Prinsens Palæ. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt den store Masse af kgl. Slotte, som Staten sidder inde med, og hvoraf en ikke ringe Deel, uden at tilsidesætte nogen sand Interesse, kunde nedlægges, er der intet, der mere stadigt har tildraget sig den offenlige Opmærksomhed end "Prindsens Palais" eller, som det i Statsregnskaberne benævnes, "Palaiet i Kalleboderne" eller, som del almindeligt kaldes, "de Adeliges Vartou". Kjært Barn har nemlig mange Navne. Denne rummelige Bygning har nu i en lang Række af Aar været Sædet for en stor Mængde, for det meste adelige, Personer, hvoraf de allerfleste aldeles intet Krav synes at have paa at faae fri Bolig af Staten, og desuden i Regelen ere saa godt lønnede, at de meget vel kunne holde sig selv med Værelser, uden at behøve at lade sig i saa Henseende yderligere forsørge af deres skatteydende Medborgere. Naar man vilde nedskrive den lange Liste af Personer, der heelt eller for en Deel ere blevne forsørgede igjennem denne Anstalt i en lang Række af Aar, da vilde det blive tydeligt, hvor lidet Krav disse Personer i Regelen have paa offenlig Understøttelse, ikke at tale om, at god Orden synes at medføre, at naar Naadegaver skulle meddeles, det da maa blive igjennem Statssecretariatet for Naadessager eller i alt Fald igjennem Stadens Hospitaler og Fattigvæsen. Ved den nuværende Konges Thronbestigelse antoges det almindeligt, at der vilde skee en Forandring i denne Stiftelses Anvendelse, og det blev endogsaa bebudet, at den, efterdi den ikke skulle afhændes, vilde blive afbenyttet til at opbevare de offenlige Samlinger af Konstgjenstande, Oldsager m. m., som nu baade andetsteds var slet placerede og desuden rettest burde vare samlede paa eet Sted. Herved vilde ogsaa bevirkes, at de flere Eiendomme, der nu bruges til disse Samlinger, kunde afhændes, cg derved ikke blot deres Vedligeholdelse bespares, men tillige den ved deres Salg udbragte Sum indvindes. Denne Bestemmelse med Hensyn til Anvendelsen af "de Adeliges Vartou' synes imidlertid nu at være opgiven, idet man ikke alene ikke har opsagt de Personer til Udflytning, som ere indlogerede der, men endog stadigt, naar Pladse blive ledige, besætter dem igjen med alleslags Individer, om hvilke der gjelder det samme som om Pluraliteten af den tidligere Besætning, navnlig at de intetsomhelst Krav synes at have paa det Offenliges Penge eller Medlidenhed. I denne Tid blive saaledes netop 2 Personer indqvarterede, hvis Navne vistnok ere Læserne ubekjendte, med mindre det skulde være, at det ene af dem har været bragt i Forbindelse med nogle høist mislykkede dramatiske Produkter, som Theaterdirectionen med Hofmarschal Levetzau i Spidsen, havde antaget til Opførelse, men som Publikum, der ellers ikke har Mangel paa Overbærelse i denne Henseende, totalt har forkastet. Disse 2 Personer ere Hds. Maj.s. den nuregerende Dronnings Hofdame, Frøken Waltersdorff, og Høistsammes Secretairinde. Jfr. Andresen, der ere blevne forsynede med et meget betydeligt Antal Værrelser. Det er specielt den Førstnævnte, der, efterat være afgaaet fra sin Post som Hofdame med en meget rigelig Pension, er bleven anviist en lang Række af Værelser i den heromhandlede offenlige Bygning, og hvilke Værelser i flere Maaneder have været underkastede en vidtløftig, kostbar og til Hofmarschal Levetzaus og Etatsraad Schønbergs eget høie Tilsyn anbetroet Istandsættelse, der nu er saa vidt fremmet, at den nævnte adelige Dame om faa Dage kan rykke ind i samme. Som et Beviis paa den Omsorg, hvormed man sørger for hendes størst mulige Beqvemmelighed, fortjener det ogsaa at anføres, at en Have , som gjennem en lang Række af Aar har været overladt General Rømer, nu er fratagen denne for at lægges til Frøken Waltersdorffs Leilighed og derved gjøre denne mere komfortabel for Beboerinden. Det er, som sagt, vanskeligt at begribe, ifølge hvilke Qvalificationer denne særegne Naade er udviist; thi at det blot skulde være som en Løn for længere Tids Tjeneste, synes saa meget mere urimeligt, som det ikke er almindeligt, at Sligt kommer i særdeles Betragtning, hvorom man overbevises ved at see hen til det nyligt i flere Blade omtalte Factum, at en Toldbetjent er efter nogle og tredive Aars tro Tjeneste afgaaet med en Pension af - 33 Rbd. om Aaret. At Frøken Waltersdorffs Qvalificationer imidlertid maae have været særdeles betydelige, ligger, saavidt vi skjønne, allerede i den Omstændighed, at man for hendes Skyld endog har vansleliggjort sig den tagne Bestemmelse med at ryddeliggjøre den heromhandlede Bygning for at benytte den i Statens Interesse, og altsaa for længere Tid udsat Muligheden af at realisere et i flere Henseender passende og hensigtsmæssigt Formaal i dets fulde Omfang.

(Kjøbenhavnsposten 20. december 1844)

Nordjylland: Tyverier efter Dronninglund-mordsagen. (Efterskrift til Politivennen)

Man havde problemer med kriminalitet som myndighederne ikke kunne tackle, her en artikel fra Kjøbenhavnsposten 2. december 1844 i Nordsjælland. Her greb man dog ikke til selvtægt, men indkaldte de ansvarlige myndigheder til et møde:

- Det er nu kommet saa vidt i det nordøstlige Sjælland mod Eiendomsusikkerheden og den ringe Beskyttelse derimod, som den bestaltede Øvrighed er istand til at yde, at Indvaanerne see sig nødsagede til at gribe til Forholdsregler for selv at værne for deres Eiendomme og Liv. Efterstaaende Indbydelse til den Hensigt læses i sidste Nummer af "Frederiksborg Amtstidende":

- Da det har viist sig, at det ved de Midler, der staae til de locale Politiøvrigheders Raadighed, ligesaalidt er muligt at forebygge de daglig her i Egnen meer og meer om sig gribende Lovbrud paa Eiendomsretten, som at opdage Forbryderne, ere Undertegnede komne til den Overbeviisning, at det endelig vil være uundgaaelig fornødent, at der fra Communernes Side saa hurtigt som muligt, tages lovlige Forholdsregler til at virke til en bedre Tilstand. - Thi indbyde vi derfor herved Delegerede fra Sogneforstanderskaberne i Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms Distrikter, saavelsom enhver Anden, der maatte interessere sig for Sagen, til at samles med os, hos Gjæstgiver Petersen i Hillerød, Onsdagen den 4de Decbr., Form. Kl. 11, for at raadslaae om de hensigtsmæssigste Midler til hiint Øiemeds Opnaaelse.

Philipsen, Eier af Høiagergaard. 

P. Heegaard, Sognefoged og Dbrsmd. i Slangerup.

Reith, Eier af Strølille Mølle. 

Krog, Kæmner i Hillerød.

Samtidig med denne Indbydelse beretter bemeldte Tidende om et Indbrud og Ran i Tibirke Kirke og om et dristigt Indbrudstyveri hos en Gaardmand i Gandløse

Det er måske at være bagklog og spørge om man også havde forsøgt sig den vej i Vendsyssel. Tyverier, påsatte brande mm. hører man sporadisk om i aviserne omkring Stagsted, så episoden var ikke enden på problemet. 7. april 1846 kunne Kjøbenhavnsposten berette om "ejendomsusikkerheden":

- Angaaende den i det nordlige Jylland igjen overhaandtagende Eiendomsusikkerhed og dens Aarsager, indeholder "Hjørring Avis" følgende Beretning:

- Atter er forøvet Indbrud og Tyveri i Børglum Herred; denne Gang hos et Par gamle Aftægtsfolk i Seilstrup Sogn. Tyvene havde nedslaaet en Væg og igjennem den gjorte Aabning practiseret en temmelig stor Kiste ud i den tilstødende Have, hvor den blev opbrudt og berøvet sit Indhold, der fornemmelig bestod af endeel Klædningsstykker og 30 Alen Lærred. - I flere andre Sogne er ligeledes i den senere Tid begaaet adskillige Tyverier, f. Ex. i Asdal Sogn hos Christen Jepsen, i Bjerby Sogn bos Gaardmand Thøger Rams og Hos Huusmand Christen Salling, i Bidstrup og i Tornby Sogne. Da Tyvene her overalt kun have søgt Fødevarer, synes Armod og Nød at have været den fortvivlede Anledning til disse Tyverier. Kun hos Jepsen fandtes og medtoges nogle Penge. - Endvidere er hos en Gaardmand i Sindal Sogn begaaet et temmeligt dristigt Indbrudstyveri. Tyvene have nemlig ved at udtage et Vindue skaffet sig Adgang til Storstuen og der opbrudt et Chatol, hvoraf udtoges endeel Gangklæder; derefter ere de gaaede ind i Dagligstuen, hvor 4 Mennesker laae og sov, og, uden at disse have mærket det Ringeste dertil, fra Bjelken nedtaget et Lommeuhr, og derfra ind i Spisekammeret og taget endeel Fødevarer. Mistanke er vakt imod et Individ, der er arresteret. - En Mand ved Navn Frants Larsen, førhen Forster af Sottrup, havde forleden Dag solgt nogle Kreaturer i Sindal Sogn, hvor han derpaa overnattede hos en Gaardmand. Morgenen efter bragte Pigen ham hans Tegnebog, der var funden aaben henslængt i Kjøkkenet. En Halvhundrededalerseddel var stjaalet deraf; men Resten af dens Indhold, 15-16 Rbd., fandtes endnu i Behold. At Frants Larsen hiin Aften havde den omtalte Sum hos sig var noksom bekjendt, da den netop var ham tilkommen ved Kreatursalget. - I samme Blad hedder del ligeledes: En stakkels fattig Kone, der med mange smaa Børn maa friste Livet i en ussel Jordhytte, hvor Væggene kun bestaae af vaade Græstørv og Senge og Bohave ere dannede af samme Material, midt ude paa en nogen Hede ved Hjørring, fristedes af Nød, Kulde og Elendighed, paa en af denne Vinters koldeste Dage, til al berøve den velforsynede Nabo - en Snees Tørv, Denne Nabo, der tidligere selv har forgrebet sig, saa at Viborg Tugthuus er ham velbekjendt, havde, som man kunde vente sig, ingen Medlidenhed med den stakkels Kones Kummer og Nød; han klagede hende an og den ubøielige Retfærdighed dømte hende til 2 Gange 5 Dages Vand og Brød; og imedens hun, der ellers bærer et godt Rygte, nu maa udstaae sin Straf, lide hendes Smaa formodenlig endnu større Nød og have -sikkert, trods Moderens Forseelse, tilligemed hende Krav paa gode Menneskers Bistand cg Medlidenhed."

Denne artikel blev suppleret den 11. april i Kjøbenhavnsposten:

- Hjørring Avis har følgende Fortsættelse af sin Beretning om Usikkerheden i Vendsyssel, hvoraf fremgaaer, at Røverne der i Egnen atter uhindret kunne fortsætte hvad de ikke strax saae fuldført; bag efter kommer Politiet: - De gamle Aftægtsfolk i Seilstrup Sogn, hos hvem der for kort Tid siden blev gjort Indbrud og bortstjaalet endeel Klædningsstykker og noget Lærred, have siden levet i bestandig Frygt for at hiint Indbrud var beregnet paa deres Penge og at det skulde blive gjentaget; de skiftedes derfor til at vaage om Natten. I Løverdags Nat var det Mandens Tour til at vaage; han sad i Mørke paa en Stol og blundede, da der pludselig kom en 8 Pds. svær Steen ind ad Vinduet, som traf ham uden at gjøre ham nogen Skade. Han blev siddende roligt og lyttede, indtil han troede at høre Tyvene fjerne sig, listede sig derpaa ud til Gadedøren, for dog ved Maanens skin al see, hvilken Retning de toge; men knap havde han aabnet Døren paa Klem førend den blev stødt op og han kastet til Jorden af en Mand, der smed sig oven paa ham, slog ham i Ansigtet og satte sit Knæ mod hans Bryst. Konen, der hørte sin Mands Nødskrig, sprang af Sengen og ilede ganske nøgen som hun var ud i Forstuen for at see hvad foregik; men blev strax kastet til Jorden af en anden Karl, der snærede hendes Been sammen med et Reeb saa fast, at det gik i det blodige Kjød, traadte hende i Ansigtet med en Træsko, saa at Tænderne gik ind i Munden, det ene Øie vistnok er ødelagt og Konen næsten ukjendelig. Imedens den ene Karl vedblev at trykke Manden ned med Knæet imod hans Bryst, begyndte den Anden Randsagningen i Stuen, hvor han snart i de Gamles Seng fandt de nogle Penge, nemlig 400 Rbd. Røverne skyndte sig strax bort med Pengene og lode de Gamle ligge. Konen er meget syg af de lidte Contusioner og Mælet har forladt hende, saa at hun endnu ingen Forklaring har kunnet give om det Passerede. Manden vil slet ikke have kjendt Voldsmændene, som endnu ikke ere opdagede. - Skræder Jess paa  Vandstedmark og Søren Bak i Bagterp, er ligeledes en Nat i forrige Uge gjort Indbrud og stjaalet, fornemmelig Fødevarer".

Se fx også Dannevirke, 20 december 1854, citeret fra Aalborg Stiftstidende). Da det fortæller en del om datidens forhold, her artikel i sin helhed:

Afvigte 6. Okt. da Fæster paa Dybvad Gods, Lars Christensen, ud paa Eftermiddagen arbeidede i Marken, saae han, at Ilden slog ud fra den vestre Deel af hans Fæstested, Føltved Huus, der ligger tæt under Stagsted Skov. Endskjøndt Ilden hurtigt bredte sig og det hele Huus nedbrændte, lykkedes det ham og flere tililende Naboer at faae endeel Bohave og Klædningsstykker reddet. Herved viste sig, at et i den længst mod Øst værende Stue ophængt Skab var slaaet istykker, at en Øxe laae paa Gulvet ved det, og, uagtet de Brandlidte og Naboerne naaede til denne Stue, inden Ilden der fik Magten, savnedes dog derfra endeel Fruentimmerklædningsstykker. Det var saaledes tydeligt, at der i Huset var begaaet Tyveri, ligesom det og strax formodedes, at Tyven havde sat Ild paa Huset. Tidligere paa Dagen var seet et ungt Fruentimmer der paa Egnen; hun havde under forskjellige Foregivender været saavel inde i L. Christensens Huus som i fler eaf de ved Skoven liggende. De strax iværksatte Undersøgelser viste, at et ungt Fruentimmer, der bar en Pakke, havde overnattet imellem 6. og 7. i Hellum Sogn, imellem 7. og 8. i Ørum Sogn, var derpaa d. 8. gaaet til Baptistforsamling i Hammer i Kjær Herred; men hermed tabte Sporet sig. I Ørum havde hun imidlertid efterladt nogle Klæder, der bragtes til Politimesteren, og, da der paa samme Tid var efterlyst en for Tyveri sigtet, omflakkende Pige ved Navn Mariane Bertelsdatter, hvis Signalement syntes at passe paa den i Føltved seet Pige, opstod der Mistanke om, at hun kunde være Tyven og Brandstifteren. De indbragte Klæder forevistes flere af hendes Familie, og disse igjenkjendte adskillige af Klædningsstykkerne. Mistanken var saaledes nu stadfæstet. Uagtet al anstillet Eftersøgning anholdtes hun først efter omtrent en Maaneds Forløb. Dette skete i Kjær Herred, for hvis Politimester hun strax gav en foreløbig Tilstaaelse saavel om Tyveriet som om Ildspaasættelsen i Føltved Huus. Det er siden om hende oplyst, at hun i August forlod en Tjeneste, hun havde i Kjær Herred. Hun gav sig dernæst paa Vandring og ernærede sig, efter Omstændigheder, Tiggeri og Tyveri. Den 6. Okt. kom hun om Formiddagen til Føltved Huus, hvor hun opholdt sig en Tid hos Folkenes Børn, der vare ene hjemme. Om Eftermiddagen indfandt hun sig atter i Huset i den Hensigt at stjæle, hvad der i hendes trængende Forfatning kunde være hende tjenligt. Efter at have forsikkret sig om, at end ikke Børnene var hjemme, udførte hun sit Forsæt og tilvendte sig endeel Fruentimmerklæder. I et i den østre Stue ophængt Skab ventede hun at finde Penge, men da det befandtes laaset, hentede hun far den modsatte Ende af Huset en Øxe. Med denne slog hun Fyldningen ind; dog fandt hun ikke hvad hun søgte. Nu opstod den Tanke hos hende, at hun bekvemmest kunde skjule det skete Tyveri ved at sætte Ild paa Huset. Hun stak op i endeel imod Taget i Bryggerhuset opstablet Lyng, og ilede derpaa med det Stjaalne fra Huset op til Skoven. Hun forlod Huset uden at vide, om Gløden havde fænget, men da hun naaede Skoven, vendte hun sig om og saae da, at Røgen væltede ud fra Husets vestre Ende, hvori Bryggerset befandt sig. Iilsomt fortsatte hun Veien ind i Skoven, for at undgaae Paagribelse. - Dette Fruentimmer, der kun er 20 Aar gammel, venter nu sin Straf for den betydelige Forbrydelse, hun har begaaet uden, saavidt skjønnes, at føle nogen synderlig Anger over en Handling, hvorved en stræbsom Huusmandsfamilie er bleven ødelagt. 

Djævletro frifinder Morder. (Efterskrift fra Politivennen)

Denne mordsag er som Kjøbenhavnsposten selv skriver, unik. Politivennen var ikke meget for at fortælle om mord, derfor er der til artiklerne i Redacteurens Anmærkninger angivet en del artikler fra andre aviser. Og desuden har jeg i en baggrundsartikel udgivet et omfattende materiale om Worms opsigtsvækkende mord på Tønder. Den nedenstående mordsag fortæller den noget om djævletro og retsvæsnets behandling af folk der troede på ham.

Efterfølgende i psykologisk henseende mærkelige justitssag fortjener, som det forekommer os, læsernes opmærksomhed. Den 25. novbr. forrige år om eftermiddagen kl. 5 forlod ugift fruentimmer Dorthe Marie Mikkelsdatter sin bolig i Ebdrup i Jylland for at besøge sine forældre og overlod sit 4 uger gamle drengebarn, der lå i sengen, til den under sagen tiltalte Rasmus Sørensen eller Laursens varetægt. 

Ved sin tilbagekomst efter omtrent 2 timers forløb traf hun denne, der angiveligt var fader til barnet, udenfor huset og spurgte ham, hvorledes barnet befandt sig, hvortil han svarede, at det sov trygt og godt. Men da hun, efter at have tændt lys så til barnet, fandt hun at dette var dødt. 

Ved det under sagen den 26. novbr. afholdte syn fandt distriktslægen vel efter stillingen af barnets hoved, at der var grund til mistanke om udvortes vold, men vished om sådan vold opnåedes hverken ved bemeldte forretning eller ved den under 2. decbr. næstefter foretagne obduktion af liget, og tiltalte havde indtil da benægtet at han i moderens fravær havde rørt ved barnet på anden måde, end at han engang mens han sad i stuen, nemlig fra kl. 5 til 6½, strøg ned af barnet, som til den tid kun en gang havde givet lyd fra sig. 

Senere tilstod tiltalte imidlertid, at han efter en hos ham pludseligt opstået beslutning, har grebet med hånden om barnets hals, hvoraf det straks døde, efter at have givet et lille kvæk, og at han derefter har tændt lys for at forvisse sig om, at barnet var død. Bevæggrunden til gerningen har tiltalte en tid lang ikke været at formå til at angive, og han har stadigt nægtet at have haft til hensigt at befri sig fra de byrder, som barnets opfødelse ville føre med sig. Endeligt har han forklaret bevæggrunden at have været frygt for, at det skulle gå barnet som det var gået ham selv, at nemlig Fanden skulle få magt over det. 

Denne Fandens magt over ham har tiltalte forklaret således. Da han var en Dreng på 8-9 år, opholdt der sig i Rødager By en skomager, kalder Christen, hvis nærværende opholdssted eller om han endnu er i live ikke vides, med hvem tiltalte ofte talte og som ville forære tiltalte forskellige ting, som denne dog ikke modtog, fordi hans moder ikke tillod det. Skomageren sagde til tiltalte at han vel ikke vidste med hvem han talte, og på tiltaltes benægtende svar, angav han sig at være Djævelen, tilføjende, at han skulle have en, hvortil tiltalte svarede, at når han skulle have en, så kunne tiltalte lige så godt være denne som en anden, hvorpå de gav hinanden hånden. 

Nogen tid efter, omtrent i tiltaltes 10. år, da han vogtede køer i skoven, faldt der en fireskilling ned fra luften i hans hånd, og idet han betragtede skillingen og ytrede høit, at den kunne han bruge til hjælp til et par nye træsko, lød der en røst fra oven som sagde: "ja det kan du da", hvilken røst dog ikke var skomagerens. Efter den tid, navnlig mens tiltalte tjente i Kolind, indtil han var 21 år, for så længe skulle hans pagt med Djævelen vare, havde denne magt over ham med at føre ham igennem luften, igennem taget, nøgen ud af sengen, til marken, ind i kirken, hvor han vil have set Djævelen i præstens skikkelse og ornat ved alteret. 

Siden sit 21. år har tiltalte, som nu er omtrent 30 år gammel, forklaret også at have været Djævelens anfægtelser underkastet; kun sjældnere har han af og til tænkt derpå. De mænd, hos hvem tiltalte har tjent, og som har givet ham gode skudsmål, har afgivet forklaringer over ytringer af ham, der i det væsentlige stemmer overens med hans udsagn under forhørene, og hvoraf resultatet er at tiltalte til enkelte tider, endog i det sidste år, har haft en fiks ide om at være underkastet Djævelens magt, og der er ingen formodning om, at han der i øvrigt er meget enfoldig, under forhørene har afgivet sin forklaring om samkvem med Djævelen, for om muligt at undgå lovens straf. 

I den af Sundhedskollegiet under sagen afgivne betænkning har 2 af Kollegiets medlemmer fundet det utvivlsomt, at tiltalte i mange år har lidt af sindsforvirring og endnu lider deraf, om end måske i ringere grad end tidligere, og at den ham imputerede handling så meget mindre kan tilregnes ham, som samme, efter hvad tiltalte om sin bevægsårsag dertil har forklaret, just ligger i retningen af den fikse forestilling, hvoraf han har været betaget. Pluraliteten af Kollegiets medlemmer har derimod ment, at dette sidste ikke bestemt kan siges, da tiltalte muligt kan have opgivet en urigtig bevæggrund til handlingen, men den erkender i øvrigt at de overtroiske forestillinger, som tiltalte har haft, kunne hos et så enfoldigt menneske lede til udøvelsen af den forbrydelse, hvorfor han er sigtet. 

Da underdommeren ikke antog, at en sådan forvirring i en enkelt retning, eller fiks ide kan udelukke tilregnelighed af en forbrydelse, hvis storhed hos enhver for hvem det partielle vanvid ikke netop går ud på at være berettiget til at berøve sine medmennesker livet, må være iøjnefaldende, så anså han tiltalte efter lovens 6-6-1 og frdn. 4. oktbr. 1833 § 11 med at bøde liv for liv. 

Da sagen dernæst blev bragt ind for Viborg Landsoverret, antog denne Domstol - efter hvad der af Sundhedskollegiet er ytret om tiltaltes mentale tilstand, og når henses til at det motiv, tiltalte har opgivet, stemmer med hvad der er oplyst om hans fikse ideer, uden at der i sagen er anledning til at antage at han skulle have noget andet motiv - at tiltalte for hans forhold med at have dræbt barnet, eller forsåvidt det efter obduktionsforretningerne og lægernes erklæringer må anses uvist, hvorvidt barnets død er en følge af hans handling, i alt fald for at have attenteret at dræbe det, ikke kan pålægges nogen straf, men at han ifølge lovens 1-19-17, må blive at tage under forvaring af øvrigheden. 

Sagen blev dernæst indanket for Højesteret, hvilken domstol kom til det resultat, at tiltalte måtte være at frifinde for aktors tiltale og aktionens omkostninger at pålægge det offentlige.

(Kjøbenhavnsposten 9. december 1844).

Der er tilsyneladende ikke kalkmalerier i Ebdrup Kirke. Disse er fra Mariæ Kirke i Helsingør, og lignende findes mange steder i Danmark. Her trives bibelske figurer side om side med folketroen, overtroen, eller hvad man nu foretrækker at kalde det. I en billedfattig tid, uden tv og ret mange illustrerede bøger er virkningen af sådanne malerier anerkendt som meget stor. Men selv uden dem trivedes fortællingerne. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019. 

Om Underviisningen i Almueskoler især paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen selv skrev en del om skolerne, men sjældent om hvad der praktisk foregik bag skolens mure: undervisningen. Det gjorde derimod nedenstående artikel. I artiklen nævnes en del lærebøger som kan findes på nettet i de nævnte eller lignende udgaver. Det gælder bl.a. Balles. Kristendomsundervisningen (kaldet Religion) stod i højsædet, og selv om udenadslære kritiseres i artiklen, synes metoder og indhold at være radikalt anderledes end i dag. Læring var ukendt.

Quo simplicius eo rectius.

Indbyrdes undervisning er ved forcerede anstrengelser blevet indført i de fleste almueskoler. Så snart børn sættes i en sådan på militær maner ordnet skole, opstilles de i den første undervisningstime ved en væg, hvorpå læsetabeller er ophængt, og i tredje undervisningstime ved samme væg, hvorpå regnetabeller hænge.

Denne ståen ved tabeller er trættende og kedelig for landsbybørn, der stundom har en halv eller hel fjerdingvej til skole. I anden klasse sidder alle børn på bænke. Det samme kan være tilfældet i nederste klasse. Begyndelsen sker ligesom i den gamle Abc med det tankeløse bo, be, bi, ab, eb, ib osv. - Står børnene sig vel med bihjælperne som på mange måder er tilgængelige, kan de gøre tålelig god fremgang på tabellerne, forsåvidt mekanisk læsning angår, ja endog bringe det dertil at de indenad kan læse ord af 5 til 6 stavelser som de har lært udenad. Forelægger man dem derimod en bog af  fremmed indhold og med fremmed tryk, vil de vanskelig komme til rette med nogle få linjer. Læreren har så meget at gøre med skriverier, opstilling og opråb, at han ikke får tid til selv at deltage i undervisningen. Tabellerne forbliver i skolen, og der åbnes ingen lejlighed for børnene til hjemmeflid og selvøvelse. Forældrene kan ikke få kundskab om deres børns fremgang. Heri er en forandring ikke alene ønskelig, men også nødvendig hvis man vil forebrÿgge tankeløs indenadslæsning. 

En velvalgt samling af bogstav- og stavetabeller, af læseøvelser og regnetabeller kan særskilt aftrykkes i en bog, som ethvert barn må have med sig paa skolen, og tillige bringe hjem med sig for videre at kunne øve sig ved bistand af forældre eller ældre søskende. Provst Bresdorfs bogstav- og stavelsetabeller, eller amtsprovst Krarups Abc, de første stykker i Dirchs eller Hjorths læsebøger og det af Erslew besørgede sftryk af 28 regnetabeller, hvortil kunne føjes 2 tabeller om mål, vægt og mønt, giver passende bidrag til første læsebog. Ophæves den stående læse- og regneskole, kunne flere børn sidde på en bænk, og vejledes af et ældre barn i de første begyndelsesgrunde. Men så snart stavning og især læsning tager sin begyndelse, bør læreren træde til. Rigtig stavning er det første skridt til rigtig læsning. Ved indenadslæsning bør påses at børnene ikke blot læse tydeligt og rigtigt, men at de også gøres opmærksomme på indholdet, og vænnes til med egne ord at kunne gengive det læste.

Fra læsning sker overgang til skrivning. Begyndelsen sker med afskrivning af bogstaver eller tal, som er en halv alen lange og aldrig kunne anvendes i det daglige liv. På nogle steder bruges endog den barnagtige skrivning i sand. Også her er forandring ønskelig. Begyndelsen kan ske med forskrifttabellerne, der er ganske hensigtsmæssige, hvis man ikke hellere vil vælge Sonnes forskrifter. Ældre børn kunne vejlede de yngre ved at føre de første træk, ved at drage streger på tavlen, hvis dette behøves, og ved at tilholde børnene at udtale bogstaverne og tallene rigtigt, men for øvrigt bør læreren troede til. Han bør påse at børnene sidder i en rigtig stilling, at de nøje agter på grundtrækkene og skrive læseligt, samt at de med færdighed kunne læse det foreskrevne, og med egne ord gengive det.

Så snart speciestabellerne er lærte udenad, bør læreren ved passende eksempler øve børnene i hovedregning.

Foruden i læsning, skrivning og regning skal der tillige gives undervisning i religion. Begyndelsen sker sædvanlig med Luthers katekismus. Denne bog består som bekendt af fem parter eller dele, hvilke ikke kunne forbigås, da bogen er en symbolsk bog og autoriseret ved kongebud. Men Luthers forklaring over disse dele, som er vanskelig for børn at fatte og tung at lære udenad, kan henlægges til lærebogen i hvilken budene, bønnerne og sakramentordene er anført med en noget tydeligere forklaring. I nye udgaver af lærebogen kan trosbekendelsen indrykkes i det første kapitel hvor talen er om treenigheden. Regeringen har selv anerkendt det vanskelige i Luthers katekismus ved at påbyde at 4. og 5. part skulle forbigås ved små børns undervisning, fordi de sandheder som deri indeholdes, ikke passer til denne alders fatteevne. Allerrigtigst kan religionsundervisningen begynde med et kort bibeludtog, hvortil foreslås for landet Birchs udtog, udgivet af Kragerop. Læreren fremsiger en bibelsk fortælling og gentager denne så ofte, at børnene kan fatte indholdet, og selv med egne ord gengive det. For at styrke hukommelsen, kan fortællingen læses indenad, og atter oplyses ved spørgsmål og eksempler, men ingen bibelhistorie bør læres udenad.

Inddeles tiden rigtigt og bliver læreren forskånet for de overflødige skriverier som indbyrdes undervisning pålægger ham, så vil han også kunne finde lejlighed til at vejlede nørnene i de 3 første kapitler af lærebogen. Stykkerne læses indenad, og først når læreren ved spørgsmål og eksempler har forvisset sig om at børnene har fattet indholdet, bør der skrides til udenadslæsning. Tankeløs udenadslæsning bør for alting forebygges. Balle giver i sin forerindring til lærebogen den vigtige regel at intet bør læres udenad før det først er forklaret. Ifølge skoleanordningen må læreren indprente børnene agtelse for sandhed og retskaffenhed, og ved passende eksempler øve deres dømmekraft i at udfinde hvilken forskel der er på gode og slette handlinger, og hvilke følger disse drager efter sig.

Mærker børnene at de i skoletimerne selv sættes i stadig virksomhed, vil opmærksomheden skærpes, lærelysten oplives og  skoleforsømmelser blive sjældnere.

Følges denne korte og simple metode er det at forvente at børn, når de i 10. eller 11. år skal opflyttes i anden klasse, kan med antagelig færdighed læse i Bog, kan skrive bogstaver og tal læseligt, kan gøre lette beregninger i hovedet, kan med egne ord gengive de vigtigste bibelske fortællinger, kan de 3 første kapitler af lærebogen udenad, og ved de offentlige prøver lægge for dagen at de også har fattet hvad de have læst og lært.

Skoleanordningen foreskriver hvilke nødvendige apparater der skal være i enhver skole, og hvilke protokoller enhver skolelærer bør holde. Alle de kunstlede apparater som bestemmelserne for indbyrdes undervisning foreskriver, kan bespares som overflødige.

Ethvert barn kan i nederste klasse have en førstelæsebog, Birchs udtog af bibelhistorien, Balles lærebog, en psalmebog, en tavle med griffel og en indheftet bog, i hvilken sammenskrift skrives med blæk.

I 2. klasse kan undervisningen fortsættes efter foranførte grundsætninger. Til læsebog foreslås Göttsches Læsebog for Almueskoler. En god læsebog er for denne klasse af stor vigtighed, når den ikke blot bruges som læsebog, men tillige som lærebog. Børnene bør tilholdes at læse tydeligt og med færdighed og i en sådan tone som viser, at de forstår hvad de læser. De der tillige vænnes til med egne ord at gøre rede for indholdet af det læste. Vanskeligere ord bør staves udenad. Børnenes opmærksomhed bør henvendes på de ord, som er trykte med store og små bogstaver, og på skilletegnene. Lejlighedsvis meddeles således de vigtigste regler for retskrivning. Foruden Birchs bibeludtog kan man passende benytte de sædvanlige søn- og helligdags evangelier og lidelseshistorien der findes i enhver salmebog. Disse læses indenad og oplyses af læreren, men de bør ikke læres udenad. Derimod må de øvrige kapitler af lærebogen læres udenad efter at de forud er forklarede. Læreren bør af yderste evne anstrenge sig for at vise hvorledes kristendommens lærdomme kan anvendes i livet (sic). Et fortrinligt hjælpemiddel hertil er velvalgte bibelske eksempler.

Ved skrivning påses at børnene ikke blot skriver læseligt, men ogsaa ortografisk rigtigt. De bør tillige vænnes til selv at føre i pennen, hvad de have lært i skoletimerne. Til øvelse i skriftlæsning kan passende bruges Rabens Skriftlæsningsapparat. I hovedregning bør børnene flittig øves, og i tavleregning bør kun sådanne beregninger opgives som kan være anvendelige i det daglige liv. Nogle lærere sætter en ære i at bringe børnene vidt i tavleregning, og opofrer dertil den tid som bedre kunde anvendes til ungdommens tarv. Skoleanordningen fordrer kun af lærerne selv at de skal forstå vel at regne de 4 specier og reguladetri.

I 2. klasse behøves foruden de for første klasse anførte apparater, Göttsches Læsebog, Rabens Skriftapparat og en større indheftet bog til skønskrivning, retskrivning og egne udarbejdelser.

Historisk og geographisk kundskab meddeles mundtlig af læreren. Undervisning i fædrenelandets geografi som kan anskueliggøres ved synlige tegn, plejer at interessere de fleste børn. Flere end 3 Kort behøves ikke i en almueskole, et verdenskort, et stort Europa-Kort og et stort Danmarkskort.

Ved sangundervisning bør de børn som har syngestemme, vænnes til at synge de brugeligste salmemelodier rigtigt. Al kunstig sang hører ikke til almueskoler.

Forsåvidt disciplinen angår kan mærkes at det for en duelig skolelærer som forstår at indvirke på børnenes æresfølelse, vil være let at holde orden i sin skole. Gør en lærer sig skyldig i efterladenhed, viser han ulyst til sit arbejde eller en usædelig opførsel, vil end ikke de hårdeste straffemidler kunne skaffe ham agtelse og lydighed.

En friere ånd begynder at røre sig. Forordningen om landkommunevæsenet har givet en velgørende impuls til fremskridt i kultur. Forældre indser at deres sønner må bringe det videre i kundskab end de selv have modtaget, hvis de til sin tid skal blive sogneforstandere eller medlemmer af stænderforsamlingen. De ønsker derfor at deres børn må i skolen vænnes til at udtrykke sine tanker med lethed, og selv føre dem i pennen, samt skrive ortografisk rigtigt. Når der ved skoleeksamina oplæses stykker af læsebogen som handler om fædrenelandets historie og geografi eller om den danske lovgivning, vil man finde at forældre hører til med spændt opmærksomhed. Kan man være så heldig at få duelige skolelærere som arbejder med lyst og iver, og virksomme sogneforstandere der skænker skolevæsnet stadige tilsyn, så er det at håbe at almuens dannelse efterhånden vil tage en meget forbedret retning.

(Kjøbenhavnsposten 22. november 1844)

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

 I Kjøbenhavnsposten 20. november 1844 kunne Dr. Dampe kommentere en artikelserie som er bragt tidligere på denne blog:

Rønne Hovedvagt (1744) kan have været en af de bygninger som Dampe har været inde i eller måske gået forbi da han opholdt sig i Rønne 1840-1848. Dog uden fodgængergennemgangen. Den er et resultat af bilismen i 1940. Bygningen var opført som arrest, senere hovedvagt (til 1867).

"Oplysninger og Berigtigelser til Skilderiet af Dr. Dampes Fængsel".

Dr. Dampe, der, efterat have hensiddet over 20 Aar i strengt Statsfængsel, for nogle Aar siden blev benaadet med Forviisning til Øen Bornholm, har der iaar begyndt at udgive et Hesteskrift: "Til Danmarks Borgere", hvoraf to Nummere ere udkomne. Man skulde ikke troe, at det kunde mangle paa Interesse hos Publikum til at gjøre sig bekjendt med hvad denne haardt prøvede Mand har at fremføre, og vi maae derfor antage, at det kun er Mangel paa Kjendskab til dette Skrifts Udgivelse, der hidtil har foranlediget dets ringe Afsætning. Man vil i dets Indhold og Tendents - der fornemmelig gaaer ud paa at  undersøge og belyse, hvilke statsretlige Grunde vor nuværende Forfatning kan siges at støtte sig paa, og ifølge hvilke Forfatteren i sin Tid blev dømt fra Livet - gjenfinde en endnu usvækket Aand, der stræber efter Lys i i og Sandhed med ligesaamegen Iver og Fasthed som i dens ukrænkede Ungdom, hvorvel det er en Selvfølge, at Forfatteren, hvem Censurens Baand endnu er paalagt, endskjøndt den Dom, hvorefter dette skeer, vel kunde synes at vare gaaet under i den ham senere tilkjendte Dødsdom - ikke med en Uforbeholdenhed kan udtale sig om disse Gjenstande, som han i sin fulde Frihed sikkert vilde.
Idet vi paa det Varmeste anbefale Dr. Dampes Skrift til den Deel af Publikum, der har  agtelse for en Ulykke, hvis rette Navn det vilde blive os formeent her at udtrykke, og som endnu holder i Hævd, hvad der vil bidrage til at føre Fædrelandet en høiere Statsudvikling imøde, ansee vi det for en Pligt af det sidste Nummer her at hidsætte Forfatterens Berigtigelser til en Række af Artikler i dette Blad, ham vedgaaende, som iøvrigt vare skrevne med det udtrykkelige Formaal at bidrage til at forjage de lave og uværdige Forestillinger om ham og hans Strafskyld, som desværre i lang Tid uimodsagt havde søgt at gjøre sig gjældende. 
Disse Berigtigelser, der udgjøre endeel af en Artikel i Nr. 2 af bemeldte Hesteskrift, under ovenstaaende Overskrift lyde saaledes: 
"I  Kjøbenhavnsposten Nr. 255 1841 nævnes nogle Formildelser eller Lettelser i min Fængsels-Tilstand, som skal være blevne mig til Deel, hvilke dog ikke have fundet Sted, men ere blevne Forfatteren urigtigen berettede. 
Han fortæller med Sandhed, at, da jeg første Gang var i Citadellet, blev jeg behandlet af dets Commandant, General Lorentz, med den yderste Strenghed, at jeg i de fem (ikke sex) Aar, da jeg sad der, uafladeligen sad indespærret inden fire Mure og aldrig nød frisk Luft og Bevægelse. Han siger om mig: hvor rædsomme disse Aar have været, kan man først rigtigt gjøre sig et Begreb om, naar man tillige erfarer, at det i denne lange Tid var ham aldeles negtet at bringe sine Tanker paa Papiret, alle Skrivematerialier vare ham berøvede. Dette er Sandhed. Ligeledes, at Ingen fik Tilladelse til at komme til mig, ikke engang mine Børn, Med mindre, som han siger, man kan regne det for noget, at de saae mig et Par Gange med bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til, efter nogle faa Minutters Forløb, igjen at stille Faderen fra Børnene. Dette forholder sig rigtigt, saavelsom at, da jeg derfra var kommen til Christiansø, kom jeg til visse Tider i frisk Luft. Dette skete nemlig med en Soldat tre Skridt bagved mig med Bayonetten bestandig udtrukken af Skeden. Men derpaa melder Forfatteren aldeles urigtigen, at nu tilstededes mig Brugen af Skrivematerialier. Det er sandt, jeg fik Blæk og Pen; men, da Papir var mig aldeles negtet, saa kunde de to første ikke nytte mig. Naar jeg engang imellem vilde skrive et Brev, for at give min Familie Efterretning om min Sundhed saa maatte jeg andrage derom til Arrestforvareren, som igjen androg derom til Commandanten, der da gav sin Tilladelse til, at et Ark Papir blev kjøbt. Brevet blev gjennemseet af Commandanten, som undertiden, naar jeg havde skrevet noget Ord til eet af mine Børn, som han ikke syntes om, forbød mig det, og jeg maatte skrive Brevet om igjen. Ja! naar jeg paa Regninger skulde skrive det Ord: Modtaget, maatte Commandantens Tilladelse indhentes til at benytte Blæk og Pen til dette Ord, og Underofficieren kom til mig med de Ord: De har Commandantens Tilladelse til at paategne denne Regning. Saaledes var det altid i mit Fængsel. Jeg vil dog undtage nogen Tid i mit Fængsels første Aar (i Domhuset) da Papir blev leveret mig, hvorpaa jeg kunde skrive noget literairt Arbeide, saaledes at der blev holdt nøie Regnskab over hvert mig leveret Ark, og Alt, hvad jeg havde skrevet, blev gjennemseet. Dette Samme skete, paa en særdeles Anledning, i mit Fængsels syvende Aar, og ved en enkelt sjelden Leilighed. Men iøvrigt blev den Regel, som jeg nys har beskrevet, naar jeg blot vilde skrive et Brev eller skulde paategne en Regning, bestandig iagttaget lige til mit Fængsels sidste Dag. Derfor, naar Forfatteren siger, at man først kan gjøre sig et Begreb, hvor rædsomme de fem Aar i Citadellet have været mig, naar man erfarer, at i denne lange Tid Skrivematerialier vare mig berøvede, saa maa det rettes saaledes: nei, ikke blot i denne lange Tid, 5 Aar, men i den lange Tid, 20 ½ Aar.
Det, som Forfatteren beretter, at jeg fik Bøger paa Christiansø tilsendte fra Kjøbenhavn, er aldeles urigtigt. Det fik jeg aldrig.
Det er fremdeles urigtigt , naar Forfatteren beretter, at, da jeg anden Gang var i Citadellet, det var i mit Fængsels ellevte Aar, blev den Strenghed, hvorved Adgang til mig havde været formeent Enhver, endogsaa mine Børn, ophævet i Henseende til mine Børn. Han siger, at det negtedes mig da ikke at tale med mine Børn. Jo, det negtedes mig da, ligesom for. Vistnok talte jeg til den Tid adskillige Gange med mine Børn. Men det skete formedelst en Misforstaaelse eller Forseelse af Arrestforvareren. Da Commandanten erfarede det, fik Arrestforvareren en Irettesættelse. Eet af mine Børn, som strax derefter kom til mig i det Haab, at kunne tale med mig, fandt ganske den gamle Foranstaltning, som Forfatteren fortæller, bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til efter faa Minutter at stille os ad og forlod mig grædende. En Militair, som var tilstede ved en saadan Leilighed i General Lorentzes Tid, undskyldte, at han kun kunde tilstede mig faa faa Minutter til at see mine Børn, dermed, at, da jeg sidste Gang for en rum Tid siden havde seet dem, havde Lorentz, da han kom tilbage, bebreidende sagt til ham: De blev saa længe. Den Strenghed, at at Adgang til mig var formeent, vedblev i hele mit Fængsels Tid. Jeg kan undtage derfra, at, efterat det oftere var skeet, at Personer, som stede i Forbindelse med Fængselet, havde ønsket Underviisning af mig og havde bedet om Tilladelse til undertiden at gaae ind til mig en lille Tid i denne Hensigt, men dette var af Commandanterne stadigen afslaaet, saavel i Citadellet som paa Christiansø, bevægede dog nogle Fædre paa Christiansø Commandanten til at tillade, at jeg undertiden gav deres Børn nogle Underviisningstimer, hvilket fandt Sted i et vist Tidsrum og derefter ophørte. Iøvrigt var Adgangen til mig saaledes spærret, at, da jeg engang var syg paa Christiansø - Noget, der lykkeligviis meget sjeldent indtraf - jeg laae alene i mit skumle Fængsels Grav, Ingen kunde komme ind til mig, uden en raa og følesløs Fængsels-Opsynsmand, der blev utaalmodig , naar han skulde skjænke mig Hjelp i nogle Minutter, og jeg bad derfor indstændigen, at een eller anden Person, som jeg kunde ønske til at pleie mig, maatte faae Lov til at komme ind til mig, saalange jeg var syg, saa blev dette mig afslaaet.
En Lettelse blev mig vistnok til Deel i mit Fængsel, da det blev mig forkyndt, at jeg maatte have Lov til, i den Tid, da jeg kunde gaae omkring med en væbnet Soldat bagved mig, at tale med Een eller Anden, som jeg maaskee kunde træffe paa min Vei. I Anledning deraf blev det ogsaa bestemt, at Soldaten skulde gaae sex Skridt bagved mig i Stedet for tre. Men nogle Dage efter maa Commandanten have betænkt sig i det sidste Punkt. Thi allerede faa Dage efter bleve de ser Skridt igjen til de tre. Soldaten med den blottede Bayonet stod ved Siden under hver Samtale, og det kunde skee, at han blev befalet at rapportere, hvad der var  sagt. Thi en Ordre kom efter nogen Tid, som lod saaledes: at han ikke maatte tillade, at Samtalen blev ført i noget andet Sprog, end det danske, for at han kunde rapportere, hvad der var sagt. Siden blev endnu den Ordre tilføiet, at jeg ikke maatte tale med Nogen i længere Tid, end i fem til ti Minutter. Da jeg engang ved en Lejlighed spurgte om Bevæggrunden til denne Ordre, svaredes der, at Bevæggrunden var, at den ledsagende Soldat ikke kunde taale at staae stille i længere Tid.
Der skete derefter den Forandring, at jeg gav slip paa at gaae i længere Strækning, i hvor vigtigt dette end var for min Legemsbevægeise, for at blive befriet fra den ledsagende Soldat, og lod mig nøie med en lille Strækning ligefor Vagten, hvor jeg uafladelig var under de Vagthavendes Øine, jeg kunde være der en temmelig Tid af Dagen. Jeg kunde tale med hvem jeg traf paa dette Sted, men, dersom Samtalen overskred fem til ti Minutter, blev strax en Soldat sendt fra Vagten og skille mig og den, jeg talte med, fra hinanden. Tilsidst, fordi en fra Vagten afsendt Soldat engang stille mig fra en Embedsmand, som jeg talte med, blev Ordren saaledes modificeret, at med en Embedsmand maatte jeg tale saalænge jeg vilde, derimod med Folk, som ikke vare af Embedsklassen, maatte jeg kun tale i fem til ti Minutter.
Den Tilladelse at tale med Nogen, naar jeg gik ud, var den eneste Formildelse i mine Fængsels-Lidelser, som nogensinde blev mig til Deel i hele mit Fængsels Tid. Men de Bestemmelser, som bleve føiede til denne Formildelse, gjorde den til Intet. Formildelsen var ikke kommen fra nogen Autoritet i Kjøbenhavn. Tvertimod paa en Forestilling fra Commandanten, om der ikke kunde indtræde nogen Formildelse i min tunge Tilstand, var Svaret Afslag med de Ord, at jeg skulde være under strengeste Bevogtning. Vilde Commandanten gjøre Noget, saa maatte han gjøre det paa sit eget Ansvar. Hos Autoriteterne over ham var ingen Tanke om nogensomhelst Formildelse for mig. Derfor blev Formildelsen til Intet. Thi Samtale given mig paa den Maade, at den blev tagen fra mig igjen, jeg vidste ikke, hvad Øieblik, det blev en Tantalus-Qval og ingen Lindring, og ethvert Menneske flyede det Tilfælde at blive dreven fra mig af en Soldat. Næsten alle de, jeg kunde træffe, vare Saadanne, som kunde frygte dette. 
Den for Legemet uundværlige Bevægelse i frisk Luft til visse Tider tilstaaes selv dem, der holdes paa det strengeste. Lænker vare mig ogsaa budne, og jeg undgik dem kun ved at underkaste mig den Tilstand i fem Aar at være berøvet Bevægelse i frisk Luft, hvorved mit Legeme i høieste Grad truedes med Undergang.
Selv den, der holdes paa det strengeste, negtes ikke at Læsning, dog med Forbud imod, hvad han ikke maa læse. Naar Tilfældet var, at jeg kunde faae Lidt at læse, saa fattedes det ikke paa saadanne Forbud imod, hvad jeg ikke maatte læse. Det blev forbudt, at jeg maatte læse Spittlers Historie om Souverainitetens Indførelse i Danmark. I en Række af Aar var det mig aldeles forbudt at faae nogen Avis eller noget Blad at læse. Siden blev det mig tilladt at læse nogle, men dog kunde ikke det Mindste gives mig, uden at det først var indstillet til Commandantens Afgjørelse, om Læsningen deraf kunde være mig tilladt. Et Blad, som kort efter Frederik den Sjettes Død omtalte min lange Fængsling paa en deeltagende Maade, blev det mig forbudt at læse.
Altsaa den Skjæbne, som jeg paadrog mig ved den Overbeviisning, hvortil jeg ved Studering af min Videnskab, under redelig Granskning, var kommen, og som jeg vilde fremsætte for mine Medborgere og underkaste deres Bedømmelse, uden mindste Fordeel deraf for mig selv, denne Skjæbne fra det Øieblik, den omtalte Overbeviisning blev opdaget, og under hele mit Fængsel har ikke indeholdt andet, end uafladelig, vedvarende, til enhver Tid i den lange Aar-Række, Alt, hvad der var det haardeste og strengeste muligt. Først kom Dommen, som Dommerne hentede frem af Loven saa streng, som de kunde; derefter kom Forandringen af det, Dommen bestemte, til Fængsel, som maa danne en Undtagelse fra Strengheden, naar vor nulevende Konges Ord i det Reskript, der er nævnt, ikke tør modsiges, men i Henseende til hvilken jeg blot har bemærket det Factum, at alle de Meningsyttringer, der til nogen Tid ere fremkomne fra mig, have erklæret den for værre, end Dommen. Endelig, efterat alligevel Forandringen til Statsfængsel havde fundet Sted, efterat Fængsel var blevet min Lod, saa have dette Fængsels Vilkaar alle de 20 ½ Aar igjennem bestandig været de skarpeste, som deri ere mulige. De Lindringer, som deri kunne finde Sted, bestaae deri, at Udelukkelsen fra menneskelig Virksomhed og Berørelse med Medmennesker ikke er fuldkommen. Paa saadanne Lindringer gives jevnligen Exempler. Men denne Udelukkelse forblev for mig fuldkommen indtil det Sidste. Ingen Lindring eller Lettelse i mine Fængsels-Lidelser blev mig nogensinde til Deel."

(Kjøbenhavnsposten 20. november 1844)

Eskildsen sætter Skib på Grund. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags Morges kom for Udgaaende en svensk Brig med Kjøbenhavns Lods ombord til at staae paa Landgrunden til N. for Qvarantaine-Broen; Vinden sydl. eller S. t. O., Bram-Seils Kuling, smukt Veir. Under saa gunstige Omstændigheder, 7 Streger rumt, er det sandeligen ei meget hæderligt for en Lods at sætte et Skib fast, og en stor Skam for Kjøbenhavns Lodseries Autoritet er det, at der ei strax, da Ulykken var skeet, blev fra dens Side gjort alt muligt for igjen at bringe det flot. Enhver, der har den mindste Idee om Vind, Veir, Strøm og Vandstand her, veed, at med den sydlige Vind, som satte ind til efter den stive N. V. Brise, vi havde havt, vilde Vandet løbe ud og derved Vandstanden blive betydelig lavere. Havde altså Autoriteten intet Begreb derom, maa man beklage, at en Mand i over 30 Aar kan have drevet om paa Toldboden, uden at have erhvervet sig denne Kundskab, og var den bekjendt med denne selvfølgelige Natur-Begivenhed, er det at beklage, at den har den totale Mangel af Espirit, ved ikke, for Kjøbenhavns Lodseries Æres Skyld, at sætte Alt øieblikkeligt i Bevægelse for igjen at skaffe Skibet flot.

Vedkommende, der er Lodsoldermanden, Havnecapitain Baadeholder Eskildsen, vil vel undskylde sig med, at der i fra hans Side blev gjort Alt, hvad der dengang kunde gjøres, men vi tillade os forud at møde denne Retfærdiggjørelse med den bestemte Erklæring, at mange Timer efter at Skibet var kommet paa Grund, var der ei gjort andet end udført et par Varp, en Foranstaltning, som han burde have vidst ei var tilstrækkeligt, da Vandet faldt meget stærkt. Imod Eftermiddagen tiltog Kulingen, dog ei mere, end at Fartøier meget godt kunde lægge paa dets Bagbord Side for at lempe det.

Indsenderen af disse Linier, der uden at være Sømand dog ei er usøkyndig, har saameget mere troet sig beføiet til at gjøre Publikum bekjendt med denne Affaire, som det er ham bekjendt, at en dygtig Mand fra Helsingør, har, for ikke længe siden, indgivet til det kgl. General-Toldkammer- og Commerce-Collegium en Deel Besværinger over Lodserierne her i Landet.

Kjøbenhavn den 11te Octb. 1844.

(Kjøbenhavnsposten 14. oktober 1844)

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

 - I Løverdags Aftes vilde en Embedsmand heraf Byen begive sig ud i Tivoli, og havde til den Ende medbragt en Specie. Da han med den vilde betale sin Entrebillet, erklærede Billetsælgeren den for falsk og hidkaldte en ved Indgangen posteret Politibetjent. Da denne paa Forespørgsel havde faaet Mandens Navn, Stand og Bolig at vide, spurgte han videre, om han kjendte nogen Tilstedeværende. Da han dertil havde svaret Nei og vilde gaae sin Vei, anmodede Betjenten ham om at følge sig til Politikammeret, hvilket han ikke troede at burde undslaae sig for. Derhen kom de imidlertid ikke, da de paa Veien erfarede, at Politidirecteuren ikke var der, men begav sig i det Sted til dennes Bolig i Gothersgaden. Etatsraad Bræstrup var heller ikke hjemme, og nu maatte Manden tage Plads i det uhyggelige, smudsige Hul, som fører Navn af Politikjelderen, blandt de sig der opholdende Betjente. Da han af disse havde udholdt et Slags Forhør, der naturligvis ikke førte til andet, end at han havde været i Besiddelse af en Specie, som han havde modtaget for rigtig, og hvis tidligere Historie var ham ubekjendt, men som Billetsælgeren i Tivoli ansaae for falsk; og da han havde befundet sig der en Timestid, uden at Politidirecteuren var kommen tilstede, saa erklærede han paa det bestemteste, at han ikke vilde tilbringe Natten der, hvorpaa han ogsaa fik Lov til at gaae hjem, imod at indrømme, at en Betjent fulgte med og eftersaae hans Pengebeholdning. Vi bør endnu tilføie, at han Dagen efter beklagede sig over det Forefaldne for Politidirecteuren, og at denne undskyldte Betjentens Forhold dermed, at denne var ny i Tjenesten. Men vi troe ikke at denne Sag bør være faldet bort med denne Undskyldning, som altid kan haves paa rede Haand. vi troe at den nok fortjener at blive fortalt offentlig, dels for at Politiets Betjente en anden Gang i deres Tjenstiver kunne vogte sig for at tilfie aldeles sagesløse Folk ikke ubetydelige Ubehageligheder, dels for at borgerne kunne lære at indsee, hvor maadeligt der er sørget for den personlige Frihed og Ret, idet en væsentlig Deel af Politimyndighedens Udøvelse ofte er betroet raae og brutale, i alt Fald udannede Personer. 

(Fædrelandet, 28. august 1844)

Vesterbrogade, udenfor Tivoli på en festaften. Illustreret Tidende 1867. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den store Sangforeningsfest i Slesvig 23de til 25de Juli 1844. (Efterskrift til Politivennen)

Møderne på Skamlingsbanken var inspireret af at haderslev-købmanden Peder Hiort Lorenzen havde insisteret på at tale dansk i stænderforsamlingen i Slesvig. Bl.a. Laurids Skau talte på det første møde 18. maj 1843 for ca. 6.000 mennesker. Året efter, 4. juli 1844 for 9.000. De følgende år dalede deltagerantallet noget og de blev holdt indtil 1863. 

Den 17. juli 1844 havde Christian 8. fået overrakt en petition underskrevet af 20.079 personer som anmodede om at dansk blev anerkendt på lige fod med tysk i Slesvig. Underskrifterne stammede hovedsagelig fra København (4.020) og Jylland (6.240), mens kun 7 fra hertugdømmerne, resten andre steder fra. Kongen havde udtrykt sin velvilje, men også advaret mod at uddybe modsætningerne og i stedet udvise forsoning. Og at han endnu ikke kunne tage stilling til spørgsmålet.

Mens københavnske og jyske aviser i begejstrede nationalistiske vendinger beskrev møderne på Skamlingsbanken, var de mere forbeholdne overfor tilsvarende begivenheder i Sydslesvig som havde et lignende sigte, blot med antydninger af modsat opfattelse. Berlingske citerede en tysk avis, men ikke uden at komme med kritiske kommentarer.

Den store Sangforeningsfest i Slesvig. I Midten af næstforrige Uge feirede Slesvig-Holsteens tydske Sangforeninger en Sangerfest i Byen Slesvig, som i enhver Henseende med fuld Føie kan kaldes storartet. Staden Slesvig havde gjort overordentlig meget derfor. Autoriteter og Privatpersoner havde allerede ved Forberedelserne lagt den bedste Stræben for Dagen, for at giøre Festen til en glad opløftende patriotisk Dag. En Comitee af alle Stænder var sammentraadt, for at træffe Anordninger og lede Festlighedernes Gang, og denne Comitee tilkommer den Roes, at den med sjelden Omsigt og usædvanlig Iver har løst sin Opgave. Der var i god Tid udgaaet Indbydelser til Sangforeningerne i Almindelighed og til de bekjendte i Særdeleshed. Da man havde faaet deres Antal at vide, blev der sørget for Logis til dem, og her viste alle Stænder en ligesaa stor Imødekommen, som senere en ganske ualmindelig Opmærksomhed imod deres Gjæster, saa at alle Sangere ere fulde af Roes og Berømmelse over Slesvigs Giestfrihed. Ved Fordelingen havde man meget passende saavidt som muligt intet Hensyn taget til Standsforskjellen. Alle Byens Huse og Gader havde antaget det festligste, høitideligste Udseende; paa de forskiellige Sider af Byen var der opreist Æresporte og inde i Byen og midt i Gaderne stødte man desuden paa en heel Deel deraf. Ved Æreportene, foran Husene og fra Vinduerne vaiede utallige Faner, der for det meste viste Slesvig-Holsteens Farver og Insignier - Rødt, Blaat og Hvidt, og deri Neldebladet og de to Løver, men derimellem var ogsaa hist og her den almindelige tydskeFane, Sort, Rødt og Guult eller Guldgult; saaledes bemærkede vi navnlig meget passende (?) den almindelige tydske Fane ved Siden af den provindsielle slesvig- holstenske ved den sydlige og nordlige Indkjørsel til Staden. Desuden vare alle Huse, ved Gaderne liggende Sidebygninger etc. riigt prydede med Blomster og Egeguirlander. Om Tirsdagen (den 23de s. M.) holdt sangforeningen midt paa Dagen fra alle Sider deres Indtog og toge ind i "Stadt Hamburg", hvor Comiteen var samlet for at modtage dem. Vogntogene frembøde alle et smukt Syn, Kjøretøierne vare forsynede med Løv- og Blomsterguirlander; særdeles smuk var blandt andre Sangforeningens Optog fra Noer, Prindsstatholderens Landsæde, i det Prindsen venligt havde givet Vogne med fire for, hvilke tilligemed Hestene og Kudskene vare riigt smykkede med trefarvede (rød-blaa-hvide) Baand. Comiteens Præses, Generalfiscal, Justitsraad Hancke, modtog enhver af Sangforeningerne med passende Ord, og kredenzede derpaa den ædle Rhinskviin for Sangbrødrene i kostbare Pocaler. Om Eftermiddagen holdtes der Prøver først paa den geistlige Concert i Domkirken, hvorved der ogsaa var tilladt Folk at være tilstede, dernæst paa den verdslige i Stadttheater. Om Aftenen var der arrangeret et Festmaaltid for Sangerne og Comiteemedlemmerne i et af de rummeligste Localer, imidlertid bleve desuden saamange tagne med, som Pladsen tillod. Her vare de forskjellige Sangforeningers Bannere og Faner, Sangernes Antal skal have været 500. Her hilsede Sangerne paa hverandre og den ene Toasttale fulgte paa den anden, saa at Stemningen var meget gemytlig og tillige begeistret. Hele Tendentsen og Holdningen var kunstnerisk og patriotisk tydsk (!). Imidlertid bragte Sangforeningen fra Kiel et Antal Studenter Stænderforsamlingens Præsident, Etatsraad Falck et Leve i Anledning af hans til Protokollen afgivne Erklæring angaaende Tilretteviisningen; efter Maaltidet bragtes der ogsaa Comiteens Præses, Justitsraad Hancke en Serenade og et Leve, og han takkede med et Leve for Slesvig-Holsten (!)

(Fortsættes).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1844)

Hancke var overadvokat og havde i 1843 bl.a. ført en sag mod landinspektør Heinrich Tiedemann (1800-1851) som var blevet suspenderet. Tiedemann havde i 1843 agiteret for en slesvig-holstensk "landesbank" med ret til seddeludstedelse. Det protesterede Nationalbanken imidlertid imod. 

Tegner, fabriksdirektør, industrihistoriker Ole Jørgen Rawert (3.1.1786-11.7.1851): Et Partie af Schleswig d. 2. Septb. 1844. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den store Sangforeningsfest i Slesvig. (Efter "Neue Zeitung", sluttet, see Nr. 211.) Onsdagen den 24de var den egentlige Festdag. Kl. 9 begyndte den geistlige Concert, under Direction af Musikdirecteur Bollmann fra Slesvig, som gik meget godt og giorde i den ærværdige Domkirke et dybt Indtryk paa det hele Auditorium, som vel beløb sig til en 4000 Mennesker. Til Frokost forsamlede Sangerne sig atter med Comiteerne i Festlocalet fra forrige Aften. Kl. 1½ droge de med deres Faner og Bannere hen paa den store Markedsplads, hvor tillige to Musikchor havde indfundet sig. I en uoverskuelig Række bevægede det høitidelige Tog sig igjennem de med Mennesker fyldte Gader, idet det hilsedes venligt fra alle Sider og fra alle Vinduer, til Festpladsen, en høitliggende Mark, Norden for Staden. Her var terasseformig opreist en med Egeløv og Mos smykket Tribune for Sangerne, hvor den almindelige Festfane, hvid og grøn, med Sangsymbolerne høit vaiede. Ved Siden deraf bleve de enkelte Sangforeningers Faner plantede, og vi maae bemærke, at den flensborgske Sangforenings prægtige Fane tildrog sig her som overalt Opmærksomhed og Beundring. Grundfarverne vare sort, rødt og guult, deri var der smukt broderet paa den ene Side fædrelandske, paa den anden Side kunstneriske Symboler; det er en Foræring fra Flensborgs Koner og Jomfruer, og er et Tegn paa, at trods particulaire Intentioner hersker der i Flensborg tydsk Aand og Sands ( ! !). Længere nede var i en Halvkreds en Mængde Telte opslaaede, som vare forsynede med Navne, Indskrifter og Faner, høiere oppe var derimod den store Festhal opreist, hvori der var dækket for 2,500 Personer, og deri en aaben Salon til Musiken og til at dandse i. Paa Festhallen vaiede en stor rød Fane med Slesvig-Holsteens (?) Vaaben. Festpladsen var meget godt valgt; ved Siden af den fornødne Beqvemmelighed frembød den en meget smuk Udsigt, med Staden, Slottet Gottorp, Slien og et vidtudstrakt Landskab. Den verdslige Concert blev dirigeret af Musikdirecteur Grüdner fra Kiel. Den stærke Mandssang brusede med sin Kraft udover Mængden, saa at ogsaa de Fjerntstaaende havde fuld Nydelse. Efterat man havde takket Sangerne med en stormende Jubel, begav man sig tilbords i Festhallen, hvor der desværre kun kunde rummes 3000 Mennesker, men der var vist, da man gik tilbords, 14,000 Mennesker tilstede paa Festpladsen. Man begik den Feil, maaskee den eneste, som kan lægges Comiteen til Last, at man lod Toasterne begynde for seent. Den første Toast udbragte Justitsraad Hancke, som Comiteens Præses, "For vor Landsherre og Hertug af Slesvig Holsteen, Kong Christian VIII af Danmark", i det han passende hentydede til, at paa den Mark og tildeels paa de Volde, hvorfra de Danske engang havde beleiret og beskudt Slottet Gottorp, feiredes nu en smuk Fest i tydsk Enighed. Af Comiteens Medlemmer udbragtes endnu flere Skaaler for de tydske Sangforeninger, for det tydske Fædreneland, for Slesvig-Holsteen (!), for den slesvigske Stænderforsamling, for de tydske Koner og Piger, for Staden Slesvig, for tydsk Videnskab og Kunst, for mandig Udholdenhed og mandig Daad, for den tilvoxende Slægt o.s.v. - Imidlertid var Festhallen og hele Festpladsen bleven oplyst med utallige couleurte Lamper og med Beegkrandse, ligesom ogsaa Glædesblus lyste fra Høien langt bort i Egnen. Der var desuden arrangeret Bal i Stadttheatret og i det tidligere omtalte Festlocale, som var usædvanlig talrigt besøgt. Huse og Æresporte vare tildeels illuminerede. - Om Formiddagen den 25de beredte Sangerne og de Fremmede sig til Afskeden og begav sig derfor til "Stadt Hamburg". Her vexledes Tale og Sang med hverandre , man skilte sig ad med Hjertelighed og Begeistring paa alle Sider og med det Forsæt og Løfte, aarlig at gjentage en saadan Sangerfest. Hvor den næste Aar skal være, er ikke afgjort endnu. Mange ønskede Kiel, Andre Itzehoe, især fordi Elbsangforeningernes Sangfest allerede skal være der, hvori flere holsteenske ville deeltage; man kunde da ogsaa forene sig i større Almindelighed og stifte en nordtydsk Sangforening, som skulde naae til Kongeaaen (!?). Denne Idee synes os at fortjene al Anbefaling. Denne Sangfest i Aaret 1844 i Slesvig vil vist leve i alle Deeltageres glade Erindring. Vi maae endnu tilføie, at den har klart og bestemt lagt sig en smuk tydsk Patriotisme (!) og en afgjort Fastholden ved Slesvig-Holsteenske Eenhed (!) for Dagen, at man imidlertid aldeles ignorerede (!) de Invectiver, som for kort siden saa rigtigt strømmede hertil fra Norden og neppe omtalte Danmark (!!), saa at det i denne henseende blev givet den smukkeste Modsætning til Festen paa Skamlingsbanken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. august 1844)

I tyske aviser udenfor hertugdømmerne var man som forventeligt af en anden opfattelse (regionale aviser var underlagt censur). Og netop den sidste pointe med Skamlingsbanken var også blevet bemærket i tyske aviser, se fx denne:

Kiel, 31. juli - - - Den rolige holdning til den danske propaganda fortjener ros; der blev ikke sagt et ord der var fjendtligt over for den samme. Sådanne offentlige tilkendegivelser af den tyske ånd og for bevidstheden om nødvendigheden af ​​at stå fast over for det danske partis indsats skyldes udelukkende danskernes hensynsløse fremgangsmåde som på det seneste har givet sig udslag i helt modsat forstand, festen på Skamlingsbanken og de i den anledning der holdte taler. (Hannover. Ztg.)

Kiel, 31. Juli - - - Dabei verdient die ruhige Haltung in Beziehung auf die dänische Propaganda gelobt zu werden; es ist kein Wort gefallen, welches gegen dieselbe feindselig gerichtet gewesen wäre. Zu solchen öffentlichen Aeusserungen des deutschen Geistes und zu dem Bewusstseyn war der Nothwendigkeit, sich gegen die Bestrebungen der dänischen partei fest an einander zu halten, haben einzig und allein die unbesonnenen Bestrebungen der Dänen, die sich namentlich bei dem im völlig entgegengesetzten Sinn vor Kurzem auf Skamlingsbank gehalteten Fest und den dabei gehaltenen Reden aussprachen, Anlass gegeben. (Hannöv. Ztg.)

(Augsburger Postzeitung, 14. august 1844).

Førsteudgaven af Schleswig-Holstein meerumschlungen. Med de traditionelle slesvig-holstenske symbol: de sammenvoksede ege. Foran brænder en hellig ild. Fra Sønderjysk Månedsskrift.

Det var ved denne lejlighed at Slesvig-Holsten-sangen for første gang blev sunget i en større forsamling. Det skete da omkring 60 slesvigske sangere under ledelse af Carl Gottfried Bollmann sang den. Ifølge samtidige kilder tav folk af bevægelse over sangen, men så brød en storm af begejstring løs. 

I forbindelse med begivenhederne i marts 1848 stod justitsråd Hancke sammen  med Beseler. Han blev for sine politiske sympatier suspenderet af borgmester Hammerich i Eckernförde i juli 1855. Han var da overinspektør for godset Louisenlund. Han var i 1860erne juridisk konsulent for hertug Carl af Lykkesborg. Som sådan førte han i 1861 en sag mod borgmester Jørgensen i forbindelse med en fortegnelse over "ildesindede borgere" som de dansksindede ikke mente havde fortjent næring (se dette indslag på bloggen).

Aalborgs Vandvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborgs Vandvæsen. "Coll.-Tid." indeholder Følgende: Da der i Aalborg Kjøbstad kun er 3 Steder, hvor Vand tjenlig til Huusholdningsbrug kan erholdes, nemlig et Vandspring, en Pumpe i Byen og en Kilde udenfor Byen, og disse Vandbeholdninger deels ikke ere tilstrækkelige deels for langt bortfjernede for Mange af Beboerne, har Vandet i de igjennem Byen løbende Aaer været benyttet ikke alene til Vaskning, men af Mange især i de lavere Klasser undertiden endog til Huusholdningsbrug. Dette har tidligere foranlediget forskjellige Foranstaltninger fra Politiets Side, navnlig en under 8de Mai 1812 af den daværende Politimester udgiven Politiplacat, hvorved det under Mulct blev forbudt at have urenlige Render ud til Aaen eller Priveter, Svinestier, Ko og Hestestalde til eller over Aaen, deri at nedlægge Huder eller andre lignende Ting, som præpareres ved Blødning, eller deri eller i Slotsgraven at udkaste døde Hunde, Katte, Feieskarn eller andre ureenlige Ting. Men disse Bestemmelser, der senere ved Politiplacater med Amtets Approbation ere blevne gjentagne, have factisk ikke kunnet overholdes, fordi de have været for omfattende og altfor generende for de Næringsdrivende. Der er derfor fra Amtmanden over Aalborg Amt giort Indstilling til Cancelliet om, at de fornødne Bestemmelser maatte blive tagne, sigtende til, at de igjennem Kjøbstaden Aalborg flydende Aaer samt Graven ved Aalborg Slot kunde holdes frie for Umulighed, idet han i saa Henseende til senede, at det vel var anseet og ogsaa maatte ansees for tvivlsomt, om og hvorvidt Bestemmelser, som de nævnte, uden høiere Autorisation blot ved en af Politimesteren udstedt og af Amtet approberet Placat kunde erholde fornøden Retsvirkning.

Efterat der var givet Communalbestyrelsen i Aalborg Leilighed til at yttre sig over Sagen, indkom der fra Amtmanden et i Henhold til Borgerrepræsentanternes og Magistratens Erklæringer affattet endeligt Forslag i den ommeldte Henseende, hvilket Cancelliet ikke kunde andet end i det Hele finde hensigtsmeæsigt, idet der med samme fandtes at være taget tilbørligt Hensyn til ved kommende Eieres og Beboeres Tarv, uden at derved dog var opgivet det tilsigtede Øiemeed at holde det i Aaerne flydende Vand i renere Tilstand. Da Hs. Mai. ogsaa allernaadigst bifaldt det gjorde Forslag med en liden af Cancelliet anbefalet Movisieation, saa er der under 20de Juni sidstleden afgaaet et Reskript til Amtmanden over Aalborg Amt saaledes lydende:

P. s. B Vi give Dig hermed tilkjende, at Vi, efterat det af Dig allerunderdanigst indsendte Forslag, sigtende til Forebyggelse af Urenlighed i de igiennem Vor Kjøbstad Aalborg flydende Aaer og den sammesteds værende Slotsgrav, have været Os forelagte, i Forbindelse med Vort Cancellies derover afgivne Betænkning, allernaadigst ville have bestemt som følger :

§ 1. Det skal i Almindelighed i bemeldte Kiøbstad være forbudt at have Priveter ud til Aaerne eller Svinestier, Ko- og Hestestalde, hvorfra Ureenligheder igjennem Render eller paa anden Maade tilføres Aaerne. Bygnings-Commissionen skal derfor inden 1 Aars Forløb undersøge alle af foranførte Beskaffenhed allerede opførte Bygninger, som vende ud til Aaerne, og bestemme hvilke Forandringer, der med Hensyn til samme og de dertil hørende Afledningsrender efter Cmiftonitijj bederne bør skee, og inden hvilken Tid Forandringerne bør tilveiebringes.

Naar en saadan Undersøgelse af en Bygning er foretagen, indsendes en Beskrivelse af Forretningen, som bør indeholde Forklaring om de Grunde, hvorpaa de af Commissionen tagne Beslutninger støtte sig, til Borgerrepræsentanterne, for med disses og Magistratens Erklæring at tilstilles Dig, og naar Du da i Henhold til Communalbestyrelsens Erklæringer finder Dig anlediget til at approbere de af Bygningscommissionen tagne Bestemmelser, blive disse at tage til Følge, med mindre nogen Paagjældende ved de tagne Bestemmelser skulde finde sig forurettet, under hvilken Forudsætning Sagen bliver at indsende til Afgjørelse af Vort danske Cancelli. Ligeledes bliver Sagen at indstille til Cancelliet saafremt Magistraten og Borgerrepræsentanterne maatte være af ulige Meninger i Henseende til den foreslaaede Foranstaltning.

(Sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1844).

Aalborgs Vandvæsen (Sluttet, s. Gaars-Nr.) S 2. Naar nye Bygninger opføres ved Aaerne eller ældre ved samme beliggende Bygninger istandsættes, bliver det af Bygningscommissionen nøie at paasee, at Ureenlighedens Tilførelse til Aaerne saavidt muligt forebygges; ogsaa maa intet Bygningsarbeide, hvorved noget i saa henseende kan være at iagttage, foretages, uden at det er anmeldt for Bygingscommissionen , og denne med Amtmandens Approbation har taget fornoden Bestemmelse desangaaende.

§ 3. Naar nogen Bygningsejer lader foretage noget Bygningsarbeide, uden at have erhvervet den efter § 2 fornødne Approbation, eller han maatte tilsidesætte de i saa Henseende foreskrevne Regler, har han at bøde fra 5 kil 20 Rbd. til Politikassen efter Politirettens Kundelse, ligesom den Haandværksmester, der udfører sligt Arbeide, bliver paa samme Maade at ansee. Saavel i dette Tilfælde, som naar de i Medhold af I givne Bestemmelser ikke efterkommes, maa derhos Bygningseieren taale, at den Bygning paa hans Bekostning nedrives, med Hensyn til hvilken de foreflrevne Bestemmelser ti tre iagttagne.

§ 4. Ingen maa i Aaerne nedlægge Skind, Huder eller andre Ting, som ved Blødning præpareres, under Straf af Varernes Confiskation og en Mulct fra 1 til 10 Rbd. Under samme Mulct forbydes det i Aaerne at Udkaste døde Hunde, Katte eller andet Aadsel, Feieskarn eller deslige, og bør Vedkommende desuden erstatte de Omkostninger, som maatte medgaae til det Udkastedes Optagelse og Borttagelse efter Politiets foranstaltning. De ovenanførte Mulcte blive at idømme ved Politiretten og at tillægge Politikassen.

§ 5. Alle foranførte Regler blive ogsaa at følge med Hensyn til Slotsgraven.

§ 6. Ved Brolægningen af Byens Gader bør der drages Omsorg, for at Rendestenene, saavidt muligt faae Udløb i Fjorden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1844).