Lysttoure paa den sjællandske Jernbane. Det er Synd at sige, at der ikke til bydes Kjøbenhavns Befolkning Lejlighed nok til at forlyste sig, baade Vinter og Sommer, og det saavel i Staden selv og dens nærmeste Omkreds, som i længere Afstand fra samme. Vesterbro med det tilliggende Frederiksberg har alt i flere Aar vidst at hæve sig til Rangen af et "St. Pauli" eller "Hamburger Berg" hvad man helst vil kalde det - for "Nordens Athen". Saasnart man er kommen vel udenfor den Aabning, der tidligere tilsnævredes af den gamle Vesterport, høilovlig Ihukommelse! kan man lige fra Tivoli og til den zoologiske Have ved Frederiksberg Slot finde en Masse Forlystelsessteder af forskjellig Art, Ølhaller med klassiske Navne, henlede fra den græske og nordiske Mythologi, Sangerpavilloner med Syngeselskaber af den meest heterogene cg forbavsende Sammensætning, større Etablissementer, som "Alhambra"og "Sommerlyst", kort sagt, flere end Steder nok til at slaae Tiden ihjel, eller, som det hedder, "more sig i sin Fritid". Vi maa her gjøre den Bemærkning, at vi ingenlunde betragte disse Nutidens mange Forlystelsessteder som lutter Belials Værker, der kun gaae ud paa at trække Penge ud af Lommen paa Folk; vi indrømme, at de navnlig for Ungdommen kunne frembyde Fristelse til at give Mere ud til Fornøielse, end den strengt taget har Raad til, men samtidig dermed have disse Forlystelsessteder havt den i Virkeligheden gavnlige og priisværdige Indflydelse paa den mindre bemidlede Middelklasses private Liv, at medens Familiefaderen i tidligere Tider gik alene ud paa en eller anden Kneipe og lod Familien skjøtte sig selv hjemme, tager han nu Kone og Børn med og giver ikke flere Penge ud for i Fællesskab at fornøie sig med dem, end han tidligere gav ud for sin egen Person alene til Spil, Drik og anden mindre priisværdig Morskab. - De tvende andre Forstæder have ikke i den her omtalte Retning taget samme Opsving som Vesterbro. Nørrebro har rigtignok - ja, smil ikke, kjære Læser! fordi Talen er om Forlystelsessteder, men Sagen er en Kjendsgjerning - den har sin Assistentskirkegaard, hvorhen mangen en mindre bemidlet Familie om Søndageftermiddag gjør sig en lille billig Fornøielsestour, og hvor den, ligerviis som "Hingsten, græsser stolt paa Fædres Grave", medens den ved sine Kjæres Grav i al Gemytlighed fortærer et medbragt Slukke Smørrebrød og en Mindesnaps. - Østerbro staaer i den her nævnte Henseende paa samme Trin som Nørrebro, den har ogsaa sin "Kirkegaard", ja endog to, dog er det kun navnlig Søetatens, hvortil der om Søndagen valfartes, men saa har den sit ejendommelige Etablissement: "De Fattiges Dyrehave", hvis Navn er sikkret mod Forglemmelse ved Henrik Hertz's morsomme Lystspil af samme Navn.
Det var imidlertid ikke om Forlystelsessteder i Hovedstadens nærmeste Omkreds, vi her skulle tale, men om Lysttourene paa Jernbanen. Disse falde nu i tre Slags: 1) De daglige Lysttoure paa Klampenborgbanen, og Søndagstourene med Extratog til nedsat Priis paa 2) den nordsjællandske og 3) den vestsjællandske Jernbane.
Klampenborgtourene skulle vi ikke her videre berøre. Hvermand, baade Kjøbenhavnere og tildeels Tilrejsende, kjende eller lære snart at kjende deres Formaal og Endemaal. De frembyde herlige Udsigter, prægtige Skove, pyntede Kjøbenhavnere i en saadan Masse, at man knap kan see Skoven, ikke for Træer, men for Krinoliner og Parasoller og gode Beværtningssteder, som "Bellevue" og Klampenborgs Restauration, ikke at tale om de utallige mindre Spiseanstalter i Skikkelse af Trav og Lærredshuse, hvor den sultne Gjæst kan faae stillet sin Hunger med Noget, der kan henføres under den fælles Benævnelse "Skovmad", hvorom det forresten undertiden kan være vanskeligt nok bestemt at sige, hvoraf den er lavet.
Tourene paa den nordsjællandske Bane frembyde tilvisse en større Afvexling af Naturskjønheder, især naar man fortsætter Touren lige til Helsingør og dens Omegn. Nordsjælland med sine mægtige Skovstrækninger og deilige Skovsøer (Esromsø, Gurresø osv.) sit af vexlende jevne og bakkede Terrain, og sin hele kraftige, livlige Friskhed frembyder en Mængde Punkter, hvorimellem den Reisende kan have Vanskelighed nok med at bestemme sig, hvor han helst skal dvæle. Allerede i Frederiksborg føler man, at man har naaet et Skovbelte, hvor den deilige danske Bøgeskov og Blandingsskov af Eg, Bøg og andre Træsorter tager sin Begyndelse for at strække sig videre i nordlig Retning. Man kan godt udstrække sin Dagstour hertil og finde sig vel ved Udflugter i den nærmeste Skovegn. Dertil kommer, at man i Frederiksborg kan erholde anskændig Spise og Drikke, og som bekjendt: "foruden Øl og Mad er Helten Ingenting", og Touristen ikke mindre. Det nyopførte Frederiksborg Slot er naturligviis en Seeværdighed. Staaer det end ikke længere som et Minde om Christian den Fjerde, saa staaer det dog i sin nuværende Skikkelse som et Minde om Frederik den Syvendes kjæreste Ophold, saa og om Professor Meldahls architektoniske Dygtighed. Og med alt det gjør det dog, saa smukt det end har rejst sig af sin Aske, et ejendommeligt, jeg maa for mit Vedkommende sige, næsten mindre behageligt Indtryk. Den ydre Form er der, saa skuffende, at det seer ud, som om det gamle Slot kun var blevet oppudset. Men hvor ere de mange synlige Tegn for Slottets ærværdige Alderdomsminder, som det tidligere indesluttede i sit Indre? Ja, de er der ikke mere - Luerne have fortæret dem. Uvilkaarlig paatrænger det Spørgsmaal sig Beskueren: "Hvad vilde have gjort dybest Indtryk paa Dig, at see det gamle Slot som Ruin, eller see det i sin nuværende foryngede Skikkelse?" Jeg tør ikke besvare dette Spørgsmaal. Dog hermed Nok om Frederiksborg. Det nærmeste Dvælepunkt for Touristerne paa den nordsjællandske Bane er Fredensborg. Her vil han finde sig midt i det store nordsjællandske Skovkomplex; den venlige lille By, det smukke Landslot med sin velanlagte Have; den deilige skovkrandste Esromsø ville være tilstrækkelige til at gjøre dette Sted til et behageligt Dvælepunkt for Touren. Vil han vælge Helsingør, da vil han have tilstrækkelig Tid til i Dagens Løb at kunne gjøre sig bekjendt med Naturen nordfor denne By og denne Naturs ejendommelige Skjønheder, og hvad vi atter udtrykkelig maa bemærke, han vil hverken i Fredensborg eller Helsingør savne en god Naturalforpleining.
Paa den vestsjællandske Bane er der egentlig kun to Punkter af Interesse for Touristen, og det er Roeskilde og Sorø. Vælger han at opslaae sit Hovedqvarteer i Roeskilde, da vil han der finde tilstrækkelig Leilighed til at sørge for sit materielle Velvære og udfylde sin Tid. Domkirken er Byens udelukkende Seeværdighed, eg i sin nuværende Skikkelse fortjener denne at sees af Enhver. Om Forandringer i den ydre Form kan der naturligviis ikke være Tale, men kun om dens Omgivelser og Indre. Af de Førstnævnte er snart Alt fjernet, hvad der kunde støde Øiet, og hvad det Indre angaaer, da staaer denne mægtige Kirkebygning ved den Smag og Udholdenhed, hvormed den nuværende Forvalter, Hr. Kammerraad Friis fremfor nogen Anden har arbeidet paa at gjengive den sin oprindelige architechtoniske Storhed, som et næsten forbausende Exempel paa, hvad den gothiske Bygningskunst har forstaaet at udrette med tre Farver: Rødt, Hvidt og Graat. Har man anvendt en Timestid paa at see dette herlige, storartede Gudstempel, vil man kunne vælge imellem at gjøre en Udflugt til det smukke Ledreborg eller til den deilige friske Boserup Skov, der med Hensyn til en rig Flora maaskee kun har Charlottenlund til Konkurrent. Vil man ikke blive i Roeskilde kan man enten lade sig slutte med et af de vakkre Smaadampskibe "Frederik den Syvende" eller "Adjudanten" til Jægerspriis eller Frederiksværk, en Tour, man heller ikke vil fortryde, etter man kan begive sig lige til det andet Dvælepunkt Sorø. Her er unægteligt smukt. Kraftige Skovpartier, en prægtig Sø, en pæn By, Akademiet, og Kirken med sine historiske Minder, men med alt dette, er der noget Indesluttet, noget Beklumret ved hele Byen og dens Omgivelser. Det er ligesom den lærde lille Byes philosophiske, philologiske og æsthetiske Luft lagde sig trykkende paa den besøgende Lægmand, samtidig med at den absorberede alle grovere materielle Gjenstande, saaledes at den Reisende maa drage sulten derfra, naar han ikke har været saa forsynlig selv at tage Noget med sig. Dette er idetmindste en ofte gjentagen Klage over Sorø By, og jeg maa tilstaae, jeg har personlig fundet den bekræftet. Og hermed kunde det maaskee være Nok for denne Gang om den sjællandske Jernbanes Lysttoure.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1865).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar