06 december 2014

Svar på Opfordringen i Politivennen nr. 309

Jeg ville normalt ikke tage til genmæle mod avertissementet i Iversens Avis nr. 32, fordi der lige såvel kunne være tale om en anden præst og en anden stiftelse, end min og det hospital jeg er præst, da det ikke udtrykkeligt nævner mit eller stiftelsen navn. Men da der for nyligt indtraf et tilfælde på Skt. Hans Hospital, som har nogen lighed med det i omtalte avertissement beskrevne, og rygtet virkelig har moret sig med at udbasunere mit forhold i denne sag, så den ukyndige i sagen let kunne ledes til at dømme ufordelagtigt om min karakter som menneske og embedsmand, anser jeg det for en pligt over for mig selv, og på den anonyme opfordrers forlangende, at bekendtgøre sagen i sin rette sammenhæng.

Sidste 3. søndag i fast indfandt jeg mig på hospitalets ligstue for at kaste jord på en af stiftelsen afdøde lemmer. Gangkonen åbnede kisten for at vise mig den døde. Ved første øjekast tvivlede jeg straks på om ligets hoved var i kisten. Andre embedsforretninger hindrede mig i straks at lave en videre undersøgelse. Men da de var ordnet, gik jeg tilbage til ligstuen. I degnens overværelse bad jeg op at kisten blev genåbnet. Ligets hoved var væk. Men blev dog på forlangende taget af en krog i ligstuen, stadig blodigt. Gangkonen fortalte nu at hr. Sager, amanuensis hos hospitalets læge hr. Seidelin, havde afskåret det. Men jeg tør ikke sætte min lid i embedssager til gangkonens blotte udsagn.

Formålet med at præsten skal se liget før jordpåkastelsen, er blandt mange især denne: I de tilfælde, hvor fx den afdøde har været medlem af en ligkasse, at udstede attest til denne om dødsfaldet. Dette kan næppe ske efter pligt og samvittighed, når han ser et lig uden hoved. Tilmed kunne der jo være tale om et mord, eller den afdødes venner kunne før eller siden kræve regnskab på hvorfor det ikke var anmeldt. Dette skal efter sigende være sket i en af mine nærmeste formænds tid.

Af frygt for ubehageligheder i hvert af disse tilfælde, og overbevist om at jeg handlede efter pligt, gik jeg straks til en af mine gejstlige foresatte. Ikke som anklager, men blot for at udbede mig hans råd, for i fremtiden at forebygge denne uorden, at berøve de afdøde deres hoveder eller andre lemmer før jordpåkastelsen. Dog uden at vække offentlig opmærksomhed. For havde jeg meldt hændelsen til kongens foged, som den der egentlig skulle undersøge måden, hvorpå den afdøde havde mistet sit hoved, eller havde jeg straks anmeldt det til stiftelsens direktion, ja, så havde jeg selv givet sagen den største grad af offentlighed. Men det gjorde jeg ikke - jeg fulgte blot det mig givne råd og tilskrev hospitalets læge hr. Seidelin.

Så hver kan se min fremgangsmåde og at jeg ikke (som rygtet siger) skal have søgt at hindre hospitalets læger i brugen af de afdødes legemer til anatomiske iagttagelser, men på så mild og venskabelig en måde som muligt stræbt at formå vedkommende til at lade ligene blive urørte til efter jordpåkastelsen, da mit ansvar ophører, må det være mig tilladt at anføre brevet jeg i denne anledning skrev til hr. Seidelin.

P.M.

Da jeg i søndags forrettede jordpåkastelse i hospitalets ligstue, og gangkonen åbnede kisten for at forevise mig liget, blev jeg opmærksom på at dets hoved ikke var i kisten! Andre embedsforretninger tillod mig ikke straks at anstille den fornødne undersøgelse, men efter at have fuldendt disse, gik jeg tilbage, og i degnen hr. Topps nærværelse fordrede kisten atter åbnet, og så da at ligets hoved var borte. Jeg havde i sinde at melde dette til kongens foged, som den der egentlig skulle undersøge de nærmere omstændigheder, men gangkonen sagde: at D. B. amanuensis hr Sager havde afskåret det. Hvorfor jeg førend videre foretoges besluttede at tilskrive D. B. herom med forespørgsel om det er sket med Deres vilje, og om det af direktionen eller i noget, (måske mig ubekendt reskript) er tilladt at ligene benyttes til anatomisk brug før den lovbefalede jordpåkastelse af præster, er sket, og om intet af dette er tilfældet, De da behageligst ville forestille hr. Sager dette da jeg ikke efter embedspligt skal nødes til at movere om en ting der ellers er så velgørende for menneskeheden, og af samme nødvendighed for det ædle kirurgiske studium, som bøger og andre apparater forr de øvrige vidensabers dyrkere. Efter befaling af min nærmeste foresatte, udbeder jeg mig Deres ærede skriftlige svar …

Herpå fik jeg søndag den 18. marts svar fra hr. Seidelin. Men da jeg ikke har hans tilladelse til offentlig at bekendtgøre det, heller ikke har anmodet ham derom, vil jeg blot i den anledning af samme melde: Man kan slutte af brevet at hr Seidelin misforstår mig fuldstændig, for jeg har ikke i mit brev meldt et ord om ligenes brug i almindelighed. For jeg ved og billiger af hjertet, at lægerne har tilladelse hertil. Men jeg spurgte blot om det var tilladt at benytte dem før jordpåkastelsen. I den henseende, og for tillige at retfærdiggøre mit forhold i denne sag, har jeg i disse dage tilskrevet hospitalets specielle direktion. Da sagen ved avertissementet i Iversens Avis og ved de mange forskellige rygter desangående dog nu engang var blevet offentlig, burde den ikke være uvidende om dens sande sammenhæng.

Således har jeg handlet, og tror at have handlet ret. Aldrig har jeg hverken ynkeligt eller ikke ynkeligt klaget til noget menneske over ligenes brug til anatomiske iagttagelser. Heller ikke har jeg fulgt det sit hoved berøvede lig til jorden, men forrettet jordpåkastelsen i hospitalets ligstue. Dog da det modsatte fortælles i ofte omtalte avertissement, skulle jeg næsten tro at her er sigtet til en anden person og et andet sted.

Er det mig forfatteren kalder ortodoks præst, da kan jeg forsikre ham at denne er en benævnelse, som jeg virkelig sætter min ære i. Er det mig, over hvis hoved han gør sig lystig, da tilgiver jeg ham af hjertet. For det er næppe levende menneskehoveders værd han forstår sig på at bedømme. I øvrigt har jeg handlet efter overlæg og pligt og forsikrer hr. anm. at jeg agter stedse at handle således, ubekymret om min handlemåde publiceres i nok så mange aviser, og om mit hoved roses eller lastes.

Til slut overlades det retsindigt at bedømme om det var mig som religionslærer uværdigt at påanke uorden hvor den forefandtes, eller om jeg fortjener at dadles, fordi jeg som ung og i mange henseender endnu uerfaren embedsmand rådførte mig med mine foresatte, og fulgte deres råd.

H[ans]. C[hristian]. Mølsted

Præst ved Skt. Hans Hospital

(Politivennen Hefte 24, Nr. 310, 31. marts 1804, s. 4931-4937)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarer Politivennen nr. 309, 24. marts 1804, s. 4916

Ingen kommentarer:

Send en kommentar