Om en mulig bedre Skibsfart og Havn til Roeskilde Kjøbstad; tilegnet denne Stads respektive Herrer Kjøbmænd i August 1811. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Stad, som ligger ikke ubeleilig til Skibsfart, og kunne blive en Søestad af anden Rang, har i lang Tid ikke eiet flere end 4 smaafartøier paa 2, 3 eller 4 Læsters Drægtighed, og hvoraf ikkun det største med Dæk, foruden nogle faa Fiskerbaade. Aarsagen hertil, angiver man at være den snevre Pas og det grunde Vand, som befindes imellem nogle smaa Øer og Holme i Farvandet; og det er ogsaa sandt, som her kortelig skal oplyses; og hvortil endnu kommer det Sagn, at for 400 Aar siden, disse snevre Indløbsrender, i Dronning Margarethes Tid, skulle være forsænkede med store Træer til hinder for fiendtlig Fart. Sandt! at Historien giver Anledning til denne Mening, men dog staaer der ikkuns: at det var de fleste Havne i Danmark, som vederfores saadant. Det bliver da uvist, om Roeskilde-Fjordens Indløb har været deriblandt; thi det er uvitterligt, at derom nogen Tid er seet Undersøgelse; heller ikke, saavidt mig er bekjendt, har der været Spoer af nogen ved Roeskilde ordentlig indrettet Havn, saasom Levninger af Pæleværk med Jernbolte og Ringe, som ere almindelige Mindesmærker deraf, og hvilket dog ellers paa andre stæder i Provinzerne, indtil vore Tider har været synbar. Saaledes har ved Borre paa Møen, der nu og i lang Tid er og har været en Bondebye, men tilforn skal have havt Kjøbstadsprivilegier, været at see Pæleværk med Bolte og Ringe; og gamle Folk for halvhundrede Aar siden, da jeg tjente ved Møens Amtstue, paavirke endnu (dog ikkun efter Sagn igjennem flere Generazioner) det Stæd, hvor Toldboden havde staaet; ligesom og det da (1760) var meget kjendbar, at Indseilingen hertil fra Østersøen havde været Syd fra. Saaledes ogsaa ved Kjøbstaden Stubbekjøbing i Falster: denne liden Bye, som altid har havt Skibsfart, men i de senere Tider ingen ordentlig Havn uden i aaben Søe nogle nedrammede Pæle til Fartøiernes Fortøining N. O. for Byen, og meget usikker; men vel i den fjernere og høie Alder, en meget sikker Havn inden for det saakaldede Kongsnæs, en halv fjerding Miil op i den nuværende Møllesøe S. O. hen, og som adskilles fra Havet ved en Steendækning, hvor jeg som Dreng i min Fødebye for 60 Aar siden, mange Gange har seet gammelt Pæleværk med Bolte og Ringe, samt endnu Topenden med sin Hommer og Spids af et under Vandet staaende Skib. Paa disse, to nævnte Stæder har altsaa været tydelige Mindesmærker om Havn og gammel Seilads; men ingen Tid er det mig forekommet ved Roeskilde; dog maaske Statsarkivet kunne oplyse noget herom? - har imidlertid Indløbsrenden eller Renderne i Oldtiden været forsænkede, hvilket dog nok ingen Tid er undersøgt, saa skulle det dog vel ikke være umuligt, ved den Kraft, som vort fortræffelige Søe- og Arsenalvæsen indbefatter, at optage disse gamle forstenede Træer; hvilket det noksom har viist, ved at optage Skibe, ladede med Jern og sværeste Vægt paa flere Favne Vand i mere aaben Søe end her i Roeskildefjorden finder Stæd; jeg mener ved de 2de bekjendte Pramme, som har Navn af Rumpeløs. Men antager man, at ingen Forsænkning, ved Undersøgelse herstæds, er at finde; - ikkun at det er naturligt stenet og leret Grund; saa er ingen Betænkning for, at jo opmudring, ene med tilbørlig passende Muddermaskiner og behørig dueligt Mandskab dertil, lader sig gjøre.
Ved i denne Sommer at passere dette Farvand nogle Gange frem og tilbage fra Frederikssund med en Baad, har jeg paa fri Haand for mig selv figureret en Søkortstegning, som til min egen Oplysning viser de forekommende Objecter, der i Hensyn til Løbene, Dybden, Grundene, samt Steen- og Sandbanker, hvis Afsætning paa Kartet jeg har at takke den herværende Lods for, og som er saaledes: Fra Jægerspris Færgeløb, som har 96 Favnes Brede og 7 a 8 Fod daglig Vand, - og i S. t. V. forbi Frederikssund og uden for liggende Kaløe, til Kølhøiene, 5/4 Miil, - 7 a 8 Fod; men disse forbi, saavel paa Øst- som Vestsiden, ikkun 3 a 3½ Fod paa en Længde af 200 Favne og i Brede 80 a 90 med guul Grusgrund. Herfra og op til Edskildsøen 1 Miil, med 7 a 8 Fod Vand, hvor forinden ligger en skjult Steengrund, Kalkgrunden kaldet, Ø, for Løbet.
Derefter paa omtrent 300 Favne med 3 a 3½ Fod Vand og mere end 100 Favne bred, med Grødebund og Sand, forbi Edskildsøe, og det lige over for paa Selsøe-Siden liggende Færgehuus 180 Favne tvers over. Denne Grund forbi, som kaldes Selsøegrunden, er en bred Bugt 7/4 Miil med 10 a 12 Fod Vand tilbegge Sider og i S. V. lige op til Roeskilde; dog er omtrent ½ Miil forinden en liden Græsholm, Elormen kaldet, som paa begge Sider Ø. og V. kan løbes ganske nær.
Det er mig sagt, at for maaske en Snes Aar siden skal det have været i Forslag, at faae de ovenfor ommeldte Grunde fordybede efter et Overslag paa 10.000 Rdlr. for Kongelige Regning imod aarlig Afbetaling i visse Aar; men at de Herrer Handlende havde tilbudet Gjengjendelsen ved forhøiet Told og Lastepenge; og at det siden derefter er blevet uomtalt. Maaske kunne Tænkemaade og Handelsaand i Hensyn til at Søekrigen dog ikke skulle vare evig - men muligt snarlig faae en Ende; nu tilveiebringe et fælleds Ønske for den gamle Absalonske Stad: at en drivtig Skibsfart kunne begyndes at sees i Møde? Jeg tør tro, at det er ufornøden til nærmere overveiende Oplysning, her at fremsætte nogen Forskjelsbalanse mellem at have Skibsfart direkte til og fra denne Stad - imod at føre alt Kjøbmandsgods (tømmerflaader undtagen, som med saa stor Bekostning og megen Trældom maae transportateres fra Frederikssund af) paa Vognaxen fra Hovedstaden, hvor Kjøbet dog er paa anden Haand; foruden at Heste og Vognslid samt Folkeforsinkelse, ikke maae være ringe, og derfor fordyre Udsalgspriserne. En Handelscommittee eller et udvalgt Handelsraad, i selve Staden, ville bedst kunne udsætte dette fra hinanden, og maaske vise, at de Herrer Handlende, saaledes som de nu og i lang Tid har været tilsyne, hverken er mere eller mindre, om jeg tør sige det, end Hovedstads Grosserernes Handelskommissionærer eller noget saadant lignende, der detaillere Fornødenhedsvare til Landboen; Herfra undtagen Kornhandelen i al Ære og Respekt; og hvortil just Skibsfarten er saa nødvendig.
*   *   *
Ved denne Leilighed et Par Ord om Frederikssund; Denne lille Sneglekjøbstad formedelst sin sære Krumhed og de mod N. V. omliggende høie Bakker, har vel en Havn, men aaben og uden Fortøiningspæle, men god Ankerbund; mangler en Skibsbroe, hvor Skibe kunne lægge an, til Læsning og Ladning, som nu maa skee ved Baadførsel til og fra Land, og med Heste og Vogn i Vandet, efterdi neppe en Trebords-Jolle kan anlægge Broen, der ellers er fra Begyndelsen ret net anlagt, og ved Forhøielse og Forlængelse til Dybs, med et større Brohoved til Venderum for Vogne, kunne saaledes blive høist nyttige, da Vedkommendes Heste og Vogne nødvendig maa lide meget, ja endog er farlig for dem ved hiin førsel, saaledes som den nu er. Et Forslag til Forbedring skal, efter Sigende, ogsaa være skeet for nogle Aar siden; men tilsidesat, og nu i Forglemmelse.

J. With,
Kammerraad.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 72
Løverdagen den 7 September 1811
Spalte 1135-1139

Danske skibe taget ved Stevns. (Efterskrift til Politivennen)

Uagtet der er gjort saa meget for at sikre Farten fra Provindserne hertil Staden, saasom ved Signaler paa Kysterne, Convoyering af Kanonbaade og armerte Fartøier, indtraf dog igaar Morges (d. 7de Septbr.) Kl. 3½ den sørgelige Begivenhed at 6 Fartøier paa Reisen her til Staden bleve tagne af Fienden ved Stevns.
Da Undertegnede befandt sig iblandt den Flaade, hvoraf de 6 Skibe bleve tagne, holder han det for Pligt, deels til Advarsel for sine søefarende Medborgere, og deels til Underretning for de Vedkommende, under hvis Bestyrelse denne Farts Sikkerhed er underlagt, at underrette om Maaden, paa hvilken dette skede:
Den 6te Septbr. afseilede om Morgenen fra Ulfshalen med Stille, en Flaade af omtrent 50 Seilere, under Bedækning af 2 Kanonbaade og en armeret Jagt; Kanonbaadene fulgte Flaaden over Sandene, hvorimod Jagten fulgte Flaaden videre. 
Den Dag avancerede Flaaden neppe 2 Miil; om Aftenen befandt den sig under Feldskov. Da Vinden var gaaet N. N. O., krydsede den sig op under Kirkebukken. Den 7de Septbr. om Morgenen, da jeg befandt mig 1½ Miil S. O. fra Mannehovedet, og stod N. O. efter, observerede jeg, at tvende Jagter slørede ud af Flaaden, hvoraf den største Deel holdt nærmere Landet end jeg; og da disse tvende Fartøier kom mig nærmere, styrede de ligesom de vilde seile paa mig. For at undgaae dette, vendte jeg strax Vesten over, og kom ved den Leilighed et Geværskud i Læ af dem. Denne Seillads, og den Cours, de holdt, gav mig strax Formodning om, at de maatte være tagne af Fienden, og denne Formodning bestyrkedes derved, at de strax styrede S. O. i, udenom Falsterboe. Da jeg nu altsaa havde Vished for, at den fiendtlige Slup maatte være under Landet, stod jeg strax mere tilsøes; og det viiste sig ogsaa, at det var rigtig; thi neppe var jeg kommen 1/4 Miil ud førend jeg observerede, at 4 Skibe af Flaaden, der, som sagt, alle holdt nærmere Landet end jeg, styrede samme Cours som de tvende foregaaende Skibe. Det sidste af disse 4 Skibe, der syntes at være en holsteensk Jagt, havde en fiendtlig Slip paa Slæbetouget. Fienden har rimeligen ikke kunnet besætte flere Skibe, thi ellers havde han havt Leilighed, da ingen Beskyttelse for os var i Nærheden.
Den fiendtlige Slup var, efter Udseende, en bornholmsk Ege, der laa lavt paa Vandet, havde tvende Master, og førte paa hver et Raaseil. 
I denne Anledning er det en Glæde sikkert at kunne haabe, at det naadigst vil behage de høie Vedkommende, hvem denne Farts Sikkerhed er betroet, at udvid deres Omsorg derhen at Skibe ogsaa forbi Stevns til Dragø maatte blive convoierede.
Kiøbenhavn d. 8de. Setpember 1811
Niels Diderichsen
Skipper fra Nakschou.

Dagen 9. september 1811.

Englænderne jager danske skibe. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe d. 23 Maj. I forrige Uge blev en Skipper fra Ærø jaget paa Land af et fiendtligt Skib ved Damestrand. Skipperen med sine Folk maatte forlade baade Skib og Ladning. Fjenden besteg det og satte Ild paa det. - Imidlertid ilede de Militære med Artilleri til, hvorved Skib og Ladning blev reddet fra at falde i Fjendens Kløer. - Skipperen gik da igjen om bord og kom siden lykkelig sejlende med det til Helgenhavn. - Hele Kahytten var afbrændt. - Ved Grønsund, Kjøge, Præstø, Stevns ligge fjendtlige Skibe. - Den 16de dennes have de fjendtlige Krydsere taget 1 Skib ved Stevns og jaget 3 paa Land under Møen. Den 18de tog de 3 Galeaser og 4 Jagter og den 19de 1 Jagt. Fjenden gik sønder paa med dem. Farvandet vrimler af fjendtlige Krydsere. - Den 22de dennes passerede en stor fjendtlig Flaade Nysted. Om Aftenen saaes den imellem Darkegaard og Ringsebølle. Der siges at den bestaaer af en 200 Skibe og af over 6 Linjeskibe, 4 Fregatter og en Mængde Brigger. Hele Dagen hørtes en stærk Skyden, men det var ikke uden Signalskud. I Dag ligger den med Modvind imellem Kramnitze og Movleskov.

Korsøer d. 26. Maj. Til de Linieskibe, som i flere Dage have ligget her i Sprogøbeltet er der imorges endnu kommet 5 Linjeskibe, hvoraf et førende Kontraadmiralsflag, samt en Kutterbriig og en Kutter. Nu ligger her ialt 11 Linieskibe, et bevæbnet Pinkskib, en Kutterbrig og hvoraf norden for Sprogøe 4 Linieskibe og Pinken, de øvrige deels sønden for denne Øe, deels hen under Langeland. Et amerikansk Fregatskib, som kom sønder fra, mødte Eskadren, fortsatte sin Sejlads nordetfer, men har sideen maattet ankre formedelst Stille.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 4. juni 1810.

Engelsk Flaade nærmer sig Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingør den 8 Aug. Foruden den Orlogsfregat af den engelske Flaades den Division, som kom ind igaar, kom ogsaa mod Aften 2de Rangskibe som lagde sig for Anker nede ved Kronborg, og af hvilke det ene skal være Admiralskibet. Nogle Transportskibe ere ogsaa indkomne. Efter Udsigende af nogle i Land værende Søfolk havde eet 19 Mand og 21 Heste, et andet 191 Mand ombord. Flaaden skal bestaae af nogle og 40 Sejlere. Af Oxekød indkøbtes hidtil, foruden Lam, Kalve og Fjærkreature o.s.v. daglig 8000 Pd, nu vil vel købes ind mere. Kartoflerne koste allerede 17 a 18 Rd. Td. Mange Søe- og Landoffiserer have i afvigte Dage været i Land. Imorges kom en eng. Kurer i Land til den eng. Konsul. Han tog strax bort. 

(Dagen, 10. august 1807)

Den 1ste d. M. behagede H. K. H. Kronprindsen at overvære et stort Middagsgilde, som blev givet af det Kielske Skydeselskab og om Aftenen at tage Deel i Ballet. Den 4de reiste H. K. H. med Prindsesse Carolina til Louisenlund.

I Gaar er H. D. Hertugen af Augustenborg kommen tilbage til Kjøbenhavn fra sin reise til Als.

H. K. H. Kronprindsen er i Formiddags ankommen til Kiøbenhavn.

Den 5te d. M. ankom Hr. Jackson, forhen værende Gesandt ved det Berlinske Hof, paa et Krigsskib, fra Yarmouth til Tønningen. I hans Følge var den forrige Vicekonsul i Hamborg, Hr. Nichols. De reiste, som det hedder, strax til H.K. H. Kronprindsen. 

Foruden de Krigsskibe som befinde sig i Nordsøen og Østersøen, hvis Antal ikke skal beløbe sig til over 50, ere i Gaar endnu 30 Skibe blevne seete i Nordsøen, og blandt disse vare 16 Linieskibe.

Kjerteminde d. 5 August. I Gaar passerede en stor Engelsk Flaade Beltet ad Østersøen; en stor Mængde mindre skibe gik her over Bugten om Formiddagen, og Eftermiddagen fra Kl. 2 til 8 holdt 9 Krigsskibe, hvoraf 3 syntes især meget store, sig på Bugten, omtrent 1½ Miil herfra Byen. Nogle ligge her endnu for Anker, da Sydostvinden ikke er dem gunstig.

Fra London meldes, at den Hurtighed, hvormed den Engelske Expedition af 10.000 Mand er afseilet, lader formode, at den er bestemt til et overraskende Foretagende. Ministerielbladene bebudede nyligen: at man med det første vil erfare en mærkværdig Begivenhed. Denne Expedition har ogsaa mange nye opfundne Raqueter med.

Fra London meldes under den 24 Julii, at Aarsagen til den almindelige Embargo er ubekjendt, men da der baade d. 23 og 24 er bleven stærkt præsset paa Themsen, og den til Expeditionen i Østersøen bestemte Flaade endnu mangler Mandskab, saa formoder man, at sammes Bemanding har foranlediget denne Embargo, da der ikke finder nogen Troppebevægelse Sted ved Kysterne. - En Flaade af 18 Linieskibe, 7 Fregatter og 12 Chalouper er d. 26 afseilet fra Yarmouth. Den 29 afseiler endnu en Escadre paa 6 Linieskibe og en Transportflaade med 10,000 Mand Tropper mbord, men de medtage kun Proviant for en kort Tid. Regimentscheferne have Ordre, at anskaffe sig egne Kjende-Flag for deres Baade, for at bruge samme, naar de udskibe i Fiendens Paasyn. Hvor dette vil skee vides ikke.

En Expedition af 50 Skibe med omtrent 10,000 Mand Tropper ombord, er afseilet fra Dunerne. Men Essington ligger endnu med sin Escadre i Yarmouth. Expeditionen ledsages kun af Smaaskibe.

Allerede det forrige Engelske Ministerium havde gjort Forberedelser til at sende en stærk Sømagt til Østersøen. Sir J. Duckworth var bestemt til dens Anfører.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 87, 11 Augustii, 1807)

En lignende notits stod i Dagen, 11. august 1807.

Medbrødre! efter at have bragt alt i den Orden som Tid og Omstændigheder bød, iler jeg til Armeen, for med den saasnart muligt at virke til mine kjære Landsmænds Vel, dersom ikke snarlig Omstændigheder indttræffe, som kan afgjøre alt paa en efter mit Ønske ærefuld og fredelig Maade.

Kbhvn d. 12te August 1807
Frederik, C. P. 

(Dagen, 12. august 1807.)

Møen den 10 Aug. Torsdagen den sjette August behagede det tre Engelskmænd, at gaae i Land fra deres Fregat, som laae for Anker tæt under Dronningstolen paa Møen. Dette kunde nu Ingen tage dem ilde op. Men, at disse Besøgere (af hvilke een bar Uniform), forsynede med Rifler fyrede uden Tilladelse i et fremmed Land,paa en dansk Godsejers Adelsmands Distrikt, og uden al Anmeldelse, var noget man ikke kunde ventet. Forpagteren af Liselund, Hr. Landvæsens-Kommissær Pfaff kunde meget let, trods Bevæbningen, have opbragt dem naar han havde udsendt sine Hunde og sine mange Folk imod dem. Med den Humanitet derimod, som er vor Nazion egen, indbød han dem til Frokost, der smagte dem ret vel, og lod dem derefter ved Jæger Hindenberg gelejde til Stranden. Saasnart de vare ombord, lettede Fregatten, og stak ad Pommern til. Man hørte det fra den Kant afvigte Løverdag, men især Søndag og Mandag Morgen, en frygtelig Kanonade, langt stærkere endnu, end det bekjendte engleske Bombardement paa Kbvns Red den 2 April 1801.

(Dagen, 14. august 1807.)

Fridericia, d. 10de Aug. Natten mellem Løverdag og Søndag kom en Estaffet ilende hertil, med Ordre, at det her i Cantonnerings-Qvarteer liggende 1ste Jydske Inf. reg. paa det hastigste skulde bryde op; men hvorhen, veed man endnu ikke tilvisse. Igaar blev samme derpaa overskibet til Striib, for derfra videre at afgaae til deres Bestemmelse. I Dag have vi derimod igjen faaet nogle Compagnier af det 2det Jydske Infanteries Regiment. 

Denne notits stod også i Dagen, 15. august 1807.

Under 12te d. M. er, igjennem det danske Cancellie, udfærdiget Ordre til Conferentsraad og Borgemestre Hjorthøi, Justitsraad og Cancellie-Assessor Lassen, Bank-Directeurr og Grosserer Kirketerp og Grosserer Otto, angaaende at sammentræde i en Commission, for at tage under Overveielse, hvorledes Kjøbenhavn under nærværende Conjuncturer paa alle muelige Maader kan vorde forsynet med de fornødne Levnetsmidler, især med Meel og Kjødvare, og strax at føie de i denne Henseende fornødne Foranstaltninger.

Samme Datum er saavel Brand- som Vand-Commissionen i Kjøbenhavn tilskreven, uopholdeligen at træffe alle de Foranstaltninger, som have fundet Sted i Aaret 1801.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 88, 15 Augustii, 1807 (stærkt forkortet)

I the Times berettes: da hs. Majestæt Kongen og H. K. H. Kronprindsen passerede Beltet Natten imellem den 12 og 13de Aug. kom en Officier fra en Engelske Fregat ombord paa den Danske Jagt, uden at kjende Kongen og Kronprindsen. Officieren vidste næsten ikke hvorledes han skulde forholde sig, og om den Danske Nation skulde betragtes som fredelig eller fiendtlig; Genr. Adjut. Lindholm førte ham aldeles i Vilderede ved at komme op paa Dækket i sin Uniform, talende om mindelig Afgjørelse og Erstatning, og begjerede at bringes ombord paa den Engelske Fregat; han kom ogsaa ombord paa samme, ledsaget af to af Kronprindsens Adjutanter, der gave sig ud for at være permitterede Officierer, som vende tilbage til deres Regimenter. Souverainen og Prindsen bleve saaledes ved deres Adjutanters Aandsnærværelse reddede fra at falde i deres Fienders Hænder. - Denne Undgaaelse synes at have foraarsage stor Glæde. Det er en Lykke, som vi ere overbeviste om ingen i Engelland vil misunde de Danske. - Vi kjende næsten intet Tilfælde, tilføier Relateuren, som kunde volde vor Regjering større Ubehageligheder end Anholdelsen af disse to ophøiede Personer, hvoraf den ene er Svoger og den anden Søstersøn til vor Souverain. Hvad skulde vi have gjort med dem? Hvorledes skulde de behandles? Skulde de behandles med den Aarvaagenhed og Indskrænkning hvormed Krigsfanger i Almindelighed behandles? eller skulde de modtages med den ømme og store Udmærkelse, man skylder deres Vanheld, og deres Slægsskab med vort Kongehuus? Det glæder os inderlig at denne yderst ubehagelige Omstændighed er undgaaet. 

(Om 12.-13. august: Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 103, 7 October 1807)

Til mine Medborgere.

Skrevet den 14 Augusti

Aldrig, selv i den anden Aprils uforglemmelige Dage, har Fædrenelandets Sag været et helligere Almeenanliggende end i dette Øieblik. Forenede ved eet Baand og een Tarv er Ordet Fædreneland det store Løsen, som nu gjenlyder fra alle Munde. Elskte Land! For dig ville vi staae og falde!

...en frygtelig Flaade, anført af Britternes frygteligste Helt, truede den af sine rygende Ruiner nylig opstandne Stad med Død og Ødelæggelse; vi bortledte Uveiret ved vort Mod og vor Standhaftighed fra vore Kyster, og tvang endog vore Fiender til at kalde os "deres Brødre"!

..."Ingen Flaade vilde turde vove at lægge sig paa Cronborg Rhed for at dække en Landgang deromkring eller beskyde Fæstningen".

Den i Gaar ankomne Engelske Avis siger, at Admiral Gambier har Ordre at behandle Dannemark og Rusland paa det venskabeligste, men i Tilfælde af hans Begjering afslaaes ham, at bruge Magt, og, naar det gjøres fornødent, at tage Kjøbenhavn i Besiddelse med sine Tropper. Men den Engelske Avisskriver siger, at det neppe vil komme saa vidt, da de Danske frygte (!!!) alt for meget for at komme i Uenighed med de Engelske.

I det Engelske Parlament roste nylig Hr. Ro() Admiral Gambier, fordi han havde valgt Sir Home Popham til sin Capitain ved Expeditionen i Sundet, men anmærkede tillige, at Popham nylig har faaet en Irettesættelse af en Krigsret, i Anledning af hans sidste Expedition.

Der gengives en skrivelse fra Hovedqvarteret Kiel, underskrevet d. 24 Julii 1807, Frederik C. F. til Hr. Stadshaptmand Mylius vedr. hans indsats i København til ordens vedligeholdelse i begyndelsen af juli. Også det borgerlige infanteri roses i den anledning.

Spalte 1405-1406 indeholder oplysninger fra 4. august om at de sidste skibe nu er afsejlet. Det nævnes at målet sikkert er København, og at anledningen er "nogle Artikler i den Fransk-Russiske Fred, hvilke vor Regjering kjender, og derved seer sig nødsaget til at bruge alvorlige Forholdsregler mod Dannemark". Desuden at "Antallet af flade Baade og Bombardeerfartøier ved Expeditionen er meget stort, og at Mængden af Sandsække, der ere bestemte til, indtil videre, at opkaste Brystværn ved en hurtig Landgang, er uden Exempel."

(Nyeste Skilderie af København, nr. 88, 15 Augustii, 1807 (stærkt forkortet)

16. august kl. 4 om morgenen gik englænderne i land nord for havnen ved Vedbæk. Flåden var under kommando af admiral James Gambier, og ekspeditionskorpset på 26. 000 mand af general William Schaw Cathcart. Landgangen foregik på 3 strande: Rød, blå og hvid. Marchen mod København blev kun afbrudt af et kort angreb på Skodsborg Bakke hvor englænderne mistog et barokanlæg med et skilderhus, kanoner og soldater i træ. 

Noget mere om Skolelærere.

i Politivennen læste vi for nylig et stykke om skolelærerne i Fanefjord sogn som kritiserede som for "kornprangere". Indsenderen af dette kan og vil ikke nægte at et par af dette sogns skolelærere og vel flere lader sig bruge af købmændene i Stege og Stubbekøbing til for disse regning at købe korn hos bønderne. Men man indser dog ikke at dette kan fortjene offentlig dadel eller engang forbydes dem når de gør det i deres fritimer og ikke derved lader sig forlede til drikken og spil i bondens hus eller gård. Derimod burde det efter min og flere mening ved lov forbydes enhver skolelærer at have jord til leje eller til eje udenfor den skolelod og have de er tillagt. De er i skoletiden med deres hele sjæl på ageren og ved avlingen. Ja, vi kunne vel antage at de ikke sjældent selv i skoletiden er der både med legeme og sjæl, især på de steder hvor præsten er for gammel eller for svag og overbærende. Disse skolemænd bør ikke have for mange beskæftigelser eller bekymringer for dette livs næring. Alt hvad de efter deres stilling behøver til eget og families underhold bør gives og tilbringes dem. Og i den henseende har skolelærerne på Møn vist ingen grund til at klage, især når afdraget for offer og biindtægter nu efter stændernes indstilling og kongens befaling ophører hvor kommunerne kan bære dette tillæg.

(Politivennen nr. 1247, Løverdagen, den 23de November 1839. Side 744-745) 

Redacteurens Anmærkning.

Indledningen hentyder til en artikel i Politivennen nr. 1237, 14. september 1839 

Bør Skolelærere være Prangere?

I Fanefjord Sogn på Møn har det i mange år fundet sted at flere af de skolelærere der er ansat der, påtager sig den kommission at opkøbe kornvarer for købmændene. Selvom man nu kunne ønske at sådanne i almindelighed knapt aflønnede embedsmænd kunne finde lejlighed til på en passende måde at anvende deres fritid til nogen bifortjeneste, bør der dog på ingen måde tillades dem at være handelsmænd og allermindst at agere prangere hos de forældre hvem deres ungdom er betroet. Det samme der taler for at præsten ikke bør befatte sig med handel, gælder i sandhed også med hensyn til skolelærerne. Ingen kan tjene Gud og Mammon. Men når pludselig der indtræffer en ordre til opkøb, må bevægelsen i en aldeles uvant sfære og tanken om den dermed følgende vinding uden tvivl have en skadelig indflydelse på selve skoleundervisningen. Ja, utilbørlig forsømmelse kan vel endog fra tid til anden være følgen. 

Finder den omtalte prangen eller handlen endog sted med skolebørnenes forældre, bliver sagen dobbelt betænkelig da bonden vel ofte for sine skolesøgende børns skyld entrerer med skolelæreren i en handel som han ikke indgik med nogen anden. Da i øvrigt de her omtalte skolelærere sidder i mere end almindelig gode embeder, håber man så meget mere at deres foresatte som ikke kan være uvidende om det her påankede forhold, vil sørge for at få det fjernet, hvilket burde være sket for længe. siden.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 585-586)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1247, den 23. november 1839.

En dansk Voltemade *).

Ihm lohnt nicht Gold, ihm lohnt Gesang.

(Bürgers Lied vom braven Manne.)

Natten mellem den 15. og 16. i denne måned strandede under Nordfeldt på Møn en engelsk skonnert Margarete of Dundar, kaptajn Smith af Newcastle, bestemt til Lübeck med en ladning stenkul. Skibets besætning der bestod af 6 mand, havde håb om sammes redning når kullene blev udlossede. Og for at udføre dette forblev de ombord sammen med nogle bønder og søfolk fra Stege, så at der var i alt 14 mennesker på skibet, hvoriblandt en toldbetjent ved navn Hasse. 

Disse havde således arbejdet hele søndagen da det mod aften begyndte at blæse heftigt, hvilket foranledigede at de ikke turde vove sig i land med båden, men troede sig sikre i skibet. Men nu tiltog storm, sne og kulde med en skrækkelig søgang således at kahytten og rummet blev fyldt med vand og is hvorfor alle 14 mennesker hele natten måtte opholde sig på dækket hvor de blev overskyllet af den ene styrtsø efter den anden. Nøden var skrækkelig da man ved dagens frembrud så alle disse ulykkelige menneskers fare og hørte deres skrig om hjælp. Vejret var frygteligt, men alligevel ilede søfolk og ikke-søfolk herfra (Stege) til hjælp. Både blev kørt herfra til stedet og forsøg på at gå gennem brændingerne blev foretaget forgæves 6 gange af 3 mennesker, nemlig skipper Jens Peder Olsen og brødrene Johannes og Anders Wennicke, begge matroser herfra byen. 

Næsten tvivlende om at deres hensigt ville lykkes, nåede de endelig skibet, og ved 3 gange at arbejde sig frem og tilbage bragte de 11 mennesker i land der mere døde end levende blev bragt hen i et hus hvor en læge straks var til stede og ydede dem hjælp. Men toldbetjenten var desværre allerede frossen ihjel en time før redning kom, ligesom også en sømand her fra byen. En engelsk matros var allerede tidligere frivilligt sprunget i søen i håb om ved svømning at redde sig og skaffe hjælp til sine kammerater. Men man så ham kun kort tid kæmpe mod bølgerne hvorpå han aldeles forsvandt. En af de forulykkede eller rettere nu reddede, nemlig skipper Lars Olsen fra Stege der lå med sit lille fartøj på siden af skibet for at indtage kul, mistede dette aldeles. Det blev ganske tilintetgjort næsten uden ringeste spor. Manden har tabt alt. Dog gode mennesker vil sikkert komme ham til hjælp. En subskription er allerede åbnet i denne henseende og flere har tegnet sig for ikke ubetydelige bidrag. 

På fredag skal de døde jordes her med megen højtidelighed. J. P. Olsen og de 2 matroser har her vundet alles agtelse og yndest. For uden dem havde alle de ulykkelige været fortabt. Olsens mod skal have overgået alt hvad man turde vente, ham blev budt og lovet belønning, men han svarede at han ikke reddede mennesker for penge. Han opmuntrede de andre og styrede hele redningsplanen med en sikkerhed og ro der skal have været mageløs. Først om eftermiddagen kl. halv fire lykkedes redningen efter flere forgæves forsøg fra kl. 10 formiddag.

*) Et et brev fra Stege, dateret den 23. i denne måned fik jeg nærværende efterretning om J. O. Olsens og medhjælperes raske handling, med anmodning om at bekendtgøre samme i det først udgående nummer af Politivennen. Men da bladet for forrige uge allerede var trykt før brevets modtagelse, måtte jeg lade bekendtgørelse bero til næste uge. Skønt nu denne herlige dåd allerede er omtalt i et par af vores dagblade, har jeg dog ikke troet det overflødigt at fremsætte den her, da det måske dels kan have interesse at sammenligne forskelliges beretninger om den, dels bidrage til at den kan få en endnu større offentlighed.

K

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 197-200) 

Et mere roligt billede fra Møn: C. W. Eckersberg: Landskab med stente, Møn, 1810. Det fremgår ikke hvor, men hvis det er en solnedgang, er det på nordsiden. (Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Wolraad Woltemade (1708 – 1773) var en hollandsk bonde som omkom ved en redningsaktion i 1773. Andre havde forgæves forsøgt at redde de forulykkede. Woltemade svømmede på sin hest frem og tilbage mellem skibet og stranden og fik på den måde reddet 14 ud af de i alt 53 som blev reddet (der var i alt 191 ombord). En udførlig beretning om Woltemade havde stået i bl.a. Den Viborger Samler nr. 12, s. 89-96, mandag den 17. marts 1783:

Amsterdam den 9. Octobr.

Da Aaret 1773. det Ostindiske Compagnies Skib, de Jonge Thomas kaldet, forulykkedes paa Cap, reddede en vis Indvaaner der paa Kysten, navnlig Woltemade, 14 Siele, i det han med sin Hest svømmede frem og tilbage; han vilde formodentlig ogsaa have reddet alle de øvrige, dersom han ikke den 8de Gang havde havt den Ulykke, selv at omkomme i Bølgerne. Directeurerne her have til en Afmindelse om denne ædle Gierning ladet bygge et Skib, som skal føre det Navn: Helten Woltemade, og hvorpaa denne Historie er udhuggen. Samme Skib giør i Aar sin første Reise til Batavia.

Jydske Efterretninger, 1775 kunne meddele at der nu var opkaldt et skib efter ham: Helten Woldemade. Skibet forblev dog tilsyneladende ikke længe i Det Ostindiske Compagnis eje, for 1. februar 1782 kunne man læse dette i Kiøbenhavnske Tidender:

Julii

Den 1ste forefaldt der paa Kysten af Coromandel, imellem Porto-Novo og Moeriepollam en hidsig Træftning imellem Hyder-Alys-Armee og Engelænderne, under Hr. Eyre Coote, hvori de sidste beholdte Marken. Samme Dag blev det Hollandsk-Ostindiske Skib, Heldten Woltemade, erobret af Engellænderne i Nærheden af det gode Haabs Forbierg.

Det er lidt usikkert om der er tale om det samme skib, det står omtalt i en artikel om konflikterne mellem den engelske og hollandske flåde. Her blev skibet der nu står anført som tilhørende et Hollandsk-Ostindiske, erobret af englænderne ved Kap det Gode Håb.
 
Anders Olsen Wennike (1805-?), født i Ulfshale, Præstø Amt. Han var bror til Johannes Olsen Vennike (1802-1872). Begge står opført hhv.1860 og 1850 som bådførere.

Nordfeldt Gods ligger på nordsiden af Møn, nordøst for Stege. Hvor Dundar ligger, forbliver et mysterium. Det nærmeste jeg kan komme er Dundee.

Om Sparekasser paa Landet.

Om sparekassernes nytte og gavn for samfundet især med hensyn til almuen og tjenestefolk, er der sikkert kun en mening. Erfaringen har bekræftet den til fulde.

At derfor så få deltager i disse nu på flere stæder i riget oprettede institutioner har - som jeg tror - ene og alene sin grund i den svage sikkerhed disse sparebanker afgiver indskyderne. Man forlanger at man skal tro bestyrerne af disse banker på deres ord, og at man i denne tro på deres fejlbarlighed med tillid og ro skal betro dem sine opsparede midler, og påberåber sig i så henseende "på den offentlighed hvormed det hele bliver udført og på den tiltro man hidtil skænkede enhver af dem især." Men foruden dette: at almuen, bønder, husmænd, indsiddere og tjenestefolk ikke er skikket til at efterse papirer og regnskaber, lærer erfaring endnu som altid at vi alle er syndere, og til ingen tid har folket hørt og set flere beviser på selv de højt betroede embedsmænd end i vore dage - hvor vil og kan man da forlange at man uden større sikkerhed skal betro sig til bestyrerne af disse sparebanker? Ja - spørger - hvilken sikkerhed vil du have? Og hvem vil du skal give den? - Jeg svarer kort og gode: vores godsejere og rigmænd som for det meste er medbestyrere af disse distriktsbanker, skulle og burde tillige være kautionister og selvskyldnere og give første eller anden prioritet i deres godser og ejendele. 

Forlanger jeg måske her for meget af disse mænd i vort samfund, så forlanger disse også for meget af mig når de vil at jeg skal have tro til deresblotte ord og navn. På den måde kan enhver mand hvis redelighed og gode vilje lige så lidt kan omtvistes som disses - være bestyrere, og al fortjeneste af samfundet, som disse dog vel gør kræv på - falder bort, når de ikke for at fremme en så velgørende indretning i deres kreds og samfund, vil gøre mere end de gør, og ikke gør hvad dekan. For da disse distriktsbanker dog ikke indeholde så store summer, og da disse rigets godsejere og rigmænd selv er medbestyrere, kunne de jo uden risiko ved at tage pengene til sig, være kautionister og selvskyldnere. Som det u er, ser jeg ikke at nogen af bestyrerne har nogen synderlig fortjeneste undtagen den mand som har påtaget sig det vist nok byrdefulde og hel fortrædelige arbejde ved og med lån af disse spare- og lånebanker.

Da nu disse sparekasser tillige er lånebanker, og det vist nok som direktionen for den Møenske Spar- og Lånekasse siger, er rimeligt og hensigtsmæssigt at disse udlån først og fremmest bør komme jurisdiktionens (distriktets) beboere til nytte, var det vel at ønske at revisorerne årligt bevidnede at disse udlån i små summer (for i store summer burde disse næppe ske) var gjort til trængende og værdige mænd i samfundet. Da, men først da, når dette sker, vil det være muligt at gøre almuen, for hvis skyld disse distriktsbanker oprettes, modtagelig for den gavnlige hensigt med samme, og først da ville landets gejstlige - hvis medvirken til denne almen erkendte nyttige indretningman har forlangt - og hver den hvis stilling tillader ham med råd og opmuntring at virke på folket, med kraft og held opmuntre til at benytte sparekassen og være behjælpelige til at fremme et foretagende hvis nytte for samfundet, erfaringen overalt har bekræftet.

(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 105-109)

Uforskammet Opførsel af Lodserne ved Ulfshale.

At det ikke er ubegrundet at der bestandigt af søfarende som passerer løbet gennem Ulfshale føres klage over de derværende lodser, kan ses af nedenstående.

Tirsdag den 26. oktober om morgenen mellem kl. 9 og 10 ankom kaptajn Wellumsen som fører skonnerten Håbet fra Kristianssand i Norge udenfor Ulfshale og satte flag til efter lods. Men det behagede disse herrer at lade nævnte kaptajn Wellumsen vente i 2½ time før de lod ham høre fra sig, og dette skete på følgende måde. Efter at Wellumsen i 2½ time havde signaleret lods, kom en dansk jagt som også satte flag til, og da lodserne nu troede at kunne så at sige slå to fluer med et smæk, eller tjene lodspenge ved 2 fartøjers gennemlodsning på en gang, gik de ombord på jagten og krydsede med denne forbi skonnerten. Ved denne forbisejling råbte kaptajn Wellumsen til lodserne om de ikke ville kom ombord til ham og lodse ham igennem, hvorpå de blot spurgte ham hvor mange fod hans skib stak, og da han svarede dem på det, råbte de at han kunne skyde igennem på 1½ favne vand.

Til at begribe dette, behøvedes vist ikke lodsernes forklaring. Men hvor skulle nu den sømand der er ubekendt med farvandet, kunne vide hvor der i Ulfshaleløbet var 1½ favne vand? Og da han således var overladt til sig selv, måtte han gå med skibet uden om Møn og denne forsinkelse havde på det nærmeste kostet skib og last og måske besætningens liv hvilket kan bevises af indsenderen.

Det ville vist være gavnligt for mange søfarende hvis disse lodser måtte få en drøj irettesættelse af de ansvarshavende. Skulle imidlertid denne fremdeles ikke hjælpe, da skal man vide hvis sådant et tilfælde oftere skulle indtræffe at fremkomme med klage på behørige steder.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 743-745)

Raad til Forpagteren af det nye etablerede Gjæstgiversted paa Møen.

For nogle dage siden gjorde anmelderen i selskab med 3 andre personer i en enspændervogn en tur til Møn for at bese de stolte kridtbjerge, og tog ind i det for kort tid siden etablerede gæstgiversted ved Lisenlund. Forsynede med proviant til vores rejse nød vi der blot 2 gange tevand, havde 2 senge om natten samt staldrum for vor hest der fik en skæppe rug og hakkelse da man ikke havde havre. For dette måtte vi ved afrejsen betale 6 rigsbankdaler 3 mark 8 skilling. Anmelderen ved ikke om man her er fritaget for at holde takst, i det mindste så han ingen sådan opslået som på andre steder, men den erlagte betaling finder han overdreven og  i intet forhold til hvad han betalte i andre kroer og gæstgiversteder på Sjælland og på hvis billighed han blot vil anføre et eksempel. Vi opholdt os 2 nætter og en dag i Tappernøje Kro. I denne tid betalte vi foruden natteleje i 2 velopredte senge, 4 gange tevand, et godt og velsmagende middagsmåltid, fornødent øl og mælk, samt staldrum og tilstrækkeligt foder til vores hest, og for alt dette forlangtes og betaltes kun 3 rigsbankdaler, 3 mark. Ved at sammenligne det nydte og betalte på begge steder vil man finde hvilket sted der fortjener at anbefales for billig og hospital, og hvilket man vist næppe kan tillægge dette navn.

Men da gæstgiverstedet på Møn nylig er etableret, så kan man ikke undlade at råde forpagteren af samme at bestræbe sig for nogenlunde at holde priser med de sjællandske gæstgiversteder og kroer, da det vist med tiden vil bringe ham en sikrere og varigere fordel end om han i begyndelsen så sig velbetalt og derved fik en mindre søgning siden. For nu er der mange som benytter dampskibet for at komme til Møn, og disse ville sikkert tage ind på gæstgiverstedet når de der kunne vente god opvartning og billig behandling. Men mærker de at opholdet og underholdet der bliver dem for kostbart, ville de vist hellere vælge at gøre turen til lands, i hvilket tilfælde de da kunne forsyne sig med proviant og enten opholde sig om natten i Stege eller få logi hos bønderne, hvilket formodentlig ikke kan nægtes disse at give, når de ikke befatter sig med at beværte rejsende eller overlade dem af de fornødenheder som privilegerede kroholdere alene er berettigede til at sælge.

(Politivennen nr. 344. Løverdagen den 3die August 1822, s. 5561-5568).

Irettesættelse fra Stege paa Møen.

Til Politivennen!

De har på mere end et sted i Deres blade påtalt den urenlighed hvori de danske købstæder ligger nedsunket. De har fuldkommen ret til at føre anke herover ved mange og på meget få nær, hos de fleste af disse småbyer, der hos andre nationer næppe ville hedde flækker og som vi kalder stæder.

Men over dem alle, ganske uden undtagelse, lader klagen sig ikke føre. For jeg kender i det mindste en lille købstad som har meget rene gader, og det er (tak være vores årvågne byfoged Jørgensen) staden Stege på Møn. Jeg skulle ikke have nødig at gøre denne undtagelse her, dersom Stege ikke lå så afsides. For havde dens lægd været på de store veje til Tyskland eller Sverige hvor rejsende hele tiden farer, så var denne prisværdige omstændighed alt for lang tid siden blevet anmærket i rejsebeskrivelser.

Imidlertid fandt jeg hos mig så meget stærkere krav til at nævne offentlig såvel tingen som manden ved hvem den er bevirket som det langt fra ikke er en gængs ting enten på vores ø eller på naboøen Falster at træffe gode og rene veje, eller udmærket nidkærhed for at forbedre dem. Enhver som har rejst på disse øer, ved at vejene er sataniske. Skylden derfor kastes snart på denne snart på den anden. Imidlertid må den rejsende lide der så fuldt brækker sin vogn i en hullet vej eller udaser sine heste i en ælte, enten generalkommissionen eller amtmanden, eller herredsfogden er den hvis forsømmelse er grunden til det onde.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1537-1539)