Viser opslag med etiketten soldater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten soldater. Vis alle opslag

02 april 2026

Flyverchefen Oberst Kochs jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

 Højtideligheden på Vestre Kirkegård.

Chefen for hærens flyverkorps, oberst J. P. Koch havde frabedt sig militær honnør ved sin begravelse. Men et talrigt følge samledes til jordefærden, der foregik i dag Kl. 2:45 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.

Foran kisten var henlagt store kranse fra hs. maj. kongen og fra hs. kgl. højhed kronprinsen.

Mellem blomsterdekorationerne var der mange signerede kranse, deriblandt fra Flyverkorpset, dels civile funktionærer og dels arbejdere. I følget, således som det var samlet ved halvtre-tiden, så man forsvarsminister Broman med sin adjudant, premierløjtnant Lange, den komm. general, generalløjtnant Nyholm, Københavns Kommandant, generalmajor Carstenskjold, generalmajor Birke, generaltøjmester Nørrese, viceadmiral Amdrup, direktør i Krigsministeriet, oberst Wilkenschildt, chefen for Hærens Flyverkorps, kaptajn H. O. Hansen, chefen for Hærens Flyveskole, kaptajn Førslev, premierløjtnanterne Anker Andersen, Tage Andersen og Ørum, løjtnanterne Bjarkow, Erlind, Foltmann, lterschend og Sætter-Lassen og alle de andre militærflyvere, chefen for Marinens Flyvevæsen, orlogskaptajn Grandjean, chefen for luftmarinestationen, kaptajn Sdieihel, dr. phil. Knud Rasmussen, oberst 

Pastor Storms tale

Pastor Storm talte ved båren. Ethvert menneske sætter her i verden sine spor på godt eller ondt. Oberst Koch satte sig tydelige og kraftige spor i vort folk ved sin færd over indlandsisen. Sin dådskraft havde han indsuget fra havet om vore kyster. Han følte sig selv som en viking, og hans arktiske bedrift står mål med det største. I fortalen til sin bog "Gennem den hvide ørken" er det dog ligesom han værger sig imod, at man skal beundre bedriften for meget: Det gælder om at kunne slide i det - Og han tog altid den tungeste ende selv. Det er også betegnende for ham, når han fremhæver, at der under hele den arktiske vinter deroppe ikke var en sur eller tvær mine - de fire, som delte vinterlivet, havde fælles livssyn og godt kammeratskab.

I krigens år deltog Koch i det daglige trælse arbejde, som alle hærens befalingsmænd måtte udføre i hin strenge tid. Han var manden, der kunne sine ting. Generalstabsuniformen klædte ham, og han klædte den.

Efter krigen satte han sig dybe spor ved den ånd, han skabte i flyverkorpset; ikke hovedkulds at styrte sig ud i noget, men træffe alle forberedelser og så gå på uden frygt. Der var i dette korps et udmærket kammeratskab gennem alle grader, - og det skyldtes ikke mindst chefen. Arbejderne på flyverkorpsets værksteder satte ham højt, sendte blomster til ham og viste den største deltagelse under hans sygdom.

Oberst Koch havde et medfølende sind, og han var en beskeden mand, bange for at få sin egen person for stærkt frem. Han var trofast overfor sine venner, god og kærlig overfor hustru og børn ...

Når nu, slutter pastor Storm, foråret kommer, vil fugleflokken flyve over hans grav, igennem den linje, klare luft, over det blå hav, op til de nordlige egne, hvor han selv elskede at færdes. Dér øvede han sin store manddomsbedrift, som aldrig skal glemmes.

Følgende medlemmer af Danmarks-Ekspeditionen bar kisten ud af kapellet; Prof. Lindhard, orlogskaptajn Bistrup, malerne Aage Bertelsen og Achton Friis, de to brødre Thostrup. fabrikinspektør Hakon Jarner, cand. Lundager, direktør Manniche og maskinmester Koefoed.

Flyvere bar kisten videre til graven hvor den sænkedes af arbejdere fra flyverkorpsets værksteder.

(Nationaltidende, 20. januar 1928, 2. udgave).

Kochs kiste bæres til graven. Højre side: mester Vilh. Nielsen, Sætter Larsen, Lyby. Ved venstre side: Korpsets fungerende chef, kaptajn H. O. Hansen, mester Peter NIelsen og regnskabsfører, stabsofficiant Andersen. Bagved pastor Storm og Danmarks-ekspeditionens medlemmer. Foto fra Aftenbladet (København), 21. januar 1928. Mindestenen blev afsløret 25. november 1928

Johan Peter Kochs gravsted på Vestre Kirkegård, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

10 december 2025

De Gamle fra Dybbølskanserne. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst til venstre: Veteranen, Løjtnant, kgl. Skuespiller Jerndorff. I Midten: Veteran-Vogntoget kører over Raadhuspladsen. Til højre: Batataillonsfanerne føres ud fra Kastelskirken. Herren yderst til højre bærer den eneste at Fanerne, der var med ved Dybbøl. Nederst til venstre: Veteranerne udenfor Kastelskirken.

Man kon ikke sige, Vejret begunstigede de danske Soldaterforeningers Fest for Veteranerne
i Gaar paa 60- Aarsdagen for de sidste Kampe ved DybbølKulde, Regn og Blæst satte sit Præg paa Dagen, og godt var det derfor, at det udendørs Arrangement kun omfattede Køreturen fra Garderkasernen til Paladsteatret.

Dagen begyndte Kl. 10  formiddag med en stemningsfuld Gudstjeneste i Kastelskirken, hvor Batailions og Soldaterforeningernes Faner var opstillet.

De ca. 100 Veteraner sad i Koret, hvor de dybt bevæget hørte paa Pastor Storms jævne Ord og Taktil dem, for hvad de havde ydet. Kl. 3 havde Forsvarsbrødrene arrangeret en smuk Mindefest for Veteranerne. Den afholdtes i Odd Fellow Palæet, hvor Sang, Taler og Musik vekslede Kl 4½ gik Vogntoget fra Rosenborg Eksercerplads gennem Byen til Paladsteatret Men som Følge af det uheldige Vejr foretoges Turen i lukkede Vogne, og derfor fik Københavnerne ikke rigtig Lejlighed til at hylde de Gamle.

Til Gengæld mærkede de klart den Bølge af Sympati, der slog mod dem ved Ankomsten til Paladsteatret.

Medens hele Publikum rejste sig, marscherede de ind til Tonerne af "Den Gang jeg drog af Sted", samtidig med at Blomster dalede ned over dem fra Loftet, og hver Afdeling var flankeret af militære Fanekommandoer.

Paa Baggrund af Dybbølmøllen, en Dekoration malet af Carl Lund, holdtes der Taler af Pastor Olfert Ricard, Generalløjtnant Ellis Wolff Generalmajor Nyholm og Viceadmiral Konow. Desuden reciterede gamle Jerndorff, der selv  er Veteran, og som var Genstand for langvarig Hyldest, da han viste sig. Ind imellem sang Fru Leth-Rasmussen og Hr. Per Bjørn, og desuden vistes der Lysbilleder fra Dybbøl og et Par smukke Tableauer. Alt i alt en smuk og stemningsfuld Fest.

(Aftenbladet (København) 19. april 1924).

Ca. 1800 indsamlere samlede ind på Dybbøldagen 1929. Her på Amagertorv. Foto fra Nationaltidende 18. april 1929, 2. udgave.

22 november 2025

Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 3/3 Dødsfald. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.


Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).


Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

13 november 2025

Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 2/3 90 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 


Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.


Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.


Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)


Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.
Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)


En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"


Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

14 september 2025

Den belgiske Soldatergrav. (Efterskrift til Politivennen).

Et mindesmærke afsløredes i går ved Katolsk Vestre Kirkegård.

Blandt dem, der i sin tid under de store krigsfangehjemsendelser fandt deres død her i Danmark som den spanske syges ofre, var også fem belgiske soldater.

De franske, de engelske og de italienske krigsfanger har fået deres mindesmærker. I går afsløredes på Katolsk Vestre Kirkegård et monument for de fem belgiske soldater.

Kl. 11 samledes monument-komiteen med en kreds af venner af Belgien og de øvrige allierede lande.

Ved graven, hvor monumentet stod tildækket, havde et detachment franske og engelske marinesoldater og en afdeling danske infanterister med musikkorps og opplantet fane taget opstilling.

Blandt de tilstedeværende sås den franske minister Vicomte de Fontenay i spidsen for legationens øvrige medlemmer, den engelske minister Sir Charles Marling og lady Marling, den italienske minister Baron Aloisi og flere andre medlemmer af den italienske legation, “La Marnes" chef og øvrige officerer, generalmajor Nyholm, stabslæge Gordon Norrie, professor Ehlers og frue, grosserer A. Fonnesbech, professorerne Heiberg og Mygind, M. Mahaut, formanden for den franske hjælpeforening M. Laroix, grosserer Just, der repræsenterer Alliance Francaise, og mange flere.

Lige for højtidelighedens begyndelse ankommer den belgiske minister M. AIlart, der lige har rejst sig fra et langt sygeleje, og kun med den største anstrengelse kan overvære højtideligheden.

Så lyder fanemarchens toner, og prinsesse Margrethe, ledsaget af hofdame frk. Utke Ramsing, kommer gående forbi æreskompagniet ledsaget af monumentkomiteens medlemmer.

Prinsessen hilser først på minister Allart og dernæst på flere af de øvrige tilstedeværende.

Højtideligheden indledes med den mindeværdige salme “Nearer my God to the”, mens alle blotter hovedet.

Prof. Ehlers mindetale

Så træder professor Ehlers frem ved graven og henvender sig til de tilstedeværende.

Se på denne sorte sten, siger han, hvor den kontrasterer med den hvide faxekalksten, der ligger under den. De finder ikke magen til den på denne smukke kirkegård.

Til dette beskedne mindesmærke, bevis om vor dybe sorg over de 5 belgiske soldater, som en for tidlig død bortkaldte, før de nåede hjem til det sejrrige fædreland, har arkitekten nemlig valgt belgisk granit, granit fra Hainaut, eller som flamlænderne kalder det Hene-gowen.

Denne sten, som kommer fra det vigtigste industricentrum i Belgien, kan lovprise den belgiske arbejders flittige iver i fredstid, medens Hainaut, landet ved Sambre og Meuse, med navnene på nogle af sine byer, Jemmappes, Malplaquet, Manbeuge og Charleroi kan minde os om, at dets jord i de svundne sekler har drukket strømme af blod, og at det er farligt for en fjende at trænge ind på den.

Charleroi! Vore tanker vanker tilbage til den græsselige august måned 1914, da den barbariske fjende overfaldt det fredelige lille land.

“Lad os komme igennem! Vi vil Jer intet ondt! Ned med våbnene!" Andre ville måske have sagt: “Hvad kan det nytte at forsvare sig. Hvad kommer den strid os ved."

Men det tapre lille folk, som anførtes af sin modige og store konge Albert, udstødte kun et eneste skrig af raseri: “Vi tinger aldrig om fædrelandets ære; her kommer man ikke igennem uden kamp...

Aldrig skal de danske glemme, hvad fjenden gjorde i Visé, i Louvain og Dinant sur Meuse. Aldrig glemmer vi general Leman og hans heltemodige forsvar af Liége. Aldrig glemmer vi det blodige slag ved Charleroi, som muliggjorde det for franskmændene at samle sig bagved Marnefloden.

Det lille Belgiens heltemodige modstand frelste verden. 

De 5 små soldater, som fandt døden her på tærsklen til den genvundne frihed, da de skulle hjem til dem selv igen, har - i fædrelandets navn - krav på Danmarks evige taknemlighed for den udvidelse vi vandt ved deres heltemodige offer.

Vi ville gerne have plantet laurbær på graven Men ak! Danmarks klima tillader kun kirsebær-laurbær.

Men de danske skal våge over dette lille monument som tegn på vor dybeste erkendtliglied.

Dækket falder og ministeren takker.

Gravmælet over de 5 belgiske krigsfanger der døde af den spanske syge under hjemrejsen. Kirsebærlaurbærrene er blevet erstattet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under de sidste ord af professorens tale er dækket faldet, der præsenteres gevær, og for beskuerne åbenbarer sig en sort obeliskagtig sten, i hvilken er indgraveret navnene på de fem døde soldater. Foran ses et broncerelief med den belgiske løve

Pladen foran mindesmærket med den belgiske løve øverst. Teksten lyder: "Apres avoir subi toutes les souffrances de la captivité en Allemagne ils sont morts sur la route que les ramenait a la mere patrie. Pour la liberte de laquelles ils avaient lutte mais qu'ils n'ont pas eu le bonheur de revoir". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Højesteretssagfører Harboe, der er formand for komitéen, træder derpå frem foran monumentet. Han takker alle, som har medvirket ved dets tilblivelse, bidragydere, kunstnere og håndværkere. Ikke mindst takker han prinsesse Margrethe, der har været protektrice for indsamlingen, fordi hun er kommet til stede, og han benytter lejligheden til at minde om, at det formodentlig er sidste gang, prinsessen repræsenterer officielt som dansk prinsesse. På komitéens vegne overgiver formanden derpå monumentet til den belgiske minister, idet han udtalte håbet om, at dette beskedne mindesmærke måtte sprede lidt lys i de efterladtes sorg.

M. Allart tog derpå ordet, idet han først takkede prinsesse Margrethe og alle dem der ved denne lejlighed havde vist hans landsmænd denne ære.

Det er i prøvelsens timer, man skal kende sine venner, sagde ministeren. Belgien vil aldrig glemme den hjælp, Danmark sendte, da Belgien var stedt i den yderste nød.

Og senere, da vore soldater vendte hjem fra fangenskabet, tog Danmark imod dem med åbne arme. De vidste de kom til venner, og åndede op efter den onde tid. Men her, på deres første station mod hjemmet, segnede fem af dem. Den danske jord tog dem i sin favn.

Vi vil værne mindet om dem her.

I den belgiske hærs navn siger jeg et stort og varmt tak.

Så lød “La Brabanconne”, den belgiske nationalsangs ildfulde toner henover graven, og foran mindestøtten nedlagdes et væld af skønne blomster med signerede bånd i de belgiske, franske, italienske og danske farver.

Dermed var højtideligheden til ende. Prinsesse Margrethe tog afsked med M. Allart, komiteens medlemmer o. fl. og begav sig ud til sit automobil til fanemarchens toner, M. Allart kørte bort, og langsomt spredtes alle de øvrige tilstedeværende.

(København 5. juni 1921.)

21 september 2024

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (4/6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Politiets registerblade boede Bech på følgende adresser: 1. 5. 1893 Tordenskjoldsgade 27, 1. 1. november 1893 Gl. Strand 36, 1. 1. november 1894 Ny Vestergade 19, 1. 1. november 1895 Købmagergade 11, 3. 1. november 1896 Havnegade 3, 3. Ifølge et andet registerblad på Rørholmsgade hvorfra han flyttede til Rosengården. 1897-1905 Horsens Tugthus. Da han døde i 1909 havde han adresse på Vesterbrogade 21, 2. Men som det fremgår nedenfor var det på Almindeligt Hospital.


Højesteretsdom nr. 223, 17. januar 1895

Højesteretssagfører Shaw contra Søren Peter Jensen Bech (Def. Jensen)

der tiltales for Overtrædelse af den under 14/9 91 af Justitsministeriet stadfæstede Sundhedsvedtægt for Lyngby Sogn.

Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets Dom af 11 August 1893: Søren Peter Jensen Bech bør under en Kjøbenhavns Amtsfattigkasse tilfaldende Bøde paa 10 Kr. for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, inden 14 Dags efter denne Doms lovlige Forkyndelse fra sine bebyggede Ejendomme, Matr.-Nr. 21d og 21e i Lyngby, tilvejebringe et efter Sundhedskommissionens nærmere Bestemmelse fyldestgjørende Afløb for Regnvand, Spildevand, Grundvand og deslige. Tillige bør Tiltalte betale Sagens Omkostninger, men forøvrigt for det Offentliges Tiltale under denne Sag fri at være. At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 27 Marts 1894: Tiltalte, Kaptajn Søren Peter Jensen Bech, bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger, derunder Salær til Aktor for Overretten, Prokurator Meyer, 20 Kr. udredes af det Offentlige.
Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde
kjendes for Ret:

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Højesteretssagførerne Shaw og Jensen tillægges der i Salarium for Høiesteret hver 40 Kr., som udredes af det Offentlige.

(Herefter følger en ca. 2 sider lang redegørelse for grundenes kloak- og vandforhold).

I august 1897 blev kaptajnen arresteret for et voldeligt overfald på garvermester Thaulow i København:


Det morderiske Overfald.

Voldsmanden, Kapt. Bech arresteret.

Det er i Lørdags efter et energisk Arbejde Iykkedes Opdagelsesbetjent Jepsen at anholde Gjerningsmanden til det i Tirsdags Eftermiddag mod Garvermester Thaulow forøvede morderiske Overfald.

Som vi meddelte for nogle Dage siden fik Politiet af Th. udleveret det Billede, som Voldsmanden havde foregivet, han vilde have tilbage fra Th., fordi han kunde sælge det til en meget højere Pris end den, han havde faaet for det. Ved en grundig Undersøgelse, i hvilken dette Billede ogsaa spillede en Rolle kom Opdagelsesbetjenten i Fredags til det overraskende Resultat, at den som havde solgt Billedet til Garvermester Thaulow maatte være - Kaptajn S. P. J. Bech, Faderen til den i sin Tid saa berømte Asger Bech.

Efter at Hr. Jepsen havde konferreret med Politiassistent Gyldenfeldt, besluttedes det, at man om Lørdagen skulde søge Kaptajn Bech i dennes Hjem i Havnegade Nr. 3. Lørdag, Middag Kl. 1 indfandt Opdagelsesbetjenten sig i Bechs Hjem. hvor han traf Kaptajnen. Denne nægtede paa Opdagelsesbetjentens Forespørgsel at have Noget som helst med det omtalte Billede at gjøre. Da Kaptajn Bech saaledes strax blev grebet i en Usandhed, betænkte Politimanden sig ikke længe, men opfordrede ham til ufortøvet at følge med til Svendsgades Politistation.

Der blev herfra sendt Bud efter Garvermester Thaulow, som da han konfronteredes med Bech, strax erklærede, at det var Manden, som havde solgt ham Billedet, og som havde forøvet det morderiske Overfald paa ham. Efter at Th. dernæst var demitteret, toges Kaptajn Bech i skarpt Forhør. Under dette indrømmede han saa, at han havde været oppe hos Th. Tirsdag Eftermiddag, samt at han her havde krævet at faa det meget omtalte Billede tilbage. 

Angaaende selve Overfaldet vilde Bech ikke indrømme, at dette var begaaet i nogen forbryderisk Hensigt. Naar han havde slaaet Thaulow, hvilket han indrømmede at han havde gjort, så var dette sket i Hidsighed under den Ordstrid, der var opstaaet mellem de To angaaende Billedet. Bech vilde ikke ud med, hvad det var for et Instrument, han havde slaaet med, men Alt tyder paa, at det har været en Todtenschlæger eller maaske en Jernkno.

Efter disse Indrømmelser førtes Kaptajn Bech seent Lørdag Aften til Politikammeret hvorfra han, efter at være fremstillet for Politiinspektør Madsen, førtes til Arresthuset Nytorv. Samtidig gik der Melding til Fru Bech om at hendes Mand foreløbig var tagen i Forvaring af Politiet.

Igaar Formiddags havde vi en Samtale med den dybt nedbøjede Fru Bech om det Passerede. Hun fortalte, at hendes Mand i Tirsdags Eftermiddags var kommen hjem i en noget ophidset Tilstand. Hun havde spurgt ham, hvad der var gaaet ham imod, og han havde da fortalt hende, at han paa Gaden havde havl en heftig Ordstrid med en Mand til hvem han havde solgt et Maleri. At der havde fundet Voldsomheder Sted imellem de To havde Kaptajn Bech dog ikke fortalt. Da han saa i Lørdags var bleven afhentet af Politiet, havde Fru Bech nok havt en Anelse om, at dette stod i Forbindelse med hendes Mands ophidsede Sindstilstand i Tirsdags Eftermiddag.

Igaar Formiddags blev Fru Bech kaldt op til Politiinspektør Madsen paa Politikammeret, hvor denne meddelte hende, at hendes Mand var anholdt som sigtet for at have overfaldet en Mand Politiinspektøren fremstillede dog Sagen for Fru Bech som ret ubetydelig. Der vilde høist kunne blive Tale om, at hendes Mand idømtes en større Bøde, havde Politiitinspektøren sagt. Paa dette Punkt er Politiinspektør Midjen dog ikke i Overensstemmelse med erfarne Politimænd af Opdagelsespolitiet, som have havt Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen, og med hvem vi igaar talte. Deres Mening var, at Kaptajn Bech utvivlsomt har forøvet Overfaldet i den Hensigt at faa Lejlighed til at bestjæle Thaulow. Men dette vil jo nok blive opklaret, naar Sagen mod Kaptajn Bech nu, efter at denne igaar er arresteret ved Grundlovsforhøret bliver henvist til et af Rettens Kriminalkamre

De omtalte Politimænd gaa endog saa vidt i deres Opfattelse af Sagens alvorlige Karakter, af de mistænkte Kaptajn Bech for at være Gjerningsmanden til et Overfald, der for nogle Aar siden blev forøvet her i Byen under lignende Forhold, som det nu for nylig hos Taulow udøvede.

Angaaende Kaptajn Bechs økonomiske Forhold kan det oplyses, at han, der tidligere har været en velstaaende Mand, nu sidder Smaat i det.

(Nationaltidende 30. august 1897)


Kaptajn Bech som Voldsmand

Millionær og Voldsmand Asger Bechs Fader.
Kaptajnen overbevist om at have forøvet Overfaldet paa Garvermester Thaulow.
Arresteret.
Samtale med Kaptajn Bech.

Vore Læsere vil erindre de forskellige Meddelelser, vi har bragt om hint mærkelige Overfald, der Tirsdag Eftermiddag, omtrent ved Sekstiden, fandt Sted i Vesterbrogade 71, hvor en Handelsmand pludselig voldslog den gamle Garvermester Thaulow i dennes Hjem, og derefter skyndsomt begav sig paa Flugt.

Der forelaa kun faa og vage Oplysninger om denne Sag, da Politiet fik den sin Haand.

Med et stort, gabende, blødende Saar oven i Hovedet rendte den overfaldne Garvermester selv til Politiet og anmeldte Forbrydelsen. Men, hvem Forbryderen var, derom kunde han ikke give Besked. Det var en Mand, af hvem han havde købt et Billede, og som havde forsøgt at laane Penge af ham. Andet vidste han ikke.

Handelsmanden var øjensynlig bleven rasende over, at Thaulow ikke vilde ud med Pengene, men derimod sagde til ham: "Nu skal De gaa !" Og da den gamle Mand i det samme satte sig ned for at trække sine Støvler paa, var det, at han fik det voldsomme Slag i Hovedet . . .

Den gamle Thaulow,

der bor ganske alene, og hvis Særhed navnlig bestaar i en ren Mani for at samle gamle Billeder og Malerler, blev efter dette Overfald helt umedgørlig.

Han lukkede sin Dør af med dobbelte Laase, ja, barrikaderede sig formelig i sin Lejlighed. Kun hans allernærmeste Slægtninge fik - om end med Besvær - Lov at se ind i Lejligheden. Han talte vildt og usammenhængende. Hans Skræk steg til et halvt Forfølgelsesvanvid, saa frygteligt var hans Nervesystem blevet rystet ved det Skete.

Som en Følge heraf var det ikke stort bevendt med de Forklaringer, som Garvermesteren kunde give Politiet. Det var altsammen hen i Vind og Vejr.

Derimod kunde han give Politiet en Genstand, der havde Betydning for Undersøgelsen: Det Billede, han havde købt af Voldsmanden, et forøvrigt meget tarveligt Litografi, som Garvermesteren havde købt til altfor høj Pris.

Politiet,

anført af den flinke Opdager. Hr. Jepsen, gik nu paa Jagt efter den formentlige Sælger af dette Billede.

Det Resultat, som Hr. Jepsen efter vidtløftige Undersøgelser kom til, var saa overraskende, at han ikke selv turde tro paa det.

Saavidt han kunde forstaa, maatte det nemlig være Kaptajn, Grosserer S. P. J. Bech, R. D., der havde solgt Garvermester Thaulow Billedet.

Den Tanke, at en Kaptajn, en Grosserer, en Ridder af Dannebrog, skulle afsløres som gemen Voldsmand, slog imidlertid Opdagelsesbetjenten med en saadan Forfærdelse, at han blev ganske bleg om Næbbet.

Han gik derefter til Politiassistent Gyldenfeldt, med hvem han havde en længere Konference om, hvad der nu skulde gøres.

Politiassistenten mente, der var ikke andet at gøre end at opsøge Kaptajn Bech og præsentere Billedet for ham.

I Kaptajn Bechs Hjem.

Nu vel. Hr. Jepsen begiver sig altsaa til Kaptajnens Hjem, Havnegade Nr. 3, hvor han ogsaa var saa lykkelig at træffe Hr. Bech.

Hr. Jepsen afslører Billedet, idet han spørger:

- "Har De solgt dette Billede?" '

- "Nej", svarede Kaptejnen, "jeg har aldrig set det Billede, kender det ikke".

- "Er De aldeles sikker paa det?"

- "Ja vel er jeg sikker paa det. Troer De jeg lyver?" foer Kaptejnen op. 

-"Nej", svarer Politimanden, "men naar De nægter at have haft Noget med Billedet at gøre, bliver jeg nødt til at anmode Dem om at følge med mig".

Kaptajnen gjorde Indvendinger. Dog, det nyttede ikke. Han maatte ifølge Betjenten, og i en Droske kørte de ud til Politistationen i Svendsgade

En sammenkomst. Bekendelse og Arrestation

Saasnart Kaptajnen var kommen til Stede paa Stationen, blev der straks sendt Bud efter Garvermester Thaulow.

Straks, da han saa' Kaptejnen, udbrød han:

- "Ja, det er Manden."

Og de to Modstandere maalte hinanden med Blikke, der var kemisk rensede for Kristenkærlighed.

Thaulow blev derpaa afskediget, og nu kom det til en længere Samtale mellem Politiassistenten og Kaptejnen.

Bech havde øjensynlig tabt sin Bitterhed og Herredømmet over sig selv. Han gik hurtigt til Bekendelse.

- ja, han havde slaaet Thaulow.

Men det var ikke noget planlagt Overfald, hævdede han. Nej, han var kommen i et hastigt Skænderi med Thaulow, og i sin Hidsighed havde han da slaaet til.

Men, hvilket Instrument, havde Kaptejnen brugt?

Han vilde han ikke forklare sig. Dog, Alt tyder paa, at det har været en Jærnkno eller en saakaldt "Todtenslæger," han har benyttet. Derom vil han sikkert ogsaa nok senere blive tvungen til at afgive tilfredsstillende Forklaring.

Fra Svendsgadestationen førtes Kaptejnen sent om Aftenen til Politikammeret, hvor han kom i et kort Forhør af Politiinspektør Madsen, der afsagde Arrestdekretet over Manden og lod ham føre til Arresthuset paa Nytorv.

Kaptajn Bech

Hvem er nu denne Kaptajn Bech, der saa uventet er afsløret som Voldsmand?

Han er en bekendt Skikkelse her i København, men mindre anset end bekendt.

Som en endnu ung Mand deltog han i Krigen 1864, hvor han blev Premierløjtnant. Han blev saaret, fik Ridderkorset og Afskedspatent som Kaptajn.

Senere ansøgte han om og opnaaede Tilladelse til at regnes til de "Afskedigede Officerer, der har Tilladelse til at bære Uniform som Krigsinvalider".

Efter sin Deltagelse i Krigen, hvor Bech viste sig som en særdeles tapper og uforfærdet Soldat, førte han et meget æventyrligt og bevæget Liv.

Han blev Spekulant og Projektmager i stor Stil, og i sine omfattende Spekulationer viste han sig som en Mand, der ikke tog smaalige Hensyn.

Han, der ikke ejede en rød Øre til at begynde med, slog sig paa en Gang voldsomt op, gav Partiet som den store Matador.

Han var en uforbederlig Pralhans, og hans Veltalenhed var ofte saa bestikkende og imponerende, at den kunde trække selv klogere Folk ved Næsen.

Han spekulerede især i Landejendomme.

I Skaane købte han uhyre Landstrækninger, Skove, Marker, Fabriker.

For godtroende Danskere fremstillede han saa Forholdene paa disse Ejendomme i den mest glimrende Belysning. Det var et formeligt jordisk Paradis, han oprullede for Liebhavernes Øjne, og Jorden solgtes for fabelagtig billige Priser.

Saa afsluttedes der store Handeler, mens Champagnen flød omkap med Veltalenhedens Strøm.

Siden sit de ulykkelige Landsmænd andet at føle. De gjorde de allerbitreste Erfaringer med disse ufrugtbare, uopdyrkede, øde Marker, værdiløse lige meget paa Grund af Jordens Ufrugtbarhed, den svage Befolkning og Stedets Mangel paa Samfærdselsmidler.

Ogsaa her i Landet spekulerede den driftige Kaptajn.

Endnu den Dag i Dag ejer han en Villa-Ejendom i Kongens Lyngby, paa Jærnbanevejen, som han vistnok adskillige Gange forgæves har forsøgt at afhænde.

For henved en Snes Aar siden var han endog Hotelejer i Lyngby, idet han "købte" det bekendte "Hotel Rustenborg".

Kaptajnen havde store Planer med dette Hotel - selvfølgelig mislykkedes de allesammen og Ejendommen gik over i andre Hænder.

Efterhaanden gik det mere og mere tilbage for ham. Han blev for godt kendt, og Folk blev forsigtige med at afstutte Handeler med ham.

Klasselotterikollektør.

For et halvt Aars Tid siden var Kaptajn Bech utvivlsomt i den Grad paa Knæerne, at han led Nød. Saa skete der Noget, som i visse Kredse vakte den største Opsigt.

Den gamle, syge Frk. Michelsens Klasselotterikollektion i Frederiksborggade skulde overgaa paa andre Hænder, og, som saa mange af de gamle, store Kollektioner, blev den delt i flere Stykker.

En af disse fik Kaptajn Bech. Der blev rettet mange Indvendinger mod Mandens Ansættelse som Klasselotterikollektør, men Alt var forgæves; det hed sig, at selv Hs. Maj. Kongen havde lagt et godt Ord ind for ham. Kaptajnen fik Kollektionen, og han har den endnu den Dag i Dag, den har Lokale i Nr. 16 Ved Stranden, og den antages at indbringe sin Indehaver ca. 2000 Kroner om Aaret.

Samtale med Kapt. Bech.

Den, der nedskriver disse Linjer, havde i Onsdags - Dagen efter at Overfaldet paa Garvermester Thaulow fandt Sted - tilfældigvis en Samtale med Kaptajn Bech.

Han standsede os i Nygade idet han, hæftigt gestikulerende, søgte at lare sine store Planer med en Ejendom i Nærheden af Snekkersten, ved Lave Skov, hvor han agtede at opføre et mægtigt Badehotel. 

Bech var altid opfyldt af store Projekter.

Han anmodede os indtrængende om at strive en længere Artikel til Anbefaling for hans Ide, og han antydede - altfor tydeligt - at vor Umage skulde blive belønnet

- "Jeg har jo", sagde han, "Lov til at sende Dem 5000 Kroner i et anbefalet Brev".

Dette ærefulde Tilbud, som vi kun altfor høfligt afslog, er betegnende for Mandens Karakter.

Overhovedet var Kaptajn Bech - Asger Bechs Fader - en grov, meget brutal, hidsig, i sin Optræden brovtende og ubehageligt stortalende Person, om hvem man i og for sig nok kan tro, at han i Hidsighed kan falde over og skamslaa en gammel Mand, med hvem han var kommen i Trætte.

Muligt er det derfor, at Kaptajnen faar Held til at gennemføre sin Forklarring om, at hans Overfald er Udslaget af en øjeblikkelig Hidsighed og ikke en planlagt Forbrydelse. Bekræfter dette sig, vil han vel slippe noget billigere fra Historien, end det straks saa ud.

Pax.

(København 30. august 1897).


Nationaltidende 1. september 1897, 2. udgave havde besøgt Thaulow i Vesterbrogade 71. Han fortalte at kaptajn Bech flere gange havde besøgt ham og vidste at han havde en betydelig mængde sølvpræmier i et pengeskab. Her fortalte han også om slaget han havde fået i hovedet. Den 1. september skulle Thaulow have været forhørt, men han viste sig ikke. Thaulows fætter, Albert havde også givet møde og i København 2. september 1897 udtalte han sig til fordel for sin fætter. 

Den 2. september dukkede Thaulow så op. Han mente at kunne huske at Bech havde forsøgt at aflede hans opmærksomhed ved at pege på et formodet dyr på gulvet for at få Thaulow til at dukke sig. Bech på sin side påstod at det var Thaulow der havde slået først. Se fx Socialdemokraten 3. september 1897. De første forhør drejede sig udelukkende om overfaldet.

Ved forhøret den 6. september blev dr. Brynjolfsson forhørt. Han havde forbundet Thaulow og konstateret at slaget havde været af en uhyre kraft. 

Forhøret 11. september 1897 handlede om Bechs økonomiske forhold og pengetrang. Her var hans hustru og datter mødt for at fortælle om hans rasende udfald mod sine omgivelser. Herefter fik Bech lejlighed til at fortælle et rosenrødt billede af sin økonomi. Under sagen kom det også frem at Bech for 13 år siden havde overfaldet sin vært grosserer Jorck da han ville opkræve husleje. Men sagen blev dengang frafaldet. 

Under sagen blev det også undersøgt om det var Bech der havde dræbt Lars Hansen i Pilestræde 61 i 1893. Denne sag er behandlet på bloggen. Her kom det dog i oktober 1897 frem at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet.

Den 1. oktober 1897 dukkede kriminalretten op på Vesterbrogade 18 hos den 83-årige enke fru Petersen. Hun havde tilsyneladende haft besøg af kaptajn Bech flere gange under påskud af at han havde gået i skole med en slægtning til hende. Han havde også udspurgt hende om hendes pengeforhold. Han havde herefter senere opsøgt hende, men var blevet afvist. Senest søndagen før overfaldet på Thaulow (om tirsdagen). Se Nationaltidende 2. oktober 1897, 2. udgave.

Den 11. oktober begærede restauratør Wittmack hos kongens foged kaptajn Bech udsat. Bech havde lejet en 3. sals lejlighed i Havnegade 3 siden 14. oktober 1896. Men lejen var ikke blevet betalt. Bech havde lovet Wittmach vin fra hans lager, men senere viste det sig at der slet ikke var nogen vinforretning. Fru Bech gjorde uden held indsigelse, og udsættelsesforretningen gik sin gang.

Ved retsmødet den 1. november 1897 tilstod Bech i sin hustru og datters nærværelse det røveriske overfald.


Overfaldet paa Garver Thaulow.

Hos Thaulow.

Ligesom vi aflagde et Besøg hos Garver Thaulow umiddelbart efter, at han havde været Gjenstand for Kaptajn Bechs Overfald, saaledes have vi ogsaa nu besøgt ham, da hele Sagens sammenhæng er opklaret.

Medens vi ved vort første Besøg hos Thaulow havde den største Vanskelighed ved at faa Adgang til ham, fordi han den Gang havde spærret sig inde i den første Skræk efter det Overfald, han havde været Gjenstand for, saa var Adgangen til hans Lejlighed nu ligesaa let som til enhver anden Mands Bolig. Vi bankede svagt paa Køkkendøren med den berømte Lukkemekanisme; strax efter kom Gamle Thaulow selv med smilende Ansigt og lukkede op for os.

Ja, Ja, sagde han, det er jo godt, at han nu har tilstaaet, saa kan Folk da se, at jeg ikke har fortalt Usandhed. Da vi udtalte den formening, at Ingen havde tvivlet om hans Ord, svarede han, jo der var nogle Blade, der skrev, at det vist ikke hang rigtigt sammen med min Fremstilling af Sagen, og det gjorde mig saa ondt. Men nu kan da Alle se, at del var Kaptajnen, som løj.

Ja, fortsatte den Gamle, jeg har nu ingen rigtig Tillid til den Kaptajn Bech, og da vi indrømmede, at vi saa godt kunde forstaa, at hans Tillid til Kaptajnen var bleven noget svækket ved de fremkomne Tilstaaelser, vedblev han: Jo seer De, jeg er kommen til at tænke paa, at han vist en Gang har havt i Sinde at forgive mig. Det var en Dag, han vilde traktere mig med nogen Vin; men jeg vilde ikke have den. Nu er jeg kommen til at tænke paa, at der maaste har været Gift i den Vin, saa det var da rigtig godt, at jeg ikke drak af den.

Sømand Jensen er ogsaa til Stede, hans Ansigt straaler af Glæde over, at hans gamle Ven er sluppen saa godt fra alle de truende Farer, og han forsikrer atter og atter den Gamle om, at der saamænd aldrig har været Nogen som har mistroet ham, og at Alle nu kun tænke paa ham med Sympathi, Noget vi ogsaa forsikre, er vor fuldeste Overbevisning. Men Thaulow vedbliver med sit: Ja, Ja, det var dog godt, han tilstod, for saa kom det dog klart for Dagen, at jeg ikke har fortalt Assessoren nogen Usandhed.

Men siger Thaulow pludselig, idet han gyser, hvad kunde der ikke være skeet, om jeg ikke den Dag havde sat Kaptajnen ned ad Køkkentrappen. Havde jeg, som min første Tanke var, kastet ham ned ad den stejle Hovedtrappe, saa havde han formodentlig slaaet sig fordærvet, og saa havde det vel været mig, som nu havde siddet i Arresten, mistænkt for Mord. Ak ja. Ak ja! Assessoren sagde rigtignok, at det havde saamænd ikke gjort Noget, om jeg havde slaaet Kaptajnen fordærvet oven paa den Historie; men jeg er nu alligevel glad ved, at det gik, som det gik. 

I Thaulows Lejlighed staaer Alt stadig urørt paa samme Plads, hvor det stod, den Dag Overfaldet skete. Under Stolen, paa hvilken han sad, da Slaget førtes, staa nu Støvlerne, som han den Gang var i Færd med at trække paa. Ved Siden af staaer Pengeskabet, der har lokket Kaptajn Bech til den forbryderiske Handling. Om han havde vidst, at det den Dag, han slog Thaulow, kun indeholdt ca. 100 Kr. i Kontanter, vilde det næppe være bleven Garver Thaulow, som var blevet Offeret for Forbrydelsen. Idet vi tage Afsked med den gamle Garver, siger han: Aa ja, men det gjør mig dog saa ondt for den stakkels Fru Bech og Datteren; mon der dog ikke er Nogen, der vil komme dem til Hjælp i deres store Nød og Sorg. Den gamles menneskekjærlige Hjerte fornægter ham ikke.

(Nationaltidende 2. november 1897, 2. udgave)


Overfaldet paa Garver Thaulow.

Bedragerier med Klasselotteriet.

Igaar var Kaptajn Bech atter i et Forhør, som i»rit sluttede sent paa Eftermiddagen. Han maatte særlig giøre Rede for sine Penge forhold i det sidste Halvaarstid, hvor han overfaldt Garver Thaulow. Bech fortalte da, at han lige fra det Øjeblik da han i April Maaned overtog den ham tildelte Klasselotterikollektion, har forgrebet sig paa Lotteriets Penge. Strax da han fik Penge for Lodsedlerne af dem, der spillede hos ham begyndte han at bruge af disse til private Formaal. Da han saa skulde indbetale Penge til Lotteriet for viste Trækning, dækkede han sine Besvigelser paa den Maade, at han undlod at udbetale de Gevinster paa under 200 Kr., der vare faldne hos ham indtil han ved Fornyelsen af Lodsedler til anden Trækning havde faaet de fornødne Penge ind. Den Sum, disse Gevinster udgjøre, skulle Kollektørerne nemlig ikke indbetale til Lotteriet.

Saaledes holdt Kaptajn Bech det gaaende indtil femte Trækning, da Skæbnen vilde, at der i hans Kollektion kun faldt et forsvindende Antal af Gevinster under 200 Kr. Det Beløb, han kunde lade være at indbetale til Lotteriet, blev saaledes kun meget ringe. Hvad han havde taget af Lotteriets Penge overskred langt denne Sum. Paa dette Tidspunkt var det, at Bech begyndte for Alvor at spekulere paa at skaffe sig Penge for enhver Pris, selv om det skulde koste et Menneskeliv.

Kaptajn Bech indrømmede, at han ofte, lige fra den første Gang han havde forgrebet sig paa Lotteriets Penge, havde siddet med sin Todtenschlæger - den han stadig paastaaer, at han oprindelig har kjøbt til Selvforsvar mod Bøller - i Haanden og tænkt paa, at med den kunde han, hvis det skulde komme til det Værste, bedøve etter dræbe et Menneske saaledes at han kunde faa Penge. Mange Gange havde han været ene med Folk, som han vidste laa inde med Penge, og Lejligheden havde været gunstig til et røverisk Overfald; men han havde ladet den ubenyttet, enten fordi han syntes, han dog vilde se Tiden an, eller forbi han var bange for at udøve Forbrydelsen.

Men saa kom 5. Trækning og med den Udsigten til Opdagelse af Besvigelserne mod Lotteriet. Nu fæstedes Beslutningen sig hos Bech om, at han maatte skaffe sig Penge ved Røveri. Om Besøget hos Fru Petersen paa Vesterbrogade siger han, at han var gaaet ud til hende denne Gang, som flere Gange før, for at forsøge at formaa den gamle Dame til at laane sig Penge; men han indrømmer, at den Mulighed ikke var udelulket, at han kunde have besluttet sig til at overfalde hende, hvis hun havde nægtet ham Laanet hin Søndag. Nu kom Bech jo imidlertid slet ikke ind hos Fru Petersen, og dermed var det Spørgsmaal bortfaldet.

Tirsdagen efter den Søndag, da han havde søgt Fru Petersen, var det saa at Kaptajn Bech overfaldt Garver Thaulow. Angaaende Enkelthederne ved dette Overfald er der under de sidste Forhør fremkommet et nyt Moment. Kaptajn Bech indrømmer nemlig nu, at den Løgnehistorie, han blev saa forbitret over, ikke var den saa ofte omtalte Sømandshistorie, men derimod Thanlows Paastand om, at hans Rengjøringskone havde Nøglen til Pengeskabet i Forvaring. Da Thaulow sad og bandt sine Støvler, spurgte Bech ham endnu en Gang, om han ikke havde faaet Nøglen til Pengeskabet. Men Thaulow svarede med det sædvanlige: "Den har min Rengøringskone". "Det er Løgn Din forbandede gamle Skurk", brølede Kaptajn Bech, og i det Samme slog han Thaulow i Hovedet. Naar Thaulow ikke har meddelt Retten dette, saa er det antagelig fordi han ikke husker denne Scene, der foregik næsten i samme Øjeblik, han fik det voldsomme Slag.

Hvad Proprietær Lakier, Grosserer Schmidt og flere Andre angaaer, af hvilke Bech har villet laane Penge, da erklærer han paa det Bestemteste, at han intet Øjeblik har tænkt paa at ombringe disse Mennesker, dem har han kun søgt for om mulig at saa Laan af dem. Hans Spørgsmaal om deres Pengeforhold var en ganske naturlig Følge af, at hans egne Tanker kun drejede sig om det Ene - Penge!

Efter Forhøret Igaar er Sagen nu saa fuldt belyst, at Assessor Winther paatænker med det Første at slutte Undersøgelsen.

(Nationaltidende 5. november 1897, 2. udgave)


Der gik nu et par måneders tid før sagen blev taget til doms den 4. januar 1898. I mellemtiden blev Bech idømt en bøde på 50 kr. for at have udskældt grosserer Severin Sandberg (Ved Stranden). I mellemtiden spekulerede flere aviser over sager som Bech også kunne have begået. Ved Højesteret idømtes han i mellemtiden den 30 november til at udrede frk. Levinsen 19,800 kr. Den 19. januar 1898 blev han så idømt 10 års tugthusarbejde. Han appellerede herefter sagen til Højesteret.

07 juli 2024

Stor batalje. (Efterskrift til Politivennen).

Over 50 soldater i vild kamp.

Søndag aften ved titiden var beværtningen Sydpolen, der ligger i en kælder i Lille Brøndstræde i København, overfyldt af soldater af alle mulige våbenarter, men matroser og vestindiske soldater var i flertal. En matros og en gendarm kom pludselig i klammeri, og klammeriet blev til en hidsig nævekamp, under hvilken gendarmen var ved at blive den lille, sprang da pludselig tilbage, trak sit våben og for ind matrosen. Inden nogen kunne forhindre det, havde han tilføjet ham et dybt blødende sår i den ene hånd og flænget kinden på ham. 

Dette blev signalet til vild kamp over hele linjen

Matroserne og de fleste folk af de hjemlige våbenarter tog parti overfaldne, mens gendarmerne og enkelte andre sluttede sig til vestinderne. Sabler og bajonetter lynede i skæret af gasblussene, blodstænkte kroppe væltede sig på gulvet i kamp, borde og stole faldt og splittedes ad, - kopper og tallerkener faldt på gulvet.

På dette tidspunkt kom en politibetjent forbi oppe på gaden. Han hørte det infernalske spektakel, men da han så den kamp, der rasede i lokalet, var han klar over, at på den valplads var han absolut magtesløs. Han løb til den nærmeste telefon og rekvirerede alt disponibelt mandskab fra St. Kongensgades politistation, ti mand.

Inden de kom til stede, havde kampen bredt sig til "Kap Horn", der ligger i stuen i samme ejendom. Gæsterne var her blandet af de samme ingredienser som i kælderen. Da betjentene nåede ejendommen, for bord- og stoleben ud gennem vinduer og døre, og sårede soldater kom vaklende ud med blodet flydende ned over ansigtet.

De 7 betjente ilede først op i stuen. Ved synet af den mandsstærke politistyrke stilnede kampen øjeblikkelig af, og soldaterne forlod lydigt beværtningen. Deretter kom turen til Sydpolen hvor det gik på samme måde, men medens værten satte skodderne for vinduerne og stængede døren, genoptog det halve hundrede soldater, der nu var samlet på gaden, slagsmålet med fornyet kraft.

Det var ifølge "B. T." umuligt at foretage nogen anholdelse i dette mylder af slagsbrødre; betjentene måtte nøjes med at skille de kæmpende ad. Efterhånden trak kampen hen mod Nyhavns bolværk, og sidste akt udspilledes på et hyttefad, på hvilket fire mand faldt ned og Iå og sloges, så vandet sprøjtede omkring dem.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. januar 1916).