Pro Memoria!
Jeg tror ikke det er upassende at gøre enhver i almindelighed og politiet i særdeleshed opmærksomme på et kvindemenneske der her i byen går hus til hus i selskab med 2 arbejdsføre lømler. Hun går alene ind og fra etage til etage tilbyder at flikke kedler og pander. Hun giver sig helst i kast med halvvoksne pigebørn og tjenestepiger, fortæller dem på gebrokkent tysk at hun kan spå og forudsige når og med hvem de skal giftes. Således traf jeg hende i dag i samtale med min tjenestepige. Da hun så jeg kom ud, luskede hun af. Jeg spurgte da pigen hvad kællingen ville? Hun ville spå hende i hænderne. Jeg lukkede derpå vinduet op og så hende med sit selskab med poser under armen gå hele nabolaget igennem. Sikkert har hun 3 erhvervsmåder: 1) at flikke kedler 2) at spå 3) den fordelagtigste ventelig at stjæle og derfor har de meget hensigtsmæssigt forsynet sig med poser. Dette var efter pigens udsagn den anden gang at hun her i huset således tilbød sin tjeneste.
Ved denne lejlighed erindrer jeg en sørgelig tildragelse passeret for nogle år siden. En ung konge blev et offer for sådant ondskab fuldt uhyre. Overbevist at den ikke står her på urette sted, tager jeg mig den frihed at meddele den offentlig. Jeg fortæller den således som den afdødes kusine har meddelt mig den et års tid efter dødsfaldet.
Tror De, sagde hun, at det var barselssengens følger der berøvede os min kusine fru N. N.? Intet mindre - det var indbildningen der dræbte hende. Jeg skal fortælle dem alt. Nogle år før hendes giftermål kom jeg for at besøge min kusine. Og fandt hende med sin søster alene hjemme. Vi var meget unge og fordrev altså tiden med spøg og latter. Imidlertid kom en kælling som gik pigerne til hånde i køkkenet, ind i stuen og sagde at når vi ikke ville lade os mærke for mama, så skulle hun sige os noget rart, da hun kunne spå.
Denne spøg ville vi også have, lovede hende derfor tavshed. Med min ældste kusine gjorde hun begyndelsen. Ja! Jomfruen gør et rart giftermål, hun får såmænd en officer. Om nogle uger kommer her en fornem frue på besøg, men hun dør her. Gud bevare os! Hvad ser jeg? Ja! Jomfruen kommer 2 gange i barselsseng, men den anden gang må De dø. Om nogen tid bliver her traktering og da vilde blive en del sølv borte. I det samme kom mama hjem, og heksen forsvandt ud i køkkenet. Vi andre slap for at blive spået. Godt havde kællingen ved at spå alt dette. En meget værdig officer havde adgang i familien. Jomfruens tante fru B. i N. var meget syg, og havde uden nytte brugt lægernes råd. Hun ventedes til København for at blive helbredt. Idelig var der et eller andet lille gilde, og da kunne profetinden nok sørge for spådommens opfyldelse med sølvtøjet. Ved den første lejlighed gik sølvet sin gang. Fru D. kom fra N. og døde her. Jomfruen blev gift med den nævnte officer. Hun kom i barselsseng, alting gik godt. Kællingen med samt hendes spådomme var aldrig faldet hende ind. Nu kom det andet svangerskab, og frygteligt erindrede hun sig nu spådommen. Frygten steg med svangerskabet. Undertiden søgte hun at bedøve sig selv med overdreven munterhed. Når hun da af sin mor i den anledning fik en irettesættelse, svarede hun: Oh, moder! Lad mig være lystig den føje tid jeg har at leve i. Imod den tid hun ventede sin forløsning, sagde hun til sin mand: Jeg lever ikke. Lagde derpå et og andet til rette, som hun bestemte til foræring for sine veninder. I det øjeblik da fødslen nærmede sig, forlangte hun at komme på Fødselsstiftelsen. Sikkert gjorde hun det da hun der troede at behandles og plejes bedre end hjemme. Hun barslede. Alting gik godt, men frygten havde nu engang betaget hende, og efter 24 timer var hun ikke mere.
Jeg tror ikke det er upassende at gøre enhver i almindelighed og politiet i særdeleshed opmærksomme på et kvindemenneske der her i byen går hus til hus i selskab med 2 arbejdsføre lømler. Hun går alene ind og fra etage til etage tilbyder at flikke kedler og pander. Hun giver sig helst i kast med halvvoksne pigebørn og tjenestepiger, fortæller dem på gebrokkent tysk at hun kan spå og forudsige når og med hvem de skal giftes. Således traf jeg hende i dag i samtale med min tjenestepige. Da hun så jeg kom ud, luskede hun af. Jeg spurgte da pigen hvad kællingen ville? Hun ville spå hende i hænderne. Jeg lukkede derpå vinduet op og så hende med sit selskab med poser under armen gå hele nabolaget igennem. Sikkert har hun 3 erhvervsmåder: 1) at flikke kedler 2) at spå 3) den fordelagtigste ventelig at stjæle og derfor har de meget hensigtsmæssigt forsynet sig med poser. Dette var efter pigens udsagn den anden gang at hun her i huset således tilbød sin tjeneste.
Ved denne lejlighed erindrer jeg en sørgelig tildragelse passeret for nogle år siden. En ung konge blev et offer for sådant ondskab fuldt uhyre. Overbevist at den ikke står her på urette sted, tager jeg mig den frihed at meddele den offentlig. Jeg fortæller den således som den afdødes kusine har meddelt mig den et års tid efter dødsfaldet.
Tror De, sagde hun, at det var barselssengens følger der berøvede os min kusine fru N. N.? Intet mindre - det var indbildningen der dræbte hende. Jeg skal fortælle dem alt. Nogle år før hendes giftermål kom jeg for at besøge min kusine. Og fandt hende med sin søster alene hjemme. Vi var meget unge og fordrev altså tiden med spøg og latter. Imidlertid kom en kælling som gik pigerne til hånde i køkkenet, ind i stuen og sagde at når vi ikke ville lade os mærke for mama, så skulle hun sige os noget rart, da hun kunne spå.
Denne spøg ville vi også have, lovede hende derfor tavshed. Med min ældste kusine gjorde hun begyndelsen. Ja! Jomfruen gør et rart giftermål, hun får såmænd en officer. Om nogle uger kommer her en fornem frue på besøg, men hun dør her. Gud bevare os! Hvad ser jeg? Ja! Jomfruen kommer 2 gange i barselsseng, men den anden gang må De dø. Om nogen tid bliver her traktering og da vilde blive en del sølv borte. I det samme kom mama hjem, og heksen forsvandt ud i køkkenet. Vi andre slap for at blive spået. Godt havde kællingen ved at spå alt dette. En meget værdig officer havde adgang i familien. Jomfruens tante fru B. i N. var meget syg, og havde uden nytte brugt lægernes råd. Hun ventedes til København for at blive helbredt. Idelig var der et eller andet lille gilde, og da kunne profetinden nok sørge for spådommens opfyldelse med sølvtøjet. Ved den første lejlighed gik sølvet sin gang. Fru D. kom fra N. og døde her. Jomfruen blev gift med den nævnte officer. Hun kom i barselsseng, alting gik godt. Kællingen med samt hendes spådomme var aldrig faldet hende ind. Nu kom det andet svangerskab, og frygteligt erindrede hun sig nu spådommen. Frygten steg med svangerskabet. Undertiden søgte hun at bedøve sig selv med overdreven munterhed. Når hun da af sin mor i den anledning fik en irettesættelse, svarede hun: Oh, moder! Lad mig være lystig den føje tid jeg har at leve i. Imod den tid hun ventede sin forløsning, sagde hun til sin mand: Jeg lever ikke. Lagde derpå et og andet til rette, som hun bestemte til foræring for sine veninder. I det øjeblik da fødslen nærmede sig, forlangte hun at komme på Fødselsstiftelsen. Sikkert gjorde hun det da hun der troede at behandles og plejes bedre end hjemme. Hun barslede. Alting gik godt, men frygten havde nu engang betaget hende, og efter 24 timer var hun ikke mere.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2419-2423)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar