Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse har fra 1ste April 1858 til 31te Marts 1859 modtaget 1179 Barselkvinder. Af disse vare 283 gifte og 896 ugifte. Middeltallet af Barselkvinder udgjorde daglig 3. Af bemeldte Barselkvinder vare døde 22. I Aarets Løb var der af fornævnte 1179 Barselkvinder født 1206 Børn. Af Børnene vare 69 dødfødte, 38 døde kort efter Fødselen, 206 bleve givne til egen Forsørgelse, og 783 afgivne til Plejestiftelsen. Blandt de Fødte vare 27 Par Tvillinger. Paa Plejestiftelsen var der den 31te Marts 1858 21 Ammer og 34 Børn. I Aarets Løb vare tilkomne 692 Ammer og 783 Børn, tilsammen 713 Ammer 817 Børn. Af Ammer vare udgaaede 691. Af Børn 53 døde, 21 udtagne til egen Forsørgelse, 678 udleverede til Mødrene imod 2 Aars eller ½ Aars Understøttelse, 37 Udsatte hos Fremmede, imod Hjælp; 6 Aar. Altsaa tilbage paa Plejestiftelsen den 31. Marts d. A.: 22 Ammer og 33 Børn. Middeltallet har daglig været: af Ammer 16 og af Børn 23. Hos Fremmede var der ved Regnskabsaarets Begyndelse 108 Børn. I Aarets Løb blev udsat 37; tilsammen 145 Børn. Deraf døde 12, udskrevne med 6 Aars Alder 14, tilbage 119. Hos Mødrene var ved Aarets Begyndelse med ugentlig Understøttelse 412 Børn. I Aarets Løb vare tilkomne 673, kilsammen 1085 Børn. Deraf døde 230, udskrevne 393, tilf. 623 Børn. Tilbage d. 31. Marts 1859: 462 Børn. I Gjennemsnit er der daglig givet Plejehjælp til 516 Børn. (B. T.)

(Ribe Stifs-Tidende 8. december 1859)

Fødsels- og Pleiestiftelsen (Efterskrift til Politivennen).

I 1845 havde lægen Carl Johan Henrik Kayser (1811–1870) udgivet "Den kongelige Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn og den der herskende ondartede Barselfeber". Skriftet medvirkede til at Fødselsstiftelsen blev reorganiseret. Uden dog at kunne få bugt med barselfeberepidemierne. 1845 fratrådte han sin stilling på Frederiks Hospital og blev praktiserende læge i København. 1848 udnævntes han til stiftsfysikus for Fyn. Samme år skiftede han karriere og blev professor i statistik og statsøkonomi.

Politivennen skrev nogle artikler om Fødselsstiftelsen og de kvinder som søgte ind der. Kjøbenhavnsposten fulgte op med nogle iagttagelser på tilstandene på Fødselsstiftelsen. Samtidig benyttede bladet Fødselsstiftelsen som et eksempel på en ineffektivitet som prægede de offentlige institutioner under enevælden:

Plejestiftelsen, Fødselsstiftelsen og Frederiks Hospital i Amaliegade. Næsten lige over for, på den anden side af gaden, lå Almindeligt Hospital (det er nu nedrevet). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kjøbenhavn, den 20de October 1846
- Direktionen for den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse i København er igen kommet i den sørgelige nødvendighed at måtte afgive et yderligere bevis for at det hos os nu mangler på al energi og kraft til at fremme ethvert større offentligt foretagende, om end i dets uundværlighed er nok så indlysende. For henved to år siden var dødellgheden på Fødselsstiftelsen i Amaliegade blevet så stor at man ikke længere kunne forsvare det for samvittigheden og offentligheden at modtage fødende i den usundt beliggende, fugtige, inficerede bygning. På samme tid havde dr. Keyser udgivet et skrift, hvori han fremstillede nødvendigheden af at anlægge og opføre en ny hensigtsmæssig indrettet Fødselsstiftelse på et sundt, tørt og luftigt Sted, for derved at undgå en dødelighed blandt de fødende, som i den herværende offentlige anstalt hidtil havde været større end noget andet sted i Europa. 

Man læste dette fortræffelige skrift med megen iver, man indrømmede sandheden af der deri fremstillede, og der syntes som om alle var enige i, at forf.'s forslag burde udføres; l det mindste fremkom der ingen væsenlige Indvendinger derimod. Men hvad er der siden den tid gjort for denne i menneskelighedens interesse så vigtige sag. Det har måske ikke manglet på ventilationer blandt de forskellige autoriteter; men til noget resultat er i man ikke kommet. Det man er kommet til, ses af en bekendtgørelse i Adresseavisen i disse dage. Deri offentliggør bemeldte direktion at den nu også har set sig foranlediget til at lukke den interimistiske Fødselsstiftelse efter henved et års afbenyttelse, og naturligvis efter at også dødeligheden i den havde vist sig i en usædvanlig grad. Denne interimistiske Fødselsstiftelse er en gammel gård på en fugtig grund ved en af kanalerne som blev købt til dette brug for c. 40.000 Rbd., og som i ingen henseende, hverken med hensyn til dens beliggenhed eller bygning, kunne siges at opfylde de fordringer, som efter hin omsigtsfulde forf. må gøres til en velindrettet Fødselsstiftelse. Direktionen betegner selv dens lokale som "indskrænket", og siger at det på grund heraf er befundet hensigtsmæssigt at lade værelserne fra tid til anden stå tomme til fornøden rensning og udluftning; "imidlertid kunne de sig meldende ugifte fødende få pengeunderstøttelse til fri forplejning enten i deres eget hjem eller på de dem fra stiftelsen anviste steder i byen, hvorimod de som uden tidligere anmeldelse trænger til hjælp og pleje i fødselen, ville blive at bringe til det i samme øjemed i Alm. Hospital indrettede lokale". 

Altså er man atter på samme punkt som for omtrent to år siden. Kun at man nu i stedet for en, har to gamle inficerede bygninger som man formodenlig har i sinde at benytte skiftevis, således at den ene bruges så længe indtil dødeligheden deri tager overhånd, hvorefter man lader værelserne stå tomme "for nogen tid", eller så længe indtil dødeligheden også i den anden fordrer en "rensning og udluftning", og "imidlertid" kan ogå Almindelig Hospital nu og da tjene som et tredie supplement, i forening med private steder. 

Hvis man havde opført to nye sunde og hensigtsmæssige bygninger til således at skifte med, ville det ikke have været for meget når man betænker hvad der anvendes til anden brug i mange retninger; men tværtimod har man endnu ikke hørt noget ord om at en eneste sådan bygning var påtænkt opført på et sundt sted i staden, fx på volden, og dog må dette være en absolut uundgåelig nødvendighed der ikke kan modbevises ved nogen indvending, som lader sig forsvare for menneskelighedens domstol. Hvilke grunde der hidtil har forhalet påbegyndelsen deraf, skal vi ikke kunne sige; men der er næppe tvivl om at der er de nærmest vedkommende autoriteters sædvanlige langsomme betænkeligheder hvorpå planen er kommen til al sidde fast eller strandet. Er det økonomiske betænkeligheder eller uenigheder, da er de ligefrem uværdige, hvor talen er om et sådant øjemed, og er det mangel på enighed med hensyn til indretning, beliggenhed eller deslige, da er det netop bevis for hvad vi i begyndelsen af denne artikel har sagt: Mangel på energi og kraft til at fremme offentlige foretagender der på en så sørgelig måde udmærker alle vore offentlige autoriteter.

(Kjøbenhavnsposten, 20. oktober 1846).

Ny Forordning for Fødselsstiftelsen. (Efterskrift til Politivennen)

8 Februar 1812 har Hs. Maj. i Anledning af en fra Direktionen for den Kgl. Pleie- og Fødselsstiftelse indgiven Forestilling, allernaadigst resolveret: at ugifte Mødre, som have ligget paa Fødselsstiftelsen frit eller mod ringeste Betaling 3½ Rd. ugentlig, maae, naar de, ved Udgangen derfra, medtage deres Børn til egen Forsørgelse, gives i de 3 første Aar, for den Tid Børnene leve, 1 Rd. ugentligen til Understøttelse for hvert Barn, foruden den Hjelp, som ellers efter de almindelige regler gives til Klæder ved Udleveringen, saavelsom til Begravelsesomkostninger, naar Børnene døe, imod at det gjøres Mødrene til Pligt, enten mod denne Understøttelse at modtage Børnene til egen Forsørgelse, eller og at gaae over paa Pleiestiftelsens Ammestuer, mod den Kost og Løn som der gives, for at amme 1 eller 2 Børn i 6 til 8 Uger; - at Directionen maae, for de Børn, Stiftelsen beholder tilbage at udsætte, efter Omstændighederne, uden for den almindelige Regel, være bemyndiget til at tilstaae i Klæder eller Penge indtil 1 Rd. ugentllig i Børnenes første 2 eller 3 Aar; - at den ugentlige Betaling for de betalende Patienter maae indtil videre forhøies saaledes for 1ste Klasse fra 14 til 18 Rd. 4 Mk. ugentlig eller 2 2 Rd. 4 Mk daligen; for 2den Klasse fra 9 Rd. 2 Mk. til 14 Rd. ugentlig eller 2 Rd. daglig; for 3die Klasse; fra 7 Rd. til 10 Rd. 3 Mk. ugentlig eller 1 Rd. 3 Mk. daglig; for de saakaldte Dameværelser for Udenbyes fra 21 til 35 Rd. ugentlig eller 5 Rd. daglig; hvorimod Betalingen for den Klasse til 3½ Rd. ugentlig skal forblive uforandret. - at den fastsatte Betaling af 20 Rd., som en ugift Moder, der har indlagt sig til høiere Betaling end 3½ Rd. ugentlig, hidtil har erlagt eengang for alle til Stiftelsen, imod at denne sørger for hendes Barn, skal forhøies til 40 Rd.; - at Adgangen for gifte Koner til, mod Betaling, at indlægge sig paa Stiftelsen, skal indskrænke sig til dem, som komme udenbyes fra, eller i det mindste til dem, som ikke have stadigt Ophold i Kjøbenhavn.

(Den Kongelig privilegerede Viborger Samler, 16. marts 1812)

Fødselsstiftelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Tirsdagen den 26 d. M. havde den Kongelige Fødselsstiftelse og den dermed forbundne Pleiestiftelse den høie Lykke, at Hendes Majestæt Dronningen, som under 4 Martii d. A. paa den huldeste Maade havde tilsagt Stiftelserne Sin særdeles Beskyttelse, værdigede at tage dem i Øiesyn. Hendes Majestæt lod sig det ikke være besværligt at igjennemgaae Stiftelsernes Værelser i alle de tre sammenbygte Gaarders Etager, og der at eftersee Leilighederne og Indretningerne saavel for de fødende Mødre paa Fødselsstiftelsen, som for de diende Børn paa Pleiestiftelsen, at lade sig Børnene forevise, at eftersee Kaage-Indretningen og selv at bedømme Maden, som for den Dag var tillavet. Hendes Majestæt erkyndige sig derhos nøie om alt hvad som forekom, og som paa Stedet kunde oplyses, og tilkiendegav i de naadigste Udtryke Sin allerhøieste Tilfredshed med samtlige Indretninger.

(Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, den 5. juli 1810)

Födsel paa Vimmelskaftet. (Efterskrift til Politivennen)

I Forgaars blev et ungt Fruentimmer, som fra en af Forstæderne, i Selskab med en Kone, sögte Födselsstift., saa angreben af Födselssmerterne, da hun kom i Vimmelskaftet, at hun under Skrigen og Venen maatte söge ind i en Port der i Gaden, hvor hun födte. Til Lykke kom just Politiadjut. Hr. Eller til. Han lod strax Porten slaae i og bevogte, saa at ikke engang ugivte Fruentimmer, langt mindre Mandspersoner indlodedes. Han lod imidlertid hurtig en Gjordemoder hente, og en Vogn, som bragte den Lidende til sin Bestemmelse. Alle de som vare Vidner til denne Tildragelse, vare enige i berömme Hr. Ellers vakre og skaanende Adfærd.

(Dagen, 9. september 1803)

En strafværdig handlemaade af en Hyrekudsk.

Natten mellem den 5. og 6. juni blev min hustru overfaldet af fødselssmerter og da jeg ifølge min stilling næsten hele dagen må være udenfor mit hus og beskæftiget på andet sted, var vi blevet enige om at hun skulle benytte de af det classenske legat på fødselsstiftelsen indrettede konestuer.

I min kære hustrus lidende stilling kunne eller ville jeg ikke forlade hende, og anmodede af den grund vægteren om at besørge mig en vogn for at kunne bringe hende til Fødselsstiftelsen. Denne mand opfyldte med velvilje min anmodning, idet han begav sig til vognmand og hyrekusk Mortensens enke som bor i Strandgade på Christianshavn for at bestille den attråede og med smerte ventende vogn. Ved ankomsten på dette sted mødte imidlertid den hindring at den person der formentlig bestyrer vognmand og hyrekusk Mortensens enkes hyrekuskeri nægtede den bestilte vogn med mindre han fik forudbetaling for turen, uagtet han med hensyn til den vognen bestillende persons dragt (vægteruniformen) kunne se at denne ikke var nogen lazaron eller dagdriver.

Imidlertid afholdt denne vægring ikke denne brave mand skønt han ikke havde så mange penge hos sig, som blev opkrævet for vognen, fra at besørge sit ærinde. For han trak sit ur op af lommen og deponerede dette som sikkerhed for vognlejen.

Af forestående fremgår at min kone uden denne brave mands tjenstvillighed måtte have tilbragt en lang tid i en lidende tilstand da der ikke bor flere end den samme hyrekusk på Christianshavn.

Da der i vores nuværende og af sine undersåtter højstelskede konges regeringstid er emaneret en forordning der dikterer maget betydelige korrektioner og straffe for sådanne personer der viser uhjælpsomhed imod deres i fare stedte medmennesker, så indstilles til høje ansvarlige til modnere overvejelse om der ikke er anledning til at foranstalte vedkommende tiltalt og straffet for denne højst urigtige opførsel, for ikke at tale om det hverken var mere eller mindre end hans pligt at opfylde den gjorte anmodning.

Franck, tøjmagersvend.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 371-373).

Strandgade 28.Foto Erik Nicolaisen Høy

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge Vejviseren er der tale om M. C. Mortensens enke, Strandgade 44, Christianshavn. Adressen blev 1856 til Strandgade 28/Wildergade 41, i 1934 henlagt til Strandgade 28-30/Wildersgade 39-43. Strandgade 28 er fra 1626, ombygget flere gange. Også huset i Wildersgade er det fra dengang.

Spørgsmaal

(Indsendt)

Siden det nu er over 30 og måske 40 år siden at indretningen ved Fødselsstiftelsen i Amaliegade er blevet forandret, så spørges om det ikke er aldeles upassende at lade den i huset indmurede grå sten beholde sin indskrift: Ulykkelige børns frelse. Det forekommer indsenderen heraf at noget sådant må være en mangel på vedkommende bestyreres opmærksomhed, og at denne indskrift må være meget påfaldende, især når den som kan formodes, blev set eller omtalt af fremmede. Allerhelst da bekostningen på indskriftens eller hele stenens borttagelse ikke kan være betydelig.

(Politivennen nr. 282. Løverdagen den 26e Maj 1821, s. 4547-4548).

Fødselsstiftelsens gård, set mod Amaliegade. (Eget foto, 2016)

(To numre mangler: 280 og 281)

Spørgsmål

(Efter indsendt)

Det er enten efter befaling eller i det mindste efter skik og brug, at personalet af de som indkommer, udgår, fødes og dør i Frederiks og Almindelig Hospital, i Fødselsstiftelsen og Rasp- Tugt og Forbedringshuset, bliver offentlig bekendtgjort hver 8. dag i Københavns Addresse Aviser. Til den ende er der afsat 4 rubrikker i avisen. Men det er meget påfaldende at se rubrikken for Rasp- Tugt og Forbedringshuset for det meste er blank. Årsagen hertil kan næppe være fra Addressekontorets side, da stiftelsernes navne og kolonner altid er aftrykt. Man spørger derfor, hvis er skylden, og hvorfor må man ikke nu ligeså vel som før og for nogle år siden, se antallet på de som indkommer, udgår, fødes og dør i Rasp- Tugt- og Forbedringshuset? Det er kun et par uger siden at 3 fangebørn på en søndag offentlig døbtes i kirken ved stiftelsen, og det kan bevises at adskillige er indkomme, udgåede og døde fra den 10. til ultimo maj. Men hvorfor skal dette forties. Herom ønskes man i dette blad oplyst de ansvarliges sande årsag.

(Politivennen nr. 424, 7. juni 1806, side 6742-6743)

En gyselig Anekdote og Bøn til Københavns Guvernør

Følgende bogstavelig sande anekdote  mener jeg fortjener offentliggørelse i Politivennen, da dette måske kunne være et middel til at hindre lignende tildragelser for fremtiden. For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen. Da hun efter vedkommendes vurdering endnu havde 8 dage tilbage. 

" For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig." (Bakkehuset på Frederiksberg. Ejeren "der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig" er formentlig Kamma og K. L. Rahbek selv, som boede i Bakkehuset 1802-1830. Eget foto, 2015)

Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i sluget af Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte.

At vedkommende civil myndighed, der med sædvanlig menneskelighed har behandlet denne hele sag, uden tvivl fra sin side vil gøre de fornødne bevægelser for om muligt at udvirke, at den vagthavende i sådant tilfælde måtte have frie hænder til at følge sit hjerte og menneskekærlighedens bud, derom er jeg ikke mindste i tvivl. Imidlertid mener jeg, at det var godt tillige at give sagen publicitet, så den måske så meget des snarere og bedre kan komme for Københavns hæderværdige guvernør, der fra det første øjeblik han under nationens jubel tiltrådte sin hæderspost, har givet bevis på bevis, at han ved at sætte pris på menneskeliv. Jeg har fremstillet faktum så ligefrem som muligt, uden deklamation og uden sarkasme, da jeg troede sagen ville tale for sig selv, og ethvert menneskehjerte føler alt, hvad der i denne anledning er at sige.

Bakkehuset d. 15. maj 1801
K. L. Rahbek

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16. maj 1801, s. 2545-2548)

En Spaakærling, som praktiserer her i Byen.

Pro Memoria!

Jeg tror ikke det er upassende at gøre enhver i almindelighed og politiet i særdeleshed opmærksomme på et kvindemenneske der her i byen går hus til hus i selskab med 2 arbejdsføre lømler. Hun går alene ind og fra etage til etage tilbyder at flikke kedler og pander. Hun giver sig helst i kast med halvvoksne pigebørn og tjenestepiger, fortæller dem på gebrokkent tysk at hun kan spå og forudsige når og med hvem de skal giftes. Således traf jeg hende i dag i samtale med min tjenestepige. Da hun så jeg kom ud, luskede hun af. Jeg spurgte da pigen hvad kællingen ville? Hun ville spå hende i hænderne. Jeg lukkede derpå vinduet op og så hende med sit selskab med poser under armen gå hele nabolaget igennem. Sikkert har hun 3 erhvervsmåder: 1) at flikke kedler 2) at spå 3) den fordelagtigste ventelig at stjæle og derfor har de meget hensigtsmæssigt forsynet sig med poser. Dette var efter pigens udsagn den anden gang at hun her i huset således tilbød sin tjeneste.

Ved denne lejlighed erindrer jeg en sørgelig tildragelse passeret for nogle år siden. En ung konge blev et offer for sådant ondskab fuldt uhyre. Overbevist at den ikke står her på urette sted, tager jeg mig den frihed at meddele den offentlig. Jeg fortæller den således som den afdødes kusine har meddelt mig den et års tid efter dødsfaldet.

Tror De, sagde hun, at det var barselssengens følger der berøvede os min kusine fru N. N.? Intet mindre - det var indbildningen der dræbte hende. Jeg skal fortælle dem alt. Nogle år før hendes giftermål kom jeg for at besøge min kusine. Og fandt hende med sin søster alene hjemme. Vi var meget unge og fordrev altså tiden med spøg og latter. Imidlertid kom en kælling som gik pigerne til hånde i køkkenet, ind i stuen og sagde at når vi ikke ville lade os mærke for mama, så skulle hun sige os noget rart, da hun kunne spå.

Denne spøg ville vi også have, lovede hende derfor tavshed. Med min ældste kusine gjorde hun begyndelsen. Ja! Jomfruen gør et rart giftermål, hun får såmænd en officer. Om nogle uger kommer her en fornem frue på besøg, men hun dør her. Gud bevare os! Hvad ser jeg? Ja! Jomfruen kommer 2 gange i barselsseng, men den anden gang må De dø. Om nogen tid bliver her traktering og da vilde blive en del sølv borte. I det samme kom mama hjem, og heksen forsvandt ud i køkkenet. Vi andre slap for at blive spået. Godt havde kællingen ved at spå alt dette. En meget værdig officer havde adgang i familien. Jomfruens tante fru B. i N. var meget syg, og havde uden nytte brugt lægernes råd. Hun ventedes til København for at blive helbredt. Idelig var der et eller andet lille gilde, og da kunne profetinden nok sørge for spådommens opfyldelse med sølvtøjet. Ved den første lejlighed gik sølvet sin gang. Fru D. kom fra N. og døde her. Jomfruen blev gift med den nævnte officer. Hun kom i barselsseng, alting gik godt. Kællingen med samt hendes spådomme var aldrig faldet hende ind. Nu kom det andet svangerskab, og frygteligt erindrede hun sig nu spådommen. Frygten steg med svangerskabet. Undertiden søgte hun at bedøve sig selv med overdreven munterhed. Når hun da af sin mor i den anledning fik en irettesættelse, svarede hun: Oh, moder! Lad mig være lystig den føje tid jeg har at leve i. Imod den tid hun ventede sin forløsning, sagde hun til sin mand: Jeg lever ikke. Lagde derpå et og andet til rette, som hun bestemte til foræring for sine veninder. I det øjeblik da fødslen nærmede sig, forlangte hun at komme på Fødselsstiftelsen. Sikkert gjorde hun det da hun der troede at behandles og plejes bedre end hjemme. Hun barslede. Alting gik godt, men frygten havde nu engang betaget hende, og efter 24 timer var hun ikke mere.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2419-2423)

Bekjendtgørelse.

I anledning af det i nr. 109 af Politivennen indrykkede om de på Fødselsstiftelsen fødte børn, bemærkes herved at betalingen ikke er 3 mark ugentlig, men kun 1 mark, 8 skilling for dem som er udsat på landet og vedvarer i 6 år. 3 mark ugentlig betales kun for dem som for en kort tid er udsatte her i staden indtil de efter deres bestemmelse kan komme på landet og skal denne interims udsættelse være indført, formedelst bøndernes aftagende lyst til at befatte sig med disse børn.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 110. 31 Maj 1800, s 1755-1756)

Om Fødselsstiftelsen og de udsatte Børn.

Man ønskede ved nøjagtige lister at underrettes ikke blot om de på stiftelsen fødtes og dødes antal, men også om de udsatte børns mortalitet i det ringeste til det 15. år. Den som ytrer dette ønske tror, at man af disse tabeller ville fyndigst overbevises om at 3 mark om ugen er for lidt til virkelig underhold for et barn, især i disse dyre tider endsige til at indgyde plejeforældrene omsorg og kærlighed for barnet hvor denne ikke fremkommer af et menneskekærligt og blidt gemyt eller hvor fattigdom og nød kæmper derimod.

Mon ikke også en skarp overvejelse af stiftelsens tilstand kunne opgive midler til at udrede noget klækkeligere til disse forladte småbrødres tarv

Mon det ikke var godt at enhver far som i tiden lyste et af disse børn i kul og køn tilholdtes at betale stiftelsen alt eller halvt af det til barnets pleje udlagt. Mon ikke præmier til plejeforældre ved hvert plejebarns forevisning af frisk og ufordærvet legemsbeskaffenhed i dets 15. år kunne virke meget. Vel at forstå når sådanne opmuntringer ikke som nu blev givet på plejebørnene bekostning.

Det er stort at redde mange mødre fra skændsel, samvittighedsnag og helbredsforlis. Det er stort at stræbe efter at redde mange ulykkelige børn fra de mange farer der truer den forældreløse. Men større er det måske at udstrække den hjælpende hånd til et mindre antal ulykkelige og da til fulde og med vished at redde dem den udstrækkes til, end ved at udstrække den til flere at vise en vilje der er større end evnen, og derved tilbageholde andre hænder der burde gøre det, der af den ene hånd ikke kan overkommes.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24 Maj 1800, s 1741-1743)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 110. 31 Maj 1800, s 1755-1756.

Forslag

Fødselsstiftelsen kan man med føje regne til en af de meget gavnlige indretninger her i byen. Hvor mange ulykkelige mødre den har reddet fra fortvivlelsen, hvor mange kvinder den har lettet de byrder, der følger med fødslen, er mere end bekendt.

Og dog tror man med rette at kunne gøre opmærksom på en væsentlig mangel ved samme: Når nemlig et fruentimmer om natten bliver upasselig og vil tage derud, hænder det ikke sjældent at det ikke er muligt at få en vogn. De højst ubehagelige og farlige følger heraf er indlysende.

Man foreslår derfor at Fødselsstiftelsen enten selv anskaffer kareter, der kunne være til tjeneste når de behøvedes, eller, hvad der måske kunne være mere rigtigt, lavede en aftale med forskellige hyrekuske omkring i byen om at der altid om natten såvel som om dagen holdt en eller to kareter færdige til at befordre sådanne patienter, da prisen uden urimelighed kunne være noget højere for en sådan tur, end for en almindelig.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1446-1447)