De Gamle fra Dybbølskanserne. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst til venstre: Veteranen, Løjtnant, kgl. Skuespiller Jerndorff. I Midten: Veteran-Vogntoget kører over Raadhuspladsen. Til højre: Batataillonsfanerne føres ud fra Kastelskirken. Herren yderst til højre bærer den eneste at Fanerne, der var med ved Dybbøl. Nederst til venstre: Veteranerne udenfor Kastelskirken.

Man kon ikke sige, Vejret begunstigede de danske Soldaterforeningers Fest for Veteranerne

i Gaar paa 60- Aarsdagen for de sidste Kampe ved Dybbøl. Kulde, Regn og Blæst satte sit Præg paa Dagen, og godt var det derfor, at det udendørs Arrangement kun omfattede Køreturen fra Garderkasernen til Paladsteatret.

Dagen begyndte Kl. 10  formiddag med en stemningsfuld Gudstjeneste i Kastelskirken, hvor Batailions og Soldaterforeningernes Faner var opstillet.

De ca. 100 Veteraner sad i Koret, hvor de dybt bevæget hørte paa Pastor Storms jævne Ord og Taktil dem, for hvad de havde ydet. Kl. 3 havde Forsvarsbrødrene arrangeret en smuk Mindefest for Veteranerne. Den afholdtes i Odd Fellow Palæet, hvor Sang, Taler og Musik vekslede Kl 4½ gik Vogntoget fra Rosenborg Eksercerplads gennem Byen til Paladsteatret Men som Følge af det uheldige Vejr foretoges Turen i lukkede Vogne, og derfor fik Københavnerne ikke rigtig Lejlighed til at hylde de Gamle.

Til Gengæld mærkede de klart den Bølge af Sympati, der slog mod dem ved Ankomsten til Paladsteatret.

Medens hele Publikum rejste sig, marscherede de ind til Tonerne af "Den Gang jeg drog af Sted", samtidig med at Blomster dalede ned over dem fra Loftet, og hver Afdeling var flankeret af militære Fanekommandoer.

Paa Baggrund af Dybbølmøllen, en Dekoration malet af Carl Lund, holdtes der Taler af Pastor Olfert Ricard, Generalløjtnant Ellis Wolff Generalmajor Nyholm og Viceadmiral Konow. Desuden reciterede gamle Jerndorff, der selv  er Veteran, og som var Genstand for langvarig Hyldest, da han viste sig. Ind imellem sang Fru Leth-Rasmussen og Hr. Per Bjørn, og desuden vistes der Lysbilleder fra Dybbøl og et Par smukke Tableauer. Alt i alt en smuk og stemningsfuld Fest.

(Aftenbladet (København) 19. april 1924).

Ca. 1800 indsamlere samlede ind på Dybbøldagen 1929. Her på Amagertorv. Foto fra Nationaltidende 18. april 1929, 2. udgave

Johan August Wilhelm von Weiss (1833-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.

Dette fotografi blev første gang offentliggjort i anledning af 1. bataillons 150 års jubilæum i december 1913 (ifølge København 2. december 1913). Det skulle efter teksten være taget for 50 år siden, altså i 1864).

80 Aar.

Wilhelm Weiss.

Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.

Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.

- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.

- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.

- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.

Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.

- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.

- De er født i København?

- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.

- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?

- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...

- Hvor kom De hen fra Viborg.

- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.

- Er De aldrig bleven saaret?

- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.

- I 1864 var De ogsaa med?

- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...

Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar. 

- Fik De her Ridderkorset?

- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.

- - -

Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.

Holger.

(København 28. maj 1913).

80 Aar.

Kaptajn Wilhelm Weiss.

I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.

Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.

Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.

Det bliver i hvert en anstrengende Dag.

Kaspar.

(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).

Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.

Foto fra Aftenbladet 14. august 1918 om Tivolis 75 årsdag hvor kaptajn Weiss omtales.

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 

Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.

Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.

Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)

Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.

Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)

En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"

Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

Stor batalje. (Efterskrift til Politivennen).

Over 50 soldater i vild kamp.

Søndag aften ved titiden var beværtningen Sydpolen, der ligger i en kælder i Lille Brøndstræde i København, overfyldt af soldater af alle mulige våbenarter, men matroser og vestindiske soldater var i flertal. En matros og en gendarm kom pludselig i klammeri, og klammeriet blev til en hidsig nævekamp, under hvilken gendarmen var ved at blive den lille, sprang da pludselig tilbage, trak sit våben og for ind matrosen. Inden nogen kunne forhindre det, havde han tilføjet ham et dybt blødende sår i den ene hånd og flænget kinden på ham. 

Dette blev signalet til vild kamp over hele linjen

Matroserne og de fleste folk af de hjemlige våbenarter tog parti overfaldne, mens gendarmerne og enkelte andre sluttede sig til vestinderne. Sabler og bajonetter lynede i skæret af gasblussene, blodstænkte kroppe væltede sig på gulvet i kamp, borde og stole faldt og splittedes ad, - kopper og tallerkener faldt på gulvet.

På dette tidspunkt kom en politibetjent forbi oppe på gaden. Han hørte det infernalske spektakel, men da han så den kamp, der rasede i lokalet, var han klar over, at på den valplads var han absolut magtesløs. Han løb til den nærmeste telefon og rekvirerede alt disponibelt mandskab fra St. Kongensgades politistation, ti mand.

Inden de kom til stede, havde kampen bredt sig til "Kap Horn", der ligger i stuen i samme ejendom. Gæsterne var her blandet af de samme ingredienser som i kælderen. Da betjentene nåede ejendommen, for bord- og stoleben ud gennem vinduer og døre, og sårede soldater kom vaklende ud med blodet flydende ned over ansigtet.

De 7 betjente ilede først op i stuen. Ved synet af den mandsstærke politistyrke stilnede kampen øjeblikkelig af, og soldaterne forlod lydigt beværtningen. Deretter kom turen til Sydpolen hvor det gik på samme måde, men medens værten satte skodderne for vinduerne og stængede døren, genoptog det halve hundrede soldater, der nu var samlet på gaden, slagsmålet med fornyet kraft.

Det var ifølge "B. T." umuligt at foretage nogen anholdelse i dette mylder af slagsbrødre; betjentene måtte nøjes med at skille de kæmpende ad. Efterhånden trak kampen hen mod Nyhavns bolværk, og sidste akt udspilledes på et hyttefad, på hvilket fire mand faldt ned og Iå og sloges, så vandet sprøjtede omkring dem.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. januar 1916).

Percy Howard Hansen - og andre Victoria-Korsmodtagere. (Efterskrift til Politivennen)

Percy Howard Hansen (1890-1951). Født i Durban eller Dresden. I London 1900. 1914 kaptajn, adjudant ved 6. bataljon. Han deltog sommeren 1915 ved Gallipolli, august 1915 ved Yilghin Bumu. Udnævnt til brigademajor, 170th Lancashire brigade. Efter krigen var han under den palæstinensiske opstand 4 måneder der i 1936. Under 2. verdenskrig forfremmet flere gang. Trak sig tilbage i 1946.

Kaptajn Percy Hansens deltagelse ved Gallipolli var en del af det berømte slag ved Gallipolli som stod på fra februar 1915 til januar 1916. Målet var at erobre Konstantinopel (Istanbul). Det mislykkedes, og 131.000 soldater døde, mens 262.000 blev såret. Slaget var blevet indledt 19. februar 1915 med flådeangreb. Dette blev opgivet 18. marts 1915. Fra april var taktikken at knuse det tyrkiske artilleri for at fremføre minestrygere. Et angreb startede 25. april 1915. Krigen udviklede sig herefter indtil august til en skyttegravskrig med adskillige slag. 6 august 1915 forsøgte englænderne en ny taktik, og forsøgte en landgang ved Suvla for at sikre sig nogle højdedrag. Også det mislykkedes endeligt ved et omfattende slag 21. august. I oktober 1915 besluttede englænderne at evakuere. Den 9. januar havde englænderne trukket sig helt ud. 

Kortet viser Gallipolli-halvøen ved indsejlingen til Marmarahavet, med Istanbul helt til højre,øverst.

To andre danskfødte fik  victoriakorset i 1. verdenskrig: Korporal Jørgen Christian Jensen (1891-1922), april 1917 og Løjtnant Thomas Dinesen (1892-1979). august 1918.

Kaptajn Percy Hansen, V. C.

En ung dansk-engelsk officer, kaptajn Percy Howard Hansen har, som omtalt, for få dage siden fået den højt værdsatte militærdekoration victoriakorset.

Kaptajn Percy Howard Hansen - der er søn af den kendte storkøbmand Ed. Hansen, tidligere i Sydafrika - for for tiden tjeneste som adjudant ved et Lincolnshire-regiment på Gallipolli-halvøen. I de officielle engelske beretninger fremhæves hans modige forhold på følgende måde:

Efter for anden gang at have stormet og taget "den grønne knold" ved Yilghin Burnu den 9. august, blev kaptajn Percy Hansens bataljon tvunget til at gå tilbage og måtte efterlade nogle sårede som man ikke kunne få med på grund af den voldsomme hede fra budskadset der var stukket i brand. 

Da delingen var ført tilbage, løb kaptajn Hansen efter egen tilskyndelse sammen med 3-4 frivillige flere gange 3-400 alen frem over åbent terræn og under voldsom ild, løb ind i buskadset og reddede ikke færre end 6 sårede engelske soldater som ellers uundgåeligt ville have lidt døden i flammerne

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. oktober 1915, 2. udgave).

Mr. Viggo Hansen og frue, f. Been, er i disse dage rejst hjem til London for at være sammen med deres ældste søn, kaptajn i den engelske hær Percy Hansen, der har fået 3 måneders orlov for i London at komme til kræfter efter det anfald af dysenteri han har pådraget sig under ekspeditionen til Dardanellerne.

Det er mr. Viggo Hansen og frues hensigt senere på vinteren at vende tilbage hertil, hvor deres yngste søn, mr. Edgar Hansen, forbliver boende, da han har modtaget en ansættelse under den herværende negelske generalkonsulat.

(Nationaltidende, 30. oktober 1915).

Suvla Bay area, Gallipolli, august 1915. Mænd fra den brittiske hær Scottishh Horse forsamlet på stranden efter landing fra transportskibe. Australien War Memorial. Public Domain.

Kaptajn Percy Hansen fortæller.

Den unge dansk-engelske officer der fik victoriakorset.
Endnu en dristig dåd.

Den unge engelske officer, kaptajn Percy Hansen, søn af den danske storkøbmand Viggo Hansen - modtog, som tidligere omtalt, for nogen tid siden den høje militære udmærkelse Victoria-korset for glimrende tapperhed, udvist den 3. august ved Yilghei Bunu på Gallipoll-halvøen. Kaptajn Hansen er nu som såret kommet hjem til London, hvor han på "Royal Free Hospital" har fortalt en medarbejder ved "Times" om sine oplevelser.

Tre dage efter at kaptajn Hansen ved 6. bataljon af Lincolnshire-regimentet var kommet til land ved Suvla-bugten, var han med ved englændernes andet forsøg på at tage den såkaldte "Green Knoll", toppen af højen kunne de Ikke holde på grund af den voldsomme hede fra buskadset der var stukket i brand, og efter at de var gået tilbage, løb kaptajn Hansen flere gange sammen med 3-4 frivillige over fuldstændigt åbent terræn ind i det brændende buskads og reddede flere engelske sårede fra døden i flammerne,

"Der er såmænd ikke så meget at fortælle," sagde kaptajn Hansen, "og jeg ved knap nok nu, hvad der er foregået." Men af hans nøgterne beretning fremgik alligevel at det havde været en frygtelig kamp under en glødende sol, og at den dåd der havde skaffet den unge officer den højt skattede udmærkelse, vel var denne værd.

"Green Knoll" er en lille med tornebuske bevokset høj, som måtte tages, forinden man kunne føre angrebet videre frem mod det højere terræn længere tilbage. Et forsøg den 8. august på at besætte højen, var ikke lykkedes, og derfor fik den følgende dag kl. 2 om morgenen 33. brigade - hvortil Lincolnshire-regimentet hører - ordre til i mørket at gå frem fra strandbredden og gøre et nyt forsøg. Kl 5 begyndte stormangrebet, og i løbet af et kvarter havde englænderne besat toppen af højen, hvorefter der fulgte en fortvivlet kamp for at holde den. Alt som man kom længere op på dagen blev heden mere og mere utålelig, og der manglede vand.

Tyrkerne beskød de engelske afdelinger med granater og vedligeholdt en uafbrudt geværild mod dem. Ved middagstid tændte en granat ild i buskadset og det tørre bregne- og tjørnekrat brændte så voldsomt.

En 30 fod høj væg af ild

flammede i vejret og løb ned over siden af højen. Nu var det umuligt at gå længere frem, og snart efter viste det sig også nødvendigt at gå tilbage, hvorpå englænderne satte sig fast i en skyttegrav 400 alen nedenfor højen.

Lincolnshire-regimentet var på 700 mand da det rykkede frem, men der var kun 120, da det gik tilbage De der nåede skyttegraven, vidste, at der lå hundreder af deres kammerater ude i det åbne terræn prisgivne til døden i flammerne. Kaptajn Percy Hansen gjorde sig det da straks klart, at der måtte gøres noget for at søge at redde nogle af dem, og spurgte folkene om der var nogen der frivillig ville hjælpe ham. Der meldte sig straks tre, og sammen med dem krøb kaptajn Hansen op af skyttegraven og løb frem mod det brændende buskads. En efter en fik de 6 sårede hentede ned ad højen. Kuglerne peb dem om ørene og slog ustandselig i jorden omkring dem. men først da flammevæggen nåede stedet, opgav de uforfærdede redningsmænd yderligere forsøg. 

Det decimerede regiment holdt så skyttegraven indtil mørket og gik derefter længere tilbage.

Om landingen ved Suvla

fortæller kaptajn Hansen, at hans division var den første der kom i land her. Landgangen foregik under ringe modstand fra tyrkernes side. Mod Lincolnshire-regimentet blev der ikke fyret et eneste skud, og i begyndelsen gik alting udmærket. Først da englænderne var kommet 3 mil frem, blev tyrkernes modstand effektiv. Om tyrkerne som soldater har Kaptajn Hansen kun rosende ord. De var "clean fighters" og anvendte ikke giftgas eller andre lidet soldatermæssige kneb. "Det var en ren fornøjelse at slås med dem. De behandlede riflerne udmærket,  men deres granatskydning var nærmest farceagtig

Selvfølgelig sled det på soldaterne bestandig at være i ilden, men folkene på Gallipolli-halvøen har dog efter kaptajn H.s mening holdt modet oppe i forbavsende grad. Ånden i den franske styrke er glimrende og forholdet mellem de allierede fortrinligt.

- Efter tildragelsen den 9. august har kaptajn Hansen i øvrigt udført en ny dåd, der har skaffet ham endnu en udmærkelse. Den 9. september foretog han en meget farefuld rekognoscering langs kysten af Suvla bugten. Han klædte sig fuldstændig nøgen af, og kun udstyret med en revolver og et tæppe tilbagelagde han en lang strækning, dels ved at svømme, dels ved at kravle over klippestykkerne langs bredderne. En gang var en tyrkisk patrulje på 15 mand lige ved ham uden at se ham, en anden gang stødte han på en enlig tyrk, som han skød ned. Det lykkedes på denne tur kaptajn Hansen at stedfæste en højst generende tyrkisk kanons position og at skaffe yderligere værdifulde oplysninger.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 18. november 1915).

Den tapre dansker.

Major Percy Hansen

Denne 25-årige dansk-englænder, hvis ualmindelig hurtige karriere vor korrespondent i London forleden omtalte i et telegram, er født i Dresden, hvor hans danske forældre - købmanden Viggo Hansen og hustru (f. Elisabeth Been, søster til rentier Julius B. og den afdøde kunsthistoriker Charles B.) - dengang var bosiddende. Efter at forældrene var flyttede til London, kom Percy Hansen sammen med sin yngre bror Edgar (der nu er knyttet til det engelske konsulat her i København) på Eton College; senere gennemgik han Sandhurst Militærskolen, blev løjtnant i Lincolnshire-regimentet, som han stadig tilhører, og lå i 2 år ved Gibraltar; derefter gjorde han tjeneste et par år på Bermudas-øerne, og han opholdt sig netop med en 3 måneders orlov på besøg hos sine forældre her i landet, da krigen brød ud forrige sommer; han skyndte sig da tilbage til England for at indtage sin plads i hæren.

Indtil et godt stykke indeværende år måtte han imidlertid nøjes med at uddanne rekrutter hjemme i Syd-England, men omsider kom han da af sted til kamppladsen, og han beordredes til at deltage i Gallipoli- Affæren. Hvorledes han der udmærkede sig ved tapperhed og uforfærdethed og for sin dødsforagt belønnedes med selve "Victoriakorset", - hvorledes han lå syg i Alexandria, kom tilbage til London for at tilbringe rekonvalescens-tiden der, hvorledes han, der nylig var blevet udnævnt til kaptajn, nu i en enestående ung alder er blevet yderligere forfremmet til major, er allerede meddelt; derimod er det næppe bekendt, at major Percy Hansen, så snart hans helbred vil tillade ham det, vil vende tilbage til krigsskuepladsen ved Dardanellerne, men denne gang som medlem af generalstaben.

Alle danske - ikke mindst familierne Beens og Hansens mange personlige venner - vil med glæde have modtaget efterretningerne om de udmærkelser og de avancementer, der er blevet den unge sympatiske Percy Hansen til del fra den engelske hærledelses side.

(Nationaltidende, 24. november 1915

Hos Percy Howard Hansen

Et interview med den tapre dansk-engelske major
- Fra vor korrespondent -

London, 16. november 1915.

Det var hertugen af Wellington som sagde at slaget ved Waterloo blev vundet først på legepladserne i Eton.

Deroppe på den berømte skole nær Windsor Slot har i århundreder Englands bedste ungdom fået den træning, den harmoniske udvikling af legeme og sjæl, af åndens gaver og af moralske egenskaber som har skaffet England ikke blot mange af dets største statsmænd, men også dets berømteste soldater og generaler.

Og i denne store krig er The Eton Boys repræsenteret kanske mere talrig end i nogen anden af de talløse krige som England har haft at kæmpe, og når krigen engang er over, og Eton College skal optage fortegnelse over dem af dets sønner hvis bedrifter har kastet den største glans over den berømte skole, vil sikkert major Percy Howard Hansens navn blive nævnt blandt dem som mest har hædret den gamle opdragelsesanstalt for landets aristokratiske ungdom.

Percy Howard Hansen er ikke blot en Eton Boy og en engelsk gentleman, men han er også dansk af afstamning og hans danske blod fornægter sig ikke i hans dybe sympati for Danmarks folk og land. Både hans far og mor er danske, og en bror er ansat ved det britiske generalkonsulat i København. Faderen er den velkendte danske storkøbmand hr. Viggo Hansen der drev store forretninger nede i Britisk Sydafrika, i Port Elizabeth og som nu er bosat i London.

Jeg traf kaptajn Percy Hansen oppe i "Royal Free Hospital" i Grey's End Road. Det var udenfor hospitalets besøgstid, og major Hansen sad på sengekanten i et af de store sygeværelser og fortalte. Som alle der har udrettet noget stort i denne verden, er også major Hansen en af de fåmælte. Først mange spørgsmål får hans tunge på gled, skønt man vanskelig vil kunne træffe en mere elskværdig, ligefrem og beskeden mand end denne unge officer.

"Jeg lå oppe i Skodsborg da krigen brød ud," fortalte major Hansen. "Jeg var rejst derop for at genvinde mit helbred efter et blodforgiftningstilfælde som jeg havde pådraget mig nede i Bermudas, hvor jeg havde været i militærtjeneste efter at have været ved garnisonen i Gibraltar. Og jeg kom først  til England, to dage efter at krigen var erklæret. Jeg havde dengang endnu ikke tilstrækkeligt genvundet mit helbred til straks at drage i felten og måtte derfor til at begynde med nøjes med at træne de unge mandskaber for lord Kitcheners arme, så det var først i juli at jeg drog ned til Dardanellerne."

Og det var da derned at major Hansen vandt de to højeste udmærkelser som en engelsk militær kan vinde, først Victoriakorset den 9. august og akkurat en måned senere "The Military Cross".

"It was an extraordinary luck," sagde major Hansen smilende, "at jeg fik det militære kors, for det var et par dage før in forfremmelse til major fandt sted, skønt jeg personlig først nu de sidste dage har fået nys derom. Sagen er nemlig den at The Military Cross er forbeholdt løjtnanter og kaptajner, så hvis min forfremmelse til major havde været kendt, ville jeg ifølge ordenens statutter ikke kunnet få det. The Military Cross som rangerer nærmest efter victoriakorset, blev oprettet af kong George efter krigens udbrud, og i hele den britiske arme er der så vidt jeg ved, foruden mig kun en officer til som har fået både Victoriakorset og militærkorset.

Major Hansen viste mig de to udmærkelsestegn. Victoriakorset er ubetinget det smukkeste; det bæres i purpurrødt bånd og er af bronze, af samme form som det såkaldte malteserkors, med den britiske løve i den øvre del af korset, med kronen i korsets midte og under står der skrevet: "For Valour". Der kan næppe tænkes noget mere enkelt end dette lille kors som hverken hofgunst eller millioner kan købe, Victoriakorset er demokratisk, for så vidt som den simpleste soldat kan vinde det på ærens mark, men alligevel sætter selv en feltmarskal sin højeste ære i at bære det. Lord Roberts som var overhængt med ordener fra alverdens fyrster, satte sit enkle victoriakors højest af alt. The military Cross er i sølv, også ganske enkelt, men en krone i hver af krosets fire ender. Det er, forekommer det mig ikke så smukt som Victoriakorset, og har da heller ikke dets lange ærefulde historie med traditionens glans over sig." 

Jeg spurgte major Hansen hvor han var blevet såret.

"I was not wounded at all," sagde majoren. Jeg fik dysenteri og blev derfor sendt hjem. Først kom jeg til det store militærhospital i Alexandria hvor jeg var en måned, og derfra vendte jeg for et par uger siden hjem med et hospitalsskib, sørejsen har haft en gavnlig virkning på mit helbred så jeg håber inden et par dage at kunne forlade hospitalet, og om jeg da får en længere ferie, agter jeg, om det blot er muligt, at rejse over til Danmark, - bare jeg ikke undervejs skulle risikere at blive fanget af tyskerne," tilføjede majoren med et smil. Ingen skulle heller så på major Hansen at han har været syg. Han måler sine seks fod og har den slanske,, elegante holdning som man så ofte finder hos engelske gentlemen der alle elsker det frie, ubundne sportsliv.

Fra Eton College kom major Hansen til Sandhurst, den bekendte kadetskole, og han er ikke alene en udmærket officer, men også en dygtig sprogmand, hvilket vel vil komme ham til gode, efter at han ved sin forfremmelse til major er blevet ansat i generalstaben. Han taler lige flydende fransk og tysk, og dansk er jo så at sige ved siden af engelsk hans modersmål. Major Hansen har gjort en karriére, som kun meget få kan se tilbage på. I 1911 blev han løjtnant, og nu, kun 25 år gammel, er han allerede major med generalstabsofficers rang.

Det var den 9. september, at major Hansen vandt sit Military Cross, og jeg vil hidsætte en oversættelse af hvad "Times" ved den anledning skrev, fordi det i al sin militære ordknaphed er så meget sigende. Det hedder: "Kaptajn Percy Howard Hansen, V. C., adjudant ved den sjette bataljon, Lincolnshire Regiment. For glimrende tapperhed i Suvla Bay den niende september 1915. Han foretog en rekognoscering langs kysten efter at have kastet af sig de fleste klæder, så han havde blot en blankets og en revolver. Han svømmede og klatrede over klipper, hvorunder han fik mange alvorlige skrammer og sår, men det lykkedes ham dog at erholde meget værdifulde oplysninger, ligesom han kunne konstatere den nøjagtige position af en kanon, som havde forvoldt os store tab. Hans foretagende var meget voveligt. Ved en lejlighed mødte han en patrulje på tolv tyrkiske soldater som imidlertid ikke så ham. Senere stødte han på en enkelt tyrkisk soldat som han dræbte. Han vendte tilbage til vor arme, stærkt medtager af de store strabadser han havde udstået."

De bedrifter som vandt for major Percy Hansen Victoria-korset, vil vist nok i store træk allerede være bekendt. Det var under en træfning ved Yilghin Burnu i Gallipolli. Major Hansen var et par dage i forvejen landet ved Suvla Bay sammen med sjette bataljon af Lincolnshire Regiment. Landingen var foregået med forholdsvis lethed idet ikke et skud blev løsnet mod The Lincolnshires, som avancerede næsten tre engelske mil før tyrkerners modstand blev blev virkelig effektiv. Det lykkedes regimentet at erobre den såkaldte "Chokolade-Højde" uden at lide større tab. Major Hansen er for øvrigt begejstret over de tyrkiske soldaters mod og deres militære opførsel. De er som han siger, Clean Fighters, og de er særlig dygtige til at bruge riflen, skønt deres granatild var nærmest en farce.

Det gjaldt om at erobre en lille højde, kaldet "The green Knoll". Den måtte komme i de engelske besiddelse for at de kunne have udsigt til at besætte en højde af stor militær betydning. Klokken 2 om morgenen den 9. august satte den treogtredivte brigade hvoraf The Lincolnshire udgjorde en del, sig i bevægelse for at gøre et angreb på de tyrkiske linjer... Angrebet begyndte ved femtiden om morgenen, og i løbet af et karter var toppen af højden i englændernes hænder. Men efterhånden som timerne gik, tiltog kampen i heftighed, så vi var udsat for en kontinuerlig granat- og geværild fra tyrkernes side, og ved middagstiden var hele buskadset i fuldt fyr og flammerne steg op til tredive meter i luften. Det var derfor umuligt at avancere, så vi havde intet andet at gøre end at trække os tilbage til vore løbegrave, 400 meter nedenfor højden. Vi var syv hundrede af Lincolnshireregimentet som gik i kampen, og kun 120 vendte tilbage. Men vi vidste at der lå hundreder af sårede mellem vore linjer og tyrkerne. Da var det at major Hansen, ledsaget af tre tapre mænd, besluttede sig til at gøre alt for at frelse de sårede kammerater, og til trods for at kuglerne hvislede dem om ørene og flammerne slog højt i vejret, lykkedes det majoren og hans mænd at frelse seks soldater som de var på deres ryg tilbage til løbegravene hvor de holdt sig, indtil mørket faldt på da de kunne trække sig tilbage.

"Vi led svære tab", sagde major Hansen, "Men tyrkerne led endnu værre, for fire a fem tusind af deres mænd satte ved den lejlighed livet til."

Major Hansen blev ikke træt af at rose sine soldaters mod og deres gode humør, og forholdet mellem de britiske og franske soldater var den hele tid det mest udmærkede. Franskmændene sendte englænderne deres røde vin, og englænderne forærede franskmændene cigaretter og tobak. Uheldigvis var der i Suvla Bay intet marketenderi, hvad soldaterne svært savnede, da intet kunne fås hverken for guld eller grønne skove. Den som havde haft noget at sælge der, ville kunne have tjent en pæn lille formue, sagde majoren.

--

Der stod i en engelsk avis forleden at da major Hansen tog farvel med sin sekretær, så sagde han: "If ever I have half a chance of doing anything, I mean doing it."

Major Hansen har holdt sit løfte, og det har skaffet ham Victoria-korset og det Militære Kors, en majorstitel og en stilling i generalstaben. Og hvad mere er, hans navn vil stadig mindes blandt dem som i verdenshistoriens største krig har øvet en heltedåd som sent vil glemmes.

(Nationaltidende, 25. november 1915).

En helt fra Gallipolli

Hvorledes kaptajn Percy Hansen, son af den danske direktør Viggo Hansen vandt Victoria-korset og militærkorset.
Reddet sårede fra at blive dræbt.
Et interview.
(Eftertryk er ikke tilladt).

London, 12. novbr.

Kaptajn Percy Hansen, søn af den kendte forretningsmand, direktør Viggo Hansen i London, som vandt Victoria-korset for fremtrædende tapperhed den 9. August ved Yilghin Burnu på Gallipolli-halvøen, er nu ankommet til London og opholder sig på Royal Free Hospital, Grays Inn-road, London.

Han deltog med 6. (Service) Bataljon af Lincolnshire-Regimentet i landingen ved Suvla Bay og var tre dage senere med, da Green Knoll blev taget for anden gang. Denne højde kunne ikke holdes på grund af den frygtelige hede fra krattet, som tyrkerne havde skudt i brand, og efter at et tilbagetog var blevet iværksat, løb han og tre frivillige adskillige gange frem og tilbage over den åbne grund, udsat for den forfærdeligste beskydning, og det lykkedes derved at redde ikke mindre end seks sårede folk fra den uundgåelige død i flammerne.

Kaptajn Hansens skildring. 

"Der er ikke meget at fortælle," sagde Kaptajn Hansen til en af "Times"' medarbejdere, som besøgte ham på hospitalet og stillede en række spørgsmål for at få en sammenhængende beretning om denne skrækkelige dag, hvor britterne kæmpede under en svidende sol, og hvor den dåd blev udført, der vandt den eftertragtede dekoration til denne unge, tapre officer. "Jeg har aldrig været så bange i mit liv," sagde han med et smil, "og jeg vidste knap nok, hvad der hændte."

"The Green Knoll" var efter Kaptajn Hansens beskrivelse en lille med gyvel bevokset højde som måtte stormes, før angrebet mod det højere land kunne forsøges. Det første angreb, der fandt sted den 8. august, havde ikke været heldigt, og klokken to om morgenen den 9. begav den 33. brigade, hvortil også Lincolnshire-regimentet hørte, sig på vej fra kysten i bælgmørke for at gøre et nyt angreb på de tyrkiske linier. Angrebet begyndte klokken fem om morgenen, og i løbet af et kvarter var bakketoppen vundet. Derefter fulgte en desperat kamp for at holde fast ved det vundne terræn. Efterhånden som solen kom højere på himlen, blev varmen værre og værre, og den føltes så meget desto mere, fordi der ikke var særlig meget vand at få. Tyrkerne bombarderede den angribende styrke og vedligeholdt en uophørlig Ild. Ved middagstid stak en eksploderende granat krattet i brand, og de knastørre gyvelbuske fængede så villigt, at der snart rejste sig en formelig mur af flammer, som i en højde af 30 fod rullede frem, nedover bakkeskrænten. Ikke blot var al videre fremrykning umulig, men tropperne blev tvunget til at opgive højden og falde tilbage til en skyttegrav, 400 fod længere nede.

Af 700 var kun 120 tilbage.

Lincolnshire-regimentet gik i kamp med 700 mand. Da det trak trak sig ud af kampen, var kun 120 mand tilbage, og de, der nåede sikkerhed i skyttegravene, vidste at hundreder af deres kammerater lå sårede ude i det åbne terræn og prisgivet de grådige luer. Kaptajn Hansen besluttede da at så mange som muligt skulle bringes tilbage i sikkerhed. Han bad om frivillige til at hjælpe sig med at bringe de hjælpeløse ind. Tre tapre mænd var villige til at risikere eventyret, og med kaptajnen i spidsen klatrede de ud af skyttegraven og styrtede sig ind i krattet. Hvinende og fløjtende susede projektilerne dem om ørene, og flammerne stormede frem imod dem og udsendte en utålelig hede. Men de nåede frem til de sårede, og det lykkedes dem at bringe seks mand ind, en efter en, i sikkerhed. Hidtil havde kuglerne ikke formået at standse dem; men hvad kuglerne ikke kunde, det udrettede flammerne. Til sidst var det umuligt at holde stand længere ....

Den splittede styrke holdt ud i skyttegraven, indtil mørket faldt på og gjorde det muligt for dem at falde tilbage. De tyrkiske tab var meget store. "De gjorde det af med os," sagde kaptajn Hansen, men til gengæld gjorde vi det af med fire-fem tusinde af fjenden."

Kaptajn Hansen roser de tyrkiske soldater. 

Idet han talte i al almindelighed om Gallipoli-kampagnen, sagde kaptajn Hansen, at hans division var den første til at lande ved Suvla Bay. Landingen foregik med meget lille modstand. Ikke et skud blev affyret imod Lincolnshire-regimentet og til at begynde med gik alting udmærket. Man vandt tre miles frem, før tyrkernes modstand blev effektiv, og "Chocolate Hill" blev taget med forholdsvis små tab.

Tyrkerne, sagde han, var ærlige krigere. De brugte ikke gas og gjorde sig ikke skyldige i uærlige kampmåder. "Det er virkelig en fornøjelse at slås med dem," bemærkede han. Om fjendens færdighed i riffelskydning talte han med respekt, derimod beskrev han tyrkernes artilleriild som farcemæssig. Naturligvis var det en prøvelse for soldaterne bestandig at være under Ild, men der var i virkeligheden ikke noget at blive særlig nervøs over.

Kammeratskabet imellem de allierede.

Tropperne ned på halvøen holdt på en glimrende måde humøret oppe. Kaptajn Hansen sagde: "Forholdet til franskmændene var aldeles udmærket, og der eksisterede et absolut kammeratskab mellem de allierede tropper. Det var ganske almindeligt, at en fransk oberst sendte en spand rødvin over til britterne, og disse forsynede så til gengæld franskmændene med cigaretter. Folkene, tilføjede han, savnede dog maketutten. Det var umuligt at give en penny ud i land og hvem som helst havde kunnet tjene en formue ved at forsyne tropperne med de små luksusartikler, de længtes sådan efter.

Kaptajn Hansens sidste ord var, at det, til trods for alle strabadser og skuffelser på Gallipoli, var det bedste i verden at være en britisk soldat.

Militærkorset.

Som det vil vides, vandt kaptajn Hansen Militærkorset (the Military Cross) for fremtrædende tapperhed ved Suvla Bay den 9. september 1915. Han foretog den gang en rekognoscering langs .Kysten . Han tog afsted efter at have afført sig sine klæder og medbragte kun et tæppe til at forklæde sig i samt en tjenesterevolver. Han svømmede en betydelig afstand og måtte klatre op mellem skarpe klipper, hvorved han blev slemt forslået og skåret. Men han skaffede værdifulde oplysninger og lokaliserede en kanon, der havde voldt megen ødelæggeise. På denne tur traf han 12 tyrkere som ikke så ham, og senere en som han dræbte. Yderst udmattet nåede han tilbage til de britiske linjer.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 2. december 1915).

En engelsk-dansk major.

Den unge engelske major Percy Hansen ved Lincolnshire-regimentet, søn af den kendte dansk-englænder hr. Viggo Hansen og frue, opholder sig i disse dage her i landet hos sine forældre. Den unge major der kun er 28 år gammel, har indlagt sig stor hæder under verdenskrigen og er dekoreret med mangfoldige tapperhedstegn. Hans forældre vil i morgen fejre hans hjemkomst ved et større bal på Hotel d'Angleterre.

(B. T. 22. januar 1919)

Percy Hansen er begravet på familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. Hans navn står nederst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jørgen Christian Jensen:

En jyde der tog 50 tyskere til fange.

En 26-årig jysk sømand fra Løgstør-egnen der i nogle år har opholdt sig i Australien, gik ved krigens begyndelse med på australsk side. Han har ifølge København for sjælden tapperhed og omtanke fået Victoria-korset og er udnævnt til sergent. Dette kors er i de tre første krigsår kun uddelt til 306, og det giver efter krigen 18 kr. om ugen i pension. Jørgen Christian Jensens bedrift var også ualmindelig. Af egen drift stormede han under en kamp over i fjendens stilling, betvang ved håndgranater (mens kuglerne susede over ham) en hel skyttegravs besætning og tog alene 50 tyskere til fange. Da kong Georg overrakte ham korset, talte kongen dansk til ham.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 15. september 1918).

I Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 5. december 1918 og Jyllands-Posten 1. december 1918 fortalte maskinarbejder Leo Winstrup Fischer fra Slagelse om en lignende episode, hvor udøveren var en Hans Nielsen fra Jerne ved Esbjerg. Her noteres at han blev indstillet til Victoria-korset. Om der er tale om samme person, og Fischer ikke har husket navnet korrekt, kan ikke konstateres.

Mens Percy Hansen altså blev særdeles omtalt i aviserne, gik det anderles med Jørgen Christian Jensen (1891-1922). Han emigrerede til Australien i 1909, statsborger her i 1914. Han meldte sig frivillig til den australske hær hvor han gjorde tjeneste 1915-18 ved 50th Battalion of the Australian Imperial Force. Han blev dekoreret 1917 Victoria Cross for tapperhed fordi han sammen med fem kammerater angreb en barrikade, bag hvilken 45 fjendtlige soldater med et maskingevær havde forskanset sig. En af kammeraterne skød maskingeværskytten, medens menig Jensen stormede barrikaden og smed en håndgranat. Derefter, med en håndgranat i hver hånd, truede menig Jensen resten af de fjendtlige soldater til at overgive sig. Han sendte en af sine fanger til en anden fjendtlig gruppe, med ordre til at de også skulle overgive sig, hvilket de gjorde. Men så begyndte hans egne at beskyde gruppen, som havde overgivet sig, hvorefter menig Jensen, trods faren sprang op på barrikaden svingende sin hjelm, hvorefter beskydningen stoppede. Han sendte herefter sine fanger tilbage til egne linjer.

Han døde alkoholiseret i Australien og blev begravet med militær honnør.

En avisartikel henviser også til en John Nyegaard som angiveligt også skulle have fået Victoria-korset. Hvilket ikke umiddelbart kan verificeres, da han ikke står på listen over modtagere:

En dansker i krigen

"Han var engelsk matros, og han bar det danske navn John Nyegaard..."

Han var matros i den engelske flåde. han bar det danske navn John Nyegaard, og han stod foran en amerikansk domstol anklaget for at have stjålet en banjo.

Han nægtede ikke at have taget den og dommeren skulle lige til at afsige straffen, da hs. juridiske velbårenhed fik øje på et kors, som matrosen bar på brystet.

"Hvad betyder det kors?" spurgte hs. velbårenhed.

"Det er Victoria-Korset!" svarede matrosen.

Da Victoria-Korset frelste Nyegaard.

Så rettede dommeren sig i sædet, og der blev bevægelse i retslokalet, for enhver amerikaner ved at det engelske tapperhedskors er den vanskeligst opnåelige af alle militære udmærkelser og kun uddeles til mænd, der har udført usædvanlige bedrifter.

Dommeren underkastede sagen en ny undersøgelse og fik opklaret, at Nyegaard havde været fuld og i drukkenskab havde taget den omtalte banjo. Men den dansk-engelske matros var ellers kendt som en fuldt ud hæderlig mand, og da der blev telefoneret til det engelske konsulat, sagde konsulen god for ham, så dommeren suspenderede straffen, og Nyegaard forlod retten som en fri mand.

*

Jakob Nyegaards Livs r o m a n.

Men forinden fortalte han sin historie. Han var født i Danmark, 23 år gammel og gift. 1 september 1914 havde han meldt sig som frivillig til den engelske hær og var i general Frenchs lille armé, da denne hjalp til at standse tyskerne ved Marne. Han var med i alle de følgende kampe og forblev usåret indtil juli 1915, da han blev sendt til et hospital.

*

En flugt fra den tyske fangelejr.

Efter en måneds sygeophold korn han tilbage til sit regiment og var med ved Ypres, hvor han blev taget til fange. Han blev sendt til en tysk fangelejr og led der sådanne kvaler, at han besluttede at gøre et desperat forsøg paa at flygte.

Sammen med en anden englænder bragte han planen til udførelse. De dræbte en aften to tyske fangevogtere, iførte sig tyskernes uniformer og begav sig på vej til grænsen. Efter fire dages og fire nætters vandring var de i sikkerhed og blev sendt til London.

Medtagne af fangenskabets lidelser blev de to mænd afskedigede fra hæren med pension; men så snart han var kommet til hægterne igen, gik Nyegaard som frivillig ind i den engelske flåde.

Til Søs!

Hermod var hans prøvelser imidlertid ikke til ende. Det skib, han kom om bord på "Columbia", blev torpederet, men blandt de reddede var Nyegaard. Senere gjorde han tjeneste på en minetrawler i Kanalen, og også dette skib gik det galt, idet det stødte på en mine og sprang i luften. Kun 8 mand slap fra det med livet, blandt dem Nyegaard.

Det var ved denne lejlighed, han udførte den bedrift, som forskaffede ham Victoria-Korset; men herom ville Nyegaard ifølge gammel engelsk tradition ikke udtale sig.

*

Kong Georg hylder den unge dansker.

Han fortalte kun. at han efter ulykken måtte på et hospital, og at han her fik besøg af selve kong Georg, som udtalte, at hvis alle var så tro i tjenesten som Nyegaard, ville krigen snart være forbi.

Så snart han var kommet sig efter chocket, meldte Nyegaard sig til aktiv tjeneste igen, og det var under et besøg i Amerika om bord på et engelsk krigsskib, at han havde fået for meget af de våde varer.

"Men fra nu af er jeg afholdsmand", sagde John Nyegaard, da han forlod retslokalet i New York. Og dommeren nikkede opmuntrende.

G. E. V. R.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 16. november 1918. Viborg Stifts-Tidende, 16. november 1918).

Til gengæld fik Karen Blixens bror, Thomas Dinesen korset:

Blandt de danske der har udmærket sig i verdenskrigen, er den unge Thomas Dinesen, en søn af afdøde kaptajn W. Dinesen til Rungstedgård. Han tog til Canada, indtrådte som frivillig i det canadiske kontingent til den engelske hær og fik Victoriakorset (der kun er uddelt til ca. 300) efter en fægtning under hvilken han fem timer  træk alene stormede frem og uskadeliggjorde fjendtlige maskingeværer idet han gjorde det af med ikke mindre end 12 tyskere.

Dinesen der siden er blevet udnævnt til premierløjtnant, skriver i brevene til sine pårørende her, at han "kæmper for Sønderjylland og Danmark".

(Nationaltidende, 25. november 1918).

Thomas Fasti Dinesen (1892 – 1979, Vejle) forfatter, soldat og civilingeniør, søn af Wilhelm Dinesen og bror til Karen Blixen. Han blev som menig i et canadisk regiment (Quebec Regiment – Royal Highlanders of Canada) sendt til vestfronten i Frankrig. Her blev han tildelt det engelske Victoria Kors den 12. august 1918 ved Parvillers for tapperhed. Han blev også dekoreret med den fornemme franske orden Croix de Guerre. Han blev senere udnævnt til løjtnant.