Det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn.
1807 - 17. April - 1907.
Første gang opmærksomheden herhjemme henledtes på de døvstumme var, da den bekendte forkæmper for danskheden W. H. F. Abrahamson i "Bibliotek for nyttige Skrifter" 1772 opkastede det spørgsmål, om der ikke skulle findes blot "een retsindig", der ville påtage sig den nyttige umage at lære folk, der er født "dumme og døve", at tale og forstå. Den ene retsindige lod imidlertid vente på sig i over 80 år, og æren for at have påbegyndt undervisningen af de døvstumme tilfalder i første række den danske regering, der fandt den mand, som skulle blive grundlægger af det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn. dr. med. P. A. Castberg.
Oprettelsen af Døvstummeinstituttet må ikke ses som et isoleret filantropisk foretagende, det er et naturligt led i den række foretagender, der i borgerdydens tidsalder havde indvindelsen af nyttige borgere til formål. På en tid, da professor A. Gamborg i fuldt alvor kunne fremsætte forslag om at forbedre fuglesangen i vore skove ved at indføre kanariefugle, er det selvsagt, at også de "dumme og døve" måtte søges forbedrede, og i fuld overensstemmelse hermed er det, i den første tanke, man gør sig med hensyn til disse "unyttige" skabninger, er at helbrede dem.
Allerede 1803 kunne man læse i Collegialtidende, at det danske kancelli havde henvendt sig til den da kun 21-årige dr. med. Peter Alke Castberg om at påtage sig en rejse til udlandet for at se resultaterne af galvanismens anvendelse mod døvhed. I tyske tidsskrifter strømmede det nemlig over med forbavsende efterretninger herom, og særlig skulle en apoteker Sprenger i Jena have frembragt vidunderlige resultater. Castberg stillede sig vel straks noget skeptisk, men fik dog et par andre unge læger med sig og udsendte en bekendtgørelse, hvorefter forældre, som havde døvstumme børn, opfordredes til at henvende sig til ham. Forsøgene viste sig imidlertid at være en tortur for børnene: Castberg meddeler, at "patienterne" gennemsnitlig galvaniseredes 3 gange daglig, og hver gang modtog 350 stød på hvert øre, og dog var resultatet omtrent lig 0. Imidlertid blev disse forsøg anledningen til at kancelliet rettede ovennævnte henvendelse til ham og 1803 drog Castberg afsted på en 2-årig udenlandsrejse på hvilken han besøgte en mængde af udlandets døvstummeanstalter.
Straks efter sin hjemkomst indgik Castberg med en "Betænkning om Nødvendigheden af en Undervisningsanstalt for Døvstumme", og samtidig tog han for egen regning fat med et par københavnske fattigbørn. Allerede et halvt år efter kunne han offentlig fremvise, hvad han havde lært sine elever, og da prøven faldt heldigt ud, åbnede han på kronprins Frederiks fødselsdag 1806 en virkelig døvstummeskole med 8 elever. Lokalet var i Nikolaj Skole, men året efter flyttede man hen i Sølvgade, hvor det nuværende nr. 12 lejedes af staten, idet samtidig en fundats af 17. april 1807 erklærede det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn for oprettet; Staten skulle udrede udrede lærerlønningerne samt udgifterne til lys og brændsel, medens Castberg forpligtedes til at tage eleverne på kost mod en betaling af 70 rdlr. for hver.
Bombardementet på København den 2.-3. september s. å. bragte en kort tid det unge institut helt ud af sine folder, idet en bombe slog ned i stiftelsen og tvang alle dens indvånere til midt om natten at flygte ud på Amager. Men iøvrigt betegner begyndelsen af den castbergske periode, som man kunne vente det af den unge, intelligente og energiske forstander, en stærk udvikling af døvstummesagen herhjemme. Straks efter sin hjemkomst lægger Castberg helbredelsestanken til side og betegner sig som elev af Franskmanden de L'Espee. Instituttet blev altså et tegninstitut, med tegn, håndalfabet og skrift som undervisningsmidler. Som håndgerning benyttedes forskellige industrielle virksomheder som paparbejde, glassliberi, fabrikation af snustobaksdåser og ravsager, der en tid gav en ganske god indtægt; senere, da disse luksussager efter statsbankerotten ikke mere kunne sælges, gik man over til håndværk.
Statsbankerotten og den økonomiske nedgangsperiode fik i det hele skæbnesvangre følger for Døvstummeinstituttet og dels forstander. Som følge af forordningen af 10. april 1817 om skoletvang for alle døvstumme - hvorved Danmark kom til at indtage en førerstilling blandt nationerne - var instituttet i Sølvgade blevet overbefolket. Staten havde ikke råd til at bygge nogen ny anstalt, og, hvad værre var, hverken stat eller kommuner mente at have midler til at forhøje lærerlønningerne og betalingen for elevernes ophold hos Castberg. Med pengenes faldende værdi kom denne derfor i en kronisk økonomisk nødstilstand, der lammede hans handlekraft og efterhånden fuldstændig sløvede hans sans for orden og økonomi. Under 15. januar 1823 fandt kancelliet sig foranlediget til at indgå til kongen med et forslag om at overdrage bestyrelsen af instituttet til en direktion, hvis formand blev major J. N. B. Abrahamson, en søn af den mand, der først havde slået til lyd for de døvstumme, og det må vel nærmest betragtes som en heldig udgang på miseren, at den degraderede forstander et par måneder efter afgik ved døden - begrædt af sine døvstumme elever, der elskede ham som en fader.
Instituttet flyttede nu til Stormgade med cand. teol. Tyge Schow som førstelærer indtil 1838, og den 2. september 1839 begyndte undervisningen i nye lokaler på Kastelsvej med cand. teol. Søren Johan Heiberg som forstander.
Heibergs tid er på døvstummeundervisningens område en gæringens tid, som kun hans faste hånd formåede at dæmme op imod. Talemetoden havde i Tyskland taget et stort opsving, og en af instituttets Lærere, cand. teol. H. V. Dahlerup, der i 1845 drog ud på en studierejse, vendte tilbage som erklæret tilhænger af denne metode og opnåede tilladelse til i et lejet lokale udenfor instituttet at anstille forsøg med talemetoden med 6 af anstaltens børn.
Forsøgene førte imidlertid ikke til andet resultat, end at Dahlerup forlod institut og i 1850 sammen med cand. teol. Duurloo, oprettede den private "Døvstummeskole grundet på Talemetoden". Ministeriet havde nemlig afslået Heibergs indstilling om at lade opføre en særlig undervisningsanstalt.
Den private skole overtoges i 1856 af cand. teol. Johan Keller der i egentligste forstand har båret talemetoden frem herhjemme. Under hans dygtige og energiske ledelse voksede skolen op til en farlig konkurrent for statsanstalten, og et af de første skridt, Heibergs efterfølger, hans svigersøn pastor B. Malling-Hansen med den nye direktør, geheimeetatsråd J. P. Traps billigelse foretog sig, var at søge en ordning bragt tilveje mellem de to anstalter, og ved ministeriel resolution af 5. januar 1867 fastsloges da det princip, at fremtidig alle uegentlig døvstumme skulle oplæres efter talemetoden hos Keller, medens de egentlig døvstumme skulle forblive på statsanstalten til uddannelse efter tegnmetoden - i det væsentlige Heibergs gamle fordelingstanke.
Talemetoden vandt stadig mere terræn og fik navnlig en begejstret tilhænger i lærer ved instituttet, cand. phil. Georg Jørgensen som endda i modsætning til Keller forlangte alle gebærder fortrængte fra undervisningen, og da instituttet i 1880 ikke kunne optage flere elever, oprettedes det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia med Jørgensen som forstander.
Samtidig fastsloges den ordning, at alle egentlig døvstumme børn fremtidig skulle indkaldes til Fredericia for at underkastes en prøve med hensyn til taleevne, alle uegentlig døvstumme direkte til Keller, og Jørgensen gennemførte efterhånden, at flere og flere toges ind under talemetoden, således at det gamle institut, da den nuværende forstander, pastor Fr. Heiberg ved Malling-Hansens død 1890 overtog ledelsen, decideret var en anstalt for de svagest begavede.
Den gamle moderanstalt må da i de kommende tider brøste sig med, at udviklingen har medført det således, og at den opgave, der nu ved 100-årsskiftet er overdraget den, at opdrage de svagest begavede døvstumme børn til gode og nyttige mennesker, ingenlunde er den mindst fortjenstfulde.
Ordningen af døvstummevæsenet i Danmark er for tiden denne: Alle døvstumme børn indkaldes til forskolen i Fredericia. Her prøves de 1 år, hvorefter de uegentlig døvstumme afgår til Døvstummeskolen i Nyborg der efter Johan Kellers død afløste den Kellerske Anstalt og de svagest begavede til Instituttet i København. De egentlig døvstumme, der skal oplæres efter talemetoden, forbliver endnu 1 år på forskolen, hvorefter de deles mellem instituttet i Fredericia og den sammesteds 1901 oprettede skole, idet sidstnævnte erholder A-Børnene (de bedst begavede), førstnævnte B-børnene (mellembegavelserne).
I anledning af 100 årsjubilæet har den nuværende direktør for døvstummevæsenet, geheimeetatsråd Goos, med justitsråd Fr. Thomassen som redaktør. udgivet et interessant og rigt illustreret festskrift, der ikke alene indeholder det gamle instituts historie, skildret ualmindeligt personligt og fængslende af forhenværende lærer ved instituttet, sognepræst i Nakskov Joh. Holch (den ældre tid) og præsten ved de døvstummes menighed Johs. Jørrgensen (den nyere tid) - men tillige temmelig omfangsrige tillæg vedrørerende landets øvrige døvstummeinstitutioner ved lærer N. K. Larsen og inspektør Polke.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 16. april 1907)
Sølvgade 12. Hjemsted for Døvstummeinstituttet 1807-1823. På mindepladen på gavlen står der: "Sølvgade 12. Det kgl. Døvstummeinstitut lå her 1807-1823. Stentøjsrelief af Sten Lykke Madsen. Udført af Royal Copenhagen med støtte af Københavns Kommunes Gavlkomite, Københavns Kulturfond, Døvefonden, Schioldanns Fond, Tuborgfondet og Danske Døves Landsforbunds Kulturudvalg. Døvehistorisk Selskab. 1993. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Det kongelige Døvstumme-Institut.
April 1807 17. april - 1907.
Det var W. H. F. Abrahamson, der herhjemme første gang henledte opmærksomheden på de døvstummes eller - som de almindelig kaldtes: de dummes - triste skæbne og den omsorg, man burde ofre dem. "Skulle det ikke være muligt", spørger han i Bibliothek for nyttige Skrifter 1772, "at udfinde een retsindig her i landet, der ville påtage sig den så overmåde nyttige umage at lære folk, som er fødte dumme og døve, at tale og forstå, hvad andre taler til dem? Dersom kun halvdelen er fandt af det, der berettes i journalen om denne ypperlige kunst og dens udøvelse i Frankrig og Spanien (og man har stor rortag til at tro det meste), så synes vel rigeligen patrioters bestræbelse værd at skaffe denne kunst også herind til os . . . . Jeg kan ikke få det i mit hoved, at det jo måtte være meget vel gjort, når man gjorde nogle medborgere, som nu gå til byrde for deres familier og staten, til brugelige folk."
Der skulle gå en menneskealder, inden den sag, som Abrahamson pegede på i sit varmt skrevne indlæg, for alvor blev taget op. I de første år af det nittende århundrede træffer man et par isolerede forsøg på døvstummeundervisning. Det var en hel begivenhed, da en døvstum konfirmeredes i Trinitatis Kirke efter at være blevet undervist af kateket Holst. Præsten fremhævede i sin konfirmationstale, at det var "den første i sit slags, der fremstillede sig for menighedens øjne og derfor uudslettelig i dens ihukommelse". Der blev da også udgivet en beretning om denne højtidelighed: "Prøver paa en Døvstums H. J. Smidts Oplysning i den christelige Religion, med en Tale af Højærværdige Hr. Holst ved hans Confirmation i Trinitatis Kirke den 6. Oktober 1805". Det andet eksempel på døvstummes oplærelse forekommer i Faaborg, hvor en malermester Lange med megen iver tog sig af en døvfødt dreng, som gik omkring og tiggede. Lange sørgede for hans undervisning, fik ham uddannet til malersvend og lønnedes af kongen med guldmedaljen for ædel dåd.
Ved samme tid bekendtgjorde det danske kancelli i Collegialtidenden, at man ønskede i hovedstaden at oprette en opdragelsesanstalt for døvstumme, og at doctor medicinæ Castberg med offentlig understøttelse ville blive sendt til udlandet for at indhente erfaringer om de derværende døvstummeinstitutter og den af dem anvendte metode.
Castberg havde allerede i nogen tid beskæftiget sig med døvstummesagen. Han var en kritisk personlighed, for hvem ædruelig, grundig prøvelse gik forud for og jævnsides med hvert positivt skridt. Og han indskærpede først og fremmest tålmodighed. "Lig jordbrugeren", sagde han, "der ikke trættes, om den sandige, udyrkede hede kun sparsomt lønner hans første arbejde, må det ikke fortryde døvstummelæreren, om han efter en hel dag at have søgt at indprente sin døvstumme endog det simpleste begreb, må den følgende dag tage fat der, hvor han begyndte, enten fordi hans lærling slet intet har forstået af det, han vilde gøre ham begribeligt, eller fordi det er aldeles glemt. Han bør overhovedel ikke anse det simpleste begreb som simpelt for den døvstumme".
Blandt de Byer, Castberg besøgte, var Wien; og den derværende anstalt, en aflægger af de franske institutter, blev det egentlige forbillede for det københavnske institut. I foråret 1805 kom han tilbage; han indgik straks til regeringen med en "Betænkning om Nødvendighed af en undervisningsanstalt for døvstumme", og mens regeringen overvejede, tog han selv fat på at gøre de indvundne erfaringer frugtbringende. Han gav sig til at undervise et par fattige døvstumme drenge og dannede senere en skole med en halv snes elever.
I foråret 1807 blev man færdig med forhandlingerne om døvstummeinstituttets oprettelse. Man lejede ejendommen nuværende nr. 12 i Sølvgade, og den 17. april udstedtes fundatsen for det kgl. Døvstummeinstitut i København, ved hvilket Castberg blev forstander og førstelærer. Det hedder i fundatsen, at "Instituttets Formaal skal være Døvstummes Dannelse til Brugbarhed for det borgerlige Liv". Den årlige betaling - 70 Rdl. for hver elev - skulle udredes af eleverne selv eller disses forældre, og hvis de ikke var i stand dertil, af amtets eller kommunens fattigkasse. Der blev bevilget en sum af den kongelige kasse, og desuden skulle der ifølge fundatsen "paa Konsirmationsdagene i alle Kirker i Danmark og Norge ombæres en Tavle, hvis Indbringende af Kancelliet bør samles og oplægges til en Fond for døvstummes Undervisning. Saa bør og deres Navne, som til dette Øjemed maatte skænke nogen betydelig Gave, offentlig bekendtgøres."
Stiftelsen var indrettet til 40 elever: 25 drenge og 15 piger, og ledelsen lagdes helt og holdent i Castbergs hånd. Han havde store evner som lærer; han blev en mester i tegnsproget, og han var fuld af ideer. Men tiderne var vanskelige. Instituttet begyndte sin tilværelse under højst urolige forhold. Krigen bragte forstyrrelse i dets humane gerning Den første bombardementsnat opholdt forstanderen og alle eleverne sig i et af skoleværelserne, der så godt det lod sig gøre var de trygges mod bomberne. Efter at det havde regnet med bomber på gaden, i nabohusene og i stiftelsens have, slog en bombe ned i stiftelsen selv. Den sprang i det værelse, hvor de alle opholdt sig, og Castberg blev såret. Ilden stod ud af vinduerne.
Den lille husvilde skare tilbragte natten på Christianshavn, men børnene rystede af skræk, og så flygtede man ud i Sundbyvester. Tolv dage efter rykkede forstanderen og hans elever atter ind i Sølvgade-Instituttet.
Elevantallet, som dengang var 10, varede det følgende år til 16. Del var stadig jævnt stigende, men det tiltog navnlig efter udstedelsen af plakaten af 10. april 1817, som befalede, at alle døvstumme børn, der var skikkede til at modtage undervisning, skulle indbringes til Døvstummeinstiluttet i København, medmindre forældrene godtgjorde, at deres døvstumme børn nød en tilfredsstillende undervisning. Ved at udstrække skoleloven af 1814 til også at omfatte døvstumme gik Danmark i spidsen; det varede længe, inden skoletvang for sådanne børn indførtes i andre Lande.
Den forøgelse af elevantallet, der blev en følge af denne foranstaltning, nødvendiggjorde en udvidelse af lærerpersonalet. Blandt de ny ansatte var en døvstum, Andreas Møller fra Trondhjem. Det havde lige fra stiftelsens oprettelse været Castbergs ønske, at en af lærerne måtte være en døvstum. Møllers ansøgning giver en forestilling om det sprog som Castbergs elever nåede til. Den lyder i al sin pudsighed således:
Til Kongen. Jeg har været Elev paa Institutet for Døvstumme i 5 Aar. Jeg blev konfirmeret Aar 1815 ; jeg har lært meget ; jeg har lært at læse, at skrive, at tegne, at regne. Jeg har lært Forstandsøvelser. Jeg har lært om Menneskets Sjæl og om Gud. Jeg har lært at dreje. Jeg kan dreje Piberør og Skakspil. Jeg takker Kongen fordi jeg har lært meget. Jeg har været hos min Fader i 2 Aar. Jeg har undervist i Døvstumme hos min Fader. 3 Drenge, 1 Pige. Jeg og min fader har rejst 22 Dage 120 Mil til København, forbi jeg beder Kongen at jeg maa undervise Døvstumme i Institutet. Jeg ønsker at blive Lærer i Institutet for Døvstumme. Jeg vil være flittig og god . jeg vil undervise Elever. Jeg beder Kongen, at jeg maa blive Lærer. Allerunderdanigst Andreas E. Møller.
Senere kom Møller til at spille en ret betydelig rolle i sit fødelands Døvstummehistorie. Han blev forstander for det første norske institut, anstalten i Trondhjem,
Castberg ledede instituttet indtil 1823. De sidste år bragte ham megen græmmelse. Han hørte til de mennesker, som har lettere ved at sætte en sag i gang end ved at holde den oppe. Han manglede ordenssans og regelmæssighed. Den 15. januar 1823 udtalte kancelliet i en forestilling til Kongen, at der var grund til at befrygte, "at Prof. Castbergs uheldige huslige Forfatning og økonomiske Omstændigheder maatte kunne sløve hans Aandskraft og svække hans forhen saa heldige Virksomhed for den under hans Bestyrelse staaende velgørende Stiftelse, hvis Elevers Antal netop i de sidste Aar er voxet til et betydeligere Antal end nogensinde forhen, nemlig til 52". Det kgl. Døvstummeinstituts ledelse blev da overdraget til en direktion, for hvilken kammerjunker, divisions-adjudant Joses Nicolaj Benjamin v. Abrahamson - en søn af den ovenfor nævnte W. H. F. Abrahamson - blev formand. Direktionen optrådte meget krast over for Castberg, og han overlevede ikke længe den ham overgåede ydmygelse. Den 30. april 1823 døde han, kun 43 år gammel. Det var, fortæller en af lærerne, en sorg for eleverne, at Abrahamson forbød dem at følge deres kære Castberg til hans sidste hvilested.
Så trist endte et virksomt liv, der var begyndt saa lovende. Men trods mangler og begrænsning fortjener Castberg et ærefuldt minde i den danske døvstummehistorie. Hans navn skal nævnes i første række, nu da instituttet fejrer sit 100 års jubilæum.
De oplysninger, vi her har bragt om døvstummesagens første tider, er henledt fra det store jubilæumskrift, som De kongelige Døvstummeinstitutters direktør. gehejmeetatsråd Goos har udgivet, og hvis forfattere vi tidligere har nævnet. Vi har beskæftiget os så indgående med den første periode af instituttets historie, fordi det ved en lejlighed som denne er naturligt særligt at fæste opmærksomheden på den gerning, der danner grundlaget for den store humane virksomhed, som giver Danmark en fremtrædende plads i nationernes række. De, der vil vide besked med instituttets historie under senere tiders rige udvikling, kan høste et stort udbytte ved at læse det interessante jubilæumsskrift. Det giver en omhyggelig fremstilling af de følgende perioder: fra 1823 til 1839, hvor instituttet husedes i Stormgade nr. 17, fra 1839 til 1865, det tidsrum, i hvilket prof S. I. Heiberg var forstander, fra 1865 til 1890, den Malling Hansen'ske periode, og endelig tidsrummet fra 1890 indtil nu. I de sidste 17 år har S. I. Heibergs søn. Pastor Fr. Heiberg med stor humanitet og dygtighed ledet det gamle institut i den kendte bygning, der har rummet de døvslumme, siden den opførtes i 1839. Adskillige af de døvstummeinstitutioner, som nu er kendte af alle, står i taknemlighedsgæld til den nuværende forstander.
Det smukke festskrift skildrer ikke alene det jubilerende instituts, men hele døvstummesagens historie: den Kellerske Døvstummeskole, der i 1891 overgik til staten og flyttedes til Nyborg som taleskole for uegentlige døvstumme, og instituttet i Fredericia, som oprettedes 1881. Det var i første række undervisningens krav, der voldte disse nydannelser. Gennem mange og stærke brydninger, ikke mindst med hensyn til spørgsmålet om metoden, er døvstummeundervisningen nået til en frodig udvikling, og for alt dette gør jubilæumskriftet rede. Dette interessante instruktive værk fortjener at nå ud i vide kredse. Ved dets udgivelse har man fejret hundredårsjubilæet på den værdigste måde.
(Nationaltidende, 16. april 1907, 2. udgave).
