26 juli 2016

Uforskammet Opførsel af Lodserne ved Ulfshale.

At det ikke er ubegrundet at der bestandigt af søfarende som passerer løbet gennem Ulfshale føres klage over de derværende lodser, kan ses af nedenstående.

Tirsdag den 26. oktober om morgenen mellem kl. 9 og 10 ankom kaptajn Wellumsen som fører skonnerten Håbet fra Kristianssand i Norge udenfor Ulfshale og satte flag til efter lods. Men det behagede disse herrer at lade nævnte kaptajn Wellumsen vente i 2½ time før de lod ham høre fra sig, og dette skete på følgende måde. Efter at Wellumsen i 2½ time havde signaleret lods, kom en dansk jagt som også satte flag til, og da lodserne nu troede at kunne så at sige slå to fluer med et smæk, eller tjene lodspenge ved 2 fartøjers gennemlodsning på en gang, gik de ombord på jagten og krydsede med denne forbi skonnerten. Ved denne forbisejling råbte kaptajn Wellumsen til lodserne om de ikke ville kom ombord til ham og lodse ham igennem, hvorpå de blot spurgte ham hvor mange fod hans skib stak, og da han svarede dem på det, råbte de at han kunne skyde igennem på 1½ favne vand.

Til at begribe dette, behøvedes vist ikke lodsernes forklaring. Men hvor skulle nu den sømand der er ubekendt med farvandet, kunne vide hvor der i Ulfshaleløbet var 1½ favne vand? Og da han således var overladt til sig selv, måtte han gå med skibet uden om Møn og denne forsinkelse havde på det nærmeste kostet skib og last og måske besætningens liv hvilket kan bevises af indsenderen.

Det ville vist være gavnligt for mange søfarende hvis disse lodser måtte få en drøj irettesættelse af de ansvarshavende. Skulle imidlertid denne fremdeles ikke hjælpe, da skal man vide hvis sådant et tilfælde oftere skulle indtræffe at fremkomme med klage på behørige steder.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 743-745)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar