Da Aarets første "Bornholmere" blev røget. (Efterskrift til Politivennen)

Stærkt forsinket af Vinterens Is og Kulde.

Silden tilberedes til Røgning. Damperen "Østbornholm" staar ud fra Gudhjem, Danmarks snævreste Havneindløb.

Foraaret kom sent i Aar, og alt hvad der hører Vaaren til var stærkt forsinket, - ogsaa de røgede Sild. Paa Bornholm, hvis Eksistens i høj Grad er betinget af Silden og af Sommerturisterne, har der hersket utaalmodighed. Silden plejer at være tjenlig til Røgning sidst i April, men man kom langt hen i Maj, og Vinterkulden vilde ikke slippe sit Tag i Østersøens Vande; der var ikke tilstrækkelige "Svæv", d. v. s. smaa Krebsdyr og andre lignende Smaavæsener i Vandet til at Silden kunde æde sig fed. Den, man fangede, var for mager til at røge, de gik i fersk Tilstand til Tyskerne, der ikke er saa kræsne som vi forvænte Danskere.

Der kom straalende Sol og uventet Varme i de første Dage af Maj, men Vinterkulden i Havet var standhaftig, Virkningen af flere Maaneders Is blev ikke ophævet af nogle Dages Sol

I Gudhjem, Byen med de fleste Fiskere og største Røgerier - af 300 Indbyggere er ca. 100 Fiskere, og der er omkring en Snes Røgerier - var der 30 Graders Varme inde i Byen, hvor Klipperne genstraaler og forstærker Solvarmen; Fiskerne svedte i skjorteærmer, naar de gik ud at Havnen, men blot to Sømil, ca. en halv dansk Mil, til Havs, var der en Hundekulde, saa Fingrene blev stivfrosne selv i tykke Uldvanter. Og silden var stadie lige mager.

Men endelig en skønne Morgen kom Fiskerne ind med en Nattefangst, der var brugbar, og hele Byen kom i Aktivitet. Alt staar parat, og Brændestablerne af kløvede og savede Stykker, lige tilpasse til Ovnene, har længe ventet. Der bruges kun Elletræ, der giver den fineste Røg. En Del skoves her paa selve Øen, men Størsteparten kommer hertil i Smaaskuder fru Sverig. Den nyfangede Fisk bliver fordelt blandt Røgerierne, og alle Hænder, navnlig de kvindelige, kommer i Arbejde. Det er hovedsagelig Kvindernes Hverv at rense og tilberede Silden, og det gaar med en forbavsende Fart og Færdighed. Fiskene skæres op, renses, tørres af og hægtes sammen, to og to, den enes Hoved stikkes ind gennem den andens Underkæbe, og saa hænges de parvis over "Spiddene", der lægges paa "Bæringerne', og derefter staar de i et Par Timer til Tørring i Sol og Vind, indtil al ydre Fugtighed er borte. Og saa Ind i Skorstenen, der kan rumme fra 50 til 80 Ol. Baalet er tændt, men nu gælder det af passe, at det ikke brænder for stærkt: med fugtige Klude holdes Ilden i Ave, saa den ikke blusser op i Luer, men kun brænder i smaa. svage Flammer. 

I to Timer varer Røgningsprocessen, og den blaahvide, tunge Røg trækker i tykke Skyer fra 30-40 Skorstene hen over Klipperne og forsvinder ud over Havet. Og ude mellem Skærene, der gaar tæt op til Hven, - somme Steder ligger Røgerier helt ud paa Klipperne - fejrer mægtige Maageflokke sande Orgier, skrigende og skraalende slaas de med Krager og Alliker om al den lækre Indmad, og Byens Katte møder ogsaa op og tager deres Del.

(Aftenbladet (København) 17. maj 1929).

Raske Rids fra en rask Rejse. (Efterskrift til Politivennen)

Radiumskrigen i Sandkaas.

Bornholm, August 1924

Ingensinde, siden den nye Tidsregning begyndte, hvilket vil sige: Siden Verdenskrigens Udbrud i 1914, har Bornholm haft en Sæson som i Aar, hvad enten det nu skyldes den Kendsgerning, at det er første Aar i lange Tider, vi har haft noget, der virkelig kunde kaldes Sommer - eller en almindelig Opgang i Folks pekuniære Befindende eller hvad mange Indfødte her er tilbøjelige til at tro, Rygtet om Opdagelsen af de mange Radiumskilder her paa den skønne Klippeø. Samtlige Hotellet og Pensionater langs hele Nord og Østkysten har hvert Pulterkammer optaget, mestendels af Danske heldigvis, men ogsaa af valutastærke Svenskere, der allerede har raseret Øen for Calorier og Knækkebrød, og af Germanere, der sidder rundt i Haverne og skraaler op saa det kan høres langt bort, og køber "Bier" og mere "Bier" for deres Rentemark og Guldmark, der nu ligfrem gaar som rigtige Menneskepenge.

Om Morgenen, naar Solen staar op ovre bag Christiansø, og om Aftenen naar den atter forsvinder bag Hammerens Klippebjærge drikkes der kun Vand paa den ganske ø. Radiumvand. Hver Stad har sin Kilde, hver Landsby sin, ja, paa de Steder, hvor Turisterne særligt holder til, har hvert eneste Hotel, hver eneste Kro sin Kilde.

Paa enkelte Pladser, navnlig inde i Landet, har man ladet Kilderne ligge, som Jorden har født dem, uberørte i al deres naturlige Skønhed, men andre Steder, og da særlig i Østkystens Smaabyer, har smarte Hænder hjulpet paa Naturen med kunstige og praktiske Smaaarrangementer, der letter Turisternes store, godtroende Masser Adgangen til de helsebringende Strømme, ligesom i Lourdes og ved den gamle Helenekilde i Tisvilde.

Forrest i Kampen staar her den gamle, glade Københavner, Restauratør Peter Hintz fra "Vangehuset" ude paa Strandvejen, der ejer Hotel "Sandkaas", vel nok den smukkeste Plet paa hele Bornholm, en gammeldags hyggelig Kro med en lille Skov, en mægtig Have og, flankeret af høje, forrevne Klippepartier en Badestrand, i hvis fine hvide Sand man vilde kunne rode en hel Dag uden at finde en Sten blot af Størrelse som en Ært.

Peter Hintz (1871-) startede 1895 Hotel Scandia i Nyhavn indtil århundredskiftet hvor han overtog Cafe Vangehus. Han drev tillige Hotel Sandkaas 1923-1933. (foto stammer ikke fra artiklen, men fra Roberto Weile: Danske værter (1934) s. 372

Sandkaas startede sin Kilde som en af de først-opdagede paa den Ondskabsfulde Konkurrenter har senere villet vide, at der til Dokumentation af Kildens Kraft, forinden Steins Laboratorium havde haft en Prøve til Undersøgelse blev benyttet en gammel Sukker-Analyse, der noterede 12½ pCt. Sukkerindhold foruden en klækkelig Tilgift af Albumin - en Attest. som var stillet til velvillig Disposition af en kær og godt sukkersyg Ven af Etablissementets Ejer.

Oprindelig stak Sandkaas-Kilde sin Næse op over Jorden et godt Stykke oppe i Skoven bag Hotellet. Men nu har venlige Menneskehænder reguleret dens Løb og Leje saaledes, at den først dukker frem nede midt i Haven, hvor dens Vande er stemmede op bag ved en lille kunstfærdig Stendysse i et Slags lukket Bassin, medens der paa Dyssens Forside, ud mod det helsesøgende Publikum findes anbragt en Messinghane, af dem, vi har i Køkkenvasken hjemme i København, og af hvilken Folk kan tappe sig et Glas eller tre, ligesom det lyster dem, og som deres Gebrækligheder eller deres Tro nu inspirerer dem til.

Kildekonkurrencen blussede ganske voldsomt op, da de første Analyser fra Steins Laboratorium indløb, og det gik op for de brave Bornholmere, der jo ellers kun er vant til at regne med Granitskærver og røgede Sild, at der er noget, der hedder "Mache-Enheder". Hvad Mache-Enheder egentlig er, er der ikke en levende Sjæl paa Bornholm, der ved, undtagen maaske lige Peter Hintz, der har populariseret sin Viden i den klassiske Vending: "Det er det, der gør godt", en Vending, alle Kildeejere nu benytter sig af, saasnart de kan komme afsted med det.

Naturligvis sejrede Sandkaas i Kildekrigen. Mens de andre Hoteller sendte den ene Spand Vand efter den anden ind til Stein, sad Hintz ganske rolig og ventede paa Resultatet ved en kold Sjus oppe i sin Strandpavillon paa Klippetoppen ude i Strandkanten. Og naar han hørte Analysens Resultat, med Antallet af Mache-Enheder fra Nabokilderne, lagde han bare et Par Stykker paa - Hvad Fa'en er det? Har han i Sandvig, Alexandersen, ikke mere end 23 Mache-Enheder i sit Vand? Her paa Sandkaas er der over 25. Med Østenvind og umiddelbart foran Tordenvejr endda helt op til en 29-30 Stykker.

Tilsidst naaede Sandkaas Kilden paa denne Maade gennem Addition og Multiplikation op paa flere Hundrede Mache-Enheder, et Tal, der vist er ukendt baade i Radium- og Miradium-Videnskaben, og som naturligvis efterhaanden hidsede Konkurrenterne op til et ganske fanatisk og ubehersket Raseri, der maatte skaffe sig Luft paa den ene eller den anden Maade.

Udslaget kom i Gaar, umiddelbart efter Frokosttimen paa Sandkaas, da Badegæsterne og Pensionærerne sad og nød Kaffen ude under Havens skyggefulde Træer, medens Værten laa og svulmede i en Høstak paa en af Græsplænerne uden at ane den ringeste Fare.

Da mødte der pludselig en Deputation fra "Foreningen til rationel Udnyttelse af Bornholms Radiumlejer", syv store, stærke Kildeejere, med en lille bitte, gammel, fornem Herre i deres Midte, efter Sigende en højlærd kemisk Professor fra Polyteknisk Læreanstalt inde i København, som man tilfældigt havde fundet paa et Hotel oppe i Allinge, og som man nu havde slæbt med til Sandkaas, for at han skulde underkaste Kilden dér en videnskabelig Prøve og fastslaa, om det virkelig havde sin Rigtighed med de mange Mache-Enheder det meget Sukker og Albuminet, eller om det var Løgn, Praleri og forbandet Digt det Hele.

Deputationen slog Kreds om Stendyssen, hvis Messinghane skinnede, som havde den faaet en Omgang Pudsepomade i Dagens Anledning. Og efter at Peter Hintz med en ganske upaavirket Flegma havde givet sin Tilladelse til Ildprøven, skred Professoren til i handling.

Han bad om et Glas. Og Hintz klappede i Hænderne efter Kellneren, som han har haft med fra Strandvejen i København, og som derfor vistnok kan forudsættes i Begavelse at rage lidt op over Flertallet af Bornholms indfødte Befolkning:

- Hent mig det store Sølvbæger, skreg Hintz, der samtidig hviskede Opvarteren et Par Ord i Oret. Og da Bægeret var hidført, aabnede Professoren med højstegen Haand for Messinghanen, fyldte Pokalen til Randen og drak - først en lille Slurk saa en lidt større og saa ligesom i hidsigt Begær, det hele Bæger ud til Bunden.

- Den er fin, sagde Professoren Det nytter skam ikke at nægte det, mine Herrer, men nu har jeg drukket af samtlige Deres Kilder herfra og til Klemensker, fra Østerlars til Vester Marie, ja helt ned til Aakirkeby inde i Landet, men aldrig i mine Levedage har jeg smagt et saadant Radiumvand. Saa kraftigt, saa pikant, saa hjærte styrkende ... smag selv, mine Herrer, prøv og døm!

Og med disse Ord fyldte han Sølvbægeret paany og rakte det til den nærmeste af Deputationens Medlemmer, der alle stod og saa' ud som smaa Børn hvis Legetøj man har slaaet i Stykker.

Den Ordførende nappede Bægeret. Han er ogsaa Værtshusholder, saa han mente vel, han var Fagmand, hvad det ogsaa viste sig  han var. Thi i samme Nu, han havde sat Bægeret for Munden, stak han det ud, som var det Dagens første Snaps, stønnede et uhyre velment "A hah!" og føjede saa til:

Ja. det tror Fa'en, at det er kraftigt og pikant og hjærtestyrkende med. For der er Fa'en hinte mig Hennesy Cognac i 'æt. Ellers maa I kalde mig Kofoed, lige til jeg dør! Der er Hennesy Cognac i Vandet!

Og der var Hennesy i Radiumen. Tre-stjærnet Hennesy endda fordi Opvarteren i Skyndingen, da han styrtede afsted for at give Kilden et lille Stænk af Tilsætning inden Generalprøven, ikke havde kunnet finde den én-stjærnede.

En Fejltagelse, han fik adskillige Ubehageligheder for af Hintz bagefter!

Svip.

(Aftenbladet (københavn) 4. august 1924).

Allerede i 1891 (gen)opdagede man på Slamrebjerg i Bodilsker kilder med jernholdigt vand. Gamle folk ville vide at det var godt mod skab. Der var to anstalter, en kuranstalt på Slamre og en badeanstalt på Balka. I 1923 berettede aviserne at der var fundet radiumkilder på Bornholm. Man mente dengang at radium var et nyt lægemiddel med store helbredende og styrkende virkninger. 

Hotel Sandkaas (1910-1977) blev hotel i 1910. Den første ejer var Carsten Christian Reinbach. Han solgte i 1923 hotellet, først til et konsortium der samme år solgte det til Peter Hintz. Efter skiftende ejere blev det nedrevet i 1977.

Bornholms Cementfabrik maa likvidere. (8). (Efterskrift til Politivennen)

En lang Række Uheld bevirker, at Aktieselskabet maa give op, inden at Foretagendet er kommen rigtig i Gang. En Rekonstruktion af Selskabet vil blive forsøgt.

A/S Bornholms har paa en Generalforsamling i København i Mandags beslultet at træde i Likvidation, idet man ikke under de nuværende Forhold har kunnet skaffe de Midler, der er nødvendige til Fortsættelse af Fabrikkens Drift.

Til Likividationsudvalg er valgt Overretssagfører, Direktør P. M. Nielsen, Rønne, Overretssagførerne Svenning Larsen, Overretssagfører Bang Eblestrup og Fabrikant H. C. Kristensen, København

Efterretningen om Vanskelighederne for A/S Bornholms Cementfabrik kommer ikke overraskende. Dette Foretagende har, som meddelt heri Bladet, været ramt af forskellige Uheld, hvoraf det sidste - Ovnfundamentets Sammenbrud - vel var det største og har bidraget til foreløbig helt at standse Aktieselskabets Virksomhed.

Hovedaarsagen til, at Virksomheden, tiltrods for at man til at begynde med havde rigelige Pengemidler, ikke har kunnet komme rigtig i Gang, maa imidlertid søges i den uheldige for ikke at sige uduelige Maade Anlæget af Fabrikken blev ledet paa. Aktieselskabet havde antaget en svensk Ingeniør Hultgren til at bygge Fabriken, men det har vist sig at være en Opgave, som Hr. Hultgren slet ikke har været voksen. Tilmed synes det, som han har disponeret med en saa utrolig Letsindighed, at Aktieselskabets Bestyrelse vistnok har Ret i, at hans Optræden overfor dem har været ganske uforsvarlig.

Imidlertid er Hr. Hultgren nu draget bort fra Bornholm, hvor de Dage han glimrede snart var talte, og tilbage staar A/S Bornholms Cementfabrik med et Fabriksanlæg, som desværre paa flere Maader viser sig ikke at svare til de store Bekostninger, det har krævet, og som altsaa i Øjeblikket er kørt helt fast.

Vi har i Anledning af Katastrofen søgt Fabrikens Direktør, Hr. Bjarke Kristensen, og udbedt os nogle Oplysninger om Fabrikens Forhold. Direktør Kristensen fortæller:

Bornholms Cementfabrik skulde allerede have været i Gang i Maj 1920. Men der gik som bekendt længe over den Tid, for vi kunde fyre op. Det viste sig straks, at Anlæget ikke var tilstrækkelig omhyggeligt opført. Der var ikke sparet noget Sted. Vi havde første Klasses Maskiner, men de var ikke rigtig opstillede, og vi maatte foretage en Mængde Ændringer og Anskaffelser, der ikke var forudsete. Som "Bornholms Avis" har meddelt, har vi haft forskellige Uheld, bl. a. gik der Ild i Ovnhuset, Cementmassen brændte sig fast i Ovnen osv. Men alt dette kom vi dog over. Vi tilkaldte som speciel sagkyndig Assistance en Ingeniør fra Budapest og mente endelig for et Par Maaneder siden at kunne begynde Virksomheden for Alvor.

Vi kørte da ogsaa uden væsentlige Uheld en 14 Dages Tid, og jeg maa sige, at det viste sig, at Fabriken kunde fremstille et særdeles fint Produkt. Tiltrods for, at alt dog endnu var ret uprøvet, var Fabrikatet upaaklageligt, og jeg haabede paa. at nu var vi snart over Børnesygdommene.

Men saa ramlede det hele sammen den 6. Marts.

Fundamentet til Ovnen var ikke bygget stærkt nok, det gav efter, hele Maskineriet gik i Staa, og vi staar nu overfor en Reparation og Ombygning, der vil koste 150-200,000 Kroner.

Saa mange Penge kunde Aktieselskabet imidlertid ikke rejse paa det nuværende Tidspunktet, og man har derfor besluttet at lade Selskabet troede i Likvidation.

Jeg beklager naturligvis i høj Grad, at dette er bleven Resultatet. Der er af Aktionærerne bragt store Ofre for at faa dette Industriforetagende i Gang. Der er foruden Aktiekapitalen - ½ Million Kr. - anvendt betydelige Beløb for at faa Fabrikken bragt i ydedygtig Stand, men tilsidst har man altsaa maattet give op.

Der er efter min Mening ingen Tvivl om, at det kan blive et rentabelt Foretagende at udnytte den bornholmske Cementsten. Ingen andre Steder har man Raamaterialet saa bekvemt for Haanden, og den Proces, det skal gennemgaa, er ikke saa kostbar som ved Fremstilling af Portland Cement. Jeg haaber derfor endnu paa, at Aktieselskabet kan blive rekonstrueret, og Fabriken kan komme i Gang. Men nu ligger Sagen altsaa foreløbig i Likvidationsudvalgets Hænder.

---

Saavidt Direktør Bjarke Kristensen. Ogsaa andre end Cementfabrikens Aktionærer vil imidlertid beklage Standsningen. For det første naturligvis de Kreditorer, der muligvis kommer til at lide Tab ved Likvidationen. Men desuden havde mon jo fra flere Sider regnet med, at nu skulde den bornholmske Cement for Alvor føres ud paa Verdensmarkedet. Nu skulde der blive Arbejde til de mange Hænder baade paa Fabriken ude i Aaker, ved Kørsel og Afskibning o.s.v., og saa gaar det hele i Staa, ligesom det er begyndt.

Det er overordentlig beklageligt for alle Parter, og vi vil dog haabe, at det ikke gaar som med Fosforitbruddet, at man straks realiserer Stumperne til Spotpris.

Hvor store Muligheder, der er for at skabe et lønnende Foretagende af Bornholms Cementfabrik, tør vi naturligvis ikke dømme om. Men det vilde dog være Synd, om alle de Forarbejder, der nu er gjort, skulde være spildte.

Det er ganske vist ikke første Gang, at en bornholmsk Cementfabrik standser. Men vi har dog Indtryk af, at man ikke før har været saa nær ved en rationel Udnyttelse af de bornholmske Cementsten, og det maa derfor efter vor Mening beklages, hvis Likvidationen fører til Fabrikens fuldstændige Nedlæggelse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 7. april 1921).

Fabrikken kom aldrig i gang igen og blev nedrevet 1941. Bruddet ved Skelbro er fredet og er en geologisk attraktion. Der ligger stadig løse kalkstensstykker, som skulle have været brændt i cementfabrikken. Heller ikke cementmøllen Phønix ved Rønne overlevede. Kun rester af bunden af møllen samt enkelte bygninger er tilbage.

Bornholmsk Industriliv i Fyrrerne. (Efterskrift til Politivennen)

Da Hans Christian Ørsted udtalte sig om den bornholmske Cement.

I Aaret 1741 blev der af Kong Frederik den 3. udstedt et kongeligt Privilegium til den i Bornholms Historie kendt, Major v. Anker A. Schor til Stenkulsbrydning, men heri var ogsaa indbefattet et Cementværks-AnIæg. Han drev Cementværket i nogle Aar, men maatte omsider ophøre dermed af Mangel paa Støtte udefra, selv havde han ikke Midler til at føre det hele igennem. For at kunne drive Værket mere rationelt, søgte han den kgl Kasse om et Forskud af 8000 Rdl. imod at levere Cement til Staten for 3 Rdl. Tønden, men han fik allernaadigst Afslag - man trængte ikke tiI Cement. 1747 gentog han sin Ansøgning, og i denne forklarer han, at Købmand Andreas Bjørn har afsat ca. 100 Tdr. paa smaa Maskiner forfærdiget Cement, men han fik paany Afslag; "til HS Majestæts Tjeneste behøvedes ingen Cement", hed det, og dermed var der sat Punktum for den v. Schorske Fabriks korte Saga; og siden blev dette Produkt næppe ænset, før en norsk Videnskabsmand Andreas Hofgaaard i 1778 paa egen Bekostning foretog en Rejse til Bornholm for at undersøge Cementstenen. Beretning herom findes trykt i Tidskriftet "Minerva" 1793, ligesom dette Emne senere uddybes af en af Prof Manthey i "Skandinavisk Museum" optaget Beretning.

H. C. Ørsted, den store Forsker. hvis Navn er kendt over hele Verden og om hvem der just i den sidste Tid i Anledning af 100 Aars Dagen for hans epokegørende Opfindelse holdtes Mindefester over det ganske Land, besøgte Bornholm i 1818 og 1819. Ørsted skriver, at ved behørigt Hensyn til forskellige nærmere angivne Forholdsregler vilde man kunne gøre

Bornholms Cement til en Handelsvare,

"der kunde erhverve den almindelige Tillid. - Men" - tilføjes der "Limensgade Kalksten kan endnu betragtes fra flere Sider, der hidtil kun er bleven meget lidt paaagtet. Denne Kalksten kan meget vel benyttes som Fugningsmateriel. Her om vidner et Par af Landets Kirker, Aakirke og Østerlars Kirke, der begge er opførte af dette Bygningsmaterial med Indblanding af andre Stenarter".

"Llmensgade Kalksten" - hedder det endvidere - lader sig ret vel polere, hvormed vi have gjort Prøver. Man kan derfor bruge den til Bordplader, Trapper t Pragt, bygninger. Baser, Gravminder vsv., hvortil den blaa Farve ikke vil gøre den uskikket".

Det fremhæves særlig i Beretningen, at Allunskiferen i Limensgade maatte kunne blive et Produkt af megen Vigtighed, og Beretningen slutter med en af Forf. fremsat Formodning om, at "et Allunværk og et dermed sammenhængende Kalkstensbrud let vilde kunne bringes i Stand paa Bornholm"

Udførsel af Raamaterialet.

Der skulde imidlertid gaa adskillige Aar, før Tanken blev ført ud i Livet og de forberedende Skridt gjort til Anlæg af en Cementfabrik paa Bornholm. Man Indskrænkede sig til at udføre det Raamateriale, der egnede sig til Forædling udenfor Øen; der udførtes aarlig en Mængde Cemensten, særlig til Wismar, Mechlenburg og Pommern. En Kubikfavn Cementsten betaltes ved Udskibningen fra Bornholm med højst 19 Rd. Endelig i 1840 møder en polyteknisk Kandidat Arkitekt Hammer, i "Bornholms Avis" med en udførlig Beskrivelse og en ret omfattende Plan til Dannelsen af "en Aktieforening til at benytte nogle i Limensgade og Omegn forekommende Mineralier". I Planen lægges der særlig Vægt paa Forædlingen af den bornholmste Allunskifer ved Anlæg af et Allunværk i Forbindelse med en Cementfabrik

For yderligere at fremhæve Brugbarheden af Limensgadens Cementsten, henviser Arkitekten til den flensborgske Cement, hvilken tildels er fabrikeret af de samme Lag, som findes paa Limensgade. Og, tilføjer Hr. Hammer, der kan desuden hentes Bevis fra Ruinerne af Hammershus Slot, Gamleborg o. fl. Steder, "i hvilke Cementen er saa fast. at man lettere kan sondre Stenen end Cementen, der sammenføjer den".

----

I Slutningen af den udførlige Beskrivelse findes et kalkulatorisk Overslag, hvis hele optimistiske Tendens vidner om, at Vedkommende har været i god Tro, da han skrev, at

»Disse Mineraliers Fremdragen og Benyttelse paa rette Maade kunde blive en Kilde til Velstand for Bornholm og for det øvrige Danmark."

Det mente ogsaa Direktionen for "den merkantile Industriforening" i København, der nøje havde undersøgt Hr. Hammers Plan og foretaget de indledende Skridt til Dannelsen af et Aktieselskab, efter at Forholdene paa Aastedet først grundig var undersøgt af en af Foreningwn nedsat Kommission. Aktieselskabet blev dannet og kom til at bestaa af Aktionærer dels i København og dels paa Bornholm; ved Starten var der tegnet 232 Aktier i København og 130 paa Bornholm. Den første Generalforsamling blev afholdt paa Rønne Raadhus den 7de August 1840. De københavnske Aktionærer repræsenteredes ved overauditør Holm, Grosserer Sommer og Reservechirurg Krieger, og den lokale Bestyrelse undertegnede sig som Hammer, Grønbech, N. Michelsen og M. Koefoed med Konsul Johnsen i Rønne som Kasserer. Endelig den 21de September s. A var man kommen saa vidt med Forberedelserne, at der paa Hullegaard i Aaker Sogn kunde afholdes Licitation over Opførelsen af 3 Bygninger paa Limensgade, nemlig et Kogehus, en Stald- og Værkstedsbygning og et beboelseshus.

Konflikt mellem Københavnerne og Bornholmerne.

Forholdet imellem Bestyrelsen i København og Repræsentanterne paa Bornhom syntes imidlertid ikke have været videre venligt. De bornholmske Aktionærer kommer snart i Konflikt med den administrerende Direktør, den tidligere omtalte Arkitekt Hammer, der holdes et Utal af Generalforsamlinger baade i København og herovre, hvilket med Datidens kummerlige Kommunikationmidler var alt andet end behagelige. Sagen optog Sindene saa stærkt, at "Bornholms Avis" paa hin Tid, tiltrods for sit diminutive Format, til tider var ganske optaget af Indlæg om Cementfabrikken. De sjællandske Repræsentanter beskyldte Bornholmerne for at have overskredet den dem ifølge Statutterne tilkommende Myndighed; man kom som sagt i Konflikt med den administrerende Direktør, der blev suspenderet fra sin Stilling, og hele Sagen var tilsidst bleven indviklet i et Væv, hvis Traade næppe var til at udrede. Der var endogsaa saa stærkt et Røre om Sagen, at der maatte en hel Piece til, for at Folk kunde naa til Bunds i Selskabets Historie. Allerede saa tidlig som i 1842 begynder man at tale om 

Selskabets Opløsning.

Men i 1843 sluttes der dog kontrakt med en ny Bestyrer Hr. Wodschou, og Arbejdet sættes i Drift med en ret betydelig Arbejdsstyrke.

Endelig i 1847 syntes man at være kørt ganske fast. Cementfabrikken søges bortforpagtet til en solid Liebhaver. Da der ingen saadan melder sig, bliver Selskabet kort efter opløst ved en GeneralforsamIing paa Hullegaard, hvor der valgtes en Realisationskomite til at realisere alle Selskabets Ejendele, og hermed var alle skønne Drømme forbi og "Cementfabrikken i Limensgade" en saga blott.

- -

Efter snart 80 Aars Forløb begynder nu et nyt og forhaabentlig stort og rigt Afsnit i den bornholmske Cementfabrikations Historie. Under en ny Tids forbedrede Arbejdsvilkaar og Arbejdsmidler, gaar Selskabet ind til et Arbejde, hvor der bliver store og omfattende Opgaver at løse, men hvor der sikkert heller ikke vil blive forsømt noget for at vise, at der var Sandhed i de Ord, som i længst forsvunden Tid blev udtalt af Landets mest fremragende Videnskabsmænd: "at den bornholmske Cement kunde blive en betydelig Ting i en god Husholders Værge."

Fr. S.

(Bornholms Avis og Amtstidende 2. oktober 1920)

Bornholmsk Cementindustri. August 1920. (7). (Efterskrift til Politivennen).

Cementfabriken i Aaker er snart færdig til at sættes i Gang. Den er beliggende Syd for Duegaardene l Aaker, lige Nord for søndre Landevej.

Den Cement, der skal tilvirkes her, er den saakaldte Roman-Cement. Ved Brænding af lerholdige Kalksten fremstilles to Slags Cement: den meget anvendte Portland-Cement og Roman-Cementen, der hidtil ikke er meget anvendt her i Landet, men desmere i Udlandet.

Forskellen i Fabrikationsmaaden for disse to Cementarter bestaar bl. a. deri, at Roman-Cementen brændes ved en lavere Temperatur, end Portlandcementen. De væsentlige Bestanddele i begge Slags Cement er Kalk og Ler, som efter Brændingen males fint og blandes omhyggeligt. Fabriken i Aaker, der opføres under Ledelsen af den svenske Ingeniør Hultgren, synes at være et snildt Anlæg, hvori det meste Arbejde foregaar ved Maskinkraft.

Materialet, hvoraf Cementen skal tilvirkes, er den saakaldte Cementsten, som findes paa Duegaardens og Soldatergaards Grund samt i i Limensgaard og flere Steder omkring i Lag paa indtil 14 Fods Mægtighed.

Geologisk tilhører Cementstenen den siluriske Formation og kaldes efter de i Stenen hyppigt forekommende Dyreforsteninger, Ortoceratitex (paa Dansk: Rethorn), Ortoceratitkalk. Ved Brænding giver denne Kalksten, der indeholder 10 - 15 pCt. Ler og er blaalig graa af Farve, hydraulisk Kalk.

I ældre Tid er Stenen anvendt umiddelbart som Bygningssten. Den findes anvendt i Portmurene paa Gamleborg i Almindingen, paa Hammershus og især ved Opførelsen af gamle bornholmske Landsbykirker, hvor Stenen navnlig er anvendt til Dør- og Vinduesindfatninger. Der skal i hin gamle Tid have været 7 forskellige Kalkstensbrud i Gang ved Limensgaard og deromkring Muligvis har man den Gang ogsaa brændt Kalk til Mørtel af denne Kalksten.

Navnens Limensgade og Limensgaard hentyder til denne Kalksten, idet det gamle danske Ord for Kalksten var Limsten.

I nyere Tid er der gjort et Par Forsøg paa at iværksætte en bornholmsk Cementindustri, men uden videre Held. I Rønne byggedes Fabriken "Phønix", og i Pedersker tilvirkedes for 40-50 Aar siden den saakaldte Billegrav-Cement, der eksporteredes over Neje. Men begge Virksomheder døde hen, rimeligvis fordi man ikke rigtig forstod Fabrikationsmaaden. Det har nemlig saa tidt været Bornholmernes Svaghed, at de har arbejdet uden tilstrækkelig teknisk Uddannelse og Indsigt. Derfor og maaske ogsaa paa Grund at manglende Foretagsomhed har ikke Øens Befolkning selv, men Folk andet Steds fra hævet de Rigdomme, der gemmes i vor Jord. Saaledes gik det med Kaolinen ved Rønne, og saaledes vil det ogsaa gaa med Cementen i Aaker.

Et vigtigt Spørgsmaal ved Tilvirkningen og Udførselen af tunge Varer, som Cement, Ler, Sten og deslige, er Transporten. For Cemenfabriken i Aaker frembyder der sig tre Udveje: Transport ad Landevejen til Rønne (ca. 14 km.), Skinnevej til en Station paa Sydbanen eller Udskibning ved Risegaard, hvor der er et primitivt Ladested. Skønt dette Sted kun ligger ca. 1 km fra Fabriken, synes det dog at være opgivet Transporten ad Landevejen med Lastbil har allerede vist fine Ulæmper. Hidtil er kun transporteret Byggematerialer og Kul til Fabriken, men denne Transport her allerede taget haardt paa den letbyggede Landevej. Skal den fortsættes, og endda i meget større Stil, maa Vejen ombygges og gøres stærkere, f. Eks. ved at brolægges. Men derved opstaar det vanskelige Spørgsmaal: Skal Bekostningen ved denne Ombygning lægges paa Amtskommunen eller paa Fabriken? Amtskommunen, som ikke kan vente at faa nogen Indtægt af Cemenstilvirkningen - navnlig ikke, fordi Cementstenslejerne er privat Ejendom - trykker sig naturligvis ved en saa overordentlig Udgift. Og Fabriken? Ja, den vil helst have en Skinnevej op til Sydbanen.

Den Fabriken nærmestliggende Station er Ugle-Enge (ca 3 km i lige Linie). Til Aakirkeby St. er der ca. 5 km. til Lobbæk ca. 4½, og til Nylars ca. 5½ km. Spørgsmaalet om Anlæg af en saadan Skinnevej og om Stedet for dens Tilslutning til Sydbanen rører imidlertid ved saa mangeartede Interesser, at vi ikke paa nærværende Tidspunkt skal komme nærmere ind paa det. Men Spørgsmaalet om en Transportvej fra Fabriken til et Udskibningssted vil - hvis Fabriken kommer til at gaa efter den stort anlagte Plan - snart kræve sin løsning.

K. A. P.

(Bornholms Social-Demokrat 9. august 1920.)

Cementfabrikken i Aaker blev ledet af en svenskfødt ingeniør Hultgreen som havde opført lignende fabrikker i Tyskland gennem 17 år. Kørslen med cement blev behandlet på et amtrådsmåde 13. marts 1920. Bornholms Cementfabrik havde ansøgt om at anlægge et tipvognsspor skrås over Søndre Landevej. Et referat af dette møde findes i Bornholms Tidende, 13. marts 1920. Her blev en grænse på 5000 kg. sat for hvad man ville acceptere på vejen. Cementproduktionens opblomstring på Bornholm skyldtes stigende cementpriser under 1. verdenskrig, og det blev kun en stakket frist på nogle år før det meste lukkede igen. Fabrikken likviderede da også året efter, se senere indslag.

Hammeren. (Efterskrift til Politivennen)

Alle Bornholmere kender Navnet Hammeren og efterhaanden lærer ogsaa en Del andre Danske at kende de prægtige Klippepartier paa Bornholms Nordspids. Didhen søger nu hvert Aar Tusinder af Mennesker for at glæde sig over den prægtige og storslaaede Natur. Gennem Millioner af Aar har de vældige Granitklipper paa Bornholms Nordspids trodset Sø og Vejr. Generation efter Generation er sunken i Graven, men lige stejl og haard har Hammerens Klippe staaet som det urokkelige, mens alt andet forgik og fortæredes af Tidens Tand. 

I sin Uroprindelse stod Hammeren indtil for ca. 35 Aar siden, da man fandt paa at gøre den i Penge. Før den Tid havde ingen tænkt paa at drage anden Nytte af den rige, stejle Natur end en Smule Græsning for nogle Faar og Kvæghøveder. Staten ejede Hammeren, der har et Fladeareal paa over 350 Td. Land, men Staten var højsindet og overlod Græsningsretten til Allinge-Sandvig Kommune, ligesom den havde overladt Retten til Fiskeriet i Hammersøen til Bornholms Kommandant. Mens dette Forhold holdt ved, levede Beboerne i Allinge og Sandvig det mest idylliske Liv. De tvende Byer, der nu er sammenvoksede, talte i 1870 kun 1022 Indbyggere og de ernærede sig hovedsagelig ved Agerbrug og Fiskeri samt en Smule Haandværk og nogen Købmandshandel. Der var ingen, der paa den Tid drømte om, at Stedet om et halvt Hundrede Aar skulde blive et Valfartssted for Turister fra fremmede Lande. Der var heller ingen, som den Gang tænkte paa at gøre Hammeren til et af de mest storstilede industrielle Anlæg i Danmark. Rent tilfældig er forøvrigt Planen herom bleven ført ud i Livet.

I Midten af forrige Aarhundrede var der rundt om i Evropa en Mani for storslaaede Projekter hvorved der skulde tjenes Penge, og det er denne Mani, der indirekte har været Aarsag til, at Granitværket Hammeren er blevet til. Et internationalt Selskab var løselig blevet dannet med det Formaal for Øje at omdanne Hammersøen ved Hammeren til en international Nødhavn. Selskabet talte mange mere eller mindre fine Navne. Det siges endog, at afdøde Grev Frijs var med i det. En af dets Medlemmer var en Kaptejn Petersen fra København, en anden var en Ingeniør Brandt, en tredje Ingeniør Glæsel, København.

Selskabet havde en stor Kapital tegnet og Planerne til den internationale Nødhavn var delvis færdige, da Selskabet paa Grund af forskellige Omstændigheder brød sammen. 

Det var Meningen at danne Havn af selve Hammersøen, og Havnen skulde have Indsejling baade fra Sænekysten og Sandvigbugten. Paa den Maade blev det muligt at søge Havnen fra Vestsiden og Østsiden. Det tog sig jo storartet ud. Det vilde ganske vist koste vældige Beløb, men man ventede sig - besynderlig nok forresten - ogsaa store Indtægter. Nu kan ethvert Menneske se, at Idéen var ganske vild. Den endnu levende fhv. Postmester og Borgmester i Allinge, Marckmann, stod i Forbindelse med det internationale Selskab og havde for dettes Regning taget Ejendommene omkring Hammersøen paa Haanden, deriblandt ogsaa Hammersholm.

Derimod raadede Selskabet ikke over selve Hammeren, som var Statens, og som vederlagsfrit udnyttedes af Kommunen. Allerede i 1843 - 44 søgte Allinge og Sandvig Kommune om, at den maatte faa fuld Ejendomsret over Hammeren, men der udstedtes i 1844 en kongelig Resolution, hvorefter det ansøgte ikke kunde bevilges. Derimod tilstod man paany Byerne en uforstyrret Nydelse af Græsningsretten til Hammeren. At det heller ikke var ganske ideelle Grunde, der foranledigede Kommunen til at begære Ejendomsretten til Hammeren, viste sig tydelig nok senere. I 1873 gav Staten Køb overfor et nyt Andragende og den 18de September samme Aar fik Kommunen vederlagsfrit Skøde paa Hammeren. Men allerede i 1875, altsaa kun 2 Aar efter, solgte Kommunen igen hele Hammeren for 16,000 Rigsdaler til Grosserer J. C. Martens fra København. Købet var fra Martens Side en Spekulationsforretning og den stod i Forbindelse med Planerne om at omdanne Hammersø til en international Havn. Grosserer Martens mente, at han kunde gøre en god Forretning med Havneprojektselskabet og kom dette i Forkøbet med at erhverve Hammeren. Han forregnede sig imidlertid, thi Havneplanerne blev ikke til noget, og dermed bristede alle Forudsætninger for Hammerens Erhvervelse.

Havneplanerne var ikke nogen ny Opfindelse. Det fortælles, at den russiske Kejser Zar Peter den Store allerede i 1716, da han i 4 Dage boede i Allinge og Sandvig, skal have fundet Søen velegnet til Orlogshavn. Ogsaa den danske Regering har til Tider beskæftiget sig med Tanken om at omdanne Hammersøen til en Orlogshavn. Der blev i 1809 af Ritmester v. Salchow foretaget Undersøgelser over Bekostningerne ved et saadant Anlæg. Man naaede til Erkendelse af, at det vilde blive bekosteligt, og efterhaanden er Danmarks sømilitære Magt reduceret til saa lidt, at det ikke i lange Tider har haft nogensomhelst praktisk Betydning for os, om Hammersøen er egnet til Orlogshavn eller ej. Noget anderledes har Forholdet været, naar Talen var om en Nødhavn paa Bornholm. Lige til de allersidste Aar har Nødhavnsspørgsmaalet været drøftet, og der har af og til været talt om Hammersøen, men Nødhavnsspørgsmaalet har efterhaanden faaet et Stænk af bypatriotisk Karakter over sig; Hammersøen har derfor mindre været anbefalet. Omkostningerne vilde forøvrigt blive kolossale og næppe staa i noget passende Forhold til den egentlige Nytte, der kunde drages af Anlæget. Man kan derfor med nogenlunde Sikkerhed sige, at der ingen Udsigt er til, at der vil blive hverken Orlogshavn eller Nødhavn ved Hammersøen. Den faar sikkert Lov til endnu i mange Aar at ligge i sin idylliske Ro. 

Men det er gaaet anderledes med Hammeren. Den brydes efterhaanden itu, og fortsættes Stenbrydningen der, som den er begyndt, vil Hammeren efterhaanden helt forvandles, og de storslaaede Klippepartier vil forsvinde for at gøre Tjeneste som Sikringer for Havneanlæg langs Tysklands Østersøkyster. 

Grosserer Martens blev ikke ret længe Ejer af Hammeren. Da han ikke kunde gøre Forretning med Havneselskabet gav han sig til i mindre Stil at udnytte Klipperne ved Stenbrydning. 

I Aaret 1875 i Juni Maaned begyndte Virksomheden med Stenbrydning paa Hammeren, idet Hr. Grosserer Martens da med Hr. Ingeniør H. Brandt som ledende Ingeniør tog fat paa at udnytte Hammerens svære Klippepartier. Der arbejdedes i ca. 3 Maaneder med en Snes Mand indforskrevne fra Tyskland og Bøhmen. Arbejdets daglige Gang lededes af en bøhmisk Formand ved Navn Donhart; men det blev ikke til stort. Bøhmerne forstod ikke rigtig Haandteringen i de svære haarde Klipper. I August Maaned samme Aar overtog nuværende Stenværksejer i Allinge A. R. Wiberg den praktiske Ledelse af Stenbrydningsarbejdet paa Hammeren i Forening med Hr. Ingeniør Brandt. Hr. Brandt blev imidlertid syg og allerede Aaret efter i 1876 - fratraadte han helt og Wiberg overtog derpaa Ledelsen alene. Hr. Wiberg virkede som Leder for Grosserer Martens Stenhuggeri indtil 1882. Da indstillede Grosserer Martens sin Forretning. De bøhmiske Arbejdere vendte alle tilbage til deres Hjemland. Det kneb imidlertid med at faa hjemlige Stenarbejdere. I Aarene 1875-82 blev der indforskrevet 10 Italienere, og de viste sig som duelige Stenarbejdere. Der arbejdede ogsaa baade svenske og danske Arbejdere paa Hammeren i de Aar. Antallet af Arbejdere var den Gang som nu stærkt varierende. Der var fra 50 til 100 Arbejdere beskæftiget i de Aar. I 1883 overtog Hr. Wiberg for egen Regning Granitværket Hammeren i Forpagtning og Forpagtningen varede til Efteraaret 1890. Forinden Forpagtningens Ophør havde Grosserer Martens imidlertid overdraget Hammeren til Brødrene Ohlendorff i Hamborg. Overdragelsen til Tyskerne fandt Sted i Aaret 1884. Hr. Wiberg drev en ret omfattende Virksomhed og afhændede Stenarbejdet til det øvrige Danmark, Tyskland og Rusland.

Da Virksomheden begyndte paa Hammeren i Efteraaret 1875 fandtes der nogle smaa Stenhuggerier paa Nordlandet. Et af Værkerne tilhørte Købmand M. Curdts, et andet tilhørte Købmand J. J. Grønbech, begge i Alling. Den Grønbech'ske Forretning dreves af et Konsortium, som Grønbech var den egentlige Leder af. Ogsaa den Gang solgtes den forarbejdede Granit dels til det øvrige Danmark, dels til Tyskland, særlig til Kiel. Hele Arbejdsstyrken i Stenindustrien var i Aarene før 1875 20 a 30 Mand. Afskibningen af Graniten fandt da Sted dels fra Allinge Havn, dels fra Bugten ved Sæne, hvor Skibene under gunstige Vindforhold fik Stenen udskibet i Pramme. I "Humledal'', hvor der nu ligger en Del Arbejderboliger, laa der i tidligere Tider en Smedie, et Maskinhus, Stalde og Ladebygninger, som Hr. Wiberg benyttede under sin Virksomhed. Han drev forøvrigt noget Landbrug ogsaa paa Hammeren. De nævnte Bygninger nedbrændte imidlertid et Aar ganske kort Tid efter, at Sæden var bleven indbjærget - vistnok i Aaret 1887. 1884 maatte Hr. Martens som nævnt afhænde Hammeren til sin Svoger Baron v. Ohlendorff i Hamborg. Ohlendorfferne var meget rige Folk og tog vel nærmest Hammeren at Familiehensyn. 

I 1891 dannedes der et Aktieselskab: "Bornholms Granitværk", hvis Aktier i alt væsentlig er paa tyske Hænder. Der blev anlagt Stenværk i stor Stil. Svenske Arbejdere kom herover i Hundredtal, der byggedes Arbejderboliger og Arbejderkaserner og en meget livlig Tid begyndte for Allinge og Sandvig. Alt tegnede stort. "Bornholms Granitværk" var et Millionforetagende og mange drømte om en Stortid. Der blev bygget en Havn i Bugten ved Sæne nedenfor Hammershus Ruiner. Fra denne Havn skulde det meste af Granitværkets Produktion udskibes. Ved Sænekysten havde der i ældre Tider været nedrammet Pæle til en Art Skibsmole, benyttet for Sejladsen for Ind- og Udskibning for Hammershus Slot, og ved Anlæg af den ny Havn fandtes betydelige Rester af denne gamle Skibsmole. Pælene var af Birk og saa velbevarede, at de kunde bruges til Nyttegenstande, f. Eks. Drejearbejde.

Der rejste sig imidlertid straks Røster imod at Kommunen havde solgt Hammeren for den ringe Pris 32,000 Kroner, og det vakte ikke ringe Uvilje, at en saa betydelig Del af Bornholm skulde overgaa til et tysk Aktieselskab. Da Selskabet saa fik i Sinde at anlægge en Havn ved Sænebugten, kom Uviljen paany til Orde og der var Vanskeligheder at overvinde for Selskabet med Hensyn til Koncessionen paa Havneanlæget.

Ohlendorfferne var imidlertid formaaende Folk. De var gode Bekendte af Børsmanden Tietgen, og Tietgen gik ind paa at repræsentere det tyske Selskab og dermed overvandtes Vanskelighederne. Koncessionen blev givet den 19. Juli 1890. 

I de første Aar, efter at Hammerværket ret var kommen i Drift, beskæftigedes der flere Hundrede Arbejdere i Værket. Senere er det gaaet mere og mere tilbage med Produktionen og egentlig Stenhuggerarbejde udføres slet ikke mere paa Hammeren. Produktionen udgør nu kun Brosten, som hugges med Faldhammer, samt Skærver og Ros. Den tyske Toldpolitik har lagt betydelige Hindringer i Vejen for Udførslen af det færdighuggede Materiale. Den tyskfødte Direktør Weiler er forlængst rejst herfra og den ligeledes tyskfødte Bestyrer Gottspenn er fratraadt. Nu ledes Hammerværket af Hr. Bestyrer Julius Andersen, som tidligere var en af Formændene paa Værket. Men det ejes fremdeles af Baron v. Ohlendorff i Hamborg og det beskæftiger ca. halvandet Hundrede Arbejdere. 

Hammerværket har sikkert ikke været nogen Guldgrube for Tyskerne, og saaledes som Forholdene tegner, er der næppe nogen Udsigt til, at der i de nærmeste Aar kan blive større Virksomhed. Værket har været stort og dyrt anlagt, og der er eksperimenteret der i saa vid Udstrækning, at der skulde særlig gunstige Salgsvilkaar til for at bære Omkostningerne.

Allinge-Sandvig Kommune er bleven fattigere og fattigere, eftersom Aarene er gaaet, og Hammeren er bleven grimmere og grimmere. Der er altsaa ingen, der har spundet Silke ved Anlæget. For Arbejderne har Stenindustrien altid været et besværligt Felt. Arbejdet er haardt og Lønnen er ringe i Forhold til det opslidende Arbejde og den store Risiko for Liv og Lemmer, der er forbunden med Arbejdet i Klipperne.

Nu er hele Hammeren øde og gold. Der vokser en Del Lyng i Lavningerne oppe paa Højdepartiet; men Træer er der ingen af i egentlig Forstand. Det menes imidlertid, at Hammeren i ældre Tider har set anderledes ud og har været bevokset med Træer. 

I Rawert & Garliebs Bornholms Beskrivelse af 1815 hedder det om Hammeren saaledes: 

"Fordum har Hammeren været bedækket med Skov; nu ser man kun Træernes Rødder og nøgne Klipper hist og her stige op af Sandet." 

Det menes forøvrigt, at Hammeren har været beboet i Middelalderen, uden at man dog har nærmere Rede paa dette Forhold. Den formodede Bebyggelse sættes i Forbindelse med Ruinerne af det gamle kristne Kapel, Salomons Kapel. Disse Ruiner ligger tæt op ad Havet i en Lavning ved Hammerens Nordvestkyst, altsaa paa den helt modsatte Side, hvor Sandvig nu ligger. Sagfører Bulmer anslaar i sin Beskrivelse over Hammershus Birk i "B. S. V B." Salomons Kapel til at være ca. 600 Aar gammelt. Ruinen af Kapellet anses for meget værdifuld. Kapellet har maalt 18½ Alen X 8½ Alen og mod Sydside har det været en Art har der været en Art Vaabenhus som Tilbygning. Gavlpartiet i Vaabenhuset er ret godt bevaret. Indgangsdøren har været indsat under en med brændte Sten muret Spidsbue. 

Det fortælles, at der ved Salomons Kapel har været en undergørende Kilde, Salomons Kilde. Til denne Kilde tyede syge Folk for at søge Helse, dels ved at drikke af Kildevandet og dels ved at vaske sig deri. Der findes ogsaa den Dag i Dag en lille stensat Brønd ved Kapellet; men at dømme efter Vandets Urenhed maa Kraften nu forlængst være borte. Thura fortæller i sin Omtale af Salomons Kapel, at Kilden har sit Væld fra et Gravsted, og at Søfolk jævnlig, naar de kommer paa de Kanter, henter Vand fra Kilden. Maaske Kapellet er opført som et Kapel for de "Pilgrimme", der søgte Kilden; et lignende Kapel har været bygget ved Helligdoms-Kilden i Rø. Det menes tillige, at Kapellet kan have tjent som Gudshus for en der i Nærheden boende Fiskerbefolkning. Thura fortæller, at Kapellet har haft sin egen Præst. At Dalene ved Salomons Kapel i Oldtiden har været Boplads synes sikkert bevist igennem foretagne Udgravninger og Fund fra Oldtiden. Fremtidige Udgravninger vil maaske bringe endnu mere Lys over disse Ting.

(Bornholms Social-Demokrat, 1. januar 1910).

Sigrid Camilla Amalie Marckmann (1852-?). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Marckman blev født 13. september 1852. Hun var datter af den i Allinge navnkundige Otto Vilhelm Alexander Marckmann (1820-1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909). Hendes bror blev ansat som postmester i Herning 1913. Han havde været i postvæsnet siden 1879, 1893-1900 i Odense, 1900-1902 Aalborg, 1902-1908 Nykøbing F. og fra 1908 i Odense. Sigrid Marckmann arbejdede fra 1867 i faderens postekspedition i Allinge, hvor hun pga. hans mange erhverv vel varetog det meste.

Rønne, 22. Februar.

Den kvindelige Postmester.

Vor Hovedstadskorrespondent skriver til os:

Som det vil erindres, fortalte vi for nogen Tid siden, at Frk. Sigrid Marckmann, der siden 1867 har været ansat hos sin Fader paa Allinge Postkontor og efter sin Faders Tilbagetræden for et Aar siden har haft Konstitution i Embedet, havde ansøgt om at blive hans Efterfølger, forøvrigt ikke mindst af den Grund, at hun gerne vilde bevare det gamle Hjem for sine endnu levende Forældre. Dette Haab er imidlertid glippet, idet Postmester Schou i Svaneke har faaet overdraget Embedet i Allinge; men et Forlydende, der antagelig vil blive bekræftet i den nærmeste Fremtid, vil vide, at Frk. Marckmann skal være Hr. Schous Efterfølger i Svaneke, og der er saaledes Udsigt til, at Danmark alligevel vil faa en kvindelig Postmester.

(Bornholms Avis og Amtstidende 22. februar 1905).

I marts 1905 fik hun overdraget bestyrelsen af Svaneke posthus midlertidigt. I april 1905 udnævnt til postmesterske.

16. august 1908 fejrede hendes forældre, fhv. borgmester Otto Wilhelm Alexander Marckmann ((27. februar 1820-15. oktober 1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) diamantbryllup i Svaneke. Han var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. De flyttede 1904 fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn.

Som et kuriosum varetog postmesteren i Svaneke også postforbindelsen til Christiansø. I det meste af 1800-tallet var denne uregelmæssig og afhængig af bådførere der også fiskede. I 1868 var der blevet oprettet et brevsamlingssted på Christiansø, hørende under Rønne 1868-1879, under Svaneke 1879-1981, herefter igen under Rønne. Schau havde overtaget hvervet i 1894, og havde et meget anstrengt forhold til postbådførerne. Han var 1902 forfremmet fra postekspeditør til postmester, uden at forholdet bedredes synderligt. Men under frk. Marckmann synes de to postbåde at fungere uden problemer. (Poul Sonne: Postsejlads i 150 år. In: Bornholmske Samlinger 1994, III, bind 8., s. 7-70)

Postmester Frk. Marckmann.

Postmester, Frk. Sigrid Marckmann i Svaneke fejrer Tirsdag den 13. ds. sin 69-aarige Fødselsdag, og fra 1 Oktober forlader Frk. M. Svaneke og Bornholm for at bosætte sig i København, paa Grund af, at hun nu har taget sin Afsked fra postvæsenet.

Det maa være med vemodige Følelser, at Frk. M. nu drager fra Bornholm, hvor hun har boet al sin Tid, og det maa sikkert ogsaa bedrøve hende at tage Afsked med den Gerning hun nu har røgtet saa nidkært i over 34 Aar, men da Loven jo nu til Dags fætter en Aldersgrænse paa 70 Aar for Embedsmænd, forstaar man jo, at der ikke havde været ret lang Tid endnu at virke i førend ""det skulde være", og vi tvivler ikke om, at Frk. M. fortjener at nyde Hvilen ovenpaa de mange Aars Virken.

Frk. M. var den ældste af Børnene i det Marckmannske Hjem i Allinge, hvor hendes Fader var To!dkontrollør, postmester og Borgmester Marckmann, ja, han havde endnu flere Bestillinger end disse at passe og udførte et stort Arbejde for Allinge By, det var derfor intet Under, at han havde Brug for sin ældste Datter til at hjælpe sig paa Kontoret, og dette gjorde hun saa godt, at det efterhaanden var hende, der passede post- og Telegrafforretningerne.

Det var den 1. Maj 1867, at Frk. M. begyndte paa Allinge postkontor, og hun var i mange Aar kun privat ansat hos sin Fader. Det fortjener at nævnes nu ved hendes Afsked fra postvæsenet, at hun var besjælet af en saadan Trofasthed mod sit Hjem og sine Forældre, at hun ikke kunde tænke sig at forlade dem og selv opnaa bedre Stilling andetsteds. Først i 1902 kom der en saadan Lønningslov for postvæsenet, at Frk. M. blev statsansat, og da hendes Fader 84 Aar gl. tog sin Afsked i 1904, haabede han tillige med mange, at hun kunde blive hans Efterfølger. I denne Henseende led dog Frk. M. og hendes Forældre en Skuffelse; thi det blev en anden der fik Embedet, men Frk. M blev i Stedet for udnævnt til Postmester i Svaneke fra f. Maj 1903, og Hendes Forældre fulgte med dertil og levede deres sidste Aar der. Det gamle Hjem har Frk. M. opretholdt, og man har hos hende mødt den samme Gæstfrihed og venlighed, som hendes Forældre var bekendt for. Mange venner har Familien baade paa Bornholm og "ovre", disse vil sikkert føle Savnet, naar Frk. M. nu tager bort og opløser Hjemmet. personalet paa posthuset vil sikkert komme til at savne deres elskværdige Chef, og Byens Borgere, der nu i  16 Aar har haft Frk. M. til postmester og altid hos hende har modt Velvilje og Forstaaelse, vil ogsaa sikkert savne hende, der altid er rede til at hjælpe andre og altid har et venligt Ord tilovers til dem, hun møder paa sin vej.

Maatte hendes Fremtid netop forme sig saa lys og lykkelig for hende selv, som hun altid har ønsket den for andre.

(Bornholms Tidende 8. september 1921).

Danmark eneste kvindelige Postmester.

Tirsdag den 13. Septbr. fejrer postmester i Svaneke, Frøken S. Marckmann, sin 69 aarige Fødselsdag, den sidste i Svaneke, eftersom Frk. M. har taget sin Afsked fra postvæsenet med Udgangen af denne Maaned og flytter straks efter 1. Oktober til København, hvor hun bosætter sig sammen med sin Søster, Fru Maria Schrøder (gift med fhv. Købmand i Rønne Aug. Schrøder).

Frk. M. er for Øjeblikket den eneste kvindelige postmester i Danmark. Der har tidligere været 2 foruden, nemlig Frk. Korup i Valby, som imidlertid tog sin Afsked i 1899 og nu er død, samt Frk. Schaeffer i Esrom, som tog Afsked i 1916, og naar nu ogsaa Frk. M. gaar ud af postvæsenet, er der altsaa foreløbig ingen kvindelige postmestre mere. 

Frk. M. kan se tilbage paa en usædvanlig lang virksomhed i postvæsenets Tjeneste. (Hun fejrede for nogle Aar siden 50 Aars jubilæum) Det var nemlig den 1. Maj 1857, at F k. Al., knap 15 Aar gl., traadte ind i postvæsenet som privat Medhjælp far sin Fader paa Allinge Postkontor (eller rettere "Postekspedition", som det hed den Gang). Hendes Fader, afdøde Borgmester Marckmann i Allinge, havde nemlig flere Bestillinger at passe, han var som bekendt baade Toldkontrollør og postmester (samt Telegrafbestyrer), og som Borgmester i Allinge-Sandvig, Branddirektør og Forligsmægler gennem mange Aar havde han et stort Arbejde at udrette. Det har derfor været ham til stor hjælp, at hans ældste Datter kunde træde til og gøre sin Nytte paa postkontoret; i Særdeleshed, da de forskellige Embeder, alt som Aarene gik, gav mere og mere at bestille. Det gik ogsaa saaledes, at det efterhaanden var Frk. M, der "stod for" post- og Telegraf- væsenet, medens hendes Fader nærmest holdt sig til Toldvæsenet og de andre mere kommunale hverv. Men Frk. M. var dog stadig kun sin Faders private Fuldmægtig, fordi hun blev hjemme i Allinge og passede sine Ting der. Allinge postkontor var ikke stort not til at være normeret med statsansat personale, men det vilde have været Frk. M. en let Sag at faa en Ekspedientplads andetsteds. Det vilde dog have lignet Frk. M. daarligt at tænke paa egen Fordel og søge bort! Først ved Lønningsloven af 1902 blev hun statsansat, og nu haabede hun og hendes gamle Forældre inderligt, at hun kunde faa Embedet efter sin Fader, da han 84 Aar gl. tog sin Afsked 1. Oktober 1904. Frk. M. blev konstitueret i det ledige Embede, men den daværende postmester i Svaneke var Ansøger til Allinge og fik det. Frk. M. blev saa 1. Marts 1905, konstitueret som postmester i Svaneke og fik sin Udnævnelse dertil 2 Mdr. efter, nemlig den 1. Maj 1905. hendes lange trofaste Arbejde, som den egentlige Leder af postkontoret i Allinge, fik altsaa alligevel sin Anerkendelse, trods det, at hun ikke opnaaede netop det, hun ønskede; men det var jo, forstaaeligt nok, med stor Sorg, at Frk. M. og hendes gamle Forældre forlod Allinge, hvor de alle havde levet i saa mange Aar.

Hendes gamle Forældre flyttede altsaa med til Svaneke og henlevede deres sidste Aar der. Frk. M. har efter deres Død opretholdt det gamle hjem, der jo for Familien og vennerne rummer saa mange Minder, og hun har fortsat det i de gamle Traditioner med en Gæstfrihed og hjertelighed, der sikkert søger sin Lige. Om hendes Fader blev der skrevet, "at et mere godhjertet Menneske skal man søge længe efter og at hjælpe var for ham en inderlig Glæde", og disse Ord passer i lige Maade paa hans Datter, thi hun har altid haft noget tilovers for andre og tænker altid sidst paa sig selv.

Nu har Frk. M. altsaa virket i over 16 Aar som postmester i Svaneke, og Byen har sikkert ikke været utilfreds med, at dens postmester var en Dame, thi Frk. M.s medfødte Elskværdighed og hendes mangeaarige Erfaringer i postvæsenet har i Forening gjort hende til en saa behagelig og dygtig postmester, som man kan ønske sig.

Det bliver sikkert med vemod, at Frk. M. nu siger Farvel, dels til Bornholm og dels til det Arbejde, der nu i 5 Aar har haft hendes fulde Interesse; men omend Aarene syne, at være gledne hende umærkeligt forbi - saa at mange forbavses ved at høre, at hun er saa nær ved de 70 - saa kommer der jo en Tid, hvor der maa siges Stop, enten frivilligt eller ufrivilligt, thi 70 Aar er efter nugældende Lov Aldersgrænsen for Embedsmænd, og Frk. Al. har da valgt at trække sig frivilligt tilbage.

Der vil sikkert følge hende mange gode Ønsker om en lys og lykkefyldt Hviletid ovenpaa den lange "Arbejdsdag".

Hun vil blive savnet ikke alene af sine Undergivne paa Kontoret - de vil næppe nogensinde faa en mere hensynsfuld Chef - men ogsaa blandt de mange venner, hun har vundet sig i Svaneke, vil Savnet af hende blive stort, naar hun nu flytter bort fra Byen, - og ikke mindst vil hun savnes af sin trofaste Husholderske, Frk. Karoline Mikkelsen, hun har nu i 23 Aar været i det Marckmannske hus, men skal flytte tilbage til Allinge og forlade sin kære Frøken - For Frk. Marckmanns Familie og venner, der stadig hos hende har fundet det gamle Hjems Gæstfrihed uforandret, naar de Sommer efter Sommer har gæstet Bornholm, vil der ved hendes Bortrejse blive et hul, som ikke kan udfyldes. - Frk. M's elskværdige og venlige person vil forhaabentlig endnu i mange Aar kunne træffes i København, men det gamle gæstfri, saa mindefyldte Marckmannske Hjem paa Bornholm er ikke mere.

V-T.

(Bornholms Avis og Amtstidende 10. september 1921).

SVANEKE

Afskedsfest.

I Anledning af at Postmester, Frk. S. Marckmann har taget sin Afsked fra Postvæsenets Tjeneste den 1. Oktober d. A. og nu fraflytter Byen for at tage Ophold i København hos en Søster, afholdt Byens Beboere i Forgaars Aftes paa Hotel "Østersøen" en lille Festlighed, hvortil som særlig indbudte var Frk. S. Marckmann, hendes Søster Fru Schrøder, København, og Frk. Marckmanns Husbestyrerinde Frk. Mikkelsen. Endvidere var ogsaa den nye Postmester Hr. Nordentoft med Frue indbudt.

Ved Kaffebordet bød Borgmester Klausen de tilstedeværende velkommen.

Overlærer Schrøder talte derefter for Frk. Marckmann og overrakte hende fra Beboere i Svaneke et Maleri (Motiv fra Svaneke med Kirken i Baggrunden malet af Kunstmaler Iversen), og udtalte, at han haabede Frk. M altid vilde mindes Svaneke med Velvilje og udtalte sin Tak til Frk. M. for den udviste Villighed og Flinkhed, hun altid havde udvist mod Beboerne i sin Tjeneste som Postmester, og ønskede hende on god og lykkelig Livsaften. (De tilstedeværende rejser sig).

Postfuldmægtig Rasmussen overbragte derefter fra Postbude og Postfunktionærerne en Æske indeholdende on Guldbrosche og udtalte sin Tak for den Velvilje, der altid fra Frk. M.s Side var udviste mod disse.

Konsul Smidt talte for den nye Postmester Nordentoft og haabede at denne maatte finde sig godt tilpas hernede med sin Familie. Det var vel nu til Vinteren noget kedeligt, men naar Sommeren kom, vilde de nok synes om at være her. Vilde som kommunal Mand ogsaa udtale, at Postmesteren vilde være med til at virke til Byens bedste.

Postmester Nordentoft takkede for Velkomsten og skulde gøre sit bedste for at man kunde blive tilfreds; men det var ikke saa godt at Tilfredsstille Folk, naar man kom efter en Postmester som Frk. Marckmann, der altid havde haft det bedste Lov hos Beboerne.

Postbud Munk takkede Frk. M. for den Velvilje og Overbærenhed hun altid havde udvist mod ham.

Købmand P. Holst talte derefter om Frk. Marckmanns Slægt, og mindes særlig her gamle Postmester Marckmann, som den Kæmpeskikkelse han var.

Derefter blev Ordet givet frit.

Kontrollør Jørgensen talte om den Tid, han var kommet j Frk. Marckmanns Hjem, medens hun var ansat i Allinge.

Efter at Kaffebordet var hævet tilbragte Gæsterne endnu nogle Timer sammen i festligt Samvær med Musik, Oplæsning og senere en lille Dans i Hotellets store sal.

(Bornholms Tidende 7. oktober 1921).

Allinge gamle og nye Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 

Allinge gamle kirkegård lå på denne side af kirken, og på den anden side af stengærdet. Fotoet giver et indtryk af dens størrelse, dog blev vedtaget i 1898 at udlægge noget af kirkegården til gade da denne var meget smal. Der findes stadig et betydeligt antal gravsten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forlangte Erklæringer og Betænkninger.

I Nr. 58 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Erklæring over et Andragende fra Borgerrepræsentationen for Allinge og Sandvig om, at den for begge Kjøbstæder fælles Kirkegaard i Allinge, uanseet Bestemmelsen i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9, fremdeles, i alt fald i den nærmeste Fremtid, maa benyttes til Begravelsesplads for bemeldte Kjøbstæder.

Dette Andragende er fremfaldt af Hensyn til, at Anskaffelsen af en ny Kirkegaard formeentligen vilde blive altfor bekostelig og trykkende for den ved mange andre Udgifter allerede stærkt betyngede Kommune. Byfoged Jørgensen har i sin over Andragendet afgivne Erklæring, som Landphysikus Grove for sit vedkommende ganske har tiltraadt, bemærket Følgende. Saa vidt han kan skjønne, har Kirkegaarden i Allinge en yderst uheldig Beliggenhed; thi den er ikke alene placeret saa temmelig midt i Byen, men den ligger ogsaa høiere end største Delen af samme, saa at det vand, der under Regnskyl strømmer ud fra denne Kirkegaard, og som nødvendigen maa følge Klippeunderlaget, ikke alene maa trænge ind i de nærmeste Brønde, men vistnok har en videre Gang, end man er istand til at afgjøre. Kirkegaarden har i flere hundrede Aar været benyttet, og, da den er indskrænket til et lille Rum, maa den fornemmeligen bestaae af forraadnede Lig og Kister, saa at det vistnok bliver en Nødvendighed snarest muligt at gjøre en Ende paa denne Tilstand. Allerede for flere Aar tilbage har han reist dette Spørgsmaal og foranstaltet et Møde af Kirkeinspektionen og Borgerrepæsentanterne, men, da alle Stemmer vare ham imod, lod han Sagen stille i Bero. Byerne eie Jord sønden for Adinge, som passende kunde anvendes til Kirkegaardsplads, men som man ikke ønsker at benytte hertil, fordi Beboerne fra Sandvig da maatte føre deres lig igjennem Allinge; men at Hensynet til denne længere Vei maa være et aldeles underordnet Moment i Sagen, synes uomtvisteligt. Forøvrigt har man ogsaa imod dette sted anført, at Bunden der var leret, og at der saaledes vilde staae Vand i Gravene, hvilket imidlertid maa kunne forhindres ved en hensigtsmæssig Draining. Han viser slutteligen, at Anlæget af en ny Kirkegaard ingenlunde vil blive saa kostbart, som af Andragerne antaget, og han kan saaledes i henhold til Ovenstaaende ikke anbefale det Ansøgte til Bevilgelse. Regimentschirurg Sannom, praktiserende læge i Allinge, har i en afgiven Erklæring yttret, at Kirkegaarden er saa gammel og overfyldt med Lig, at Grunden, uagtet, mest bestaaende af Sand og Grus, dog maa indeholde saa mange forraadnede Dele af de Lig, der nu i flere hundrede Aar ere begravne der, at det maa ansees for rettest, at der, saasnart Kommunen kan overkomme det, anskaffes en ny Kirkegaard, fra hvilken Tid al Begravelse paa den gamle bør ophøre.

Amtmanden over Bornholm er af den Formening, at der aldeles ingen Grund er til i dette Tilfælde at gjøre Undtagelse fra den almindelige Bestemmelse i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9. Udgifterne kunne ikke blive saa store, at de kunne kaldes trykkende for Kommunen, og, hvad det angaaer, at man med de Lig, som begraves fra Sandvig, da kommer til at kjøre gjennem hele Allinge, istedetfor at man nu derimod kjører igjennem en Deel af denne By, da er det en Omstændighed af ingen Betydning.

Kollegiet tiltraadte i Skrivelse af 18de Februar Amtmandens Erklæring, der i det væsenlige er overeenstemmende med alle de andre i denne sag afgivne.

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860)

En ny kirkegård blev indviet i 1864. Den var omtrent halvt så stor som den nuværende.

Rare Kirkegaardsforhold.

Ved en tilfældig Brevskriver have vi modtaget følgende Skildring af Kirkegaardsforholdene i Allinge:

Paa den gamle Kirkegaard ved Kirken blev for nogle Aar siden plantet Tjørnehække, men disse ere ikke blevne plejede eller klippede, saa at de somme Steder er løbet flere Alen i Vejret, medens de andre Steder ligge nedtraadte. Gæs og Ænder gaar frit ud og ind og ligger derinde og klatter til paa og imellem Gravene. Men værst er det dog med de store Hunde, som løber derind og nedgraver Affald fra Slagterierne, saasom Kalvehoveder og lignende. De grave store Huller paa Gravene, for deri at gjemme deres Fangst. ... Den ny Kirkegaard er ikke stort bedre, den ligner mest et Vildnis, som Børn bruger til Legeplads.

(Bornholms Tidende 29. oktober 1895).

Allinge ny kirkegård ligger "oppe" og er betydeligt større end den gamle. I 1902 blev arealet udvidet til det dobbelte da kirkegården var ved at blive fyldt op og ingen anden placering var blevet fundet. Endnu en udvidelse fandt sted i 1904. Kapellet stod først færdigt i 1906. Som de fleste kirkegårde bærer den nu præg af store græsarealer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Juli 1898.

- - -

- Kirkeinspektionen meddeler Samtykke til, at et Stykke af den gamle Kirkegaard udlægges til Gade, mod at der afholdes en Synsforretning, at der sættes et Par Jærngitterlaager, at Arbeidet foretages med Sømmelighed, at Joden henlægges paa den ny Kirkegaard, og at det hele sker uden Udgift for Kirken. 

Formanden foreslaar at lade Vejudvalget forestaa Arbejdet.

Christensen. Er det afgjort, at der skal gjøres noget, er der noget Overslag, og har Byraadet vedtaget at lade Arbejdet udføre, uanset hvad det koster?

Form. oplyser, at noget Overslag havde man ikke, men man havde tænkt at udføre Arbejdet saa billigt som muligt.

H. Møller syntes, at man helst skulde have et Overslag derover.

Dam syntes, at der var daarlig Raad til det nu, men han vilde ikke sætte sig derimod paa Grund af Gadeforbedringen. Paa den ny Kirkegaard var der næppe Plads til Jorden, men der skulde vel snart tænkes paa en Udvidelse af Kirkegaarden, saa muligvis man kunde lægge Jorden der.

Form. troede, at naar Gaden skulde forbedres, maatte Vejudvalgets Budget have Raad til det.

Bohn fandt det rigtigst at gjøre det nu; Gaden var kun 7 Alen bred, siden vilde der ikke blive gjort noget i lang Tid.

Vedtoges at lade Vejudvalget udføre Arbejdet.

(Bornholms Tidende 15. juli 1898)

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Septb. 1899.

- Formanden foreslog at nedsætte et Udvalg til at undersøge Kirkegaardsforholdene og bl. a. undersøge, om der mellem Byerne kunde være en passende Plads til Kirkegaard. Kirkeværgen havde nylig meddelt, at Pladsen paa den nuvær. Kirkegaard var optaget.

Bohn syntes, at den heldigste Beliggenhed for en ny Kirkegaard var mellem Allinge og Sandvig, men det var vistnok umuligt, da Jordbunden paa begge Sider af Vejen bestod af Klipper og Rundsten, gammel Havstok. Kom man længere op fra Vejen, var Jordbundtforholdene de samme som paa den nuværende Kirkegaard.

Her vare Forholdene meget uheldige. Lerbunden gjorde, at Ligene kunde ligge i 30 Aar og vare endda kun halv fortærede. Muligvis kunde det forandres noget ved i et nyt Reglement at forlange et Læs Sand til hver Kiste. Det var ikke saa heldigt, at Kirkegaarden laa oven for Byen, men Leret var et godt Filter. Dr. Danchell havde undersøgt Vandet paa det Sted. hvor Kirkegaardsvandet havde Udløb i Byen, og fundet det godt. Man kunde expropriere en Grund op til den nuværende Kirkegaard og samtidig med Udvidelsen bygge et Ligkapel, hvortil man allerede havde 500 Kr. i Forcering; muligvis der kom flere Pænge til den Bygning, man kunde ikke blive ved at udsætte det. Han foreslog, at hele Byraadet gik op og saa paa Forholdene.

Det vedtoges at tage Forholdene i Øjesyn paa Søndag.

(Bornholms Tidende 16. juni 1899).

Allinge, den 11. Oktbr.

Et Legat.

I Tirsdags jordedes som tidligere meddelt paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke Enkefru Kofoed af Kjøbenhavn, 87 Aar gl., Enke efter afdøde Proprietær Peder Kofoed, Hammersholm. I Følget saas bl. a. det samlede Byraad. Den afdøde oprettede i Aaret 1874 sammen med sin Mand et Legat "Peder Kofoed og Hustru Karoline Juliane Kofoeds Legat for værdige trængende i Allinge og Sandvig samt Landdistriktet Hammersholm". Legatet, der er 10,000 Rigsdaler stort, skal nu efter Enkens Død henstaa, til det bliver fordoblet. Derefter uddeles aarlig 300 Kr. til en trængende i Allinge, 300 til en trængende i Sandvig, navnlig til Sømænd, Fiskere og deres Enker. Resten deles i 4 lige store Dele 1) til en trængende i Allinge, 2) til en trængende i "Landdistriktet Hammersholm i Olsker", 3) en Del til Mandskabet i den Baad, der har udvist størst Flid i Sildefangst og 4) en Del til Mandstabet i den Baad, der har udvist størst Flid til Laksefiskeri.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1900)

Hotelejer Johan Heinrich Blanchs gravsten findes stadig på Allinge gamle kirkegård. Så havde man penge (200 kr.) kunne det i 1901 stadig lade sig gøre at blive begravet her. Præsten fik dog ved den lejlighed forbud mod at udtale sig om hans personlighed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jordefærd.

Under meget stor Deltagelse begravedes Hotelejer J. H. Blanch i Dag paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke. Kirken var ualmindelig smukt pyntet. I sin Tale berørte Sognepræsten ikke den afdøde personlig. Efter Forlydende havde de paarørende ogsaa frabedt sig dette. Efter Jordpaakastelsen takkede en Svigersøn af den afdøde for Deltagelsen. Blandt de ualmindelig mange smukke Kranse bemærkedes flere særlig kostbare, saaledes fra Hotellets Personale, Østersøbadet "Bornholm", Tuborg Fabriker og Odd-Fellow-Ordenen.

Det hører til Sjældenhederne, at nogen bliver begravet paa denne Kirkegaard midt i Byen. Men naar der betales 200 Kr. extra, kan det dog lade sig gjøre.

(Bornholms Tidende 10. september 1901.)

Allinge Kirkegaard.

Arbejdet paa den ny Kirkegaard er nu saa vidt fræmskredet, at Gjærdet, der er opført af kløvet Granit, er færdigt, og i dette Efteraar vil den blive beplantet. Ligkapellet, der skal ligge inden for den ny Indgang, vil blive bygget næste Sommer. Pladsen har kostet 1700 Kr., Gjærdet godt og vel 1100 Kr.

Kirkegaarden, der i sin ny Skikkelse vil blive omtrent dobbelt saa stor som før, har en meget smuk Beliggenhed på en Skraaning oven for Byen med Udsigt ud over Havet og Kysten mod Syd til Rø og Gudhjem.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1902).

Indenrigsministeriet godkendte i november 1902 at kirkegården afgav 190 kvadratalen til vejen, mens vejen afgav 15 kvadratalen til kirkegården.

Allinge-Sandvig Byraad

Møde den 14. April

Ligkapellet.

Form. udtalte, at den tidligere omtalte Tegning og Overslag fra Professor Bidstrup nu forelaa, men at Overslaget var dyrere, end Byraadet havde tænkt. - Form. oplæste senere en Skrivelse fra Kirkekommissionen (c: Provsten og Amtmanden), i Følge hvilken Kommunen ikke kan faa det ansøgte Laan paa 5000 Kr., førend der foreligger Tegning og Overflag til Ligkapellet samt Oplysning om, hvad den ny Kirkegaard har kostet.

Chr. A. Jensen. Der er et almindeligt Ønske om snart at faa et Ligkapel, men der bør tages Hensyn til Sparsommelighed. Naar Skatteprocenten er paa ca. 9, er der dog Grund til at overveje, om man ikke uden at genere Bygningen kan spare noget af den høje Pris, som er foreslaaet. Tegningen ser meget tiltalende ud. Men jeg tvivler paa, at vi, som af Prof. Bidstrup antydet, kan opfyre Bygningen billigere end Overslagssummen ved at lade den udbyde til Licitation; jeg tror ikke, at Haandværkernes Priser her i Kommunen ere lavere end Overslagets. Materialerne ere maaske tværtimod dyrere, og Arbejdslønnen er vist ikke meget lavere. Det drejer sig altsaa om at spare 10-1500 Kr.

Jeg foreslaar, at Sagen udsættes til næste Møde, at vi for ikke at forhale Sagen i Mellemtiden lade udarbejde et Overstag til en Pris, som passer bedre for os hernede.

G. P. Petersen slutter sig til Jensen.

Kellermann ligeledes; dog foreslaar han straks at nedsætte et Udvalg til nærmere at forhandle med Kirkeinspektionen og med Bemyndigelse til at handle paa Byraadets Vegne. -

Form. mener ogsaa, at et Ligkapel efter vore Forhold kan opfyres for højst 3000 Kr.

Det vedtages at nedsætte et Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Borch, Jensen og Sonne og at bemyndige det til at forhandle med Kirkeinspektionen og lade udarbejde Tegning og Overslag til et Ligkapel til en Pris af 3000 Kr.

(Bornholms Tidende 6. april 1903).

Allinge, den 7 Juni.

Kirkegaardsindvielse.

I Dag indviedes den ny Kirkegaard i Allinge i Overværelse af Byraadet og adskillige andre. Pastor Lund udtalte, at Kirkegaarden tilhørte Allinge Kirke og altsaa den evangelisk-lutherske Kirke. Men Kirkegaarden stod ogsaa aaben for fræmmede, som ikke delte Kirkens Tro, og Medlemmer af Folkekirken kunde her begrave deres døde uden Medvirkning af Folkekirkens Præst. Kirkegaarden var saaledes i en vis Henseende et frit Sted. I en anden Henseende var det et saare trangt Sted, hvor ingen kom med sin gode Vilje. Pastor Lund talte derefter ud fra Pauli Ord: "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed", om de kristnes Opstandelseshaab og sluttede med at sige: Dette Stykke Jord har hidtil været en Mark, hvor Sæden har vokset og er samlet i Lade. Den skal ogsaa vedblive at være en Mark, hvor vi nedlægge vore døde, i Haab om, at de skulle høstes ind i de evige Boliger.

Efter at Pastoren havde erklæret Kirkegaarden for indviet i den treenige Guds Navn, foregik den første Begravelse paa den ny Kirkegaard, idet Sadelmager Hansens Enke stedtes til Hvile.

Allinge Assistenskirkegaard, der ligger meget smukt oven for Byen, aabnedes 1864. I Firserne blev det nødvendigt at udvide den til det dobbelte, og nu er den atter udvidet, saa at den er mere end dobbelt saa stor som før.

Ligkapellet befinder sig stadig endnu paa Forhandlingens Stadium.

(Bornholms Tidende 9. juni 1904).

Licitation på opførelse af et gravkapel på kirkegården blev udbudt i maj 1906. Der var rejsegilde i december samme år.