03 august 2014

Noget mere om Døvstumme.

Formodentlig ønsker vores menneskekærlige almenhed at kende noget mere til den i sidste nummer omtalte hr. Pfingsten og hans institut for døvstumme i Kiel.

Hr. Pfingsten var organist og landsbyskolemester i det Lübeckske. Den tid som han fra disse forretninger havde til overs, anvendte han på at undervise døvstumme. Kongen kaldte han derfra til Kiel, gav ham 300 rigsdaler årlig løn og lod ham der oprette et institut for døvstumme som står under opsyn af skoleholderseminariets bestyrelse. Ganske fattige undervises for intet og seminaristerne bibringer han sin metode. Ved et af hans selv opfundet tegnsprog giver han sin undervisning indgang. Han nøjes ikke med at skaffe sine lærlinge færdigheder i dette tegnsprog og i skriftsproget, men han lærer den endog at tale forståeligt. To af dem konfirmeredes 1798 i Lübeck og svarede meget godt og bestemt på det spurgte. Kronprinsen betaler for en døvstum pige som for nærværende tid er hos hr. Pfingsten. En af hans lærlinge er i bogtrykkerlære og gør god fremgang. Allevegne opsporer hr. Pfingsten disse ulykkelige for at hjælpe dem. Og desværre er de ikke få. Han har også haft glæde at finde hos dem gode hjerter, taknemmelighed og anlæg til alt godt.

Endnu fortjener at anføres at manden Ludvig Reventlow var den der opsøgte denne i en vrå virkende mand, og ved sin anbefaling til det tyske kancelli var anledning til hans forflyttelse der var ham des ønskeligere som en født kieler.

Udgiveren af dette blad anviser hvor en døvstum yngling af gode sæder og nogenledes hoved kan antages i bogtrykkerlære her i København.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1489-1491)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen der henvises til, at Politivennen nr. 93. Se noten til denne vedrørende Pfingsten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar