Møderne på Skamlingsbanken var inspireret af at haderslev-købmanden Peder Hiort Lorenzen havde insisteret på at tale dansk i stænderforsamlingen i Slesvig. Bl.a. Laurids Skau talte på det første møde 18. maj 1843 for ca. 6.000 mennesker. Året efter, 4. juli 1844 for 9.000. De følgende år dalede deltagerantallet noget og de blev holdt indtil 1863.
Den 17. juli 1844 havde Christian 8. fået overrakt en petition underskrevet af 20.079 personer som anmodede om at dansk blev anerkendt på lige fod med tysk i Slesvig. Underskrifterne stammede hovedsagelig fra København (4.020) og Jylland (6.240), mens kun 7 fra hertugdømmerne, resten andre steder fra. Kongen havde udtrykt sin velvilje, men også advaret mod at uddybe modsætningerne og i stedet udvise forsoning. Og at han endnu ikke kunne tage stilling til spørgsmålet.
Mens københavnske og jyske aviser i begejstrede nationalistiske vendinger beskrev møderne på Skamlingsbanken, var de mere forbeholdne overfor tilsvarende begivenheder i Sydslesvig som havde et lignende sigte, blot med antydninger af modsat opfattelse. Berlingske citerede en tysk avis, men ikke uden at komme med kritiske kommentarer.
Den store Sangforeningsfest i Slesvig. I Midten af næstforrige Uge feirede Slesvig-Holsteens tydske Sangforeninger en Sangerfest i Byen Slesvig, som i enhver Henseende med fuld Føie kan kaldes storartet. Staden Slesvig havde gjort overordentlig meget derfor. Autoriteter og Privatpersoner havde allerede ved Forberedelserne lagt den bedste Stræben for Dagen, for at giøre Festen til en glad opløftende patriotisk Dag. En Comitee af alle Stænder var sammentraadt, for at træffe Anordninger og lede Festlighedernes Gang, og denne Comitee tilkommer den Roes, at den med sjelden Omsigt og usædvanlig Iver har løst sin Opgave. Der var i god Tid udgaaet Indbydelser til Sangforeningerne i Almindelighed og til de bekjendte i Særdeleshed. Da man havde faaet deres Antal at vide, blev der sørget for Logis til dem, og her viste alle Stænder en ligesaa stor Imødekommen, som senere en ganske ualmindelig Opmærksomhed imod deres Gjæster, saa at alle Sangere ere fulde af Roes og Berømmelse over Slesvigs Giestfrihed. Ved Fordelingen havde man meget passende saavidt som muligt intet Hensyn taget til Standsforskjellen. Alle Byens Huse og Gader havde antaget det festligste, høitideligste Udseende; paa de forskiellige Sider af Byen var der opreist Æresporte og inde i Byen og midt i Gaderne stødte man desuden paa en heel Deel deraf. Ved Æreportene, foran Husene og fra Vinduerne vaiede utallige Faner, der for det meste viste Slesvig-Holsteens Farver og Insignier - Rødt, Blaat og Hvidt, og deri Neldebladet og de to Løver, men derimellem var ogsaa hist og her den almindelige tydskeFane, Sort, Rødt og Guult eller Guldgult; saaledes bemærkede vi navnlig meget passende (?) den almindelige tydske Fane ved Siden af den provindsielle slesvig- holstenske ved den sydlige og nordlige Indkjørsel til Staden. Desuden vare alle Huse, ved Gaderne liggende Sidebygninger etc. riigt prydede med Blomster og Egeguirlander. Om Tirsdagen (den 23de s. M.) holdt sangforeningen midt paa Dagen fra alle Sider deres Indtog og toge ind i "Stadt Hamburg", hvor Comiteen var samlet for at modtage dem. Vogntogene frembøde alle et smukt Syn, Kjøretøierne vare forsynede med Løv- og Blomsterguirlander; særdeles smuk var blandt andre Sangforeningens Optog fra Noer, Prindsstatholderens Landsæde, i det Prindsen venligt havde givet Vogne med fire for, hvilke tilligemed Hestene og Kudskene vare riigt smykkede med trefarvede (rød-blaa-hvide) Baand. Comiteens Præses, Generalfiscal, Justitsraad Hancke, modtog enhver af Sangforeningerne med passende Ord, og kredenzede derpaa den ædle Rhinskviin for Sangbrødrene i kostbare Pocaler. Om Eftermiddagen holdtes der Prøver først paa den geistlige Concert i Domkirken, hvorved der ogsaa var tilladt Folk at være tilstede, dernæst paa den verdslige i Stadttheater. Om Aftenen var der arrangeret et Festmaaltid for Sangerne og Comiteemedlemmerne i et af de rummeligste Localer, imidlertid bleve desuden saamange tagne med, som Pladsen tillod. Her vare de forskjellige Sangforeningers Bannere og Faner, Sangernes Antal skal have været 500. Her hilsede Sangerne paa hverandre og den ene Toasttale fulgte paa den anden, saa at Stemningen var meget gemytlig og tillige begeistret. Hele Tendentsen og Holdningen var kunstnerisk og patriotisk tydsk (!). Imidlertid bragte Sangforeningen fra Kiel et Antal Studenter Stænderforsamlingens Præsident, Etatsraad Falck et Leve i Anledning af hans til Protokollen afgivne Erklæring angaaende Tilretteviisningen; efter Maaltidet bragtes der ogsaa Comiteens Præses, Justitsraad Hancke en Serenade og et Leve, og han takkede med et Leve for Slesvig-Holsten (!)
(Fortsættes).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1844)
Hancke var overadvokat og havde i 1843 bl.a. ført en sag mod landinspektør Heinrich Tiedemann (1800-1851) som var blevet suspenderet. Tiedemann havde i 1843 agiteret for en slesvig-holstensk "landesbank" med ret til seddeludstedelse. Det protesterede Nationalbanken imidlertid imod.
Den store Sangforeningsfest i Slesvig. (Efter "Neue Zeitung", sluttet, see Nr. 211.) Onsdagen den 24de var den egentlige Festdag. Kl. 9 begyndte den geistlige Concert, under Direction af Musikdirecteur Bollmann fra Slesvig, som gik meget godt og giorde i den ærværdige Domkirke et dybt Indtryk paa det hele Auditorium, som vel beløb sig til en 4000 Mennesker. Til Frokost forsamlede Sangerne sig atter med Comiteerne i Festlocalet fra forrige Aften. Kl. 1½ droge de med deres Faner og Bannere hen paa den store Markedsplads, hvor tillige to Musikchor havde indfundet sig. I en uoverskuelig Række bevægede det høitidelige Tog sig igjennem de med Mennesker fyldte Gader, idet det hilsedes venligt fra alle Sider og fra alle Vinduer, til Festpladsen, en høitliggende Mark, Norden for Staden. Her var terasseformig opreist en med Egeløv og Mos smykket Tribune for Sangerne, hvor den almindelige Festfane, hvid og grøn, med Sangsymbolerne høit vaiede. Ved Siden deraf bleve de enkelte Sangforeningers Faner plantede, og vi maae bemærke, at den flensborgske Sangforenings prægtige Fane tildrog sig her som overalt Opmærksomhed og Beundring. Grundfarverne vare sort, rødt og guult, deri var der smukt broderet paa den ene Side fædrelandske, paa den anden Side kunstneriske Symboler; det er en Foræring fra Flensborgs Koner og Jomfruer, og er et Tegn paa, at trods particulaire Intentioner hersker der i Flensborg tydsk Aand og Sands ( ! !). Længere nede var i en Halvkreds en Mængde Telte opslaaede, som vare forsynede med Navne, Indskrifter og Faner, høiere oppe var derimod den store Festhal opreist, hvori der var dækket for 2,500 Personer, og deri en aaben Salon til Musiken og til at dandse i. Paa Festhallen vaiede en stor rød Fane med Slesvig-Holsteens (?) Vaaben. Festpladsen var meget godt valgt; ved Siden af den fornødne Beqvemmelighed frembød den en meget smuk Udsigt, med Staden, Slottet Gottorp, Slien og et vidtudstrakt Landskab. Den verdslige Concert blev dirigeret af Musikdirecteur Grüdner fra Kiel. Den stærke Mandssang brusede med sin Kraft udover Mængden, saa at ogsaa de Fjerntstaaende havde fuld Nydelse. Efterat man havde takket Sangerne med en stormende Jubel, begav man sig tilbords i Festhallen, hvor der desværre kun kunde rummes 3000 Mennesker, men der var vist, da man gik tilbords, 14,000 Mennesker tilstede paa Festpladsen. Man begik den Feil, maaskee den eneste, som kan lægges Comiteen til Last, at man lod Toasterne begynde for seent. Den første Toast udbragte Justitsraad Hancke, som Comiteens Præses, "For vor Landsherre og Hertug af Slesvig Holsteen, Kong Christian VIII af Danmark", i det han passende hentydede til, at paa den Mark og tildeels paa de Volde, hvorfra de Danske engang havde beleiret og beskudt Slottet Gottorp, feiredes nu en smuk Fest i tydsk Enighed. Af Comiteens Medlemmer udbragtes endnu flere Skaaler for de tydske Sangforeninger, for det tydske Fædreneland, for Slesvig-Holsteen (!), for den slesvigske Stænderforsamling, for de tydske Koner og Piger, for Staden Slesvig, for tydsk Videnskab og Kunst, for mandig Udholdenhed og mandig Daad, for den tilvoxende Slægt o.s.v. - Imidlertid var Festhallen og hele Festpladsen bleven oplyst med utallige couleurte Lamper og med Beegkrandse, ligesom ogsaa Glædesblus lyste fra Høien langt bort i Egnen. Der var desuden arrangeret Bal i Stadttheatret og i det tidligere omtalte Festlocale, som var usædvanlig talrigt besøgt. Huse og Æresporte vare tildeels illuminerede. - Om Formiddagen den 25de beredte Sangerne og de Fremmede sig til Afskeden og begav sig derfor til "Stadt Hamburg". Her vexledes Tale og Sang med hverandre , man skilte sig ad med Hjertelighed og Begeistring paa alle Sider og med det Forsæt og Løfte, aarlig at gjentage en saadan Sangerfest. Hvor den næste Aar skal være, er ikke afgjort endnu. Mange ønskede Kiel, Andre Itzehoe, især fordi Elbsangforeningernes Sangfest allerede skal være der, hvori flere holsteenske ville deeltage; man kunde da ogsaa forene sig i større Almindelighed og stifte en nordtydsk Sangforening, som skulde naae til Kongeaaen (!?). Denne Idee synes os at fortjene al Anbefaling. Denne Sangfest i Aaret 1844 i Slesvig vil vist leve i alle Deeltageres glade Erindring. Vi maae endnu tilføie, at den har klart og bestemt lagt sig en smuk tydsk Patriotisme (!) og en afgjort Fastholden ved Slesvig-Holsteenske Eenhed (!) for Dagen, at man imidlertid aldeles ignorerede (!) de Invectiver, som for kort siden saa rigtigt strømmede hertil fra Norden og neppe omtalte Danmark (!!), saa at det i denne henseende blev givet den smukkeste Modsætning til Festen paa Skamlingsbanken.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. august 1844)
I tyske aviser udenfor hertugdømmerne var man som forventeligt af en anden opfattelse (regionale aviser var underlagt censur). Og netop den sidste pointe med Skamlingsbanken var også blevet bemærket i tyske aviser, se fx denne:
Kiel, 31. juli - - - Den rolige holdning til den danske propaganda fortjener ros; der blev ikke sagt et ord der var fjendtligt over for den samme. Sådanne offentlige tilkendegivelser af den tyske ånd og for bevidstheden om nødvendigheden af at stå fast over for det danske partis indsats skyldes udelukkende danskernes hensynsløse fremgangsmåde som på det seneste har givet sig udslag i helt modsat forstand, festen på Skamlingsbanken og de i den anledning der holdte taler. (Hannover. Ztg.)
Kiel, 31. Juli - - - Dabei verdient die ruhige Haltung in Beziehung auf die dänische Propaganda gelobt zu werden; es ist kein Wort gefallen, welches gegen dieselbe feindselig gerichtet gewesen wäre. Zu solchen öffentlichen Aeusserungen des deutschen Geistes und zu dem Bewusstseyn war der Nothwendigkeit, sich gegen die Bestrebungen der dänischen partei fest an einander zu halten, haben einzig und allein die unbesonnenen Bestrebungen der Dänen, die sich namentlich bei dem im völlig entgegengesetzten Sinn vor Kurzem auf Skamlingsbank gehalteten Fest und den dabei gehaltenen Reden aussprachen, Anlass gegeben. (Hannöv. Ztg.)
(Augsburger Postzeitung, 14. august 1844).
Det var ved denne lejlighed at Slesvig-Holsten-sangen for første gang blev sunget i en større forsamling. Det skete da omkring 60 slesvigske sangere under ledelse af Carl Gottfried Bollmann sang den. Ifølge samtidige kilder tav folk af bevægelse over sangen, men så brød en storm af begejstring løs.
I forbindelse med begivenhederne i marts 1848 stod justitsråd Hancke sammen med Beseler. Han blev for sine politiske sympatier suspenderet af borgmester Hammerich i Eckernförde i juli 1855. Han var da overinspektør for godset Louisenlund. Han var i 1860erne juridisk konsulent for hertug Carl af Lykkesborg. Som sådan førte han i 1861 en sag mod borgmester Jørgensen i forbindelse med en fortegnelse over "ildesindede borgere" som de dansksindede ikke mente havde fortjent næring (se dette indslag på bloggen).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar