Lysttoure med Jernbanen. (Efterskrift til Politivennen)

Lysttoure paa den sjællandske Jernbane. Det er Synd at sige, at der ikke til bydes Kjøbenhavns Befolkning Lejlighed nok til at forlyste sig, baade Vinter og Sommer, og det saavel i Staden selv og dens nærmeste Omkreds, som i længere Afstand fra samme. Vesterbro med det tilliggende Frederiksberg har alt i flere Aar vidst at hæve sig til Rangen af et "St. Pauli" eller "Hamburger Berg" hvad man helst vil kalde det - for "Nordens Athen". Saasnart man er kommen vel udenfor den Aabning, der tidligere tilsnævredes af den gamle Vesterport, høilovlig Ihukommelse! kan man lige fra Tivoli og til den zoologiske Have ved Frederiksberg Slot finde en Masse Forlystelsessteder af forskjellig Art, Ølhaller med klassiske Navne, henlede fra den græske og nordiske Mythologi, Sangerpavilloner med Syngeselskaber af den meest heterogene cg forbavsende Sammensætning, større Etablissementer, som "Alhambra"og "Sommerlyst", kort sagt, flere end Steder nok til at slaae Tiden ihjel, eller, som det hedder, "more sig i sin Fritid". Vi maa her gjøre den Bemærkning, at vi ingenlunde betragte disse Nutidens mange Forlystelsessteder som lutter Belials Værker, der kun gaae ud paa at trække Penge ud af Lommen paa Folk; vi indrømme, at de navnlig for Ungdommen kunne frembyde Fristelse til at give Mere ud til Fornøielse, end den strengt taget har Raad til, men samtidig dermed have disse Forlystelsessteder havt den i Virkeligheden gavnlige og priisværdige Indflydelse paa den mindre bemidlede Middelklasses private Liv, at medens Familiefaderen i tidligere Tider gik alene ud paa en eller anden Kneipe og lod Familien skjøtte sig selv hjemme, tager han nu Kone og Børn med og giver ikke flere Penge ud for i Fællesskab at fornøie sig med dem, end han tidligere gav ud for sin egen Person alene til Spil, Drik og anden mindre priisværdig Morskab. - De tvende andre Forstæder have ikke i den her omtalte Retning taget samme Opsving som Vesterbro. Nørrebro har rigtignok - ja, smil ikke, kjære Læser! fordi Talen er om Forlystelsessteder, men Sagen er en Kjendsgjerning - den har sin Assistentskirkegaard, hvorhen mangen en mindre bemidlet Familie om Søndageftermiddag gjør sig en lille billig Fornøielsestour, og hvor den, ligerviis som "Hingsten, græsser stolt paa Fædres Grave", medens den ved sine Kjæres Grav i al Gemytlighed fortærer et medbragt Slukke Smørrebrød og en Mindesnaps. - Østerbro staaer i den her nævnte Henseende paa samme Trin som Nørrebro, den har ogsaa sin "Kirkegaard", ja endog to, dog er det kun navnlig Søetatens, hvortil der om Søndagen valfartes, men saa har den sit ejendommelige Etablissement: "De Fattiges Dyrehave", hvis Navn er sikkret mod Forglemmelse ved Henrik Hertz's morsomme Lystspil af samme Navn.

Det var imidlertid ikke om Forlystelsessteder i Hovedstadens nærmeste Omkreds, vi her skulle tale, men om Lysttourene paa Jernbanen. Disse falde nu i tre Slags: 1) De daglige Lysttoure paa Klampenborgbanen, og Søndagstourene med Extratog til nedsat Priis paa 2) den nordsjællandske og 3) den vestsjællandske Jernbane.

Klampenborgtourene skulle vi ikke her videre berøre. Hvermand, baade Kjøbenhavnere og tildeels Tilrejsende, kjende eller lære snart at kjende deres Formaal og Endemaal. De frembyde herlige Udsigter, prægtige Skove, pyntede Kjøbenhavnere i en saadan Masse, at man knap kan see Skoven, ikke for Træer, men for Krinoliner og Parasoller og gode Beværtningssteder, som "Bellevue" og Klampenborgs Restauration, ikke at tale om de utallige mindre Spiseanstalter i Skikkelse af Trav og Lærredshuse, hvor den sultne Gjæst kan faae stillet sin Hunger med Noget, der kan henføres under den fælles Benævnelse "Skovmad", hvorom det forresten undertiden kan være vanskeligt nok bestemt at sige, hvoraf den er lavet.

Tourene paa den nordsjællandske Bane frembyde tilvisse en større Afvexling af Naturskjønheder, især naar man fortsætter Touren lige til Helsingør og dens Omegn. Nordsjælland med sine mægtige Skovstrækninger og deilige Skovsøer (Esromsø, Gurresø osv.) sit af vexlende jevne og bakkede Terrain, og sin hele kraftige, livlige Friskhed frembyder en Mængde Punkter, hvorimellem den Reisende kan have Vanskelighed nok med at bestemme sig, hvor han helst skal dvæle. Allerede i Frederiksborg føler man, at man har naaet et Skovbelte, hvor den deilige danske Bøgeskov og Blandingsskov af Eg, Bøg og andre Træsorter tager sin Begyndelse for at strække sig videre i nordlig Retning. Man kan godt udstrække sin Dagstour hertil og finde sig vel ved Udflugter i den nærmeste Skovegn. Dertil kommer, at man i Frederiksborg kan erholde anskændig Spise og Drikke, og som bekjendt: "foruden Øl og Mad er Helten Ingenting", og Touristen ikke mindre. Det nyopførte Frederiksborg Slot er naturligviis en Seeværdighed. Staaer det end ikke længere som et Minde om Christian den Fjerde, saa staaer det dog i sin nuværende Skikkelse som et Minde om Frederik den Syvendes kjæreste Ophold, saa og om Professor Meldahls architektoniske Dygtighed. Og med alt det gjør det dog, saa smukt det end har rejst sig af sin Aske, et ejendommeligt, jeg maa for mit Vedkommende sige, næsten mindre behageligt Indtryk. Den ydre Form er der, saa skuffende, at det seer ud, som om det gamle Slot kun var blevet oppudset. Men hvor ere de mange synlige Tegn for Slottets ærværdige Alderdomsminder, som det tidligere indesluttede i sit Indre? Ja, de er der ikke mere - Luerne have fortæret dem. Uvilkaarlig paatrænger det Spørgsmaal sig Beskueren: "Hvad vilde have gjort dybest Indtryk paa Dig, at see det gamle Slot som Ruin, eller see det i sin nuværende foryngede Skikkelse?" Jeg tør ikke besvare dette Spørgsmaal. Dog hermed Nok om Frederiksborg. Det nærmeste Dvælepunkt for Touristerne paa den nordsjællandske Bane er Fredensborg. Her vil han finde sig midt i det store nordsjællandske Skovkomplex; den venlige lille By, det smukke Landslot med sin velanlagte Have; den deilige skovkrandste Esromsø ville være tilstrækkelige til at gjøre dette Sted til et behageligt Dvælepunkt for Touren. Vil han vælge Helsingør, da vil han have tilstrækkelig Tid til i Dagens Løb at kunne gjøre sig bekjendt med Naturen nordfor denne By og denne Naturs ejendommelige Skjønheder, og hvad vi atter udtrykkelig maa bemærke, han vil hverken i Fredensborg eller Helsingør savne en god Naturalforpleining.

Paa den vestsjællandske Bane er der egentlig kun to Punkter af Interesse for Touristen, og det er Roeskilde og Sorø. Vælger han at opslaae sit Hovedqvarteer i Roeskilde, da vil han der finde tilstrækkelig Leilighed til at sørge for sit materielle Velvære og udfylde sin Tid. Domkirken er Byens udelukkende Seeværdighed, eg i sin nuværende Skikkelse fortjener denne at sees af Enhver. Om Forandringer i den ydre Form kan der naturligviis ikke være Tale, men kun om dens Omgivelser og Indre. Af de Førstnævnte er snart Alt fjernet, hvad der kunde støde Øiet, og hvad det Indre angaaer, da staaer denne mægtige Kirkebygning ved den Smag og Udholdenhed, hvormed den nuværende Forvalter, Hr. Kammerraad Friis fremfor nogen Anden har arbeidet paa at gjengive den sin oprindelige architechtoniske Storhed, som et næsten forbausende Exempel paa, hvad den gothiske Bygningskunst har forstaaet at udrette med tre Farver: Rødt, Hvidt og Graat. Har man anvendt en Timestid paa at see dette herlige, storartede Gudstempel, vil man kunne vælge imellem at gjøre en Udflugt til det smukke Ledreborg eller til den deilige friske Boserup Skov, der med Hensyn til en rig Flora maaskee kun har Charlottenlund til Konkurrent. Vil man ikke blive i Roeskilde kan man enten lade sig slutte med et af de vakkre Smaadampskibe "Frederik den Syvende" eller "Adjudanten" til Jægerspriis eller Frederiksværk, en Tour, man heller ikke vil fortryde, etter man kan begive sig lige til det andet Dvælepunkt Sorø. Her er unægteligt smukt. Kraftige Skovpartier, en prægtig Sø, en pæn By, Akademiet, og Kirken med sine historiske Minder, men med alt dette, er der noget Indesluttet, noget Beklumret ved hele Byen og dens Omgivelser. Det er ligesom den lærde lille Byes philosophiske, philologiske og æsthetiske Luft lagde sig trykkende paa den besøgende Lægmand, samtidig med at den absorberede alle grovere materielle Gjenstande, saaledes at den Reisende maa drage sulten derfra, naar han ikke har været saa forsynlig selv at tage Noget med sig. Dette er idetmindste en ofte gjentagen Klage over Sorø By, og jeg maa tilstaae, jeg har personlig fundet den bekræftet. Og hermed kunde det maaskee være Nok for denne Gang om den sjællandske Jernbanes Lysttoure.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1865).

Hillerøds Brand 1834. (Efterskrift til Politivennen)

Ilden opstod da batallionskirurg, distriktslæge Ewertzen fejrede sin fødselsdag med fyrværkeri i Slotsgade nr. 11. I Berlingske den 14. maj 1834 kunne man læse følgende:

Helsingøers Avis af 12te Mai indeholder følgende foreløbende Beretning om Branden i Hillerød, Natten imellem Løverdag og Søndag. - "Kl. 1 udbrød Ilden i Chirurg Ewertzens Sidehuus, og da Vinden, som blæste temmelig stærkt, førte hen over Byen, greb den om sig med ustandselig Fart i de for det meste straaetæggede Bygninger, og i Kort Tid rasede Flammerne i flere Gader. Først om Morgenen blev man Herre over Ilden. Ikke mindre end 45-46 Gaarde og Huse, hvoriblandt den latinske Skole, (Postgaarden) og 2 Brænderier ere blev et Rov for Luerne, og 50-60 Familier ere blevne huusvilde. Tvende Personer ere blevne indebrændte: en gammel Kone hvis Liig endnu ei er fundet, og en Vægter, der blev gravet forbrændt ud af Ruinerne. Ogsaa mangfoldige Kreaturer ere indebrændte; saaledes har en Brændeviinsbrænder alene mistet 16 Køer, adskillige Heste og endeel Faar. - Tabet af rørlige Ejendomme skal være meget betydeligt, da næsten Intet kunne reddes."

Parti af branden i Hillerød set fra terrassen ved Rådhuset. Niels Brock Krossing. Det kongelige Bibliotek. I midten ses latinskolen der antændtes 2 timer efter ildens opståen.

Der blev lavet digte om begivenheden, omtalt i Skanderborg Amtsavis mm. 30. maj 1834:

I Dagen læses et skjønt Digt af Hr. C. Søeborg: "Rædselsnatten i Hillerd den 11te Mai 1834", bestemt at fremsiges som Prolog af Hr. Skuespiller Müller ved de Forestillinger, han giver i Helsingøer og Hillerød til Fordeel for de Brandlidte i sidstmeldte Sted.

Og videre:

Af en Bekjendtgørelse i Adresseavisen fra den herværende Committee for Understøttelse til de Brandlidte i Hillerød erfares, at der til den 22de Ds. alt var indkommet 269 Rbd. r. S. og 922 Rbd. 32 sk. S. og T. i Penge, foruden endeel andre Bidrag i Levnetsmidler, Klædningsstykker, Sengeklæder og Manufacturvarer.

I Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, 14. juni 1834 var der en øjevidneskildring af rektor for latinskolen, der antændte ca. 2 timer efter ilden var opstået:

Aarhus Avis indeholder et Brev fra Etatsraad Tauber i Hillerød til Krigsraad B., om Branden i Hillerød. Følgende er et Udtog: "De kan troe, mine Venner at Natten imellem 10de og 11te Mai var en rædselsfuld Nat for os alle der paa Stedet, lige fra den Tid af, da Brandklokken vækkede os om Natten Kl. 1, indtil den følgende Morgen Kl. 6, da Solen beskinnede Ruinerne af 54 nedbrændte Huse og Gaarde, og Skov og Mark rundt omkring vare Vidner til 500 huusvilde Menneskers Kalden, Raaben, Jammerskrig, Forbandelser over Menneskenes Uforsigtighed. Brandcorpsets slette og udisciplinerede Forfatning, de Adlydendes Insubordination og de Befalendes Afmagt. Hvad der i øvrigt med Billighed kunde siges om Sagen, var i disse Smertens Øieblikke forglemt, nemlig at Vindens Heftighed og som en følge heraf Ildens Voldsomhed overgik al Beskrivelse: at tilsyneladende Utjenstvillighed var grundet deri, at Enhver havde nok at skaffe med sit Eget; at Slotsgaden ved de paa begge Sider brændende Huse lagde hartud uoverstigelige Hindringer i Veien for Sprøiterne i at komme den lærde Skoles Bygning o.s.v. til Hielp, at Straatagenes Mængde kastede Masser af brændende Halm og Rør selv til de fjerneste Steder af Byen; at A. T., selv hæderligen bekjendt for Virksomhed i sit Kald, ikke altid havde havt underordnede Embedsmænd af lige Virksomhed; og endeligen, at en begyndt, skjøndt ikke udført Forbedring ved Brand-Indretningen og Brand-Corpset ogsaa i en vis Henseende maatte komme i Betragtning. Alt dette var i Øieblikkets Smerte forglemt, thi Ulykken gjør uretfærdig og eensidig i sine Domme. - Christian den Fjerdes stolte Bygning, den Kongelige Stiftelse, som i 200 Aar havde fostret saa mange Ædlinge i sin Midte, var den, som efter mine offentlige og private Forhold vedkom mig nærmest. Denne stærke Bygningsmaade og det stedse nærede Haab hos mig: dog omsider ved Raaben og Udsendinge, at erholde noget Mandskab og en Sprøite til Hjelp, indgjød mig den Beslutning, at ville redde det Hele baade for det Offentlige og for mig selv, og - derfor reddede jeg saa godt som Intet. Min yngste Adjunct deelte ganske denne Følelse af Pligtskyldighed med mig, hjalp mig at bære Vand i Spande paa Loftet, og at holde vaade Sengeklæder af Brandcorpset og af Borgere eller Mandskab fra deen uantændte Deel af Byen, som syntes reent at have glemt os i vor Afkrog, bleve vore Bestræbelser ei allene Frugtesløse, men tilbagevirkede endog skadelig paa os selv. Allerede var Gymnastik Skuret nedbrændt uden at gjøre Skade paa Hovedbygningen, og jeg trøstede min Rednings-Fælle med, at et Qvarteers Standhaftighed vilde krone Værket med et lykkeligt Udfald, da et voldsomt Vindstød fra det store Brænderie i Nabohuset og sammes straatækte Udhuse, som grændsede næsten umiddelbart op til Skolebygningen, ved henhvirvlede Masser af brændende Straa paa engang antændte den tilforn gloendehede Gangdør til Gaarden, sprængte Vinduerne i Qvistværelset, Corridoren og Trappegangen, og omspændte med sine Luer saaledes Trappen, at iilsom Flugt blev den eneste Redning for Livet. Flammerne fore nu ustandsede frem i det Indre af Skolen. Det var ikke engang muligt at redde den lukte Kasse med Skolens Obligationer, men da disse alle af Forstanderskabet vare paategnede at tilhøre Stiftelsen, er ved dem intet andet Tab aarsaget , end hvad en Mortifications-Dom koster. Derimod gik hele Skolebibliotheket op i Flammer, paa et Par hundrede Bind nær, som deels vare udlaante, deels af mig udtagne til Privatbrug; fremdeles hele Archivet, alle Skolens Protocoller, en Deel af Disciplines Bøger og Apparater, et Bibliothek for underholdende Læsning for disse i deres Fritimer, som af mig var stiftet for et Aars Tid siden, deres hele af dem selv bekostede Landkort-Samling, med meget mere. Det var et rædsomt-mærkeligt Moment, da Bibliotheket brændte, thi et Flammehav udgjød sig derved saa græsseligen, at Kjøbenhavnerne, som saae det fra Byen af, troede at Ilden maatte være i Lyngby. Ilden nøiedes omsider med dette sidste og største Offer. Den standsede midt paa Mørkegaden, og omgik heldigviis Præstegaarden, der ligger ppaa en isoleret Plads, omgivet af tvende Gader og tvende Smaahaver. Ved dennes Redning reddedes ogsaa Overlærer B's Eiendoms-Gaard, der beboes af hans Moder og Søstre, samt tildeels Consumtions-Inspecteurens Huus, der ved Branden ikkun mistede et Par Fag i den nordvestlige ende. - Elendigheden der overgaaer al Beskrivelse. Trende Mennesker ere indebrændte, nemlig den rige Mosait v. H., der formedelst Sindsvaghed var i Kost hos Enken H., og efter at han var kørt ud paa Gaden, ubemærket løb ind igjen i det brændende Huus og skjulte sig i sin Seng, hvor han omkom; fremdeles en Smedekone og en gammel vægter; to andre ere døde af de Lemlæstelser, som de fik ved Branden. - Ved Siden af lysende Beviser paa Menneskekierlighed viste sig under denne Ildebrand desværre ogsaa, som ved slige Leiligheder alt for ofte finder Sted, Træk af Ligegyldighed, Ladhed, Kaadhed og Tyvagtighed, især hos Landboerne fra Kulsvier-Egnene, som vare indkaldte til Brandhjelp. Men, vi dvæle hellere ved de mange og skjønne Beviser paa Velgjørenhed, som den almindelig Nød har givet eller vil give Anledningtil, og nævne her med takfulde Hjerter det Navn, som i Nødens Time lyder først fra alle Læber, Navnet: Frederik den Sjette. Underrettet ved en Deputeret om vor Nød, hjalp strax den ædle Konge, ikke med Ord, men i Gjerning, ved øieblikkeligen at sende en Gave fra sig Selv og Hds. Majestæt Dronningen, ved i enkelte Dele at love Skattefrihed for de Brandlidte i et vist Antal Aar, ved at beordre nogle af Rentekammerets Committerede til at besigtige den afbrændte Del af Byen samt at gjøre Forslag til Gaver fra de Kongelige Skove, og endeligen ved at befale, at adskillige Værelser paa Frederiksborg Slot skulde indrettes til Læsesale for den lærde Skole, indtil en ny Skolebygning vil kunne blive opført. Saaledes er da under den ædle Frederik 6te, uden alt for smaaligt Hensyn til Hof-Etikette, Christian 4des praktisk-gavnrige Aand atter udtalt paa disse Steder. Atter skulle efter hans Fundatses Bydende "ustraffelig Choral och Danske Psalmer lyde paa Slottet." - endnu et par Træk af privat Velgjørenhed, før jeg slutter dette Brev. De vakkre Helsingøerere have sendt en Gave til vore Brandlidte af 3 til 400 Rbd. og af en egen Drift organiseret en Committee, som har sat sig i Forbindelse med den derværende til videre gavnrige Foranstaltningers Udførelse, og som jeg hører, ville mange Byer, fjern og nær, følge dette gode Exempel."

Latinskolen i en senere rekonstruktion. Foto: Se nederst i indslaget.

Skolens bibliotek på 3-4.000 bind, samt Taubers eget på 3.000 bind gik tabt. Taubers fremstilling var farvet af at han mere var interesseret i at redde eget indbo fremfor skolens. Hans udfald mod landboerne fra kulsvieregnene måtte han offentligt trække tilbage senere. Det gjorde han dog ikke, hvorfor sognefogederne indrykkede et udskrift af Forligskommssionens protokol i bladene. 

Rektor og etatsråd Tauber. Foto: se nederst i indslaget.

Tauber blev senere i 1834 suspenderet og retslig undersøgelse for regnskabsfusk indledt. Han blev dog af mangel på beviser frikendt. Mørkegade er nutidens Østergade. Dommen kunne læses i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 6. maj 1836:

Høiesteretsdommen er nu afsagt i den Hillerødske Brandsag. Distriktslæge Ewertsen er bleven ganske frikjendt. Derimod ere følgende Personer: Farver Beistrup og Assistent Manscher, samt Kjøbmand Mursil og to Sønner, som vare tiltalte for at have ved uforsigtigt Forhold foranlediget den Hillerød Kjøbstad i Mai 1834 overgange Ildebrand, dømte til at betale Een for Alle og alle for Een til Brandassurancen for Kjøbstæderne 92,723 Rbd. 64 sk. Sølv samt til Brandassurance-Companiet for Vare og Effecter 11,407 Rbd 5 sk. t. S., og at de i Mangel af Formue til at udrede disse Summer bør hensættes i Fængsel paa forskjellig Tid. Desforuden forbeholdes de Brandlidte Ret til for det Tab de have lidt ved bemeldte Brand (det anslaaes 81.300 Rbd) forholdsvis at concurrere i de Tiltaltes Eiendele.

Ewertzen selv blev altså frikendt, mens fire af hans gæster blev dømt til at betale en erstatning for at have antændt fyrværkeriet i den stærke blæst. Ildebrande blev forsøgt forebygget på forskellig vis. Året efter blev Hillerød ramt af ildebrand i den del af byen som ikke brændte i 1834, ifølge Fyens Stifts Kongelige allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 23. juni 1835:

Tildragelser. Den Ildsvaade, som nyligen har hjemsøgt Hillerød, udbrød i den Deel af Byen, som blev staaende ved den forrige store Brand. Om Ildens Opkomst vides endnu Intet med Vished. Da der siden den sidste store Ildebrand flere Gange har været Ildløs og bemærket Spor dertil, som Man dog havde været saa heldig at faae opdaget itide, er det naturligt, at den almindelige Mening denne Gang med temmelig Bestemthed yttrer sig for, at Ilden maa antages at være paasat. Det er derfor ligesaa almindeligt Ønske, at den anstillede Politieundersøgelse desangaaende maa lede til fuldstændig Oplysning. 

At forbuddet ikke var så enkelt at gennemføre, fremgik af Kjøbenhavnsposten den 11. oktober 1835:

Hr. Cancellieraad Hempel bemærker i sin Avis af 8de ds., at han paa en Reise i Jyllands Vesteregn nylig har overtydet sig om, at det fra Sæby yttrede Ønske om Forandring i den strænge Forordning om Straatagenes Afskaffelse er almindeligt. Som Grund til dette Ønske, der nylig blev fremført i et af vore Blade, angaves (hvad der ogsaa har megen Sandsynlighed), at "mange Bygninger ere saa svage, at de ikke kunne bære Tegltag." Hr. Cancellieraaden yttrer, at "Flere grue for en uoverkommenlig Forandring, der vil nødsage dem til at skille sig ved Huus og Hjem for en Spotpriis." - "Det samme", tilføjer han, "kan siges om Anskaffelsen af de befalede Stiger og Brandhager næsten til ethvert Sted, som udentvivl ere overflødig, hvor der haves et godt organiseret Brandvæsen, hvorfra der bedre kan virkes med øieblikkelig Kraft, naar disse redskaber ere concentrede, end naar de bevares paa saa mange enkelte Steder, hvor de ere mindre tilgængelige og den fornødne Hjelp tilderes Transport ikke altid kan haves strax ved Haanden."

En særlig alvorlig sag fra 1837 berettede om dødsfald som følge af en kynisk nabos manglende vilje til at hjælpe, Kjøbenhavnsposten 30. april 1837:

Kjøbenhavn, den 30te April 1837. - Vi have allerede tidligere berettet vore Læsere den Ulykke, som hændte ved den sidste Ildebrand i Didrikbadskærs Gang, idet nemlig 2 Personer omkom, ved at styrte sig ned i Gaarden, for at redde sig for at blive indebrændte. Det er senere oplyst, at de ere blevne nødsagede til at gribe til dette Redningsmiddel, fordi Naboen negtede dem Adgang til at redde sig igjennem hans Huus, hvorfor der nu er anlagt Sag imod ham efter Forordn. 4de August 1819 og de i samme udtalte Grundsætninger. Denne Forordn. angaaer Forpligtelsen til at sørge for at frelse Skindøde og Andre, der ere i Livsfare, og fastsætter Straf af Bøder indtil 100 Rbd. og Straf af Fængsel paa Vand og Brød fra 5 indtil nogle Gange 5 Dage, ja efter Omstændighederne endog større Straf for Undladelsen af denne Forpligtelse. Ligesom bemeldte Persons Modvillighed i nærværende Tilfælde har krævet saa store Offere, saaledes er det vel ikke umuligt, at den extraordinaire høiere Straf vil kunne blive bragt til Anvendelse, hvis ei særdeles formildende Omstændigheder skulde tjene til hans Undskyldning. 

Den 1. maj oplyste Kjøbenhavnsposten at naboens navn var J. A. Biilberg. 

OBS: Fotoerne i dette indslag er fra Bjørn Kornerup (1897-1957): Frederiksborg Statsskoles Historie, 1933. Digitaliseret af DIS.

Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse. På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk, se Adresseavisen 28. maj 1837). Parken var dog under restaurering fra 1833.

Sommerlejlighed paa Fredensborg.

To smukt meublerede Qvistværelser ere strax at faae tilleie for meget billig Leie. Fra samme er Udsigt over Esrum-Søe til Nøddeboe, og fra Stedet er Udgang til den kongl. Slotshave. Om forlanges kan kogt Vand erholdes. Man behage at henvende sig til Eieren, Bogbinder Fries.

Om en offentlig efterlysning fra Birkedommeren paa Frederiksborg Distrikt.

I Adresseavisen og Berlingske Tidende som udkom onsdag den 10. august, læstes første gang følgende bekendtgørelse:

Den 19. i forrige måned er i skoven kaldet "Hestehaven" i Frederiksborg Distrikt fundet en død mandsperson der var aldeles nøgen og som ved den foretagne synsforretning skønnedes at være i en alder af 16 til 20 år. Han var omtrent 61 tommer høj, havde lyseblå øjne samt lysebrunt og blødt hår. På hændernes overflade fandtes adskillige ar, hvorimod huden i den indvendige håndflade var meget blød og vidnede om at han ikke jævnligt havde forrettet svært arbejde.
Da ingen hidtil har kunnet genkende nævnte person, og hans klæder ikke, uagtet anstillet undersøgelse, har været til at finde i skoven,så anmodes enhver som måtte kunne ytre nogen oplysning om ham, behageligst desangående at meddele mig underretning.
Hillerød den 4. august 1836
von Hadeln.

Enhver der læser dette med opmærksomhed, kan ikke formode andet end at her er begået en forbrydelse og det af groveste slags. At det unge menneske skulle have aflivet sig eller være død af et apoplektisk tilfælde samt senere blevet afført sine klæder, er mindre tænkeligt. Man må antage at et mord på ham er forøvet og at gerningsmanden enten for at forøge sin brøde eller for at vanskeliggøre dens opdagelse, har tilegnet sig, eller skaffet den myrdedes klæder af vejen. Men - må man da med rette spørge, har politiet ikke også her gjort sit for at hindre at en i vores land gud være lovet - mindre hyppig udåd får sin fortjente straf? Når et lig under så meget mistænkelige omstændigheder findes i en skov den 19. juli og man ikke de første to dage kan få liget genkendt, eller på anden måde kan komme på noget spor, bør man da udsætte den offentlige efterlysning til den 4. august eller indtil 16 dage derefter, og så sent fremsende bekendtgørelsen at den først 6 dage efter læses i aviser som udkommer kun 4½ mil fra politimesterens bopæl? Herved er gerningsmanden jo åbenbart givet et forspring i tid af ikke mindre end tre uger. Og med indsendelsen af en annonce fra Frederiksborg til København er her hengået lige så megen tid som nu om stunder behøves for at skaffe den fra London til København. 

Vel ved indsenderen heraf at det hører til politiets politik at undgå så meget som mulig offentlig bekendtgørelse om forbrydelse fordi man antager at gerningsmanden derved anspores til at være mere varsom i sin adfærd og ikke så bringes i fælden. Men det være nu med det princip som det vil, så kan dog ikke nægtes at det i nærværende tilfælde er på uforsvarlig måde outreret, og at selv den klogeste politiøvrighed ville tage meget i betænkning at lade tre uger gå med at henlede den almene opmærksomhed og eftertanke på begivenheder der muligvis står i forbindelse med den sørgelige tildragelse og gøre den forklarlig. Efter 4 til 6 dages forløb kan hukommelsen om personer man har set eller samtaler der er faldet om ellers ligegyldige ting, danne kombinationer og skabe tråde for politiets virksomhed. Men efter tre ugers tid er alle disse fordele tabt og selv om den fundne person skulle savnes langt borte, så vil han næppe nu i forrådnet tilstand kunne genkendes. 

Indsenderen heraf tror at der er fuldkommen anledning til i et blad med nærværende titel og tendens at påtale den uforsvarlige sendrægtighed, ligesom han heller ikke tvivler om at den jo af højere vedkommende vil blive bemærket.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 536-539)

Redacteurens Anmærkning

Mens Politivennen var tilbageholdende med detaljerede beskrivelser af mord, stod der af og til noget i andre blade, fx i Dagen 3. marts 1806 om Niels Jensen. I Dagen den 16. januar 1810 kunne man læse om et forfærdeligt mord. Også i Kjøbenhavnsposten kunne man til tider læse om dem, som fx den 28. december 1833 vedr. et mord i Gladsaxe. Et temmelig godt dækket mord blev anslået af Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836.

Blind Allarm.

Om eftermiddagen den 15. september dette år mellem kl.6 og 7 hørtes såvel i Ballerup som Måløv kirkesogne klokkernes klemten, det sædvanlige signal til ildsvåde. Af den grund ilede folk fra hele egnen hen imod Smørum Nedre og Edelgave, fra hvilken kant en temmelig stærk røg sås stige op. Men hvor forundredes og harmedes man da alt var blind alarm og en røg som blot var forårsaget ved en betydelig del rapshalms afbrænding. Når man nu betænker hvor mange sprøjter, både fra Herlev, Ballerup, Måløv, Jonstrup og flere steder, hvor mange vogne med vandtønder der sattes i bevægelse og den mængde mennesker der forsømte deres arbejde for at komme til hjælp ved den formentlige ildebrand, så kunne vist nok det ønske opstå at sådan afbrænding forud måtte blive bekendtgjort og foretaget til anden tid, hvilket måske også kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående. At måtte spilde tiden og løbe som nar i sådanne anledninger, synes at være vel hårdt.Tilmed er følgen heraf den at folk let bliver hjemme en anden gang når ildløs virkelig finder sted. 

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 653-654).

Nutidigt landskab ved Smørum Ovre  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i nr. 1032, 10. oktober 1835. Kjøbenhavnsposten indberettede jævnligt om større brande i landsbyer, fx denne fra 24. juli 1834:

Ved en Natten imellem Løverdag og Søndag i Bondebyen Sandberg (imellem Søllerød og Hirschholm, opkommen Ildsvaade ere, i den korte Tid af 1½ Time, 4 Bøndergaarde blevne lagte i Aske.

Der kan have været en grund til den store opstandelse. Året forinden havde en storbrand hærget i Hillerød natten mellem den 10. og 11. maj 1834. Branden er behandlet i et efterskrift. Den medførte at man endelig udstedte forbud mod stråtage i købstæderne. Det blev derfor den sidste storbrand som følge af de brandbare tage.

Bøn om lidt Belysning i Hillerød.

Efter den ulykkelige ildebrand i Hillerød er torvet og den tilstødende Slotsgade så overfyldt af materialer og sten som en naturlig følge af genopførelsen af de afbrændte bygninger at man selv i klart vejr om aftenen står i fare for ved at passere de nævnte steder at lide skade på lemmer og helbred. Dette kunne afhælpes ved at lygterne der af en eller anden grund ikke tændes før i slutningen af året, allerede tændes i denne måned. Bekostningen ville vist ikke være betydelig, og ikke stå i noget forhold til menneskeliv og lemmer som i det egyptiske mørke der nu om aftenen hviler over Hillerød by, er udsat for stor fare.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 748-749) 

Frederiksborg Dagvogn.

Færdslen mellem Frederiksborg og København er så stor, og dagvognen så meget benyttet af publikum at man med rimelighed kunne ønske at denne befordring måtte indrettes således at den svarede til sin hensigt. For således som den ny er opfyldes denne langt fra ikke, hvorom man ved en eneste rejse kan overbevise sig. Prisen er højere pr. mil end nogen anden dagvogn her i landet uden at man indser grunden til dette pålæg, og for denne dyrere betaling, har man alt dårligt.

Man tiltræder rejsen her i København i gæstgivergården "De Tre Kroner" hvor passagererne samles i en skiden gård eller på gaden der ofte begge er opfyldt med vogne og heste. Her sker oppakningen som er en sand tålmodighedsøvelse for dem der kommer først, mens gadens beboere beskuer de stakkels rejsende der vandrer om i regn og søle. Værtens velvillige og vakre forhold erkender enhver af de rejsende, men dette er kun en ringe trøst når lokalet er aldeles uskikket til aftrædelsessted, som det her er tilfældet.

Vognene er så snævre at man måtte ønske man kunne skrue sine ben af og sende dem med en anden lejlighed. For det foranværende sæde gnaver bestandigt på knæene. Det bagerste sæde støder så voldsomt at man uafladeligt har hjertet i halsen, og de mange beslag og hjælpebeslag ødelægger passagerernes bagage og rejsetøj på det ubarmhjertigste. Bivognene er undertiden bender- eller fragtvogne hvor man for den samme urimelige priser på usle træsæder bliver om muligt endnu værre medtaget end på dagvognen selv.

Kuskene kører uden orden, undertiden om kap, hvilket i det mindste en gang har bragt passagerne til at ligge under vognen som vendte alle fire hjul i vejret. Man hviler to gange undervejs, og begge gange er opholdet så langt at indsenderen på denne korte rejse har tilbragt over 3 kvarter i kroerne, og det uden ophold fra passagerernes side. Det var ønskeligt at publikum som betaler og altså har fordringer at gøre for sine penge, blev underrettet om hvilke regler entreprenøren for denne befordringsindretning er forpligtet til at følge med hensyn til de passagerer som melder sig til rette tid. Den rejsende der indtræffer flere mil borte fra for at blive befordret videre med dagvognen, er ingenlunde tjent med at have gjort sin rejse forgæves, og han kan da næppe være tilfreds med at læse et af en fragtkusk udstedt manifest hvoraf han ser at dennes pligter er aldeles ubestemte, så lidt som han er i stand til at indhente nogen oplysning af den bondekone der i sin mands fravær forestår det i den yderste udkant af Frederiksborg beliggende bureau for rejsende.

Postbefordringen er overalt uforholdsmæssig dyr, og det er enhver anden end en laugsberettiget forbudt at gøre rejser. Det er derfor at ønske at vedkommende som så meget indskrænker befordringsmidlerne, ville overveje hvorledes disse kunne lempes efter publikums tarv, og skaffe dette den sikkerhed det er berettiget til at vente.

Angående afgangstiden, da var det for forretningsmanden at ønske at dagvognen kunne afgå tidligere fra Frederiksborg, kl. 8-9 i stedet for kl. 10 så at passagererne kunne være i København mellem kl. 12 og 1. Men at den derimod måtte afgå senere fra København, fx. kl. 4 i stedet for kl. 2, for at afgangstiden ikke netop skulle falde lige i børstiden og i pluralitetens spisetid. Da man antager at dagvognen afgår til publikums bekvemmelighed, fremsættes dette ønske fordi kusken efter forlydende har betænkt at forandre afgangstiden og køre endnu tidligere fra København "for at kunne komme hjem ved dagsens lys." En lygte under stangen, således som almindeligt bruges i Holsten, kan i mørke aftener og om vinteren hjælpe diligencen frem, i mangel af solskin, og man formoder at denne udgift kunne bestrides af den høje betaling.

Dersom en ordentlig protokol er ført over befordringen frem og tilbage, vil man let kunne se, hvorvidt en sådan entreprise betaler sig. Det er imidlertid ikke rimeligt at dette ikke skulle være tilfældet, da indsenderen har set indtil 7 vogne en suite som alle var besat med dagvognens passagerer, En autoriseret og kontrolleret protokol hvori de rejsende kunne indføre deres bemærkninger til ros eller dadel, har på andre steder haft god virkning. Det er indsenderens håb at denne gavnlige indretning må komme under den behørige kontrol og opsigt, og forbedret veblive til publikums benyttelse.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 617-621) 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården De Tre Kroner lå i Tornebuskegade 4. Huset er nedrevet.

I en artikel i Politivennen nr. 875, 6. oktober 1832, s. 652-659 tilbageviser en anden passager der ofte benyttede ruten, samtlige anker i ovenstående indlæg som åbenbare usandheder: Pris, beskrivelse af gæstgivergården, pladsmangel i vognene, og han påpeger at det er en dagvogn, ikke en natvogn. I Politivennen nr. 880, 10. december 1832, s. 744-75 roses derimod artiklen, og udtrykker ønske om at få en befordring til Kalundborg. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog.

Spørgsmaal i Hillerød.

Bør en bataljonskirurg og praktiserende læge befatte sig med juridiske sager, eller bør han passe lægekunsten og sit rette embede? Man ønsker at en kyndig mand vil besvare dette spørgsmål, hvis årsag er følgende: Den 22 november sidste år døde i Hillerød garvermester Adolph Appeldorn. Hans arvinger, to sønner og en datter var alle myndige. De bestemte altså at dele indbyrdes uden skifterettens mellemkomst. Og bestyrelsen af den afdøde mands efterladte dele blev overdraget til den yngste søn. 

Men snart fik den ældste søn, hr. kapellan Frederik Appeldorn det indfald at bryde sit givne løfte. Og da man ikke kunne eller ville tilfredsstillet hans umådelige begærlighed med 8.000 rigsbankdaler. Så rådførte han sig med sin kære ven, hr. bataljonskirurg Johan Henrich Adolph Evertsen, og denne mand var da særdeles villig til at være hans kommissionær og lade alt gå i rettens hænder. Ved hvilken lejlighed hr. Evertsen udviste en opførsel som ikke var rosværdig. For selvom den yngste søn på en lovlig måde var kommet i sin fars hus og der havde påtaget sig bestyrelsen måtte han i den strenge kulde, den 2. januar med en svagelig kone og et lille barn se sig nødsaget til at forlade hus og hjem og rejse til København. For man nægtede ham levnedsmidler og brænde i denne hårde vinter. Enhver del af hans ejendom var under forsegling og en politibetjent indsat som bestyrer. 

Boets åbning var bestemt til den 29. januar 1829 kl. 9 og formiddagen. Men endnu kl. 7 om aftenen havde hverken hr. Appeldorn eller hans kommissionær hr. Evertsen indfundet sig, selvom de begge fuldkommen nøje var underrettede om at mødet skulle finde sted. Af den årsag måtte man indføre sådant i protokollen, udsætte boets behandling til næste dag kl. 9 og imidlertid lade hr. Evertsen lovligt indstævne til da at møde. At hr. Evertsen kan være en duelig læge, kan vel være sandt. Men at han i juridiske sager er en stymper er man overbevist om. For hele resultatet her blev således at boets behandling blev udsat i 14 dage. Og imidlertid ville hr. Evertsen lade hr. Appeldorn selv møde, hvilket fra hr. Evertsens side også er ganske passende, for nu da han af særdeles venskab har ledt hr. kapellan Appeldorn ret godt ind i denne så afskyelige affære, lader han ham selv sørge for at lede sig ud igen.

Heinrich Villads Appeldorn

(Politivennen nr. 684, Løverdagen den 7de Februar 1829, s. 87-90)

Redacteurens Anmærkning.

I en notits i Politivennen nr. 693, 11. april 1829, s. 233 underskrevet Hillerød 31. marts 1829, erklærede Heinrich Villads Appeldorn at det hele beroede på en misforståelse som nu var fjernet: "Jeg erklærer herved frivilligt så at nævnte stykke skal være at anse som uskrevet og ikke komme nogen til fornærmelse i navnlig måde"

To farlige Stude i Hillerød.

Tirsdag den 30. oktober var indsenderen og andre vidne til en skrækkelig tildragelse i Hillerød. En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen. Og først efter at de havde tilføjet adskillige personer betydelig skade, lykkedes det nogle af de tililende karle at få dem bundet til en vogn, hvilke de ligeledes beskadigede.

Efter et kort ophold fornyedes raseriet hos dyrene så at de uagtet flere personer kom til hjælp, igen kom løs og på ny søgte at prøve deres styrke på nogle tilstedeværende der måtte segne for overmagten. Disse farlige dyr kom siden i en have hvor de ifølge rygtet skulle have tilføjet en rebslager skade på nogle redskaber mm.

Adskillige personer og blandt dem ejeren kom ved denne lejlighed til betydelig skade. Andre fik beskadiget deres ejendom og endnu flere blev betaget af en skræk der ikke var ubegrundet.

"En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen." (Bakkegade i Hillerød en del årtier efter, nemlig 1884. Albert Gottschalck. Statens Museum for Kunst.)

Såvel på grund af dette som i andre henseender er det et almindeligt ønske at kvægmarkedet i fremtiden må holdes uden for byen. Den ubehagelighed at trække kvæget gennem byen og de deraf følgende tilfældige ulykker bliver derved hævet. Men ulejlighed for vedkommende toldbetjente blev sparet da den største del af de kvæg der kommer til markedet, igen bliver udført, og følgelig bliver den indkomne toldafgift fra indførelsen igen tilbagebetalt. Fremdeles er det vist meget ofte tilfældet at husmænd der af pengetrang drager til markedet med deres ofte eneste høved, må låne de penge de skal deponere for at komme ind på markedet.

Det erfaredes ligeledes at den plads hvor kvægmarkedet afholdtes, ikke kan rumme den mængde kreaturer som førtes dertil, og det var af den grund næsten umuligt for nogen køber at trænge sig derind. Hvilket vist ikke var til fordel enten for sælger eller køber.
Ligeledes synes det heller ikke at være nogen bekvem lejlighed da disse dyrs hæslige musik vist må være de der boende til ulejlighed.

Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at især kvægmarkedet må holdes uden for byen, da det er meget vanskeligt i en gade der er fuld af mennesker, at undgå et rasende dyrs overfald. Og i dette tilfælde kan hverken politi eller vægtere gøre synderlig nytte.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 719-721).

Bøn til Politiet paa Frederiksborg Amt, angaaende en farlig Tyr paa alfar Vei.

Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet hvorefter den gav sig i færd med at splitte hæsen.

"Tyren havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak." (Sortbroget tyr. Johan Lundbye, 1844. Statens Museum for Kunst). 

Da dette uvane dyr allerede skal have anrettet skade, ja endog efter sigende myrdet en røgter ved at jage hornene i siden på ham, så anmodes høje ansvarlige øvrighed om at skaffe den sat ude af stand til at beskadige de personer der færdes på alfar landevej. Nogle bønder som bor i Asminderød by, påstod at den tilhørte hr. kaptajn Soelberg. Andre mølleren på skæremøllen. Men da den opholdt sig ved den førstes mark og straks retirerede da den så karlene med kniplerne komme fra gården, så er det at formode at den kendte sine oppassere, og den løb da hen ad marken til de køer som stod på denne.

(Politivennen nr. 559. Løverdagen den 16de September 1826, s. 623-625)

Dyrt Brændeviin og Caffe i Frederiksborg.

Søndag den 2. september var indsenderen sammen med nogle venner kørt ud til Frederiksborg for at bese slottet og kirken. For at nye nogle forfriskninger, tog han ind til en derboende gæstgiver som vist nok lige så lidt kan roses for sine gode varer som for sin billighed. For for 11 snapse simpelt dansk brændevin, 9 vist nok lige så lidt gode som små kopper kaffe, 6 tvebakker og 3 flasker øl der var langt fra at være gode, måtte han betale 2 rigsbankdaler 5 mark. Da denne betaling synes ham lidt for overdreven, tager han sig den frihed at spørge om der ikke i Frederiksborg og i andre købstæder er takst for gæstgiverne ligesom for kromændene på landevejene?

(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4819-4820) 

Usikkerhed paa Liv og ejendom i Omegnen af Frederiksborg.

I begyndelsen af august måned brød 4 karle ind om natten på vejen mellem Frederiksborg og Fredensborg hos justitsråd overførster Brühl. En del sager blev stjålet forinden man kom på færde, og dynerne var i vinduerne for at bringes ind ad skoven til. Efter den tid har denne bande sat den hele egn i ængstelse, hvilke hele tiden forøgedes eftersom efterretninger om nye indbrud indløber. Således er disse sket på Fredensborg hos oberstinde Recke og majorinde Meelsted og i Nøddebo hos kancelliråd birkedommer Meining. Endvidere hos skovriderne Sarau og Rekke. Men hos præsten Nyeholm i Helsinge ikke mindre end 5 gange. Alt i alt er man vidende om 21 indbrud der uforstyrret er foretaget i en tid af 4 uger. Da landmanden nu er midt i høsten og har strengt arbejde om dagen, falder det beboerne af stæderne meget vanskeligt at lade holde vagt om natten.

Hvad der fra øvrighedens side er foranstaltet for at sikre statsborgeren sit liv og ejendom, er endnu ubekendt. Men det er skrækkeligt at en tyvebande således uhindret i 4 uger kan vedblive at ængste og hærge en omegn af 2 til 3 miles distance uden at blive pågrebet.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4767-4768).