Studentervæbning.

Et af de tidligste eksempler på den tapperhed der sædvanligvis findes hos Minervas studerende sønner, blev givet af Københavns studenter i stadens belejringer under Frederik den tredje. Det er al verden bekendt at Danmarks frelse fra undergang på det kritiske tidspunkt skyldes ikke mindre hovedstadens akademiske, end øvrige borgeres kækhed. Ikke alene ved voldenes besættelse, men idelig ved de langt farligere udfald, var studenterne alle tider med de første, og ikke få af dem havde så fortrinlig udmærket sig at det da kongen efter belejringens ende takkede samtlige studenter for udvist dåd, og bad dem nu vende tilbage til videnskaberne, blev disse betydet at kongen i betragtning af deres militære geni overlod til deres valg enten at forfremmes i armeen eller i kirken. *)

I den nærværende krig har man på mange steder i Tyskland set studenterne væbne sig til landeværn med den største beredvillighed og kækhed især i Wien og Prag.

Den som skriver dette, er borger og som sådan har han sin post når fjenden er der. Men han er også student. Ham vil det derfor håber han tillades at tale i de akademiske borgerens navn og ikke blot efter indvortes følelse, men også efter mange ham bekendte studenters ytring, erklærer for hvem det måtte synes underligt at de ikke allerede havde væbnet sig, at faren aldrig skal komme dem for tidlig, at deres blod altid skal vokse med fjendens anfald, og at eftertidens skribenter ikke skal betænke sig på at sætte dem ved siden af disse deres berømte forgængere.

*) Udgiveren har dette af en i hans slægt havende efterretning da to af hans forfædre var i disse udmærkedes tal, hvoraf dog ingen ville forlade bogen, men modtog i dets sted to fordelagtige gejstlige befordringer. Den ene i Holmens kald, og den anden Skanderborg Slotskald.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2417-2419)