Straffefangen, der gik Tur med sin Kone i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

En fuldkommen fantastisk Affære afsløret.

Den vidtstrakte Frihed paa St. Hans 

En nærmest utrolig Affære er kommet for Dagens Lys. Dens Sandhed er allerede bekræftet af de paagældende Autoriteter.

Paa St. Hans Hospital opholder sig for Tiden en Forbedringshusfange William Jensen, som i Sommer overførtes hertil fra Straffeanstalten. I Løbet af forholdsvis kort Tid opnaaede han at blive rykket frem til den saakaldte "Frihedsklasse", og fik derved forskellige Begunstigelser. Saaledes fik han - Straffefangen! - lov til at færdes frit omkring i Boserup Skov. Og om Søndagen kulminerede Idyllen.  

Det resulterede i at Fru Jensen nu kan imødese en Arvings Ankomst, en Begivenhed, som man i dette Tilfælde ikke kan betegne med det vante Ord "glædelig", men nærmest maa kalde sørgelig. Saaledes benævnes den i hvert Fald af Fru Jensens Paarørerende, der i Forvejen kun har haft Sorg og Ulykke af hendes Forbindelse med Straffefangen William Jensen. 

De idylliske Forhold i Roskilde og Omegn.

Med den dybeste Forbløffelse vil Offentligheden erfare denne Historie. Det virker nærmest som en Bombe, at sligt kan finde Sted i en Tid, hvor der tales saa meget om Raceforbedring.

Det er en kendt Sag at adskillige St. Hans Patienter har Tilladelse til at færdes frit omkring i Roskilde, ja endog kan rejse til København og hilse paa Venner og Bekendte, naar disse ikke har Tid til at komme til en lille Middag paa Hotel "Prinsen" i Domkirkebyen ...

Den rene Parodi er det naturligvis, naar denne Frihed indrømmes Folk, der er indespærret som farlige for den offentlige Sikkerhed, jævnfør Tilfældet Valdemar Andersen, men vi er inde i det glade Vanvid, naar Straffefanger indrømmes Begunstigelsere af denne Art. 

Med den største Interesse maa vi afvente, hvad der kommer ud af den Undersøgelse af dette mærkelige Forhold, som nu vil blive iværksat paa Fængselsmyndighedernes Foranstaltning.

(Aftenbladet 4. januar 1929).

Nationaltidende havde en nogenlunde enslydende artikel, og havde en samtale med afdelingslæge Hendriksen på St. Hans:

- Foreløbig kan vi egentlig ikke sige noget nærmere om Sagen, oplyste Dr. Hendriksen, men der vil ganske sikkert komme en Indberetning fra Overlæge Bisgaard til Justitsministeren.

- Hvordan ser De selv paa Friheden indenfor Anstalten.

- Den bliver fastsat i hvert Tilfælde, efter hvad Behandlingen kræver eller tilsiger.

- Er der ingen særlige Regler for Patienter, som overføres fra Fængslerne.

- Vi har ikke Fanger her. Det er er Hospital, og vi har kun Patienter, som vi behandler efter deres Sygdom.

Naar der er tale om farlige Personer, kommer de paa Nykøbing Sikringsanstalt. 

(Nationaltidende 4. januar 1929, 2. udgave. Uddrag).

Sankt Hans Hospital paa Bidstrupgaard 1866. (Efterskrift til Politivennen)

- - -; idag er det Kjøbenhavns Commune, som festligholder Hundredaarsdagen for Claudi Rossets Gave til det gamle Sanct Hans Hospital, hvorved dette blev hævet af sit Forfald, og tillige dette Hospitals Virksomhed som Sindssygeanstalt paa Bistrupgaard i 50 Aar. I denne Anledning har Anstaltens Reservelæge C. A. Gad ved Magistratens Foranstaltning udgivet et særdeles smukt udstyret Mindeskrift, der indeholder udførlig Oplysning saavel om det gamle Hospital som om den nuværende Stiftelse. Det er dette Skrift, vi skylde efterfølgende historiske Meddelelser.

Naar Sanct Hans Hospital er stiftet, og hvad det skylder sit Navn, veed man ikke; det synes at være fremkommet ved en Omdannelse af Kjøbenhavns ældste Hospital St. Jørgensgaard udenfor Vesterport. Dets almindelige Navn i det 16de og 17de Aarhundrede og lige ned til Midten af det 18de, var "Pesthuset", hvori Christian den Fjerde havde ladet indrette 30 Daarekister. Til St. Jørgens Hospital havde Kong Hans skænket Ladegaarden med tilliggende Jorder udenfor Nørreport, men Hospitalet havde solgt den til Christian den Fjerde; da Jorderne imidlertid kort efter hans Død bleve udstykkede til Amagere, fik Hospitalet Bygningerne tilbage og flyttedes dertil. Men ved Belejringen 1659 blev Pesthuset ødelagt og opførtes derpaa nærmere ved Kallebodstrand, bagved Skydebanen, hvor Belvedere nu ligger. Som Datidens Bestyrelse i det Hele var maadelig, synes ogsaa dette Hospital at være blevet meget ilde bestyret, saa at det i Midten af forrige Aarhundrede befandt sig i den ynkeligste Tilstand; Lemmerne havde hverken Klæder eller Senge. Over denne Nød rørtes en indvandret Fremmed af den katholske Troesbekjendelse, Silke- og Klædekræmmer Claudi Rosset, der, efter i en Del Aar aarlig at have understøttet Hospitalet med 1000 Rdl., ved Testament skænkede det hele sin dengang meget betydelige Formue, nemlig 41,000 Rdl. Dette Legat, hvis Fundats er dateret 1ste August 1766 gjorde det muligt for Fattigvæsenet at forlade Hospitalets forfaldne Rygninger og tilbagekjøbe Ladegaarden af Landmilitairetaten, som brugte den til Krigshospital. Da Hospitalet var flyttet herhen, blev det indrettet til at omfatte 3 Klasser af Syge: Afsindige og Idioter, Almisselemmer med ulægelige Sygdomme og veneriske Patienter. Det er tvivlsomt, hvorvidt Flytningen har forbedret dets indre Tilstand, thi alt 20 Aar efter (1788) skildrer Riegels denne som meget ussel, og omsider fandt Regeringen sig foranlediget til (1794) at nedsætte en Commission, som skulde undersøge, hvorledes Hospitalets Midler bedst lode sig anvende, navnlig til Sindssyges Pleie og Helbredelse. Commissionen brugte 8 Aar til denne Undersøgelse; først 1802 indkom dens Betænkning, som foreslog Opførelsen af en ny egenlig Hospitalsbygning (Curhus); men 6 Aar derefter havde man endnu Ikke begyndt paa denne, da Kjøbenhavns Beleiring og Bombardement 1807 medførte Ladegaardens fuldstændige Ødelæggelse og Lemmernes foreløbige Flytning til Frederiksborg og Frederiksværk. Efter Fjendens Bortgang bleve de vel flyttede tilbage til Ladegaarden, men Tanken om at bygge der blev nu opgiven, fordi man tænkte paa at udvide Fæstningsværkerne hinsides Søerne; man fattede da den meget heldigere Plan, at flytte Anstalten bort fra Byen til Hovedgaarden Bistrup ved Roeskilde.

Denne Gaard, der med tilliggende Gods havde tilhørt Bisperne i Roeskilde, og efter Reformationen var bleven inddragen under Kronen, var tilligemed Godset bleven skænket Kjøbenhavns Stad til Løn for dens Troskab af Kong Frederik den Tredie, men da man efter Branden 1796 trængte til Penge, var selve Hovedgaarden bleven solgt for 36,000 Rdl. Da den ifølge sin Beliggenhed og sine mange og gode Bygninger ansaaes særdeles vel skikket til der at anlægge det nye Hospital, blev den 1808 kjøbt tilbage for omtr. 100,000 Rdl. Det gik imidlertid, som saa ofte med Staden Kjøbenhavns Arbejder, ikke synderlig rask med det nye Anlæg. Uagtet Hovedbygningen var ny, og det kun behøvedes at opføre to Fløie til denne og indrette de tilstedeværende Ladegaardsbygninger, medgik der dog 8 Aar endnu, inden Hospitalet flyttedes derud, og da var kun den ene af de nye Fløie færdig. Denne og Hovedbygningen anvendtes nu til Sindssygeanstalt, og Lemmerne (uhelbredelige Sindssyge, Idioter, Vanføre osv., thi de veneriske Patienter vare alt 1808 flyttede til Almindeligt Hospital), bleve anbragte i en Del af Ladegaarden. Samtidig fik Stiftelsen sin første egne Læge, nemlig J. B. Seidelin. Fra 1816 begynder altsaa Sanct Hans Hospitals Virksomhed som Sindssygehospital. Dets Bestyrelse, Fattigdirectionen, var overordenlig tilfreds med det som saadant, men saaledes som Tilstanden udviklede sig, var den dog langtfra god. For det Første vare Bygningerne og deres Indretning meget mangelfulde, og Hospital overfyldtes aldeles, medens Fattigdirectionen brugte 10 Aar til at tilbygge den manglende Fløj; dernæst lod Bestyrelsen, navnlig Directionen selv, ved sin Talrighed og sine andre Opgaver, overmaade meget tilbage at ønske, og endelig var det Lægesystem, der bragtes i Anvendelse, det saakaldte psychiske, der her gjennemførtes med særegen Haardhed, ganske fejlagtigt, hvortil endnu kom idelig Competencestrid og gjensidige Rivninger mellem Lægen og den ham sideordnede Inspecteur. Disse Forhold foranledigede atter Regeringen til at anordne en Undersøgelse, som udførtes af Generalprocureur A. S. Ørsted, men skjønt den førte til Afhjælpning af adskillige Mangler, blev Tilstanden i det Hele dog ikke meget bedre. Nye Klager over Lægens tyranniske Forhold mod de Syge, som dog vare noget overdrevne, bevægede Regeringen til atter at gribe ind , og denne Gang alvorligere. En kgl. Gommission nedsattes 1830 til at undersøge Anstalten. Efter dens Indstilling blev Overlæge Seidelin afskediget i Naade, begge de yngre Læger, der havde ligget i Strid med barn ligesom lnspecteuren, fjernedes, og Fattigdirectionen alvorlig irettesat, fordi den havde forsømt at føre det fornødne Tilsyn. Dernæst foranledigede Directionen nogle Forandringer i Oekonomien, men dens Hovedopgave: at gjøre Forslag til en forandret Organisation og Udvidelse af Hospitalet, saa at det kunde blive Helbredelsesanstalt for hele Riget, trak, som sædvanligt med vore kongelige Commissioner, i Langdrag. Først efter 10 Aars Overvejelser kom Commissionen til det Resultat, at den ikke kunde løse denne Opgave, fordi St. Hans Hospital var en særlig kjøbenhavnsk Stiftelse, som maatte forblive hos Communen. Denne Indstilling bifaldtes ved en allerhøjeste Resolution af 7de Juli 1840, som paalagde Cancelliet at indhente Fattigdirectionens Betænkning om Stiftelsens Udvidelse. Fattigdirectionen brugte 9 Aar til at afgive en Betænkning, der indeholdt ligesaa mange forskjellige Meninger, som Directionen talte Medlemmer. Da imidlertid Overfyldningen var voxet over alle Grændser, saa at en Reform var uopsættelig, og Sagens Drøftelse i Pressen havde forberedt en fornuftig Afgjørelse, tog Borgerrepræsentantskabet den i sin Haand, og et nedsat Udvalg kom i Marts 1851 enstemmig til følgende Resultat: at der skulde opføres et nyt Kurhus for 120 Afsindige; at det daværende Kurhus og Lemmestiftelsen skulde omdannes til Pleiestiftelse for 300 Afsindige; at alle Ikke-Afsindige skulde fjernes; at Stiftelsen fra Fattigvæsenet skulde gaae over til en særlig communal Bestyrelse, samt endelig at en af Communalbestyrelsen nedsat Comitee skulde tilvejebringe Forslag dels til de nye Bygningers Opførelse og de gamles Omdannelse, dels til Ordning af Stiftelsens fremtidige Bestyrelse og Oekonomi. Disse Beslutninger bifaldtes 14de Oct s. A. af Kongen, Comiteen valgtes, afdøde Bindesbølls Tegninger og Overslag til de nye Bygninger vandt den udsatte Pris, men Uenighed med ham om nogle Ændringer i Planen foranledigede, at Udførelsen overdroges Professor Friis under Tilsyn af nuværende Borgemester Holm og Borgerrepræsentanterne T. Lund og Kayser. Arbeidet begyndte 1854, og i Juli 1860 toges de nye Bygninger i Brug. Den anden Del af sit Hverv fik Comiteen ikke udført, men dette overdroges nysnævnte Aar til Borgemesteren for 2den Afdeling, som nu overtog Anstaltens Bestyrelse. Omkostningerne ved Opførelsen og Monteringen af Bygningerne udgjorde 434,000 Rdl., derfor stilledes yderligere Nybygninger i Bero, da Overfyldningen foreløbig var ophørt og Pleiestiftelsen ved at deles i to Afdelinger kunde rummes i de tilstedeværende Localer. Fruentimmerafdelingen er imidlertid siden tiltagen saa stærkt, at Overfyldning nu atter staaer for Døren. 

Seidelin blev begravet på Sankt Hans Hospitals kirkegård på en fremtrædende plads. På stenen står bl.a. Johannes Henrik Seidelin (1786-1855), Johanne Marie Seidelin, f. Petersen, Arkitekten Johannes Henrik Bernhardt Seidelin (1820-1863, søn af de to forannævnte), Peter Seidelin, J. Henrik Seidelin. Johan Henrik Seidelins behandlinger bestod bl.a. af frisk luft og landbrugsarbejde, men også af indespærring, pisk og udsultning. C. A. Gad er også begravet på Sankt Hans Hospitals kirkegård i et større familiebegravelse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Af de statistiske Meddelelser, som ledsage den historiske Oversigt, have naturligvis de størst Interesse, som gjælde de 6 sidste Aar, i hvilke Hospitalet  har virket udelukkende som Sindssygeanstalt. Det begyndte Aaret 1861 med 460 Syge og ved Udgangen af 1866 fandtes der 464. Der indkom i disse Aar i Alt 542 , Afgangen har været fra 100 til 120 aarlig. Af de Udgaaede ere 169 helbredede, 136 uhelbredede og 233 (deriblandt mange gamle Lemmer) døde. Af de Indkomne ere lidt over 31 pCt. helbredede. Ved Udgangen af 1818 fandtes i Hospitalet 168 sindssyge Kjøbenhavnere; Byens Indbyggertal var da 101,000, og allsaa var 1,504 af hvert Tusinde afsindig. Ved Udgangen af 1866 var derimod 452 sindssyge Kjøbenhavnere i Hospitalet; anslaaes Byens Folkemængde nu til 160,000, saa er der 2,825 af hvert Tusinde paa Bistrup. Med andre Ord: medens Byens Folkemængde er forøget med en Halvdel, er de Afsindiges Tal næsten steget til det Tredobbelte. Aarsagen hertil er imidlertid formentlig at søge deri, at mange saadanne Afsindige, der tidligere enten forbleve i Hjemmet eller pleiedes af Private, nu sendes til Hospitalet.

Sanct Hans Hospitals Formue, der grundlagdes ved Claudi Rosses ovennævnte Gave bestaaer af 72 Legater, hvoraf de fleste ere smaa men nogle betydelige; det mindste er 8 Rdl. 88 Sk., det største 203,408. 1 Alt have de udgjort over 760,000 Rdl., men ved Pengeforandringen 1813 formindskedes de betydelig og en Del af Formuen er forbrugt til Bistrupgaards Erhvervelse og det ældre Hospitals Opførelse. De tilbageværende Legater udgjøre nu 416,000 Rdl., der ere anbragte i Obligationer paa en ringe Sum nær.

Sanct Hans Hospitals Historie giver et glædeligt Billede af Fremskridt i Humanitet og Omsorg for de Ulykkelige, der miste deres Forstand, men det giver et sørgeligt Billede af den communale Bestyrelse næsten lige ned til Nutiden. Statens Bestyrelse har imidlertid i samme Periode heller ingenlunde været exemplarisk; de samme Svagheder, hvoraf den led, og hvoraf en høist utrolig Træghed og Langsomhed i Bevægelsen var en af de mest fremtrædende, maatte naturligvis ogsaa afsætte sig i de stedlige Bestyrelser.

(Fædrelandet 1. august 1866)

Paa Bidstrupgaard feiredes igaar en Fest til Minde om St. Hans Hospitals og Claudi Rossets Stiftelses Bestaaen i 100 Aar og Hospitalets Virksomhed som Sindssygeanstalt paa Bidstrupgaard i 50 Aar, i hvilken Anledning derhos Kjøbenhavns Magistrat har besørget Udgivelsen af et af Reservelæge ved Hospitalet C. A. Gad forfattet og særdeles smukt udstyret Mindeskrift, der meddeler Oplysninger om St. Hans Hospitals Historie før Overflytningen til Bidstrupgaard, om Bidstrupgaards ældre Historie og Indretning til Hospital, om St. Hans Hospital paa Bidstrupgaard fra 1816 til 1866, om Bevægelsen i St. Hans Hospital i samme Tidsrum, om St. Hans Hospitals økonomiske Forhold, og om St. Hans Hospitals Administration. Mindeskriftet ledsages af 9 Tavler: Fugleperspektiv af st. Hans Hospital og Omegn, Prospecter af St. Hans Hospitals Bygninger, Kort over Bidstrupgaard og Omegn, Situationsplan af St. Hans Hospital, samt 5 Grundplaner.

Situationsplan over Sct. Hans Hospital paa Bidstrupgaard fra C. A. Gad : Sanct Hans Hospital. - København, 1866. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da Hospitalet ved Midten af det forrige Aarhundrede befandt sig i en meget maadelig økonomisk forfatning, fandt det en Velgjører i den fra Udlandet indvandrede Silke- og Klædekræmmer Claudi Rosset, der sent i længere Tid understøttede Hospitalet med 1000 Rd. aarlig og tilsidst i sit Testamente skiænkede det sin hele, for den Tid betydelige formue, 41.000 Rd. Fundatsen for denne Gave er dateret den 1ste August 1766. Ved denne Hjælp blev Hospitalet sat istand til at tilbagekjøbe Ladegaarden, der oprindelig var skjænket det af Kong Hans, men senere solgt til Christian den fjerde, og som nu tilhørte Militairetaten, og Hospitalet blev nu indrettet for 3 Klasser af Syge: Afsindige og Idioter, Almisselemmcr med incurable Sygdomme og syphilitiske Patienter. Nogen varig forbedring i Hospitalets indre Tilstand synes imidlertid ikke at være indtraadt; thi 1794 fandt Regjeringen det nødvendigt at nedsætte en kommission til at undersøge, hvorledes Hospitalets Midler bedst lode sig anvende. Denne Commission udgav sin Betænkning 1802, men inden man, efter 5 Aars Forløb, havde begyndt paa at iværksætte dens forslag til Opførelse af et nyt Cuurhuus, blev det ved Ladegaardens Ødelæggelse under Krigsforholdene 1807 nødvendigt at flytte Patienterne til Frederiksberg og Frederiksværk. Efter Tilbageflytningen opgav man Tanken om at bygge paa Ladegaardens Grund og besluttede definitivt at flytte Hospitalet bort fra Kjøbenhavns Nærhed til Bidstrupgaards Hovedgaard, der i sin Tid med tililende Gods var bleven skjænket til Kjøbenhavn af Frederik III. Hovedgaarden var bleven bortsolgt efter Branden, men blev nu gjenerhvervet og, efter 8 Aars Forberedelser, tagen i Brug som Sindssygeanstalt, med sin først egne Læge, den for nogle Aar siden som Distriktslæge i Roskilde afdøde J. H. Seidelin. Overflytningen fandt Sted 1816. Samtidig fik Lemmeafdelingen Plads i en Del af Bidstrups Ladegaard, medens de syphilitiske Patienter allerede fra 1808 af vare henviste il Almindeligt Hospital. Hele Anstalten stod under Bestyrelse af Direktionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen. Tilstanden paa Stiftelsen gav gjentagne Gange Anledning til Klager og foranledigede tvende af Regjeringen anordnede Undersøgelser, af hvilke den sidste, 1830, endte med, at Overlægen, der beskyldtes for, i Anvendelsen af den da almindelig anerkjendte Lægemethode, (der gik ud paa at Sindsygdommen væsentlig var et moralsk Onde), at have udvist en noget overdreven Strenghed mod Patienterne, og som derhos laa i jevnlig Competencestriid med Directionen  og Inspecteuren, afskedigedes i Naade og med Pension. Reservelægen og Candidaten fjernedes, og Directionen irettesattes for Mangel paa tilstrækkelig Tilsyn. Da Cuurhusets Overfyldning i Aarenes Løb havde gjort en Reform absolut nødvendig, tog Borgerrepræsentationen i 1851 initiativet til en saadan. De af den gjorte forslag blev under 14de Octbr. f. A. bifaldne af Hs. M. Kongen og gik i det Væsentlige ud paa Opførelsen af et nyt Cuurhuus for 120 Patienter og Indretningen af det gamle Cuurhuus samt af Lemmestiftelsen til en Pleiestiftelse for 300 Afsindige, idet alle andre Lemmer skulde fjernes. Bindesbøl gjorde Tegningen til det nye Cuurhuus, hvis Udstyrelse blev overdragen til Professor Friis under Tilsyn af nuværende Borgmester Holm samt Borgerrepræsentanterne T. Lund og Kayser. Byggearbeiderne paabegyndtes 1854 og vare 1860 saaledes fuldendte, at de nye Lokaler kunde tages i Brug. Omkostningerne udgjorde 434.000 Rd. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1866).

St. Hans Hospital 1863. (Efterskrift til Politivennen)

St. Hans Hospital for Svagsindede. I "Departementstidenden for 15te ds. offentliggjør Justitsministeriet en af Kjøbenhavns Magistrat affattet Beretning om dette Hospitals Virksomhed i 1863, hvoraf sees Følgende:

Den 1ste Januar 1863 var Antallet af Patienter i hele Hospitalet 437 (186 Mandfolk, 251 Qvindf.), af hvilke 142 Mandf. og 198 Qv. befandt sig i Pleiestiftelsen, Resten i Kuurhuset. I Aarets Løb indkom 110 Patienter (52 M., 58 Qv.); der behandledes saaledes i Løbet af Aaret ialt 547 Patienter (238 M., 309 Qv.), af hvilke der i bemeldte Tid afgik fra Hospitalet 86, (44 M., 42 Qv.). Ved Aarets Slutning var altsaa Patienternes Antal 461 (194 Mandf., 267 Qv.) af hvilke 345 (135 Mantf., 210 Qv.) befandt sig i Pleiestiftelsen, Resten i Kuurhuset. Med Hensyn til Hjemstavn vare af de i Aarets Løb indlagte 110 Patienter fra Kjøbenhavn 94 (44 M. *), 50 Q.), fra det øvrige Danmark 11 (4 M., 7 Q). i og fra Udlandet 5 (4 M., 1 Q.). - Disse Patienters Alder varierer fra indtil 15 Aar (1 M.) indtil imellem 76 og 80 Aar (3 nemlig, 1 M. og 2 Q.). I Alderen mellem 51 og 55 Aar er Antallet størst, nemlig 16, imellem 21 og 25, 31 og 35 samt 41 og 45 Aar 14 og imellem 36 og 40 Aar 11. - Med Hensyn til Ægteskabsforholdet vare af ovennævnte Patienter Ugifte 58 (31 M., 27 Q.). Gifte 41 (18 M.. 23 Q.). Fraskilte 1 (1 Q.), og i Enkestand 10 (3 M., 7 Q.) - Hvad Stand og Stilling angaaer hørte det største Antal af Patienterne til Haandværksklassen, nemlig 35 (19 M., 16 Q.). Med Hensyn til, hvorlænge Sygdommen ved Indlæggelsen havde varet meddeles endvidere en tabeltarisk Oversigt, til hvis Korrekthed der dog ikke kan sættes videre Tillid paa Grund af Vanskeligheden ved at erholde Oplysninger om Patienternes tidligere Liv og Tilstand; 21 af de Indlagte have tidligere een eller flere Gange været behandlede i Hospitalet, 1 af dem endogsaa 12 Gange. - Iblandt de anførte sandsynlige Aarsager til Sygdommens Fremtræden have Drukkenskab, mangelfuld Næring og sexuelle Udsvævelser fremkaldt de fleste Tilfælde, nemlig henholdsviis 15 (13 M., 2 Q.) 9 (1 M., 8 Q.) og 8 (alle M.). Disposition efter tidligere Anfald uden bekjendt Anledning har været til stede i 19 Tilfælde (3 M., 16 Q.) og aldeles ubekjendte Aarsager i 10 Tilfælde (6 M., 4 Q.). Væsentlig Betydning som Aarsagsmoment havde Arveligheden: 42 Patienter (19 M., 23 Q.) havde sindssyge Slægtninge, 46 (21 M., 25 Q.) havde ingen, om 22 (12 M., 10 Q.) manglede Oplysninger.

"Lægen bemærker": - hedder det i Indberetningen "at man skulde have troet, at det politiske Røre, der i en saa høi Grad har paavirket Alles Stemning, ogsaa skulde have været medvirkende til at fremkalde Udbrud af Sindssygdom, men dette synes imidlertid ikke at have været Tilfældet, hvorimod flere af de ældre Patienters sygelige Phantasier derved have faaet en tydelig politisk Farvning.

"Med Hensyn til det saakaldte "no restraint" System, der ikke tillader Anvendelse af nogensomhelst mechanisk Tvang hos de Sindssyge, yttrer Lægen, at det ikke kan nægtes, at dette System, der fra England, hvor det under den offentlige Menings Tryk er blevet gjennemført i de fleste Hospitaler, lidt efter lidt har skaffet sig Tilhængere i næsten alle europæiske Lande, har saa mange gode Sider, at man ikke kan Andet end slutte sig fuldkomment til det i Theorien. I Praxis derimod opstaae ikke faa Vanskeligheder, der ikke let lade sig overvinde: navnlig fordrer Systemet en betydelig Rummelighed og en Rigdom paa Celler og Eneværelser, der ikke altid lader sig skaffe tilveie, og paa Grund heraf vil Principet ikke kunne blive herskende paa Pleiestiftelsen med dens, i Forhold til Lokaliteterne, talrige Patientstand. Men tillige maa det vist, tilføier Lægen, indrømmes, at dette System, gjennemført i sine yderste Konseqventser, i mange Tilfælde ikke er tilraadeligt, maaskee neppe tilladeligt; ligesom ogsaa Hensynet til den Ødelæggelsesdrift, der ofte er saa stærkt fremtrædende hos enkelte Maniakalske, og som man heller ikke bør give uindskrænket Spillerum, synes at burre komme med i Betragtning. Lægen har derfor ikke heller paa Kuurhuset kunnet gjennemføre dette Princip, skjøndt han paa Kuurhusets mandlige Afdeling ofte for længere Tidsrum har havt den Glæde ikke at behøve at anvende nogensomhelst Tvang." 

Billedet stammer ikke fra artiklen. Sanct Hans Hospital på Bistrupgård. Tegnet efter naturen af A. Ray. Illustreret Tidende 29. juli 1866.

Af de fra Hospitalet afgaaede Personer vare helbredede 27 (8 M., 19 Q)., væsenttig bedrede 13 (5 M. 8 Q.) uhelbrede 10 (6 M., 4 Q.), og døde 36 (25 M., 11 Q.). De Uhelbredede bleve udtagne for at behandles deels i Hjemmet, deels i andre Hospitaler deriblandt tvende Udlændinge: 1 undveg til Hjemmet og forblev der. - Af Tabellen over Dødsaarsagerne sees, at Lungesvindsot har bortrevet det største Antal, nemlig 10: I ere døde af Blodudtrækning i Hjernens Hinder og 3 af Hjerneblødhed. Der bemærkes endvidere:

"Der er i Aarets Løb ikke indtruffet noget Selvmord paa Hospitalet; een Patient er død ved et Uheld. Tvende Patienters Død synkes væsentligst at maatte tilskrives deres Vægring ved at nyde nogensomhelst Føde. Hos flere andre Patienter har en lignende Madskræk været saa udviklet, at den har nødvendiggjort deres Tvangsmadning i kortere eller længere Tid, og hos alle disse har den beroet paa religieuse Vandvidsideer; hos dem derimod, hvis Madskræk beroede paa deres Frygt for at blive forgivet eller eller Lyst til at vække Opsigt eller til derved at sætte Neget navnlig deres Udskrivning igjennem, gik den i Reglen spontant over, saasnart Sulten blev mere følelig"

Gjennemsnitsantallet af Beskjæftigede har været i Kuurhuset 74 pCt. af Mandfolkene og 71 af Fruentimmerne; i Pleiestiftelsen 61 pCt. af Mandfolkene og 51 pCt. af Fruentimmerne.

Med Hensyn til Hospitalets Oekonomi gives følgende Oplysninger:

De i begge Hospitalets Afdelinger, Kuurhuset og Pleiestiftelsen, i 1863 behandlede 547 Patienter, ere forplejede ialt i 166,307 Dage, og Forpleiningsudgifterne have andraget 35,574 Rd. 73 sk. Fordeles denne Sum paa Antallet af Forpleiningsdagene i hver enkelt Klasse, udkommer: 1ste Pleie 5479 Dage a c. 49 sk pr. Dag, 2den Pleie 9711 Dage a c. 40 sk. 3die Pleie 45,471 Dage a e. 22 sk. 4de Pleie 105,643 Dage a c. 16 sk pr. Dag. 

I Arbejdsløn til Patienterne er i Aarets Løb udbetalt 1580 Rd., hvoraf 391 Rd. falde paa Kuurhuset og 1189 Rd. paa Pleiestiftelsen. Denne Forskjel hidrører fra, at Kuurhuset optager alle ny indkomne Patienter, der ofte henligge i længere Tid uden at In mie arbejde, medens Pleiestiftelsen kun rummer ældre Sindssvage, der ere istand dertil.

Hospitalets Driftsudgifter i 1863 have afdraget 77,729 Rd., og Indtagen 24,079 Rd. Kommunens Byrde ved dets Drift har altsaa været 53,650 Rd. foruden Renten af den i Anstaltens Bygninger og Inventarium anlagte Kapital 538,610 Rd.

*) I "Deptd." staaer, formodentlig ved en Trykfeil, 45.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1865).

Kurhuset ved Sankt Hans Hospital. Det blev åbnet i 1860 og er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Der var plads til 150 patienter og bød ved sin åbning på de mest moderne behandlingsforhold for sindslidende i Norden. Hospitalets kirke ligger også i bygningen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forgængeren til hospitalet stammer fra 13. århundrede med spedalskhedshospitalet Skt Jørgensgård, der senere blev forenet med Helligåndshuset. 1630 flyttede hospitalet uden for Københavns volde, nu også for fattige og epidemisk syge samt med dårekiste. Efter flere flytninger uden for Vesterport blev det opført ved Kalvebod Strand hvor det lå i godt 100 år. Omkring 1749 fik det officielle navn "Sankt Hans Hospital og Claudi Rosset’s Stiftelse". 1769 flyttede det til Ladegården som Fattigvæsenet havde købt af landmilitæretaten. Under Københavns bombardement 1807 blev Ladegården rømmet. I 1808 købte Københavns magistrat Bistrup Gods ved Roskilde og overflyttede 1816 Skt. Hans Hospital dertil. Først i 1860 fjernedes dog de sidste fattiglemmer. Skt. Hans Hospital blev kun brugt som "sindssygeanstalt". Sindssygevæsen var i det øvrige land et statsanliggende. På artiklens tilblivelsestidspunkt havde man i 1860 foretaget den første betydelige udvidelse: Kurhuset der var beregnet til patienter der kunne behandles. Plejestiftelsen var for uhelbredelige patienter.

Af senere udvidelser kan nævnes: 1902-05 elektricitetsværk, centralvarmeanlæg med varmtvandsanlæg. 1919 flere udvidelser. Hospitalet der da kunne rumme 1500 mennesker med psykisk sygdom, blev Plejestiftelsen delt i to: et for mænd og et for kvinder under fælles administration. Hospitalet blev lagt ind under Københavns hospitalsdirektør der derved blev leder af hele Københavns hospitalsvæsen.

Efter Bombardementet, Slut October 1807. (Efterskrift til Politivennen)

Indtil i Gaar var der, som man officiel veed, deserteret 1017 Marinere.

Udtog af en Skrivelse fra Vordingborg af 15 October. Den 14de seilede en Valerbaad, ført af Skipper Jens Nielsen, forbi Kallehauge, forsynet med et fra Kjøbenhavn tilsendt Pas. De derværende Engelske skjøde paa ham med den Canon, der laae paa Færgebroen, og dræbte hans bedste Mand, hvorved dennes efterladte Enke, som desuden er yderst fattig, er bleven sat i en sørgelig Forfatning. De samme Aften paa Billiarden her i Byen indsamlede 7 Rdlr, ere afsendte til denne ulykkelige Kone, som boer her i Kjøbenhavn.... - Vore Fiender have ellers opført sig taalelig godt her, paa enkelte Skurke nær. I Særdeleshed udmærkede følgende Officierer sig som veltænkende og gode Mennesker: Capit. Kremthon, Lieuten. Reed, Lieuten. Barthlin af Dragonerne, Lieuten. Jasper af Artilleriet. - Til liden Ære for det andet Kjøn have adskillige forelsket sig i de Engelske Jægere og Cavallerister, og efter deres Afreise fældet veemodige Taarer. Et Rygte siger, at en Officier jagede to hvoriblandt een givt Kone, fra dem paa Veien til Nestved. Disse Qvinder havde besluttet at følge med Fienderrne til Engelland. Fra Nestved skulle fire Fruentimmere virkelig være fulgte med dem. Een af dem i det mindste var klædt som Jomfru. 

I Søndags Morges forlode de sidste Engelske Tropper Frederiksbergby. Hos en Gjestgiver i Alleen havde endeel Soldater Natten i Forveien sat Ild paa en Vogn; men deres Officier sad just oppe og spillede Kort, hvorved da Ulykken blev forebygget. Gjerningsmanden kunde ikke opdages; da ingen af de Indqvarterede vllde udlægge ham, fik de alle Tamp.

Da de Engelske droge herfra, fulgte adskillige Danske Fruentimmer med dem, som de havde sluttet Marriage med.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 3, 20 October 1807 )

General-Major Evald er nu ankommen i Sjælland med omtrent 6 til 7000 Mand. Han var i Spidsen for de landede Tropper og beviste altsaa, at han ikke frygtede de Engelske Canoner. Et Engelsk Krigsfartøi blev skudt i Sænk.

Alle de Danske Fruentimmer, der enten havde sluttet Marriage eller stiftet andre Forbindelser med de Engelske Soldater, og af denne Aarsag vare gaaede ombord med dem, ere blevne skuffede i deres Haab. Engellænderne have sendt dem alle i Land igjen.

En Bonde i Ballerup var Løverdagen den 17 October beordret at kjøre en fiendtlig Officier til Kjøbenhavn fra hans Qvarteer, 6 Mile fra Byen. Da de vare komne et kort Stykkevei fremad, bemærkede de noget stikke frem i det Krat, de passerede forbi. De undersøgte dette nærmere, og greb en Hannoveransk Deserteur, som her havde skjult sig. Officieren, en Engellænder, slog et Toug om Livet paa Deserteuren, og bandt Touget fast ved Vognen. Saaledes maatte Hannoveraneren følge med den hele Vei til Byen, og hverken hans Bønner eller Taarer, eller Bondens Tilbud at give ham Plads paa det forreste Sæde ved Siden af sig, kunde bevæge den haardhjertede Officier til at afstaae fra denne umenneskelige Haardhed.

Under d. 23 d. M. har General Peymann ladet bekjendtgjøre, at det i Capitulationen hævede Beslag nu, efterat denne er udløben, igjen skal indføres, og at alle og enhver strax have at anmelde de sig her i Staden og i Sjelland befindende Engelske Eiendomme for hvert Steds Politiemester, under den i Placaten af 16de Augusti bestemte Straf.

Under d. 21 d. M. har det Danske Cancellie tilskrevet alle Amtmænd i Sjelland, at denne Provinds nu, efterat de i Capitulationen ansatte 6 Uger ere udløbne, er i Krigstilstand mod England, ligesom Kongens øvrige Stater.

Paa Assistencekirkegaarden have de Engelske opført sig som sande Cannibaler. De have afbrækket alt hvad der var af Messing, saasom Bogstaverne paa Epitaphierne, Vaserme, Urnerne etc.; Grosserer Tuteins, Ribers og Holmblads Gravmæler have de især holdt et skjendigt Huus med. End ikke de Døde i Gravene have disse Røvere skaanet. Hvælvingen af Tuteins Grav er opbrudt, og her sees nu tre Ligkister, blandt hvilke een, hvoraf endog Laaget er borttaget. Også Marmorziraterne have de sønderslaaet. - Paa Petri Kirkegaard sammesteds have de jordet en ung Officier. Paa en Pyramide med en Vase læses følgende Indskrivt: "Johan August von Reinhold, Lieutenant im 4ten Linien-Bataillon, der Teutschen Legion, Seiner Majestät des Königs des vereinigten Reichs Grossbrittanien und Irland, gebohren in Burgvedal bey Hannover den 28ten Junii 1792, gestorben zu Blegdammen der Vorstadt von Copenhagen den 22ten September 1807." Paa den anden Side læses: "Ein Krankenlaget von wenig Tagen brachte Ihm vom blühenden Jünglinge auf die Baare. Der Stolz, die Hoffnung und Freude seiner Eltern, geliebt von allen Denen die ihm kannten, starb er in den Armen seines un Ihm zagenden Vaters."

Stockholm d. 16 Oct. Siden det Skridt Engelland saa uretfærdigen har gjort mod Danmarks Neutralitet, har ogsaa vor Handel lidt meget, og man veed at flere hertil bestemte og her fra afgaaende ladninger ere faldne i Fiendens Hænder. Der er saaledes næsten slet intet Liv i vor Handel, og dens Død befordres end mere ved Udeblivelsen af de fremmede Poster.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 4, 24 October 1807 )

Fattigvæsenet angaaende.

Det vil være overflødigt, at fremstille for Publikum den Forstyrrelse, som St. Hans Hospital ved dets Lemmers Bortflyting i de forbigangne Uroligheder have lidt og det Tab som derved er foraarsaget, saavel det første som sidste, er af flere offentligen blevet omtalt. Fattigvæsenets Direction har nu ladet Hospitalet istandsætte saavidt, at den største Deel af Lemmerne igien kan indlægges; man kan til sammes fri Transport fra Friderichsborg hertil henvende sig til det Kongelige Rentekammer om den fornødne Kiørsel af de nærliggende Amters Bønder, men da en saadan Kiørsel efter deres Skiøder ikke kan paalægges dem, med mindre de erholde Totrediedeel af den Betaling, som er tilstaaet Hillerøds Vognmænd pr. Miil, saa vilde denne Betaling endnu forøge Hospitalets Tab med en Sum af 6 til 700 Rd., dersom ikke Hovedstadens Beboere og andre saavel udenfor Kiøbenhavn, som i om omkring Friderichsborg, der have Heste og Vogne, efter den i flere Tilfælde udviste Tilbøielighed til at understøtte Stadens og Landets Fattigforsørgelse, vilde være Hospitalet behielpelige til Lemmernes fri Transportering. Enhver som dertil vilde bidrage, efter Direktionens Ønske og ærbødige Begiering, behager ved Fattigvæsenets Hoved Contoir i Wartou hos Inspecteur Ament i Friderichsborg at lade sig antegne, og sammesteds at lade sig underrette om, paa hvilken Dag og til hvilken Tid Lemmernes Transport fra Friderichsborg hertil kan iværksættes; foreløbigen er Onsdagen den 4 Nov. bestemt til disse Lemmers Transport. Anmeldelserne maatte skee paa de ommeldte Steder inden Løverdag Aften den 31 Oktober næstkommende.

(Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. oktober 1807)

Af 6 paa Ebeltofts Rhed liggende Skibe bleve ved et Angreb 4 opbrændte og 2 slæbte Fienden med sig. Man siger, at et armeret Skib Dagen forud havde bragt de Engelske krigsskibe den Ordre fra Admiral Gambier: at opbrænde alle de Skibe, som de finde paa vore Kyster! - Langs den Jydske Kyst ligger og endeel Krigsskibe, hvis Hensigt sikkert er, at løbe i Landd, naar Leilighed gives, for at faae Proviant.

De Engelske have nu ogsaa begyndt at nærme sig Faaborg fra de Brigger, som ere stationerede imellem Als og Ærøe. Onsdagen d. 30 Sept. kom Kjøbmændene Plouges og Hempels Galease, ført af Skipper Winning, hjem fra Kjøbenhavn, forsynet med Engelsk Pas. Da der var en Storm med Regn og Tykning, ændsede Skipperen ikke de Engelske Skud, men løb lige ind til Byen. Strax kom 2 bevæbnede Chalouper fuld med Mandskab g forfulgte ham paa et godt Bøsseskud indtil Skibbroen; men da de fik Husarerne, 20 Mand af Landeværnet og Byens Borgere at see under Gevær og hørte Trommerne gaae, vendte de om og seilede ud efter en anden af Plougs Galeaser, som førtes af Skipper Knud Mogensen og kom bag efter hiin ligeledes med Engelsk Pas fra Kjøbenhavn. Denne toge de og bragt Skib og Folk ud til Cutterbriggen, holdt ham fast i 2 Dage, tog en Læst Steenkul fra ham, som de betalte med 3 Guineer, og lode ham derpaa afseile. Den 2den d. M. gik den ene Brig til Ankers i Dyreborg Gab, og laae der endnu i Løverdags.

Den 28de Sept. ankrede en Cutterbrig saa nær Sønden for Lyøe, at man ganske tydelig kunne see mandskabet paa den. Mod Aften kom en meget større og ankrede tæt ved den forrige. Søen var oplyst af en stor Laterne, som brændte fra Toppen af det største Skib. Om Formiddagen, da Øens Beboere haabede, at afvigte Nats Storm havde drevet disse ubudne Gjæster fra Landet, kom endnu en mindre til og ankrede ved de andre. Ved Middagstid saaes 2 Barkasser i Søen. rygtet om Fiendens Ankomst samlede Alle i Vaaben, som bestod af Bøsser og Forke. 2 Barkasser nærmede sig virkelig ogsaa Landet; men uagtet en Lieutenant gjentagne Gange raabte Ordet "Fred" og forlangte Proviant for Betaling, og uagtet denne lille eenlige Øe daglig seer sig omringet af en overlegen Magt, blev det dem standhaftig afslaaet, hvorpaa de igjen søgte rum Søe.

Den 14de passerede igjennem Aalborg ad Randers til en Transport Engelske Krigsfanger, bestaaende af 1 Søofficier, en Skipper, en Styrmand og 12 Matroser, som vare strandede paa Lessøe.

I Onsdags indbragtes to Engelske Sømænd som Krigsfanger. De vare tagne i en Baad paa Søen. 

Det i disse Dage anholdte Engelske Coffardieskib, som var ladet med Tømmer, Tælle etc., er henlagt der, hvor forhen vore Orlogsskibe laae.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

En farlig Vei til St. Hans Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Adskillige Gange har Indsenderen passeret Veien til St. Hans Hospital, - den som skiller Sortesøe fra Peblingesøen - og ligesaa ofte har han undret sig over, at denne Vei ikke er forsynet med nogen Vold, eller i det mindste med et Rækværk. Hvor let var det ikke mueligt, at et Menneske, som om Natten i Mørke passerede denne Vei, kunde ved et Feiltrin styrte ned fra Veien. Han udsatte sig da ikke alleneste for at brække Lemmerne - og lykkelig kunde han vist prise sig om han slap med det. Men hvorledes vilde han redde sig af Vandet, naar han var sønderslagen? Betragter man den Høide der er paa begge Sider af Veien, ned til Søerne, saa maae man noksom skrækkes. Endnu mere: Den 7. Junii kom et par Bønderheste i fuld Spring over denne Vei; - de løb løbsk - Bonden laae midt i Vognen, og efter al Tilsyneladende var fuld; Tømmen hang paa Hamlerne, og et lille Pigebarns frygtelige Skrig gjorde Scenen endnu rædsommere. De løb forbi St. Hans Hospital og saa langt jeg kunde øine dem; om de bleve standsede veed jeg ei. Hvad om nu Vognen havde væltet der, og Mand og Barn blevne kastet ned i en af Søerne. Gid Vedkommende vilde tage sig det til Hierte, og sørge for slige farlige Følgers Afværgelse! Naar Veien blev indrettet, som den paa Nørre- og Østerbroe, saa var det heele hævet.

(Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet, nr. 3, 13. juni 1799)

Ønske angående Vejen mellem Sortedamssø og Sankt Jørgens Sø til Sanct Hans Hospital

Så vidt vides er der allerede for nogle år siden skrevet om denne slemme og ikke sjældent højst farlige vej. Man siger at følgen heraf skal have været, at nogle træer blev plantet på den ene side af omtalte vej. Men erfaring viser at dette aldeles ikke er tilstrækkeligt, og gid det ikke vil blive bevist på sørgeligere måde end hidtil. Selv om sommeren er hele vejen fra Nørre eller Vester Farimagsgade når det blot har regnet en nat, meget ubehagelig at vandre på. Om vinteren, især forår og efterår, er den næsten ufremkommelig. 

Anmelderen af dette har adskillige gange haft det uheld, at hans galocher er blevet siddende i dyndet, skønt de ellers sidder temmelig fast til støvlerne. Men det værste er dog, at der på hele vejen ikke er rækværk på nogen af siderne. Endog ved højlys dag er de mest ædru folk udsatte på denne vej for den største fare, når det blæser stærkt. Midt på vejen kan man ikke holde sig uden at synke dybt i morads. Vil man søge sidevejen, hvor let kan man da ikke risikere at falde i søen? 

På denne akvarel billede fra 1850 af H. G. F. Holm kan man ane at Farimagsgade selv 45 år efter artiklen stadig er ude på landet. Dog er søerne rykket tilbage og møllerne har holdt deres indtog.

Men størst er faren om aftenen. Og der skal virkelig være eksempler på at mennesker er styrtet ud, men lykkeligvis reddet. Ikke alene hospitalets betjente som passerer denne vej, er udsat for fare, men også hospitalets lemmer som får tilladelse at gå ind til byen og skal derud igen. Mange af disse er gamle og svage. Var det ikke sørgeligt hvis et slagtilfælde eller anden sygdom anfaldt en af disse på denne vej? Eller hvis en eller anden hospitalet uvedkommende i beskænket tilstand eller forvildet af mørket faldt ud i en af søerne, hvortil også enten stærk blæst eller glat føre kunne bidrage. Man kan nemt frygte for sådant tilfælde. 

Der arbejdes på hospitalets udvidelse, og derfor vil flere mennesker end hidtil komme til at passere denne vej. Det er derfor ønskeligt at de ansvarlige nu tillige vil sikre disse og enhver der skal gå den frem og tilbage for fare. Det kunne dels ske ved at foranstalte den om ikke brolagt, så dog forsvarligt opfyldt. Dels ved at opsætte et godt og forsvarligt bolværk, enten af kampesten eller træ, eller også en jordvold på begge, eller i det mindste på en af siderne. Hvad der nu var mindst bekosteligt.

Rigtig nok ville dette forslags gennemførelse koste noget, men det var dog vel ikke så ubetydeligt, som blot et menneskes liv. Af den høje og velædle Magistrat, den specielle direktion for St. Hans Hospital, Kommissionen for Brolægningen, eller hvem disse to påankede poster egentlig skulle vedkomme, håber man derfor ikke uden føje: At denne sag bliver taget i overvejelse.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5854-5857) 

Redakteurens Anmærkning

Sankt Hans Hospital

Eller fuldt ud "Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme" lå 1651-1808 i Københavns Slots Ladegård. Altså omtrent der hvor Radiohuset ligger i dag.

Svar på Opfordringen i Politivennen nr. 309

Jeg ville normalt ikke tage til genmæle mod avertissementet i Iversens Avis nr. 32, fordi der lige såvel kunne være tale om en anden præst og en anden stiftelse, end min og det hospital jeg er præst, da det ikke udtrykkeligt nævner mit eller stiftelsen navn. Men da der for nyligt indtraf et tilfælde på Skt. Hans Hospital, som har nogen lighed med det i omtalte avertissement beskrevne, og rygtet virkelig har moret sig med at udbasunere mit forhold i denne sag, så den ukyndige i sagen let kunne ledes til at dømme ufordelagtigt om min karakter som menneske og embedsmand, anser jeg det for en pligt over for mig selv, og på den anonyme opfordrers forlangende, at bekendtgøre sagen i sin rette sammenhæng.

Sidste 3. søndag i fast indfandt jeg mig på hospitalets ligstue for at kaste jord på en af stiftelsen afdøde lemmer. Gangkonen åbnede kisten for at vise mig den døde. Ved første øjekast tvivlede jeg straks på om ligets hoved var i kisten. Andre embedsforretninger hindrede mig i straks at lave en videre undersøgelse. Men da de var ordnet, gik jeg tilbage til ligstuen. I degnens overværelse bad jeg op at kisten blev genåbnet. Ligets hoved var væk. Men blev dog på forlangende taget af en krog i ligstuen, stadig blodigt. Gangkonen fortalte nu at hr. Sager, amanuensis hos hospitalets læge hr. Seidelin, havde afskåret det. Men jeg tør ikke sætte min lid i embedssager til gangkonens blotte udsagn.

Formålet med at præsten skal se liget før jordpåkastelsen, er blandt mange især denne: I de tilfælde, hvor fx den afdøde har været medlem af en ligkasse, at udstede attest til denne om dødsfaldet. Dette kan næppe ske efter pligt og samvittighed, når han ser et lig uden hoved. Tilmed kunne der jo være tale om et mord, eller den afdødes venner kunne før eller siden kræve regnskab på hvorfor det ikke var anmeldt. Dette skal efter sigende være sket i en af mine nærmeste formænds tid.

Af frygt for ubehageligheder i hvert af disse tilfælde, og overbevist om at jeg handlede efter pligt, gik jeg straks til en af mine gejstlige foresatte. Ikke som anklager, men blot for at udbede mig hans råd, for i fremtiden at forebygge denne uorden, at berøve de afdøde deres hoveder eller andre lemmer før jordpåkastelsen. Dog uden at vække offentlig opmærksomhed. For havde jeg meldt hændelsen til kongens foged, som den der egentlig skulle undersøge måden, hvorpå den afdøde havde mistet sit hoved, eller havde jeg straks anmeldt det til stiftelsens direktion, ja, så havde jeg selv givet sagen den største grad af offentlighed. Men det gjorde jeg ikke - jeg fulgte blot det mig givne råd og tilskrev hospitalets læge hr. Seidelin.

Så hver kan se min fremgangsmåde og at jeg ikke (som rygtet siger) skal have søgt at hindre hospitalets læger i brugen af de afdødes legemer til anatomiske iagttagelser, men på så mild og venskabelig en måde som muligt stræbt at formå vedkommende til at lade ligene blive urørte til efter jordpåkastelsen, da mit ansvar ophører, må det være mig tilladt at anføre brevet jeg i denne anledning skrev til hr. Seidelin.

P.M.

Da jeg i søndags forrettede jordpåkastelse i hospitalets ligstue, og gangkonen åbnede kisten for at forevise mig liget, blev jeg opmærksom på at dets hoved ikke var i kisten! Andre embedsforretninger tillod mig ikke straks at anstille den fornødne undersøgelse, men efter at have fuldendt disse, gik jeg tilbage, og i degnen hr. Topps nærværelse fordrede kisten atter åbnet, og så da at ligets hoved var borte. Jeg havde i sinde at melde dette til kongens foged, som den der egentlig skulle undersøge de nærmere omstændigheder, men gangkonen sagde: at D. B. amanuensis hr Sager havde afskåret det. Hvorfor jeg førend videre foretoges besluttede at tilskrive D. B. herom med forespørgsel om det er sket med Deres vilje, og om det af direktionen eller i noget, (måske mig ubekendt reskript) er tilladt at ligene benyttes til anatomisk brug før den lovbefalede jordpåkastelse af præster, er sket, og om intet af dette er tilfældet, De da behageligst ville forestille hr. Sager dette da jeg ikke efter embedspligt skal nødes til at movere om en ting der ellers er så velgørende for menneskeheden, og af samme nødvendighed for det ædle kirurgiske studium, som bøger og andre apparater forr de øvrige vidensabers dyrkere. Efter befaling af min nærmeste foresatte, udbeder jeg mig Deres ærede skriftlige svar …

Herpå fik jeg søndag den 18. marts svar fra hr. Seidelin. Men da jeg ikke har hans tilladelse til offentlig at bekendtgøre det, heller ikke har anmodet ham derom, vil jeg blot i den anledning af samme melde: Man kan slutte af brevet at hr Seidelin misforstår mig fuldstændig, for jeg har ikke i mit brev meldt et ord om ligenes brug i almindelighed. For jeg ved og billiger af hjertet, at lægerne har tilladelse hertil. Men jeg spurgte blot om det var tilladt at benytte dem før jordpåkastelsen. I den henseende, og for tillige at retfærdiggøre mit forhold i denne sag, har jeg i disse dage tilskrevet hospitalets specielle direktion. Da sagen ved avertissementet i Iversens Avis og ved de mange forskellige rygter desangående dog nu engang var blevet offentlig, burde den ikke være uvidende om dens sande sammenhæng.

Således har jeg handlet, og tror at have handlet ret. Aldrig har jeg hverken ynkeligt eller ikke ynkeligt klaget til noget menneske over ligenes brug til anatomiske iagttagelser. Heller ikke har jeg fulgt det sit hoved berøvede lig til jorden, men forrettet jordpåkastelsen i hospitalets ligstue. Dog da det modsatte fortælles i ofte omtalte avertissement, skulle jeg næsten tro at her er sigtet til en anden person og et andet sted.

Er det mig forfatteren kalder ortodoks præst, da kan jeg forsikre ham at denne er en benævnelse, som jeg virkelig sætter min ære i. Er det mig, over hvis hoved han gør sig lystig, da tilgiver jeg ham af hjertet. For det er næppe levende menneskehoveders værd han forstår sig på at bedømme. I øvrigt har jeg handlet efter overlæg og pligt og forsikrer hr. anm. at jeg agter stedse at handle således, ubekymret om min handlemåde publiceres i nok så mange aviser, og om mit hoved roses eller lastes.

Til slut overlades det retsindigt at bedømme om det var mig som religionslærer uværdigt at påanke uorden hvor den forefandtes, eller om jeg fortjener at dadles, fordi jeg som ung og i mange henseender endnu uerfaren embedsmand rådførte mig med mine foresatte, og fulgte deres råd.

H[ans]. C[hristian]. Mølsted
Præst ved Skt. Hans Hospital

(Politivennen Hefte 24, Nr. 310, 31. marts 1804, s. 4931-4937)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarer Politivennen nr. 309, 24. marts 1804, s. 4916

Opfordring

 (Efter indsendt)

I Iversens Avis nr. 32 er indrykket et avertissement om en vis ortodoks præst som ynkelig skal have besværet sig over at lægerne ved en stiftelse har anatomeret adskillige af denne stiftelses lemmer, efter behag. Især skal han have klaget over at han har fulgt et lig som intet hoved havde. Rygtet har moret sig med at gætte på stiftelser i og udenfor staden. Det ville derfor være ønskeligt at den mand der har taget sig af dette avertissement, offentligt ville bekendtgøre sagen i sin rette sammenhæng, så man kunne se om han da også virkelig har handlet så dumt at forbyde lægerne en ting, der generelt har en så velgørende indflydelse. Det flaue og yderst slet skrevne avertissement synes at pege på det.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 309, 24. marts 1804, s. 4916)

Redacteurens Anmærkning

Artikel besvares i Politivennen nr. 310, 31. marts 1804, s. 4931-4937

Uorden paa Vejen til St. Hans Hospital.

Det har mange gange været sagt at vejen til St. Hans Hospital var farlig. Indsenderen anså dette for et ugrundet rygte, men han er den 24. forleden kl. 9 betaget denne tro, da en kildebonde, en ung knos som kørte fredeligt fra byen ad denne vej, først med grove ord blev angrebet af en høj tæt ved garver Rings stående person i blå klæder og rund hat, som talte tysk, men hvis udtale lod formode at han var en englænder og en ung opløben dreng eller yngling i blå klæder og bart hoved der så ud som en papas søn, i selskab med dem var et fruentimmer. Da bonden kørte væk, bombarderede de ham med sten, og da bonden så sig om, traf en af stenene ham på munden så han blødte stærkt. Han tog da den beslutning at køre bort. Man sagde at endnu værre ting skete af samme personer på denne deres boldgade. Hvad her er sagt, har man vidner på.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4325).

Velmeent Anmeldelse til St. Hans-Hospitals Opsynsmænd; og til enhver fra hvilken et afsindigt Menneske maatte være gaaet bort.

Søndag den 7. juli d. å. mellem kl. 5 og kl. 6 om eftermiddagen blev jeg sammen med nogle andre idet vi opholdt os ved traktørstedet Fortunen, opmærksom på et menneske der roligt vandrede forbi og fortsatte vandringen på den almindelige vej ind ad skoven. Bestandig kløede han sig i hovedet, var halvt bedækket med få og simple beklædningsstykker. Hovedet udækket, hans lange hår hang uordentlig omkring hovedet, halsen udækket. Overkroppen skjult af en gammel hvid ulden trøje, lærene bedækket med et par gamle skindbukser. Benene og fødderne nøgne. 

Enhver af os formodede ved synet af dette menneske at han måtte være afsindig, da hans udseende var forvirret og hans påklædning påfaldende. Vi blev bestyrkede i denne formodning af værten i nævnte traktørsted der gav os føgende efterretning: "Jeg kender vel ikke det menneske, men i nat vækkede han mg ved snart at banke på døren, og snart på vinduerne. Jeg adspurgte ham hvad han ville. Han svarede mig om dette ikke var forstaden til Helsingør. Dette benægtede jeg. Men sagde ham derimod hvad stedet kaldtes hvor han nu var, og at han var langt fra det angivne sted. Han forføjede sig derpå ad skoven til og siden den tid har jeg ikke set ham før nu."

Anmelderen tror at nævnte vært havde handlet rigtigt hvis han enten straks eller den påfølgende dag havde besørget dette menneske til vedkommende, da der ikke tvivles om at hans umage og bekostning var blevet betalt. Anmelderen er ukyndig om dette menneske er udgået fra Sank Hans Hospital eller fra en familie. Imidlertid har jeg troet det var min pligt at gøre vedkommende opmærksomme på det. Jeg har aldeles ingen grund til at formode andet end at de vedbørlige anstalter vil blive føjede til at eftersøge dette menneske og bringe det på et sikkert sted.


(Indsenderen bedes undskylde at indrykkelsen af dette bidrag er blevet noget forsinket)

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 66, den 27 Julii 1799, s 1050-1052)

Vee og Klage over ubillig Medfart!

Om jeg husker ret, har jeg i Deres blad, Politivennen, læst klager over arme sortes mishandling af den ubarmhjertige blanke. Ja, jeg har læst det, men ikke uden at ynke de mishandlede og beklage de uhyrer der endnu i vores kultiverede tider begår sådant mod de mennesker der som oftest hos os og især i denne strenge vinter er i den ynkværdigste tilstand. Næppe ville jeg også have troet af sådant kunne finde sted hvis jeg ikke selv havde været øjenvidne til en lignende adfærd mod en af disse ulykkelige der den 31. marts af en mængde kåde drenge blev overfaldet, ikke alene med næveslag, men endog med en vældig stenregn.

Ak, men ikke alene den sorte forbander blankes hårde og umenneskelige medfart. Nej, endog selv fra blankes kummerbankende barm hæver sig nu og da frugtesløse klager over martrende pinsler. Det ville her blive for vidtløftigt at opregne en mængde af sådanne ulykkelige der desværre findes nok af. Kun vil jeg anføre et eksempel der som jeg tror, fortjener alles, men især de ansvarliges opmærksomhed, og om muligt afhjælpelse (hvilket jeg ikke tvivler på). Det er nemlig en kone der henved nogle og tyve år har under de beklageligste smerter tilbragt livet på Skt. Hans Hospital, ikke på dets sygestuer, nej i dets såkaldte dårekister som jeg troede næppe engang burde bruges til de ulykkelige der i galskab skader. Ja, her har hun, siger jeg ligget så mange år i en skummel hule på det tørre strå, vel beklaget af mange, men aldrig hjulpet. Mon der dog endnu ikke kunne føjes anstalt til at lindre hendes smerter? Jo, gid at al ulykke så let kunne forebygges. Jeg tør da håbe at de ansvarlige for menneskehedens skyld vil formilde, om ikke andet, så dog hendes, i så ynkelig en tilstand, umenneskelige leje.

J. Kummersven.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 817-819)

Dårekiste.Fra vestre Fængsels Museum.