber, Opiumsdraaber, tyk Campherolie, Chamille- eller Hvideblomster, Sennep, Brændeviin, Peber. 

De her anførte Medicamenter kunne erholdes fra Kjøbenhavns Apotheker uden Recept. 

Det Kongl. Sundheds-Collegium i Kjøbenhavn den 26de Juni 1853.

De officielle meddelelser fortalte ikke hvor omfattende den var, men det gjorde Flyveposten, 28. juni 1853:

Cholera-Epidemien. Af den i Kjøbenhavn for Tiden herskende Cholera have, saavidt vides, indtil igaar Formiddag, været angreben 43 Personer, hvoraf 22 ere døde. Som Optagelses-Localer for Cholerapatienter ere indrettede en Afdeling af det kongl. Frederikshospital, og en lille Afdeling af Frelserens Arbeidshuus paa Christianshavn; Frue Arbeidshuus ved Nørrevold vil om faa Dage være indrettet til samme Brug. 

Anmeldelsesbureauer oprettes paa saamange Steder som muligt i Staden og paa Broerne, hvor der kan gives øieblikkelig Anviisning paa Lægehjælp, Medicin, Transportmidler til Hospitalerne m.v., hvorom nærmere Bekjendtgjørelse vil skee.

Directionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen er anmodet om at paalægge dettes Districtslæger i de gjennem Sundhedscommissionen næmere betegnede Huse dagligen at forhøre sig hos alle der boende Familier om deres Sundhedstilstand, navnligen med Hensyn til den under en Cholera-Epidemie gængse Diarrhoe, der i Almindelighed giver Anledning til Sygdommen, og i fornødent Fald strax tage Vedkommende i Behandling. Lægerne anbefales i denne Hensigt at medføre et eller andet passende Lægemiddel hvoraf der øieblikkeligen kan gives det Nødvendige, inden Andet kan hentes fra Apotheket.

Districts-Sundheds-Commissionerne sættes i Virksomhed over hele Staden med det Hverv, dagligen at eftersee Reenligheds-Tilstanden i alle Huse og Gaarde, paatale Manglerne og i fornødent Fald gjøre uopholdelig Anmeldelse derom for Politiet. Hvorvidt det herved tilsigtede Øiemed kan opnaaes, vil for største Delen afhænge af Kjøbenhavns Borgeres velvillige og kraftige Understøttelse.

Herefter gengives de allerede nævnte anvisninger mm. fra Sundhedskollegiet. Epidemien var i første omgang i København, men i provinsen forberedte man sig, fx:

Politiplacat.

Ifølge de hertil indløbne Bladefterretninger, sees den asiatiske Cholera at være udbrudt i Kjøbenhavn.

Efter de Vedkommende Lægers oftere forhen udtalte Dom, vil ingen Provindsby i Danmark være udsat for denne Pest, dens Omsiggriben og Ødelæggelser, som Aalborg, hvis den skulde forplante sig hertil, ifølge Byens bestaaende locale og sanitaire Forhold, - naar ikke den størst mulige Omsorg udvises og iagttages for Reenlighed - for Skarnkisters, Priveters, Staldes, Møddingpladses og Cloakers Udrensning samt for Gaardes og Gaders uefterladelige Reenligholdelse. 

At Byens Indvaanere derfor omhyggeligen, hver for sit Vedkommende, vaage over Opfyldelsen af disse Betingelser for Bevarelsen af deres eget Liv og Sundhed, forøvrigt overeensstemmende med tidligere herfra udgivne Forskrifter, dette finder jeg mig foranlediget til foreløbig herved indstændigen at indskjærpe dem. 

Aalborg Politikammer, den 28de Juni 1853. Johnsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, den 28. juni 1853)

Bandholms Sundhedstilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Det forundrede mig ikke lidt under mit Ophold i Bandholm at erfare, at flere af Stedets agtværdige Indbyggere, der havde viist mig megen Godhed og venlig Forekommenhed, vare blevne stødte over de i "Berl. Tidende" indførte Yttringer om Bandholms stinkende Rendestene og Grøfter. Ved imidlertid, især efter at have forladt dette Sted, at bringe i Erfaring , hvorledes disse Yttringer ere blevne mistydede af Mange saaledes som om Bandholm var en usund og stinkende Plads, en sand Pøl og Uhumskhedens Sæde, har jeg ikke blot fundet det ganske naturligt at flere af Bandholms Beboere have fundet en saadan Forestilling om deres Opholdsted ubehagelig, men tillige maa jeg, hvem Skylden for denne falske Forestilling tilskrives, føle mig foranlediget til i flere Henseender at berigtige samme. Først og fremmest maa jeg da bemærke, at jeg ikke vidste, at disse Yttringer om Rendestenene o. s. v., som jeg har brugt i mine Indberetninger til det kongl. Sundheds-Collegium, vilde blive fremdragne i de Udtog, som uden min Medvirken bleve fremstillede og indførte i "Berl. Tid.". Det kunde saaledes aldeles ikke falde mig ind, at de kunde foraarsage Bandholms Familier udenfor Bondestanden Ubehageligheder. Ved sammes Offentliggørelse har vedkommende Autoritet derhos naturligviis kun havt til Hensigt, at gøre Folk, ogsaa paa andre Steder, opmærksomme paa at Bortfjernelsen af alle Slags Ureenligheder udenfor og omkring, saavelsom i Husene er vigtig for Sundhedens Bevarelse, især naar en Choleraepidemi truer. Det er øvrigt desværre ikke første Gang, at jeg har erfaret, at de ubehagelige Iagttagelser, som en Læge ofte gjør, især under Epidemier, meget let misforstaaes naar de offentliggøres. Kun Livets Skyggesider, Alt hvad der kan antages at være skadeligt for Sundheden, vedkommer ham under disse Omstændigheder, hvorimod Lyssiderne, det Skjønne og Behagelige, som Stedet og sammes Forhold kunde have, ikke vedkomme ham som Læge. Han maa lede efter Alt hvad der er skadeligt, ubehageligt og stygt og finder derfor ogsaa langt meer deraf end man seer uden specielt at henvende sin Opmærksomhed paa Ting fra hvilke man ellers helst bortvender sine Sandser. Derfor ere de med de locale  Forhold ellers velbekendte Folk, som ikke netop have fulgt Lægen ved hans Undersøgelse over de skidne og ubehagelige Forhold, meget tilbøjelige til at finde hans Angivelser noget overdrevne, og da disse foraarsage dem Ubehageligheder ved at fremkalde vrangforestillinger hos andre Folk, der miskende det lægevidenskabelige Standpunct, og i Angivelsen søge en Skildring fra et almindelig humanistisk Standpunct, saa blive de vrede over Lægens velmeente Yttringer. Saaledes fremmanede nogle Iagttagelser fra Færøerne, som jeg for nogle Aar siden meddeelte i "Bibl. for Læger" en sand Storm af Uvillie blandt de gode Færinger, der førhen følte lige saamegen Velvillie for mig, som jeg for dem. Denne Uvillie var saa stærk og seig, at den et heelt Aar derefter skaffede sig Luft i en lang Række af giftige Artikler imod mig i et Blad som kaldtes "Dagbladet. Vel behøver jeg ikke at frygte for at have paadraget mig en saa heftig Vrede i Bandholm ved mine Yttringer over de stinkende Rendestene osv., men for at forebygge enhver Misforstaaelse finder jeg ret dog passende i den Anledning her at meddele negle Bemærkninger over Bandholm.

Denne Plads har en ligesaa smuk, som almindelig, viis sund Beliggenhed, idet den ligger paa en for en laallandsk Egn ingenlunde meget lav, frugtbar Slette, omgivet af herlige Skove og aaben imod Havet, ligeover for Askø. Den bestaaer af to i mange Henseender forskjellige Dele, Ladepladsen med Toldstedet og den egentlige Bondebye. Ladepladsen, der beboes af Toldpersonalet og endeel andre Familier udenfor Bondestanden, er i de senere Aar bleven bekjendt som en vigtig Plads for Kornudførselen; desuden har den et godt Skibsbyggerie. Hovedgaden dannes for en stor Deel af Kornmagaziner og Rendestenene udenfor disse ere almindeligviis naturlig tørre. Bondebyen, til hvilken det betydelige og fortrinlige Jernstøberi og Bageriet kan henregnes, ligger temmelig vidtløftig spredt langs med 2 Hovedlandeveje og beboes næsten for største Delen af Dagleiere og Arbeidsfolk, som her skabe en god Fortjeneste og som for en stor Deel have forholdsviis meget gode Boliger i de af Grev Knuth opførte Familiehuse. Ved Ladepladsen angrebes kun 1 Familie af Cholera, alle de andre Sygdomstilfælde (med Undtagelse af 2 Søfolk) traf Bondebyen og i samme kun Dagleiere og Arbejdsfolk og deres Familier. Hos disse fandtes ogsaa den i andre Indberetninger omtalte huuslige Ureenlighed, der for en stor Deel var en Følge af den eiendommelige Oekonomie disse Folk føre og af Brændevinens demoraliserende Indflydelse. De stinkende Rendestene og Grøfter fandtes isser omkring og bagved Husene. Omendskjøndt flere af disse virkelig vare meget slemme, saa er det aldeles utvivlsomt, at man i de fleste af vore Smaabyer kan finde dem ligesaa slemme. I Corsøer vare de endog langt værre og større, hvorhos maa paa dette Sted forsilkrede, at de i Slagelse skulde være endnu værre. Hvorvidt dette er Tilfældet veed jeg ikke, men i selve Kjøbenhavn vilde det vistnok være let at finde dem uovertrufne af dem i Bandholm og Corsøer, naar man ret vilde lede efter dem. At dette endog ikke behøves sees af et Brev i "Nord og Syd" til Herr Cholera, hvori denne Gjæst opfordres til, uden at gjøre et egenntligt Besøg, blot at vise sit Aasyn paa en af denne Gades Skorsteenspiber, for at Adelgaden med sine Naboer Borgergaden og Helsingørsgaden kunde blive befriede for den Stank hvoraf de laborere. Jeg troer dog ikke at Kjøbenhavnerne og navnlig Adelgadens Beboere have taget Herr Goldschmidt denne velmenende Spøg ilde op.

Corsøer, den 1ste November 1850
Panum

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1850, 2. udgave).

Peter Christian Koch (1807-1880): Læge og fysiolog Peder Ludvig Panum (1820-1885). 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Lægen og fysiologen Peter Ludvig Panum (1820-1885) har givet navn til Panum Bygningen. Panum var på Færøerne i 1846 og forfattede året efter den verdensberømt "Iagttagelser - uner Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846". Hans beskrivelser af færingerne fik imidlertid nogle i Danmark boende færinger til at gå til angreb mod ham. På Bandholm fik han en gade opkaldt efter sig.